TFA 2007 - Familieret

En tidligere folkekirkepræst (pastor emeritus) havde foretaget en nødvielse. FS fandt, at vielsen var ugyldig, da den tidligere folkekirkepræst ikke var bemyndiget til at foretage vielsen af en nuværende folkekirkepræst. FS godkendte dog efter omstændighederne vielsen, jf. ÆL § 21, stk. 2.

M var oprindelige anset som far til B og var blevet pålagt at betale børnebidrag. Senere blev faderskabet og bidragsafgørelsen ophævet, da en anden mand blev anset som far. Kommunen ansøgte nu statsamtet om at pålægge den nye far at betale bidrag med tilbagevirkende kraft. Efter FS' opfattelse var betingelserne for, at kommunen kunne kræve den nye far pålagt at betale børnebidrag, ikke til stede. Herved lagde FS vægt på, at B boede hos sin mor som afholdt udgifterne til forsørgelsen af B, samt at kommunen alene forskudsvist havde udbetalt børnebidrag til B's mor i henhold til lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Kommunen havde således ikke afholdt udgifter til B's forsørgelse.

Statsamtet havde nedsat et børnebidrag uden at foretage partshøring af den bidragsberettigede. Ansøgningen om nedsættelse af bidraget blev fremsat under behandlingen af ansøgning om forhøjelse af bidraget. FS ophævede afgørelsen som ugyldig p.g.a. den manglende partshøring. FS lagde vægt på, at afgørelsen var til ugunst for bidragsberettigede, og at denne i klagen var fremkommet med oplysninger og bemærkninger, som kunne have betydning for afgørelsen, herunder bl.a. at bidragspligtiges indtægtsnedgang ikke var uforskyldt.

En kaptajn på et dansk skib i udenlandsk farvand havde forrettet en vielse. FS udtalte, at en vielse foretaget i Danmark eller af en dansk myndighed i udlandet som udgangspunkt er gyldig, hvis den er foretaget i overensstemmelse med ÆL § 21 stk. 1, jf. § 20 stk. 2. Det var muligt, at ægteskabet var gyldigt efter den lokale ægteskabslovgivning, men FS havde ikke kendskab til den. Det ville formentlig være meget tidskrævende at få de fornødne oplysninger herom. Den omstændighed, at vielsen var foretaget af en skibskaptajn, ville ikke kunne begrunde, at vielsen blev anset for ugyldig efter dansk ret, men ud fra FS' erfaring med udenlandsk ægteskabsret virkede det ikke sandsynligt, at vielsen skulle være gyldig efter lokal ret. Vielsen var derfor ikke gyldig.

M og H blev gift i 1957 og separeret i 1988 på vilkår, at M skulle betale bidrag uden tidsbegrænsning. M søgte om nedsættelse af ægtefællebidraget på 2.000 kr. om måneden under hensyn til, at han havde betalt ægtefællebidrag de sidste 17 år. FS bestemte, at ægtefællebidraget skulle aftrappes til 0,00 kr over 1½ år. FS lagde ved afgørelsen særlig vægt på oplysningerne om H's alder, helbredsforhold og tilknytning til arbejdsmarkedet ved separationen.

BM's pensionskasse indbetalte børnepension på 1.700 kr. om måneden til B. Statsamt og FS fandt, at BM ikke kunne pålægges at betale børnebidrag. Det var således uden betydning, at den bidragsberettigede, som havde råderet over beløbet, ikke havde valgt ikke at anvende børnepensionen til forsørgelse af B.

B var blevet pålagt at betale normalbidrag + 100% til to børn. Da han ville tage barselsorlov i 2 mdr. for at passe et 3. barn, og derfor i denne perioden kun ville modtage dagpenge, nedsatte FS bidraget til normalbidraget i de to måneder, hvor han skulle være på barselsorlov.

F havde ikke opfyldt sin forsørgelsespligt ved at betale halvdelen af udgifterne til det fælles hus, og blev derfor pålagt at betale barselsbidrag til M.

I forbindelse med B's skoleskift ansøgtes der om beklædningsbidrag i forbindelse med konfirmation. På den nye skole var eleverne generelt blevet konfirmeret, men dette var ikke tilfældet på den tidligere skole. FS udtalte, at henset til B's skoleskift og forskellen mellem konfirmationstidspunkterne i de to skoler, som hun havde gået på, var ansøgningen ikke indgivet for sent. Det forhold, at B's nye klassekammerater blev konfirmeret tidligere, kunne efter FS' opfattelse således ikke begrunde, at BF ikke skulle betale bidrag i anledning af, at B havde opnået konfirmationsalderen. BF blev pålagt at betale 884 kr.

I forbindelse med en sag om udlevering af to drenge på hhv. 7 og 11 år til samvær med F, havde fogeden, en dommerfuldmægtig, en socialrådgiver og en støtteperson fra kommunen haft en samtale med drengene. Drengene forklarede bl.a., at F havde slået og sparket dem, set pornofilm mens børnene var vågne, sat dem i skammekrogen med krav om fysisk kontakt med væggen m.v. Svendborg Fogedret fandt, at der var alvorlig fare for, at børnenes legemlige og sjælelige sundhed blev udsat for alvorlig fare ved samvær hos F. Begæringen blev derfor nægtet fremme i medfør af RPL § 536 stk. 1, 3. pkt. F gjorde for ØL gjort gældende, at den person, der beklædte fogedretten og afsagde den påkærede kendelse, var inhabil, da vedkommende efter et tidligere retsmøde i sagen havde en 20 minutters lang samtale med M i enrum. ØL fandt ikke fogeden inhabil og stadfæstede herefter kendelsen.

M, som var dansk, og F, som var engelsk, boede sammen i Frankrig. Ved samlivsophævelse indgik parterne aftale om, at M kunne tage den 2-årige S med til Danmark i tre måneder. Efter periodens udløb i december 2006, anlagde M separationssag i Danmark. F havde anmodet de franske myndigheder om hjælp til tilbagegivelse af S. Ved Københavns Byrets dom fik M i april 2007 forældremyndigheden over S. Svendborg Fogedret modtog herefter i maj 2007 sagen i medfør af BBL. ØL udsatte ankesagen om forældremyndigheden i medfør af BBL § 19, da der var en ubehandlet tilbagegivelsesanmodning. Fogedretten fandt efter en konkret vurdering, at der ikke var grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af en børnesagkyndig samt at betingelserne for tilbagegivelse efter BBL § 10, stk. 1, jf. stk. 2, var opfyldt. ØL tiltrådte, at der ikke var behov for en børnesagkyndig undersøgelse og fandt, at M ulovligt havde tilbageholdt D i Danmark, og tiltrådte herefter, at der ikke var grundlag for at nægte tilbagegivelse efter BBL § 11, nr. 2.

13 års ægteskab. Parterne havde tre børn på hhv. 8, 11 og 13 år og havde begge en akademisk uddannelse. M var 48 år og havde en garanteret mindsteindtjening på 850.000-1.000.000 norske kroner. H var 42 år og havde ikke arbejdet, siden det første barn blev født. H havde siden 1992 haft synsproblemer. Parterne havde under ægteskabet boet dels i Norge og dels i Frankrig. H ville efter bodelingen kunne disponere over en formue på et par mio. kr. Lyngby Byret pålagde M bidragspligt i 10 år. ØL fandt, efter oplysningerne om tilrettelæggelsen af parternes forhold under ægteskabet samt oplysningerne om hver af parternes økonomiske, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige forhold og den usikkerhed, der endnu bestod med hensyn til H's fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, at M burde pålægges bidragspligt i en periode der efter en samlet vurdering, herunder ægteskabets varighed og H's alder, kunne fastsættes til 7 år fra byrettens dom.

