Fremtidsfuldmagtshistorie

Af fhv. landsdommer Svend Danielsen

December 2021

En personlig retshistorisk beretning om fremtidsfuldmagter gennem mere end tyve år.

        1. Værgemål

Interessen for personretlige emner begyndte, da jeg i 1978 som en af mine lovkommentarer skrev om myndighedsloven af 1922. Loven rummede også reglerne om umyndiggørelse af voksne og dermed tillige om værgemålene. På et tidspunkt holdt jeg et indlæg om værgemål på et såkaldt Skarrildhusmøde for jurister i statsamterne. Det inspirerede til, at tredje udgave af kommentaren i 1988 kom i to bind, hvilket i øvrigt foregreb udskillelsen af værgemål til en særlig lov. Om værgereglerne var Niels Black medforfatter.

Bogen var antagelig en af årsagerne til, at jeg i 1989 blev formand for værgemålsudvalget, som fire år senere afgav ”værgemål” (betænkning nr. 1247/1993).  Der var afsnit om fuldmagter. I kap.1 omhandlede afsnit 2 ”Fuldmagter som alternativ”. I kap. 5 om udvalgets overvejelser fandtes som pkt. 3.6 et meget kortfattet afsnit om ”Frivillige alternativer”, som ikke skulle nævnes i værgemålsloven, men være et underforstået supplement. I kap 8, pkt. 2.4.1, omtaltes muligheden for at udstede en fuldmagt, evt. en generalfuldmagt.

Udvalgets udkast blev så godt som uændret fremsat for Folketinget, og der var kun ganske få spørgsmål til ministeriet under behandlingen. Loven blev gennemført i 1995, den trådte i kraft i 1997 og den er så godt som uændret siden for så vidt angår det materielle.

Ti år senere fulgte jeg loven op med en lovkommentar. Interessen for loven har holdt sig, også efter at fremtidsfuldmagtsreglerne er gennemført. I 2017 udgav jeg sammen med Rie Thoustrup Thomsen, chefen for værgemålskontoret i Familieretshuset, en 2. udgave af kommentaren. På mange måder er den en parallel til skriverierne om fremtidsfuldmagterne.

        2 .Europarådsrekommandationen 1999

Medens jeg arbejdede i Justitsministeriet var jeg medlem af komiteer under Europarådet, første gang i 1967 om myndighedsalderen, anden gang i 1996-98 om børn uden for ægteskab. Som kendt i rådet blev jeg bedt om at holde et indlæg på en familieretskonference i Budapest om det danske tostrengede system for opløsning af ægteskaber. En chef i rådssekretariatet havde hørt om mit arbejde i værgemålsudvalget. I forbindelse med konferencen bad hun mig om i rådets familieretskomite at fortælle om den danske lovgivning. Måske var det en af årsagerne til, at et emne under rådets tredje familieretskonference i Cadiz i 1995 ”Family law in the future” blev ”Protection of incapable adults”. Jeg var en af oplægsholderne herom.

Som et resultat af konferencen nedsatte Europaraådet en specialistkomite med otte medlemmer, hvoraf jeg blev det ene. Formanden var professor Eric Clive fra Skotland, som var medlem af den skotske lovkommission, hvor han også havde beskæftiget sig med værgemålsområdet. Resultatet blev rådets ”Recommendation No. R (99) 4. Protection concerning the legal protection of incapable adults.” Her dukkede tanken om juridiske ordninger, som var mindre formelle end værgemål op i princip 2 og 5.

        3. Begyndende fuldmagtsinteresse

3.1. Eric Clive forærede mig under et af møderne om den senere 1999-rekommandation en rapport fra den skotsk lovkommision, som inspirerede mig til at tage fat på emnet ”continuing powers of attorney”. I en uge i London studerede jeg deres ”enduring powers of attorney” navnlig ved besøg den særlige ret, som behandler sagerne om fuldmagternes ikraftsættelse og sager med indsigelser. Der var lejlighed til samtaler med dommeren og de ansatte, ligesom jeg fik mulighed for at gennemgå både tynde sager og sager, som var svulmet op på grund af indsigelser. Jeg havde tillige drøftelser med bl.a. særligt kyndige advokater på området. Resultatet af studieopholdet blev et bidrag til festskriftet ”Generationsskifte i ret og praksis” til Taksøe-Jensen i 1999 s. 296-320 med titlen: ”Enduring Power of Attorney – en dansk analyse.”

