Rykkergebyrer
Almindelige retsgrundsætninger
Hans Helge Beck Thomsen i UfR 1999 B.525-531: Om grundlag for rykkergebyrer, deres størrelse, opkrævningsinterval og antal. (Anbefaler, at der snarest tilvejebringes lovregler herom)
Jakob Tingskov og Claudia Sønderskov Jørgensen i UfR 2000 B.174-180: Rykkergebyrer - Husmandskost eller overflødighedshorn.
Hans Engberg i FM 2000.47-55: Om forhåndsoplysninger i fogedsager og nogle formaliteter om gebyrer.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 1/2001 p. 32: Rykkergebyrer.
Carsten Bo Nielsen i Pantefogeden nr. 5/2001 p. 130-134: Gebyrer på det formueretlige område.
Carsten Bo Nielsen i FM 2002.1-3: Rykkergebyrer i forbrugerforhold.
Lisbeth Wallin i Pantefogeden 2004.84: Gebyrsagen - Skal vi have kopi af rykkerskrivelsen for at kunne opkræve et gebyr? (Svaret er nej)
Hans Engberg i FM 2005.3129: Rykkergebyrer (Omhandler gebyrfrekvensen, gebyrstørrelsen (momsproblemet) og sammenhængen mellem fremmedinkasso og gebyr.)
Karsten N. Müller i FM 2016.240: Rykkergebyr under inkasso?Karsten N. Müller i FM 2017.47: Rykkergebyr under inkasso - en replik
Hans Engberg i FM 2017.48: Rykkergebyr under inkasso - en duplik
Der må i henhold til rentelovens § 9 b, stk.1 - gældende fra d. 01.08.2002 - kræves rykkergebyr for 3 rykkere til en skyldner vedrørende samme ydelse, og hver rykker skal være sendt med mindst 10 dages mellemrum. Der kan opkræves et rykkergebyr på op til 100 kr. inkl. moms pr. rykkerskrivelse.
Kreditorer har ret til at kræve et ekstra inkassogebyr på 100 kr. inkl. moms af skyldneren for at skulle overgive sagen til advokat.Der blev ved lov nr. 462 af 07.06.2001 fra d. 01.07.2001 indført loft over rykkergebyrer i forbrugerforhold. Se også justitsministerens lovforslag nr. 132 af 13.12.2000: Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv. (loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold).
Mange afgiftslove indeholder hjemmel til et rykkergebyr på 65 kr.
Lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner, og om opkrævning af ejendomsbidrag (gebyrloven), jf. lovbekg. nr. 468 af 17.05.2024
Gebyret kan maksimalt udgøre 250 kr, og kan kun kræves, når der er udpantningsret for fordringen. Gebyret kan inddrives ved udpantning og lønindeholdelse.
Indenrigsministeriet har i en afgørelse af 06.04.2000 antaget, at kommunale elselskabers gebyrer er reguleret af gebyrloven, jf. Pantefogeden nr. 2/2000 p. 28.
Energiklagenævnet har d. 19.06.2001 statueret, at rykkergebyr for el ikke måtte overstige 100 kr. pr. rykker.
Kan nedsættes af fogedretten, hvis de skønnes urimelige, jfr. KAL § 22. Fogedretterne accepter ifølge Hans Helge Beck Thomsen i UfR 1999 B.528 højest 100 kr. pr. rykker og højest 3 rykkere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Kan nedsættes i medfør af AFTL § 36 og tillige efter § 38 c, hvis der er tale om en forbrugeraftale.
FM 2000.123 VLK: Aftalte rykkergebyrer på 135 kr. og 225 kr. blev efter en konkret vurdering ikke tilsidesat i medfør af KAL § 22 eller AFTL § 38 c, jfr. § 36.
Almindelige retsgrundsætninger
Rykkergebyret bør ikke overstige 65-75 kr. pr. rykkerskrivelse, medmindre der foreligger særlige forhold, og tidsintervallet bør næppe være mindre end 14 dage. Der kan normalt ikke kræves gebyr for mere end 3 rykkere.
UfR 1993.882 VLK: Baltica's krav om rykkergebyr på 75 kr. fandtes at have hjemmel i forsikringsbetingelserne.
