Civilproces
Procesmåden
Generelt
Bekg. nr. 1091 af 25.09.2017
om ibrugtagning af domstolenes sagsportal i borgerlige retssager og sager om optagelse
af bevis om borgerlige krav
Bekg. nr. 665 af 19.05.2015
om visitation m.v. ved adgang til retterne (fra 01.06.2015)
Bekg. nr. 664 af 19.05.2015
om ikrafttræden af § 1, nr. 3 (delvist), og § 1, nr. 5, i lov om ændring af retsplejeloven
(Sikkerhed i retssale) (01.06.2015)
Retningslinier for
brug af e-mail og anden digital kommunikation med domstolene - dec. 2014
Vejledning
af 27.06.2014 om behandling af civile sager ved byretterne
Advokatrådet: Den gode proces, advokaters
arbejde ved domstolene 3. udg., juni 2017, 38 sider
Finn Taksøe-Jensen: Materiel procesledelse i borgerlige sager,
disputats, 1976, 664 sider, DJØF. Anmeldt af Erik Siesby i
UfR 1976 B.165-174.
Maria Louise Staffe: Retsretorik, 1. udg., aug. 2008, 243 sider, Forlaget
Thomson. Anmeldt af Kurt Bardeleben i
ADV
nr. 10/2008 p. 48-49: Når retorik (måske) vinder retssager
Håkun Djurhuus og Christian Lundblad: Procesdokumenter i civile
sager, 1. udg., juni 2011, 271 sider, Thomson Reuters
Janus Beyer: Retorik i retten - Bedre forelæggelse, afhøring og procedure,
1. udg, apr. 2013, 256 sider,
Hans Reitzels Forlag
Erik Eldjarn: Materiell prosessledelse. 1.udg., 2016, 352 sider, Cappellen
Damm Akademisk. Anmeldt af Clement Salung Petersen i
UfR 2017 B. 92
Christian Lundblad, Håkun Djurhuus og Mette Mortensen: Procesdokumenter
og digital retssagsbehandling i civile sager, 1. udg., nov.
2018, 359 sider,
Karnov Group
J. Bangert i
UfR 1974 B.258-268: Betænkning om behandlingen af borgerlige sager. Bet.
nr. 698/1974.
Peter Deleuran i
UfR 1990 B.187-190: Skriftlig behandling i civile sager. (Der argumenteres
for en udvidet anvendelse af skriftlig behandling af civile sager på både byrets-
og landsretsniveau).
ADV 1991.80-81: De nye regler om forberedelsen af borgerlige ankesager ved højesteret.
Peter Garde og Ulla Høeg i JUR 1991.80-81: Skriftlig forelæggelse og procedure i
praksis.
Peter Garde i
UfR 1994 B.15-16: Retsbogsudskrift til tiltalte? Et eksempel på regelkrydsning.
Bent Unmack Larsen i
UfR 1994 B.156-160: Inkvisitionens sejlivethed - bemærkninger om aktindsigt
i straffesager i anledning af
UfR 1994 B.15.
Advokaten nr. 10/1997 1-4: Regler om forberedelse af borgerlige ankesager ved Højesteret.
Vejledning om forberedelse af og domsforhandling i borgerlige ankesager ved Højesteret.
Asger Thylstrup i Lov & Ret nr. 3/1997 p. 33-34: Advokatens respekt for sit
eget fag må retableres.
Christian Lundblad i ADV 1999.176-177: Proceduren ved Østre Landsret. (Omtale af
seminar på hotel Scandinavia d. 21.05.1999)
Bjarne Christiansen i ADV 2002.20-21: Ændringer i Vestre Landsret.
Niels Gangsted-Rasmussen i Lov & Ret nr. 3/2002 p. 28-30: Tidsspilde med rettens
pleje.
Lene Rosenmeier i
ADV nr. 3/2013 p. 8-18: Tema. Best practice i retten (Advokatrådet har samlet
best practice i en ny guide ‘Den gode proces', der giver overblik fra det
øjeblik, sagen går i gang. Den gode proces - Pernille Backhausen - Vi skal være
bedre til at tage røret - Mette Østergaard - Alt der, der ikke handler om jura -
Søren Storgaard - Der står intet om jargonen i retsplejeloven - Mathilde Kleis)
Lene Rosenmeier i
ADV nr. 9/2013 p. 8-20: En god proces - Den vigtigste ingrediens er kommunikation
- Hold følelserne udenfor - Hold dig inden for en halv time - Brug pausen som et
effektivt værktøj
Lise Ravnkilde i
ADV nr. 9/2013 p. 35: Nye regler om digital kommunikation med retterne
Niels Schiersing i
ET 2015.305-314: Om "mock-trials" (I artiklen beskriver forfatteren
anvendelsen af en simuleret mundtlig forhandling, kaldet “mock-trial”,
som led i forberedelsen af komplekse eller økonomisk betydningsfulde rets- og voldgiftssager
og redegør for de enkelte led heri. )
Lotte Wetterling i
ADV nr. 6/2017 p. 8-13: Gensidig respekt og lysten til at samarbejde
Hanne Hauerslev i
ADV nr. 6/2017 p. 15: Praktiske vink og gode råd
Klint Klingberg Jensen i
ADV nr. 8/2017 p. 38-41: Når tvister skaber værdi
Peter Nørgaard i
UfR 2020 B.137-146: Forkyndelse, udeblivelse, processuelle udlændinge og foreløbige retsmidler
Nye påstande og anbringender
Peter Blume i
UfR 1976 B.185-198: Om nova i retsplejen
UfR 1998.315
VLK (FM 1998.79): Sagsøgte havde i duplikken gjort gældende, at omstødelsessagen
var for sent anlagt. Dette kunne ske, jf.
RPL § 357, stk. 2, 2. pkt., og da sagsøgeren ikke havde protesteret inden
1 uge, kunne indsigelsen fremsættes.
UfR 2001.1178
ØLK: Sagsøgte var berettiget til at fremsætte nye anbringender i påstandsdokumentet,
jf. RPL § 363, stk. 1,
nr. 2.
UfR 2003.798
HD: Udflytternes Forsikring G/S havde anlagt sag mod Bjergsted Kommune med
påstand om erstatning på 748.394 kr. for udgifterne til påbudte afværgeforanstaltninger
efter udsivning fra olietank. ØL frafandt kommunen, da sagen var anlagt 20 måneder
efter 6-måneders fristens udløb. Sagen blev anlagt i 1997. Under den
efterfølgende skriftveksling afgav Bjergsted Kommune svarskrift, duplik og yderligere
processkrifter uden at fremsætte indsigelse om søgsmålsfristen, og der blev efter
kommunens begæring afholdt syn og skøn, bl.a. om afværgeforanstaltningernes hensigtsmæssighed
og omkostningernes rimelighed. Først i et processkrift af 25. 01.2001 - efter at
kommunens advokat den 19.10.2000 havde meddelt landsretten, at sagen for hans vedkommende
var klar til berammelse - anførte kommunen som yderligere anbringende til støtte
for sin frifindelsespåstand, at søgsmålsfristen var overskredet.
Under disse omstændigheder måtte kommunen anses for at have frafaldet at gøre gældende,
at sagen var anlagt for sent. Højesteret tog herefter forsikringsselskabets
påstand til følge, således at dommen ophævedes, og sagen hjemvistes til fortsat
behandling ved landsretten.
UfR 2007.2948
VLK: I en sag om erstatning efter en arbejdsulykke fremsatte A dagen før
hovedforhandlingen i Hjørring Byret anmodning om tilladelse til at forhøje
posten vedr. tabt arbejdsfortjeneste fra 226.925,60 kr. til 501.504,20 kr. A’s
advokat oplyste om grunden til denne ændring, at A dagen før hovedforhandlingen
var blevet opmærksom på, at den tabte arbejdsfortjeneste var opgjort
på et forkert grundlag. Byretten afslog anmodningen. VL udtalte, at der ikke
var oplyst omstændigheder, der godtgjorde, at det var undskyldeligt, at begæringen
om forhøjelse af påstanden ikke var fremkommet på et tidligere
tidspunkt, og der forelå heller ikke oplysninger om, hvorvidt en tilladelse
til forhøjelse ville berøve sagsøgte muligheden for at varetage
sine interesser. En nægtelse af tilladelse til den ønskede forhøjelse
måtte imidlertid antages at kunne medføre et uforholdsmæssigt
tab for A, hvorved bemærkedes, at sagen angik erstatning efter en arbejdsulykke.
VL tog derfor A’s påstand til følge, jf.
RPL § 363, stk. 1, nr. 3, eventuelt således at der af byretten
blev truffet bestemmelse om genoptagelse af hovedforhandlingen.
UfR 2009.762 HKK: Selskabet A indgav i d. 07.04.2005 en begæring til fogedretten
i København om nedlæggelse af forbud mod selskabet N i forbindelse med N's lancering
af et lægemiddel. A påstod forbud nedlagt mod
markedsføring og salg af lægemidlet, da det efter A's opfattelse var i strid
med A's allerede eksisterende patentrettigheder. A tilbagekaldte forbudsbegæringen
d. 29.08.2005 ca. 14 dage før den mundtlige forhandling i fogedretten, og anmodede
retten om at fastsætte sagsomkostninger. N blev af fogedretten tilkendt et samlet
beløb på 509.400 kr. i sagsomkostninger, hvoraf 450.000 kr. var til dækning af advokatudgifter
og 59.400 kr. var til dækning af udgifter i forbindelse med ensidigt indhentede
sagkyndige erklæringer, fogedretten tilkendte dog ikke N sagsomkostninger til dækning
af udgifter til sagkyndig bistand. N kærede fogedrettens afgørelse til ØL med påstand
om forhøjelse af beløbet. ØL stadfæstede fogedrettens afgørelse. Herefter kærede
både N og A ØL's afgørelse til HR. HR udtalte, at A's undladelse af at kære fogedrettens
omkostningsafgørelse til ØL ikke indebar afkald på at kære ØL's afgørelse til HR
med påstand om nedsættelse af de sagsomkostninger, som selskaberne ved fogedrettens
afgørelse var blevet pålagt at betale. Under kære af en fogedsag kunne der fremsættes
nye påstande under de betingelser, der var anført i RPL § 383 og
§ 384, der måtte antages at finde analog anvendelse, jf. tillige
RPL § 587, stk. 4. HR nedsatte sagsomkostningerne til dækning af udgifter
til advokatbistand til 350.000 kr. Fogedretten havde tilladt fremlæggelse af to
ensidige indhentede sagkyndige erklæringer, da de efter fogedrettens opfattelse
været rimelige og påkrævede for sagens forsvarlige udførelse. HR fandt ikke grundlag
for at tilsidesætte denne vurdering og tiltrådte derfor, at disse udgifter indgik
i fastsættelsen af sagsomkostningerne. Der var i sagen ikke påvist andre særlig
forhold, der ville kunne begrunde, at udgifterne til anden sagkyndig bistand, skulle
godtgøres som sagsomkostninger.
UfR 2009.2003 VLD: I 2005 købte forbrugeren K en VW Beetle Cabriolet af
sælgeren S for 343.080 kr. Ifølge K's faktura var bilen, som var godkendt af først
de tyske og så de danske synsmyndigheder, blevet ombygget til en cabrioletmodel
i USA. K reklamerede efterfølgende over forskellige faktiske mangler ved bilen og
fik på et tidspunkt bilen synet hos Applus Bilsyn. Ved synet blev der fundet forskellige
fejl ved bilen, og i fejloversigten var det bl.a. nævnt, at K skulle skaffe dokumentation
for ”karosseriændringer, herunder styrke- og vridingsstabilitet, og for underramme/forstærkning”.
K hævede som følge af manglerne købet, jf. KBL § 78, og forlangte mod udlevering
af bilen købesummen tilbagebetalt og forskellige udgifter erstattet, herunder udgifter
til kreditomkostninger, forsikring og vægtafgift, jf. KBL § 80, stk. 1, nr. 4. Retten i
Viborg fandt, at bilen led af en væsentlig mangel, og K's påstand om ophævelse af
handlen og tilbagebetaling af købesummen blev derfor taget til følge. BR fandt dog
ikke, at der var tale om en tilsikring efter KBL § 80, stk. 1, nr. 4. For VL tog
S bekræftende til genmæle med hensyn til spørgsmålet om ophævelse. VL gav K medhold
med henvisning til, at det måtte anses for en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af
en bil, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne benyttes til kørsel
her i landet, og at denne forudsætning måtte sidestilles med en tilsikring. VL fandt
ikke grundlag for mod K's protest, at tillade en af S – først ved hovedforhandlingens
afslutning i VL – fremsat ny betalingspåstand.
UfR 2010.1675 HD: Entreprenøren S indgik betinget købsaftale med Hvidovre Kommune,
K, om køb af nogle bygninger med henblik på indretning til andelsboliger. Efter
andelsboligforeningen, B, var blevet stiftet, overdrog S en del af ejendommen til
B, som samtidig indgik totalentreprisekontrakt med S. Inden byggeriet var færdigt,
gik S konkurs, og såvel K som B måtte afholde en række udgifter i forbindelse med
byggeriets færdiggørelse. Sagen angik, om og i givet fald i hvilket omfang K kunne
kræve de afholdte udgifter betalt af banken, M, under en garanti, som M havde stillet
for S' opfyldelse af sine forpligtelser efter den betingede købsaftale. M havde
med forbehold for tilbagesøgning udbetalt det beløb til K, som den havde krævet
dækket under garantien. M krævede nu ca. 6,7 mio. kr. tilbagebetalt. HR bestemte,
at K skulle betale 2,5 mio. kr. tilbage til M. HR fandt, at der uden M's samtykke
var sket en væsentlig forøgelse af dens risiko, som måtte føre til en nedsættelse
af M's betalingsforpligtelse. Nedsættelsen blev skønsmæssigt fastsat til 2,5 mio.
kr., som skulle tilbagebetales ud over et allerede betalt beløb på godt 5.000 kr.,
som M blev tilkendt ved ØL's dom. For HR blev der fremsat 2 nye anbringender. K's
anbringende, om at M's garanti skulle dække hele projektet, blev tilladt fremsat,
mens M's anbringende om bristende forudsætninger pga. en opdeling af entreprenørgarantien
på byggeriets 2 afdelinger blev nægtet fremsat, jf. RPL § 384.
UfR 2010.1328 HKK: To selskaber, S, havde
begæret et udlæg mod selskaberne, K, hvilket VL ved en kendelse ophævede. A, anlagde
herefter sag med påstand om erstatning, jf.
RPL § 505. Ingen af parterne var,
forinden afsigelsen af VL's kendelse, blev underrettet om denne, da VL, fejlagtigt,
havde sendt retsbogsudskriften til en forkert adresse. Først d. 13.10.2004, blev
den sendt til A's advokat på en rigtig adresse. Som følge af
RPL § 505, stk. 3, afviste VL søgsmålet med
begrundelsen, at fristen var d. 08.07.2005. Det blev anført, at stævningen var modtaget
med telefax d. 07.01.2005, men den originale stævning først kom frem d. 13.01.2005.
For HR anførte A, at fristen ikke skulle regnes fra d. 08.10.2004, men fra d. 12.10.2004,
da det først var på det tidspunkt, de havde modtages retsbogudskriften. S anførte,
at A ikke ved VL's afgørelse havde afgivet en proceserklæring om, at afsigelsen
skulle bestrides. HR udtalte, at A i sin kære kunne gøre nye anbringender gældende
jf.
RPL § 393, stk. 5. HR udtalte ydermere, at
fristen, jf.
RPL § 505, stk. 1, 1.
pkt.
først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor A burde kende alle forhold, hvorefter
et krav kunne støttes. Retsudskriften kunne først være modtaget d. 13.10.2004. Den
originale stævning, der blev modtaget d. 13.01.2005, var derfor rettidig. HR ophævede
på denne baggrund VL's bestemmelse om afvisning og hjemviste sagen til realitetsbehandling.
UfR 2011.2126 VLK:
Fogedretten i Kolding nægtede udsættelsesanmodning af to lejere, L. Begrundelsen
var, at udlejeren, U, havde vist retsfortabende passivitet. Anmodningen var begrundet
med, at L ikke havde betalt det aftalte depositum. U kærede afgørelsen til VL og
anførte, at lejemålet var tidsbegrænset til d. 31.10.2010, hvorefter U var fritstillet
mht. om lejemålet skulle fortsætte og på hvilke vilkår. L tilkendegav i december
2010, at de ville udnytte den til dem tillagte forkøbsret. Der opstod herved en
forpligtelse for parterne til at købe og sælge ejendommen pr. 31.12.2010. U gjorde
derfor gældende, at der ikke længere bestod et lejemål efter overtagelsesdagen,
og da købsaftalen med rette var ophævet pga. misligholdelse, var der intet andet
grundlag for at besidde ejendommen. L protesterede mod, at U kunne få lov til at
fremsætte de nye anbringender, som havde sammenhæng med L's manglende udnyttelse
af den forkøbsret til ejendommen, de var tillagt. L anførte, at de nye anbringender
ikke havde været behandlet i fogedretten, og hvis de tillodes, ville toinstansprincippet
blive gjort illusorisk. VL slog først fast, at anbringenderne havde sammenhæng med
L's udnyttelse af forkøbsretten. Anbringenderne var ikke blevet gjort gældende overfor
fogedretten, og havde de været gjort gældende ved fogedretsbehandlingen, ville fogedretten
ikke have kompetent til at behandle dem. Tvisten skulle i stedet for behandles ved
de alm. domstole. Trods den vide adgang i
RPL § 597 til at fremsætte nye anbringender under
kæremål, tillod VL derfor ikke, at U fremsatte nye anbringender.
UfR 2012.1710 HKK:
En landbrugsejendom hvorpå der blev udvundet grus, var begæret tvangsauktioneret
pga. konkurs. I forbindelse med afholdelsen af denne, blev der rejst spørgsmål vedr.
fordelingen af panthaverregnskabets overskud, samt hvorvidt indtægter i form af
graveafgifter var at opfatte som en del af ejendommens pant. Fogedretten vedtog,
at et overskud i medfør af
KL § 87 stk. 1 skulle tilfalde panthavere i den prioriterede orden, endvidere
fandt man ikke at de pågældende graveafgifter kunne medtages i ejendommens pant.
Denne skulle således holdes udenfor pågældende overskud. Afgørelsen blev efterfølgende
stadfæstet af såvel VL som HR, i henhold til fogedrettens begrundelse. For HR var
der imidlertid af konkursboet fremsat ny subsidiær påstand, som HR afviste kunne
fremlægges under sagen. Dette skete med henvisning til at der ved stillingtagen
til en sådan, ville ske pådømmelse af forhold der ikke havde været fremlagt de øvrige
instanser.
UfR 2014.2 ØLK: Sagsøger, A, pådrog sig en faldskade
og nedlagde i den forbindelse påstand om, at Rødovre Kommune, K, skulle betale en
erstatning på 7.075 kr. K tog bekræftende til genmæle, men anførte at betaling skete
uden anerkendelse af ansvar eller årsagssammenhæng. A ønskede herefter at ændre
sin påstand, således at K skulle anerkende at være erstatningsansvarlig, hvilket
Retten i Glostrup tillod. ØL stadfæstede BR's kendelse, idet A under de foreliggende
omstændigheder, hvorunder K havde anført, at betaling skete uden anerkendelse af
ansvar og årsagssammenhæng, ikke fandtes at være afskåret fra at nedlæggende den
omhandlende anerkendelsespåstand.
UfR 2014.756 ØLK: A fremlagde 2 ½ måned for sent nye påstande og anbringender,
der inkluderede ikke føromtalte problemstillinger vedr. MFL.