Emnet fulgte jeg op samme år med et dansk perspektiv i to artikler. Den ene var ”Vedvarende fuldmagter – en lovskitse” i Juristen 1999 s. 1-13. Skitsen, som var på tre paragraffer, skulle ifølge den første omfatte såvel fuldmagter, som vedblev at være i kraft efter indtruffet inhabilitet, som dem, der først trådte i kraft på dette tidspunkt. Den anden artikel var ”Vedvarende fuldmagter i dag” i TFA 1999 s. 261-65, med et ganske fyldigt forslag til, hvorledes en fuldmagt med dette sigte allerede da kunne se ud uden en særlig lovgivning. En genlæsning af artiklerne nu mere end 20 år senere har været en interessant oplevelse. Ganske mange af analyserne og tankene har gyldighed den dag i dag. En sidebemærkning er, at der vedvarende fuldmagter forsloges inddraget under fremtidsfuldmagtslovgivningen, som det skete i de norske fuldmagtsregler, men ikke i de danske.

Mange år senere forsøgte jeg at bringe gryden i kog og at råbe Justitsministeriet op med henblik på, at der blev taget et initiativ til at lovgive om fremtidsfuldmagter. Det skete med artiklen ”Fremtidsfuldmagter – status” i TFA 2013 s. 305.

3.2. Andre viste i 1990-erne interesse for fuldmagter på området. Dorthe V. Buss skrev om: ”Anvendelse af generalfuldmagter for personer, der har mistet deres handleevne” i Juristen 1997 s. 345 ff. på grundlag af erfaringer fra et studieophold i Australien. Hun fulgte op i 1999 i bogen ”Dementes retsstilling” med kap. 13 ”Generalfuldmagter”. En halv snes år senere skrev Dorthe V. Buus i TFA 2007.175 om ”Hvilke ønsker har demente for fremtiden?”. Advokat Anne Kjærhus Mortensen skrev om ”Selvbestemmelsesretten ved vedvarende fuldmagter og fremtidsfuldmagter” i TFA 2009 s. 343.

3.3. Under mine studier konstaterede jeg, at lovgivning om ”continuing powers of attorney”, ”enduring powers of attorney” eller ”durable powers of attorney” længe havde været kendt i Skotland, England og enkeltstaterne i USA. Det samme er tilfældet i de australske og canadiske enkeltstater. En senere konstatering var, at der var grøde i lovgivningen i Europa, idet en række lande i årene 2003-07 havde introduceret lovgivning på området. Det omtales i en redegørelse i den forklarende rapport til rekommendationen fra 2009, afsnit 1.4, 24 og 25

3.4. Justitsministeriets initiativ til lovgivning om fremtidsfuldmagter blev som beskrevet under pkt.6 først taget midt i 2010-erne.

4.             4. Mit norsk-svenske samarbejde  

4.1. Centralt i fremtidsfuldmagtssammenhæng blev arbejdet i et norsk og et svensk udvalg, som begge havde en gennemgang af værgemålsreglerne som hovedopgave. Det resulterede i  betænkingerne ”Vergemål”, NOU 2004.16, og ”Betänkande Frågor om Förmyndare och Ställförträdere för vuxna”, SOU 2004:11. Begge udvalg havde ifølge deres direktiver fået til opgave også at overveje at indføre fremtidsfuldmagter, en betegnelse som den svenske formand introducerede. Baggrunden var antagelig, at jeg i perioden, før udvalgene blev nedsat, var medlem af en nordisk arbejdsgruppe, antagelig som kontinuitet, fordi kontorcheferne i det danske familieretskontor skiftede ofte. Oprindelig skulle gruppen efter svensk ønske drøfte i.p. regler, men arbejdet  fik snart mere generel karakter. Det var her, at fuldmagtsemnet dukkede op under møderne.

4.2. Noget, jeg tror fik en vis betydning i skandinavisk sammenhæng, var mit bidrag ”Fremtidsfuldmagter – et nyt retsinstitut” i ”de lege. Familjerättslige studier. Vänbok til professor Åke Saldeen, Juridiska Fakulteten i Uppsala, Årsbok 2003”, selv det blev offentliggjort sent under udvalgsarbejderne. Redegørelsen i vennebogen blev optrykt som bilag i begge betænkninger.

4.3. Jeg deltog i det svenske udvalgsarbejde, som førte til betænknngen i 2004. Rättschefen i det svenske justitsministerium foreslog mig at blive ekspert i udvalget. Det kunne jeg takke ja til, fordi jeg havde ladet mig pensionere som landsdommer i 2001 tre år før jeg fyldte 70, for at få tid og frihed til andre juridiske aktiviteter, og derfor kunne deltage i de månedlige heldagsmøder i Stockholm.

4.4. Der var et vist nordisk samarbejde. Nordmændene afholdt et seminar i Oslo i 2003 med værgemålslovgivningen i de nordiske lande som emne. Jeg mener bestemt at kunne huske, at jeg blev bedt om at finde en, der kunne fortælle om skotsk ret, og Eric Clive pegede på advokat Adrian Ward, som jeg da traf første gang. Under de norske og svenske udvalgsarbejder var der blevet udarbejdet skitser til lovregler om fremtidsfuldmagter. De blev drøftet i et fællesmøde mellem formændene og sekretærerne i Malmø i marts 2004 samt med en dansk observatør. Jeg deltog som ekspert i det svenske udvalg.