Forbrugerklagenævnets kendelse af 26.03.1999 (1997-4012/7-385): Udlejningsfirmaet L'Easy kunne alene kræve et rykkergebyr på 50 kr. Gebyret måtte ikke væsentligt overstige kreditors medudgift til porto, papir, kuverter og administration, jfr. AFTL § 38 c, jfr. § 36.
Pengeinstitutankenævnets kendelser af 29.06.1999: Rykkergebyrer måtte ikke overstige 100 kr.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 16.12.1999 (Finansfokus nr. 1/2000 p. 46): Kendelserne af 29.06.1999 har ikke tilbagevirkende kraft for gebyrer, der er opkrævet før denne dato.
Hans Helge Beck Thomsen omtaler i UfR 1999 B.529 en konkret sag, hvor L'Easy på 11 måneder havde opkrævet en lejer 22 rykkergebyrer på i alt 3.790 kr.
FM 2000.37 ØLK: Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte størrelsen af 3 aftalte rykkergebyrer på i alt 600 kr.
UfR 2000.2349 VLD: Byretten i Skive havde i en sag, hvor sagsøgte udeblev, haft hjemmel til at foretage en nærmere efterprøvelse af aftalegrundlaget for de renter og gebyrer (8 rykkergebyrer á 50 kr.), som Kuwait Petroleum havde krævet betalt. Det lagdes til grund, at gebyrerne havde svaret til det aftalte og ikke helt åbenbart efter deres antal og størrelse havde fremtrådt som urimelige. Under disse omstændigheder havde byretten ikke haft anledning til uden indsigelse fra sagsøgte at foretage en nærmere efterprøvelse af rimeligheden af det rejste krav får så vidt angik gebyrer.
UfR 2000.2497 VLK: HandelsFinans' aftalte rykkergebyrer på 135 kr. og 225 kr. for 1. og 2. rykker oversteg ikke væsentligt det rimelige og gebyrerne blev ikke nedsat i medfør af KAL § 22 eller AFTL § 38 c, jfr. § 36.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 21.12.2000 (Finansfokus nr. 1/2001 p. 42) Finansieringsselskab kunne alene opkræve 3 gange 100 kr i rykkergebyrer efter d. 29.06.1999)
UfR 2001.733 ØLK: Fogedretten i Middelfart havde nedsat Sparbank Vest's krav på rykkergebyrer på 3 gange 150 kr. til 300 kr. ØL fandt ikke grundlag for at nedsætte gebyrerne i medfør af KAL § 22.
FM 2003.46 ØLK: Advokat havde ret til at opkræve to rykkergebyrer à 100 kr. i anledning af, at debitor ikke havde overholdt aftalt afdragsordning i frivilligt forlig.
UfR 2005.2335 ØLK: Kreditor kunne kræve rykkergebyr på 100 kr., uanset om kreditor var momsregistret eller ej.
UfR 2005.2598 VLD: Grundejerforening i Lystrup var berettiget til at opkræve et gebyr på 100 kr for et medlems forsinkede betaling af kontingent. Da grundejerforeningen efter det oplyste ikke var erhvervsdrivende, var medlemmet ikke i forhold til foreningen omfattet af de lovbestemmelser, som fastlægger forbrugeres retsstilling over for erhvervsdrivende.
UfR 2010.1534 HD (UfR 2008.583 VLD): A blev af et privat parkeringsselskab, Europark, P, pålagt at betale 510 kr. i kontrolgebyr for parkering i strid med forskrifterne på en privat parkeringsplads. En ansat i P placerede i den forbindelse et girokort under vinduesviskeren på A's bil. Da A ikke betalte kontrolgebyret, inden den på girokortet fastsatte frist, sendte P et første rykkerbrev og krævede, at A skulle betale 100 kr. i rykkergebyr for den manglende rettidige betaling. Senere sendte P ham en yderligere rykker, og derefter sendte selskabet fordringen til inkasso. A nægtede imidlertid at betale det første rykkergebyr, idet han henviste til, at han aldrig havde modtaget girokortet. A bestred ikke for HR, at han havde parkeret i strid med forskrifterne, og at han derfor skulle betale kontrolgebyret på 510 kr. samt ét rykkergebyr og inkassogebyret, men han nægtede at betale de 100 kr. for det første rykkerbrev. Det centrale spørgsmål var derfor, om placeringen af girokortet under vinduesviskeren i sig selv medførte, at girokortet måtte anses for været kommet frem til A, idet parterne i øvrigt var enige om, at girokortet ikke længere sad på bilen, da A vendte tilbage til denne. HR fastslog, at placeringen af et girokort under vinduesviskeren på en bil ikke i sig selv indebar, at påkravet i girokortet kunne anses for at være kommet frem til føreren af bilen. P kunne derfor ikke med henvisning til påkravet i girokortet fastholde kravet om et rykkergebyr for det første rykkerbrev.
