TFA 1998

Ægtepars ansøgning om adoption af mandens søskendebarn blev afslået, da nogle fremlagte pakistanske dåbsattester var falske, og slægtskabet således ikke var tilstrækkeligt dokumenteret. Ansøgerne blev henvist til at søge om godkendelse som adoptanter, jf. adoptionslovens § 4 a, stk. 1.

Fader skulle betale normalbidrag + 100%, selv om han afholdt udgifterne til barnet under samvær. Der ville kun kunne opnås fradrag i det fastsatte bidrag, hvis udgifterne var af uopsættelig karakter eller blev afholdt efter aftale med den bidragsberettigede.

Civilretsdirektoratet fastholdt statsamtets afgørelse, hvorefter 2 børn på 9 og 7 år kunne rejse alene med bus til og fra samvær med deres far. Der var ingen skift under busturen, som varede ca. 30 minutter hver vej.

Civilretsdirektoratet fastholdt statsamtets afgørelse, hvorefter et hustrubidrag blev nedsat til 0,00 kr., idet mandens månedlige indkomst var faldet fra ca. 26.000 kr. til en førtidspension på 5.343 kr.

Vielse, der var foretaget af en viceborgmester fra en anden kommune, var ugyldig. Civilretsdirektoratet godkendte den ugyldige vielse i medfør af ÆL § 21, stk. 2.

Fader skulle betale bidrag til 3 børn, som var avlet og født under ægteskabet, selv om han nu ønskede at rejse faderskabssag for at få fastslået, at han ikke var barnets fader.

Overførsel af FM fra fader til moder blev ophævet, da faderens tilbagekaldelse af samtykket hertil var kommet frem til statsamtet samme dag, som statsamtet godkendte overførslen.

Moder skulle betale bidrag til 2 børn fra samlivsophævelsen d. 06.08.1997, idet hun ikke - som antaget af statsamtet - havde opfyldt sin forsørgelsespligt ved at betale sin andel af terminsydelser og ejendomsskatter frem til separationen d. 02.01.1998. Moderen var medejer af ejendommen og hæftede for udgifterne. De øvrige udgifter var gaver til børnene og udgifter vedrørende samvær.

Parterne havde ved vilkårsforhandlingen aftalt, at hustrubidraget skulle udgøre 1.200 DM om måneden. I skilsmissebevillingen var det anført, at hustrubidraget for tiden skulle udgøre 1.200 DM pr. måned, og at bidragets størrelse var undergivet statsamtets bestemmelse. CD fandt, at statsamtet havde været berettiget til at nedsætte bidraget til 0 kr. Begge parter boede i Tyskland, og statsamtet var derfor ikke kompetent efter domskonventionens art. 2 og art. 5, stk. 2, men da H ikke havde protesteret mod statsamtets kompetence, fandtes statsamtet at have haft international kompetence i medfør af domskonventionens art. 18 - uanset at statsamtet ikke havde vejledt H om kompetencereglerne.

M og H blev skilt efter 10 års ægteskab. M havde en skattepligtig formue på ca. 3 mio. kr. plus kapital- og ratepensioner på 1 mio. kr. H havde en formue på 630.000 kr. plus kapitalpension på 500.000 kr. og tjente ca. 360.000 kr. om året. M havde opfyldt aftale om, at H ved skilsmisse skulle have et beløb på 10.000 kr. pr. år som kompensation for, at H betalte kosten. Parternes økonomi havde været meget adskilt. H's formue var forøget under ægteskabet, og H havde ikke bidraget til en eventuel forøgelse af M's formue. M blev både i byret og landsret frifundet for H's krav om en § 56-godtgørelse på 500.000 kr.

M og H var ved dom af 18.12.1997 blevet separeret på vilkår, at M fik FM over det ældste barn A på 8 år, og H fik FM over de 3 andre børn. M ankede dommen d. 29.05.1998 med påstand om, at vilkåret om, at han fik FM over A udgik, idet A ikke var biologisk barn af M og H, hvilket først var kommet frem efter byretsdommens afsigelse. ØL afviste at give tilladelse til anke efter RPL § 454, stk. 1, 3. pkt., jf. § 372, stk. 2, 4. pkt.

29 års ægteskab. M var 54-årig fiskegrossist med en årsindkomst på ca. 386.000 kr. H var førtidspensionist og havde tidligere passet telefon i M's virksomhed. H tilkendt tidsubegrænset bidrag. M fik tilkendt lejligheden, som lå på 3. sal i en ejendom, hvor M havde kontor i kælderen.

Statsamt havde d. 03.07.1998 bestemt, at faderen skulle have feriesamvær med datter i den følgende uge. Fogedretten nægtede at tage faderens begæring om udlevering af datteren til følge, da moderen kun havde fået et varsel på en weekend, og da faderen ved sit eget forhold var årsag til, at statsamtets afgørelse var nødvendig. ØL stadfæstede under henvisning til, at moderen ikke tidligere havde vægret sig ved at efterkomme samværsresolutioner, og at der kun var få dage tilbage af den fastsatte samværsperiode.

Fader fik FM over 3-årig pige for at sikre den bedst mulige samlede forældrekontakt. Moderen var 5 dage efter byretsdommen i juni 1998 rejst til Spanien med datteren, hvorved faderen var blevet afskåret fra samvær - herunder sommerferiesamvær.

H var ved separationsdom i byretten blevet tilkendt FM over 2 børn. Under anke af forældremyndighedsvilkåret nedlagde H påstand om skilsmisse efter ÆL § 32. M var enig i, at betingelserne for § 32-skilsmisse var opfyldt, men påstod frifindelse på grund af sin religiøse overbevisning. Da betingelserne for § 32-skilsmisse først var opfyldt efter ankefristens udløb, fandtes påstanden - uanset RPL § 454, stk. 2, 2. pkt. - at kunne tages til følge.

M påstod skilsmisse efter ÆL § 33 på grund af H's utroskab. H erkendte ufrivillig deltagelse i et seksuelt forhold med en af M's bekendte. Det kunne ikke anses for bevist, at H havde været utro. Separationsdommen efter ÆL § 29 blev stadfæstet.

Fogedretten nægtede i medfør af RPL § 536, stk. 1, 3. pkt. at fremme sag om gennemtvingelse af faders samvær med 10-årig datter, som i en længere samtale med fogeden og en repræsentant for socialforvaltningen utvetydigt havde givet udtryk for, at hun ikke ville se sin far på nuværende tidspunkt.

Efter et offentligt skifte, der varede fra 1990 til 1998, fik H's beskikkede advokat tilkendt et honorar på 125.000 kr. incl. moms. H's boslod udgjorde efter skat af renter af boslodskravet kr. 400.825 kr. Skifteretten bestemte, at H skulle godtgøre hele advokathonoraret til statskassen. Under hensyn til størrelsen af den bodel, som H havde modtaget, og størrelsen af advokatsalæret fandt landsretten, at H alene skulle pålægges at refundere statskassen halvdelen af salæret. (Landsretten må med ordet "bodel" have ment "boslod")

Fader fik i medfør af FML § 22 midlertidigt tillagt FM til 2 drenge på 7 og 4 år, således at de kunne komme tilbage til deres hidtidige miljø, herunder børnehave og skole.

