Særeje

Retsregler

Betænkninger

Bøger

Artikler

Særejeformer

Særeje og gæld

Tidsbegrænsninger og betingelser

Indtægter og surrogater

Specifikation

Tredjemandsbestemt særeje

Ændring eller ophævelse af særeje

Overgangsregler

Særeje i relation til afgift af dødsboer og gaver

Formkrav til ægtepagter

Notering af særeje

Fortolkning af ægtepagter

Aftaleretlig ugyldighed

Statistik

Oversigt over fejl og forglemmelser ved særejereformen


Retsregler

Lov om ægtefælles økonomiske forhold

Lovforslag L 233 af 19.04.1989 med bemærkninger

Lovforslag L 23 af 10.10.1989 med bemærkninger

Uddrag af bemærkningerne til særejereformen 1990

Lov nr. 396 af 13.06.1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v.

Retsvirkningsloven

Betænkninger

Bet. nr. 716/1974: Formueordningen. Betænkning nr. 3 fra ægteskabsudvalget af 1969

Bet. nr. 415/1966: Ægteskabets retsvirkninger - Betænkning III

Bøger

Ernst Andersen i Familieret 3. udg. 1971 p. 85

Noe Munck i Familieret 2. udg. 1986 p. 399 f.

Svend Danielsen og Mogens Hornslet i RVL-kommentar 2. udg. 1986 p. 222 ff.

Taksøe-Jensen i Person-, Familie- og Arveret 1987 p.114 og 143 f.

Noe Munck i Familieret, 4. udg., 1996, p. 355-401

Susan Fürst og Finn Taksøe-Jensen: Tillæg 1996 til Arveretten, p. 7-17.

Noe Munck og Finn Taksøe-Jensen: Særeje. Nye særejeformer og deres betydning ved generations skifte. GadJura, marts 1996. Anmeldt af Linda Nielsen i UfR 1996 B.390-392 og af Anja Cordes og Sys Rovsing Koch i ADV 1996.207-210.

Henrik Dam: Ægtepagter, 1997, 300 sider, DJØF

Hans Viggo Godsk Pedersen: Familie- og arveret, 5. udg., 2000, FSR p. 24-38. 3. udg. 1996 er anmeldt af Linda Nielsen i UfR 1996 B.425-426

Linda Nielsen og Jesper Vorstrup Rasmussen i Familieretten 3. udg., 2001, p. 129-174

Irene Nørgaard: Formueordninger mellem ægtefæller efter gennemførelsen af særejereformen i 1990 - særligt om ægtefællers indbyrdes aftalemuligheder, 1. udg., nov. 2001, 443 sider, DJØF. Anmeldt af Sys Rovsing Koch og Jørgen U. Grønborg i TFA 2002.159-163, af Torsten Iversen i UfR 2002 B.421-425 , af Henrik Dam, Rasmus Kristian Feldthusen og Finn Taksøe-Jensen i UfR 2002 B.426-434: Særeje - hver er vi nu?, og af Peter Lødrup i Lov og Rett 2002.520-524. Se oversigt over Irene Nørgaards fortolkning af særejereformen i 1990.

Linda Nielsen: Familieretten, 4. udg., 2006, p. 155-196

Linda Nielsen i Skilsmisseret 2008 p. 219-259

Irene Nørgaard i Familieret, 4. udg., 2019,  p. 133-182

Nikolaj Maul Sørensen i Familieret, 5. udg., 2023, p. 173-211.

Artikler

Jørgen Trolle i JUR.1966.169-172: Det nye udkast til lov om ægteskabets retsvirkninger.
O. A. Borum i UfR 1966 B.142-144: Betænkningen om ægteskabets retsvirkninger.
Jørgen Trolle i UfR 1975 B.64-65: Bemærkninger til ægteskabsudvalgets betænkning 1-6.
H. Funch Jensen i JUR.1975.141-148: Ægteskabsudvalgets betænkninger 1-4.
O. A. Borum i UfR 1978 B.221-224: Formuefællesskabet og betænkning nr. 716/1974. (Et kritisk over for indførelse af skilsmissesæreje)
Christian Trønning i UfR 1988 B. 92-94.

Niels Kahlke i Fagl. Nyt 1990.129-130
Ole Theut i ADV 1990.348-350: Ægtepagt - hvad så?
Chr. Bojsen-Møller og Anne Worm-Petersen i R&R nov. 1990 p. 61-64: Skilsmissesæreje
Jens Pontoppidan i ADV 1990.432: De nye særejeregler
Povl Holm-Jørgensen i ADV 1990.460-461
Grethe Laursen i ADV 1991.51-52
Skarrildhus 1990.60-66
Irene Nørgaard UfR 1991 B.139-142
Dorrit Sylvest Nielsen i R&R 8/1991 p. 58 ff.
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1992.151-152: Nye muligheder ved koncipering af testamenter og ægtepagter
Lene Hjorth Larsen i ADV 1992.232: Særejereformen
Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmussen i UfR 1992 B.421-427: Nye særejeformer. Kombinationssæreje, et Columbusæg
Kim Henningsen i ADV 1993.5-6: Kombinationssæreje med tidsbegrænsning af skilsmissesærejet
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1993.41-42: Skal de fleste ægtepar virkelig overveje at få særeje?
Torben Lund i ADV 1993.69: Særeje - reform eller reces?
Henrik Dam i UfR 1993 B.159-166: Krav til beskrivelse af genstande i ægtepagter
Finn Thomsen i ADV 1993.90-91: Rapport fra en gulvspand
Henrik Dam i ADV 1993.106-107: Kombinationssæreje - "kontraktsyge" eller advokatansvar
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1993.136-137: Nyt om særeje og testamentskoncipering
Irene Nørgaard i Lov & Ret nr. 7/1993 p. 20-22: Arveret og pensionsskatteret på kollisionskurs.
F. Bang-Olsen i ADV 1993.216: Tvangsarveret i forhold til kombinationssæreje.
Henrik Dam i ADV 1993.217-218: Om kombinationssæreje og tvangsarveret.
Finn Taksøe-Jensen i UfR 1993 B.340: Familieformueret
Henrik Zahle i UfR 1993 B.348: Familiens formue
Marianne Christensen og Otto Pedersen i ADV 1994.21-23: Mere om "kombinationssæreje"
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1994.33-35: Særeje, testamenter, gave- og arveafgift, generationsskifte. Status pr. d. 25.01.1994 efter de seneste nyheder.
Aage Michelsen i TfS 1994.357: "Kombinationssæreje" som generationsskiftemodel.
Munksgaard Nielsen i Personforsikringsjura, 1994, p. 47-49
Jesper Vorstrup Rasmussen i Juridisk Formularbog, 14. udg. 1994, p. 44-45
Jørgen U. Grønborg i Lov & Ret, marts 1995, p. 11-13
Henrik Dam og Finn Taksøe-Jensen i UfR 1995 B.201-206: Hvornår gæld er særeje. Et spejlbillede af reglerne om aktiverne eller noget andet?
Irene Nørgaard i UfR 1996 B.374-379: Ægtefællers testationskompetence - efter særejereformen 1990.
Irene Nørgaard i UfR 1997 B.297-305: Særejereformen fra 1990 - særligt med henblik på det såkaldte anpartssæreje.
Marianne Jybæk i ADV 1998.38: Skilsmissesæreje - pas på!
Lars Grøngaard og Noe Munck i R&R nr. 7/2000 p. 15-19: Særeje og rådgiveransvaret.
Henrik Dam i Festskrift til Inger Dübeck, 2003 p. 205-228: Lovvalg for ægtepagter.
Marianne Holdgaard i UfR 2005 B.153-161: Tredjemandsbestemt særeje - ægtefællernes mulighed for at etablere fælleseje.
Charlie Karlsson i Rettid 2008 - afhandling nr. 5: Regulering af sammenblandede formuearter med særligt henblik på lovligheden af anpartssæreje
Eigil Lego Andersen i ET nr. 3/2009 p. 201-224: Juraens aktører og processer. (Indeholder en kritik af begrebet fuldstændigt særeje)
Rasmus Kristian Feldthusen og Anne Kjærhus Mortensen i TFA 2013.307-316: Om ægtepagter og ugyldighed (Forfatterne diskuterer spørgsmålet, om en ægtepagt skal erklæres for ugyldig, når en eller begge parter ved oprettelsen har viden om en bestemt aktualitet knyttet til ægtepagtens retsvirkninger. I artiklen behandles tre situationer: konkurs, forestående separation samt forestående død)
Tobias Triton Frost i TFA 2013.558-562: Ægtepagten som dødslejegave. (Antager, at ægtepagter oprettet på dødslejet kan tilsidesættes som dødslejegaver)


