Tinglysning
Tinglysningsbekendtgørelsen (fast ejendom)
Bekg. nr. 1634 af 29.06.2021 om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet
Bekg. nr. 1518 af 14.12.2017 om indberetning efter ejendomsvurderingslovens § 54
Bekg. nr. 214 af 15.03.2011 om tinglysning i andelsboligbogen
Bekg. nr. 1213 af 25.10.2010 om tinglysning i bilbogen
Bekg. nr. 832 af 03.09.2009 om dokumentation og tinglysning mv. af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme
Bekg. nr. 764 af 20.07.2009 om lukkeperiode for anmeldelse af dokumenter til tinglysning i tingbogen
Bekg. nr. 762 af 20.07.2009 om ikrafttræden af lov om ændring af tinglysningsloven og forskellige andre love (Digital tinglysning)
Bekg. nr. 1501 af 14.12.2006 om Tinglysningsrettens overtagelse af tinglysningen og den midlertidige placering af tinglysningen
Bekg. nr. 1139 af 23.11.2004 om ændring af bekendtgørelse om forskrifter for tinglysningssystemet
Bekg. nr. 865 af 19.08.2004 om dokumentation og tinglysning mv. af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme
Cirkulære nr. 105 af 19.09.2003 om ændring af cirkulære om tinglysning i den elektroniske tingbog
Cirkulære nr. 106 af 19.09.2003 om ændring af cirkulære om tinglysning i den manuelle tingbog
Bet. nr. 1461/2005: Varetagelse af tinglysningsopgaven
Bet. nr. 904/1980: Ændring af tinglysningslovens § 38
1952 1997 Frederik Vinding Kruse: Tinglysningsloven, 3. udg., 1952, 477 sider
Hele bogen kan læses her.Jes Bryld og Hanne Blegvad Jensen: Tinglysningsloven, 4. udg., 1979, 400 sider, DJØF. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i FM 1980.14
Lene Pagter Kristensen: Tinglysningsloven, 1. udg., 1984, 535 sider, DJØF. Anmeldt af Otto Bisgaard i FM 1986.21-25.
Michel Elmer og Lise Skovby: Ejendomsretten 2, Tinglysning ved fast ejendom, 1. udg., 1989, 295 sider, DJØF. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i FM 1989.47-49.
Niels Ørgaard: Bilbogen - en kreditretlig innovation?, 1993, GadJura. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1994 B.138.
Knud Illum, ved Asbjørn Grathe, Knud Lund, Lars Buhl og Hans Willumsen: Tinglysning, 7. udg., 1994, DJØF.
Hans Willumsen: Tinglysningsloven med kommentarer, 1. udg., 1997, DJØF. Anmeldt af Peter Møller i FM 1998.23-26 og af Peter Mortensen i UfR 1998 B. 48-49.
Hans Willumsen: Lærebog i tinglysning, 3. udg., jan. 2004, 144 sider, DJØF
Brian Pedersen: Systematisk oversigt over tinglysningsafgørelser, 1. udg., okt. 2004, 143 sider, Forlaget Thomson
Peter Mortensen: Tinglysning - rettigheder over fast ejendom, 4. udg., 2007, Karnov Group
Lone Mai Truelsen: Tinglysningens retsvirkninger, 1. udg., nov. 2017, 402 sider, Karnov Group
Artikler
1966 1982 1991 1998 2005 Jens Gabe i UfR 1966 B.9-13: Mangler ved tinglysningsdokumenter.
Flemming Tolstrup i UfR 1972 B.185-189: Adkomst indført i tingbogen med frist.
Hans Verner Højrup i UfR 1973 B.33-37: Rykningspåtegninger på pantebreve i forhold til mellemkommende rettigheder. Er det tinglysningen eller de materielle retsregler, der er afgørende?
W. E. von Eyben i UfR 1977 B.117-123: Tinglysningsloven 50 år
Omhandler bl. a. mulighederne for EDB-tinglysning.A. Bonnis i UfR 1977 B.213-216: Kan der åbnes et vindue for rationalisering af tinglysningen?
F. Bang Olsen i UfR 1978 B.215: Om retsanmærkning på ekspropriationsadkomst
Går ind for at der meddeles retsanmærkning om pantegælden, uanset UfR 1942.1143 ØLK.Claus Rasmussen i FM 1980.109-110: Om foreløbig tinglysning af betingede relaksationer i tilknytning til foreløbige udstykninger.
Niels Heering og Allan Lund Christensen i Justitia nr. 6/1980: Udrensningsspørgsmål - udstykningers og lokalplaners betydning for bestående rettigheder samt nogle heraf følgende tinglysningsmæssige problemer.
Hans Engberg i FM 1982.67-70: Nogle pantebrevspåtegninger.
Peter Arnbrog Andersen i FM 1982.74-75: Kort om tinglysning af nye varmeservitutter.
FM 1982.76-79: Et lyrisk tinglysningsdokument
Skøde på vers - udarbejdet af lrs. A. Wang Jensen, Præstø, blev lyst på vers af Henrik Rothe.Arne Raff i UfR 1985 B.282-284: Nogle bemærkninger om tinglysningsdommernes undersøgelsespligt
Om UfR 1985.443 VLK.Lennart Lynge Andersen i FM 1986.167-168: Yderligere overfyldning af tingbøgerne? - Forholdet mellem servitutter og personlige krav.
Hans Willumsen i FM 1987.77-78: Ret over en fast ejendom. En kommentar til en kommentar til ØLK 141/1985 af 25.06.1985.
J. Gram Mikkelsen i ADV 1989.436-437: Kollision mellem udlæg hos køberen og sælgerpantebreve i henhold til endelige skøder.
Tinne Thomassen i ADV 1989.504: Pas på transporter til Anders And eller andre tvivlsomme eksistenser!
Lillian Hindborg i FM 1989.43-45: Nogle tinglysningsmæssige forskelle mellem interessentskaber og ideelle anparter.
Halfdan Krag Jespersen i UfR 1989 B.52-55: Betinget og endelig tinglysning af slutsedler og andre skøder.
Lau Normann Jørgensen i Justitia nr. 4/1990: Bygninger på fremmed grund i relation til enhedsgrundsætningen i TL § 10, stk.1.
Jens Anker Andersen i ADV 1990.287-289: Hvilke retsvirkninger er der knyttet til tinglysning af fogedrettens meddelelse i henhold til TL § 13 om afholdt tvangsauktion?
At tvangsauktionskøbers ret er tingligt sikret.Boris Hansen i ADV 1991.153-154: Advokatfejl eller ej?
En kommentar til diskussionen om, hvorledes der tinglysningsmæssigt skal forholdes i den situation, at der samtidig med anmeldelse af sælgerpantebrev og endeligt skøde bliver anmeldt et udlæg i ejendommen hos køberen.Lars Ramhøj i FM 1991.18-21: Bygninger på lejet grund - udstykningslovens nye bortlejeregler og særskilt afhændelse af bygninger.
Claus Larsen i UfR 1992 B.164-165: Bør tinglysningsvæsenet forblive under domstolene?
Der konkluderes bekræftende.Hans Hvilsom i FM 1992.60: Tinglysningens overladelse til advokater
Argumenterer imod H. H. Brydensholts tanker herom i UfR 1992 B.49.ADV 1993.275: Tinglysningsboom.
Alex Nymark i UfR 1993 B.21-23: TL § 10, stk. 3 og opskrivning af ejerpantebreves hovedstole - om afgørelsen UfR 1990.21/2 HD, og hvad deraf fulgte...
Anette Burkø i FM 1994.18-20: Ny bekendtgørelse om tinglysning i tingbogen
Bekg. nr. 1024 af 15.12.1993.Hans Willumsen og Bent Iversen i UfR 1994 B.292 ff.: Tinglysningsloven eller inertiens lov?
Indeholder en kritik af UfR 1994.487 VLK, hvor det blev antaget at rykningspåtegning skulle tinglyses i medfør af TL § 15 a.Boris Hansen i UfR 1995 B.282-284: Om pladsbesparing i tinglysningssystemet
Går ind for, at der i skødet kan henvises til købsaftalen uden at det er nødvendigt at indlevere genpart af denne.Hans Willumsen i UfR 1995 B.396-402: Kommentarer til nogle tinglysningskendelser.
Bente Naver i Ejendomsmægleren, september 1997, p. 18: Staten overholder ikke loven - sælgere af fast ejendom mister mange penge.
Ivan Larsen i FM 1997.106-109: Tinglysningens betydning ved aftaler om opskrivning af et ejerpantebrevs hovedstol.
Henning Bromann i FM 1997.118: Pas på - fælden smækker
Omtale af en fogedretskendelse fra Gentofte, hvor et tinglyst ejendomsforbehold i en hyrevogn måtte vige for et senere udlæg, da stelnummeret var forkert angivet ved lysningen i bilbogen af ejendomsforbeholdet.Lene Hedegaard Mikkelsen og Anja Olsen i FM 1997.126-127: Lidt viden om edb-tingbogen.
Anders Ørgaard i UfR 1997 B.356-358: Tinglysning af underpanterettigheder i aktiver tilhørende selskaber under stiftelse.
Lillian Lund Tinggaard og Helle Larsen i FM 1998.55-56: Skal tinglysningsdommeren godkende fogedens udlæg i fast ejendom?
Lene Søvang Nielsen i FM 1998.90-91: Tinglysningsmæssige krav til skødets klarhed ved overdragelse af fast ejendom, hvorfra en parcel er under udstykning.
Lilian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 1999 B.221-226: Nogle tinglysningsproblemer i tilknytning til betingede rettigheder.
Lars Buhl i JUR 2001.423-428: Registrering af offentligretlige rådighedsindskrænkninger i matriklen.
Anton Holmgaard Nielsen i UfR 2001 B.42-45: Tinglysning af de populære rentetilpasningslån.
Peter Mortensen i UfR 2001 B.135-137: Mere om tinglysning af rentetilpasningslån.
Anne Voss Winkler i FM 2002.5: Debitors/pantsætters underskrifter.
Anton Holmgaard Nielsen i FM 2002.68: Tinglysning og indkaldelse af rette panthaver
Omhandler forvekslinger af Nykredit, Nykredit Bank, Nykredit Pantebreve og Nykredit Østifterne Forsikring.Lilian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 2002 B.370-374: Nogle tinglysningsproblemer i tilknytning til betingede rettigheder.
ADV 2003.225: Fortsat usikkerhed om vitterlighedspåtegninger
Omtale af ØLK af 10.06.2003, hvorefter advokater fortsat kan anføre forretningsadressen.ADV 2003.259: Ikke længere tvivl om advokaters vitterlighedsunderskrifter.
Peter Mortensen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 797-816: Hvorfor man bør købe bil på hverdage mellem kl. 11 og kl. 14 - og nogle andre spørgsmål om tinglysning i bilbogen.
Steen Jul Pedersen i UfR 2003 B.242-245: Om ejerpant og realkredit: En kommentar til UfR 2003.174 H.
Alex Nymark i FM 2003.234-236: Pause- og afdragsfrie lån.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2003 p. 25-26: Nedsættelsen af nyt tinglysningsudvalg.
ADV 2004.4: Vitterlighedsvidner. Højesteret: Advokatsekretærer skal skrive til vitterlighed med angivelse af privatadresse.
Hans Engberg i FM 2004.3100: Bygninger på lejet grund
I artiklen gennemgås nogle af kriterierne for oprettelse af bygningsblad og adkomstnotering vedrørende bygninger på lejet grund.Lillian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 2005 B.197-200: Retsanmærkning om manglende oprykningsret efter afdragsfri lån.
Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i UfR 2005 B.244-246: Oprykning efter afdrag på foranstående lån.
Lilian Hindborg i UfR 2007 B.95-96: Omdannelse af skadesløsbreve i fast ejendom - i tinglysningsmæssig og navnlig i afgiftsmæssig henseende.
Lars Ramhøj i UfR 2008 B.431-432: Brugsret eller servitut?
En kommentar til UfR 2008.2047 VLK.Lars Ramhøj i UfR 2009 B.416-419: Adkomstmangler - og hvordan de kan afhjælpes.
Astrid Millung-Christoffersen i UfR 2022 B.309-315: En tingsretlig sondring mellem tinglysningslovens § 1 og § 27 – overvejelser i anledning af U 2020.2356 H.
Retspraksis opdelt efter dokumenttyper
| Ejerlejlighedsvedtægter | Servitutter |
Ejerlejlighedsvedtægter
UfR 2002.296 HKK: Tinglysningsdommeren i Københavns havde afvist lysning af vedtægtsændring om forhøjelse af værdien af ejerpantebreve, da ikke alle ejere havde samtykket. I ejerlejlighedsforenings vedtægter var foreningen ved dens bestyrelse, enhver lejlighedsejer og den daværende ejer af ejendommen anført som påtaleberettiget. Ved afgørelsen af, om vedtægtsændringen kunne tinglyses på de enkelte ejerlejligheder, fandtes bestemmelsen om påtaleberettigelse ikke at kunne tillægges selvstændig betydning. Vedtægtsændringen var vedtaget i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser om proceduren for vedtægtsændringer. Da vedtægtsændringen var vedtaget med det fornødne flertal, og idet der ikke sås noget åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materielt ugyldig, tog Højesteret ejerforeningens påstand om lysning til følge.
UfR 2007.3038 HKK (UfR 2006.2969 ØLK): En vedtægtsbestemmelse om udgiftsfordeling af visse særlige udgifter blev ændret af generalforsamlingen i en ejerforening med det flertal, der sædvanligt krævedes til ændringer af vedtægter. På trods af protest fra en ejerlejlighedslejer, E, blev vedtægtsændringerne tinglyst. E gjorde gældende, at den vedtagne ændring medførte, at kabelføring til de enkelte lejligheder efter den nye udgiftsfordeling skulle afholdes med et ensartet beløb fra hver, og at denne ændring af vedtægterne krævede tilslutning fra alle ejere, da der ikke i vedtægterne var en hjemmel til ændring af fordeling af fællesudgifter. HR fandt, at der ikke var sikkert holdepunkt for at antage, at vedtægtsændringen krævede enstemmighed, og tinglysningsdommeren havde derfor med rette foretaget tinglysning, hvorfor HR stadfæstede kendelsen.
