Anmeldelse af Jørgen U. Grønborg: ÆGTEFÆLLELOVEN med kommentarer, 2021

Linda Nielsen

Professor, dr. jur., Københavns Universitet

                   

Jørgen U. Grønborg er en legende inden for familieretten med sine net-baserede oversigter, systematiserede domsreferater og ikke mindst paradigmer. Nu har han så tillige udgivet bogen ”ÆGTEFÆLLELOVEN med kommentarer” på 635 sider. Det er lidt af en bedrift, særligt da han er ene-forfatter på kommentaren. Det oplyses samtidig i forordet, at kommentaren ajourføres løbende på www.synopsis.dk.

Systematik: Bogen er opbygget ud fra en klar systematik. Først gennemgås lovændringer og herefter forarbejder. Der er herudover medtaget meget udførlige henvisninger til hele den foreliggende familieretlige litteratur, herunder ældre litteratur samt artikler fra bl.a. UfR, TFA, Festskrifter,  RETTID, Revision og Regnskabsvæsen, Tidsskrift for skatter og afgifter, spørgsmål til ministeren, utrykte afhandlinger mv.

Herefter opdeles kommentarerne i den enkelte paragrafs forskellige stk. og emner.  Der gennemgås desuden en lang række mere specificerede emner, hvilket øger overskueligheden og anvendeligheden. I denne forbindelse refereres et meget stort antal domme, i alt 399 trykte og 63 utrykte afgørelser.  Det sker oftest i form af ret udførlige referater. Dette bidrager til sikringen af, at man ved at orientere sig i lov-kommentaren har været igennem alt det relevante materiale, der findes på området. Desuden er der en række klargørende oversigter.

Endelig afsluttes kommentaren til hver enkelt paragraf med henvisninger til Ministeriets specielle bemærkninger til lovforslaget nr. L 178 af 29.3. 2017, ligesom der henvises til de almindelige bemærkninger og i oversigten tillige til de relevante sidetal i Betænkning 1552/2015, udarbejdet af Retsvirkningslovsudvalget. Det er i denne forbindelse af betydning, at Jørgen Grønborg var medlem af udvalget, udpeget af Advokatrådet og dermed har indgående kendskab til de drøftelser, dissenser og balancer, der har præget udvalgets arbejde. Der henvises også til Betænkning 1466/2005 om Ægtefællers Pensionsrettigheder, hvor det er relevant.

Denne systematik er velgørende, da den gør det klart, hvornår fortolkninger mv. baseres på motiverne til reglen, hvornår de baseres på retspraksis og hvornår de baseres på forfatterens egne fortolkninger. Samtidig bliver domspraksis indsat præcis der, hvor den enkelte dom tilføjer noget til kortlægningen af gældende ret. Ofte inddeles dommene også ud fra forskellige relevante kriterier, fx domfældelse og frifindelser, ingen skævdeling, delvis skævdeling, fuld skævdeling osv.

Materiale: Der er tale om meget grundige lovkommentarer som følge af det meget bredspektrede materiale, der danner rammen om kommentarerne, kombineret med den mangeårige og mangefacetterede  viden forfatteren er i besiddelse af.  Det gælder hans enorme viden, hans langvarige og brede praktiske erfaring, hans mange oversigter, regneark mv. og ikke mindst hans mange og klare synspunkter om gældende ret - og jævnligt tillige problemer ved gældende ret samt holdninger til både fortolkninger, aftalemuligheder, uhensigtsmæssigheder mv. Også praktiske råd indgår, fx s. 150 om underskrift af ægtepagter via fuldmagt, hvor en sætning starter: ”HUSK…”. Et andet eksempel er en beskrivelse af en situation samt 3 særejeløsninger, se s. 95.

