Civilproces
Sagens parter
Asbjørn Grathe i JUR 1988.189-196: Nogle bemærkninger om springende regres og adcitation. Kommenteret af Jens Anker Andersen i JUR 1989.373-374: Mere om "springende regres".
Asbjørn Grathe i JUR 1989.58-60: Springende regres og adcitation én gang til.
Hans Engberg i FM 1992.133-134: "v/"
Bør aldrig bruges i stævninger.UfR 1993.601 ØLK: Ikke grundlag for at afvise stævning mod Amfa I/S, selv om interessenterne ikke var angivet.
UfR 2009.2547 VLK: Spar Nord, B, sagsøgtes af konkursboet, A, idet A mente, at en nedbringelse af firmaets kassekredit de sidste 3 måneder inden konkursdekretet var omstødelig. Stævningen blev sendt retur af Retten i Hjørring, idet der blev anmodet om at få oplyst, om B var en juridisk eller fysisk person. A returnerede stævningen med angivelse af, at sagsøgte var B A/S. B påstod sagen afvist, fordi B's korrekte navn var B Bank A/S. BR udtalte, at B Bank A/S ved flere lejligheder selv havde kaldt sig B. BR fandt, at A ikke ved fremsendelsen af en korrigeret stævning havde anlagt en ny sag, samt at det under burde tillades A at rette navnet på B til B Bank A/S, og at sagen herefter skulle fremmes til realitetsbehandling. VL stadfæstede BR's dom.
UfR 2017.1903 VLK: Konkursbo blev tilladt at ændre sagsøgtes navn og ændre adressen fra en i Herning til en i København, jf. RPL § 349, stk. 2.
Konkursboet Uniwer ApS, U, havde anlagt sag mod seks sagsøgte, hvoraf den ene var Handelsbanken A/S, H, Østergade 2, 7400 Herning og et nærmere angivet CVR-nr. H nedlagde påstand om afvisning af sagen, idet der ikke fandtes et selskab med det navn og CVR-nr. U anmodede herefter om at berigtige sagsøgte til Handelsbanken, Filial af Svenska Handelsbanken AB (PUBL), B, Sverige, med adresse Havneholmen 29, 1561 København V og at ændre CVR-nr., jf. RPL § 349, stk. 2. Retten i Herning fandt, at det var ubestridt fra H's side, at der ikke var noget formelt krav om angivelse af CVR-nr. i en stævning. Der var derfor intet til hinder for, at U berigtigede dette nr. Rette sagsøgte drev forretning fra den angivne adresse, hvorfor det reelt alene var en ændring af navnet på det selskab, der var sagsøgt. Da B i sin markedsføring faktisk drev virksomhed under det først angivne navn, var der kun tale om, at den danske selskabsangivelse "A/S" skulle udgå, og der tilføjedes en partsbetegnelse, som B ikke anvendte i det daglige. B havde haft kendskab til sagen og havde varetaget B's interesser. Herefter fandtes betingelserne for U's anmodning om berigtigelse af betegnelsen for H at kunne imødekommes. VL fandt, at det var oplyst, at der ikke fandtes en juridisk enhed benævnt "Handelsbanken A/S", og at der under "Handelsbanken" fandtes to selskaber, som drev bank eller dermed beslægtet virksomhed i Danmark, men at ingen af disse to selskaber var danske aktie- eller anpartsselskaber. De nævnte to selskaber var filialer af svenske selskaber. Det fandtes, at det måtte have stået parterne klart, at U havde til hensigt at udtage stævning mod B, og at den fejlagtige angivelse af navnet i stævning ikke berettiget kunne have givet anledning til forveksling eller tvivl herom B. Sagsøgtes navn kunne derfor rettes, jf. RPL § 349, stk. 2.FM 2020.249 ØLK: En udlægsbegæring blev fremmet, da skyldner hæftede personligt for forpligtelserne, da hans enkeltmandsvirksomhed, som havde indgået aftalen, ikke var en selvstændig juridisk person, og da kravet ikke var forældet i sin helhed, da ydelsen skulle erlægges i rater, og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt beregnedes særskilt for hver rate
Kreditor, A, og et anpartsselskab, B, havde indgået et frivilligt forlig fra juni 2009. C var direktør i B. Sagen udsprang af en misligholdt leasingaftale fra 2006. Forliget bestemte, at der skulle betales 2.500 kr. pr. måned fra d. 01.08.2009. Fogedbegæringen var indgivet i september 2019, hvorfor de to afdrag fra august og september 2009 var forældede. Sagen var anlagt mod C. A gjorde gældende, at resten af kravet ikke var forældet, og at forliget var indgået med en personlig virksomhed. C gjorde gældende, at kravet var forældet, da der var gået mere end 10 år siden forliget, og at forliget ikke var underskrevet af ham personligt men i sin egenskab af direktør for B. C gjorde også gældende, at han havde ophørt med at drive personlig virksomhed 3 år før forliget, og at der ikke var nogen virksomhed på tidspunktet for forligsindgåelsen.
Fogedretten i Næstved fandt, at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidsligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, med mindre andet fulgte af andre bestemmelser, jf. forældelsesloven § 2, stk. 1. Forældelsesfristen var 10 år, når fordringens eksistens og størrelse var fastslået ved forlig, jf. forældelsesloven § 5, stk. 1, nr. 3. De to første afdrag var således forældede, mens resten af fordringen ikke var forældet. På baggrund af CVR-registreringen var forliget indgået på et tidspunkt, hvor den personlige virksomhed var i drift, og hvor B havde tiltrådt det frivillige forlig. C hæftede personligt for opfyldelsen af forligets vilkår. Udskriftet fra Erhvervsstyrelsen kunne ikke føre til et andet resultat. Udlægsbegæringen blev fremmet.
ØL fandt, at leasingaftalen blev indgået med C personligt, da en enkeltmandsvirksomhed ikke var en selvstændig juridisk person. Efterfølgende aftaler vedr. C’s forpligtelser var derfor tillige indgået med C, medmindre der forinden var indgået aftale om debitorskifte mellem A og C. En sådan aftale var ikke indgået forud for det frivillige forlig, og forliget kunne ikke forstås som en aftale om debitorskifte. Da ydelsen skulle erlægges i rater, blev forældelsesfristens begyndelsestidspunkt regnet særskilt for hver rate. ØL stadfæstede.
UfR 2022.455 ØLK (FM 2021.114 ØLK): Sagsøgtes identitet kunne ikke uden samtykke ændres, uanset at fejlen alene bestod i forkert oplyst cvr.nr., og den ønskede sagsøgte fremgik af sagens supplerende oplysninger
En part, C, havde ved en fejl sagsøgt A. C anmodede om, at ændre sagsøgte fra A til B. Både A og B protesterede imod dette. Der var ved indlevering af stævning indgivet supplerende sagsoplysninger, hvor sagsøgte var anført som B, men med det cvr.nr., der rettelig tilhørte A. A varetog B's administration, og de to firmaer havde samme telefonnummer, faxnummer og mailadresse.
Retten i Glostrup fandt, at det forhold, at C, der havde oplyst at være indtrådt i fordringen, i den oprindelige stævning ved en fejl havde anført A som sagsøgte, ikke under de foreliggende omstændigheder kunne antages at have haft betydning for B’s mulighed for at varetage sine interesser under retssagen. Betegnelsen af sagsøgte kunne derfor ændres til B.
ØL fandt, at en ændring af sagsøgtes identitet til B ville gå ud over, hvad der uden samtykke fra A og B kunne afhjælpes i medfør af RPL § 349, stk. 2, jf. § 348, hvorfor afgørelsen ændredes til, at det ikke var tilladt at ændre sagsøgte til B.UfR 2022.3836 HKK (UfR 2021.3570 VLK): I en arbejdsskadesag kunne sagsøgte på sagsportalen ændres fra forsikringsselskabet til arbejdsgiver, da arbejdsgiveren måtte være klar over sagen angik deres mulige ansvar, bl.a. fordi arbejdsgiver var angivet som sagsøgte i de supplerende oplysninger
A pådrog sig i 2015 en arbejdsskade og var på skadestidspunktet ansat som rengøringsassistent i B. Et forsikringsselskab, C, behandlede arbejdsskadesagen for B. I maj 2020 anlagde A ved sin advokat sag med påstand om bl.a. godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Af de indtastede oplysninger i sagsportalen fremgik det, at C var sagsøgt, men iflg. et dokument, der samme dag blev publiceret på sagsportalen som supplerende sagsoplysninger, var sagen anlagt mod B repræsenteret ved C. Sagen angik, om det var B eller C, der skulle anses for sagsøgt. Skulle C anses for sagsøgt, angik sagen endvidere, om A kunne ændre betegnelsen for sagsøgte til B.
VL fandt, at C skulle anses for sagsøgt. Ændring af betegnelsen for sagsøgte fra C til B gik ud over, hvad der uden samtykke kunne afhjælpes, jf. RPL § 349, stk. 2, jf. § 348.
HR fandt, at C måtte anses for sagsøgt i sagen. Efter en konkret vurdering blev det tilladt at ændre sagsøgte fra C til B på sagsportalen, da B måtte have været klar over, at sagen angik deres mulige ansvar for A’s arbejdsskade. Der blev lagt vægt på, at sagsøgte i de supplerende oplysninger var angivet som ”B repræsenteret ved C”, og at sagsøgtes adresse var angivet som B’s adresse. HD blev komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 38, og VLK blev komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 68.
Jørgen Mathiassen i UfR 2004 B.171-175: Rette sagsøgte på forvaltningens side.
UfR 1998.1552 HD: Den Monetære Union v/ Ove Becher havde sagsøgt Undervisningsministeriet med påstand om betaling af 26.000 kr i tilskud til 4 debatarrangementer i 1993. Dansk Folkeoplysnings Samråd havde afslået at udbetale tilskud, da sagsøgeren ikke havde overholdt retningslinierne herfor. Undervisningsministeriet blev frifundet, da afgørelsen ikke kunne indbringes for ministeriet, der således ikke var rette sagsøgte.
