TFA 1999

Statsamtet havde i marts 1999 bestemt, at faderen fra d. 02.10.1998 skulle betale normalbidrag plus 50% og et konfirmationsbidrag på 4 gange normalbidraget. Civilretsdirektoratet forhøjede bidraget med tilbagevirkende kraft fra d. 02.10.1998 til normalbidrag plus 200% og konfirmationsbidraget til 5 gange normalbidrag. Faderens indtægt var i 1998 på 585.251 kr. Han havde over for statsamtet oplyst, at han ikke længere havde overarbejde, men dette viste sig ikke at være rigtigt.

Fader fik medhold i ansøgning om samvær i efterårsferien og/eller vinterferien, idet der ikke var konkrete omstændigheder, der talte imod et sådant samvær.

Marokkansk faders spinkle tilknytning til Danmark, herunder hans manglende opholdstilladelse, kunne ikke i sig selv begrunde en opretholdelse af et vilkår om overvåget samvær, og sagen hjemvist til statsamtet til fornyet behandling.

Fader fik medhold i ansøgning om, at 4-årigt barn skulle på julesamvær hos ham hvert andet år. Barnet havde hidtil holdt jul hos moderen, men der var på grund af barnets alder ikke derved skabt en sådan tradition, at den var til hinder for, at der fastsattes en vekselsordning for julesamværet.

Vielse var ugyldig, idet brudgommen under vielsen var bevidstløs efter en arbejdsulykke. M døde to dage senere. M og H havde levet sammen i ca. 1 år og havde planlagt bryllup 11 dage senere. Civilretsdirektoratet kunne ikke godkende den ugyldige vielse i medfør af ÆL § 21, stk. 2.

Vielse var ugyldig, idet brudgommen besvimede efter at have sagt ja, men inden parret var erklæret for rette ægtefolk. Han døde næste formiddag. M og H havde levet sammen i 14 år, og de havde begge vilje til at indgå ægteskab og forståelse for situationen. Civilretsdirektoratet godkendte den ugyldige vielse i medfør af ÆL § 21, stk. 2.

10 års ægteskab. M var 34-årig taxachauffør med en årsindkomst på 200.000 kr. H var 30-årig pakistansk kontanthjælpsmodtager, der ikke dansk. H fik tilkendt lejligheden, idet hun havde det største behov for at overtage denne.

Moder fik tillagt den midlertidige forældremyndighed over børn på 3 og 2 år, uanset at hun agtede at flytte til anden lejlighed, idet bopælsforholdene under hensyn til børnenes alder ikke burde tillægges afgørende betydning.. Det forudsattes, at faderen fik udvidet samværsret med børnene.

M og K havde ophævet samlivet i juni 1998, og K havde ved dom i marts 1999 fået forældremyndigheden over parternes to børn. K blev indsat i besiddelsen af de effekter, der bevisligt var givet børnene som gaver, dvs. en bamse, 3 traktorer og bøger fra Børnenes Trafikklub, men ikke i effekter, som faderen havde købt efter samlivsophævelsen, uanset at erhvervelsen var sket for børnechecken. Det tiltrådtes, at SKL § 68 a ikke fandt direkte eller analog anvendelse i et ugift samlivsforhold.

M havde i skifteretten indgået retsforlig om bodelingen, efter at han i skifteretten havde haft en telefonsamtale med sin advokat. M begærede boet genoptaget under henvisning til, at hans forudsætninger var bristede, at han var blevet presset af skifteretten, og at han ikke var blevet behørigt vejledt af skifteretten. ØL tiltrådte, at der ikke var grundlag for at anse retsforliget for ugyldigt på grund af fejl fra skifterettens side.

K var fraflyttet den fælles bolig, som M delvist beboede. M nægtede at medvirke til salg af ejendommen og ville ikke indgå aftale om betaling af terminsydelserne. Skifteretten i Køge fandt, at der var fare for, at ejendommen ville gå på tvangsauktion med risiko for tab af fællesboets værdier, hvorfor betingelserne for bosondring efter RVL § 38, nr. 1 var til stede. ØL stadfæstede.

H havde i 1992 fået udbetalt 581.254 kr. i erhvervsevnetabserstatning som følge af en arbejdsskade i 1986. Heraf var 392.622 kr. blevet brugt til indfrielse af pantegæld i hus, som blev solgt i 1995 med et nettoprovenu på 556.949 kr., hvoraf 299.434 kr. var blevet placeret i obligationer. Skifteretten i Glostrup antog, at 70,5% (392.622/556.949) af obligationernes værdi pr. skæringsdagn d. 01.05.1997 eller 221.305 kr. kunne udtages forlods af hustruen. Landsretten fandt, at H i medfør af princippet i EAL § 18, stk. 3 var berettiget til forlodsudtage 299.434 kr., som var anvendt til køb af obligationer, som var i behold ved separationen d. 01.05.1997. Det var ikke godtgjort, at den øvrige del af erstatningen ikke var forbrugt.

Skifteretten afviste H's begæring om genoptagelse af skifte, idet der forelå bodelingsoverenskomst, og idet H havde haft advokatbistand under hele sagsforløbet. H havde været bekendt med langt de fleste af de i begæringen nævnte aktiver, inden hun tiltrådte overenskomsten. Det var ikke godtgjort, at boet efter det nu oplyste ville være blevet delt væsentlig anderledes. ØL stadfæstede.

Fader nedlagde påstand om, at fogedretten fastsatte erstatningssamvær for mistet weekendsamvær i uge 20, hvor moderen var taget med datteren til hendes bedsteforældres guldbryllup. Fogedretten nægtede at fremme sagen, da kompetencen til at træffe afgørelsen tilkom statsamtet, jf. FML § 17. VL stadfæstede.

De beskikkede advokater i forældremyndighedssag påkærede byrettens fastsættelse af salærer på 14.000 kr og 15.000 kr. plus moms. Der havde været 2 domsforhandlinger på i alt 4 timer og der var foretaget begrænset børnepsykologisk undersøgelse. Der var ved beskikkelsen taget forbehold om, at der ikke blev ydet dækning for rejsetid og rejseomkostninger. Udgifterne til advokatforbindelse var indeholdt i det tilkendte salær. ØL stadfæstede.

Under en ægteskabssag havde mandens advokat ønsket at fremlægge en lægeerklæring vedrørende hustruens helbredsmæssige tilstand. Hustruens advokat protesterede. Bilaget blev forevist dommeren, som tillod det fremlagt, hvorefter mandens advokat frafaldt begæringen om fremlæggelse. Hustruens advokat fik ikke medhold i, at dommeren nu var inhabil.

Fogedrettens kendelse om gennemtvingelse af faderens samvær med to børn blev ophævet, da forældrene havde afgivet forklaring uden tolkebistand. Faderen havde afgivet forklaring på engelsk og moderen på arabisk, som blev oversat af hendes svigerinde. Hverken parterne eller disses advokater havde ønsket tolkning.

M fik medhold i, at separationssag blev berammet til domsforhandling vedrørende separation og vilkårene om forældremyndighed og ægtefællebidragspligt, medens § 56-påstand med prøvelse af ægtepagts ugyldighed blev udskudt. Moderen ønskede at føre 3 vidner om forældremyndighedsspørgsmålet. Byretten bestemte, at spørgsmålet om vidneførslen blev udskudt til parterne havde afgivet forklaring. ØL stadfæstede.

Fogedretten havde bestemt, at faderen i henhold til statsamtets resolution skulle have sommerferiesamvær med datter i 3 dage med overnatning. VL fandt efter indholdet af psykologerklæring, at overnatning ville kunne udsætte datterens sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, og samværet skulle derfor ske uden overnatning.

Under en sag om ophævelse af fælles forældremyndighed til 12-årig dreng blev faderens begæring om en børnesagkyndig undersøgelse ikke taget til følge, idet byretten fandt sagen tilstrækkeligt belyst efter at dommeren havde haft en samtale med drengen, som klart ønskede at forblive boende hos moderen. VL stadfæstede.

Fader fik i byretten under sag om overførsel af forældremyndigheden til en 5-årig pige, som de sidste 2 år havde boet hos moderen, tillagt den midlertidige forældremyndighed. ØL fandt ikke, at der var grundlag for at flytte pigen fra de vante omgivelser over til faderen på et tidspunkt, hvor forældrene endnu ikke havde afgivet partsforklaringer.

Resolution om, at fader skulle skulle have overvåget samvær med sine 2 børn i 2 timer hveranden tirsdag, skulle efterleves, selv om faderen var idømt 30 dages hæfte for trusler mod en kvindelig offentlig ansat.

14 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var 37-årig læge på sygehus, og H var 39 år og havde i mange år læst teologi. Hun havde i 1999 påbegyndt en pædagoguddannelse.

Moderens fik tilkendt FM over 6-årig datter og faderen FM over 14-årig søn. Under hensyn til aldersforskellen og den forholdsvise korte afstand mellem forældrenes bopæle fandtes det ikke stridende mod børnenes tarv, at de kom til at bo hver for sig. (2-1 vedrørende sønnen).

Fællesboet udgjorde 1.361.460 kr. M og H skulle erstatte statskassen udgifter til de beskikkede advokater på henholdsvis 75.000 kr. og 81.250 kr. Efter sagens omfang og karakter fandtes der ikke grundlag for at nedsætte salæret til H's advokat.

Moder fik tilkendt FM over 11 måneder gammel dreng, som siden samlivsophævelsen havde boet hos hende, trods forholdene omkring samværet.

H havde på skiftet udtaget ubehæftet ejendom med en værdi på knap 1,4 mio. kr. mod til M at betale 255.584 kr. Skifteretten bestemte, at H skulle erstatte statskassen udgiften til den beskikkede advokat på 62.500 kr.