Tidsbegrænsninger og betingelser,

Se kommentarer til ÆFL § 12, stk. 5


3. Indtægter og surrogater

RVL § 28, stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen.

Indtægter af særeje er som deklaratorisk regel fra d. 01.10.1990 særeje af samme type som moderaktivet, jf. RVL § 28, stk. 3. Hvis en personligt ejet erhvervsvirksomhed er f. eks. mandens særeje, medens der i øvrigt er fælleseje i ægteskabet, må RVL § 28, stk. 3 fortolkes således, at den overskudsandel, der kan henføres til mandens personlige arbejdsindkomst i virksomheden, må være fælleseje, da der ikke er tale om en indtægt af særejet, men om en arbejdsindkomst, jf. Særeje p. 114. Se dog TFA 2015.79 VLD, hvor det blev antaget, at indtægt i form af arbejdsvederlag for drift af en virksomhed var omfattet af begrebet indtægt.

Det kan godt aftales, at surrogater for særeje skal være fælleseje, jf. Ingrid Lund Andersen og Irene Nørgaard i Familieret, 1. udg. 2009, p. 151, 2. udg., 2012 p. 145 og Linda Nielsen i Skilsmisseret, 1. udg., 2008, p. 251 og i Familieretten, 6. udg, 2012 p 161.. Det kan derimod ikke aftales, at surrogater af fælleseje skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, jf. Særeje p. 110-111, Familieretten 6. udg., 2012, p. 161, Familieret 3. udg. p. 387 note 95, 4. udg. p. 381, 5. udg. 381 og Formueordninger p. 107.

TFA 2000.361 VLD (FM 2000.99 VLD): M og H havde i ægtepagt af 28.09.1986 aftalt, at de aktier, som M ejede ved ægteskabets indgåelse d. 25.10.1986 i G A/S, lige som de aktier, som M under ægteskabet erhvervede i G A/S, stedse skulle være M's særeje. I øvrigt skulle der være formuefællesskab i ægteskabet. M købte i dec. 1989 af sine forældre nom. kr. 550.000 aktier i G A/S til kurs 65 (skattekursen) eller for en købesum på i alt 357.500 kr., som blev berigtiget ved, at M optog et banklån. Kursen udgjorde på basis af selskabets indre værdi 384,45. Antaget af Retten i Silkeborg, at der i så overdragende grad var tale om en gave, at aktierne i henhold til ægtepagten måtte anses for lovligt vedtaget særeje. VL stadfæstede. Komm. af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 127-129.

Det er drøftet i teorien, om det kan aftales, at surrogater for skilsmissesæreje (og kombinationssæreje) skal være fuldstændigt særeje. Dette antages i Familieretten 3. udg. p. 164, af H. C. Abildtrup i UfR 1991 B. 215, i Særeje p. 111 og i Ægtepagter p. 99, men ikke af Irene Nørgaard i UfR 1991 B.139, i Familieret 5. udg. p. 381-382 og i Formueordninger p. 109-111. Til støtte for det første synspunkt kan der henvises til motivernes programudtalelse om aftalefrihed, hvor andet ikke er fastsat. Til støtte for Irene Nørgaards standpunkt kan anføres, at en sådan aftale giver ejerægtefællen mulighed for vilkårligt at forøge det fuldstændige særejes omfang - eksempelvis umiddelbart forinden den anden ægtefælles død.

Det kan f. eks. godt aftales, at indtægter af fælleseje skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, jf. Familieretten p. 189 og Formueordninger p 158-159, eller at indtægter af skilsmissesæreje skal være fuldstændigt særeje.

UfR 1946.179 ØLD: H havde i 1938 solgte et klaver og et soveværelsesmøblement, som tilhørte hende som særeje ifølge ægtepagt, og anvendt provenuet på 650 kr. til udbetalingen på en ejendom i Husum, som kostede 4.500 kr. M døde i 1945. H fik medhold i, at ejendommen tilhørte hende som særeje, uanset at afdragene på pantegælden var betalt med fællesejemidler.

UfR 1983.789 VLD: Ejendom i Hjørring var H's særeje, da denne i det væsentlige var erhvervet for H's særejemidler, og det alene har været af formelle grunde, at M stod som medejer.

TFA 2000.100 VLD: H fik ikke medhold i, at ejendom med friværdi på 1,5 mio. kr. var fælleseje, idet det fandtes godtgjort, at ejendommen i alt fald i overvejende grad var erhvervet for midler af M's særeje.

TFA 2000.428 ØLD: H havde i 1960 arvet 314.128 kr som særeje ifølge faders testamente. H indgik ægteskab med M i 1992. M bestemte i testamente i 1992, at hans særbarn S alene skulle arve sin tvangsarv, hvis han ikke samtykkede i, at H kunne sidde i uskiftet bo. M døde d. 21.09.1995. Antaget, at H's værdipapirbeholdning på 2,7 mio. kr. og en konto i Den Danske Bank var H's særeje. H havde i 1963 erhvervet halvpart af ejendom med 72.000 kr. i udbetaling for særejemidler. H havde efterfølgende betalt afdrag, forrentning og drift af ejendommen med fællesejemidler, og der var således sket en sådan sammenblanding, at hendes andel på 557.500 kr. helt eller delvis ikke kunne anses som særeje, ligesom en eventuel særejeandel ikke var påviselig. (Dommen er i strid med princippet om, at et aktiv ikke efterfølgende skifter status. ØL tog ikke stilling til, om indtægterne af særejet var fælleseje også efter d. 01.10.1990, og ej heller til, om der var opstået anpartssæreje.). Dommen er komm. af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 115-116.

TFA 2003.314 VLD (FM 2003.190 VLD): Ifølge ægtepagt fra 1993 var Opel Rekord H's særeje. Rekorden blev i 1993 taget i bytte for 38.000 kr ved køb af Opel Omega for 106.000 kr. Denne Omega blev i 1999 - efter af være blevet istandsat for 20.000 kr. - taget i bytte for 27.850 kr. ved købet af en ny Peugeot 206 for 141.850 kr. På baggrund af den sammenblanding af særejemidler og fællesbomidler, der således var sket, tiltrådtes det, at der ikke var grundlag for at holde Peugeoten uden for delingen af fællesboet. Som følge af den begrænsede andel af Peugeotens værdi, der hidrørte fra den bil, der blev givet i bytte, samt den værdiforringelse, der senere var sket, var der ikke grundlag for at tilkende H et nominelt vederlagskrav på 38.000 kr, subsidiært 27.850 kr.

