Obligationsret
Bøger
1889 1961 1989 2002 2014 2022 A. C. Evaldsen: Dansk Obligationsret, fortsættelse veksler, 182 sider,1889. Hele bogen kan læse her
Julius Lassen: Obligationsretten, den almindelige del, 3. udg., 1920
Julius Lassen: Lærebog i obligationsrettens specielle del, 4. udg. ved Henry Ussing, 1931, 535 sider, Gad. Hele bogen kan læses her.
Henry Ussing: Obligationsret - Almindelig del, 3. udg., 1946, 598 sider. Hele bogen kan læses her.
Henry Ussing: Enkelte kontrakter, 2. udg., 1946.
Knut Rohde: Obligationsrätt, 1956, Stockholm.
Bernhard Gomard: Forholdet mellem erstatningsregler i og uden for kontraktsforhold, 1958.
Henry Ussing: Obligationsretten, Almindelig Del, 4. udg. ved A. Vinding Kruse, 1961. Anmeldt af Erik Strøjer i JUR 1962.142-144. 1. udg. er anmeldt af Knud Illum i UfR 1938 B.12-16.
Stig Jørgensen: 4 obligationsretlige afhandlinger, 1965, 164 sider, DJØF. Hele bogen kan læses her
Naturaleksekution, Forudsætning og mangel, Aftalelov og acceptfrist, Misligholdelse.Bertil Bengtsson: Särskilda avtalstyper I, 1971, 188 sider, Norstedt. Anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1971 B.277-279.
Munch-Petersen: Den borgerlige ret i Hovedtræk, 20. udg. ved W. E. von Eyben, Jørgen Trolle og A. Vinding Kruse, 1971, 487 sider, Gad. Anmeldt af H. Schaumburg i UfR 1971 B.61-62.
Isi Foighel: Indledning til Formueretten, 1971, 467 sider, DJØF. Anmeldt af H. Schaumburg i UfR 1972 B.32.
Bernhard Gomard: Obligationsret - Almene emner, Naturalydelsen, 1. udg., 1971, 73 sider, DJØF.
Stig Jørgensen: Kontraktsret, 2. Bind, 1972, 245 sider, DJØF. Hele bogen kan læses her.
Lars Erik Taxell: Avtal och Rättsskydd, 1972, 504 sider, Åbo Akademi. Anmeldt af Johan Schlüter i UfR 1974 B.197-200.
Bernhard Gomard: Obligationsretten i en nøddeskal, 1-3, 1972-73, 467 sider, DJØF. Anmeldt af Hans Schaumburg i UfR 1974 B.114-116.
Per Augdahl: Den norske obligasjonsretts alminnelige del, Oslo 1978
Bernhard Gomard: Introduktion til obligationsretten, 1. udg., 1979, 86 sider, DJØF. Anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1979 B.377-378.
Joseph M. Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, disputats, 1989. Anmeldt af Bernhard Gomard i UfR 1989 B. 417-421: Hadley v. Baxendale og adækvans.
Ola Mestad: Om force majeure og risikofordeling i kontrakt, 1991, Oslo.
W. E. von Eyben og Anders Vinding Kruse: Formueretten, 27. udg., 1991, GadJura.
Asbjørn Grathe: Pengefordringer, 1. udg., 1992, DJØF. Anmeldt af Poul Sørensen i JUR 1993.81-82.
W. E. von Eyben: Tillæg til Formueretten, 27. udg., 1994, GadJura.
Bert Lehrberg: Moderna betalingsformer. Norstedt Juridik, Stockholm 1997. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1997 B.272.
Torsten Iversen: Erstatningsberegning i kontraktsforhold, 1. udg., 2000, 925 sider. Anmeldt af Halfdan Krag Jespersen i UfR 2001 B.87-89 og af Jørgen Nørgaard i JUR 2002.37-39.
Erlend Haaskjold: Kontraktsforpligtelser, 2002, Cappelen Akademisk Forlag, Oslo. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 2002 B.487.
Karsten Naundrup Olesen: Samfundsloddet - Obligationsretten og kontrakter af samfundsmæssig interesse, 1. udg. marts 2004, 368 sider, Thomson. Anmeldt af Tom Madell i JUR 2004.135 og af Erik Werlauff i UfR 2004 B.188. Hele bogen kan læses her.
Karsten Nautrup Olesen: ABService 2003, 1. udg. dec. 2004, 178 sider, Forlaget Thomson. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 2005 B.188. Hele bogen kan læses her.
Henrik Kure: Kompendium i Finansieringsret - obligationsretlige forhold, 1. udg. 2006, 139 sider, Forlaget SB
Jesper Schultz Larsen, Christian Scherfig, Morten Plannthin: Formueretten, 1. årsprøve (Kompendium), 5. udg., 2008, 150 sider, Forlaget Thomson
Kan købes hos Karnov Group.Stinne Richter Berg: Retsvirkninger af ugyldighed og ophævelse i løsørekøb - særligt om tilbagelevering og erstatning af den negative kontraktsinteresse, 1. udg., 2008, 337 sider, DJØF
Erik Werlauff: Skyldforhold - Obligationsrettens grundbegreber, 2. udg., juni 2011, 250 sider, DJØF. 1. udg. af bogen kan læses her
Olli Norros: Inledning till obligationsrätten, 2012, 264 sider, Forum Iuris, Juridiska fakulteten, Helsingfors Universitet
Christine Stridsberg (red.): Rättsfallssamling i förmögenhetsrätt, Volym 1-2, 1. udg., 2014, 542 og 632 sider, Norstedts Juridik.
Bernhard Gomard: Obligationsret 1. del, 5. udg., aug. 2016, 325 sider, DJØF. 2. udg. er anmeldt af Asbjørn Grathe i JUR 1990.189-193
Om kravene til kontraktsmæssig ydelse.Erik Werlauff: Obligationsretten - en introduktion, 1. udg., aug. 2017, 284 sider, DJØF
Bernhard Gomard og Torsten Iversen: Obligationsret 4. del, 2. udg., feb. 2017, 124 sider, DJØF
Torsten Iversen: Obligationsret 3. del, 3. udg., feb. 2018, 404 sider, DJØF. 1. udg., 1993, er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1995 B.70/2-71
Om kreditor- og debitorskifte, fordringers ophør, modregning mm.Erik Werlauff: Kontrakter, 4. udg., aug. 2018, 385 sider, DJØF
Erik Werlauff: Werlauffs kompendier, 4. udg., aug. 2018, 800 sider, Ex Tuto Publishing
Torsten Iversen: Obligationsret 2. del, 5. udg., jan. 2019, 447 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Michael Thyrring i ADV 1992.64-66
Om misligholdelsesbeføjelserne.Torsten Iversen: Obligationsret 1. del, 6. udg., aug. 2019, 446 sider, DJØF
Claus Berg: Teknisk rådgivning - ABR 18, 1. udg., 2021, 937 sider, DJØF.
Mads Bryde Andersen: Lærebog i Obligationsret I, 5. udg., jan. 2021, 600 sider, Karnov Group. 1. udg., 2000 er anmeldt af Viggo Hagstrøm i UfR 2001 B.349-351 og af Erik Werlauff i JUR 2002.307-321
Ydelsen og beføjelser.Frederik Alfast Damm, Marcel Worm og Oscar Møllgaard: Kompendium i Obligationsret, 2. udg., 2021, 124 sider, Samfundslitteratur
Bo von Eyben og Peter Mortensen: Lærebog i Obligationsret II, 5. udg., okt. 2022, 333 sider, Karnov Group. 1. udg. 2000 er anmeldt af Viggo Hagstrøm i UfR 2001 B.349-351 og af Erik Werlauff i JUR 2002.307-321
Personskifte i skyldforhold, Fordringers ophør, Hæftelsesformer.Torsten Iversen, Morten Midtgaard Fogt, Helle Isager, Susanne Karstoft, Susanne Kier, Lars Hedegaard Kristensen, Birgit Liin, Lars Henrik Gam Madsen, Palle Bo Madsen, Astrid Millung-Christoffersen, Claus Rohde og Kasper Steensgaard: Formueretlige emner, 10. udg., juli 2024, 500 sider, DJØF.
Tanja Jørgensen, Hanne Søndergaard Birkmose, Hans Henrik Edlund, René Franz Henschel, Annette Kronborg og Kristina Siig: Dansk Privatret, 23. udg., juli 2024, 832 sider, DJØF.