UfR 1998.1637 HD: Østre Landsret havde afvist sag anlagt mod Solrød Kommune, da rette sagsøgte fandtes at være Naturklagenævnet. Særskilt indbringelse af denne afgørelse kunne kun ske med rettens tilladelse, jf. RPL § 253, stk. 4, som affattet forud for ændringen ved lov nr. 339 af 10.06.1998. Der fandtes ikke grundlag for denne tilladelse, og anken blev derfor afvist. Landsrettens afgørelse burde være truffet i form af frifindelse og ikke i form af afvisning.
UfR 1999.630 HD: Kommanditister i 4 Difko-selskaber havde bl. a. sagsøgt ABN AMRO Bank N.V., Copenhagen Branch og Westdeutsche Landesbank AG, Copenhagen Branch. Sagsøgeren skulle anerkende, at de sagsøgte ikke i deres egenskab af agentbanker kunne sagsøges under de ved Sø- og Handelsretten verserende sager. Agentbankerne var alene fuldmægtige for de långivende bankkonsortier, og de hæftede som fuldmægtige ikke for det ansvar, der måtte udspringe af låneaftalen. Komm. af Per Overbeck i UfR 1999 B.345-352.
UfR 2000.1836 HKK (UfR 1999.1879 VLK): F havde sagsøgt Børstefabrikken DAN A A/S med påstand om erstatning for en arbejdsskade. F ønskede under forberedelsen af rette betegnelsen af sagsøgte til Oldan A/S, da selskabet havde taget navneforandring før sagens anlæg. F fik tilladelse hertil trods modpartens protest.
UfR 2002.757 HD: Grundejere i Solrød var berettigede til at sagsøge Solrød Kommune med påstand om, at der bestod en pligt for kommunen til at anerkende, at afslag på dispensation havde været uberettiget, og om der bestod en pligt for kommunen til at træffe afgørelse med et nærmere bestemt indhold, og da kommunen havde dispensationsbeføjelsen efter planloven.
UfR 2002.1245 HD: A påstod Indenrigs- og sundhedsministeren dømt til at betale tortgodtgørelse på 60.000 kr. under henvisning til, at Sundhedsstyrelsen havde tilsidesat sin tilsynsforpligtelse vedr. Boneloc knoglecement. HR fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at Sundhedsstyrelsen måtte anses for medansvarlig. Indenrigs- og sundhedsministerens anbringende om frifindelse for betalingspåstanden, allerede fordi ministeren ikke var rette sagsøgte, kunne derfor ikke tages til følge.
UfR 2003.494 ØLD: M havde sagsøgt DANA Arbejdsløshedskasse for Selvstændige, som havde afslået dagpenge. Da afgørelsen var prøvet af Arbejdsdirektoratet, var DANA ikke rette sagsøgte.
UfR 2005.1038 VLD: Sag anlagt af Esbjerg Kommune mod andelsboligforening om nedsættelse af lejen for et fritidshjem, ungdomsklub og en svømmehal, blev afvist, da sagen skulle anlægges mod andelsboligforeningens afdeling 11. Komm af Helle Ina Elmer i TBB 2005.386-399 - en kritisk kommentar
UfR 2005.2809 HD: Villaområderne i Hareskovby var omfattet af Værløse Kommunes lokalplan nr. 6 af 01.06.1979, som bl.a. indeholder en bestemmelse om, at der på hver ejendom kun må opføres eller indrettes én bolig. Værløse kommune meddelte i 1999 byggetilladelse til, at der kunne opføres en tilbygning på 72,4 m2 til en af ejendommene i området. Det fremgik bl.a. af tilladelsen, at det var forudsat, at der ikke blev tale om lejlighedsskel mellem det eksisterende hus og tilbygningen. Tilbygningen skulle indeholde køkken/alrum, bryggers, bade-/wc-rum og 1 værelse, og der skulle ikke være indvendig adgang mellem det eksisterende hus og tilbygningen. S klagede til Værløse kommune og senere Naturklagenævnet, da han mente, at der nu var to boliger på ejendommen. Antaget, at der ved vurderingen af, om der foreligger én bolig i overensstemmelse med fast praksis ved Naturklagenævnet kan lægges vægt på, om der i byggelovgivningens forstand er etableret et lejlighedsskel. Endvidere antaget,, at Værløse kommune ikke var rette sagvolder, da spørgsmålet om forståelsen af begrebet én bolig uden begrænsning var efterprøvet af Naturklagenævnet, og da Ss påstande ikke indebar en pligt for kommunen til at udstede en forvaltningsakt eller i øvrigt foretage aktive skridt.
UfR 2005.3456 HD: Moderselskabet, LeksIT A/S, fik i december 1999 Erhvervs- og Boligstyrelsens tilsagn om støtte fra det nordjyske mål 2-program til etablering af et digitalt trykkeri i Pandrup. Tilsagnet blev tiltrådt af selskabets direktør, der var tegningsberettiget. Efter anmodning fra moderselskabet blev støtten udbetalt til en konto tilhørende et datterselskab, DataSats Informatik, Pandrup A/S. Da projektet, hvortil støtten var ydet, ikke fik den forudsatte socioøkonomiske effekt i regionen, fremsatte Erhvervs- og Boligstyrelsen i januar 2002 krav om tilbagebetaling af støtten. Moderselskabet afviste Erhvervs- og Boligstyrelsens tilbagebetalingskrav og henviste til, at kravet måtte rettes mod datterselskabet. HR fastslog, at støtten var bevilliget til moderselskabet, og at moderselskabet således var rette sagsøgte for tilbagebetalingskravet. Det fandtes at være uden betydning, at støtten var udbetalt til en konto tilhørende datterselskabet. Det bemærkedes herved, at støtten var udbetalt til den pågældende konto efter anmodning fra moderselskabet, og at det ikke fremgik, at kontoen ikke tilhørte moderselskabet. Det fandtes ligeledes at være uden betydning, at moderselskabet havde opfattet det således, at myndighederne – hvilket ikke var tilfældet – stillede krav om etablering i selskabsform.
UfR 2006.2510/1 ØLK: Under en sag mod en andelsboligforening, B, ønskede A at nedlægge påstand om, at B tilpligtedes at anerkende, at der skulle indgås aftale med de medlemmer, der havde modtaget lån fra foreningen samt om, at lånene fra det tidspunkt de var udbetalt, skulle forrentes med den til enhver tid gældende morarente i henhold til renteloven. A nedlagde desuden påstand om, at gælden med tillæg af påløbne renter skulle afdrages som et 10-årigt annuitetslån. ØL stadfæstede Byrettens afvisning af påstanden, idet A ikke kunne opnå en dom om det nærmere indhold af en aftale med tredjemand, som ikke var inddraget i sagen.
UfR 2007.35 ØLD: Sag mod vicerigspolitichef J personligt afvist, da K end ikke havde sandsynliggjort, at J skulle have udvist en adfærd, der kunne danne grundlag for et personligt krav mod ham. ØL fandt at det angivne formål ikke kunne begrunde nogen beskyttelsesværdig retlig interesse i søgsmålet. Advokat A blev tilpligtet in solidum med K, jf. RPL § 319, at betale sagens omkostninger for ØL, da A's anke og sagsførelse i nærværende sag måtte betegnes som pligtstridig.
UfR 2007.2486 VLK: I forbindelse med landbrugsdriften på sin jord benyttede A en vej over sin nabo, B’s, ejendom. A fik ved dom medhold i, at han havde vundet hævd på færdsel ad vejen. B ansøgte herefter Bramming Kommune, K, (nu Esbjerg Kommune) om at nedlægge vejen, hvilket A protesterede imod. K besluttede, at vejen skulle nedlægges, hvilket blev stadfæstet af Overtaksationskommissionen, O. A anlagde nu sag mod bl.a. O med påstand om, at O skulle anerkende, at vejen blev opretholdt som privat fællesvej. VL udtalte, at Taksationskommissionen og O havde karakter af forvaltningsretlige tvistløsningsorganer med partsproces. Det følger af lov om private fællesveje § 8, at taksationsmyndighederne afgør bl.a. spørgsmål om nedlæggelse af veje efter denne lov, og at lov om offentlige veje §§ 51-57 og §§ 59-67 finder anvendelse ved sagernes behandling. Af forarbejderne til § 8 fremgik, at den formulering havde til formål at tydeliggøre, ”at de almindelige regler om taksationsmyndighedernes virken m.v. også finder anvendelse i sager omfattet af privatvejslovens bestemmelser.” Henvisningen i § 8 til lov om offentlige veje omfattede også reglerne vedrørende søgsmål. Herefter og efter kommissionernes karakter af tvistløsningsorganer med partsproces fandt VL, at sagen i lighed med andre afgørelser fra O ikke skulle anlægges mod O. Sagen blev derfor afvist.
UfR 2008.60 ØLD: I forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling i Dansk Opfinderforening blev den hidtidige bestyrelse afsat, hvorefter en ny blev valgt i stedet. Nogle personer, som på tidspunktet for generalforsamlingen var medlemmer af foreningen, ligesom nogle af dem tillige var medlem af den hidtidige bestyrelse, anlagde sag mod generalforsamlingens dirigent med påstand om, at generalforsamlingen var ulovlig, samt at beslutningerne truffet på denne var uden virkning. ØL fandt, at prøvelsen af ovennævnte spørgsmål ikke med bindende virkning for foreningen kunne foretages under en sag alene mod dirigenten, men forudsatte, at foreningen var indstævnt eller dog medindstævnt i sagen ved den personkreds, der i dag gjorde krav på at udgøre dens retmæssige bestyrelse, eller i det mindste ved den person, der formente at være lovlig udpeget formand. Sagsøgerne havde dermed ikke fornøden retlig interesse i det foreliggende søgsmål mod dirigenten alene, som Gentofte Byret således ikke burde have admitteret. ØL afviste derfor sagen fra byretten.
UfR 2008.1078 VLK: Finnerup Vognmandsforretning, F, havde ved retten i Kolding anlagt en sag mod Online Holding ApS, O1, med betalingskrav vedrørende erhvervskørsel. sagsøgte påstod man aldrig havde kontraheret med F. Herefter anmodede F om tilladelse til, at ændre adressaten på sagsøgte til Online ApS, O2. VL udtalte, at ledelsen i de sagsøgte selskaber ikke kunne være i tvivl om at stævningen vedrørte O2, som fakturaer og rykkerbreve var blevet sendt til. Endvidere var stævningen udtaget mod holdingselskabet, fordi dette selskab var det eneste firma der ifølge krak var registreret på adressen. Dermed stadfæstede VL afgørelsen fra byretten, og lod F berigtige navnet til O2.