25 års ægteskab. M var 52-årig SAS-pilot med årsindkomst på 800.000 kr. H var 50-årig kontorassistent på deltid med en årsindkomst på ca. 162.000 kr. M havde kapitalpension på 1,5 mio. kr. Byretten havde tilkendt bidrag i 10 år. Under hensyn til, at M skulle pensioneres som 60-årig og til kapitalpensionens betydelige størrelse, blev bidragspligten fastsat til 8 år fra landsrettens dom.

M og K havde i 1988 købt en Ford Sierra, som blev finansieret ved et fælles banklån. Ved samlivsophævelsen i sommeren 1995 beholdt H bilen, idet M beholdt en Talbot Solara. Ford Sierra'en, der siden købet havde stået indregistreret i M's navn, brændte i 1996. H fik medhold i, at forsikringssummen på 22.099 kr. skulle udbetales til H.

13 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var 57 år, drev selvstændig virksomhed med renovering af badekar og havde en årsindskomst på ca. 355.000 kr. H var 48-årig biblioteksassistent og havde for nylig afsluttet uddannelse som håndarbejdslærerinde.

Moder fik FM over 14-årig dreng og faderen over en 16-årig pige. Børnene havde de sidste 7 år boet hos faderen, som var landmand. Drengen kunne få udbytte af et skoleskift og et miljøskift og de deraf følgende udfordringer. Pigen burde ikke udsættes for et miljøskift.

Moderen fik medhold i, at hun som indehaver af forældremyndigheden i medfør af FML § 5 havde krav på udlevering af sin 9-årig søn, som faderen nægtede at udlevere. Faderen pålagt tvangsbøde på 500 kr. for hver påbegyndt dag, indtil drengen blev udleveret. VL stadfæstede.

Fogedretten havde afvist faders begæring om fuldbyrdelse af samværsresolution med 7-årig datter, idet fogedretten efter 4 møder og to forgæves udkørende fogedforretninger fandt det udsigtsløst at fortsætte forretningen. Moderen kunne indrette sig efter de berammede tidspunkter for udleveringen. Landsretten hjemviste sagen til fortsat behandling i fogedretten, da fogedretten kunne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering, jf. RPL § 536, stk. 2, 2. pkt. og foreskrive en midlertidig praktisk udleveringsordning, som indebar en vis afvigelse af samværsresolutionen. Fogedretten var i øvrigt ved valget af fuldbyrdelsesmåde ikke bundet af faderens anmodning, jf. RPL § 536, stk. 1, 2. pkt.

M og H havde i 1994 købt en ejendom. Der fandtes ikke grundlag for at anse erhvervelsen i lige sameje som en dispostion omfattes af RVL § 30. M havde i 1996 solgt sin halvpart til H for 550.000 kr., hvoraf 242.391 kr. skulle erlægges kontant. M's kreditor fik medhold i, at der kunne gøres udlæg i M's ideelle halvpart af ejendommen, idet det ikke var dokumenteret, at udbetalingen var blevet betalt, og ejheller at M ikke stadig hæftede for prioritetsgælden. Det var herefter ikke godtgjort, at overdragelsen kunne ske uden ægtepagt, jf. RVL § 32, jf. § 30.

15 års ægteskab og 4 års forudgående samliv. M var 44-årig lønmodtager med en årsindkomst på ca. 242.000 kr. H var 39-årig tidligere bankassistent, som i 1998 fik tilkendt almindelig forhøjet førtidspension på grund af fybromyalgi. H's erhvervsmæssige situation havde ikke sammenhæng med ægteskabet.

33 års ægteskab. M var 53-årig havnearbejder i Esbjerg. H var 51 år og havde under størstedelen af ægteskabet haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun var nu påbegyndt en 2½-årig uddannelse som social- og sundhedsassistent.

Ægtemand, som nu var blevet skilt, fik ikke tilladelse efter BL § 5, stk. 3 til at anlægge faderskabssag vedrørende nu 10-årig søn, som var født i ægteskab. Han gjorde gældende, at hustruen var blevet gravid ca. 2 måneder efter, at han var blevet steriliseret.

H fik ved byretten i Horsens medhold i tilsidesættelse af bodelingsaftale efter ÆL § 58, idet hun burde have fået ca. 50.000 kr. i boslod. H's beskikkede afvokat fik tilkendt salær på 30.000 kr. plus moms. M blev pålagt at erstatte statskassen 10.000 kr., jf. RPL § 451, stk. 3.

K var i december 1993 rejst fra Sidney til Danmark med sin dengang 4-årige søn - uden samtykke fra faderen F, som havde joint guardianship til barnet. K var ved fogedretskendelse af 12.04.1994, som blev stadfæstet af ØL, blevet pålagt at udlevere barnet. K var herefter gået under jorden med barnet. Tilbageholdelsen var fortsat ulovlig. Da sønnen nu gennem 5 år ikke havde haft kontakt til sin fader, og da han nu måtte anses for at være integreret i det danske samfund, og under hensyn til konklusionen i den børnesagkyndige erklæring, der var gennemført ved rettens foranstaltning alene med barnet, fandtes det godtgjort, at betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter BBL § 11, nr. 2 at være opfyldt. Der fandtes ikke ved sagens behandling at foreligge forhold, der indebar en overtrædelse af EMRK art. 6.

Faders begæring om samvær med søn blev tvangsfuldbyrdet ved umiddelbar magtanvendelse, da moderen tidligere var blevet pålagt tvangsbøder uden resultat.

M og H var d. 14.10.1997 efter 30 års ægteskab blevet separeret ved bevilling på vilkår, at ingen af parterne skulle svare bidrag til den andens underhold. H havde et rengøringsfirma med et overskud på ca. 242.000 kr. M krævede ved skilsmissen tidsubegrænset bidrag. M var nu bistandsmodtager på antabus og under behandling for depressioner. Det fandtes her ikke for landsretten godtgjort, at det på grund af væsentligt forandrede forhold ville være urimeligt at opretholde aftalen om, at der ikke skulle være bidragspligt, jf. ÆL § 52.

Ægtemand, som nu var blevet skilt, fik ikke tilladelse efter BL § 5, stk. 3 til at anlægge faderskabssag vedrørende 7-årig pige, som var født i ægteskab. Han gjorde gældende, at pigen var hustruens niece.

Fogedsag om fuldbyrdelse af samvær blev nægtet fremme, da faderen boede i Tyskland, og da der ikke i samværsresolutionen kunne indfortolkes en tilladelse til, at samværet kunne udøves i Tyskland.

Fogedretten havde nægtet at fremme sag om gennemtvingelse af faders weekend-samvær 7-årig søn, da moderen skulle flytte til Jylland i denne weekend, og sønnen skulle starte i ny skole om mandagen. ØL fandt, at fuldbyrdelsen ikke ville have udsat sønnens sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, hvorfor begæringen burde være taget til følge.

Fogedretten nægtede i medfør af RPL § 536, stk. 1, 3. pkt. at fremme sag om gennemtvingelse af faders samvær med søn, da en tvangsfuldbyrdelse ifølge børnepsykologs erklæring ville udsætte sønnens sundhed for alvorlig fare. VL stadfæstede.

Hollandsk fader fik medhold i begæring af om fuldbyrdelse af hollandsk dom om samvær med 2 børn på 12 og 10 år, som boede hos moderen i Danmark. Der var ikke grundlag for at nægte fuldbyrdelse efter BBL § 6, stk. 1, nr. 1 og nr. 2. Børnene havde tilkendegivet at de ønskede samvær. Bortførelsesrisikoen kunnne ikke begrunde nægtelse af samvær i Holland, da Holland har tiltrådt Haagerkonventionen og Europarådskonventionen. Samværet blev fastsat for sommer-, efterårs-, jule- og påskeferien.

FM til 11-årig pige og 9-årig dreng overført til faderen, jf. FML § 13. På baggrund af den børnesagkyndige undersøgelse lagdes det til grund, at børnene havde alvorlige udviklingsmæssige problemer, og at moderen i et vist omfang havde hindret faderen i at gennemføre samvær.

26 års ægteskab. M var 49-årig maskinarbejder med årsindkomst på 170.000 kr. H var 48 år og havde under det meste af ægteskabet haft fuldtidsarbejde i butik. Hun havde efter samlivsophævelsen fået meningitis og arbejdede nu 30 timer om ugen som kassedame i et supermarked med løntilskud fra det offentlige med en månedlige lån på 10.500 kr. Der sås bort fra H's sygdom, som var opstået efter samlivsophævelsen. Der var ikke grundlag for bidragspligt.

Fader fik under sag om overførsel af forældremyndigheden efter FML § 13, stk. 1 i medfør af FML § 22 midlertidigt tillagt FM til 9-årig pige, som boede hos ham i Danmark, mens moderen boede i Sydafrika. Fadren havde ikke forhindret pigen i at rejse tilbage til Sydafrika, såfremt dette havde været hendes øsnke, og der var behov for at sikre ro om barnet, mens sagen blev behandlet.

Fogedretten havde d. 17.11.1998 i medfør af RPL § 536, stk. 1, 3. pkt. nægtet at fremme fogedsag om udlevering af 14-årig pige, som i september 1998 var flyttet til faderen, jf. TFA 1999.46 ØLK. Moderen begærede i april 1999 på ny datteren udleveret, men da hun ikke gav møde, blev sagen afvist, jf. RPL § 492, stk. 1. Der fandtes ikke grundlag for genoptagelse, jf. RPL § 504, eller at tillade sagen behandlet på ny.

FM over 7-årig dreng overført til faderen, jf. FML § 12, stk. 2. Drengen havde de sidste 3 år boet hos faderen. Moderen havde ikke altid magtet et regelmæssigt samvær.