B anmodede om, at disse påstande og anbringender ikke kunne anvendes pga. den sene
fremsættelse. Retten i Lyngby fandt ikke, at der forelå så særlige grunde, at der
skulle ses bort fra overskridelsen af tidsfristen for processkriftet. BR fandt,
at de nye påstande og anbringende skulle afskæres. ØL fastslog efter
RPL § 358, stk. 1 og RPL § 363,
at parter som hovedregel gerne måtte fremsætte nye påstande og anbringender. Derudover
var det efter
RPL § 353 ikke angivet, hvilke spørgsmål processkriftet skulle tage
stilling til. ØL fastslog, at der ikke efter det indleverede afsluttende processkrift
var indtrådt præklusion. A var derfor ikke afskåret fra at fremsætte nye påstande
og anbringender. A's nye påstande og anbringender blev tilladt.
UfR 2014.2785 HD:
Sagen angik, om Randers Kommune, K, med rette havde pålagt appellanterne, A, forblivelsespligt
i forhold til et lokalt kraftvarmeværk, og om Energiklagenævnet, E, med rette havde
stadfæstet denne beslutning. HR fastslog for det første, at A ikke havde udvist
retsfortabende passivitet med hensyn til sagsanlæg, da der i varmeforsyningsloven
i 2004 ikke var en frist for indbringelse af afgørelser til domstolene. Derefter
fandt HR bl.a., at E's afgørelser opfyldte kravene til begrundelse, og at kommunens
beslutning om forblivelsespligt ikke var truffet med tilbagevirkende kraft, idet
de opsigelser, som A havde afgivet, ikke havde fået virkning, da forblivelsespligten
blev besluttet. Et nyt anbringende for HR om at A burde have været fritaget for
forblivelsespligt, fordi de havde træfyr, blev afskåret på grund af passivitet,
idet det ikke længere var muligt at oplyse sagen forsvarligt på dette punkt. K og
E blev derfor frifundet.
FM 2015.73 VLK: Sagsøger anlagde sag med påstand om betaling af ca. 2,7 mio.
kr. Sagsøgte nedlagde påstand om frifindelse og rejste et modkrav på 400.000 kr.
På et tidspunkt hævede sagsøger sagen. Da sagsøgte fastholdt modkravet på ca. 400.000
kr., ønskede sagsøger at genoptage sagen. Byretten nægtede at genoptage sagen. VL
opfattede sagsøgers påstande under kæremålet således, at sagsøger ønskede på ny
at nedlægge sine betalingspåstande. Sagsøger, der har hævet sagen for sit vedkommende,
må processuelt anses for afskåret fra under den verserende sag mod sagsøgtes protest
på ny at nedlægge sine betalingspåstande. Det forhold, at sagsøger muligvis stiltiende
havde forudsat, at modparten frafaldt sit krav, kunne ikke føre til andet resultat.
VL havde ikke herved taget stilling til, om sagsøger måtte anses for at have opgivet
sine eventuelle krav i materiel henseende, eller om sagsøger frit kunne anlægge
sag på ny vedrørende sine betalingspåstande.
FM 2016.41 VLK: Bilag der ikke indgik ved huslejenævnets afgørelse, da bilaget
blev sendt for sent, kunne fremlægges som bilag i boligretssagen.
UfR 2018.3683 VLK: Krav anmeldt efter fristen i KL § 133, stk. 1’s udløb
afvist, da kravene skulle anses som nye selvstændige påstande og ikke som en forhøjelse
af de oprindelige påstande
Som følge af kurators indstilling om ikke at godkende restfordringer af tilkendte
sagsomkostninger anlagde to selskaber, A, sag d. 21.11.2016 mod konkursboet, B,
med påstand om betaling af restfordringerne. A tog forbehold for at hæve påstanden
for mistede leasingsindtægter og udgifter til sikkerhedsstillelse. A nedlagde påstand
d. 18.04.2017 vedr. de mistede leasingsindtægter og udgifterne til sikkerhedsstillelse,
hvilket blev udskilt til særskilt afgørelse. B påstod, at da fristen på fire uger
efter
KL § 133, stk. 1 var udløbet, skulle A’s
krav afvises. Skifteretten i Sønderborg fandt, at restfordringerne og de yderligere
krav havde fælles oprindelse, og at A havde taget forbehold for at hæve påstanden
i stævningen d. 21.11.2016. Sagen var stadig under forberedelse, og
KL § 133 afskar ikke generelt en kreditor
fra at forhøje en påstand. Kravene blev herefter fremmet til realitetsbehandling.
VL fandt, at ifølge forarbejderne var formålet med den korte frist efter
KL § 133, stk. 1 at opnå en hurtigere
bobehandling. Det måtte forventes, at en kreditor allerede inden fordringsprøvelsesmødet
havde gjort sig klart, hvorvidt kurators indstilling om afvisning af kravene kunne
anerkendes. A’s yderligere påstand nedlagt d. 18.04.2017 vedr. mistede leasingsindtægter
og udgifter til sikkerhedsstillelse var ikke omfattet af de krav om sagsomkostninger,
som blev nedlagt i stævningen d. 21.11.2016. Påstanden kunne derfor ikke betegnes
som en forhøjelse, men skulle i stedet anses som nye selvstændige påstande vedr.
andre krav. B’s afvisningspåstand blev derfor taget til følge. Det kunne ikke
føre til et andet resultat, at der var taget forbehold i stævningen om at hæve påstanden.
(2-1)
UfR 2019.3344 HKK:
Proceserklæring afgivet
under hovedforhandlingen i 1. instans var også bindende under 2.
instansbehandling af ankesagen
Codan Forsikring, C, som var
ansvarsforsikrer for en skadevoldende bilist, afgav under
hovedforhandling af en erstatningssag i Retten i Randers en
proceserklæring om, at skadelidtes, A’s, erstatningsopgørelse ikke
længere blev bestridt. Sagen angik, om proceserklæringen også var
bindende under VL’s behandling af ankesagen. HR fandt, at
rækkevidden af en proceserklæring måtte afgøres ved fortolkning af
den pågældende erklæring under hensyntagen til dens ordlyd, formål
og forudsætninger samt sagens omstændigheder i øvrigt. C havde under
skriftvekslingen forud for hovedforhandlingen i BR bestridt A’s
erstatningsopgørelse og flere gange opfordret ham til at opgøre
kravet på ny. A reviderede sit krav og fremkom med en endelig
erstatningsopgørelse forud for hovedforhandlingen. Opgørelsen var
foretaget på grundlag af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings seneste
udtalelser, således som C havde opfordret A til at gøre. På denne
baggrund oplyste C under hovedforhandlingen, at
erstatningsopgørelsen i A’s påstandsdokument ikke længere blev
bestridt. C havde ikke anført, at der skulle foreligge urigtige
eller bristende forudsætninger for proceserklæringen. Under disse
omstændigheder var erklæringen, der efter sin ordlyd ikke var
begrænset til alene at angå sagen i BR, også bindende for ankesagen.
VL var kommet til et andet resultat.
Mundtlighedsprincippet
Oluf Engell i Festskrift i anledning af grundlovens 150 års jubilæum, udgivet af
Advokatsamfundet juni 1999 p. 77-86: Offentlighed og mundtlighed i videst muligt
omfang.
Julie Arnth Jørgensen i ET nr. 3/2022 p. 150-153: Skriftlige
parts- og vidneerklæringer
Udsættelse
H. Wendler Pedersen i JUR 1977.401-411: Forholdet mellem domstolenes og klagenævnenes
behandling af forbrugersager.
UfR 1976.783
ØLK: Sagsøgtes anmodning om, at sag blev forelagt for Rejsebureau-Ankenævnet,
blev ikke taget til følge, da den fremsatte indsigelse om, at beløbet var betalt,
ikke var en klage vedr. en vare eller arbejds- eller tjenesteydelse.
UfR 1978.154/2
HKK: Sagsøgtes anmodning om, at sag blev forelagt for Forbrugerklagenævnet
blev ikke taget til følge, da den fremsatte indsigelse om, at M ikke hæftede for
olieleverancer til H, ikke var en klage vedr. en vare eller arbejds- eller tjenesteydelse.
UfR 1997.18/1
VLK: I en sag om mangler ved VVS-arbejde var skønserklæring afgivet d. 06.08.1996,
og domsforhandling var d. 12.08.1996 blevet berammet til foretagelse d. 18.10.1996.
Den 02.10.1996 begærede parterne domsforhandlingen udsat, da de ønskede at stille
skriftlige spørgsmål til skønsmanden. Retten i Fjerritslev afslog udsættelsen, hvilket
blev tiltrådt af VL.
UfR 1997.1264
VLK: Ejendomsmægler E havde sagsøgt sælger S til betaling af mæglersalær
på 34.100 kr. S påstod frifindelse på grund af E's grove misligholdelse og begærede
sagen udsat på forelæggelse for Dansk Ejendomsmæglerforenings klagenævn. Byretten
tog begæringen til følge, jf.
RPL § 361. VL fandt ikke sagen egnet til behandling ved klagenævnet, jf.
RPL § 361, stk. 1, 2.
pkt., idet tvisten skulle afgøres på grundlag af bevisførelse i form af
afhøring af parter og vidner. Byrettens kendelse om udsættelse blev derfor ophævet.
UfR 1999.1152
ØLK: Under en sag mod to kautionister ønskede de sagsøgte sagen forelagt
for Pengeinstitutankenævnet til afklaring af, om BG Bank havde tilsidesat god pengeinstitutskik.
ØL tiltrådte, at sagen, der forudsatte bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer,
ikke var egnet til behandling ved Pengeinstitutankenævnet.
UfR 1999.1196
HKK: Sag anlagt af K/S Eg Shipping 3 under konkurs mod kommanditist i Middelfart
blev af procesøkonomiske grunde og af hensyn til sagens rette afgørelse udsat på
udfaldet af prøvesag, der verserede ved Østre Landsret, jf.
RPL § 345.
UfR 2001.497
ØLK: Københavns Byret havde ikke været berettiget til at nægte at udsætte
civil sag på afventning af svar på ansøgning om fri proces til sagsøgte.
UfR 2001.1535
HKK: Sag mod Realkredit Danmark med påstand om, at et europæisk patent vedr.
metoderne til beregning af flexlån er ugyldigt, blev udsat på afventning af indsigelsessag
ved den Europæiske Patentmyndighed, hvor afgørelsen ville få indflydelse på sagens
udfald, jf. RPL § 345.
Væsentlige procesøkonomiske hensyn talte for udsættelsen.
UfR 2002.681 ØLD: Sagsanlæg om 20,6 mio kr. mod Danske Bank
afvist, da der i kontrakten om levering af skiltning var indgået en voldgiftsklausul.
Tilføjelse om, at parterne uanset AB 92 §§ 45-47 var berettigede til at indbringe
afgørelser for domstolene, gav ikke parterne adgang til umiddelbart at anlægge sag
ved de almindelige domstole. Der var ikke hjemmel til at udsætte sagen på ubestemt
tid.
UfR 2002.689 ØLK: Sag blev udsat efter sagsøgtes begæring på
indbringelse for Byggeriets Ankenævn, uanset at begæringen først var fremkommet
efter en omfattende skriftveksling og efter afholdelse af syn og skøn, idet byretten
ikke havde gjort sagsøgte bekendt med adgangen til at kræve nævnsbehandling, jf.
RPL § 361, stk. 3.
UfR 2002.692 ØLK: Domsforhandling ved retten i Ballerup blev
ikke udsat, selv om sagsøgtes nyindtrådte advokat var forhindret i at møde.
UfR 2005.1922 VLK: Sagsøgte A krævede omstødelsessager udsat,
da der verserede straffesag mod hendes samlever, jf.
EMRK art. 6. VL udtalte, at hvis A under henvisning til
RPL § 305, jf. § 171, stk. 2, nr. 1,
nægtede at udtale sig, kunne denne nægtelse ikke tillægges processuel skadevirkning
efter RPL § 344, stk.
2. Tilsvarende gjaldt det forhold, at hun, hvis hun valgte at udtale sig,
ikke vil kunne udtale sig under strafansvar. I begge tilfælde måtte skadevirkningen
begrænses til, hvad der vil kunne følge af en anvendelse af almindelige bevisbyrdevurderinger,
jf. herved Betænkning om vidner nr. 316 fra 1962 side 87. På den baggrund og henset
til, at sagerne blev anlagt for mere end to år siden, og at det på nuværende tidspunkt
var uklart, hvornår straffesagen mod A kunne forventes afsluttet, fandt VL efter
en samlet bedømmelse, at det ikke var påkrævet at udsætte sagerne, jf.
RPL § 345.
UfR 2006.1629
ØLK: Der blev indgivet stævning mod A med påstand om
betaling af ca. 57.000 kr. for udført advokatarbejde. A's advokat
begærede dagen inden den berammede domsforhandling sagen udsat på grund
af en svær psykisk lidelse. Ifølge en lægeerklæring ville
A, på grund af lidelsen, ikke kunne forventes at være i stand til at
give møde i retten hverken nu eller fremover. Maribo Byret tog ikke begæring
om omberammelse af sagen til følge. Efter indholdet lægeerklæringen
lagde ØL til grund, at A varigt ikke var i stand til at give fremmøde
under en domsforhandling i byretten. Gennemførelsen af domsforhandlingen,
hvor A var repræsenteret ved advokat, havde derfor ikke forringet hans stilling,
hvorfor byrettens afgørelse blev stadfæstet.
UfR 2006.1631
VLK: Byretten i Fredericia havde udsat domsforhandlingen i en sag i medfør
af
RPL § 345 idet der afventedes afgørelse af verserende ankesag.
VL anførte imidlertid at den omstændighed, at der verserer
en ankesag om en tilsvarende problematik, udgør som altovervejende udgangspunkt
ikke et forhold, der gør det påkrævet at udsætte behandlingen
af en retssag. Da der i det foreliggende tilfælde ikke var særlige omstændigheder
i form af for eksempel en procesaftale mellem sagens parter, var der ikke grundlag
for at udsætte domsforhandlingen i sagen på udfaldet af ankesagen. Byrettens
afgørelse blev derfor ændret.
UfR 2007.48
ØLK: A havde i forbindelse med en ankesag vedrørende en handel
med fast ejendom for ØL gjort gældende, at B som ejendomsmægler
ikke havde noget salærkrav, allerede fordi forlængelsen af en kommissionsaftale
ikke opfyldte mindstekravene, jf. lov om omsætning af fast ejendom, hvorfor
han anmodede om, at sagen mod B’s protest blev indbragt for klagenævnet
for Ejendomsformidling. ØL udtalte, at
RPL § 361 efter sin placering i
RPL kap. 33 om sagsforberedelsen i 1. instans og efter sit indhold i
øvrigt forudsætter, at sagen indbringes for klagenævnet, mens
retssagen forberedes i 1. instans. Derfor var der ikke på tidspunktet for
afsigelsen af kendelsen grundlag for at indbringe sagen for Klagenævnet for
Ejendomsformidling og udsætte ankesagen herpå.
UfR 2008.1113 HKK: Efter en arbejdsskade havde skadelidte,
S, af Arbejdsskadestyrelsen, A, fået anerkendt et erhvervsevnetab på 15 %. Efter
tilkendelse af mellemste førtidspension forhøjede A erhvervsevnetabet til 35 %.
Ankestyrelsen stadfæstede begge afgørelser. Codan Forsikring A/S, C, gjorde indsigelse
mod den sidste afgørelse og anlagde sag mod Ankestyrelsen. S anlagde sag mod C med
påstand om betaling af erhvervsevnetabserstatning. HR fandt, ligesom ØL, at S's
sag mod C skulle udsættes med henblik på udfaldet af C's sag mod Ankestyrelsen,
jf.
RPL § 345, da Ankestyrelsens afgørelse i realiteten angik retsforholdet
mellem S og C og C havde anlagt retssag mod Ankestyrelsen
inden rimelig tid efter dennes endelige afgørelse.
UfR 2008.1317 ØLK: En kontorfunktionær ved Retten
på Frederiksberg underskrev en beslutning, hvorefter berammelsen af hovedforhandlingen
blev fastholdt. ØL ophævede byrettens beslutning, idet den ene part, som var meddelt
fri proces, ikke havde fået beskikket en ny advokat, efter den tidligere var fratrådt.
UfR 2009.36/1 VLK: Køkkenkæden ApS, K, havde i 2006 stævnet
Kjeld Nygaard, N. Sagen havde 3 gange tidligere været berammet til hovedforhandling
ved byretten, og fjerde gang var der berammet 4 retsdage i september 2008. K's advokat
udtrådte af sagen ca. 4 uger før hovedforhandling på grund af ny ansættelse. Da
K's ny advokat ikke havde mulighed for at give møde til hovedforhandlingen, blev
der anmodet om omberammelse af hovedforhandlingen, hvilket byretten i Viborg nægtede.
VL stadfæstede kendelsen og anførte, at hensynet til, at K under hovedforhandlingen
havde advokatbistand, ikke kunne tillægges afgørende betydning over for navnlig
N's interesse i sagens fremme.
UfR 2009.531 ØLK:
Retten i Odense havde ved beslutning af 01.08.2008 meddelt A et advokatpålæg. BR
havde endvidere besluttet, at A skulle indgive et processkrift. Efter
RPL § 259, stk. 3, skulle dette processkrift indgives af en advokat.
På denne baggrund, og henset til at A efter de foreliggende oplysninger havde fremmet
sin ansøgning, herunder påklage til Procesbevillingsnævnet, med fornøden hurtighed,
ligesom A betids havde søgt om udsættelse af de af BR fastsatte frister, fandtes
A's anmodning om yderligere udsættelse af sagen at burde være blevet imødekommet.
ØL ophævede BR's beslutning og hjemviste til fortsat behandling ved
BR.
UfR 2009.1093/1 ØLK: Ved en udsættelsessag ved fogedretten i København d.
25.11.2008 besluttede fogedretten at udsætte sagen indtil d. 02.12.2008 hvor de
sociale myndigheder kunne været til stede, da dette efter fogedrettens vurdering
var nødvendigt. Udlejeren, U kærede denne beslutning. Det fremgik af sagen, at lejeren,
L, blev udsat af og U indsat i lejemålet d. 02.12.2008. Der var således ikke længere
nogen konkret og aktuel tvist mellem sagens parter. U ansås herefter ikke at have
retlig interesse i kæremålet, hvorefter dette blev afvist.
UfR 2010.305 ØLK: Under en boligretssag mellem parterne A og B, som A havde
anlagt, udtrådte A's advokat, C, af sagen d. 09.09.2009 C begrundede sin udtræden
med at han ikke havde fornøden sikkerhed for betaling af salær til sagens endelige
førelse. A anmodede som følge af C's udtræden om omberammelse af hovedforhandlingen
der var fastsat til d. 28.09.2009, B's advokat protesterede mod omberammelsen. Ved
Retten på Frederiksberg blev A's anmodning taget til følge. ØL udtalte, at ved vurderingen
af, hvorvidt en advokats udtræden kunne begrunde en ændring af frister fastsat under
sagens forberedelse og en omberammelse af hovedforhandlingen, måtte der foretages
en afvejning af partens interesse i at være repræsenteret ved advokat over for modpartens
interesse i sagens fremme. Der måtte herved tages hensyn til sagens karakter og
dennes forløb, herunder hvornår sagen var anlagt, og om den tidligere havde været
omberammet, baggrunden for advokatens udtræden og tidspunktet for, hvornår dette
var sket, samt tidspunktet for, hvornår anmodningen om udsættelse var blevet fremsat.