UfR 2008.1025 ØLK: Under opdelingen af en ejendom i ejerlejligheder udformede A/S John Faurholt, J, vedtægter for ejerforeningen. Vedtægterne indeholdt en bestemmelse om pant i hver lejlighed på 48.000 kr. for ethvert tilgodehavende ejerforeningen måtte få hos et medlem. Da vedtægterne blev fremsendt til tinglysning, blev de afvist fra tingbogen, under henvisning til at underskriften på vedtægterne ikke var vitterlighedspåtegnet. ØL udtalte, at formålet med en vedtægtsbestemt panteret i de enkelte ejerlejligheder til sikkerhed for ejerforeningens krav var at sikre ejerforeningen, og dermed de enkelte medlemmer, mod tab. Det var derfor i høj grad anbefalelsesværdigt, at der i forbindelse med en opdeling af en fast ejendom i ejerlejligheder tinglystes pant i de enkelte ejerlejligheder til sikkerhed for ejerforeningens krav på bidrag til fælles forpligtelser. På den baggrund, og da panteretten ikke var genstand for omsætning, var der ikke samme risiko for falsk ved udstedelse af pantstiftende vedtægter som ved udstedelse af pantebreve. Derfor var der ikke grundlag for en analogislutning fra TL § 10, stk. 2, for så vidt angår vitterlighedspåtegnelse af John Faurholts underskrift.
UfR 2012.87 VLK: Tinglysningsretten, T, havde afvist at tinglyse en allonge om ændring i en ejerforening, E's, vedtægter. T fandt anmeldelsen uklar, idet det ikke fremgik klart udfra vedtægterne, hvorvidt E's underskrift alene var tilstrækkelig for at ændre vedtægterne. Herudover var der yderligere uoverensstemmelse mellem servitutteksten og de angivne roller, da Københavns Kommune, K, var angivet med rollen påtaleberettiget, men ikke fremgik som påtaleberettiget i servitutteksten. E kærede afgørelsen. VL udtalte, at en angivelse i en ejerforeningsvedtægt om, at ejerforeningen og de enkelte ejere var påtaleberettigede, måtte forstås således, at foreningen og de enkelte ejere hver for sig var berettigede til at påtale evt. overtrædelser af vedtægten. VL fandt ikke allongens angivelse af påtaleberettigede uklar. VL stadfæstede alligevel T's afgørelse om at aflyse tinglysningen, da der ikke var overensstemmelse mellem allongen og anmeldelsen til tinglysning, idet K i anmeldelsen var anført som påtaleberettiget.
UfR 2013.2976 VLK: E1 og E2, E, ejede i samme ejendom to ejerlejligheder. Begge ejerlejligheder var ubehæftede og E anmodede nu om aflysning af anmeldelsen om opdeling i ejerlejlighederne, således at ejendommen ville være ejet i sameje mellem de to ejere. Tinglysningsretten afviste dog deres anmodning herom, idet de kun mente, at en sådan nedlæggelse kunne ske, såfremt ejerlejlighederne havde samme ejer. VL fandt, at der i den foreliggende situation ikke var noget, som var til hinder for, at der ved aflysning af anmeldelsen om opdeling af ejendommen i ejerlejligheder skete ophævelse af ejendommen ejerlejlighedsstatus.
FM 2015.12 VLK: Ændring af ejerforeningsvedtægt - for så vidt angår den pantstiftende tinglysning for 45.000 kr. - kunne tinglyses som vedtaget på generalforsamling med det i vedtægten beskrevne flertal og uden samtykke fra alle ejere.
FM 2015.16 VLK: Bestemmelse i ændret vedtægt for ejerforening om, at udlejning til klubværelser ikke var tilladt, kunne ikke tinglyses uden samtykke fra ejer i ejendommen, der udlejede ejerlejlighed som klubværelser. VL var enig i , at ændringen udgjorde et sådant indgreb i de enkelte lejlighedsejeres råden over lejlighederne, at beslutningen ikke kunne træffes alene ved kvalificeret flertal.
FM 2015.143 VLK: Ændring af vedtægter kunne tinglyses, da ændringen ikke med sikkerhed krævede eenstemmighed.
Ændring af vedtægter vedtaget med 2/3 flertal indeholdt bestemmelser om udvendig vedligeholdelse. Ændringen blev tinglyst. VL stadfæstede med bemærkning, at den ændring af vedtægten, som den nye bestemmelse i vedtægtens § 7 indebar, ikke med en sådan grad af sikkerhed fandtes at kræve enstemmighed blandt foreningens medlemmer, at Tinglysningsretten havde haft anledning til at afvise denne del af vedtægten fra tinglysning.FM 2016.200 VLK: I en vedtægt for ejerforeningen, F, var det bestemt, at 6 parkeringsplader var reserveret til ejere og brugere af ejerlejlighed nr. 3. Det var alene F, der i dokumentet var anført som påtaleberettiget. Tinglysningsretten krævede dokumentet oprettet med en påtaleberettiget for de nævnte rettighedshavere, således at ændringer af denne ret i vedtægten hhv. aflysning af rettigheden skulle underskrives af vedkommende påtaleberettiget. VL fandt, at vedtægten ville kunne håndhæves af de berettigede, selvom de ikke var angivet som påtaleberettigede. Efter bestemmelsens karakter af brugsret fandtes der ikke at kunne stilles krav om oprettelse af de berettigede som påtaleberettigede.
FM 2017.149 VLK: Uden alle ejeres samtykke kunne en vedtægtsændring med forbud mod erhvervslejemål ikke tinglyses.
I 1977 var der i en ejendom med 10 ejerlejligheder tinglyst vedtægter for ejerforeningen, E. Det var i vedtægten bestemt, at der ikke måtte drives erhverv fra ejerlejlighederne uden bestyrelsens samtykke. Dette gjaldt dog ikke de allerede ved vedtægtens tinglysning etablerede erhvervslejemål. E ønskede i en ny vedtægt at ændre bestemmelsen. Den nye vedtægt blev vedtaget på en generalforsamling, hvor ejeren af ejerlejlighed nr. 10, A, ikke deltog, og denne havde ikke på anden måde accepteret ændringen. Ejerlejlighed nr. 10 blev benyttet erhvervsmæssigt. Tinglysningsretten fandt, at tinglysning af den nye vedtægt skulle afvises, da vedtægtsændringen gjorde et sådant indgreb i A's individuelle rettigheder over lejligheden, at A, der ikke var til stede på den ekstraordinære generalforsamling, og som ikke havde underskrevet anmeldelse, måtte samtykke i vedtægtsændringen, hvis den skulle tinglyses. VL fandt, at afgørelsen stadfæstedes med henvisning til det af tinglysningsretten anførte.FM 2017.150 VLK: Der var ikke i TL § 20, hjemmel til at slette en vedtægt i en ejerforening, der alene var tinglyst på nogle af ejerlejlighederne og heller ikke hjemmel til at omgøre den tidligere afgørelse om tinglysning af vedtægten.
I 1987 blev en ejendom opdelt i 7 ejerlejligheder, og en vedtægt blev tinglyst på de 6 af dem men ikke på den 7. En vedtægtsændring blev efterfølgende tinglyst, igen på de 6 ejerlejligheder og ikke på den 7. A, som var ejer af en ideel andel af én af ejerlejlighederne, kærede afgørelsen, og anmodede om sletning af den tinglyste vedtægt, jf. TL § 20, da den ikke var tinglyst på ejerlejlighed nr. 7. Tinglysningsretten fandt, at anmodningen om sletning af vedtægten skulle afvises, uanset at tinglysningsretten var enig i, at en vedtægt måtte tinglyses på alle ejerlejligheder i ejerforeningen. Tinglysningsretten kunne ikke slette vedtægten alene med baggrund i én af ejernes begæring, når denne ejer alene ejede en sådan mindre del af ejerlejligheden og af ejerlejlighederne i det hele taget, og de havde heller ikke på nuværende tidspunkt hjemmel til at omgøre den tidligere tinglysningsafgørelse. VL fandt, at det tiltrådtes, at der i TL 20, ikke var hjemmel til at slette den foreliggende ejerforeningsvedtægt med tillæg, der henholdsvis i 1987 og 2007 var tinglyst på 6 af ejendommens 7 ejerlejligheder.FM 2018.143 VLK: En af ejerforenings vedtægtsændringer vedr. forbud mod udlejning i mindre end 30 dage kunne ikke tinglyses, da ændringen gjorde indgreb i ejernes individuelle rettigheder, og derfor krævede samtykke fra samtlige ejere
Ejerforenings, E, vedtægtsændringer indeholdt i en bestemmelse et forbud mod udlejning i mindre end 30 dage. Tinglysningsretten afviste bestemmelsen, da et forbud med en sådan begrænsning i ejernes rettigheder krævede samtykke fra samtlige ejere. VL stadfæstede afgørelsen med de samme grunde, som anført af Tinglysningsretten.
FM 2018.144 VLK: Ejerforenings vedtægtsændringer vedr. forandring af fælles bestanddele kunne tinglyses, selv om der ikke forelå samtykke fra samtlige ejere, da vedtægtens procedure var overholdt
Ejerforenings, E, vedtægtsændringer vedr. forandring af fælles bestanddele blev vedtaget uden deltagelse af alle ejere men i overensstemmelse med vedtægtens procedure. Tingslysningsretten tinglyste ændringen. VL fandt, at vedtægtsændringerne var vedtaget i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser om proceduren for vedtægtsændringer og med det nødvendige flertal på 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. VL tiltrådte, at Tinglysningsretten ikke havde haft anledning til at afvise at tinglyse de vedtagne ejerforeningsvedtægter.
UfR 2019.4084 VLK: Vedtægtsændring om påbud mod udlejning af ejerlejligheder i kortere tidsrum end tre måneder pr. gang krævede enstemmighed blandt samtlige tinglyste ejere
En ejerlejlighedsforening, F, havde foretaget en vedtægtsændring, som omhandlede et tillæg til en allerede eksisterende vedtægt. Der blev tilføjet et forbud mod udlejning af ejerlejligheder i kortere tidsrum end 3 måneder pr. gang. Vedtægtsændringen blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling med 2/3 flertal, hvor flere ejere stemte imod. Ændringen blev anmeldt til tinglysning. Tinglysningsretten afviste vedtægtsændringen, da forbuddet var et sådant indgreb i den enkelte ejerlejlighedsejers rettigheder, at det ikke gyldigt kunne vedtages uden tiltrædelse af samtlige ejer i F. Forbuddet ville ikke kun ramme udlejning på hotellignende vilkår såsom Airbnb, men det ville også ramme enkeltstående udlejning i et kort tidsrum. VL fandt, at det anmeldte tillæg var et indgreb i ejernes individuelle rettigheder på en sådan måde, at tillægget ikke kunne tinglyses uden samtykke fra alle ejere. VL stadfæstede.
FM 2020.45 VLD: Tillæg til ejerlejlighedsvedtægter stiftede ikke ret over ejendommen og kunne ikke tinglyses, idet tillægget måtte forstås som ekstrahering og kodificering af aftalegrundlag for byggeprojekt
Ejerforening, E, ønskede ifm. en aftale med A om projektudvikling på E's ejendom at få tinglyst en vedtægtsændring, der bl.a. indeholdt en ekstrakt af aftaledokumenter. A ejede selv en ejerlejlighed i ejendommen. Tinglysningsretten fandt, at den del af vedtægtsændringen, der vedrørte projektudviklingsaftalen, ikke stiftede ret over fast ejendom, jf. TL § 10. Vedtægtsændringen kunne i øvrigt ikke anses for en fravigelse fra normalvedtægten, der kunne vedtages af generalforsamlingen alene med kvalificeret majoritet. VL stadfæstede og tilføjede, at de afviste bestemmelser i tillægget til den allerede tinglyste vedtægt ifølge sit indhold, smh. med E's påstand, måtte forstås som en ekstrahering og kodificering af aftalegrundlaget for byggeprojektet. Denne del af tillægget kunne derfor ikke anses for at stifte ret over ejendommen og kunne herefter ikke tinglyses.FM 2022.151 VLK: Ejerforenings vedtægt om brugsret, der kunne opsiges med et flertal på 90 %, kunne ikke tinglyses, da rettighedshaverne hver især ejede mere end 10 %, og opsigelsesadgangen dermed var illusorisk og i strid med UL
En ejerforening, der var stiftet forud for ændringen af ELL i 2021, tildelte 3 af deres lejlighedsejere en eksklusiv brugsret. Brugsretten kunne opsiges med 30 års varsel. Beslutningen skulle træffes med et kvalificeret flertal på 90 %. De 3 ejerlejlighedsejere ejede hver især mere end 10 % af fordelingstallet. Tinglysningsretten afviste at tinglyse vedtægten.
VL fandt, at det fremgik af UL, at der skulle ske udstykning, før en del af en fast ejendom kunne afhændes eller gives i brug for et længere tidsrum end 30 år. Den aftalte opsigelsesadgang var illusorisk, da de 3 ejerlejlighedsejere reelt havde vetoret mod opsigelsen. Da opsigelsesadgangen var illusorisk, skulle der i dette tilfælde ske udstykning. Brugsretten var i strid med UL § 16, stk. 1, og Tinglysningsretten havde med rette afvist at tinglyse vedtægten.FM 2022.156 VLK: Vedtægt for ejerforening med et mix af fravigelser og almindelige servitutbestemmelser kunne ikke tinglyses som ”Fravigelse fra Normalvedtægt”, da der manglede angivelse af påtaleberettigede, mens andre forhold ikke i sig selv forhindrede tinglysning
En nyoprettet ejerforening, F, anmeldte en vedtægt til tinglysning som dokumenttypen ”Fravigelse fra Normalvedtægt”. Tinglysningsretten havde 4 grunde til at afvise tinglysningen i sin helhed. For det første indeholdt vedtægten både fravigelser og almindelige servitutbestemmelser, og det var ikke angivet, hvori fravigelserne bestod. For det andet var der bestemmelse om, at en ny ejer først ville opnå stemmeret i F efter at have givet meddelelse om ejerskiftet. For det tredje blev medlemmer frataget stemmeret, hvis de var i restance over for F. Tinglysningsretten fandt både andet og tredje punkt i strid med ELL § 3, stk. 3. For det fjerde var F ikke angivet som påtaleberettiget ved CVR-nummer, som det var krævet i ELL § 5, stk. 5.
