Mellemmænd
Toke Allentoft: Franchising - kort , hurtigt og præcist, feb. 2001, 66 sider, Franchise-consult.
Ida Langermann i UfR 1986 B.161-166: Pronotia: EF-domstolen giver retningslinier om franchising.
Erik Hørlyck i UfR 1990 B.49-52: Lovgivning om franchising og forpagtning
Artiklen tager udgangspunkt i benzinforhandlerkontrakter.Morten Wegener i UfR 1990 B.217-231: Lovgivning om franchising?
På baggrund af ovennævnte UfR 1990 B.49-52 gennemgås franchising, og det konkluderes bl.a., at det ikke er muligt at lovgive om franchiseaftaler.Morten Wegener i R&R nr. 8/1991 p.16-31: Franchiseaftalen.
Ole Juul Bjørn i R&R nr. 8/1991 p.32-37: Skatteretlige problemer ved franchising.
Morten Wegener i JUR 1997.264-287: Ophør af franchiseaftaler.
Knud Wallberg i UfR 1999 B.55-59: Beskyttelse af forretningskoncepter.
Toke Allentoft i Danske Revisorer nr. 2/2008 p. 12-15: Franchising
Definition af franchising og af knowhow. Omtale af de etiske regler for franchising. Beskrivelse af økonomiske forhold, franchisekontraktens indhold og behovet for rådgivning. Omtale af Dansk Franchise Forening.Lasse A. Søndergaard Christensen, Martin André Dittmer og Poul Neale i ADV nr. 1/2010 p. 22-25: Franchise. Vejledning eller vildledning?
Må en 7-Eleven lukke og dagen efter genopstå under et andet navn, men med akkurat de samme varer? EU-Kommissionen forsøger at lave mere klare konkurrenceregler for bl.a. franchiseaftaler.UfR 2019.1347 VLD: Rema 1000’s åbning af en ny butik 2,8 km fra en eksisterende butik med et omsætningsfald i den eksisterende butik på hhv. 15 % og 6 % i de første to år efter, var ikke en væsentlig forringelse af kundegrundlaget, hvorfor kontrakten med den eksisterende butik ikke var misligholdt
K ApS indgik i 2009 en 5-årig franchiseaftale med Rema 1000, R, hvorved K som franchisetager skulle drive en Rema 1000-butik i Næstved. I kontraktens pkt. 9.2 var aftalt, at "R ikke kunne åbne en anden Rema 1000-butik i umiddelbar nærhed af K’s butik, såfremt en ny butik væsentligt ville forringe K’s bestående kundegrundlag." En anden franchisetager åbnede efter aftale med R en ny Rema 1000-butik d. 24.11.2011 i en køreafstand på ca. 2,8 km til K’s butik. Den nye butik tog en del af K’s kunder pga. trafikken og beliggenheden, hvilket K i de første 2,5 år havde opgjort til ca. 1,4 mio. i mistet indtjening, hvorefter indtjeningen normaliserede sig i 2014, da en tredje Rema 1000-butik i området lukkede. Retten i Horsens fandt, at efter franchisekontrakten havde K ikke en eksklusiv ret til kunder i et nærmere afgrænset geografisk område. K havde ikke løftet bevisbyrden for, at R havde misligholdt kontraktens pkt. 9.2 ved åbning af den anden butik i 2011. VL fandt, at K måtte finde sig i nye butikker, herunder i nærområdet, også hvis det betød en forringelse af kundegrundlaget, så længe det ikke var en væsentlig forringelse. Vurderingen af, om en ny butik lå i umiddelbar nærhed af en eksisterende butik og væsentligt forringede et bestående kundegrundlag, måtte tage udgangspunkt i den faktiske afstand mellem butikkerne, trafikale forhold, tætheden i bebyggelsen omkring butikken, konkurrencen for dagligvarebutikker i området samt byplanmæssige forhold i øvrigt. Konkurrencen om kunderne i området i perioden efter 2011 blev skærpet ikke ubetydeligt, idet K’s omsætning de sidste 1,5 måneder af 2011 blev påvirket negativt med 14 %, mens omsætningen i 2012 og 2013 blev påvirket negativt med hhv. 15 % og 6 %, mens effekten i 2014 var opvejet af lukningen af en tredje Rema 1000-butik i byen. Trods en mærkbar påvirkning af kundegrundlaget og omsætningen i K’s butik efter åbningen af den anden butik i 2011, var det ikke af en sådan størrelse, at det kunne karakteriseres som en væsentlig forringelse, hvorfor R ikke havde misligholdt kontrakten.