TFA 2007.370 ØLD: M og H oprettede før vielsen i 1975 en ægtepagt, hvorefter bl.a. en sparekassebog i SDS med 38.581 kr. blev gjort til H's særeje, ligesom indtægter af særejet, og hvad der trådte i stedet for særejet også blev gjort til særeje. I øvrigt skulle der være almindeligt formuefællesskab mellem parterne. I 1980 købte H obligationer for penge fra sparekassebogen. De blev indlagt i et depot. M døde d. 05.08.2003. Depotet havde ved bobehandlingens begyndelse et indestående på 2.699.245,62 kr. M's særbarn S påstod, at værdierne i depotet ud over 550.000 kr. ikke var H's særeje, men skulle indgå i fællesboet. Parternes tidligere revisor havde beregnet, at depotet maksimalt burde kunne vokse til 750.000 kr. med fradrag af 200.000 kr. i skatter, medmindre der var tilført midler udefra. Ballerup skifteret fandt det ikke bevist, at hele indeståendet på depotet var H's særeje. Særejets andel af depotet blev fastsat skønsmæssigt til 1 mio. kr. S's påstand under anken lød på, at depotet ud over 588.581,27 kr. skulle være fælleseje. ØL henviste til, at der ikke forelå oplysninger om udviklingen i indeståendet fra 1975 og indtil, at midler fra denne konto i 1980 blev anvendt til etablering af værdipapirdepotet. Ej heller forelå der oplysninger om udviklingen i depotet for årene forud for 1983. Endvidere havde der ikke været ført en særskilt afkastkonto. Under disse omstændigheder og henset til revisorerklæringerne fandtes det ikke godtgjort, at de midler, der var bundet i depotet, kunne henføres til H's særeje i videre omfang end påstået af S.

TFA 2010.600 VLD: M's forældre forærede i 1999 ved gavebrev M 275.000 kr. til køb af en andel i en revisionsvirksomhed, og de bestemte, at gaven skulle være M's skilsmissesæreje. Beløbet blev d. 29.09.1999 overført til en M tilhørende budgetkonto i BG Bank, der blev anvendt som M og H's fælleskonto, og hvor der i forvejen indestod ca. 278.500 kr. M hævede d. 01.12.1999 260.000 kr., som blev anvendt til køb af anparter i et holdingselskab, der ejede en del af revisionsvirksomheden. Under skifte efter M og H's skilsmisse bestred H, at anparterne var M's særeje, og M indledte herefter et anerkendelsessøgsmål. Retten i Esbjerg fandt det ikke godtgjort, at M's anparter var særeje. VL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte, at beløbet var ydet M som en gave, der skulle anvendes som virksomhedsindskud, og som skulle være hans skilsmissesæreje. Da der kun forløb en kort periode fra gavens indsættelse på kontoen, til der blev udskilt et modsvarende beløb, der blev anvendt til køb af anparterne, og da indeståendet i hele perioden havde oversteget 275.000 kr. væsentligt, var det godtgjort, at særejet var i behold på kontoen d. 01.12.1999, hvor der blev hævet 260.000 kr., og at dette beløb udgjorde M's særeje. H skulle derfor anerkende, at anparterne tilhørte M som særeje.

UfR 2015.3857 HD (TFA 2015.682/1 HD, HD af 18.08.2015, ØLD af 24.06.2014 (B-2146-13): H havde ikke godtgjort, at nogen del af hendes halvpart af huset var erhvervet for særeje.

M og H købte pr. d. 01.12.2001 en ejendom i lige sameje for 2.840.000 kr. Ved købsaftalens underskrift betaltes 190.000 kr., som blev trukket d. 14.09.2001 på boligskift-konto, som gik i minus med dette beløb. H indsatte d. 19.11.2001 800.000 kr. på samme konto. Beløbet var a conto arv efter H's far, som i testamente havde bestemt, at arven skulle være fuldstændigt særeje. D. 30.11.2001 blev der yderligere indsat 2.260.634,43 kr., som hidrørte fra et lån, der blev optaget ved købet af ejendommen, og samme dag blev der udstedt en check pa 2.650.000 kr. i forbindelse med deponering af restkøbesummen. I 2003 blev huset ombygget for ca. 1,8 mio. kr. Der blev i 2003 indsat 830.000 kr. på H's arvekonto. Skifteretten i Helsingør fandt det godtgjort, at samtlige midler til finansiering af købet og ombygningen hidrørte fra H's arv på 2,6 mio. kr, og gav H medhold i, at H's halvdel af ejendommen var hendes særeje. ØL lagde til grund, at betalingen skete med et realkreditlån på 2.260.000 kr. og 580.000 kr. hidrørende fra H's arv. Det var ikke godtgjort, at differencen mellem a conto arven pa 800.000 kr., der blev indsat på boligskift-kontoen, og de ovennævnte 580.000 kr., der utvivlsomt medgik til betaling af ejendommen, tillige var anvendt til købet af ejendommen. Allerede af denne grund kunne H's andel af ejendommen, der blev erhvervet for en samlet købesum af 2.840.000 kr., ikke anses for for størstedelens vedkommende at være erhvervet af hendes særejemidler og tilhørte hende derfor ikke som særeje. HR fandt, at spørgsmålet om særeje skulle afgøres efter forholdene ved ejendommens erhvervelse. Den senere ombygning i 2003/04 og finansieringen heraf kunne ikke ændre aktivets formuestatus. HR fandt, at det henstod som uklart, om overførslen af 800.000 kr til boligskift-kontoen helt eller delvist skulle betragtes som en investering af hendes særejemidler eller et udlæg, som skulle tilbagebetales af parternes fælles midler, ligesom det var uklart, i hvilket omfang der senere var sket tilbagebetaling. H havde herefter ikke godtgjort, at nogen del af hendes halvpart af huset var erhvervet for særeje. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til, om H's halvpart kunne have været særeje for hende, hvis hun havde godtgjort, at kontantbehovet efter låneoptagelse ved købet af hendes halvpart, ca. 20 % af købesummen, svarende til ca. 290.000 kr., var blevet finansieret ved investering af hendes særejemidler. Komm. af Irene Nørgaard i TFA 2015.496-500: En perspektiverende kommentar i anledning af en vigtig højesteretsdom.

TFA 2015.79 VLD: Indtægt i form af arbejdsvederlag for drift af en virksomhed var omfattet af begrebet indtægt.

Ved indgåelse af ægteskab oprettede M og H i 1998 en ægtepagt, der gjorde landbrugsejendommen B til M's skilsmissesæreje. Endvidere skulle indtægter af særejet, samt hvad der måtte træde i stedet for, også være skilsmissesæreje. M arvede et jordstykke A på 2,7 ha og tilkøbte endvidere for en del af den øvrige arv et stykke jord på 1,6 ha. Arven var ikke gjort til særeje, og det tilkøbte areal var derfor omfattet af fællesboet. Retten i Randers fandt, at M ikke havde godtgjort, at der var sket en sammenblanding af særejet og fællesejet, der gjorde adskillelse umulig. Efter ægtepagtens formulering var der ikke grundlag for at anse en Case traktor købt for 111.000 kr. i 2006 for omfattet af M's skilsmissesæreje, og det var heller ikke godtgjort, at den var erhvervet for særejemidler. Der var enighed om, at et maskinhus opført af M på særejeejendommen B for 147.500 kr. var M's skilsmissesæreje. Indtægt i form af arbejdsvederlag for drift af en virksomhed var omfattet af begrebet indtægt. Det var ikke bevist, at maskinhuset fuldt ud var opført for særejemidler og ikke i hvert fald til dels for fællesejemidler. Der blev derfor tillagt H et vederlagskrav på skønsmæssigt 100.000 kr., jf. RVL § 23, stk. 2. VL stadfæstede.

Ændring eller ophævelse af særeje.