Det var af statsamtet og Familiestyrelsen fastslået, at en far, F, kunne tage sin datter med på ferie i Tyrkiet, men moderen, M, ville ikke udlevere passet, idet hun var overbevist om, at F ikke ville komme tilbage med pigen. F anmodede derfor om Næstved Fogedrets bistand, idet han skulle rejse samme dag, hvorefter fogeden foretog udkørende fogedforretning. M henviste til, at hun ikke havde rejsetidspunkter eller kontaktoplysninger. Fogedretten anførte, at M tidligere havde fået oplyst, at ferien ville foregå i Alanya, i F's kærestes lejlighed, at transportformen var fly, at rejsen ville foregå i F's ferieperiode, og at M hele tiden havde kendt F's mobiltelefonnummer. Fogedretten fandt endvidere, at det måtte lægges til grund, at M selv gennem sine udtalelser overfor F havde skabt en sådan usikkerhed om rejsens gennemførelse, at F ikke har turdet købe billetterne. På denne baggrund og idet F havde givet de ønskede oplysninger om rejsetider og kontaktadresse under fogedretsmødet, fandt fogedretten, at F havde krav på udlevering af passet. Henset til, at to myndigheder havde truffet afgørelse om, at F's ferie med datteren i Tyrkiet kunne gennemføres, fandt fogedretten således ikke grundlag for, at udlevering af passet kunne nægtes. ØL stadfæstede.

I 2004 indgik M og H en mundtlig bodelingsaftale. I 2005 blev parterne skilt ved bevilling. H begærede i 2006 offentligt skifte, idet hun principalt gjorde gældende, at parternes båd ikke var medtaget til den reelle værdi, og at det ikke var alle aktiver, som var inddraget i bodelingsaftalen, subsidiært, at aftalen var bortfaldet som følge af bristende forudsætninger. Aalborg Skifteret udtalte, at fællesboet var delt, og at et spørgsmål om tilsidesættelse af bodelingsaftalen ikke henhørte under skifterettens kompetence, men skulle i givet fald afgøres ved civilt søgsmål. VL tiltrådte, at der var indgået en mundtlig bodelingsaftale. VL fandt det er ikke sandsynliggjort, at der var aktiver, som ikke havde været omfattet af bodelingsaftalen. VL tiltrådte, at skifteretten ikke havde kompetence til at tilsidesætte bodelingsaftalen, og stadfæstede herefter kendelsen.

M og F havde to børn på hhv. 6 og 7 år. Efter M's forklaring påvirkede samværet med F børnene negativt, hvorfor M begærede udsættelse af tvangsfuldbyrdelse med henblik på at indhente erklæringer fra børnehave, skolefritidsordning, skole og kommune. Randers Fogedret anså det efter M's forklaring betænkeligt på det foreliggende grundlag at imødekomme anmodningen om bistand til samvær, jf. RPL § 536, stk. 1, og udsatte derfor sagen på indhentelse af erklæringer fra ovennævnte. VL fandt, at M's forklaring ikke gav grundlag for at træffe afgørelse om udsættelse af tvangsfuldbyrdelsen med henblik på at indhente nævnte erklæringer og ophævede derfor fogedrettens kendelse og hjemviste sagen.

D, som næsten var 11 år, boede hos sin moder, M, som havde forældremyndigheden. D havde over en lang periode ved sine handlinger utvetydigt tilkendegivet, bl.a. ved at stikke af fra M og tage ned til sin fader, F, at hun ville bo hos F. M havde begæret tvangsmæssigt udlevering. Glostrup Fogedret fandt, at en udlevering af D til M, hvor M vil tage hende med på en længere ferie, vil udsætte D's sjælelige sundhed for alvorlig fare. M's begæring blev derfor ikke imødekommet. ØL stadfæstede.

M's beskikkede advokat havde anvendt 25 timer under et skifte af et fællesbo på ca. 330.000 kr. Salæret til advokaten blev af ØL forhøjet til 20.000 kr. + moms.

Det blev under et møde i statsforvaltningen indgået en aftale om samvær, idet det blev oplyst, at moder holdt sommerferie i uge 32 og 33. Afgørelsen om samvær blev truffet i overensstemmelse med aftalen. Moderen ville ikke udlevere drengen til samvær i en periode, hvor hun holdt en yderligere uges sommerferie i Sverige. Odense Fogedret fandt, at moderen ikke i henhold til samværsafgørelsen kunne holde yderligere sommerferie, hvorfor F's begæring om udlevering til hverdags- og weekendsamvær i denne periode blev imødekommet. øL stadfæstede.

D skulle ifølge en belgisk dom fra juni 2006 have fast bopæl hos moderen, M, i Belgien. I juli 2006 bragte M pigen til Danmark med henblik på samvær i første del af august med faderen, F, som efter samværet ikke ville udlevere D. Udleveringsdagen blev sat i bero, idet man afventede udfaldet af en ankesag i Belgien, jf. TFA 2007.317 ØLK. I marts 2007 blev sagen afvist af appelinstansen. Hillerød Fogedret tog M's begæring om udlevering af D til Belgien til følge, jf. BBL § 10, stk. 2. ØL fandt, at der forelå en ulovlig tilbageholdelse i medfør af BBL § 10. ØL fandt endvidere ikke, at der var alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen ville være til skade for D's sjælelige eller legemlige sundhed, eller at der i øvrigt forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at tilbagegivelsen nægtes.

H, der var 56-årig førtidspensionist efter en hjerneskade, havde ved separation efter 25 års ægteskab givet afkald på ægtefællebidrag mod til gengæld at få tildelt halvdelen af M's pensioner. H var dog ikke klar over, at en væsentlig del af pensionerne ikke indgik i delingen. Retten i Odense fandt, at aftalen om afkald på ægtefællebidrag var urimelig for H på tidspunktet for dens indgåelse, hvorfor aftalen blev tilsidesat i medfør af ÆL § 58. M tilpligtedes at betale hustrubidrag til H i 10 år bl.a. med henvisning til ægteskabets varighed og parternes personlige og økonomiske forhold. ØL stadfæstede.

28 års ægteskab med 5 års forudgående samliv. M var uddannet skibstømrer, men arbejdede efterfølgende som selvstændig. H var 54 år og uddannet sygehjælper, men havde siden 1985 været medarbejdende ægtefælle i M's virksomheder. Retten i Hjørring pålagde M bidragspligt i 3 år bl.a. med henvisning til det lange samliv og ægteskab, og at H havde været medarbejdende i M's virksomheder. VL stadfæstede byrettens afgørelse med den begrundelse, at der herskede nogen usikkerhed om H's fremtidige arbejdsmuligheder.

M og H var d. 22.10.2002 blevet skilt. Huset tilhørte M's bodel. Parterne havde begge underskrevet som debitorer på lån i Jyske Bank på 1 mio kr., som var sikret ved pant i huset. M fik medhold i, at lånet skulle passiveres med halvdelen i hver af parternes bodele, idet det ikke fandtes godtgjort, at lånet kunne henføres til udgifter afholdt til den faste ejendom. H boede i huset frem til d. 01.08.2004. H havde købt en andelsbolig, som hun kunne benytte fra d. 01.11.2002, men hun blev boende i huset, da dette var lettere at sælge beboet. H skulle ikke betale husleje, da der forelå en aftale mellem parterne om at ligedele driftsudgifterne. M, der var 46 år, havde ratepensioner i Jyske Bank og PFA, og M påstod H dømt til at anerkende, at han kunne passivere 60% til dækning af skatten. H fik i Skifteretten i Frederikssund medhold i, at han kun kunne passivere 40%, under hensyn til M's alder og til, at pensionerne ikke blev ophævet på nuværende tidspunkt. ØL stadfæstede.

Moder var fra d. 08.05.2000 af statsamtet Nordjylland blevet pålagt at yde børnebidrag til sin 15-årige datter B, som i maj 2000 var flyttet sammen med sin 21-årige kæreste, K, hos dennes far, F. Civildirektoratet ændrede d. 10.07.2002 afgørelsen, da B levede sammen med K, og nedsatte børnebidraget til 0 kr. med virkning fra d. 08.08.2002. M nedlagde påstand om, at ændringen tillagdes virkning fra d. 08.05.2000. VL fandt ikke, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ændringen af børnebidraget tillagdes tilbagevirkende kraft.

32 års ægteskab. M var salgsingeniør med en månedlig bruttoindtægt på ca. 40.000 kr. H var 55 år, havde læst sprog på universitet og havde været direktionssekretær, men havde de sidste 7 år forgæves forsøgt at få arbejde. Retten i Aalborg pålagde M 3 års bidragspligt, bl.a. med henvisning til forskellene i parternes aktuelle arbejdsmæssige og økonomiske situation samt H's mulighed for at indrette sig under de nye forhold. H's vanskeligheder med at få arbejde efter fyringen i 2000 skyldtes ikke ægteskabet eller børnepasning. VL stadfæstede afgørelsen med henvisning til de af byretten anførte grunde.

