Udlændingeret
Love
Udlændingeloven
Lov om erhvervelse af fast
ejendom
Lov om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven), jf.
lov nr. 1139 af 17.08.2023
Repatrieringsloven, jf. lovbekg.
nr. 1270 af 11.09.2022
Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer,
jf. lov nr. 414 af 13.03.2021
Integrationsloven, jf. lovbekg.
nr. 1146 af 22.06.2020
Bekendtgørelser
Bekg. nr. 1827 af 28.12.2023
om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager
på studie- og erhvervsområdet m.v.
Bekg. nr. 1826 af 28.12.2023
om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager
på områderne vedrørende familiesammenføring, tidsubegrænset opholdstilladelse og
religiøse forkyndere m.v.
Bekg. nr. 1825 af 28.12.2023
om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu)
Bekg. nr. 1824 af 28.12.2023
om afholdelse af udgifter til hjemtransport ved ufrivilligt ophold i udlandet på
grund af æresrelaterede konflikter
Bekg. nr. 1493 af 06.12.2023
om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte ved tilbagevenden
til Syrien eller Iran
Bekg. nr. 1331 af 22.11.2023
om boligkravslisten for ægtefællesammenføring
Bekg. nr. 1283 af 08.11.2023
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2024
Bekg. nr. 1035 af 27.06.2023
om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for International Rekruttering
og Integrations område
Bekg. nr. 543 af 09.05.2023
om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse af ansøgning til Styrelsen
for International Rekruttering og Integration
Bekg. nr. 363 af 30.03.2023
om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til studerende
Bekg. nr. 373 af 28.03.2023
om Udlændingestyrelsens kompetence til at forestå indberetning om nægtelse af indrejse
og ophold og til at forestå konsultation herom på vegne af Hjemrejsestyrelsen i
medfør af SIS-forordningen
Bekg. nr. 216 af 27.02.2023
om forlængelsesprøven
Bekg. nr. 1454 af 25.11.2022
om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum
Bekg. nr. 1206 af 23.08.2022
om udlændinges adgang her til landet
Bekg. nr. 1167 af 10.08.2022
om forretningsorden for Udlændingenævnet
Bekg. nr. 1045 af 24.06.2022
om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Bekg. nr. 1044 af 24.06.2022
om danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik
Bekg. nr. 1039 af 20.06.2022
om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører
Bekg. nr. 856 af 09.06.2022
om adgang til ydelser efter sundhedsloven for personer uden opholdstilladelse fordrevet
fra Ukraine
Bekg. nr. 550 af 03.05.2022
om boligplacering af flygtninge
Bekg. nr. 410 af 28.03.2022
om adgang til ydelser efter sundhedsloven for udenlandske statsborgere, der er beskæftiget
her i landet af en udenlandsk stat eller en international organisation
Bekg. nr. 11 af 05.01.2022
om offentlige myndigheder, som Nationalt ID-center skal kunne betjene
Bekg. nr. 2680 af 28.12.2021
om forretningsorden for Repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd
Bekg. nr. 2679 af 28.12.2021
om forretningsorden for Det Nationale Integrationsråd
Bekg. nr. 2678 af 28.12.2021
om valg og udpegning af medlemmer til Repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd
og Repræsentantskabets valg af medlemmer til Det Nationale Integrationsråd
Bekg. nr. 1971 af 13.10.2021
om nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringssteder
Bekg. nr. 1970 af 13.10.2021
om hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år som ikke har ret til at opholde sig
her i landet og er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk.
2, jf. stk. 3
Bekg. nr. 1861 af 23.09.2021
om hjemrejsestøtte
Bekg. nr. 1738 af 25.08.2021
om regler om ro og orden (husordener) på indkvarteringssteder
Bekg. nr. 1675 af 13.08.2021
om kommunalbestyrelsernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter repatrieringsloven
Bekg. nr. 1295 af 11.06.2021
om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet
Bekg. nr. 1700 af 23.11.2020
om gennemførelse af visse bestemmelser i udtrædelsesaftalen mellem Det Forenede
Kongerige og EU for så vidt angår retten til indrejse, ophold og arbejde i Danmark
Bekg. nr. 1457 af 06.10.2020
om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler
om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1412 af 28.09.2020
om modultestning på danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Bekg. nr. 1307 af 07.09.2020
om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller
introduktionsprogrammet efter integrationsloven
Bekg. nr. 1224 af 12.08.2020
om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.
Bekg. nr. 903 af 06.06.2020
om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1,
2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov
om aktiv socialpolitik eller integrationsloven
Bekg. nr. 902 af 06.06.2020
om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge
Bekg. nr. 1524 af 16.12.2019
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2020
Bekg. nr. 1062 af 25.10.2019
om forberedelseskursus for visse udlændinge (FIF-bekendtgørelsen)
Bekg. nr. 634 af 25.06.2019
om gennemførelse af visse bestemmelser i den reviderede Eurodac-forordning vedrørende
retshåndhævende myndigheders adgang til at foretage søgninger i Eurodac-systemet
Bekg. nr. 250 af 14.03.2019
om obligatorisk brug af ansøgningsskemaer eller digital selvbetjening ved indgivelse
af ansøgning til Udlændingestyrelsen
Bekg. nr. 1490 af 12.12.2018
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2019
Bekg. nr. 917 af 19.06.2018
om visitation på indkvarteringssteder med adgangskontrol
Bekg. nr. 328 af 16.04.2018
om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9 q, stk. 6, til dækning af offentlige
udgifter til forsørgelse
Bekg. nr. 1328 af 29.11.2017
om fastsættelse af klageinstans for afgørelser i sager om aktindsigt, sammenstilling
af oplysninger og indsigt i databeskrivelser på Udlændinge- og Integrationsministeriets
område
Bekg. nr. 1217 af 21.11.2017
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2018
Bekg. nr. 829 af 19.06.2017
om reintegrationsbistandens størrelse
Bekg. nr. 557 af 29.05.2017
om forretningsorden for Flygtningenævnet
Bekg. nr. 1626 af 15.12.2016 om regulering af beløb i henhold til
udlændingeloven (fra d. 01.01.2017)
Bekg. nr. 1565 af 05.12.2016
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2016
Bekg. nr. 107 af 03.02.2016 om betaling af udgifter til underhold
mv. af asylansøgere m.fl.
Bekg. nr. 105 af 03.02.2016 om regulering af beløb i henhold til
udlændingeloven (fra d. 05.02.2016)
Bekg. nr. 1854 af 23.12.2015 om behandling af sager om repræsentanter
for uledsagede mindreårige udlændinge
Bekg. nr. 1791 af 17.12.2015
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2016
Bekg. nr. 1790 af 16.12.2015
om regulering af beløb i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 721 af 13.05.2015
om opfyldelse af boligkravet i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens
udtalelse om referencens boligforhold
Bekg. nr. 640 af 12.05.2015
om kontrol af ulovligt ophold efter indrejse
Bekg. nr. 1549 af 23.12.2014
om greencardordningens pointsystem
Bekg. nr. 1446 af 12.12.2014
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 1111 af 09.10.2014
om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder
i 2015
Bekg. nr. 1547 af 16.12.2013
om regulering af beløb i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 708 af 18.06.2013
om behandling af sager om repræsentanter for uledsagede mindreårige asylansøgere
Bekg. nr. 1299 af 14.12.2012
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 1191 af 13.12.2011
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 780 af 29.06.2011
om undtagelse af visse nationaliteter fra betingelsen om bestået prøve i dansk og
danske samfundsforhold (indvandringsprøven)
Bekg. nr. 474 af 12.05.2011
om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler
(EU-opholdsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 334 af 14.03.2011
om medborgerskabsprøven
Bekg. nr. 1455 af 03.12.2010
om regulering af beløb i henhold til repatrieringsloven og Kosovonødloven
Bekg. nr. 1109 af 12.11.2009
om regulering af beløb i henhold til lov om integration af udlændinge i Danmark
(integrationsloven), bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. og bekendtgørelse om indfødsretsprøven
Bekg. nr. 1183 af 30.11.2009
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 1417 af 27.12.2008
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 1158 af 28.11.2008
om regulering af beløb i henhold til lov om integration af udlændinge i Danmark
(integrationsloven), bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. og bekendtgørelse om indfødsretsprøven
Bekg. nr. 635 af 24.06.2008
om udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen) Fra d. 01.07.2008
Bekg. nr. 1402 af 04.12.2007
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 63 af 22.01.2007
om udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen) Fra d. 01.02.2007
Bekg. nr. 1270 af 07.12.2006
om regulering pr. 1. januar 2007 af beløb, der udbetales i medfør af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl. og bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl.
Bekg. nr. 1098 af 08.11.2006
om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven
Bekg. nr. 979 af 26.09.2006
om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om ændring af udlændingeloven og lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning
Bekg. nr. 934 af 05.09.2006
om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1,
2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov
om aktiv social politik eller integrationsloven
Bekg. nr. 192 af 15.03.2006
om forretningsorden for Flygtningenævnet
Bekg. nr. 1159 af 01.12.2005
om regulering pr. 1. januar 2006 af beløb, der udbetales i medfør af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl., bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl., bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven og bekendtgørelse
om indbetaling af ATP-bidrag for udlændinge, der er omfattet af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven)
Bekg. nr. 1158 af 01.12.2005
om regulering af beløb i henhold til repatrieringsloven og Kosovonødloven
Bekg. nr. 1113 af 22.11.2005
om udarbejdelse af individuel kontrakt og om introduktionsprogrammet efter integrationsloven
Bekg. nr. 649 af 27.06.2005
om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1,
2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov
om aktiv socialpolitik eller integrationsloven
Bekg. nr. 1262 af 10.12.2004
om regulering af beløbene i henhold til udlændingelovens § 4, stk. 2, § 9, stk.
4, 1. pkt., § 42 b, stk. 2, 4-6, 10 og 12, og § 43 a, stk. 5, nr. 3 og stk. 6, jf.
lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004, som ændret ved lov nr. 429 af 9. juni
2004, og beløbet i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, jf. lovbekendtgørelse
nr. 711 af 1. august 2001
Bekg. nr. 1204 af 08.12.2004
om regulering pr. 1. januar 2005 af beløb, der udbetales i medfør af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl., bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven og bekendtgørelse
om indbetaling af ATP-bidrag for udlændinge, der er omfattet af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven)
Bekg. nr. 926 af 07.09.2004
om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 4, stk. 2, i forbindelse med udstedelse
af visum og om betaling af beløb, der er forfaldet til betaling efter udlændingelovens
§ 4, stk. 3 og 4
Bekg. nr. 814 af 20.07.2004
om opfyldelse af boligkravet i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens
udtalelse om referencens boligforhold
Bekg. nr. 292 af 28.04.2004
om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler
eller aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EU/EØS-bekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1085 af 12.12.2003
om regulering af beløbet i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., og
af beløbet i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, jf. lovbekendtgørelse
nr. 711 af 1. august 2001
Bekg. nr. 966 af 02.12.2003
om regulering pr. 1. januar 2004 af beløb der udbetales i medfør af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl., bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven og bekendtgørelse
om indbetaling af ATP-bidrag for udlændinge, der er omfattet af lov om integration
af udlændinge i Danmark (integrationsloven)
Bekg. nr. 173 af 14.03.2003
om regulering af beløbet i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt.
Bekg. nr. 3 af 02.01.2003
om regulering af beløbet i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, jf.
lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001
Bekg. nr. 582 af 10.07.2002
om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1,
2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov
om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.
Bekg. nr. 579 af 10.07.2002
om opfyldelse af boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og
stk. 11, 2. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter udlændingelovens §
9, stk. 18.
Bekendtgørelse nr. 644 af
28.06.2001 om aktivering efter integrationsloven.
Bekg. nr. 800 af 24.08.2000
om boligplacering af flygtninge.
Bekg. nr. 575 af 22.06.2000
om opfyldelse af boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 11, og om kommunalbestyrelsens
udtalelse efter udlændingelovens § 9, stk. 13.
Cirkulærer
Cirkulære nr. 9187 af
13.03.2023 om Hjemrejsestyrelsens forkyndelser, udrejsekontrol, bistand
til udrejse m.v.
Skrivelser
Orienteringsbrev nr.
9411 af 28.04.2022:Orientering om særlig bestemmelse vedr. netværksplejefamilier
i lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet
fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling
af børnebidrag og integrationslovenr
Orienteringsbrev nr.
9446 af 10.06.2021 til kommunerne om ændring af § 22 i integrationsloven
om danskbonus (berigtigelse af personkreds) og genoptagelse af sager
Orienteringsbrev nr.
9550 af 07.06.2018 til kommunerne om 3 procents nedsættelse af integrations-ydelsen
og omlægning af dansktillæg til en tidsbegrænset danskbonus og et engangsbeløb til
personer, der ikke modtager integrationsydelse
Skrivelse nr. 9317 af
08.07.2008 om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens §§ 9, stk. 4, og
9 c, stk. 1, 2. pkt.
Vejledninger
Vejledning nr. 10116
af 28.12.2023 om regulering pr. 1. januar 2024 af beløbssatser efter udlændingeloven
m.v.
Vejledning nr. 9881
af 09.11.2023: Satsvejledning 2024
Vejledning nr. 9402
af 16.05.2023 om regulering pr. 1. januar 2023 af beløbssatser efter udlændingeloven
m.v.
Vejledning nr. 10253
af 18.11.2022: Satsvejledning 2023
Vejledning nr. 9304
af 22.03.2022 om AMU's tilbud til tosprogede
Vejledning nr. 9153
af 24.02.2022: Ændring af satsvejledning 2022
Vejledning nr. 10110
af 08.12.2021 om regulering pr. 1. januar 2022 af beløbssatser efter udlændingeloven
m.v.
Vejledning nr. 10044
af 02.12.2021 om repatrieringsloven
Vejledning nr. 10035
af 10.12.2021: Satsvejledning 2022
Vejledning nr. 9565
af 28.06.2021 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark (visumvejledningen)
Vejledning nr. 9207
af 05.03.2021 om retten til ophold og arbejde for britiske statsborgere
og deres familiemedlemmer i henhold til udtrædelsesaftalen mellem Det Forenede Kongerige
og EU
Vejledning nr. 10004
af 11.12.2020 om regulering pr. 1. januar 2021 af beløbssatser efter udlændingeloven
m.v.
Vejledning nr. 9565
af 14.08.2020 om afledt ret til ophold for tredjelandsfamiliemedlemmer til
danske statsborgere, der ikke har udøvet retten til fri bevægelighed (Udlændingelovens
§ 9 c, stk. 1, jf. TEUF artikel 20)
Vejledning nr. 10059
af 25.11.2019 om regulering pr. 1. januar 2020 af satser i integrationsloven,
repatrieringsloven, danskuddannelsesloven, lov om integrationsgrunduddannelse (igu)
og lov om aktiv socialpolitik
Vejledning nr. 9805
af 19.09.2019: At-vejledning F. 1.7-1: Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
erhvervet i udlandet
Vejledning nr. 9259
af 20.03.2019 om behandling af sager om repræsentanter for uledsagede mindreårige
udlændinge
Vejledning nr. 10183
af 01.02.2019 om regulering pr. 1. januar 2019 af satser efter integrationsloven,
repatrieringsloven, danskuddannelsesloven, lov om integrationsgrunduddannelse (igu)
og af satser for integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik
Vejledning nr. 10059
af 12.12.2018 om regulering pr. 1. januar 2019 af satser efter integrationsloven,
repatrieringsloven, prøvebekendtgørelsen, lov om integrationsgrunduddannelse (igu)
og af satser for integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik
Vejledning nr. 9371
af 22.05.2018 om regulering pr. 1. juli 2018 af satser efter integrationsloven,
repatrieringsloven, danskuddannelsesloven, lov om integrationsgrunduddannelse (igu)
og af satser for integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik
Vejledning nr. 10138
af 21.11.2017 om regulering pr. 1. januar 2018 af satser efter integrationsloven,
repatrieringsloven, lov om integrationsgrunduddannelse og af satser for integrationsydelse
efter lov om aktiv socialpolitik
Vejledning nr. 10273
af 30.11.2016 om regulering pr. 1. januar 2017 af satser efter integrationsloven,
repatrieringsloven, lov om integrationsgrunduddannelse og af satser for integrationsydelse
efter lov om aktiv socialpolitik
Vejledning nr. 9069
af 05.02.2016 om visitation, ransagning og beslaglæggelse hos asylansøgere
mv.
Vejledning nr. 9025
af 18.12.2015 om regulering pr. 1. januar 2016 af satser efter integrationsloven
og repatrieringsloven
Vejledning nr. 9188
af 20.03.2015 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark
Vejledning nr. 91 af 30.05.1994
om forskellige spørgsmål i relation til administrationen af udlændingelovens forsørgelseskrav
over for ægtefæller.
Betænkninger
Bet. nr. 1541/2013: Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om revision af
de danske visumregler - forretningsbesøg og turistbesøg
Bilag - Klik her:
Bilag 1:
Kommissorium til gennemførelse af en revision af de danske visumregler for at styrke
danske virksomheders forretningsmuligheder over for udenlandske samarbejdspartnere
og for at styrke det danske turisterhverv
Bilag 2:
Arbejdsgruppens anbefalinger
Bilag 3:
Standardformular til underretning om og begrundelse for afslag på eller annullering
eller inddragelse af visum, jf. visumkodeksens bilag VI
Bilag 4:
Schengen-reglernes betydning for besætningsskift mv. i Danmark
Bilag 5:
Oversigt over lande, for hvilke der søges indgået repræsentationsaftaler
Bilag 6:
Danmark, åben for forretning og ferie - Sådan ansøger du om visum til Danmark
Bet. nr. 1505/2009:
Administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed
Bet. nr. 1359/1998:
Etniske minoritetskvinders integration og retsstilling i Danmark
Bet. nr. 1337/1997:
Integration
Bet.
nr. 1326/1997: Udvisning (Bind
1) (Bind
2) (Bilag
1) (Bilag
2)
Bet. nr. 1322/1996:
Betænkning om undervisning af asylansøgerbørn
Bet. nr. 1303/1995:
Delbetænkning I vedrørende udenlandske kvinders integration og retsstilling
Bet. nr. 1302/1995:
Betænkning om efteruddannelse af advokater beskæftiget med flygtningenævnssager
Bet. nr. 1292/1995:
Betænkning om administration af udlændingesager
Bet. nr. 1291/1995:
Anvendelse af udlændingeattachéer m.v.
Bet. nr. 1288/1995:
Delbetænkning III om effektivisering af asylsagsbehandlingen
Bet. nr. 1265/1994:
Delbetænkning II om effektivisering af asylsagsbehandlingen
Bet. nr. 1249/1993:
Delbetænkning I om effektivisering af asylsagsbehandlingen
Bet. nr. 1214/1991:
Bedre statistik om flygtninge og indvandrere
Bet. nr. 968/1982:
Udlændingelovgivningen
Bet. nr. 882/1979:
Udlændingelovgivningen - Administrative retningslinier
Bet. nr. 761/1976:
Udenlandske arbejderes sociale og samfundsmæssige tilpasning her i landet
Bet. nr. 589/1971:
Udenlandske arbejderes forhold i Danmark
Bøger
1984
Hans Gammeltoft-Hansen: Flygtningeret, 1. udg., 1984, 194 sider,
DJØF. Anmeldt af Preben Stuer Lauridsen i UfR 1985 B.87-88.
1990
Tor Birkeland, Jöran Bjällerstedt, Gunnar Homann, Kjell Jönsson, Morten Kjærum,
Carl Riber-Mohn, Ingemar Strandberg, Johanna Suurpää og UNHCR: Asyl i Norden,
1.udg., 1990, Dansk Flygtningehjælp. Anmeldt af Elsebeth Rasmussen i ADV 1990.249-250.
1993
Claus Tornøe, Herman Langlouis og Torben Geneser: Udlændingeloven med kommentarer,
2. udg., 1993, DJØF. Anmeldt af Henrik Zahle i
UfR 1994 B.286.
1997
Jens Vedsted-Hansen: Opholdsret og forsørgelse. Forsørgelsesbetingelserne
i udlændingeretten og socialretlige regler om forsørgelsesadgang for udenlandske
statsborgere. 1. udg., 1997, DJØF. Anmeldt af Jørgen Mathiasen i
UfR 1997 B.434-436.
2000
Indenrigsministeriet: Udlændinge 2000 - En talmæssig belysning af udlændinge i Danmark.
Karen Margrethe Kongstad og Peter S. Willadsen: Integrationsloven og Repatrieringsloven
med kommentarer, 1. udg., august 2000, 376 sider, DJØF. Anmeldt af
Jens Vedsted-Hansen i
UfR 2001 B.68-69.
2001
Kim Ulrich Kjær: Den retlige regulering af modtagelsen af asylansøgere i en europæisk
kontekst, 1. udg., feb. 2001, 4218 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Espersen
i JUR
2001.290-291.
2002
Kim Ulrich Kjær og UNHCR: Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af
flygtningestatus - i henhold til 1951-konventionen
og 1967 protokollen om flygtninges retsstilling. 1. udg., juni 2002,
104 sider,
DJØF
2005
Karen Margrethe Dahl: Etniske minoriteter i tal, Socialforskningsinstituttet:
03:2005.
2011
Dorthe Kristensen: Indvandring i et EU-retligt, nationalretligt og økonomisk perspektiv,
1. udg., nov. 2011, Boggruppen
2012
Martin Gräs Lind og Christian Andersen-Mølgaard: Udenlandsk
arbejdskraft i Danmark - En oversigt over dansk ret med udvalgte emner i dybden,
1. udg., sept. 2012, 441 sider, Boggruppen. Anmeldt af Ole Hasselbalch i
UfR 2012.B.487/1
Peter Starup:
Grundlæggende udlændingeret I, 1. udg. nov. 2012, 480 sider, DJØF.
Anmeldt af Jens Vedsted-Hansen i
UfR 2013 B.229-230.
2014
Anika Liversage & Mikkel Rytter (red.): Ægteskab og migration - Konsekvenser
af de danske familiesammenføringsregler 2002-2012, 2014, Aarhus Universitetsforlag.
Jesper Lindholm: Danske asylafgørelser. Baggrund, kontekst, analyse, 1. udg.,
2014, 378 sider, DJØF
2016
Bassah Khalaf: Sekundær EU-opholdsret, 1. udg., marts 2016, 449 sider, DJØF
2017
Bjørn Dilou Jacobsen, Niels Henrik Larsen, Nina Marie Lassen, Jesper Lingholm og
Jens Vedsted-Hansen:
Udlændingeret - Indrejse, Visum, Asyl, Familiesammenføring, 4. udg.,
feb. 2017, 594 sider, DJØF.
1. udg., 1995 er anmeldt af Helle B. Sørensen i FM 1996.120-121.
2019
Ole Hasselbalch: Fakta om indvandringen, okt. 2019, 155 sider, eget forlag
2020
Eva Ersbøll, Gunnar Homann, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, Niels Henrik Larsen, Ulla
Iben Nørgaard, Bettina Spang og Jens Vedsted-Hansen:
Udlændingeret - Bind 2, 4. udg., dec. 2020, 776 sider, DJØF.
2021
Claes Nilas:
Migrationsjura, 1. udg., feb. 2021, 506 sider,
DJØF
Peter Starup:
Grundlæggende udlændingeret - Udvalgte emner, 1. udg., 2021, 475
sider, DJØF
2022
Silvia Adamo og Claes Nilas:
Integrationsret, 1. udg., 2022, 311 sider,
DJØF. Anmeldt af Peter Starup og Annette Kronborg i
UfR 2023 B.19 og UfR
2023 B.48.
Artikler
1981
Hans Gammeltoft-Hansen i JUR 1981.493-503: Udlændinges retsstilling.
1982
Morten Kjærum og Mette Hartlev i Justitia nr. 1/1982: Dansk udlændingepolitik i
en krisetid - forudsætninger og virkninger.
1983
Michael Elmer og Claus Tornøe i JUR 1983.324-337: Udlændingeloven.
1984
Henrik Nebelong i UfR
1984 B.263-269: Om udlændingelovens anvendelighed på udenlandske EF-borgere
i Danmark.
1986
Gunnar Homann og Henrik Steen Andersen i ADV 1986.289: Advokatens behandling af
flygtningenævnssager.
Hans Gammeltoft-Hansen i JUR 1986.41-57: Ændringer i asylproceduren.
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1986.203-207: Om udlændingelovens fortolkning - og om
folketingsforlig som retskilde.
Morten Kjærum i JUR 1986.353-362: Proceduren for åbenbart grundløse sager - udlændingelovens
§ 53 a, stk.3.
Jacob Gammelgaard og Lene Johannessen i Justitia nr. 4/1986: Kriterier for meddelelse
af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 - en undersøgelse
af praksis i perioden juni 1985 til april 1986.
1987
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1987.72-78: Udenrigspolitiske instrumenter
contra national asyllovgivning
Om modsætningsforholdet mellem dansk udenrigspolitik og dansk asyllovgivning.
Henrik Steen Andersen i JUR 1987.164-172: Frihedsberøvelse af asylansøgere.
1988
Thorkild Høyer i UfR
1988 B. 49-53: Udlændinge og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
1989
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1989.219-233: Sanktioner mod transportselskaber med "inadmissible
passengers".
1990
Hans Gammeltoft-Hansen i ADV 1990.237-243: Ombudsmandens kompetence i asylsager
m.v.
1991
Lars Langkjær i Lov & Ret nr. 5/1991 p. 33-36: Ret og rettigheder i flygtningedebatten.
1992
Morten Kjærum i JUR 1992.266-276: Første asyllandsbegrebet.
Johan Reimann i JUR 1992.428-431: Ændring af udlændingeloven - nye regler bl.a.
om adgangen til familiesammenføring.
Poul Christian Matthiessen i Lov & Ret nr. 5/1992 p. 9-12: Indvandringen stopper
ikke foreløbig.
Jacob Gammelgaard i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 4-8: Der er behov for nogle nye
flygtningebegreber.
Jens Vedsted-Hansen i Lov & Ret nr. 9/1992 p. 33: Demografi og menneskerettigheder.
Lars Adam Rehof i UfR
1992 B.145-151: Eksterritoriale virkninger af Den europæiske menneskerettighedskonvention
- visse udvisnings- og udleveringsbegrænsninger.
1993
Jens Vedsted-Hansen i ADV 1993.61-64: Misinformation eller retspolitisk behændighed?
Lene Johannessen i JUR 1993.154-163: Er boligkvoter for udlændinge i strid med FN's
Racediskriminationskonvention?
Kim U. Kjær i JUR 1993.197-223: Reguleringsmekanismer på flygtningeområdet.
Jens Bødtcher-Hansen, Martin Andre Dittmer, Jacob Federspiel og Niels Bang Sørensen
i Justitia nr. 2/1993: Familiesammenføring i EF-retten.
Gert Holst Matthiesen i Justitia nr. 2/1993: Udlændinges erhvervelse af fast ejendom
i Danmark.
Sonja Albrink i Lov & Ret nr. 6/1993 p. 20-21: For meget spredt fægtning i flygtningedebatten.
Folmer Reindel i Lov & Ret nr. 8/1993 p. 6: Samordnet indsats for flygtninge
nødvendig.
Jacob Gammelgaard i Lov & Ret nr. 9/1993 p. 9-13: Midlertidig
beskyttelse af flygtninge - eller kaos
Omhandler lov om midlertidig opholdstilladelse for visse personer fra det tidligere
Jugoslavien.
1994
Kim U. Kjær i UfR 1994
B.79-86: Ombudsmandens prøvelse af asylsager.
Kim U. Kjær i UfR 1994
B.453-460: Frihedsberøvelse af asylsøgere.
1995
Kim U. Kjær i UfR 1995
B.153-157: Frihedsberøvelse af asylansøgere - en opfølgning.
Kim U. Kjær i UfR 1995
B.474-479: Frihedsberøvelse af asylansøgere - en afrunding.
Gunnar Homann i FM 1995.16-19: Ny problemstilling ved udvisningssager mod krigsflygtninge.
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1995.284-289: Flygtningenævnets sammensætning i principielle
sager - procesgaranti contra fleksibilitet?
1996
Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret 1996 p.173-204: Frihedsberøvelse af asylsøgere
- på kant med EMRK
1997
Jens Vedsted-Hansen i
JUR 1997.411-430: Forsørgelseskrav i familiesammenføringssager
Axel Lund i EU-ret & Menneskeret 1997 p.317-335: Immigration
og menneskeret
Omhandler hvilke rettigheder, der udspringer direkte af EMRK og diskuterer de problemer,
dette rejser for de enkelte lande.
1998
Jens Vedsted Hansen i EU-ret & Menneskeretnr. 2/1998 p.49-57:
Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: non refoulement-virkningen af EMRK artikel
3
Omhandler EMRK art. 3 og rækkevidden af denne bestemmelses betydning for nationale
myndigheders ret til bl.a. udvisning.
Kim U. Kjær i
JUR 1998.45-55: "En grov tilsidesættelse af grundlovens klare ord"
- om en endelighedsklausul, dens rækkevidde og konsekvenser
Indeholder en kommentar til
UfR 1997.1157 HD.
Kim U. Kjær i UfR 1998
B. 36-42: Motivationsfremmende foranstaltninger.
1999
Morten Kjærum i EU-ret & Menneskeret nr. 2/1999 p.8-17: Flygtningeret
- menneskeret
Omhandler princippet om non-refoulement, med særlig fokus på FN's konvention mod
tortur artikel 3.
Birgitte Kofod Olsen i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 16-19: Blodtype-tvang
uden lovhjemmel
Omhandler faderskabssager, familiesammenføringssager og straffesager.
Birthe Rønn Hornbech i Lov & Ret nr. 6/1999 p. 18: Polikernes
medioptræden er ingen retskilde
Kritiserer de politikere, der mistænkeliggør Udlændingestyrelsen og intervenerer
i konkrete sager.
Kim U. Kjær i UfR 1999
B.84-90: Motivationsfremmende foranstaltninger i flere varianter.
2000
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2000 p. 33: Tvangsægteskaber.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 36-37: Udenlandsk arbejdskraft
Omtale af lovforslag L 208 om ægtefællesammenføring og L 264 om skærpelse af straffen
for ulovlig beskæftigelse af udlændinge.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 5/2000 p. 32-33: Ulovlig indrejse
Omhandler ændringerne af udlændingeloven ved L 264.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2000 p. 36-37: Udlændingetal
skal kulegraves
Omtale af Indenrigsministeriets rapport "Udlændinge i tal", juni 2000.
Elisabeth Arnold i Lov & Ret nr. 7/2000 p. 27: Kriminelle asylsøgere og koordineret
samarbejde.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2000 p 33: Asylansøgeres ophold
i Danmark
Omtale af ny pjece fra Udlændingestyrelsen.
2001
Jens Vedsted-Hansen i
JUR 2001.161-172: Skærpede betingelser for familiesammenføring
Omhandler lov nr. 424 af 31.05.2001 om krav til egen bolig, tilknytningskrav ved
ægtefællesammenføring og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen
fri vilje.
Morten Kjærum i
JUR 2001.249-262: Beskyttelse af flygtninge mellem statslige interesser
og menneskerettigheder. Hvor er Europa på vej hen?
Kim U. Kjær i
JUR 2001.410-422: EU's asylpolitik på glatis?
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2001 p. 28-29: Indgreb mod kriminelle asylansøgere.
Jens Vedsted-Hansen i Rettid 2001.14-22: Domstolenes praksis over for personer med
anden etnisk baggrund
Kim U. Kjær i UfR 2001
B.170-176: Bevissituationen i asylsager.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2001 p. 30-31: Integrationen langt fra målet.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2001 p. 31: Uledsagede flygtningebørn.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2001 p. 31: Nye oplysninger
om udlændinge
Om årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2001 p. 29-32: Regler om udlændinge og anti-terrorpakken
præger folketingsarbejdet.
2002
Jonas Christoffersen i
JUR 2002.296-306: Frihedsberøvelse af kriminelle asylansøgere
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 1/2002 p. 33-35: Nye ideer om
retspolitik
Forhøjede strafferammer for vold og voldtægt, bedre vidnebeskyttelse, anti-terror
pakke, 2001's udlændingetal.
Sune Skadegård Thomsen i Lov & Ret nr. 3/2002. p. 24-27: Diskriminerende klima
i høj grad skabt af medier.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2002 p. 32-34: Hurtigt ind i det danske samfund.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 4/2002 p. 43: Diskrimination af danske statsborgere?
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 5/2002 p. 31-43: Den nye udlændingelov i praksis.
Jens Vedsted Hansen i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 14-18: Asyl, indvandring og forbehold.
Bertel Haarder i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 19-21: Tid til ny debat om forbehold.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 13-14: Status for udlændinge.
2003
Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2003 p. 219-232: De udlændingeretlige
elementer af FN's terrorresolution i dansk ret.
Kim U. Kjær i
JUR 2003.3-14: Afskaffelse af de facto-begrebet - fup eller fakta?