M havde i marts 1997 betalt K 69.500 kr. til K i forbindelse med hendes køb af ejendom pr. 01.04.1997. Parterne underskrev d. 15.04.1997 en samlivskontrakt, og 13 dage senere opsagde K kontrakten og bad M flytte. Samlivskontrakten fandtes endeligt at gøre op med parternes økonomiske mellemværende i tilfælde af samlivsophævelse. Samlivskontrakten indeholdt ingen bemærkninger om, at M havde ydet K et lån, som skulle tilbagebetales ved en eventuel samlivsophævelse. M måtte selv bære risikoen herfor, og K blev frifundet for kravet om tilbagebetaling af 69.500 kr.

Skifteretten besluttede d. 26.03.1999 at fratage M den faktiske og retlige råden over ejendom. Fogedretten besluttede, at manden skulle udsættes af ejendommen, hvilket M kærede, da han ikke mente, at han blokerede for salgsarbejdet. ØL stadfæstede, da betingelserne for at gennemføre den effektive udsættelse af M var opfyldt.

20-årig datter D havde anlagt faderskabssag mod sin moders ægtefælle A og mod B, idet moderen M havde fortalt hende, at B var hendes fader. Det fandtes sandsynliggjort, at A muligvis ikke var D's biologiske fader, og det var derfor fornødent, at der foretoges blodtypebestemmelse af D, M, A og B.

Under et ægtefælleskifte, hvor begge parter havde fri proces, var der afholdt udgifter til vurdering af ejendom og tilstandsrapport med ca. 21.000 kr. og udgifter til medhjælper på. 3.750 kr. Skifteretten i Roskilde bestemte, at parterne selv skulle afholde disse udgifter, da beløbene kunne dækkes af boets midler, jf. RPL § 332, stk. 1, nr. 5. ØL stadfæstede.

M og H var blevet separeret i 1980. H var fraflyttet ejendommen og medtog alene noget indbo. Parterne blev skilt i 1991, og det fremgik af bevillingen, at boet ikke var delt. M skrev d. 20.11.1992 til H's advokat, at han ikke mente, at han skulle udrede noget beløb, da han afholdt udgifterne på ejendommen. H krævede i 1996 fællesboet delt. M solgte ejendommen i 1996 med et provenu på ca. 250.000 kr. Antaget af skifteretten i Skanderborg, at hustruens ret til at kræve boet delt, ikke var bortfaldet ved passivitet. VL stadfæstede. med bemærkning, at sagen burde være afgjort af skifteretten ved kendelse.

K havde pr. d. 01.04.1997 solgt 50% af sin ejendom til M, som var flyttet ind 3 måneder tidligere. Købesummen var 50% af af den offentlige vurdering på 680.000 kr. Samlivet blev ophævet ultimo april 1997, hvor M flyttede, og ejendommen blev pr. 01.11.1997 solgt for 927.000 kr. K påstod M dømt til at betale 82.236,90 kr. svarende til M's fortjeneste. Det lagdes til grund, at ejendommens værdi ved købet oversteg 900.000 kr., og at M inden købet havde fået ejendommen vurderet af ejendomsmæglere uden at gøre K bekendt med denne vurdering. K fik medhold i, at aftalen om købet kunne tilsidesættes efter AFTL § 36. Da K havde været klar over, at handelsværdien lå på mellem 7-800.000 kr., blev aftalen alene tilsidesat delvist, og K fik tilkendt 41.118,45 kr. Dette beløb var efter en samlet vurdering væsentligt i forhold til den samlede fortjeneste.

33 års ægteskab. H var 72-årig tidligere kontorassistent med en arvet særejeformue på ca. 285.000 kr. i bankindeståender og obligationer og en fast ejendom med en friværdi på 1.050.000 kr. M var 70-årig tidligere gartner, som intet ejede. M tilkendt 65.000 kr. med procesrente fra byrettens dom.

19 års ægteskab og 4 års forudgående samliv. M var 45-årig elektriker med en årsløn på ca. 260.000 kr. H var 44-årig tidligere sygehjælper, som i 1991 havde pådraget sig en erhvervsskade, toxyexem på hænderne. Hun var nu under omskoling til lægesekretær. Da H havde haft fuld beskæftigelse under samlivet, og da den omskoling, hun herefter havde modtaget støtte til, ikke havde sammenhæng med forholdene under ægteskabet, var der ikke grundlag for at pålægge M bidragspligt.

Under skilsmissesag anlagt af M ved en jysk byret fik H, der var tyrkisk statsborger, beskikket advokat Farhad Nikmaram, København. Byretten tog i beskikelsen forbehold om rejseudgifterne, jf. RPL § 336c, stk. 3. VL fandt under hensyn til sagens karakter, H's bopælsforhold og omstændighederne i øvrigt, at beskikkelse burde ske uden rejseforbehold.

Under en sag om ophævelse af fælles forældremyndighed til 2-årig pige havde byretten ikke taget faderens begæring om en børnesagkyndig undersøgelse til følge, idet byretten fandt sagen tilstrækkeligt belyst. VL antog, at en børnesagkyndig undersøgelse kunne have betydning for sagens afgørelse, og tog begæringen til følge.

FM over 6-årig pige blev overført til faderen, jf. FML § 12, stk. 2. Pigen var anbragt i familiepleje, og hun havde kun haft begrænset samvær med moderen, som havde alkoholproblemer og i en del tilfælde havde aflyst samværet. Faderen ville være mest egnet til at fastholde en relevant kontakt til myndighederne og plejefamilien.

Byretten havde bestemt, at der skulle foretages børnesagkyndig undersøgelse vedrørende 10-årig pige, som ønskede at bo hos sin fader. VL fandt, at undersøgelsen også burde omfatte 12-årig søster.

Det fandtes ikke godtgjort, at moderen havde misligholdt parternes aftale om samvær d. 24.04.1999, og faderen fik ikke medhold i begæring om tvangsfuldbyrdelse af samværsresolution ved umiddelbar afhentning d. 07.05.1999, da der alene var tale om eventuel anteciperet misligholdelse.

Under sag om ophævelse af fælles forældremyndighed til 6-årig datter, som i 3 år havde boet hos faderen, begærede moderen børnesagkyndig undersøgelse, idet datteren havde sagt til hende, at hun gerne ville bo lige meget hos begge forældre. Det tiltrådtes, at der ikke var fundet grundlag for at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, jf. RPL § 450, stk. 2.

M og H var efter 33 års ægteskab blevet skilt i 1988 på vilkår, at M skulle svare tidsubegrænset bidrag. M, der havde indgået nyt ægteskab, blev i 1996 pensioneret som 66-årig og fik udbetalt 562.906 kr. brutto som supplerende eengangsydelse fra Juristernes og Økonomernes Pensionskasse. H fik ikke medhold i påstand om, at pensionskassen skulle betale hende 67.127 kr. af eengangsydelsen i medfør af en analogi af EPL § 2, stk. 7. M havde ikke ophævet pensionsordningen, og M kunne først efter opnået pensionsalder kræve eengangsydelsen, som måtte anses som en af flere vedtægtsbestemte pensionsformer, som M kunne vælge imellem.

A havde i 1979 anerkendt faderskabet til en søn, som var født i 1978. Specialerklæring udtalte, at med overvejende sandsynlighed kunne udelukkes, at A var faderen. A's begæring om genoptagelse af sagen blev ikke taget til følge, jf. RPL § 456 r, stk. 4.

Fader skulle ikke betale konfirmationsbidrag, da forældrene under samlivet havde oprette en børneopsparingskonto, som skulle bruges til konfirmationen, og hvor der stod 19.707,26 kr., og da faderens andel af de indbetalte midler oversteg konfirmationsbidraget.

Fader fik tilladelse til 1 uges sommerferiesamvær på Mallorca med sin datter på 2 år.

Der kunne ikke udstedes separationsbevilling i en situation, hvor ægtefællerne var enige om, at begge parter forbeholdt sig at rejse et § 56-krav, idet det af ÆL § 42, stk. 2 udtrykkeligt fremgår, at der skal være enighed om alle vilkår.

Moder fik i medfør af FML § 11 afslag på ansøgning om, at forældremyndigheden over 2-årig søn blev overført til hendes mor, idet det ikke var godgjort, at mormoderen kunne honorere barnets krav på omsorg og støtte.

M og H var i 1990 blevet skilt ved bevilling på grundlag af separation i 1982, idet de urigtigt havde erklæret, at samlivet ikke havde været genoptaget. M fik afslag på ansøgning om annullation af bevillingen, idet der var forløbet 7 år, og da parterne nu måtte have indrettet sig på at være skilt.

Statsamtet havde d. 24.10.1991 på grundlag af skattevæsenets skønsmæssigt ansatte indtægt på 300.000 kr. forhøjet faderens børnebidrag til 1 barn til normalbidrag + 100 %. Faderen ansøgte slutningen af 1996 om nedsættelse af børnebidraget med tilbagevirkende kraft, da de skønsmæssige ansættelser nu var nedsat. Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afslag på nedsættelse, da der ikke var begået sagsbehandlingsfejl, og da faderen var nærmest til at bære risikoen for, at han ikke havde modtaget 5 breve fra Statsamtet, som var stilet til hans folkeregisteradresse.

A havde i 1997 anerkendt faderskabet til barn. A's begæring om genoptagelse af sagen blev ikke taget til følge, jf. RPL § 456 r, stk. 1.

FM over 7 årig dreng, som i de sidste 4 år havde boet hos moderen, ikke overført til faderen, uanset at dette blev anbefalet i børnesagkyndig erklæring.

38 års ægteskab. M var journalist og selvstændig pressemand med en årsindkomst på ca. 200.000 kr. H var tidligere afdelingssekretær på sygehus og var nu på mellemste førtidspension.

Under sag om opløsning af fælles forældremyndighed til 3-årig søn, som siden fødslen havde boet hos moderen, begærede faderen børnesagkyndig undersøgelse. Moderen protesterede. Byretten fandt efter de afgivne forklaringer ikke særlig anledning til at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.