UfR 2008.2764/2 HD: A, der var indrejst fra Kosovo, fik d. 20.05.1999 midlertidig opholdstilladelse i Danmark efter kosovonødloven. Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 27.07.2000 A afslag på fornyet opholdstilladelse efter kosovonødloven samt afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 2, nr. 5 (senere § 9 e, stk. 1). Begge afslag blev tiltrådt af Indenrigsministeriet, I, d. 12.09.2000. Flygtningenævnet, F, meddelte d. 11.06.2001 endvidere A afslag på asyl og d. 31.10.2001 blev A registeret som forsvundet i Udlændingeregistret. I meddelte d. 10.06.2003 A's hustru og 2 mindreårige fællesbørn opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1. A ansøgte d. 29.09.2003 igen om opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, eller ”på ethvert andet grundlag”. U videresendte A's ansøgning til I d. 13.10.2003 med henblik på genoptagelse. I returnerede d. 05.08.2004 ansøgningen til U, som d. 21.12.2004 meddelte A midlertidig opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1. A påstod for HR, at U skulle betale A en erstatning på 20.000 kr., idet A bla. henviste til, at han på et langt tidligere tidspunkt end d. 21.12.2004 opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, og at den forsinkede opholdstilladelse havde påført ham et økonomisk tab. A påstod endvidere, at U's afslag af 27.07.2000 og implicitte afslag af 21.12.2004 på opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, skulle ophæves, idet han anførte, at opholdstilladelsen, som var meddelt efter § 9 c, stk. 1, burde have været meddelt i medfør af § 9 e, stk. 1. HR fandt, at U skulle frifindes for A's påstand om ophævelse af afgørelsen af 27.07.2000, allerede fordi U ikke var rette sagsøgte. HR lagde herved vægt på, at U's afgørelse uden begrænsninger var efterprøvet af I, og at det derfor var I's afgørelse, der i givet fald kunne være genstand for domstolsprøvelse. HR frifandt endvidere U for A's påstand om ophævelse af afgørelsen af 21.12.2004, idet HR ikke fandt, at afgørelsen led af fejl eller mangler, ligesom der ikke var grundlag for at tilsidesætte U's vurdering, hvorefter UDL § 9 c, stk. 1, og ikke § 9 e, stk. 1, var anvendt som grundlag for at meddele A opholdstilladelse. Endelig frifandt HR U for A's erstatningskrav, idet HR ikke fandt, at der var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde erstatningsansvar for U. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2009.14 VLD: Skifteretten i Kjellerup blev af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, E, d. 13.09.2006 anmodet om at tage selskabet CHC Danish Aerotech A/S, C, under tvangsopløsning. Baggrunden var, at V ikke havde en lovlig ledelse, og da det blev oplyst til skifteretten at der ikke ville ske berigtigelse, blev der afsagt kendelse om tvangsopløsning. Danish Aerotech Sales A/S, D, lagde herefter sag an mod C under tvangsopløsning, med påstand om at C skulle anerkende at registreringen af tvangsopløsningen hos E skulle udslettes. VL udtalte, at da registreringen ikke var blevet foretaget på anmodning fra selskabet, og jf. ASL § 159, stk. 3 sammenholdt med § 159 b, stk. 2, skulle sagen anlægges mod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og ikke mod selskabet. Derfor blev sagen afvist.
UfR 2011.1724 HD: H A/S blev påført en støvskade i forbindelse med en gulvafslibning. H havde tegnet en ”All Risk Property” forsikring i den danske filial, G, af det tyske forsikringsselskab, K. I 2003 udbetalte G på vegne af K erstatning til H, og G anmodede senere sin advokat om at anlægge retssag om regres mod bl.a. Forsikringsaktieselskabet ALKA, A, som gulvafsliberen havde tegnet ansvarsforsikring hos. I stævningen, som blev indleveret i 2005, hed det, at sagen ”drejer sig om regres for udbedring af en støvskade, som sagsøger har dækket for sin forsikringstager, H”. I stævningen var sagsøgeren imidlertid ved en fejl angivet som G. Dette selskab, som var et datterselskab af K, havde i en periode fungeret som agent og serviceselskab for K, men var ophørt ved likvidation pr. 01.01.2003. Efter sagens anlæg var det K's rettigheder og forpligtelser ved fusion overtaget af I. For HR var det hovedspørgsmålet, om partsbetegnelsen G under sagen for ØL kunne ændres til I. ØL havde ikke tilladt denne ændring af partsbetegnelsen og havde følgelig afvist G's krav. HR bestemte, at partsbetegnelsen kunne ændres, og sagen blev hjemvist til ØL til fortsat behandling. HR udtalte, at A fra sagens anlæg havde været bekendt med, at sagen angik et regreskrav fra skadelidtes forsikringsselskab, G, som havde udbetalt erstatning til skadelidte. Den omstændighed, at skadelidtes forsikringsselskab ved en fejl var blevet angivet at være G, havde ikke haft nogen betydning for A's procesførelse, og det fremgik i realiteten af stævningen, at sagen var anlagt af det Gerling-selskab, der havde udbetalt skadeserstatningen. HR fandt, at A under disse omstændigheder ikke burde kunne modsætte sig, at betegnelsen af sagsøger blev ændret fra G til I.
UfR 2013.1282 VLD: A var ansat som handicaphjælper hos en handicappet, B. I ansættelseskontrakten, som blev underskrevet af A i april 2010, var B anført som arbejdsgiver. Der blev herefter igen indgået en kontrakt, hvori det blev aftalt, at A var ansat som handicaphjælper hos B, som var underskrevet af A d. 22.04.2010. Denne kontrakt var indgået mellem A og en handicapportal, C. Det fremgik bl.a. af kontrakten, at A skulle informere C om fravær, og at det var C, som udbetalte pensionsbidrag. B opsagde på en seddel til A d. 11.09.2010 som følge af samarbejdsvanskeligheder, aftalebrud og tillidsbrud på det tidspunkt, hvor A var gravid. A anlagde sag mod B om krav om godtgørelse efter LBL. Retten i Herning lagde til grund, at C ansås som arbejdsgiveren for A i henhold til kontrakten, som A havde underskrevet, og i henhold til servicelovens § 96. B havde i øvrigt opsagt A som arbejdsleder og ikke som arbejdsgiver, og opsigelsen var forud accepteret af C. B blev derfor frifundet, idet denne ikke var rette sagsøgte. VL stadfæstede.
UfR 2014.1249 VLD: L havde i 2004 lejet en bolig af Højbjerg andelsboligforening, H. I 2010 opsagde L lejemålet overfor Alboa, A, der nu administrerede lejemålet. L anlagde sag mod Højbjerg andelsboligforening med påstand om betaling af 3.000 kr., da L mente, at de havde fratrukket et for højt beløb for hans indskud af dækning af istandsættelse og misligholdelse. H påstod sagen afvist, da det var A, og ikke dem, der var rette sagsøgte. VL fandt, at selv om H var økonomisk uafhængig, kunne H ikke anses for at være en selvstændig juridisk enhed, og VL fandt derfor, at boligorganisationen kunne sagsøges i forbindelse med en påstand om tilbagebetaling af beboerindskud. Da A i sine henvendelser til L havde anvendt flere betegnelser for boligorganisationen, herunder Højbjerg andelsboligforening, fandt VL, at L skulle have lejlighed til at berigtige stævningen, således at sagsøgte blev angivet som ”Alboa, almen boligorganisation Aarhus”. Sagen blev herefter fornyet til fortsat behandling ved boligretten.