UfR 2016.3458 VLK: Rekvirenten i en fogedsag kunne ikke medtage rykkergebyr for rykkerskrivelse vedr. en afdragsordning, der var indgået efter den dom, der dannede grundlag for tvangsfuldbyrdelsen, hvor der var tilkendt et inkassosalær i overensstemmelse med de sædvanlige takster for sagsomkostninger.
I 2014 blev skyldneren S ved udeblivelsesdom dømt til at betale ca. 32.000 kr. + renter, 400 kr. i inkassogebyr og rykkergebyrer samt sagens omkostninger til G. G rykkede S forbetaling, hvorefter der blev indgået en afdragsordning, hvorefter S skulle betale ca. 3.800 kr. hver den 1. i måneden. Da S ikke betalte, rykkede G S, og i brevet fremgik det, at S' konto ville blive debiteret med 100 kr. for rykkerbrevet. I fogedretten gjorde G gældende, at rykkergebyret var opkrævet med rette, jf. RL § 9b. Fogedretten i Aarhus fandt, at G ikke var berettiget til at medtage gebyret. VL's flertal fandt, at der hverken efter ordlyden af RL § 9b eller i bestemmelsens tilblivelseshistorie var holdepunkt for, at der - efter at fordringen var taget til inkasso, og et inkassosalær var tilkendt i overensstemmelse med de sædvanlige takster for sagsomkostninger i inkassosager - som yderligere sagsomkostninger kunne tilskrives senere rykkergebyrer, herunder gebyrer for rykkerskrivelser vedr. en afdragsordning, der var indgået efter etableringen af tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget. G var herefter ikke berettiget til at medtage rykkergebyret. (2-1)FM 2017.22 ØLD: Der var blevet givet en p-afgift til A, hvortil der havde været rykkergebyr og gebyr i forbindelse med at inddrive disse. Byretten fandt, at A ikke skulle betale gebyret, da A havde iværksat betaling samme dag som parkeringsselskabet, B, havde sendt en opkrævning af rykkergebyret. ØL fandt, at efter RL § 9 b, stk. 1, 1. pkt., kunne der for rykkerskrivelser vedrørende fordringer kræves et gebyr på højst 100 kr., jf. stk. 2, såfremt skrivelsen var fremsendt med rimelig grund. B's opkrævning af et rykkergebyr på 100 kr. måtte anses for fremsendt med rimelig grund, og det forhold, at A iværksatte betaling af kontrolgebyret via netbank samme dag, som B sendte en betalingspåmindelse til afsendelse hos banken, kunne ikke føre til et andet resultat.
UfR 2017.2955 HKK: Ikke adgang til at kræve rykkergebyr efter fordringen var taget til inkasso.