M og H ejede i lige sameje en fast ejendom på Djursland, hvor de havde boet i 22 år og drevet virksomhed med møbelrestaurering. M var ophørt hermed efter en blodprop, og H havde planer om at påbegynde virksomhed med møbelrestaurering. Efter oplysningerne om parternes tilknytning til erhvervslivet var princippet i SKL § 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 3 ikke anvendeligt. Da der ikke var hjemmeboende børn, og da boligen ikke skønnedes at være af væsentligst betydning for den ene af parterne frem for den anden, jf. princippet i SKL § 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 1, tog landsretten parternes samstemmende subsidiære påstand om, at ejendommen skulle sælges ved skifterettens foranstaltning, jf. SKL § 27, til følge.

FM over 5-årig dreng overført til moderen, da faderen havde anbragt drengen i Iran under forhold, der ikke var nærmere belyst, og da moderen siden havde været afskåret fra enhver kontakt med drengen, som tidligere overvejende var blevet passet af moderen.

H ankede skilsmissedom afsagt af byretten. Da H under byretssagen havde taget bekræftende til genmæle over for M's påstand, blev anken afvist.

Byretten havde fastsat salæret til begge de beskikkede advokater i en forældremyndighedssag til 12.000 kr. plus moms. Den ene advokat påkærede denne afgørelse under henvisning til, at tidsforbruget havde udgjort ca. 24 timer. Landsretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn.

Ifølge ægtepagt skulle M's andel på 66,66% af interessentskab være M's fuldstændige særeje. Da ægtepagten ikke angav størrelsen af interessentskabets formue, f. eks. ved henvisning til de seneste regnskabstal, tiltrådte VL, at ægtepagten var blevet afvist på grund af utilstrækkelig individualisering.

Moderen skulle betale tvangsbøde på 1.000 kr., da hun uden lovlig grund havde undladt at udlevere datter til samvær med faderen. Faderen endvidere tillagt erstatningssamvær.

Moder fik tilkendt FM over 2 børn på 7 og 6 år - uanset anbefaling i den børnesagkyndige undersøgelse. Hun havde i det væsentlige varetaget omsorgen for børnene alene i de seneste 3 år. Faderens værelse på 20 kvm var ikke egnet til beboelse også for 2 børn.

Under sag om udlevering af 7-årig søn, som moderen havde bortført fra Australien, havde fogedretten bestemt, at der skulle foretages børnesagkyndig undersøgelse. ØL havde stadfæstet afgørelsen, jf. TFA 1997.168 ØLK. Moderen hentede barnet fra børnehjem, medens undersøgelsen foregik. Fogedretten bestemte, at undersøgelsen skulle fortsætte ved samme psykolog. Fogedretten fandt ikke at have kompetence til at træffe bestemmelse om, at faderen skulle have samvær med barnet under undersøgelsen. ØL stadfæstede.

Moder havde bortført 8-årig dreng fra USA. Fogedretten bestemte, at drengen skulle udleveres til faderen, og at moderen skulle anholdes med henblik på udleveringen. VL stadfæstede, at drengen skulle udleveres, men ophævede anholdelseskendelsen, da ikke var hjemmel hertil.

Fader fik under overførelsessag i medfør af FML § 22 midlertidigt tillagt FM til 8-årig søn, som var blevet tvangsfjernet fra moderen, der var maniodepressiv og for tiden frivilligt indlagt.

Under en sag om forældremyndigheden til 3 børn på 11, 9 og 5 år, som var i familiepleje, tog byretten faderens begæring om en børnesagkyndig undersøgelse til følge. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn.

FM over 4-årig pige overført til moderen, da faderen i væsentlig grad havde lagt hindringer i vejen for samværet, og da det efter den børnesagkyndige erklæring også i øvrigt ville være bedst for D, at moderen fik FM over hende.

M1 og M2 kunne ikke få tilladelse til at indgå registreret partnerskab, idet M2, der havde fået afslag på asyl, ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. indgåelsesbekg. § 36, stk. 2.

Fader kunne ikke opfylde skyldige børnebidrag til barn hos moderen med tilgodehavende børnebidrag mod moderen, da gensidighedsbetingelsen ikke var opfyldt.

M fik i medfør af ÆL § 7 tilladelse til at indgå ægteskab med H2, der var datter af H1. Ægteskabet med H1 var ophørt for ca. 10 år siden, og H2, der kun var 9 år yngre end M, havde det meste af tiden ikke boet hjemme. M havde barn med H1, der nu var 11 år, og forholdet til barnet kunne ikke antages at blive yderligere ødelagt ved tilladelsen til ægteskabet.

Civilretdirektoratet fandt, at der ikke kunne ske stedbarnsadoption af H, som på ansøgningstidspunktet var 31 år og 6 måneder, og som ikke havde været opfostret hos ansøgeren. Der kræves normalt mindst 6 års opfostring inden barnets fyldte 18 år.

Fader skulle betale normalbidrag, selv han var flygtning uden andre indtægter end lommepenge på 69 kr. om dagen.

M og H havde i 1986 aftalt tidsubegrænset bidrag efter 24 års ægteskab. CD fandt, at der ikke burde ske aftrapning henset til oplysningerne om H's helbredstilstand og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet på tidspunktet for separationen.

Moderen fik afslag på bidrag til barn, som hun ulovligt havde taget med til Danmark fra Australien, hvor faderen havde haft del i forældremyndigheden.

Civilretsdirektoratet ophævede vilkår om, at fader under samvær ikke måtte medtage barnet til religiøse sammenkomster i frikirke, udover hvad moderen havde givet sin tilladelse til.

Byretten afslog faderens begæring om børnesagkyndig undersøgelse, da parterne havde afgivet udførlige forklaringer, og da dommeren havde haft en dybtgående samtale med barnet. ØL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af byretsdommeren udøvede skøn.

Fader fik i medfør af FML § 22 tillagt FM til 6-årig tvillinger, idet han fandtes bedst egnet til at skabe ro om samværet med børnene, og idet han ville opretholde børnene nuværende situation med postadresse, skole og fritidsinteresser.

35 års ægteskab. M var 77-årig fhv. gårdejer med en formue på godt 2,1 mio. kr. H var 72-årig fhv. faglærer med en formue på ca. 45.000 kr. H tilkendt 200.000 kr. med procesrente fra byrettens dom.

Dreng på 3,5 år havde haft ophold i Holland i ca. 2 måneder omkring årsskiftet 1996/97 og i ca. 3,5 måneder i efteråret 1997. Opholdene havde ikke karakter af bopæl i Holland, og betingelserne for at tilbagegive drengen til faderen i Holland efter BBL § 10, stk. 1 var derfor ikke opfyldt. Dokumentationsbetingelsen i BBL § 13, stk. 2 for behandlingen af en anmodning om fuldbyrdelse af den i Holland d. 11.03.1998 trufne afgørelse om midlertidig forældremyndighed var ikke opfyldt.

M fik i 1994 udbetalt en erhvervsevnetabserstatning på 932.567 kr. M fik medhold i, at han kunne forlodsudtage 327.789,70 kr, som var anvendt til køb af ejendom, 91.430 kr, som var anvendt til indfrielse af pantebrev, en motorbåd, 2 containere og en hest. EAL § 18, stk. 3 måtte forstås således, at det, når surrogatet er til stede, alene er nedgangen i aktivets værdi, der kan anses som forbrug. Der var ikke herved taget stilling til, hvem der under fællesbodelingen skulle udtage de nævnte aktiver, jf. SKL § 70 a.