Færøernes Ret fandt ikke, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at samlivet var blevet genoptaget på en sådan måde, at retsvirkningerne af separationen d. 20.10.2005 var bortfaldet, idet M som betingelse for genoptagelse af samlivet krævede, at H underskrev en ægtepagt om særeje, hvilket ikke var sket. ØL lagde til grund, at ægtefællerne havde genoptaget samlivet på en sådan måde, at retsvirkningerne af separationen var bortfaldet. Det var uden videre betydning, at M i flere perioder var fraværende fra hjemmet pga. sit arbejde som fisker.

11 års ægteskab og 4 års forudgående samliv. M var 42 år og ejer af et firma. Hans månedlige indtægt var ca. 60.000 kr. H var i arbejdsprøvning på et plejehjem og tjente månedligt ca. 13.000 kr. brutto. Retten i Hørsholm fandt, at parterne under ægteskabet havde indrettet sig således, at det var H, der havde ansvaret for husholdningen og de fælles børn. Når dette sammenholdtes med den meget store forskel i parternes indtægter og H's psykiske problemer, fandtes M i en kortere periode at skulle betale ægtefællebidrag til H. Denne periode findes passende at kunne fastsættes til 3 år. ØL stadfæstede.

34 års ægteskab. M var blevet pensionist som 62-årig og modtog månedligt ca. 40.000 kr. i pension. H var 61 år og havde under ægteskabet haft en overordnet stilling, som ikke var undergivet dansk skattepligt, hvorfor hun således ikke havde foretaget privat pensionsopsparing. H oplyste, at såfremt hun som 62-årig gik på pension, ville hun modtage ca. 13.000 kr. månedligt. Retten på Frederiksberg frifandt M for bidragspligt med henvisning til, at H ikke var afskåret fra at opretholde en passende levefod. ØL udtalte, at det også efter der oplyste om parternes indtægts- og formueforhold, og idet bemærkedes at H fortsat havde fuldtidsarbejde, fandtes H at kunne skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, jf. ÆL § 50, stk. 2. Det tiltrådtes derfor, at der uagtet ægteskabets varighed på 34 år og forskellen mellem H's forventede pension og M's pension ikke var tilstrækkelig anledning til at pålægge M bidragspligt.

I forbindelse med en sag om udlevering af to drenge på henholdsvis 9 og 12 år til F, der havde FM alene, havde fogeden en samtale med begge drenge. Efter samtalen meddelte fogeden begge parter, at drengene havde givet udtryk for, at F sommetider daskede til dem, f.eks. hvis de ikke havde lavet lektier. Fogeden fandt ikke grundlag for at nægte sagen fremme. VL fandt ikke, at der i fogedretten var truffet en afgørelse, der kunne kæres efter RPL § 584, stk. 1, hvorfor kæremålet afvistes.

K og M, der fra 1988 havde levet i samlivsforhold, ophævede i 2001 samlivet. I forbindelse med salg af huset, som tilhørte parterne i lige sameje, blev 200.000 kr. anvendt til indfrielse af M's forretningsgæld, som var sikret ved et ejerpantebrev i ejendommen. K rejste et regreskrav mod M på 100.000 kr. Der var fremlagt betalingsoversigter, hvoraf fremgik, at M efter samlivsophævelsen havde afholdt udgifter til den fælles ejendom på ca. 145.000 kr. og ca. 12.000 kr. til K's fagforening. Retten i Helsingør fandt det ikke godtgjort, at det mellem parterne var aftalt, at der inden ligedeling af provenuet fra salg af den fælles ejendom skulle ske fradrag for M's gældsforpligtelse, og det fandtes heller ikke bevist, at de af M afholdte udgifter endeligt skulle bæres af denne alene. M havde er modkrav på 85.000 kr., og K fik herefter medhold i et krav mod M på 15.000 kr. Under ØL's behandling af ankesagen kom det frem, at de af M afholdte udgifter stammede fra en fælles budgetkonto, hvorfor M's modkrav nedsattes skønsmæssigt til 70.000 kr., således at K's krav mod M forhøjedes til 30.000 kr.

23 års ægteskab. M var 48 og udviklingschef med en indtægt på ca. 80.000 kr. månedligt. H var 54 og kontoruddannet. H havde pga. langt sygdomsforløb siden 2002 ikke modtaget nogen ydelser og kun haft beskedne indtægter. Retten i Lyngby tilkendte H bidrag i 10 år med henvisning til ægteskabets varighed, forskellen i ægtefællernes erhvervssituation, herunder M's faste tilknytning til arbejdsmarkedet og H's langvarige sygdomsforløb. ØL stadfæstede.

26 års ægteskab. M var overlærer og tjente ca. 30.000 kr. brutto om måneden, mens H var førtidspensionist og havde en indtægt på ca. 12.000 kr. brutto om måneden. H var ved ægteskabets indgåelse bestyrer i en frisørsalon. Under stort set hele ægteskabet var H uden fast arbejde. Retten i Esbjerg tilkendte H bidrag i 6 år. VL fandt derimod, at der ikke var grundlag for at fastslå, at H's nuværende erhvervsmæssige situation var en følge af ægteskabet med M, og frifandt derfor M for bidragspligt.

I forbindelse med en af H anlagt sag om overførelse af FM ønskede H, at der blev indhentet en ny børnesagkyndig undersøgelse. Der var indhentet en børnesagkyndig undersøgelse i 2002. Retten i Svendborg tog ikke begæringen til følge, da der hverken på baggrund af parternes forklaringer eller oplysningerne fra børnenes skoler eller offentlig myndighed var fremkommet oplysninger, der gjorde det påkrævet på ny at indhente en børnesagkyndig undersøgelse. ØL stadfæstede.

4 års ægteskab. M var 43 år og selvstændig inden for lyd og billeder. Han havde en årlig indtægt på ca. 280.000 kr. H, der var afrikansk født og 31 år, var under uddannelse som sygeplejerske og havde indtægter fra arbejde på plejehjem. Hun havde en afrikansk universitetsgrad i økonomi. Retten i Odense pålagde M at yde H underholdsbidrag i 1 år på baggrund af, at H var udlænding, at hendes tilknytning hovedsageligt beroede på forholdet til M, og at hendes kendskab til danske forhold var begrænset. ØL stadfæstede med den begrundelse, at H var under uddannelse og ligeledes havde begrænsede indtægtsmuligheder.

Skifteretten i Assens havde indledt offentligt skifte i april 2006, idet parterne samstemmende oplyste, at fællesboets aktiver var væsentligt større end passiverne. Skifteretten i Odense afsluttede i april 2007 sagen med at konstatere, at der ikke længere var et positivt fællesbo. Der forelå ikke oplysninger om provenuet ved et ejendomssalg eller nogen opgørelse af aktiverne eller passiverne. ØL fandt herefter, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at parternes bodele var negative. Allerede af denne grund ophævedes skifterettens afgørelse om, at sagen skulle sluttes.

Den 9-årige S havde ifølge en lægeerklæring igennem længere tid lidt af stressrelaterede mavesmerter og sengevædning. Efter M og S' egne forklaringer havde hans mavesmerter sammenhæng med samvær med faderen, F. Uanset at der efter sagens oplysninger ikke sås nogen grund til, at samværet med F skulle udløse mavesmerter hos S, fandt Viborg Fogedret, at en tvangsfuldbyrdelse af samværet ville udsætte S' legemlige eller sjælelige sundhed for alvorlig fare. F's anmodning om tvangsfuldbyrdelse af samværsafgørelsen blev derfor ikke taget til følge. VL stadfæstede.

25 års ægteskab og 5 års forudgående samliv. M var 72 år og pensioneret læge og fik 600.000 kr. årligt i pension, men beløbet ville næsten blive halveret fra 2009. H var 60 år og lægesekretærvikar og fik 100.000 kr. om året i efterløn, men havde tjent 50-60.000 kr. i 2006 som vikar. Byretten i Roskilde lagde til grund, at samlivet havde været meget langvarigt, over 30 år, og at de i det daglige havde indrettet sig således, at M i det havde skaffet den væsentligste indkomst, medens H havde stået for det daglige arbejde med husholdningen. Idet der endvidere var tilknyttet enkepension til M's livsvarige lægepension fandtes der efter en samlet bedømmelse fornødne særlige omstændigheder for at pålægge M pligt til at betale tidsubegrænset bidrag. ØL tiltrådte bidragspligten, men fandt - henset til parternes økonomiske og personlige forholdt, og idet retten til enkepension ikke kunne føre til et andet resultat - at bidragspligten burde begrænses til 10 år.