ÆFL § 14. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje, jf. § 23.

se kommentarer til ÆFL § 14

ÆFL § 21. En ægtepagt kan kun ændres eller ophæves ved ægtepagt, jf. § 20.

Se kommentarer til ÆFL § 21

ÆFL § 23. Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12, dog ikke om sumsæreje eller sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5.

Stk. 2. Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1, og kan fastsætte betingelser herfor.

Stk. 3. Bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv skal træffes ved testamente.

Se kommentarer til ÆFL § 23, stk. 2


7. Overgangsregler

Særeje etableret ved ægtepagt tinglyst før 01.10.1990 forbliver fuldstændigt særeje, medmindre der oprettes tillæg til ægtepagt efter 01.10.1990, jf. Formueordninger p 395 og Familieret 5. udg. p. 396.

TFA 2020.66 ØLK (FM2020.76 ØLK): Udtrykket særeje i en ægtepagt tinglyst før d. 01.10.1990 betød fuldstændigt særeje.

M og H havde ved ægtepagt tinglyst d. 05.04.1990 aftalt, at de første 460.000 kr. af friværdien i M's ejendom skulle være særeje. M døde d. 12.02.2019, og H fik boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. Skifteretten i Glostrup fik senere i 2019 henledt opmærksomheden på, at der ikke var tale om skilsmissesæreje. Skifteretten fandt, at der - henset til bemærkningerne til lov nr. 396 af 13.06.1990 - var tale om fuldstændigt særeje, som skulle skiftes. ØL stadfæstede.

Dette gælder også ægtepagter underskrevet før 01.10.1990, men tinglyst efter 01.10.1990, jf. Familieretten p. 190, Særeje p. 49 og Formueordninger p. 396, medmindre ægtepagten udtrykkeligt etablerer skilsmissesæreje, jf. Poul Holm-Jørgensen i ADV. 1990 p. 460.

Dom afsagt af Skifteretten i Vejle d. 22.08.2000 (BS 3/2000): M og H, der indgik ægteskab d. 15.09.1990, havde ved ægtepagt underskrevet d. 11.09.1990 og tinglyst d. 24.09.1990 aftalt, at alt, hvad de hver for sig ejede eller fremtidigt erhvervede, skulle tilhøre dem som særeje. M døde d. 28.08.1999 og efterlod sig foruden H et særbarn, som han ikke havde haft nogen kontakt med i ca. 15 år. M's formue udgjorde ca. 1,5 mio. kr. og H's formue kr. 0. Antaget, at ægtepagten konstituerede fuldstændigt særeje, uanset at den var oprettet efter lovens vedtagelse d. 13.06.1990. Der var ikke holdepunkter for en antagelse om, at ægtepagten indeholdt en aftale om skilsmissesæreje.

Gaver givet inden 01.10.1990 må forblive fuldstændigt særeje, selv om overgivelsen først sker efter 01.10.1990, jf. Familieretten 3. udg. p. 169 og Særeje p. 49, cfr. motiverne p. 21 og Godsk Pedersen p. 26 og ÆFL-kommentar p. 111.

Der findes skønsmæssigt særejebestemmelser i ca. 76.000 testamenter oprettet før 01.10.1990, jf. Taksøe-Jensen og Vorstrup Rasmussen i UfR 1992 B. 423 note 12.

Disse skal som hovedregel forstås som skilsmissesæreje, jf. § 17 i ændringsloven (lov nr. 396 af 13.06.1990):

Bestemmelser om særeje i testamenter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, skal forstås som bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre andet fremgår af omstændighederne. Dette gælder dog ikke, hvis testator er afgået ved døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den testamentariske bestemmelse er gjort uigenkaldelig.

§ 17 trådte ifølge ændringslovens § 16, stk. 1 i kraft d. 01.07.1990, hvilket må være en lapsus, jf. Jens Pontoppidan i ADV 1990.432.

Formodningsreglen gælder både de tilfælde, hvor der i særejeklausulen er truffet bestemmelse om, at arvingen ved ægtepagt kan ophæve særejet (f. eks. efter det fyldte 55. år), og i de tilfælde, hvor der ikke er ophævelsesmuligheder.

U1: Andet fremgår af omstændighederne.

F. eks. hvor det af testamentet fremgår, at hensigten med særejeklausulen er at holde kapitalen på descendensens hænder.

U2: Testator død inden 01.10.1990

Gælder selv om arvefaldet udskydes som følge af, at længstlevende sidder i uskiftet bo.

Dersom ægtefæller har indsat særejeklausul i et fælles testamente, og den ene er død før d. 01.10.1990, medens den anden hensidder i uskiftet bo og dør efter d. 01.10. 1990, vil arven formentlig blive brøkdelssæreje med 50% fuldstændigt særeje (arven efter førstafdøde) og 50% skilsmissesæreje (arven efter længstlevende), jf. Særeje p. 50 og Ægtepagter p. 94. Se også Irene Nørgaard i Formueordninger p. 303, hvor der skal lægges vægt på, hvilke aktiver der falder i arv efter førstafdøde og efter længstlevende. En sådan sondring er efter min mening ikke mulig i praksis, jf. ÆFL-kommentar p. 110.

U3: Testamentet er gjort uigenkaldeligt.

Har testator fra d. 01.10.1990 og til sin død uafbrudt savnet testamentshabilitet, jf. AL § 51, og således været ude af stand til at ændre sit testamente, bliver arven formentlig fuldstændigt særeje, jf. Familieretten 3. udg. p. 168, Særeje p. 50 note 14 og Formueordninger p 301.

Alle, der før 01.10.1990 har oprettet testamente med særejeklausul, bør overveje at oprette en codicil, hvori det præciseres, om arven skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje. Kun på denne måde kan testator være sikker på, at særejeklausulen bliver fortolket i overensstemmelse med testators ønske.

Måtte de pågældende testatorer ønske, at arven skal være skilsmissesæreje, bør de alligevel overveje at oprette en kodicil for at få præciseret, at arven dog skal være fuldstændigt særeje, dersom arvingen overlever sin ægtefælle (kombinationssæreje). Bestemmelsen i ændringslovens § 17 vil formentlig aldrig kunne føre til dette resultat.

Anvendes udtrykket "særeje" i ægtepagter, gavebreve, begunstigelsesklausuler eller testamenter oprettet efter 01.10.90, skal udtrykket som udgangspunkt fortolkes som skilsmissesæreje, jf. motiverne p. 21, hvor der udelukkende lægges vægt på ordlyden. Se også Formueordninger p. 302.

Smh. Familieretten p. 192-193 og Særeje p. 51 note 18, hvor det antages, at dansk rets almindelige fortolkningsregler vedrørende kontrakter og testamenter finder anvendelse - uanset motivudtalelsen.

Ved notartestamenter bør notaren gøre testator opmærksom på uklarheden, jf. Taksøe-Jensen: Tillæg til Arveretten p. 4 note 12.

Overgangsreglen i § 17 må finde analog anvendelse på særejebestemmelser i begunstigelsesklausuler i livs- og ulykkesforsikringer samt på kapital- og ratepensionskonti.

Der er ingen overgangsregler vedr. indtægter af særeje, RVL § 28, stk. 3. Der er dermed opstået et fortolkningsproblem i de tilfælde, hvor særejet er etableret før d. 01.10.1990, uden at der i særejebestemmelsen er taget stilling til indtægterne af særejet, jf. Særeje p. 112-113.

Irene Nørgaard antager i UfR 1991 B.139 f., i Formueordninger p. 159-161, og i Familieret 5. udg., 2003, p. 394-385, at indtægterne fortsat vil blive fælleseje. Grethe Laursen i ADV 1991 p. 52 er af samme opfattelse.