UfR 2018.1638 ØLK: Berigtigelse af sagsøgtes navn i stævning kunne ikke tillades i medfør af RPL § 349, stk. 2, da dette ville indebære, at et andet selskab end det i stævningen anførte blev anset for sagsøgte
Efter en flyforsinkelse lagde seks passagerer, A, sag an mod "Lufthansa", B, med påstand om kompensation. Af billetterne fremgik "Flight operated by: Lufthansa Cityline GmbH", C. B påstod ikke at være rette sagsøgte, da den del af flyvningen, hvor forsinkelsen opstod, blev udført af C. A anmodede om tilladelse til at berigtige/præcisere, at der med sagsøgte "Lufthansa" mentes "Lufthansa Cityline GmbH". KBR tillod A at berigtige/præcisere sagsøgtes navn fra B til C. ØL fandt, at C var en selvstændig juridisk enhed, der ikke havde adresse i Danmark, og at B ligeledes var en selvstændig juridisk enhed med adresse på Amager Strandvej 392, 2770 Kastrup. Selvom begge selskaber indgik i Lufthansakoncernen, var det ikke godtgjort, at søgsmålet i realiteten vedrørte C. At C måtte have haft til opgave at udføre flyvningen for B, kunne ikke føre til en anden bedømmelse. En berigtigelse ville indebære, at et andet selskab end det i stævningen anførte blev anset for sagsøgte. Derfor faldt en anmodningen herom udenfor, hvad der uden samtykke fra de berørte selskaber kunne afhjælpes i medfør af RPL § 349, stk. 2, jf. § 348. ØL ændrede herefter KBR’s afgørelse således, at anmodningen om berigtigelse ikke blev taget til følge. ØL tog ikke stilling til, hvorvidt "Lufthansa" i øvrigt måtte være rette sagsøgte.UfR 2018.2828 HKK: L kunne ændre betegnelsen for sagsøgte fra et selskab til et andet selskab, som var koncernforbundne, da begge selskaber fra forkyndelsen af stævningen havde været bekendt med tvisten, og da fejlen i stævningen ikke havde haft betydning for sagsøgtes mulighed for at varetage sine interesser under retssagen
Sagen angik en lejeretlig tvist, der opstod mellem L og U i forbindelse med L’s fraflytning af et lejemål, som han havde lejet af Gerdes Ejendomme ApS, U1. Efter to kendelser fra Huslejenævnet, N, udtog A som selvmøder stævning mod Martin Gerdes Holding ApS, U2. Da stævningen ikke opfyldte kravene hertil, fastsatte Retten i Kolding en frist for berigtigelse. L antog herefter en advokat, der indgav en supplerende stævning, hvori U1 var anført som sagsøgte. Såvel den oprindelige som den supplerende stævning blev sendt til forkyndelse for U2. Samtidig hermed blev stævningerne sendt til U1 med henblik på selskabets bemærkninger til ændring af betegnelsen for sagsøgte. HR fandt, at de to selskaber, der var koncernforbundne, fra sagens forkyndelse havde været bekendt med, at sagen drejede sig om de lejeretlige uoverensstemmelser, der var opstået mellem U1 og L i forbindelse med L’s fraflytning af et lejemål, og at selskaberne var bekendt med N’s afgørelser. Det forhold, at A i den oprindelige stævning ved en fejl havde anført U2 som sagsøgte, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke antages at have haft betydning for U1’s mulighed for at varetage sine interesser under retssagen. Betegnelsen af sagsøgte kunne ændres til U1.FM 2019.12 VLK: Det blev ikke tilladt sagsøger at ændre partsbetegnelsen til at omfatte en anden part
Der blev anlagt betalingspåstand imod et forsikringsselskab (F). F påstod frifindelse, da F ikke kunne anses som rette part i sagen. Sagsøger (S) korrigerede stævningen, og anmodede om tilladelse til at ændre partsbetegnelsen, således at det var en kommune, der var rette sagsøgte, jf. RPL § 349, stk. 2, jf. RPL § 348. Retten i Viborg fandt, at der ikke forelå mangler ved stævningen, hvormed der ingen hjemmel var til at påberåbe sig RPL § 349, stk. 2, jf. RPL § 349, stk. 1. BR afviste på denne baggrund anmodningen. S kærede afgørelsen til VL, med påstand om tilladelse til at ændrer partsangivelsen. VL fandt, at F var angivet som sagsøgte, og en ændring heraf uden samtykke ikke var hjemlet i RPL § 349, stk. 2, jf. RPL § 348. VL stadfæstede på denne baggrund BRs afgørelse, hvormed anmodningen ikke blev taget til følge.UfR 2020.3111 VLD: En enkeltmandsvirksomhed var blevet omdannet til et ApS uden, at en handelsforbindelse var blevet underrettet, men direktøren hæftede ikke personligt for ubetalte fakturaer, da virksomheden fremstod som et ApS i mails, på arbejdstøj og på firmabiler
A var direktør i og drev en virksomhed, B, som lejede materiel hos en anden virksomhed, C. B var i 2007 en enkeltmandsvirksomhed, men blev omdannet til et ApS i 2012, hvilket C ikke blev oplyst om. Sagen angik manglende betaling af fakturaer, og om A var rette sagsøgte. Retten i Aalborg fandt, at A bar risikoen for, at C ikke vidste, at B var blevet til et ApS. A hæftede derfor for betaling af fakturaerne udstedt af C. VL fandt, at B fremstod som et ApS bl.a. i mails til C og på arbejdstøj og firmabiler. Det måtte anses for at være hovedreglen, at større virksomheder blev drevet i selskabsform. C kunne derfor ikke rette kravet mod A personligt, og A blev frifundet.UfR 2020.3986 VLD: Flyselskab frifundet for kompensation ved flyforsinkelse, da selskabet ikke var det transporterende selskab, jf. forordning nr. 261/2004 og C-532/17, og dermed ikke var rette sagsøgte
A havde købt flyforbindelse fra Aalborg til Miami via København og Toronto på Flightfinder.dk. Flyet mellem København og Toronto blev forsinket, hvorfor A ikke nåede afgangen til Miami, og derfor søgte flykompensation hos flyselskabet, F1, da det af billetten fremgik, at rejsen var booket hos dem. F1 afviste kravet under henvisning til, at F1 ikke var rette sagsøgte, da flyvningen mellem København og Toronto var opereret af et andet flyselskab, F2.
Retten i Aalborg fandt, at flyvningen fra København til Toronto blev udført af F2 som selvstændig operatør. Efter forordning nr. 261/2004 skulle krav om kompensation ifm. aflysning eller forsinkelse af flyrejser rettes mod det transporterende flyselskab. Efter forordningens art. 2 og EU-Domstolens dom C-532/17 skulle begrebet ”transporterede luftfartsselskab” fortolkes således, at det ikke omfattede et luftfartsselskab, som ikke havde det operationelle ansvar for flyvningen. Herefter var der ikke grundlag for at pålægge F1 ansvar for forsinkelsen. Det forhold, at flyvningen med F2 skete iht. en aftale med F1 om ”code sharing”, kunne ikke begrunde krav mod F1 om kompensation som følge af forsinkelsen, hvorfor BR frifandt F1.
VL fandt, at billetten udstedt af Flightfinder.dk, hvoraf det fremgik, at flyvningen fra København til Toronto skulle udføres af F1, under disse omstændigheder ikke i sig selv var et tilstrækkeligt bevis for, at F1 havde påtaget sig ansvar for rejsens gennemførelse over for A, hvorfor VL stadfæstede dommen. Efterfølgende korrespondance mellem A’s repræsentant og F1 kunne ikke føre til et andet resultat. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 25.
FM 2021.144 ØLD: Flyselskab frifundet for kompensation ved flyforsinkelse, da selskabet ikke var det transporterende selskab og dermed ikke var rette sagsøgte
En gruppe af flypassagerer, A, havde rejst krav om kompensation mod et flyselskab, F1, som følge af en forsinkelse på over 3 timer. På billetterne, som A havde købt igennem en rejseagent, R, fremgik F1’s initialer. Et andet flyselskab, F2, var dog også angivet på billetterne som det udførende selskab. F1 gjorde herefter gældende, at F2 var den rette sagsøgte.
KBR fandt, at hhv. markedsføring af billetsalget til og udførslen af den i denne sag omhandlede flyvning var sket som led i et samarbejde, hvor der udover F1 deltog andre luftfartsselskaber. F1 skulle uanset sin involvering ikke anses som det transporterende luftfartsselskab, idet F2 havde udført eller skulle udføre delflyvningerne. F1 var herefter ikke rette sagsøgte.
ØL fandt, at ift. den første delflyvning, hvorunder den påberåbte forsinkelse ubestridt indtrådte, fremgik det af billetten, at denne var ”operated” af F1. Det var dog ubestridt, at flyvningen blev udført iht. en code-sharing-aftale af et fly fra F2. F1 kunne ikke anses for at være det transporterede luftfartsselskab, uanset at den første delflyvning blev udført under et flynummer, der henviste til F1, og at det var anført i billetten fra R, at flyvningen var “Operated by: F1”. Det var ikke godtgjort, at F1 havde solgt billetten til passagererne eller været involveret i markedsføringen heraf, og det blev bemærket, at referencen i billetten fra R var anført ud for både F1 og F2. ØL stadfæstede BR’s dom.UfR 2021.4520 VLK: Sagsøger kunne berigtige navnet på sagsøgte, da rette sagsøgte var koncernbundet med den angivne sagsøgte, og da rette sagsøgte var informeret om sagen ifm. stævningen og dermed fuldt ud i stand til at varetage sine interesser i sagen
Den oprindelige sag angik, hvorvidt A var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste ifm. med en trafikulykke. Efter ulykken havde et forsikringsselskab, F, påtaget sig ansvaret. A indgav 6 år efter ulykken stævning, hvori A krævede erstatning fra et selskab, S. S påstod frifindelse med henvisning til, at motoransvarsforsikringen var tegnet hos F. A anmodede herefter Retten i Kolding om, at der skulle ske berigtigelse af navnet på sagsøgte, således det blev ændret fra S til F. S og F indgik i en koncern, hvor S var moderselskabet og F et datterselskab. A gjorde gældende, at hun siden ulykken havde haft kontakt til S, samt at S var angivet som afsender på de mails, A havde modtaget.
Retten i Kolding fandt, at en berigtigelse af sagsøgtes navn fra S til F, ville gå ud over, hvad der kunne afhjælpes i medfør af RPL § 349, stk. 1, jf. § 348. Ved vurderingen blev der lagt vægt på, at F og S var koncernbundne, men selvstændige juriske enheder, samt at både F og S fremgik af brevpapiret, som var blevet anvendt i mail-korrespondancen med A.
VL fandt, at det forhold, at A ved en fejl havde anført S som sagsøgt i stævningen, ikke kunne antages at have betydning for F’s mulighed for at varetage sine interesser under retssagen. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at der ifm. indleveringen af stævningen til BR, blev sendt en genpart af stævningen til den mailadresse, der havde været anvendt ifm. parternes korrespondance i årene forud for sagsanlægget. F havde således ved sagens anlæg været klar over, at den ved en fejl var blevet anlagt mod S. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 39.UfR 2022.1187 HD (UfR 2021.846 VLD): L kunne anlægge sag om tilbagebetaling af varme m.v. mod selve boligorganisationen, da boligorganisationens afdelinger ikke kunne anses som en selvstændige juridiske enheder
L havde lagt sag mod boligorganisationen U med krav om tilbagebetaling af bl.a. varme. U påstod frifindelse og gjorde gældende, at det ikke var U som organisation, L kunne rette kravet mod, og at kravet i stedet skulle rettes mod den afdeling af U, hvor L boede. U henviste bl.a. til, at boligafdelingens økonomi var uafhængig af andre afdelinger og af organisationen i medfør af ALL.
VL fandt, at U ikke kunne frifindes, da en afdeling i U ikke kunne anses som en selvstændig juridisk enhed. VL bemærkede yderligere, at U var udlejer, jf. ALL § 3, og U var dermed L’s medkontrahent. VL ophævede og hjemviste sagen til fortsat behandling.
HR fandt, at L kunne anlægge sagen mod U som organisation, da en afdeling i en almen boligorganisation i afgiftsmæssig henseende ikke kunne anses for en selvstændig juridisk enhed, men måtte anses for en del af U. Der blev lagt vægt på, at det var U, der var L’s udlejer, og at det ifølge lovgivningen var U, der som udlejer skulle rette en evt. fejl i varmeregnskabet og tilbagebetale for meget betalt aconto bidrag i varme. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Retten i Herning. HD blev komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 31, og ØLD blev komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 35.UfR 2022.3154 ØLD: En ankesag, hvor landmanden havde sagsøgt kommunen i stedet for Planklagenævnet og som følge heraf fået sagen afvist i BR, blev ligeledes afvist i ØL i medfør af RPL § 368 a, stk. 1
Som følge af en landzonetilladelse fra en kommune, K, havde A opført en landbrugshal. Da A opførte en overdækning langs hallen, fremsendte K et påbud om fysisk lovliggørelse af overdækningen. K gav afslag på en landzonetilladelse til overdækningen, og A blev påbudt at nedrive den. Planklagenævnet, N, stadfæstede K’s afslag. A anlagde sag mod K ang. nedrivningen, hvortil K gjorde gældende, at K ikke var rette sagsøgte i sagen.