VL fandt, at det fulgte af lovbemærkningerne til ELL § 5, stk. 2, at en særvedtægt kunne indeholde bestemmelser om forhold, der var uomtalte i normalvedtægten. Tinglysningsretten kunne ikke kræve, at sådanne bestemmelser skulle anmeldes og tinglyses særskilt. Det var ikke i strid med ELL § 3, stk. 3 at kræve, at en ny ejer skulle give underretning, før han kunne stemme på generalforsamlingen. Derimod var det i strid med ELL § 3, stk. 3 at fratage stemmeretten grundet restancer. Det tredje punkt skulle Tinglysningsretten afvise at tinglyse, men dette var ikke tilstrækkeligt til at afvise hele vedtægten. At F ikke var angivet som påtaleberettiget var til gengæld en servitutmangel, der medførte, at vedtægten i sin helhed skulle afvises. Af denne fjerde årsag stadfæstedes Tinglysningsrettens afvisning.FM 2022.158 VLK: Tinglysning af vedtægtsændring blev afvist, da den kun var underskrevet af formanden, og det fulgte af foreningens vedtægter, at formanden ikke kunne tegne foreningen alene
En ejerforening, F, ønskede i november 2021 at tinglyse en vedtægtsændring, der gav bestyrelsen mulighed for at indkalde til hel eller delvis elektronisk generalforsamling, når samfundsmæssige forhold såsom Covid-19 umuliggjorde fysisk fremmøde. Anmeldelsen var underskrevet af F’s formand, A. Tinglysningsretten afviste at tinglyse vedtægtsændringen, da de eksisterende vedtægter krævede mindst to underskrifter for at forpligte F.
VL fandt, at generalforsamlingsreferatet ligeledes kun var underskrevet af A. Anmeldelsen opfyldte ikke kravene i ELL § 5, stk. 4, da A efter F’s vedtægt ikke kunne tegne foreningen alene. Tinglysningsretten havde med rette afvist at tinglyse vedtægtsændringen.FM 2024.71 VLK: Påtegning til ejerforenings vedtægter kunne vedtages ved simpelt flertal på generalforsamlingen, og beslutningen kunne efterfølgende tinglyses
Tinglysningsretten havde truffet afgørelse om tinglysning af en påtegning til en ejerforenings vedtægter, hvorved stueplanslejlighedernes tidsbegrænsede brugsret til gårdhaver blev forlænget. Beslutningen var vedtaget ved simpelt stemmeflertal. En af ejerne kærede med påstand om afvisning. Han anførte, at brugsretten alene var gældende for en periode på 30 år, hvorefter den bortfaldt. Beslutningen om at forlænge brugsretten havde økonomiske konsekvenser og indebar en delvis afgivelse af ejendomsretten for 1. salslejlighederne. Beslutningen kunne ikke vedtages af generalforsamlingen med almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte, men var en afgørelse, der tilkom den enkelte lejlighedsejer.
VL fandt, at det fulgte af ejerforeningens vedtægter, at denne ved brugsrettens udløb kunne beslutte at lade tinglyse bestemmelse om, at brugsretten skulle gælde for yderligere 30 år. Det fulgte endvidere af vedtægterne, at beslutninger på generalforsamlingen skulle træffes ved simpel stemmeflerhed, og at vedtagelse af beslutninger, der ændrede foreningens vedtægter, krævede et flertal på mindst 2/3 af foreningens medlemmer. Herefter, og da det var ubestridt, at et flertal stemte for beslutningen om at forlænge brugsretten, havde Tinglysningsretten ikke haft anledning til at afvise påtegningen fra tinglysning.FM 2024.72 VLK: Vedtægtsændring, hvorefter ejere ikke kunne anvende deres ejerlejlighed til en række erhverv, blev tinglyst i sin helhed, da ændringen ikke udgjorde et indgreb i ejernes individuelle rettigheder over lejlighederne på en måde, der førte til materiel ugyldighed
Tinglysningsretten havde afvist en vedtægtsændring, da ejerforeningen ikke uden samtykke fra samtlige ejere kunne indføre forbud mod anvendelse af ejerlejlighederne til en række erhverv. Dette blev betragtet som et indgreb i den enkelte ejers rådighed over egen ejendom, og derfor kunne ændringen ikke gyldigt vedtages uden tiltrædelse fra samtlige berørte ejerlejlighedsejere.
VL fandt, at vedtægtsændringen var sket i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser om proceduren herfor. Vedtægtsændringen fandtes ikke at udgøre et indgreb i ejernes individuelle rettigheder over lejlighederne på en sådan måde, at der var et åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materiel ugyldig. En endelig stillingtagen til vedtægtsændringens materielle gyldighed ville skulle afgøres ved et evt. civilt søgsmål. Sagen blev derfor hjemvist mhp. tinglysning af den afviste vedtægtsændring.
Erklæring om udlægsfritagelse
UfR 2002.2516 VLK: A havde i marts 1997 købt en ejendom for 309.231 kr med en udbetaling på 25.000 kr. Hun ønskede i 2002 at tinglyse erklæring om, at ejendommen var fritaget for kreditorforfølgning, jfr. RPL § 513, da udbetalingen hidrørte fra en udbetalt personskadeerstatning. VL tiltrådte, at erklæringen var lyst med frist til forevisning af dokumentation for, at ejendommen var erhvervet med udlægsfritagne midler.
UfR 2014.1538 HKK (FM 2013.271 VLK): K købte i 2003 for 1.375.000 kr. en ejendom i lige sameje med sin daværende samlever M. I april 2013 overtog K hele ejendommen mod overtagelse af restgælden på et realkreditlån, og i maj 2013 indfriede K restgælden på 1.083.002 kr. med midler hidrørende fra méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning, der var udbetalt til hende i marts 2013. K ville herefter have tinglyst en deklaration på ejendommen om, at ejendommen var købt udelukkende for midler hidrørende fra godtgørelse og erstatning, og at ejendommen som følge heraf var beskyttet mod kreditorforfølgning i medfør af RPL § 513, stk. 1. Tinglysningsretten, T, lyste deklarationen med bemærkning om, at der alene var sket kreditorbeskyttelse for så vidt angår halvdelen af ejendommen. VL stadfæstede T's afgørelse. HR udtalte, at T som led i prøvelsen af et dokument om udlægsfritagelse skal påse bl.a., at der foreligger dokumentation for erstatningen, men ikke tage stilling til udlægsbeskyttelsens omfang. K kunne ikke få medhold i sin påstand om lysning af deklarationen uden anmærkning, idet det ikke var i overensstemmelse med tingbogen, at A havde købt ejendommen »udelukkende« for udlægsfritagne midler. Det fremgik imidlertid ikke af T's anmærkning, på hvilken måde deklarationen afveg fra tingbogens indhold, og HR hjemviste derfor sagen til fortsat behandling ved T.
Fuldmagter
FM 2010.247 VLK: I maj 2010 registreredes tinglysningsfuldmagt. Falsled Vindblæs Sogns Menighedsbørnehave gav Mariagerfjord Kommune fuldmagt til at underskrive for børnehaven vedr. salg af en bestemt ejendom ejet af børnehaven. D. 25.05.2010 anmeldte Mariagerfjord Kommune et skøde til tinglysning. Heri blev den nævnte ejendom overdraget til Mariagerfjord Kommune, og Mariagerfjord Kommune underskrev skødet ved digital signatur for børnehaven i henhold til den registrerede fuldmagt. Tinglysningsretten afviste skødet, da der var underskrevet i henhold til fuldmagt, og da den registrerede fuldmagt ikke indeholdt tilladelse til selvkontrahering. Kærende anførte, at kommunen var bemyndiget til det skete, og at kommunen udfærdiger et utal af skøder i mindre overdragelser, hvor kommunens medkontrahent ikke har digital signatur, og hvor medkontrahenten ønsker at give fuldmagt til kommunen for at undgå udgifter til en rådgiver. VL stadfæstede afgørelsen med bemærkning, at Falsled Vindblæs Sogns Menighedsbørnehave som sælger havde givet Mariagerfjord kommune fuldmagt til at "udstede/anmelde skøde". Der var derimod ikke givet kommunen udtrykkelig fuldmagt til i den forbindelse at råde til fordel for sig selv.
UfR 2010.1789 VLK: Realkredit Danmark, R, havde indsendt en fuldmagt til notering i tingbogen, som udtrykkeligt gav adgang til selvkontrahering, hvori der var henvist til § 6, stk. 1, i BEK 763/2009. Tinglysningsretten, T, afviste at registrere fuldmagten, idet § 6-fuldmagter skulle være vedlagt oplysninger om dato og løbenummer for det elektronisk anmeldte dokument for, at T kunne koble det indsendte sammen med den faktiske anmeldelse på e-TL. Fuldmagtsdatabasen omfattede alene § 7-fuldmagter, og T kunne ikke håndtere andet end § 7-fuldmagter i databasen. Endvidere ville det have store samfundsøkonomiske konsekvenser, såfremt T skulle påse også andre fuldmagter end § 7-fuldmagter, idet T da måtte udtage dokumentet til manuel behandling, hvilket ville medføre en voldsom administrativ byrde. R påstod, at en § 6-fuldmagt kunne indsendes og registreres før anmeldelse af et digitalt dokument på e-TL, og at der ikke var krav om, at denne skulle være vedlagt oplysninger om dato og løbenummer for det anmeldte dokument. Endvidere var der uhensigtsmæssigheder ved en § 7-fuldmagt, der gjorde det nødvendigt at anvende § 6-fuldmagter i visse tilfælde. For eksempel kunne der ikke gives fuldmagt til flere i forening, og der var ikke mulighed for at give fuldmagt til selvkontrahering. VL udtalte, at det ikke kunne udledes af BEK 763/2009 § 11 eller BEK 835/2009 § 17, at fuldmagtsdatabasen alene indeholdt § 7-fuldmagter, eller at § 6-fuldmagter ikke kunne indsendes på forhånd til registrering i databasen. På denne baggrund hjemviste VL sagen til registrering af den fremsendte fuldmagt.
TFA 2012.522 VLK (FM 2012.303 VLK): Tinglysningsretten havde afvist at godkende underskrevet af fuldmægtig i henhold til en generalfuldmagt, idet generalfuldmagten ikke angav matr. nr., jf. TL § 49 b og adgangsbekg. § 7, jf. § 8. VL fandt, at det hverken i ordlyden af TL § 49 b eller i forarbejder til denne bestemmelse var behandlet, hvorvidt den berettigede kan aflede sin ret fra en generalfuldmagt, og der var således ikke grundlag for at antage, at lovgiver i forbindelse med indførelsen af digitale tinglysningsfuldmagter har villet afskaffe muligheden for at anvende generalfuldmagter i forbindelse med tinglysning af rettigheder. Herefter fandt TL § 49 b ikke anvendelse på den fremlagte generalfuldmagt. Sagen hjemvist til tinglysningsretten.
FM 2013.274 VLK: Et skøde var underskrevet i henhold til en vedhæftet fuldmagt. Denne fuldmagt, der var udstedt af sælger til sælgers søn, opfyldte ikke kravene i TL § 49 b, da den ikke bl.a. indeholdt oplysning om hvilken ejendom, der kunne disponeres over i henhold til fuldmagten. Skødet blev afvist, men efter modtagelse af skødet ændrede Tinglysningsretten afgørelsen, så skødet blev tinglyst med frist til fremsendelse af en fuldmagt, der opfyldte kravene i TL § 49 b og adgangsbekendtgørelsen § 6 og § 7. Kærende anførte, at skødet kunne tinglyses endeligt med den foreviste fuldmagt. VL stadfæstede afgørelsen, idet VL - af de grunde, der var anført af Tinglysningsretten - tiltrådte, at de kærende ikke på grundlag af generalfuldmagten kunne have krævet, at skødet blev tinglyst, idet fuldmagten alene kunne anvendes til udarbejdelse af en tinglysningsfuldmagt.
FM 2017.144 VLK: Da omfanget af en fuldmagt ville blive udvidet, kunne tinglysningsfuldmagt ikke underskrives i henhold til fuldmagt i tinglyst servitut.
Ejer af en ejendom, E, pålagde ejendommen en servitut, hvorefter to advokater, F, fik fuldmagt til, med virkning for dem selv og samtlige kommende ejere, at underskrive fremtidige privatretlige og offentligretlige servitutter. I henhold til servitutten kunne F underskrive tinglysningsfuldmagt. I august 2016 blev servitutten tinglyst, og den havde en gyldighedsperiode på 5 år. Ejerlejlighederne var solgt i november 2016, og der blev fra en ny ejer fremsendt en tinglysningsfuldmagt, underskrevet i henhold til fuldmagt givet til F af E. Tinglysningsretten afviste at registrere tinglysningsfuldmagten, da F nu udstedte fuldmagt til sig selv med et videre omfang end det fremgik af servitutten. Efter tinglysningsrettens opfattelse måtte TL § 49 b medføre, at E ikke kunne udstede en fuldmagt, som senere kunne bruges til at underskrive fuldmagt fra andre og senere ejere af ejendommen. VL fandt, at den indsendte fuldmagt med den senere køber som fuldmagtsgiver ifølge fuldmagtens indhold bemyndigede advokatfirmaet, P, til som fuldmægtig at foretage alle dispositionstyper, som var anført i fuldmagtsblanketten. Da den indsendte tinglysningsfuldmagt således gik videre i sin bemyndigelse, end hvad der fulgte af servituttens bestemmelser, tiltrådte VL allerede af denne grund, at registreringen af fuldmagten var afvist som sket.FM 2018.137 VLK: Pantebreve i ejendom kunne ikke tinglyses endeligt, da kurator kunne tilbagekalde en efterfølgende konkursramt ejers tinglysningsfuldmagt, jf. adgangsbekendtgørelsens § 9, idet ejendommen var en del af konkursmassen
En ejer, E, af fast ejendom gik konkurs efter en advokat med tinglysningsfuldmagt, jf. TL § 49 b, havde underskrevet to pantebreve i ejendommen. Kurator, K, anmodede om at tilbagekalde fuldmagten, så pantebrevene ikke blev tinglyst endeligt. Tinglysningsretten fandt, at tinglysningen af pantebrevene ikke kunne afvises, men at pantebrevene ikke kunne tinglyses endeligt. Selv om pantebrevene var anmeldt til tinglysning inden konkursen, kunne K tilbagekalde fuldmagten, jf. TL § 49 b og adgangsbekendtgørelsens § 9, da ejendommen var en del af konkursmassen. VL stadfæstede afgørelsen.