Parterne var separeret d. 05.05.1994. Landbrugsejendom skulle udlægges til M til værdien på boopgørelsestidspunktet d. 06.10.1997 4.000.000 kr. og ikke værdien på skæringsdagen 3.275.000 kr. M, der var 52 år, kunne passivere latente skattebyrder på landbrugsejendom på i alt 1.258.870 kr. med 45% eller 563.792 kr. M havde haft enerådigheden over stort set samtlige aktiver siden skæringsdagen. Henset til den ikke ubetydelige størrelse af H's boslodskrav (560.587 kr.) fandtes der at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at H's boslodskrav skulle forrentes med procesrente fra et tidligere tidspunkt end boopgørelsestidspunktet, og dette tidspunkt fandtes passende at kunne fastsættes til d. 01.01.1997. H skulle erstatte statskassen halvdelen af salæret til sin beskikkede advokat, eller 46.875 kr. Skifteretten i Maribo havde pålagt M at betalte delvise sagsomkostninger til H med 25.000 kr., da han i særlig grad havde givet anledning til sagens betydelige omfang og varighed. ØL ophævede omkostningerne for begge retter. Da der i boet var tilstrækkelige midler til dækning af skifteomkostningerne, tiltrådte landsretten, at hver af parterne var blevet pålagt endeligt at bære halvdelen af vurderingsomkostningerne og salæret til skifterettens medhjælper, eller 43.052,25 kr., jf. RPL § 332, stk. 1, nr. 5.

Moderen var ved byrettens separationsdom tilkendt forældremyndigheden til 4-årig dreng. Faderen, der var flyttet til Libanon med sønnen, ankede, men udeblev fra domsforhandlingen, selv om han i medfør af RPL § 450, stk. 2, 2. pkt. var indkaldt til at give møde personligt for at afgive forklaring. VL afviste anken, jf. RPL § 386, stk. 1.

M's kreditor kunne ikke foretage udlæg i Toyota Corolla, 1987, som var købt i K's navn i 1997. Optagelsen af fælles lån på 51.600 kr. til købet kunne ikke i sig selv føre til, at der var opstået et sameje mellem dem.

Fader fik tillagt den midlertidige forældremyndighed til søn på 2¾ år og moderen til datter på 1½ år, medens der foretoges børnesagkyndig undersøgelse. Derved ville begge forældre blive motiveret til at indgå samværsaftaler.

M og H, der havde været gift i 8 måneder, havde indgået forlig, hvorefter boet blev skævdelt, således at H udtog sin nettoformue på ca. 550.000 kr. mod til M at betale 30.000 kr. Der forelå ikke sådanne omstændigheder, at der efter RPL § 660, stk. 1 var grundlag for at tillægge M sagsomkostninger.

29 års ægteskab. M var 55-årig tjenestemandsansat værkfører med årsløn på 270.000 kr. H var 50 år og var efter 5 års arbejdsløshed påbegyndt et kommunalt aktiveringsjob i 1995. Hendes muligheder for at få beskæftigelse måtte anses for usikre.

Fader begærede gennemtvingelse af statsamtets afgørelse om 3 kortvarige, overvågede samvær med søn på 10 år og datter på 6 år. Selv om samværet på grund af børnenes modvilje skulle gennemtvinges ved magtanvendelse, fandtes børnenes legemlige eller sjælelige sundhed ikke alene under henvisning hertil at være udsat for alvorlig fare, jf. RPL § 536, stk. 1, 3. pkt., og sagen blev fremmet.

A, som i 1991 var blevet dømt som fader til barn født i 1990, begærede sagen genoptaget, da han påstod, at han intet kendte til sagen. Da det af sagen fremgik, at A havde afgivet forklaring i retten, at der var udtaget blodprøver, og at dommen var forkyndt for A, var der ikke grundlag for at tillade, at sagen blev genoptaget, jf. RPL § 456 r, stk. 4.

M, der ifølge dom havde et tilgodehavende mod H på 346.565 kr., kunne ikke modregne i hustrubidrag på 2.300 kr. om måneden, da der ikke kan foretages udlæg i underholdsbidrag, jf. RPL § 512, stk. 2. Udlæg hos M blev herefter stadfæstet.

Ifølge ægtepagt skulle den H tilhørende speciallægepraksis i dermatologi tilhøre H som skilsmissesæreje. Da der i ægtepagten ikke var henvist til de seneste regnskabstal eller var sket en værdiansættelse pr. en given dato, var ægtepagten med rette afvist på grund af utilstrækkelig individualisering.

26 års ægteskab. M var 47-årig trykkeriarbejder med slidgigt i anklerne og en årsløn på 300.000 kr. H var 47 år, psykisk syg og på mellemste førtidspension.

6 års ægteskab. 33-årig M påstod sig tilkendt 100.000 kr. i § 56-godtgørelse. H's særeje bestod i friværdien i strandvejsvilla, som var købt i 1994 for H's særeje, og den senere ombygning var finansieret ved lån optaget af H. Den omstændighed, at M havde bidraget til udgifterne ved at bo i huset, fandtes sammenholdt med ægteskabets varighed og M's erhvervsmæssige stilling ikke at give grundlag for at tilkende M en godtgørelse efter ÆL § 56.

M og H havde i forbindelse med samlivsophævelse i september 1997 og ansøgning om separation aftalt, at H skulle have 200.000 kr. som led i bodelingen. Beløbet blev betalt d. 21.10.1997. Parterne genoptog samlivet d. 01.11.1997 og tilbagekaldte separationsansøgningen. H søgte om separation på ny i april 1998. Antaget af Retten i Varde under separationssagen, at bodelingsaftalen var bortfaldet, da parterne genoptog samlivet. VL stadfæstede.

M og H havde i ægtepagt af 15.03.1996 aftalt, at forøgelsen i egenkapitalen regnet for tiden efter d. 01.01.1996 i en række selskaber, som tilhørte M, skulle indgå i formuefællesskab. M bestred, at der var sket en forøgelse af egenkapitalen. Da det ikke kunne udelukkes, at der kunne foreligge et formuefællesskab, blev boet taget under offentligt skifte.

Da parterne havde forligt sagen udenretligt, var skifteretten ikke kompetent til - uden enighed mellem parterne - at fortolke den indgåede aftale om delingen af fællesboet, herunder at træffe afgørelse om fordelingen af vurderingsomkostningerne.

Fogedretten fandt ikke, at der var risiko for at faderen ville udsætte søn for vanrøgt eller incest. Sagen blev fremmet, således at der skulle være overvåget samvær i 3 timer de følgende 2 onsdage samt et uovervåget den følgende lørdag. VL stadfæstede for så vidt angik den første onsdag, men fandt ikke, at der på nuværende tidspunkt burde træffes afgørelse om fuldbyrdelse af samværsretten på senere tidspunkter.

FM over 13-årig pige ikke overført til faderen, hos hvem hun havde boet i ca. 1 år.

H, der var 50-årig hjemmehjælper, fik tilkendt lejligheden, særligt efter den betydning lejligheden efter sin beliggenhed havde for H's udførelse af sit faste arbejde.

Moder var død, og faderen havde fået tillagt forældremyndigheden til 3 børn på 4 år, 3 år og 10 måneder. Morforældrene anlagde 2 år senere overførselssag efter FML § 13, stk.3, og fik midlertidigt tillagt forældremyndigheden. Antaget, at morforældrene havde søgsmålskompetence, da de ville kunne have ansøgt om forældremyndigheden under den oprindelige sag.

Skifteretten i Terndrup havde bestemt, at H, der havde fået et boslodskrav på 196.328 kr., skulle godtgøre statskassen halvdelen af salæret på 20.000 kr. plus moms til hendes beskikkede advokat. VL bestemte, at H ikke selv skulle betale nogen del af salæret, under henvisning til, at hun modtog overgangsydelse, og til bodelingens resultat.

K havde i 1986 lejet en lejlighed. M flyttede ind i 1995 og hans navn blev påført lejekontrakten. K tilkendt lejligheden, og M dømt til at flytte inden 17 dage. Byretten havde bestemt, at dommen kunne fuldbyrdes uanset anke, jf. RPL § 480, stk. 2.

Moder fik i medfør af FML § 22 tillagt den midlertidige forældremyndighed til 1-årig datter under forældremyndighedssag mod faderen, der boede i Israel. BBL § 19 var ikke til hinder for, at der blev truffet afgørelse i forældremyndighedssagen, da det ikke af centralmyndigheden var oplyst, at barnet opholdt sig ulovligt her i landet.

Fogedretten havde afvist at tage stilling til indsigelse om, at Civilretdirektoratets resolution om børnebidrag var forkert. VL fandt, at fogedretten ved en afgørelse efter inddrivelseslovens § 5, stk. 3 også kunne tage stilling til indsigelser imod bidragskravets eksistens og størrelse, og sagen blev hjemvist.

13 års ægteskab og 2-3 års forudgående samliv. M var 43-årig afdelingsleder på forsorgshjem med en årsløn på 250.000 kr. H var 47-årig sygehjælper, der nu var på sygedagpenge.

Moder havde ikke udleveret barn til samvær nytårsaften og til weekendsamvær d. 08.01.1999. Faderen anmodede fogedretten om at fastsætte erstatningssamvær. VL tiltrådte, at fogedretten havde nægtet at efterkomme begæringen under henvisning til, at der var tale om en forglemmelse og en misforståelse fra moderens side.

13 års ægteskab og 9 års forudgående samliv. M var 53-årig pensionist med månedlig nettoindtægt på godt 30.000 kr. H var 45-årig servitrice med månedsløn på 14.500 kr. Hun havde i 11 år været medhjælpende ægtefælle.

