Deling af pensionsordninger ved skilsmisse
Artikel af Peter Teisen i ADV 2000.60-62.
Det ligger fast, at kapital- og ratepensioner indgår i delingen ved skilsmisse mellem ægtefæller, der har fælleseje.
I praksis sker delingen på en af tre følgende metoder:
· Indsættelse af ægtefællen som uigenkaldeligt begunstiget for halvdelen af værdien.
· Udlodning af halvdelen af værdien til ægtefællen, der dermed opnår en i forhold til begunstigelsen mere udvidet ejendomsret.
· Pensionsordningen udtages af den ene ægtefælle (typisk ejeren), mens den anden ægtefælle udtager andre værdier. Pensionsordningen kontantopgøres m.a.o. med passivering af den latente skat/afgift.
Det er min antagelse - som jeg aldrig har set succesfuldt anfægtet i praksis - at det er ejerægtefællen, der bestemmer, hvilken delingsmetode, der skal finde anvendelse.
Som regel vælger pensionsordningens ejer eller en konfliktsky advokat en af de to førstnævnte delingsmetoder, idet man derved undgår at skulle tage stilling til ordningens reelle værdi. Men herudover spiller det givetvis en rolle, at ejeren oplever kontantopgørelsen helt urimelig - i hvert fald hvis principperne for opgørelsen fastsættes af de danske domstole efter den neden for omtalte praksis.
Passivering af latent skat
Når et aktiv er behæftet med en latent skat, giver det - også i relation til ægtefælledelinger - ofte god mening at diskutere, i hvilket omfang der ved værdifastsættelsen skal tages hensyn hertil.
Den ægtefælle, der eksempelvis udtager en fast ejendom på skiftet, har jo brugsret og dermed glæde af hele ejendommen, selv om en del af den tilfalder skattevæsnet i en eventuel efterfølgende salgssituation. Derfor ”passiveres” den latente skattebyrde ikke med 100% af skattebeløbet, men med en lavere %-sats ud fra en skønsmæssig vurdering af, hvornår ejendommen forventes afhændet.
En anden type latente skattebyrder er karakteriseret ved, at de lempes eller bortfalder med tiden. Dette gælder bl.a. visse avancer på aktieafståelser, hvor der derfor også skønsmæssigt skal ske en begrænset passivering af den latente skat. En sådan tidsafgrænset skattebyrde findes også i pensionsordningsregi, idet den potentielle 60%-afgift ved dispositioner afløses af 40%-afgift (kapitalpension) eller almindelig indkomstbeskatning (ratepension), hvis man ellers har tålmodighed til at afvente sin 60 års fødselsdag. Mere herom neden for.
En tredje begrundelse for begrænset passivering er knyttet til de tilfælde, hvor der kan opnås et afkast af skattebyrden, inden den skal udredes. Forrentningen af midler i et aktieselskab, der er henlagt til betaling af endnu ikke forfalden selskabsskat, tilfalder således aktionæren og ikke skattevæsnet. Herudover giver disse hensættelser en vis handlefrihed - for tiden er man som bekendt i gang med at afprøve grænserne for denne frihed!
Begrænsning i den skattemæssige passivering kan i ægtefælledelingen m.a.o. være begrundet i tre forhold:
· Der er en brugsværdi
· Skattebyrden bortfalder eller reduceres over tid.
· Skattebyrden giver ejeren et (rente)afkast
Det er min påstand, at er ingen af de tre forhold konkret til stede, skal den latente skattebyrde passiveres fuldt ud.
Kapitalpension
En konsekvens af påstanden er, at den latente skattebyrde på en kapitalpension aldrig bør opgøres til mindre end 40% af ordningens samlede værdi.
For det første har en kapitalpension i et traditionelt pensionsinstitut ingen ”brugsværdi”.
For det andet bortfalder den latente skattebyrde aldrig. Uanset om man ophæver ordningen, afventer udløb, dør eller invalideres, beregnes aldrig en afgift på mindre end 40%. Jeg tillader mig i denne forbindelse at bortse fra forskellige eksotiske muligheder, herunder at skatteministeren under ætersnifning nedsætter afgiften, eller at ejeren af pensionsordningen forudsættes at omlægge ordningen i forbindelse med emigration til et mindre skatteplaget land.