Retten i Roskilde fandt, at N havde efterprøvet K’s afgørelse efter PL § 35, stk. 1. Det var derfor N’s afgørelse, der var genstand for domstolsprøvelse. K var herefter ikke rette sagsøgte i sagen. A ankede sagen til ØL, hvor K nedlagde påstand om, at anken skulle afvises med henvisning til RPL § 368 a.
ØL fandt, at N’s afgørelse var endelig og ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 3, stk. 3 i lov om Planklagenævnet. På den baggrund var der ikke udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end for BR. Da sagen ikke var af principiel karakter, og da heller ikke andre grunde i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af ØL, blev ankesagen afvist, jf. RPL § 368 a, stk. 1. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 34.UfR 2022.3278 ØLD: Ejendomsadministrator var ikke rette sagsøgte i en sag om lejeforhøjelse, hvorfor en prøvelse af huslejenævnets afgørelse blev afvist
L1 og L2, der boede til leje ved U, havde indbragt en afgørelse fra huslejenævnet, N, for boligretten, ved at stævne A, der var administrator for ejendommen. Sagen angik en lejeforhøjelse. A gjorde gældende, at sagen skulle afvises, da A som administrator ikke var rette sagsøgte. L1 og L2 gjorde derimod gældende, at A havde ageret part i sagen, hvorfor sagen skulle genbehandles.
Retten i Næstved fandt, at uanset at U var rette sagsøgte, havde L1 og L2 anlagt sagen mod A, og de havde ikke efterfølgende anmodet om tilladelse til at berigtige sagsøgtes navn. Sagen blev derfor afvist.
ØL fandt, at U havde sendt en mail direkte til L1 og L2, hvori det fremgik, at U havde modtaget indsigelsen over lejeforhøjelsen, samt at U ville foranledige denne indbragt for N. På denne baggrund blev sagen afvist, da A ikke var rette sagsøgte. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 34.UfR 2023.1560 ØLD: Anke afvist i injuriesag anlagt mod kommunale ansatte, jf. RPL § 368 a, stk. 1, da udtalelserne var fremsat ifm. de ansattes erhverv, og sagen derfor skulle have været anlagt mod kommunen
Efter en hjemmefødsel uden tilstedeværende personale fra det offentlige sundhedssystem fik sagsøgerne A og B efterfølgende uanmeldt besøg fra kommunen, K, af sagsøgte C og D. A og B gjorde ved retten gældende, at der under besøget højlydt var blevet fremsat udtalelser i strid med STRFL § 267 og § 268. Der skulle bl.a. være udtalt, at der var foregået en ulovlig hjemmefødsel.
Retten i Lyngby fandt, at C og D ved besøget handlede som hhv. sundhedsplejerske og socialformidler, og at episoden dermed skete som led i deres erhverv som ansatte hos K. Fejl begået som led i dette erhverv skulle rettes mod K, hvorfor C og D ikke var rette sagsøgte. C og D frifandtes.
ØL fandt, at sagen ikke havde udsigt til at få et andet udfald end i BR. Sagen var ikke af principiel karakter, og der var ikke andre grunde, der talte for, at sagen skulle behandles ved ØL, hvorfor anken blev afvist, jf. RPL § 368 a, stk. 1. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 110.UfR 2023.1818 VLD: Konkursbo var ikke rette sagsøgte og frifandtes, da kreditor, som havde indsigelse mod en andens krav, som delvist var godkendt af kuratoren i konkursboet, skulle anlægge sagen direkte mod kreditor
Kreditor, K, i konkursboet, B, nedlagde påstand om, at B skulle anerkende, at A’s krav skulle afvises, da B ikke skyldte A penge. Det var ubestridt, at K havde en retlig interesse i, at uberettigede krav ikke godkendtes med den følge, at mulighederne for fyldestgørelse blev forringet, og at hun derfor i medfør af KL § 133 kunne anlægge en fordringsprøvelsessag.
Retten i Horsens fandt, at en skyldner, der bestred en fordring, som var delvist godkendt af kurator, skulle anlægge sagen mod anmelderen af fordringen og ikke mod konkursboet, idet det var anmelderen af fordringen, der havde rådigheden over fordringen, og som kunne sikre oplysning af sagen mhp. skifterettens stillingtagen til kurators indstilling af kravet til delvis godkendelse. Fordringsprøvelsessagen skulle anlægges mod A.
VL fandt, at det ikke fremgik af KL § 133 eller forarbejderne, om en kreditor, som havde indsigelse mod en anden kreditors krav, der helt eller delvist var godkendt af kurator, skulle anlægge fordringsprøvelsessag mod konkursboet eller mod anmelderen af den fordring, der blev bestridt. Tvisten drejede sig reelt om, hvorvidt A havde et krav, der kunne gøres gældende mod B under konkurs. Sagen skulle anlægges mod A. VL stadfæstede.UfR 2023.4840 HD (HD afsagt d. 15.08.2023, UfR 2022.2614 ØLD, ØLD afsagt d. 27.04.2022, BRD afsagt d. 08.11.2021): Der kunne anlægges sag mod vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven, da sagen rejste væsentlige spørgsmål om nævnets kompetence og afgrænsning af deres beføjelser
A henvendte sig til formanden for en kommunes hegnsyn og vurderingsmænd, S. A ønskede hjælp til en nabostrid, hvor naboens, B’s, heste åd af A’s hæk. A ønskede hestene indhegnet, så de ikke kunne æde af hækken. Vurderingsmændene, N, pålagde B at etablere en ny forbedret indhegning, samt at betale omkostningerne for vurderingsforretningen. B anlagde sag mod ”Hegnsynet ved X Kommune ved formand S” med påstand om, at kendelsen skulle ophæves, og at omkostningerne skulle tilbagebetales, da der ikke var hjemmel i mark- og vejfredsloven til at pålægge opførsel af indhegning.
Retten i Helsingør og ØL fandt, at sagen skulle have været anlagt mod A. Sagen blev afvist.
HR fandt, at sagen måtte anses for at være anlagt mod det administrative nævn, N, der traf afgørelsen. N var et tvistnævn, som afgjorde tvister af privatretlig karakter mellem private. En retssag ville som udgangspunkt skulle anlægges mod den private modpart og ikke mod N. Dette kunne dog fraviges i visse tilfælde, herunder i tilfælde, hvor dette blev gjort gældende, at N’s afgørelse var ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lign. Sagen rejste så væsentlige spørgsmål om N’s kompetence og om afgrænsning af deres beføjelser efter mark- og vejfredsloven, at der kunne ske fravigelse af udgangspunktet. Derfor var der ikke grundlag for at afvise sagen. I mark- og vejfredsloven var der ikke bestemmelser, der gav N beføjelser til at pålægge en part at etablere en indhegning som sket. N’s kendelse blev derfor ophævet som ugyldig, og N blev pålagt at tilbagebetale omkostningerne ved vurderingsforretningen, som B havde betalt. ØLD blev komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 35. HD blev komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 34.FM 2024.13 ØLK: En boligorganisation og ikke en specifik underafdeling af boligorganisationen var rette sagsøgte i en erstatningssag, bl.a. fordi pligten til at holde det lejede forsvarligt ved lige påhvilede boligorganisationen som udlejer, jf. ALL § 24, stk. 1
A havde anlagt erstatningssag mod en boligorganisation, D, som følge af en faldskade ved en ejendom. D gjorde gældende, at de ikke var rette sagsøgte i sagen, idet kravet skulle have været rettet mod en specifik afdeling af D, B, som var skødehaver på ejendommen. Spørgsmålet blev udskilt til særskilt behandling.
Retten på Frederiksberg fandt, at det fulgte af dommen i UfR 2008.1983 HD, at en afdeling i en boligorganisation ikke var en selvstændig juridisk enhed, men skulle ses som en del af boligorganisationen. Afdelingerne var alene økonomisk afhængige af hinanden. Dertil kom, at B ikke var registreret med selvstændigt cvr-nummer, men i stedet som tilhørende D. Derefter og da D under alle omstændigheder havde optrådt som part og ledt A til en berettiget forventning om, at der var anlagt sag mod rette sagsøgte, kunne sagen anlægges mod D.
ØL fandt, at kravet kunne rejses overfor D. Ud over dommen i UfR 2008.1983 HD blev der lagt vægt på, at pligten til at holde det lejede forsvarligt ved lige påhvilede D som udlejer, jf. ALL § § 24, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Den omstændighed, at B som skødehaver også kunne optræde som sagsøgt i tvisten, udelukkede ikke, at sagen kunne anlægges mod D. At betalingsforpligtelsen, såfremt et erstatningsansvar for D statueredes, i forholdet mellem D og B muligt endeligt måtte påhvile B, ændrede ikke derved. ØL stadfæstede.UfR 2024.448 ØLD: Kommune var ikke rette sagsøgte, da Miljø- og Fødevareklagenævnet havde efterprøvet kommunens afgørelse uden begrænsninger, men afgørelsen var behæftet med så alvorlige og konkrete mangler, at afgørelsen var ugyldig
A ApS indgav i 2019 ansøgning om ret til at indvinde råstoffer i råstofgraveområdet A4-Kvistgården. A ansøgte herunder om dispensation til at fjerne ca. 900 meter diger og om at grave inden for de yderste 40 meter af fortidsmindebeskyttelseszonen til en gravhøj. Kommunen, K, gav afslag på ansøgningen om at fjerne diger. K gav endvidere afslag på at grave inden for 40 meter af beskyttelseszonen rundt om gravhøjen. K gav tilladelse til at lave et brud i et dige på 15 meter ved adgangsvejen til graveområdet. Danmarks Naturfredningsforening indbragte efterfølgende den del af tilladelsen, der vedrørte brud i diget for Miljø- og Fødevareklagenævnet, N, der stadfæstede dispensationen. A anlagde efterfølgende sag mod K.