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 2/2003 p. 26-28: Fokus på udlændinge.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2003 p. 29: Hjemsendelse af asylansøgere.
Claes Nilas Lov & Ret nr. 5/2003 p. 24-25: Udsendelse af asylansøgere.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2003 p. 25-26: Tilknytning og familiesammenføring.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2003 p. 26: Danmark og EU's udlændingepolitik.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2003 p. 23-24: Rapport fra arbejdsgruppe vedrørende
visum.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2003 p. 25: Illegal arbejdskraft
Kim U. Kjær i UfR 2003
B.345-350: Flygtningenævnets status under lup.
2004
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2004 p. 273-287: Ægtefællesammenføring
Anders Henriksen i
JUR 2004.93-103: Udlændingelovens § 7, stk. 2. Svaret må blive: Fakta -
Svar på Kim U. Kjærs artikel: »Afskaffelsen af de facto-begrebet – fup eller
fakta?«
Kim U. Kjær i
JUR 2004.322-326: Om den nye B-status - en kommentar
Lissa Mathiasen i Lov & Ret nr. 3/2004 p. 26: Illegal arbejdskraft
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2004 p. 32-33: Lettere at komme på besøg i Danmark.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 4/2004 p. 23: Nye trends på udlændingeområdet
Ida Elisabeth Koch i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 19-22: Starthjælpen og menneskerettighederne.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 24-26: Udlændingepolitikken og konventionerne.
Elisabeth Arnold i Lov & Ret nr. 6/2004 p. 35: Kampen om konventionerne.
Jens Vedsted-Hansen i Lov & Ret nr. 8/2004 p. 17-22: Asyl og indvandring i EU
- harmonisering med forbehold
Jonas Christoffersen i
UfR 2004 B.97-106: Domstolsprøvelse i terrorsager mv.
Kim U. Kjær i UfR 2004
B.390-396: Udsendelsesfremmende foranstaltninger.
2005
Ulla Iben Jensen i Justitia nr. 4/2005 p. 3-53: Flygtningebegreber og asylmotiver
i dansk ret. - forholdene nævnt i lovforslag L152 og deres status som asylmotiv
under udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2
2006
Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2006.264-278: Artikel 8 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og familiesammenføring.
Jonas Christoffersen i
JUR 2006.37-45: Forvaltningsretlig transparens: Om familiesammenføring i
praksis
Louise Marie Jespersen i Justitia nr. 2/2006 p. 3-49: Lovgivers og Højesterets rolle
i udvisningssager
2007
Jens Vedsted Hansen i ADV nr. 10/2007 p. 36-38: Selvbetjening og selvforsørgelse
i udlændingesager - enkelt og kompliceret.
Pia Møller i
ADV nr. 8/2007 p. 22-24: Udlændingeservice vil have fat i erhvervsadvokaterne.
2008
Morten Broberg i
ADV nr. 6/2008 p. 38-40: Udlændingeservices overtrædelse af EU-retten påfører
Danmark erstatningspligt
Catherine Jacqueson i
ADV nr. 10/2008 p. 36-38: Danmark halter efter EU-regler om familiesammenføring
De nye danske regler om familiesammenføring er på kollisionskurs med EU-retten.
Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2008.187-199: Artikel 3 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og udsendelse af udlændinge med helbredsproblemer.
Jonas Christoffersen i
UfR 2008 B.131-134: Domstolsprøvelse af terrorsager m.v. (II).
2009
Anders Chr. Jensen i
ADV nr. 6/2009 p. 20-23: Uegnet til retssager
Retslægerådet medvirker til stribevis af forkerte afgørelser i udlændingesager.
Bør det nedlægges?
Ida Elisabeth Koch i
ADV nr. 7/2009 p. 30-32: Må vi udsulte mennesker i Danmark
Kommentar til ØLD af 24.04.2009, hvorefter starthjælpen ikke er i strid med GRL
§ 75, stk. 2 eller EMRK art. 14.
Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2009.234-243: EMRK artikel
3: Konkretisering vs. individualisering af risiko i asylsager
Jacob Mchangama i UfR
2009 B.23-31: Tålt ophold: (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb
i bevægelsesfriheden?
2010
Eva Ersbøll i
JUR 2010.121-127: Det lige statsborgerskab - Udlændingelovens regler om familiesammenføring:
tilknytningskravet og 28-års-reglen
Linda Thi Thao Uyen Nguyen i
RETTID 2010 afhandling nr. 23: Udlændingelovens § 9, stk. 8, med særlig
fokus på 2. pkt.
Louise Halleskov Storgaard i
UfR 2010 B.394-398: Børns adgang til familiesammenføring med herboende forældre
- om Højesterets domme af 19. marts 2010.
2011
Maiken Beierholm i
ADV nr. 4/2011 p. 10-12: Ret alene i verden
Advokater spiller en nøglerolle, når retssikkerheden skal sikres for uledsagede
børn, der ankommer til Danmark.
Jens Vedsted-Hansen i
ADV nr. 4/2011 p. 20-23: Ubesvarede Dublin-spørgsmål efter menneskeretsdom
Dublin-forordningen skal stadig anvendes med respekt for den europæiske menneskeretskonvention
- efterlever Danmark dette princip?
Catherine Jacqueson i
ADV nr. 5/2011 p. 32-33: EU-domstolens runddans omkring unionsborgerskabet
Ifølge medierne kaster EU-Domstolen jævnligt “bomber", som slår hul i dansk
udlændingepolitik. Artiklen vurderer, hvilken betydning den seneste, meget omtalte,
Zambrano-dom reelt har.
Anders Henriksen i UfR
2011 B.93-97: Vilkår for udlændinge på tålt ophold
Peter Starup i
UfR 2011 B.143-148: Dansk familiesammenføringsret og Ankara-aftalen.
2012
Jens Elo Rytter i
JUR 2012.225-233: »Tålt ophold« – i lyset af
UfR 2012.2874 HD (Karkavandi)
Frederik Gammeltoft i
JUR 2012.234-239: Ændringer af udlændingeloven i folketingsåret 2011-12
Morten Søndergård Pedersen i
Rettid 2012 afhandling nr. 6: Forfølgelsesbegrebet i FN's Flygtningekonvention
Jens Vedsted-Hansen i
UfR 2012 B.360-366: Straf eller straffrihed for asylansøgeres anvendelse
af falske rejsedokumenter
2013
Lene Rosenmeier i
ADV nr. 4/2013 p. 14-15: Svært at spotte ofre for menneskehandel
Ofre for menneskehandel kan få tiltalefrafald og undgå udvisning for mild kriminalitet,
som de begår som led i deres ulykkelige situation. Men ofte fortæller de ikke selv,
at de er handlede, og myndighederne er heller ikke altid gode nok til at få det
frem i lyset. Interview med Sysette Vinding Kruse.
Lene Rosenmeier i
ADV nr. 4/2013 p. 16-17: Danske udvisningsdomme kan få uventede konsekvenser
Når en udvist kriminel dukker op i et andet land, kan der sagtens vente ubehagelige
overraskelser. Vi ved for lidt om konsekvenserne for de udviste, mener strafferetsadvokat
Hanne Rahbæk, der også peger på, at mange udvisningssager ikke bliver anket.
Dorthe Kynde Nielsen i
Rettid 2013, Afhandling nr. 8: Udvisning af EU-borgere med fokus på administrativ
udvisning
Pernille Teglberg Jørgensen i
Rettid 2013, Afhandling nr. 13: Uledsagede mindreårige asylansøgere - Med
særlig fokus på danske regelændringer set i lyset af FN's konvention om Barnets
Rettigheder
2014
Peter Vedel Kessing i
ADV nr. 4/2014 p. 40-43: På utålelige vilkår.
De er udstødt af samfundet. De har ingen mulighed for at få job. De har 30 kroner
om dagen til underhold. Det er vilkårene for en lille gruppe udviste, der lever
i et ureguleret ingenmandsland. Peter Vedel Kessing fra Dansk Institut for Menneskerettigheder
har set vilkårene for tålt ophold efter i sømmene.
Bassah Khalaf i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2014 p. 15-25: Sag C-34/09, Zambrano
og familiesammenføring
Henrik Skovgaard-Petersen i EU-ret & Menneskeret 2014.128-144:
Gensyn med Singh og Carpenter - Sag C-456/12, O og B, og C-457/12, S og G
Om familiesammenføring.
Katja Høgh i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2014 p. 294-319: Ret til familiesammenføring
efter Ankara-aftalen?
Peter Starup i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2014.359-377: Hvilket råderum efterlader
EMRK art. 8 og 14 Danmark med på ægtefællesammenføringsområdet?
2015
Peter Starup i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2015 p. 120-148: Mens vi venter på
Genc. Foreløbig undersøgelse af herboende erhvervsaktive tyrkiske statsborgeres
ret til familiesammenføring efter Ankara-aftalen
Johan Næser i
JUR 2015.28-35: Opholdsret efter Zambranoprincipperne - alle veje fører til
den fri bevægelighed
Artiklen søger at belyse Zambrano-dommens rækkevidde i lyset af EU-Domstolens senere
praksis om tredjelandsstatsborgeres afledte opholdsrettigheder efter TEUF art. 20
om unionsborgerskab. En række temaer udsondres med henblik på at vise sammenhængen
mellem EU-Domstolens indsnævring af Zambrano-princippernes indhold og dens valg
af hensynet til fri bevægelighed som beskyttelsens omdrejningspunkt samt udløsende
faktor for EU-retlig jurisdiktion. Det konkluderes, at EU-Domstolen har udlagt Zambrano-dommen
restriktivt i forhold til dens potentiale.
Peter Starup i
JUR 2015.187-204: Tålt ophold - tvangsforanstaltninger, håndhævelse og ophør
Yasaman Mesri og Tove Nørkær Nielsen i Justitia nr. 1/2015 p. 3-56: Refoulementforbuddet
i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 i sager vedrørende humanitære
forhold
Ulrick Junge i
RETTID 2015 afhandling nr. 8: Omvendt diskrimination og ulighed for loven
- en konsekvens af EU reglerne om opholdsret
2016
Steen Thorup Kristensen og Hanne Hauerslev i
ADV nr. 2/2016 p. 8-21: Udlændingeloven og retssikkerheden
Lad os få den fundamentale retssikkerhed tilbage (Jonas Christoffersen)
Signalpolitik via familiesammenføringsreglerne (Gunnar Homann)
Hovsa-løsninger svækker retssikkerheden (Jens Vedsted-Hansen)
Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2016
p. 5-8: Dom i Genc-sagen
EU-Domstolen (Store Afdeling) afsagde d. 12.04.2016 dom i Genc-sagen vedrørende
erhvervsaktive tyrkiske statsborgeres adgang til familiesammenføring efter associeringsaftalekomplekset
mellem EU og Tyrkiet.
Jesper Lindholm i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2016 p. 23-32:
FNs menneskerettighedskomiteers kritik af Flygtningenævnets afgørelser
I slutningen af 2015 afgav tre af FN's menneskerettighedskomiteer kritik af det
danske Flygtningenævns praksis i dobbelt så mange tilfælde som alle komiteer i de
seneste godt 11 år. I artiklen behandles den menneskeretlige kontrol af nationale
asylafgørelser samt flertallet af de seneste afgørelser mod Danmark, herunder spørgsmålet
om bevisbedømmelse og troværdighedsvurderinger. Det anføres, at Danmark fortsat
må styrke dialogen med komiteerne med henblik på at opnå en fælles forståelse af
bl.a. tilgangen til bevisbedømmelsesspørgsmål.
Eva Ersbøll i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2016 p. 18-29: Biao
mod Danmark: Diskrimination mellem danske statsborgere
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Storkammer afsagde d. 24.05.2016 dom i
den såkaldte Biao-sag om diskrimination mellem danske statsborgere indbyrdes i forhold
til adgangen til ægtefællesammenføring. Storkammeret kom - i modsætning til tidligere
retsinstanser - frem til, at den såkaldte 28-årsregel, der undtog danske statsborgere
med dansk statsborgerskab gennem 28 år fra at skulle opfylde udlændingelovens tilknytningskrav,
var i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Artiklen fokuserer særligt
på, hvilket retsgrundlag Storkammeret havde for sin dom, og herunder hvilken rolle
den europæiske statsborgerretskonventions princip om ikke-forskelsbehandling af
statsborgere spillede.
Peter Starup i
JUR 2016.239-251: Integrationsydelsen og EU-retten
Jonas Christoffersen i UfR
2016 B. 279: Prøvelse af Flygtningenævnets afgørelser
2017
Hanne Hauerslev i
ADV nr. 1/2017 p. 22-25: Advokat midt i brændpunktet
Artiklen omhandler to advokaters (Hannah Krog og Jens Bruhn-Petersen) oplevelser,
da de var udstationeret af CCBE i flygtningelejeren Moria.
Lisbeth Bech Poulsen i ADV nr. 4/2017 p. 26: Når tålt ophold bliver utåleligt.
Peter Vedel Kessing i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2017 p.
3-12: Ny dom fra Den Europæiske menneskerettighedsdomstol kræver ændring af humanitær
opholdstilladelse
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har med en ny storkammerdom ifra
december 2016 præciseret, under hvilke betingelser en deltagerstat kan udsende udlændinge
med alvorlige behandlingskrævende helbredsproblemer. Dommen er på flere måder et
opgør med Domstolens tidligere yderst restriktive praksis på området og bør føre
til ændring af Udlændinge- og Integrationsministeriets (UIM) praksis for at meddele
humanitær opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, i udlændingeloven.
Julie Bryske Møller Nielsen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017
p. 9-20: Den danske håndtering af familiesammenføring efter malmø-modellen
Familiesammenføring efter EU-retten er for mange personer den bedste vej til at
vende tilbage til Danmark efter endt ophold i en anden EU-medlemsstat. Artiklen
fastlægger med udgangspunkt i en række utrykte domme og myndighedsafgørelser, hvilke
momenter der bliver lagt vægt på, ligesom det vurderes, hvilke EU-retlige problemstillinger
den danske praksis rejser.
Peter Vedel Kessing og Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret
nr. 2/2017 p. 38-58: Tålt ophold - menneskeretlig status efter endnu en højesterestdom
og nye stramninger
Højesteret fastslog i januar 2017 (UfR 2017.1228 HD) for anden gang, at en udlænding
på tålt ophold havde været udsat for et uproportionalt indgreb i sin ret til bevægelsesfrihed.
Kort tid efter vedtog Folketinget endnu engang at stramme forhold og livsvilkår
for udlændinge på tålt ophold. Artiklen gennemgår og drøfter de menneskeretlige
problemstillinger vedrørende tålt ophold. Det konkluderes, at det nuværende regime
ud fra en menneskeretlig vurdering er uholdbart og må revurderes.
2018
Bassah Khalaf i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2018 p. 25-39: Unionsborgeres adgang
til familiesammenføring med en tredjelandspartner af samme køn på baggrund af den
frie bevægelighed.
Ole Terkelsen i
JUR.2018.15-19: EMRK og den danske magtfordeling - en kritik af opfølgningen
på Biao-dommen
Poul Gade og Sandro Ratkovic i
R&R nr. 11/2018 p. 16-26: Udenlandske medarbejdere: Nye domme giver
mildere bødestraffe ved uorden i papirerne. Udvikling i nyere retspraksis om straf
for ulovligt arbejde
Rasmus Grønved Nielsen og Andreas Bloch Ehlers i
JUR 2018.111-115: Mere om ansvar for menneskerettighedsbrud
2019
Emilie Solhøj Jønsson i
RETTID 2019 Afhandling nr. 23: Asylprocedurens indledende fase og Dublinsystemet
– i en dansk kontekst
2020
Peter Starup i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2020 p. 3-21: Tyrkiske
statsborgeres ret til familiesammenføring efter A-sagen
EU-Domstolens dom af 10. juli 2019 (sag C-89/18) rejser spørgsmål om herboende,
økonomisk aktive, tyrkiske statsborgers ret til familiesammenføring. A-sagen angår
det nu afskaffede tilknytningskrav i udlændingelovens § 9, stk. 7. I artiklen vurderes
det, i hvilken udstrækning dommen må antages at have indvirkning på de øvrige betingelser
for ægtefællesammenføring.
Katarina Hyltén-Cavallius i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2020
p. 51-57: Bopæl, CPR-nummer og EU-opholdsbevis: når husdrømme går i stå for unionsborgere
i Danmark
I lyset af de praktiske problemer, som tyske huskøbere i Sønderjylland oplevede
sidste vinter, argumenteres der her for, at tilgangen til det danske CPR-system
og hvordan oplysningerne i CPR skal bruges af offentlige og private aktører, må
tilpasses til EU-rettens krav om fri bevægelighed for mennesker, tjenester og kapital
Ditte Luja Aaskov i
RETTID 2020 Afhandling nr. 3: Danmarks behandling af børn på Udrejsecenter
Sjælsmark i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om frihedsberøvelse
af migrantbørn.
Haakon Hennum i
RETTID 2020 Afhandling nr. 11: Asylsøkeres rett til flyktningstatus på bakgrunn
av tilhørsforhold til en særlig sosialgruppe, med fokus på seksuell orientering
og kjønnsidentitet
2021
Rass Holdgaard og Tuğba Öztunç Bache i
EU-ret & Menneskeret nr. 3/2021 p. 91-121: EU-Tyrkiet-associeringen
og danske familiesammenføringsregler.
Linda Degn Petersen i
RETTID 2021 Afhandling nr. 9: Udlændingerettens ”paradigmeskift”
i relation til inddragelse af flygtninges opholdstilladelser.
2022
Stinne Østergaard Poulsen i
EU-Ret & Menneskeret nr. 2/2022 p. 67-77: Tilbagevenden til Syrien.
Flygtningenævnets forsigtighedsprincip i Syrien-sager i lyset af M.D. and Others
v. Russia
Louise Halleskov og Johan Næser i
Juristen nr. 1/2022 p. 35-47: Adgangen til familiesammenføring for udlændinge
med midlertidig beskyttelsesstatus
Helle Holm Thomsen i UfR
2022 B.250-254: Bedømmelsen af udlændinges helbredsforhold i sager om udvisning
Jesper Lindholm og Maysum Sattar Al-Sami i
UfR 2022 B.279-288: Retsstillingen efter flygtningesærlove: Ukrainersærloven
og dens forløbere
2023
Peter Kragh i
ADV nr. 3/2023 p. 34-37: Retssikkerhedsstafet: Lovene indenfor udlændingeområdet
er konstant i forandring
Peter Kragh Advokat (L) med speciale i udlændingeret vurderer retssikkerheden inden
for udlændingeområdet.
Torben Hack og Jasmin Lyngby Sidor i
RETTID 2023 Afhandling nr. 4: Familiesammenføring med børn i Danmark
Ditte Kirsten-Borg i
RETTID 2023 Afhandling nr. 12: “Ukrainerloven” i relation til
EMRK art. 14, sammenholdt med art. 3 og art. 8
Regitse V. Tingholm i
RETTID 2023 Afhandling nr. 33: En vurdering af lovligheden af offshore-asylsagsbehandling
baseret på en analyse af § 29 i den danske udlændigelov.
Beslaglæggelse
UfR 2019.1523 VLK:
U fik beslaglagt 34.000 kr. ud af 45.000 kr., som blev fundet i en pung efter rømning
af U’s værelse efter U’s udeblivelse på sit opholdssted, til dækning
af nuværende og fremtidige udgifter for hendes ophold og hjemsendelse
U var udeblevet fra sit opholdssted på Udrejsecenter Kærshovedgård i
72 timer, og efter fast praksis blev U’s værelse rømmet. Personalet fandt
en pung med 45.000 kr. i kontanter, hvorefter de kontaktede politiet, P, som beslaglagde
beløbet. U gjorde gældende, at hun ikke var omfattet af personkredsen i
UDL § 42 a, hvorved en betalingspligt efter
UDL § 42 a, stk. 4 ikke kunne komme på tale. Retten i Herning fandt,
at Udlændingestyrelsen, S, kunne pålægge en udlænding at betale udgifterne på et
indkvarteringssted omfattet af
UDL § 42 a, stk. 5. Derudover, at
UDL § 40, stk. 10 gjaldt både for midler, som medbragtes til Danmark,
men også midler som måtte erhverves under opholdet i Danmark. U var omfattet af
bestemmelserne i UDL,
da disse også fandt anvendelse på udlændinge med ulovligt ophold i Danmark. P’s
beslaglæggelse af 35.000 kr. godkendtes herved. VL fandt, at
UDL § 40, stk. 10. fandt anvendelse på beslaglæggelse af aktiver og midler
til dækning af såvel eksisterende som forventede fremtidige udgifter til udlændingens
ophold og hjemsendelse i Danmark. Herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført
af BR, stadfæstede VL med den ændring, at beløbet blev fastsat til 34.000 kr.
Familiesammenføring
UfR 2019.2294 ØLD:
Afslag på opholdstilladelse til 16-årig kinesisk datter ikke tilsidesat efter UDL
§ 9 c, stk. 1, 1. pkt., da moderen afbrød familielivet ved at rejse til Danmark,
da datteren var 10 år, og det var moderens eget valg, at datteren skulle vokse op
i Kina
U, der var kinesisk statsborger, kom til Danmark i 2009, fordi hun blev
gift med en dansker. U tog i den forbindelse ikke sin 10-årige datter, D, med til
Danmark. D blev boende hos sin moster, M. Udlændingenævnet, N, meddelte i 2017 afslag
på U’s ansøgning om familiesammenføring og opholdstilladelse på vegne af D,
der var fyldt 16 år, jf.
UDL § 9 c, stk. 1. KBR fandt, at der fremgik af N’s afgørelse, at
der ikke forelå ganske særlige grunde for at meddele en tilladelse, jf.
UDL § 9 c, stk. 1. N havde ved afgørelsen lagt vægt på, at U udrejste af
Kina, da D var 10 år gammel, og at U ifm. sin egen ansøgning om opholdstilladelse
ikke søgte om opholdstilladelse til D. Familielivet havde været afbrudt, selv om
U besøgte D i 2015, og det var U’s eget valg, at D skulle vokse op i Kina.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at M, der var blevet diagnosticeret med
kræft og permanent anbragt på plejehjem, ikke kunne påtage sig omsorgsopgaven ift.
D. N havde ikke fundet grundlag for, at afgørelsen var i strid med
EMRK art. 8 eller FN’s børnekonventions art. 3, 7 og 10. N havde derfor
ikke undladt at inddrage relevante forhold i afvejningen af, hvorvidt ansøgningen
om opholdstilladelse efter
UDL § 9 c, stk. 1, 1. pkt., burde imødekommes. N blev herefter frifundet.
ØL fandt, at der ikke forelå oplysninger om omstændigheder, der indebar, at familielivet
ikke kunne udøves i samme omfang som siden 2009. ØL stadfæstede.
UfR 2019.2828 HD: Afslag på familiesammenføring med ægtefæller og børn, som
følge af at ansøgerne på afgørelsestidspunkterne ikke havde haft midlertidig opholdstilladelse
i 3 år, var ikke i strid med EMRK art. 8, da kravet om opholdstilladelse i 3 år
før familiesammenføring lå inden for den skønsmargin, som tilkom staten ved afvejningen
af hensynet til parternes familieliv og børnenes bedste over for hensynet til de
samfundsmæssige interesser, som kunne varetages efter EMRK art. 8
A, B og C var syriske statsborgere, som indrejste i Danmark i 2015 og
derefter med¬delt midlertidig opholdstilladelse pga. de generelle forhold i Syrien.
I januar og marts 2017 gav Udlændingenævnet, N, afslag på A, B og C’s ansøgninger
om familiesammenføring med deres ægtefæller og børn. Begrundelsen for afslagene
var, at A, B og C på afgørelsestidspunkterne ikke havde haft opholdstilladelse i
Danmark i tre år, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der kunne
ses bort fra denne betingelse. Sagen angik prøvelse af N’s afgørelser om afslagene
på familiesammenføring. HR fandt, at kravet i
UDL om, at ansøgerne som udgangspunkt skulle have haft opholdstilladelse
i Danmark i tre år, før de kunne få familiesammenføring med deres børn, lå inden
for den skønsmargin, som tilkom staten ved afvejningen af hensynet til parternes
familieliv og børnenes bedste over for hensynet til de samfundsmæssige interesser,
som kunne varetages efter
EMRK art. 8. Afslagene på familiesammenføring med A, B og C’s ægtefæller
og børn lå inden for den skønsmargin, som tilkom staten efter
EMRK art. 8, og der var i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte N’s
afslag på opholdstilladelse. A, B og C havde ikke krav på godtgørelse. VL var nået
til samme resultat.
UfR 2021.242 VLK: Thailandsk barn havde opholdt sig i Danmark i 2 år, men adoptionen
var ikke anerkendt af danske myndigheder, og barnets interesse i opsættende virkning
af udrejsefristen kunne ikke opveje Udlændingenævnets interesse i at håndhæve UDL’s
regler om opholdstilladelse
Udlændingenævnet, N, havde afslået opholdstilladelse til A’s nevø, B, som
A havde adopteret i Thailand, og N havde også fastsat en udrejsefrist, da det ikke
var dokumenteret, at adoptionen af B kunne anerkendes efter dansk ret. A var gift
med en dansk statsborger. B indrejste i 2018 på et besøgsvisum, hvor han startede
i en dansk skole i januar 2019. A anmodede om opsættende virkning af udrejsefristen
for B.
Retten i Kolding fandt, at B var thailandsk statsborger og først var kommet til
Danmark som 7-årig. B havde sin biologiske mor og mormor i Thailand, som kunne forsørge
ham under behandlingen af sagen. Forholdene talte imod at tillægge søgsmålet opsættende
virkning. B’s interesse i at blive i Danmark under behandlingen af sagen opvejede
derfor ikke N’s interesse i at håndhæve UDL’s regler om opholdstilladelse.
VL stadfæstede.
UfR 2021.1555 VLD:
Udlændingenævnets afslag på familiesammenføring blev fastholdt, da det var tvivlsomt,
om et ægteskab var indgået efter begge parters ønske, da ægtefællerne bl.a. var
nært beslægtede
M, der havde bopæl i Tyrkiet, var gift med H, der havde bopæl i Danmark. M ansøgte
om familiesammenføring men fik afslag af Udlændingenævnet, N, da det var tvivlsomt,
om ægteskabet var indgået efter begge ægtefællers eget ønske, jf.
UDL § 9, stk. 11. M og H var nærtbeslægtede, idet H’s farmor var M’s
fars søster. M ønskede N’s afgørelse prøvet for retten.
Retten i Horsens fandt, at det var tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge
parters ønske, jf. UDL § 9, stk. 11,
2. pkt. Opholdstilladelse kunne herefter kun gives, hvis særlige grunde
talte derfor. Det var ubestridt, at M og H var nært beslægtede. M og H havde kun
mødt hinanden ved én familiefest i 2010, før de blev forlovet i 2014 og senere gift
i 2015. Det var ikke bevist, at M og H havde haft et længerevarende og indgående
kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse. Parterne fik også et barn
sammen i 2016. Uanset disse forhold var det stadig tvivlsomt, om ægteskabet var
indgået efter parternes eget ønske. Der var ikke sådanne særlige grunde, som kunne
afkræfte denne formodning. N’s afgørelse blev derfor fastholdt. VL stadfæstede.
UfR 2022.956 ØLD: Afslag på ansøgning om familiesammenføring blev ophævet og
hjemvist til fornyet behandling, da Udlændingenævnet ikke havde taget hensyn til,
at den herboende udlænding skulle afvente et meget langvarigt afklaringsforløb for
at vurdere, om han efter en arbejdsulykke skulle dispenseres fra selvforsørgelseskravet
i UDL § 9, stk. 5
En tyrkisk kvinde, A, havde fået afslag på ansøgning om familiesammenføring med
sin herboende ægtefælle, B, der også var tyrkisk statsborger. Afgørelsen blev truffet
af Udlændingestyrelsen og senere stadfæstet af Udlændingenævnet, N. Afgørelsen var
begrundet med, at B inden for de seneste tre år forud for afgørelsen havde modtaget
hjælp efter lov om aktiv socialpolitik,
hvorfor selvforsørgelseskravet i
UDL § 9, stk. 5 ikke var opfyldt. B havde været udsat for en arbejdsulykke
i 2011, hvorved han bl.a. pådrog sig whip lash-læsion og følger efter hjernekvæstelse.
B havde siden 2014 modtaget kontanthjælp og havde i en kort periode haft supplerende
arbejde 5 timer ugentligt. B’s handicap var omfattet af FN’s handicapkonvention.
ØL fandt, at det ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne anses
for dokumenteret eller godtgjort, at B som følge af sit handicap ikke på et senere
tidspunkt ville kunne opfylde betingelserne i
UDL § 9, stk. 5. Det var således ikke af bopælskommunen gennem et kommunalt
ressourceforløb taget endelig stilling til B’s muligheder for begrænset beskæftigelse.
Håndhævelse af selvforsørgelseskravet ville konkret kunne udgøre indirekte forskelsbehandling,
som stred mod art. 5 i Handikapkonventionen og
EMRK art. 14, jf.
art. 8, idet stillingtagen til ansøgningen skulle afvente et meget langvarigt
afklaringsforløb. N havde ikke som krævet taget hensyn til varigheden af afklaringsforløbet,
og til at A og B ville skulle vente yderligere 3 år fra det tidspunkt, hvor B måtte
blive visiteret til fleksjob. Sagen blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling
ved N.
UfR 2023.1059 HD (HD afsagt d.
13.12.2022, VLD afsagt d. 08.07.2021,
BRD afsagt d. 15.10.2020):
Afslag på familiesammenføring af voksne børn og 69-årig kvinde med stort pleje-
og behandlingsbehov blev ikke tilsidesat efter UDL § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der
ikke var grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets skøn
A, der var amerikansk statsborger, indrejste i Danmark i 2015, hvor hun tog ophold
hos en af sine voksne sønner, der var dansk statsborger. Efterhånden som hendes
helbred blev forværret, fik hun behov for pleje døgnet rundt, hvilket hendes voksne
sønner varetog. Sagen angik, om Udlændingenævnets, U, afslag på familiesammenføring
var gyldigt.
Retten i Aarhus fandt, at U ikke havde haft fornødent grundlag
til at statuere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at imødekomme A’s
ansøgning om familiesammenføring efter en konkret og individuel vurdering. Afslaget
fandtes uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser. U’s
afgørelse blev ophævet og hjemvist til ny behandling.
VL fandt, at U ved det udøvede skøn havde inddraget de relevante
kriterier efter forarbejderne til UDL
§ 9 c, stk. 1, 1. pkt., og at de inddragne oplysninger var saglige og tilstrækkelige.
Der var ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn. Det var ikke i strid
med
EMRK art. 8, at A blev nægtet opholdstilladelse.
HR fandt, at U havde vurderet tilknytningen mellem A og hendes
sønner og inddraget hendes behov for pleje og behandling. Derfor var der ikke grundlag
for at tilsidesætte U’s skøn. Der var ikke grundlag for at fastslå, at afgørelsen
var i strid med
EMRK art. 8. Der blev lagt vægt på oplysningerne om relationerne mellem
A og hendes sønner, udviklingen af hendes helbredstilstand og mulighederne for hende
for at vende tilbage til USA og få pasning og pleje der.
Flygtningenævnet afgørelser er
endelige
UfR 1996.529 HD:
Justitsministeriets afslag på opholdstilladelse til 38-årig mentalt retarderet tyrkisk
kvinde, hvis forældre og søskende opholdt sig i Danmark, blev ophævet, idet afgørelsen
burde være truffet efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 i stedet for nr. 4.
UfR 1997.1157 HD: Asylsøger fra Peru påstod Flygtningenævnet dømt til at
anerkende, at tvangsmæssig udsendelse af ham til Peru ikke måtte finde sted. Højesterets
flertal (4/3) fandt, at endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 7 indebærer, at domstolene er afskåret fra at
prøve Flygtningenævnets afgørelse i den foreliggende sag, som herefter afvistes.
Komm. af Kim U. Kjær i
JUR 1998.45-55: "En grov tilsidesættelse af grundlovens klare ord"
- om en endelighedsklausul, dens rækkevidde og konsekvenser.
UfR 1999.1243 HD:
Kvinde, der ikke havde sandsynliggjort, at hun var fra Somalia, fik ikke medhold
i, at Flygtningenævnets afslag på opholdstilladelse var ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl.
Der var derfor ikke grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 7, og sagen blev afvist, jf. udlændingelovens
§ 56, stk. 7.
UfR 2001.861 HD:
To nigerianske statsborgere påstod Flygtningenævnets afgørelse om afslag på asyl
kendt ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl. Sagen blev afvist, idet
domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til en prøvelse af
retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og
ulovlig skønsudøvelse. Foreligger der ikke omstændigheder som nævnt, er der ikke
grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 7. De forhold vedrørende sprogtesten, som R
og H har påberåbt sig, fandtes at angå Flygtningenævnets bevisbedømmelse. Højesteret
tiltrådte derfor, at disse forhold ikke kan karakteriseres som sagsbehandlingsfejl.