På baggrund af denne vurdering fandt ØL ikke grundlag for at tilsidesætte BR's skøn,
og stadfæstede dermed afgørelsen.
UfR 2011.3374/1
HKK:
I en civil sag mellem A og B, var A udeblevet fra hovedforhandlingen i Byretten,
da A var blevet syg, hvorfor A's advokat anmodede om udsættelse af sagen. A fik
en frist på otte dage til fremlæggelse af lægeerklæring. A fremsendte rettidigt
en lægeerklæring, hvorefter han var blevet undersøgt samme dag og som angav, at
han have haft maveinfluenza. Lægen vurderede, at A's sygdom forhindrede fremmøde
i retten. Byretten omberammede herefter hovedforhandlingen. B kærede denne afgørelse
og anførte, at lægeerklæringen ikke var dokumentation for lovligt forfald. HR stadfæstede
Byrettens afgørelse.
UfR 2012.3463 ØLK: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at en straffesag
skulle fremmes uafhængigt af behandling af skattesagen i det administrative og civilretlige
system. Retten i Helsingør fandt med henvisning til bl.a.
UfR 2011.2192 ØLK, at afgiftsstraffesager først skulle fremmes, når den
civile del var afsluttet, hvorfor BR gav medhold i forsvarerens påstand om udsættelse
af straffesagen. Efter
RPL § 843 a, stk. 1, skulle retten fremme enhver sag med den hurtighed,
som dens beskaffenhed krævede og tilladte. Efter RPL § 847 kunne
retten udsætte hovedforhandlingen, inden den var påbegyndt, hvis det var nødvendigt
af hensyn til retten selv eller på grund af andre omstændigheder. ØL fandt efter
en vurdering af det for ØL fremkomne, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder,
at der var grundlag for at udsætte behandlingen af straffesagen, hvori der var rejst
tiltale ved anklageskrift af 08.09.2010.
UfR 2013.2212 ØLK: A var bortvist fra sin arbejdsplads,
og A's arbejdsgiver, B, havde anmeldt A til politiet, P, for underslæb og tilbageholdte
på den baggrund lønudbetalingen. A lagde ved Retten i Holbæk sag an mod B om udbetaling
af løn. BR fandt, at sagen skulle udsættes til P's efterforskning af B's anmeldelse
var afsluttet. ØL fandt derimod ikke en udsættelse påkrævet med den begrundelse,
at der ingen konkrete oplysninger var om P's efterforskning mod A, herunder hvornår
sagen kunne forventes afsluttet.
UfR 2013.2238 ØLK: SH's skifteret tog d. 18.12.2008
Atlas Shipping A/S, A, under konkursbehandling. I april 2012 indledte Amanda Navigation
Company LLC, B, en voldgiftssag mod A, og i maj nedlagde B ved SH's skifteret påstand
om, at en fordringsprøvelsessag mellem A og B skulle udsættes under henvisning til
den anlagte voldgiftssag. Skifteretten fandt, at fordringsprøvelsessagen burde udsættes
på udfaldet af voldgiftssagen, og ØL stadfæstede kendelsen bl.a. med den begrundelse,
at voldgiftssagens realitet udelukkende angik spørgsmålet om kravets berettigelse,
og således var helt uafhængig af konkursretlige forhold, hvorfor der ikke fandtes
grundlag for at nægte voldgiftsretten kompetencen til at afgøre den foreliggende
tvist.
UfR 2013.2888 ØLK: I en sag mod Skatteministeriet,
S, anmodede modparten, K, om afsigelse af udeblivelsesdom, idet S' advokat, A, udeblev
på hovedforhandlingens anden dag, idet A havde følt sig utilpas og var faldet i
søvn. Retten i Lyngby tog ikke K's anmodning til følge, jf.
RPL § 362, stk. 1, og udsatte derfor sagen til
fortsat hovedforhandling, idet parterne på tidspunktet for udeblivelsen havde nedlagt
påstande, og en væsentlig del af bevisførelsen og proceduren fortsat udestod, hvorfor
BR ikke fandt det forsvarligt at afsige dom på det foreliggende grundlag. ØL stadfæstede
BR's kendelse.
UfR 2015.2784 ØLK: Der skulle ske udsættelse af sager i byretten som kompensation
for flyforsinkelse som følge af, at tilsvarende sager var forelagt for HR.
Procesbevillingsnævnet, P, havde d. 28.01.2015 givet tredjeinstansbevilling til
anke af ØL's afgørelser d. 06.11.2014 i fire sager, der omhandlede fire krav
om kompensation for flyforsinkelse. Kravet var fremsat af en række flypassagerer,
A, over for et flyselskab, B, i henhold til EU-forordning 261/2004. I tre af de
fire sager havde B påberåbt sig usædvanlige omstændigheder i form af tekniske vanskeligheder,
og at disse skulle føre til, at der ikke skulle gives A medhold i kompensationskravet.
I den fjerde sag havde flyselskabet påberåbt sig usædvanlige omstændigheder i form
af en bugseringsskade påført af bagageseleskabet. Spørgsmålet var, om de nye sager
ved byretten, der angik samme spørgsmål, skulle udsættes for at vente på HR's stillingtagen
til spørgsmålet. Københavns byret fandt, at HR's stillingtagen til spørgsmålet utvivlsomt
ville få betydning for rettens bedømmelse, og at anmodningen om udsættelse derfor
skulle tages til følge. ØL's flertal udtalte, at tre af de sager, der med P's tilladelse
var indbragt for HR, vedrørte forsinkelse som følge af tekniske fejl, der i ingen
af tilfældene kunne konstateres ved de lovpligtige eftersyn af de pågældende fly.
Den fjerde sag vedrørte forsinkelse som følge af uheld, der ikke skyldtes adfærd
hos B's ansatte. HR ville skulle tage stilling til, om der i sådanne tilfælde skulle
ydes de passagerer, der blev ramt af forsinkelse, en kompensation, eller om der
var tale om usædvanlige omstændigheder, som efter artikel 5, stk. 3, i forordning
261/2004 fritog B herfor. HR's afgørelse af dette spørgsmål ville kunne få indflydelse
på udfaldet af de sager, der var omfattet af nærværende kæremål. Herefter, og når
samtidig blev henset til det meget store antal sager, der var anlagt ved byretterne
om tilsvarende problemstillinger, sammenholdt med sagernes karakter, fandt flertallet,
at behandlingen af sagerne skulle udsættes, indtil der var afsagt dom i de sager,
der verserer for HR, jf.
RPL § 345.
(2-1)
UfR 2016.1273 SHK: Sag ved SH udsat på OHIM's afgørelse af to udslettelsessager
om sagsøgtes EU-varemærke, jf. EF-varemærkeforordningens art. 104, stk. 1. Der forelå
ikke sådanne særlige årsager, at sagens behandling skulle fortsætte.
I en sag om krænkelse af enerettigheder over en lilla inhalator udskiltes spørgsmålet
om, om sagen i medfør af EF-varemærkeforordningens art. 104, stk. 1, skulle udsættes
på afgørelsen af to udslettelsessager, der verserede ved OHIM (EU's varemærkemyndighed)
om G's EF-farvevaremærke. SH lagde vægt på, at G's synspunkt om, at udsættelse af
denne sag ville have en særlig indgribende betydning for G, fordi sagsbehandlingstiden
ved OHIM kunne vare helt op til 10-12 år, og det omhandlede produkt var et meget
værdifuldt medicinsk produkt med begrænset livscyklus, i princippet kunne anføres
for hovedparten af medicinske produkter. Dette synspunkt kunne derfor ikke i sig
selv udgøre en særlig årsag. G havde i det hidtidige forløb ved SH valgte først
at nedlægge selvstændige påstande om krænkelse d. 04.11.2014, selv om G havde haft
lejlighed hertil allerede fra d. 19.05.2014, hvor S anlagde denne sag, og i forbindelse
med at G d. 02.06.2014 selv anlagde en sag om midlertidigt forbud mod S, som denne
sag blev udsat på. G valgte imidlertid alene at påstå frifindelse i det foreløbige
svarskrift af d. 04.07.2014, og denne beslutning kunne ikke efterfølgende komme
S til skade på den måde, at S, som anført af G, måtte anses for at have tilrettelagt
denne sag på en så udspekuleret måde, at det ville være urimeligt over for G at
give S medhold i anmodningen om udsættelse. SH imødekom herefter S' anmodning om
udsættelse af sagen, indtil OHIM havde afgjort de to udslettelsessager om G's omstridte
EF-varemærke.
FM 2017.24 ØLK: Erstatningssager i forbindelse med ulovligt indgreb i demonstranters
ytringsfrihed skulle af hensyn til politiets muligheder for at varetage sine interesser
under sagen, udsættes indtil statsadvokaten havde truffet afgørelse. Der blev ikke
taget stilling til, om sagerne skulle udsættes, indtil undersøgelseskommissionen
havde afgivet sin beretning.
Under det kinesiske statsbesøg i 2012 havde en række personer demonstreret, hvorfor
politiet havde grebet ind, og disse personer havde derfor anlagt sag med påstand
om erstatning for ulovligt indgreb i personers ytringsfrihed efter
GRL § 79 samt
EMRK art. 10 og/eller
11.
BR fandt, ikke at der var grundlag for at udsætte erstatningssagerne. LR fandt,
at det fremgik, at Den Uafhængige Politianklagemyndighed på baggrund af en anmeldelse
fra Politidirektøren i København foretog efterforskning i relation til, om personale
i Københavns Politi havde begået strafbare forhold, herunder tjenestemisbrug eller
forsømmelse ved at afgive urigtige oplysninger eller forsømmelse i øvrigt i forbindelse
med bl.a. den kinesiske præsidents statsbesøg i København i 2012 og i forbindelse
med den efterfølgende håndtering af sagen. Det fremgik endvidere, at efterforskningen
tillige omfattede, om to polititjenestemænd havde afgivet falsk forklaring i retten.
På denne baggrund fandtes det, når henset til Københavns Politis muligheder for
at varetage sine interesser under sagen, herunder eventuelt gennem vidneførelse,
at sagerne burde udsættes, til statsadvokaten havde truffet afgørelse i anledning
af den stedfundne anmeldelse til Den Uafhængige Politianklagemyndighed af personale
i København Politi. Københavns politis subsidiære påstand blev derfor taget til
følge. LR fandt, herefter ikke grundlag for på daværende tidspunkt at tage stilling
til, om der var grundlag for at udsætte sagerne, indtil undersøgelseskommissionen
om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med den kinesiske
præsidents statsbesøg m.v. nedsat af justitsministeren havde afgivet sin beretning.
FM 2017.75 VLK: Selvom ankesagers resultat kunne få betydning for en nyere sag,
skulle den nye sag ikke afvente ankesagerne, da den i forvejen havde verseret i
6 år.
Der var i 2016 afsagt domme i 3 hovedsager, som blev anket fordi A ikke fik medhold.
I 2010 havde A anlagt en anden sag mod en række personer, B, for at afbryde en forældelsesfrist.
I denne sag var der enighed mellem parterne om, at hvis A ikke fik medhold i hovedsagerne,
så havde han ikke noget krav i den nye sag. Sagen fra 2010 havde siden været udsat
for at afvente udfaldet af hovedsagerne, på trods af B's protest. Da dommene i hovedsagerne
blev anket, ønskede B sagen fremmet, mens A ønskede fortsat udsættelse. BR fandt,
at sagen havde verseret i mere end 5 år. Uanset at udfaldet af sagen gik A imod
og sagen derfor var anket og uanset, at udfaldet af ankesagen kunne få betydning
for sagens udfald, vægtede hensynet til B's interesse i at få sagen afgjort højere
end A's interesse i at afvente ankesagen. A's anmodning om yderligere udsættelse
af sagen toges derfor ikke til følge. VL fandt, at sagen ved BR blev anlagt i 2010,
og den havde således verseret i næsten 6 år. Det tiltrådtes på denne baggrund og
i øvrigt af de grunde som BR havde anført, at sagen ikke burde udsættes yderligere,
og VL stadfæstede derfor kendelsen.
FM 2017.184
VLK: B ønskede en sag udsat indtil EUIPO havde truffet afgørelse. VL fandt,
at det måtte antages at EUIPOs afgørelse i sagen om A's varemærke ville få indflydelse
på udfaldet af retssagen, jf. RPL § 345.
Væsentlige procesøkonomiske hensyn talte derfor for, at sagen skulle udsættes. Der
var ikke sådanne modhensyn, at det ikke måtte anses for påkrævet at udsætte behandlingen
af sagen, indtil der forelå en afgørelse fra EUIPO.
FM 2017.213 ØLK: Da det var klargjort, at det var lejer B og ikke lejer A, som
var lejer af et lejemål, blev udsættelsessag udsat, da lejer B skulle have mulighed
for at fremsætte sine indsigelser ved advokat.
LB havde 10 min. før retsmøde ringet til fogedretten og forhørt sig om, hvorvidt
der var et møde vedr. udsættelse af hans lejemål d.d. Han oplyste, at han var i
besiddelse af en lejekontrakt, at han ønskede at gøre indsigelse, og at han ønskede
at give møde ved advokat. U's advokat, A, anmodede om, at LA afgav forklaring, før
der blev taget stilling til, hvorvidt sagen skulle fremmes samme dag. Da LA havde
forklaret, at det var LB, der var den reelle lejer, da LA bl.a. aldrig havde betalt
husleje, anmodede A om, at sagen blev fortsat som udkørende fogedforretning samme
dag med henblik på effektiv udsættelse af både LA og LB, da der var dokumenteret
en betalingsmisligholdelse i form af påkravsskrivelse og ophævelsesskrivelse, og
da der ikke var tvivl om, at det reelt var LA, der var lejer, da det var ham, der
formelt havde disponeret som lejer. Fogedretten fandt, at sagen afsluttedes for
LA, idet han ikke var lejer, og ikke havde adgang til lejemålet. LA's forklaring
om, at det var LB, der var lejer, var samstemmende med hvad LB telefonisk havde
oplyst fogedretten. Ved indkaldelse til fogedretsmøde skal man have et varsel på
mindst 7 dage, jf.
RPL § 598,
stk. 2. Det havde LB ikke fået. På denne baggrund, herunder
særligt henset til, at LB skulle have mulighed for at fremsætte sin indsigelse ved
advokat, kunne sagen ikke foretages udkørende dags dato, jf.
RPL § 598, stk. 2, jf.
§ 491, stk. 1. ØL fandt, at denne var enig
i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor fogedrettens kendelse blev
stadfæstet.
UfR 2018.2011 HKK: Byrettens sag ikke udsat på indhentelse af speciallægeerklæring,
da domstolenes prøvelse af Patientskadeankenævnets afgørelse måtte ske på grundlag
af patientens forhold på tidspunktet for nævnets afgørelse, og speciellægeerklæringen
havde derfor ikke betydning for sagen
A indbragte Patientskadeankenævnets (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), N’s,
afslag på genoptagelse af en patientskadesag for Retten i Horsens. Under retssagens
forberedelse blev sagen i maj 2014 forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
E, med henblik på en vejledende udtalelse om A’s varige mén og erhvervsevnetab
i anledning af den anerkendte patientskade. A blev i 2015 og 2016 opereret. I 2016
anmodede E om en ny speciallægeerklæring fra en speciallæge i ortopædkirurgi
med henblik på en erklæring efter den seneste operation. N protesterede mod indhentelsen.
Spørgsmålet for HR var, om hovedforhandlingen i BR skulle afvente indhentelse af
en ny speciallægeerklæring, eller om en sådan erklæring – som antaget af BR
– måtte anses for uden betydning for sagen. HR fandt, at domstolenes prøvelse
af N’s afgørelse måtte ske på grundlag af A’s forhold på tidspunktet
for N’s afgørelse. Speciallægeerklæringen måtte antages at være uden betydning
for sagen, og der var derfor ikke grundlag for at udsætte sagen herpå. VL var nået
til et andet resultat.
FM 2020.149 VLK:
Fogedforretningen mod S
blev udsat, da S havde fået tredjeinstansbevilling for den dom, der
lå til grund for fogedforretningen
Der var indgivet en udlægsbegæring af K
mod S på baggrund af en dom fra 2019 fra VL. K fremlagde en
subsidiær påstand om, at en udsættelse skulle betinges af, at S
stillede sikkerhed for udlægget. Fogedretten i Herning modtog en anmodning
om udsættelse fra S, da S havde søgt om tredjeinstansbevilling for
dommen, og fogedretten modtog endnu en anmodning, efter S havde
modtaget tredjeinstansbevillingen.
Fogedretten fandt, at sagen skulle
udsættes efter
RPL § 502, stk. 1, nr. 1.
VL fandt, at S, i tilfælde af at den
tidligere dom blev tvangsfuldbyrdet, ikke ville kunne få fuld
dækning for sit evt. tilbagebetalingskrav, hvis han fik medhold i
HR. Der var ikke grundlag for sikkerhedsstillelsen efter
RPL § 502, stk. 2 ud fra
det foreliggende om S’ økonomiske forhold.
UfR 2020.2721 VLK:
Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle afklare, om et eksproprieret areal var en beskyttet naturtype, og derfor blev sagen
om lovligheden af ekspropriationsbeslutningen udsat, jf. RPL § 345
Banedanmark, A, ansøgte Syddjurs Kommune, K, om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3
til etablering af bomanlæg. K oplyste, at arealet ikke længere var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og traf
efterfølgende afgørelse derom. B klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, N, og anførte, at K ikke havde redegjort
for, at der var foretaget en ny vurdering af arealet, og at han ikke var orienteret om ændringen. B anmodede om, at
sagen blev udsat på N’s afgørelse, jf.
RPL § 345.
B anførte, at spørgsmålet om, hvorvidt arealet var en beskyttet naturtype, ikke var afklaret, før klagen var endeligt
afgjort. Retten i Randers fandt, at sagen ikke skulle udsættes, da B’s klage til N vedrørte en afgørelse, som var
truffet af en anden myndighed efter ekspropriationen. VL fandt, at betingelserne for at udsætte sagen var opfyldt,
jf.
RPL § 345. B’s anmodning blev taget til
følge, indtil N’s afgørelse forelå.
FM 2021.34 ØLK:
Ansøgning til procesbevillingsnævnet havde ikke opsættende virkning, og fogedretten havde derfor med rette fastsat
sagsomkostninger
Sagen angik fastsættelse af sagsomkostninger ifm. en indsættelsesforretning vedr. en hund.
A var ikke mødt frem til procedure i BR, hvorfor sagen blev afvist på B’s begæring. A kærede afvisningen, men kæremålet
bortfaldt, da der ikke blev indbetalt kæreafgift. En efterfølgende genoptagelsesanmodning blev ikke taget til følge.
Der blev fastsat en frist til eventuelle omkostningsbemærkninger, og A meddelte inden for fristen, at sagen ikke var
afsluttet, da den var på vej til Procesbevillingsnævnet, N. Til beregning af sagsomkostningerne oplyste B, at hunden
ud fra en reproduktionsværdi som avlshund havde en værdi på 260.000 kr., og B’s advokat oplyste at have haft et
tidsforbrug svarende til en fakturering på 90.000 kr.
Fogedretten i Næstved fandt, at B skulle tilkendes sagsomkostninger. Der blev lagt vægt på B’s påberåbte værdi
og det betydelige tidsforbrug. A skulle betale 20.000 kr. til B.
ØL fandt, at det ikke havde opsættende virkning at indgive ansøgning til N,
jf. RPL § 585, og fogedretten skulle derfor ikke
have udsat deres vurdering af omkostninger. ØL stadfæstede.