Retten i Helsingør fandt, at der hverken var grundlag for at tilsidesætte K’s skøn i relation til afgørelsen vedr. dispensation til digegennembrud eller afslaget på tilladelse til at grave inden for 40 meter af beskyttelseszonen til gravhøjen. K blev frifundet.
ØL fandt, at K’s afgørelse om at meddele dispensation til etablering af et digegennembrud mhp. anlæg af adgangsvej til graveområdet var efterprøvet af N uden begrænsninger, hvorfor K ikke var rette sagsøgte. K havde ikke i afslaget på anmodning om tilladelse til at grave 40 meter inden for beskyttelseszonen til gravhøjen henvist til den relevante retsregel, der begrundede afslaget, og afgørelsen angav ikke de relevant hovedhensyn, der lå til grund for det udøvede skøn. Afgørelsen var behæftet med så alvorlige og konkrete mangler, at afgørelsen måtte anses for ugyldig. Sagen blev hjemvist mhp. fornyet behandling.UfR 2024.2543 ØLK: Den almene boligorganisation FSB var rette sagsøgte i erstatningssag efter faldulykke, der var sket i en underafdeling af FSB
A havde efter en faldulykke på en kældertrappe anlagt erstatningssag om mod boligorganisationen FSB. Påstanden om erstatning blev ift. FSB støttet på et anbringende om, at trappen ikke var indrettet forsvarligt. FSB var en almen boligorganisation, der ejede og administrerede flere boligafdelinger, herunder den pågældende afdeling, hvor faldulykken var sket. Sagen angik navnlig, om FSB var rette sagsøgte.
Retten på Frederiksberg fandt, at FSB bl.a. havde optrådt som part og ledt sagsøgeren til en berettiget forventning om, at der var anlagt sag mod rette sagsøgte, hvorfor sagen kunne anlægges mod FSB.
ØL fandt, at kravet kunne rejses over for FSB. Der var lagt vægt på, at pligten til at holde det lejede forsvarligt ved lige påhvilede boligorganisationen som udlejer, jf. ALL § 24, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Det havde ikke betydning, at betalingsforpligtelsen for et eventuelt erstatningsansvar måtte påhvile afdelingen og ikke FSB som overordnet boligorganisation. ØL stadfæstede.
FM 1996.149/1 VLK: Sagsøgte fik beskikket advokat på grund af sin mentale tilstand, jf. RPL § 259, stk. 3, jf. stk. 2. Advokaten begærede sagen afvist. Retten tog ikke begæringen til følge, idet den beskikkede advokat kunne føre sagen på forsvarlig vis.
UfR 1996.178 ØLK: Sagsøgte A var af retten i Odense blevet pålagt at lade sig repræsentere ved advokat, jf. RPL § 259, stk. 2. Byretten afviste senere A's begæring om afhøring af 2 vidner, hvilket A personligt påkærede. Kæremålet blev afvist under henvisning til advokatpålægget.
FM 2001.149/3 VLK: Skifteretten i Skanderborg havde i medfør af DSL § 98, jf. RPL § 259, stk. 2, pålagt en arving at lade sagen føre gennem sin advokat. VL udtalte, at et advokatpålæg ikke i sig selv medførte, at arvingen ikke selv kunne ytre sig. Efter en analogi af RPL § 259, stk. 2 kunne parten pålægges at lade sagen føre gennem advokaten og afgørelsen blev stadfæstet.
UfR 2002.2720 VLK: Sagsøgte i erstatningssag med påstand om betaling af 1.043.671 kr. fik ikke advokat beskikket efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt., da der ikke var meddelt ham advokatpålæg efter RPL § 259, stk. 2.
UfR 2015.570 HKK: Kære af afslag på advokatbeskikkelse afvist.
Retten i Næstved meddelte A et advokatpålæg og afslog samtidig at beskikke en advokat for ham. A kærede personligt BR's afslag på advokatbeskikkelse til ØL, der under henvisning til advokatpålægget afviste kæremålet. HR udtalte bl.a., at i tilfælde, hvor et advokatpålæg ikke efterkommes, betragtes processkrifter, der indgives af parten efter meddelelsen af pålægget, som ikke indgivne. HR fandt, at dette også gjaldt et kæremål om afslag på advokatbeskikkelse. HR stadfæstede dermed ØL's kendelse.UfR 2015.954 HKK: Advokatbeskikkelse efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt. havde ikke tilbagevirkende kraft.
Advokat A blev i medfør af RPL § 259, stk. 3, 2. pkt., beskikket som advokat for B i en civil retssag, hvori B var meddelt advokatpålæg. B havde ikke fri proces. Der opstod under sagen spørgsmål om, hvorvidt A havde krav på acontosalær fra statskassen for arbejde med sagen, der var udført før beskikkelsen. VL afviste, at der kunne tillægges honorar forarbejde før beskikkelsen. HR fandt på baggrund af bl.a. bestemmelsens ordlyd og dens forarbejder, at advokatbeskikkelse efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt, ikke som fri proces har tilbagevirkende kraft. Retten var dog ikke afskåret fra at bestemme, at beskikkelsen i henseende til salærfastsættelsen efter omstændighederne skulle have virkning fra et tidligere tidspunkt, hvis det navnlig efter karakteren og omfanget af det arbejde, som advokaten har udført, skønnedes rimeligt. HR tiltrådte, at der i den foreliggende sag ikke var grundlag for at lade beskikkelsen få virkning fra et tidligere tidspunkt.UfR 2016.1010 VLK: Ikke grundlag for at afvise en sag alene fordi sagsøgeren, der var meddelt advokatpålæg, ikke inden en af retten fastsat frist havde meddelt navn og adresse på en advokat, der ville udføre sagen for ham.
A's advokat udtrådte af en sag, som A havde anlagt mod Patientankenævnet og et hospital, hvorefter A af Retten i Aarhus blev meddelt advokatpålæg, jf. RPL § 259, stk. 2. A meddelte ikke en den af BR's angivne frist navn og adresse på en advokat, som ville tage sagen for A, hvorefter BR afviste sagen. Trods overskridelse af fristen fandt VL, at der efter RPL § 259, stk. 3, 1. pkt. ikke var grundlag for at afvise sagen alene fordi, A ikke inden den fastsatte frist havde meddelt navn og adresse på en advokat. VL fandt det uden betydning, at BR havde oplyst A om, at manglende overholdelse af fristen ville medføre udeblivelsesvirkning efter princippet i RPL § 360, stk. 1. VL ophævede BR's afgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved BR.
UfR 2016.3096 VLD: Ophævelse af udeblivelsesdom, idet byretten ikke kunne give advokatpålæg i en sag, der blev behandlet under småsagsprocessen, da retten skulle forberede sagerne, jf. RPL § 406, stk. 2.
Under småsagsprocessen havde K sagsøgt M for betaling af 23.000 kr. under henvisning til et gældsbrev. Retten i Herning gav M advokatpålæg og fastsatte frist for indlevering af et processkrift. BR gjorde ligeledes M bekendt med, at der kunne afsiges udeblivelsesdom, hvis ikke BR havde modtaget processkriftet rettidigt, og at det indeholdt M's påstande og anbringender. Da M ikke indleverede processkrift, afsagde BR udeblivelsesdom. VL ophævede BR's dom, idet det ikke var muligt at give advokatpålæg i sager, der var omfattet af småsagsprocessen, jf. RPL kap. 39, idet retten i småsager forberedte sagerne, jf. RPL § 406, stk. 2.FM 2016.73 VLK: BR kunne ikke afvise en sag på baggrund af, at A ikke inden for en af BR fastsat frist havde meddelt hvilken advokat, der skulle føre hans sag.
Da A, som af BR var blevet pålagt at lade sin sag føre ved en advokat, ikke indenfor en af BR fastsat frist, havde meddelt hvilken advokat, der skulle føre sagen, blev sagen afvist og A pålagt at betale sagsomkostninger. VL fandt, at det fremgik af RPL § 259, stk. 3, 1. pkt., at såfremt parten ikke efterkommer et advokatpålæg betragtes processkrifter, der indgives af parten efter pålæggets meddelelse, som ikke indgivne, ligesom parten anses for udeblevet fra de retsmøder, der afholdes efter pålæggets meddelelse. Der var herefter ikke grundlag for at afvise sagen, alene fordi A ikke inden en af BR fastsat frist meddelte navn og adresse på en advokat, der ville udføre sagen for ham. Heller ikke selvom BR havde oplyst A om, at manglende overholdelse af fristen ville medføre udeblivelsesvirkning efter princippet i RPL § 360, stk. 1, der vedrører sagsøgerens udeblivelse fra de i bestemmelsen omhandlede retsmøder. VL ophævede derfor BR's afvisning af sagen og den som følge af afvisningen trufne omkostningsafgørelse.FM 2017.110 ØLK: Kæremål fra A selvafvist, da A havde fået advokatpålæg.
BR havde nægtet at beskikke en advokat til A, jf. RPL § 259, stk. 3 på trods af, at BR havde pålagt A at repræsentere ved advokat. ØL fandt, at A's kære af BR's afgørelse om manglende beskikkelse af en advokat var ikke sket ved en advokat, men indgivet af A selv. Det fulgte af RPL § 259, stk. 3, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor et advokatpålæg efter § 259, stk. 2, ikke blev efterkommet, betragtes processkrifter, der blev indgivet af parten efter meddelesen af pålægget, som ikke indgivet. Kæremålet blev på denne baggrund derfor afvist.UfR 2020.1094 ØLK (FM 2020.71 ØLK): Advokatpålæg kunne meddeles i umiddelbar fogedforretning, dog kunne sagen ikke afvises, da der ikke forelå udeblivelse på baggrund af, at A ikke havde meddelt antagelsen af en advokat inden fristens udløb, da ingen var tilsagt retsmødet
A fik af fogedretten under en umiddelbar fogedforretning et advokatpålæg. Da A ikke havde meddelt retten, at der var indtrådt advokat i sagen på dagen for fristens udløb, blev sagen afvist af fogedretten. ØL fandt, at advokatpålæg også skulle kunne meddeles i sager vedr. umiddelbare fogedforretninger under hensyn til ordlyden af RPL § 259, stk. 2, 2. pkt., samt hensyn til muligheden for en hurtigere domstolsbehandling. Derudover kunne A’s manglende meddelelse om, at der var indtrådt en advokat i sagen ikke anses for en udeblivelse fra retsmødet, jf. RPL § 598, stk. 2, jf. § 492, stk. 1, da det fremgik af fogedretsbogen, at ingen var tilsagt til retsmødet på fristdagen. Der var altså ikke hjemmel til at afvise sagen og den blev derfor hjemvist til fortsat behandling i fogedretten. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 55.