UfR 2002.406 HD: Sag med påstand om, at Flygtningenævnets afgørelse var ugyldig
blev afvist, da indsigelserne angik nævnets bevisbedømmelse. De påberåbte forhold
kunne ikke karakteriseres som sagsbehandlingsfejl, hvorfor endelighedsbestemmelsen
i udlændingelovens § 56, stk. 7,
indebar, at domstolene er afskåret fra at prøve Flygtningenævnets afgørelse i den
foreliggende sag.
UfR 2003.2405 HD:
A, der var kristen armenier fra Aserbajdsjan, havde fået afslag på opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 7. Sag om prøvelse af afgørelsen blev afvist, idet
domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til
en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl
og ulovlig skønsudøvelse. Foreligger der ikke omstændigheder som nævnt, er der ikke
grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 8.
UfR 2004.727 HD:
A, der var jugoslavisk statsborger, havde i Flygtningenævnet fået afslag på asyl.
ØL afviste sagen i medfør af udlændingelovens
§ 56, stk. 7. Højesteret udtalte, at domstolsprøvelse af Flygtningenævnets
afgørelser er begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget,
sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. En prøvelse af
A's indsigelser indebar en stillingtagen til retsspørgsmål. Højesteret fandt, at
der ikke var grundlag for at anse de indsigelser, A havde rejst vedrørende begrundelsen
af Flygtningenævnets afgørelse, herunder den manglende stillingtagen til betydningen
af baggrunden for hans unddragelse af værnepligt, for i realiteten blot at være
udtryk for uenighed i nævnets konkrete bevisbedømmelse og skønsudøvelse. En domstolsprøvelse
af Flygtningenævnets afgørelse kunne herefter ikke anses for afskåret i medfør af
udlændingelovens endelighedsbestemmelse. Højesteret tiltrådte,
at sagen ikke kunne afvises ud fra et synspunkt om manglende retlig interesse som
følge af amnestiloven af 26. februar 2001. Sagens hjemvist til realitetsbehandling
i Østre Landsret.
UfR
2006.1149 HD: A blev i 1996 på grund af borgerkrig i hjemlandet adskilt fra
sin ægtefælle og deres tre børn samt barnet B, som var født i 1990 i et tidligere
forhold, og som siden da havde levet sammen med A som hans barn. A fik i 1998 humanitær
opholdstilladelse. I 1999 indgav A's ægtefælle og 4 børn, herunder B, ansøgning
om familiesammenføring med A. I forbindelse med ansøgningen oplyste A, at B var
hans særbarn, men DNA undersøgelse udelukkede imidlertid A som far til B. I 2001
fik A's ægtefælle og de tre børn familiesammenføring med A, mens den dengang knap
11-årige B fik afslag. HR fastslog, at det var et retligt spørgsmål, omfattet af
domstolsprøvelsen efter GRL § 63, hvad der skal forstås ved "nær familiemæssig eller
lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person" i den dagældende § 9, stk.
2, nr. 1, i udlændingeloven, jf. herved Højesterets dom gengivet i
UfR 1996 s. 529. Det var ligeledes omfattet af domstolsprøvelsen, om der
faktisk forelå en sådan tilknytning, jf. herved Højesterets dom gengivet i
UfR 2005 s. 1780. Ved afgørelsen af, om der burde meddeles en udlænding,
som opfyldte tilknytningskravet, opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 1, var
der imidlertid overladt udlændingemyndighederne et skøn. HR lagde til grund, at
B fra sin fødsel i 1990 havde været anset og behandlet som barn af A og havde levet
sammen med ham, indtil de i 1996 blev adskilt på grund af borgerkrig, hvorefter
B fortsat levede sammen med A's ægtefælle og børn, indtil disse i 2001 kom til Danmark.
Det fandtes herefter godtgjort, at der forelå den nødvendige tilnytning, som var
en betingelse for, at der - efter en skønsmæssig vurdering som nævnt - kunne gives
opholdstilladelse. Ud over at henvise til, at der ved afgørelsen bl.a. var lagt
vægt på, at der gik tre år fra A's indrejse i 1996, til ansøgningen blev indgivet
i 1999, havde ministeriet ikke anført en konkret begrundelse for afgørelsen, og
det var efter afgørelsen usikkert, om ministeriet havde anset B for omfattet af
personkredsen i § 9, stk. 2, nr. 1. Allerede fordi det herefter ikke kunne afvises,
at ministeriet havde lagt en forkert retsanvendelse til grund, og at dette havde
haft betydning for sagens afgørelse, hjemviste Højesteret sagen til fornyet behandling
i ministeriet.
UfR
2006.1831 HD: Syv serbisk-montenegrinske statsborgere,
N, der alle var beslægtede, indrejste i 2002 fra Kosovo til Danmark og indgav ansøgninger
om asyl. I juli 2003 meddelte Udlændingestyrelsen N afslag på opholdstilladelse
efter UDL § 7. Afgørelserne blev indbragt for Flygtningenævnet, hvor sagerne blev
behandlet af Flygtningenævnets næstformand på skriftligt grundlag i henhold til
UDLL § 53, stk. 4, og § 56, stk. 3. I februar 2004 stadfæstede Flygtningenævnet
Udlændingestyrelsens afslag. N anlagde herefter sag ved domstolene mod Flygtningenævnet,
idet de mente, at afgørelserne skulle ophæves, og sagerne hjemvises til fortsat
behandling i Flygtningenævnet, bl.a. på grund af næstformandens inhabilitet. Højesteret
frifandt Flygtningenævnet for så vidt angik spørgsmålet om inhabilitet, idet der
ikke var grundlag for at rejse tvivl om næstformandens upartiskhed. HR fastslog
i den forbindelse, at habilitetsspørgsmålet var et retsspørgsmål, som landsretten
uanset endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8, burde have taget stilling til
i realiteten. HR afviste i øvrigt sagen. HR udtalte bl.a., at UDL § 53, stk. 4,
(nu § 53, stk. 8) må forstås således, at formandens eller næstformanden afgørelse
om, hvorvidt sagen bør henvises til behandling i det samlede nævn, beror på en skønsmæssig
vurdering af, om sagen frembyder tvivl. En sådan vurdering kan ikke anses at angå
et retsspørgsmål og kan derfor ikke efterprøves af domstolene, jf. lovens § 56,
stk. 8.
UfR 2007.262 HD:
A, der var jugoslavisk statsborger, ansøgte efter ankomst til Danmark i juni
1999 om asyl, efter at han i Jugoslavien var blevet idømt fængsel i
2 år for at udeblive fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen
afslog ansøgningen, og afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet.
A indbragte afslaget på asyl for domstolene. Efter at HR havde hjemvist sagen
til ØL, genoptog Flygtningenævnet behandlingen af sagen, og traf herefter
en ny afgørelse, hvor A igen blev nægtet opholdstilladelse, denne gang
med den begrundelse, at det ikke var sandsynliggjort, at A havde været i en
konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser.
A indbragte det nye afslag for domstolene. HR hjemviste sagen til Flygtningenævnet
og fastslog, at spørgsmålet om de betingelser for tildeling af asyl,
som Flygtningenævnet havde afgjort sagen på grundlag af, herunder bevistema
og bevisbyrde, var retsspørgsmål, som uanset endelighedsbestemmelsen
i udlændingeloven var underlagt domstolenes prøvelse. Flygtningenævnet
havde i den konkrete sag ikke været berettiget til at stille krav om, at A
– ud over det han allerede havde oplyst, og som Flygtningenævnet havde
lagt til grund – yderligere skulle sandsynliggøre, at han var i en
konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser.
(3-2)
UfR 2007.1277 HD:
A, der var serbisk-montenegrinsk albaner, var i 1999 meddelt opholdstilladelse efter
reglerne om asyl. I oktober 2002 inddrog Udlændingestyrelsen A´s opholdstilladelse.
Denne inddragelse blev påklaget til Flygtningenævnet, F, der i maj 2003
stadfæstede beslutningen. A indbragte herefter F’s afgørelse
for domstolene. A havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven
var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af
lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet
ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget
hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner,
Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og
EMRK art. 3, at F ikke i afgørelsen havde anført kriterierne
for sondringen mellem ”belastende” og særligt belastende”
i forhold til tvangsmæssig udvisning, at sagen ikke af nævnet var oplyst
korrekt, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse
med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR
afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd
ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag
for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes
end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser
var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved
afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne
retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse
og skønsudøvelse, kunne indsigelserne ikke efterprøves af domstolene.
UfR 2007.1286 HD:
Ægtefællerne A og B samt deres børn C og D havde gjort gældende,
at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle
forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter
blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes.
Endvidere blev det blandt andet gjort gældende, at der ikke var taget hensyn
til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner,
Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og
EMRK art. 3, samt at begrundelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske. HR afviste sagen med
henvisning til endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd
ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag
for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes
end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser
var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved
afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
Da de forhold og indsigelser, A, B, C og D herefter havde mod afgørelserne,
ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s
bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser
ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens
endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve
F’s afgørelser af A, B, C og D’s sager.
UfR 2007.1291 HD:
A gjorde gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var
bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen
i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet,
F, ændredes. Endvidere gjorde A bl.a. gældende, at der ikke var taget
hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner,
Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og
EMRK art. 3, at F ikke havde oplyst sagen korrekt, at F skulle have tilladt
A at afspille et videobånd med billeder af hendes opholdssted og erklæringer
fra hendes nabo, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse
med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR
afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd
ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag
for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes
end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser
var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved
afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne
retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse
og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre
til et andet resultat, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens
endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve
F’s afgørelse.
UfR 2007.1291/2 HD:
A og C og fællesbørnene B1, B2, B3 og B4 gjorde gældende, at
endeligheds-bestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle
forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter
blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes.
Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til
eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens
artikel 1 C, FN´s Børnekonvention artikel 12 og 13 og
EMRK art. 3, at begrundelserne for afgørelserne ikke var i overensstemmelse
med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske, at
der var foretaget en forkert fortolkning af, hvad der efter udlændingelovens
bestemmelse om asyl skulle forstås ved ”forfølgelse”, samt
at nævnet ikke havde oplyst sagen korrekt. HR afviste sagen med henvisning
til endelighedsbestemmelsen i
udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd
ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag
for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes
end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser
var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved
afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne
retsspørgsmål, idet de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse
og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre
til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse,
og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.
UfR 2008.482 HD:
I 1999 indrejste A, som er serbisk-montenegrinsk statsborger fra Kosovo, i Danmark
og søgte om asyl. A fik opholdstilladelse efter
UDL § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen,
U, afslog i september 2002 at forlænge A's opholdstilladelse, hvilket Flygtningenævnet,
F, stadfæstede i juni 2003. A søgte herefter opholdstilladelse efter
UDL § 9 e (dengang
§ 9, stk. 2 nr. 5) dels humanitær opholdstilladelse jf.
UDL § 9 b, stk. 1.
Integrationsministeriet, I, der er det øverste administrative organ stadfæstede
afgørelsen i november 2003. Herefter indbragte A sagen for VL, som afviste sagen
under henvisning til endelighedsbestemmelsen i
UDL § 56, stk. 8. HR
stadfæstede at VL havde afvist sagen.
UfR 2008.506 HD,
UfR 2008.511/1 HD,
UfR 2008.511/2 HD,
UfR 2008.511/3 HD,
UfR 2008.517 HD:
Flygtningenævnet F, havde ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet Udlændingestyrelsens
U's, afslag på at give A1-A7, der alle var etniske romaer fra Kosovo, opholdstilladelse
efter UDL
§ 7. F havde endvidere ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet U's afslag
på at forlænge A8´s og A9´s opholdstilladelse. A8 og A9 var etniske albanere fra
Kosovo. A1-A9 indbragte F's afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning,
subsidiært frifindelse. VL besluttede i samtlige sager at udskille spørgsmålet om
afvisning til særskilt behandling. HR gav i samtlige sager F medhold i afvisningspåstanden.
HR udtalte, at domstolsprøvelse af F's afgørelser var begrænset til en prøvelse
af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl
og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at de forhold vedrørende sagens oplysning, som
A1-A9 havde påberåbt sig, var så nært og nødvendigt forbundet med bevisbedømmelsen,
at de i det hele angik F's bevisbedømmelse. På samme måde angik A1-A9's indsigelser
vedrørende afgørelsernes begrundelse i realiteten F's afgørelse af, om der skulle
meddeles asyl, henholdsvis om opholdstilladelsen kunne nægtes forlænget. HR fandt
endvidere, at A1-A9's indsigelser vedrørende F's anvendelse af internationale konventioner
mv. i realiteten blot var udtryk for uenighed i F's konkrete bedømmelse af, om sagens
faktiske omstændigheder kunne begrunde asyl henholdsvis en forlængelse af opholdstilladelsen.
Endelig fandt HR, at A1-A9's indsigelser om, at der ikke var taget hensyn til relevante
bestemmelser i bl.a. Flygtningekonventionen, angik forhold af asylbegrundende karakter
og dermed spørgsmålet om bevisbedømmelse og skønsudøvelse. Da der herefter ikke
forelå omstændigheder, som gav grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i
UDL
§ 56, stk. 8, afviste HR sagerne.
UfR 2008.876 HD:
Ægtefællerne A og B, som er statsborgere fra Kosovoprovinsen, indrejste sammen med
deres to børn i Danmark d. 04.06.1999 og fik midlertidig opholdstilladelse i medfør
af Kosovonødloven. I juli måned 2000, rejste de tilbage til Kosovo, men
vendte tilbage til Danmark og søgte om asyl d. 30.09.2000. Flygtningenævnet, F,
afslog A og B's ansøgning om opholdstilladelse og familien blev udsendt til Kosovo
i august 2006. Både VL og HR frifandt I, og fandt af sagen mod F skulle afvises
i medfør af endelighedsbestemmelsen i
UDL § 56, stk. 8.
UfR 2008.1174 HD:
Efter indrejse i Danmark d. 24.07.2001 fik Ægteparret A og B, der var romaer fra
Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, afslag på asyl og på humanitær opholdstilladelse.
De udrejste dog ikke til Kosovoprovinsen, og Udlændingeservice gav dem d. 27.08.2004
påbud om at flytte til et flygtningecenter, jf.
UDL § 42 a, stk. 7, 1. pkt.
Integrationsministeriet tiltrådte d. 14.07.2005 en afgørelse, som Rigspolitiets
udlændingeafdeling, R, havde truffet efter
UDL § 34, stk. 2, nr. 5,
om meldepligt for ægteparret. Ægteparret påstod, at flyttepåbuddet skulle ophæves,
og at påbuddet var erstatningspådragende. De mente også, at afgørelsen om meldepligt
skulle ophæves, og at R havde overtrådt
FVL §§ 7 og 8 i forbindelse
med et møde hos R. HR fandt ikke grundlag for, at tilsidesætte udlændingemyndighedernes
afgørelser om flyttepåbud og meldepligt. HR lagde bl.a. vægt på, at ægteparret var
afviste asylansøgere uden ret til at opholde sig i Danmark, og at de ikke ville
medvirke til at udrejse frivilligt. Det af ægteparret anførte om, at etniske romaer
ikke tvangsmæssigt kunne hjemsendes til Kosovo, kunne ikke føre til et andet resultat.
HR fandt det ikke godtgjort, at R havde tilsidesat
FVL § 8 om ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre eller havde
forsømt at give ægteparret den fornødne vejledning efter
FVL § 7.
UfR 2008.2177/2 HD,
UfR 2008.2178/2 HD,
UfR 2008.2178/3 HD,
UfR 2008.2178/4 HD,
UfR 2008.2179/1 HD:
Flygtningenævnet, F, havde ved en række afgørelser stadfæstet Udlændingeservices
afslag på at give A1-A9, der alle var fra Kosovo, opholdstilladelse efter
UDL § 7. A1-A9 indbragte
F's afgørelser for domstolene. F påstod i alle sagerne afvisning, subsidiært frifindelse.
Landsretten besluttede i samtlige sager at udskille spørgsmålet om afvisning til
særskilt behandling. HR udtalte, at domstolsprøvelsen af F's afgørelser var begrænset
til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl
og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at A1-A9's indsigelser mod F's afgørelser ikke
angik sådanne retsspørgsmål, men at de i realiteten angik F's bevisbedømmelse og
skønsudøvelse. For så vidt angik A1-A9's indsigelse om manglende adgang til en yderligere
bisidder under behandlinger i F udtalte HR, at om en begæring om, at en psykolog
mv. skulle deltage som bisidder under F's møde til behandling af en sag, burde imødekommes,
beroede på en skønsmæssig vurdering af, om dette af hensyn til sagens oplysning
måtte anses for hensigtsmæssigt, og at en sådan vurdering som udgangspunkt ikke
kunne efterprøves af domstolene, jf.
UDL § 56, stk. 8. Der
var ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
HR afviste herefter sagerne med henvisning til endelighedsbestemmelsen i
UDL § 56, stk. 8.
UfR 2008.2178/1 HD:
Flygtningenævnet, F, havde ved afgørelser af 30.07.2002 stadfæstet Udlændingeservices,
U, afslag på at give A1 og A2, der begge var fra Kosovo, opholdstilladelse efter
UDL
§ 7. Integrationsministeriet, I, havde endvidere ved afgørelse af 17.03.2003
meddelt A1 og A2 afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af
UDL § 9 b, stk. 1.
A1 og A2 indbragte F's afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning,
subsidiært frifindelse. Landsretten besluttede at udskille spørgsmålet om afvisning
til særskilt behandling. A1 og A2 indbragte endvidere I's afslag på humanitær opholdstilladelse
for domstolene. A1 og A2 nedlage principalt påstand om ophævelse af I's afgørelse
og subsidiært påstand om, at I skulle anerkende, at A1 og A2 på tidspunktet for
beslutningen om afslag på humanitær opholdstilladelse kom fra et hjemland med vanskelige
levevilkår og ved tilbagevenden dertil ville være i risiko for at få eller opleve
en forværring af et alvorligt handikap. I påstod overfor den principale påstand
frifindelse og overfor den subsidiære påstand afvisning, subsidiært frifindelse.
HR udtalte, at domstolsprøvelsen af F's afgørelser var begrænset til retsspørgsmål,
herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
HR fandt, at A1 og A2's indsigelser mod F's afgørelser ikke angik sådanne retsspørgsmål,
men at de i realiteten angik F's bevisbedømmelse og skønsudøvelse. For så vidt angik
A1 og A2's indsigelse om manglende adgang til en yderligere bisidder under behandlingen
i F udtalte HR, at om en begæring om, at en psykolog mv. skulle deltage som bisidder
under F's møde til behandling af en sag burde imødekommes, beroede på en skønsmæssig
vurdering af, om dette af hensyn til sagens oplysning måtte anses for hensigtsmæssigt,
og at en sådan vurdering som udgangspunkt ikke kunne efterprøves af domstolene,
jf. UDL
§ 56, stk. 8. Der var ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at
fravige dette udgangspunkt. HR afviste herefter sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen
i UDL
§ 56, stk. 8. HR fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at I ved
sin sagsoplysning ikke skulle have tilvejebragt et tilstrækkeligt klart og bevismæssigt
sikkert grundlag for afgørelserne, at I havde foretaget en mangelfuld skønsafvejning
af de enkelte kriterier, eller at der i øvrigt forelå fejl ved I's behandling af
sagen. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte I's skønsmæssige vurdering,
hvorefter de konkrete forhold i sagen ikke gav grundlag for at meddele opholdstilladelse
efter UDL
§ 9 b, stk. 1, og HR frifandt derfor I. For så vidt angik den subsidiære
påstand fandt HR, at påstanden reelt var et anbringende til støtte for principale
påstand og afviste derfor påstanden.
UfR 2011.3083 HD:
A var afghansk statsborger og giftede sig i 2005 med den herboende afghanske statsborger,
B, som var indrejst i 1999 og havde status som konventionsflygtning. A fik endeligt
afslag på at blive ægtefællesammenført med B i Danmark under henvisning til, at
deres samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning
til Afghanistan. Der fandtes endvidere ikke at foreligge sådanne særlige personlige
grunde, der talte for, at A alligevel skulle gives opholdstilladelse, jf.
UDL § 9. Efter afslaget anlagde A retssag med påstand om, at I skulle anerkende,
at afgørelsen var ulovlig og ugyldig. HR tog I's frifindelsespåstand til følge og
udtalte, at den foreliggende sag blev behandlet efter reglerne i en meddelelse fra
Udlændingestyrelsen, hvorefter der i tilfælde, hvor ægtefællerne var blevet gift
efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, skulle foretages en vurdering
af, hvorvidt den herboende efter de aktuelle forhold (fortsat) risikerede asylrelevant
forfølgelse i sit hjemland, og det var forudsat, at dette spørgsmål efter omstændighederne
kunne blive besvaret benægtende, selv om betingelserne for at ophæve den herboendes
flygtningestatus ikke kunne anses for opfyldt. Reglerne i meddelelsen om sagsbehandlingen
og bedømmelseskriterierne måtte anses for godkendt af Folketinget i forbindelse
med 2005-ændringen af UDL, og HR fandt ikke grundlag for at fastslå, at reglerne
var i strid med EMRK art. 8 eller med andre bestemmelser i internationale konventioner.
HR fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte det af I udøvede skøn i forbindelse
med vurderingen af, om B ville risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb
ved en tilbagevenden til hjemlandet.
Opholds- og meldepligt, jf. UDL § 34, stk. 4
UfR 2017.1228 HD: Myndighedernes afgørelser om ophold i Center Sandholm og om
daglig meldepligt indebar efter 3 år og 11 måneder et uproportionalt indgreb i T's
bevægelsesfrihed.
Sagen angik en udlænding, U, der ved HR's dom i 2005 blev straffet med fængsel i
8 år for grov narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for
bestandig. Udlændingemyndighederne traf i 2009, da han blev prøveløsladt, afgørelse
om, at U ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse hermed blev han
pålagt daglig melde- og opholdspligt i Center Sandholm. C, HR skulle tage stilling
til, i hvilket omfang U kunne straffes for overtrædelse af påbud om opholds- og
daglig meldepligt i C i perioden februar 2010 til februar 2015. HR skulle i den
forbindelse tage stilling til, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i
hans bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i EMRK's Tillægsprotokol 4, og i hans ret til
familieliv, jf.
EMRK art. 8, og om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i
art. 14. Udlændingestyrelsen, S, havde løbende vurderet, om fortsat ophold
i C måtte anses for proportionalt, og havde i den periode, tiltalen angik, bl.a.
truffet afgørelse herom. HR flertal udtalte bl.a., at da S traf afgørelse, havde
opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder. S havde på det tidspunkt et
sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at U ville
skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne
gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur
og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt
til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. U's
pligt til at tage ophold i C fra d. 09.10.2013 udgjorde et uproportionalt indgreb
i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. S' afgørelse af
09.10.2013 om fortsat ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt
i C ugyldig fra dette tidspunkt. U blev derfor straffet for overtrædelse af opholds-
og meldepligten i perioden frem til d. 09.10.2013, og han blev frifundet for overtrædelser,
der lå efter denne dato. Straffen blev nedsat til fængsel i 30 dage. ØL var delvist
nået til et andet resultat. (4-1) Komm. af Peter Vedel Kessing og Jens Elo Rytter
i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p. 38-58: Tålt ophold - menneskeretlig status
efter endnu en højesterestdom og nye stramninger.
UfR 2017.1676 ØLD: Det var ikke uproportionalt ift. art. 2, i Tillægsprotokol
4 til EMRK at pålægge T daglig meldepligt i Center Sandhold. T idømt 30 dages fængsel
for at undlade at efterkomme afgørelsen om meldepligt i 1183 tilfælde.
T var tiltalt for overtrædelse af
UDL
§ 60, stk. 1, jf.
§ 34, stk. 4,
ved at have undladt at efterkomme Rigspolitiets, R's, afgørelser om meldepligt i
Center Sandholm i 1183 tilfælde. T nedlagde påstand om strafbortfald under henvisning
til, at den pålagte meldepligt var uproportional og i strid med
EMRK. Retten i Hillerød fandt, at det fulgte af art. 2, stk. 1, i Tillægsprotokol
4 til
EMRK,
at enhver, der lovligt befandt sig på en stats område, inden for dette skulle have
ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted. Art. 2 omfattede også
udlændinge, der var på tålt ophold her i landet, og reglerne om meldepligt og om
ophold i Center Sandholm var indgreb i bevægelsesfriheden efter art. 2, stk. 1,
jf. forarbejderne til lov om ændring af
UDL.
UDL § 34, stk. 4, indeholdte
hjemmel til pålæg om at give møde hos politiet i Center Sandholm på bestemte tidspunkter.
Henset til, at T siden R's første afgørelse var pålagt daglig meldepligt, at T systematisk
ikke overholdte meldepligten, og at T blev anset for at udgøre en fare for statens
sikkerhed, og på denne baggrund udvist af Danmark for bestandigt, var den pålagte
meldepligt ikke uproportional. Straffen blev fastsat til fængsel i 30 dage, jf.
UDL § 60, stk. 1, jf. §
34, stk. 4. ØL fandt, at det påhvilede ØL at foretage en vis prøvelse af
de afgørelser, som R traf, og som lå til grund for tiltalen. T blev i 2008 udvist
af Danmark, fordi udgjorde en fare for statens sikkerhed. Han levede på tålt ophold
som følge af Flygtningenævnets afgørelse, hvorefter han ikke kunne udsendes ved
brug af tvang, jf.
UDL § 31, stk. 1.
Indgrebene i bevægelsesfriheden varetog hensynet til den nationale sikkerhed og
den offentlige orden og havde til formål at sikre de pågældende personers tilstedeværelse
med henblik på udsendelse. En sådan offentlig interesse måtte som udgangspunkt veje
tungere end hensynet til T's bevægelsesfrihed. T var med rette pålagt en meldepligt,
og denne indskrænkning var ikke uproportional ift. art. 2 i Tillægsprotokol 4 til
EMRK
eller
EMRK art. 8. Det måtte ved proportionalitetsvurderingen tillægges betydelig
vægt, at T var på tålt ophold som følge af en underbygget vurdering af at være til
fare for statens sikkerhed. ØL stadfæstede. (5-1)
UfR 2017.2394 ØLD: Krav om personlig meldepligt tre gange om ugen og krav om
ophold på Center Sandholm var et uproportionalt ingreb i T's bevægelsesfrihed og
i strid med EMRK art. 2.
T var tiltalt for overtrædelse af
UDL
§ 60, stk. 1, jf.
§ 34,
stk. 4, ved flere gange at have undladt at efterkomme Rigspolitiets,
R's afgørelse af 17.04.2013 om personlig meldepligt hver mandag, onsdag og fredag
kl. 10 hos R i Center Sandholm. Yderligere var T tiltalt for overtrædelse af
UDL § 60, stk. 1, jf.
§
42 a, stk. 9, for flere gange at have undladt at tage ophold på det
angivne opholdscenter. Retten i Hillerød fandt, at der efter en samlet vurdering,
navnlig under hensyn til T's begåede grove kriminalitet og risikoen for ny kriminalitet,
at den pålagte meldepligt og opholdspligt ikke udgjorde et uproportionalt indgreb
i T's bevægelsesfrihed i strid med
EMRK art. 2. Vanskeligheden ved at bevare kontakten til familien og det
forhold, at T ikke forsøgte at skjule sig for myndighederne, kunne ikke føre til
et andet resultat. Straffen fastsattes til fængsel i 7 dage, jf.
UDL § 60, stk. 1, jf.
§
34, stk. 4 og
§ 42 a, stk.
9, 1. pkt. ØL fandt, at R og Udlændingestyrelsen i 2013 havde et
sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at T ville
skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af T kunne gennemføres
inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden
nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til
Libanon, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. Pligten til
tre gange ugentligt at melde sig til R i Center Sandholm og pligten til fortsat
at tage ophold i Center Sandholm udgjorde herefter et uproportionalt indgreb i T's
bevægelsesfrihed i strid med
EMRK art. 2. T frifandtes i det hele for den rejste tiltale.
UfR 2017.2929 HD: Pålæg om opholds- og meldepligt, som udgjorde et uproportionalt
indgreb i U's bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK,
medførte ikke godtgørelse.
A blev i 2006 som følge af narkotikakriminalitet udvist af Danmark med indrejseforbud
i 10 år. Ifølge Flygtningenævnets afgørelse kunne han ikke udsendes til hjemlandet,
og han opholdt sig derfor på tålt ophold i Danmark. Som følge heraf blev han ved
løsladelsen i 2007 pålagt at opholde sig i Center Sandholm og blev senere pålagt
at melde sig hos politiet i centret først en og senere tre gange om ugen. HR fastslog
ved dom af 01.06.2012, at udlændingemyndighedernes afgørelse om opholds- og meldepligt
"i hvert fald på dette tidspunkt" udgjorde et uproportionalt indgreb i
A's bevægelsesfrihed i strid med
art. 2 i EMRK tillægsprotokol 4. Sagen angik nu, om A havde ret til godtgørelse
som følge af denne krænkelse. HR fandt indledningsvist, at det fulgte af
EMRK art. 13 sammenholdt med princippet i
EAL § 26, at A skulle tilkendes en godtgørelse, hvis han i henhold til
Menneskerettighedsdomstolens praksis efter konventionens art. 41 ville have ret
til godtgørelse. Flertallet udtalte herefter, at der ikke var domme fra Menneskerettighedsdomstolen,
der tog stilling til proportionaliteten af indgreb i bevægelsesfriheden over for
personer på tålt ophold, og således heller ikke til spørgsmålet om godtgørelse,
og at det efter Domstolens praksis ikke var enhver krænkelse af konventionen, der
medfører krav på godtgørelse. I mange tilfælde, hvor en lov, procedure eller praksis
ikke levede op til konventionen, var en konstatering heraf tilstrækkelig til at
rette op på forholdet. Flertallet fandt, at det udgjorde et tilstrækkeligt effektivt
retsmiddel efter konventionens art. 13, at HR konstaterede krænkelsen og fik den
bragt til ophør, og at A derfor ikke have krav på godtgørelse. ØL var nået til et
andet resultat. (7-1)
UfR 2018.1412 HD: U idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af meldepligt 1183
gange. Meldepligten var proportional, da den var pålagt det sted U boede, og udgjorde
derfor et forholdsvist beskedens indgreb i U’s bevægelsesfrihed. Komm af Jens
Elo Rytter og Anders Henriksen i
UfR 2018 B.179
HR skulle tage stilling til, om U kunne straffes for at have overtrådt
sin meldepligt 1183 gange i perioden fra slutningen af marts 2012 til slutningen
af juni 2015, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i U’s bevægelsesfrihed,
jf. art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK, og i hans ret til privatliv, jf. konventionens
art. 8, samt om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14. HR
fandt, i relation til art. 2 i Tillægsprotokol 4, at baggrunden for, at U var udvist,
kunne indgå i vurderingen af, om meldepligten var proportional. Proportionalitetsvurderingen
skulle foretages i lyset af, at opholdspligten ikke var til prøvelse under sagen,
og at U var pålagt meldepligt det sted, hvor han boede. Meldepligten udgjorde derfor
et forholdsvis beskedent indgreb i U’s bevægelsesfrihed og var ikke uproportional,
selv om det med tiden kan blive vanskeligere at begrunde indgreb i retten til at
færdes frit. U havde hverken ægtefælle eller børn, og da meldepligten udgjorde et
forholdsvis beskedent indgreb i hans bevægelsesfrihed, var konventionens art. 8
ikke krænket. Meldepligten var ikke begrundet i, at U var vurderet til fare for
statens sikkerhed, men i muligheden for at udsende ham. Meldepligten rejste derfor
ikke spørgsmål om overtrædelse af konventionens art. 14, sammenholdt med art. 2
i Tillægsprotokol 4. Det forhold, at baggrunden for udvisningen indgik i vurderingen
af meldepligtens proportionalitet, ændrede ikke herved. ØL’s dom, hvorved
U var blevet idømt fængsel i 30 dage, blev stadfæstet.
UfR 2018.3473 VLD:
Opholds- og meldepligt var ikke uproportional, da det skyldtes T’s egne forhold,
at udvisning ikke var effektueret, og myndighederne anså pligten for nødvendig for
at sikre en effektiv fuldbyrdelse af udvisning
T var tiltalt for overtrædelse af
UDL § 42 a, stk. 8, 1. pkt., idet T i perioden 09.11.2016 - 30.04.2018 ikke
havde efterkommet Udlændingestyrelsens påbud om at opholde sig på Udrejsecenter
Kærshovedgård, samt overtrædelse af
UDL § 34, stk. 5, idet T samtlige mandage, onsdage og fredage i perioden
11.11.16 - 28.02.2018 ikke havde opfyldt sin meldepligt hos politiet, P. T, der
var fra Ghana, var ved dom blevet udvist med indrejseforbud i 6 år, men idet T ikke
ønskede at medvirke til udsendelsen, var der ikke fastsat nogen dato for denne.