M og H havde i 1988 aftalt tidsubegrænset bidrag efter 31 års ægteskab. H havde dengang deltidsarbejde. H fik bidrag frem til d. 01.04.1994, hvor bidraget blev nedsat til kr. 0 på grund af H's egne indtægter. Statsamtet havde fastsat bidraget til 1.000 kr. om måneden fra d. 19.08.1998, da H var gået på efterløn. Civilretsdirektoratet lod bidraget bortfalde med virkning fra d. 19.08.1998, da der henset til H's helbredstilstand og tilknytning til arbejdsmarkedet på tidspunktet for skilsmissen i 1988 ikke forelå særlige omstændigheder.

M tjente 600.000-700.000 kr. årligt, og H modtog overgangsydelse med ca. 70.000 kr. årligt. Civilretsdirektoratet nedsatte hustrubidraget fra 11.000 kr til 8.000 kr. om måneden, idet H ved bodelingen havde fået udbetalt 1,1 mio. kr. kontant, som hun havde brugt til køb af et hus, der kostede 1,5 mio. kr. H fik derfor lagt en fiktiv indtægt oven i hendes øvrige indtægter med udgangspunkt i, at en investering i almindelige obligationer vil kunne give et renteafkast på ca. 4-6%.

Statsamtet havde d. 12.07.1995 nedsat faderens bidrag til 2 børn fra normalbidrag + 100% til normalbidrag + 25% med virkning fra d. 01.10.1995. Civilretdirektoratet forhøjede d. 19.05.1998 bidragene til normalbidrag + 100% med virkning fra d. 01.10.1995, da faderen ikke havde oplyst, at han var hovedaktionær i A/S, og da han havde afvist at indsende regnskaber for dette selskab.

M's beskikkede advokat havde under et skifte mellem ugifte samlevende gennem 22 måneder anvendt over 40 timer. Der skulle ikke ved fastsættelsen af salæret alene tages hensyn til det medgåede tidsforbrug, og advokaten fik tilkendt et salær på 28.000 kr. ØL stadfæstede.

I en sag om ophævelse af fælles forældremyndighed, hvor der efter partsforklaringerne blev foretaget børnesagkyndig undersøgelse, hvorefter sagen uden procedure blev optaget til dom, fik sagsøgers beskikkede advokat tilkendt et salær på 5.000 kr. plus moms. ØL stadfæstede.

Moder, der fik tilkendt forældremyndigheden til 4-årig dreng både i byretten og i landsretten, fik ikke tilkendt sagsomkostninger, jf. RPL § 451, stk. 3.

H påstod, at hendes bodel var negativ, idet hun skyldte sin moder 206.703 kr., som var lånt i perioden 1993 til 1996. H's nettobodel var på 172.788 kr. før gælden til moderen. M fik ved skifteretten på Frederiksberg medhold i, at lånet ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, idet der ikke var oprettet et egentligt lånedokument, og da der ikke ved låneudbetalingerne nærmere var defineret betingelserne for lånet, herunder tidspunktet for påbegyndelse af tilbagebetalingen og afdragenes størrelse. ØL fandt det dokumenteret, at H skyldte sin moder 118.471 kr.

32 års ægteskab. M var 58-årig seminarielærer med en årsindkomst på 300.000 kr. H havde i de sidste 8 år været ansat på deltid i en kantine på et sygehus og havde en årsindkomst på 148.000 kr. H tilkendt bidrag i 10 år.

Faderen begærede weekendsamvær med sine to børn på 8 og 6 år gennemført i uge 4. Moderen oplyste, at hun skulle på 9 dages ferie i udlandet med børnene. Fogedretten nægtede at fremme sagen, da dette ikke ville være i overensstemmelse med børnenes tarv. ØL stadfæstede.

M havde anlagt sag mod H med påstand om separation. H nedlagde i svarskriftet påstand om skilsmisse i medfør af ÆL § 34. M fandtes afskåret fra 2 måneder senere at hæve sagen, jf. RPL § 366, da H havde nedlagt modkrav. H fik i medfør af FML § 22 midlertidigt tilkendt forældremyndigheden til 4 fællesbørn, som boede hos hende i det tidligere fælles hjem.

Under en sag om overførsel af forældremyndigheden til 12-årig dreng efter FML § 12 begærede faderen børnesagkyndig undersøgelse. Drengen var inde i en normal udvikling med specifikke læsevanskeligheder, og begge forældres forhold var oplyst. Drengen ville få tilbudt en samtale med dommeren alene. Byretten fandt herefter ikke grund til at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse. VL stadfæstede.

M og K havde levet sammen fra 1989, indtil K døde i 1995. M påstod boet tilpligtet at anerkende, at Ford Fiesta tilhørte ham. Bilen var købt i 1995 i begges navn for 138.964 kr., og begge var registrerede som ejere. M havde betalt udbetalingen på 70.000 kr. og K havde givet sin bil i bytte for 23.000 kr. Afdrag på fælles billån var betalt fra H's konto. Antaget, at bilen tilhørte parterne i lige sameje, og at M ikke kunne kræve refusion af halvdelen af udbetalingen. Parterne havde i 1989 købt hus i lige sameje. M havde i 1994 anvendt 249.823,44 kr. af sin erhvervsevnetabserstatning til indfrielse af kreditforeningslån og sælgerpantebrev. M fik medhold i, at han havde krav mod boet på halvdelen heraf eller 124.911,72 kr. ved opløsningen af samejet.

19 års ægteskab. M var lokomotivfører med en årsindkomst på ca. 250.000 kr. H var 49-årig førtidspensionist. H tilkendt bidrag i 10 år. Dissens for 6 års bidrag.

Fader, der boede i Norge, hvis begæring om udlevering af 2 drenge på 9 og 7 år ikke for tiden var taget til følge d. 19.11.1998, jf. TFA 1999.85 ØLK, anmodede på ny om udlevering af drengene. Moderen havde ved norsk byretsdom fået tilkendt forældremyndigheden, og ankesagen skulle behandles i marts 1999. Begæringen blev ikke taget til følge for tiden, da der ikke af den kompetente norske myndighed var truffet bestemmelse om, hvem af parterne, der efter H's flytning til Danmark, skulle have den daglige omsorg for børnene, eller nærmere bestemmelse om den anden parts samvær under de nu ændrede omstændigheder.

Fader fik under sag om overførsel af forældremyndigheden efter FML § 12, stk. 2 i medfør af FML § 22 midlertidigt tillagt FM til 10-årig dreng, som de sidste 6 måneder havde boet hos ham. Stævningen var ikke forkyndt for moderen, som var flyttet til England og havde planer om at ville flytte sønnen til England.

35 års ægteskab. M var 56-årig akademiker med en årsløn på godt 500.000 kr. H var 56-årig akademiker, som var blevet opsagt i 1998 på grund af alkoholproblemer. Hun var nu påbegyndt 2-årig uddannelse som alkolog og fik uddannelsesgodtgørelse.

Fader fik ikke overført forældremyndigheden til 1½-årig søn. Parterne havde levet sammen de første 4-7 måneder af barnets levetid. Uanset de noget forskellige forklaringer om samlivets varighed tiltrådtes det, at sagen var omfattet af FML § 12, stk. 1.

Norsk moder havde d. 08.09.1998 fjernet sin 7-årige datter fra et norsk børnehjem, hvor barnet var tvangsanbragt på grund af moderens medicinmisbrug. Udlevering kunne formentlig være søgt gennemført efter reglerne i lov nr. 498 af 23.12.1970 om udlevering til et andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller behandling, jf. BBL § 2, stk. 3, men der fandtes ikke at være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder med at behandle sagen efter BBL. Det lagdes til grund, at tvangsfjernelsen var gyldig, og begæringen fra den norske kommune om tilbagegivelse blev imødekommet.

2 mænd, A og C, der havde levet sammen fra 1968-1995, havde i 1989 oprettet erklæring med overskriften "løs optegnelse til mit testamente", hvorefter forskellige tæpper, malerier, sølvbestik og rokokoglas tilhørte A og var udlånt til C. Parterne havde i 1995 erklæret, at ingen skyldte hinanden noget. C indgik registreret partnerskab med B i 1990 og døde i 1996. A fik ikke medhold i påstand om udlevering af de pågældende effekter, da erklæringen fra 1989 var en testamentarisk disposition, som i hvert fald efter erklæringen fra 1995 var tilbagekaldt.

Mandlig bekendt til H blev nægtet adgang til forberedende møde i skifteretten i Randers, hvor der ikke skulle tages stilling til tvistigheder. Kun parterne og personer med retlig interesse i sagen havde adgang, og H havde een rettergangsfuldmægtig med (H's beskikkede advokat).

10 års ægteskab og 8 års forudgående samliv. M var gårdejer med en årsindkomst på ca. 240.000 kr. og en skattepligtig formue på ca. 2,7 mio. kr. og pensionsordninger for ca. 0,5 mio. kr. H havde bistået med driften og haft deltids rengøringsarbejde. I de sidste 2 år havde hun været på dagpenge på grund af dårlig ryg. Hun havde en formue på ca. 37.000 kr. H tilkendt bidrag i 3 år og en § 56-godtgørelse på 50.000 kr. med procesrenter fra rentekravets fremsættelse i landsretten.

H påstod skilsmisse efter ÆL § 32. Parterne havde alene en Marriage Service fra en velsignelse d. 18.07.1980 i en presbytariansk kirke i Californien. M blev frifundet, da der ikke forelå et gyldigt ægteskab efter californisk ret.

Begæring om opløsning af sameje om en Fiat Ritmo, årgang 1986, blev afvist af skifteretten i Nykøbing F, da det alene drejede sig om en enkelt genstand, og der derfor ikke forelå et bo. Skifteretten kunne ikke tage stilling til fogedretlige udleveringskrav eller til civilretlige kompensationskrav. ØL stadfæstede.

FM til 9-årig dreng ikke overført til moderen. De problemer, der havde været i forbindelse med udøvelsen af samværsretten, herunder faderens nægtelse af at give moderen samvær i nytåret 1998-99, kunne ikke i sig selv medføre, at forældremyndigheden blev overført.