Sagen angik, om en kreditor kunne kræve rykkergebyr for rykkerskrivelser, som blev sendt i anledning af skyldners misligholdelse af en afdragsordning, der var indgået efter etablering af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. HR fastslog, at RL § 9b ikke kunne danne grundlag for, at der, efter at fordringen var taget til inkasso, og et inkassosalær var fastsat, som yderligere sagsomkostninger kunne tilskrives senere rykkergebyrer, herunder gebyrer for rykkerskrivelser vedr. en afdragsordning, der var indgået efter etableringen af tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget. ØL var nået til samme resultat.UfR 2018.2569 SHD: En låneudbyders månedlige gebyr på 39 kr. for automatisk at trække ydelsen fra misligholdende kunders kreditkort var ulovlig efter RL § 9 b, idet det havde karakter af et rykkegebyr, hvorfor der så skulle sendes en rykkerskrivelse
Låneudbyderen ViaBill, L, der tilbød forbrugere en omkostningsfri kredit på op til 2.000 kr., havde i en periode frem til d. 28.02.2017 opkrævet et såkaldt "autopay-gebyr" på 39 kr. fra kunder, som ikke betalte deres månedlige ydelse til tiden. Ved første misligholdelse blev kunderne tilmeldt L’s automatiske betaling, hvorefter ydelsen, tillagt gebyret, automatisk blev trukket på kundens kreditkort hver måned. Efter at Forbrugerombudsmanden, F, havde påpeget, at dette var ulovligt, ændrede S d. 28.02.2017 praksis, således at L i stedet opkrævede et "reminder-gebyr" på 39 kr. Til alle kunder blev der d. 1 i hver måned sendt en besked via L’s hjemmeside om, at kunden skulle betale ydelsen d. 20 i måneden, og såfremt dette ikke skete, ville der komme en rykkerskrivelse til kundens indbakke på L’s hjemmeside, hvor der samtidig blev opkrævet et gebyr på 39 kr. for denne service. Efterfølgende ville pengene blive forsøgt trukket automatisk på kundens kreditkort. Ud over rykkerskrivelsen på L’s hjemmeside fik kunden en mail om, at der var kommet en besked i kundens indbakke på L’s hjemmeside. SH fandt, at F havde søgsmålskompetence, idet F havde en åbenbar interesse i som tilsynsmyndighed at få fastslået, hvorvidt L’s forretningsmodel var ulovlig. L’s autopay-gebyr, der blev opkrævet ved forsinket betaling, måtte betegnes som en inddrivelsesomkostning. Denne var imidlertid ikke udløst af, at L havde sendt en rykkerskrivelse til kunden, hvorfor gebyret var i strid med de præceptive regler i RL § 9 b. I forhold til reminder-gebyret var det ikke blevet behørigt sikret, at reminderen var nået frem til kunden, selv om der blev fremsendt en mail til kunden med besked om post på kundens konto på hjemmesiden, hvorfor reminderen ikke kunne anses for at være fremsendt, jf. RL § 9 b. Opkrævningen af begge gebyrer var i strid med reglerne om god markedsføringsskik, jf. MFL § 3 (dagældende § 1). Særlig under hensyn til autopay-gebyrets klart retsstridige karakter fandtes et påbud om tilbagebetaling at stå i rimeligt forhold til de stedfundne opkrævninger. Dog skulle der ikke ske tilbagebetaling i det omfang, der var indtrådt forældelse. Idet L ændrede praksis efter henvendelsen fra F, skulle tilbagebetaling af reminder-gebyret kun finde sted efter krav fra den enkelte kunde.
FM 2020.119 ØLK: Rykkergebyrer var urimelige, da nogle var sendt med korte mellemrum eller på samme dag, og det fremgik af forarbejderne til RL § 9 b, at skyldneren ikke skulle påføres unødvendige omkostninger
S blev pålagt fire parkeringsafgifter i løbet af en uge, og disse dannede grundlag for et betalingspåkrav. Der var rykkergebyrer for 1.200 kr.
Fogedretten i Odense fandt, at rykkerne var urimelige, da nogle var sendt på samme dag eller med korte mellemrum. Rykkerproceduren kunne have været tilrettelagt således, at der blev rykket for flere parkeringsafgifter i samme skrivelse, så S ikke skulle betale unødvendige gebyrer.
ØL fandt, at det fremgik af forarbejderne til RL § 9 b, at den erhvervsdrivende skulle samle flere ubetalte fordringer i samme skrivelse, således S ikke blev påført unødvendige omkostninger. ØL stadfæstede.
UfR 2023.1757 VLK: Efter RL § 9 b, stk. 2, 1. pkt. var et forsikringsselskab alene berettiget til at opkræve betaling af tre rykkergebyrer ang. to forsikringspræmier, da ydelserne var forfaldet og opkrævet samme dag
Et forsikringsselskab, F, havde i et betalingspåkrav opkrævet rykkergebyrer på 600 kr. Der var tale om to forskellige aftaler med hvert sit policenummer. Prisen for de to policer var fastsat individuelt, og hvert skyldsforhold blev administreret separat. Policerne opkrævedes separat, og der blev beregnet tre rykkergebyrer pr. police.