FM 2021.54 ØLK:
Byretten havde ikke hjemmel til at udsætte en sag, der var en del af et større sagskompleks, på ubestemt tid, hvorfor
sagen blev hjemvist til byretten
Sagen omhandlede erstatning for ulovlig fildeling og var en del af et større sagskompleks.
Sagsøger, A, havde nedlagt påstand om tildeling af erstatning for fildelingen. A’s advokat, B, og dennes
advokatkontor, C, var sigtet for bedrageri ifm. behandlingen af sagskomplekset.
Retten i Roskilde fandt, at sagen skulle udsættes, grundet B’s og C’s rolle i sagskomplekset,
jf. RPL § 345,
jf. DL 5-1-2.
ØL fandt, at sagskomplekset var på det indledende stadie af efterforskning, hvorfor der ikke kunne siges noget om
tiltalespørgsmål eller tidshorisont. Da BR ikke havde hjemmel til at kunne udsætte sagen på ubestemt tid, og
da DL 5-1-2 ikke var relevant i sagen, blev afgørelsen ophævet og
hjemvist, således at sagens behandling skulle fremmes.
UfR 2021.1289 ØLK:
En sag om sælger og
byggesagkyndiges erstatningsansvar overfor to købere af en fast
ejendom skulle udsættes indtil udfaldet af en isoleret
bevisoptagelse, som køberne havde anmodet om mod
ejerskifteforsikringsselskabet, da det kunne få indflydelse på
sagens udfald, jf. RPL § 345
To købere, A, af en fast ejendom havde
anlagt sag mod sælgeren, C, og den byggesagkyndige, E, pga. mangler
ved ejendommen. Sagen drejede sig om, hvorvidt C og E var
erstatningsansvarlige i det omfang, omkostningerne til udbedring af
manglerne ikke blev dækket af ejerskifteforsikringen, D. A indgav
særskilt anmodning om syn og skøn ved en isoleret bevisoptagelse mod
D. Sagen mod C og E var fortsat under forberedelse og ikke berammet
til hovedforhandling.
Retten i Holbæk fandt, at sagen skulle
udsættes pga. anmodningen om syn og skøn ved en isoleret
bevisoptagelse mod D, da resultatet af denne bevisoptagelse ville
kunne få indflydelse på sagens udfald, jf.
RPL § 345.
ØL fandt, at
RPL § 345 efter
bestemmelsens ordlyd og forarbejder ikke var begrænset til
afventning af administrative eller retlige afgørelser. ØL
stadfæstede.
UfR 2021.3784 HKK:
Udsættelse af en sag var påkrævet for at afvente udfaldet af to verserende prøvesager, som omhandlede det samme
spørgsmål om ekspropriationserstatning ifm. det samme letbaneprojekt, da det måtte lægges til grund, at prøvesagerne
ville kunne få betydning for udfaldet af sagen
Sagen angik, hvorvidt en sag ved Retten i Odense skulle udsættes i medfør af
RPL § 345 med henblik på at afvente udfaldet af to
verserende prøvesager, som omhandlede det samme principielle spørgsmål om, hvordan ekspropriationserstatningen ifm.
etableringen af et nyt letbaneanlæg i Odense skulle ansættes.
HR fandt, at afgørelsen af, om udsættelse af en sag i medfør af
RPL § 345 var påkrævet, beroede på en samlet vurdering
af sagens omstændigheder, herunder hensynet til en hurtig sagsbehandlingstid, procesøkonomiske hensyn og hensynet til,
at sagen skulle oplyses bedst muligt, således at der kunne træffes en materielt rigtig afgørelse. I den konkrete sag
var udsættelse påkrævet, bl.a. med henvisning til at prøvesagerne angik samme problemstilling i relation til det
samme letbaneprojekt, og at det måtte kunne lægges til grund, at prøvesagerne ville kunne få betydning for udfaldet
af den konkrete sag. VL var kommet til samme resultat.
UfR 2022.597 ØLK:
I en varemærkesag skulle der ikke ske udsættelse af sagen fsva. varemærker, hvor EUIPO havde truffet endelig afgørelse,
men for ét varemærke skulle sagen udsættes, da der for dette varemærke var indgivet anmodning til EUIPO om fortabelse
eller ugyldighed
Et selskab, A, havde anlagt sag mod et andet selskab, B, i en sag om krænkelse af EU-varemærker.
A anmodede om udsættelse og henvisning. B blev opfordret til at indgive begæring til EUIPO, E, om A’s varemærkers
fortabelse eller ugyldighed. Såfremt B indgav begæring, skulle sagen udsættes, indtil E havde truffet endelig
afgørelse om A’s EU-varemærker. B påstod i stedet sagen fremmet.
SH fandt, at SH på begæring fra EU-varemærkets indehaver kunne udsætte sagens behandling og opfordre sagsøgte til at
indgive begæring til E om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, jf. EU-varemærkeforordningens art. 128, stk. 7.
SH havde som EU-varemærkedomstol kompetence til at behandle sagerne, og der var ikke grundlag for at udsætte og
opfordre B til at indgive begæring til E.
ØL fandt, at fordi E havde taget endelig administrativ stilling til nogle af varemærkerne, kunne A’s påstand om
udsættelse ifm. disse varemærker ikke tages til følge, jf. varemærkeforordningens art. 128, stk. 2. For ét af
varemærkerne var der dog indgivet anmodning til E om fortabelse eller ugyldighed, og for dette varemærke skulle
der ske udsættelse. En anmodning om, at der blev stillet præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen blev ikke taget
til følge, da der var sket korrekt anvendelse af EU-varemærkeforordningens regler. Sagen blev udsat indtil E’s
endelige afgørelse fsva. det ene varemærke, mens resten af SH’s kendelse blev ophævet og hjemvist mhp. stillingtagen
til, om den del af sagen vedr. de øvrige varemærker helt eller delvist skulle udskilles til særskilt forlods afgørelse.
UfR 2022.2025 HKK:
To varemærkesager ved Sø- og Handelsretten skulle udsættes som følge af sagsøgtes indgivelse af en anmodning om fortabelse
eller ugyldighed af de pågældende varemærker til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Ved SH verserede der to sager, anlagt af virksomheden NHS, Inc., A, om krænkelse af en
række EU-varemærker, hvor sagsøgte, B, havde fremsat modkrav med påstand om EU-varemærkernes fortabelse eller
ugyldighed. SH bestemte, at begge sager skulle udsættes, fordi B forud for fremsættelsen af modkravet i sagerne
havde indgivet en anmodning om fortabelse eller ugyldighed af de pågældende EU-varemærker til Den Europæiske Unions
Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).
HR tiltrådte, at begge sager ved SH var blevet udsat. A nedlagde for HR påstande om, at de to sager ved SH, eller i
det mindste den første af de to sager, skulle fremmes fsva. A’s påstand om krænkelse. Efter omstændighederne tog HR
disse påstande under påkendelse, men de blev ikke taget til følge. Der var endvidere ikke grundlag for at forelægge
EU-Domstolen præjudicielle spørgsmål. ØL var kommet til det samme resultat.
UfR 2022.3266 ØLK:
Der var ikke grund til at udsætte to ud af syv retsdage, da hensynet til sagens fremme oversteg
anklagefuldmægtigens afholdelse af ferie
I en straffesag var der afsat 7 retsdage til hovedforhandlingen. Parterne var enige om,
hvornår 5 af dagene skulle berammes, hvorimod anklagemyndigheden, M, modsatte sig de to resterende dage, da de faldt
sammen med anklagefuldmægtigens afholdelse af ferie.
Retten i Odense fandt, at det fremgik af RPL § 843 a,
stk. 1, at retten skulle fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed krævede og tillod. Efter
en samlet vurdering kunne det lægges til grund, at hensynet til sagens fremme inden rimelig tid, herunder navnlig
hensynet til varetægtsfængslingens varighed, samt hensynet til, at hovedforhandlingen blev koncentreret tidsmæssigt,
oversteg M’s ønske om, at sagen blev fordelt til en bestemt anklager.
ØL stadfæstede.
Det kontradiktoriske princip
UfR 2006.383 ØLK: A, der siden 1988havde været tjenestemandsansat
børnehaveklasseleder, blev disciplinært afskediget i 2003 på grund af et langvarigt
sygdomsforløb. A anlagde herefter sag mod Frederiksberg Kommunen K. Under forberedelsen
af sagen blev Retslægerådet, R, stillet nogle spørgsmål. R anmodede om adgang til
en fuldstændig journalkopi fra A's læge, hvilket blev fremsendt til R, men ikke
til K og dennes advokat. A's advokat gjorde gældende at alene de for R's besvarelse
relevante oplysninger ville kunne udleveres til K. Frederiksberg Byret tog A's påstand
til følge. ØL udtalte herimod, at uanset at dette materiale
kunne indeholde personfølsomme oplysninger uden relevans for R's besvarelse, havde
A ved denne fremsendelse valgt at inddrage også disse oplysninger i sagen uden ekstrahering.
Herefter, og da K i overensstemmelse med det kontradiktoriske princip skulle have
adgang til alle de oplysninger, der indgik i sagen, skulle den fuldstændige journalkopi
udleveres til K.
Forhandlingsmaksimen
Robert Boman: Om åberopande och åberopsbörda i dispositiva tvistemål,
Stockholm 1964.
Mogens Munch i
UfR 1972 B.189-192: Jura novit curia.
Erik Werlauff og Henrik S. Øe i
UfR 1996 B.395-404: Forhandlings- og eventualmaksimens betydning i EU-retlige
spørgsmål - Hvornår skal dommeren af egen drift inddrage unionsretten?
UfR 2006.739
ØLD/2: I en sag, omhandlende varsling af lejeregulering iht. erhvervslejeloven,
ophævede ØL boligrettens dom, efter parternes samnstemmende påstand, og hjemviste
sagen til fornyet behandling ved boligretten, idet dommen var afsagt i strid med
RPL § 338,
da der var blevet lagt afgørende vægt på forhold, som ikke var blevet påberåbt af
parterne, idet der mellem parterne var enighed om, at disse forhold var uden betydning
for deres retsstilling. Boligretten havde derimod ikke taget hensyn til de forhold
som var genstand for parternes tvist.
UfR 2018.3497/2 ØLK: Det var i strid med forhandlingsprincippet, at byretten
i en sag om regreskrav for udbetalte sygedagpenge pålagde kommunen at fremlægge
sin forvaltningsafgørelse i et processkrifts samt at procesunderrette den skadelidte
Sønderborg Kommune, K, traf en forvaltningsafgørelse om at gøre et regreskrav gældende
mod Codan Forsikring, F, som
ansvarlig skadevolder som følge af udbetalte
sygedagpenge i medfør af sygedagpengelovens § 78 og
EAL § 17, stk. 1, 3.
pkt.
I sagen mellem K og F kunne Retten på Frederiksberg ikke finde K’s forvaltningsafgørelse,
hvorfor BR anmodede om, at K fremlagde afgørelsen i et processkrift, jf.
RPL § 355, stk. 2. BR besluttede desuden, at
den skadelidte, S, burde procesunderrettes om sagen og gives mulighed for at varetage
sine interesser i den forbindelse.
Manglende efterkommelse af pålægget havde
udeblivelsesvirkning, jf.
RPL § 360, stk. 5. ØL fandt, at behandlingen
af civile sager var underlagt forhandlingsprincippet, hvorfor sagens afgørelse som
udgangspunkt skulle træffes på grundlag af de af parterne fremsatte krav og tilvejebragte
oplysninger. BR havde således ikke adgang til selv at inddrage yderligere processtof
i sagen, men kunne i medfør af
RPL § 339, stk. 3 opfordre en part til at fremlægge
dokumenter, tilvejebringe syn og skøn eller i øvrigt føre bevis, når sagens faktiske
omstændigheder uden sådan bevisførelse ville henstå som uvisse. Der var derfor ikke
hjemmel til, at BR pålagde K at fremlægge forvaltningsafgørelsen. Der var desuden
ikke hjemmel til, at BR pålagde sagens parter at give S procesunderretning om sagen.
BR’s afgørelse blev derfor ophævet.
UfR 2019.342 VLK: I en erstatningssag mod den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse
havde skønsmændene på egen hånd indhentet 76 årsrapporter fra 50 selskaber på cvr.dk
til brug for skønserklæringen, men da oplysningerne var offentligt tilgængelige
skulle skønserklæringen ikke udgå af sagen
Finansiel Stabilitet, F, havde anlagt en erstatningssag mod en række personer, G,
herunder den tidligere ledelse, bestyrelse og revisorer i Løkken Sparekasse, L.
Under sagens behandling var der udpeget to skønsmænd, S, der skulle komme med en
skønserklæring angående L’s kunder i perioden 2006 - 2007. S havde på egen
hånd indhentet 76 årsrapporter fra 50 selskaber på cvr.dk, som S benyttede til udarbejdelsen
af skønserklæringen, ligesom S på egen hånd havde kontaktet Finanstilsynet, T, for
at få afklaret noget faglig viden angående § 71-vejledning og begrebet "indbyrdes
forbundne kunder". S havde ved flere tidligere lejligheder stillet spørgsmål
og anmodet om mere materiale fra parterne, hvilket hver gang var blevet imødekommet.
G påstod, at det var i strid med partsmaksimen, at S på egen hånd havde indhentet
årsrapporterne samt kontaktet T, hvorfor skønserklæringen skulle udgå af sagen.
VL fandt, at der var tale om offentligt tilgængelige oplysninger, som var indhentet
fra et offentligt register, og der var tale om oplysninger, som var sædvanlige ved
vurderingen af et selskabs økonomiske forhold. S burde have kontaktet parterne,
inden de indhentede årsrapporterne, så parterne havde kendskab til og mulighed for
at udtale sig om, at materialet indgik i udarbejdelsen af skønserklæringen. Denne
fejl kunne dog ikke føre til, at skønserklæringen skulle udgå af sagen. S havde
i skønserklæringen angivet deres forudsætninger om L’s kendskab til oplysninger
om de forskellige selskabers resultat mv., hvorfor det måtte indgå i bevisvurderingen
ved hovedforhandling, i hvilket omfang denne forudsætning var korrekt, og hvilken
vægt der i den forbindelse kunne lægges på skønserklæringen. Der var ikke påvist
forhold om S’ kontakt til T, der var ressortmyndighed på området, som gjorde,
at skønserklæringen skulle udgå af sagen. Skønserklæringen blev derfor tilladt.
Forlig og dommertilkendegivelser
W. E. von Eyben: Dommer-tilkendegivelser, 1. udg., 1987, 176 sider,
GadJura. Anmeldt af Niels Gangsted-Rasmussen i ADV 1988.57 ff., Erik Riis i UfR 1988 B.179-183,
samt af H. Kallehauge i JUR 1988.269-276. Hele bogen kan læses
her
Christian Bache, Michael Kistrup og Lene Larsen: Dommen, 1. udg. 2003, 238
sider, DJØF.
Stig Jørgensen i ADV 1989.105-106: Udviklinger (Indeholder bl. a. en kritik af dommertilkendegivelser)
W. E. von Eyben i
UfR 1989 B.36-37: Dommertilkendegivelser i principielle sager. (Fremdragelse
af konkrete sager, der belyser det uheldige i, at principielle sager afsluttes ved
tilkendegivelser).
Stig Jørgensen i Lov & Ret nr. 8/1995 p. 28-30: Retssikkerheden prisgivet til
fordel for bekvemmelighed. (Kritiserer den manglende protokollation af parts- og
vidneforklaringer og indførelsen af mundtlige tilkendegivelser i stedet for skriftlige
domme.)
Torben Goldin i FM 1999.142-149: Forligsmægling i civile sager.
Michael Wiisbye i
UfR 2000 B.477-481: Krav på dom efter tilkendegivelse? (Konkluderer, at
en part altid har krav på dom).
Henrik Karl Nielsen i ADV nr. 8/2007 p. 40-41: Hellere forligsmægling end tilkendegivelse
Lin Adrian, Sanne Bager og Clement Salung Petersen i
JUR 2015.98-106: Perspektiver på forligsmægling
Rasmus Grønved Nielsen i
JUR nr. 6/2019 p. 240-258: Retsforlig om
myndighedsudøvelse
UfR 1996.40
ØLK: Dommerfuldmægtig i Ringsted havde under et forberedende retsmøde tilkendegivet
sin foreløbige opfattelse af sagen. ØL lagde til grund, at tilkendegivelsen blev
fremsat som led i rettens forligsmægling, jf.
RPL § 268, stk. 1. En sådan tilkendegivelse kunne normalt ikke bevirke,
at dommeren blev inhabil.
UfR 2001.1433/2
ØLK: Rettens tilkendegivelse havde først bindende virkning for parterne
som retsforlig, når begge parter til retsbogen havde meddelt, at de var indforståede
hermed. Da ingen af parterne havde meddelt en sådan indforståelse, var spørgsmålet
om rettidig reklamation ikke afgjort af retten.
UfR 2000.543
HKK: Parterne havde indgået forlig og overladt det til retten at træffe
bestemmelse om sagsomkostningerne - uden af tage kæreforbehold. Byretten i Århus,
4. afd., tilkendte herefter sagsøgeren 7.000 kr., hvilket byretten 12 dage senere
erkendte var en fejl, idet sagsøgeren skulle være tilkendt et større beløb. Under
disse omstændigheder fandtes sagsøgeren at have adgang til at kære byrettens afgørelse,
jf. herved RPL § 270, stk.
2, 2. pkt.
UfR 2000.888
HKK: Appellanten havde efter landsrettens tilkendegivelse efter domsforhandlingen
hævet anken, hvorefter VL hævede sagen, selv om indstævnte havde anmodet om at der
blev afsagt dom i sagen. HR fandt, at
RPL § 366 fandt tilsvarende anvendelse i ankesager. Heraf fulgte, at appellanten,
når denne havde nedlagt sin påstand under domsforhandlingen, ikke længere ensidigt
kunne hæve sagen. Efter dette tidspunkt kunne sagen kun hæves med samtykke fra indstævnte,
selvom denne alene havde påstået stadfæstelse. Sagen blev derfor hjemvist til landsretten
med henblik på afsigelse af dom. Komm. af Michael Wiisbye i
UfR 2000 B.477-481: Krav på dom efter tilkendegivelse?
UfR 2001.518/2
HD: Begge parter havde uden forbehold tiltrådt et forligsforslag, som Østre
Landsret fremsatte under retsmødet den 29.01.1999, om betaling af 113.000 kr. Forliget
var derved endeligt indgået. Spørgsmålet om forligets gyldighed må herefter afgøres
ved retterne i første instans, jf.
RPL § 270, stk. 2, 1. punktum. Landsretten har derfor ikke haft hjemmel
til at genoptage sagen og afsige dom som sket, hvorefter beløbet skulle forrentes
med procesrente, hvorfor landsrettens dom blev ophævet.
UfR 2008.538 ØLK: Det samtykke,
som sagsøgte, gav til udsættelse af sagen på parternes overvejelse af en tilkendegivelse
fra Odense Byret, om at en eventuel dom ville falde ud til fordel for sagsøgte,
indebar dermed ikke forhåndssamtykke til, at sagen kunne forliges og hæves, hvis
sagsøgeren besluttede sig for at acceptere tilkendegivelsen. Da sagsøgte således
ikke havde fraskrevet sig retten til at kræve sagen afgjort ved dom, hjemvistes
sagen til BR med henblik på optagelse til dom. Som konsekvens heraf ophævedes tillige
BR's omkostningsafgørelse.