4.5. På kanten af overskriften til pkt. 4 skal nævnes, at jeg var referent på et nordisk juristmøde om ”voksne handicappede ” og senere korreferent på et andet i 2008 om ”Fremtidsfuldmagter”. Den norske referent om det sidste emne var i øvrigt modstander af nyordningen.

4.6. Efter at lovene er gennemført i Norge og Sverige har jeg bistået med at gennemgå manuskripter til to kommentarudgaver. Den svenske, der er på … sider, er skrevet af advokat Per Westmann. Den norske:  ”Fremtidsfuldmagter, værgemålslovens §§ , som Katrine Fredholdt er forfatter af, og som er meget omfattende, er i trykken

5.     Europarådsrekommandationen 2009

Midt i 2007 fik jeg endnu en henvendelse fra Europarådets sekretariat, som nu bad mig udarbejde et notat om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt, at rådet opgraderede rekommendationen fra 1999 til en konvention. Min vurdering i notatet var, at der var begrænset værdi at udforme en konvention med nogenlunde det samme indhold. Jeg henviste bl.a. til risikoen for, at en konvention ikke ville blive ratificeret af et tilstrækkeligt antal lande. Derfor var det bedre at bevare et anbefalingsinstrument. I øvrigt afsagde menneskerettighedsdomstolen senere en dom, hvorefter rekommendationen fra 1999 definerer en generel europæisk standard på området. Et afsnit i mit notat om fremtidsfuldmagter afsluttede jeg med sætningen: ”It could deserve a recommendation of its own”. Igangsætning af et sådant arbejde blev resultatet af drøftelser i en arbejdsgruppe under rådet på et møde om mit notat, og beslutningen fik tilslutning af højere instanser.

En ny arbejdsgruppe om et fuldmagtsinstrument kom til at bestå af seks medlemmer udpeget af Europarådet, to professorer med interesse for handicappede voksne, et par veteraner fra det familieretlige arbejde i rådet, advokat Adrian Ward fra Skotland samt undertegnede.  Arbejdet blev gennemført på fire femdagesmøder i 2008. Som ”consultant” udarbejdede jeg de første udkast til recommendationen og senere størstedelen af den forklarende rapport, herunder med de ændringer drøftelserne medførte. Resultatet blev “Recommendation CM/Rec (2009) 11 … on principles concerning continuing powers of attorney and advance directives for incapacity”.

        6. Fremtidsfuldmagtsloven

Midt i 2010-erne begyndte Justitsmisteriet at røre på sig. Forslaget til lov om fremtidsfuldmagter blev til i Justitsministeriet. I Civilafdelingen fik formueretskontoret opgaven med at udarbejde et lovforslag, uden at det var fundet nødvendigt at få en arbejdsgruppe eller et udvalg om at udarbejde et oplæg. Der blev kun gennemført en skriftlig høringsfase, som førte til kommentarer fra ministeriet.
 

        7. Tiden efter loven

Da fremtidsfuldmagtsloven trådte i kraft i september 2017, havde Lennart Lynge Andersen og jeg samarbejdet i en tiårsperiode. Foruden artikler var det blevet til bøgerne:  ”Urimeligt stillede ægtefæller – samspillet mellem familieret og arveret” fra 2009 og ”Fra forsørgelse til omstilling – underholdsbidrag til ægtefælle” fra 2014. Med vore baggrunde fandt vi det naturligt at fortsætte samarbejdet med en kommentar til fremtidsfuldmagtsloven. Den udkom i 2018, mindre end et år efter lovens ikrafttræden. Som nævnt i forordet omhandler den i høj grad ”samspillet mellem aftaleret og ældreret” og dermed områder vi også hidtil havde beskæftiget os med.  Interessen for emnet førte i 2021 til to nye bøger. Lennart Lynge Andersen udgav ”Fuldmagt og fremtidsfuldmagt” og i fællesskab skrev vi ”Fremtidsfuldmagt i personlige forhold”. Sidstnævnte bog afsluttes med et tillæg – en tilstandsrapport om loven - med en kritisk gennemgang og forslag til forbedringer. I TFA har vi skrevet en artikel ”Fremtidsfuldmagter – selvkontrahering, interessekonflikter, gaver” i TFA 2021 s. 2. Derudover har jeg sammen med Anne Kjærhus Mortensen skrevet om ”Fremtidsfuldmagter og arv” i TFA 2019 s. 143 og om ”Ægtefæller og fremtidsfuldmagter ” i TFA 2020 s. 39. Gennemgangene var præget af de helt udeblevne oplysninger fra Familieretshusets værgemålslovskontor og klageinstansen Civilstyrelsen om, hvordan loven havde virket. Kun tinglysningen har hvert år oplyst, hvor mange fuldmagter, der var oprettet, og hvor mange, der var sat i kraft.  Med udgangen af 2020 var der oprettet godt 90.000.

 

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

03-01-20