S på 9 år og D på 5 år havde overfor politiet forklaret om seksuelle overgreb begået af en ældre fætter, A, under deres samvær med deres far, F. S og D havde svære problemer, som resulterede i stærkt påfaldende adfærd. F, der ønskede samværet fuldbyrdet, havde såvel i Holstebro Fogedret som overfor politi og kommune givet udtryk for, at han ikke troede på børnenes beskyldninger mod A, og at han ikke ville love, at børnene under samvær hos ham ikke i vist omfang skulle være sammen med A. Fogedretten fandt, at der var sådanne nye omstændigheder, at sagen burde udsættes, indtil statsforvaltningen havde truffet afgørelse i den verserende sag om en eventuel ændring af samværsresolutionen. VL stadfæstede.

H anlagde efter separation sag mod M ved de almindelige domstole med påstand om et pengekrav, idet nogle lånoptagelser i ejendom købt for en invaliditetserstatning i det væsentligste skulle være brugt af M og til fordel for M's virksomheder. Sønderborg Byret gav M medhold i, at kravet havde karakter af vederlagskrav jf. RVL § 23, og som sådant skulle behandles i skifteretten. VL udtalte, at H til støtte for sit krav havde påberåbt sig almindelige formueretlige regler, subsidiært at der forelå en ugyldig gave, mere subsidiært at der var tale om en ugyldig aftale mellem parterne, jf. AFTL §§ 32 og 36 og mest subsidiært reglerne om vederlagskrav. Som H havde opstillet sine anbringender - som der på dette stadium af sagen ikke skulle tages stilling til - kunne sagen ikke henvises til skifteretten, da skifteretten ikke havde kompetence til at tage stilling til det principale, subsidiære og mere subsidiære anbringende.

H, hvis bodel var negativ, begærede offentlig skifte og rådighedsfratagelse. Efter de foreliggende oplysninger kunne Sønderborg Skifteret ikke afgøre, om M's bodel var positiv eller negativ. Der var derfor foranstaltet en vurderingsforretning af en statsautoriseret revisor. Da skifterettens kompetence som bobehandler var afhængig af, om der forelå et fællesbo, der kunne tages under offentligt skifte, kunne skifteretten allerede derfor ikke tage begæringen om offentlig skifte til følge, og som følge heraf kunne der heller ikke foretages rådighedsberøvelse, da dette først kunne ske, når boet var taget under offentligt skifte. VL stadfæstede.

7 års ægteskab og 7 års forudgående samliv. M ejede som sit særeje en virksomhed og havde tillige en formue på adskillige millioner kr. M udtog ca. 600.000 kr. om året til privatforbrug. 40-årige H var merkonom i økonomi og var ved samlivets begyndelse i 1993 ansat hos et pengeinstitut som bankassistent. I perioden 1995 til 2000 var hun arbejdsledig og på barsel. H blev herefter igen ansat i en bank, men havde efter aftale med M kun 25-30 timer om ugen for at have tid til parrets 3 børn på hhv. 9, 11 og 16 år. 3 måneder efter bankansættelsen fik hun job i M's virksomhed og havde tillige 25-30 timer om ugen. Arbejdsforholdet varede frem til 2005, hvorefter hun fik ansættelse i en anden virksomhed. H's bruttoløn var på 17.000 kr. om måneden og de 3 fællesbørn boede hos hende. H påstod, at M skulle betale bidrag i 8 år, jf. ÆL § 50. Under hensyn til bl.a. ægteskabets varighed og parternes personlige og økonomiske forhold tilkendte Esbjerg Byret H bidrag i 1 år. VL fandt, at der efter oplysnningerne om ægteskabets varighed og H's uddannelses- og erhvervsmæssige forhold ikke var grundlag for at pålægge M at betale bidrag til H's underhold.

M og H, der havde været gift siden 1990, underskrev en bodelingsaftale med henblik på skilsmisse i 2005. I aftalen var M's medarbejderaktier til en kursværdi på 146.654 kr. samt en anden aktiepost, der blev solgt for 20.000 kr. kort efter aftalen, ikke nævnt. I marts 2006 anlagde H sag og påstod principalt, at M tilpligtedes at anerkende, at aftale om bodeling var uforbindende eller skulle ændres jf. ÆL § 58. Byretten i Roskilde fandt, at det ikke var godtgjort, at H havde været presset på urimelig vis i forbindelse med aftalens indgåelse, at hun havde haft kendskab til de omhandlede medarbejderaktier og at parterne samme dag som de havde underskrev aftalen, sammen havde gennemgået kontoudtog, vurderingsbilag mv., og at de herunder havde drøftet medarbejderaktierne og deres værdi. På baggrund af de nævnte omstændigheder fandtes der ikke grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte aftalen og boet var således delt. ØL tiltrådte, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne begrunde, at hele bodelingsaftalen skulle tilsidesættes som ugyldig. Parterne havde afgivet væsentligt forskellige forklaringer om, hvorvidt medarbejderaktierne blev drøftet, da bodelingsaftalen blev indgået. Parterne havde navnlig forklaret forskelligt om, hvorvidt de diskuterede, at medarbejderaktierne skulle holdes uden for bodelingen, fordi M skulle have forældremyndigheden over børnene og opretholde det tidligere fælles hjem. Den væsentlige del af provenuet ved salget af aktierne blev anvendt til at indfri bankgæld, der også blev holdt uden for bodelingsaftalen; forudbetalingerne af forsikringer og husleje måtte anses for ubetydelige i forhold til aktiverne og passiverne i bodelingsaftalen i øvrigt, og H burde have været opmærksom på muligheden for sådanne mindre forudbetalinger, da bodelingsaftalen blev indgået. ØL fandt herefter ikke, at H havde godtgjort, at betingelserne for at ændre bodelingsaftalen som urimelig, jf. ÆL § 58, var til stede.

M og H blev skilt ved dom d. 16.02.2004. I maj 2004 flyttede H og børnene til en lejlighed, som hun havde lejet. På grund af børnene opholdt M sig i lejligheden ret ofte. Han købte og installerede et køleskab, samt flyttede to af sine sofaer fra den tidligere fællesbolig til H's lejlighed. M fik selv en lejlighed i oktober 2005. Da han skulle flytte ind, tog han den ene sofa med, men lod den anden sofa og køleskabet blive i H's lejlighed. M forlangte 13 måneder senere udlevering af de nævnte effekter. VL tiltrådte, at M ikke ved dokumentbevis eller partsforklaring havde ført bevis for sin ret til udlevering af køleskabet og sofaen som anført i RPL § 597, stk. 1, 1. pkt., og stadfæstede derfor, at fogedretten i Horsens havde nægtet at fremme hans anmodning. VL bemærkede, at der ikke var taget stilling til, hvem der nu ejede de nævnte effekter.

M og H blev separeret efter 12 års ægteskab, men ønskede begge at få tilkendt lejligheden. Byretten i Næstved fandt, at parterne i økonomisk henseende og i henseende til alder, helbred og boligbehov i det væsentlige var ligestillede. Efter en samlet vurdering tillagdes H lejligheden, idet der lagdes vægt på hendes tilknytning til lejligheden, herunder at hun havde boet i lejligheden i 26 år, samt at havde nær familie i lokalområdet. ØL stadfæstede afgørelsen.

F anerkendte faderskabet til B, født december 2003, i forbindelse med B's dåb i marts 2004. M anmodede i 2006 om genoptagelse af faderskabssagen, hvilket F tilsluttede sig. M havde forklaret, at der var 2 andre faderskabsmuligheder. Den ene var en T, som var et tilfældigt bekendtskab. En retsgenetisk undersøgelse fastslog, at sandsynligheden for, at F var far var 10.000 til 1. Århus Byret fandt herefter, at F utvivlsomt var barnets far. VL fandt, at T ikke i medfør af RPL § 456 e, stk. 1, nr. 3 skulle inddrages som part i sagen, og at der som følge heraf ikke var behov for yderligere retsgenetiske undersøgelser jf. RPL § 456 h, stk. 7. VL stadfæstede derfor.