T blev derfor pålagt opholdspligt på Kærshovedgård og meldepligt tre gange ugentligt
hos P. T erkendte de faktiske forhold, men T mente, at opholds- og meldepligten
var i strid med proportionalitetsprincippet. Retten i Herning fandt, at
idet T var udvist som følge af kriminel adfærd, var det ikke ude af proportioner
at sikre T’s tilstedeværelse gennem et pålæg om opholds- og meldepligt. Straffen
blev fastsat til 40 dages ubetinget fængsel, og T blev pålagt nyt indrejseforbud
i 6 år. VL fandt, at det skyldtes T’s egne forhold, at der ikke var fastsat
nogen dato for udsendelsen. Myndighederne havde anset opholds- og meldepligten
for nødvendig for at sikre en effektiv fuldbyrdelse af udvisningen.
Der var ikke grundlag for at anse opholds- og meldepligten for uproportional eller
på anden måde i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder
EMRK art. 8
og art. 2 i Tillægsprotokol 4. Straffen blev efter forarbejderne til
UDL § 60, stk. 2, indsat ved L189 af 27.02.2017, fastsat til 50 dages
ubetinget fængsel. Det nye indrejseforbud blev stadfæstet.
UfR 2020.990 VLD: Udvist algerisk statsborger havde ikke overholdt sin opholds-
og meldepligt på et udrejsecenter men blev frifundet for overtrædelse af UDL § 60,
stk. 2, da opholds- og meldepligten udgjorde et uproportionalt indgreb i bevægelsesfriheden
En algerisk statsborger, T, var tiltalt for overtrædelser af
UDL § 60, stk. 2, fordi han fra 2016 ikke havde overholdt sin pålagte opholds-
og meldepligt. T havde siddet i fængsel fra 2002 til 2012, hvorefter han opholdte
sig på Center Sandholm, hvor T overholdte sin meldepligt indtil 2016. I 2016 blev
T pålagt opholds- og meldepligt på udrejsecenter Kærshovedgård i stedet, og T erkendte,
at han ikke havde overholdt sin pligt siden. Retten i Herning fandt, at de pålagte
opholds- og meldepligter samlet set måtte anses for at have udgjort et væsentligt
indgreb i T’s bevægelsesfrihed. I den periode tiltalen vedrørte, havde der
ikke været konkret risiko for, at T ville skjule sig for politiet, eller at udvisningen
af T kunne have været gennemført. Pligten til at tage ophold på Kærshovedgård udgjorde
derfor et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed i strid med art. 2
i tillægsprotokol nr. 4 til
EMRK. Afgørelserne om opholds- og meldepligt var derfor ugyldige, og T blev
frifundet.
UfR 2020.1482 HD: Meldepligt for kriminel udvist udlænding blev ændret fra én
til tre gange ugentligt og flyttet fra Center Sandholm til Udrejsecenter Kærshovedgård,
og påbuddet var ikke uproportionalt
U, der var vietnamesisk statsborger, blev i april 2013 idømt 4 års fængsel og udvisning
med indrejseforbud for bestandig for overtrædelse af bl.a.
STRFL’s bestemmelser om narkotikabesiddelse
og bordeldrift. Ved prøveløsladelse i marts 2014 blev hun pålagt opholdspligt og
ugentlig meldepligt på Center Sandholm i Nordsjælland. I februar 2017 traf Udlændingestyrelsen
afgørelse om at ændre opholdspligten til Udrejsecenter Kærshovedgård, A, ved Ikast,
og hun blev af politiet pålagt meldepligt hver mandag, onsdag og fredag i tidsrummet
mellem kl. 10-12 på A. U blev boende sammen med sin familie i Københavnsområdet.
Sagen angik, om U kunne straffes for 155 overtrædelser af meldepligten i perioden
fra februar 2017 til februar 2018. U gjorde gældende, at hun ikke kunne straffes
for overtrædelserne, idet påbuddet var uproportionalt. HR fandt, at det var godtgjort,
at meldepligten i perioden fra februar 2017 til februar 2018 ikke var et uproportionalt
indgreb i retten til respekt for privatliv og familieliv, jf.
EMRK art. 8. Der blev lagt vægt på kriminalitetens alvorlige karakter, at
de danske myndigheder før og i den periode, som tiltalen angik, flere gange havde
været i kontakt med vietnamesiske myndigheder om udsendelse af U, og at U ikke ønskede
at medvirke til sin udsendelse fra Danmark. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte
politiets, P’s, vurdering, hvorefter mulighederne for at kunne udsende U til
Vietnam ikke var helt udtømte i den periode, som tiltalen angik, idet P havde brug
for U’s medvirken med yderligere oplysninger om sit tilknytningsforhold til
Vietnam. VL var nået til samme resultat.
UfR 2020.1993 HKK: Betingelserne for varetægtsfængsling af U var opfyldt som
følge af, at U gentagne gange ikke havde opfyldt sin daglige meldepligt hos politiet
U havde siden 2009 opholdt sig på tålt ophold i Danmark og blev anholdt og sigtet
for at have overtrådt sin meldepligt ved 15 gange at have undladt at overholde den
daglige meldepligt hos politiet. Retten i Aarhus fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling
af U efter
UDL § 35 a ikke
var opfyldt. VL fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling efter
UDL § 35 a var opfyldt. HR fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling
efter
UDL § 35 a, stk. 2
var opfyldt, da der var begrundet mistanke om, at U gentagne gange havde overtrådt
sin meldepligt, og at det ikke var i strid med proportionalitetsprincippet at varetægtsfængsle
U som sket. Derudover havde VL ikke det fornødne klare grundlag for at fastslå,
at den pålagte meldepligt var i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
herunder navnlig
EMRK art. 8.
UfR 2020.1998 HKK: Betingelserne for varetægtsfængsling efter UDL § 35 var opfyldt,
da U ikke ønskede at medvirke til udsendelsen, og da han udeblev fra sin meldepligt
U blev idømt fængsel for overtrædelse af
STRFL § 276 og udvist med et indrejseforbud gældende i 6 år. Efterfølgende
var U varetægtsfængslet i ca. 9 måneder. Kort tid efter løsladelsen blev U efterlyst,
idet han udeblev fra sin meldepligt i Center Sandholm. U blev anholdt og varetægtsfængslet
i medfør af
UDL § 35, stk. 2.
HR fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af
UDL § 35, stk. 1, nr. 1, fortsat var opfyldt, da U ikke havde ønsket at
medvirke til udsendelsen, herunder give politiet, P, de nødvendige oplysninger til
brug for udstedelse af et rejsedokument, samt efter oplysningerne om P's bestræbelser
på at få U udsendt, var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der
ikke længere var reel udsigt til, at det inden for nærmere fremtid ville være muligt
at udsende U.
UfR 2020.2000 HKK: Betingelserne for varetægtsfængsling efter UDL § 35 a for
overtrædelse af meldepligt var opfyldt, da der ikke var det fornødne klare grundlag
for, at meldepligten var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, eller
at afgørelsen om meldepligt pga. mangler måtte anses som en ugyldig forvaltningsakt
T havde siden 2010 været på tålt ophold i Danmark. Han blev senest i 2018 pålagt
daglig meldepligt hos politiet, P. I juni 2019 blev T anholdt og sigtet for at have
overtrådt sin meldepligt ved 15 gange at have undladt at overholde den daglige meldepligt
hos P. T blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør, hvor Retten i Aarhus
bestemte, at han skulle løslades, idet BR ikke fandt, at betingelserne for at varetægtsfængsle
T efter
UDL § 35 a var opfyldt.
VL fandt derimod, at betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt. Sagen angik,
om betingelserne for at varetægtsfængsle T i medfør af
UDL § 35 a var opfyldt. HR fandt, at der var begrundet mistanke om, at T
gentagne gange havde overtrådt sin meldepligt, og at det ikke var i strid med proportionalitetsprincippet
at varetægtsfængsle T som sket. VL havde ikke det fornødne klare grundlag for at
fastslå, at den pålagte meldepligt var i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
herunder navnlig
EMRK art. 8, eller at afgørelsen om meldepligt led af sådanne mangler, at
den måtte anses som en ugyldig forvaltningsakt. På denne baggrund var betingelserne
for varetægtsfængsling efter
UDL §
35 a opfyldt, og HR stadfæstede derfor VL's kendelse.
UfR 2021.248 VLD:
Overtrædelse af STRFL § 143 grundet langvarig tilsidesættelse af melde-, opholds-
og underretningspligt førte til fængselstraf og udvisning jf. UDL § 24, nr. 2, jf.
§ 26, stk. 2
U var tiltalt for overtrædelse af
STRFL § 143, jf.
UDL § 60, stk. 2, jf.
§ 42 a, stk. 8, 1. pkt., og
stk. 10, og § 34,
stk. 5, ved under særligt skærpende omstændigheder at have
overtrådt melde-, opholds- og underretningspligt, jf.
UDL § 60, stk. 2. U var desuden tidligere straffet for røveri med fængsel
i 1 år og 3 mdr. og 12 års udvisning, hvor han blev prøveløsladt med en prøvetid
på 2 år. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og udvisning med indrejseforbud.
T nægtede sig skyldig.
Retten i Herning fandt det bevist, at U var skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
I medfør af STRFL §
42, stk. 1, 2. pkt. var straffen ikke omfattet iht. prøveløsladelsen, da
tilsidesættelserne ikke var af så grov karakter, at de var omfattet af
STRFL § 143. Det blev tillagt vægt, at der ikke var taget skridt for at
sikre, at han for fremtiden ville overholde kontrolforpligtelserne, hverken da T
mødte som vidne i retten eller på Center Sandholm. Straffen blev fastsat til fængsel
i 1 år og 3 mdr. Desuden tog BR udvisningspåstanden til følge i medfør af
UDL § 24, nr. 2, jf.
§ 26, stk. 2, og idømte T 12 års indrejseforbud.
VL fandt tillige U skyldig i overtrædelse af
STRFL § 143, da den langvarige tilsidesættelse var en særlig omstændighed,
og da han ikke havde overholdt nogen af handlepligterne. VL henviste desuden til
princippet STRFL §
88 om modereret kumulation, som hverken
UDL § 60, stk. 2 eller
STRFL § 143
gav grundlag for at afvise. (3-2-1)
UfR 2021.562 HKK:
Varetægtsfængsling efter en femtegangsovertrædelse af meldepligt var ikke uproportional
eller i strid med danske retsprincipper pga. strafniveauet, der anvendtes ved overtrædelse
af meldepligten
U var sigtet for i et femtegangstilfælde at have overtrådt sin meldepligt i henhold
til UDL. Ifølge forarbejderne
til UDL skulle 1-2
overtrædelser i fjerdegangstilfælde straffes med fængsel i 60 dage. Efter anmodning
fra anklagemyndigheden besluttede Retten i Herning at varetægtsfængsle U. U protesterede
mod varetægtsfængslingen og henviste bl.a. til, at varetægtsfængslingen af ham var
uproportional, diskriminerende og i strid med uskyldsformodningen efter både dansk
ret, danske retsprincipper og Danmarks internationale forpligtelser pga. strafniveauet
for overtrædelse af meldepligt og som følge heraf.
HR fandt, at der ikke var det fornødne klare grundlag for at fastslå, at det strafniveau,
der anvendtes ved overtrædelse af meldepligten, var i strid med danske retsprincipper
eller Danmarks internationale forpligtelser. Varetægtsfængslingen af U som sket
var ikke i strid med proportionalitetsprincippet, og der var ikke i øvrigt grundlag
for at fastslå, at varetægtsfængslingen var i strid med hverken dansk ret, danske
retsprincipper eller Danmarks internationale forpligtelser. VL var nået til samme
resultat.
UfR 2021.2534 HD:
Meldepligt var ikke i strid med EMRK art. 8, da det ikke var et uproportionalt indgreb
i T’s ret til privatliv og familieliv, hvorfor overtrædelse af meldepligten
blev straffet med fængsel i 7 mdr.
Sagen for HR angik, om U kunne straffes for i 165 tilfælde at have overtrådt en
pålagt meldepligt i perioden fra d. 01.08.2018 til d. 19.08.2019. T var ved dom
i 2005 blevet straffet med fængsel i 7 år for grov, personfarlig kriminalitet og
udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingemyndighederne traf
i 2007 afgørelse om, at T ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse
med den efterfølgende prøveløsladelse i 2008 blev han pålagt opholds- og meldepligt
først på Center Sandholm. Siden blev opholds- og meldepligten ændret flere gange,
og i 2017 blev opholdspligten ophævet. Senest blev han fra 01.08.2018 pålagt at
melde sig mandag, onsdag og fredag mellem kl. 10 og kl. 17 hos Københavns Politi,
P, på Hovedbanegården.
HR udtalte, at meldepligt for en person på tålt ophold var et vilkår, der var knyttet
til, at vedkommende opholdte sig her i landet, selv om der var sket udvisning. U
var pålagt at melde sig tre gange om ugen hos P, der lå få kilometer fra hans opholdssted
hos ægtefællen og deres to børn. Den pålagte meldepligt udgjorde ikke et uproportionalt
indgreb i hans ret til privatliv eller familieliv efter
EMRK art. 8 eller den ret til bevægelsesfrihed efter art. 2 i Tillægsprotokol
4, som UDL’s dagældende forarbejder
forudsatte indtil da, at personer på tålt ophold i Danmark var omfattet af. U var
tidligere tildelt advarsler for ikke at efterkomme pålæg om meldepligt, senest i
januar 2018. Den nævnte advarsel skulle tillægges gentagelsesvirkning, og sagen
skulle efter anklagemyndighedens tilkendegivelse alene bedømmes som et andengangstilfælde
ved strafudmålingen. HR forhøjede herefter straffen til fængsel i 7 mdr. T blev
som følge af overtrædelsen af meldepligtenudvist med et indrejseforbud i 6 år.
ØL var angående strafudmålingen kommet til et andet resultat.
UfR 2021.3637 HD (UfR
2020.4293 VLD): Meldepligt for en udlænding på tålt ophold var ikke i strid
med EMRK, og da der var 332 overtrædelser af meldepligten på 1 år i tredjegangstilfælde
blev straffen fastsat til fængsel i 7 mdr. og udvisning i 6 år
En udlænding, U, blev i 2007 idømt 5 års fængsel og udvist, men U havde siden afsoning
opholdt sig på tålt ophold i Danmark. Sagen angik, om U kunne straffes for 332 overtrædelser
af en pålagt meldepligt fra juli 2018 til juni 2019.
HR fandt, at meldepligt for en person på tålt ophold var et vilkår, der var knyttet
til ophold i landet, selvom der var sket udvisning. Meldepligten var ikke et uproportionalt
indgreb stridende mod
EMRK art. 8. U var tidligere straffet to gange for manglende overholdelse
af opholds- og meldepligt, hvorfor sagen skulle bedømmes som et tredjegangstilfælde.
Straffen blev fastsat til fængsel i 7 mdr. og udvisning med indrejseforbud i 6 år.
VL var kommet til et andet resultat vedrørende strafudmålingen.
UfR 2023.676 HD (HD afsagt d.
17.11.2022, VLD afsagt d. 07.12.2021,
BRD afsagt d. 09.07.2021):
T’s straf for at have undladt at efterkomme opholds- og meldepligt på et udrejsecenter
blev nedsat fra 3 års fængsel til 2 år og 6 mdr., men skulle henføres under STRFL
§ 143, henset til antallet af overtrædelser og længden af perioden, hvori overtrædelserne
var begået
T var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. I den forbindelse blev
han pålagt opholds- og meldepligt på Udrejsecenter Kærshovedgård. T havde undladt
at efterkomme pligterne og blev idømt fængsel i 3 år og indrejseforbud for bestandig.
For HR angik sagen navnlig straffastsættelsen, og om T’s overtrædelser af
opholdspligten med rette var henført under
STRFL § 143.
HR fandt, at anvendelsesområdet for
STRFL § 143 efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder ikke var begrænset
til gentagelsestilfælde eller tilfælde, hvor en udlænding var pålagt både melde-,
opholds- og underretningspligt og overtrådte alle tre typer af kontrolforpligtelser.
T var i et af sagens forhold fundet skyldig i at have overtrådt sin opholdspligt
med mere end 10 overtrædelser pr. måned i 23 måneder. Efter antallet af overtrædelser
og længden af perioden var dette forhold med rette henført under
STRFL § 143. Ved fastsættelse af straffen måtte der lægges vægt på antallet
af overtrædelser af opholdspligten i perioden. Det indgik i vurderingen, at T aldrig
tog ophold på Kærshovedgård, og at der var tale om et førstegangstilfælde, da T
ikke tidligere var straffet for overtrædelse af de pålagte kontrolforpligtelser.
Efter en samlet vurdering blev straffen nedsat fra fængsel i 3 år til fængsel i
2 år og 6 måneder. HR tiltrådte, at T var udvist af Danmark med indrejseforbud for
bestandig. (3-2)
UfR 2024.504 ØLD: Det var ikke proportionalt, at udvisningsdømt skulle opfylde
sin opholds-, melde- og underretningspligt efter at have forladt Danmark, hvorfor
han alene blev dømt for overtrædelsen i de måneder, han havde opholdt sig i Danmark
T var tiltalt for at have overtrådt opholds-, melde- og underretningspligten, som
han d. 20.04.2021 var blevet pålagt af Hjemrejsestyrelsen, efter at T var blevet
udvist af Danmark for kriminalitet. T var udrejst af Danmark nogle måneder efter
dommen. T havde ikke overholdt de pålagte pligter mellem 200 og 500 gange fra maj
2021 og indtil januar 2023, hvor T blev frihedsberøvet i Danmark.
Retten i Helsingør fandt, at T havde direkte forsæt til at overtræde
opholds-, melde- og underretningspligten. T havde, efter at han rejste til Tyskland
i 2021, indset muligheden for, at de pålagte pligter ikke bortfaldt, og T havde
forholdt sig accepterende hertil. Henset til antallet af overtrædelser og længden
af perioden kunne sagens forhold henføres under
STRFL § 143. (2-1)
ØL fandt, at det ikke var proportionalt at opretholde de pålagte
kontrolforanstaltninger i den periode, hvor T ikke opholdt sig i Danmark. Det forhold,
at T ikke havde forladt Schengen-området, kunne ikke føre til et andet resultat.
T blev fundet skyldig i at have overtrådt opholds-, melde- og underretningspligten
i de måneder, hvor T stadig befandt sig i Danmark. T blev idømt 6 måneders fængsel,
samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Opholdstilladelse
Familiesammenføring
Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine,
jf. lov nr. 324 af 16.03.2022
Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået
danske myndigheder m.v., jf.
lov nr. 2055 af 16.11.2021 (ophæves d. 01.12.2025)
BKI nr. 3 af 01.03.2024: Bekendtgørelse om forlængelse af gyldighedsperioden for overenskomst
af 18. august 1998 med Sri Lanka om hjemsendelse af srilankanske statsborgere, som ikke har eller
ikke længere har ret til at opholde sig i Danmark
Bekg. nr. 1721 af 17.12.2023
om meddelelse af opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold
Bekg. nr. 1633 af 04.12.2023
om forholdsmæssige kommunetal for 2024 til fordeling af personer omfattet af lov
om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine
Bekg. nr. 1268 af 01.11.2023
om forlængelse af opholdsgrundlag efter lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der er fordrevet fra Ukraine
Bekg. nr. 206 af 27.02.2023
om udlændingemyndighedernes kompetence til at indberette tilbagesendelsesafgørelser
og forestå konsultationer på vegne af andre udlændingemyndigheder i medfør af SIS-tilbagesendelsesforordningen
Katarina Lundh i Justitia nr. 1/2012 p. 49-94: Tredjelandsfamiliemedlemmers
indrejse- og opholdsret i medfør af EU-retten
Specialet analyserer hvilke indrejse- og opholdsrettigheder, der i medfør af EU-retten
gælder for tredjelandsfamiliemedlemmer til EU-borgere. Ud fra en gennemgang af dommene:
MRAX, Singh, Akrich, Eind, Baumbast, Chen, Jia og Metock vurderes der, om dansk
praksis er i overensstemmelse med EU-retten.
Saranda Krasniqi i
RETTID 2012 afhandling nr. 3: Tidsubegrænset opholdstilladelse - det nye
pointsystem
Søren Krarup i
RETTID 2022 afhandling nr. 5: Opholdsrettighederne post-Brexit for britiske
statsborgere bosat i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed
UfR 1996.529 HD:
Justitsministeriets afslag på opholdstilladelse til 38-årig mentalt retarderet tyrkisk
kvinde, hvis forældre og søskende opholdt sig i Danmark, blev ophævet, idet afgørelsen
burde være truffet efter UDL § 9, stk. 2, nr. 1 i stedet for nr. 4.
UfR 1996.803 HKK:
Ansøgning om familiesammenføring med datter, som boede i Kina, var indsendt til
Flygtningerådgivningen i Aalborg Kommune d. 27.05.1992, og d. 10.02.1993 til Den
Danske Ambassade i Peking. Direktoratet for Udlændinge meddelte afslag, da datteren
var fyldt 18 år d. 24.06.1992. Højesteret fandt, at ansøgningen måtte anses for
rettidig, jf. herved tillige FVL § 7,
stk. 2.
UfR 1996.1422 ØLD:
Tyrkisk dreng født i 1983 havde i 1989 fået opholdstilladelse hos M og H. I 1993
viste en DNA-undersøgelse, at D ikke var søn af M og H, og opholdstilladelsen blev
inddraget i 1996. ØL fandt ikke betingelserne efter UDL § 19, stk. 3 og § 19, stk.
5 for inddragelse af opholdstilladelse for opfyldt.
UfR 1996.1520 ØLD:
Indenrigsministeriet fandt, at opholdstilladelse til tyrkisk M var bortfaldet, da
M havde opholdt sig i Tyrkiet i 10 måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2.
pkt.. M havde ikke godtgjort omstændigheder, hvorefter det udøvede skøn hvilede
på et usagligt eller i øvrigt ulovligt grundlag.
UfR 1996.1616 HKK:
A, der var 80-årig iransk statsborger, havde fået afslag på opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 9, stk. 4, da hans søn B, som havde fået opholdstilladelse
i 1986, ikke havde godtgjort at kunne forsørge ham. B var A's eneste barn og var
som flygtning forhindret i at genforenes med A i hjemlandet. På denne baggrund og
når tillige hensås til A's alder og helbredstilstand og det om hans personlige forhold
oplyste, fandt Højesteret, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at en opholdstilladelse
ikke burde betinges af, at B godtgjorde at være i stand til at forsørge A.
UfR 1997.1237 HKK:
Udlændings søgsmål mod Indenrigsministeriet i sag om afslag på opholdstilladelse
blev ikke tillagt opsættende virkning.
UfR 1997.1407 VLK:
VL fandt, at der forelå sådanne særlige forhold, at opholdstilladelse til at afghansk
ægtepar på 101 og 83 år ikke burde betinges af, at sønnen C påtog sig forsørgelsen.
Sammenhængen mellem udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og § 9, stk. 4 fandtes noget
uklar.
UfR 1997.1411 VLD:
Tyrkisk kvindes opholdstilladelse ansås for bortfaldet ved hendes udrejse fra Danmark
i 1991.
UfR 2001.257 ØLK:
Afghansk fader til 3 mindreårige børn fik medhold i, at han opfyldte betingelserne
i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 om at være fastboende i Danmark. Han havde
derfor krav på familiesammenføring med de 3 børn.
UfR 2003.1322 HKK:
Indenrigsministeriet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse
til 15-årigt barn fra Etiopien, da en DNA-undersøgelse viste, at faderskabet var
udelukket med en sikkerhed på 99,99 %'s sikkerhed. Afgørelsen blev stadfæstet, da
der efter udlændingelovens § 9, stk.
1, nr. 3 ikke blot skal foreligge forældremyndighed, men - uden for tilfælde
af adoption - også biologisk faderskab.
UfR 2004.1765 HD:
Den tyrkisk statsborger F indrejste d. 03.11.1997 i Danmark og indgik d. 20.12.1997
ægteskab med M, som var dansk statsborger. Han fik herefter den 6.01.1998 meddelt
opholdstilladelse. De fik i 1999 et fællesbarn, B. I juni 2000 ophævede M samlivet,
og F havde i den efterfølgende tid samvær med B to gange om ugen. Ved separationsdom
af 13.10.2000 blev M tilkendt forældremyndigheden over B, og F blev tillagt ret
til samvær med B én gang om ugen i to timer. Samværet blev ved resolution af 16.01.2001
ændret til to timer om ugen hos B's morfar. Udlændingestyrelsen meddelte d. 30.03.2001
afslag på forlængelse af opholdstilladelsen for F, og denne afgørelse blev d. 26.02.2002
stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. F indbragte
afgørelsen for ØL, der fandt, at ministeriets afgørelse var ugyldig under henvisning
til, at ministeriets afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl. Højesterets
flertal fandt ikke grundlag for at fastslå, at ministeriets afgørelse af 26.02.2002
var behæftet med sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til, at afgørelsen var ugyldig.
Flertallet udtalte videre, at ved afgørelsen af, om et afslag på fortsat opholdstilladelse
vil være i strid med udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. artikel 8 i EMRK, er der
overladt et skøn til udlændingemyndighederne. Flertallet fandt herefter ikke - således
som samværssagen var oplyst for ministeriet, da afgørelsen af 26.02.2002 blev truffet
- grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn. (3-2)
UfR 2004.2790 VLK:
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde stadfæstet Udlændingestyrelsen
nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til K, der var filippinsk statsborger,
under henvisning til, at hendes moder var rejst ud af landet, at hun kun havde boet
i Danmark i ca. to år og to måneder, at hun i denne periode alene havde boet hos
sin mor i ca. halvandet år, at K var indrejst som 16-årig og således havde tilbragt
størstedelen af sin opvækst på Filippinerne, og at der ikke forelå oplysninger om
væsentlige helbredsmæssige eller lignende forhold, der gjorde et afslag særligt
belastende for K. Nogle oplysninger om, at K ikke havde familie at vende tilbage
til på Filippinerne, at K havde haft en kæreste i Danmark gennem 2 år, og at hun
havde lært at tale og skrive dansk og forsørgede sig selv, kunne ikke føre til en
ændret vurdering. Byretten i Brædstrup opretholdt afgørelsen. VL ophævede ministeriets
afgørelse. VL tiltrådte, at grundlaget for K's opholdstilladelse ikke længere var
til stede, men fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder
at K var velintegreret i det danske samfund, hvorimod hun ikke længere havde et
netværk i hjemlandet, at de forhold, der er omhandlet i udlændingelovens § 26, var
til stede med en sådan vægt, at en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen måtte
antages at virke særlig belastende for K (2-1)
UfR 2005.303 HKK:
Afslag på opholdstilladelse til to unge irakere, der muligvis ikke var fyldt 18
år, hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
UfR 2005.1780 HD:
Afgørelse om afslag om opholdstilladelse til tyrkisk kvinde med børnelammelse ophævet
og hjemvist til fornyet behandling i ministeriet. HR fandt det på den baggrund godtgjort,
at ministeriet - trods oplysningerne i ansøgningen - havde lagt forkerte faktiske
oplysninger til grund for afslaget. Blandt andet på baggrund af det oplyste om ministeriets
administrative praksis vedrørende anvendelsen af bestemmelsen i den dagældende udlændingelovs
§ 9, stk. 2, nr.1, kunne det ikke afvises, at en afgørelse truffet på et rigtigt
og fyldestgørende faktisk grundlag kunne have ført til et andet resultat.
UfR 2005.2086 HD:
(UfR 2005.2099/1 HD
og UfR 2005.2099/2 HD)
I de tre sager havde herboende udlændinge, der alle havde opnået tidsubegrænset
opholdstilladelse, indgået ægteskab med personer fra deres oprindelige hjemlande.
På dette grundlag søgte de om opholdstilladelse i Danmark for ægtefællerne fra hjemlandene.
I alle tre sager gav udlændingemyndighederne afslag. De tre ægtepar anlagde herefter
sag mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, med påstand om,
at de meddelte afslag var ulovlige. HR bemærkede, at der efter den dagældende §
9, stk. 10, i UDL kun kunne gives opholdstilladelse med henblik på ægtefællesammenføring,
hvis ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark mindst svarede til ægtefællernes
samlede tilknytning til et andet land. HR fandt, at M ved afgørelserne havde foretaget
en samlet vurdering af ægtefællernes tilknytning til Danmark og til deres fælles
hjemland på tidspunktet for afgørelserne, herunder af varigheden af de herboende
ægtefællers ophold her i landet, deres tilknytning til arbejdsmarkedet, deres familiemæssige
forhold m.v. Der var ikke grundlag for at antage, at afgørelserne var baseret på
ulovlige kriterier, eller at M havde undladt at inddrage relevante forhold i afvejningen.
Ved denne afvejning var der ved loven overladt udlændingemyndighederne et skøn,
og HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn. Afslag på opholdstilladelse
var heller ikke i strid med EMRK artikel 8 eller 14. Herefter var der ikke grundlag
for at ophæve M's afgørelser.
UfR 2005.3184 HD:
A, der var statsløs palæstinenser født i Israel i 1964, kom til
Danmark i 1988. Han havde opholdstilladelse som følge af, at han var gift med en
dansk kvinde. Da han blev separeret fra sin ægtefælle i 1990, afslog udlændingemyndighederne
at forlænge hans opholdstilladelse. I 1992 blev han for bl.a. drab dømt til anbringelse
i Sikringsanstalten. Ved dommen blev han endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud
gældende for bestandigt. I 1994 var han blevet forlovet med en dansk kvinde K, hos
hvem han boede, når han havde udgang. I 1998 blev den idømte foranstaltning om anbringelse
ophævet, og han boede nu fast sammen med K, der havde to voksne børn fra et tidligere
forhold. A anmodede herefter under en sag efter UDL § 50 om at få udvisningen ophævet.
Byretten afviste at ophæve udvisningen, hvilket blev stadfæstet af ØL. Det viste
sig ikke muligt at udsende A af Danmark, og han opholdt sig i Danmark på såkaldt
"tålt ophold". A søgte herefter om at få opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen
afslog. Afgørelsen blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration, M. A anlagde herefter sag mod M med påstand om, at afslaget på opholdstilladelse
skulle underkendes. HR fastslog, at der ikke var hjemmel i dagældende UDL § 10,
stk. 2, 2. pkt., til at give A opholdstilladelse i Danmark efter lovens § 9, stk.
2, nr. 4, idet han ikke havde været udrejst af Danmark i 2 år. HR fastslog endvidere,
at nægtelse af opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK. HR frifandt derfor M.
UfR 2006.639 HD: M, der var pakistansk statsborger og
født i Danmark, fik i 1993 opholdstilladelse i Danmark. I 1998 indgik han ægteskab
med H, der herefter søgte om familiesammenføring i Danmark. I forbindelse med ansøgningen
blev M's forsørgelsesevne undersøgt, og M blev anset for at være i stand til at
forsørge H og parrets 1-årige søn. H opnåede i 2000 tidsbegrænset opholdstilladelse
i Danmark blandt andet betinget af, at M var i stand til at forsørge H. I 2001 ansøgte
H, der herefter havde boet i Danmark i ca. 1 år, om forlængelse af sin opholdstilladelse.
Udlændingestyrelsen meddelte A, at hendes opholdstilladelse ikke kunne forlænges,
da M ikke længere kunne forsørge hende. M indbragte afgørelsen for Integrationsministeriet,
der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. Antaget, at Integrationsministeriet
i forbindelse med sin afgørelse i 2003 om at inddrage H's opholdstilladelse havde
været berettiget til at stille krav om godtgørelse af, at M var i stand til at forsørge
H, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4.
UfR 2006.711 ØLD:
Den amerikanske statsborger, H, indgik ægteskab med en dansk statsborger.
Parret boede og arbejdede begge i England, indtil de besluttede at flytte til Danmark.
I denne forbindelse ansøgte H Udlændingestyrelsen, U, om opholds- og/eller
arbejdstilladelse i Danmark. Ansøgningen, som blev indgivet på en standardblanket,
indeholdt ikke nogen oplysninger om, at der søgtes om tilladelse efter EU-reglerne.
A blev efterfølgende meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 9, stk. 1, nr. 1, som dog var betinget af en række forhold efter udlændingelovens
§ 9, stk. 3-9. U blev efterfølgende gjort opmærksom på muligheden
for at give A opholdstilladelse efter EU-regler, hvorefter U ændrede opholdstilladelsen,
således at den var givet i medfør af udlændingelovens §
9 c, stk. 1. U dækkede H og H ’s ægtefælles udgifter i forbindelse
med sikkerhedsstillelse efter lovens § 9, stk. 4. A påstod nu, at U skulle
anerkende at de havde begået en fejl, at den nye opholdstilladelse var i strid
med EU-regler, og at han havde ret til erstatning for krænkelse i medfør
af EAL §
26. ØL fandt, at A ikke havde nogen konkret og aktuel interesse i
påstanden om, at U skulle erkende, at de havde begået en fejl. ØL
fandt derimod, at den nye opholdstilladelse var i strid med EU-regler, idet den
ikke gav A mulighed for korrekt at bedømme sin retsstilling. A fandtes dog
ikke berettiget til godtgørelse for tort, idet han ikke havde været
udsat for sådanne retsstridige krænkelser, der kunne begrunde en sådan
godtgørelse.