M og H havde i 1995 efter forslag fra amtsfuldmægtig aftalt, at M skulle betale bidrag i 8 år med 4.500 kr. om måneden. M var ved aftalens indgåelse selvstændig maskinforhandler i Silkeborg med et overskud i 1994 på ca. 283.000 kr. M måtte lukke virksomheden i 1996, og M solgte nu maskiner på provisionsbasis og havde en indtægt på 5-15.000 kr. pr. kvartal. M fik medhold i påstanden om, at bidragets størrelse fremover skulle fastsættes af statsamtet, jf. ÆL § 52.

M havde ved dom af 15.09.1994, som blev stadfæstet af VL d. 19.09.1996, fået medhold i, at landbrugsejendom i Rødekro skulle udlægges til ham. M overtog pr. datoen for skifterettens dom hele driften af ejendommen. Ejendommen burde anses for faktisk udlagt til M pr. datoen for skifterettens dom d. 15.09.1994.

Sag om tilsidesættelse af aftale om bidrag og bodeling i medfør af ÆL § 58 blev ikke afvist, da der ikke under behandlingen af skilsmissesagen var foretaget en prøvelse af de ved separationen aftalte vilkår, som blev optaget i dommen.

Fader fik i medfør af FML § 22 tillagt FM til 4-årig søn, som de sidste 4 uger havde boet hos ham, idet moderen var indlagt på psykiatrisk afdeling.

H, der var britisk statsborger og sagsøgt i ægteskabssag, fik medhold i, at udgifterne på ca. 15.700 kr. plus moms til oversættelse til engelsk af børnesagkyndig erklæring, skulle afholdes af det offentlige.

Fader påstod FM til 7-årig datter D overført til sig, jf. FML § 12, stk. 2. D havde siden samlivsophævelsen i 1994 overvejende boet hos moderen, som i 1997 var flyttet fra Århus til København. Det kunne ikke lægges til grund, at de samværsproblemer, der havde været, navnlig skyldtes hindringer fra moderens side.

M havde beboet fællesboets ubehæftede faste ejendom fra skæringsdagen d. 28.07.1993 til denne blev solgt pr. d. 01.04.1997. Der skulle som aktiv i boopgørelsen medregnes i alt 203.414,50 kr svarende til huslejen ved udlejning til tredjemand uden tidsbegrænsing med fradrag af betalte ejendomsskatter og skatten af overskud af ejendommen.

M pådrog sig i 1981 en arbejdsskade, som nedsatte hans erhvervsevne med 75%. M fik udbetalt en løbende ydelse på 95.124 kr. årligt indtil 1990, hvor beløbet blev kapitaliseret til 1.335.428 kr, som udbetaltes kontant. VL fandt, at den udbetalte erstatning i medfør af RVL § 15, stk. 2 kunne holdes uden for formuefællesskabet i det omfang, der var i behold og kunne identificeres. Det var ubestridt, at i alt 537.221, 44 kr. var anvendt til indfrielse af lån i ejendommen. Dette beløb indgik ikke i formuefællesskabet. 148.805 kr. var anvendt til indfrielse af lån til Audi 100, som havde en værdi i 1990 på ca. 300.000 kr. og som på skæringsdagen i 1994 havde en værdi på 120.000 kr. M kunne herefter holde 60.000 kr. af bilens værdi uden for formuefællesskabet. Et beløb på 200.000 kr., som M hævdede at have anvendt til forbedringer af ejendommen, kunne ikke holdes uden for formuefælleskabet allerede fordi det ikke var godtgjort, at der var tilført ejendommen en værdiforøgelse. Det var ikke godtgjort, at en båd med en værdi på 230.000 kr., var købt for erstatningen.

Moder fik tilkendt FM til 5-årig dreng. Ikke grundlag for at antage, at de uoverensstemmelser, der havde været parterne imellem om samværsudøvelsen, kunne tages som udtryk for, at nogen af parterne for fremtiden ville modvirke en loyal gennemførelse af en samværsordning.

M, der var 53 år, udtog på skiftet en anpart på 100.000 kr, som ved salg ville udløse en skat, som af Dansk Anpartsinvestering A/S var beregnet til 34.295 kr. VL tiltrådte, at dette beløb passende kunne medtages som et passiv ved opgørelsen af M's bodel. VL tiltrådte endvidere navnlig under hensyn til M's alder, at alene afgiften på 40% kunne fradrages ved kapitalpensionens værdiansættelse. (H havde ikke påstået kursregulering af 40%'s-afgiften)

M og H blev skilt efter 3½ års ægteskab og et kortvarigt forudgående samliv. M havde indbragt ca. 200.000 kr. og H havde indbragt en gæld på ca. 170.000 kr. Parternes formueforhold undergik ikke væsentlige forandringer under ægteskabet, men der skete en del forskydning i sammensætningen af mandens aktiver. M have under ægteskabet tjent ca. 448.000 kr og H ca. 563.000 kr. Under henvisning til ægteskabets varighed og de foreliggende oplysninger om parternes økonomi fandtes der ikke grundlag for at statuere, at en ligedeling af fællesboet ville være åbenbart urimelig.

Mand, der var sagsøgt i en faderskabssag, fremsatte begæring om beskikkelse af advokat til bistand under en subsidiær afhøring. Begæring blev ikke taget til følge, da der ikke var oplyst omstændigheder, der gav særlig anledning til advokatbeskikkelse på sagens nuværende stade, jf. RPL § 456 g, 1. pkt.

M og H var ved dom af 05.11.1997 blevet skilt. H, der boede på Sri Lanka, ankede dommen d. 05.01.1998. Anken blev afvist, da ankefristen var udløbet, jf. RPL § 454, stk. 1, 1. pkt., og da landsretten ikke kunne meddele tilladelse til anke uanset fristens overskridelse, jf. RPL § 454, stk. 1, 2. pkt.

Under sag om opløsning af fælles forældremyndighed til 6-årig datter traf byretten mod moderens protest bestemmelse om børnesagkyndig undersøgelse, da begæringen fandtes rimeligt begrundet og den børnesagkyndige erklæring fandtes af betydning for sagens afgørelse. ØL stadfæstede. Fader fik i medfør af FML § 22 tillagt forældremyndigheden midlertidigt, idet det fandtes bedst for datteren, at hun under sagen forblev under de hidtidige rammer for hendes opvækst.

Tvangsbøder, der var pålagt faderen, indtil 2 børn blev bragt fra Libanon til Danmark, jf. TFA 1998.110 ØLK, var forfaldne uanset faderens psykiske tilstand. Der fandtes ikke at være grundlag for at udsætte sagen på en børnesagkyndig undersøgelse.

M og H var blevet gift i Pakistan i 1994. H fik i landsretten medhold i, at betingelserne for skilsmisse i medfør af ÆL § 32 var opfyldt. M havde allerede opnået skilsmisse i Pakistan.

Samliv i 8 år. M, der var tømrer, ejede ved samlivets begyndelse et hus, som ved samlivets ophør have en friværdi efter omkostninger på ca. 93.000 kr. K havde under samlivet haft indtægter, som ikke var væsentligt mindre end M's, og havde på den fælles budgetkonto indbetalt beløb, der oversteg udgifter, som direkte relaterede til K, og havde derudover afholdt husholdningsudgifter. K fandtes at have bidraget til forøgelsen af M's formue, og K fik tilkendt 25.000 kr.