Under sag om overførsel af forældremyndigheden til 2 børn begærede faderen børnesagkyndig undersøgelse. Da der 5 måneder tidligere til brug for ankesag om forældremyndigheden var indhentet børnesagkyndig erklæring, var der ikke grundlag for iværksættelse af en ny børnesagkyndig undersøgelse. ØL stadfæstede.

Under sag om opløsning af fælles forældremyndighed til 3-årig søn begærede faderen børnesagkyndig undersøgelse. Byretten fandt efter de afgivne forklaringer og det indtryk, retten havde fået af parterne under retsmødet, ikke behov for en børnesagkyndig undersøgelse. ØL stadfæstede.

M havde d. 28.07.1997 overdraget sin halvdel af ejerlejlighed til H for 158.802,66 kr., svarende til halvdelen af prioritetsgælden. Handelværdien for halvdelen udgjorde ifølge vurdering 197.500 kr. Det fandtes ikke godtgjort, at overdragelsen ikke krævede ægtepagt, jf. RVL § 32, jf. § 30, og M's kreditor kunne foretage udlæg i M's ideelle anpart.

M fraflyttede i påsken 1998 en ejendom, som han ejede i lige sameje med K, som forblev boende på ejendommen sammen med fællesbarn på 16 år. I efteråret 1998 begærede M samejet opløst ved auktion. VL tiltrådte, at der forelå en opsigelse af samejeforholdet, og at M's begæring om auktion blev fremmet. Ved berammelse af auktionen til d. 07.01.1999 var der givet K et passende varsel.

Biologisk fader klagede over, at statsamtet agtede at imødekomme ansøgning om stedbarnsadoption af datter på 11 år og 4 måneder. Civilretsdirektoratet tilbagesendte sagen til statsamtet, som herefter skulle tage stilling til, om der burde indhentes oplysninger om datterens holdning til den påtænkte adoption.

23 års ægteskab. M var 53-årig pedel med en årsløn på 200.000 kr. plus 50.000 kr. for overarbejde. H var 53-årig tilkaldevikar i en vuggestue med ret til understøttelse. Der var ikke en sådan forskel mellem parternes økonomiske forhold, at der var grundlag for at pålægge M bidragspligt. Dissens for 3 års overgangsbidrag.

35 års ægteskab. M var 58-årig edb-gruppeleder med en årsløn på 340.000 kr. og H var 55-årig tilkaldevikar i et pakkefirma. M kunne bedst skaffe sig en egnet bolig, og H fik tilkendt lejligheden, der var skaffet af H.

M og K havde levet sammen siden 1984. K havde i 1995 på tvangsauktion købt en ejendom med restaurant. M havde betalt auktionsomkostningerne og 1. terminsydelse, og H skulle tilbagebetale disse beløb på 45.940 kr., da samlivet ophørte 9 måneder senere. H skulle desuden til M tilbagebetale et lån på 20.000 kr. M fandtes desuden at have et kompensationskrav, der blev fastsat således, at K i alt til M skulle betale 75.000 kr.

Fader fik tilkendt FM over 7-årig dreng, som var anbragt på institution. Ingen af forældrene kunne uden sagkyndig hjælp sørge for opfyldelsen af drengens behov.

M og H var blevet separeret ved bevilling af 05.03.1998. De blev boende i hver sin ende af huset. H fik ved skifterettens dom af 05.10.1998 tillagt udtagelsesretten til huset, som tilhørte parterne i lige sameje. H fik medhold i begæring om udsættelse af M.

Fogedretten havde ved beslutning pålagt moderen en tvangsbøde på 2.000 kr. Da tvangsbøden, der var begrundet i et mislykket samværsforsøg 12 dage tidligere, var pålagt efterfølgende, ophævedes beslutningen herom. Tilkendegivelse i et brev fra fogedretten om, at der ville påløbe tvangsbøder, hvis moderen ikke udleverede børnene til de næste samvær, havde ikke en sådan bestemthed med hensyn til tvangsbødens størrelse og tidspunktet for samværet, at betingelsen efter RPL § 536, stk. 3, 2. pkt. var opfyldt, og kunne ikke danne grundlag for pålæggelse af tvangsbøder. Afgørelserne burde være truffet ved kendelse.

M havde i 1992 solgt sin ejendom til H for 800.000 kr. Ifølge skønserklæring var handelsværdien på 925.000 kr. Da H udover købesummen havde overtaget restgælden på boliglån til Unibank på 150.000 kr., var der ikke ved overdragelsen ydet H en gave, og overdragelsen krævede derfor ikke ægtepagt. Erhvervspulje 3 K/S kunne derfor ikke gøre udlæg i ejendommen for M's gæld.

M og H, der havde særeje i henhold til ægtepagt lyst d. 04.07.1990, oprettede i 28.09.1998 en tilbagekaldelseserklæring og begærede herefter ægtepagten aflyst uden retsafgift, jf. RAL § 41 d, stk. 2, nr. 1. Begæringen blev afvist på grund af manglende betaling af retsafgift. VL stadfæstede afgørelsen under henvisning til, at en ægtepagt kun kan ændres ved oprettelse af en ny ægtepagt, jf. RVL § 28 b, stk. 1, og at der skal betales retsafgift ved tinglysningen heraf. Der var ikke herved taget stilling til, om det foreliggende dokument kunne anses for en ophævelsesægtepagt.

Fogedsag om udlevering af 10-årig dreng til samvær med faderen blev udsat på indhentelse af børnesagkyndig erklæring, jf. RPL § 536, stk. 1, 4. pkt. Drengen havde ikke haft samvær med faderen siden samlivsophævelse i november 1997, og han havde udtalt, at han ikke ønskede samvær med faderen.

H's begæring om bosondring i medfør af RVL § 38, stk. 1, nr. 1 og nr. 3 blev ikke taget til følge, da M's forbrug siden samlivsophævelsen ikke stod i misforhold til hans indtægt og formue, og da det ikke var godtgjort, at det var ham, der bar den væsentligste skyld for samlivets ophævelse.

FM over 11-årig dreng blev overført til faderen, jf. FML § 12, stk. 2. Drengen havde siden samlivsophævelsen i 1992 boet hos moderen, men han var i maj 1998 anbragt frivilligt i familiepleje. Han var ikke faldet rigtig til hos plejeforældrene, og drengen havde selv givet udtryk for, at han ville bo hos faderen.

H havde i 1996 solgt en landbrugsejendom, og af provenuet overførtes 350.000 kr. til M til brug for udbetalingen på en ejendom, som blev købt af M. Der blev 3 måneder senere oprettet et gældsbrev på beløbet. Antaget, at overførslen ikke var et reelt lån, og at dispositionen måtte anses for en gave, der - uden ægtepagt - var ugyldig. Ejendomsmægler, der havde et krav på H på 100.357,76 kr., kunne herefter foretage udlæg i ejendom, som M havde købt i 1998 for provenuet af den i 1996 købte ejendom.

VL havde i november 1997 bestemt, at tvillinger født i 1995 skulle udleveres til faderen i Florida, jf. TFA 1998.89 VLK. Moderen gik herefter under jorden og blev anholdt i England i oktober 1998. Fogedretten nægtede at genoptage sagen, da det i det hele var moderens forhold, der gjorde, at børnene ikke var udleveret til faderen. VL stadfæstede.

Byretten bestemte, at psykolog, der havde afgivet en børnesagkyndig erklæring, ikke skulle indkaldes som vidne, da erklæringen indeholdt en fyldestgørende redegørelse for hans indtryk af forholdene. VL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af byretten udøvede skøn.

A dømt som fader til barn født uden for ægteskab, da der ikke forelå omstændigheder, der gjorde det lidet sandsynligt, at han var fader til barnet. Det lagdes til grund, at moderen ikke i avlingstiden havde haft samleje med andre end A, og en retsgenetisk standardundersøgelse talte for A's faderskab med 99,4% til 0,6% og en udvidet retsgenetisk undersøgelse talte for faderskabet med 99,99% mod 0,01%.

H havde efter 25 års ægteskab givet afkald på hustrubidrag. M var 58-årig vognmand og H, der var 56 år, havde været medhjælpende ægtefælle, og var nu arbejdsløs. ØL fandt, at aftalen var urimelig i forhold til hustruen, jf. ÆL § 58, og tilkendte H ret til hustrubidrag i 8 år.

M og K ejede fra 1986 i lige sameje et hus. Samlivet blev ophævet i 1990, da M flyttede, og i 1993 købte K M's halvpart ved at overtage restgælden på lånene. K påstod M dømt til at betale 135.733 kr., idet M havde fået 50% af rentefradragene, selv om H i 5 år alene havde betalt samtlige ydelser. M blev frifundet, da kravet ikke blev omtalt i forbindelse med købsaftalen i 1993, og M derfor kunne påregne, at der ved overdragelsen var sket en endelig opgørelse af det økonomiske fællesskab.

33-årig kvinde anlagde faderskabssag med påstand om, at een af 2 mænd og ikke hendes moders daværende ægtefælle, var hendes fader. Da det ikke kunne anses for godtgjort, at moderen i avlingstiden havde haft samleje med andre end sin daværende ægtefælle, tiltrådtes det, at de sagsøgte mænd var blevet frifundet. Der fandtes ikke grundlag for at træffe bestemmelse om blodtypebestemmelse eller andre undersøgelser af parterne.

Fogedretten nægtede i medfør af RPL § 536, stk. 1, 3. pkt. at fremme sag om gennemtvingelse af faders samvær med datter, som i en samtale med fogeden og en repræsentant for socialforvaltningen kategorisk havde erklæret, at hun ikke ønskede samvær med sin far. ØL stadfæstede.