FM 2018.141 VLK: TL § 49 b var ikke til hinder for, at tinglysningsfuldmagt kunne have en gyldighed i 5 år
Tinglysningsretten afviste at registrere en advokats, A, anmodning om en manuel fuldmagt indført som tinglysningsfuldmagt med gyldighed i 5 år. Afvisningen var bl.a. baseret på, at en sådan fuldmagt var særdeles tidskrævende, og at A ikke havde anført, hvorfor han anmodede om en gyldighedsperiode udover den sædvanlige periode på 1 år. VL fandt, at der efter forarbejderne til TL § 49 b ikke var noget til hinder for den forlængede gyldighedsperiode og ændrede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM 2022.155 VLK: Fuldmagtsgiver, der ikke kunne huske at have underskrevet en tinglyst fuldmagt og i givet fald havde underskrevet en anden dag end vitterlighedsvidnerne, kunne tilbagekalde fuldmagten, men kunne ikke få slettet den hidtidige tinglysning af fuldmagten
Tinglysningsretten modtog og registrerede en tinglysningsfuldmagt fra A. Den var underskrevet af A d. 12.10.2022 og af to vitterlighedsvidner d. 13.10.2022. Efterfølgende modtog Tinglysningsretten d. 28.10.2022 et betinget skøde til tinglysning, hvilket var underskrevet af fuldmægtigen. Skødet blev tinglyst, og d. 16.11.2022 blev endeligt skøde anmeldt til tinglysning. A’s advokat kontaktede d. 17.11.2022 Tinglysningsretten og oplyste, at der var mangler ved fuldmagten. Tinglysningsretten opfattede det som en tilbagekaldelse af fuldmagten og afviste endelig tinglysning af skødet. Den hidtidige registrering af fuldmagten blev dog ikke slettet. A ønskede den hidtidige registrering slettet, da han ikke kendte vitterlighedsvidnerne, som ikke havde underskrevet samtidigt med ham selv, og han i øvrigt ikke kunne huske at have skrevet under.
VL fandt, at det ikke var muligt for Tinglysningsretten at afgøre en fuldmagts ægthed på baggrund af fuldmagtsgivers ensidige erklæring om ikke at kunne huske at have underskrevet den. Derudover var det ikke et krav, at vitterlighedsvidner og fuldmagtsgiver skulle underskrive samtidigt. Tinglysningsretten havde med rette afvist at slette den hidtidige registrering af fuldmagten.
I/S-kontrakter
FM 1997.137 VLK (2): I/S-kontrakt angav, at hver interessent var ejer af en sommerbolig beliggende på grundstykket, og indeholdt bestemmelser om overdragelse af anparterne (sommerhusene). VL fandt, at kontrakten kunne lyses, idet kontrakten ikke regulerede en særskilt ejendomsret til de på grunden placerede bygninger.
Lejekontrakter
UfR 1994.779/2 VLK: Lejekontrakt ikke omfattet af TL § 10, stk. 6 om angivelse af påtaleberettiget. Se kritisk om begrundelsen Hans Willumsen i UfR 1995 B. 401-402.
FM 1997.66 VLK: Brugskontrakt afvist, da der ifølge TL-bekg. § 17, stk. 3 skal anføres leje- og forpagtningsafgift, og da disse oplysninger efter TL-bekg. § 21, stk. 2 skal fremgå af genparten.
UfR 1997.16 VLK: Lejekontrakt var blevet afvist på grund af manglende endelig adkomst for udlejer. Lejekontrakten blev fremsendt til lysning på ny med håndskrevet påtegning på underskriftssiden og foran afvisningspåtegningen. Rettelsen eller tilføjelsen skulle fremtræde som ny i forhold til afvisningspåtegningen. Da tilføjelsen ikke var anført efter afvisningspåtegningen, tiltrådtes det, at dokumentet var blevet afvist på ny.
UfR 1997.1536 VLK: Lejekontakt om et uudstykket ubebygget areal var uopsigeligt fra begge parters side i 30 år. Herefter havde lejer forkøbsret og forlejeret, som var gældende i 3 år. Da udlejer ikke var forpligtet til at udleje arealet efter udløbet af lejeaftalen, var der ikke ved forlejeretten stiftet en brugsret, der var i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, og forlejeretten kunne derfor lyses.
UfR 1998.351 ØLK (FM 1998.30): Lejekontrakt angav ejendommens matr. nr. og adresse øverst i venstre hjørne, medens matr. nr. ikke var anført i selve teksten. ØL fandt, at ejendommens identifikation var tilstrækkelig sikkert angivet.
FM 2015.190 VLK: En lejekontrakt fra 2008 vedr. en ejerlejlighed, der nu var solgt på tvangsauktion, kunne ikke af lejer kræves tinglyst uden digital signatur fra tinglyst adkomsthaver.
En ejerlejlighed var ejet af AA. Ejerlejligheden blev i nov. 2014 solgt på tvangsauktion, hvorefter AA ikke længere var registeret i tingbogen som adkomsthaver, idet adkomsten blev ændret til "Tvangsauktion" efter fogedrettens meddelelse om dette til Tinglysningsretten. Herefter blev der i marts 2015 anmeldt en lejekontrakt til tinglysning. Anmeldelsen angav højstbydende på auktionen som ejer/udlejer. Der var ikke tinglyst auktionsskøde, men højstbydende fremgik af vedhæftet retsbog for tvangsauktionen. Anmeldelsen var ikke digitalt underskrevet af den angivne ejer/udlejer eller for denne. Der var vedhæftet en underskreven lejeaftale mellem AA og lejer dateret i 2008, hvori der bl. a. var vilkår om lejers ret til fremleje. Tinglysningsretten afviste anmeldelsen, da lejeaftalen ikke var udstedt af eller underskrevet af en adkomsthaver. Tinglysningsretten bemærkede med henvisningen til tvangsauktionen, at der måtte tinglyses adkomst for ejer/udlejer, før lejeaftalen kunne tinglyses. VL udtalte, at LL § 7, stk. 2 og 3, angår lejerens ret i forhold til U til at kræve videregående rettigheder tinglyst, men udgør ikke en fravigelse fra tinglysningslovens krav om tingbogslegitimation. Da det anmeldte dokument ikke digitalt var underskrevet af den ifølge tingbogen legitimerede adkomsthaver, stadfæstede VL afvisningen.UfR 2020.1338 VLK: Erhvervslejekontrakt med en bestemmelse om retten til at etablere solcelleanlæg på ejendommen var med rette tinglyst med frist for dokumentation af samtykke efter PL § 42
L ønskede at installere solceller på et erhvervslejemål, og anmeldte derfor en erhvervslejekontrakt mellem L og U til tinglysning. Lejekontrakten indeholdt en bestemmelse om, at retten til at etablere solceller på ejendommen tilkom L. Tinglysningsretten tinglyste lejekontrakten med påtegning om, at tinglysning skete med frist til anmeldelse af dokumentation af samtykke efter PL § 42. VL fandt, at den foreliggende kontrakt om bl.a. et solcelleanlæg efter sit indhold var omfattet af PL § 42, stk. 1, jf. § 15, stk. 2, og at kontrakten derfor var tinglyst med frist som sket. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der i fristpåtegningen henvistes til ”bl.a.” lejekontraktens bestemmelse om solcelleanlægget. VL stadfæstede.
Samejekontrakter
UfR 1998.1011 ØLK: Brugsretten til grund var i samejekontrakt opdelt i 2 arealer med eksklusiv brugsret for henholdsvis A og B. Brugsrettighederne var tidsubegrænsede, idet hver samejer dog kunne opsige aftalen med 30 års varsel. ØL fandt, at bestemmelsen kunne tinglyses, da den ikke var i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, nr. 1, idet aftalen indeholdt mulighed for opsigelse og ikke på noget tidspunkt bandt udlejeren for mere end 30 år.
UfR 2006.1593 ØLK: Et boligsameje ønskede tinglyst en samejekontrakt, hvilket blev afvist. Advokaten for boligsamejet nedlage herefter påstand om tinglysning af samejekontrakten vedtaget d. 28.09.2005, subsidiært at tinglyse samejekontrakten, efter at den var påført vitterlighedsvidner. Til støtte herfor anførtes, at der i den omhandlede ejendom allerede med virkning fra 1983 blev etableret anpartslejligheder med eksklusiv brugsret, hvorfor der ikke med den nye samejekontrakt blev etableret anpartslejligheder i strid med forbuddet herom. ØL stadfæstede afvisningen og udtalte, at der først ved samejekontrakten fra den. 28.09.2005 var blevet tilknyttet eksklusiv brugsret til bestemte lejligheder for anparterne. Der var således etableret anpartslejligheder i strid med lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber.
TFA 2014.219 VLK: M og K erhvervede en fast ejendom og oprettede en samejeoverenskomst. Overenskomsten blev tinglyst på nær § 1, som angav, at ejendommen var købt i lige sameje, hvor meget de hver især havde investeret i forbindelse med købet, og at K herefter skyldte M et nærmere angivet beløb, der forfaldt på anfordring og kunne inddrives gennem fogedretten uden dom. Tinglysningsretten anførte, at fordringen ikke hvilede på ejendommen, og da der således ikke ved § 1 var stiftet nogen ret over ejendommen VL stadfæstede, at § 1 blev afvist fra lysning.
FM 2015.14 VLK: Påtegning på samejeoverenskomst med eksklusiv brugsret angav at vedrøre dels samejernes ejendomsret til ejendommen, dels samejernes udgiftsfordeling. Påtegning afvist for så vidt angik adkomstændringen, idet ændringen måtte anmeldes i et adkomstdokument.
Servitutter
FM 1996.126 ØLK: Forkøbsret blev nægtet aflyst, idet forpligtelsen ikke ansås ophørt ved NN's død.
FM 1997.196 VLK: M og H havde forkøbsret til en ejendom. Påtaleberettiget var den til enhver tid værende ejer af matr. nr. 5 c. Da M og H var døde, kunne forkøbsretten aflyses, selv om den ikke var kvitteret af den påtaleberettigede.
FM 2000.56 VLK: Servitut med påtaleret for X samt Y kunne ikke aflyses, da den alene var kvitteret af X.
UfR 2000.1418/2 VLK: Deklaration om placering af to vindmøller vedrørte ikke alle ejendommens 9 matrikelnumre, og det burde tydeligt fremgå, hvilke matrikelnumre, der var omfattet af deklarationen. Angivelsen af matr. nr. 2 a m. fl. var ikke tilstrækkelig præcis, og det tiltrådtes, at deklarationen var afvist.
FM 2001.26 VLK: A havde i testamente bestemt, at hans to arvinger i 2+ år ikke måtte sælge eller pantsætte deres ideelle anpart af den arvede ejendom. Medejeren påkærede lysningen, men fik ikke medhold, da byrden ikke kunne antages at medføre nogen begrænsning af den ret, som medejeren efter gældende ret måtte have til at kræve samejet opløst og ejendommen solgt på offentlig auktion.
FM 2001.102 ØLK: Retsforlig om at en lejer havde ret til at overtage en anden lejlighed i ejendommen, hvis den måtte blive ledig inden d. 01.099.2004, kunne ikke lyses, da det alene indeholdt en personlig forpligtelse, idet det ikke fremgik af forliget, at det også skulle være gældende i forhold til fremtidige erhververe af ejendommen.
UfR 2004.316 HKK: Deklaration om, at købere og efterfølgende ejere skulle være forpligtet til at respektere alle eksisterende forsynings- og afløbsledninger på ejendommen, bar blevet afvist fra lysning i ved retten i Aalborg og Vestre Landsret. Højesteret fandt, at indholdet var endeligt fastsat, og at TL § 10, stk. 3 herefter ikke var til hinder for lysning.
UfR 2005.778 VLK: Da skødes bestemmelse om jagtret ikke angav de påtaleberettigede, kunne jagtretten ikke lyses som byrde på ejendommen, jfr. TL § 10, stk. 6.
UfR 2006.1648 VLK: Tinglysning af en deklaration om opførelse af en 150 kV station med tilhørende bygning, transformere, master og kabeltilslutninger på en fast ejendom blev afvist under henvisning til manglende angivelse af servitutarealets størrelse i m2. VL stadfæstede afgørelsen og udtalte at deklarationen, vedrørte efter sit indhold kun en del af de ejendomme, som deklarationen skulle hvile på. Det blev derfor tiltrådt, at lysningen var betinget af dokumentation for, at deklarationen var i overensstemmelse med udstykningslovens § 16.