UfR 2008.1026 ØLB: I anledning af udført renovationsarbejde
på en ejendom, anlagde hovedentreprenøren Jørgensen og Sønner A/S,
J, sag mod bygherren Ejerforeningen Bagsværd Hovedgade 188, E. E adciterede B.K.
Consult ApS, B, der havde fungeret som byggeteknisk rådgiver, og B adciterede Vandex
A/S, som var underleverandør. ØL fremsatte d. 21.11.2007 tilkendegivelse om sagernes
udfald, og opfordrede parterne til forlig. J tiltrådte allerede ved retsmødet d.
21.11.2007 tilkendegivelsen. D. 03.12.2007 modtog ØL en telefax fra E's advokat,
hvoraf det fremgik at E accepterede tilkendegivelsen. D. 04.12.2007 modtog ØL endnu
en telefax fra E's advokat, hvor det præciseredes, at E's accept skete under forudsætning
af, at sagens øvrige parter accepterede forslaget. D. 02.01.2008 konstaterede ØL,
at der bortset fra forholdet mellem E og B var indgået forlig. Dette forhold blev
derfor optaget til dom. E protesterede imod dette, og henviste til telefaxen af
04.12.2007. E krævede hele sagen optaget til dom. Dette afviste ØL med den begrundelse,
at der allerede ved modtagelsen af telefaxen den 03.12.2007 var indgået et forlig.
Det kunne telefaxen af 04.12.2007 ikke ændre på.
UfR 2013.622 VLK: I en sag om tilbageskødning af en ejendom mellem Frank
Jensen Ejendomme ApS, F, og Vesthimmerlands Kommune, K, havde F anket dommen, med
påstand om frifindelse. I et brev til VL meddelte F's advokat, A, d. 14.08.2012,
at sagen var forligt, og at anken var tilbagekaldt. Denne tilbagekaldelse blev bekræftet
af K's advokat, B, ved telefax, der blev modtaget i VL d. 15.08.2012. Senere samme
dag modtog VL telefax fra A, i hvilken han angav at tilbagekalde brevet af 14.08.2012.
Baggrunden for tilbagekaldelsen var, at F efter at have modtaget A's brev af 14.08.2012,
havde meddelt som betingelse for et forlig, at F blev godtgjort selskabets udgifter
til ejendomsskat mv. VL lagde til grund, at der forinden A's brev af 14.08.2012
var aftalt et forlig mellem A og B til afgørelse af den tvist, som ankesagen angik.
Spørgsmålet om forligets gyldighed, herunder om A havde været bemyndiget til at
indgå forlig som sket, måtte afgøres ved retterne i første instans, jf.
RPL § 270, stk. 2, 1. pkt. VL hævede derfor ankesagen som forligt.
UfR 2013.2899 ØLK: A og B indgik ved Retten i Odense
forlig. A gjorde efterfølgende indsigelse mod, at der i sagen skulle være indgået
forlig, idet hans forligsforslag havde lydt på 8.800 kr., og B alene var villig
til at betale 8.796,89 kr. BR optog sagen til dom, idet der var forskel i beløbene.
ØL ophævede BR's kendelse, idet BR ikke havde hjemmel til på grundlag af indsigelsen
mod forliget at genoptage sagen til dom.
UfR 2014.3124 ØLK: Sagsøgte F og sagsøger A , blev enige om, at indgå et udenretligt
forlig. Parterne var enige om, at F skulle betale 100.000 kr. til A pr. kulance.
Parterne var ligeledes enige om, at Københavns Byret skulle udmåle eventuelle omkostninger.
Retten bestemte at F skulle betale sagsomkostninger til A. ØL fandt med hjemmel
i
RPL
§ 312, stk. 4, at hvis den tabende part har tilbudt,
hvad der tilkommer modparten, skal modparten erstatte den tabende part udgifterne
ved den efterfølgende del af processen. F havde forud for sagens anlæg havde fremsat
et sådan forlig, som blev indgået. ØL ændrede derved byrettens afgørelse, og afgjorde,
at A skulle betale F omkostninger for byretten, jf.
RPL § 312, stk. 3 analogt.
UfR 2019.2293 ØLD: Parter havde ikke retskrav på, at dom blev afsagt i overensstemmelse
med begrundet tilkendegivelse
I anledning af et køb af ubebygget grund anlagde køber, K, sag mod sælger, S, med
påstand om betaling af 244.000 kr. som erstatning for afholdte udgifter til oprensning
af grunden efter en forurening med fyringsolie. Retten i Lyngby fremsatte ved afslutningen
af hovedforhandlingen en tilkendegivelse med henblik på K og S’ stillingtagen
til, om de ville forlige sagen i overensstemmelse hermed. Efter tilkendegivelsen
skulle S betale 180.000 kr. til K. K og S opnåede ikke forlig. BR frifandt efterfølgende
C. VL fandt, at retten med parternes samtykke kunne udsætte sagen med henblik på
parternes stillingtagen til rettens forligsforslag i stedet for straks ved hovedforhandlingens
afslutning at optage sagen til afgørelse, jf.
RPL § 365, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsens formulering, som ændret ved lov
nr. 538 af 08.06.2006 om ændring af
RPL m.v., tilsigtede ikke nogen ændring i den hidtidige praksis med "forligsforslag",
hvorefter retten normalt kom med en tilkendegivelse af en doms forventede resultat.
Selv om rettens tilkendegivelse normalt ville være en tilkendegivelse af en doms
forventede resultat, havde en part ikke retskrav på, at dom blev afsagt i overensstemmelse
med tilkendegivelsen. BR’s dom blev derfor ikke ophævet.
UfR 2019.2985 ØLD: Afvisning af ankesag om
fortolkning af udenretligt forlig, der blev indgået under ankesagens
forberedelse, da fortolkning af udenretligt forlig ifølge
toinstansprincippet henhørte under afgørelse ved retterne i 1.
instans
Efter Retten i Roskilde traf afgørelse om
H og M’s mellemværende, indgik H og M under ankesagens forberedelse
et udenretligt forlig, hvor H betalte 300.000 kr. til M. Der var
uenighed om, hvem der ifølge forliget skulle betale
sagsomkostningerne for BR på i alt 90.000 kr. ØL fandt, at det
fulgte af almindelige retsplejeprincipper, særligt
toinstansprincippet, at fortolkning af forliget henhørte under
afgørelse ved retterne i 1. instans. H og M skulle ifølge forliget
bære egne omkostninger for ØL. Der var herefter ikke grundlag for at
træffe afgørelse om sagsomkostningerne, da fortolkningen af H og M’s
vedtagelse om sagsomkostningerne henhørte under afgørelse ved
retterne i 1. instans. ØL afviste derfor anken.
Domsbegrundelse
Knud Illum i
UfR 1970 B. 245-256: Om domsbegrundelsen. (Kritiserer, at mange domme overbegrundes,
at begrundelsen ofte henviser til et faktum og ikke en regel, at dommeren søger
at udviske konturerne med domsbegrundelsen, at der i begrundelsen medtages så mange
konkrete forhold som muligt, og at man ofte først får den egentlige begrundelse
i en domskommentar. Han gennemgår herefter kritisk domsbegrundelsen i 38 konkrete
sager.)
Jørgen Trolle i
UfR 1970 B.261-267: Om at læse domme.
P. Spleth i UfR 1970 B.267-270: Tilføjelse til foranstående.
Th. Gjerulff i
UfR 1970 B.271: Endnu en tilføjelse.
Ole Agersnap i
UfR 1970 B.271-272: Om domsbegrundelsen.
Kristian Mogensen i
UfR 1970 B.272-273: Om at kommentere domme.
Aa. Lorenzen i
UfR 1970 B.277-278: Lidt om forældelse og om professor Illums kritik af
domsbegrundelser.
H. Funch Jensen i
UfR 1970 B.279-280: Om grundlaget for kritik af domsbegrundelsen.
Max Sørensen i
UfR 1971 B.17: En berigtigelse (Er ikke enig med Knud Illum)
Jesper Berning i
UfR 1971 B.17-22:. Domsbegrundelsen som retskilde (Støtter Illums kritik)
Knud Illum i
UfR 1971 B.65-68: Et gensvar (Det arbejde, der i reglen gøres godt, kunne
gøres endnu bedre)
Jørgen Trolle i
UfR 1971 B.85: Duplik til professor Illum.
Mogens Hvidt i UfR 1981 b.69: Kommentarer til højesteretsdomme (Oplyser, at disse
nu vil blive genoptaget efter en pause fra 1975)
Peter Blume i
UfR 1981 B.211-225: Dissensafgørelser i højesteret, UfR 1975-1980. (Indeholder
en analyse af domme, hvor der blev afgivet dissens. Der var dissens i 223 domme
ud af i alt 743).
P. Spleth i
UfR 1981 B.346-348: Om dissensafgørelser i Højesteret - samarbejde eller
konflikt?
Jesper Berning i Lov & Ret nr. 2/1994 p. 31-34: Kryber Højesteret i skjul bag
kryptiske og ubetydelige begrundelser?
Jørgen Nørgaard i Lov & Ret nr. 4/1994 p. 30-32: Højesteret søger ikke at snyde
på den intellektuelle vægt.
Eva Smith i Lov & Ret nr. 4/1994 p. 34-36: Uforståelige domme kan forekomme
i alle retter.
Jesper Berning i Lov & Ret nr. 4/1994 p. 36: Sløret løftes. (Kommentar til Jørgen
Nørgaards artikel)
Carsten Smith i JUR 2001.70-74: Domspremissenes omfang, formulering og prejudikatsverdi.
Eigil Lego Andersen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 13-40: Dissensmønstre
i Højesteret 1992-2001.
Henrik Zahle i JUR 2005.161-165: Domspræmisser og domskoncipering.
Per Magid i JUR 2005.166-168: Domspræmissers funktion i teori og praksis.
UfR 2001.2577
ØL: Fogedretten i Ballerup udfærdigede en kendelse uden
fuldstændig sagsfremstilling, idet de afgivne forklaringer ikke fremgik af kendelsen.
Landsretten udtalte, at når der for fogedretten foretages bevisførelse i form af
parts- eller vidneforklaringer, skal forklaringernes indhold fremgå af fogedrettens
afgørelse, idet der ikke er hjemmel til at udelade forklaringerne af afgørelsen,
således som det er tilfældet for byretsdomme, jf.
RPL § 366 a, stk. 2, og idet kæremål vedrørende fogedrettens afgørelser
efter retsplejeloven som udgangspunkt skal behandles på skriftligt grundlag i landsretten
Domssproget
Christian Bache, Michael Kistrup og Lene Larsen: Dommen, 1. udg. 2003, 238
sider, DJØF.
Anette Angelius i JUR 1976.145-154: Domstolenes sprog - fungerer det?
W. E. von Eyben i JUR 1976.301-303: Domstols- og afhandlingssprog.
Anette Angelius i JUR 1976.303-304: Sprog er magt - det gælder også domstolssproget.
Peter Blume i
UfR 1985 B.313-320: Dommens sprog
P. Spleth i
UfR 1985 B.345-351: Domssproget - et svensk reformforslag og en dansk kritik.
P. Spleth i
UfR 1986 B.249-251: Mere om domssproget.
P. Spleth i
UfR 1987 B.16-19: Et forsøg på forkortelse af domsskrivning. (Omhandler
unødvendig information i domsreferater).
Henning Broman i FM 2001.22-23: Sproget. Vores (grimme) ansigt udadtil.
Carsten Egebjerg Christensen i FM 2003.18: Danske og brasilianske domme. "En
komparativ analyse i den mørke tid".
Hjemvisning
UfR 2008.1709 VLK: Fogedretten i Sønderborg havde
afvist et betalingspåkrav på 19.164,94 kr. fra en udlejers advokat vedrørende et
krav mod en fraflyttet lejer, da betalingspåkravet ikke angav, hvorvidt
fristen i
LL § 98, stk. 2 var overholdt. VL udtalte, at efter RPL § 477 b, stk. 3, nr. 4
skulle et betalingspåkrav indeholde en ”kort fremstilling af de faktiske og
retlige omstændigheder”, som kravet blev støttet på. VL fandt, at hverken
RPL § 477 b, stk. 3, nr. 4,
eller bestemmelsens forarbejder gav grundlag for at fastslå, at det af betalingspåkravet
skulle fremgå, at reglen i LL § 98, stk. 2, var iagttaget.
Herefter, og da betalingspåkravet i øvrigt indeholdt en tilstrækkelig beskrivelse
af de faktiske og retlige omstændigheder, som kravet blev støttet på, ophævede VL
fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved fogedretten.
UfR 2008.2502 VLD: JM Diesel-Service Vejle ApS,
J, havde lagt sag an mod Baltika Danmark ApS, B, med påstand om betaling af 45.606,25
kr. vedrørende reparationer af en lastbil af mærket Volvo. Ved et retsmøde d. 29.03.2007
gav Byretten i Kolding B et advokatpålæg, og noterede i retsbogen, at hvis retten
ikke senest d 16.04.2007 havde hørt fra en advokat, der repræsenterede B, ville
der kunne afsiges udeblivelsesdom i sagen. Byretten i Kolding valgte d. 02.05.2007
at afsige udeblivelsesdom i sagen, og nægtede herefter at genoptage sagen, hvilket
B kærede til landsretten. VL bemærkede, at der i retsmødet d. 29.03.2007, hvori
B blev pålagt at lade sagen udføre ved advokat, ikke blev berammet noget nyt retsmøde,
og det blev i retsmødet ikke pålagt B ved den antagne advokat inden en angiven frist
at indlevere et processkrift om et nærmere angivet spørgsmål. Herefter udtaltes
det, at B derfor ikke var udeblevet fra noget retsmøde, som B var indkaldt til efter
RPL § 352, stk.
3, § 353
eller § 355, stk. 1,
jf. § 259, stk. 3,
1. pkt., 2. led, og
§ 360, stk. 3. B havde derfor heller ikke undladt rettidigt at indlevere
et processkrift efter
RPL § 355, stk. 2, jf.
§ 259, stk. 3, 1. pkt. 1. led, og
§ 360, stk. 5. Der havde derfor ikke uden berammelse af yderligere
retsmøder eller pålæg om indgivelse af yderligere processkrift været hjemmel i RPL § 360, stk.
3 eller stk.
5, til at afsige dommen af 02.05.2007. Herefter hjemviste VL sagen til
Byretten i Kolding til fornyet behandling.
UfR 2008.2742 ØLK: (SKM2008.800.ØLR)
Da en skyldners hustru i 2005 fik opholdstilladelse i medfør af UDL § 9, stk.
1, nr. 1, påhvilede det skyldneren, S, at stille økonomisk sikkerhed for
eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hustruen, jf. UDL § 9, stk.
4, 1. pkt. Sikkerheden blev stillet derved, at S's bank udstedte en anfordringsgaranti
over for S's kommune. S's bank fik samtidig håndpant i indeståendet på en til formålet
oprettet konto i banken. Indeståendet svarede til størrelsen af den stillede anfordringsgaranti.
I 2008 foretog SKAT udlæg i indeståendet på S's konto (med respekt af bankens bedre
ret). S gjorde gældende, at pengene tilhørte hans hustru, og at de stod på en konto
i hans navn, fordi det af
UDL § 9, stk. 4, 1. pkt., fremgik, at han skulle stille sikkerhed for eventuelle
fremtidige udgifter. Fogedretten i Svendborg ophævede det af SKAT foretagne udlæg,
men ØL fandt, at beløbet på S's konto tilhørte S. ØL lagde navnlig vægt på, at bankkontoen
var oprettet i S's navn, at S havde givet håndpant i det til enhver tid værende
indestående på kontoen, samt at håndpantsætningserklæringen indeholdt en tvangsfuldbyrdelsesklausul.
Sagen blev herefter hjemvist til fogedretten til fornyet behandling.
UfR 2009.80 ØLK:
Ved stævning af 14.04.2008 anlagde A og B sag ved Holbæk Ret mod C med påstand om,
at C blev tilpligtet at betale A og B det beløb, som en af retten udmeldt skønsmand
måtte nå frem til efter en besigtigelse af deres ejendom og efter at have besvaret
spørgsmålene i et til stævningen vedlagt skønstema, C påstod frifindelse. Da A og
B ikke inden en af BR fastsat frist havde nedlagt en påstand afviste BR sagen af
egen drift, efter
RPL § 349, stk. 1, jf.
§ 348, stk. 2, nr. 3. ØL udtalte, at det af forarbejderne til
RPL § 349, stk. 1, fremgik at retten i ukomplicerede
sager skulle foretage en prøvelse af stævningen for at undgå, at sagsøgte skulle
tage stilling til en mangelfuld stævning, der alligevel ikke kunne danne grundlag
for sagens videre behandling. I mere komplicerede sager kunne en stævning, der var
for mangelfuld til at danne grundlag for en dom, anvendes som grundlag for sagens
behandling, hvis sagsøgte gav møde, jf. betænkning om behandlingen af borgerlige
sager nr. 698/1973, side 133. Herefter, og da C havde svaret i sagen uden at finde
anledning til at påstå afvisning som følge af den nedlagte påstand, fandt ØL ikke,
at der var tilstrækkeligt grundlag for, at BR nu efter
RPL § 349, stk. 1, jf. § 348, stk. 2, nr. 3,
af egen drift kunne afvise sagen. ØL ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til
fortsat behandling.
UfR 2009.95 ØLD:
T var ved Retten i København fundet skyldig i overtrædelse af FÆL § 26, stk.
6 og var blevet idømt en bøde samt en betinget frakendelse af førerretten.
T ankede dommen med påstand om rettergangsfejl af BR ved ikke at foranstalte bevisførelse
i form af vidneførsel, jf. RPL § 898, stk. 2.
I mangel af nærmere oplysninger fra anklagemyndigheden om det passerede under hovedforhandlingen
i BR, herunder om årsagen til, at en cyklist under de foreliggende omstændigheder
ikke blev afhørt som vidne i sagen, fandt ØL, at BR burde have undersøgt, om yderligere
oplysninger, herunder bevisførelse, burde have været tilvejebragt, og givet T lejlighed
til at komme med sine bemærkninger hertil, jf.
RPL § 898, stk. 2. Retsbogen indeholdt heller ikke oplysninger til
belysning af det passerede. På denne baggrund fandt ØL det rettest, at dommen blev
ophævet, og at sagen blev hjemvist til fornyet behandling, jf.
RPL § 925, stk. 1, sammenholdt med § 927, stk. 1, nr.
2.
UfR 2009.530 ØLK:
Retten i Roskilde genoptog d. 21.07.2008 en sag hvor A d. 30.06.2008 var blevet
dømt som udebleven. Da A ikke havde indgivet et svarskrift, blev sagen på ny afvist
d. 29.08.2008. I endnu en anmodning om genoptagelse redegjorde A nærmere for ønsket
om genoptagelse. BR henviste d. 01.10.2008 til sin tidligere afgørelse. ØL ophævede
BR's afgørelse, og hjemviste sagen til BR til afgørelse af begæringen om genoptagelse,
da BR i afgørelsen af 01.10.2008 ikke havde taget stilling til, om der forelå sådanne
ganske ekstraordinære omstændigheder, at der uagtet overskridelse af 4-ugers-fristen
var grundlag for at genoptage sagen i medfør af
RPL § 367, stk. 1, 2. pkt.