Bet. nr. 701/1974: Ændring af Kommissionsloven
Lennart Lynge Andersen i JUR 1996.397-404: Kommissionsloven og værdipapirhandel.
UfR 1965.564 ØLD: Køber (K) købte på auktion i 1964 en friktionspresse for 4500 kr. Efterfølgende blev en mangel konstateret og K forsøgte at gøre fordringsret gældende mod auktionsrekvirenten idet K påstod, at der var tale om et fuldmagtsforhold og ikke et kommissionsforhold. Retten fandt, at auktionshuset (Københavns Maskinauktioner) handlede i eget navn og uden at angive auktionsrekvirenten og derfor var der tale om et kommissionsforhold. Dette medførte, efter kommissionslovens § 56, stk.1, at K kun havde en fordringsret mod auktionshuset og ikke mod den anonyme auktionsrekvirent.
UfR 2007.377 HD: I november 2000 købte et dansk selskab, K, nogle unoterede i et amerikansk selskab gennem Sydbank, B og en svensk fondsmægler, F. Aktierne tilhørte S, og for dem var der udstedt et aktiebrev, der angav at omfatte flere aktier end K havde købt. I april 2001 efter registreringen blev der til F sendt et nyt aktiebrev vedrørende de købte aktier. Under henvisning til, at aktierne var leveret for sent, hævede K nu købet i forhold til F, der herefter selv hævede i forhold til B. B, der senere adciterede F, anlagde herefter sag mod K og påstod købesummen for aktierne betalt. F påstod friholdelse over for K. HR udtalte, at B's krav mod K byggede på, at K havde købt aktierne direkte fra S, således at F alene havde optrådt som fuldmægtig. B's krav mod F byggede på, at F i aktiehandelen optrådte som indkøbskommissionær. En stillingtagen til disse krav forudsatte en afklaring af, om forholdet mellem F og K i aktiehandelen var et kommissions- eller fuldmagtsforhold. Kravene havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at det var ønskeligt med samtidig pådømmelse for at undgå uforenelige afgørelser ved særskilte søgsmål mod henholdsvis H og F. HR tiltrådte derfor, at F i henhold til EF - Domskonventionens art. 6, nr. 2, havde kunnet inddrages i retssagen i her landet. HR tiltrådte endvidere, at F havde købt aktierne af B som indkøbskommissionær, og da der ikke forelå hævebegrundende forsinkelse hæftede F for købesummens betaling jf. kommissionslovens § 56, stk.1. Endeligt stadfæstede HR, at K blev frifundet for B's krav, da B og K ikke var i noget aftaleforhold. Da F over for K havde accepteret ophævelse af købet, blev K frifundet for F's påstand om friholdelse. Komm. af Henrik Lind i ET nr. 4/2007 p. 325-331: Mellemmandens svære kunst.
UfR 2011.138 HD: I januar 2004 købte A et Asger Jorn maleri. Købet blev formidlet af B. Ved en aftale underskrevet af A d. 18.04.2004 og af B d. 26.08.2004 aftalte parterne, at B skulle sælge maleriet videre til en minimumspris på 1,5 mio. kr. Af aftalen fremgik bl.a., at avancen ved videresalget skulle deles ligeligt. B meddelte d. 26.08.2004, at maleriet var afhændet for 1,5 mio. kr. til en køber, K. Der opstod herefter tvist om, hvorvidt B havde misligholdt aftalen. HR bemærkede bl.a., at B ved fortielsen af aftalen med K havde tilsidesat sin pligt til loyal hensyntagen til A's interesser, og at B som følge heraf ikke kunne gøre krav på halvdelen af avancen, svarende til 309.500 kr. Da det fremgik af aftalen, at B bl.a. havde bidraget med rådgivning i forbindelse med indkøbet af maleriet, og da B's bistand i forbindelse hermed måtte anses for at have været en forudsætning for den fortjeneste, der indkom ved salget af maleriet, fandt HR, at B salær burde fastsættes til halvdelen af beløbet på 309.500 kr., svarende til 154.750 kr.
UfR 2013.1326 HD: Selskabet A og rederiet B indgik i august 2008 treårige tidscertepartier for to skibe. Som en del af aftalerne blev der truffet bestemmelse om kommission til de involverede skibsmæglere, herunder C. I marts 2009 indgik A og B imidlertid aftale om at annullere tidscertepartierne og erstattede dem med treårige bareboat-certepartier. Der var i de nye aftaler ikke bestemmelse om skibsmæglernes kommission. C gjorde derfor krav på erstatning for mistet kommission. HR konstaterede, at det efter de oprindelige tidscertepartier var B, som skulle betale mæglerkommission. HR fandt, at B havde handlet erstatningspådragende overfor C, ved sammen med A at have annulleret tidscertepartierne og erstatte disse med bareboat-certepartier uden at tage hensyn til skibsmæglernes krav på kommission i henhold til tidscertepartierne. HR tiltrådte den erstatning til C på 300.000 USD, som SH havde fastsat. HR kom dermed til samme resultat som SH.
