Lov nr. 29 af 16.02.1932 om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering
Som ændret ved
§ 4 i lov nr. 1245 af 18.12.2012 (Overførsel af personoplysninger til tredjelande, afskaffelse af Ministerialtidende, bagatelgrænse for politiets behandling af hittegods m.v.) fra d. 01.01.2013.
§ 1. Bliver en skyldner på grund af fordringshaverens forhold ude af stand til at opfylde sin forpligtelse til at erlægge en ydelse, bestående af penge eller værdipapirer, skal han være berettiget til for fordringshaverens regning at deponere ydelsen med den retsvirkning, at han anses, som om han havde opfyldt sin forpligtelse.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som betingelse for at yde, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, og uvisheden herom ikke kan lægges skyldneren til last.
Stk. 3. Om deponeringen skal skyldneren så vidt muligt underrette fordringshaveren; undladelse heraf medfører erstatningspligt for deraf flydende tab.
§ 2. Skyldneren kan ikke kræve ydelsen tilbage, medmindre han ved deponeringen har taget forbehold derom.
Stk. 2. Er sådant forbehold taget, har deponeringen ikke de i denne lov angivne retsvirkninger.
§ 3. Ved ydelsens deponering skal skyldneren angive, til fordel for hvem deponeringen sker, og oplyse, hvilket skyldforhold ydelsen angår.
Stk. 2. Er angivelsen mangelfuld, og er ydelsen som følge deraf betalt til urigtig person, indtræder frigørelse ikke. Fordringshaveren kan dog ikke afkræve skyldneren mere end det beløb, som er unddraget ham ved skyldnerens forsømmelse.
§ 4. Den deponerede ydelse skal udbetales til fordringshaveren, når denne godtgør sin ret.
Stk. 2. Har deponeringen fundet sted på grund af uvished om, hvem der er rette fordringshaver, kan ydelsen først kræves udbetalt, når det mellem de personer, der gør krav på ydelsen, ved dom, forlig eller på anden bindende måde er endelig afgjort, hvem af dem retten tilkommer.
§ 5. Fordringshaverens krav på den deponerede ydelse bortfalder efter udløbet af 20 år fra deponeringen. Indtil et år derefter kan ydelsen kræves tilbage af den, der har deponeret den.
Stk. 2. Er sådant krav ikke rejst, tilfalder ydelsen statskassen.
§ 6. Deponering efter denne lov kan gyldigt finde sted i Nationalbanken eller i et pengeinstitut med tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed efter lov om finansiel virksomhed, hvis det pågældende pengeinstitut fungerer som deponeringssted.
§ 7. De hidtil gældende særlige regler om frigørelse ved ydelsers deponering i visse tilfælde forbliver i kraft.
§ 8. Justitsministeren fastsætter de nærmere regler om de deponerede ydelsers forvaring.