Nogle eksempler kan illustrere centrale problemstillinger, der behandles:

Samtykkekrav: I bemærkningerne til ÆFL § 7 behandles kravet om samtykke til dispositioner over fast ejendom mv, der er formuefællesskab og tjener som familiens bolig. Der gives i denne forbindelse en praktisk oversigt over ejendomstyper, der kræver ægtefællesamtykke ved salg mv., se s. 50.  På s. 58 påpeges, at det burde fremgå af § 7, at der kan gives dispensation af Familieretshuset/Familieretten. Tilsvarende anføres s. 67 om bestemmelsen i § 9 om, at samtykkereglerne kun kan anvendes på boliger i Danmark, at baggrunden først og fremmest er knyttet til, at danske afgørelser ikke kan forventes at blive anerkendt i andre lande, og at ”argumentationen forekommer ikke overbevisende”. Der henvises i denne forbindelse til, at ikke-ejer-ægtefællen næppe kan få handlen omstødt efter fx spansk ret, og at beskyttelseshensynet er det samme som for ejendomme i Danmark og at dette gælder, uanset reglerne kan være vanskelige at håndhæve i praksis.

Særeje: Der henvises ofte i bemærkningerne til de enkelte lovbestemmelser til de praktiske konsekvenser, der følger af bestemmelsen. Når det gælder de forskellige særejeformer, anføres således fordele og ulemper ved fx at vælge skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje - se herom s. 79 - 83. Tilsvarende opstilles ofte nogle retningslinjer, der kan udledes af regler og praksis. Det gælder fx s. 86 om genstandssæreje og s. 87-88 om brøkdelssæreje. Tilsvarende gælder det oplistningen s. 152 om specifikationskravene. Ved på denne måde at opsummere og strukturere de krav, der kan udledes af retspraksis, ydes god, praktisk vejledning for advokater og andre praktikere og for forskere, der kan benytte de foretagne analyser. Samme illustrative og analytiske opdeling findes s. 153 om tinglysning af ægtepagter - stadig baseret på en analyse af retspraksis .Endelig opstilles ofte en række illustrative eksempler, der giver en god fornemmelse af, hvornår og hvordan reglerne vil kunne benyttes i praksis, og hvilke konsekvenser der kan være i forskellige tilfælde. Det gælder fx s. 89  om brøkdelssæreje og basis for brøkberegningen.

Når det gælder tredjemandsbestemt særeje, anføres i kommentaren til § 23 med vanlig skarphed s. 170, at lovbemærkningernes begrundelse for forbuddet i ÆFL § 23 mod sumdeling, nemlig at arvingen ved bestemmelse om sumdeling kunne forbruge arven og alligevel ved formuedeling kunne udtage den del af arven, der overstiger delingsformuen, er uforståelig. Synspunktet krydres med eksempler. Desuden anføres, at der ikke i lovbemærkningerne er nogen begrundelse for at forbyde arvelader eller gavegiver at bestemme, at arven eller gaven skal være genstandsrelateret sumdeling, fx at de første 600.000 kr. af friværdien i en arvet fast ejendom, skal være delingsformue, mens resten af værdien skal være  modtagerens særeje. Endvidere henvises s. 171 til et konstruktivt forslag, som Danske Advokater, Danske Arveretsadvokater og Danske Familieadvokater har fremsat i et høringssvar til Ægtefælleloven, nemlig at der oprettes et register, hvor tredjemandsbestemt særeje registreres for modtageren - det være sig arv eller gave. Herved optimeres bevisprøvelsen, når der ved et senere skifte skal ske opdeling af ægtefællernes formuer, hvilket vil være både retssikkerhedsmæssigt anbefalelsesværdigt og ressourcebesparende for såvel borgere som for myndigheder. Endelig fremhæves om ændringsklausuler efter § 23, stk. 2 typiske ændringsklausuler, hvilket er yderst praktisk relevant.