Retten i Kolding fandt, at det skyldige beløb vedrørte manglende betaling af to forskellige forsikringer hos F. Forsikringspræmierne vedrørte den samme periode, var forfaldet samme dato og opkrævet samme dato. F havde alene været berettiget til at fremsende tre rykkere af hver 100 kr. Sagen afvistes, jf. RPL § 477 c, stk. 1, da A havde haft lejlighed til at berigtige betalingspåkravet.
VL fandt, at en fordringshaver efter RL § 9 b, stk. 2, 1. pkt. kunne kræve et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for tre skrivelser vedr. samme ydelse. Forarbejderne udtrykte, at rykkerproceduren skulle være tilrettelagt på en sådan måde, så skyldneren ikke blev påført unødige udgifter, bl.a. således at den erhvervsdrivende i rimeligt omfang søgte at samle flere forfaldne fordringer mod skyldneren i en rykkerskrivelse. Rykkerskrivelserne vedrørende begge forsikringspræmier var sendt samme dage. VL stadfæstede.SKM2024.151 BRD: Rykkergebyr, der var pålagt ved for sen betaling af grøn ejerafgift, var berettiget
A havde solgt sin bil d. 01.09.2021. Bilen blev omregistreret samme dag. SKAT sendte via betalingsservice d. 01.09.2021 og e-Boks d. 03.09.2021 opkrævning for grøn ejerafgift for bilen, som dækkede perioden fra 01.09.2021 til d. 28.02.2022. Da der ikke blev betalt, sendte SKAT en rykkerskrivelse pålagt et rykkergebyr på 65 kr. Sagen angik, hvorvidt SKAT havde pålagt rykkergebyret med rette, herunder om gebyret efterfølgende var frafaldet.
Retten i Roskilde fandt, at A ubestridt var registreret som ejer af bilen frem til og med d. 01.09.2021, hvorfor opkrævningen havde været med rette. Skatteministeriet havde godtgjort, at gebyret var opkrævet med rette, og det af A anførte om, at gebyret var frafaldet, kunne ikke begrunde et andet resultat.
UfR 1989.1035 VLK: Nykredit kunne ikke afkræve debitor et inkassogebyr på 500 kr.
UfR 1990.574 ØLK: Nykredit kunne ikke afkræve debitor et inkassogebyr på 500 kr.
UfR 1990.837 VLK: Ikke hjemmel i RPL § 503, stk. 1 til at nedsætte inkassogebyr på 500 kr. til BRF. Gebyret fandtes at have fornøden hjemmel i pantebrevet og vedtægterne. Der fandtes ikke at være tilstrækkeligt grundlag for, at landsretten ex officio foretog en prøvelse af, om gebyrkravet måtte kunne anfægtes efter andre regler, herunder AFTL § 36.
UfR 2003.2285 VLK: Amtssparekassen Fyn havde overgivet krav vedr. 3 terminsydelser på et pantebrev til inddrivelse ved en advokat ved ét brev: Der var herefter ikke i rentelovens § 9 b, stk. 1, 2. pkt., jfr. stk. 3, hjemmel til at kræve mere end ét inkassogebyr på højest 100 kr.
FM 2015.180 VLK: Parkeringsselskab kunne få tilkendt inkassogebyr, selvom fordringen hele tiden havde været bestridt.
Byretten havde givet en bilist medhold i, at et parkeringsselskab ikke kunne få tilkendt inkassogebyret, da fordringen hele tiden havde været bestridt. Parkeringsselskabet vandt sagen, der ud over inkassogebyret drejede sig om parkeringsafgiften på 650 kr. VL udtalte, at inkassogebyret efter rentelovens § 9 b, stk. 1, jf. stk. 3, er til dækning af det merarbejde, der er forbundet med at overdrage fordringen til tredjemand med henblik på inddrivelse. Inkassogebyret er ikke omfattet af det beløb til dækning af udgifter til advokat i forbindelse med en retssag omfattet af RPL kapitel 39, der er omhandlet af RPL § 408, stk. 2. Dette gælder, uanset om fordringen er bestridt. Parkeringselskabet fik derfor tilkendt inkassogebyret.FM 2022.98 VLK: Kreditor kunne ikke opkræve 850 kr. i gebyr til egeninkasso, da han ikke havde varslet skyldner mindst 10 dage forinden
Kreditor, K, sendte et forligsforslag til skyldner, A. På den baggrund gjorde K krav på et gebyr på 850 kr. til egeninkasso. Rykkerbrevet til A blev afsendt samme dato som forligsforslaget. A afviste forligsforslaget.