Linda Nielsen og Jesper Vorstrup Rasmussen antager i Familieretten 3. udg. p. 169-170, at indtægter, der er faldet, eller er vedhængende ved lovens ikrafttræden, forbliver fælleseje, medens senere indtægter bliver særeje. Anitta og Hans Viggo Godsk Pedersen: Familie- og Arveret, 8. udg., sept. 2013 p. 70 note 89, H. C. Abildtrup UfR 1991 B. 216, Dorrit Sylvest Nielsen R&R nr. 8/1991 p. 62 f. og Henrik Dam i Ægtepagter p. 101 er af samme opfattelse.

UfR 2017.462/2 HD (TFA 2017.147 HD, HD af 03.11.2016): Ejendom E2 var særeje i sin helhed, da der var et gavemoment på 44,12% ved overdragelsen af E1 i 1978, og da provenuet ved salget af E1 på 2.124.000 kr. blev anvendt ved køb af gården E2 i 1988 for 3.521.235 kr. Indtægterne af særejet var fælleseje - også indtægter indtjent efter d. 01.10.1990.

I 1978 overdrog Hs mor en andel af ejendommen E1 i Randers til H med bestemmelse om, at den skulle være hendes særeje. Overdragelsessummen for E1 var 680.000 kr., hvoraf 300.000 kr. blev givet som gave. H solgte E1 i 1988 og købte samme år ejendommen E2 for 3.521.235 kr., og ægtefællerne var enige om, at en del af denne købesum (2.124.000 kr.) blev betalt med provenuet fra salget af E1. HR skulle herefter tage stilling til, om E2 i sin helhed var Hs særeje, eller om hun har et såkaldt anpartssæreje i denne ejendom. HR fandt, at ejendommen i sin helhed skal anses for Hs særeje. Hertil udtalte Højesteret bl.a., at det forhold, at en del af købesummen bestod af fællesejemidler, alene kunne give grundlag for et vederlagskrav efter RVL § 23, stk. 2, og således ikke for et såkaldt anpartssæreje. Heller ikke særejereformen i 1990, der bl.a. indførte mulighed for brøkdelssæreje, gav grundlag for at anerkende anpartssæreje. HR fandt, at indtægterne af E2, herunder også de indtægter, der var indtjent efter d. 01.10.1990 var fælleseje. Der var mellem parterne enighed om, at hvis HR lagde til grund, at indtægterne af E2 også efter d. 01.10.1990 er fælleseje, havde M et vederlagskrav på 3,5 mio. kr., hvilket VL havde fastsat efter en samlet skønsmæssig vurdering. HR stadfæstede herefter VL's dom. (8-1)

Særeje i relation til afgift af dødsboer og gaver

Lars Grøngaard i SO nr. 5/1995 p. 186-192: Afgifter af arv og gave - nye regler pr. 1. juli 1995.
Skatteministeriet i TfS 1995.534: Boafgift og gaver.
Jesper Boesen i TfS 1995.564: Overgangsreglen i lov nr. 1119 af 21.12.1994 om ændring af AAL særligt med hensyn til gaver.
Helene Amsinck Boie og Kim Trenskow i ADV 1995.214-222: Nye regler om afgift af dødsboer og gaver pr. 01.07.1995.
Christian Bojsen-Møller i R&R nr. 10 1995 p. 71-74: Fra arveafgift til dødsboafgift.
Jens Anker Andersen, Helene Amsinck Boie og Kim Trenskow i ADV 1995.270-277: Mere om de nye bo- og gaveafgiftsregler.
Petersen og Skammelsen: Bo- og gaveafgift, okt. 1995. Anmeldt af Jørgen U. Grønborg i FM 1996.1-8.
Jørgen U. Grønborg i Fagl. Nyt 1995.208-223

Fra d. 01.01.1995 er ægtefællers formueordning uden betydning for gaveafgiften, jf. AAL § 44, stk. 4, som ændret ved lov nr. 1119 af 21.12.1994. AAL § 7 og § 21, stk. 4, 3. pkt. gælder ikke for gaver ydet i 1. halvår 1995, jf. AAL § 48, stk. 2. Ægtefæller er altid 2 givere, jf. Jørgen U. Grønborg i ADV 1995.68-69.: Lempelse af generationsskifteafgifter m.v. Det nye personprincip gælder også for gaver ydet efter d. 01.07.1995, jf. bemærkningerne til BAL p. 28.

Fra d. 01.07.1995 er gaver mellem ægtefæller afgiftsfri, jf. BAL § 22, stk. 3. Reglen gælder efter ordlyden også gaver mellem ikke samlevende ægtefæller og (i den oprindelige affattelse) fraseparerede ægtefæller, jf. Ove Lykke Zeimer i TfS 1995.461: Nye gaveafgiftsregler.

Fra d. 01.01.1997 gælder afgiftsfriheden alene gaver mellem ikke fraseparerede ægtefæller, jf. § 1, nr. 32 i lov nr. 1222 af 27.12.1996 om ændring af boafgiftsloven. Gaver mellem ikke samlevende ægtefæller må være afgiftsfri.

Fra d. 01.07.1995 er ægtefællers formueordning normalt uden betydning for bo- og tillægsboafgiften. Hver ægtefælle er en selvstændig arvelader med hver sit bundfradrag, jf. bemærkningerne til lovforslag L 254 af 04.05.1995 p. 35. Uudnyttet bundfradrag kan ikke overføres mellem ægtefællerne.


Fortolkning af ægtepagter

TFA 2004.502 ØLD: Aftale om, at de første 300.000 kr. af friværdien i M's ejendom skulle være særeje, forpligtede ikke H til at friholde M for halvdelen tab, hvis ejendommens salgsprovenu var mindre end 300.000 kr. Driftsudgifter på ejendommen fra samlivsophævelsen til skilsmissen anset for § 2-ydelser.

M og H havde i 1999 i lige sameje købt en ejendom for 1.064.450 kr., med en udbetaling på 283.000 kr., som blev betalt af M. Parterne indgik ægteskab i 2000 og oprettede forinden ægtepagt om, at 300.000 kr. af ejendommen ved salg skulle være M's skilsmissesæreje, mens ejendommen i øvrigt skulle være fælleseje. H fraflyttede ejendommen d. 15.03.2002, og M fraflyttede ejendommen d. 01.05.2002. Parterne blev skilt d. 17.05.2002. Ejendommen blev solgt d. 15.11.2002 for 1.115.000 kr. med et nettoprovenu på 224.589,50. M påstod H dømt til at betale 50% af differencen op til 300.000 kr. eller 37.705 kr. plus 50% af forskellen i de afholdte driftsudgifter fra d. 15.03.2002 til d. 15.11.2002 på 21.544 kr. eller i alt 59.249 kr. Retten i Næstved og ØL fandt, at ægtepagten ikke indeholdt et tilsagn fra H om, at hun personligt påtog sig at friholde M for tab, hvis hans særeje ved ejendommens senere salg viste sig at være mindre end det oprindeligt indskudte beløb på 300.000 kr. De udgifter, som M havde betalt i tiden frem til skilsmissen d. 17.05.2002 måtte anses for omfattet af ægtefællers gensidige forsørgelsespligt efter RVL § 2, og kunne ikke danne grundlag for et refusionskrav mod H. M havde ikke godtgjort at have afholdt refusionsberettigede udgifter for tiden efter skilsmissen med mere end 10.000 kr., som var tilkendt i byretten. (Komm.: Det kunne efter min mening slet ikke aftales, at H's halvdel af ejendommen skulle være M's skilsmissesæreje)

TFA 2006.86 ØLD: Pantegæld i ejendom skulle fordeles mellem ægtefæller i samme brøkforhold som ejendomsretten.