 Blandingsformuer: Det bliver stadigt mere almindeligt, at ægtefæller har både særeje og delingsformue, herunder aktiver, som er erhvervet for både særeje og delingsformue. Der kan i medfør af ÆFL § 24 blive tale om brøkdelssæreje, hvor brøken fastsættes efter de midler, der er anvendt ved erhvervelsen. Dette område behandles indgående s. 185 ff. Også delgave gøres til genstand for drøftelser, herunder s. 190. Det forekommer mig besynderligt, at et aktiv bliver særeje, blot en ægtefælle erhverver det med en udbetaling på 1 % fra særejemidler, eller tredjemand giver 1% af aktivets værdi som gave, og dette noget mærkelige system kunne med fordel være udbygget. Når det gælder sammenblanding på samme konto, gøres udførligt rede for forskellige synspunkter, og præcisionen af nogle af udtalelserne i teorien kritiseres.

På s. 194 præsenteres et af forfatterens rammende udtryk, nemlig ”mælk-og-flødemodellen” eller ”lagkagemodellen”. Det bygger på princippet om, at indestående på kontoen kan opdeles i flere lag og at et bundlag af formuedelingsmidler kan få flere lag ovenpå, der ikke skal indgå i delingen og hvor hævninger anses at blive taget fra øverste lag, ud fra et ”Last-In-First out” princip. Princippet foldes ud og forsynes med en række varianter og eksempler, som vil dække en lang række situationer, der opstår i praksis. Netop sådanne eksempelsamlinger er guld værd og udgør en af forfatterens spidskompetencer.

Gælds behandling ved formuedelingen i § 29 er et andet relativt nyt område i Ægtefælleloven, som forfatteren beskriver indgående. S. 238 ff  Det er svært stof og fornemmelsen er, at mange praktikere næppe benytter reglerne i fuldt omfang. Af og til fortaber Jørgen Grønborg sig i meget detaljerede eksempler om situationer, der næppe kan forventes at få stor betydning i praksis. Det skal dog ikke skygge for, at eksemplerne er yderst velegnede til også at illustrere de komplikationer som nye og uprøvede regelsæt kan give anledning til. Det er yderst konstruktivt, at der igen krydres med en række eksempler.

 Pension behandles meget indgående, hvilket afspejler at området er både principielt, praktisk og økonomisk vigtigt. I forbindelse med reglerne om pension i ÆFL i §§ 34-35 samt 44-47 uddybes en lang række fortolknings- og tvivlsspørgsmål. Som led heri inddrages i vidt omfang de svar, som Familieministeren tilbage i 2006 afgav til Jørgen Grønborg i relation til ændringerne af reglerne om pensionsrettighedernes behandling ved separation, skilsmisse og død, og som stadig er relevante. De mange forskellige pensionsformer omtales, hvilket er hensigtsmæssigt, da dette i sig selv er juridisk jungle. Der inddrages tillige praktiske eksempler, fx s. 277 om pensioner for selvstændige erhvervsdrivende, som udgår et centralt og relativt uomtalt problem. Det er tankevækkende, at der i betænkningen, der ligger grund for reglerne om pension, findes 4 eksempler, mens Jørgen Grønborg i sin kommentar uddyber med yderligere 4 eksempler på dette sted og mange supplerende eksempler andre steder i kommentarerne. Retspraksis med hensyn til, om en pensionsordning kan udtages forlods i medfør af § 34 behandles meget udførligt s. 290 ff. med inddragelse af en række utrykte domme.  Det samme gælder værdiansættelsen af pension, som er en videnskab for sig og som behandles s. 281 ff. Centralt i problemstillingerne står spørgsmål om passivering med latent skattebyrde, som behandles indgående.

Når det gælder reglerne om pensionskompensation i §§ 44-46  inddrages også en meget lang række litteraturhenvisninger samt utrykte domme og eksempler. En særlig indgående diskussion i den juridiske teori om fællesskabskompensationen skal nedsættes til det halve ved altid at tage beløbet fra fællesboet beskrives indgående s. 405, og Jørgen Grønborg tager klart stilling til spørgsmålet ved en bemærkning om, at der ikke er tilstrækkelig klar hjemmel i bemærkningerne til bestemmelsen til at antage, at kompensationskravet skal betales af fællesboet. Der nævnes fx s. 406 ni eksempler i retten til fællesskabskompensation  efter § 44. Reglen i § 45 om  rimelighedskompensation påpeger også de mange begrænsninger for denne bestemmelse. Der omtales s. 424, en enkelt beregning fra den til grund liggende betænkning, mens Jørgen Grønborg anfører, at beregningerne tilsyneladende skal foretages efter en 13-punkt-plan, ligesom han påpeger otte vanskeligheder ved beregningerne. Disse kommentarer er gode for praktikere i deres forhandlinger og beregninger, men viser samtidig med al ønskelig tydelighed, hvor svært det er i praksis at komme igennem med pensionskompensation af betydning.