Fogedretten i Horsens fandt, at K’s forsøg på at indgå en betalingsaftale med A alene bestod i fremsendelse af et forligsforslag, der i øvrigt blev afvist. Dette inddrivelsesskridt opfyldte ikke betingelser for at kræve omkostninger til egeninkasso dækket.
VL fandt, at K ikke forinden forligsforslaget havde sendt en rykkerskrivelse med en frist på 10 dage til A. Det fulgte af IBG, at det var en nødvendighed for at kunne tilskrive udenretlige inddrivelsesomkostninger. K’s krav var derfor ikke tilstrækkeligt begrundet i sagsfremstillingen i betalingspåkravet, jf. RPL § 477 c, stk. 1, jf. RPL § 477 b, stk. 2, jf. lov om inkassovirksomhed § 10.
FM 2015.198 ØLK: Parkeringsselskab kunne kræve kompensationsgebyr for en parkering foretaget af en bil tilhørende et selskab.
Fogedretten ville ikke tillade, at et parkeringsselskab i et betalingspåkrav beregnede sig et kompensationsgebyr for forsinket betaling af en parkeringsafgift. Det var fogedrettens opfattelse, at der ved skyldnerselskabets parkering ikke var indgået en aftale om levering af varer og tjenesteydelser i RL § 1, stk. 4,'s forstand. ØL fandt, at udlejning af en parkeringsplads på et privat parkeringsområde har karakter af en tjenesteydelse, nærmere bestemt en lejeaftale i form af en brugsrettighed, der ydes mod betaling. Parkeringsselskabet udgør en erhvervsdrivende virksomhed, når selskabet mod betaling stiller parkeringspladser til rådighed. Betalingspåkravet er rettet mod S A/S, der må formodes at være en erhvervsdrivende virksomhed. Der var endvidere ikke oplysninger i sagens akter, der gjorde det klart, at det omhandlede køretøj ikke blev benyttet erhvervsmæssigt, da det blev parkeret på det private parkeringsområde. Det af Parkeringsselskabet krævede kompensationsbeløb syntes således at relatere sig til en forsinket betaling efter en aftale omfattet af RL § 9 a, stk. 3, jf. § 1, stk. 4. ØL ændrede derfor fogedrettens afgørelse.
UfR 1999.633 SHD: Forbrugerombudsmanden fik medhold i påstand om, at det forbydes Den Danske Bank at tage forbehold om en ensidig ubegrænset ret til at ændre rente, provision og gebyr i forbindelse med ind- og udlån til private kunder, og om at det forbydes Finansrådet at anbefale sine medlemmer at anvende tilsvarende vilkår. Forholdene måtte anses som stridende med god markedsføringsskik og i strid med KAL § 9, stk. 3 og § 15, stk. 1.
UfR 2000.993 ØLK (FM 2000.38 ØLK): Unifinans, der havde finansieret køb af stereoanlæg i Merlin i et oprindeligt trepartsforhold, kunne ikke kræve administrationsgebyr på 25 kr. om måneden, da der var tale om en kreditomkostninger, der ikke var oplyst efter KAL § 9, stk. 1 nr. 3. Inkassosalær på 1.495 kr. og rykkergebyrer på 1.675 kr. var misligholdelsesomkostninger, og udlægsforretning fremmet for disse krav. Der var ikke forelagt oplysninger, der kunne begrunde en nedsættelse af de enkelte gebyrkrav.
UfR 2008.1083 VLK: K havde lagt sag an mod arkitektfirma, A. Kravet vedrørte et beløb på 1.200 kr. A havde gjort indsigelse mod kravet, men på trods af dette, havde K overgivet sagen til inkasso. I byretten blev sagen forligt, og retten skulle fastsætte sagsomkostningerne. Byretten bestemte, at ingen af sagens parter skulle svare omkostninger til den anden, idet byretten fandt det uberettiget, at K havde overdraget sagen til inkasso, når A havde fremsat indsigelser mod fordringen. VL ændrede byrettens afgørelse således, at A skulle betale 200 kr. i rykker og inkassogebyr og 1270 kr. i sagsomkostninger til K. VL udtalte, at det forhold, at der var gjort indsigelser, ikke i sig selv udelukkede en overdragelse til inkasso.