M og H havde pr. d. 01.05.1999 købt en ejendom for 3,5 mio. i ulige sameje, idet H ejede en andel på 83,5% og M en andel på 16,5%. De oprettede d. 11.06.1999 en ægtepagt, hvorefter 83,5% af den til enhver tid værende værdi af ejendommen skulle være H's fuldstændige særeje, og 16,5% af ejendommens til enhver tid værende værdi skulle være M's skilsmissesæreje. Parterne blev separeret d. 09.04.2003 og ejendommen blev solgt for 5,8 mio. kr. med et nettoprovenu på 1.404.784 kr., som blev fordelt efter anparternes størrelse. H påstod M dømt til at betale 1.268.507 kr., idet hun gjorde gældende, at pantegælden på ca. 4,2 mio. kr. skulle deles med 50% til hver. ØL frifandt M, idet ordlyden af ægtepagten måtte forstås således, at der henvistes til ejendommens friværdi. I overensstemmelse hermed skulle parterne i det indbyrdes forhold hæfte i samme brøkdelsbestemte forhold med hensyn til den ejendommen vedrørende gæld.

UfR 2014.2997/2 VLD (TFA 2014.417 VLD): Alle aktiver med tilknytning til to landbrugsejendomme var M's særeje.

H og M, som blev gift i juli 2004, oprettede i juni 2004, i forbindelse med at M erhvervede halvdelen af moderens landbrugsejendom, en ægtepagt, hvori det bestemtes, at den ideelle halvpart af landbrugsejendommen og en ejendom, som M i forvejen ejede, skulle være M's skilsmissesæreje, mens ægtefællerne i øvrigt skulle have formuefællesskab. Da M i 2007 erhvervede den anden halvpart, oprettedes der en ny ægtepagt, hvori det på samme måde bestemtes, »at den ideelle halvpart af landbrugsejendommen, matr. nr. . . . som jeg M nu overtager efter min mor ligeledes skal være mit skilsmissesæreje.« I 2009 ophævede ægtefællerne samlivet og i forbindelse med bodelingen opstod der uenighed om delingen af fællesboet, idet H gjorde gældende, at ægtepagterne skulle fortolkes på den måde, at det kun var selve ejendommene, der var M's særeje, idet driftsmidlerne, besætningen m.v. ikke var gjort til særeje, og at ægtepagterne skulle fortolkes indskrænkende, idet specifikationskravet ikke var opfyldt, og det var M og hans rådgivere, der havde formuleret ægtepagterne. M gjorde heroverfor gældende, at det var hele landbrugsvirksomheden som sådan og ikke kun de faste ejendomme, der ved ægtepagterne var gjort til særeje, og det var også sådan, at ægtefællerne havde opfattet ægtepagternes indhold. M fik medhold heri i Skifteretten i Hjørring. VL stadfæstede, idet det kunne lægges til grund, at det ved M's overtagelse af først den ene halvpart og senere den anden halvpart af landbrugsejendommene havde været et krav fra forældrene, at landbrugsejendommene skulle være hans særeje, således at han i tilfælde af skilsmisse kunne beholde ejendommene. Det kunne endvidere efter parternes forklaringer under sagen, ægtefælleskiftesagen og en tidligere ægteskabssag lægges til grund, at begge parter havde forstået ægtepagterne på den måde, at det var alle aktiver med tilknytning til landbrugsejendommene, som blev overdraget fra forældrene, der skulle være M's særeje.

TFA 2015.79 VLD: Traktor på landbrugsejendom var efter ægtepagtens formulering ikke særeje.

Ved indgåelse af ægteskab oprettede M og H i 1998 en ægtepagt, der gjorde landbrugsejendommen B til M's skilsmissesæreje. Endvidere skulle indtægter af særejet, samt hvad der måtte træde i stedet for, også være skilsmissesæreje. M arvede et jordstykke A på 2,7 ha og tilkøbte endvidere for en del af den øvrige arv et stykke jord på 1,6 ha. Arven var ikke gjort til særeje, og det tilkøbte areal var derfor omfattet af fællesboet. Retten i Randers fandt, at M ikke havde godtgjort, at der var sket en sammenblanding af særejet og fællesejet, der gjorde adskillelse umulig. Efter ægtepagtens formulering var der ikke grundlag for at anse en Case traktor købt for 111.000 kr. i 2006 for omfattet af M's skilsmissesæreje, og det var heller ikke godtgjort, at den var erhvervet for særejemidler. Der var enighed om, at et maskinhus opført af M på særejeejendommen B for 147.500 kr. var M's skilsmissesæreje. Indtægt i form af arbejdsvederlag for drift af en virksomhed var omfattet af begrebet indtægt. Det var ikke bevist, at maskinhuset fuldt ud var opført for særejemidler og ikke i hvert fald til dels for fællesejemidler. Der blev derfor tillagt H et vederlagskrav på skønsmæssigt 100.000 kr., jf. RVL § 23, stk. 2. VL stadfæstede.

TFA 2016.423 ØLD: Ægtepagt blev ikke tilsidesat som ugyldig, men blev fortolket i overensstemmelse med parternes hensigt.

M og H havde d. 23.12.2009 oprettet en ægtepagt, hvorefter de havde kombinationssæreje om alt, bortset fra H's ejendom, selskabet M ApS og selskabet H Aps, som fortsat skulle være i almindeligt formuefællesskab. H havde en betydeligt større formue end M. Ved oprettelsen af ægtepagten ejede H imidlertid ikke anparterne i H ApS, idet anparterne var ejet af et af H helejet holdingselskab. Retten i Helsingør og ØL lagde til grund, at det havde været parternes ønske, at værdierne af H's ejendom, M ApS og H ApS skulle være fælleseje, mens den øvrige formue skulle være skilsmissesæreje. Da parternes hensigt var kendt, og da det var muligt at opgøre værdien af H ApS, var der ikke grundlag for at tilsidesætte hele ægtepagten som ugyldig, og ægtepagten måtte i stedet fortolkes i overensstemmelse med parternes hensigt. ØL bemærkede endvidere, at byretten burde have truffet afgørelse ved kendelse, da byrettens afgørelse omhandlede et spørgsmål, der var udskilt til særskilt behandling og således ikke afsluttede sagen, der også omhandlede andre påstande, jf. herved RPL § 253.

TFA 2017.215 ØLD: Ægtepagt, hvorefter hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse, skulle beholde alt, hvad denne ejer, var en gyldig ægtepagt om skilsmissesæreje. M frifundet for kompensationskrav.

M, født i 1947, og H, født i 1950, flyttede sammen i 2001 og blev gift i 2005. Før vielsen havde de oprettet ægtepagt om, at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse, skulle beholde alt, hvad denne ejede. Ved dødsboskifte skulle alt, hvad der tilhørte længstlevende, forbeholdes denne. Retten i Svendborg fandt, at ægtepagten havde en ordlyd, der var tilstrækkelig klar, og var i overensstemmelse med ordlyden af RVL § 28. Det er ingen betingelse, at ordet særeje er nævnt i ægtepagten. Der var ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte ægtepagten. M havde ifølge H en formue på ca. 2,6 mio. kr. H havde ingen formue. Byretten frifandt M for kompensationskrav på 400.000 kr. og lagde vægt på, at H efter bevisførelsen ikke havde dokumenteret at have medvirket til anskaffelse af M's ejendele eller i væsentlig grad bidraget til M's formue. H's bidrag til husholdningen måtte anses for omfattet af RVL § 2. Efter parternes formueforhold, ægteskabets varighed og under henvisning blandt andet til, at H ikke var formuende, da hun i en moden alder indgik ægteskab med M, var der ikke grundlag for at yde hende særejekompensation efter ÆSKL § 67. ØL tiltrådte, at ægtepagten efter sit indhold gik ud på skilsmissesæreje, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte denne. Landsretten stadfæstede frifindelse af M for kompensationskrav og lagde desuden vægt på, at M under ægteskabet havde optaget meget betydelige lån i sin ejendom med henblik på vedligeholdelse/forbedring af sin faste ejendom, køb af særlige forbrugsgoder, bilkøb og i et vist omfang også finansiering af løbende udgifter. Han havde også ladet ejendomsskatterne i ejendommen indefryse siden 2010. Denne betydelige forøgelse af likviditeten var også kommet H til gode under ægteskabet. M hæftede alene for lånene og de indefrosne ejendomsskatter.