28 års ægteskab. M var 55-årig major med en årsløn på 282.000 kr. H var 54-årig deltidsansat socialpædagog med en årsløn på 110.000 kr.

M's moder havde i 1993 solgt sin ejerlejlighed, og af provenuet havde de 3 børn hver fået et rentefrit familielån på 130.000 kr., som var blevet eftergivet med 8.000 kr. årligt. Skifteretten i Århus antog, at der i realiteten var ydet M en gave, og at M derfor ikke kunne medtage restgælden på 114.000 kr. som passiv i sin bodel. VL anførte, at uanset om formålet med oprettelsen af gældsbrevet måtte være at sikre, at M ikke blev afkrævet gaveafgift, medførte dette ikke i sig selv, at gældsbrevets gyldighed som lånedokument kunne anfægtes. Långiver kunne til enhver tid kræve lånet tilbagebetalt, og det forhold, at långiver årligt havde nedskrevet det skyldige beløb med en gave på 8.000 kr. medførte ikke, at også restbeløbet måtte anses for en gave. H skulle herefter anerkende, at gælden på 114.000 kr. blev optaget som en passivpost i boopgørelsen.

M og H havde i ca. 1 måned før separationen i september 1993 indgået aftale om, at H kunne forlodsudtage en arv efter sin moder på ca. 140.000 kr., to etableringskonti samt en række indboeffekter. Der fandtes ikke grundlag for erklære aftalen for uforbindende i medfør af ÆL § 58 eller AFTL § 36. (2-1)

M nedlagde under skifte påstand om, at anparter tilhørende H på nominelt 40.000 kr. med en skattemæssig kursværdi på 9.662.000 kr. var fælleseje. H havde fået nom. 15.000 anparter d. 31.12.1982 som gave fra sin fader på vilkår, at gaven skulle være særeje. I 1984 havde H modtaget fondsanparter for 25.000 kr., da anpartskapitalen blev forhøjet fra 30.000 kr. til 80.000 kr. Skifteretten i Odense fandt, at gaven var ydet som særeje, og at fondsanparterne ikke var en indtægt, men et surrogat, og derfor også var særeje. Derimod fandtes det ikke bevist, at en række andre gaver til H til en værdi på ca. 237.000 kr. var ydet som særeje. Der fandtes ikke gavebreve, men alene afkrydsning af særeje i gaveanmeldelserne, som var underskrevet senere. Skifteretten hævede omkostningerne. ØL pålagde M at betale H kr. 300.000 i sagsomkostninger for skifteretten. Højesteret nedsatte omkostningsbeløbet til 200.000 kr. under hensyn til, at tvisten drejede sig om, hvorvidt anparterne skulle være særeje eller fælleseje.

Statsamtet havde i 1991 forhøjet faders børnebidrag på grundlag af indhentede oplysninger fra skattevæsenet. F søgte nu om nedsættelse med tilbagevirkende kraft, da han ikke havde modtaget henvendelserne fra statsamtet på grund af flytning, og da hans skatteansættelser nu var blevet ændret. F fik ikke medhold, da han var nærmest til at bære risikoen for, at han ikke fik kendskab til ansøgningen, idet flytning ikke var meddelt til folkeregistret.

26 års ægteskab. M var 47-årig direktør med en årsløn på 360.000 kr. H, der var 45 år, havde været hjemmearbejdende indtil 1993, og havde nu vikarjob som kontorassistent.

Begge bodele var negative, efter at ØL havde fastslået, at kautionsforpligtelse på 1.133.832 kr. kunne passiveres i begge bodele. Medhjælperhonoraret på 46.400 kr. og vurderingshonorar på 10.850 kr. skulle herefter endeligt udredes af det offentlige, jf. RPL § 332, stk. 1, nr. 5. Retsafgiften på 25.830 kr. blev fordelt forholdsmæssigt efter parternes bodele, hvilket var i overensstemmelse med hæftelsesreglen i RAL § 36, stk. 4.

FM over 6-årig dreng ikke overført til faderen, således som det var sket i byretten. Moderens afbrydelse af samvær måtte tilskrives hendes uhensigtsmæssige reaktioner. Landsretten forudsatte, at moderen i fremtiden ville samarbejde med faderen om gennemførelse af en sædvanlig samværsordning.

FM over 5-årig dreng ikke overført til faderen, som havde FM over 7-årig dreng. Parterne var enige om, at børnene skulle bo sammen, og samværsretten blev gennemført ved en aftale om en deleordning, som begge parter medvirkede loyalt til at opfylde. Børnene boede en uge ad gangen hos hver af forældrene.

23 års ægteskab. M var 53-årig fhv. postbud, der nu var arbejdsløs på dagpenge. H var 47-årig førtidspensionist. Der fandtes ikke grundlag for at pålægge M bidragspligt.

26 års ægteskab. M var 44-årig banemester med årsindkomst på 280.000 kr. H var 44-årig sygehjælper med årsindkomst på 217.000 kr. Der fandtes ikke grundlag for at pålægge M bidragspligt.

FM over drenge på 9 og 7 år blev i overensstemmelse med børnetestamente tillagt morfader og ikke fader efter moderens død.

Under sag om opløsning af fælles forældremyndighed til 2-årig søn traf byretten mod moderens protest bestemmelse om børnesagkyndig undersøgelse, da retten fandt behov herfor. ØL stadfæstede.

Byretten havde afsagt separationsdom og tilkendt FM over 10-årig søn til faderen. ØL tilkendte moderen FM og hjemviste sagen til byretten til fastsættelse af vilkår om ægtefællebidrag, da der ikke i overensstemmelse med ÆL § 49 var taget stilling hertil.

Parterne havde aftalt, at en ejendomsmægler, der var skifterettens vurderingsmand, skulle vurdere hus i Odense, som M ønskede at udtage. H anfægtede vurderingen på 913.000 kr., idet hun havde modtaget 2 tilbud på 1,2 og 1,21 mio. kr. fra et familiemedlem og fra en anonym tilbudsgiver. Skifteretten i Odense fandt ikke anledning til omvurdering, idet parternes aftale måtte sidestilles med en udmeldelse af vurderingsmand. Da der var forløbet mere end 6 måneder fra vurderingen, og da ejendommens værdi skulle fastsættes på udlægstidspunktet, bestemte skifteretten, at den hidtidige vurderingsmand skulle afgive en udtalelse om værdien på udlægstidspunktet. ØL stadfæstede.

M, der var cand. merc., og K, der var tandlæge, havde indgået skriftlig aftale om opløsning af deres økonomiske fællesskab, herunder om salg af huset, som tilhørte dem i sameje. K fik ikke medhold i sin påstand om tilsidesættelse af aftalen efter AFTL § 36, idet partene havde haft ligeværdige økonomiske forhold og rimelig indsigt i, hvad de foretog sig, ligesom aftalen var blevet til efter en forudgående drøftelse.

26 års ægteskab. M var 51-årig folkeskolelærer med årsindkomst på ca. 264.000 kr. H var 49 år, havde alkoholproblemer og var uden arbejde. H havde været hjemmegående først for at passe de 3 børn og dernæst, fordi hun foretrak at være hjemme. Byretten havde tilkendt tidsubegrænset bidrag.