UfR 2008.1772 ØLD: Fra en ejerlejlighed blev der drevet prostitutionsvirksomhed, hvilket ejerforeningen, E, hævdede var i strid med en tinglyst servitut fra 1923. I servitutten stod der, at det påhvilede køberen og senere ejere at sørge for, at der ikke i ejendommen blev drevet "næringsdrift, der var forbundet med vanære". Det fremgik af en internetside at der foregik prostitution i lejligheden. A ejede lejligheden men udlejede den til B. ØL fandt det godtgjort, at der blev drevet prostitutionsvirksomhed fra lejligheden. ØL tiltrådte endvidere, at prostitutionsvirksomhed havde karakter af "næringsdrift, der var forbundet med vanære", og at prostitutionsvirksomhed derfor var i strid med den på ejendommen i 1923 tinglyste servitut. E var påtaleberettiget efter servitutten, og det var ubestridt, at E kunne gøre servitutten gældende over for såvel ejer som lejer af lejligheden, jf. TL § 1. E, der ultimo 2004 blev bekendt med mulig prostitutionsvirksomhed i lejligheden, fandtes ikke ved passivitet at have fortabt retten til at gøre servitutten gældende. A blev tilpligtet at anerkende, at den udøvede prostitutionsvirksomhed i lejligheden var i strid med servitutten, samt at skulle ophæve lejeaftalen med B og sikre, at B effektivt blev sat ud af lejligheden. B blev tilpligtet at skulle ophøre med fra lejligheden at drive prostitutionsvirksomhed mv., samt at skulle ophøre med at udleje eller udlåne lejligheden eller dele af lejligheden til benyttelse som prostitutionsvirksomhed mv.
UfR 2008.2047 VLK: En aftale om eneret til opstilling af vindmøller, kaldet en leje og brugskontrakt, blev af tinglysningsdommeren afvist fra tinglysning da oplysningerne i genparten ikke opfyldte kravene i tinglysningsbekendtgørelsens § 21, stk. 2 for lejekontrakter. Landsretten fandt at eneret på opstilling af vindmøller mv. ikke kunne betragtes som en typisk rettighed, som almindeligvis stiftedes på en ejendom, og som en erhverver af rettigheder derfor måtte være forberedt på at møde. En sådan rettighed måtte derfor anses for at være en servitut. Da tinglysningsbekendtgørelsens § 21, stk. 2 ikke fandt anvendelse på servitutter, og da der ikke i øvrigt var noget til hinder for tinglysning, tinglystes aftalen. (kommenteret af Lars Ramhøj i UfR 2008 B.431)
UfR 2009.864/2 VLK (TFA 2009.209/1 VLK): U, der ejede en erhvervsejendom i Århus, fremsendte en deklaration om forkøbsret til ejendommen til tinglysning. I deklarationen var det blandt andet anført, at lejeren ved enhver hel eller delvis overgang af ejendommen til tredjemand eller ved overgang af ejendommen til ægtefælles hensidden i uskiftet bo havde forkøbsret til at erhverve ejendommen. Det blev lagt til grund, at U var gift. Tinglysningsretten afviste dokumentet fra tinglysning på grund af manglende tiltrædelse af ægtefællen. ØL anførte, at den længstlevende ægtefælle efter en ægtefælles død har en ubetinget ret til at overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger, jf. AL § 17, og at denne ret alene kan begrænses, så langt testationskompetencen rækker. Da det efter de foreliggende oplysninger ikke kunne udelukkes, at forkøbsretten kunne påvirke ægtefællens ret til at overtage boet til hensidden i uskiftet bo, stadfæstedes afgørelsen. Komm. af Eigil Lego Andersen i ET nr. 4/2009 p. 377-378. (Tanken om at der gælder en udvidet ekstinktionsbeføjelse for en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, i forhold til den, der f.eks. er eneste arving, er uhørt og uantagelig.)
UfR 2010.1234 ØLD: A og B havde i 2001 overtaget en ejendom, der i 1965 af Hundested Kommune, K, var pålagt tilslutningspligt til et varmeværk, V, hvorfor A og B ikke kunne opsige medlemskabet. Energiklagenævnet, E, meddelte A og B, at man fandt, at K's beslutning om, at ejendommen var omfattet af tilslutningspligt, var sket i overensstemmelse med tilslutningsbekendtgørelsens § 20. A og B anlagde sag mod E. Retten i Hillerød gav ikke A og B medhold. ØL fandt, at det ikke var en betingelse for gyldigheden af K's beslutning om tilslutningspligt, at beslutningen var tinglyst på ejendommen. Det var heller ikke en betingelse, at tilslutningspligten var tinglyst på ejendommen, for at den kunne gøres gældende mod en godtroende erhverver af ejendommen, jf. TL § 1. ØL fandt det i øvrigt godtgjort, at A og B ikke havde været i god tro ved tinglysning af deres adkomst til ejendommen, jf. TL § 5. ØL stadfæstede dermed BR's dom.
UfR 2010.1245 ØLD: E havde fuld hegnspligt mod naboejendommen, hvilket fremgik af en tinglyst servitut på E's ejendom. Ejeren af naboejendommen, N, var påtaleberettiget, dog var dette ikke blevet tinglyst på ejendommen. Da E fjernede plankeværket i skellet og erstattede det med en ligusterhæk, medførte dette en hegnssynssag, der udviklede sig til en retssag. Her blev der indgået forlig, hvorefter N og E skulle dele udgifterne til et nyt raftehegn. Efterfølgende blev N opmærksom på servitutten og krævede erstatning for de afholdte udgifter. ØL frifandt E, idet det ikke fandtes, at E havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med de tidligere sager mellem parterne ved ikke have oplyst om den tinglyste servitut.
UfR 2010.3023 ØLD: Som led i en låneaftale mellem bank A og virksomheden B lod virksomheden C, som byrde på ejendommen, tinglyse deklaration om forbud mod viljebestemte panterettigheder uden samtykke fra A, idet A herved sikrede sig mod, at værdien af B's anparter i D, der ejede samtlige anparter i C, blev forringet ved en pantsætning af C's ejendom. ØL fandt, at A ikke havde panteret i ejendommen, og at der efter afsigelsen af konkursdekret over B ikke længere fandtes nogen loyal eller anden berettiget interesse i deklarationens opretholdelse. Deklarationen var derfor bortfaldet og deklarationen skulle aflyses.
UfR 2011.1094 HD: Der var på M's ejendom tinglyst en servitut fra 1924, hvorefter "Køberen af parcellen maa taale den over parcellen i retningen øst til vest førende markvej". Markvejen løb fra B's skov og ud til en hovedvej. Spørgsmålet i sagen var, om M skulle tåle, at der var svingningsarealer på i alt 103 m2 ved markvejens udmunding for at tunge og lange køretøjer kunne svinge fra markvejen og ud på hovedvejen. HR udtalte, at driften af B's skov krævede anvendelse af tunge og lange køretøjer, og at en kørsel med sådanne køretøjer var i overensstemmelse med den tinglyste vejret på M's ejendom. Det var et nødvendigt led i retten, at ind- og udkørselsforholdene var egnede til anvendelse af de pågældende køretøjer, idet retten ellers var illusorisk. M måtte derfor iht. til vejretten tåle, at der ved den private fællesvejs udmunding ved hovedvejen var svingningsarealer således, at de i skovdriften benyttede kørekøjer kunne foretage kørsel til og fra den offentlige vej. Forpligtelsen til at friholde hjørnearealerne ved udmundingen for faste indretninger blev ikke anset for en væsentlig byrde for M som ejer af ejendommen. (3-1)
UfR 2011.2760 VLD: En køber, K, havde købt et parcelhus, P. P modtog varme fra et kraftvarmeværk, Å. P var i henhold til en overenskomst forpligtet at aftage varme fra Å. Denne overenskomst var uopsigelig indtil d. 30.06.2016. Herefter gjaldt, at opsigelsesfristen var 18 måneder. Denne frist var imidlertid ikke tinglyst. K havde overtaget ejendommen d. 01.04.2002 og opsagde aftalen med en måneds varsel, så den ophørte d. 01.12.2008, da K ikke anså sig som værende andelshaver. VL kom ved en efterfølgende retssag mellem Å og K frem til, at K ikke var andelshaver, men at varslet på 18 måneder skulle overholdes. K var heller ikke bundet af Å's vedtægter, hvoraf fulgte, at K ved opsigelse skulle betale en andel af Å's restgæld, i hvilken forbindelse Å havde gjort gældende, at forpligtelserne var gyldige uden tingslysning, jf. TL § 4, stk. 2.
FM 2015.26 VLK: En anmeldt servitut om lejers ret til at forlænge lejeaftale havde en sådan sammenhæng med allerede tinglyst servitut om leje af grund, at den ikke kunne tinglyses som selvstændig rettighed, men måtte tinglyses ved påtegning på den allerede tinglyste servitut.
UfR 2016.838 HD: Færøsk kommune kunne ikke ved overdragelse af jordlod stille som vilkår, at en fjerdedel af salgssummen tilkom kommunen ved senere videresalg eller udstykning.
A lejede i 1930 en trø (jordlod) af det daværende Færø Amt. I 1955 købte han trøen af Tórshavnar Kommuna, T, som i mellemtiden havde købt den udlejede jord af staten. Skødet indeholdt et vilkår (en servitut) om, at der skulle betales en fjerdedel af salgssummen til T ved udstykning og salg af parceller fra trøen. Servitutten blev tinglyst på trøen i 1966 på grundlag af en dom afsagt af Færøernes Ret. B, A's søn, overtog senere trøen. I forbindelse med B's udstykning og frasalg af en parcel fra trøen i 2006 stillede K krav om betaling af en fjerdedel af salgssummen som betingelse for at give samtykke til udstykningen. Sagen angik i første række, om K ved salget af trøen i 1955 havde været berettiget til at stille vilkåret om fjerdedelsbetaling. HR fastslog, at der i kraft af en lov fra 1931 om overdragelsen af ejendommen til K var sket en regulering, som udelukkede vilkåret om fjerdelsbetaling. B havde ikke mistet retten til at gøre indsigelse mod vilkåret ved passivitet eller som følge af dommen afsagt af Færøernes Ret i 1966.FM 2016.52 VLK: Erklæring fra NaturErhvervsstyrelsen om modtagen erklæring efter landbrugsloven kunne ikke opfylde krav om Naturerhvervsstyrelsens samtykke ved salg iht. tinglyst servitut.
NaturErhvervsstyrelsen, N, var påtaleberettiget iht. en tinglyst samejedeklaration på en bygningsløs landbrugsejendom. Denne skulle til enhver tid ejes sammen med en beboelsesbygning, og begge ejendomme skulle være under samme ejerforhold. Ejendommen blev ved skøde overdraget til en køber. Til skødet var alene vedhæftet N's bekræftelse på, at køber havde afgivet erklæring om opfyldelse af landbrugslovens betingelser, jf. bekendtgørelse nr. 316 af 21. marts 2013, men N havde ikke samtykket iht. den tinglyste servitut. Kærende gjorde gældende, at N's bekræftelse måtte være udtryk for, at der var også taget stilling til forhold reguleret af servitutten. Tinglysningsretten fandt, at det ikke fremgik at bekendtgørelsen, at der kunne ske endelig tinglysning, uanset hvilke andre byrder, der måtte være tinglyst på ejendomme, og at tilladelse vedrørende salg af bygningsløs ejendom ikke var reguleret af bekendtgørelsen, hvorfor N ikke havde taget stilling til servitutten. Det fremgik af servitutten, at N ikke skulle tage stilling til et skøde vedr. arealoverførsel. Her var der dog tale om et salg, hvorfor N skulle samtykke i tinglysningen. Tinglysningsrettens afgørelse blev stadfæstet af VL.FM 2016.192 VLK: Aflysning af samhørighedsdeklaration og tinglysning af samdriftsdeklaration kunne ske uden underskrift fra en landinspektør.
På en landbrugsejendom uden bygninger var der tinglyst en samhørighedsdeklaration. Denne var tillige tinglyst på den ejendom, som den bygningsløse ejendom efter servitutten skulle være ejet sammen med. Efter K købte ejendommen i 2015, ønskede han samhørighedsdeklarationen udskiftet med en samdriftsdeklaration, der ikke tillige skulle være tinglyst på en landbrugsejendom med bygninger. Tinglysningsretten, T, afviste at tinglyse samdriftsdeklarationen, da den alene var underskrevet af K og K's advokat, mens det af landbrugslovens § 10 fremgik, at en sådan servitut skulle være underskrevet af en landinspektør, der bekræftede forholdene, eller af NaturErhvervelsesstyrelsen, S, som myndighed for landbrugsloven. VL fandt, at S kunne påse, at samdriftsdeklarationen var fyldestgørende, når S blev anmodet om at aflyse samhørighedsdeklarationen. Den nye servitut ville herefter blive tinglyst med frist til aflysning af den første deklaration, så S dermed fik lejlighed til at træffe afgørelse.FM 2016.201 VLK: En relaksationspåtegning kunne ikke tinglyses uden påtaleberettigedes samtykke, og uden samtykke fra denne kunne servitutten pålagt ejendommen af ejendommens ejer heller ikke slettes.
På to naboejendomme, henholdsvis matr. nr. 490, A, og matr. nr. 500, B, var i 2012 tinglyst en servitut om køberet, hvilket betød, at et typehusfirma havde forkøbsret til en del af A. For at sikre vejadgang til det købte var det i servitutten bestemt, at ejerne af de to matrikler kunne mageskifte arealer, og at hele B indgik i aftalegrundlaget vedr. forkøbsretten vederlagsfrit. Det var ejerne af ejendommene, der havde pålagt ejendommene servitutten. Da ejer af B blev erklæret konkurs, anmeldte kurator, K, relaksationspåtegning, så servitutten ikke skulle være tinglyst på B. Anmeldelsen var ikke underskrevet eller tiltrådt af påtaleberettiget, P. Det blev af K anført, at der ikke var tale om en køberet vedr. B, men alene om en aftale mellem ejerne af ejendommene om et eventuelt mageskifte som ikke var tinglyst. Konkursboet havde overfor P tilkendegivet, at de ikke ville indtræde i aftalen, men P ville ikke underskrive relaksationspåtegningen. Tinglysningsretten fandt, at relaksationspåtegningen ikke kunne tinglyses uden P's samtykke, da servitutten i 2012 ubestridt var underskrevet af ejer af B ved fuldmagt. Servitutten indeholdt bl.a. afsnit om sikring af vejadgang således, at hele B vederlagsfrit indgik som en del af nærværende aftalegrundlag. For så vidt angik køberetten, ville dette blive påset af tinglysningsretten i forbindelse med en eventuel anmeldelse i henhold til køberetten. En servitut pålagt ejendommen af ejendommens ejer kunne ikke slettes, uden at P samtykkede. En evt. tvist mellem ejer og P fandtes ikke at kunne afgøres i en tinglysningssag ensidigt anmeldt af ejer. VL fandt, at denne stadfæstede afgørelsen, og var enig i tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor.FM 2016.203 VLK: En fredningsservitut blev genindført, da den ved en fejl ikke var blevet overført til matriklen.