UfR 2006.946 ØLD: I 1984 kom A til Danmark fra Iran som politisk flygtning.
Senere kom hans søskende B, C og D. I 1986 ansøgte A's far, F, og
mor, M, gennem den danske ambassade i Teheran om opholdstilladelse i 6 måneder
med henblik på at besøge børnene. I 1989 blev de meddelt midlertidig
opholdstilladelse, i hvilken forbindelse A og hans 2 søskende have underskrevet
en garantierklæring, ifølge hvilken de påtog sig at forsørge
F og M under opholdet i Danmark. Forældrene fik senere tidsubegrænset
opholdstilladelse, men der blev ikke afgivet ny garantierklæring fra A. Odense
Kommune rejste i 2000 krav mod A for betaling af udbetalt kontanthjælp til
forældrene. Byretten gav A medhold for så vidt angik M, idet hun ikke
var fyldt 60 år, da opholdstilladelsen blev meddelt, jf. den dagældende
udlændingelovs § 9, stk. 3. Kommunen ankede kun kravet vedr. F, der på
tidspunktet var fyldt 60 år. ØL fandt heller ikke grundlag for at anse
garantierklæringen som ugyldig efter aftaleretlige
bestemmelser eller grundsætninger eller efter udlændingelovgivningen.
Heller ikke forvaltningsretlige bestemmelser eller principper kunne føre
til, at garantierklæringen ansås for ugyldig. Kommunen
fandtes ikke at have udvist en passivitet, der kunne føre til,
fortabelse af kravet og da garantierklæringen
heller ikke på andet grundlag kunne anses for uforbindende, fik kommunen medhold.
UfR 2006.1370 ØLK:
U havde den 12.02.2001 ansøgt om familiesammenføring med sine forældre.
I forbindelse hermed lå der en kopi af et irakisk id-kort samt en tro og love
erklæring fra U’s fader, hvoraf det af begge fremgik, at U var født
den 27.12.1983. Der var tillige foretaget en aldersundersøgelse af U. Retslægerådet
udtalte på baggrund af sidstnævnte, at der var sandsynligt at U på
ansøgningstidspunktet var over 18 år. Denne udtalelse blev tillagt
afgørende vægt ved ministeriets afgørelse af sagen. Københavns
byret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den foretagne bevisbedømmelse
vedrørende U’s alder. ØL stadfæstede.
UfR 2006.2095/2 HD: U1, U2 og U3, som var fra Kosovoprovinsen, indrejste i Danmark
i 2001. I 2004 traf Integrationsministeriet afgørelse om, at U1, U2 og U3 ikke opfyldte
betingelserne for at blive meddelt humanitær opholdstilladelse. Ved afgørelse af
1. april 2005 fandt Integrationsministeriet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens
afgørelse af 20. oktober 2004, hvorved U1 fik inddraget sine kontante ydelser. HR
ophævede ikke ministeriets afgørelser. Bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b, stk.
1, om humanitær opholdstilladelse er fra 1985 og indeholder en efter ordlyden meget
begrænset adgang til at meddele en sådan tilladelse. Det er i forarbejderne til
1985-loven angivet, at tilladelse skal have undtagelsens karakter. I overensstemmelse
hermed har administrativ praksis været restriktiv, og det fremgår af forarbejderne
til ændringen af udlændingeloven i 2002, at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse
med denne praksis. Det følger heraf, at posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) i almindelighed
ikke i sig selv kan begrunde humanitær opholdstilladelse. FN-myndighederne i Kosovo
hindrer ikke, at etniske romaer og personer med PTSD frivilligt vender tilbage til
Kosovo, men nægter i et vist omfang at medvirke til tvangsmæssig udsendelse af dem.
Dette kan efter loven ikke i sig selv begrunde en pligt til at meddele humanitær
opholdstilladelse. Integrationsministeriet foretog i forbindelse med afgørelserne
om humanitær opholdstilladelse en vurdering af familiens helbredsforhold, og der
er ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn. Der er heller ikke grundlag
for at antage, at der i øvrigt er mangler ved grundlaget for afgørelserne. Efter
udlændingelovens § 42 a, stk. 10, nr. 2, skal Udlændingestyrelsen, med mindre særlige
grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der ikke medvirker til udrejsen,
alene skal modtage kost og logi i naturalier samt nødvendige sundhedsmæssige ydelser.
Det er ubestridt, at U1 ikke vil medvirke til at udrejse frivilligt af Danmark,
og der er ikke grundlag for at tilsidesætte det af Integrationsministeriet udøvede
skøn, hvorefter der ikke forelå særlige grund, der talte imod at bestemme, at U1
ikke skulle have dækket udgifterne til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige
ydelser.
UfR 2006.2109 HD
(Svarer til
UfR 2006.2095/2 HD)
UfR 2006.2163 VLK:
A indgav d. 20.05.1998 ansøgning om opholdstilladelse som studerende på
en højskole, hvilket han blev meddelt fra d. 15.07.1998 til d. 26.06.1999.
I maj 1999 søgte A om forlængelse af opholdstilladelsen, men Udlændingestyrelsen,
U, meddelte afslag, og A udrejste i januar 2000. Efter at være indrejst på
ny i Danmark i oktober 2000 søgte A d. 14.11.2000 om opholdstilladelse under
henvisning til sin mor, M, og d. 25.04. 2001 blev han meddelt opholdstilladelse,
jf. udlændingelovens
§ 9, stk. 1, nr. 3. Opholdstilladelse var bl.a. betinget af, at M var
fastboende i Danmark og havde lovligt ophold her i landet. A fik forlængelse
på opholdstilladelse senest frem til d. 08.09.2004, men allerede i marts 2004
blev opholdstilladelsen inddraget, idet U ved afgørelse af samme dag havde
nægtet at forlænge M's opholdstilladelse, da hun ikke længere
samlevede på fælles bopæl med sin mand, hvilket hendes opholdstilladelse
var betinget af. Ved afgørelse af 18.02 2005 stadfæstede ministeriet
U's afgørelse og pålagde A at udrejse senest d. 20.03.2005. A anmodede
om genoptagelse af sagen b.la under henvisning til, at M i november 2004 var meddelt
opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk.1, nr. 1. Ved afgørelse af 21.03.2005
afviste ministeriet at genoptage sagen, idet den ikke fandt, at der forelå
nye væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering
af sagen. Aalborg Byret ophævede afgørelsen af 18.02.2005. VL udtalte,
at da M's opholdstilladelse blev inddraget d. 30.03.2004, bortfaldt grundlaget for
A's opholdstilladelse. Det forhold, at M d. 08.11.2004 opnåede opholdstilladelse
på et nyt grundlag, kunne ikke føre til, at A's hidtidige opholdsgrundlag
ikke længere var bortfaldet. Det fulgte herefter af
udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 5 (nu stk. 7),
at A's opholdstilladelse kunne inddrages, men at der ved afgørelsen af, om
inddragelse skulle ske, skulle tages hensyn til, om en inddragelse måtte antages
at virke særligt belastende navnlig på grund af de forhold, der var
nævnt i udlændingelovens
§ 26, stk. 1. Det fremgik af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere
og Integrations afgørelse af 18.02.2005, at ministeriet ved sin afgørelse
ud fra de foreliggende oplysninger havde foretaget en skønsmæssig afvejning
af, om en inddragelse af A's opholdstilladelse måtte antages at virke særlig
belastende. Efter det oplyste var der ikke grundlag for at tilsidesætte dette
skøn, hvorfor ministeriets påstand blev taget til følge.
UfR 2007.262 HD:
A, der var jugoslavisk statsborger, ansøgte efter ankomst til Danmark i juni
1999 om asyl, efter at han i Jugoslavien var blevet idømt fængsel i
2 år for at udeblive fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen
afslog ansøgningen, og afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet,
N. A indbragte afslaget på asyl for domstolene. Efter at HR havde hjemvist
sagen til ØL, genoptog N behandlingen af sagen, og traf herefter en ny afgørelse,
hvor A igen blev nægtet opholdstilladelse, denne gang med den begrundelse,
at det ikke var sandsynliggjort, at A havde været i en konkret risiko for
at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser. A indbragte det nye
afslag for domstolene. HR hjemviste sagen til N og fastslog, at spørgsmålet
om de betingelser for tildeling af asyl, som N havde afgjort sagen på grundlag
af, herunder bevistema og bevisbyrde, var retsspørgsmål, som uanset
endelighedsbestemmelsen i UDL var underlagt domstolenes prøvelse. N havde
i den konkrete sag ikke været berettiget til at stille krav om, at A –
ud over det han allerede havde oplyst, og som N havde lagt til grund – yderligere
skulle sandsynliggøre, at han var i en konkret risiko for at skulle udføre
eller medvirke til krigsforbrydelser. (3-2)
UfR 2007.776 HKK:
A kom i 2001 til Danmark fra Kosovo-provinsen . A fik afslag på asyl og ansøgte
om humanitær opholdstilladelse og om opholdstilladelse. Integrationsministeriet,
M, afslog d. 15.05.2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse
og stadfæstede d. 31.10.2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om,
at A ikke kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse, når A befandt
sig her i landet. D. 09.11.2005 afviste M at genoptage behandlingen af sagen om
opholdstilladelse. A indbragte M’s afgørelser for VL med påstand
om, dels at afgørelsen af 15.05.2003 skulle ophæves, dels at afgørelserne
af 31.10.2005 og 09.11.2005 skulle ophæves. Ved dom af 05.09.2006 frifandt
VL M for påstanden om, at afgørelsen af 15.05.2003 skulle ophæves,
mens VL ophævede M’s afgørelser af 31.10.2005 og 09.11.2005 og
hjemviste til realitetsbehandling. M ankede dommen til HR. A anmodede om opsættende
virkning således, at A kunne forblive i Danmark under ankesagens behandling.
HR udtalte, at VL ved dommen af 05.09.2006 havde bestemt, at M skulle anerkende,
at A kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse, mens A opholdt sig her
i landet. VL lagde herved vægt på, at A indtil da ikke havde kunnet
tvangsudsendes af Danmark, og at A gennem de 5½ år, hvor A havde opholdt
sig i Danmark, var blevet gift og havde fået tre børn. Selv om det
i oktober 2006 blev muligt at udsende A tvangsmæssigt, fandt HR, at det offentliges
interesse i håndhævelsen af udlændingeloven under de ovennævnte
omstændigheder måtte vige for den særlige interesse, som A havde
i, at familien kunne forblive samlet, mens HR behandlede ankesagen. HR imødekom
derfor A’s anmodning, således at A kunne opholde sig her i landet, så
længe sagen verserede for HR, idet det forudsattes, at ankesagen blev fremmet
uden unødig forsinkelse. Komm. af Jens Vedsted-Hansen i
JUR 2007.131-135: Opsættende virkning ved domstolsprøvelse i udlændingesager.
UfR 2007.1115 HD:
B, der var kommet til Danmark i 1996 som 18-årig, indgik i juli 2002 ægteskab
med sin fætter A, der var bosiddende i Tyrkiet. A indgav umiddelbart herefter
ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring
med B. Udlændingemyndighederne gav afslag på ansøgningen, da
A ikke var fyldt 24 år. I april 2004 indgav A ny ansøgning om opholdstilladelse
med henblik på familiesammenføring med B. Udlændingestyrelsen
meddelte afslag på ansøgningen, hvilket blev stadfæstet af Integrationsministeriet
i maj 2005. Ministeriet henviste til
udlændingelovens § 9, stk. 8, hvorefter det ved fætter-kusine
ægteskaber anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået frivilligt,
og ministeriet fandt ikke, at A og B havde afkræftet denne formodning. A og
B indbragte sagen for domstolene med påstand om ophævelse af ministeriets
afgørelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. HR lagde til grund,
at A og B i perioden fra 1996, da B kom til Danmark, og til 2002, da de blev gift,
kun havde mødt hinanden i sommeren 2000, og at de således ikke havde
haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabet
ud over det, der fulgte af slægtskabet. Efter indholdet af formodningsreglen
i udlændingelovens
§ 9, stk. 8, og formålet med denne fandt HR, at A og B ikke alene
ved deres egne og A’s nære familiemedlemmers forklaringer om, at ægteskabet
var frivilligt, havde afkræftet lovens formodning om, at det som følge
af fætter-kusine slægtskabet var tvivlsomt, om ægteskabet var
indgået efter begge parter eget ønske. (3-2)
UfR 2007.1336 HD:
Den thailandske kvinde, K, indrejse i november 2000 til Danmark efter at have fået
opholdstilladelse i forbindelse med ægteskab med den danske statsborger, M.
K’s 17-årige datter, A, rejste i september 2001 til Danmark efter at
have fået opholdstilladelse p.g.a. familiesammenføring med K i medfør
af udlændingelovens
§ 9, stk. 1, nr. 3, på vilkår om, at hun skulle bo hos
K. Udlændingestyrelsen, U, inddrog i februar 2003 A’s opholdstilladelse,
under henvisning til at U have inddraget K’s opholdstilladelse, eftersom hun
ikke længere levede sammen med M. K blev skilt i juni 2003, men giftede sig
i juli 2003 med en anden dansk statsborger, N, hvorefter K igen søgte om
opholdstilladelse. A fik arbejde og flyttede samtidig ind hos K og N. Integrationsministeriet,
I, stadfæstede i december 2003 U’s afgørelse, eftersom inddragelsen
ikke virkede særligt belastende for A, jf.
udlændingelovens § 19, stk. 5, jf.
§ 26, stk. 1. I havde herved lagt vægt på, at A var
indrejst på grundlag af en familiesammenføring med K, at hun havde
gået i skole i Thailand i 12 år, hvor hun desuden havde familie, samt
den begrænsede tid hun havde opholdt sig i Danmark. I begyndelsen af 2004
blev A kæreste med N’s søn, B, og N og B flyttede herefter sammen.
I havde ikke givet A vejledning om at sagen kunne indbringes for retten i medfør
af udlændingelovens
§ 52, men A blev i juli 2005 bekendt hermed, og indbragte sagen for
Skjerns Byret, med påstand om ophævelse af I’s afgørelse.
A og B fik i september 2005 et barn. VL stadfæstede i marts 2006 I’s
afgørelse. A fik afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1,
§ 9 c, stk. 1, nr. 1, og
§ 9 a, og da kæremål til HR ikke blev tillagt opsættende
virkning, udrejste hun i september 2006 til Thailand. A og B blev i december 2006
gift, hvorefter B rejste tilbage til Danmark med deres fælles barn. HR fastslog,
at udlændingelovens
§ 52 måtte forstås således, at domstolsprøvelsen
af Integrationsministeriets afgørelse af 17.12.2003 om inddragelse af opholdstilladelsen
for A skulle ske på grundlag af hendes forhold på tidspunktet for ministeriets
afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt
på, at A efterfølgende var flyttet sammen med en herboende dansk statsborger
og havde fået et barn sammen med denne. I’s afgørelse af 17.12.2003
kunne ikke anses for stridende mod
EMRK art. 8. HR stadfæstede herefter dommen.
UfR 2007.1641 VLK:
U's opholdstilladelse i Danmark blev nægtet forlænget, hvorfor han indbragte
afgørelsen for byretten i Aalborg. U's advokat anmodede om mundtlig forhandling
af sagen. Da der mellem parterne bl.a. var uenighed om U's personlige forhold og
om bedømmelsen af disse, fandt byretten det mest hensigtsmæssigt, at
sagen blev oplyst ved mundtlig forhandling jf.
udlændingelovens § 52, stk. 3, og tillagde endvidere indbringelsen
for retten opsættende virkning jf.
§ 52, stk.6. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration,
M, påkærede afgørelsen. VL udtalte, at de foreliggende oplysninger
om U's interesse i at kunne forblive her i landet, for det tilfælde at det
senere måtte blive fastslået, at hans opholdstilladelse ikke kunne nægtes
forlænget, ikke fandtes at opveje M's klare interesse i, at hans udrejse af
Danmark ikke blev udsat yderligere, jf.
udlændingelovens § 52, stk. 6. Derimod fandtes der ikke tilstrækkeligt
grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn om, at sagen mest hensigtsmæssigt
kunne oplyses ved mundtlig forhandling.
UfR 2008.482 HD:
I 1999 indrejste A, som er serbisk-montenegrinsk statsborger fra Kosovo, i Danmark
og søgte om asyl. A fik opholdstilladelse efter
UDL § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen, U, afslog i september 2002 at forlænge
A's opholdstilladelse, hvilket Flygtningenævnet, F, stadfæstede i juni 2003. A søgte
herefter opholdstilladelse efter UDL
§ 9 e (dengang § 9, stk. 2 nr. 5) dels humanitær opholdstilladelse jf.
UDL § 9 b, stk. 1. Integrationsministeriet, I, der er det øverste administrative
organ stadfæstede afgørelsen i november 2003. Herefter indbragte A sagen for VL,
som afviste sagen under henvisning til endelighedsbestemmelsen i
UDL § 56, stk. 8. HR stadfæstede at VL havde afvist sagen.
UfR 2008.489 HD:
I 2002 indrejste A, B og C som er serbisk-montenegrinske statsborgere fra Kosovo,
i Danmark og søgte om asyl. Integrationsministeriet, I, afslog i november 2004 at
give dem humanitær opholdstilladelse jf.
UDL § 9 b, stk. 1. A, B og C indbragte sagen for HR, og påstod at I's afgørelser
skulle ophæves. HR behandlede sagen skriftligt, og efter den skriftlige procedure
fremsender A, B og C nogle lægeerklæringer omtalende deres handicap, disse blev
ikke tilladt fremlagt. HR udtalte bl.a. at der ved afgørelser om humanitær opholdstilladelse
er overladt udlændingemyndighederne et skøn, og der var ikke grundlag for fastslå
at myndighederne ikke havde tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag for afgørelserne.
Derfor var der ikke grundlag for at tilsidesætte I's vurdering af sagerne, og HR
frifinder I for A, B og C's påstand om ophævelse.
UfR 2008.701 HD: A, som var statsborger fra Kosovoprovinsen i Serbien
og Montenegro, indrejste i Danmark i 2001 og var siden blevet gift og havde fået
tre børn. Ægtefællen var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter at A havde
fået afslag på asyl, anmodede han om humanitær opholdstilladelse efter
UDL § 9 b, stk. 1, og senere om opholdstilladelse efter
UDL § 9 c, stk. 1, (familiesammenføring). Integrationsministeriet, I,
afslog i maj 2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse, og stadfæstede i oktober
2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring
her i landet. I afviste d. 09.11.2005 at genoptage behandlingen af sagen om familiesammenføringen.
A indbragte afgørelserne for VL, der frifandt I for afslaget på humanitær opholdstilladelse,
men tilsidesatte afgørelsen om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring
her i landet. HR fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte I's afgørelse
om afslag på humanitær opholdstilladelse efter
UDL § 9 b, stk. 1. Vedrørende A´s adgang til at indgive ansøgning her i
landet efter UDL § 9 c, stk. 1,
fandt HR, at I havde tilvejebragt de nødvendige oplysninger, og inddraget de relevante
forhold ved afgørelserne, herunder hensynet til familiens enhed. HR bemærkede endvidere,
at I's afgørelse ikke kunne antages at stride mod
EMRK art. 8. (4-1).
UfR 2008.876 HD:
Ægtefællerne A og B, som er statsborgere fra Kosovoprovinsen, indrejste sammen med
deres to børn i Danmark d. 04.06.1999 og fik midlertidig opholdstilladelse i medfør
af Kosovonødloven. I juli måned 2000, rejste de tilbage til Kosovo, men
vendte tilbage til Danmark og søgte om asyl d. 30.09.2000. Flygtningenævnet, F,
afslog A og B's ansøgning om opholdstilladelse og familien blev udsendt til Kosovo
i august 2006. Både VL og HR frifandt I, og fandt af sagen mod F skulle afvises
i medfør af endelighedsbestemmelsen i
UDL § 56, stk. 8.
UfR 2008.506 HD,
UfR 2008.511/1 HD,
UfR 2008.511/2 HD,
UfR 2008.511/3 HD,
UfR 2008.517 HD:
Flygtningenævnet F, havde ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet Udlændingestyrelsens
U's, afslag på at give A1-A7, der alle var etniske romaer fra Kosovo, opholdstilladelse
efter UDL § 7. F havde endvidere
ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet U's afslag på at forlænge A8´s og A9´s
opholdstilladelse. A8 og A9 var etniske albanere fra Kosovo. A1-A9 indbragte F's
afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning, subsidiært frifindelse.
VL besluttede i samtlige sager at udskille spørgsmålet om afvisning til særskilt
behandling. HR gav i samtlige sager F medhold i afvisningspåstanden. HR udtalte,
at domstolsprøvelse af F's afgørelser var begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål,
herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
HR fandt, at de forhold vedrørende sagens oplysning, som A1-A9 havde påberåbt sig,
var så nært og nødvendigt forbundet med bevisbedømmelsen, at de i det hele angik
F's bevisbedømmelse. På samme måde angik A1-A9's indsigelser vedrørende afgørelsernes
begrundelse i realiteten F's afgørelse af, om der skulle meddeles asyl, henholdsvis
om opholdstilladelsen kunne nægtes forlænget. HR fandt endvidere, at A1-A9's indsigelser
vedrørende F's anvendelse af internationale konventioner mv. i realiteten blot var
udtryk for uenighed i F's konkrete bedømmelse af, om sagens faktiske omstændigheder
kunne begrunde asyl henholdsvis en forlængelse af opholdstilladelsen. Endelig fandt
HR, at A1-A9's indsigelser om, at der ikke var taget hensyn til relevante bestemmelser
i bl.a. Flygtningekonventionen, angik forhold af asylbegrundende karakter og dermed
spørgsmålet om bevisbedømmelse og skønsudøvelse. Da der herefter ikke forelå omstændigheder,
som gav grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i
UDL § 56, stk. 8, afviste HR sagerne.
UfR 2008.905/1 HD:
A, som var født i Kosovo, indrejste i Danmark i august 2001. I 2000 var A blevet
gift med en flygtning, der havde bopæl i Danmark. A søgte om humanitær opholdstilladelse,
hvilket blev afvist af udlændingemyndighederne. HR fandt, at der efter
UDL § 9 b, stk. 1, er tillagt myndighederne et skøn, og der var ikke grundlag
for at tilsidesætte skønnet.
UfR 2008.1586 HD:
A, som var statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, indrejste i
Danmark i 2003. Efter blandt andet at have fået afslag på asyl anmodede A om opholdstilladelse
efter UDL § 9, stk. 2, nr. 4, som udsendelseshindret. Udlændingestyrelsen, U, afslog
anmodningen, hvilket i december 2005 blev stadfæstet af Integrationsministeriet,
I. A påstod for HR principalt, at I skulle anerkende, at tvangsudsendelse af ham
for tiden måtte anses for udsigtsløs, subsidiært at I's afgørelse fra december 2005
om nægtelse af opholdstilladelse skulle ophæves. HR fandt, at A's principale påstand
i realiteten var et synspunkt til støtte for hans subsidiære påstand. Da påstandens
tidsmæssige udstrækning i øvrigt var uklar, afviste HR påstanden. For så vidt angik
A's subsidiære påstand fandt HR det på det foreliggende grundlag utvivlsomt, at
A ikke gennem 18 måneder havde medvirket til udsendelsesbestræbelserne. Allerede
fordi betingelserne for at meddele A opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 c, stk.
2, herefter ikke var opfyldt, og da der ikke på andet grundlag var anledning til
at ophæve I's afgørelse, frifandt HR ministeriet.
UfR 2008.2178/1 HD:
Flygtningenævnet, F, havde ved afgørelser af 30.07.2002 stadfæstet Udlændingeservices,
U, afslag på at give A1 og A2, der begge var fra Kosovo, opholdstilladelse efter
UDL
§ 7. Integrationsministeriet, I, havde endvidere ved afgørelse af 17.03.2003
meddelt A1 og A2 afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af
UDL § 9 b, stk. 1.
A1 og A2 indbragte F's afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning,
subsidiært frifindelse. Landsretten besluttede at udskille spørgsmålet om afvisning
til særskilt behandling. A1 og A2 indbragte endvidere I's afslag på humanitær opholdstilladelse
for domstolene. A1 og A2 nedlage principalt påstand om ophævelse af I's afgørelse
og subsidiært påstand om, at I skulle anerkende, at A1 og A2 på tidspunktet for
beslutningen om afslag på humanitær opholdstilladelse kom fra et hjemland med vanskelige
levevilkår og ved tilbagevenden dertil ville være i risiko for at få eller opleve
en forværring af et alvorligt handikap. I påstod overfor den principale påstand
frifindelse og overfor den subsidiære påstand afvisning, subsidiært frifindelse.
HR udtalte, at domstolsprøvelsen af F's afgørelser var begrænset til retsspørgsmål,
herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse.
HR fandt, at A1 og A2's indsigelser mod F's afgørelser ikke angik sådanne retsspørgsmål,
men at de i realiteten angik F's bevisbedømmelse og skønsudøvelse. For så vidt angik
A1 og A2's indsigelse om manglende adgang til en yderligere bisidder under behandlingen
i F udtalte HR, at om en begæring om, at en psykolog mv. skulle deltage som bisidder
under F's møde til behandling af en sag burde imødekommes, beroede på en skønsmæssig
vurdering af, om dette af hensyn til sagens oplysning måtte anses for hensigtsmæssigt,
og at en sådan vurdering som udgangspunkt ikke kunne efterprøves af domstolene,
jf. UDL
§ 56, stk. 8. Der var ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at
fravige dette udgangspunkt. HR afviste herefter sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen
i UDL
§ 56, stk. 8. HR fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at I ved
sin sagsoplysning ikke skulle have tilvejebragt et tilstrækkeligt klart og bevismæssigt
sikkert grundlag for afgørelserne, at I havde foretaget en mangelfuld skønsafvejning
af de enkelte kriterier, eller at der i øvrigt forelå fejl ved I's behandling af
sagen. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte I's skønsmæssige vurdering,
hvorefter de konkrete forhold i sagen ikke gav grundlag for at meddele opholdstilladelse
efter UDL
§ 9 b, stk. 1, og HR frifandt derfor I. For så vidt angik den subsidiære
påstand fandt HR, at påstanden reelt var et anbringende til støtte for principale
påstand og afviste derfor påstanden.
UfR 2008.2513/1
HD: En somalisk mand, M fik i 1995 asyl i Danmark, og i den forbindelse
udfyldte M et skema vedrørende sine familieforhold. M oplyste blandt andet, at han
var gift med H, som var somalisk statsborger, og at de sammen havde 10 fællesbørn,
herunder barnet B på 6 år, som sagen handlede om. H indgav i 1996 ansøgning om opholdstilladelse
i Danmark med baggrund i familiesammenføringsreglerne, ansøgningen omfattede i alt
11 børn, herunder B. En foretaget dna-prøve viste, at B ikke var M og H's biologiske
barn, og på denne baggrund meddelte Udlændingestyrelsen, U, afslag på anmodningen
om opholdstilladelse for så vidt angik B, hvorefter Integrationsministeriet, I,
stadfæstede afgørelsen. Da I behandlede sagen, kom det dog frem, at M ikke havde
været vidende om, at H på et hospital havde født et dødfødt barn, hvorefter H havde
taget B til sig. Disse oplysninger var først fremkommet i 2001, og kunne derfor
ifølge I ikke lægges til grund i sagen. Sagen blev indbragt for landsretten, som
begrundet i dna-prøven, og parternes forklaringer ikke fandt det tilstrækkelig godtgjort,
at der var en sådan familiemæssig tilknytning, at der var grundlag for familiesammenføring
efter familiesammenføringsreglerne. HR stadfæstede afgørelsen.
UfR 2008.2516 HD:
Den tyrkiske statsborger, T, indrejste i 1998 i Danmark, hvor han blev gift med
en dansk statsborger. I 2002 blev han skilt, hvorefter T i Tyrkiet indgik ægteskab
med A, som han tidligere havde været gift med, og med hvem han havde barnet, B,
som under T's ophold i Danmark havde opholdt sig hos A i Tyrkiet. Integrationsministeriet,
I, afslog A's ansøgning om familiesammenføring, og henviste til at familiens samlede
tilknytning til Danmark ikke var større end tilknytningen til Tyrkiet, jf.
UDL § 9, stk. 7. Ved
prøvelsen for HR, lagde T og A, som nu boede i Danmark, vægt på, at det var forholdende
som forelå ved HR's afgørelse som skulle ligges til grund. Hertil udtalte HR, at
domstolsprøvelse efter GRL § 63 af
I's afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle, jf. bl.a.
UfR 2006.639 HD, skulle på grundlag af T og A's forhold
på tidspunktet for I's afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges
vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, de måtte have opnået efter ministeriets
afgørelse. Der fandtes ikke godtgjort at I's afgørelse var i strid med en forvaltningsretlig
lighedsgrundsætning, og da der ikke var grund til at tilsidesætte I's skøn, stadfæstede
HR afgørelsen.
UfR 2008.2629 HKK:
A søgte d. 05.06.2003 sammen med sin moder, B, og seks andre søskende om opholdstilladelse
i Danmark under henvisning til den herboende far, F. Udlændingestyrelsen, U, meddelte
opholdstilladelse til B og fem af børnene d. 15.10.2003, mens der blev iværksat
aldersundersøgelser af henholdsvis A og dennes bror C. Sagen blev under behandlingen
forelagt Retslægerådet, R, med henblik på en udtalelse om aldersfastsættelse af
de to ansøgere. Efter R's udtalelse meddelte U opholdstilladelse til C efter reglerne
i den dagældende UDL § 9, stk. 2, nr. 1 og afslag til A jf. den dagældende UDL §
9, stk. 1, nr. 2 (alderskravet var dengang 18 år) og
UDL § 9 c, stk. 1, 1. pkt.,
da R skønnede at A var over 18 år. Afgørelsen blev stadfæstet af Integrationsministeriet,
I. Afslaget efter UDL § 9, stk. 1, nr. 2 blev indbragt for Retten i København efter
UDL
§ 52 og BR stadfæstede afgørelsen. Denne kendelse blev ikke påkæret. Senere
anlagde A, B og C sag ved ØL med påstand om at I's afgørelse skulle ophæves og hjemvises
til fornyet behandling. A, B og C anmodede under sagen om tilladelse til at nedlægge
påstand om at I's afgørelse også skulle ophæves for den del der vedrørte den dagældende
UDL § 9, stk. 1, nr. 2. Dette afviste ØL med henvisning til at BR's kendelse ikke
var blevet påkæret. ØL frifandt I og A, B og C ankede dommen til HR. Spørgsmålet
om hvorvidt BR's kendelse havde retskraft blev under sagens behandling udskilt til
særskilt behandling og afgørelse. HR udtalte, at da A ikke havde påkæret BR's kendelse
til ØL, var spørgsmålet om A's alder herefter retskraftigt afgjort ved BR's kendelse
i relation til opholdstilladelse. Det skulle derfor under nærværende sag lægges
til grund, at A var over 18 år på ansøgningstidspunktet.
UfR 2009.974 HKK:
Den makedonske statsborger A, født 1991, havde haft opholdstilladelse i Danmark
da hun var lille, idet hendes forældre boede i Danmark. Forældrene havde haft opholdstilladelse
henholdsvis fra 1970 og 1991. Da A i 1993 var 2 år, rejste hun tilbage til Makedonien
hvor hun boede hos sin mormor. Opholdstilladelsen bortfaldt derfor, jf.
den dagældende UDL § 9, stk. 1, nr. 3. A ansøgte i 2005, med henvisning
til at hendes forældre boede i Danmark, om opholdstilladelse. I årene der var gået
havde A ikke besøgt forældrene i Danmark, men de havde besøgt hende i Makedonien.
Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 24.05.2006 at A's tidligere opholdstilladelse
i medfør af den dagældende UDL § 9, stk.
1, nr. 3, var bortfaldet, jf. UDL
§ 17. U meddelte samtidig afslag på ansøgningen om opholdstilladelse
til A. Afslaget blev meddelt under henvisning til
UDL § 9, stk. 1, nr. 2, jf.
§ 9, stk. 14, idet hensynet til A's tarv ikke talte for at meddele hende
opholdstilladelse i Danmark på ny. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration,
M, stadfæstede d. 05.12.2006 U's afgørelse af 24.05.2006. M lagde vægt på, at A's
tidligere opholdstilladelse var bortfaldet og at A ikke kunne meddeles opholdstilladelse
på ny, da hensynet til hendes tarv ikke talte for en ansøgning om opholdstilladelse,
jf. UDL § 9, stk. 1, nr. 2, jf.