M nægtede at give samtykke til salg af et sommerhus, der tilhørte H's bodel, da han mente, at denne ville blive solgt for billigt. Statsamtet afslog at give tilladelse til salget. FS tillod salget efter RVL § 18, jf. § 20. Det var uden betydning, at M ønskede at overtage sommerhuset med henblik på at videresælge det.

En forælder, F, havde forespurgt FS om muligheden for at få udbetalt børnebidrag forskudsvis på grundlag af fransk afgørelse om børnebidrag. FS udtalte, at da den bidragspligtige boede i Frankrig, kunne F efter konvention af 27.09.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager (EF-domskonventionen) anmode danske myndigheder om at fastsætte børnebidrag eller ændre (forhøje) et allerede eksisterende bidrag. Da bidraget ved den franske afgørelse efter F's oplysninger var fastsat højere, end bidraget ville blive det efter dansk ret, ville en ansøgning om forhøjelse af bidraget blive afslået. På grund af den franske bidragsafgørelse ville udstedelse af en dansk bidragsafgørelse ikke afgøre en tvist mellem forældrene om forsørgelsen af deres fælles barn. Der ville således ikke være grundlag for at udstede en dansk bidragsafgørelse. Det bemærkedes i den forbindelse, at der ikke var hjemmel til at udstede en bidragsafgørelse alene med det formål at give den bidragsberettigede mulighed for at få børnebidraget udbetalt forskudsvis.

Ved afgørelse fra en fransk domstol d. 24.10.2006 blev der bestemt, at BF ikke skulle betale børnebidrag. BM ansøgte straks herefter statsamtet om fastsættelse af børnebidraget. Statsamtet bestemte, at BF skulle betale bidrag fra d. 26.10.2006, hvilket han påklagede til FS. Sagen blev hjemvist til statsamtet, såleder at der kunne tages stilling til betydningen af den franske afgørelse, herunder i relation til bidragets begyndelsestidspunkt, jf. bidragsbekendtgørelsens § 10.

BF søgte om nedsættelse af normalbidrag + 200% til normalbidraget under henvisning til, at han ved indgåelsen af aftalen ikke var klar over, at der ved vurderingen af bidragsevnen kunne fratrækkes indbetalinger til pensioner. Statsamtet afslog at nedsætte bidraget. FS fandt at aftalen var omfattet af den dagældende børneforsørgelseslov § 16 og derfor kunne ændres på trods af, at betingelserne i § 17 ikke var opfyldt. BF havde indgået en aftale med sin arbejdsgiver om et højt pensionsbidrag på 34 %. Ved vurderingen af bidragsevnen blev der lagt vægt på, at der mellem BF og arbejdsgiveren i hele 2006 havde været en aftale om en pensionsordning, hvorfor det fandtes mest korrekt, at tillade BF et vist fradrag for indbetalinger til pensionsordningen svarende til en almindelig obligatorisk pensionsordning på 16-18% Bidraget blev derfor nedsat til normalbidrag + 100%.

M, der havde en månedlig indkomst på ca. 55.000 kr. efter EU-skat, blev i 1992 ved dom i Luxembourg pålagt at betale 90.000 francs om måneden i ægtefællebidrag til H i Danmark. M søgte i 2001 om nedsættelse af bidraget ved retten i Luxemborg, hvilket blev afvist. Statsamtet afslog at nedsætte bidraget. FS fastslog indledningsvist, at EF-domskonventionen finder anvendelse i forhold til statsamtets og FS' internationale kompetence. Statsamtet havde derfor i henhold til art. 2 kompetence til at ændre ægtefællebidraget, idet den bidragspligtige bode i Danmark. Der var nu mulighed for at ændre bidragets størrelse - også selvom de økonomiske forhold eventuelt ikke havde ændret sig siden dommene i 1992 og 2001. Vedrørende bidragets størrelse blev der taget hensyn til, at M's indtægt alene blev beskattet med 12 %, at han ikke kunne fradrage bidraget og at H ikke blev beskattet af samme. Efter en skønsmæssig vurdering blev H's behov for bidrag anset for dækket ved et skattefrit bidrag på 10.000 kr. om måneden.

En stedmor, S, søgte om bevilling til at adoptere ægtefællens 34-årige søn B. Statsamtet lagde vægt på, at S alene havde boet sammen med B i 2 år før hans fyldte 18. år, og at der således kun havde været tale om opfostring i denne periode, hvorfor der blev meddelt afslag. Det var uden betydning, at barnet i mange år havde været på samvær hos S og faderen hver 2. weekend og i alle ferier. FS stadfæstede afgørelsen.

Statsamtet havde forhøjet BF's bidrag til normalbidraget + 25 %, idet der lagdes vægt på lønoplysninger for sommerperioden. BFs indtægter var svingende på grund af sæsonbetonet arbejde med sommersejlads med turister. FS lagde vægt på BF's indtægter over en længere periode og fandt det mest rimeligt at nedsætte bidraget med tilbagevirkende kraft, da statsamtets vurdering var åbenbart urigtig.

Fader skulle ifølge aftale fra 2004 betale normalbidrag + 100 %. Fader søgte om nedsættelse af bidraget til normalbidrag + 50%. Det fandtes ikke godtgjort, at aftalen alene skulle gælde indtil videre, og at bidraget således skulle kunne ændres efter de almindelige retningslinier, selv om betingelserne i BL § 17 ikke var opfyldt. Faders anmodning blev derfor afslået.

Ifølge aftale skulle den bidragspligtige BM betale normalbidraget + 300 % i børnebidrag. Aftalen skulle være gældende i 2 år. Siden d. 01.04.2003 havde hun kun betalt bidraget med 1.000 kr. månedligt, dog uden at der var indgået en aftale herom. I juni 2004 modtog statsamtet BM's ansøgning om nedsættelse eller bortfald af bidraget. Statsamtet nedsatte bidraget til normalbidraget. FS lagde vægt på, at BF ikke havde gjort indsigelse imod, at BM igennem ca. 2 år kun havde betalt 1.000 kr. månedligt og stadfæstede statsamtets afgørelse.

29 års ægteskab. M var 51 år og overlæge med en bruttomånedsløn på ca. 61.000 Nkr. eller ca. 55.000 Dkr. H var 48 år, og hun led af en genetisk cancersygdom, hvorfor hun ikke havde arbejdet siden hun var 24 år. Hun havde fra 1989 oppebåret førtidspension, med 11.328 kr. månedligt og indtil videre modtaget 6.000 kr. i RVL § 6-bidrag. Parterne havde boet i Sverige i 10 år og i Norge i 5 år. M blev i byretten pålagt bidragspligt overfor H i 8 år. ØL fandt under hensyn til ægteskabets varighed, parternes økonomiske forhold, herunder den måde de havde indrettet sig på under ægteskabet, H's manglende uddannelse samt hendes sygdom, der måtte antages at have afskåret hende fra at komme i arbejde, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at pålægge M bidragspligt uden tidsbegrænsning, jf. ÆL § 50, stk. 1, 2 pkt. (2-1)

M og K, der var samlevende i perioden 1997-2003, købte et sommerhus sammen med M's forældre. Der var ikke oprettet nogen samejekontrakt eller aftale omkring opløsning af samejet. K, der ønskede ejendommen solgt i fri handel, protesterede mod M's og forældrenes anmodning om en frivillig auktion. Fogedretten i Nykøbing fandt, at det efter samlivsophævelsen i 2003 og sagens omstændigheder i øvrigt havde været klart for parterne, at forudsætningerne for samejet af sommerhuset ikke mere var til stede, og at samejet - i mangel af anden aftale herom - måtte opløses. K beboede ikke sommerhuset og havde ikke bidraget til terminsbetalinger i tiden efter samlivsophævelsen. Efter en samlet vurdering af sagen fandt fogedretten, at sagen havde den fornødne klarhed til,, at den kunne behandles efter reglerne om frivillig auktion. øL stadfæstede.