Der blev på to ejendomme, henholdsvis A og B, på samme dato i 1952 tinglyst hver sin fredningsdeklaration. Arealet fra A som var en landbrugsejendom, blev i en matrikulær sag overført til B. I servituterklæringen indstillede landinspektøren, at servitutten om fredningstilbud også skulle overføres til B. Dette skete dog ikke, da det antoges af tinglysningen, at der var tale om samme servitut. Tinglysningsretten blev i oktober 2015 kontaktet af kommunen, K, som var påtaleberettiget i henhold til servitutterne, og K anmodede om, at servitutten blev genindført. Ejeren af B havde ved et civilt søgsmål påstået K tilpligtet at anerkende, at der ikke var tinglyst en fredningsservitut for arealet overført fra A, da den ikke fremgik af tingbogen, og K kunne dokumentere søgsmålet. Tinglysningsretten fandt, at de måtte konstatere, at servitutten trods landinspektørens servituterklæring ved en fejl ikke var overført til B, men derimod af tinglysningsmedarbejder ved Retten i Randers aflyst som en dublet af den servitut, der allerede var tinglyst på B. VL fandt, at afgørelsen om genindføring af servitutten skulle stadfæstes med bemærkning, at fredningsservitutten ved en fejl begået af tinglysningsdommeren i 2009 ikke blev overført til B, og det tiltrådtes derfor, at tinglysningsretten, uanset om der forelå en begæring herom eller ej, havde genindført servitutten, jf. TL § 34, stk. 1, 1. pkt. Der blev herved ikke taget stilling til, om kærende kunne påberåbe sig reglerne i § 34, stk. 1, 2. og 3. pkt.FM 2016.204 VLK: Da deklarationer om pantsætningsforbud ikke efter deres ordlyd fandt direkte anvendelse på bestemmelser om mulig forhøjelse af købesum, og da disse bestemmelser ikke kunne sidestilles med pantsætning eller salg, kunne servitut om tillægskøbesum tinglyses uden samtykke fra påtaleberettiget.
I 2008 pålagde en ejer af en ejendom denne et pantsætningsforbud, hvorved et pengeinstitut blev påtaleberettiget, P. En ny ejer pålagde i september 2015 ejendommen en ny servitut, hvorefter der under visse omstændigheder skulle betales en tillægskøbesum til den tidligere ejer. Servitutten blev med frist til samtykke fra P, i henhold til det i 2008 tinglyste salgs- og pantsætningsforbud, tinglyst. VL fandt, at servitutten om tillægskøbesum skulle tinglyses uden frist, med bemærkning, at det fremgik af deklarationerne om pantsætningsforbud, der i 2008 blev tinglyst på ejendommen med pengeinstituttet som påtaleberettiget, at ejerlejlighederne fremover alene kunne pantsættes eller sælges med accept fra pengeinstituttet. Deklarationerne respekterede udover vedtægterne, som var lyst pantstiftende for et angivet beløb, en række angivne ejerpantebreve. Deklarationernes forbud fandt ikke efter deres ordlyd direkte anvendelse på bestemmelser som dem, der nu ønskedes tinglyst på ejendommen om mulig forhøjelse af købesummen under nærmere angivne forudsætninger, og bestemmelserne kunne ikke sidestilles med pantsætning eller salg på en sådan måde, at samtykkekravet i øvrigt kunne finde anvendelse. Det som tinglysningsretten havde anført om alternativt opråb på en eventuel tvangsauktion, kunne ikke føre til andet resultat.FM 2017.146 VLK: Reguleringer i en erhvervslejekontrakt bl.a. med hensyn til skiltning medførte ikke, at der var stiftet en ret, der kunne betegnes som en servitut, og der var ikke tale om en rettighed omfattet af PL § 42, stk. 1.
Det var mellem U, som havde et forretningslejemål, og L, i erhvervslejekontrakten bestemt, at skiltning, flagning eller anden form for reklame på og ved det lejede kun måtte ske med U's tilladelse. U var dog bekendt med L's sædvanlige skiltning, og accepterede skiltning i overensstemmelse dermed. Tinglysningsretten fandt, med henvisning til PL § 42, og § 15, at der dermed blev pålagt ejendommen en servitutrettighed, der kunne reguleres i en lokalplan, og at tinglysning derfor fordrede kommunens samtykke. VL fandt, at der hverken efter ordlyden eller bestemmelsens forarbejder var holdepunkter for at antage, at samtykkekravet i PL § 42, gjaldt andet end servitutbestemmelser i sædvanlig forstand. Bestemmelserne i lejekontrakten om såvel skiltning som ejendommens brug havde karakter af sædvanligt forekommende reguleringer af lejeforholdet i erhvervslejemål. Disse reguleringer stiftede, uanset at der i en lokalplan kunne optages bestemmelser om skiltning og anvendelsen af enkelte ejendomme, jf. PL § 15, stk. 2, nr. 7 og nr. 8, ikke en ret over den pågældende faste ejendom, der kunne betegnes som en servitut eller hermed ligestillet rettighed omfattet af PL § 42, stk. 1. Lejekontrakten skulle derfor tinglyses endeligt og uden frist.FM 2017.147 VLK: Det var i erhvervslejekontrakten mellem U, som havde et kontorlejemål, og L, som var et advokatfirma, om udlejning bestemt, at U ikke måtte leje kontorlokaler ud til andre advokatfirmaer. Tinglysningsretten fandt, med henvisning til PL § 42, og § 15, at der herved blev pålagt ejendommen en servitutrettighed, som kunne reguleres i en lokalplan, og at tinglysning derfor krævede kommunens samtykke. VL fandt, at der efter PL § 15, stk. 2, nr. 8, i en lokalplan kunne optages bestemmelser om anvendelse af enkelte ejendomme, men den nævnte bestemmelse i lejekontrakten kunne ikke anses for en servitutbestemmelse omfattet af PL § 42, stk. 1. Lejekontrakten skulle derfor tinglyses endeligt og uden frist.
FM 2017.148 VLK: Ikke hjemmel til automatisk at afvise servitut, som indeholdt tekstdele der var ens, fra tinglysning.
En servitut blev automatisk afvist fra tinglysning, fordi samme tekst gik igen flere gange i dokumentet, da anmelder, A, havde valgt at gemme enkeltstående ord eller korte sætninger som selvstændige fraser. Det var i forbindelse med oprettelsen af det digitale tinglysningssystem blevet fastlagt, at sådanne fraser ikke skulle kunne optræde mere end én gang i et tinglysningsdokument, dog uden at der var bestemmelser derom i tinglysningsloven. A kærede afgørelsen. VL fandt, at der, som også anført i brev fra tinglysningsretten, ikke var hjemmel til som sket at afvise en servitut med henvisning til, at servitutten indeholdt tekstdele, der var ens. Det digitale tinglysningssystem var efter det oplyste oprettet således, at samme tekstdel ikke kunne gentages i samme dokument, og tinglysningsretten havde orienteret herom på sin hjemmeside. Disse omstændigheder kunne dog ikke medføre, at servitutten kunne afvises uden hjemmel i lovgivningen.UfR 2017.1589 VLK: Tinglysningsretten havde ikke hjemmel til at afvise servitut pga. gentagelse af samme tekstdel i samme dokument på trods af information herom på deres hjemmeside.
A havde anmeldt en servitut til tinglysning. Tinglysningsretten havde afvist dette af hensyn til tekniske årsager og i overensstemmelse med den offentliggjorte information på deres hjemmeside samt med baggrund i beslutning om udformning af det digitale tinglysningssystem. VL fandt, at der ikke var hjemmel til som sket at afvise en servitut med henvisning til, at servitutten indeholdt tekstdele, der var ens. Det digitale tingslysningssystem var efter det oplyste oprettet således, at samme tekstdel ikke kunne gentages i samme dokument, og at Tinglysningsretten havde orienteret herom på sin hjemmeside. Disse omstændigheder kunne ikke medføre, at servitutten kunne afvises uden hjemmel i lovgivningen. Tinglysningsrettens afgørelse blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling.FM 2018.142 VLK: Servitut for transformerstation indført på udstykket ejendom efter landinspektørs fejlagtige vurdering af placeringen af transformerstationen
På baggrund af en landinspektørs fejlagtige vurdering var en servitut vedr. en transformerstation ikke overført til en udstykket ejendom i 2004. Tingslysningsretten indførte servitutten på den udstykkede ejendom, da transformerstation reelt var placeret her. VL stadfæstede afgørelsen.
FM 2019.32 VLK: En overførsel af et areal fra ejendom A til ejendom B krævede en afklaring af på hvilken ejendom, ejendom As servitutter befandt sig.
Overførsel af 137 m2 fra ejendom A (A) til ejendom B (B) blev foretaget i matrikelændringer ved landinspektør ved en ejendomsberigtigelse efter UL § 9, jf. Bek. om matrikulære arbejder § 17. Da ejendomsejerne ikke var af den opfattelse, at der var tale om arealoverførsler, så ønskede de og landinspektøren ikke at udarbejde og indlevere en servituterklæring til Tinglysningsretten. Tinglysningsretten mente dog, at før den matrikulære ændring kunne gennemføres, så skulle der indleveres servituterklæring over de af As tinglyste servitutter, jf. TL § 21 og tinglysningsbekendtgørelsen § 30. B kærede denne afgørelse, da denne ikke ønskede As servitutter på sin ejendom. Tinglysningsretten fandt, at der søgtes en afklaring af på hvilken ejendom, As servitutter befandt sig, da såfremt servitutterne var overført, så skulle dette også tinglyses på den korrekte ejendom. VL tiltrådte Tinglysningsrettens ejendomsberigtigelse.FM 2020.49 VLK: Grundejerforeningsservitut var ikke en tilstandsservitut, og servitutten kunne derfor ikke aflyses ved en kommunes afgørelse i lokalplan med hjemmel i PL § 18
Kommune traf afgørelsen i lokalplan om, at en servitut fra 1959 om pligtig medlemskab i grundejerforening kunne aflyses, jf. PL § 18. En ejendomsejer ønskede herefter at få aflyst servitutten uden påtaleberettigedes samtykke. Tinglysningsretten fandt, at servitutten ikke kunne aflyses, da der ikke var tale om en tilstandsservitut, og aflysningen kunne herefter ikke ske med hjemmel i PL § 18. VL stadfæstede.FM 2020.50 VLK: Tilstandsservitut om anvendelse og udstykning af parceller var ikke uforenelig med lokalplan, og servitutten kunne derfor ikke aflyses med hjemmel i PL § 18
Kommune, K, traf afgørelsen i lokalplan om, at en tilstandsservitut fra 1924 om bl.a. anvendelse og udstykning kunne aflyses, jf. PL § 18. Der forelå ikke en afgørelse efter PL § 15, stk. 2, nr. 20. En ejendomsejer ønskede herefter at få aflyst tilstandsservitutten uden påtaleberettigedes samtykke. Tinglysningsretten fandt, at PL § 18 alene gav mulighed for at få aflyst tilstandsservitutter, hvis servitutten i det hele var uforenelig med lokalplanen, hvilket ikke var tilfældet. K måtte anvende PL § 15, stk. 2, nr. 20, hvis der skulle aflyses tilstandsservitutter vha. lokalplanen. VL fandt, at lokalplanen ikke pålagde en handlepligt, men muliggjorde opførelse af et etageareal på 110 m2 på hver af de 14 udstykkede parceller til rækkehusbebyggelse. Servitutten, som regulerede anvendelse og udstykning, stred derfor ikke mod lokalplanen på en sådan måde, at det var umuligt at opfylde både plan og servitut samtidig. VL stadfæstede.FM 2020.51 VLK: En tilstandsservitut var ikke i strid med en vedtagen lokalplan, idet lokalplanen ikke pålagde en handlepligt, men blot muliggjorde opførelse af rækkehuse, hvorfor servitutten ikke kunne aflyses med hjemmel i PL § 18
En kommune, K, traf i lokalplan afgørelse om aflysning af servitut, jf. PL § 18. Der forelå ikke afgørelse efter PL § 15, stk. 2, nr. 20. En ejer, E, begærede en tilstandsservitut fra 1962 aflyst uden påtaleberettigedes samtykke under henvisning til den vedtagne lokalplan. Tinglysningsretten fandt, at lokalplanen ikke pålagde E en handlepligt, og at lokalplanen og de tinglyste servitutter ikke var uforenelige. Derfor måtte aflysning ske efter PL § 15, stk. 2, nr. 20, og ikke § 18. VL fandt, at lokalplanen ikke pålagde en handlepligt, men muliggjorde opførelse af et etageareal på ca. 110 m2 på hver af de 14 udstykkede parceller til rækkehusbebyggelse. Servitutten, som regulerede bebyggelsens omfang og udformning, stred herved ikke mod lokalplanen på en sådan måde, at det var umuligt at opfylde både plan og servitut samtidig. VL fandt, at det efter lokalplanen var muligt at opføre 14 boliger på 110 m2, men at lokalplanen derimod ikke pålagde en handlepligt. Lokalplanen var derfor ikke til hinder for, at servitutten og lokalplanen begge kunne opfyldes samtidig.UfR 2020.2356 HD: Da senere aftaleerhververe, som var påtaleberettiget ifølge servitut om beplantning på ejendom, ikke var i god tro om utinglyst frihedshævd, kunne de ikke ekstingvere hævden
Ifølge en servitut fra 1933 måtte der ikke beplantes over en vis højde på en del af en ejendom. Servitutten var tinglyst på ejendommen, og de til enhver tid værende ejere af naboejendommen havde påtaleretten. ØL fandt, at pligten ifølge servitutten var bortfaldet ved frihedshævd, inden de nuværende ejere, A og B, af naboejendommen havde erhvervet deres ejendom i 2015. Frihedshævden var ikke tinglyst. HR fandt, at det forhold, at servitutten var tinglyst på ejendommen, ikke var til hinder for, at ejerne af naboejendommen som påtaleberettigede iht. servitutten kunne fortrænge den utinglyste frihedshævd ved tinglysning af deres ret over naboejendommen. Imidlertid var betingelserne for at fortrænge frihedshævden ikke opfyldt, idet A og B ikke kunne anses for aftaleerhververe i god tro. ØL var kommet til samme resultat.FM 2020.201 VLK: Servitut blev afvist af Tinglysningsretten, da den ikke var en ret over ejendommen, men alene en forpligtelse for den nuværende ejer, jf. TL § 10
A ønskede en servitut tinglyst med ordlyden: "Undertegnede ejer af matr.nr. 1ap … By og Sogn meddeler hermed … Stenindustrier A/S en ret til at købe de førnævnte ejendomme for en købesum på kr. xx pr. ha for arealer, hvor der ikke er udgravet for grus og kr. xx for arealer, hvor al grus er indvundet…".