1962 1990 2004 2017 Stig Jørgensen i UfR 1962 B.165-179: Naturaleksekution
Stig Jørgensen i TfR 1964.449 ff.: Misligholdelse.
Palle Bo Madsen i UfR 1976 B.277-289: Om standpunktsrisiko.
Bernhard Gomard og Henning Skovgaard i UfR 1979 B.245-264: Tipning og obligationsret
Omhandler bl. a. UfR 1964.803 HD, hvor tipsforhandler blev frifundet for erstatning af gevinsten på bortkommen kupon.Palle Bo Madsen i UfR 1982 B.165-171: Loyalitetskrav i kontrakts- og konkurrenceretten.
Elisabeth Nøjgaard i Justitia nr. 4/1989: Debitorskifte ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed i relation til enkelte vedvarende kontrakter.
Johannus G. Egholm Hansen i Justitia nr. 4/1990: Genusforpligtelser uden for køb med særligt henblik på realdebitors ansvar for mangler ved anvendte materialer.
Torsten Iversen i UfR 1992 B.327-333: Ophævelse af pengelån - et detailspørgsmål i kreditretten af almindelig obligationsretlig interesse
Der konkluderes, at der kan ske ophævelse, hvis betalingen af restgælden misligholdes væsentligt.Per Overbeck i UfR 1997 B.379-383: Kontrakters kontinuitet ved overgang til fælles mønt.
Torsten Iversen i Festskrift til Juridisk Klub, 1998, p. 55-66: Godtgørelse for skuffede forventninger.
Mads Bryde Andersen i Festskrift til Bernhard Gomard, 2001, p. 9-24: Obligationsrettens "almindelige del".
Lars Gorton i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 115-133: Vem kan man lita på - och när?
Mads Bryde Andersen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 591-608: Om forudsætninger og formueretlig argumentation.
Viggo Hafstrøm i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 681-690: Den norske obligasjonsretts historie.
Jesper Windahl i UfR 2003 B.220-225: Sikringsakt ved subrogation?
Antager, at der ikke skal foretages en sikringsakt efter GBL § 31, stk. 1, hvis indfrielsen er en følge af en retspligt.Ane M. López-Rodríguez i UfR 2004 B.115-121: EU-rettens påvirkning af formueretten - det formelle og det faktiske perspektiv.
Herman Federspiel i UfR 2004 B.196-203: Finansielle derivater - karakteristik og retlig regulering.
Vibe Ulfbeck i JUR 2006.2-8: Den nye Formueret
Viggo Hagstrøm i JUR 2007.4-10: Er formuerettens grunnbegreper blitt foreldet?
Ole Lando og Peter Arnt Nielsen i UfR 2008 B.187-192: Europæisk obligationsret
Artiklen omhandler de vigtigste initiativer til at skabe en mere sammenhængende fælleseuropæisk obligationsretJeppe Høyer Jørgensen i UfR 2008 B.331-336: Arbejdsretlige konflikter som force majeure
Artiklen søger at belyse, i hvilket omfang arbejdsretlige konflikter kan udgøre ansvarsfritagende force majeure i henhold til en købsaftale. Forfatteren konkluderer, at ansvarsfrihed i denne forbindelse, nok kræver aftale herom.Louise Bach Algren og Stephanie Maria Steffensen i Justitia nr. 4/2011 p. 53-101: Loyalitetspligt i kontraktretten
En gennemgang af de obligationsretlige pligter - så som undersøgelsespligt, underretningspligt, reklamationspligt, omsorgspligt m.m. - og de lovfæstede loyalitetshensyn.Palle Bo Madsen i JUR 2016.24-30: Om naturalopfyldelse og tabsbegrænsningspligt i detailhandlen
Christian Frank Madsen og Kim Østergaard i JUR 2017.35-43: Hvem er nærmest til at bære risikoen i kontraktretten?
Christian Frank Madsen i ET nr. 3/2019 p. 116-130: Loyalitetsgrundsætningen i dansk ret - indhold og retsvirkninger ved tilsidesættelse
Afbestillingsret
Preben Lyngsø: Afbestillingsret, disputats, 453 sider, 1971. Anmeldt af Knud Illum i UfR 1971 B.219-223.
UfR1972.1003 HD: A havde d. 26.08.1969 tilmeldt sig undervisning i klaverspil på Dansk Musikakademi. På indmeldelsesblanketten var henvist til vilkårene, som stod på sidste side i programmet umiddelbart foran kortet. Vilkårene fremtrådte med en sådan tydelighed, at de måtte anses som et led i aftalen, som ikke var i strid med AFTL § 33. A var herefter bundet til at betale for undervisning frem til d. 01.05.1970. Komm. af P. Spleth i UfR 1973 B.177-178.
UfR 1996.1083 VLD: Tinghallen A/S (T) i Viborg havde d. 21.04.1994 med et bookingfirma aftalt en koncert med The Commitments d. 07.05.1994. T annullerede aftalen d. 27.04.1994, da han havde engageret hele gruppen og ikke kun The stars from the Commitments. Direktøren for T havde set gruppen i en Tv-udsendelse d. 21.04.1994 og det måtte antages, at han på dette tidspunkt blev klar over, at orkestret ikke havde den sammensætning, han forventede. Han ophævede først aftalen d. 27.04.1994 og T havde herved reklameret for sent. T idømt en erstatning på 41.375 kr.
UfR 1997.994/2 ØLD: B havde bestilt musiker M til at spille ved hustruens runde fødselsdag. B afbestilte musikeren 2 dage før festen da H havde fået en blodprop. B fandtes at være nærmest til at bære risikoen og dømt til at erstatte M 2.300 kr., dvs. det aftalte honorar 2.500 kr. med fradrag af sparede transportomkostninger på 200 kr.
UfR 2007.637 VLD: I september 2004 blev der indgået en aftale mellem en restauratør, R, og A om levering af mad til ca. 50 personer d. 06.11.2004 i forbindelse med A's fødselsdagsfest. D. 01.11.2004 sendte A en e-mail til R med besked om, at det planlagte fødselsdagsarrangement var aflyst, hvorefter der opstod tvist om, hvorvidt der mellem parterne var indgået aftale om afholdelse af fødselsdagsarrangementet lørdag d. 06.11.2004. Efter bevisførelsen - særligt e-mail korrespondancen mellem parterne - lagde VL til grund, at A bindende reserverede R til at levere maden til fødselsdagsfesten. D. 28.10.2004 havde A bekræftet hvor fødselsdagen skulle holdes. Under hensyn til at festen skulle have været afholdt d. 06.11.2004, måtte A have indset, at en afbestilling så sent ikke ville gøre det muligt for R at få et andet selskab med så kort varsel. VL fandt derfor, at A skulle betale erstatning til R og tiltrådte, at erstatningen, der var i overensstemmelse med kutymen, som gjaldt inden for hotel- og restaurationsbranchen (75% af arrangementsprisen), var fastsat til 20.212,50 kr. Selv om menuen ikke var aftalt mellem parterne, var der ikke grundlag for at nedsætte erstatningen.
Ansvarsfraskrivelse
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, disputats, 1957.
Carsten Munk-Hansen: Ansvarsregulering i overdragelsesaftaler. Vilkår om ansvarsfraskrivelse og ansvarsbegrænsning i aftale om overdragelse af fast ejendom, 1. udg., nov. 2007, 304 sider, DJØF, kommenteret af Vibe Ulfbeck i UfR 2008 B.249. Hele bogen kan læses her.
Kåre Stolt i Justitia nr. 5/1987: Fraskrivelsesklausuler i Standardkontrakter.
Signe Morgenstjerne i Rettid 2008 Afhandling nr. 6: Ansvarsfraskrivelser i transport
Claus Emil Engel Johansen: Limitation of Liability, Århus Universitet, jan. 2010
Klaus Tougaard Kristensen i Rettid 2012, Afhandling 28: Ansvarsregulering i obligationsretten - primært med focus på køb, herunder også forbrugerkøb og ejendomskøb
Niklas Korsgaard Christensen og Klint Klingberg-Jensen i ET nr. 3/2014 p. 273-281: "Knock-for-knock" klausuler under dansk ret
Artiklen undersøger, hvorledes ansvarsfordelingen i "knock-for-knock" klausuler må forventes behandlet ved danske domstole.Klint Klingberg-Jensen i ET nr. 1/2019 p. 28-43: Afvikling af offshore-installationer - operatørens fraskrivelse af ansvaret for installationens tilstand
TfL 1999.142 VLD: Ansvarsfraskrivelse afskar ikke køber af vådfodringsanlæg fra at kræve erstatning for driftstab. Komm. af Stig Jørgensen i TfL 1999.204
Berigelseskrav
A. Vinding Kruse: Restitutioner, Et bidrag til undersøgelsen af berigelsesgrundsætningen i dansk og fremmed ret, disputats, 1950, Forlaget Gad. Anmeldt af Henry Ussing i UfR 1950 B.139-159: Berigelseskrav eller restitutionskrav.