M, der var frasepareret, havde på Philippinerne indgået ægteskab med philippinsk kvinde i overensstemmelse med de der gældende regler. M havde over for myndighederne oplyst, at han var single. M og H rejste til Danmark, hvor M døde kort tid efter. Den philippinske H krævede en livsforsikring og kapitalpension udbetalt til sig, da hun var nærmeste pårørende. Da et bigamisk ægteskab efter de philippinske regler ubestridt var en nullitet, kunne ægteskabet ikke anerkendes som gyldigt efter dansk ret, og H var således ikke begunstiget. ØL stadfæstede.

Moderen påkærede fogedrettens tilførsel til fogedbogen om, at der var indgået forlig om faderens samværsret. Da fogedretten ikke havde truffet en afgørelse, som kunne påkæres, fandtes det rettest, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling i fogedretten.

Fogedretten havde pålagt moderen tvangsbøder på 1.500 kr. for hver gang samværet ikke blev gennemført. VL fandt, at der alene burde fastsættes tvangsbøder for samværet de 2 næste gange, og at sagen herefter eventuelt på ny kunne behandles af fogedretten.

M og K havde levet sammen fra 1976-1994. De havde i 1990 i lige sameje købt en ejendom i Vejen. M havde betalt udbetalingen på 50.000 kr. Det fandtes ikke godtgjort, at der var indgået en låneaftale mellem parterne, og der tilkom ikke M noget kompensationskrav i den anledning. Der var enighed om, at alt indbo tilhørte dem i lige sameje. Begge havde bidraget til nyanskaffelser og til betaling af løbende udgifter. M havde ikke godtgjort, at parterne ved erhvervelsen af bil, campingvogn og snedkerimaskine havde aftalt, at disse effekter skulle tilhøre ham alene, og K fik medhold om, at også disse effekter tilhørte dem i lige sameje.

Fogedretten havde udsat sag om moders samvær med 10-årig datter på indhentelse af børnesagkyndig erklæring, jf. RPL § 536, stk.1, 4. pkt. VL fandt, at betingelserne for udsættelse af fuldbyrdelsen ikke var til stede og hjemviste sagen til fortsat behandling ved fogedretten.

22 års ægteskab med et par års forudgående samliv. M var afdelingsleder i et transportfirma og tjente 33.300 kr. om måneden. H havde været hjemmegående, siden hun blev syg i 1980.

FM til 3-årig pige blev ikke overført til moderen, selv om en overgang til børnehave muligvis kunne få konsekvenser for fordelingen og placeringen af samværet og medføre forøgede transportvanskeligheder for moderen.

Under et fællesboskifte havde M solgt aktiepost på nominelt 1.535.000 kr. for 286.874 kr. Aktierne var et år tidligere vurderet til 4,5 mio. kr. Skifteretten tog ikke H´s begæring om vurdering til følge. VL fandt, at der burde gives H lejlighed til at få aktierne vurderet ved en af skifteretten udmeldt vurderingsmand.

M havde anmodet om, at værdien af 2 faste ejendomme skulle fastsættes ved syn og skøn. Skifteretten bestemte, at ejendommene skulle vurderes af en statsautoriseret ejendomsmægler. ØL stadfæstede.

Fader fik i medfør af FML § 22 midlertidigt tillagt FM til 4-årig dreng og 2-årig pige, idet moderen ensidigt og mod parternes aftale havde ændret børnenes pasningsvilkår flere gange under sagen.

Moderen havde bortført 5-årig søn fra Italien, hvor forældrene havde fælles forældremyndighed. Fader fik medhold i begæring om tilbagegivelse. Der var ikke grundlag for at nægte tilbagegivelse efter BBL § 11 eller for yderligere udsættelse af sagen, jf. BBL § 15, stk. 1.

FM til 13-årig dreng overført til faderen, hos hvem drengen havde boet i over 4 år.

Fader, der boede i Norge, anmodede om udlevering af 2 drenge på 9 og 7 år. Begæringen blev ikke taget til følge for tiden, da der ikke af den kompetente norske myndighed var truffet bestemmelse om, hvem af parterne, der efter H's flytning til Danmark, skulle have den daglige omsorg for børnene, eller nærmere bestemmelse om den anden parts samvær under de nu ændrede omstændigheder.

M påstod skilsmisse efter ÆL § 33 på grund af H's utroskab. I landsretten bekræftede et vidne, at han havde haft samleje med H i baglokalet til en kiosk. Vidnet foreviste et foto, der angiveligt forestillede H sammen med en anden mand med et foto af H's afdøde mand i baggrunden. Det fandtes ikke mod H's bestemte benægtelse bevist, at der forelå utroskab fra H´s side.

Fader fik FM over 2-årig dreng. Moderen havde i de sidste 4 måneder haft den midlertidige forældremyndighed. Faderen var den, der bedst kunne skabe stabile forhold for drengen.

Fogedsag om udlevering af 2-årig dreng til samvær med faderen blev fremmet, uanset at moderen havde indgivet politianmeldelse om grænseoverskridende adfærd, idet fogedretten ikke fandt, at samværet ville være forbundet med alvorlig fare for drengens legemlige og sjælelige sundhed, og da der heller ikke var grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af sagkyndig erklæring. ØL stadfæstede.

Fader fik ikke overført FM til 4-årig datter. Sagen var anlagt 17 måneder efter samlivsophævelsen, og FML § 12, stk. 1 fandtes ikke anvendelig. FM ikke overført efter § 12, stk. 2.

Under en faderskabssag, hvor moderen benægtede samleje med andre end F, blev der foretaget en retsgenetisk standardundersøgelse, der talte for F's faderskab med en vægt på 32 til 1. F's anmodning om en udvidet retsgenetisk undersøgelse (DNA-test) blev afvist. Der var ikke en sådan bevismæssig usikkerhed, jf. BL § 6, stk. 1, at der var behov for en sådan undersøgelse, jf. RPL § 546 h, stk. 2.

22 års ægteskab. M var 53-årig chauffør på nedsat tid grundet rygproblemer med en årsløn på ca. 144.000 kr. og en gæld på ca. 1 mio. kr. H var 52 år og havde i det væsentlige været hjemmegående. Hun var nu på bistandshjælp.

Ifølge ægtepagt skulle M´s vognmandsvirksomhed med dertil hørende aktiver og passiver tilhøre M som skilsmissesæreje. H skulle ifølge ægtepagtens § 2 ved separation eller skilsmisse have en kompensation på 50.000 kr., som skulle forhøjes med 50.000 kr. hvert 3. år, indtil det i år 2007 udgjorde 200.000 kr., som skulle pristalsreguleres, men dog maksimalt udgøre 20% af virksomhedens handelsværdi. Da ægtepagten ikke angav størrelsen af virksomhedens formue - f. eks. ved at der i ægtepagten henvistes til de seneste regnskabstal for virksomheden - blev ægtepagten afvist på grund af utilstrækkelig individualisering. VL stadfæstede. Ved fremsendelsen til Landsretten bemærkede Bil- og Personbogen, at også ægtepagtens § 2 burde have været afvist, da denne indeholdt en aftale, hvis gyldighed ikke er betinget af tinglysning.

Moderen var ved dom afsagt af ØL tilkendt FM til 10-årig datter. Fogedretten fandt det betænkeligt at fremme sagen ved umiddelbar magtanvendelse, da datteren modsatte sig udlevering, og pålagde faderen daglige tvangsbøder på 500 kr. ØL ophævede fogedrettens pålæg af tvangsbøder, da dette ikke var et egnet tvangsmiddel med henblik på udlevering af datteren.

Fogedretten havde ophævet pantefogedens udlæg for M's gæld i depositum, idet midlerne til betaling var fremskaffet af samleveren K. ØL lagde til grund, at fordringen tilhørte M og K i sameje. Da anpartsforholdet ikke kunne anses for oplyst, fandtes der at kunne gøres udlæg i hele fordringen for M's gæld. (Der burde efter min vurdering kun kunne gøres udlæg i 50% af fordringen)

Sagsøgte M gav møde ved advokat og tog bekræftende til genmæle over for H's påstand om separation på vilkår, at ingen af parterne skulle bidrag til den andens underhold. Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte civildommerens afgørelse om, at der efter sagens enkle karakter ikke var grundlag for advokatbeskikkelse for M i medfør af RPL § 449.

Fader havde i december 1997 indgået aftale med moderen om, at børnebidraget skulle udgøre normalbidraget + 600%. Faderen søgte om, at aftalen blev ændret, da han nu havde giftet sig og fået et barn mere. Der fandtes ikke grundlag for at ændre aftalen. Der var ikke taget noget forbehold i aftalen, der var indgået med advokatbistand, og M´s indtægter var ikke ændret væsentligt siden aftaletidspunktet.

Landmands køb af traktor for investeringsfondmidler medførte, at hans overskud skulle reduceres med sædvanlige saldoafskrivninger på 30 %, hvis traktoren ikke var købt for investeringsfondmidler. Der skulle bortses fra 9 % af renteudgifterne, da disse vedrørte stuehuset. M´s bidragsevne skulle vurderes ud fra overskuddene i 1996 (210.000 kr.) og 1997 (239.000 kr.), som var væsentligt større end i 1994 (84.000 kr.).

Moder fik afslag på ansøgning om børnebidrag, idet hun ikke havde godtgjort, at samlivet var ophævet på grund af uoverensstemmelser. Faderen var rejst til Somalia 3 måneder tidligere på grund af problemer i hans familie.

Fader, der fik tilkendt forældremyndigheden i en sag efter FML § 9, fik ikke tilkendt sagsomkostninger, jf. RPL § 451, stk. 3.

31 års ægteskab. M var 54-årig ejendomsmægler, der havde solgt 2/3 af virksomheden og nu var på supplerende sygedagpenge. H var 51 år og havde de sidste 22 år modtaget førtidspension på grund af ledegigt. Byretten havde tilkendt tidsubegrænset bidrag.