Elisabeth Lehrberg: Processgemenskap - i dispositiva tvistemål där saken är sådan att endast en dom kan ges, 2000, Norstedts Juridik. Anmeldt af Eva Smith i UfR 2001 B.161.
Jens Holm Banggaard i FM 1994.52-54: En ny dom om nødvendigt procesfællesskab
Omtaler VLD af 04.11.1993.UfR 1989.663 ØLD: Udlejningsejendom tilhørte A med 4/5 og B med 1/5. A ophævede et lejemål over for en lejer under henvisning til, at denne havde foretaget bygningsmæssige forandringer. ØL fandt, at den skete ophævelse ikke kunne karakteriseres som en sædvanlig eller nødvendig disposition ved administrationen af en udlejningsejendom. Herefter fandtes ophævelsen kun at kunne ske, såfremt administrator efter påkrav kunne godtgøre, at samtlige ejere var enige om, at lejerens forhold burde medføre, at lejemålet ophæves. Da der under sagen intet var oplyst om, hvorledes B stillede sig til spørgsmålet om ophævelsen, blev lejer frifundet.
VLD af 04.11.1993 (B 970/1991): A og B havde indgået forpagtningskontrakt med benzinselskab S, som efter nogle år opsagde kontrakten. A anlagde alene sag mod S. Det lagdes til grund, at B i forhold til A var udtrådt som forpagter pr. 31.12.1987, og at B intet krav havde mod S. A fandtes herefter berettiget til alene at anlægge sag mod S. i anledning af forpagtningsforholdets ophør i slutningen af 1988.
UfR 2003.2078 HD: 5 familier på Fagerdalen i Vedbæk fik ikke medhold i, at der var vundet alderstidshævd på en individuel færdselsret ad et stykke af Maglemosestien, som ikke fremstod som anlagt eller indrettet med særligt henblik på sagsøgerens ejendomme. En individuel færdselsret forudsatte derfor - som en usynbar servitut - hævdsråden i alderstid. Stistykket havde stået åbent for almenheden. 3 af ejerne var berettigede til at anke dommen til Højesteret, da der ikke forelå noget nødvendigt procesfællesskab.
UfR 2015.2966 ØLD: Ankesag blev afvist, idet der ikke forelå det nødvendige procesfællesskab.
A og B der havde en fælles bil som var blevet fjernet og bortsolgt efter FÆL § 123, anlagde sag om erstatning mod Københavns Kommune. Kommunen blev frifundet ved Københavns Byret og A ankede herefter sagen alene. Der forelå ikke dokumentation for, at B anerkendte, at A var berettiget til at gøre erstatningskravet gældende alene. ØL tog påstanden til følge og afviste sagen.
UfR 2018.3384 ØLD: Sælgere frifundet for erstatning pga. arealmangel ved salg af lejlighed, idet sagen kun var anlagt af den ene af de to købere, og da de havde købt lejligheden i lige sameje, var der nødvendigt procesfællesskab mellem dem
Lejligheden, som køberne, K1 og K2, købte i lige sameje i 2012, havde et areal på 121 m2 og ikke 134 m2, som angivet i købsaftalen. En skønsmand vurderede, at arealmanglen medførte en værdiforringelse på 300.000 kr. K1 nedlagde påstand om, at sælgerne, S, og advokaten, A, der havde berigtiget handlen for C, blev tilpligtet at betale en erstatning på 300.000 kr. for arealmanglen som følge af ansvarspådragende adfærd. KBR fandt, at det fremgik af BBR-meddelelsen, at lejligheden var 134 m2, hvorimod der i tingbogen var angivet et areal på 121 m2. Det fremgik af en servitut, at et pulterrum ikke måtte benyttes til natophold. I S’ skøde fra 1997 var areal angivet til 121 m2. S havde med arealangivelsen i købsaftalen tilsikret K1 og K2 et areal på 134 m2, som lovligt kunne benyttes. A forklarede, at han så både BBR-meddelelsen og servitutten, men han gjorde ikke mere ved det. A havde derfor handlet ansvarspådragende. K1’s erstatningspåstand blev herefter taget til følge. ØL fandt, at der ikke var fremlagt dokumentation i form af f.eks. en fuldmagt fra K2 eller andet, der indikerede K2’s stillingtagen til sagen. Sagen var anlagt alene af K1, og K1 optrådte alene i processkrifterne. Idet K1 og K2 købte lejligheden i lige sameje, forelå der nødvendigt procesfællesskab mellem dem, jf. RPL § 255, stk. 2. Da det ikke var nærmere dokumenteret, at K2 anerkendte, at K1 var berettiget til at gøre kravet gældende alene, blev S og A’s frifindelsespåstand taget til følge.UfR 2018.3437 ØLK: Der var ikke nødvendigt procesfællesskab mellem to tidligere ejere af en andelsbolig i en sag mod andelsboligforeningen om fradrag i afregningsbeløbet, idet påstanden blev ændret fra en fuldbyrdelsespåstand til en anerkendelsespåstand
B og C havde tidligere i sameje ejet en andelslejlighed i andelsboligforeningen, A. B anlagde sag mod A om, hvorvidt A var berettiget til at fradrage 22.000 kr. i afregningsbeløbet. C var ikke medsagsøger i søgsmålet, og B havde ikke fuldmagt til at føre sagen på C’s vegne. B havde i replikken ændret sin påstand fra en fuldbyrdelsespåstand til en anerkendelsespåstand. KBR fandt, at B var berettiget til at ændre sin påstand, da den grundlæggende tvist, der ønskedes behandlet, var uændret. Da påstand blev ændret til en anerkendelsespåstand, der ikke gik ud over C's kompetence til at få fastslået sin egen retsstilling, forelå der ikke et nødvendigt procesfællesskab mellem B og C. Sagen blev derfor fremmet. ØL tiltrådte, at B var berettiget til at ændre sin påstand. Spørgsmålet, om hvorvidt der forelå et nødvendigt procesfællesskab, skulle afgøres ud fra den påstand, som nu var til pådømmelse. En pådømmelse af anerkendelsespåstanden ville ikke indebære, at der blev truffet en afgørelse, som med bindende virkning afgjorde retsforholdet mellem A og C. Uanset udfaldet af en dom ville det ikke indebære, at B ville kunne få tvangsfuldbyrdet et krav mod A, som efter B og C’s indbyrdes forhold tilkom C. BR’s kendelse blev derfor stadfæstet.
UfR 2022.4234 HD (VLD afsagt d. 15.09.2020, BRD afsagt d. 15.07.2019): Sag om vejret kunne anlægges af én samejer af en privat fællesvej, da der ikke forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem ejerne, jf. RPL § 255, stk. 2
A og B havde købt en grund på en privat fællesvej. Ifm. opførelsen af deres ejendom på grunden opstod der spørgsmål om vejretten til den private fællesvej. Vejlauget, X, købte senere hen 1/3 af den private fællesvej og anlagde efterfølgende sag mod A og B med påstand om, at de ikke havde vejret til fællesvejen. Sagen angik for HR, om der forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem X og de øvrige ejere af vejen med den virkning, at X ikke kunne optræde på egen hånd som sagsøger i sagen.
HR fandt, at der ikke forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem ejerne af vejen, jf. RPL § 255, stk. 2. X havde derfor kunnet anlægge sagen på egen hånd. Tildeling af vejrettigheder iht. privatvejslovens § 26, stk. 1 krævede enstemmighed blandt de tre ejere. X havde, som medejer af vejen, retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet om A’s og B’s vejret. En stillingtagen til spørgsmålet ville ikke være retligt bindende for de øvrige ejere af vejen. Der forelå ikke hensyn til disse ejere eller A og B, som talte afgørende imod, at påstanden blev taget under pådømmelse. X’s påstand blev taget til følge. VL var nået til et andet resultat. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 26.UfR 2023.5691 VLK: Reglerne om nødvendigt procesfællesskab var ikke til hinder for, at lejer selv kunne kære afgørelse om udsættelse af ham og hans ægtefælle
U anmodede fogedretten om udsættelse af ægtefæller, L1 og L2, af lejemålet grundet manglende betaling af husleje. Fogedretten i Horsens fandt, at L1 og L2 skulle udsættes af lejemålet. L1 kærede efterfølgende afgørelsen, hvorefter U gjorde gældende, at kæremålet skulle afvises, da L2 ikke havde kæret sammen med L1. L1 gjorde gældende, at sagen burde fremmes, da der forelå det fornødne procesfællesskab, da L1 som medlejer og ægtefælle til L2 havde den nødvendige bemyndigelse til på vegne af begge kontraktparter at kunne kære kendelsen.
VL fandt, at det efter reglerne om nødvendigt procesfælleskab ikke var en forudsætning for at behandle en kære, at begge ægtefæller havde kæret. Afvisningspåstanden blev ikke taget til følge. VL stadfæstede i øvrigt afgørelsen om udsættelse. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 32.
UfR 1997.48 ØLK: Sag anlagt af K/S Sanexco Invest 8 ved retten i Middelfart blev afvist, da sagen henhørte under voldgift. 6 uger senere anlagdes sagen på ny. Antaget, at byrettens upåkærede kendelse havde retskraft i forhold til den nye sag, og denne blev herefter afvist. Den omstændighed, at der efter den nye sags anlæggelse var sket succession på sagsøgersiden, kunne ikke føre til andet resultat.