Jan Hellner: Om obehörig vinst, Särskilt utanför kontraktsförhållanden. Ett civilrättsligt problem i komparativ belysning, 1950, Uppsala
H. Karlgren: Obehörig vinst och värdeersättning, Stockholm 1982.
Christoffer Nørskau Bruhn og Niels Bjerg Dahl i RETTID 2024 afhandling nr. 18: Berigelsesgrundsætningens betingelser: Kreditors adgang til at få tilkendt et ulovfæstet berigelseskrav i dansk ret
UfR 1996.1491 VLD: Vognmand V havde i strid med aftalen om grusgravning gravet grus nærmere vejen end 15 meter. Uanset at det måtte anses for usikkert, om gårdejeren havde lidt et tab, fandtes V at burde afgive sin berigelse. V burde ikke kunne opnå en økonomisk fordel ved sin ansvarspådragende råden over gårdejerens ejendom.
UfR 2003.2607 ØLD: Ejendomsforbehold i motor, som var blevet indlagt i leaset bus, havde ikke retsvirkning over for leasinggiver, der måtte fralægge sig berigelsen på 60.000 kr.
UfR 2004.827 HD: Forpagter af Tostrup Præstegård havde krav på erstatning på 243.726 kr. for værdien af mælkekvote, der vat tilknyttet gården og som overgik til en ny forpagter. Forpagterens tab lå inden for præstegårdens berigelse.
UfR 2006.22 VLD: Anpartsselskabet L købte på tvangsauktion M og K's faste ejendom. Efter forgæves forhandlinger mellem parterne om udlejning af ejendommen, blev M og K bedt om at fraflytte lejligheden i maj / juni, hvilket de ikke gjorde, før der i landsretten var afsagt endelig kendelse herom. L fandtes ikke at have godtgjort, at han havde lidt et tab som følge af, at ejendommen ikke kunne udlejes i denne periode, men M og K skulle fraligge sig den berigelse, de havde opnået ved at bo vederlagsfrit i ejendommen. Beløbet blev skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.
TFA 2017.20 ØLD: Kirke, der var afdødes universalarving, fik medhold i et berigelseskrav på 114.308 kr. mod afdødes x-mands barnebarns ægtefælle.
A havde i 1977 oprettet notartestamente, hvor hun havde indsat en kirke som universalarving efter udredelse af tre legater. I forbindelse med bobehandlingen opstod der spørgsmål om nogle hævninger for et beløb på 1.150.058 kr. foretaget på A's konti af B i henhold til en generalfuldmagt fra 2007 og en bankfuldmagt fra 2005 vedrørende to konkrete bankkonti. B havde erkendt tilbagebetalingspligt med hensyn til et beløb på 242.000 kr., som var blevet overført til B's datter. For så vidt angår de øvrige beløb lagde Hillerød Ret til grund, at hævningerne var betegnet som »lån« blandt andet til brug for betaling af leverandører til B's personligt drevne firma og til indfrielse af et billån, som B's ægtefælle, C, havde optaget. Der forelå ikke gavebreve eller anden særskilt skriftlig bekræftelse på hævningerne, og der var ikke betalt gaveafgift. B havde heller ikke under henvisning til sagens øvrige oplysninger, herunder et tilsidesat vidnetestamente, ført bevis for, at hævningerne var sket i henhold til gaveløfte eller med A's samtykke. Hillerød Ret tog derfor hele tilbagebetalingskravet til følge og bestemte samtidig, at B's tidligere ægtefælle - B og C var blevet skilt i august 2014 og havde haft formuefællesskab under ægteskabet - solidarisk med B skulle betale et beløb på 569.308 kr. svarende til de beløb, der var indgået på bankkonti, som også ægtefællen kunne råde over, og til et beløb på 114.308 kr., der angik betaling af et billån. For ØL handlede sagen alene om spørgsmålet om C's solidariske hæftelse med B. ØL lagde til grund, at B og C havde ophævet deres samliv i 2005, og at de i forbindelse med samlivsophævelsen delte fællesboet. Derefter havde de, selv om de først blev skilt i 2014, som udgangspunkt adskilt økonomi, bortset fra tre fælleskonti. Efter gennemgang af omstændighederne i forbindelse med de foretagne hævninger, herunder vurdering af, om disse var kommet C til gode, fandt ØL alene grundlag for, at C skulle fralægge sig den berigelse, han havde opnået ved overførsel af det beløb på 114.308 kr., der vedrørte indfrielse af et billån. For dette beløb hæftede han derfor solidarisk med B.UfR 2022.4956 VLD: Bygherre hæftede ikke over for underentreprenør, som havde udført bl.a. gravearbejde for entreprenøren, da entreprenøren var selvstændig og ikke havde fuldmagt til at handle på vegne af bygherren
B indgik aftale med en entreprenør, E, om bl.a. opgravning af jord til sandpude, stampning af ny sandpude samt etablering af nyt fundament og kloakering ifm. byggeri af lagerhal. En underentreprenør, U, udførte udgravning og etablering af sandpude på B’s ejendom efter mundtlig aftale med E. E færdiggjorde ikke arbejdet iht. kontrakten, og B betalte ikke for arbejdet, hverken til E eller U.
Retten i Aarhus fandt, at E ikke var ansat i B. E havde ikke i kraft af sin stilling eller på andet grundlag haft bemyndigelse til at indgå aftaler på vegne af B. U havde ikke iværksat nogen undersøgelse mhp. at få bekræftet, om E kunne indgå aftaler på vegne af B, og kunne ikke ud fra et synspunkt om stillingsfuldmagt gøre krav gældende mod B. U havde imidlertid udført arbejde, som var nødvendigt for, at der kunne ske opførelse af lagerhallen. B havde opnået en ugrundet berigelse svarende til det, som udførelse af arbejdet kostede. Berigelsen blev fastsat til det fakturerede beløb.
VL fandt, at det ikke var bevist, at E havde bemyndigelse til at indgå aftaler på vegne af B. B havde ikke handlet på en sådan måde eller haft kendskab til E og dennes økonomi, at B ift. U hæftede helt eller delvist for det udførte arbejde. U var nærmest til at undersøge sin aftalepart og dermed også nærmest til at bære tabet ved, at E ikke havde opfyldt sine forpligtelser ift. U. B blev frifundet.
Betaling
Lov om offentlige betalinger m.v., jf. lovbekg. nr. 494 af 04.05.2023
Bekg. nr. 351 af 28.03.2023 om udbetaling af økonomisk kompensation ved udsættelse for svindel med eller fejl ved anvisning eller ændring af Nemkonto
Bekg. nr. 647 af 13.04.2021 om Nemkontoordningen
Stig Jørgensen i UfR 1960.197-210: Betalinger i flere skyldforhold.
Johan Schlüter i UfR 1974 B.103-109: Betaling med check - kontant betaling.
Henning Broman i FM 1997.185: Fogedrettens mareridt. Da kreditor sagde nej tak til en pose penge
Omtale af kendelse afsagt af Ballerup Fogedret, hvorefter kreditor havde været berettiget til at afslå betaling med en pose mønter, jfr. møntlovens § 4, stk. 3.George Wenning i Finansfokus nr. 3/1998 p. 20-21: Overraskende kendelse om betaling af termin
Omtale af kendelse af 12.01.1998 fra Realkreditankenævnet, hvorefter BG Banks modtagelse af indbetalingskort og check i kuvert d. 29.12. måtte anses som rettidig betaling.UfR 1998.1608/2 ØLK: Udflytternes Forsikring havde været uberettiget til at afvise A's indbetaling af beløb på 500 kr og 200 kr. til dækning af diverse restancer. Beløbene kunne have dækket restancen på bygningsbrandforsikring. Forsikringsselskabet kunne herefter ikke udpante for påkravsgebyr på 300 kr. og retsafgift på 300 kr.
UfR 2005.2292 VLK: Kreditor på et gældsbrev havde opsagt dette, da ydelse for november 2004 ikke blev betalt rettidigt. Kreditor havde opgivet et forkert kontonummer, og udeblivelsen med ydelsen var herefter ikke væsentlig misligholdelse.