§ 9, stk. 14. M lagde
ved afgørelsen vægt på, at A efter det oplyste udrejste af Danmark som ca. tre-årig
og at hun siden da havde opholdt sig i Makedonien hos sin bedstemor, hvor hun har
haft hele sin opvækst og hidtidige skolegang, og at hun ikke har besøgt sine forældre
i Danmark siden udrejsen for ca. 13 år siden. HR udtalte, at M ved afgørelsen af
05.12.2006 havde taget de faktiske omstændigheder i betragtning, der skulle inddrages
ved udøvelsen af skønnet over, om der under hensyn til A's tarv skulle meddeles
opholdstilladelse, jf.
UDL § 9, stk. 14, og HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det
udøvede skøn som åbenbart urimeligt. HR havde herved lagt vægt på, at A, der var
15 år på tidspunktet for afgørelsen, havde boet hos sin mormor i Makedonien, siden
hun var to år, og trods mormorens svækkede tilstand fortsat kunne bo hos hende,
på, at A havde gennemgået en 8-årig folkeskole i Makedonien og talte makedonsk og
albansk, men ikke dansk, samt på, at A's forældre fortsat kunne være sammen med
hende i Makedonien i samme omfang som siden adskillelsen i 1993. Hverken
EMRK art. 8 eller FN's børnekonvention kunne føre til at andet resultat.
UfR 2009.2752 HD:
A og B og deres 3 børn indrejste i foråret 1999 i Danmark efter at være meddelt
opholdstilladelse i henhold til Kosovonødloven. Integrationsministeriet, I, meddelte
d. 30.05.2001 afslag på ansøgning om fortsat opholdstilladelse. Politiet udsendte
d. 03.10.2001 A og B og deres 3 børn i overensstemmelse med I's afgørelse. A og
B nedlagde over for I påstand om ophævelse af afgørelsen af 30.05.2001. I nedlagde
påstand om frifindelse. A og B nedlagde endvidere over for Rigspolitichefen, R,
påstand om, at R skulle anerkende, at tvangsudsendelsen af A og B var i strid med
UNMIK's og UNHCR's retningslinjer, at helbredsoplysninger blev undertrykt over for
UNMIK, og at denne undertrykkelse skete med det formål at få A og B tvangsudsendt.
R nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. HR fastslog, at der ikke
var grundlag for at tilsidesætte I's skønsmæssige afgørelse om afslag på opholdstilladelse.
I blev derfor frifundet. HR fastslog endvidere, at påstanden mod R var for ubestemt
til at blive taget under pådømmelse, og afviste allerede derfor sagen mod R. HR
stadfæstede dermed ØL's dom med den ændring, at sagen mod R blev afvist.
UfR 2010.1035 HD:
Afslag på familiesammenføring under henvisning til 28-års-reglen og tilknytningskravet
var ikke ugyldigt, og hverken EMRK eller Statsborgerretskonventionen var krænket.
Komm. af Eva Ersbøll i
JUR 2010.121-127: Det lige statsborgerskab - Udlændingelovens regler om
familiesammenføring: tilknytningskravet og 28-års-reglen.
UfR 2010.1590 HD:
Søstrene A og B var født i Tyrkiet. I 1997 blev deres forældre skilt, og faderen
F rejste samme år til Danmark. Her indgik F ægteskab med en tyrkisk kvinde med opholdstilladelse
og fik selv opholdstilladelse i Danmark i 1998, der blev gjort tidsubegrænset i
2000. I 2001 blev han skilt fra sin ægtefælle og indgik på ny ægteskab med A og
B's mor, M. A og B boede hos M i Tyrkiet og kom til Danmark første gang i 2006 sammen
med M og indgav ansøgning om opholdstilladelse i 2007. A og B fik i marts 2008 en
lillebror, der havde opholdsret i Danmark. Udlændingeservices afslag på familiesammenføring
blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, I, i
2008. Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af to-års-fristen
i UDL § 9, stk. 13, 2. pkt. Det
fulgte herefter af § 9, stk. 13, 1. pkt.,
at opholdstilladelse kun kunne gives, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed
for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket
integration. Der skulle dog ses bort fra denne betingelse, hvis "ganske særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod." HR udtalte, at domstolsprøvelsen
efter GRL § 63 af I's afgørelse om
afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle ske på grundlag af A og B's
forhold på tidspunktet for I's afgørelse, og at der ikke kunne lægges vægt på den
yderligere tilknytning til Danmark, som de senere måtte have opnået. HR anførte,
at afslag på opholdstilladelse efter
UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsatte, at det måtte lægges til grund,
at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først var indgivet efter udløbet
af 2-års-fristen, var et ønske fra barnets forældre om, "at barnet får en opvækst
i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges
af danske normer og værdier." HR fandt, at de konkrete oplysninger, som I havde
inddraget i sin afgørelse, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag
for at tilsidesætte I's skønsmæssige vurdering af, om A og B havde eller havde mulighed
for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket
integration her i landet. HR fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte M's
vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle
ses bort fra betingelsen i § 9, stk.
13, 1. pkt.
UfR 2010.1599 HD:
A var født i 1992 i Kina som barn af kinesiske statsborgere. Forældrene blev skilt
i 1998, og faderen, F, indgik i januar 2001 ægteskab med en dansk statsborger. F
fik på grundlag af ægteskabet opholdstilladelse i Danmark i juli 2002 og indrejste
i august 2002 sammen med A's storebror, B. Ved forældrenes skilsmisse fik A's moder,
M, forældremyndigheden over A. A flyttede dog efter kort tid permanent til sin farmor
og farfar. A havde ikke længere kontakt til M. Forældremyndigheden blev i 2006 overført
til F alene. A indrejste i Danmark d. 20.07.2008 og havde siden haft processuelt
ophold her. A indgav d. 13.02.2007 ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingeservice,
U. U meddelte ved skrivelse af 18.10.2007 A afslag på opholdstilladelse, og Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, stadfæstede d. 28.01.2008 afslaget.
Ansøgningen om familiesammenføring var indgivet mere end 2 år efter, at F opfyldte
betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 2.
Det fulgte herefter af UDL § 9, stk.
13, 1. pkt., at opholdstilladelse kun kunne gives, hvis A "har eller har
mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en
vellykket integration her i landet". Der skulle dog efter bestemmelsens 2. pkt.
ses bort fra denne betingelse, hvis "ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiens enhed, taler derimod". HR tiltrådte, at afslag på opholdstilladelse efter
UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke
forudsatte, at det måtte lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse
først var indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, var et ønske fra barnets forældre
om, "at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke
og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier". Bedømt ud fra forarbejderne
til UDL § 9, stk. 13, 1. pkt.,
fandt HR, at de konkrete oplysninger, som M havde inddraget i sin afgørelse, var
saglige og tilstrækkelige. Afgørelsen af, om A har eller havde mulighed for at opnå
en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration
her i landet, beroede på en skønsmæssig vurdering, og HR fandt ikke grundlag for
at tilsidesætte M's skøn. A var på ansøgningstidspunktet ca. 14½ år og havde hidtil
boet hos sine bedsteforældre i Kina. På denne baggrund fandt HR - selv om A ikke
måtte kunne bo hos sin mor - ikke grundlag for at tilsidesætte M's vurdering, hvorefter
der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der efter
UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., skulle ses bort fra betingelsen i 1. pkt. Under
hensyn til sagens principielle karakter skulle ingen af parterne eller statskassen
betale sagsomkostninger for HR til den anden part eller statskassen.
UfR 2010.1608 HD:
Søskende A, B og C var født i Tyrkiet. De flyttede i 2004 flyttede sammen med deres
mor, M, i Tyrkiet. Faderen F, indrejste i Danmark i 1997 og ansøgte om asyl. I 1998
blev F meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et ægteskab med en dansk
statsborger. Efter en skilsmisse i 2001 blev han samme år gift med M i Tyrkiet.
Efter at have fået afslag på opholdstilladelse i 2003 indrejste A, B og C i Danmark
sammen med M i 2005 og indgav på ny ansøgning om opholdstilladelse. I 2006 meddelte
Udlændingeservice, U, afslag. Efter fornyet ansøgning meddelte U afslag for tredje
gang i 2007, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, I, stadfæstede
afslaget. Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af to-års-fristen
i UDL § 9, stk. 13, 2. pkt. Det
fulgte herefter af § 9, stk. 13, 1. pkt.,
at opholdstilladelse kun kunne gives, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed
for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket
integration. Der skulle dog ses bort fra denne betingelse, hvis "ganske særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed, talte derimod." HR udtalte, at domstolsprøvelsen
efter GRL § 63 af I's afgørelse om
afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle ske på grundlag af ansøgernes
forhold på tidspunktet for I's afgørelse, og at der ikke kunne lægges vægt på den
yderligere tilknytning til Danmark, som de senere måtte have opnået. HR anførte,
at afslag på opholdstilladelse efter
UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsatte, at det måtte lægges til grund,
at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først var indgivet efter udløbet
af 2-års-fristen, var et ønske fra barnets forældre om, "at barnet fik en opvækst
i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges
af danske normer og værdier." HR fandt, at de konkrete oplysninger, som I havde
inddraget i sin afgørelse, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag
for at tilsidesætte I skønsmæssige vurdering af, om A, B og C havde eller havde
mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en
vellykket integration her i landet. HR fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte
I's vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle
ses bort fra betingelsen i § 9, stk.
13, 1. pkt.
UfR 2010.1912 HD:
A, der var født og opvokset i Tyrkiet, havde i en periode på ca. 10 år samlevet
i Tyrkiet med B, der ligeledes var født og opvokset i Tyrkiet. I 1997, kort før
A fødte sit 3. barn med B, rejste B til Danmark, hvor han giftede sig med C, der
var dansk statsborger. B opnåede i 1999 tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark,
og A og B søgte nogle år efter om at blive familiesammenført, idet B i mellemtiden
var blevet skilt fra C. Udlændingeservice, U, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere
og Integration, M, nægtede familiesammenføring, idet man fandt, at A og B's samlede
tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til
Tyrkiet, jf. UDL § 9, stk. 7.
I afgørelsen anførte M bl.a., at den omstændighed, at A og B på ny havde
indgået ægteskab, talte imod, at tilknytningskravet var opfyldt, at det var
blevet tillagt betydelig vægt, at A og B havde samlevet i mere end 10 år i Tyrkiet,
hvor de sammen havde fået 3 børn, at parrets tredje barn var født kort inden
B's afrejse til Danmark, og at A og B stadig havde haft personlig kontakt
med hinanden, herunder besøg i Tyrkiet på over en måneds varighed. A anlagde sag
mod M med påstand om ophævelse og hjemvisning af afgørelsen og gjorde gældende,
at M havde udvist mangelfuldt skøn ved reelt undtagelsesfrit at antage, at tilknytningskravet
ikke kan være opfyldt i tilfælde, hvor nuværende ægtefæller tidligere har været
gift eller levet sammen i deres fælles hjemland. A henviste bl.a. til, at reglen
fremgik af M's interne vejledninger, og til en række afgørelser med lignende omstændigheder,
der alle var resulteret i afslag på familiesammenføring. I påstod frifindelse, og
henviste bl.a. til, at M havde tillagt en lang række forhold betydning for afgørelsen.
HR stadfæstede ØL's dom, der fastslog, at M i sin afgørelse havde foretaget en samlet
vurdering og afvejning af ægtefællernes tilknytning til Danmark, og at M ikke havde
undladt at inddrage relevante forhold i denne afvejning. Den regel, som A havde
gjort gældende, fandtes alene at udgøre en vejledende regel, der således ikke undtagelsesfrit
afskar afvejningen af relevante forhold i vurderingen. Endvidere fandtes den af
A fremlagte praksis vedrørende lignende tilfælde ikke at have godtgjort, at M's
afgørelse var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om ikke at sætte
skøn under regel.
UfR 2010.2066 ØLK:
U kunne ikke få sag om afslag på opholdstilladelse i medfør af
UDL § 9 c, stk. 1 behandlet mundtligt for domstolene i medfør af
UDL § 52. Ligeledes kunne indbringelsen af sagen for domstolene ikke
tillægges opsættende virkning. ØL lagde vægt på, at U var 15 år ved ansøgningstidspunktet.
UfR 2010.2805 ØLK:
A's sag vedr. opsættende virkning var ved Københavns Byret ikke blevet taget til
følge. A havde sammen med sin mor og søster ansøgt om familiesammenføring med A's
far, der havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. A's ansøgning blev afvist
i medfør af UDL § 9, stk. 13.
A's mor og søster var blevet meddelt processuelt ophold under behandlingen af deres
individuelle sager, hvorfor det ved ØL blev afgjort, at A's sag blev tillagt opsættende
virkning, jf. UDL § 52, stk. 6,
henset til at udfaldet af moderen og søsterens sager kunne havde indflydelse på
vurderingen af A's sag.
UfR 2011.714 ØLK:
En 14-årig udlænding, U, havde indbragt en administrativ afgørelse om opholdstilladelse
for retten. Advokat for U fremsatte begæring om mundtlig forhandling af sagen og
henviste derudover til børnekonventionens art. 12. ØL bestemte med henvisning til
FN-konventionen om Barnets Rettigheder, at barnets mulighed for at udtale sig skulle
ske i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder, og at proceduren
efter UDL § 52, der havde skriftlig
behandling som udgangspunkt, ikke var i strid med konventionen. Begæringen om mundtlig
behandling blev ikke imødekommet.
UfR 2011.875 VLD:
Sagen handlede om retten til ægtefællesammenføring i Danmark. M indrejste i Danmark
d. 18.08.2000, og blev meddelt asyl d. 15.12.2000. H indgav som ægtefælle til M
d. 01.12.2005 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingeservice, U, gav
d. 22.02.2007 H afslag på ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
UDL § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1,
nr. 1, idet U lagde til grund, at H og M var nærtbeslægtede eller i
øvrigt nærmere beslægtede, hvorfor det blev anset for tvivlsomt, om ægteskabet var
indgået efter begge parters eget ønske. Der var herefter ikke grundlag for at ophæve
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelser.
UfR 2011.1762 HD:
A og B og deres børn, der alle var statsborgere fra Kosovo rejste i 2002 ind i Danmark
og indgav ansøgning om asyl. Ansøgningen blev afslået, hvorefter A og B søgte om
humanitær opholdstilladelse, som også blev afslået af Integrationsministeriet, I.
Efterfølgende blev der givet tilladelse i et år pga., at A led af en meget alvorlig
og behandlingskrævende hjertesygdom, og at den fornødne behandling ikke var tilgængelig
i hjemlandet. Tilladelsen blev forlænget med yderligere 1 år. I meddelte herefter
afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, da den fornødne behandling nu var tilgængelig
i hjemlandet. Ifølge I's oplysninger ville de månedlige udgifter til medicin og
kontrol andrage 552 kr., som I fandt, at A og B ville være i stand til at udrede.
I's afgørelse blev af A og B indbragt for domstolene. HR bemærkede, at der efter
UDL § 9 b, stk. 1, om humanitær
opholdstilladelse var overladt I et skøn, og at der kunne opstå spørgsmål om tilsidesættelse
af I's skønsmæssige vurderinger bl.a. i tilfælde, hvor der var mangler ved sagsoplysningen.
HR fandt at det afgørende var, at behandlingen kunne fås i hjemlandet, og ikke om
den var tilgængelig i A's lokalområde. HR fandt endvidere, at I's opgørelse af udgifterne
til medicin og kontrol byggede på en forsvarlig undersøgelse af udgifterne. I's
afgørelse blev truffet på grundlag af en vurdering af A's økonomiske og sociale
situation. Som grundlag for I's afgørelse forelå der oplysninger om levevilkårene
for befolkningen i Kosovo og om A's situation og hans familiemæssige netværk. Egenbetalingens
størrelse gav ikke HR grund til at kritisere, at I ikke havde foretaget mere detaljerede
undersøgelser af A's erhvervs- og indkomstmæssige forhold mv. Uanset at I i sin
afgørelse kunne have gjort mere udtrykkeligt rede for det faktiske grundlag for
vurderingen af A's økonomiske muligheder, fandt HR herefter ikke, at I havde baseret
sin afgørelse på et utilstrækkeligt faktuelt grundlag. (4-1)
UfR 2011.3075/1 HD:
Integrationsministeriet havde besluttet at lade A's opholdstilladelse bortfalde.
A indbragte dette spørgsmål for domstolene og efter stadfæstelse i byret og ØL,
indgav A begæring til HR om at tillægge ansøgning til Procesbevillingsnævnet opsættende
virkning, jf. RPL § 395.
til HR afviste hjemmel hertil.
UfR 2012.1670 HD:
Den 17-årige T var afghansk statsborger og indrejste i Danmark i 2009, hvor han
i lufthavnen foreviste et falsk bulgarsk identitetskort, hvorefter der blev rejst
tiltale. T søgte asyl og blev efterfølgende meddelt opholdstilladelse i Danmark
i medfør af UDL § 7, stk. 2.
Nødretlige betragtninger kunne ikke medføre frifindelse, hvorfor HR fandt, at T
ikke kunne frifindes for straf. HR fandt imidlertid, at der forelå sådanne særlige
forhold og formildende omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af STRFL § 83. HR lagde i den
forbindelse bl.a. vægt på, at anklagemyndigheden efter nærmere regler herom kunne
frafalde tiltale også i tilfælde, hvor en asylansøger, der ved indrejse i Danmark
havde anvendt falske papirer, fik opholdstilladelse efter
UDL § 7, stk. 2, og at der ved afgørelsen heraf navnlig kunne lægges vægt
på den tid, der var gået med asylsagens behandling.
UfR 2012.2187 VLD:
A var tyrkisk statsborger og gift med B, som var dansk statsborger og havde bopæl
i Danmark. A ansøgte ved Justitsministeriet, J, om familiesammenføring med B efter
EU-reglerne om fri bevægelighed. J meddelte A afslag, som A indbragte for domstolene.
For at A skulle kunne påberåbe sig ophold efter EU-reglerne, skulle hans ægtefælle,
der var EU-borger, have benyttet sin ret til fri bevægelighed. B forklarede, at
hun i ca. 6 måneder boede i Tyskland. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund,
at B var bosiddende i Tyskland fra marts til september 2007. B's baggrund for flytningen
var at finde lokaler til et pizzaria, men hun kunne ikke finde nogen og opgav derfor
tanken om pizzariaet. Efter at A d. 01.06.2007 rejste tilbage til Tyrkiet, opholdte
B sig ikke så meget i Tyskland, og da hun vendte tilbage til Danmark, flyttede hun
tilbage til sin bopæl i Randers. VL fandt efter en samlet vurdering, at det under
disse omstændigheder ikke var godtgjort, at B etablerede et reelt og faktisk ophold
i Tyskland. VL lagde herved navnlig lagt vægt på, at planerne for etablering af
et pizzeria i Tyskland som eksistensgrundlag for B efter det oplyste var helt ukonkrete,
at hun bevarede en meget nær tilknytning til Danmark både i forhold til arbejde
og ophold i den periode, hvor hun var registreret på adressen i Tyskland, og at
hun efter sin tilbagevenden til Danmark flyttede ind i den samme lejlighed, som
hun havde boet i, inden hun tog til Tyskland. B havde herefter ikke godtgjort at
have benyttet sin ret til fri bevægelighed på en sådan måde, at der var grundlag
for familiesammenføring efter EU-retten. VL stadfæstede derfor.
UfR 2013.388 HKK:
A blev som 12-årig anbragt af sin mor, H, på en kostskole i Nigeria og vendte 4
år senere - som nu 16-årig - tilbage til Danmark. Integrationsministeriet, M, anførte,
at A's opholdstilladelse var bortfaldet, idet A havde opholdt sig uden for Danmark
i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Der var efter M's opfattelse ikke grundlag
for at træffe afgørelse om, at A's opholdstilladelse efter ansøgning alligevel ikke
skulle anses for bortfaldet. HR lagde bl.a. til grund, at A var flyttet til Danmark
som 3-årig og boede i landet, indtil han var mere end 12 år. Han gik endvidere i
dansk skole fra 1. klasse indtil begyndelsen af 7. klasse, og hans nærmeste familie,
forældre og søskende boede i Danmark. HR fandt, at H's bestemmelse om, at A skulle
på kostskole i Nigeria, ikke skulle komme A til skade med den virkning, at der skulle
ses bort fra A's interesser, herunder A's ret til respekt for sit privatliv og familieliv
i form af en stærk tilknytning til Danmark. På den baggrund fastslog HR, at M's
afgørelse udgjorde et uproportionalt indgreb i A's ret til privatliv og familieliv
i strid med
EMRK art. 8 og ophævede M's afgørelse. ØL var nået til et andet resultat.
UfR 2013.1404 HD:
A indrejste som uledsaget asylbarn til Danmark i november 2005. A kom oprindeligt
fra Afghanistan. Udlændingemyndighederne, B, meddelte i 2006 A afslag på asylstatus.
Efterfølgende fik A tillige afslag på opholdstilladelse efter
UDL § 9 c, 3, nr. 2. B fandt ikke, at han ved tilbagevenden til hjemlandet
ville befinde sig i en reel nødsituation. A indbragte sagen for domstolene med påstand
om, at afslaget på opholdstilladelse skulle ophæves, eller at behandlingen af hans
sag skulle genoptages. A gjorde gældende, at afgørelserne byggede på et forkert
eller ufuldstændigt grundlag, navnlig fordi B ikke havde eftersøgt hans familie
i hjemlandet i medfør af UDL § 56 a,
stk. 8. HR fandt ikke, at det var en betingelse for, at B kunne træffe afgørelse
om opholdstilladelse i medfør af UDL
§ 9 c, 3, nr. 2, at de havde gennemført en eftersøgning af et uledsaget
asylbarns forældre eller anden familie. B var heller ikke forpligtet til at lade
en afgørelse om, hvorvidt der kunne gives opholdstilladelse, afvente udfaldet af
en eftersøgning, som barnet havde igangsat. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte
B's skøn, hvorefter A ikke ville blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden
til hjemlandet. Der var ikke handlet i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
HR frifandt derfor B.
UfR 2013.2425 VLD:
En thailandsk kvinde, M, blev gift med en dansk mand, N, og fik sammen med sin datter,
D, født februar 1999, opholdstilladelse her i landet d. 18.01.2008. M's to øvrige
børn, A, født februar 2007, og B, født oktober 1997, fik midlertidig opholdstilladelse
her i landet d. 29.07.2008 efter UDL
§ 9, stk. 1, nr. 2. Opholdstilladelserne var bl.a. på betingelse af, at
M var fastboende og havde opholdstilladelse i Danmark. M rejste tilbage til Thailand
d. 30.03.2012, og tog kun D med sig. Justitsministeriet, J, inddrog herefter den
midlertidige opholdstilladelse for A og B ved afgørelse af 08.11.2012, i medfør
af UDL § 19, stk. 1, nr. 1,
jf. § 9, stk. 1, nr. 2. N havde
del i forældremyndigheden over A, og havde haft A boende hos sig siden han kom til
Danmark i 2008. A og B indbragte J's afgørelser for retten med påstand om, at de
blev ophævet. VL udtalte, at det forhold, at J med rette i sin vurdering havde inddraget
overførelsen af forældremyndigheden til N i sammenhæng med hans manglende biologiske
slægtskab med A, omgåelseshensyn, samt moderens omsorgspligt, ikke kunne fritage
for, at der skulle foretages en selvstændig vurdering efter
UDL § 26, stk. 1. VL lagde herefter til grund, at A ikke kunne tale thai,
at M måtte anses for reelt at have opgivet A, at hele A's forestillingsverden var
knyttet til Danmark, og at N var A's primære omsorgsperson. De anførte forhold var
af central betydning for barnets tarv, jf. FN's børnekonvention art. 3, stk. 1,
som ikke var inddraget særskilt i J's vurdering vedr. A. På baggrund heraf tiltrådte
VL, at inddragelsen af A's opholdstilladelse måtte virke så belastende, at der var
grundlag for at ophæve J's afgørelse i forhold til ham, jf.
UDL § 26, stk. 1. Da forudsætningen for B var ændret som følge af VL's afgørelse
om A, og da vurderingen i første omgang burde foretages af udlændingemyndighederne,
tiltrådte VL, at sagen hjemvistes for B's vedkommende.
UfR 2013.3393 HD:
A flygtede i 1995 fra Sri Lanka og fik i 1997 opholdstilladelse som flygtning i
Danmark. A blev gift med B i Thailand d. 15.01.2003. B, der var født og opvokset
i Sri Lanka, søgte herefter d. 28.01.2003 om familiesammenføring med A. Udlændingestyrelsen,
U, afslog d. 19.04.2003 ansøgningen om opholdstilladelse, og d. 14.06.2004 stadfæstede
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, afgørelsen. M genoptog
d. 17.08.2004 imidlertid sagen på grund af oplysninger om A og B's fælles bopæl
i Danmark og om fødslen af et fællesbarn og tilbagesendte d. 23.05.2005 sagen til
U med henblik på, at U skulle udstede en opholdstilladelse, hvilket U gjorde d.
06.07.2005. A og B fremsatte flere år senere krav om erstatning og godtgørelse med
den begrundelse, at de havde retskrav på familiesammenføring, at det skyldtes klare
myndighedsfejl, at B d. 14.06.2004 fik afslag på opholdstilladelse, og at den daværende
praksis var i strid med bl.a.
EMRK art. 8. I relation til spørgsmålet om forældelse udtalte HR bl.a.,
at skaden indtrådte d. 14.06.2004, da M stadfæstede U's afslag på opholdstilladelse.
Hovedparten af kravene (påstand 2 og 3) var derfor forældede ved sagens anlæg d.
24.08.2009. HR udtalte om kravet i påstand 1, der angik lægeregninger på 1.450 kr.,
at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at M havde begået ansvarspådragende
fejl ved afgørelsen af 14.06.2004. HR frifandt herefter M. ØL var nået til samme
resultat.
UfR 2015.1069 ØLD: Udlændingenævnets afgørelse om bortfald af opholdstilladelse
var ikke i strid med konventionsforpligtelser.
K, der var pakistansk statsborger, blev i 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark
på baggrund af ægteskab med M, der havde opholdt sig i Danmark siden 1972 og var
blevet dansk statsborger. K og M rejste i 2005 til Pakistan, hvor K i 2007 fødte
et barn. Efter at K i maj 2012 igen indrejste til Danmark, afgjorde Udlændingestyrelsen,
U, i december 2012, at K's opholdstilladelse var bortfaldet, og at der ikke var
grundlag for at dispensere fra bortfaldet. U's afgørelse blev i 2013 stadfæstet
af Udlændingenævnet, N. K lagde ved Retten i Glostrup sag an mod N med påstand om,
at N's afgørelse blev ophævet. ØL fandt, at dispensation efter udlændingelovens
§ 17, stk. 3 beroede på at skøn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte
N's skøn. ØL fandt tillige, at N's afgørelse hverken indebar en krænkelse af
EMRK art. 8, TEUF art. 20 eller FN's børnekonvention, og ØL frifandt derfor
N for K's påstand om ophævelse. BR var kommet til samme resultat.
FM
2015.216 ØLK: Sagsanlæg om prøvelse af afslag på opholdstilladelse tillagt opsættende
virkning som følge af sagens principielle karakter og ansøgers mellemkommende fødsel
af parternes fælles barn.
A og B havde, i forbindelse med en sag anlagt mod Udlændingenævnet med påstand om
omgørelse af nævnets afgørelse om afslag på familiesammenføring, fremsat anmodning
om, at søgsmålet blev tillagt opsættende virkning, således at B, der var ukrainsk
statsborger, kunne opholde sig i Danmark, indtil retten havde truffet afgørelse
i sagen. A og B havde under sagen gjort gældende, at de med nævnets afgørelse, som
afviste dispensation fra selvforsørgelseskravet i UDL § 9, stk. 5, blev udsat for
usaglig forskelsbehandling på grund af handicap i strid med FN's konvention om rettigheder
for personer med handicap artikel 5 og 23, jf. artikel 4, og EMRK art. 14, jf. art.
8. Det var i sagen ubestridt, at A, der var dansk statsborger, var handicappet i
disse bestemmelsers forstand, og at der ikke var udsigt til bedring af tilstanden,
som krævede konstant behov for særlig, herunder fagpædagogisk, støtte, som i et
vist omfang kunne ydes af B. B havde opholdt sig i Danmark siden primo januar 2012.
Byretten udtalte, at selvom Udlændingenævnet udtrykkeligt havde taget stilling til,
om A ved det meddelte afslag på opholdstilladelse blev udsat for usaglig forskelsbehandling
som følge af sit handicap, så var det i hvert fald ikke på det foreliggende grundlag
udelukket, at B og A kunne få medhold i påstanden om ugyldighed ved rettens prøvelse
af denne problemstilling, der - så vidt ses - ikke tidligere havde været forelagt
domstolene. Under disse omstændigheder, og henset til den samlede længde af Bs ophold
i Danmark sammen med A, fandtes det offentliges interesse i håndhævelsen af udlændingeloven
at måtte vige for den interesse, som hun og A på grund af hans særlige behov for
at forblive sammen i Danmark, indtil sagen er afgjort af retten. Derfor blev anmodning
imødekommet således, at B kunne opholde sig her i landet, indtil retten havde truffet
afgørelse i sagen. Det forudsattes i den forbindelse, at sagen fremmedes uden unødig
forsinkelse. ØL anførte at B i 2015 havde født parternes fællesbarn. Det var oplyst,
at udlændingemyndighederne efter fast praksis udsætter en ansøgers udrejsedato til
2 måneder efter fødsel, og at dette også vil være tilfældet i denne sag. ØL lægger
til grund, at B på denne baggrund lovligt ville kunne opholde sig i Danmark indtil
d. .. 2015. Sagen om Udlændingenævnets afgørelse var ved kendelse af 11. 02.2015
henvist til ØL i medfør af RPL § 226, stk. 1, og sagen skulle hovedforhandles d.
02.11.2015. Henset hertil og til de af byretten anførte grunde fandt ØL, at det
offentliges interesse i håndhævelsen af udlændingeloven under de anførte omstændigheder
måtte vige for den særlige interesse, som B havde i, at familien kunne forblive
samlet, mens ØL behandlede sagen.
UfR 2017.1902 VLD: Transport mellem to adresser i Kruså af to udlændinge, som
opholdt sig ulovligt i Danmark, var ikke omfattet af UDL § 59, stk. 8, nr. 1.
T var tiltalt for overtrædelse af
UDL § 59, stk. 8, nr. 1, idet T havde samlet to iranske statsborgere, H
og A, op på en tankstation om natten i nærheden af den dansk/tyske grænse, og kørt
dem til en anden adresse i Kruså, hvor T blev stoppet af politiet. Yderligere nedlagde
Anklagemyndigheden, A, påstand om, at T blev udvist betinget af Danmark, jf.
UDL § 49, stk. 1, jf.
§ 22, nr.
5, jf.
§ 24 b,
jf.
§ 26, stk. 2 Retten
i Sønderborg fandt, at T ved at have transporteret to udlændinge uden at have set
gyldige opholdspapirer eller rejselegitimation havde vidst eller måtte indse, at
det var overvejende sandsynligt, at de to personer ikke lovligt opholdt sig i Danmark.
Straffen fastsattes til fængsel i 40 dage, jf.
UDL § 59, stk. 8, nr. 1. T's transport fandtes at være af tilfældig karakter,
og det kunne ikke afvises, at T alene havde til hensigt at transportere udlændingene
til et nærliggende asylcenter. På denne baggrund var det forsvarligt at gøre straffen
betinget, jf.
STRFL § 56, stk. 1.
Der var ikke grundlag for betinget udvisning af T. VL fandt, at
UDL § 59, stk. 8, nr. 1 blev ændret ved lov nr. 367 af 06.06.2002.. Ved
loven blev "rejse gennem" indsat som et led i gerningsindholdet, og dette
led måtte anses at vedrøre bistand med transit gennem landet med henblik på ulovlig
passage af et andet lands grænse. Da en bistand, som den, der var rejst tiltalte
for, herefter ikke var omfattet af
UDL § 59, stk. 8, nr. 1, frifandtes T.
UfR 2018.2510 ØLK: Domstolsprøvelse af afslag på opholdstilladelse blev ikke
tillagt opsættende virkning, idet ansøgeren gentagende gange tidligere havde fået
afslag på opholdstilladelse
H, der var makedonsk statsborger, havde sammen med sin mand, M, tre børn,
der boede i Danmark hos M, som havde midlertidig opholdstilladelse indtil 2021.