UfR 1999.1398/2 HD: FDB havde i VL tabt sag om nedsættelse af lejen for erhvervslejemål i Sydcentret i Kolding og var blevet dømt til at betale 220.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter. Under ankesagen var en ny udlejer tiltrådt som part, og dermed havde han overtaget forpligtelser og rettigheder overfor lejeren. Reglerne vedrørende overgang af rettigheder til andre end ved overdragelse, gælder også ved rettigheder, om hvilke der føres sag. Udlejer fik medhold i, at der ikke var grundlag for at fravige de sædvanlige retningslinier for fastsættelse af sagsomkostninger (5 gange den omtvistede årlige leje), og forhøjede sagsomkostningerne for begge retter til 650.000 kr.
UfR 2005.3305/2 ØLK: Rekvisitus begærede aktindsigt i de af fogeden i Taastrup udfærdigede notater i forbindelse med et møde i fogedretten. Da notaterne måtte anses som interne dokumenter, afvistes begæringen i medfør af RPL § 255 a, stk. 2, nr. 1.
UfR 2010.971 VLK (TFA 2010.252/1 VLK): F havde anlagt sag mod M med påstand om fælles FM, jf. FAL § 14, stk. 1. Retten i Kolding bestemte at der skulle udarbejdes en begrænset børnesagkyndig undersøgelse, hvilket psykolog P, som var fast psykolog for BR, gjorde. F begærede herefter mod M's protest aktindsigt i P's testresultater og arbejdsnotater. BR gav ikke F medhold, da der var tale om interne notater, og spørgsmålet om aktindsigt i stedet skulle behandles jf. RPL § 255 a. VL fandt ikke, at den omstændighed, at BR havde et fast hold af psykologer, som udarbejdede børnesagkyndige undersøgelser og medvirkede i forbindelse med børnesamtaler i sager om forældreansvar, uanset at den pågældende udførte konkrete opgaver fra sag til sag, kunne medføre, at psykologen i relation til spørgsmålet om aktindsigt kunne anses for ansat af retten. Som følge heraf skulle begæringen om aktindsigt ikke afgøres efter RPL's regler herom, men måtte afgøres efter psykologloven, jf. denne lovs § 14, stk. 3. Afgørelsen om aktindsigt skulle således træffes af psykolog P. Som følge heraf tog VL F's principale påstand om ophævelse af BR's kendelse til følge.
UfR 2017.166 ØLK: Privatpersons aktindsigt i en byretsdom i en borgerlig sag skulle ikke automatisk begrænses i det omfang dommen indeholdte oplysninger om enkeltpersoners rent personlige forhold, men der skulle foretages en vurdering af, om offentlighedens indsigt i dommen konkret burde vige for væsentlige hensyn til den pågældende.
A anmodede Retten i Lyngby om aktindsigt i en dom afsagt af BR. BR fandt, at retten til aktindsigt kunne begrænses af hensyn til enkeltpersoners private forhold i det omfang, at hensynet til offentlighedens indsigt i retssagen burde vige for væsentlige hensyn til den enkelte person, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 5, og såfremt at hensynet ikke kunne varetages ved anonymisering, jf. RPL § 41 e, stk. 4. Vedr. anonymisering af bl.a. lønforhold og strafferetlige forhold angik oplysningerne rent private forhold. Da hensynet til offentlighedens mulighed for aktindsigt ikke vejede tungere end hensynet til de personer, som oplysningerne angik, og da anonymiseringen ikke var tilstrækkelig, tog BR ikke anmodningen til følge. ØL fandt, at aktindsigt, efter forslag nr. L 23, Folketingsåret 2003-4, til lov om ændring af RPL, ikke automatisk skulle begrænses i det omfang dommen indeholdte oplysninger om enkeltpersoners rent personlige forhold, men at der skulle foretages en vurdering af, om offentlighedens indsigt i dommen konkret burde vige for væsentlige hensyn til den pågældende. Oplysninger om bl.a. løn og skattemæssige forhold var ikke oplysninger vedr. rent private forhold, hvorfor der ikke var grundlag for at begrænse aktindsigten ift. disse oplysninger. Der var ikke grundlag for at undtage oplysningen om sygdom fra aktindsigt, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 5. Oplysningen om, at Fagforeningen X som mandatar for M havde anlagt sagen, havde været omtalt i medierne, hvorfor der var tale om en almindelig kendt oplysning, som derfor ikke var undtaget fra aktindsigt. Da sagen var en civil sag, var oplysningerne om strafferetlige forhold oplysninger om rent private forhold, der var undtaget fra aktindsigt, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 5, idet hensynet til personerne ikke kunne varetages ved anonymisering, jf. RPL § 41 e, stk. 4.UfR 2020.2755 ØLK: Banks anmodning om, at pensionsselskab skulle have begrænset adgang til domstolenes sagsportal og bankens forretningshemmeligheder ifm. sambehandlede sager mod banken og pensionsselskabet, blev ikke taget til følge
To sager anlagt mod en bank, B, og pensionsselskab, P, blev sambehandlet efter anmodning fra SKAT. Efter der skete kumulation af sagerne, anmodede B om, at P skulle have begrænset adgang til domstolenes sagsportal, da B ikke mente, at P skulle have adgang til B’s forretningshemmeligheder om priser og kundeforhold. ØL fandt, at B’s anmodning ikke kunne tages til følge, da det fulgte af RPL § 255 a, stk. 1 og forarbejderne til bestemmelsen, at en part, medmindre andet var bestemt, havde krav på at få adgang til sagens dokumenter på sagsportalen. RPL indeholdte ikke en undtagelse fra denne bestemme fsva. oplysninger af den karakter, som B’s anmodning vedrørte.UfR 2023.688 ØLK (FM 2022.131 ØLK): Advokatfirma, der blev sagsøgt for deres skatterådgivning, kunne ikke få aktindsigt i alle dokumenterne i skattesagen, da den almindelige adgang til aktindsigt var tilstrækkelig til at varetage deres interesser
A havde modtaget skatterådgivning fra et advokatfirma, B, vedr. beskatning af fri båd i 2012-2019. SKAT traf afgørelse om, at A var skattepligtig af båden. A anlagde sag mod SKAT for at få dem til at anerkende, at han ikke var skattepligtig. Samtidig anlagde A sag an mod B med krav om, at de skulle erstatte et eventuelt beløb, han måtte blive skyldig til SKAT. B søgte om aktindsigt i alle dokumenterne i skattesagen.
KBR fandt, at da A’s fremsatte krav mod B beroede på skattesagen, så havde B en individuel og væsentlig interesse i retsspørgsmålene, og B blev tildelt aktindsigt.
ØL fandt, at sagerne udsprang af samme forløb. I erstatningssagen ville der skulle tages stilling til rådgivning, der førte til skatteresultatet. Dog ville den almindelige adgang til aktindsigt i sagens dom, kendelser og endelige påstandsdokumenter være tilstrækkeligt til at dække B’s behov for at varetage sine interesser i erstatningssagen. Der var ikke godtgjort en særlig interesse i at få adgang til ét bestemt dokument endsige sagen i sin helhed, jf. RPL § 41 d. Anmodningen om aktindsigt blev afvist.
Navneændring efter sagens anlæg
UfR 2016.580 VLD: Advokatfirma tilladt at ændre navn i anken i tvist mellem advokat og klient om salær.
Landmanden, B, havde haft advokatfirmaet, Tommy V. Christiansen I/S, A, til at repræsentere sig igennem flere retssager. B betalte ikke A's fakturaer for arbejde med forskellige sager, hvorfor A udtrådte af en sag, som var anket til HR. Parterne havde truffet aftale om størrelsen af A's salær både i tilfælde af, at sagen blev vundet eller tabt for HR, men ikke hvis A udtrådte. A havde anvendt 42 timer på sagen, og sendte en faktura på 100.000 kr. til B. Retten i Hjørring dømte B til at betale fakturaen. Under forberedelse af sagen i VL anmodede A om, at A's partsbetegnelse blev ændret, da advokatfirmaet var blevet omdannet fra et I/S, som det var, da sagen blev anlagt i BR, til et P/S, der var indtrådt i interessentskabets rettigheder og pligter. Under forberedelsen fremkom B ikke med protester, og VL ændrede A's betegnelse. Under hovedforhandlingen gjorde B's advokat indsigelse mod navneændringen og påstod sagen afvist, dog således at det modkrav B havde fremsat på 122.000 kr. blev behandlet. VL ændrede ikke A's betegnelse, og stadfæstede herefter BR's afgørelse. VL fandt det ikke bevist, at A havde begået fejl under sagens behandling herunder fejl vedr. manglende ansøgning/undersøgelse af retshjælpsdækning. B's krav om kompensation for merudgifter, idet A var udtrådt af sagen, blev ikke taget til følge. Sagsomkostningerne blev fastsat til 2.500 kr., da A var selvmøder, og idet den pågældende advokat var parter og medejer af A.FM 2017.206 VLK: Det kunne ikke lægges til grund, at A ikke havde partsevne og proceshabilitet, hvorfor påstanden om at ændre A's betegnelse ikke blev taget til følge.
UfR 2022.225 ØLK: Ændring af partsbetegnelse fra kurator til boet kunne tillades, da det havde været åbenbart for sagens parter, at boet var part i sagen, og partsangivelsen ikke havde haft betydning for sagsøgtes procesførelse
En rekonstruktør, A, for et konkursbo, B, havde unddraget boet 200.000 kr., da A ikke havde opfyldt sine forpligtelser. A skulle betale det nævnte beløb til B’s kurator, C. B fremgik som sagsøger ifølge processkrifterne, hvorimod C fremgik som sagsøger på bl.a. domstolenes sagsportal. C nedlagde påstand om, at der skulle ske ændring af partsbetegnelsen, således at erstatningskravet tilkom B.
ØL fandt, at det fra sagens anlæg havde været åbenbart for begge sagens parter, at sagen drejede sig om, hvorvidt B under konkurs havde krav på erstatning for A’s ansvarspådragende handlinger ifm. sit arbejde som rekonstruktør for B, og at det dermed var konkursboet, der var part i sagen. Partsangivelsen på sagsportalen havde derfor ikke haft nogen betydning for A’s procesførelse. Der var herefter ikke grundlag for med henvisning til RPL § 383, stk. 1, og § 384 at afvise anmodningen om tilladelse til at ændre partsbetegnelsen. Partsbetegnelsen advokat C som kurator i B under konkurs blev ændret til B under konkurs. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 39.