UfR 2006.2013 HD: Sagen drejede sig om, hvorvidt A havde et krav mod S ApS for konsulentarbejde, som skulle være udført for S ApS i 1996-1998 i forbindelse med et joint venture projekt i Sydafrika, som var delvis støttet af DANIDA. Sagen drejede sig endvidere om, hvorvidt A havde udstedt saldokvittering for en del af dette krav. HR udtalte, at det krav, der blev gjort gældende af A, byggede på en opgørelse af 05.01.1999. De tilknyttede fakturaer angav at være udstedt løbende i årene 1996-1998, typisk ved udgangen af den måned, i hvilken arbejdet var angivet at være udført. På trods af, at A således angav igennem en længere periode at have oparbejdet et betydeligt tilgodehavende hos S ApS, måtte det lægges til grund, at A ikke på noget tidspunkt havde modtaget betaling fra S ApS, ligesom der ikke forelå oplysninger om, at A tidligere havde rykket for betaling. Det måtte endvidere lægges til grund, at samarbejdet mellem A og S ApS senest ophørte d. 19.11.1998. Opgørelsen af 05.01.1999 omfattede imidlertid også arbejde, som angaves at være udført efter d. 19.09.1998. Kravet omfattede i første række konsulentarbejde, men der forelå ingen nærmere oplysninger om karakteren af arbejdet. Desuden var der ikke påvist nogen nærmere sammenhæng mellem nogle fremlagte udbetalingsskrivelser fra Udenrigsministeriet og de fremlagte fakturaer fra A. På den anførte baggrund fandt HR, at A ikke mod S ApS' benægtelse har bevist at have det påståede krav. Dette gjaldt, selv om der efter HRs opfattelse måtte næres tvivl om ægtheden af den fremlagte saldokvittering.
UfR 2007.1588 HD: The Partners´ Company A/S, S, drev virksomhed som speditør. Som led i denne virksomhed havde S bl.a. benyttet Niinivirta OY, N, som fragtfører. D. 07.11.2001 blev N taget under konkursbehandling i Finland. Der var efterfølgende opstået uenighed om opgørelsen af parternes mellemværende. S gjorde gældende, at virksomheden ikke havde bestilt 4 af de i sagen for HR omfattede transporter hos N. En femte transport havde S gjort gældende blev annulleret. For HR havde S yderligere gjort gældende, at virksomheden allerede havde betalt 4 fakturaer ved betaling d. 29.01.2001 og d. 09.04.2001, som blev betalt igen ved betaling d. 30.08.2001. Som følge af denne dobbeltbetaling havde S betalt et beløb på 11.850 USD for meget, som burde medgå til betaling af de fakturaer, som sagen drejede sig om, hvorfor virksomheden ikke skyldte konkursboet yderligere. N under konkurs havde bestridt, at der var foretaget dobbeltbetaling, eller at der var modtaget instruktion om, hvilke fakturaer betalingerne d. 29.01.2001 eller d. 09.04.2001 skulle afskrives på, og man havde afskrevet betalingerne på andre fakturaer end dem, som blev betalt d. 30.08.2001. På den baggrund havde N påstået S tilpligtet at betale den resterende del af det opgjorte mellemværende. HR fastslog, at det af bevisførelsen måtte anses for godtgjort, at S havde bestilt de fem omstridte transporter hos N, og at det ikke var godtgjort, at den ene af disse blev annulleret. HR fandt det ikke godtgjort, at der med de to første betalinger var givet meddelelse om, hvilke fakturaer disse betalinger skulle afskrives på. N var derfor berettiget til at vælge at afskrive betalingerne på andre fakturaer end dem, som blev betalt d. 30.08.2001. Det fandtes herefter ikke godtgjort, at der var sket dobbeltbetaling. S måtte herefter betale det resterende mellemværende.
UfR 2011.27 VLK: S skyldte sin kreditor, K, 100.000 kr. med tillæg af procesrente, hvilket blev afdraget over en periode fra 2000 til 2009 ved, at S fast overførte 800 kr. pr. måned til K. Han mente hermed selv, at han havde betalt gælden af. K havde ikke løbende sendt nogen meddelelser om gældens opgørelse. Da S stoppede sin betaling, fik S af K et brev om, at restgælden var på 101.000 kr. Sagen blev ved Fogedretten alene fremmet for 15.200 kr., idet fogedretten fandt, at det var uafklaret, hvordan de månedlige afdrag var blevet afskrevet, og K havde ikke villet dokumentere, hvordan der over for skattemyndighederne var blevet forholdt med indbetalingerne. S havde ikke ved betalingen af ydelserne angivet, på hvilken del af mellemværendet disse skulle afskrives. Udgangspunktet var derfor, at det stod K frit at anvende ydelserne til afskrivning på en hvilken som helst del af gælden. VL fandt tillige, at det ikke kunne kræves, at en kreditor løbende opgjorde restgælden og meddelte debitor, hvordan indbetalingerne var afskrevet.
UfR 2011.3188 HD: Sagen angik krav på tilbagebetaling af vederlag for levering af edb-programmer efter ophævelse af leveringsaftalerne som følge af leverandørens misligholdelse. Kunderne krævede tilbagebetaling fra A A/S, der som led i en factoringordning havde erhvervet vederlagskravene og forud for ophævelserne modtaget betaling af dem. Spørgsmålet var, om E ApS, der havde overtaget kundernes krav, kunne kræve tilbagebetaling fra A i medfør af princippet i GBL § 27. Det fremgik af GBL § 27, at hvis et simpelt gældsbrev overdragedes til eje eller pant, får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, medmindre andet fulgte af særlige retsregler. HR fastslog, at det ikke fulgte af princippet i GBL § 27, at E's tilbagebetalingskrav ikke alene kunne rettes mod leverandøren (overdrageren af fordringerne), men tillige mod A A/S, selv om dette selskab som erhverver af fordringerne havde modtaget betalingerne. Et sådant krav mod erhververen måtte bero på, om det fulgte af en aftale eller kunne støttedes på andre regler, f.eks. reglerne om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld. A blev herefter frifundet ved HR. Komm. af Allan Kaspersen i UfR 2013 B.438-448: Tilbagesøgningskrav og gældsbrevslovens § 27
UfR 2012.1351 ØLD: Et landinspektørselskab, A, havde udført udarbejdet en bebyggelsesplan for B og B's naboer, som B nægtede at betale sin andel af, ca. 106.000 kr., bl.a. med begrundelse om ikke at have modtaget noget for pengene, idet kommunen ikke havde givet tilladelse til projektet. Retten i Roskilde fandt, henset til honorarudvalgets vurdering af størrelsen af et rimeligt honorar for det af B's bestilte arbejde, ikke at A havde krav på yderligere betaling for det udførte arbejde. ØL lagde til grund, at en afklaring af det retlige og planlægningsmæssige grundlag for udstykning samt udarbejdelse af principansøgning til kommunen med henblik på en afklaring af de lokalplanstridige forhold i bebyggelsesplanen ville kunne være gennemført for et honorar i størrelsesordenen 20.000 kr. ekskl. moms for B. Herefter, og da B allerede havde betalt A 59.474,84 kr., frifandt ØL B for A's krav.
Deponering
J. B. Thusholdt-Madsen i UfR 1977 B.309-312: Deponering med og uden lovhjemmel.
Hanne Bender og Susanne Karstoft i UfR 1991 B.81-87: Sikkerhedsdeponering i edb-køb.
Jacob C. Jørgensen i UfR 2004 B.121-123: Retten til renter af deponerede beløb
Antager at lejere i mangel af anden aftale har ret til renter af depositum.UfR 1997.528 HD: P, som i 1979 uberettiget var blevet afskediget fra sit embede som præst og lærer på Venø, fik i 1991 ved Højesteretsdom tilkendt pension og godtgørelse på ca. 1.285.000 kr. incl. renter. Kirkeministeriet deponerede nettobeløbet efter fradrag af 50% A-skat. P blev erklæret konkurs d. 23.07.1992 med 31.03.1992 som fristdag. Konkursboet fik i sag mod P medhold i, at hele det deponerede beløb indgik i konkursboet. Antaget, at pensionsbeløbene var omfattet af RPL § 512, stk. 3 og godtgørelsen af RPL § 513, stk. 2. Kirkeministeriet var frigjort ved deponeringen, da der på grund af transporter og udlæg i kravet var begrundet tvivl om, hvem beløbet tilkom, og deponeringen måtte derfor sidestilles med beløbets udbetaling til P.