På baggrund af årsopgørelser og regnskaber indhentet fra skattevæsnet havde statsamtet pålagt F at betale skulle betale normalbørnebidrag + 300 % fra d. 01.01.2002. På trods af opfordring havde F alene oplyst sin årsindkomst. Han indbragte afgørelsen for Civilretsdirektoratet, men indsendte heller ikke, efter adskillelige opfordringer, flere oplysninger. Ud fra de foreliggende oplysninger blev afgørelsen stadfæstet i maj 2003, hvorefter han forsøgte at få sagen genoptaget. I 2005 blev bidraget nedsat til normalbidrag med virkning fra d. 01.06.2005. I december 2005 stadfæstede Familiestyrelsen, at der ikke var sket nedsættelse med tilbagevirkende kraft, hvorefter F indbragte sagen for retten. Han påstod, at bidraget skulle nedsættes til normalbidraget med virkning fra d. 01.01.2002. VL fandt, at statsamtet havde haft de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger om F's økonomiske forhold til at træffe afgørelse om bidrag, og at statsamtet ikke havde haft anledning til at søge yderligere oplysninger, da årsopgørelserne understøttede de oplysninger, som F var fremkommet med. Uanset F's forklaring om økonomiske vanskeligheder fra 2001 var det ikke godtgjort, at statsamtets afgørelse var åbenbart urigtig, eller at der i øvrigt forelå omstændigheder som kunne føre til, at Civilretsdirektoratet burde have omgjort afgørelsen med tilbagevirkende kraft. Ifølge årsopgørelserne for 2003 og 2004 afveg F's indkomst for disse år væsentligt fra det, som var lagt til grund ved fastsættelsen af bidraget. Alligevel undlod F at efterkomme Civilretsdirektoratets opfordring til over for statsamtet at begære bidraget nedsat og redegøre for og dokumentere sine indkomstforhold. En sådan begæring blev først indsendt i januar 2005. På denne baggrund fandtes der ikke at have foreligget sådanne ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at ændringen af bidragets størrelse i medfør af den dagældende § 16, stk. 1, i lov om børns forsørgelse, skulle ændres for tiden forud for fremsættelsen af begæringen om nedsættelse. Familiestyrelsens påstand blev derfor taget til følge.

F anerkendte faderskabet til S født i maj 2002. M havde alene FM til S. S blev anbragt uden for hjemmet, da han var 4 måneder gammel, og F havde siden da samvær med S. M anmodede om genoptagelse af faderskabssagen i maj 2006, hvilket F protesterede imod. M mente, at T var biologisk far til A, og T ville i bekræftende fald ville påtage sig faderskabet. VL fandt, at sagens skulle afgøres efter den tidligere RPL § 456 r, stk. 4, 1. pkt. Efter M's forklaring havde hun ikke haft samleje med F i avlingsperioden, men der var mulighed for, at også en anden end T kunne være biologisk far til S. Det forhold, at M og F på et tidspunkt i perioden fra juni 2004 til forsommeren 2006 ophørte med at være kærester, og den omstændighed, at T nu ville påtage sig faderskabet, hvis det ved genoptagelse af sagen blev fastslået, at han var faderen, var ikke tilstrækkeligt til at statuere, at der var ganske særlige grunde for, at kravet om ny prøvelse ikke var rejst tidligere, og at omstændighederne i øvrigt i høj grad talte for genoptagelse. Under hensyn til den af F afgivne forklaring var der endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at en fornyet behandling af sagen ikke ville medføre væsentlige ulemper for S. Efter det anførte blev M's begæring ikke taget til følge.

M og H, der havde været gift siden 1987, blev separeret ved bevilling af 16.05.2002. Parterne indgik en bodelingsaftale d. 16.06.2003, ifølge hvilken M skulle overtage tre ejendomme, hvis værdi ikke var anført. H påstod i 2005 bodelingsoverenskomsten kendt ugyldig. Byretten lagde til grund, at H ikke havde haft vejledning, forinden hun underskrev bodelingsaftalen. H fandtes på underskriftstidspunktet at have befundet sig i en vildfarelse i relation til hendes økonomiske status i forbindelse med delingen af fællesboet. Hendes forudsætninger for underskrivelsen af bodelingsoverenskomsten var senere bristet på baggrund af de oplysninger, hun havde erfaret vedrørende værdierne i fællesboet. Det fandtes herefter at være i strid med redelig handlemåde at gøre bodelingsoverenskomsten gældende i overensstemmelse med sit indhold. Bodelingsaftalen blev tilsidesat som ugyldig, jfr. AFTL § 36. Under henvisning til, at M måtte anses at have været bekendt med de væsentlige friværdier i ejendommene, stadfæstede ØL. (2-1).

Statsforvaltningen Hovedstaden havde ikke imødekommet en fars anmodning om overførsel af forældremyndigheden og om midlertidig forældremyndighed over den 6½-årige D, som siden d. 19.02.2007 havde opholdt sig hos faderen, F. Opholdet havde været med moderens accept indtil omkring d. 02.03.2007. Hun anmodede nu Glostrup Fogedret om hjælp til udlevering af D. Under en samtale med en børnesagkyndig psykolog gav D udtryk for, at M altid var sur og skældte ud, at hun ofte sov så meget, at hun glemte at give hende mad, og at hun derfor selv måtte lave sin mad. D gav vedholdende udtryk for, at hun ønskede at blive boende hos F. Den børnesagkyndige havde vurderet, at dette ønske reelt stammede fra D selv og ikke var et ønske, hun var blevet påvirket til at fremsætte. M havde for nyligt været indlagt på psykiatrisk hospital og havde i den forbindelse overladt D i F's varetægt. Efter M's og kommunens opfattelse var M nu igen i stand til at drage omsorg for D. Under hensyn til de oplysninger, der var fremkommet under samtalen mellem den børnesagkyndige psykolog og D sammenholdt med erklæringer fra D's halvsøskende, fandt Glostrup Fogedret, at en udlevering af D til M ville udsætte D's sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. RPL § 536, stk. 1, hvorfor udleveringen nægtedes fremmet. øL tiltrådte, at fogedretten havde afvist at fuldbyrde udleveringen af D.

25 års ægteskab. M havde haft arbejde fra 1981-2004 næsten uden afbrydelse, men havde siden 2004 været arbejdsløs. M blev udsat for et overfald d. 19.08.2006, hvorved han mistede det ene øje og var blind på det andet. Nu fik han sygedagpenge og var indstillet til pension. H blev færdig som læge i 1996, og havde arbejdet som sådan siden. Hendes årsløn var på ca. 600.000 kr. M krævede bidrag i 5 år. Københavns Byret pålagde H bidragspligt i 2 år, idet M's økonomiske situation, herunder spørgsmålet om pension, da burde være opklaret. ØL fandt - henset til at H efter samlivsophævelsen i august 2005 havde været den af forældrene, der havde varetaget forsørgelsen af bl.a. parternes yngste barn, og til, at det overfald, som M var udsat for i august 2006, fandt sted, efter parterne efter samlivsophævelsen hver for sig havde etableret sig selvstændigt - ikke grundlag for at pålægge H bidragspligt.

I en forældremyndighedssag havde en børnesagkyndig psykolog afgivet erklæring. Under henvisning til at psykologen var inhabil påstod den sagsøgte moder, at erklæringen skulle udgå af sagen, subsidiært at der skulle indhentes en anden erklæring. Byretten i Svendborg fandt, at den omstændighed, at den børnesagkyndige tidligere til brug for kommunen havde afgivet en erklæring om et af sagsøgtes andre børn, ikke kunne medføre inhabilitet. Der blev lagt vægt på, at inhabilitetsindsigelsen først fremkom efter, at erklæringen var afgivet. ØL stadfæstede.

12 års ægteskab. M havde en månedsløn på 89.610 kr. brutto samt en bonusordning, som for året 2006 forventedes at være i størrelsesordenen 250.-270.000 kr. H var universitetsuddannet og havde haft arbejde under ægteskabet. Hun flyttede til Rom i juli 2003, hvor hun fik tidsbegrænsede stillinger, den seneste til september 2007. Hendes månedlige lønindkomst var ca. 16.000 kr. brutto. Retten i Milano havde godkendt en detaljeret separationsaftale i april 2005. M anlagde skilsmissesag i Danmark d. 21.11.2005. H udtog stævning mod M ved retten i Rom d. 28.07.2006, med påstand om skilsmisse bl.a. på vilkår om bidragspligt i 10 år. M, der havde betalt bidrag under samlivsophævelse i 3 ½ år, var alene villig til at betale bidrag i yderligere 2 år. Efter det oplyste om ægteskabets varighed og parternes økonomiske og erhvervsmæssige forhold under ægteskabet og efter samlivsophævelsen samt henset til den omstændighed, at parrets 2 børn opholdt sig hos H, og at hun måtte antages at være uden mulighed for at udnytte sin oprindelige uddannelse i samme omfang, som hvis hun var forblevet i Italien, fandt byretten, at M burde pålægges bidragspligt i 8 år. ØL lagde vægt på, at parterne havde samlevet i omkring 12 år, og at M havde betalt ydelser til H og børnene siden foråret 2003. H havde navnlig som følge af forholdet til M haft arbejde og ophold uden for hendes hjemland, Italien. ØL fandt, at M burde pålægges at betales bidrag for en yderligere periode på 3 år.