Siden 2010 havde H to gange tidligere fået afslag på opholdstilladelse, men hun
havde i betydeligt omfang opholdt sig i Danmark hos M og deres børn bl.a. på processuelt
ophold. Udlændingenævnet, N, stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse
til H efter UDL § 9, stk. 1, nr. 1
og § 9 c, stk. 1, og H blev
meddelt udrejsepåbud. H efterkom påbuddet, men indrejste dog efterfølgende i Danmark
efter UDL § 3, stk. 1. H indbragte
afslaget på opholdstilladelse for domstolene i medfør af
GRL § 63 og nedlagde påstand om, at udrejsepåbuddet blev tillagt opsættende
virkning. KBR fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i sagen,
at der var grundlag for at tillægge udrejsepåbuddet opsættende virkning. ØL lagde
vægt på, at H aldrig havde haft opholdstilladelse, og at hun gentagne gange havde
fået afslag på familiesammenføring. Alle børnene var enten født eller indrejst i
Danmark, efter at H en eller flere gange var meddelt afslag på opholdstilladelse.
På den baggrund måtte H’s interesse i at forblive i Danmark under domstolsprøvelsen
vige for myndighedernes klare interesse i at håndhæve udlændingelovgivningen. ØL
stadfæstede derfor kendelsen.
UfR 2019.3773 ØLD: Mindreårig tredjelandsborger, der var familiemedlem til dansk
statsborger, afledte ikke opholdsret efter EU-retten, da det opbyggede og konsoliderede
familieliv var ophørt 8 måneder inden tredjelandsborgerens indrejse i Danmark, og
ansøgning om EU-opholdskort, der var indgivet 9 måneder efter danskerens indrejse
i Danmark, var ikke i naturlig forlængelse heraf
B, der var mindreårig tyrkisk statsborger, opholdt sig fra august 2013
til september 2014 to gange i Sverige i hhv. 1 og 3 måneder med sin far, F, og F’s
ægtefælle, A. A var dansk statsborger. A rejste tilbage til Danmark i oktober 2014.
Efter B’s indrejse i Danmark i juni 2015, indgav B ansøgning om EU-opholdskort
i juli 2015. Statsforvaltningen gav afslag på ansøgningen, da B ikke afledte rettigheder
fra A om ret til ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der vendte tilbage
til Danmark efter at have benyttet sig af reglerne om fri bevægelighed. Udlændingestyrelsen,
S, stadfæstede afgørelsen. A og B nedlagde påstand om ophævelse af S’ afgørelse.
KBR henviste sagen til behandling ved ØL, jf.
RPL § 226, stk. 1. Spørgsmålet om fortolkning af TEUF art. 21 blev forelagt
EU-domstolen. ØL fandt, at EU-domstolen i sag C-230/17 angav, at TEUF art. 21, stk.
1 ikke var til hinder for, at en tredjelandsborger, der var familiemedlem til en
unionsborger, ikke blev indrømmet en afledt opholdsret efter EU-retten. Dette gjaldt,
hvis familiemedlemmet ikke indgav ansøgning om opholdskort "i naturlig forlængelse"
af unionsborgerens tilbagevenden til medlemsstaten. Der skulle herudover foretages
en vurdering af, om det opbyggede og konsoliderede familieliv i værtsmedlemsstaten
var ophørt inden tredjelandsborgerens indrejse i den medlemsstat, hvor unionsborgeren
var statsborger. S havde inddraget relevante oplysninger, som kunne godtgøre, at
det opbyggede og konsoliderede familieliv i Sverige ikke var ophørt til trods for
tidsrummet på 8 måneder mellem A’s tilbagevenden til Danmark og B’s
indrejse i Danmark. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte S’ skøn, om
at familielivet var ophørt, og at B derfor ikke afledte rettigheder fra A. S blev
herefter frifundet.
UfR 2020.2429 HD: Københavns Kommune kunne ikke kræve udbetalt kontanthjælp
betalt af en garant, da garantierklæringer om forsørgelse af en udenlandsk kontanthjælpsmodtager
var bortfaldet, da U fik tidsubegrænset opholdstilladelse
Udlændingestyrelsen meddelte i 1999 og 2000 U tidsbegrænset opholdstilladelse i
Danmark. Begge tilladelser var betinget af, at herboende personer kunne forsørge
U. A, som var ægtefælle til U’s søn, underskrev to garantierklæringer, hvorved
hun påtog sig den fulde forsørgelse af U. I 2004 fik U tidsubegrænset opholdstilladelse,
og i perioden fra 2013 til 2016 modtog hun kontanthjælp fra Københavns Kommune,
K. Sagen angik, om K på grundlag af garantierklæringerne var berettiget til at kræve
den udbetalte kontanthjælp til U betalt af A. HR fandt, at en tidsubegrænset opholdstilladelse
ikke kunne inddrages med den begrundelse, at garanten ikke længere kunne sørge for
udlændingen. Skulle garantierklæringen gælde fortsat, ville det kunne indebære en
omfattende forsørgelsespligt, uanset om forbindelsen mellem de to var ophørt. En
sådan retstilstand måtte kræve klar hjemmel i
UDL. Der var ikke den fornødne hjemmel, og A’s garantierklæringer
måtte anses som at være bortfaldet, fra da U fik tidsubegrænset opholdstilladelse.
K kunne derfor ikke kræve den udbetalte kontanthjælp betalt af A. Landsretten var
nået til et andet resultat.
UfR 2021.3576 HD (UfR
2020.788 ØLD): Afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse var ikke i strid
med internationale forpligtelser, da det ikke var godtgjort, at ansøgeren ikke havde
rimelig udsigt til at kunne opfylde beskæftigelseskravet på trods af sit handicap,
bl.a. fordi der ikke var gjort op med muligheden for beskæftigelse gennem et fleksjob
Ved afgørelse fra Udlændingenævnet, N, fik A afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset
opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet
i den dagældende UDL. Parterne var enige om, at A ikke på tidspunktet for N’s
afgørelse opfyldte beskæftigelseskravet. Det var ubestridt, at A var handicappet
i FN’s Handicapkonventions forstand, og spørgsmålet for HR var herefter, om
N’s afslag var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i Handicapkonventionens
art. 5 eller i
EMRK art. 14, jf.
art. 8.
HR udtalte, at det ikke ved de fremlagte lægeerklæringer var godtgjort, at A på
tidspunktet for N’s afgørelse som følge af sit handicap ikke havde rimelig
udsigt til at kunne opfylde beskæftigelseskravet. Der var ikke med lægeerklæringer
gjort op med A’s muligheder for begrænset beskæftigelse gennem et fleksjob,
som efter lovforarbejderne blev sidestillet med ordinær beskæftigelse. Hendes arbejdsevne
var ikke blevet afklaret gennem et kommunalt ressourceforløb. De tidsmæssige forhold,
som A havde påberåbt sig, hvis hun skulle igennem et kommunalt ressourceforløb,
inden hun kunne påbegynde et eventuelt fleksjob, kunne ikke føre til, at N som følge
af A’s handicap skulle se bort fra den manglende opfyldelse af beskæftigelseskravet,
da N traf afgørelse. Hvis N havde set bort fra beskæftigelseskravet, ville A blive
stillet bedre end en ikke-handicappet, der befandt sig i en sammenlignelig situation.
N’s afslag på A’s ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse var
herefter ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i FN’s Handicapkonventions
art. 5 eller i
EMRK art. 14, jf.
art. 8. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2022.168 ØLD: En tyrkisk statsborger havde opholdt sig 19 mdr. i Tyrkiet
efter at have givet skriftligt afkald på opholdstilladelse, og der kunne ikke dispenseres
for bortfald af opholdstilladelsen, da det ikke var dokumenteret, at udrejsen eller
opholdets længde skyldtes tvang fra ægtefællen
En tyrkisk statsborger, U, var udrejst til Tyrkiet og havde opholdt sig uden for
Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. U havde haft opholdstilladelse
efter familiesammenføringsreglen i UDL
§ 9, stk. 1, nr. 1. Sagen angik, om U’s opholdsret var bortfaldet
efter Associeringsaftalens art. 7, stk. 1, jf. art. 14, stk. 1. U havde d. 28.06.2013
givet skriftligt afkald på opholdstilladelse i Danmark for at bosætte sig i Tyrkiet.
U søgte d. 26.02.2015 om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen med den
begrundelse, at hun var blevet tvunget til at rejse til Tyrkiet og framelde sig
CPR af sin ægtefælle. Udlændingestyrelsen, S, traf afgørelse om, at U’s opholdstilladelse
var bortfaldet, jf. UDL § 17, stk. 1,
3. pkt. U havde ikke dokumenteret, at flytningen var sket under tvang, og
ansøgningen om dispensation skete 19 mdr. efter udrejse.
Retten i Glostrup fandt, at det i EU-domstolens praksis, herunder
bl.a. i
C-351/95 Kadiman, var fastslået, at retten til ophold blev fortabt, hvis
man forlod medlemsstatens område ”i en længere periode og uden lovlig grund”.
Der var ikke grundlag for at tilsidesætte S’ vurdering af, at U havde forladt
Danmark i en længere periode uden anerkendelsesværdig grund. Der blev lagt vægt
på opholdets længde, og at formålet havde været at tage bopæl i Tyrkiet. Det var
ikke godtgjort, at U forlod Danmark pga. tvang.
ØL stadfæstede. Det kunne ikke lægges til grund, at U havde været
tvunget til at blive i Tyrkiet, bl.a. fordi U i 2015 var indrejst i Danmark uden
sin ægtefælle og efterfølgende var rejst tilbage til Tyrkiet for at tage ophold
hos ægtefællen.
UfR 2022.2449 HKK: Retssag om opholdstilladelse blev tillagt opsættende virkning,
da udlændingemyndighedernes interesse i håndhævelse af UDL måtte vige for udlændingens
særlige interesse i, at hun og hendes familie kunne blive i Danmark under landsrettens
behandling af sagen
U havde af Udlændingenævnet, N, fået afslag på opholdstilladelse i Danmark. N meddelte
ifm. afslaget, at U skulle udrejse straks. U indbragte N’s afgørelse for byretten,
der ophævede N’s afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. N ankede
byrettens dom. U nedlagde påstand om, at retssagen skulle tillægges opsættende virkning,
så hun kunne opholde sig her i landet under sagens behandling for ØL. ØL tog ikke
U’s påstand om opsættende virkning til følge. Kæremålet for HR angik, om det
var med rette, at ØL ikke havde taget U’s anmodning om opsættende virkning
til følge.
HR fandt, at domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel kunne tillægge
et søgsmål vedr. prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Afgørelsen
heraf beroede på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen
af afgørelsen ikke blev udsat, over for omfanget og arten af den skade, som den
pågældende kunne blive påført. Det måtte desuden tillægges betydning, om der forelå
et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand. HR henviste til, at BR havde underkendt
N’s afslag på opholdstilladelse, og fandt efter en samlet vurdering af sagen,
at udlændingemyndighedernes interesse i håndhævelsen af
UDL måtte vige for den særlige interesse, U havde i, at hun og hendes familie
kunne forblive sammen i Danmark, mens ØL behandlede ankesagen. HR tillagde retssagen
opsættende virkning under ØL’s behandling af ankesagen. Komm. af Kristian
Torp i Civilprocesretlig Julealmanak
2022, p. 141.
UfR 2022.2454 HKK: Anke af opholdstilladelse ikke tillagt opsættende virkning,
da ansøgers interesse i at blive med sin ægtefælle ikke oversteg udlændingemyndighedernes
interesse i, at udsendelse ikke blev udsat yderligere
U havde af Udlændingestyrelsen og efterfølgende Udlændingenævnet, N, fået afslag
på forlængelse af opholdstilladelse i Danmark. Begrundelsen for afslaget var bl.a.,
at U og hendes ægtefælle, A, ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af
rimelig størrelse. N afslog efterfølgende at genoptage sagen og meddelte, at U skulle
udrejse straks. U indbragte N’s afgørelser for byretten, der frifandt N. U
ankede herefter dommen og anmodede i den forbindelse om, at anken blev tillagt opsættende
virkning, så hun kunne opholde sig her i landet under sagens behandling for ØL.
ØL tog U’s anmodning om opsættende virkning til følge.
HR fandt, at domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel kunne tillægge
et søgsmål vedr. prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Afgørelsen
heraf beroede på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen
af afgørelsen ikke blev udsat, over for omfanget og arten af den skade, som den
pågældende derved kunne blive påført. Det måtte desuden tillægges betydning, om
der efter en foreløbig vurdering forelå et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand.
HR henviste til, at BR havde frifundet N, hvorfor den foreløbige vurdering ikke
i sig selv skabte et rimeligt grundlag for påstanden om opsættelse. Efter en samlet
vurdering oversteg U’s interesse i at forblive sammen med A i Danmark, mens
ØL behandlede ankesagen, ikke udlændingemyndighedernes klare interesse i, at udsendelsen
af U ikke blev udsat yderligere. Anken til ØL blev ikke tillagt opsættende virkning.
Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig
Julealmanak 2022, p. 142.
UfR 2023.1896 HD (HD afsagt d.08.02.2023,
ØLD afsagt d. 08.06.2022,
BRD afsagt d. 06.01.2022):
T blev idømt 6 måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år samt frakendelse
af sin danske indfødsret, da han havde erhvervet indfødsretten og opholdstilladelse
gennem svig og dokumentfalsk
T var født og opvokset i Guinea. Han havde som ung i Frankrig anskaffet sig en falsk
fødselsattest og havde efter indrejse i Danmark anvendt oplysningerne i sin ansøgning
om opholdstilladelse og statsborgerskab. T blev frakendt dansk indfødsret af ØL,
idet det fandtes bevist, at han havde udvist forsætligt svigagtigt forhold ved erhvervelsen.
T var endvidere skyldig i socialt bedrageri, dokumentfalsk, personelt falsk og ophold
i Danmark uden fornøden tilladelse efter
UDL § 59, stk. 2. ØL udviste ham af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
HR fandt, at T havde handlet med forsæt, og at det udviste svigagtige
forhold havde været bestemmende for hans erhvervelse af dansk indfødsret. Der skulle
ske frakendelse af indfødsretten, medmindre det ville være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Der blev bl.a. lagt vægt på, at T havde udvist svigagtig
adfærd af betydelig grovhed, at han havde beholdt sin tilknytning til Guinea, og
at han ingen familie havde i Danmark. Det var derfor ikke uproportionalt at frakende
T dansk indfødsret. T blev frifundet for socialt bedrageri og personelt falsk, men
fundet skyldig i dokumentfalsk. Et ophold i Danmark, hvor kravet om opholdstilladelse
var bortfaldet, fordi den pågældende havde erhvervet sig indfødsret ved svig, og
hvor indfødsretten derfor frakendtes, måtte sidestilles med et ophold uden fornøden
tilladelse, jf. UDL 59, stk.
2. T var derfor med rette fundet skyldig i ophold uden fornøden tilladelse.
T blev straffet med fængsel i 6 mdr. og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6
år.
UfR 2023.2221 ØLD: Udlændingenævnets afslag på forlængelse af opholdstilladelse
ophævet og hjemvist, da kommunes manglende vejledning om konsekvenser af at modtage
kontanthjælp medførte fravigelse af selvforsørgelseskravet
A var tyrkisk statsborger og havde siden 2003 haft tidsbegrænset opholdstilladelse
i Danmark som familiesammenført med sin tyrkiske ægtefælle, B, der var bosat i Danmark.
I 2020 meddelte Udlændingenævnet, N, afslag på forlængelse af opholdstilladelsen.
Betingelserne for opholdstilladelse var, at ægtefællerne ikke modtog sociale ydelser.
Ægtefællerne havde modtaget kontanthjælp.
ØL fandt, at B’s selvstændige ret til ophold ikke var opfyldt.
Efter UDL og
EMRK art. 8 kunne parret leve sammen i Tyrkiet. Albertslund Kommune, K,
havde ikke foretaget den krævede indberetning til Udlændingestyrelsen, da de bevilgede
kontanthjælp. K havde ikke vejledt A og B om de mulige opholdsretlige konsekvenser
af at modtage kontanthjælp, jf. FVL
§ 7. Efter de afgivne parts- og vidneforklaringer ville A og B ikke have
modtaget kontanthjælp, hvis de var blevet behørigt vejledt. Under disse omstændigheder
skulle selvforsørgelseskravet i
UDL § 9, stk. 5 fraviges. Afgørelsen blev ophævet og hjemvist til fornyet
behandling.
UfR 2023.3553 ØLK: Søgsmål, der omhandlede prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse
om A og hans to børn, der var blevet pålagt at udrejse af Danmark med det samme,
kunne ikke tillægges opsættende virkning
Udlændingestyrelsen, S, havde truffet afgørelse om, at A’s og hans to børns
opholdstilladelser var bortfaldet. Børnene kunne ikke meddeles nye opholdstilladelser.
A og børnene skulle udrejse af landet. Udlændingenævnet, N, stadfæstede. A anlagde
sag mod N med påstand om ophævelse af afgørelsen samt hjemvisning til fornyet behandling.
Yderligere anmodede han om at få tillagt søgsmålet opsættende virkning.
KBR fandt, at der ikke var hjemmel i
UDL til at tillægge søgsmålet opsættende virkning. Sagsøgers interesse i
at kunne forblive i Danmark, og den skade han mente at kunne blive udsat for, mens
sagen blev behandlet, oversteg ikke udlændingemyndighedernes klare interesse i,
at udrejsen ikke kunne udsættes yderligere. Efter en foreløbig vurdering var der
ikke grundlag for at antage, at N’s afgørelse var ugyldig. Sagen blev ikke
tillagt opsættende virkning.
ØL fandt, at domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel kunne tillægge
et søgsmål vedr. prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Dette
beroede på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen
ikke blev udsat, over for omfanget og arten af den skade, som den pågældende derved
kunne blive påført. A havde dog ikke godtgjort, at afgørelsen måtte antages at være
i strid med UDL’s regler eller
Danmarks internationale forpligtelser. ØL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp
i Civilprocesretlig
Julealmanak 2023, p. 153.
UfR 2024.705 ØLD (TFA
2024.82/1 ØLD): ”Begyndelse af proceduren til skilsmisse” i EU-opholdsbekendtgørelsens
§ 17, stk. 2, nr. 1, skulle forstås som det tidspunkt, hvor der blev indgivet anmodning
om skilsmisse til Statsforvaltningen
A, der var pakistansk statsborger, indgik i oktober 2014 ægteskab med en britisk
statsborger, D, der var bosiddende i Danmark. A indrejste i Danmark d. 27.07.2015,
hvor han blev meddelt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til D. D indgav
d. 16.08.2017 ansøgning til Statsforvaltningen, S, om skilsmisse efter separation,
hvilket A ikke var enig i. S indbragte sagen for KBR d. 31.10.2017. Ægteparret blev
skilt ved dom d. 19.01.2018. Efter § 17, stk. 2, nr. 1 i EU-opholdsbekendtgørelsen
bevarede en tredjelandsstatsborger retten til ophold i tilfælde af skilsmisse, hvis
ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse havde varet i mindst tre
år, heraf mindst et år her i landet. Spørgsmålet var derfor, hvilket tidspunkt der
udgjorde ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse”.
ØL fandt, at A’s ægteskab havde varet i mindre end tre
år på tidspunktet, hvor hans ægtefælle indgav anmodning til S om skilsmisse og i
mere end tre år på det tidspunkt, hvor S efter anmodning indbragte sagen for KBR.
Det relevante tidspunkt efter bl.a. en naturlig sprogforståelse af opholdsdirektivets
art. 13, stk. 2, litra a), var tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om skilsmisse
til S, da denne førte til skilsmisse ved dom. A kunne ikke bevare sin opholdsret.
Retspraksis
UfR 1991.700 HD.
Syv luftfartsselskaber idømt bøde på 8.000 kr. for hver udlænding,
for hvis indrejse selskabet var ansvarlig efter udlændingelovens § 61, jf. § 59
a. Komm. af Torben Melchior i
UfR 1992 B.37-42.
UfR 1997.756 HK:
Marokkansk kvinde, som var gift med herboende, havde fået afslag på opholdstilladelse,
idet det ikke var godtgjort, at ægtefællen var i stand til at forsørge hende, jf.
udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Sag mod Indenrigsministeriet om gyldigheden
af afgørelsen ikke tillagt opsættende virkning.
UfR 1997.1253 VLK:
Afghansk familie, der midlertidigt havde lejet en lejlighed i Auning af Dansk Flygtningehjælp
for 2.627 kr. om måneden, blev sagt op, da de ikke ville flytte til en permanent
bolig i Ødum. Antaget, at forholdet ikke var omfattet af lejeloven, jf. BIL § 31,
stk. 2. Familien blev herefter udsat af boligen.
FM 1999.85 ØLK: Byretten bestemte ved kendelse i medfør af udlændingelovens § 40,
stk. 3, 2. pkt., at udvist algiersk statsborgers fingeraftryk skulle overgives til
de algierske myndigheder med henblik på udstedelse af de nødvendige rejsepapirer.
UfR 2000.1558 HD:
Udlænding, der havde fået afslag på asyl, fik ikke medhold i, at Indenrigsministeriets
afgørelse om meldepligt var ugyldig.
UfR 2000.1918 ØLK:
Politidirektøren i København fik tilladelse til søgning efter fingeraftryk i "B-filen"
efter 16 navngivne udlændinge, der var eftersøgt i Tyskland, jf. udlændingelovens
§ 40 a, stk. 8, jf. stk. 7.
UfR 2001.1383 VLK:
Politiet i Århus anmodede i forbindelse med efterforskningen af sag om drabsforsøg
mod speciallæge i Brabrand om tilladelse til at søge oplysninger om fingeraftryk
i Rigspolitichefens edb-register for udlændinge. Da der ikke forelå noget, der specielt
pegede på, at forbrydelsen skulle være begået af en udlænding, toges begæringen
ikke til følge. (2-1)
UfR 2001.1875 HD:
Socialministeriets beslutninger fra 1994 om hjemsendelse af 43-årig islandsk statsborger,
der fik kontanthjælp, var gyldig, jf. bistandslovens § 4, stk. 1, nu aktivlovens
§ 3, stk. 4. (6-1).
UfR 2001.2197 HKK:
Sag om bortfald af opholdstilladelse afvist på grund af overskridelse
af fristen i udlændingelovens § 52, stk. 1 for indbringelse for domstolene. Fristen
efter udlændingelovens § 52, stk. 1, måtte regnes fra det tidspunkt, da ministeriets
afgørelse blev meddelt advokat Giersing, jf. herved forvaltningslovens § 8, idet
hverken ordlyden af udlændingelovens § 52, stk. 1, eller afgørelsens karakter kunne
føre til et andet resultat (3-2)
UfR 2002.463 VLK: Kvinde fra Tanzania, født i 1981, havde i 1998 fået opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet hendes mor, der havde forældremyndigheden
over hende, boede i Danmark. Opholdstilladelsen blev inddraget i 2000, da K ikke
havde oplyst, at hun i 1996 var gift i Tanzania, og derfor ikke længere var under
forældremyndighed. Indenrigsministeriets afgørelse blev opretholdt (2-1).
UfR 2002.680 ØLK: Advokat for udlænding U, der skulle tvangsudsendes til Pristina
med fly, havde begæret retsmøde for at fastslå, om anvendelse af fysisk tvang ville
være lovlig. Retten i Hillerød afviste at afholde retsmøde herom. Kæremålet afvist,
da kærefristen var sprunget.
UfR 2003.777 ØLD: T1 og T idømt bøder på 30.000 kr., for overtrædelse af
udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. stk. 2, ved at have beskæftiget 2 litauiske
statsborgere uden arbejdstilladelse på byggeri i Klampenborg.
UfR 2003.1073 VLK:
Retten i Århus afsagde kendelse om, at en iransk kvinde og hendes to børn, der havde
fået afslag på opholdstilladelse, kunne fremstilles på Irans ambassade med henblik
på udstedelse af rejsedokumenter, jf.
udlændingelovens § 40, stk. 3. VL stadfæstede.
UfR 2003.1641 ØLK:
Udvist statsløs palæstinenser kunne i medfør af
udlændingelovens § 40, stk. 3 eller dennes analogi fremstilles for Notarius
Publicus i København for at sætte fingeraftryk på ansøgningsskema til den libanesiske
ambassade.
UfR 2004.688 ØLK:
A havde fået afslag på familiesammenføring med D, da Integrationsministeriet ikke
mente, at D var hans datter Under sagens prøvelse besluttede byretten at ved Udlændingestyrelsens foranstaltning skulle iværksættes en
dna-undersøgelse, jf. udlændingelovens
§ 52, stk. 2. ØL stadfæstede med bemærkning o, at der ikke herved var taget
stilling til den endelige afholdelse af omkostningerne herved, jf.
udlændingelovens § 52, stk. 5
UfR 2004.861 HD:
Indenrigsministeriet havde med rette henvist asylsag til behandling af de franske
myndigheder
UfR 2006.2468 VLD:
M og H, begge født i Tyrkiet, havde sammen børnene A og B. I 1997
fik H dansk indfødsret, der også omfattede A og B, der begge var født
i Danmark. Indtil en ændring i 2003 havde A og B i Ikast Kommune modtaget
folkeskoleundervisning i tyrkisk. Efter ændringen blev der kun tilbudt undervisning
i tyrkisk mod betaling. VL fandt, at artikel 9 i Associeringsrådets afgørelse
nr. 1/80 angik tyrkiske børn. A og B var født i Danmark, og de blev
danske statsborgere i april 1997. De havde boet hele deres liv i Danmark, og det
blev efter bevisførelsen lagt til grund, at de havde lært dansk som
små, og at de fuldt ud beherskede dansk. A og B kunne herefter ikke anses
for tyrkiske børn i henhold til artikel 9. Det kunne endvidere ikke anses
for stridende mod artikel 9, at Ikast Kommune ikke tilbød tyrkiske børn
- der efter artikel 9 havde adgang til almindelig skoleundervisning på samme
betingelser som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat
- vederlagsfri undervisning i tyrkisk. VL bemærkede desuden, at det ikke var
forskelsbehandling på grund af nationalitet, at der ikke blev tilbudt tyrkiske
børn vederlagsfri modersmålsundervisning. H og M havde således
ikke efter Ankara-aftalen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80
krav på, at deres børn skulle modtage vederlagsfri modersmålsundervisning
på samme måde som statsborgere fra EU- og EØS-lande. Der var
heller ikke grundlag for at fastslå, at det var i strid med FN's Børnekonvention,
at H og M's børn ikke blev tilbudt vederlagsfri undervisning i tyrkisk. Allerede
som følge heraf kunne børnekonventionen ikke føre til, at H
og M's påstand skulle tages til følge.
UfR 2006.3200/2 ØLD: Efter Gentofte Kommune, K's, praksis lod man en
del visiterede flygtninge bo i K's ejerlejligheder og flerfamiliehuse på tidsbegrænsede
lejekontrakter. Til støtte herfor anførtes K's atypiske forhold, idet
K ikke rådede over almennyttige boliger m.v. i tilstrækkelig antal.
ØL udtalte, at en naturlig, sproglig fortolkning af
integrationslovens § 12, stk. 1, jf. stk. 5, om kommunalbestyrelsens pligt
til at anvise flygtninge "en permanent bolig" indebar en pligt til at
anvise en bolig uden tidsbegrænsning og ikke blot - således som dette
var gjort gældende af K - en selvstændig bolig. Vedrørende K's
atypiske forhold anførte ØL, at den særlige
sammensætning af boligmassen i K ikke kunne tillægges betydning for
afgørelsen. Det var således efter ØL's
opfattelse i strid med integrationslovens § 12 at anvise flygtninge, som Udlændingestyrelsen
visiterede, lejemål med en tidsbegrænsning. Det blev endvidere tiltrådt,
at integrationslovens § 15 ikke udtømmende gjorde op med de reaktionsmuligheder,
der var i forhold til en K's afgørelser vedrørende boligplacering
i henhold til loven, og at der i medfør af KMSTL §§ 48 og 50 b
var hjemmel til at pålægge kommunalbestyrelsens medlemmer tvangsbøder.
UfR 2007.1154 ØLD:
T havde i en periode på ca. 10 mdr. uden fornøden arbejdstilladelse
beskæftiget en kvinde, som var ansat som au pair hos en anden familie. T havde
herved gjort sig skyldig i overtrædelse af
udlændingelovens § 59, stk. 4. Det fremgik af forarbejderne (Folketingstidende
2003-04, tillæg B, side 2283) til det lovforslag, der lå til grund for
udlændingelovens
§ 59, stk. 2, nu stk. 4, at bødeniveauet for ulovlig beskæftigelse
af udlændinge, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder,
som udgangspunkt bør være 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding
pr. måned. ØL fandt, under hensyntagen til at overtrædelsen af
udlændingeloven til dels skyldtes en misforståelse af regelgrundlaget
for au pair-piger, samt til at T og hendes familie bestræbte sig på
sammen med pigens værtsfamilie at efterleve de krav, der var stillet til værtsfamilier
for au pair-piger, at den sædvanlige bødetakst undtagelsesvis burde
fraviges. T blev derfor idømt en bøde på 25.000 kr. (2-1)
UfR 2007.2785 HD:
2 tolke, som boede på Sjælland, havde ydet tolkebistand for en række
asylansøgere fra Kosovo. Tolkningen foregik efter anmodning fra en advokat
på dennes kontor i Sønderborg i forbindelse med, at han som beskikket
advokat for asylansøgerne forberedte behandlingen af sagerne i Flygtningenævnet,
F. F’s sekretariat honorerede tolkene for den tid, som medgik til tolkningen
samt en times transporttid hver vej, men afviste at skulle betale yderligere, herunder
for bro og færge. HR fastslog, at F havde været berettiget til at honorere
tolkene efter Justitsministeriets cirkulæreskrivelse om vejledende retningslinier
for honorering af tolke inden for Justitsministeriets område, med de tilføjelser
som fremgik af et brev fra nævnet til de af F anvendte tolke. HR lagde til
grund, at den pågældende advokat i strid med retningslinjerne ikke havde
indhentet forudgående tilladelse til at anvende tolke fra en anden landsdel,
man fandt det ikke godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder,
at F alligevel burde have ydet fuld godtgørelse for køretid og kørselsudgifter.
Tolkene havde nedlagt subsidiær påstand om fornyet behandling i F, under
henvisning til at F’s sekretariat ikke var kompetent til at træffe afgørelser
om honorering af tolke. Hertil fandt HR, at afgørelser om honorering af tolke,
som var truffet af F’s sekretariat kunne påklages til F’s formand
eller til en næstformand, som formanden havde bemyndiget hertil, jf. §
33 i nævnets forretningsorden. Selv om der i de her omhandlede sager ikke
måtte være truffet afgørelse af F’s formand, var der ikke
grundlag for at hjemvise sagerne til fornyet behandling ved nævnet.
UfR 2007.2944 ØLK:
T, som var 16 år og bulgarsk statsborger med bopæl i Bulgarien, blev
i et grundlovsforhør varetægtsfængslet, jf.
RPL § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, sigtet for tyveri af diverse varer
samt forsøg på at stjæle en kundes taske i et supermarked. ØL
tiltrådte at der var begrundet mistanke om, at T havde begået det, som
hun var sigtet for, og at der var bestemte grunde til at antage, at hun på
fri fod ville unddrage sig forfølgning i sagen. Da der var en medgerningsmand
på fri fod, fandtes betingelserne for varetægtsfængsling efter
RPL §
762, stk. 1, nr. 3, ligeledes at være til stede. Henset til den retsfølge,
der kunne ventes, hvis T fandtes skyldig, ansås betingelserne i
RPL § 762, stk. 3, ikke for opfyldt. Efter anklagemyndighedens subsidiære
påstand for byretten om varetægtsfængsling efter udlændingeloven
fandt ØL efter oplysningerne om T's personlige forhold, at der var bestemte
grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre
T's tilstedeværelse under sagen, hvorfor T blev varetægtsfængslet
i medfør af udlændingelovens
§ 35, stk. 1.
UfR 2008.2151 HD:
I april 2002 rejste de tre statsborgere A, B og C fra Kosovo-provinsen i Serbien
og Montenegro til Danmark, hvor de ansøgte om, og fik afslag på asyl og humanitær
opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen, U, gav d. 02.09.2004 påbud til A, B og C
om at de skulle flytte fra flygtningecentret i Jelling til flygtningecentret i Avnstrup,
dette ønskede de tre ikke og de anlagde derfor d. 08.09.2004 sag mod U med påstand
om betaling af 20.000 kr. eller subsidiært med påstand om at U skulle anerkende
at påbuddene, om at de tre skulle flytte, var usaglige, ulovlige og ansvarspådragende.
Påbuddene blev ophævet for parret A og B d. 16.09.2004, idet B skulle føde 2 måneder
senere og for C d. 27.09.2004, da U blev opmærksom på, at C ikke havde været på
en kost- og logi ordningen i en måned. I sagen for HR ønskede A, B og C at hæve
deres anke, da de nu havde fået opholdstilladelse, men ophævelse af anken kunne
ikke på dette tidspunkt i sagsforløbet ske mod U's protest, jf.
RPL § 362, stk. 2. ØL fandt det ikke godtgjort, at U ved sine afgørelser,
om at A, B og C skulle flytte, havde inddraget ulovlige eller usaglige kriterier.