UfR 2023.4880 VLD: Pengeinstitut havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var anmodet om frigivelse af et deponeret beløb til sælgeren, og hæftede som følge heraf for købers ekstraomkostninger
A købte en ejendom af S, hvor det af købsaftalen fremgik, at der verserede en byggesag vedr. etablering af en støjmur, og at der som A’s sikkerhed for udstedelse af ibrugtagningstilladelse og BBR-meddelelse blev tilbageholdt 50.000 kr. af den deponerede købesum i sælgerens bank. 5 år senere var støjmuren endnu ikke opført, og A solgte ejendommen videre til K med oplysning om det deponerede beløb. K opdagede imidlertid, at det deponerede beløb 4 år tidligere var blevet frigivet til S. A betalte herefter 44.000 kr. til opførelse af støjmuren og krævede beløbet dækket af B.
Retten i Esbjerg fandt, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at B havde udvist en sådan adfærd, at der var grundlag for at lade dem betale beløbet. B blev frifundet.
VL fandt, at det var afgørende, om A havde anmodet om frigivelse af beløbet. B udtalte, at man først frigav et deponeret beløb, når købers rådgiver anmodede herom. A forklarede sammen med sin rådgiver, at de ikke havde anmodet B om at frigive beløbet. B var nærmest til at bevise, om A havde anmodet om frigivelse. B havde ikke løftet denne bevisbyrde og var dermed ikke berettiget til at frigive det deponerede beløb. Kravet var ikke forældet, jf. forældelseslovens § 2 og § 3, da fristen først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor ibrugtagningstilladelsen blev udstedt. B skulle betale 44.000 kr. til A.
Efterbetaling
Jens Ravnkilde: Betalingskorrektioner, 1. udg., sept. 2001, 224 sider, Thomson. Anmeldt af Torsten Iversen i UfR 2002 B.231-233.
UfR 1997.1144 HD: Dommen UfR 1994.907/2 HD havde virkning også for ret til fratrædelsesgodtgørelse opstået før dommen d. 28.09.1994. Lars Fjord Jensen havde derfor krav mod Socialministeriet på efterbetaling af 6.918,18 med tillæg af renter fra fratrædelsesdagen d. 30.11.1991.
UfR 1997.1714 HD: Dommen UfR 1994.907 HD havde virkning også for ret til fratrædelsesgodtgørelse opstået før dommen d. 28.09.1994. Henning Velin havde derfor krav mod Frederiksborg Amt på efterbetaling af 5.176,72 kr. med tillæg af renter fra fratrædelsesdagen d. 30.06.1990.
UfR 1999.301 VLD: Varmemester V var ansat i perioden 01.01.1995 til 28.02.1997. Efter at V havde sagt op, krævede V efterregulering af lønnen med den del, der svarede til mindstelønnen i henhold til overenskomst mellem Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landssammenslutning og private Boligselskaber/Boligforeninger. V fik medhold og V fandtes ikke at have udvist retsfortabende passivitet.
UfR 2011.730 ØLD: L var i 2001 blevet lejer i et erhvervslejemål udlejet af U. L valgte i 2006 at afstå lejemålet, hvorefter han fik hjælp hertil af et ejendomsmæglerfirma, A. L havde stillet en bankgaranti for et depositum svarende til seks måneders leje over for U. A afregnede ved en fejl et beløb i refusionsopgørelsen som depositum og udbetalte dette til L. U anlagde herefter i 2008 sag mod L, da han ville have beløbet tilbage. ØL fandt ikke, at L havde været i god tro, og at U ikke havde udvist grov uagtsomhed, der kunne afskære ham for at få beløbet tilbagebetalt eller, at han havde udvist passivitet.
Forkøbsret
Flemming Tholstrup: Forkøbsret og koncession, 1961
UfR 2000.1654 ØLD: Forkøbsret til sommerhusgrund i Faarevejle til sælger eller ordre, kunne overdrages, og da forkøbsretten fortsat bestod efter det første ejerskifte, fik B medhold i, at ejeren havde pligt til at tilskøde B ejendommen.
UfR 2002.965 HD: Hirtshals Sparekasses overdragelse i 1989 af ejendom i Hirtshals til Hirtshals Sparekasses Gavefond udløste forkøbsret for lejeren. Gavefonden og Sparekassen Nordjylland dømt til at betale lejeren erstatning på 100.000 kr. for skader i forbindelse med påbegyndt ombygning.
UfR 2005.1036 VLD: Ejer af ejerlejlighed (nr. 1) i Kolding havde forkøbsret til ejerlejlighed nr. 2 i ejendommen. Antaget at salg af ejerlejlighed nr. 2 til et ejeren tilhørende selskab, som ejeren var eneejer af, udløste forkøbsret, og ejeren af ejerlejlighed nr. 1 tilkendt 100.000 kr. i erstatning.
UfR 2008.547 ØLD: En forkøbsret, der var udfærdiget som en servitut, kunne ikke gøres gældende ved et efterfølgende salg af fast ejendom. Servitutten fandtes opgivet ved afkaldet på forkøbsretten ved et tidligere salg af ejendommen. ØL udtalte, at der var blevet givet et gyldigt afkald på at benytte forkøbsretten fra alle de ifølge servitutten berettigede familiemedlemmer, og at servituttens indhold således var blevet efterlevet i forbindelse med overdragelsen.
UfR 2010.431 HD: Parterne indgik d. 31.03.2004 en aftale om leje af et erhvervslejemål, der blandt andet indeholdt restaurationslokaler. L havde i henhold til lejeaftalen ret til af afstå lejemålet og forkøbsret til ejendommen. Ved skøde af 16.03.2005 solgte U ejendommen til anden side, hvilket administrator meddelte L i et brev af 09.05.2005. Først i et brev af 20.09.2005 til U gjorde L - der i mellemtiden havde solgt sin restaurant og samtidig overdraget lejemålet til køberen - indsigelse mod, at U havde solgt ejendommen uden at iagttage forkøbsretten. U gjorde heroverfor gældende, at forkøbsretten var bortfaldet som følge af passivitet. L anlagde derpå sag mod U med krav om erstatning. HR anførte, at U, ved at sælge ejendommen uden først at tilbyde L at købe den, havde tilsidesat L's forkøbsret i henhold til lejeaftalen. L modtog ved brevet af 09.05.2005 oplysning om salget af ejendommen. Det påhvilede herefter L uden ugrundet ophold at reklamere over misligholdelsen, hvis L ville påberåbe sig forkøbsretten. Da L først ved brevet af 20.09.2005 rettede henvendelse til U om spørgsmålet, havde L allerede som følge af for sen reklamation mistet sin ret til at påberåbe sig forkøbsretten. HR frifandt derfor U for erstatningskravet. ØL var kommet til samme resultat.
UfR 2016.3793 HD: Virksomhed var klageberettiget i en sag om forkøbsret til et nedlagt vejareal, men havde ikke forkøbsret til arealet.
Custom House ApS, A, var ejer af en bygning beliggende på et vejareal, som A havde brugsret til i henhold til en aftale med Københavns Kommune, K. I 2013 meddelte K A, at K havde besluttet at nedlægge vejarealet, og at A ikke havde forkøbsret i medfør af den dagældende vejlovs § 91, stk. 1, om forkøbsret for "ejere af tilgrænsende ejendomme". A klagede over afgørelsen til Vejdirektoratet, D, som afviste klagen med henvisning til, at A ikke var ejer af en ejendom, som grænsede til det nedlagte vejareal, og at A derfor ikke var klageberettiget efter loven. HR fastslog, at A var adressat for K's afgørelse om nægtelse af forkøbsret til arealet, og at A allerede derfor havde en væsentlig, individuel interesse i sagen. D havde derfor med urette fastslået, at A ikke var klageberettiget. D havde med sin afgørelse reelt truffet en materiel afgørelse om A's retsstilling efter vejlovens § 91, stk. 1, der kunne prøves af HR. HR var enig i D's fortolkning af vejlovens § 91, stk. 1, hvorefter A's ejerskab af bygningen ikke kunne anses for omfattet af bestemmelsen om forkøbsret. HR frifandt herefter D. ØL havde hjemvist sagen til realitetsbehandling i D.TFA 2017.321 VLD: Bestemmelse i testamente om forkøbsret til en gård til ejendomsværdien minus 15% blev fortolket som en bestemmelse om en køberet.