M og H blev i november 1998 separeret ved bevilling. I 2006 påstod M dom til skilsmisse på separationens vilkår jf. ÆL § 31, stk. 1. Han indbetalte bevillingsgebyr på 500 kr. H ønskede ikke at medvirke ved bevilling, hvorfor det havde været nødvendigt for M at udtage stævning i sagen. Efter at have fået beskikket en advokat tog H bekræftende til genmæle. Der blev afsagt skilsmissedom og sagens omkostninger ophævedes, hvilket var i overensstemmelse med praksis i tilsvarende sager. M's advokat påkærede omkostningsafgørelsen under henvisning til, at betingelserne for skilsmisse var opfyldt, at gebyret ikke ville blive tilbagebetalt, at M havde haft advokatbistand til udfærdigelse af stævning, og at M selv skulle afholde omkostningerne, hvis ikke H blev pålagt at dække dem. VL udtalte, at M ikke havde anført særlige grunde, der talte for at pålægge H at betale sagsomkostninger, hvorfor omkostningsafgørelsen blev stadfæstet.

M blev ved en separationsdom frifundet for at betale bidrag til H. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen. M kærede afgørelsen og påstod sig tilkendt sagsomkostninger. Til støtte herfor gjorde han gældende, at det ved sagens anlæg var åbenbart, at han ikke kunne pålægges bidragspligt, men at han under hensyn til H's sagsanlæg var nødsaget til at antage advokat, idet han i modsætning til H ikke havde mulighed for fri proces. VL udtalte, at det følger af RPL § 312, stk. 6, at ingen af parterne i en sag som den omhandlede skal betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det. VL fandt ikke at, der forelå særlige grunde for at pålægge statskassen på vegne af H at betale sagsomkostninger til M i denne sag.

M og H oprettede før vielsen i 1975 en ægtepagt, hvorefter bl.a. en sparekassebog i SDS med 38.581 kr. blev gjort til H's særeje, ligesom indtægter af særejet, og hvad der trådte i stedet for særejet også blev gjort til særeje. I øvrigt skulle der være almindeligt formuefællesskab mellem parterne. I 1980 købte H obligationer for penge fra sparekassebogen. De blev indlagt i et depot. M døde d. 05.08.2003. Depotet havde ved bobehandlingens begyndelse et indestående på 2.699.245,62 kr. M's særbarn S påstod, at værdierne i depotet ud over 550.000 kr. ikke var H's særeje, men skulle indgå i fællesboet. Parternes tidligere revisor havde beregnet, at depotet maksimalt burde kunne vokse til 750.000 kr. med fradrag af 200.000 kr. i skatter, medmindre der var tilført midler udefra. Ballerup skifteret fandt det ikke bevist, at hele indeståendet på depotet var H's særeje. Særejets andel af depotet blev fastsat skønsmæssigt til 1 mio. kr. S's påstand under anken lød på, at depotet ud over 588.581,27 kr. skulle være fælleseje. ØL henviste til, at der ikke forelå oplysninger om udviklingen i indeståendet fra 1975 og indtil, at midler fra denne konto i 1980 blev anvendt til etablering af værdipapirdepotet. Ej heller forelå der oplysninger om udviklingen i depotet for årene forud for 1983. Endvidere havde der ikke været ført en særskilt afkastkonto. Under disse omstændigheder og henset til revisorerklæringerne fandtes det ikke godtgjort, at de midler, der var bundet i depotet, kunne henføres til H's særeje i videre omfang end påstået af S.

Ved en ægtepagt tinglyst d. 22.12.1995 blev M's to ejendomme X og Y begge overdraget til H. Købesummen blev aftalt til 1.066.069,70 kr. og skulle i det hele berigtiges ved overtagelse af gæld i ejendommene. På ejendommen X var der et beboelseshus med en offentlig ejendomsvurdering på 1,1 mio. kr. Den anden ejendom Y var en ubebygget grund med en offentlig vurdering på 90.700 kr. Efter overtagelsen lod H opføre et hus på Y ved optagelse af et kreditforeningslån. Ved dom af 20.03.2001 blev M på baggrund af en investeringsaftale indgået i 1991 dømt til at betale en kreditor restbeløbet på 215.000 kr. Fordringen blev overdraget til K d. 05.07.2004. Det fandtes ikke ved de foreliggende oplysninger om ejendommene bevist, at overdragelsen af ejendommene til H ikke indebar en gave til hende. Herefter, og da ægtepagten ikke angav, at overdragelsen fra M til H indebar en gave til H, var overdragelsen ugyldig i medfør af RVL § 30 og § 32. Da H efter den ugyldige overdragelse havde disponeret over Y ved optagelse af et kreditforeningslån på 955.000 kr., tiltrådte VL endvidere, at kravet på 215.000 kr. kunne rettes mod hende. K fik først dom for kravet mod M i 2001, hvorfor den afledede betalingspåstand mod H ikke fandtes ikke at være forældet, og K havde ikke fortabt kravet ved passivitet under forløbet frem til sagsanlægget i 2005.

13 års ægteskab. M var 43 år og direktør med en årlig indtægt på ca. 981.000 kr. H var 46 år og kontoruddannet og havde under ægteskabet en gennemsnitlig løn på 22.000 kr. pr. måned. Siden august 2006 havde hun været sygemeldt på ubestemt tid pga. stress og lign. Hun blev opsagt til fratræden pr. 31.12.2006. Parterne blev separeret d. 22.11.2006. Københavns Byret fandt ikke grundlag for bidragspligt, idet H havde været erhvervsaktiv og havde haft arbejde under hele ægteskabet. ØL lagde vægt på, at M efter samlivsophævelsen havde overtaget bl.a. parternes fælles gæld på ca. i alt 200.000 kr., og at H's særbarn, S på 17 år, boede hos M. ØL fandt - henset til at H ubestridt under hele samlivet havde været erhvervsaktiv og havde haft selvstændig normalindtægt, og idet der ikke forelå nærmere oplysninger om hendes helbredsmæssige forhold og af de af byretten i øvrigt anførte grunde - ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge M bidragspligt.

M og K købte en ejendom i lige sameje med overtagelsesdag d. 01.07.2000. Parterne påbegyndte en ombygning af ejendommen og opnåede i den forbindelse en byggekredit, som var maksimeret til 500.000 kr. Samlivet blev ophævet i maj 2004. Ejendommen blev solgt i oktober 2005 med et provenu på ca.788.000 kr. K havde i samlivsperioden indbetalt i alt 247.000 kr. til deres fælles byggekredit. VL fandt det bevist, at det var en forudsætning for K, at hun ved salg af ejendommen skulle have dette beløb forlods udbetalt. Det var i vurderingen tillagt betydning, at K indbetalte beløbene i forbindelse med, at byggekreditten var tæt på maksimum, og at hun som ansat i pengeinstituttet ikke måtte overtrække kreditten. Efter de afgivne forklaringer og under hensyn til parternes samliv og økonomiske situation fandt VL videre, at M havde accepteret K's forudsætning. M havde ikke bevist, at han ved sin arbejdsindsats havde ydet en væsentlig større indsats end K, og han var således ikke på dette grundlag berettiget til at få et beløb forlods udbetalt. Det tiltrådtes herefter, at K havde et særskilt tilgodehavende svarende til det indbetalte beløb. Der var ikke bevis for, at K herudover havde betalt en række regninger i forbindelse med ombygningen, som også skulle dækkes forlods af provenuet.