TFA 2021.445 ØLD: Gaveægtepagt vedr. ejerlejlighed fortolket således, at gavemodtager skulle overtage pantegælden.

M og H blev separeret i 1986. De indgik en bodelingsoverenskomst, hvor H1 accepterede en skævdeling af fællesformuen til fordel for M. Det var bl.a. en betingelse for skævdelingen, at begge parter skulle oprette et uigenkaldeligt testamente til fordel for fællesbørnene B1 og B2, og at der skulle være rent fuldstændigt særeje i et eventuelt nyt ægteskab. Ifølge bodelingsoverenskomstens § 4 forpligtede M sig endvidere til at afstå fra at yde gaver til andre end fællesbørnene, for så vidt angik gaver, der enkeltvis eller tilsammen udgjorde væsentlige beløb. § 4 indeholdt også en misligholdelsesklausul, hvorefter H1 var berettiget til et krav på 6.350.000 kr. svarende til hendes restandel af fællesformuen ved den betingede skævdeling i henhold til bodelingsoverenskomsten, hvis M ikke opfyldte betingelserne for skævdelingen. I § 4, stk. 2, var det anført bl.a., at H1’s eventualkrav på 6.350.000 kr. ved testamente kunne overdrages til fællesbørnene. H1 døde i 2012. B1 førte sagen mod boet efter H2, som døde under anken.
    Retten i Helsingør lagde til grund, at bodelingsoverenskomsten var udtryk for en aftale om, at H1 gav afkald på en væsentlig del af den fælles formue, som hun efter de almindelige regler var berettiget til ved separationen fra M, men kun på betingelse af, at fordelen for M kom parrets fællesbørn - og ingen andre - til gode. Spørgsmålet var nu, hvorledes der skulle forholdes med nogle gaveoverdragelser, som M havde foretaget til fordel for sin nye hustru H2 i 2013, hvorved han gav H2 halvdelen af en ejerlejlighed og 45 % af anparterne i et selskab og i 2016 yderligere de sidste 55 % af disse anparter. Retten bemærkede, at M ved disse dispositioner groft havde misligholdt bodelingsoverenskomsten fra 1986, men anførte videre, at det under sagen ikke var misligholdelsesklausulen i bodelingsoverenskomsten, der var gjort gældende, men derimod en analogi af AL § 83 og et anbringende om dødslejegave, jf. AL § 93, samt almindelige aftaleretlige ugyldighedsindsigelser. For så vidt angik AL § 83 fandt Retten, at hverken AL § 83 eller denne bestemmelses analogi kunne anvendes i det foreliggende tilfælde, hvor M og H1 ikke havde oprettet et fælles testamente, men i henhold til vilkårene i en bodelingsoverenskomst havde oprettet hver sit testamente, og hvor parterne i bodelingsoverenskomsten havde truffet aftale om retsvirkningerne i tilfælde af misligholdelse i form af gaveoverdragelser, som stod i misforhold til giverens formue. Efter bevisførelsen lagde Retten til grund, at M senest i et møde med sin advokat, advokat X, d. 04.11.2016 havde truffet beslutning om gaveoverdragelse af 55 % af anpartskapitalen i anpartsselskabet, som på dette tidspunkt fortsat tilhørte ham. I mødet orienterede han såvel advokaten som H1 om sin beslutning. Ifølge den dagældende bestemmelse i RVL § 30, stk. 1, var ægtepagt imidlertid en gyldighedsbetingelse for gaver af den omhandlede karakter mellem ægtefæller. Gaveløftet d. 04.11.2016 var derfor en nullitet. Først da M underskrev ægtepagten d. 20.12.2016 kom gaven således til eksistens. Ægtepagten blev tinglyst dagen efter – nogle få timer før han afgik ved døden. Ved bedømmelsen af spørgsmålet om gavens karakter af dødslejegave, jf. AL § 93, stk. 1, nr. 2, fandt byretten det herefter afgørende, om lovens kriterier for dødslejegave var opfyldt på det tidspunkt, hvor M underskrev gaveægtepagten – ikke på det tidligere tidspunkt, hvor han traf beslutning om at give gaven til H2 og underrettede hende og advokat X herom. Der var ikke tale om en sædvanlig gave i henhold til AL § 93, stk. 2. M afgik ved døden d. 21.12.2016 – dagen efter underskriften på ægtepagten. Han var blevet indlagt med lungebetændelse på hospitalet d. 18.12.2016 og var kort tid efter blevet overført til hospitalets intensivafdeling. Efter indholdet af en erklæring fra Retslægerådet og bevisførelsen om M’s viden om sin helbredsmæssige situation d. 20.12.2016, hvor han underskrev ægtepagten, fandt byretten det godtgjort, at døden på dette tidspunkt måtte anses for nært forestående, og at han var klar over dette. Efter det anførte havde gaven d. 20.12.2016 karakter af en dødslejegave, jf. AL § 93, stk. 1, nr. 2, og reglerne om testamente fandt derfor tilsvarende anvendelse. Da reglerne om oprettelse af testamente ikke var fulgt, var gaven vedrørende de resterende 55 % af anparterne ikke gyldig. For så vidt angik gaveoverdragelsen af halvdelen af ejerlejligheden i 2013 fandt byretten efter en naturlig sproglig forståelse af gaveægtepagten i forbindelse med det til brug for overdragelse udarbejdede skøde, at det kunne lægges til grund, at gaven bestod af halvdelen af lejligheden med den indestående gæld. Advokat X’s vidneforklaring om, at det ikke var meningen med gaveoverdragelsen, at H2 samtidig med overtagelsen af halvdelen af lejligheden også skulle overtage halvdelen af gælden i lejligheden, kunne ikke føre til en tilsidesættelse af det fortolkningsresultat, der fulgte af gaveægtepagtens ordlyd. I givet fald havde advokat X som koncipist således haft anledning til at præcisere den hævdede intention i sin formulering af ægtepagtens beskrivelse af gaveoverdragelsens indhold, og det var ikke sket. Selv om gaven, der bestod af halvdelen af ejerlejligheden (med den i lejligheden indestående gæld) var givet i strid med bodelingsoverenskomsten fra 1986 og indebar en grov misligholdelse af denne overenskomst, var gaveløftet ikke ugyldigt efter AFTLs ugyldighedsregler, idet den krænkede part var H1 og hendes døtre og ikke gaveoverdragelsesaftalens parter, som alene omfattede M som gavegiver og H2 som gavemodtager. I forhold til aftalens parter var H1 og hendes døtre således udenforstående tredjemænd, som ikke havde adgang til at anfægte gyldigheden af en aftale, de ikke selv var part i.
    For ØL omhandlede sagen alene spørgsmålet om overdragelsen af andelen af ejerlejligheden. ØL stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene, idet ØL bemærkede, at parterne var enige om, at på tidspunktet for gaveoverdragelsen udgjorde ejerlejlighedens værdi ifølge den offentlige ejendomsvurdering 3.500.000 kr., og gælden udgjorde 2.520.000 kr. På dette tidspunkt var friværdien i ejerlejligheden således 980.000 kr., og M kunne derfor ikke alene i form af ejerlejligheden yde en gave på 1.750.000 kr., idet beløbet oversteg friværdien. Boet efter H2 havde ikke løftet bevisbyrden for, at gaveægtepagten skulle forstås anderledes end en naturlig sproglig forståelse af gaveægtepagten i forbindelse med skødet, hvorefter H2 skulle overtage halvdelen af ejerlejligheden med den indestående gæld.