Tinglysningsretten afviste servitutten, da dens ordlyd kun forpligtede den nuværende ejer og således ikke var en ret over ejendommen, jf. TL § 10.
VL stadfæstede.
FM 2020.202 VLK: En servitut, hvor grundejer under visse omstændigheder forpligtedes til tilbagekøb af ejerlejlighed i bygning på lejet grund, kunne kun tinglyses på grunden og ikke ejerlejligheden, da det ikke var en ret over ejerlejligheden, jf. TL § 10, stk. 1
En ejerlejlighed befandt sig i en bygning på lejet grund. En servitut, der forpligtede ejeren af grunden til at tilbagekøbe ejerlejligheden under visse omstændigheder, ønskedes tinglyst. Samtidig ønskedes servitutten tinglyst som en ret for ejeren af ejerlejligheden, således at en til enhver tid værende ejer ville blive gjort opmærksom på rettigheden.
Tinglysningsretten tinglyste servitutten på grunden, men afviste at tinglyse servitutten på ejerlejligheden. Servitutten fastslog, stiftede, forandrede eller ophævede ikke en ret over ejerlejligheden, jf. TL § 10, stk. 1.
VL stadfæstede.
FM 2022.143 VLK: Ejers halvpartsoverdragelse af ejendom til hustru krævede samtykke fra servituts påtaleberettigede, og det var ikke tilstrækkeligt, at hustruen afgav tro- og loveerklæring om at have overholdt servitutten
Der var i 1977 tinglyst en servitut på A’s ejendom. Servitutten indebar, at ejendommen ikke måtte sælges, udlejes eller udlånes til en navngiven forening, F, eller dennes efterfølgende ejere eller brugere. A ønskede at overdrage 50% af ejendommen til sin hustru, B. B afgav en tro- og love-erklæring om, at hun ikke havde nogen tilknytning til F. Tinglysningsretten ville alene tinglyse med frist, således at der skulle indhentes samtykke fra servituttens påtaleberettigede. A og B anførte, at dette ville være en kompliceret proces, og at der ikke var hjemmel til at kræve indhentning af samtykke, når der ikke var tale om fri handel.
VL fandt, at servitutten begrænsede ejerens rådighed over ejendommen. En tro- og love-erklæringen var ikke tilstrækkelig til at have påset servitutten. Indholdet af servitutten skulle iagttages ved både hel- og delsalg, og overdragelser i ikke-fri handel var ikke undtaget herfra. Tinglysningsretten havde med rette afvist at foretage en endelig tinglysning.FM 2022.157 VLK: Servitut om afdød sælgers forkøbsret kunne ikke slettes efter TL § 20, da forkøbsretten muligvis ville kunne gøres gældende af arvingerne
A havde i 1967 solgt sin ejendom til en kommune, K. I skødet blev der oprettet og tinglyst en servitut, således at A havde mulighed for at købe jorden eller udstykkede parceller tilbage til samme pris, såfremt K på et senere tidspunkt ville videresælge. A døde i 1980. K begærede servitutten slettet, jf. TL § 20. Tinglysningsretten afviste, da det ikke kunne udledes af servitutten, at forkøbsretten ikke kunne påberåbes af A’s dødsbo eller arvinger. Såfremt boet ved arvingerne samtykkede, ville en sletning kunne foretages. Uden samtykke var det en tvist, som ikke kunne afgøres af Tinglysningsretten.
VL tiltrådte med Tinglysningsrettens begrundelser, at betingelserne for sletning efter TL § 20 ikke var opfyldt.
Skifteretsattester
UfR 1954.281: Begæring om lysning af skifteretsattest kan underskrives af enhver.
UfR 1996.1225 VLK: Advokat A, som havde sædvanlig skiftefuldmagt fra 3 privatskiftende arvinger, B, C og D, begærede skifteretsattest lyst som adkomst for B på boets halvpart af en ejendom, og for C og D på en anden ejendom. VL fandt, at skifteretsattesten med rette var afvist, idet attesten sammenholdt med de udstedte skiftefuldmagter ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at tinglyse ændringer i adkomstforholdene vedrørende de to ejendomme, hvorved der skete arveudlæg af disse i strid med de arvelodder, hvormed arvingerne hver især tog arv.
UfR 1997.322 VLK (FM 1997.66): Privatskiftet dødsbo med 2 arvinger begærede skifteretsattesten lyst som adkomst for arvingerne med den ideelle halvpart til hver. Da anmodningen om tinglysning var underskrevet af begge arvinger i boet og angav anpartsforholdet mellem disse, fandtes det ufornødent tillige at kræve arveudlægsskøde, og skifteretsattesten skulle derfor lyses som begæret.
UfR 2000.1617 VLK: A og B havde overtaget boet efter deres forældre til privat skifte. Skifteretsattesten skulle lyses som adkomst for boet, uden at der kunne stilles krav om, at A og B havde taget stilling til, om ejendommen skulle afhændes eller arveudlægges. Komm. af Jens Kristiansen i Fagl. Nyt 2000.351.
UfR 2006.51 ØLK: Et privatskiftet dødsbo solgte en fast ejendom til en arving og dennes ægtefælle. Tinglysningsdommeren i Vordingborg afviste at notere en skifteretsattest som adkomst for boet, idet attesten, der efter det anførte ikke blot var en meddelelse, skulle tinglyses. Da salget skete til såvel en arving som en ikke-arving, udløste tinglysningen af skifteretsattesten betaling af registreringsafgift på 1.400 kr., jfr. TLAL § 8, stk. 1, nr. 3. ØL tiltrådte, at begæringen om notering af skifteretsattesten var afvist, jfr. TL § 12, stk. 3
UfR 2006.2162 VLK: A døde i februar 2005, og boet efter A og A's tidligere afdøde ægtefælle blev overtaget til privat skifte af fællesbørnene B og C. A ejede sammen med B en fast ejendom, og B's ideelle anpart udgjorde 42,5 %. Skifteretsattesten blev tinglyst i januar 2006 på ejendommen. Ved betinget skøde af december 2005 - afløst af endeligt skøde i marts 2006 - solgte C sin ideelle anpart på 28,75% af ejendommen til B, der i forvejen ejede de resterende 71,25 % af ejendommen. Skødet afvistes i marts 2006 fra dagbogen med den begrundelse, at ejeren af den andel, der skulle sælges, var boet efter A. VL anførte, at skifteretsattesten var tinglyst som adkomst for de privatskiftende arvinger i boet efter A. De privatskiftende arvinger, C og B, havde herefter i fællesskab været berettiget til at disponere over ejendommen som sket i skødet, hvor C overdrog sin ideelle anpart til B. Der var derfor ikke grundlag for at afvise skødet fra dagbogen.
FM 2015.10 VLK: Ægtefælle, der sad i uskiftet bo efter adkomsthaver, måtte tinglyse skifteretsattest som adkomst, inden hun kunne disponere over ejendommen og underskrive et betinget skøde.
Skøder på anparter
K. Roat Pedersen i FM 1980.82-83: Anpartssalg - nok engang
Omtale af ØLK, hvorefter der ikke skal afgives erklæring, når ejendom overdrages af 2 medejere.UfR 1978.210 VLK: M og K ejede ejendom i lige sameje. K solgte sin halvpart af ejendommen til M. VL fandt, at erklæring fra overdrageren i medfør af § 6, stk. 1, i lov om boligfællesskaber var ufornøden, da loven om boligfællesskaber ikke tager sigte på en sådan overdragelse, der ikke kan medføre etablering af nogen form for boligfællesskab.
UfR 1983.128 VLK: Skøde på en ideel anpart af en ejendom, der kun indeholdt én beboelseslejlighed, var med rette lyst med frist til indhentelse af erklæring efter § 17 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, selv om det i lovens § 1, stk. 1, er bestemt, at loven finder anvendelse på ejendomme med flere end 2 beboelseslejligheder.
UfR 2002.1383/2 ØLK (FM 2002.82 ØLK): Skøde på 50% af landbrugsejendom, der indeholdt een beboelseslejlighed, var med rette lyst med frist på indhentelse af erklæring i henhold til § 17 i lov om andelsboligforeninger.
Slutsedler/købsaftaler
Thomas Rørdam i UfR 1988 B. 434-435: Tinglysning af slutsedler
Bør alene lyses som betinget adkomst, da købesummen jo ikke er berigtiget.Niels Ørgaard i UfR 1989 B.51-52: Supplement om slutseddelstinglysning
Kommentar til Thomas Rørdams artikel i UfR 1988 B.434-435.Halfdan Krag Jespersen i UfR 1989 B.52-55: Betinget eller endelig tinglysning af slutsedler og andre skøder
Kommentar til Thomas Rørdams artikel i UfR 1988 B.434-435.Thomas Rørdam i UfR 1989 B.125-127: Replik om tinglysning af slutsedler.
Hans Willumsen i UfR 1989 B.172-175: Tinglysning af slutsedler.
UfR 1996.1651 HKK (UfR 1996.1259/1 ØLK): Købsaftale vedr. landbrugsejendom, der alene var betinget af købesummens betaling, kunne i medfør af landbrugslovens § 26, stk. 1 lyses som byrde med frist til fremskaffelse af dokumentation for, at erhvervelsen kunne ske uden tilladelse efter landbrugslovens § 16. Denne situation var ikke omfattet af § 4, stk. 1 i bekg. nr. 771 af 24.08.1994, der angår tilfælde, hvor der kræves tilladelse efter landbrugsloven.
Udlæg
Pernille A. Christensen i Pantefogeden 2002.97-99: Tinglysning af udlæg i ejendom tilhørende en anden.
Hans Engberg i FM 2011.119: Tinglysning af udlæg
I artiklen gennemgås reglerne om digital tinglysning af udlæg, herunder overvejelser om prioritetsstillingen og navnlig de problemer, der opstår, når kreditors opgivne nummer og navn i det centrale virksomhedsregister (CVR) ikke passer sammen.FM 1983.8 VLK: VL tiltrådte, at betinget skøde, som blev lyst i Varde d. 12.02.1982 betinget af tilsvarende lysning i Skjern, idet en del af ejendommen lå i her, fik retsanmærkning om udlæg lyst d. 19.02.1982, idet lysning i Skjern først skete efter lysningen af udlægget.
UfR 1998.309 VLK (FM 1998.30): K havde foretaget udlæg i M's ideelle andel af ejendom, da overdragelse til H var proformadisposition. Udlægget kunne ikke lyses, idet tinglysning måtte forudsætte, at tingbogens udvisende vedrørende ejerforholdet blev bragt i overensstemmelse med de ejerforhold, som fogedretten lagde til grund. (Ifølge noten til referatet i FM 1998.30 kunne udlægget tinglyses - i hvert fald i Århus, hvis der var foretaget udlæg i H's ejendom for M's gæld). Komm. af Lillian Lund Tinggaard og Helle Larsen i FM 1998.55-56: Skal tinglysningsdommeren godkende fogedens udlæg i fast ejendom? og af René Knudsen i FM 1999.5-6: En kommentar til en kommentar ... (Antager, at der kan ske foreløbig tinglysning af udlægget, jfr. TL § 33.)
FM 2001.74 VLK: Udlæg i samlevers ejendom kunne ikke lyses, da skyldneren ikke var ejer af ejendommen.
UfR 2007.1661 ØLD: Under et møde i Roskilde Fogedret d. 28.06.2005 fik selskabet, H A/S, udlæg i S' ejendom for et tilgodehavende på 36.291,80 kr. H A/S's advokat, A, sendte samme dag en udlægsattest til tinglysning ved Retten i Roskilde. Fogedretten, F, bekræftede d. 30.06.2005, at retsafgiften på 175 kr. var betalt, men returnerede ved en fejl attesten til A, uden at udlægget var blevet tinglyst. D. 26.08.2005 blev et udlæg på 63.000 kr. tinglyst af SKAT, som opnåede dækning ved senere salg af ejendommen. Herefter afgav S insolvenserklæring og H A/S anlagde sag mod Tinglysningsdommeren, T v/Domstolsstyrelsen, D, med påstand om betaling af 44.144,75 kr. H A/S gjorde gældende, at den begåede fejl var omfattet af TL § 34, ifølge hvilket der gælder et objektivt erstatningsansvar og at erstatningsansvaret indtrådte, da fejlen blev begået. T/D gjorde heroverfor gældende, at ansvaret bortfaldt, hvis den berettigede selv havde været skyld i tabet ved at have handlet groft uagtsomt. ØL udtalte i forbindelse med spørgsmålet om egen skyld, at H A/S måtte stilles, som om en fejl fra A's side var begået af H A/S selv, da A handlede på vegne af H A/S. Endvidere anførte ØL, at ved ekspedition af et dokument til tinglysning henhører det, som en naturlig del af advokatens arbejdsopgave at sikre sig, at dokumentet er tinglyst, når det modtages retur fra tinglysningskontoret. Ved ikke at have sikret sig dette ved modtagelsen af udlægsattesten fandtes advokaten at have handlet groft uagtsomt, hvorfor erstatningskravet mod T/D bortfaldt.
