Kan man regne med Landsretten??
Artikel af Peter Teisen i ADV 2000.238-238.
Ja! – men Landsretten kan ikke regne – i hvert fald ikke når det kommer til spørgsmålet om passivering af den latente afgift/skattebyrde på pensionsordninger ved skilsmissedeling.
Advokaterne Per Andreasen og Anne Broksø (AB) kommenterer i Advokaten nr. 7/8 s. 175-77 mit indlæg fra nr. 3 s. 60-62 – desværre uden at bringe kuglerammehåndteringen op på et højere niveau.
ABs udregninger kompliceres også af, at man tilsyneladende ikke har fuld forståelse for, hvordan beskatningen af det løbende afkast på en pensionsordning forholder sig til rente optjent uden for pensionsregi.
Passiveringsprocenten
Den samlede misforståelse kan bedst opklares med udgangspunkt i ABs eget Eksempel 2, hvor forudsætningen er:
Manden udtager en kapitalpension på 1.000.000 kr., der forrentes med 5% netto om året uden hensyntagen til renters rente og pensionsafkastbeskatning (fejlagtigt betegnet af AB som realrenteafgift).
Hustruen udtager kontant/værdipapirer for 600.000 kr., der forrentes med 2,5% netto uden hensyntagen til renters rente, men efter kapitalindkomstskat på 50%.
Efter 20 år vil manden have en kapitalpension på 2.000.000 kr. og dermed 1.200.000 kr. efter 40% afgift, mens hustruen alene har 900.000 kr.
Heri er jeg enig, men AB anser dette som dokumentation for, at manden har optjent rente af den latente afgiftsbyrde gennem 20 år – jeg græmmes!
Lad i stedet manden i eksemplet afgiftsberigtige sin pensionsordning med 40% allerede på bodelingstidspunktet, således at alene nettoværdien på 600.000 kr. forbliver indestående i pensionsselskabet 1) . Under de samme renteforudsætninger er det indlysende oplagt, at saldoen efter 20 år vil blive de samme 1.200.000 kr.
Det er m.a.o. fløjtende ligegyldigt, om manden betaler sin 40%-afgift her og nu eller om 5, 17 eller 20 år. De, der er med hertil 2), vil være enig med mig i, at manden i Eksempel 2 ikke har den fjerneste glæde af at forvalte afgiftsbeløbet.
Når manden ikke desto mindre opnår et bedre slutresultat end hustruen, skyldes det ganske enkelt, at 5 er mere end 2,5!
Eksemplet forudsætter jo, at mandens fremtidige renteafkast er 5% efter skat (max. 26% løbende pensionsafkastbeskatning), mens hustruen alene opnår 2,5% efter skat (50% kapitalindkomstskat).
Denne hypotetiske forskel i et muligt fremtidigt afkast af nettoformuen skal hustruen ikke kompenseres for ved bodelingen. Herom er der enighed mellem AB og undertegnede.
Det kan tilføjes, at mandens lavere afkastbeskatning modsvares af den omstændighed, at kapitalpensionen reelt står bundet til alder 60. Herudover står det jo frit for hustruen selv at indskyde 1.000.000 på en (rate)ordning, hvis hun har likvider hertil og insisterer på at opnå det samme afkast som manden 3); dette er dog principielt uden betydning for delingsproblematikken.
Delingsmetoden
Jeg håber virkelig ikke, at der er for mange advokater, der på ejerægtefællens vegne medvirker til bodelinger som beskrevet i ABs Eksempel 3. Personlig ville jeg føle mig totalt til grin, hvis min hustru udtog 840.000 kr. kontant, mens jeg fik en kapitalpension på 1.000.000 kr.
Tilmed må jeg ifølge AB lide den tort, at jeg ikke kan ”presse” en anden delingsmetode end kontantopgørelse ned over min hustru – der er kun valget mellem Scylla og Charybdis. Enten må jeg acceptere Eksempel 3-opgørelsen, eller også må jeg de facto tilbagekøbe kapitalpensionen (60% afgift), hvilket indbringer en bodel på 400.000 kr. og en boslod på halvdelen af 1.240.000 kr.= 620.000 kr. – m.a.o. lidt bedre end de 600.000 kr. jeg kunne få ud af kapitalpensionen, hvis jeg vel at mærke orker at vente i 20 år.
Hvis dette scenario var gældende ret, ville det ikke være muligt at løse adskillige bodelingskonflikter med fredelige PBL § 30.2-delinger, hvor halvdelen af pensionsordningen udloddes til ikke-ejerægtefællen eller lige så fredelige begunstigelser, hvor ikke-ejerægtefællen indsættes uigenkaldeligt.
Denne fasttømrede aftalepraksis skyldes det forsørgelseshensyn for ikke-ejerægtefællen, der af domstolene er fastslået som en væsentlig begrundelse for, at kapital/ratepensionsrettigheder ikke er RVL § 15.2-rettigheder. Pointen er, at en sikring af forsørgelsen ikke nødvendiggør en fuldstændig overdragelse af ejendomsretten.
Min juridiske finmotorik og pladsen afholder mig fra at komme nærmere ind på dette spørgsmål, men jeg er ikke i tvivl om, at ejerægtefællen kan gennemtrumfe en udlodning; i øvrigt har jeg aldrig set eller hørt om en sag, hvor en ikke-ejerægtefælle har nægtet ejerægtefællen denne ret.
Jeg vil dog medgive AB, at sagen stiller sig mere tvivlsom for så vidt angår den uigenkaldelige begunstigelse, hvor ikke-ejerægtefællens ejendomsret yderligere begrænses 4). Fremtidig domspraksis må afklare dette spørgsmål.
Konklusion
AB skal være velkomne ude i hampen. Hvis jeg og landsretsdommerne rykker lidt sammen, skal der nok blive plads til os alle.
1) I praksis vil PBL §29 medføre 60% afgift, ligesom pensionsordningens fremtidige afkast fritages for pensionsafkastbeskatning og i stedet beskattes som kapitalindkomst, jf. PBL §53A. Dette er dog uden betydning for forståelsen af rentespørgsmålet.
2) ”….now you go back to the hundreds place, you´re left with 2 and you take away 1 from 2 and that leaves – everybody get 1?? not bad for the first day!…” Tom Lehrer, New math, 1965.
3) Indbetaling af den samlede million vil ofte kunne ske over en kortere periode end 10 år. Er man i et ansættelsesforhold, kan man lade sin fulde løn på f.eks. 350.000 kr. indskyde via arbejdsgiveren. Hermed klares ekspeditionen på 3 år.
4) Man må ikke overse, at den normale PBL §30.2-udlodning også indeholder kraftige begrænsninger i ikke-ejerægtefællens råderet. Der er således – i modsætning til hvad AB anfører - normalt ingen tilbagekøbsret forbundet med ikke-ejerægtefællens fripolice. I forhold til den uigenkaldelige begunstigelse er der derfor reelt alene den forskel, at ikke-ejerægtefællen opnår ret til at indsætte begunstigede, jvf. PBL §30.3 nr. 1.
Med den seneste ændring af PBL §30 er der dog i stk. 3 nr. 2 og 3 åbnet mulighed for – uden skatteproblemer – at indgå civilretlige aftaler, hvorefter ikke-ejerægtefællen tildeles udvidede ejerbeføjelser. Disse regler ses ind til videre kun anvendt i særdeles begrænset omfang.
Peter Teisen