UfR 2009.589 VLK: Virksomheden S havde ved Fogedretten i Hjørring anlagt
en forbudssag med påstand om at virksomheden F blev pålagt forbud mod at producere,
markedsføre, sælge og levere bundfældningstanken 5PE. Under fogedsagen blev der
afgivet forklaringer samt afholdt syn og skøn, hvorefter Fogedretten nægtede at
nedlægge forbud, afgørelsen blev senere stadfæstet af VL. S anlagde herefter sag
ved Byretten i Hjørring med påstand om, at F's produktion, markedsføring, salg og
levering af bundfældningstanken var i strid med MFL § 1. F gjorde gældende
at den nye sag og den tidligere sag var helt identiske, hvorfor Fogedrettens kendelse
og VL's kendelse var formelt og materielt retskraftig mellem parterne. BR afviste
sagen. VL anførte at et fogedforbud var et foreløbigt retsmiddel, der - når forbud
blev nedlagt - krævede et søgsmål i første instans, jf. RPL § 648, stk. 1,
jf.
RPL §§ 634-636. Den omstændighed, at Fogedretten havde fundet, at S ikke
havde krav på, at F afstod fra produktion m.v. af bundfældningstanken, og derfor
havde nægtede at nedlægge forbud, fandtes ikke at afskære S fra at søge sit krav
gennemført ved anlæg af sag i første instans. Det fandtes ikke at kunne føre til
andet resultat, at Fogedrettens kendelse var blevet stadfæstet af VL. Sagen blev
herefter hjemvist til BR til fornyet behandling.
UfR 2009.2692 HKK: En boligorganisations byggeafdeling,
B, udtog i februar 2008 stævning mod 21 lejere i en ejendom. I juli 2007 var der
ved en urafstemning, truffet beslutning om renovering af ejendommen, og B påstod,
at de 21 lejere skulle anerkende, at den pågældende beslutning var gyldig. Under
henvisning til, at der var begået en skrivefejl, anmodede B imidlertid, inden der
var blevet afgivet svarskrift, retten om tilladelse til at berigtige stævningen.
Sagsøgeren var angivet som B, og ændringen skulle bestå i, at sagsøgeren blev ændret
til en nærmere angivet afdeling under den lokale boligorganisation, A, subsidiært
at stævningen måtte anses for indgivet af B som mandatar for A. De 21 lejere gjorde
indsigelse mod berigtigelsen af stævningen, men boligretten tillod berigtigelsen
ved kendelse. En af de sagsøgte lejere, L, kærede boligrettens afgørelse til landsretten,
der stadfæstede boligrettens kendelse. HR udtalte, at den berigtigelse af stævningen,
som B ønskede, gik ud over, hvad der uden samtykke fra L kunne afhjælpes i medfør
af
RPL § 349, stk. 2, hvorfor stævningen ikke kunne tillades ændret. HR ophævede
følgelig landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i boligretten.
UfR
2009.2831 VLK: Bankkunden
K anmodede, i en sag anlagt mod K, af Østjydsk Bank A/S, B, om at sagen i medfør
af
RPL § 361
blev indbragt for Pengeinstitutankenævnet, P, hvilket Retten i Horsens imødekom.
BR's beslutning blev af B kæret til VL, der anførte, at der efter de anbringender,
der var gjort gældende, sammenholdt med indholdet af den skriftlige kautionserklæring
forelå usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger, og parterne
havde da også i processkrifterne anført, at de ønskede at foretage afhøring af en
repræsentant fra B, af K og af et vidne. Dette bevirkede at sagen derfor måtte skønnes
uegnet til behandling i P og skulle derfor fortsat behandles ved domstolene, jf.
RPL § 361, stk. 1, 2. pkt., in fine, jf. også § 7, stk. 1, i vedtægterne for P.
BR's beslutning blev hævet og sagen hjemvist til fortsat behandling ved BR.
UfR 2010.745 HD: A var i 1998 udsat for en arbejdsulykke, idet han under
udførelsen af sit arbejde fik et strømstød gennem sine fingre på højre hånd. Umiddelbart
efter ulykken fik A smerter i højre hånd og arm samt føleforstyrrelser i nogle fingre
på højre hånd. Efter nogle måneder fik han yderligere gener i form af smerter i
nakke, skulder og ryg samt hovedpine, ligesom han senere udviklede forskellige psykiske
symptomer. Det var ubestridt, at A's samlede erhvervsevnetab var betydeligt. A,
der i juni 2002 fik tilkendt mellemste førtidspension, anførte, at det samlede erhvervsevnetab
var en følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen, S, anførte, at det alene var de direkte
følger, der kunne henføres til arbejdsskaden, hvorfor A's samlede erhvervsevnetab
overvejende skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. HR udtalte, at S ikke havde
godtgjort, at det var overvejende sandsynligt, at de ikke umiddelbart opståede lidelser
helt eller delvis skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. Erhvervsevnetabet var
derfor en følge af arbejdsskaden. Sagen blev hjemvist til fornyet administrativ
behandling med henblik på fastsættelse af størrelsen af det samlede erhvervsevnetab.
HR ændrede hermed ØL's afgørelse.
UfR 2010.1135
HKK: I 1999 blev T idømt en foranstaltningsdom, der blev ophævet i 2005
på grund af proportionalitetshensyn. T blev d. 04.01.2002 udskrevet administrativt
og samme dag varetægtsfængslet. Prøvelsen af udvisningen blev ikke i den anledning
eller senere indbragt for domstolene, jf.
UDL § 50 a. HR bemærkede, at en udlænding, der var omfattet af
UDL § 50 a, stk. 2, efter bestemmelsen havde krav på en retlig prøvelse
af, om udvisningen af ham skulle ophæves, fordi hans helbredsmæssige tilstand afgørende
talte imod udsendelse. Hvis prøvelsen resulterer i, at udvisningen blev ophævet,
havde ophævelsen virkning også efter et eventuelt senere ophør af den strafferetlige
foranstaltning. Adgangen til at få prøvet, om udlændingens helbredsmæssige tilstand
afgørende talte imod udsendelse, var en væsentlig retssikkerhedsgaranti for udlændingen.
Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde undladt rettidigt at indbringe spørgsmålet
om ophævelse af udvisningen for retten, kunne ikke afskære T fra at få prøvet,
om udvisningen af ham skulle ophæves ud fra kriteriet i
§ 50 a. HR hjemviste herefter sagen til Retten i København med henblik på
en realitetsbehandling af spørgsmålet om ophævelse af udvisningen i medfør af UDL § 50 a. Med kendelsen
ændrede HR såvel BR's som ØL's afgørelse.
UfR 2010.1380 HKK: T, blev anmeldt for overtrædelse
af skattekontrolloven ved i perioden fra oktober 2003 til juni 2005, at have foretaget
248 betalinger med et udenlandsk betalingskort i Danmark til en værdi af ca. 1 mio.
kr. Retten i Lyngby ved dommer D afsagde kendelse om, at de udenlandske banker skulle
pålægges edition, for så vidt angik T's konti. Der blev endvidere truffet bestemmelse
om beslaglæggelse af det til opfyldelse af editionspålægget tilvejebragte materiale,
jf.
RPL § 803, stk. 1. BR kendelse blev hjemvist
af ØL, da T's forsvarer, A, ikke var blevet underrettet om retsmødet. D nåede til
samme resultat efter, at A havde haft mulighed for at udtale sig. ØL stadfæstede
kendelserne. A gjorde overfor HR gældende, at D var inhabil ved afsigelsen af de
nye kendelser, da han havde taget stilling til det foreliggende materiale tidligere.
Ydermere anførte A, at betingelserne for edition og beslaglæggelse, jf.
RPL § 806, stk. 2, ikke var opfyldt. HR stadfæstede
ØL begrundelse. Vedrørende D's inhabilitet udtalte HR, at den fornyede behandling
havde indebåret en fuldstændig ny behandling af sagens materielle spørgsmål om edition
mv., og at fejlen ifht. den manglende indkaldelse ikke havde været af en sådan karakter,
at D var inhabil. HR udtalte endvidere, at betingelserne efter retsplejeloven for
at meddele pålæg om edition og om beslaglæggelse som grundlag for en international
retsanmodning i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstande herom var anset
for opfyldt, hvorfor
RPL § 806, stk. 2, også var opfyldt.
UfR 2010.1480 ØLK: Retten
i Holbæk indkaldte til et forberedende retsmøde, der skulle afholdes som telefonmøde.
A's advokat foretog ikke opkaldet, hvorefter B's advokat anmodede om, at sagen blev
afvist, hvilket BR imødekom, jf.
RPL § 360, stk. 1, jf.
§ 353. Da indkaldelsen ikke indeholdt oplysninger om den mulige retsvirkning
ved manglende deltagelse, var der ikke grundlag for at afvise sagen, hvorfor ØL
ophævede BR's beslutning. Sagen blev hjemvist til forsat behandling ved BR.
UfR 2011.32/2 VLK:
Et interessentskab var ophørt med at eksistere, og den eneste af de to tilbageværende
interessenter, I, ønskede at tinglyse en navneændring. Den tilbageværende interessent
anmodede Tinglysningsretten om at notere navneændringen, således at han stod registreret
som ejer af ejendommen. Tinglysningsretten afviste anmodningen med den begrundelse,
at overgang fra en juridisk enhed til en anden krævede anmeldelse af adkomstdokument
i form af skøde og betaling af afgift. I havde henvist til
UfR 2001.1553 VLD,
hvilket VL også gjorde, og dermed ophævede Tinglysningsrettens afgørelse og hjemviste
sagen med henblik på notering som begæret.
UfR 2011.45 ØLK:
A havde lagt sag an mod et fjernvarmeselskab, vedr. det areal, som han skulle betale
fjernvarmeafgift for. Sagen blev ved Retten på Nykøbing Falster afvist, da A's påstand
ikke fandtes egnet som grundlag for en domskonklusion. ØL fandt, at BR burde have
bistået A med en præcisering af påstanden, hvorfor sagen hjemvistes til fortsat
behandling ved BR.
UfR 2011.46 ØLK:
Sagen vedrørte A's krav på betaling for elforbrug mod B. B gjorde gældende, at der
ikke var vejledt om muligheden for nævnsbehandling. B blev repræsenteret af advokat,
og såfremt der ønskedes nævnsbehandling, skulle anmodning være fremsat til retsmødet,
jf.
RPL § 361, stk. 2.
ØL lagde ved sin afgørelse til grund, at Retten i Holbæk ikke havde gjort B bekendt
med muligheden for nævnsbehandling, hvorfor sagen hjemvistes, da der forelå særlige
omstændigheder som nævnt i
RPL § 361, stk. 2, sidste pkt..
UfR 2011.1518 ØLK:
A fremsatte en begæring om, at der overfor B blev foretaget tvangsauktion, subsidiært
udlæg. A oplyste, at B kunne træffes i Københavns retskreds, X, og at B muligvis
havde aktiver i Helsingør retskreds, Z. Fogedretten i Lyngby, Y, for hvem A havde
fremsat sin begæring, afviste begæringen med henvisning til et retsforlig, A og
B havde indgået om, at tvangsfuldbyrdelse skulle ske i Y. ØL udtalte, at parternes
forhåndsaftale om tvangsfuldbyrdelse i Y var ugyldig, da der ikke i
RPL § 487, stk. 1
om værneting ved tvangsfuldbyrdelse var henvist til
RPL § 245, stk. 1
om værnetingsaftaler. ØL fremhævede dog, at afvisning ikke skulle ske i medfør af
RPL § 489, stk. 1, hvis begæringen efter
RPL § 489, stk. 2 henvistes til en anden fogedret.
Hjemvisning af sagen til Y skete derfor, således at denne kunne træffe afgørelse
om, hvorvidt sagen skulle henvises til X eller Y.
UfR 2011.2438
ØLK:
Fogedretten i Svendborg imødekom A's anmodning om en undersøgelse hos B efter
RPL kap. 57
a. A
ønskede at sikre bevis for krænkelse af sine ophavsrettigheder eller mønsterrettigheder.
Fogedretten udnævnte en edb-sagkyndig, der fik overgivet beslaglagt materiale med
henblik på undersøgelsen, jf.
RPL § 653
b, stk. 4, 4. pkt.
Fogedretten lod A fastsætte en del af bevissikringsundersøgelsen uden at inddrage
B, hvilket var i strid med RPL § 653 b. Den pågældende undersøgelse var ligeledes i strid
med
RPL § 653,
stk. 3 og stk. 4.
Det fandtes yderligere, at den sagkyndiges rapport var i strid med
RPL § 653,
stk. 4, 4. pkt.
Af disse grunde, hjemviste ØL sagen til fornyet behandling ved fogedretten.
UfR 2012.39
ØLK:
Advokatfirmaet, L, havde udført arbejde for B vedr. en omstødelsessag i forbindelse
med et konkursbo, hvor E var direktør. L stævnede B for et salær på 17.500 kr. B
gjorde indsigelse mod salæret med den påstand, at advokat C havde lækket oplysninger
om B og dermed havde indtaget en dobbelt rolle, jf.
RPL § 126. B ønskede at indbringe
sagen for Advokatnævnet, A, men L protesterede. Efter et skøn over de i sagen foreliggende
oplysninger fandt Retten i Odense ikke, at det var åbenbart, at der ikke kunne gives
B medhold ved A, jf.
RPL § 361,
stk. 5,
hvorfor BR hævede sagen og sendte den til behandling ved A. ØL fandt, at B's indsigelser
over for salæret drejede sig om overtrædelse af de advokatetiske regler. Det var
ikke godtgjort indsigelse mod salærets størrelse eller om, at det udførte advokatarbejde
i forbindelse med retssagen, var mangelfuldt udført. Tilsidesættelse af god advokatskik
kunne medføre en sanktion i form af irettesættelse eller bøde. ØL fandt herefter,
at der ikke var grundlag for at hæve sagen og sende den til behandling ved A, jf.
RPL § 361,
stk. 5, jf. stk. 1.
ØL ophævede BR's kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling.
UfR 2012.1970 ØLD (TFA
2012.289/2 ØLD): Frederiksberg Ret havde afsagt dom i en sag om FM til to
børn: Den dommer, der afgjorde sagen, havde ikke overværet det retsmøde, hvor parterne
afgav forklaring, og parterne havde ikke i et efterfølgende retsmøde med den nye
dommer vedståede de afgivne forklaringer. ÆL fandt, at
RPL § 214, stk. 3 ikke var iagttaget, og dette udgjorde en fejl
med en sådan betydning for sagens behandling, at den indankede dom ophævedes, og
at sagen hjemvistes.
UfR 2012.1960
ØLD:
Efter et færdselsuheld nedlagde bilisten, B, som var blevet påkørt af en cyklist,
A påstand om, at A var forpligtet til at betale erstatning til B på 7.896,01 kr.
inkl. Moms for skader på bilen. Beløbet udgjorde et fremlagt værkstedstilbud. B
foretog ikke udbedring i henhold til tilbuddet, men solgte i stedet efterfølgende
bilen for 17.000 kr. Retten i Frederiksberg fandt herved ikke godtgjort, at B havde
lidt et tab svarende til den nedlagte påstand. BR frifandt derfor A. ØL anførte,
at behandling af sager om småsager medførte retten en udvidet vejledningspligt,
jf.
RPL § 406. Efter de
foreliggende oplysninger i sagen havde BR ikke vejledt parterne i nærværende sag
tilstrækkeligt om relevante anbringender og beviser, herunder om bevisførelse om
ansvarsgrundlag og oplysninger om, hvorvidt de skader B's erstatningskrav angik,
hidrørte fra det pågældende færdselsuheld, samt om nærmere dokumentation for tabet
ved salget af bilen. BR havde endvidere afgjort sagen på grundlag af et synspunkt,
der ikke syntes at være gjort gældende af A. ØL ophævede derfor dommen afsagt af
BR og hjemviste sagen til fornyet behandling ved BR, så sagens forberedelse kunne
genoptages med henblik på at yde supplerende vejledning til parterne og tilvejebringe
yderligere oplysninger i sagen.
UfR 2012.3165 ØLK: I forbindelse med en sag blev A pålagt at indgive et
processkrift med præcisering af påstande og anbringender. Dette skete ikke inden
for den fastsatte tidsfrist, hvorfor sagen blev afvist. Imidlertid blev der heller
ikke truffet afgørelse om sagens omkostninger. De sagsøgte parter, P, fremsatte
anmodning om fastsættelse af sagsomkostningerne. Retten i Svendborg bemærkede, at
det var en fejl, da der ikke var truffet afgørelse om sagsomkostningerne. Efter
henvisning til
UfR 2004.1696 ØLK fandt BR, at fastsættelsen af sagsomkostninger ved sagens
behandling kun kunne ske ved landsrettens kendelse efter kære af afgørelsen. Derfor
blev P's påstand om fastsættelse af sagsomkostningerne ikke taget til følge. P kærede
beslutningen. ØL udtalte, at BR burde havde genoptaget sagen med henblik på at tage
stilling til P's anmodning om tilkendelse af sagsomkostninger, jf. princippet i
RPL § 222. ØL ophævede af den grund BR's kendelse, og sagen blev hjemvist
til behandling af P's anmodning om tilkendegivelse af sagsomkostninger.
UfR 2013.1867 ØLK: En fast ejendom blev efter anmodning
fra konkursboet, K, sat på tvangsauktion. Første auktion blev afholdt d. 08.02.2011,
og en ny auktion blev afholdt d. 08.03.2011, hvor der blev givet endeligt hammerslag
til A. Det fremgik af panthaverregnskaber, som var fremlagt forud for begge auktioner,
at der var et administrationshonorar på 48.000 kr. ekskl. moms. A anmodede første
gang d. 29.06.2011 fogedretten i Roskilde om at træffe afgørelse om nedsættelse
af K's administrationshonorar. Fogedretten afviste ved kendelse af d. 21.12.2012
A's anmodning. ØL hjemviste sagen til fornyet stillingtagen med den begrundelse,
at det fremgik af retsbogen for de to auktioner, at K havde oplyst, at størstebeløbet,
der skulle betales ud over budsummen, ikke ville overstige 288.000 kr., og at fogedretten
således ikke tidligere havde taget stilling til størrelsen af administrationshonoraret,
og A derfor ikke var afskåret fra at protestere over kravet, jf.
RPL § 582, 1. pkt.
UfR 2014.342 VLK: VL hjemviste en sag til
Retten i Herning, jf. RPL § 226, stk. 1, da BR ikke havde taget stilling til, om sagen var
af principiel karakter. VL kunne herefter ikke behandle sagen.
UfR 2015.3493 VLD Boligretten tilkendte sagsøger mere end påstået, dommen blev
derfor ophævet og hjemvist til fornyet behandling.
I forbindelse med en uoverensstemmelse mellem U og L vedrørende et lejemål, traf
Boligretten afgørelse om, at L skulle anerkende, at ophævelsen af lejemålet var
berettiget. Ydermere skulle L fraflytte lejligheden inden 30-04-2014, selvom U ikke
havde nedlagt påstand herom. Da sagen blev anket, hjemviste VL sagen til fornyet
behandling, idet U havde fået tilkendt mere end påstået jf.
RPL § 388, stk. 1.
FM 2017.6 VLK: Sag var blevet anlagt på ny, efter et forgæves forsøg på at kære
afvisningen, hvorfor det havde bevaret sin fristafbrydende virkning.
L havde anlagt sag mod U, men havde ved en fejl ikke indgivet påstandsdokumentet
rettidigt, hvorfor sagen blev afvist. Da L ikke havde fået tilladelse fra Procesbevillingsnævnet,
kunne sagen ikke kæres. L anlagde derfor en ny sag. BR afviste sagen. VL fandt,
at i det foreliggende tilfælde forsøgte L før det fornyede sagsanlæg at kære byrettens
kendelse om afvisning af sagen på grund af manglende påstandsdokument, og U blev
underrettet om kæremålet. Den omstændighed at sagen først blev anlagt på ny, efter
at L forgæves havde forsøgt at kære afvisningen, kunne ikke føre til, at det oprindelig
rettidigt anlagte sagsanlæg ikke havde bevaret sin fristafbrydende virkning. Det
kunne ikke føre til en anden vurdering, at der var tale om en lejesag og ikke en
sag mod en offentlig myndighed. L's påstand om ophævelse af BR's dom og hjemvisning
af sagen til realitetsbehandling ved boligretten blev derfor taget til følge.