UfR 2021.1369 VLD: En kommissionær, der havde smykker i sin varetægt med henblik på kommisionssalg, var ikke erstatningsansvarlig, da smykkerne blev stjålet, da der var tale om en hændelig begivenhed, og da kommissionæren ikke havde pligt til at holde smykkerne forsikrede
A indleverede smykker til salg gennem B’s internetauktionshus. B var 2 måneder senere udsat for et indbrudstyveri, hvor 8 af A’s smykker var blandt det stjålne. Det var vigtigt for A, at de ting, han afleverede, var forsikrede, hvilket B lovede, at de var. A rettede henvendelse til sit forsikringsselskab, som kun dækkede de første 2 måneder, hvor tingene var væk fra hjemmet. A påstod, at B var ansvarlig for A’s tab.
Retten i Aarhus fandt, at B’s butik var forsvarligt sikret mod tyveri, og at det ikke var muligt for B at forudse hændelsen. Det forhold, at både A’s og B’s forsikring afviste dækning kunne ikke føre til, at B var erstatningsansvarlig. B havde således ikke handlet culpøst og var derved ikke erstatningsansvarlig. Det var ikke godtgjort, at det i henhold til kutyme påhvilede B at holde smykkerne forsikrede.
VL stadfæstede.
UfR 2024.52 VLD: Bilauktionsfirma var ansvarlig for vanhjemmel, da firmaet blev anset som kommissionær ifm. auktionssalg af en autocamper, som ejeren havde vindiceret
A havde købt en autocamper, der tilhørte C, for 164.500 kr. inkl. salær på en bilauktion hos B. Autocamperen var lejet ud af C til D, og D havde indleveret autocamperen til salg hos B. Ifm. indleveringen medbragte D en falsk slutseddel og registreringsattest, hvoraf han fremstod som ejeren af autocamperen. Efter lejeperioden kom C med bistand fra politiet i besiddelse af autocamperen igen. A anlagde sag mod B med påstand om erstatning for sit lidte tab og mod C om udlevering af autocamperen.
Retten i Viborg fandt, at C ikke havde handlet letsindigt eller uagtsomt. Der var derfor ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den oprindelige ejer kunne vindicere. Uanset A’s utvivlsomt gode tro havde C ejendomsretten. Der var ikke grundlag for at betvivle, at B havde været i god tro mht. D’s ejerskab, ligesom der ikke var handlet uagtsomt. B var ikke ansvarlig for af A’s tab, hvorfor B blev frifundet for at betale erstatning. A ankede dommen fsva. B.
VL fandt, at det på den udstedte faktura fremgik, at betaling skulle ske til B’s bankkonto, og at ejendomsretten tilhørte B, indtil betalingen var fuldgyldig. B havde ikke i auktionsvilkårene angivet, at de alene formidlede køb og salg, hvorfor der forelå et kommissionsforhold omfattet af kommissionsloven § 4, stk. 1. A havde derfor med rette rejst sit erstatningskrav mod B, og da det var ubestridt, at autocamperen på auktionstidspunktet tilhørte C, var B i medfør af KBL § 59 forpligtet til at erstatte A's eventuelle tab.
Ussing: Enkelte kontrakter § 52
Torgny Håstad: Tjänster utan uppdrag, disputats, 1973, 315 sider, Norstedt och Söner. Anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1974 B.133-135.
UfR 1977.183 VLD: Ved et uheld blev der af en virksomhed i Løgstrup udledt en større mængde olie. Dette blev opdaget af en nabo, som tilkaldte det kommunale brandvæsen. De korrekte foranstaltninger blev iværksat og udgifterne til forureningsbekæmpelsen løb op i ca. 9.000 kr. og blev umiddelbart betalt af Viborg kommune. Virksomheden blev dømt til at betale disse udgifter efter reglerne om negotiorum gestio (uanmodet forretningsførelse). Dette skyldes, at der var et behov for øjeblikkelig indgriben, herunder fornøden ekspertise til fastlæggelse af de nødvendige foranstaltninger til afværgelse af yderligere skader og det forhold, at virksomhedens ledelse var forhindret i at tage disse beslutninger. Med hensyn til den forurening der var udenfor grunden blev virksomheden med henvisning til manglende kontrol efter alm. erstatningsregler anset for ansvarlig.