A, der var ugift og barnløs, oprettede d. 12.05.2014 testamente, hvori han bestemte, at ægtefællerne G og C skulle have forkøbsret til sin gård, og at prisen skulle fastsættes til ejendomsvurderingen minus 15 %. Testamentet var konciperet af en jurist i landboforeningen. G forklarede, at han og A havde haft et meget nært forhold til hinanden, og at han var som en plejesøn for A. Efter A's død d. 03.03.2015 anfægtede A's to brødre, der var arvinger i boet, at G og C kunne købe ejendommen til den i testamentet angivne pris. De gjorde bl.a. gældende, at der ikke var tale om en køberet, og at begrebet »ejendomsvurderingen minus 15 %« kun gælder i familiehandler. Ud fra A's tidligere rådgiveres forklaringer om, at A med testamentet ønskede, at G skulle købe ejendommen på familievilkår, samt G's nære forhold til A fandt Retten i Sønderborg det bevist, at testamentet efter sit formål og indhold gik ud på at give G en egentlig køberet til ejendommen til en pris svarende til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 %. Boet efter A blev derfor tilpligtet at overdrage gården til G og C til 4.362.200 kr.. VL stadfæstede.
Lån
Hæftelse for lån optaget af tredjemand
Andreas Tamasauskas: Erhvervslivets låneoptagelse, Udg. ved Center for kreditret og kapitalmarkedsret, København 2006, 387 sider, Gjellerup. Anmeldt af Lars Gorton i UfR 2006 B.331-332, af Bernhard Gomard i JUR 2006.146-147 og af Erik Werlauff i ET nr. 2/2006 p. 178-183
Kreditretsprojektet nr. 11Helle Isager og Lisbeth Kjærgaard i JUR 1999.396-414: Arbejdstageres lån af arbejdsudstyr
Kim Jensen, Morten Husted Permin og Olaf Ziegler i R&R nr. 11/2011 p. 46-55: Risikoafdækning under lånefaciliteter
Artiklen ser nærmere på praksis omkring risikodækning under låneaftaler med fokus på en række potentielle konflikter mellem långiver og låntagers derivatmodpart.Låntager er objektivt ansvarlig for skade på lånte genstande, jfr. DL-5-8-1, hvis låneforholdet udelukkende er i låntagerens interesse. Ellers er der alene tale om et culpaansvar.
UfR 1943.801 HD: Hestehandler A havde udlånt hest til husmand B til brug ved pløjning i nogle dage. Hesten blev syg og døde. B fandtes ikke ansvarlig, idet DL 5-8-1 var uanvendelig, da A havde interesse i at få hesten fodret og passet hos B.
UfR 1961.618/2 VLD: Landmand var objektivt ansvarlig for, at en lånt tyr til bedækning var død.
UfR 2000.2346 VLD: Haderslev Gymnastikforening påstod Haderslev Kommune dømt til at betale erstatning på 137.185 kr. i anledning af, at en række gymnastikredskaber var brændt ved en påsat brand på Favrdalskolen. Redskaberne var vederlagsfrit stillet til rådighed for skolen i skoletiden, og gymnastikforeningen brugte selv redskaberne efter kl. 16.000. Da lånet således ikke udelukkende havde været i skolens interesse, var lånet ikke omfattet af DL-5-8-1 om objektivt ansvar for låntager, og kommunen blev frifundet.
UfR 2005.295 HD: Flyvematerielkommandoen (FMK) havde ikke været berettiget til at ophæve en aftale om udlån af et Draken fly til Foreningen Scandinavian Histroric Flight som følge af låntagers restancer med betaling af brændstof. Foreningen havde derfor krav på at få flyet udleveret i den stand, hvori det forefandtes. Højesteret fandt ikke, at Foreningen havde sandsynliggjort, at indtægterne ved driften af flyet ville have oversteget driftsudgifterne. Foreningen havde heller ikke opgjort eller sandsynliggjort størrelsen af de merudgifter, der ville være forbundet med nu at bringe flyet i flyveklar stand. På denne baggrund var der ikke grundlag for at tilkende Foreningen erstatning.
UfR 2005.1577 HD: Beløb på ca. 1,2 mio. kr. måtte anses for ydet som lån med tilbagebetalingspligt og ikke som overgivet til investering. Højesteret frifandt kreditor for modkravet og udtalte, at de dispositioner, som debitor havde påberåbt sig til støtte for sit krav, bestod af udbetalinger og overførsler fra SuperOps ApS foretaget i årene forud for selskabets konkurs i 1997. Et eventuelt tab i anledning af disse dispositioner måtte være påført selskabet og dets kreditorer. Debitors tab som anpartshaver i selskabet var lidt som en del af selskabets tab, og et sådant krav måtte derfor som udgangspunkt gøres gældende af eller til fordel for selskabet og efter konkurs af eller til fordel for boet, således at et eventuelt beløb i første række gik til dækning af kreditorernes krav. Der var ikke oplyst omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af dette udgangspunkt.
UfR 2007.678 ØLD: Af et lånedokument dateret d. 11.04.2002 fremgik, at M lånte 200.000 kr. af F. Lånet var oprettet på urdu og blev betegnet som "Karaz-Ehasna", et rentefrit venlighedslån. Under retssagen påstod F M tilpligtet til at betale restbeløbet samt procesrente heraf, hvilket M bestred under henvisning til, at det var aftalt, at lånet ikke skulle forrentes og skulle betales, når der var mulighed for det. ØL fandt det godtgjort, at lånedokumentet i forbindelse med lånebeløbets udbetaling blev underskrevet af A, og at han således påtog sig at hæfte for, at beløbet blev tilbagebetalt. Det forhold, at lånedokumentet ikke indeholdt bestemmelser om forrentning, og at det var i strid med muslimsk tradition at kræve renter, kunne ikke afskære F fra at nedlægge påstand om procesrente, jf. rentelovens § 3, stk. 4. ØL stadfæstede derfor Tåstrup byrets dom. Komm. af Anders Ørgaard i ET nr. 2/2008 p. 118-128: Karaz ehasna - udtalte Muhammed sig ikke om procesrente?
UfR 2008.1512 VLD: Mårbæk Smede og VVS, M, som var ejet af Jens Chr. Høeg, H, og Thyssen Stål A/S, T, havde i en årrække udført diverse arbejder for hinanden. For at kunne udføre et bestilt arbejde for T, lånte H en kranbil til dette arbejde af T. Under kørslen kom H til at køre kranbilen i en grøft, hvorved den blev beskadiget for 274.543 kr. H krævede betaling for sit arbejde for 117.125,20 kr., mens T påstod selvstændig dom for 57.856 kr. svarende til T's udgifter i anledning af færdselsuheldet. Til støtte for sin påstand gjorde T gældende, at H var erstatningsansvarlig i medfør af DL 5-8-1, og at H havde handlet culpøst. H påstod heroverfor, at DL 5-8-1 ikke kunne finde anvendelse, da udlånet overvejende havde været i T's interesse, og at der var tale om et hændelig uheld. VL lagde til grund, at H, hvis ikke han kunne låne T's kranbil, ville have lejet en tilsvarende kranbil med henblik på at udføre arbejdet. Udgiften hertil ville være blevet viderefaktureret til T, og T havde på denne baggrund en interesse i, at H lånte kranbilen. Betingelserne for at pålægge H et objektivt erstatningsansvar efter DL 5-8-1 var derfor ikke til stede. Da der ikke var fremkommet nærmere oplysninger om, hvad der havde forårsaget, at H kørte i grøften med kranbilen, havde T ikke bevist, at H ved hændelsen havde handlet culpøst, og H blev derfor frifundet for T's krav, og T blev dømt til at betale H for det udførte arbejde.
UfR 2012.310 HD: DMC Finans Fyn, D, ydede til Ringkjøbing Bank, R, et lån, der havde det formål, "at forøge debitors basiskapital, idet kapitalindskuddet ydes som supplerende kapital, jf. lov om finansiel virksomhed § 136." Sagen drejede sig om, hvorvidt dette lån kunne overtages af Vestjysk Bank, V, efter dennes fusion med R uden samtykke fra D. HR frifandt V for D's påstand om indfrielse af lånet under henvisning til, at betingelserne i § 136 for at kunne medregne en ansvarlig lånekapital i basiskapitalen var aftalt som vilkår for lånet, og ordlyden af lov om finansiel virksomhed § 136, stk. 1, nr. 4, samt bestemmelsens baggrund og formål, indebar, at fusionen mellem R og V ikke kunne begrunde et krav om indfrielse. En aftalefortolkning og det af D anførte om bristede forudsætninger kunne ikke føre til andet resultat.