FM over 10-årig dreng overført til faderen, som altid havde været meget engageret drengens udvikling, medens moderen uanset de sociale myndigheders massive indsats ikke syntes at have magtet at medvirke afgørende til en positiv ændring af sønnens fortsat konfliktfyldte tilværelse.

Kære af midlertidig forældremyndighedsafgørelse afvist, da kærende ikke havde retlig interesse i kæremålet. Kendelsen var ikke længere gældende, jf. FML § 22, stk. 1, 3. pkt., da byrettens dom om forældremyndigheden ikke var anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. RPL § 480, stk. 1.

7 års ægteskab. M var 53-årig provisonslønnet sælger med hastigt tiltagende grå stær. H var 54-årig tidligere sygehjælper, der nu modtog mellemste førtidspension. H havde helbredsmæssige problemer allerede før ægteskabet, og H´s erhvervsevne var ikke blevet forringet under samlivet. (Byretten havde tilkendt H bidrag i 2 år)

M boede og arbejde i Tyskland i mere end et år efter ægteskabets indgåelse d. 30.12.1993. M og H havde i foråret 1993 fået dansk opholdstilladelse, og M ejede ejendom i Danmark. Tysk ret skulle anvendes ved deling af parternes fællesbo, da M ved ægteskabets indgåelse havde haft den stærkeste tilknytning til Tyskland og derfor domicil i denne stat.

Ægtemand, der allerede havde anlagt faderskabssag vedrørende de 4 yngste børn, fik ikke tilladelse til at anlægge faderskabssag vedrørende de 7 ældste børn, der var født i perioden 1981-1992, idet betingelserne i BL § 5, stk. 3 ikke var opfyldt.

Byretsdom om ophævelse af fælles forældremyndighed blev ophævet, da der ikke forelå underskrevet modtagelsesbevis i forbindelse med den forsøgte brevforkyndelse, jf. RPL § 156, og da stævningen med tilsigelse efter det oplyste ikke var kommet den sagsøgte fader i hænde, jf. RPL § 163, stk. 3.

Fogedretten nægtede at fremme udlevering af 14-årig datter D til moderen, idet D modsatte sig udleveringen. ØL fandt, at der efter RPL § 502, stk. 1, nr. 3 var grundlag for at udsætte fogedforretningen med henblik på, at der tilvejebragtes yderligere oplysninger til belysning af betingelserne efter RPL § 536 for at nægte udlevering.

14 års ægteskab. M var 62-årig tidligere godsejer med en bruttoindtægt på ca. 270.000 kr. og en særejeformue på ca. 7 mio. kr. H var 57-årig førtidspensionist med en bruttoindtægt på ca. 105.000 kr. og uden formue. H tilkendt hustrubidrag i 5 år og en § 56-godtgørelse på 400.000 kr. med procesrenter fra kravets fremsættelse i byretssagen.

H's beskikkede advokat fik af Holbæk Skifteret tilkendt 27.500 kr. for 25 timers arbejde gennem 15 måneder. ØL stadfæstede. H´s advokat ønskede et honorar på 1.500 kr. pr. time.

Moder, der boede på Grønland, fik tilkendt FM til 8-årig søn, som havde boet hos faderen i Danmark siden sommeren 1997. Faderen havde forholdt moderen adgang til samvær. Drengens opvækst havde helt overvejende været varetaget af moderen.

1 års ægteskab og 10 års forudgående samliv, som havde været afbrudt i flere perioder, senest i ca. 2 år fra september 1994. M var udlært mekaniker og arbejde offshore. H var udlært kontorassistent, p.t. arbejdsløs, og skulle påbegynde uddannelse som maler. (Byretten havde tilkendt H bidrag i 3 år)

M´s begæring om offentligt skifte blev afvist, da spørgsmålet om tilsidesættelse af den af parterne underskrevne bodelingsoverenskomst, hvorefter boet var endeligt delt, måtte afgøres ved civilt søgsmål. Skifterettens afgørelse burde være truffet ved dom, jf. RPL § 232, stk. 3.

K, som havde et tilgodehavende mod M på 231.839 kr., fik ikke medhold i begæring om udlæg i ejendom, som i 1994 var købt i H's navn. En del af købesummen var erlagt med M´s midler. H, der alene hæftede for gælden i ejendommen, havde betalt alle forbedringer, og H havde haft mulighed for at afholde i hvert fald en væsentlig del af de løbende ejendomsudgifter.

Fogedretten havde d. 02.07.1998 udsat sag om faders samvær med 5-årig datter på indhentelse af børnesagkyndig erklæring, jf. RPL § 536, stk. 1, 4. pkt. Faderen begærede d. 15.08.1998 kendelsen omgjort, da politimesteren havde indstillet efterforskningen i en incestsag. Fogedretten nægtede fortsat at fremme sagen. ØL stadfæstede, da den allerede iværksatte børnesagkyndige undersøgelse ville kunne løse op for parternes konflikt.

M, der havde en gæld på ca. 185.000 kr. til Finansieringsselskabet Balder A/S (B), havde i 1991 overdraget en fast ejendom til H for 795.000 kr., hvoraf 160.000 kr. berigtigedes ved mellemregning mellem parterne. Det fandtes ikke godtgjort, at H i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen havde berigtiget mellemregningskontoen, hvorfor det måtte lægges til grund, at M havde ydet H en gave, som krævede ægtepagt. Der kunne herefter foretages udlæg i ejendommen for M's gæld til B.

H's begæring om bosondring i medfør af RVL § 38, stk. 1, nr. 1 blev ikke taget til følge, da det ikke var dokumenteret, at M's undladelse af at betale terminsydelserne efter samlivsophævelsen skyldtes chikane og ikke manglende betalingsevne.

14 års ægteskab. M var 46-årig klejnsmed, som oppebar sygedagpenge på ca. 7.000 kr. om måneden. H var 59-årig hundekennelejer med på førtidspension med en årsindkomst på ca. 150.000 kr. H havde særejeejendom med friværdi på ca. 250.000 kr. M, hvis formue var negativ, påstod sig tilkendt 50.000 kr., idet han havde udført værdiforøgende bygningsarbejder på H's ejendom. Antaget, at der også var ydet ikke ubetydelig bistand fra familie og venner, og efter friværdiens størrelse blev H frifundet for det rejste krav. M frifundet for bidragpligt.

Skifteretten havde d. 16.06.1998 ved kendelse udlagt ejendom til M til den værdi, den var udbudt til salg for i samme forår. Afgørelsen burde være truffet ved dom, jf. princippet i SKL § 76, jf. 81. Der var ikke i forbindelse med skifterettens bestemmelse om udlæg sket vurdering af ejendommens værdi på udlægstidspunktet i henhold til SKL § 70 a, jf. § 48. ØL fandt det betænkeligt at lægge til grund, at parternes aftale om at sætte ejendommen til salg kunne sidestilles med en vurdering af ejendommen. Sagen hjemvist til fornyet behandling i skifteretten, således at ejendommen blev vurderet til brug ved værdiansættelsen i forbindelse med udlæg af ejendommen.

Mand fik ikke tilladelse til genoptagelse af faderskabssag vedrørende pige, som hans samlever havde født i 1987, idet han allerede 3 år tidligere havde fået at vide, at samleveren i 1986 havde haft et forhold til en anden mand. Der forelå ikke ganske særlige grunde til, at kravet om en ny prøvelse ikke var rejst på et tidligere tidspunkt, jf. RPL § 456 r, stk. 4.

8 års ægteskab. M var 48-årig indehaver af radio- og TV-forretning med en skattepligtig årsindkomst på 95.000 kr i gennemsnit i de sidste 3 år. H var 42-årig polsk lærerinde, der var på kontanthjælp. H tilkendt bidrag i 3 år. H fik ikke tilkendt § 56-godtgørelse, da M´s særejeformue på ca 1 mio. kr. var ikke steget af betydning under ægteskabet, og H under ægteskabet af M havde modtaget en sommerhusgrund i Polen til en værdi af 15.000 kr.

19 års ægteskab. M, der drev dampvaskeri i Aalborg, havde et særeje på ca. 550.000 kr. H var arbejdsløs og uden formue. M havde frivilligt betalt H godt 40.000 kr. til etablering af nye bolig. H tilkendt yderligere 20.000 kr. med procesrente fra byrettens dom.

Under sag anlagt af moderen om overførsel af forældremyndigheden efter FML § 13 blev moderens begæring om børnesagkyndig undersøgelse ikke taget til følge.

Fader fik ikke tillagt midlertidig forældremyndighed over to piger på 5 og 3 år under sag om overførsel af forældremyndighed efter FML § 12, stk. 2 - uanset at moderen ville rejse med børnene til Bali i 6 måneder.

7 års ægteskab. M var 47-årig skibsfører med en nettoindkomst på ca. 250.000 kr. H var 48 år. Hun havde pådraget sig en beskadigelse af albuen og senere en diskusprolaps, og hun var under revalideringen påbegyndt en 3-årig uddannelse til klinikassistent.

Fader anlagde sag om ophævelse af fælles forældremyndighed til 7-årig datter ved en dansk byret. Moderen var amerikansk statsborger og boede på St. Croix, hvor parterne i november 1997 havde indgået en aftale om, at retten på St. Croix skulle have jurisdiktion i forbindelse med forældremyndighedsspørgsmålet. Det lagdes til grund, at faderen ingen tilknytning havde til St. Croix, at aftalen blev indgået efter, at faderen havde haft datteren hos sig i Danmark i ca. 4 år, at moderen havde holdt barnet skjult nogle dage under besøget på St. Croix, og at moderen accept af aftale var en betingelse for, at han kunne få barnet med hjem. Under disse omstændigheder fandtes aftalen ikke at være til hinder for, at sagen blev anlagt i Danmark.

Nyheder i Familieret 1999

Tidsskrift for Familie- og Arveret 1999

Synopsis

Synopsis