UfR 2009.1082 VLK: En fogedret havde efter begæring af en bank foretaget udlæg i skyldneren S's andel af en andelsbolig. Dette udlæg blev tinglyst i Andelsboligbogen d. 01.11.2008. Andelsboligforeningen Drosselparken, D, gjorde gældende, at Andelsboligbogen ikke havde været berettiget til at tinglyse udlægget, idet S var ekskluderet af D på tidspunktet for tinglysningen. Andelsboligbogens udtalte, at det var Andelsboligbogens opfattelse, at D, der ikke i øvrigt var part i sagen, manglede retlig interesse, idet tinglysningen af udlægget ikke i sig selv kunne ændre på D's muligheder for at disponere over andelen efter de i forbindelse med eksklusion af andelshavere gældende regler. Subsidiært var det Andelsboligbogens opfattelse, at måtte der bestå en sådan retlig interesse, så måtte den være rettet mod den fogedret, der havde foretaget udlægget, og ikke mod Andelsboligbogen, der blot registrerede fogedrettens afgørelse. Mest subsidiært påstodes tinglysningen stadfæstet, idet det var Andelsboligbogens opfattelse, at der - uanset om eksklusionen stod ved magt - var et S tilhørende formuegode knyttet til andelen, indtil D havde afhændet andelen, og at dette kunne gøres til genstand for udlæg og dermed også til genstand for tinglysning i Andelsboligbogen. VL udtalte, at det fremgik af adkomsterklæring af 23.09.2008, at S var godkendt af D's bestyrelse som andelshavere med brugsret til Drosselvej - - - Glumsø. Under hensyn hertil var der - uanset at de pågældende muligt ikke aktuelt var andelshavere, idet de var ekskluderet af D ved bestyrelsesbeslutning af 02.12.2007 - ikke noget til hinder for, at det udlæg, der var foretaget i andelen, blev tinglyst. VL stadfæstede derfor Andelsboligbogens afgørelse.
UfR 2019.3600 VLK (FM 2019.142 VLK): Ikke tilstrækkeligt grundlag for at slette 18 år gammelt udlæg på 253.000 kr., hvor kreditor var gået konkurs, da udlægget ikke var ophørt pga. forældelse, og pantet kunne være utinglyst overdraget til anden kreditor
Skyldner, S, anmodede Tinglysningsretten om, at et udlæg tinglyst på S’ ejendom i 2001 på 253.000 kr. blev slettet som følge af forældelse. Kreditor gik konkurs og konkursbehandlingen blev sluttet i 2015. Tinglysningsretten kunne ikke tage stilling til forældelse, og debitors ensidige tilkendegivelse kunne ikke danne grundlag herfor. Der var ikke hjemmel efter forældelsesloven § 25 til at slette udlægget. Pantet kunne være utinglyst overdraget til anden kreditor. TL § 20, stk. 2 måtte reserveres til meget mindre udlæg og situationer, hvor der ikke var reel mulighed for genoptagelse af boets behandling henset til den tid, der var gået siden kreditors konkursbo blev sluttet. Tinglysningsretten afviste derfor at slette udlægget. VL fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at rettigheden iht. udlægget var ophørt, herunder som følge af forældelse. Det var ikke sandsynliggjort, at der ikke længere fandtes en berettiget kreditor. VL stadfæstede.FM 2020.211 VLK: Et 22 år gammelt udlæg kunne ikke slettes efter TL § 20, stk. 1, uanset at kreditor var blevet opløst ifm. konkursbehandling for 20 år siden, da debitor ikke havde godtgjort, at der forelå forældelse
En ejendom havde et tinglyst udlæg på 18.000 kr., som var blevet tinglyst i 1998. Ejeren af ejendommen, E, anmodede om, at udlægget blev slettet, jf. TL § 20, stk. 1, da kreditor i 2000 var blevet opløst ifm. konkursbehandling, da der ikke var rejst krav overfor E iht. fordringen, og da en evt. kreditor ikke havde foretaget sig noget for at afbryde forældelsesfristen.
Tinglysningsretten fandt, at sletning efter TL § 20, stk. 1 skulle afvises. Der var dog herved kun taget stilling til, om udlægget kunne slettes med baggrund i forældelse.
VL fandt, at E ikke havde tilstrækkelig godtgjort, at udlæggets rettigheder var ophørt ved forældelse. VL stadfæstede.
FM 2021.8 VLK: Udlæg kunne ikke slettes af kreditor, der havde fået overdraget og indfriet den underliggende gæld, da transporten ikke var tinglyst, og erklæring fra den tinglyste kreditor, som var likvideret, om ikke at ville gøre noget krav gældende, samt forevisning af transporter i kopi, kunne ikke medføre sletning af udlægget som åbenbart ophørt efter TL § 20
Et udlæg i en fast ejendom blev overdraget to gange. Ingen af overdragelserne blev tinglyst. Den seneste kreditor, K, modtog et beløb til fuld og endelig indfrielse af gælden. Den oprindelige kreditor var i mellemtiden likvideret, og likvidator havde erklæret, at intet krav ville blive gjort gældende, ligesom den mellemliggende utinglyste kreditor havde erklæret, at han accepterede at ”slippe sikkerheden”. På den baggrund ønskede et inkassofirma udlægget slettet som åbenbart ophørt, jf. TL § 20. Tinglysningsretten afviste at slette udlægget.
VL fandt, at udlægget var tinglyst efter lov om digital tinglysning trådte i kraft i 2009. Tidligere praksis iht. TL § 2, hvorefter pantehæftelser kunne overdrages fysisk og uden tinglysning af transport var ikke længere muligt at opretholde. Sikringsakten var tinglysning, og der krævedes derfor tinglysning af transport til K, før denne kunne kvittere for aflysning af udlægget. Utinglyste kreditorers erklæring af frafald af sikkerhed og forevisning af transporter i kopi var ikke tilstrækkelig information til, at udlægget kunne slettes efter TL § 20.
UfR 2023.287 ØLK: Der kunne foretages udlæg i S’ sommerhus, selvom S ikke havde tinglyst skødet, da det kunne lægges til grund, at S var ejeren, og fogedretten skulle have foranlediget en tinglysning heraf
S havde lånt 300.000 kr. af A, og der var udfærdiget et gældsbrev. A havde indgivet udlægsbegæring, og S havde anvist sit sommerhus i Asnæs som det aktiv, der kunne foretages udlæg i, jf. RPL § 517, stk. 1. Sommerhuset var købt på tvangsauktion og var endnu ikke tinglyst. Sommerhusets værdi var på 520.000 kr., og der var hæftelser for 875.000 kr. A påstod udlægget foretaget i S’ ejendom i Charlottenlund, idet det var uklart, om sommerhuset repræsenterede en reel værdi.
Fogedretten i Lyngby fandt, at gældsbrevet kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. RPL § 478, stk. 1, nr. 5. At der på ejendommen var hæftelser kunne ikke godtgøre, at værdien af sommerhuset var så usikker, at der ikke kunne foretages udlæg deri, jf. RPL § 517, stk. 3. Tinglysning af meddelelse om udlægget kunne imidlertid ikke foretages, da S ikke havde tinglyst skødet på sommerhuset og dermed ikke officielt opnået adkomst.
ØL fandt, at det ikke var godtgjort, at værdien af sommerhuset var så usikker, at udlægget ikke kunne foretages deri. S havde opnået auktionsskøde på ejendommen. Selvom han havde undladt at tinglyse skødet, blev det lagt til grund, at han var rette ejer af ejendommen. Fogedretten skulle have truffet afgørelse om, at S skulle anses som rette ejer, og meddelt Tinglysningsretten, at fogedretten havde truffet en sådan afgørelse, således at udlægget kunne blive tinglyst på ejendommen, jf. TL § 13, stk. 1. ØL hjemviste derfor denne del af afgørelsen.
Ændring af ejerbetegnelsen
UfR 1996.1393 VLK: Det Danske Spejderkorps (S) havde i 1974 overdraget ejendom til Spejderfonden. I 1995 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at fonden var slettet af registret for erhvervsdrivende fond, da fonden måtte karakteriseres som en retsdannelse af en anden karakter end en fond. S begærede herefter S noteret som adkomsthaver, hvilket tinglysningskontoret afviste. VL stadfæstede, da det ikke kunne fastslås, at der var en sådan identitet mellem fonden og S, at ændringen kunne noteres.
UfR 2001.1553 VLK (FM 2001.74 VLK): Ejerbetegnelsen kunne ændres i adkomstrubrikken uden tinglysning af overdragelsesdokument, efter at komplementarselskabet M ApS var blevet ejer af samtlige kommanditistanparter.
UfR 2012.339 VLK: To medlemmer af en andelsforening, A, fik en ejendoms ejer ændret fra Andelsforening, B, til A. A ønskede navneændringen tinglyst. A vedtog, at B opløstes, således at A måtte betragtes som direkte ejere af ejendommen. A var de eneste andelshavere i B, hvorfor de påstod, at der ikke var tale om et ejerskifte. Tinglysningsretten fandt, at der var tale om et ejerskifte, der skulle anmeldes i form af et skøde, hvorfor tinglysningsretten afviste at tinglyse navneændringen for den pågældende ejendom. VL var enig i tinglysningsrettens resultat.
FM 2015.11 VLK: Et K/S ejede en ejendom. Komplementaren udtrådte nu af selskabet og på generalforsamling besluttedes det, at selskabet skulle omdannes til et I/S, idet de to tilbageværende interessenter herefter stiftede et I/S. Tinglysningsretten afviste at notere navneændring med baggrund i konfusion som begæret, idet Tinglysningsretten lagde vægt på, at K/Set var opløst, og at de tilbageværende kommanditister først derefter som samejere stiftede det I/S, der ønskedes tinglyst som ejer af ejendommen. VL ændrede afgørelsen, idet VL lagde vægt på, at omdannelsen fremgik af referat fra generalforsamling i K/Set, og at interessenterne havde været ejere af kommanditselskabsaktiverne med samme forhold.
FM 2017.155 VLK: Andelshavere ønskede at opdele en ejendom i ejerlejligheder. Tinglysningsretten afviste at opdele ejendommen i ejerlejligheder, jf. ELL § 10, stk. 12, nr. 2. VL stadfæstede.
FM 2019.45 VLK: Fogedretten var ikke forpligtet til at etablere et bygningsblad, hvormed et udlæg i et kolonihavehus ikke kunne tinglyses.
Fogedretten i Hjørring gjorde udlæg i et kolonihavehus. Da bygningen manglede et bygningsblad, kunne fogedretten ikke tinglyse denne, hvilket blev meddelt rekvirenten (R). Fogedretten afviste efterfølgende Rs anmodning om, at fogedretten skulle foranledige et bygningsblad oprettet på den omhandlede bygning. VL fandt, at fogedretten ikke var forpligtet til at etablere et bygningsblad. VL stadfæstede på denne baggrund fogedrettens kendelse.
FM 2021.39 VLK: Tinglysningsretten afviste for tredje gang en ejerforenings anmeldelse af ændringer, og da afvisningen i al væsentlighed var begrundet i det samme som de tidligere afvisninger, løb kærefristen allerede fra den første afvisning, hvorfor kæremålet blev afvist
Tinglysningsretten afviste d. 17.02.2021 en ejerforenings, E’s, anmeldelse af ændringer i ejerlejlighedsfortegnelsen. E kærede afgørelsen d. 25.02.2021 og påstod, at åbenlyse fejlregistreringer i ejerlejligheder, som strider mod ELL’s opdelingsprincipper, burde kunne ændres uden behov for relaksation. Tinglysningsretten havde afvist anmeldelser d. 10.06.2020, d. 08.09.2020 og senest i februar 2021. Tinglysningsretten påstod ifm. kæremålet, at kære ikke var indleveret inden kærefristens udløb, da det var den tredje afvisning af ændringer med det samme indhold.
VL fandt, at begrundelserne for afvisningerne i 2020 i al væsentlighed var de samme som ved afvisningen af det nærværende kæremål, og disse afvisninger var ikke blevet kæret. Kærefristen på to uger, jf. TL § 36, skulle regnes fra d. 10.06.2020, og fristen var udløbet d. 25.02.2021. Kæremålet blev afvist. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 137.
Respekt af ældre pant
UfR 2019.1686 HD: Ridecenters tilbageholdsret i hest skulle respektere en banks ældre panteret i en fast ejendom, hvorunder hestebesætning på ejendommen var en del af pantet
En bank, B, havde pant i A’s faste ejendom, herunder i hestebesætningen på ejendommen. A indgik en samarbejdsaftale med et ridecenter, C, om opstaldning, træning mv. af en af A’s heste. Aftalen indeholdt en bestemmelse om, at betaling til C først skulle ske ved salg af hesten eller ved aftalens ophør, og at C havde tilbageholdsret i hesten til sikkerhed for betaling i henhold til aftalen. Sagen angik, om C kunne udøve tilbageholdsret i hesten for sit tilgodehavende forud for den ældre tinglyste panteret. HR fandt, at samarbejdsaftalen ikke var i panthaverens, P’s, interesse, og at P ikke skulle tåle risikoen for, at værdien af pantet blev "spist op" af udgifter til opstaldning, træning mv., uden at have givet samtykke til ordningen. Der var derfor ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den senere stiftede tilbageholdsret skulle respektere den ældre panteret i samme aktiv.