Flyttepåbuddene var blevet meddelt efter
UDL
§ 42 a, stk. 7, 1. pkt., og ØL fandt ikke grundlag for, at tilsidesætte
det skøn U havde foretaget ved anvendelsen af denne bestemmelse. ØL bemærkede tillige,
at U's retsanvendelse ikke stred imod internationale forpligtelser, som Danmark
havde påtaget sig. At oplysningerne om graviditet og ordningen om kost- og logi
ikke var blevet inddraget i afgørelserne af 02.09.2004, beroede ikke på sagsbehandlingsfejl
af en sådan væsentlighed, at de kunne medføre afgørelsernes ulovlighed, eller at
der forelå et erstatningsretligt ansvarsgrundlag. U blev derfor frifundet. HR stadfæstede
afgørelsen.
UfR 2008.2201 HD:
A, som var etnisk roma fra Kosovo, indrejste i 2002 i Danmark, hvor hun søgte om
opholdstilladelse. I januar 2003 holdt danske myndigheder et møde med FN-myndigheder
i Kosovo, herunder UNMIK, U. På mødet tilkendegav de danske myndigheder, at de var
indstillet på at tilbyde en frivillig helbredsundersøgelse til de udlændinge, der
blev tvangsmæssigt udsendt til Kosovo. Formålet var at sikre U helbredsoplysninger
om de pågældende, så U kunne søge at tilvejebringe relevante behandlingstilbud.
U nægtede at modtage etniske romaer i Kosovo, hvis de var blevet udsendt tvangsmæssigt.
A fik endeligt afslag på opholdstilladelse og afslag på humanitær opholdstilladelse
i 2004, men nægtede at udrejse. Derefter anmodede A Integrationsministeriet, I,
om at få tilbudt den omhandlede helbredsundersøgelse. I efterkom ikke A's ønske
om en helbredsundersøgelse, da det ikke var praktisk muligt at hjemsende hende tvangsmæssigt.
HR fastslog blandt andet, at A ikke havde krav på den omhandlede helbredsundersøgelse.
HR udtalte, at uanset, hvad der nærmere blev aftalt på mødet i januar 2003 mellem
de danske myndigheder og U, kunne man efter bevisførelsen lægge til grund, at temaet
for mødet var den tvangsmæssige udsendelse af afviste asylansøgere til Kosovo. Det
var ikke muligt at udsende A tvangsmæssigt til Kosovo, idet U nægtede at modtage
etniske romaer. Derfor, og da A heller ikke på andet grundlag kunne kræve en helbredsundersøgelse,
frifandt HR I for A's påstand om, at hun skulle tilbydes den omhandlede helbredsundersøgelse.
UfR 2008.2513/1
HD: En somalisk mand, M fik i 1995 asyl i Danmark, og i den forbindelse
udfyldte M et skema vedrørende sine familieforhold. M oplyste blandt andet, at han
var gift med H, som var somalisk statsborger, og at de sammen havde 10 fællesbørn,
herunder barnet B på 6 år, som sagen handlede om. H indgav i 1996 ansøgning om opholdstilladelse
i Danmark med baggrund i familiesammenføringsreglerne, ansøgningen omfattede i alt
11 børn, herunder B. En foretaget dna-prøve viste, at B ikke var M og H's biologiske
barn, og på denne baggrund meddelte Udlændingestyrelsen, U, afslag på anmodningen
om opholdstilladelse for så vidt angik B, hvorefter Integrationsministeriet, I,
stadfæstede afgørelsen. Da I behandlede sagen, kom det dog frem, at M ikke havde
været vidende om, at H på et hospital havde født et dødfødt barn, hvorefter H havde
taget B til sig. Disse oplysninger var først fremkommet i 2001, og kunne derfor
ifølge I ikke lægges til grund i sagen. Sagen blev indbragt for landsretten, som
begrundet i dna-prøven, og parternes forklaringer ikke fandt det tilstrækkelig godtgjort,
at der var en sådan familiemæssig tilknytning, at der var grundlag for familiesammenføring
efter familiesammenføringsreglerne. HR stadfæstede afgørelsen.
UfR 2008.2516 HD:
Den tyrkiske statsborger, T, indrejste i 1998 i Danmark, hvor han blev gift med
en dansk statsborger. I 2002 blev han skilt, hvorefter T i Tyrkiet indgik ægteskab
med A, som han tidligere havde været gift med, og med hvem han havde barnet, B,
som under T's ophold i Danmark havde opholdt sig hos A i Tyrkiet. Integrationsministeriet,
I, afslog A's ansøgning om familiesammenføring, og henviste til at familiens samlede
tilknytning til Danmark ikke var større end tilknytningen til Tyrkiet, jf.
UDL § 9, stk. 7. Ved
prøvelsen for HR, lagde T og A, som nu boede i Danmark, vægt på, at det var forholdende
som forelå ved HR's afgørelse som skulle ligges til grund. Hertil udtalte HR, at
domstolsprøvelse efter GRL § 63 af
I's afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle, jf. bl.a.
UfR 2006.639 HD, skulle på grundlag af T og A's forhold
på tidspunktet for I's afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges
vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, de måtte have opnået efter ministeriets
afgørelse. Der fandtes ikke godtgjort at I's afgørelse var i strid med en forvaltningsretlig
lighedsgrundsætning, og da der ikke var grund til at tilsidesætte I's skøn, stadfæstede
HR afgørelsen.
UfR 2008.2575 HD:
A indrejste i oktober 2002 til Danmark fra Kosovo-provinsen i Serbien, og ansøgte
om humanitær opholdstilladelse. Integrationsministeriet, I, afslog ansøgningen i
december 2003. A ansøgte gentagne gange i 2004 om genoptagelse af sagen, men fik
afslag. A indbragte derefter afgørelserne for ØL med påstand om ophævelse. Derudover
nedlagde han påstande om at I skulle anerkende at A led af en meget alvorlig sygdom,
samt af et alvorligt handicap med risiko for forværring, hvis A blev sendt tilbage
til Kosovo. ØL frikendte i 2005 I for påstanden om ophævelse, da de ikke fandt at
I's afgørelser led af fejl eller mangler. De to øvrige påstande blev afvist, da
de ansås som anbringender til støtte for påstanden om ophævelse. A ankede herefter
dommen til HR. Inden forhandlingen i HR startede fik A meddelt humanitær opholdstilladelse.
I påstod med henvisning hertil sagen afvist, da A ikke længere havde nogen retlig
interesse i at få prøvet gyldigheden af afslagene på opholdstilladelse. HR fandt
at A havde den fornødne retlige interesse heri, og tog derfor ikke I's afvisningspåstand
til følge. HR vurderede dog som ØL, at I's afgørelser ikke led af fejl eller mangler,
og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I's skønsmæssige vurderinger, hvorefter
de konkrete forhold i sagen ikke på daværende tidspunkter gav grundlag for at meddele
opholdstilladelse efter UDL § 9
b stk. 1. HR stadfæstede derfor dommen.(4-1)
UfR 2008.2587/1 HD:
Integrationsministeriet, I, meddelte ved afgørelser af 05.01.2001, 07.10.2002 og
04.06.2004 A, der var statsborger fra Serbien Montenegro, samt hendes tre børn,
afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter
UDL § 9 b, stk. 1. Ved afgørelse af 22.09.2004 meddelte I humanitær opholdstilladelse
til A og hendes tre børn, bl.a. på baggrund af nye lægelige oplysninger. A nedlagde
under sagen påstand om, at I's afslag på helbredsbetinget opholdstilladelse var
usaglige, ulovlige og erstatningspådragende. I påstod afvisning, subsidiært frifindelse.
HR bemærkede, at det indgik som et led i A's påstand, at I havde handlet ansvarspådragende
ved d. 05.01.2001, 07.10.2002 og 04.06.2004 at have givet afslag på A's ansøgning
om opholdstilladelse. HR fandt, at dette led i A's påstand ikke led af en uklarhed,
som kunne begrunde afvisning. HR fandt endvidere, at der ikke var en sammenhæng
mellem påstanden om, at I havde handlet ansvarspådragende ved at give afslag, og
det forhold, at A nu havde fået opholdstilladelse, som kunne begrunde afvisning
af påstanden ud fra et synspunkt om retlig interesse. For så vidt angik de øvrige
led i A's påstand, udtalte HR, at disse led i påstanden måtte anses som anbringender
til støtte for, at I havde handlet ansvarspådragende, og HR afviste disse led i
påstanden. HR udtalte herefter, at I's afgørelser ikke led af fejl eller mangler,
og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I's skønsmæssige vurderinger, hvorefter
de konkrete forhold i sagen, herunder de lægelige oplysninger som A havde indgivet
om sin sygdom, ikke på daværende tidspunkter gav grundlag for at meddele opholdstilladelse
efter UDL § 9 b, stk. 1,
og HR fandt herefter endvidere, at I ikke havde handlet ansvarspådragende over for
A. I blev derfor frifundet. HR stadfæstede dermed ØL's dom.
UfR 2008.2587/2 HD:
A, der var fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, søgte i januar 2001 om asyl
i Danmark, hvilket han fik afslag på. Herefter søgte han bl.a. om humanitær opholdstilladelse,
hvilket Integrationsministeriet, I, afslog d. 19.03.2003. I begrundede afslaget
med, at A - der led af PTSD og befandt sig i en dissociativ tilstand, som nødvendiggjorde
behandling med antidepressiv medicin - ikke fandtes at udvise tegn på psykotisk
eller psykisk lidelse, og at PTSD ikke i sig selv kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse.
I afslog efterfølgende flere gange at genoptage sagen. A indbragte d. 16.10.2004
sagen for VL, idet han bl.a. påstod I's afgørelser ophævet. VL frifandt I ved dom
af 01.02.2006. A fik d. 08.02.2006 en midlertidig humanitær opholdstilladelse, idet
I, i forbindelse med en ny anmodning om genoptagelse i april 2005, havde modtaget
lægelig dokumentation for, at A havde udviklet akut paranoid psykose og nu var i
behandling med både antipsykotisk og antidepressiv medicin. Uanset opholdstilladelsen
ankede A dommen af 01.02.2006 til HR. For HR påstod I principalt sagen afvist under
henvisning til, at A som følge af den midlertidige opholdstilladelse ikke længere
havde retlig interesse i prøvelsen af de tidligere afslag. A fastholdte heroverfor
at have retlig interesse i sagen, dels fordi der var tale om prøvelse af myndighedsafgørelser,
dels fordi sagens udfald kunne have betydning i erstatningsretlig henseende. HR
udtalte, at uanset, at A havde fået en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse,
var der ikke grundlag for at fastslå, at A savnede retlig interesse i at få prøvet
lovligheden af I's afgørelser. For så vidt angik realiteten i sagen afviste HR ligesom
VL, at I's skønsudøvelse i sagen skulle have været ulovlig eller mangelfuld. Der
var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte I's afgørelser.
UfR 2008.2622 HD:
A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i 2001 som de facto-flygtning
fra Irak, ansøgte i maj 2003 om "Family Reunifation to son" i henhold til
UDL § 9 c, stk.
1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på ansøgningstidspunktet havde
opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det fremgik endvidere af en erklæring
fra "Council of Iraqi Tribes", at A var indrejst i Syrien i januar 2002. B's hustru
og børn havde i 2002 fra Jordan søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev
givet tilladelse til i marts 2003. Ved afgørelse af 27.07.2005 tiltrådte Integrationsministeriet,
I, Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være
en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig
selv. A og B indbragte I's afgørelse for ØL. B forklarede for ØL bl.a., at hustruen
og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men efterfølgende var
rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der var kommet til Syrien
i 2003. A og B gjorde for ØL gældende, at I's afgørelse var forkert, fordi det ikke
fremgik af afgørelsen, hvorvidt I havde tillagt tilknytningen mellem A og B's husstand
som sådan vægt. HR udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at
A indrejste i Syrien i januar 2002. HR tiltrådte herefter, at det af motiverne til
UDL
§ 9 c, stk. 1, kunne udledes, at der skulle meddeles opholdstilladelse i
de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen ville være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Motiverne indeholdt dog ingen særlige bemærkninger
vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke var grundlag for
at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være i strid med
EMRK art. 8, og da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at I's
afgørelse var urigtig, frifandt HR I.
UfR 2008.2764/1 HD:
A og B, der var etniske albanere fra Kosovo-provinsen, og 4 børn indrejste i Danmark.
Udlændingeservice, U, gav d. 20.12.2002 A og B afslag på asyl. Begge asylsager var
- efter tiltrædelse af Dansk Flygtningehjælp, F, - blevet behandlet i åbenbart-grundløs-proceduren,
hvilket betød, at afslagene ikke kunne indbringes for Flygtningenævnet. Integrationsministeriet,
I, gav d. 27.06.2003 A og B afslag på humanitær opholdstilladelse. Efter genoptagelse
af asylsagerne gav U d. 18.06.2004 på ny A og B afslag på asyl i åbenbart-grundløs-proceduren.
Herefter anlagde A og B sag med påstand om, at I ved afslaget på humanitær opholdstilladelse
havde pådraget sig et erstatningsansvar over for dem. De påstod også, at U's afslag
på asyl af 20.12.2002 skulle ophæves. I og U påstod frifindelse. Efter sagsanlægget
gav I d. 01.11.2004 på grundlag af nye oplysninger familien humanitær opholdstilladelse
i et år, hvilket efterfølgende blev forlænget. HR fandt, at der ved afgørelser om
humanitær opholdstilladelse var overladt udlændingemyndighederne et skøn, og at
der ikke var grundlag for at tilsidesætte I's skøn. Allerede fordi der således ikke
forelå et erstatningsgrundlag, frifandt HR I. Der var heller ikke grundlag for at
tilsidesætte U's skøn, som var tiltrådt af F, hvorefter asylsagerne kunne behandles
i åbenbart-grundløs-proceduren. Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte
U's vurdering i forbindelse med afslagene af 20.12.2002 på asyl. U blev derfor også
frifundet. HR stadfæstede dermed landsrettens dom.
UfR 2008.2764/2 HD:
A, der var indrejst fra Kosovo, fik d. 20.05.1999 midlertidig opholdstilladelse
i Danmark efter kosovonødloven. Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 27.07.2000 A
afslag på fornyet opholdstilladelse efter kosovonødloven samt afslag på opholdstilladelse
efter UDL § 9, stk. 2, nr. 5 (nu §
9 e, stk. 1). Begge afslag blev tiltrådt af Indenrigsministeriet, I, d.
12.09.2000. Flygtningenævnet, F, meddelte d. 11.06.2001 endvidere A afslag på asyl
og d. 31.10.2001 blev A registeret som forsvundet i Udlændingeregistret. I meddelte
d. 10.06.2003 A's hustru og 2 mindreårige fællesbørn opholdstilladelse efter
UDL § 9 e, stk. 1. A ansøgte d. 29.09.2003 igen om opholdstilladelse efter
UDL § 9 e, stk. 1, eller "på
ethvert andet grundlag". U videresendte A's ansøgning til I d. 13.10.2003 med henblik
på genoptagelse. I returnerede d. 05.08.2004 ansøgningen til U, som d. 21.12.2004
meddelte A midlertidig opholdstilladelse efter
UDL § 9 c, stk. 1. A påstod for HR, at U skulle betale A en erstatning på
20.000 kr., idet A bla. henviste til, at han på et langt tidligere tidspunkt end
d. 21.12.2004 opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, og at den forsinkede
opholdstilladelse havde påført ham et økonomisk tab. A påstod endvidere, at U's
afslag af 27.07.2000 og implicitte afslag af 21.12.2004 på opholdstilladelse efter
UDL § 9 e, stk. 1, skulle ophæves,
idet han anførte, at opholdstilladelsen, som var meddelt efter
§ 9 c, stk. 1, burde have været meddelt i medfør af
§ 9 e, stk. 1. HR fandt, at U skulle frifindes for A's påstand om ophævelse
af afgørelsen af 27.07.2000, allerede fordi U ikke var rette sagsøgte. HR lagde
herved vægt på, at U's afgørelse uden begrænsninger var efterprøvet af I, og at
det derfor var I's afgørelse, der i givet fald kunne være genstand for domstolsprøvelse.
HR frifandt endvidere U for A's påstand om ophævelse af afgørelsen af 21.12.2004,
idet HR ikke fandt, at afgørelsen led af fejl eller mangler, ligesom der ikke var
grundlag for at tilsidesætte U's vurdering, hvorefter
UDL § 9 c, stk. 1, og ikke § 9
e, stk. 1, var anvendt som grundlag for at meddele A opholdstilladelse.
Endelig frifandt HR U for A's erstatningskrav, idet HR ikke fandt, at der var oplyst
omstændigheder, der kunne begrunde erstatningsansvar for U. ØL var nået til samme
resultat.
UfR 2010.314 ØLD:
T, der var svensk statsborger, var i 2005 blevet udvist af Danmark af Retten i Maribo
og var blevet tildelt et indrejseforbud frem til april 2010. T blev fundet skyldig
i overtrædelse af
UDL § 59 b, ved d. 12.08.2009 at have indrejst til Danmark, idet han rejste
med tog til Københavns Lufthavn i Kastrup med henblik på videre flyrejse derfra
samme dag. T blev idømt 10 dages fængsel, men blev frifundet for en påstand om udvisning.
UfR 2010.1135 HKK:
I 1999 blev T idømt en foranstaltningsdom, der blev ophævet i 2005 på grund af proportionalitetshensyn.
T blev d. 04.01.2002 udskrevet administrativt og samme dag varetægtsfængslet. Prøvelsen
af udvisningen blev ikke i den anledning eller senere indbragt for domstolene, jf.
UDL § 50 a. HR bemærkede,
at en udlænding, der var omfattet af
UDL § 50 a, stk. 2, efter bestemmelsen havde krav på en retlig prøvelse
af, om udvisningen af ham skulle ophæves, fordi hans helbredsmæssige tilstand afgørende
talte imod udsendelse. Hvis prøvelsen resulterer i, at udvisningen blev ophævet,
havde ophævelsen virkning også efter et eventuelt senere ophør af den strafferetlige
foranstaltning. Adgangen til at få prøvet, om udlændingens helbredsmæssige tilstand
afgørende talte imod udsendelse, var en væsentlig retssikkerhedsgaranti for udlændingen.
Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde undladt rettidigt at indbringe spørgsmålet
om ophævelse af udvisningen for retten, kunne ikke afskære T fra at få prøvet, om
udvisningen af ham skulle ophæves ud fra kriteriet i
§ 50 a. HR hjemviste herefter sagen til Retten i København med henblik på
en realitetsbehandling af spørgsmålet om ophævelse af udvisningen i medfør af UDL § 50 a. Med kendelsen
ændrede HR såvel BR's som ØL's afgørelse.
UfR 2011.2673 HD:
Integrationsministeren, M, havde truffet afgørelse om, at udlændingen, U, der var
fra Irak, måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og M havde på
denne baggrund udvist U af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Faren var baseret
på en redegørelse fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte U for at være
en central person i et internationalt netværk, der koordinerede indsættelsen af
terrorister i Irak. U indbragte M's afgørelser for domstolene, der behandlede sagen
efter de særlige regler i UDL kap. 7 b. Formålet med den særlige domstolsbehandling
var at skabe en balance mellem på den ene side behovet for hemmeligholdelse af oplysninger
af sikkerhedsmæssige grunde og på den anden side hensynet til, at der var en reel
mulighed for effektiv varetagelse af U's interesser under sagen. HR fandt, at beskyldningerne
var tilstrækkeligt faktuelt underbygget i det materiale, der var fremlagt under
retssagens åbne del, og at det åbne materiale i sig selv var tilstrækkeligt til
at bære M's afgørelse om, at U måtte anses for en fare for statens sikkerhed. Der
var ikke i det lukkede materiale noget, som afsvækkede dette resultat. Der var under
sagens åbne del fremkommet så præcise oplysninger om baggrunden for beskyldningerne,
at han havde haft en reel mulighed for at varetage sine interesser under sagen.
HR fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte M's afgørelse om, at U måtte
anses for en fare for statens sikkerhed, ligesom HR tiltrådte, at betingelserne
for at udvise U med indrejseforbud for bestandig var opfyldt. Komm. af Henning
Koch i
JUR 2011.279-286: Fare for Statens Sikkerhed (farevurdering og udvisning)
UfR 2011.2695 HD:
Integrationsministeren, M, havde truffet afgørelse om, at U, der var tuneser, måtte
anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og M havde på denne baggrund
udvist den pågældende af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingerne
af U var baseret på redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste, P, som beskyldte
U for at have deltaget i planlægningen af et drab på tegneren Kurt Vestergaard.
HR fandt, at der i P's redegørelser sammenholdt med det åbne materiale ikke var
nærmere oplysninger om tidspunkt, sted eller omstændighederne bag de enkelte beskyldninger,
og at U i realiteten alene havde kunnet varetage sine interesser under sagen ved
at fremkomme med en generel benægtelse af beskyldningerne. HR fandt derfor, at U
ikke havde haft en reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser under
sagen, og at M's afgørelse om, at U måtte anses for en fare for statens sikkerhed,
og M's afgørelse om udvisning, derfor ikke kunne opretholdes. Endvidere fandt HR,
at M's afgørelser havde indebåret et indgreb i U's ret til et privatliv og familieliv
efter
EMRK art. 8, og U havde derfor krav på en godtgørelse og erstatning på i
alt 35.000 kr. Komm. af Henning Koch i
JUR 2011.279-286: Fare for Statens Sikkerhed (farevurdering og udvisning)
UfR 2012.1426 ØLD:
T, som var svensk statsborger, blev i 2007 idømt 40 dages fængsel, og desuden indrejseforbud
gældende til 01.07.2012. I denne sag var T tiltalt for overtrædelse af
UDL § 59 b, for, i strid med indrejseforbuddet, at være indrejst i Danmark,
da han havde fået ansættelse i et dansk transportfirma, hvor han skulle køre i Danmark.
Anklagemyndigheden, A, nedlagde som følge heraf påstand om fængselsstraf, samt udvisning
af T med indrejseforbud i 6 år, jf.
UDL § 49, stk. 1, jf. § 24, nr.
2, og § 32, stk. 1 og 3.
T erkendte sig skyldig, og sagen blev således behandlet som en tilståelsessag. Københavns
Byret idømte T 10 dages betinget fængsel, samt udvisning fra Danmark med 6 års indrejseforbud.
A ankede sagen til ØL med påstand om skærpelse. ØL stadfæstede BR's afgørelse om
udvisningen, men skærpede samtidig straffen til 20 dages ubetinget fængsel, da ØL
ikke fandt grundlag for at gøre straffen betinget. Indrejseforbuddet fandtes ikke
at være i strid med art. 33, smh. med art. 27 og 28 i opholdsdirektivet. (2-1)
UfR 2012.1761 HD: Efter
en ændring i 2002 af lov om aktiv socialpolitik var man ikke berettiget til kontanthjælp,
men alene starthjælp, hvis man ikke havde opholdt sig her i landet i sammenlagt
7 år inden for de seneste 8 år. A fik i 2003 opholdstilladelse som flygtning og
modtog introduktionsydelse på 5.266 kr. før skat. A blev fik senere samme år bevilget
familiesammenføring. Hele familien boede i en af Egedal Kommune, K, anvist lejlighed.
Efter skat udgjorde de samlede offentlige ydelser til A og hans ægtefælle i årene
2004-2007 mellem 209.000 kr. og 265.000 kr. årligt. Efter A's opfattelse var det
i strid med GRL § 75, stk. 2,
samt forbuddet mod diskrimination i
EMRK art. 14, at han som flygtning ikke kunne opfylde opholdskravet for
at modtage kontanthjælp. HR udtalte, at det efter
GRL § 75, stk. 2, påhvilede det offentlige at sikre et eksistensminimum
for personer, der som A var omfattet af bestemmelsen, og at de ved domstolene kunne
få prøvet, om kravet var opfyldt. Efter størrelsen af den introduktionsydelse/starthjælp
og de andre ydelser, som han og hans ægtefælle modtog fra det offentlige, var der
dog ikke grundlag for at fastslå, at den hjælp, som A havde modtaget, ikke var i
overensstemmelse med GRL § 75, stk. 2.
HR fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at reglerne om introduktionsydelse
og starthjælp i forhold til A indebar en indirekte forskelsbehandling på grund af
nationalitet i strid med
EMRK art. 14. Det var sagligt at anvende et indtjeningsprincip, hvorefter
en person, hvad enten denne var dansk statsborger eller udlænding, skulle have opholdt
i Danmark i en vis periode, inden den pågældende kunne modtage den højeste bistandsydelse
fra det offentlige. Starthjælpen var ikke den eneste ydelse, som en udlænding havde
mulighed for at få. Herudover var der mulighed for enkeltydelser og boligsikring
m.v., således som dette illustreredes af de offentlige ydelser, som A og hans ægtefælle
modtog. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at lovændringen havde konsekvenser,
der kunne karakteriseres som uproportionale. HR frifandt herefter Egedal Kommune
og Beskæftigelsesministeriet. Komm. af Kirsten Ketscher i
JUR 2012.177-185: Retten til eksistensminimum - og retten
til ikke at blive diskrimineret. Overvejelser i tilknytning til U.2012.1761H
UfR
2015.3817 ØLK: Ikke tilladt at varetægtsfængsle udlænding med stærk tilknytning
til Sverige.
A, der var statsborger i Gambia, blev sigtet for salg af 0,17 gram kokain og varetægtsfængslet
frem til d. 24.06.2015 ved grundlovsforhør af Københavns Byret jf.
UDL § 35, stk. 1, nr. 1. A havde både til politiet og under grundlovsforhøret
oplyst, at han havde boet i Sverige gennem mange år, og at han også havde familie
i Sverige. ØL udtalte, at der på tidspunktet for fængslingen d. 04.06.2015 var en
begrundet mistanke, om at A kunne blive udvist efter
UDL § 22-24. ØL fandt, efter en samlet vurdering af A's personlige forhold,
sammenholdt med den straf, der kunne forventes, at der ikke var bestemte grunde
til at anse, at varetægtsfængsling var nødvendigt for at sikre A's tilstedeværelse
under straffesagen. Anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling frem til d.
24.06.2015 blev herefter ikke taget til følge.
Ægtefællesammenføring
UfR 2017.973 HD: Afslag på ægtefællesammenføring som følge af, at den herboende
ægtefælle havde modtaget kontanthjælp inden for de seneste tre år, var ikke diskrimination
Den udenlandske statsborger, A, der var gift med den danske statsborger B, havde
ansøgt om ægtefællesammenføring efter
UDL § 9 stk. 1, nr. 1. Efter
UDL
§ 9, stk. 5, var det - medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed, afgørende talte derimod - en betingelsen for ægtefællesammenføring,
at den herboende ægtefælle ikke inden for de seneste tre år havde modtaget bl.a.
kontanthjælp. Udlændingenævnet, N, gav A og B afslag på ægtefællesammenføring, fordi
B, som var handicappet efter en trafikulykke, modtog kontanthjælp. Sagen angik,
om N's afslag på opholdstilladelse var i strid med diskriminationsforbuddet i
EMRK art. 14, jf.
art. 8, eller FN's Handicapkonvention. HR fandt, at B på tidspunktet
for N's afgørelse befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med den situation,
som personer uden handicap, der inden for de seneste tre år har modtaget kontanthjælp,
befandt sig i. HR lagde vægt på, at B som følge af muligheden for fleksjob havde
rimelig udsigt til at opfylde selvforsørgelseskravet i
UDL § 9, stk. 5, selv om hans handicap formentlig indebar, at han ikke kunne
opnå beskæftigelse på normale vilkår. Da B således var stillet på samme måde som
personer uden handicap, som havde modtaget kontanthjælp, havde B ikke været udsat
for forskelsbehandling i strid med
EMRK art. 14, jf.
art. 8, eller FN's Handicapkonvention. HR frifandt derfor N. ØL var
nået til et andet resultat.
UfR 2017.3237 VLD: Ægteskabet mellem M og H kunne ikke anses for etableret mellem
nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, da det under sagen viste sig,
at M og H ikke var biologisk fætter og kusine
To afghanere, H og M, der var fætter og kusine, var gift. H indrejste til Danmark,
hvor hun fik opholdstilladelse, jf.
UDL
§ 7, stk. 2. H og M søgte om ægtefællesammenføring. Udlændingestyrelsen,
S, afslog at give M opholdstilladelse efter
UDL § 9, stk. 8, da det var S' opfattelse, at ægteskabet ikke blev indgået
efter H og M's eget ønske. Udlændingenævnet, N, stadfæstede S' afgørelse. Retten
i Horsens fandt, at H og M efter formodningsreglen i
UDL § 9, stk. 8, 2. pkt., skulle bevise, at ægteskabet var indgået efter
begge parters ønske. Ægteskabet var arrangeret af begge parternes mødre og var forventet
af familierne. H og M havde ikke forud for ægteskabets indgåelse haft et længerevarende
og indgående bekendtskab, men de havde haft et forhold til hinanden, som havde fulgt
af, at parterne var fætter og kusine. Parterne havde ikke samlevet. N blev frifundet.
VL fandt, at H's mor var søster til M's stedmor. H og M var således ikke biologisk
fætter og kusine. I forarbejderne til
UDL § 9, stk. 8, 2. pkt., var der en ikke udtømmende angivelse af de biologiske
familierelationer, som indebar, at familieforholdet var omfattet af bestemmelsen.
Stedforældres søskendes børn og forældres søskendes stedbørn var derimod efter forarbejderne
ikke medtaget som en del af den gruppe, der var omfattet af bestemmelsen. Der var
efter bestemmelsens formulering og forarbejder ikke grundlag for ud fra en formålsfortolkning
af bestemmelsen at udvide denne til at omfatte relationer svarende til relationen
mellem M og H, også selv om de og deres familier under deres opvækst havde haft
nær kontakt med hinanden, og de først for VL gjorde gældende, at de ikke biologisk
var fætter og kusine. Ægteskabet mellem M og H kunne ikke anses for etableret mellem
nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede. Da N havde truffet sin afgørelse
under henvisning til
UDL § 9, stk. 8,
2. pkt., ophævedes N's afgørelse og sagen hjemvistes til fornyet behandling
ved udlændingemyndighederne.
UfR 2018.688 HD:
Det var ikke i strid med EMRK, at en mand fra Syrien, der havde fået midlertidig
beskyttelsesstatus i Danmark, skulle vente 3 år på at få familiesammenføring med
sin ægtefælle
Sagen angik prøvelse af Udlændingenævnets, N’s, afgørelse, hvorefter A og
B, der var ægtefæller, havde fået afslag på familiesammenføring i Danmark. A havde
ophold i Danmark efter
UDL’s
regler om midlertidig beskyttelse begrundet i de generelle forhold i hjemlandet,
mens B fortsat var i Syrien. Afgørelsen var begrundet med, at A ikke havde haft
opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, hvilket var et krav efter
UDL, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed, at der kunne gives opholdstilladelse efter undtagelsesbestemmelsen
i
UDL § 9 c, stk. 1. A havde
anført bl.a., at afgørelsen var i strid med retten til familieliv i
EMRK art. 8. HR fandt – navnlig med henvisning til forarbejderne til
UDL – at begrænsningen i adgangen
til familiesammenføring var begrundet i hensyn, der kunne varetages efter
EMRK art. 8. Selvom afslaget på familiesammenføring reelt indebar, at A
var forhindret i at leve sammen med B, var hindringen alene midlertidig. A kunne
således vende tilbage til Syrien ved en forbedring af de generelle forhold i landet,
og hvis en sådan forbedring ikke skete, ville han som udgangspunkt efter tre år
have ret til familiesammenføring med B. Kravet om, at A som udgangspunkt skulle
have haft opholdstilladelse i Danmark i tre år, før han kunne få familiesammenføring
med B, lå inden for den skønsmargin, der tilkom staten ved afvejningen af hensynet
til hans familieliv over for hensynet til de samfundsmæssige interesser, som kunne
varetages efter
EMRK art. 8. N’s afgørelse var således ikke i strid med art. 8. Afgørelsen
var heller ikke var i strid med forbuddet mod diskrimination i
EMRK art. 14. ØL var nået til samme resultat. Se nu Menneskerettighedsdomstolens
afgørelse af 09.07.2021
UfR 2018.3073/1 HD (TFA
2018 256 HD): Ægtefæller, hvor H's mors søster var stedmor til M, var ikke
nærmere beslægtede
M og H, der var fra Afghanistan, havde fået afslag på familiesammenføring, da de
var fætter og kusine. Retten i Horsens frifandt Udlændingenævnet. Under behandlingen
i VL kom det frem, at M og H ikke var biologisk beslægtede, da H’s mors søster
var stedmor og ikke biologisk mor til M. VL fandt at formodningsreglen i udlændingelovens
§ 9, stk. 8, 2. pkt., ikke fandt anvendelse og hjemviste sagen. HR stadæstede.
Advokat Jørgen U. Grønborg