Stikordsregistret er relativt udførligt, hvilket er godt for den praktiske anvendelse.

 Afsluttende bemærkninger: Der er flere lovkommentarer, der beskæftiger sig med ægtefælleloven, og det er en fordel, da der så er flere gennemarbejdede, kyndige kilder at støtte sig til. Jørgen Grønborgs kommentar adskiller sig imidlertid på en række områder fra de klassiske lovkommentarer, som i høj grad baserer sig på motiver til lovforslag, domme og afgørelser. Jørgen Grønborg benytter selvsagt også disse klassiske kilder, og endda i en form, så det er tydeligt, hvad de foreskriver, og hvornår det er Jørgen Grønborgs egne fortolkninger og synspunkter, der er tale om. Hertil kommer, at litteraturhenvisningerne er meget udførlige, og sat op så de er nemme at finde. 

Men Jørgen Grønborg går videre. Der er således tale om en meget lang række selvstændige fortolkninger, udbygninger, eksempler og overvejelser, som udgør et ekstra krydderi til lovkommentarerne og et brugbart redskab for de, der arbejder med familieret i praksis. Her trækker forfatteren på sin store teoretiske viden, sammenholdt med den enorme viden fra praksis, hvor han er berømt for at kende til et utal af sager og problemstillinger, hvor både store problemer og selv den mindste detalje er velkendte parametre. Desuden trækker forfatteren på sin særlige evne til at tænke i både praktiske eksempler, bokse og digitale løsninger. Lovkommentaren er således spækket med både sager og eksempler og er gennemsyret af et aldrig svigtende engagement, hvor han har særligt blik for den økonomisk svage af ægtefællerne. Jørgen Grønborgs lovkommentar er således båret af en speciel stil med fornemmelse for regler, regneark, regelanvendelse i praksis samt retfærdighed.

Lovkommentaren med sin brede tilgang til ægtefælleloven udfylder et rum, hvor behovet er stort. Der er tale om en samling af yderst nyttig viden og erfaring, som kan have relevans for de personer, der arbejder med familieret i praksis - og det er mange - som har glæde af hjælperedskaber til udfyldning af de mange skønsprægede regler i ægtefælleloven samt valg mellem forskellige  særejeformer, delingsmetoder osv. Her kan lovkommentaren absolut spille en væsentlig rolle, idet den indeholder mange praktiske løsninger på hverdagens problemer. Jørgen Grønborg magter at forene sine mange forcer ved at samle, kortlægge og analysere regler og retspraksis, så det enkelte område kan belyses på en analytisk, praktisk anvendelig og forståelig måde.

For familieretsadvokater er lovkommentaren en guldgrube. Og for familieretsforskere er der også i kommentaren indeholdt mange problemstillinger, der kan belyses og vurderes ved forskning - og ved specialer for juridiske studerende. Der er således mængder af ”food for thought” i bogen. Og med den nedtoning af undervisning i Familieret, der er den generelle tendens for tiden, vil lærebøgerne ifølge sagens natur blive af en langt mere oversigtlig karakter, med gennemgang af regler, domme og eksempler, men langtfra den dybde og praktiske tilgang, som Jørgen Grønborgs lovkommentar opfylder. Og det er klart undervurderet, hvor svær familieretten er. Det påpeger Jørgen Grønborg indirekte ved sine mange problemstillinger, fortolkninger, dilemmaer osv. Den kan således varmt anbefales til alle, der beskæftiger sig med familieret.

 Linda Nielsen 11.11.2022

 

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

03-01-20