Fremtidsfuldmagtshistorie
Af fhv. landsdommer Svend Danielsen
December 2021
En personlig retshistorisk beretning
om fremtidsfuldmagter gennem mere end tyve år.
1. Værgemål
Interessen for personretlige emner
begyndte, da jeg i 1978 som en af mine lovkommentarer skrev om myndighedsloven af
1922. Loven rummede også reglerne om umyndiggørelse af voksne og dermed tillige
om værgemålene. På et tidspunkt holdt jeg et indlæg om værgemål på et såkaldt Skarrildhusmøde
for jurister i statsamterne. Det inspirerede til, at tredje udgave af kommentaren
i 1988 kom i to bind, hvilket i øvrigt foregreb udskillelsen af værgemål til en
særlig lov. Om værgereglerne var Niels Black medforfatter.
Bogen var antagelig en af årsagerne
til, at jeg i 1989 blev formand for værgemålsudvalget, som fire år senere afgav
”værgemål” (betænkning nr. 1247/1993). Der var afsnit om fuldmagter.
I kap.1 omhandlede afsnit 2 ”Fuldmagter som alternativ”. I kap. 5 om
udvalgets overvejelser fandtes som pkt. 3.6 et meget kortfattet afsnit om ”Frivillige
alternativer”, som ikke skulle nævnes i værgemålsloven, men være et underforstået
supplement. I kap 8, pkt. 2.4.1, omtaltes muligheden for at udstede en fuldmagt,
evt. en generalfuldmagt.
Udvalgets udkast blev så godt som
uændret fremsat for Folketinget, og der var kun ganske få spørgsmål til ministeriet
under behandlingen. Loven blev gennemført i 1995, den trådte i kraft i 1997 og den
er så godt som uændret siden for så vidt angår det materielle.
Ti år senere fulgte jeg loven op
med en lovkommentar. Interessen for loven har holdt sig, også efter at fremtidsfuldmagtsreglerne
er gennemført. I 2017 udgav jeg sammen med Rie Thoustrup Thomsen, chefen for værgemålskontoret
i Familieretshuset, en 2. udgave af kommentaren. På mange måder er den en parallel
til skriverierne om fremtidsfuldmagterne.
2 .Europarådsrekommandationen 1999
Medens jeg arbejdede i Justitsministeriet
var jeg medlem af komiteer under Europarådet, første gang i 1967 om myndighedsalderen,
anden gang i 1996-98 om børn uden for ægteskab. Som kendt i rådet blev jeg bedt
om at holde et indlæg på en familieretskonference i Budapest om det danske tostrengede
system for opløsning af ægteskaber. En chef i rådssekretariatet havde hørt om mit
arbejde i værgemålsudvalget. I forbindelse med konferencen bad hun mig om i rådets
familieretskomite at fortælle om den danske lovgivning. Måske var det en af årsagerne
til, at et emne under rådets tredje familieretskonference i Cadiz i 1995 ”Family
law in the future” blev ”Protection of incapable adults”. Jeg
var en af oplægsholderne herom.
Som et resultat af konferencen nedsatte
Europaraådet en specialistkomite med otte medlemmer, hvoraf jeg blev det ene. Formanden
var professor Eric Clive fra Skotland, som var medlem af den skotske lovkommission,
hvor han også havde beskæftiget sig med værgemålsområdet. Resultatet blev rådets ”Recommendation
No. R (99) 4. Protection concerning
the legal protection of incapable adults.” Her dukkede tanken om juridiske
ordninger, som var mindre formelle end værgemål op i princip 2 og 5.
3. Begyndende fuldmagtsinteresse
3.1. Eric Clive forærede mig under
et af møderne om den senere 1999-rekommandation en rapport fra den skotsk lovkommision,
som inspirerede mig til at tage fat på emnet ”continuing powers of attorney”.
I en uge i London studerede jeg deres ”enduring powers of attorney”
navnlig ved besøg den særlige ret, som behandler sagerne om fuldmagternes ikraftsættelse
og sager med indsigelser. Der var lejlighed til samtaler med dommeren og de ansatte,
ligesom jeg fik mulighed for at gennemgå både tynde sager og sager, som var svulmet
op på grund af indsigelser. Jeg havde tillige drøftelser med bl.a. særligt kyndige
advokater på området. Resultatet af studieopholdet blev et bidrag til festskriftet
”Generationsskifte i ret og praksis” til Taksøe-Jensen i 1999 s. 296-320
med titlen: ”Enduring Power of Attorney – en dansk analyse.”