TFA 2021.468 ØLD: Ægtepagt om, at en virksomhed skulle være M's særeje, var så uklar, at særejet ikke kunne identificeres. De første 2,7 mio kr. af værdien af M's faste ejendom var ifølge ægtepagten M's kombinationssæreje.

M og H, der blev skilt i 2018, havde i 2006 indgået en ægtepagt, hvortil der i 2014 med bistand fra en jordbrugsøkonom i en landboforening blev udarbejdet et tillæg. Under sagen skulle der bl.a. tages stilling til, om en af M ejet personlig virksomhed var delingsformue eller særeje, i hvilket omfang en af M ejet ejendom var særeje, og om gælden i ejendommen var særeje. For så vidt angik den personligt ejede virksomhed fastslog Retten i Holbæk, at det aktiv, der i ægtepagten var gjort til særeje, sammenholdt med bl.a. oplysningerne om virksomhedsdriftens henlæggelse i både en enkeltmandsvirksomhed og et anpartsselskab, var så uklart beskrevet, at særejet ikke med sikkerhed kunne identificeres. Allerede af den grund skabte denne del af ægtepagten ikke et særeje for M. Retten bemærkede, at hverken anpartsselskabet eller enkeltmandsvirksomheden længere eksisterede, og at M ikke havde dokumenteret, hvad der var sket med selskabets eller virksomhedens aktiver, og således ikke, hvad der eventuelt måtte være trådt i stedet for aktivet. Selv hvis særejeaktivet kunne have været identificeret som enten anpartsselskabet eller enkeltmandsvirksomheden, ville særejet af denne grund derfor være bortfaldet. Endelig henviste retten til, at også tillægget til ægtepagten måtte læses således, at et eventuelt særeje vedrørende virksomheden var bortfaldet. For så vidt angik den faste ejendom fandt retten, at tillægget til ægtepagten efter en almindelig fortolkning måtte læses således, at den ændrede det tidligere fuldstændige særeje til skilsmissesæreje, og i tillægget endvidere blev gjort til kombinationssæreje. Det fremgik ikke af tillægget, at særejet skulle forøges, og M havde ikke godtgjort, at tillægget skulle forstås på denne måde. Da særejet indtil udarbejdelsen af tillægget alene omfattede en del af ejendommen, kunne det derfor ikke lægges til grund, at særejet efter tillægget skulle omfatte hele ejendommen. Efter ægtepagten fra 2006 var ejendommen som udgangspunkt M’s særeje. Den del af ejendommens værdi, der oversteg 2.700.000 kr., var dog delingsformue. Efter en almindelig sproglig fortolkning af ægtepagten måtte »ejendommens værdi« forstås bogstaveligt som »ejendommens værdi« og ikke som »friværdi«. De første 2.700.000 kr. af ejendommens værdi var således M’s særeje, mens resten var delingsformue. Det fremgik ikke af ægtepagten, at gælden i ejendommen skulle være særejegæld, og det kunne i 2006, hvor ægtepagten blev indgået, heller ikke aftales. Parterne havde ikke efter ikrafttrædelsen af ÆFL indgået en ægtepagt om, at gælden i ejendommen skulle være særejegæld, jf. lovens § 18. H havde ikke anført omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet i ÆFL § 29, og M blev derfor i byretten frifundet for H’s påstand om, at der var tale om særejegæld. ØL stadfæstede.

TFA 2022.128 ØLD: Ægtepagt om deling af pensioner efter de før 2007 gældende regler fortolket efter sin ordlyd.

M og H, der indgik ægteskab i 1992, indgik i forbindelse med pensionsdelingsreformen pr. 01.01.2007 en ægtepagt, hvor de aftalte, at der i ægteskabet fortsat skulle bestå retten til at kræve en deling af pensionsordninger i tilfælde af opløsning af ægteskabet. H havde under hele ægteskabet været tjenestemand og havde en arbejdsgiverbetalt tjenestemandspension, som ville give H en pension på 213.000 kr. årligt. M havde under ægteskabet en arbejdsgiverbetalt pension i form af en kapital- og ratepension, som pr. ophørsdagen d. 01.06.2018 havde en bruttoværdi på 1.171.746 kr. Parterne havde samstemmende forklaret, at de med ægtepagten ønskede at bevare retstilstanden fra før d. 01.01.2007. Retten på Frederiksberg fandt, at H ved parternes skilsmisse i 2019 havde krav på halvdelen af M's pensionsordning. Den omstændighed, at H's tjenestemandspension hverken før eller efter lovændringen skulle deles, medførte ikke, at ægtepagten var ugyldig, hverken efter sin ordlyd eller som følge af M's eventuelle retsvildfarelse. Der var ikke grundlag for at fortolke ægtepagten således, at begge parters pensionsordninger skulle deles ligeligt. ØL stadfæstede byrettens dom, herunder at der ved delingen af værdien af M's pensionsordning - som sagen var forelagt - beregnedes skat med 40 %, og at beløbet 353.523 kr. tillagdes procesrente fra sagens anlæg d. 18.06.2020. (H ville have fået 80.000-140.000 kr. mere, hvis H's advokat havde anvendt nutidsværdimetoden ved værdiansættelsen. Hvis H havde anlagt sagen som anerkendelsessøgsmål, havde H fået andel i værdistigningen på M's pensioner fra d. 06.06.2018 og frem til 2022)


Formkrav til ægtepagter


Notering af særeje


Statistik

Antal tinglyste ægtepagter ifølge tinglysningsretten

1995 9.098
1996 8.911
1997 8.137
1998 8.109
1999 8.371
2000 8.901
2001 8.606
2002 8.486
2003 8.739
2004 9.838
2005 10.262
2006 18.839
2007 17.219
2008 12.265
2009 10.111
2010 9.700
2011 9.010
2012 8.797
2013 8.377
2014 8.415
2015 8.806
2016 8.648
2017 9.188
2018 9.161
2019 8.916
2020 8.548
2021 8.411
2022 8.623
2023 9.332

Se statistik fra tinglysningsretten

Bent Halfdan Pedersen i UfR 1991 B.183-187 vedr. ægtepagter i praksis. I 1980'erne oprettedes 4-5.000 ægtepagter årligt. 57,9% var antenuptiale. 88,5% blev oprettet med advokatbistand. 7,9% af alle nygifte i 1987 og 1989 oprettede særejeægtepagt.

Der oprettedes i 1994 ca. 6.250 ægtepagter om særeje, hvoraf ca. 50% indeholdt bestemmelser om kombinationssæreje, jf. Særeje p. 36 og Ægtepagter p. 85 f.

Ifølge Henrik Dam i Ægtepagter p. 67 var 9,51% af de 1.693 undersøgte ægtepagter fra 1992 ugyldige.

En undersøgelse i april 2009 af 4.344 testamentsbestillinger i perioden 2006-2009 på Minadvokat.dk viser, at 711 ægtepar - eller 16,4% oplyser, at de har helt eller delvist særeje

En spørgeundersøgelse på www.familieadvokaten.dk i august 2016 omfattende 1.074 svar viser, at 24,7% oplyser, at de har helt eller delvist særeje.

Advokat Jørgen U. Grønborg