M og K levede sammen fra 1991 til 1994. I 1993 fik K udbetalt en personskadeerstatning på ca. 55.000 kr., hvoraf ca. 51.000 kr. blev overført til M's konto. M havde afholdt en væsentlig større andel af parternes udgifter end K, som hævede beløb af ikke uvæsentlig størrelse fra M's konto i de perioder, hvor han var væk fra hjemmet som følge af sit arbejde som fisker. Under hensyn hertil og til den grad af sammenblanding af parternes økonomi, der havde været før og efter overførslen, fandtes det tilstrækkeligt godtgjort, at overførslen ikke var et lån.

Moder var efter ferie i marts 1997 ikke rejst tilbage til Norge med parternes 2 døtre på 2 og 1 år, hvilket måtte anses for en ulovlig tilbageholdelse, jf. BBL § 10, stk. 1. Faderen var gambianer, der ifølge moderens forklaring levede af at forhandle hash. Under hensyn til børnenes alder, oplysningerne om deres hidtidige tilknytning til parterne og efter indholdet af børnesagkyndig erklæring fandtes betingelserne i BBL § 11, nr. 2 for nægtelse af tilbagegivelse at være opfyldt.

5 års ægteskab og 12 års forudgående samliv. M var 59-årig civilingeniør med årsindtægt på 750.000 kr. og pensionsordning fra det fyldte 60. år på ca. 600.000 kr. årligt. H var 52-årig fodterapeut med årsindkomst på ca. 115.000 kr. H tilkendt bidrag i 5 år.

20 års ægteskab. M var 42-årig tegnestueleder med en årsindkomst på 250.000 kr. H var 44-årig bankuddannet barselsvikar med årsindtægt på ca. 205.000 kr. og med rimelig stor udsigt til, at stillingen blev fast. M blev frifundet for hustrubidrag.

Fader fik samvær med 8-årig pige, som han kun havde set umiddelbart efter fødslen. Pigen havde under en samtale med psykolog i statsamtet givet udtryk for, at hun gerne ville møde sin far.

Moders børnebidrag nedsat til halvdelen af normalbidrag, da barnet boede i Polen, hvor leveomkostningerne er væsentligt lavere end i Danmark. Den gennemsnitlige månedsløn i Polen udgør ca. 2.000 kr.

Fader fik samvær med 8-årig pige, selv om hun over for børnesagkyndig havde givet udtryk for, at hun ikke havde det særlig godt sammen med faderen.

Statsamt havde pålagt fader med en bruttoindkomst i 1997 på 1.376.864 kr. at betale normalbidrag plus 300% samt et særligt bidrag på 535 kr. månedlig samt halvdelen af barnets bogudgifter til barnets skolegang på privatskole, jf. BL § 15. Civilretsdirektoratet ophævede de særlige bidrag.

Dansk statsamt fandtes i medfør af artikel 8 i den Nordiske Ægteskabskonvention ikke at være kompetent til at behandle H's ansøgning om fastsættelse af hustrubidrag, da M boede i Norge.

Civilretdirektoratet stadfæstede afslag på stedfaders ansøgning om adoption af 17-årig, idet kontakten til den biologiske fader kun havde været afbrudt i ca. 5½ år.

Fader påstod FM til 3½-årig pige overført til sig i medfør af FML § 12, stk. 2 og begærede en børnesagkyndig undersøgelse, hvilket moderen protesterede imod. Byretten skønnede det påkrævet, at der blev foretaget en børnesagkyndig undersøgelse. ØL ophævede denne kendelse, idet der ikke var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

M havde over en 6-årig periode fra sit fuldstændige særeje givet H lejlighedsgaver til en samlet værdi på 31.000 kr. M havde i perioden en årsindkomst på 84.000-108.000 kr. og en formue på 266.000-346.232 kr.Gaverne fandtes ikke at stå i misforhold til M's økonomiske forhold.

Moder, der ville flytte fra Sjælland til Nordjylland, fik under sag om opløsning af fælles FM tillagt FM over 2 piger på 5 og 2 år. Børnene skulle under alle omstændigheder forlade deres miljø, og de havde hele tiden boet hos moderen.

Fader begærede resolution om overvåget samvær med 5-årig søn fremmet. H havde påklaget resolutionen til Civilretsdirektoratet. Fogedretten fandt ikke grundlag for at udsætte fogedforretningen i medfør af RPL § 502, stk. 1, nr. 2, og H blev pålagt en tvangsbøde på 1.000 kr, hvis barnet ikke blev udleveret til samvær 2 dage senere. ØL stadfæstede.

M fik ikke medhold i påstand om ændring af aftale fra 1992 om tidsubegrænset bidrag på 9.000 kr. om måneden uden ændringsklausul. Ægteskabet havde varet i 25 år. M's årsindkomst var faldet fra ca. 600.000 kr. til ca. 490.000 kr. H's årsindkomst var steget fra ca. 98.000 kr. til ca. 200.000 kr. Aftalen var ikke urimelig på aftaletidspunktet, jf. ÆL § 58, og ændringerne i parternes arbejds- og indtægtsforhold fandtes ikke at være så væsentlige, at der allerede på nuværende tidspunkt, hvor bidragsaftalen kun havde løbet et kortere åremål, var grundlag for at ændre aftalen efter ÆL § 52 eller AFTL § 36.

27 års ægteskab. M var 57-årig fabrikant med en årsindkomst på 370.000 kr. H var 52-årig medhjælpende ægtefælle, som nu oppebar arbejdsløshedsdagpenge og var på antabusbehandling. H tilkendt bidrag i 10 år.

22 års ægteskab. M var 43-årig indehaver af sommerhusudlejningsfirma. H var 51-årig medhjælpende ægtefælle, som nu var på kontanthjælp. H tilkendt bidrag i 3 år. Dissens for bidrag i 8 år.

M begærede sig indsat i besiddelsen af en lang række effekter. K gjorde gældende, at nogle af effekterne var givet hende som gave og andre ikke hidrørte fra M. Da M ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at han havde besiddelseskrav for så vidt angik disse effekter, blev begæringen afvist.

Vielsesattest blev tinglyst 13 måneder efter skilmissen på H's anpart af fast ejendom, da landsretten ikke på det foreliggende grundlag kunne afvise, at ejendommen i en periode havde tjent til familiens bolig, og da fællesboet ikke var delt.

Moder fik tilkendt FM over 2 drenge på 4 og 3 år, som havde boet hos hende de sidste 18 måneder. Uanset det oplyste om moderens hidtidige holdning til faderes samvær med sønnen på 4 år fandtes der i hvert fald ikke for tiden grundlag for at tillæge faderen forældremyndigheden.

25 års ægteskab. M var selvstændig elinstallatør med årsindkomst på godt 280.000 kr. i 1996 og 195.000 kr. i 1997. H var 46-årig medarbejdende ægtefælle, som nu arbejdede som pædagogmedhjælpervikar.

22 års ægteskab. M var 53-årig fængselsfunktionær med årsindkomst på 220.000 kr. H var 55-årig fhv. sygehjælper, der fik mellemste førtidspension på grund af sclerose.

Moder fik tilkendt FM til 7 årig dreng, bl.a. af hensyn til muligheden for, at sønnen kunne bevare forbindelsen med begge sine forældre.

32 års ægteskab. M var 56-årig major med en årsindkomst på 300.000 kr. H var 51-årig delvist sygemeldt dagplejemoder med årsindtægt på 190.000 kr., hvoraf 40% måtte formodes at gå til udgifter.