Emnet fulgte jeg op samme år med
et dansk perspektiv i to artikler. Den ene var ”Vedvarende fuldmagter –
en lovskitse” i Juristen 1999 s. 1-13. Skitsen, som var på tre paragraffer,
skulle ifølge den første omfatte såvel fuldmagter, som vedblev at være i kraft efter
indtruffet inhabilitet, som dem, der først trådte i kraft på dette tidspunkt. Den
anden artikel var ”Vedvarende fuldmagter i dag” i TFA 1999 s. 261-65,
med et ganske fyldigt forslag til, hvorledes en fuldmagt med dette sigte allerede
da kunne se ud uden en særlig lovgivning. En genlæsning af artiklerne nu mere end
20 år senere har været en interessant oplevelse. Ganske mange af analyserne og tankene
har gyldighed den dag i dag. En sidebemærkning er, at der vedvarende fuldmagter
forsloges inddraget under fremtidsfuldmagtslovgivningen, som det skete i de norske
fuldmagtsregler, men ikke i de danske.
Mange år senere forsøgte jeg at bringe
gryden i kog og at råbe Justitsministeriet op med henblik på, at der blev taget
et initiativ til at lovgive om fremtidsfuldmagter. Det skete med artiklen ”Fremtidsfuldmagter
– status” i TFA 2013 s. 305.
3.2. Andre viste i 1990-erne interesse
for fuldmagter på området. Dorthe V. Buss skrev om: ”Anvendelse af generalfuldmagter
for personer, der har mistet deres handleevne” i Juristen 1997 s. 345 ff.
på grundlag af erfaringer fra et studieophold i Australien. Hun fulgte op i 1999
i bogen ”Dementes retsstilling” med kap. 13 ”Generalfuldmagter”.
En halv snes år senere skrev Dorthe V. Buus i TFA 2007.175 om ”Hvilke ønsker
har demente for fremtiden?”. Advokat Anne Kjærhus Mortensen skrev om ”Selvbestemmelsesretten
ved vedvarende fuldmagter og fremtidsfuldmagter” i TFA 2009 s. 343.
3.3. Under mine studier konstaterede
jeg, at lovgivning om ”continuing powers of attorney”, ”enduring
powers of attorney” eller ”durable powers of attorney” længe havde
været kendt i Skotland, England og enkeltstaterne i USA. Det samme er tilfældet
i de australske og canadiske enkeltstater. En senere konstatering var, at der var
grøde i lovgivningen i Europa, idet en række lande i årene 2003-07 havde introduceret
lovgivning på området. Det omtales i en redegørelse i den forklarende rapport til
rekommendationen fra 2009, afsnit 1.4, 24 og 25
3.4. Justitsministeriets initiativ
til lovgivning om fremtidsfuldmagter blev som beskrevet under pkt.6 først taget
midt i 2010-erne.
4. 4. Mit norsk-svenske
samarbejde
4.1. Centralt i fremtidsfuldmagtssammenhæng
blev arbejdet i et norsk og et svensk udvalg, som begge havde en gennemgang af værgemålsreglerne
som hovedopgave. Det resulterede i betænkingerne ”Vergemål”, NOU
2004.16, og ”Betänkande Frågor om Förmyndare och Ställförträdere för vuxna”,
SOU 2004:11. Begge udvalg havde ifølge deres direktiver fået til opgave også at
overveje at indføre fremtidsfuldmagter, en betegnelse som den svenske formand introducerede.
Baggrunden var antagelig, at jeg i perioden, før udvalgene blev nedsat, var medlem
af en nordisk arbejdsgruppe, antagelig som kontinuitet, fordi kontorcheferne i det
danske familieretskontor skiftede ofte. Oprindelig skulle gruppen efter svensk ønske
drøfte i.p. regler, men arbejdet fik snart mere generel karakter. Det var
her, at fuldmagtsemnet dukkede op under møderne.
4.2. Noget, jeg tror fik en vis betydning
i skandinavisk sammenhæng, var mit bidrag ”Fremtidsfuldmagter – et nyt
retsinstitut” i ”de lege. Familjerättslige studier. Vänbok til professor
Åke Saldeen, Juridiska Fakulteten i Uppsala, Årsbok 2003”, selv det blev offentliggjort
sent under udvalgsarbejderne. Redegørelsen i vennebogen blev optrykt som bilag i
begge betænkninger.