UfR 2012.2465 VLD: A og B var uenige om, hvorvidt to gældsbreve på henholdsvis 452.600 kr. og 150.000 kr. dækkede over et reelt skyldforhold. På baggrund af, at B ved underskrivelse af gældsbrevene påtog sig en forpligtelse til at betale A de pågældende beløb, at det fremgik af B's og A's konti, at der i foråret 2002 skete flere overførsler af større beløb mellem parterne, og det forhold, at B afgav en uoverensstemmende og utroværdig forklaring på, at han blev ved med at underskrive gældsbrevene uden at modtage lånene, fandt Retten i Hjørring, det godtgjort, at gældsbrevene dækkede over et reelt skyldforhold. Efter A's forklaring for VL, lagde VL til grund, at han havde opbevaret et meget betydeligt kontantbeløb i en bankboks med det formål at holde disse penge skjult for myndighederne for at undgå reduktion af pension og medicintilskud. VL måtte endvidere lægge til grund, at han havde indgået aftaler med B med henblik på at skaffe sig et afkast af disse penge. A's krav havde herefter en sådan karakter, at det ikke kunne tages under påkendelse af domstolene, i det omfang det hidrørte fra nævnte beløb. Efter A's forklaring stammede lånebeløbet på 150.000 kr. i det hele fra pengene i bankboksen. Det var ikke påvist, at de penge, som efter A's forklaring i øvrigt var stillet til rådighed for B, hidrørte fra andre midler, bortset fra et provenu af en belåning af A's lejlighed med 403.868,84 kr. VL tog A's påstand til følge med 403,868,84 kr., mens sagen i øvrigt afvistes.
UfR 2022.3573 ØLD: Aftale om banklån var ugyldig, da låntagers samarbejdspartner havde anvendt en falsk retsbog, og banken burde have indset, at den var falsk
S havde optaget en række lån for sammen med D at starte et selskab. D havde anvendt en falsk retsbog, hvoraf det fremgik, at D var tilkendt en godtgørelse, som skulle indfri lånet. Sagen angik, om S hæftede for låneaftaler optaget hos en bank, B, eller om aftalerne var ugyldige, da de var indgået på falsk grundlag. Låneaftalerne angik en trækningsret forhøjet fra 75.000 til 85.000 og et lån på 750.000 kr.
Retten på Frederiksberg fandt, at B ikke indså, eller burde have indset, at retsbogen var forfalsket eller i øvrigt havde betydning for långivningen. Lånene blev bevilget pga. S’ indtægtsforhold, egenkapital og B’s kendskab til S som kunde, og den falske retsbog indgik ikke i kreditvurderingen. B havde ikke ansvar for, at S havde optaget lånene pga. en samarbejdsaftale med D, som viste sig at være led i et svindelnummer. S hæftede for de optagne lån.
ØL fandt, at S blev forpligtet af forhøjelsen af trækningsretten til 85.000 kr., da aftalen blev indgået, før S fremsendte retsbogen til B. B burde have indset, at S’ accept af kreditaftalen var fremkaldt ved svig, hvorfor S ikke var forpligtet af kreditaftalen, jf. AFTL § 30, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at det var afgørende for S, at D ville modtage godtgørelsen, og at B udbad sig retsbogen for at forvisse sig om, at dette var tilfældet. Der var derfor konkret anledning til, at banken forholdt sig til indholdet af retsbogen, som fremstod med åbenlyse fejl og uoverensstemmelser.Hæftelse for lån optaget af tredjemand
UfR 2018.406 ØLD (FM 2018.13 ØLK): A hæftede for en låneoptagelse C havde foretaget i A’s navn, da A ved sin håndtering af sit cpr.nr., nøglekort til NemID og kode, havde udvist en høj grad af uagtsomhed
Et lån var blevet optaget i A’s navn med A’s NemID hos Basisbank A/S, B. A påstod, at hun ikke selv havde oprettet lånet, og at det med høj sandsynlighed kunne være hendes ven C, som havde oprettet lånet i hendes navn. Retten i Nykøbing Falster fandt, at det ikke var A, der havde optaget det omhandlede lån, men højst sandsynligt vennen C. I forbindelse med låneoptagelsen var anvendt A’s NemID bestående af cpr-nr., kode og nøglekort. Det var oplyst, at A havde haft personlige papirer med sit cpr-nummer liggende fremme på bordet, også når A havde besøg af C, og at A havde oplyst sin kode til C. Det var oplyst, at nøglekortet lå frit tilgængeligt på en reol i hjemmet, hvor C kom. A havde ved sin opbevaring af de tre fortrolige elementer af NemID’et udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun i forhold til B hæftede for låneoptagelsen. A skulle inden 14 dage til B betale 44.700 kt. Med rente 21 % p.a. fra den 10.12.2015. ØL fandt, at A ved sin håndtering af de tre fortrolige elementer af sit NemID havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun i forhold til B hæftede for låneoptagelsen. Der lagdes navnlig vægt på, at det efter A’s forklaring måtte lægges til grund, at A havde oplyst sin adgangskode til andre. BR’s dom stadfæstedes.
UfR 2019.2593 VLD: Kvinde hæftede for vens lånoptagelse ved brug af kvindens NemID og nedskreven kode hertil, da kvinden havde udvist uagtsomhed ved at have opbevaret oplysningerne i sin lejlighed, selvom oplysningerne var adskilt
En svensk bank, B, gjorde gældende, at A hæftede for lån på 30.000 kr. optaget hos B ved brug af A’s NemID. A forklarede, at hendes ven, V, der boede hos hende, havde optaget lånet. V, der var stofmisbruger, var kommet i besiddelse af nøglekort og kode, som A opbevarede adskilt i sin lejlighed. A opbevarede koden nedskrevet pga. sklerose, der gav hende kognitive problemer og betydelige glemsomhed. V havde umiddelbart vedkendt sig låneoptagelsen, og sagen var anmeldt til politiet, men der var ikke sket yderligere. Retten i Aarhus fandt, at det med stor sandsynlighed var V, der havde optaget lånet. A havde ikke udleveret eller stillet relevante oplysninger til rådighed for V eller andre, der faktisk måtte have optaget lånet i A’s navn ved anvendelse af A’s NemID. Uanset at V måtte have skaffet sig adgang til A’s NemID, havde A ikke, selvom koden var nedskrevet, opbevaret oplysningerne på en sådan måde, at hun herved havde optrådt uagtsomt. A hæftede derfor ikke for lånet. Der blev lagt vægt på, at A opbevarede nøglekort og kode forskellige steder i sin lejlighed. VL fandt, at A ikke havde gjort, hvad der var muligt for at hindre, at andre kunne komme i besiddelse af oplysningerne om hendes digitale signatur. A havde derfor udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun hæftede for lånoptagelsen på aftaleretligt grundlag, selvom underskriften ikke var tilføjet digitalt af A selv.