Moder fraflyttede den fælles bopæl med 2 døtre på 4 og 2 år få dage før domsforhandlingen i en sag om overførsel af FM efter FM § 12, stk. 1. Fader fik tilkendt forældremyndigheden midlertidigt, da det fandtes bedst for børnene, at de forblev hos faderen i deres vante omgivelser.

Fogedretten i Hjørring havde d. 08.11.1993 pålagt H at udlevere en 4-årige datter, Dana, til M, som havde protesteret mod, at datteren var blevet ført ud af USA uden hans satykke. H var herefter gået under jorden. Fogedretten genoptog i maj 1996 sagen med henblik på en fornyet vurdering af, hvad en tilbagegivelse af Dana, der nu var 6 år gammel, ville indebære, jf. BBL § 11. VL stadfæstede. Fogedretten i Hjørring tog ikke faderens begæring om udlevering til følge, idet der for barnet nu kunne være forbundet så store psykiske skadevirkninger ved en tilbagegivelse, at betingelserne for at nægte tilbagegivelse i BBL § 11, nr. 2, jf. § 11, 1. led fandtes opfyldt. VL stadfæstede.

M's underskud ved drift af vindmøller som bierhverv kunne ikke fradrages ved bidragsberegningen.

Fader, der boede i Danmark, skulle betale konfirmationsbidrag efter dansk ret, selv om moderen og barnet boede i Finland, jf. art. 8, stk. 2 i Den Nordiske Ægteskabskonvention.

Civilretsdirektoratet fastsatte hverdagssamvær med overnatning for faderen til et barn på 2,5 år.

Statsamtet havde nedsat faderens børnebidrag fra d. 22.12.1997. Fader klagede og krævede bidraget nedsat med virkning fra d. 22.12.1991, da han på grund af personlige problemer ikke havde søgt om nedsættelse af bidraget. Civilretsdirektoratet fandt ikke grundlag for at ændre bidragets størrelse med tilbagevirkende kraft.

Statsamtet havde nedsat faderens børnebidrag til 2 børn til normalbidrag fra d. 01.09.1997. Civilretsdirektoratet ophævede denne afgørelse, da parterne i noveber 1993 havde aftalt, at børnebidraget indtil videre skulle være på normalbidrag plus 50%, og da der ikke var indtrådt væsentlige ændringer i indkomstforholdene siden da.

Moder fik ikke fradrag for afholdte udgifter til skolepenge, da udgifterne ikke oversteg børnecheck og børnetilskud, som hun havde modtaget for samme periode.

M og H kunne ikke blive separeret ved dansk bevilling, da ingen af parterne havde domicil i Danmark, jf. § 12, stk. 1 i opløsningsbekendtgørelsen. H boede i England og M i Grækenland.

M og H, der begge var statsborgere i Bosnien-Herzegivina, kunne ikke blive separeret ved bevilling, da ingen af parterne havde domicil her i landet, jf. § 12, stk. 1 i opløsningsbekendtgørelsen. H havde fået midlertidig opholdstilladelse.

Ved opgørelsen af M's indkomst kunne der ske fradrag for renteudgifter på et lån på 771.000 kr, som M havde optaget til betaling af H's boslodskrav på 662.000 kr. og renovering af stald for 109.000 kr. Betaling af boslodskravet måtte i væsentlig grad sidestilles med anskaffelsen af en erhvervsejendom.

Tyrkisk fader fik ikke overført FM til 4 børn, som han havde fået under samliv i Tyrkiet, idet det ikke fandtes godtgjort, at dette ville være bedst for børnene. Overførslen ville indebære, at børnene fremover ville få ophold i Danmark. Moderen havde taget bekræftende til genmæle.

Faderen ønskede under en forældremyndighedssag at afhøre 3 personer, der var kommet i parternes hjem, som vidner. Byretten afviste begæringen, da bevisførelsen måtte anses for overflødig. ØL stadfæstede.

M udgifter på 11.850 kr. til revisorbistand ved udfærdigelse af perioderegnskab til brug ved bodelingen kunne fradrages som en sagsomkostning ved opgørelsen af M's bodel.

Skifteretten havde ansat værdien af M's igangværende arbejder pr. skæringsdagen til netto 97.225 kr. VL fandt det godtgjort, at værdien maksimalt udgjorde 36.500 kr. før skat, og hjemviste sagen til skifteretten.

Der skulle i M's bodel aktiveres leje med 1.000 kr. om måneden for M's anvendelse af nogle erhvervslokaler i boperioden på 22 måneder.

30 års ægteskab. M var 65 år. Han havde i anledning af en arbejdsulykke i 1985 fået udbetalt en kapitaliseret arbejdsskadeerstatning på 712.000 kr., der var investeret i værdipapirer, som nu havde en værdi på 564.446 kr. Der var enighed om, at erstatningen kunne udtages forlods efter RVL § 15, stk. 2. H var 55 år og på sygedagpenge. H tilkendt 50.000 kr.

Fader begærede fogedforretning om samvær med 3 sine børn. Af en psykologerklæring til brug for statsamtets behandling fremgik, at faderen havde betydelige alkoholproblemer, og at magtanvendelse til gennemførsel af samværets stærkt måtte frarådes. Fogedretten nægtede at fremme sagen i medfør af RPL § 536, stk. 1, 3. pkt. ØL fandt, at sagen burde udsættes, indtil Civilretsdirektoratets afgørelse forelå, jf. RPL § 502, stk. 1, nr. 2.

2 års ægteskab og 13 års forudgående samliv. M var ansat i speditonsfirma med indkomst på ca. 340.000 kr. H havde netop påbegyndt uddannelse som arkitekt. Parterne havde ved separationen aftalt 6 års bidragspligt, hvilket vilkår skulle optages til fornyet drøftelse ved skilsmissen.

Moder fik ikke tilladelse til at anke skilsmissedom, hvor faderen havde fået FM over 3-årig datter, efter ankefristens udløb, jf. RPL § 454, stk. 2, jf. § 372. Moderen kunne henvises til at anlægge overførelsessag efter FML § 13.

Moder havde ved VLD af 02.01.1997 fået tilkendt FM over 5-årig dreng og 1-årig pige. Begge forældre var libanesiske statsborgere bosiddende i Danmark. Børnene befandt sig hos faderens forældre i Libanon. Faderen afslog at medvirke til udlevering af børnene. Faderen blev pålagt inden 14 dage at bringe børnene til Danmark med henblik på udlevering til moderen, således at fortløbende tvangsbøder på 500 kr. om dagen ville blive pålagt, indtil fuldbyrdelse kunne ske.

Polsk moder, der siden 1991 havde boet i Danmark, anlagde ved dansk byret sag mod faderen, som boede i Polen, om overførsel af FM til 9-årig dreng som ligeledes boede i Polen. Byretten afviste sagen efter faderens påstand, da moderen ikke fandtes at have en konkret berettiget interesse i at få sagen afgjort ved danske domstole. ØL udtalte, at selv om landsretten ud fra mere retspolitiske overvejelser var enig i byrettens resultat, fandtes der imidlertid ikke holdepunkter for en indskrænkende fortolkning af værnetingsreglen i RPL § 448 c, stk. 1, nr. 2. Sagen skulle derfor fremmes til realitetsbehandling.