4.3. Jeg deltog i det svenske udvalgsarbejde,
som førte til betænknngen i 2004. Rättschefen i det svenske justitsministerium foreslog
mig at blive ekspert i udvalget. Det kunne jeg takke ja til, fordi jeg havde ladet
mig pensionere som landsdommer i 2001 tre år før jeg fyldte 70, for at få tid og
frihed til andre juridiske aktiviteter, og derfor kunne deltage i de månedlige heldagsmøder
i Stockholm.
4.4. Der var et vist nordisk samarbejde.
Nordmændene afholdt et seminar i Oslo i 2003 med værgemålslovgivningen i de nordiske
lande som emne. Jeg mener bestemt at kunne huske, at jeg blev bedt om at finde en,
der kunne fortælle om skotsk ret, og Eric Clive pegede på advokat Adrian Ward, som
jeg da traf første gang. Under de norske og svenske udvalgsarbejder var der blevet
udarbejdet skitser til lovregler om fremtidsfuldmagter. De blev drøftet i et fællesmøde
mellem formændene og sekretærerne i Malmø i marts 2004 samt med en dansk observatør.
Jeg deltog som ekspert i det svenske udvalg.
4.5. På kanten af overskriften til
pkt. 4 skal nævnes, at jeg var referent på et nordisk juristmøde om ”voksne
handicappede ” og senere korreferent på et andet i 2008 om ”Fremtidsfuldmagter”.
Den norske referent om det sidste emne var i øvrigt modstander af nyordningen.
4.6. Efter at lovene er gennemført
i Norge og Sverige har jeg bistået med at gennemgå manuskripter til to kommentarudgaver.
Den svenske, der er på … sider, er skrevet af advokat Per Westmann. Den norske:
”Fremtidsfuldmagter, værgemålslovens §§ , som Katrine Fredholdt er forfatter
af, og som er meget omfattende, er i trykken
5. Europarådsrekommandationen 2009
Midt i 2007 fik jeg endnu en henvendelse
fra Europarådets sekretariat, som nu bad mig udarbejde et notat om, hvorvidt det
var hensigtsmæssigt, at rådet opgraderede rekommendationen fra 1999 til en konvention.
Min vurdering i notatet var, at der var begrænset værdi at udforme en konvention
med nogenlunde det samme indhold. Jeg henviste bl.a. til risikoen for, at en konvention
ikke ville blive ratificeret af et tilstrækkeligt antal lande. Derfor var det bedre
at bevare et anbefalingsinstrument. I øvrigt afsagde menneskerettighedsdomstolen
senere en dom, hvorefter rekommendationen fra 1999 definerer en generel europæisk
standard på området. Et afsnit i mit notat om fremtidsfuldmagter afsluttede jeg
med sætningen: ”It could deserve a recommendation of its own”. Igangsætning
af et sådant arbejde blev resultatet af drøftelser i en arbejdsgruppe under rådet
på et møde om mit notat, og beslutningen fik tilslutning af højere instanser.
En ny arbejdsgruppe om et fuldmagtsinstrument
kom til at bestå af seks medlemmer udpeget af Europarådet, to professorer med interesse
for handicappede voksne, et par veteraner fra det familieretlige arbejde i rådet,
advokat Adrian Ward fra Skotland samt undertegnede. Arbejdet blev gennemført
på fire femdagesmøder i 2008. Som ”consultant” udarbejdede jeg de første
udkast til recommendationen og senere størstedelen af den forklarende rapport, herunder
med de ændringer drøftelserne medførte. Resultatet blev “Recommendation CM/Rec (2009) 11 …
on principles concerning continuing powers of attorney and advance directives for
incapacity”.
6. Fremtidsfuldmagtsloven
Midt i 2010-erne begyndte Justitsmisteriet
at røre på sig. Forslaget til lov om fremtidsfuldmagter blev til i Justitsministeriet.
I Civilafdelingen fik formueretskontoret opgaven med at udarbejde et lovforslag,
uden at det var fundet nødvendigt at få en arbejdsgruppe eller et udvalg om at udarbejde
et oplæg. Der blev kun gennemført en skriftlig høringsfase, som førte til kommentarer
fra ministeriet.