UfR 2020.1225 VLD: Kvinde hæftede aftaleretligt for samleverens misbrug af kvindens NemID ved at optage lån for 90.000 kr., da kvinden ikke havde sikret sig, at ingen andre fik kendskab til hendes adgangskode
A boede sammen med B. To banker, C1 og C2, påstod, at A og B skulle dømmes til at betale forskellige lån på 90.000 kr. samlet. A havde ikke indgået nogen låneaftaler med hverken C1 eller C2. B havde indgået aftalerne i A’s navn. B havde forklaret, at han havde taget nøglekortet til A’s NemID fra hendes pung og fotograferet det, og at han havde udnyttet, at hendes brugernavn og kode var gemt på deres fælles tablet. B havde løbende slettet beskeder fra kreditorer fra A’s e-Boks. B erkendte at have optaget lånene uden A’s samtykke, og uden at A var bekendt med det. A påstod frifindelse. Retten i Horsens fandt, at B anvendte A’s brugernavn, kode og nøglekort til at optage lånet uden A’s viden. A havde ikke udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun hæftede for lånet, bl.a. med hensyn til at hun ændrede sin kode til NemID og kontaktede en advokat, da hun fik kendskab til misbruget. Der blev også lagt vægt på B’s bestræbelser på at skjule misbruget. VL fandt, at A hæftede for låneoptagelserne, da hun ikke havde sikret sig, at ingen andre fik kendskab til hendes adgangskode. Der blev lagt vægt på, at A havde gemt sin adgangskode på tabletten, hvor den havde været gemt i mere end et år. A blev dømt til at betale lånene. Afgørelsen er anket til HR.UfR 2020.2647 VLK (FM 2020.155 VLK): A hæftede ikke for et lån optaget med hans NemID, da han var blevet franarret oplysningerne, og han kort efter havde forsøgt at forhindre misbrug ved bl.a. at spærre sine konti
A havde over telefonen udleveret oplysninger om sit NemID til B, og B udgav sig for at være politimand. Efterfølgende blev der optaget et lån med A’s NemID ved banken, C, og der blev hævet penge fra A’s Nemkonto, som også var blevet flyttet. A spærrede dagen efter alle konti. C nedlagde påstand om, at fogedsagen blev fremmet. Fogedretten i Herning fandt, at A hæftede for lånoptagelsen aftaleretligt pga. uagtsomheden udvist ved at udlevere en nøgle til sit NemID til en fremmed over telefon. Fogedsagen blev fremmet. VL fandt, at A var blevet franarret sine oplysninger, og at A kort efter havde forsøgt at forhindre misbrug. At A ikke opdagede ændringen af sin Nemkonto kunne ikke føre til et andet resultat. Fogedsagen blev nægtet fremme.FM 2020.208 VLK: Et digitalt gældsbrev kunne ikke tvangsfuldbyrdes, da det var indgået af tredjemand, og skyldner kun kortvarigt og af nød havde ladet denne få adgang til netbank og NemID
Kreditor ville tvangsfuldbyrde et digitalt underskrevet gældsbrev i fogedretten. Skyldner, S, der ikke forstod dansk, havde haft problemer med sit dankort, og han havde i den forbindelse haft en anden person, B, til at hjælpe med at ophæve en spærring. B havde lånt S’ iPad og personnummer, NemID-nøglekort samt kode for derefter at logge på S’ netbank for at åbne dankortet, mens B talte med i telefon med en tredje person. Ugen efter opdagede S, at hans nemkonto var flyttet til en anden bank, og der var forsøgt trukket 50.000 kr. på kontoen, samt tegnet forsikring på to biler. S spærrede sit NemID og anmeldte forholdet. S nægtede at have underskrevet gældsbrevet.
Fogedretten i Herning lagde til grund, at S ikke havde underskrevet gældsbrevet, men at han havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han hæftede for låneoptagelsen på aftaleretligt grundlag.
VL fandt, at S kun havde givet B kortvarig adgang til NemID-oplysningerne, da han havde brug for hjælp. Oplysningerne blev misbrugt uden S’ viden, og det efterfølgende lånebeløb blev indsat på en anden konto end S’ bankkonto, idet nemkontoen midlertidigt var flyttet til en anden bank. Da S straks efter at have opdaget misbruget spærrede kontoen og anmeldte forholdet, så var det betænkeligt at fremme fogedsagen.
Solidariske skyldforhold
Skrivelse nr. 9181 af 29/04/2008 fra SKAT om solidarisk hæftelse
Halfdan Krag Jespersen, Asbjørn Grathe og Hans Helge Beck Thomsen: Solidaritet, 2. udg. 2002, 157 sider, Juridisk Bogformidling
UfR 1998.420 HD: Amagerbanken havde givet saldokvittering over for direktør T, som havde belånt fiktive fakturaer, og H, der kautionerede for gælden. Antaget, at saldokvitteringerne ikke afskar banken fra at rejse krav mod statsaut. revisor Niels Harder på 1.877.098 kr.
UfR 2008.2466 ØLK: Ebh Finansservice a/s, E, havde begæret udlæg hos M på grundlag af et gældsbrev, hvorefter M og H hæftede solidarisk. H tog herefter initiativ til, at der blev indgået en aftale mellem E og H om en delvis eftergivelse af gælden og en afdragsordning. H overholdt herefter denne ordning, men E fastholdt begæringen om udlæg overfor M. ØL stadfæstede kendelsen fra Næstved fogedret, hvorefter aftalen om eftergivelse og afdrag også måtte anses for at have virkning for M.
Overdragelse af fordringer
UfR 2010.3196 HD: Sælger, A A/S, aftalte at overdrage aktiver og aktiviteter til køber, B A/S, der som led i aftalen deponerede ca. 12,2 mio. kr. på en konto i S-bank. B frigav d. 10.05.2007 ca. 10,7 mio. kr., idet 1,5 mio. kr. ville blive frigivet d. 23.05.2007, hvis B ikke da havde rejst krav over for A. A gav C d. 18.05.2007 transport i deponeringskontoen på 1,5 mio. kr. B havde ikke d. 23.05.2007 rejst krav over for A. A indgik dog d. 29.05.2007 - ved S-bank mellemkomst - en aftale om fortsættelse af deponeringen. På grundlag af en begæring fra S ApS blev der d. 15.06.2007 afsagt konkursdekret over A. Ved aftale af 21.06.2007 erhvervede R ApS de krav, som S og C havde mod A. A gav d. 22.06.2007 Ø transport i deponeringskontoen, og d. 25.06.2007 meddelte C, at transporten af 18.05.2007 var overdraget til R. På grundlag af aftale mellem A og B frigav S-bank i efteråret 2007 i alt 617.000 kr. til B. Også for HR var det spørgsmålet, hvilken prioritetsstilling Ø havde. Det var i den forbindelse navnlig spørgsmålet, om transporten af 22.06.2007 var en ny, direkte transport fra A til Ø, eller om transporten af 18.05.2007 til C var videretransporteret. HR frifandt S-bank, idet banken havde været berettiget til at frigive de 617.000 kr. til B. Transporten af 22.06.2007 var en ny, direkte transport fra sælger til Ø, som afledte sin ret fra A og derfor ikke kunne få bedre retsstilling end dette selskab. Da A måtte anses at have indgået på en ny deponeringsaftale med B d. 29.05.2007, var det ikke afgørende, at B efter den oprindelige aftale mistede sin ret til det deponerede beløb d. 23.05.2007.
FM 2015.157 ØLK: Betænkeligt at fremme en udlægssag, hvor der ikke var skriftlige overdragelser, der fremtrådte som en sammenhængende række, der skabte en formodning for, at retten til gældsbrevet tilkom kreditor.
K havde begæret foretaget udlæg på grundlag af et pantebrev, der ikke havde opnået dækning på en tidligere tvangsauktion. Pantebrevet var blevet oprettet i august 1987 med pant i en ejendom, der blev solgt på tvangsauktion i 1990 uden dækning til den oprindelige kreditor, K1. Det fremgik af pantebrevet, at pantebrevet blev transporteret fra K1 til K2 ved en påtegning dateret 23. maj 1991 og med navnet NN anført. Fogedretten nægtede at fremme sagen, idet fogedretten fandt, at der forelå så stor uklarhed om tidspunktet for og gyldigheden af transporterne, at det var betænkeligt at fremme sagen på det foreliggende grundlag. ØL stadfæstede, idet der ikke forelå skriftlige overdragelser, der fremtrådte som en sammenhængende række, der skabte en formodning for, at retten til gældsbrevet tilkom K, jf. GBL § 13, 2. pkt. Med denne begrundelse tiltræder ØL, at det findes betænkeligt at fremme forretningen, jf. RPL § 501.UfR 2021.2518 ØLD: Det var ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der var sket overdragelse af en fordring, da overdragelsen var begrundet i manglende økonomisk kapacitet til at føre sagen, hvorfor sagsøger ikke var rette fordringshaver
A blev ansat hos B i april 2017. I september samme år blev A bortvist med øjeblikkelig virkning. I oktober sendte et advokatfirma, C, et brev til B, hvori det fremgik, at bortvisningen var uberettiget, og at A havde krav på 500.000 kr. i godtgørelse. A overdrog senere sagen til D, hvorfor C sendte et påkrav på vegne af D til B. Det blev oplyst, at A og C var veninder. A havde vedlagt dokumentation for, at D var den rette kreditor. B afviste kravet.
KBR fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der var sket en reel bindende og uigenkaldelig overdragelse af fordringen til eje, hvorfor D ikke var den rette fordringshaver. Der blev lagt vægt på, at overdragelsen af kravet var begrundet i, at A ikke havde økonomisk kapacitet til at varetage sine interesser.
ØL fandt, at overdragelsen af det omhandlende krav ikke havde været tiltænkt retsvirkning mellem A og D. ØL stadfæstede.