FM 2017.85 ØLK: Spørgsmål om forældelse burde ikke have været realitetsbehandlet
ved delhovedforhandlingen, men derimod skulle det ske i forbindelse med realitetsbehandlingen
af sagens øvrige materielle spørgsmål.
Køber, K, mente at have opnået ejendomsret til en ejendom, da der mellem K og sælger,
S, var indgået en købsaftale i 2011, som efterfølgende var blevet underskrevet med
et betinget skøde. BR fandt, at udskille spørgsmålet om forældelse til delhovedforhandling
og tog på skriftligt grundlag stilling hertil. S skulle anerkende, at K's eventuelle
erhvervelse af ejendommen ikke var bortfaldet som følge af forældelse. ØL fandt,
at henset til karakteren af parternes anbringender om forældelsesspørgsmålet i forbindelse
med delforhandlingen fandtes det, at BR – i overensstemmelse med sin vurdering
af det forelagte faktum og de påberåbte anbringender – ikke burde have truffet
en realitetsafgørelse vedrørende forældelsesspørgsmålet, men burde have besluttet,
at afgørelsen af forældelsesspørgsmålet skulle ske i forbindelse med realitetsbehandlingen
af sagens øvrige materielle spørgsmål. Det var ikke godtgjort, at parterne i forbindelse
med delforhandlingens forberedelse eller gennemførelse havde disponeret således,
at BR var afskåret fra dette. Sagen blev derfor hjemvist til forsat realitetsbehandling.
FM 2017.279 ØLK: Da det ikke kunne antages, at skyldner manglede myndighed til
at råde over en sag, blev fogedrettens afgørelse om at afvise sagen ophævet og hjemvist
til forsat behandling
Fogedretten fandt, at skyldner, S, boede på et plejehjem. Under forkyndelse havde
personalet til stævningsmanden bl.a. oplyst, at S var dement. Under disse omstændigheder
blev sagen afvist, da der var begrundet mistanke om, at S ikke var proceshabil,
og da de fornødne oplysninger til nærmere at vurdere dette ikke ville fremkomme,
jf. RPL § 258, stk.
2. ØL fandt, at af
RPL § 252, stk. 1, fremgik, at retten ikke på embeds vegne kunne
afkræve parterne bevis for, at de var myndige til at råde over processen. Afvisning
på grund af sagsøgers eller sagsøgtes mangel på myndighed til at råde over sagen
ville derfor kun finde sted efter påstand. Af bestemmelsens
stk. 2, fremgik, at retten dog på embeds vegne kunne afvise sagen
straks, eller når de fornødne oplysninger ikke blev fremskaffet, blandt andet når
der ifølge de oplysninger som forelå var grund til at antage, at nogen af dem manglede
myndighed til at råde over sagen. Af forkyndelsesblanketten fremgik, at der var
sket forkyndelse for S på et plejehjem. Stævningsmanden havde under “Særlige
bemærkninger/observationer” anført: “Plejepersonalet oplyste, at S var
dement, men at de ville foranledige, at hun fik hjælp til at håndtere sagen.”
Det fandtes derfor, at de foreliggende oplysninger ikke gav tilstrækkeligt grundlag
for at antage, at S manglede myndighed til at råde over sagen. Afgørelsen blev derfor
ophævet og hjemvist til fortsat behandling ved fogedretten.
UfR 2018.879 HKK: Ophævelse af kendelse om afvisning af ankesag, da retsbog
med frist for betaling af berammelsesafgift ikke var sendt til appellanten
I forbindelse med berammelse af en ankesag om mangler ved en fast ejendom havde
ØL fastsat frist for betaling af berammelsesafgift. Denne frist blev efterfølgende
forlænget med bemærkning om, at overskridelse af fristen ville medføre afvisning
af A’s påstand i ankestævningen. A betalte berammelsesafgiften til ØL en dag
for sent, og ØL afviste derfor sagen. Det viste sig efterfølgende, at ØL’s
retsbog med den nye frist ved en ekspeditionsfejl ikke var blevet sendt til A’s
advokat, B. Herefter, og da der ikke var grundlag for at antage, at der var blevet
fastsat en ny betalingsfrist under B telefonsamtale med ØL, ophævede HR ØL’s
kendelse om afvisning og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved ØL.
UfR 2020.2624 VLK:
Sag kunne ikke hæves, jf. RPL § 362, stk. 2, da afgørelsen om hævelsen var truffet efter, at der var nedlagt
en påstand
Ankestyrelsen, A, havde i september 2019 truffet afgørelse om, at et barn, B, fortsat skulle
være anbragt uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 4,
og sagen skulle genbehandles 2 år efter, jf.
servicelovens § 62,
stk. 2, jf.
stk. 3. Sagen blev indbragt for domstolene efter
anmodning fra B’s mor, C. C påstod nedsættelse af genbehandlingsfristen. Retten i Hjørring fandt, at de ville afgøre
sagen med en tilkendegivelse, og A protesterede mod dette. BR bemærkede, at udfaldet ville blive, at A’s påstand
om stadfæstelse blev taget til følge, hvorefter først C og derefter BR hævede sagen. A havde protesteret mod, at
sagen blev hævet og havde anmodet om, at det skulle ske ved kendelse. VL fandt, at afgørelsen var truffet, efter
C havde nedlagt en påstand. Dette var i strid med
RPL § 362, stk. 2, da A ikke havde samtykket
til at hæve sagen. Sagen blev hjemvist.
UfR
2020.3944 VLK: Da byretten ikke rettidigt havde gjort en forbruger bekendt med muligheden for behandling
af sagen ved et nævn, jf. RPL § 361, stk. 3, skulle en anmodning herom tages til følge, selvom 4-ugers
fristen, jf. RPL § 361, stk. 2, var overskredet
Entreprenør, E, havde d. 30.09.2019 anlagt sag mod en kunde, A, om manglende betaling
på 62.000 kr. I et svarskrift gjorde A gældende, at det udførte arbejde var behæftet med mangler og
accepterede at betale 20.000 kr. til E. Retten i Holstebro havde, d. 15.12.2019, vedtaget, at der ikke
skulle indkaldes til et forberedende møde, og at parterne inden 14 dage skulle meddele, om de ønskede
retsmægling. Fristen blev efterfølgende udsat til d. 10.01.2020. A anmodede d. 08.01.2020 om, at sagen blev
indbragt for klagenævn i medfør af RPL § 361, stk. 1
og d. 22.01.2020 anmodede A om, at sagen blev anbragt for Byggeriets Ankenævn, N.
BR fandt, at en anmodning om, at en sag indbragtes for forskellige nævn i medfør af
RPL § 361, stk. 1 skulle fremsættes senest 4 uger
efter rettens meddelelse om, at der ikke skulle afholdes et forberedende møde,
jf. RPL § 361, stk. 2. A’s
anmodning kunne derfor ikke tages til følge, da den først blev fremsat d. 08.01.2020.
VL fandt, at der efter sagens karakter og forløb i øvrigt forelå særlige omstændigheder,
jf. RPL § 361, stk. 2, 3. pkt.,
bl.a. da A skulle gøres bekendt med muligheden for behandling af sagen ved et nævn,
jf. RPL § 361, stk. 3, hvilket BR
ikke havde gjort A bekendt med. Sagen blev hjemvist til BR mhp. at sagen skulle ophæves og sendes til N.
UfR 2021.86 ØLK:
Kendelse ved SH blev
ophævet og hjemvist, da de med urette havde afvist at behandle
kontorelevs principale påstand om ophævelse af afgørelse ved
Tvistighedsnævnet
En kontorelev, A, opsagde sin
uddannelsesaftale hos B og fremsatte krav om betaling. A og B indgik
forlig, som A dog opfattede som bortfaldet grundet for sen betaling
fra B. A anlagde sag ved Tvistighedsnævnet, N, jf.
erhvervsuddannelseslovens § 63, stk. 2. N afviste sagen, da der var
indgået forlig, jf. stk. 1. A anlagde derefter sag ved SH med
principal påstand om, at N’s kendelse skulle ophæves og sagen
hjemvises til realitetsbehandling. SH afviste A’s principale
påstand.
ØL tog stilling til, hvorvidt SH med rette
havde afvist at behandle A’s principale påstand om ophævelse af N’s
kendelse om afvisning af sagen mellem A og B. Da N havde karakter af
et forvaltningsretligt tvisteløsningsorgan med partsproces, skulle
en klager, der ikke havde fået medhold ved N’s afgørelse, henvises
til at anlægge retssag mod sin modpart i tvisten, når ingen af
parterne gjorde gældende, at N’s afgørelse var ugyldig. SH havde
således med urette afvist at behandle A’s principale påstand.
Kendelsen blev ophævet og hjemvist til SH til fortsat behandling.
UfR 2021.3029 VLD:
Der var ikke grundlag for at hjemvise sag om lejestigning, hvor Huslejenævnet havde inddraget en fejlbehæftet kendelse,
da boligretten kunne korrigere kendelsens fejlagtige beregning
Huslejenævnet, N, havde skønsmæssigt nedsat det ved lejeberegningen indregnede afkast af
generelle modernisering, godkendt en varslet forhøjelse af § 18 bidrag og tilsidesat en særlig månedlig opkrævning
til trappevask som ulovhjemlet. Afgørelsen angik lejen for lejemålet, som L1-L2 lejede. U havde i forbindelse med
sagens behandling henvist til en tidligere kendelse fra N, vedr. godkendelse af lejeforhøjelser for vinduer
og faldstammer fra 1996.
Boligretten i Randers fandt, at beregningen af lejeforhøjelsen i den tidligere kendelse fra N fremgik som fejlbehæftet,
idet der ved beregningen af lejeforhøjelsen bl.a. var medtaget 75 % af udgifterne til udskiftning af vinduer og altandøre,
selv om det under N’s begrundelse var anført, at der alene skulle medtages med 25 % af udgiften. Derfor blev sagen
hjemvist til fornyet behandling.
VL fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til N. BR kunne forholde sig til, om beregningen af lejen i
N’s afgørelse var forkert som følge af en fejl i den tidligere afgørelse og i givet fald korrigere beregningen.
Sagen blev fremmet til realitetsbehandling ved BR.
UfR 2021.3732 VLK:
Der var ikke hjemmel til at afvise en sag om udsættelse af et lejemål, jf. RPL § 232, da der, uanset at handlingerne var
betegnede som straffelovsovertrædelser, var tale om en sag om erstatningsansvar
A var blevet udsat af sin lejlighed i juli 2015. B1-B7 deltog i sagens behandling som kommunale
medarbejdere, vicevært, foged, flyttefirma mv. A mente sig udsat for løgn og falsk og gjorde gældende, at udsættelsen var
uberettiget. A påstod derfor at bære berettiget til godtgørelse og/eller erstatning fra B1-B7.
Retten i Kolding fandt, at overtrædelser af STRFL § 164
og § 276 a var undergivet offentlig påtale, og sager herom
skulle rejses af anklagemyndigheden i strafferettens former. Indsigelse af lovligheden af en fogedforretning skulle
fremsættes efter reglerne om appel af fogedsager og kunne ikke påkendes under et civilt søgsmål. Sagen blev derfor afvist,
jf. RPL § 232, stk. 3, jf. stk. 1.
VL fandt, at efter A’s påstande var der tale om en sag om erstatningsansvar for påståede ansvarspådragende handlinger
begået af B1-B7. At handlingerne betegnedes som straffelovsovertrædelser kunne ikke medføre, at BR ikke var saglig
kompetent til at behandle sagen. Som følge heraf kunne BR ikke afvise sagen med hjemmel i
RPL § 232. BR’s dom blev ophævet og hjemvist til
fornyet behandling.
Berigtigelse
Boris Hansen i FM 1997.188: Errare humanum est (at fejle er menneskeligt). (kritiserer
UfR 1997.340
ØLK)
UfR 1997.340
ØLK: Ved forlig var det blevet overladt til retten at træffe bestemmelse
af sagsomkostningerne. Retten dømte sagsøgte til betale 12.500 kr. i sagsomkostninger.
4 dage senere berigtigede dommeren dommen, således at sagsøger skulle betale 2.500
kr. til sagsøger. ØL ophævede den foretagne berigtigelse, da berigtigelsen ikke
fandtes hjemlet i RPL § 221,
stk. 1.
UfR 1997.1453
ØLK: Under anke anmode advokat om, at retten udarbejdede en korrekt supplerende
redegørelse i medfør af
RPL § 366 a, stk. 3, hvilket retten afslog. ØL fandt, at dommerens adgang
til berigtigelse i medfør af
RPL § 221 ikke ville have omfattet en rettelse som den begærede. ØL stadfæstede
byrettens afgørelse.
UfR 2000.1660
ØLK: Retten i Glostrup havde d. 09.07.1999 truffet beslutning om, at T endeligt
skulle udrede omkostningerne til sin beskikkede forsvarer med 27.000 kr plus moms.
Retten besluttede d. 29.10.1999, at T også skulle udrede et salær på 30.000 kr plus
moms. ØL ophævede denne afgørelse, da der ikke i
RPL § 221, stk. 1 fandtes hjemmel til den foretagne præcisering.
UfR 2001.959
ØLD: Byretten i København havde ved en fejl udeladt afsnit om betinget frakendelse
af førerret i dom. Dommeren berigtigede fejlen 3 uger senere. Da ændringen angik
det materielle spørgsmål, om T betinget skulle frakendes førerretten, og berigtigelsen
fandtes herefter ikke hjemlet ved
RPL § 221, stk. 1, hvorfor berigtigelsen vil være at ophæve. Uanset fejlen
blev dommen, der var anklagemyndigheden i hænde inden udløbet af ankefristen, ikke
anket af anklagemyndigheden. Under disse omstændigheder fandtes anklagemyndighedens
påstand om skærpelse af dommen eller om hjemvisning ikke at burde tages under påkendelse.
Landsretten stadfæstede således dommen uden berigtigelse.
UfR 2001.1948
ØLK: Skifteretten i Kalundborg havde berigtiget dom, hvori der var skrivefejl.
Da berigtigelsen af dommen konklusion gik ud over de grænser, som er fastlagt i
RPL § 221, stk. 1,
fandtes berigtigelsen ikke hjemlet, og berigtigelsen blev ophævet.
UfR 2001.2426
ØLK: Retten i Lyngby havde været berettiget til at berigtige en åbenbar
fejl i erkenderdoms konklusion, der efter berigtigelsen alene kom til at svare til
parternes samstemmende påstande. Renten var i dommen angivet til 1,25% og der blev
ved berigtigelsen indføjet "pr. måned."
UfR 2001.2575
ØLK: Advokat Erik Rasmussen havde hævet sag mod Skatteministeriet om tilbagebetaling
af ambi. Københavns Byret bestemte, at sagsøgte skulle betale
7.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøger. Dette berigtigede byretsdommeren i medfør
af RPL § 221, stk.
1, således at sagsøger skulle betale beløbet til sagsøgte.
ØL fandt, at retsbogen indeholdt en åbenbar forveksling af ordene sagsøger og sagsøgte,
og at forvekslingen beroede på en fejlskrift, idet sagsomkostningsbestemmelsen efter
sit indhold fremstod uden sammenhæng med sagens resultat. Den skete berigtigelse
fandtes derfor at være sket inden for grænserne for anvendelsen af
RPL § 221, stk. 1. Da sagen angik spørgsmålet om tilbagebetaling af ambi og af
sagsøger blev hævet efter udfaldet af en ankesag vedrørende en sammenlignelig problemstilling,
hvor landsretten ophævede sagens omkostninger, burde sagsøger og sagsøgte bære egne
omkostninger for byretten og i forbindelse med kæremålet
UfR 2003.549 HKK: Byretten havde tilkendt kærende 32.500 kr.
i sagsomkostninger. ØL havde ved voteringen tilkendt kærende yderligere 20.000 kr.
i omkostninger , men ved en fejl kom der i retsbogen til at stå, at der tilkendtes
20.000 kr. for begge retter. Højesteret fandt, at der var hjemmel i
RPL § 221, stk. 1 til at berigtige fejlen. Sagen blev hjemvist til landsretten
med henblik herpå.
UfR 2006.702
ØLK: Byretsdommer afviste at berigtige en erkenderdom i medfør
af RPL
§ 221, stk. 1, omhandlende rentepåstand samt et inkassogebyr
på 100 kr. ØL fandt, at berigtigelse af påstand og konklusion
var hjemlet i
RPL § 221, stk. 1, således at sagen blev hjemvist til berigtigelse
af påstand og konklusion, således at denne blev i overensstemmelse med
påstanden i den indleverede stævning, som den indkærede havde
taget bekræftende til genmæle overfor.
UfR 2007.1156
ØLK: Rønne Byret havde truffet afgørelse om, hvorvidt
det skulle tillægges udeblivelsesvirkning, at Norfo A/S, N, ikke forud for
hovedforhandlingen havde indleveret påstandsdokument rettidigt. Dette spørgsmål
blev udskilt til særskilt afgørelse efter
RPL § 253. I dommens konklusion blev et ejendomsselskab frifundet for
de af N nedlagte påstande. En byretsdommer havde senere berigtiget dommens
konklusion, således at de af N nedlagte påstande blev afvist. ØL
fandt, at berigtigelsen af dommens konklusion gik ud over de grænser, som
er fastlagt i
RPL § 221, stk. 1, hvorfor berigtigelsen blev ophævet.
UfR 2008.2251 HKK: I et retsmøde d. 14.11.2006 blev
en borgerlig landsretssag berammet til domsforhandling d. 02.01.2007, med en tilkendegivelse
om, at ekstrakt senest skulle indleveres d. 20.12.2006, og at det ville kunne tillægges
udeblivelsesvirkning efter
RPL § 365, stk. 3 og 4 hvis indleveringen ikke skete rettidigt. Jørgen Byrn
indleverede ikke ekstrakt og oplyste ved domsforhandlingen at han ikke ville indlevere
genparter, idet han ikke ville medvirke til en ulovlig proces. ØL afviste sagen
pga. manglende ekstrakt. HR udtalte, at da sagen var anlagt før d. 01.01.2007, fandt
bestemmelserne i RPL kapitel 33, som affattet forud for ændringen af RPL ved lov
nr. 528 af 8. juni 2006, anvendelse. Reglerne om indlevering af genparter til brug
for hovedforhandlingen blev ved lov nr. 528 af 8. juni 2006 flyttet fra kapitel
34 til kapitel 33. Det fremgik af forarbejderne, at der ikke blev fundet tilstrækkelig
anledning til at medtage en særlig overgangsregel, i anledning af at der som følge
heraf i sager, der var anlagt inden lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden
ikke var hjemmel til, at tillægge manglende rettidig indlevering af genparter til
brug for hovedforhandlingen i første instans udeblivelsesvirkning. HR fandt på den
baggrund, at der ikke havde været hjemmel for ØL's beslutning af 02.01.2007 om afvisning
af sagen med henvisning til manglende indlevering af genparter til brug for hovedforhandlingen.
HR tog herefter Jørgen Byrns påstand om ophævelse til følge således, at sagen blev
hjemvist til realitetsbehandling ved ØL.