Advokat A var i medfør af RPL § 449, stk. 1 beskikket for sagsøgt fader i forældremyndighedssag i perioden 14.08.1997-27.10.1997. A opgjorde sit tidsforbrug til 19 timer, heraf 10 timer i den periode, hvor han havde været beskikket. A tilkendt 5.500 kr.plus moms, idet han ikke havde oplyst omstændigheder, der kunne begrunde, at sagens forberedelse og behandling havde været forbundet med et arbejde udover det sædvanlige.

H tilkendt retten til et lejet rækkehus, som havde stået i M's navn i 16 år. H's arbejdsplads var beliggende 5 km fra lejligheden. M havde mulighed for at få en anden lejlighed.

20 års ægteskab. M var 66 år og på efterløn og havde en særejeformue på ca. 450.000 kr. H var 48-årig filippinsk kvinde på sygedagpenge, som havde optaget banklån på 40.000 kr. til at etablere sig i en ny lejlighed. H tilkendt 40.000 kr.

FM over 7-årig pige blev ikke overført til faderen. Moderen havde fået tilkendt forældremyndigheden ved dom i 1992.

Moder var i juli 1996 rejst fra Florida til Danmark med tvillinger født d. 05.10.1995. Udrjsen måtte anses for ulovlig, jf. BBL § 10, stk. 2. Faderen fandtes ikke at have have accepteret, at børnene skulle forblive i Danmark. Faderens begæring om udlevering blev herefter taget til følge.

M gjorde gældende, at H's resterende vederlagskrav på 49.961,48 kr. ikke skulle betales, jf. RVL § 24. M fik ikke medhold, idet fællesboets værdier oversteg vederlagskravet. Det forhold, at de værdier, der var udlagt til M, oversteg hans regulerede boslodskrav, kunne ikke føre til andet resultat.

Skifteretten i Horsens havde tilkendt de beskikkede advokater for M og H et honorar på 120.000 kr. plus moms til hver og bestemt, at M og H hver skulle erstatte statskassen 50.000 kr. plus moms. H havde på skiftet fået udlagt værdier for godt 500.000 kr. og M værdier for 443.000 kr. På baggrund af M´s lange arbejdsløshedsperioder og hans nuværende økonomiske situation fandtes der efter omstændighederne ikke at burde stilles krav om betaling efter RPL § 335. På denne baggrund blev også den tilsvarende bestemmelse vedrørende H ophævet. Skifteretten havde fastsat honoraret til skifterettens medhjælper til 75.000 kr. plus moms. VL stadfæstede.

Fader tilkendt FM over dreng på 2,5 år, som havde boet hos faderen alene de sidste 16 måneder.

8 års ægteskab. Ved separation i 1990 havde H efter aftale fået 100.000 kr. i § 56-godtgørelse. M var 52-årig tidligere virksomhedsindehaver med en formue på ca. 3,5 mio. kr. H var 45-årig førtidspensionist uden formue. H tilkendt 100.000 kr. samt bidrag i 3 år.

FM over 13-årig pige og 8-årig dreng blev ikke overført til faderen. Børnene havde boet hos moderen siden 1994. Den børnesagkyndige erklæring havde klart anbefalet en overførsel af FM til faderen.

M og H havde d. 15.01.1993 oprettet en ægtepagt, hvorefter en bil, nogle rettigheder ifølge en patentansøgning og en række løsøreeffekter, herunder litografier til en værdi på 77.000 kr., skulle tilhøre H som skilsmissesæreje. Ægtepagten blev oprettet efter, at M havde misligholdt sine forpligtelser over for Sanexco. M og H havde ikke ved deres forklaring bestyrket, at de omhandlede aktiver blev anskaffet af H, og aktiverne måtte derfor fortsat anses at tilhøre M.

32 års ægteskab. M var 54-årig fabriksarbejder med en bruttoløn på 190.000 kr. H var 51-årig førtidspensionist. H var flyttet sammen med en anden mand, men hun påtænkte at lade dette samliv ophøre.

24 års ægteskab. M var 53-årig EU-ansat akademiker med nettoløn på ca. 780.000 kr., og han ville ved pensionering oppebære en pension på 30.000 kr. netto pr. måned. H var 54-årig korrespondent, som havde været hjemmegående siden 1975.

Moder tilkendt FM over 2 drenge på 7 og 6 år, som siden separationen i 1994 havde boet hos hende. Den børnesagkyndige havde anbefalet, at børnene blev delt, da de var meget forskellige.

26 års ægteskab. M var 51-årig direktør med en årsløn på 750.000 kr. H var 45 år og havde været hjemmegående det meste af ægteskabet. Hendes kontoruddannelse måtte anses for forældet.

8 års ægteskab. M var 41-årig arbejdsløs ingeniørassistent. H var også 41 år og også arbejdsløs. Begge var fra Syrien. Parterne havde ved ægteskabets indgåelse i 1988 i Syrien aftalt, at M ved ægteskabets ophør skulle betale H 100.000 kr. Der fandtes ikke dokumenteret noget grundlag for at yde H et kompensationsbeløb, heller ikke et beløb efter ÆL § 56.

M og H var blevet separeret ved bevilling d. 31.05.1995. Byretten fandt, at betingelserne for skilsmisse i medfør af ÆL § 33, stk. 1, § 32, og § 31, stk. 1 var opfyldt. VL fandt det ikke godtgjort, at M havde været utro før separationen, hvorfor betingelserne for skilsmisse efter ÆL § 33, stk. 1 ikke var opfyldt. Da § 32 måtte antages at være subsidiær i forhold til § 31, stk. 1, fandtes skilsmissen at være meddelt i medfør af § 31, stk. 1. H, der var førtidspensionist, havde ved separation efter 21 års ægteskab givet afkald på hustrubidrag. M var langtidsstuderende på 21. år med studiegæld på 700.000-800.000 kr. Der fandtes ikke grundlag for i medfør af ÆL § 52 eller § 58 eller AFTL § 36 at ændre den indgåede aftale.

Værdien af goodwill knyttet til M's hvidevareservice var vurderet til 125.000 kr. Det fandtes godtgjort, at M ikke kunne sælge sin virksomhed uden at påtage sig en konkurrenceklausul. Der fandtes på denne baggrund at burde ske en skønsmæssig reduktion af den værdi, hvormed goodwillen indgik i M's bodel, således at goodwillen medtoges med 75.000 kr.

Hustruen var berettiget til forlods at udtage smykker til en værdi på 7.390 kr.

M havde kautioneret for kassekredit til ApS, som M ejede. Det fandtes godtgjort, at M under skiftet havde afviklet kassekreditten, og M fandtes derfor berettiget til at medtage en passivpost i den anledning på 50.000 kr. Den omstændighed, at passivposten ikke var medtaget ved registreringen i 1992, kunne ikke afskære M fra senere at kræve posten medtaget under den endelige opgørelse af boet.

Både i separations- og skilsmissebevilling var det anført, at fællesboet var delt. Det fandtes mod mandens benægtelse ikke godtgjort, at boet var delt, eller der i øvrigt var indgået en aftale herom, og M's begæring om skifte kunne herefter tages til følge, når den fornødne sikkerhed var stillet.