For det tredje opnår ejeren intet afkast af den latente skattebyrde. Her når vi ind til den centrale problemstilling, idet Vestre Landsret i en meget omtalt dom fra 17.01.1995 (2.afd. B-0549-93) desværre har fastslået det modsatte. Her reduceredes passiveringen af 40%-afgiften nemlig ud fra en betragtning om, at ejeren inden for kapitalpensionens resterende løbetid kunne opnå en forrentning af afgiftsbeløbet. Afgørelsen er siden fulgt op af en tilsvarende forbier (også i Vestre Landsret). Praksis opleves endda så fasttømret, at der er nogen, der har ulejliget sig med at udfærdige tabeller, så man kan slå op, hvad ”kursen” er på 40%-afgiften afhængig af løbetid og rentefod.
Der er vist aldrig nogen, der har hævdet, at jurister kan regne, men her er man helt ude i hampen. Renten og renters rente af afgiftsbeløbet tilfalder Staten! Det er m.a.o. underordnet, om 40%-afgiften betales her og nu eller om 27 år. Billedligt talt kan kontoen opdeles i to, hvoraf den ene udgør 40% af værdien. Om Staten får disse penge i dag eller inkl. rente om 27 år er uden relevans for ejeren.
40%-afgiften skal altså altid passiveres fuldt ud. Ellers når man til det syge resultat, at en kapitalpension på f.eks. 100.000 kr., der aldrig kan udbetales med mere end 60.000 kr., skal optages i ens bodel med et større beløb. Fremtidig forrentning af de 60.000 kr. indgår naturligvis ikke i bodelingen.
Noget andet gælder ”tillægsafgiften” på 20%, der som nævnt oven for bortfalder ved alder 60. Denne latente skattebyrde skal - i modsætning til de 40% - kun passiveres i begrænset omfang afhængig af forventningen til, om ordningen ophæves før alder 60 eller ej. Jo yngre ejeren er, jo mere taler det for at tillade passivering.
Den samlede passivering udgør dermed mindst 40 og højst 60% af kapitalpensionens totale værdi - formentlig nærmest 40%, dels fordi realisering af 20%-tillægget generelt er en mere fjerntliggende mulighed, dels fordi kapitalpensionen ved død (eller invaliditet) før alder 60 kun afgiftsbelastes med 40%.
Ratepension
En ratepension udbetales som personlig indkomst over en bestemt årrække - typisk 10 år. Kontantopgørelse ved skilsmissedeling bør foregå med udgangspunkt i de principper, der er redegjort for oven for, men der er dog en væsentlig modifikation.
Ligesom ved kapitalpensionerne er den maksimale skattepassivering ganske vist de samme 60% af depotværdien, men det er derimod ikke muligt at fastsætte en entydig minimumspassivering svarende til kapitalpensionens 40%.
Det hænger sammen med, at den faktiske skattebyrde bestemmes af ratemodtagerens fremtidige, hypotetiske marginalskat. Typisk - men langt fra altid - vil ratemodtageren forvente at oppebære en lavere indkomst som pensionist, og det vil derfor ofte være rimeligt og rigtigt at fastsætte den latente skattebyrde til ca. 40% svarende til indkomstskatten ved indtægter < 164.300 kr. (år 2000). I denne retning trækker også, at værdien ved død - ligesom kapitalpension - normalt belastes med en afgift på 40%.
Er den forventede beskatning som pensionist større end 40%, vil passiveringen kunne øges.
Det er endvidere min holdning, at værdien primært må anskues ud fra ejerens forventede, fremtidige marginalskat, selv om det er hævdet, at der skal tages hensyn til den anden ægtefælles skatteforhold. Det må være den faktiske værdi for den, der som ejer udtager ordningen, der er relevant, og ikke den helt hypotetiske værdivurdering, der skulle være foretaget, hvis og såfremt en anden var ejer og skulle have glæde af aktivet.
Rentepension
Rentepensioner udtages normalt af ejerægtefællen uden om skilsmissebodelingen. Skal værdien af ordningen rent undtagelsesvist opgøres, f.eks. i forbindelse med beregning af vederlagskrav som følge af ordningens oprettelse, må det ske efter de samme principper, som gælder for ratepension. Man skal dog være opmærksom på, at dårligt helbred og manglende tilbagekøbsret også spiller ind ved værdifastsættelsen.
Selvfølgelig kan man diskutere størrelsen af den skattemæssige passivering, men man skal gøre sig klart, at ejeren normalt står i en gunstig forhandlingsmæssig position. Som nævnt i indledningen kan der gennemtvinges en deling via uigenkaldelig begunstigelse eller delvis udlodning af pensionsordningen, såfremt varanen m/k er utilfreds med en foreslået værdifastsættelse.
Peter Teisen