UfR 2013.249
VLD:
Da Ejerforeningen Fasanvænget, A, som var angivet som sagsøger i byretten, ikke
eksisterede, var det nødvendigvis den rigtige bygherre, nemlig Byggeselskabet Fasanvænget
Viborg A/S, V, der måtte optræde som appellant i VL, idet A ikke kunne optræde som
part. B havde fra starten været bekendt med, hvad retssagen drejede sig om. V ønskede
at foretage en berigtigelse og ikke at erstatte en eksisterende juridisk person
med en anden eksisterende juridisk person. Det havde ingen betydning for B's procesførelse,
om modparten betegnedes som A eller V. Under disse omstændigheder gav VL V tilladelse
til at berigtige navnet på bygherren. B's påstand om afvisning fra VL blev således
ikke taget til følge.
FM 2016.82 ØLK: A ønskede
berigtigelse af dom vedr. beregning af et individuelt forbedringstillæg grundet
inddragelse af forkert taloplysning. BR fandt, at da der hverken var tale om en
skrive- eller regnefejl, som ville kunne berigtiges i medfør af
RPL § 221, stk. 1, kunne der ikke ske berigtigelse.
ØL stadfæstede.
UfR 2019.1821/1 HKK (TFA
2019.206/1 HKK): Skifteretten kunne berigtige bobehandlers regnefejl på
856.640,90 kr.
Skifteretten i Lyngby havde stadfæstet en boopgørelse på baggrund af et udkast fra
en autoriseret bobehandler, hvor der ved fastsættelsen af værdien af et selskab
var beregnet et fradrag for udskudt skat på 42 % af 23.913.550 kr. til kurs 90,
hvilket var anført til 8.182.681 kr. M gjorde indsigelse mod opgørelsen og anførte,
at der var en regnefejl i procentberegningen af fradraget for den udskudte skat
i selskabet, som rettelig udgjorde 9.039.321,90 kr. HR fandt, at rettelse af værdien
8.182.681 kr. i boopgørelsens beregning af aktiver og passiver i selskabet kunne
ske med hjemmel i
RPL § 221,
hvis der alene var tale om en regnefejl. Sagen blev herefter hjemvist til skifteretten
med henblik på at træffe beslutning angående rettelse.
UfR 2020.2377 HKK
(UfR 2019.3297 VLK,
FM 2019.148 VLK): Berigtigelse af
beløb fra NOK til DKK i domskonklusion, jf. RPL § 221, stk. 1, 1. pkt., da BR fejlagtigt antog, at beløbet var anført i
NOK i et bilag
I en dom om bl.a. godtgørelse som følge af et ophørt agentsamarbejde fandt Retten i Aarhus, at et
norsk selskab havde krav på 2/3 af det maksimalt mulige beløb efter
HAL.
Ved fastsættelsen af godtgørelsen anvendte BR nogle beregninger fra et af sagens bilag. Beløbene i bilaget var opgjort
i DKK, men beløbet blev i dommen angivet som opgjort i NOK. BR erkendte, at valutaangivelsen i dommen beroede på en
fejltagelse, men afviste at berigtige dommen. Efter
RPL § 221,
stk. 1, 1. pkt. kunne retten til enhver tid i embeds medfør berigtige skrivefejl, som var indløbet i henseende til
ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedr. udfærdigelsens form. VL fandt,
at da fire andre tilkendte beløb og beløbene under skriftudvekslingen hovedsageligt var angivet i NOK, skulle beløbet
ikke berigtiges. HR fandt, at fejlen var af en sådan karakter, at den kunne berigtiges i medfør af
RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. og hjemviste sagen til BR
mhp. berigtigelse.
Omgørelse
UfR 2003.1965
ØLK: Skævinge Kommunen havde 5 dage før domsforhandlingen hævet retssag
mod Zürich Forsikring. Københavns Byret anførte i retsbogen at sagen var hævet.
Efter anmodning fra Zürich forsikringsselskabets advokat, som sagsøgeres advokat
ikke havde bemærkninger til, genoptog retten sagen og dømte kommunen til at betale
20.000 kr i sagsomkostninger. Byretten fandtes at have været berettiget til at omgøre
sin beslutning om ophævelse af sagen, jf. princippet i
RPL § 222.
UfR 2006.2604/2
HKK: S havde anlagt sag mod Skatteministeriet ved landsretten,
men da S ikke mødte til domsforhandlingen, afviste landsretten sagen og pålagde
S at betale sagsomkostninger. Efterfølgende anmodede S ved dennes direktør, D, om
genoptagelse af sagen. D anførte bl.a., at han havde telefaxet en lægeerklæring
til landsretten inden domsforhandlingen. Landsretten, der havde afvist sagen i medfør
af RPL § 362,
jf. § 360, stk. 1,
afslog genoptagelse, under henvisning til at der ikke var hjemmel til at omgøre
beslutningen herom. HR fastslog, at der er hjemmel til, hvis retten finder det hensigtsmæssigt,
at omgøre en beslutning om afvisning på grund af sagsøgers udeblivelse inden for
de rammer, som følger af
RPL § 222, sammenholdt med
§ 354, stk. 7, § 360,
stk. 6, og § 362.
HR afviste S's påstand om omgørelse af landsrettens beslutning om afvisning, men
hjemviste sagen til fornyet behandling af spørgsmålet om afvisning af sagen, herunder
afgørelsen om sagsomkostninger.
UfR 2010.40 ØLK: Retten i Hillerød havde truffet beslutning om at S, der
var hjemhørende i USA, i medfør af RPL § 321 skulle
stille sikkerhed for de sagsomkostninger, S kunne blive pålagt at betale A. BR omgjorde
efterfølgende beslutningen i form af en ophævelse af beslutningen, efter anmodning
fra S' advokat. ØL tiltrådte, at BR havde haft hjemmel til at omgøre beslutningen,
jf.
RPL § 222, og stadfæstede BR's kendelse om omgørelse.
UfR 2016.3837 VLK: Kæremål i anledning af, at byretten ved en forglemmelse ikke
havde fastsat sagsomkostninger i forbindelse med afvisning efter RPL § 360, stk.
1, pga. udeblivelse fra et telefonmøde, ikke afvist i medfør af RPL § 389 a.
I to sager mod Skatteministeriet, M, udeblev skatteyderens, S', advokat, A, fra
et telefonmøde, hvorefter Retten i Aarhus besluttede at afvise sagerne, jf.
RPL § 360, stk. 1. Senere samme formiddag anmodede A om, at sagerne ikke
afvistes, da udeblivelsen skyldtes en fejlagtig registrering i kalenderen. BR afsagde
kendelse, hvorefter beslutningen blev fastholdt, da fejlagtig registrering i kalenderen
ikke var en sådan undskyldende omstændighed, at der var grundlag for at omgøre beslutningen,
jf.
RPL § 222. M's
advokat kærede kendelsen med henblik på fastsættelse af sagsomkostningerne, jf.
princippet i R
PL § 222.
A protesterede, da sagerne var blevet genanlagt, og der kunne således tages stilling
til de samlede sagsomkostninger ved de nye sagers afslutning. VL fandt, at BR havde
oplyst, at det beroede på en forglemmelse, at BR ikke i forbindelse med sagernes
afslutning havde truffet afgørelse om sagernes omkostninger. Da der efter påstanden
var spørgsmål om tilkendelse af 25.000 kr. i omkostninger i begge sager, kunne M
kære afgørelsen i medfør af
RPL § 389, stk. 2. Afgørelsen vedrørte sagernes omkostninger og var ikke
truffet under hovedforhandlingen eller dennes forberedelsen. Derfor kunne afgørelsen
kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf.
RPL § 389 a.
FM 2017.211 VLK: En tidligere afgørelse om sikkerhedsstillelse efter RPL § 321,
kunne af BR omgøres, da der forelå nye oplysninger, og da anmodningen var fremsat
uden ufornødent ophold.
I 2014 traf BR ved kendelse beslutning om, at A ikke skulle stille sikkerhed for
de omkostninger, som A under sagen kunne blive pålagt. VL stadfæstede kendelsen.
B fremsatte efter, at der fremkom nye oplysninger om A en ny anmodning om sikkerhedsstillelse
efter RPL § 321. BR fandt, at denne ikke havde hjemmel til at ophæve eller omgøre VL's
kendelse af 16.06.2014, herunder hverken i
RPL § 321, stk. 1, eller
§ 222, som anført af B. Efter ordlyden af
§ 321, var der ikke hjemmel til, at B kunne kræve sikkerhedsstillelse
på et senere tidspunkt end i svarskrifterne. VL fandt, at kendelser af procesledende
karakter og beslutninger, efter
RPL § 222, kunne omgøres, når nye oplysninger forelå, samt
når Retten i øvrigt fandt det hensigtsmæssigt. BR kunne således under sagens behandling
omgøre kendelser af procesledende karakter og beslutninger, herunder også afgørelser,
som havde været påkæret til LR, hvis førnævnte betingelser var opfyldt. En kendelse
om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger var en afgørelse af procesledende karakter.
I denne sag forelå nye oplysninger om A's bopæl, hvorfor den tidligere trufne afgørelse,
kunne omgøres. Det fulgte af
RPL § 321, at en anmodning om sikkerhedsstillelse skulle fremsættes
i svarskriftet eller i det i
§ 352, stk. 3 omhandlede møde. B havde i svarskriftet
for BR fremsat anmodning om sikkerhedsstillelse, og dette var således sket rettidigt.
B blev først i februar 2016 bekendt med de nye bopælsoplysninger, hvorefter de d.
11.02.2016 gentog deres anmodning om sikkerhedsstillelse. Anmodningen var fremsat
uden ufornødent ophold, og B var derfor ikke afskåret fra at fremsætte anmodning
om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. B's principale påstand om hjemvisning
af sagen til fornyet behandling af anmodningen om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger
toges derfor til følge.
FM 2018.96 VLK: Det blev tilladt BR at omgøre sin beslutning om at udmelde syn
og skøn til at tillade isoleret bevisoptagelse, efter at sagsøgte, der var et belgisk
selskab, havde gjort gældende, at der ikke var dansk værneting i sagen
Et dansk selskab, D, havde anlagt en sag ved Retten i Hjørring mod et belgisk selskab,
B. BR besluttede d. 21.03.2017 at imødekomme D’s begæring om syn og skøn,
idet der ikke var kommet indsigelser fra B. B gjorde d. 28.03.2017 gældende, at
der ikke kunne udmeldes syn og skøn, idet der var belgisk værneting i sagen, og
der i øvrigt verserede en sag i Belgien om tvisten. BR omgjorde derefter sin beslutning,
jf. RPL § 222, således at der blev tilladt isoleret bevisoptagelse efter
RPL § 343,
stk. 1, idet der ellers var risiko for, at der ville gå
beviser tabt. VL tiltrådte, at betingelserne efter
RPL § 222 for at BR kunne omgøre sin beslutning
var opfyldt, idet der forelå nye oplysninger i sagen i form af B’s indsigelser,
og idet det under de foreliggende omstændigheder måtte anses for hensigtsmæssigt,
at der blev taget stilling til indsigelserne fra B. VL stadfæstede derfor BR’s
kendelse.
UfR 2018.1868 ØLK: KBR var berettiget til at omgøre sin beslutning om at slutte
en sag, jf. principperne i RPL § 222, da den ved en forglemmelse ikke havde taget
stilling til sagsomkostningerne
A havde anlagt en sag mod B, men da A ikke indleverede processkrift rettidig og
ikke kom med en undskyldelig forklaring, afviste og afsluttede KBR sagen, jf.
RPL § 360, stk. 5. B anmodede efterfølgende
om, at A blev tillagt sagsomkostningerne, hvilket KBR efterfølgende tog stilling
til og bestemte, at B skulle betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til A. ØL fandt,
at efter
RPL § 222 kunne kendelser af procesledende
karakter og beslutninger omgøres, når nye oplysninger forelå, samt når retten i
øvrigt fandt det hensigtsmæssigt. Det beroede på en ren forglemmelse, at KBR ikke
havde truffet afgørelse om sagsomkostningerne i forbindelse med afvisningen af sagen.
KBR herefter var berettiget til at omgøre sin beslutning om at slutte sagen og tage
stilling til påstanden om sagsomkostningerne, jf. princippet i
RPL § 222
Retssproget
UfR 2001.1433/2
ØLK: Under retssag i Glostrup om fordeling af overskud ved drift af restaurant
på Kos fremlagde sagsøgte udskrift fra skattemyndighederne i Grækenland. Sagsøgte
blev pålagt at foranledige dokumenterne oversat til dansk, jf.
RPL § 149.
Ophævelse
Eva Staal i
TfK 2020 p. 632-642: Om ophævelse af domme på grund af rettergangsfejl og muligheden for at reducere antallet af domsophævelser mest muligt
UfR 2008.2340 ØLK: I en sag om olieforurening på
en ejendom havde den ene part, A, anmodet om isoleret bevisoptagelse, jf.
RPL § 343. Byretsdommeren havde ved kendelse d. 05.05.2008 bestemt, at A
som skønsrekvirent skulle betale sagsomkostninger til modparten, B. Byretsdommeren
modtog herefter nye oplysninger. På denne baggrund omgjorde og ophævede han d. 07.05.2008
kendelsen af 05.05.2008. ØL ophævede kendelsen af. 07.05.2008, da den gik ud over
de grænser, som var fastlagt i
RPL § 221, stk. 1.
UfR 2009.531 ØLK:
Retten i Odense havde ved beslutning af 01.08.2008 meddelt A et advokatpålæg. BR
havde endvidere besluttet, at A skulle indgive et processkrift. Efter
RPL § 259, stk. 3, skulle dette processkrift indgives af en advokat.
På denne baggrund, og henset til at A efter de foreliggende oplysninger havde fremmet
sin ansøgning, herunder påklage til Procesbevillingsnævnet, med fornøden hurtighed,
ligesom A betids havde søgt om udsættelse af de af BR fastsatte frister, fandtes
A's anmodning om yderligere udsættelse af sagen at burde være blevet imødekommet.
ØL ophævede BR's beslutning og hjemviste til fortsat behandling ved
BR.
UfR 2009.2692 HKK: En boligorganisations byggeafdeling,
B, udtog i februar 2008 stævning mod 21 lejere i en ejendom. I juli 2007 var der
ved en urafstemning, truffet beslutning om renovering af ejendommen, og B påstod,
at de 21 lejere skulle anerkende, at den pågældende beslutning var gyldig. Under
henvisning til, at der var begået en skrivefejl, anmodede B imidlertid, inden der
var blevet afgivet svarskrift, retten om tilladelse til at berigtige stævningen.
Sagsøgeren var angivet som B, og ændringen skulle bestå i, at sagsøgeren blev ændret
til en nærmere angivet afdeling under den lokale boligorganisation, A, subsidiært
at stævningen måtte anses for indgivet af B som mandatar for A. De 21 lejere gjorde
indsigelse mod berigtigelsen af stævningen, men boligretten tillod berigtigelsen
ved kendelse. En af de sagsøgte lejere, L, kærede boligrettens afgørelse til landsretten,
der stadfæstede boligrettens kendelse. HR udtalte, at den berigtigelse af stævningen,
som B ønskede, gik ud over, hvad der uden samtykke fra L kunne afhjælpes i medfør
af
RPL § 349, stk. 2, hvorfor stævningen ikke kunne tillades ændret. HR ophævede
følgelig landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i boligretten.
UfR 2012.2205 VLD: K klagede til Advokatnævnet,
N, over, at advokat, A, havde taget en ikke-ubestridt fordring mod hende til inkasso.
N havde afsagt en kendelse, hvorved A blev pålagt en bøde på 10.000 kr., jf.
RPL § 147 c, stk. 1, idet A i inkassobrevet
til K havde truet med at indberette K til RKI, hvis hun ikke betalte det skyldige
beløb og dette var i strid mod god advokatskik. A anlagde herefter sag mod N med
påstand om ophævelse af kendelsen som følge af sagsbehandlingsfejl, idet A bl.a.
ikke havde fået lejlighed til at fremkomme med en duplik, samt at N egenhændigt
havde omformuleret K's påstand. Hverken Retten i Århus eller VL fandt, at der var
begåetEva Staal: Om ophævelse af domme på grund af rettergangsfejl og muligheden
for at reducere antallet af domsophævelser mest muligt fejl ved N's behandling af
sagen, og N frifandtes herefter.
UfR 2020.2624 VLK:
Sag kunne ikke hæves, jf. RPL § 362, stk. 2, da afgørelsen om hævelsen var truffet efter, at der var nedlagt
en påstand
Ankestyrelsen, A, havde i september 2019 truffet afgørelse om, at et barn, B, fortsat skulle
være anbragt uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 4,
og sagen skulle genbehandles 2 år efter, jf.
servicelovens § 62,
stk. 2, jf.
stk. 3. Sagen blev indbragt for domstolene efter
anmodning fra B’s mor, C. C påstod nedsættelse af genbehandlingsfristen. Retten i Hjørring fandt, at de ville afgøre
sagen med en tilkendegivelse, og A protesterede mod dette. BR bemærkede, at udfaldet ville blive, at A’s påstand
om stadfæstelse blev taget til følge, hvorefter først C og derefter BR hævede sagen. A havde protesteret mod, at
sagen blev hævet og havde anmodet om, at det skulle ske ved kendelse. VL fandt, at afgørelsen var truffet, efter
C havde nedlagt en påstand. Dette var i strid med
RPL § 362, stk. 2, da A ikke havde samtykket
til at hæve sagen. Sagen blev hjemvist.
Afvisning, jf. DL 5-1-2
UfR 2020.1219 SHD:
Sag om reelle ejere af
en russisk bank blev afvist som stridende mod lov og ærbarhed, da
den ikke egnede sig til behandling i en civil sag men skulle
underkastes myndighedsbehandling
Sagen angik, hvem der var de reelle ejere
af to danske kommanditselskaber, A og B, og dermed hvem der
ultimativt ejede en russisk bank, C. I både A og B var der angivet
en aktivbeholdning på 7.500 kr. SH fandt, at der var tale om en
konflikt, som ikke egnede sig til behandling i en civil sag, men som
skulle underkastes behandling af en myndighed, som kunne iværksætte
undersøgelser. Strukturerne og aktørerne i A og B var sammenfaldende
med sager om hvidvask fra de seneste år. Der var udfoldet store
bestræbelser på at skjule det reelle ejerskab, og der var ikke nogen
spor til den C, som angiveligt skulle være ejet af selskaberne.
Sagen blev afvist, jf.
DL 5-1-2, som stridende mod lov eller ærbarhed.
Litispendens
UfR 2020.2955 ØLK:
En sag ved SH om krænkelse af varemærke skulle udsættes, indtil EUIPO havde afgjort en sag mellem samme parter om
fortabelse og ugyldighed af samme varemærke
Et selskab, B, indbragte en sag om fortabelse og ugyldighed af et andet selskabs, A’s,
varemærke for EUIPO. A anlagde efterfølgende sag hos SH om krænkelse af varemærket. SH afsagde kendelse om, at
sagen om krænkelse af varemærke skulle udsættes til EUIPO havde truffet endelig afgørelse i sagen om varemærkets
fortabelse og ugyldighed eller indtil sagen blev opgivet. A kærede afgørelsen om udsættelse. ØL fandt, at det
fulgte af art. 128, stk. 4, i varemærkeforordningen, at der skulle ske udsættelse, så der ikke ville blive afsagt
modstridende domme. Der var ikke tvivl om forståelsen af art. 128, stk. 4, og ØL afviste, at der skulle ske
præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen. ØL stadfæstede udsættelsen.

Advokat Jørgen U. Grønborg
03-01-20