M og H var blevet separeret d. 05.08.1991. Byretten afviste d. 16.05.1994 sag, hvor H påstod M dømt til betaling af 199.120 kr, da sagen henhørte under skifteretten. Skifteretten afviste ved dom af 08.03.1996 sagen, da begge bodele var negative. H sagsøgte herefter på ny M med påstand om betaling af 165.962 kr. Byretten afviste sagen, da afgørelsen af 16.05.1994 var retskraftig. ØL lagde til grund, at parterne først i 1996 blev enige om, at deres respektive bodele var negative, og H var herefter ikke afskåret fra at anlægge at anlægge den nye sag.

Samliv i 13 år. M, der var reklamekonsulent, havde ved samlivsophævelsen en nettoformue på ca. 200.000 kr, svarende til provenuet ved salg af huset. K, der var pædagogmedhjælper, havde ingen formue. Antaget, at M ikke ville have kunnet opbygge sin formue uden K's bidrag til den fælles husholdning, og K fik tilkendt 50.000 kr.

Moder fik FM over 10-årig pige, som havde boet hos moderen de sidste 7 år.

M havde ved aftale, som var udfærdiget af M's advokat i Horsens, forpligtet sig til at betale hustru- og børnebidrag fra d. 01.06.1994. Parterne blev separeret ved dom af 24.01.1995. M fik ikke godkendt fradrag i 1994 for betalte bidrag på i alt 55.596 kr, da bidragene ikke var fastsat af det offentlige inden indkomstårets udløb. M fik ej heller godkendt fradrag for renteudgifter på hus, da H var debitor på lånene. M påstod H dømt til at betale værdien af det mistede fradrag for bidrag 27.731,68 kr. og mistede rentefradrag 18.981,83 kr. H frifundet, da hun ikke ud fra et forudsætningssynspunkt kunne tilpligtes at betale værdien af de mistede skattefradrag.

H skulle ifølge aftale fra juni 1994 i 6 år have bidrag, som maksimalt skulle udgøre 70.000 kr. årligt. Bidraget skulle bortfalde, hvis H ikke søgte heltidsarbejde eller supplerende halvtidsansættelse som lægesekretær. H søgte i efteråret 1996 uddannelsesorlov og påbegyndte en læreruddannelse. H havde ikke handlet på en sådan måde, at hun havde mistet retten til bidrag.

FM over 4-årig dreng overført til faderen. Moderen, som var flyttet til Sverige, havde uden rimelig grund afbrudt børnesagkyndig undersøgelse, og hun havde nu 2 helt små børn.

12 års ægteskab. M var 59-årig edb-tekniker, som snart skulle pensioneres. H var 62-årig efterlønsmodtager.

H begærede vurdering af M's faste ejendom, hvis ejendomsværdi var 1.300.000 kr. Byretten fandt den begærede bevisførelse ufornøden, jf. RPL § 341, da det ikke var afgørende at kende ejendommens nøjagtige værdi. ØL stadfæstede.

Moder havde anlagt sag om overførsel af FM til 13-årig datter efter FML § 13. Ved domsforhandlingens afslutning efter dommerens samtale med barnet tilkendte retten FM midlertidigt til moderen. ØL stadfæstede.

Fader fik ikke overført FM til 7-årig datter. Sagen var anlagt mindre end 1 måned efter samlivsophævelsen. FML § 12, stk. 1.

Moder fik FM over 3-årig pige, efter at parterne have praktiseret en deleordning i ca. 9 måneder. FML § 9, stk. 2.

Parterne havde ved separation d. 14.07.1995 aftalt 15 års bidrag efter 27 års ægteskab. H påstod nu tidsubegrænset bidrag. Separationen blev anset for bortfaldet på grund af samlivsgenoptagelse. M pålagt bidragspligt i 15 år i overensstemmelse med hans påstand.

Ifølge ægtepagt skulle den H tilhørende kapitalpension i Danske Andelskassers Bank, konto nr. ..., og det til H til enhver tid hørende sommerhus, pt. matr. nr. ..., Lyngså, tilhøre H som fuldstændigt særeje. Ægtepagten blev lyst for så vidt angik H's sommerhus, matr. nr. ..., men afvist for så vist angik kapitalpensionskontoen og "det til enhver tid værende sommerhus", idet der var tale om fremtidig erhvervelse med mulighed for H til vilkårligt at kunne forøge særejet. VL stadfæstede, da bestemmelserne indebar mulighed for, at H vilkårligt kunne forøge sit særeje.

21 års ægteskab. M var 49 år og førtidspensionist med bruttoindkomst på 14.000 om måneden. H var 41 år og hjemmehjælper på deltid med bruttoindtægt på ca. 14.000 kr. om måneden. M fik FM over 16-årig datter. Efter ægteskabets varighed på 21 år og henset til hver af ægtefællernes forhold, herunder deres erhvervsevne og indtægtsforhold, tiltrådte ØL, at H pålagdes bidragspligt over for M, således at bidragsperioden i overensstemmelse med M's påstand fastsattes til 1 år og 6 måneder fra byrettens dom.

Lønindeholdelse på 700 kr. hver 14. dag for skyldige børnebidrag blev stadfæstet. Hustanden, som bestod af 2 voksne og 1 barn på 14 år, havde et månedligt rådighedsbeløb på 8.941 kr.

H tilkendt lejligheden, som H havde beboet siden 1970. M var førtidspensionist, og han var ved vielsen i 1991 kommet med på lejekontrakten. Den mindre ændring af lejligheden som følge af M's invaliditet kunne ikke føre til et andet resultat.

Ifølge ægtepagts § 2 skulle H's fremtidige erhvervsvirksomhed som selvstændig praktiserende ... tilhøre H som skilsmissesæreje. Den M tilhørende Mercedes Vito årgang 1996 og M's virksomhed skulle ifølge § 3 være M's skilsmissesæreje. De aktiver, som ægtefællerne fremover erhvervede, hvor kun den ene stod som ejer, det være sig indbo, biler og fast ejendom, skulle ifølge § 4 tilhøre den pågældende som skilsmissesæreje. Hele ægtepagten blev afvist fra lysning. Angivelse af individuelle aktiver skal være så præcis, at forveksling ikke kan ske, og at omfanget af aktivet ikke giver anledning til tvivl. For bilers vedkommende skal stel- og registreringsnummer angives. For virksomhederne skal man angive virksomhedens navn og adresse eller SE-nummer. Drives virksomheden i selskabsform, skal man oplyse, hvor stor en andel man ejer af selskabet. Det skal angives, om fremtidige indtægter af virksomheden skal være særeje. H's virksomhed skulle etableres med fællesejemidler, hvorved det overlades hende at forøge sit særeje vilkårligt. Det samme gjaldt ægtepagtens § 4. VL stadfæstede af de grunde, der var anført i Bil- og Personbogens fremsendelsesskrivelse.

Ifølge ægtepagt skulle den M tilhørende interessentskabsandel i ... Bogtrykkeri I/S tilhøre M som skilsmissesæreje. VL tiltrådte, at ægtepagten var blevet afvist fra lysning, da ægtepagten åbnede mulighed for, at M ved overtagelse af andre interessenters andele vilkårligt kunne forøge sit særeje.

Ifølge ægtepagt skulle de M tilhørerende kapital- og ratepensionskonti med Sparekasse angivet med konto- og depotnumre være M's skilsmissesæreje. VL tiltrådte, at ægtepagtens bestemmelse herom blev afvist fra lysning, da formuleringen indebar mulighed for, at M vilkårligt kunne forøge særejets omfang.

Nyheder i Familieret 1998

Tidsskrift for Familie- og Arveret 1998

Synopsis

Synopsis