M og H blev separeret ved bevilling af 18.08.2005. H døde d. 09.10.2005. hvorefter hendes dødsbo blev udleveret til bobestyrerbehandling. Hun efterlod sig to særbørn og et fællesbarn med M. H's dødsbo anmodede om offentlig skifte af fællesboet. Ifølge en ufuldstændig opgørelse over fællesboets aktiver og passivervar der i H's bodel alene var et helt ubetydeligt aktiv samt en gæld på ca. 47.000 kr. M's bodel indeholdt en fast ejendom med en værdi på 1,9 mio kr., aktier til en værdi af ca. 79.000 kr. og en bil samt en gæld til BRF-Kredit med en hovedstol på 959.000 kr. Boet efter H havde til støtte for sin begæring om offentlig skifte gjort gældende, at fællesboet mellem parterne ikke var delt. I ansøgning fra juli 2005 om separation var der sat kryds i rubrikken "Fællesboet er delt", men dette fremgik ikke af bevillingen. M gjorde gældende, at der var indgået en aftale om deling af boet mellem parterne. Århus Skifteret udtalte, at det efter oplysningerne om parternes formueforhold måtte antages, at H ved en sædvanlig deling af fællesboet ville have et betydeligt krav på boslod mod M. Den aftale, der påberåbtes af M, hvorefter H ved fællesbodelingen alene skulle udtage indbo, indebar herefter en sådan skævdeling, at der måtte stilles strenge krav til beviset for denne aftales indgåelse og indhold. Da et sådant bevis ikke var ført af M, kunne parternes fællesbo ikke anses for delt og dødsboets begæring om offentlig skifte blev derfor taget til følge. VL stadfæstede.

Under en sag anlagt af M om FM over S og hans to søstre, A og B, blev der d. 31.08.2006 indgået en aftale, hvorefter børnene, herunder S, under den verserende sag skulle bo hos M. Samtidig blev der indgået retsforlig om F's samvær med børnene. I forbindelse med F's samvær med S og A d. 13.10.2006 besluttede F at anmelde M's samlever til politiet for seksuelt misbrug af A. Børnene kom efter afslutningen af samværet ikke tilbage til M. M forsøgte ved Esbjerg Fogedrets mellemkomst at få udleveret de to børn, hvilket fogedretten afslog ved kendelse af 17.11.2006, der blev stadfæstet af VL, jf. UfR 2007.1395/2 VLK. VL's kendelse var begrundet med den fælles forældremyndighed, og at aftalen d. 31.08 2006 om, hvor børnene skulle have bopæl under sagen, ikke kunne danne grundlag for en tvangsfuldbyrdelse efter RPL § 478, stk. 1, nr. 2. Umiddelbart efter fogedrettens afgørelse hentede M S i børnehaven og beholdt ham i hjemmet, og F anmodede herefter bl.a. om udlevering af S til samvær. Under disse omstændigheder fandt VL, at der som følge af de efterfølgende begivenheder var opstået en sådan tvivl om den fortsatte gyldighed af retsforliget om samvær, at retsforliget ikke kunne danne baggrund for en tvangsfuldbyrdelse efter RPL § 478, stk. 1, nr. 2, hvorfor fogedrettens kendelse blev stadfæstet.

H og M blev skilt ved bevilling af 17.02.2003, og fællesboet blev taget under offentligt skifte d. 30.07.2003. Parterne havde aftalt, at skæringsdagen for skiftet var d. 31.12.2002 og den 34-årige M fik pr. denne dato udlagt en virksomhed, der var drevet fra en udlejningsejendom omfattet af fællesboet. I december 2005 opgjorde M's revisor den latente skattebyrde i virksomheden til 1.758.798 kr. og passiveringen til 30 %, ( 527.639 kr.). M havde oplyst, at han vil sælge virksomheden og ejendommen, da han ikke på anden måde havde råd til at betale H's boslodskravet. Han havde ikke oplyst, at han ikke fortsat vil drive virksomheden eller anden selvstændig virksomhed. Han ville i så fald kunne fremføre de latente skatter - uanset de ikke hidrørte fra samme virksomhed. Efter en samlet skønsmæssig vurdering af M's personlige forhold, herunder hans alder og fremtidige erhvervssituation, bestemte Haderslev Skifteret, at M's latente skattebyrde skulle indgå i hans bodel som et passiv med 527.639,00 kr. Endvidere fandtes H's boslodskrav at skulle forrentes med sædvanlig procesrente fra 14.7.2003, med fradrag af hendes egen nettobodel, ½ af værdien af sommerhusgrunden, idet den ifølge retsbogen af 13.10.2004 og 5.11.2004 var udlagt til H pr. 01.01.2003, samt de af M betalte udgifter vedrørende sommerhusgrunden.

H havde begæret offentligt skifte i august 2005, da M vedholdende gjorde gældende, at der skulle være aftalt a contoudlæg af fællesboets faste ejendom pr. 18.11.2003. Skifteretten i Odense fandt, at M's standpunkt nødvendiggjorde det offentlige skifte med derefter følgende udgifter til vurdering af ejendommen, medhjælpersalær og retsafgift på i alt 45.080 kr. Hertil kom, at M's standpunkt udløste procedure i skifteretten, hvorunder det viste sig, at der ikke var sammenhæng mellem hans standpunkt og hans egen forklaring M havde således vidtløftiggjort fællesboskiftet, hvorfor han efter RPL § 660, stk. 1, 3. pkt. skulle betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til H. ØL fandt omkostningsbeløbet passende fastsat efter en samlet vurdering af sagens omfang og udfald og henset til, at der under skiftesagen havde været en domsforhandling, hvor H fik medhold.

M og H blev separeret i marts 2005, og senere samme måned meddelte statsamtet M bevilling til at adoptere H's særbarn, B, ved stedbarnsadoption. M ønskede nu oplyst, om han havde del i forældremyndigheden over B. Familiestyrelsen lagde til grund, at M ikke inden stedbarnsadoptionen havde fået overført forældremyndigheden over B, at ægtefællerne ikke havde genoptaget samlivet efter separationen, og at de ikke havde anmeldt en aftale om fælles forældremyndighed til statsamtet. H havde således forældremyndigheden over B alene, selvom M havde stedbarnsadopteret ham, da adoptionen først var blevet gennemført efter separationen.

Forældrene til 3 børn havde i forbindelse med en samlivsophævelse i 1997 aftalt, at den bidragspligtige BF skulle betale i alt 7.500 kr. om måneden i børnebidrag. I forbindelse med deres separation i april 2001, blev de enige om, at statsamtet ikke skulle fastsætte bidrag. BF stoppede d. 01.05.2003 de aftalte indbetalinger, og i august samme år ansøgte de statsamtet om fastsættelse af børnebidraget. BM ønskede bidragene fastsat i henhold til aftalen fra d. 01.05.2003, hvor BF ophørte med at betale. Ved afgørelsen bestemte statsamtet, at BF skulle betale bidrag fra d. 15.12.2003 til 2 af børnene, da det tredje barn var fyldt 18. Familiestyrelsen fandt det godtgjort, at der mellem BM og BF forelå en aftale om, at BF fortsat efter skilsmissen skulle bidrage til børnenes forsørgelse med et månedlig beløb på 2.500 kr. pr. barn. Bidraget blev fastsat i overensstemmelse med aftalen og skulle således betales fra d.01.05.2003, idet BF ikke fandtes at kunne have haft en berettiget forventning om ikke fortsat at skulle betale bidrag efter denne dato.

Ifølge en børnebidragsaftale fra 1996 skulle BF betale 8 % af sin indkomst i børnebidrag jf. børneforsørgelseslovens § 17. Han havde på aftaletidspunktet en månedlig indtægt på ca. 25.000 kr. I 2004 ansøgte BF om tilsidesættelse af aftalen og nedsættelse af bidraget, på hvilket tidspunkt han tjente ca. 38.000 kr. månedligt. Han oplyste, at baggrunden for bidragsaftalen var, at BM var arbejdsløs og læste engelsk og derfor havde en lav indkomst. Når hun fik et arbejde og dermed en højere indtægt, skulle bidraget nedsættes til normalbidraget. Statsamtet imødekom ansøgningen, hvorimod Familiestyrelsen fandt, at der ikke var oplyst sådanne væsentligt forandrede forhold i forhold til tidspunktet for aftalens indgåelse, at der var grundlag for at tilsidesætte bidragsaftalen. Aftalen kunne heller ikke betragtes som åbenbart ubillig eller stridende mod barnets tarv, hvorfor Statsamtets afgørelse blev ophævet.

Samlivet mellem forældrene BF og BM blev ophævet d.15.01.2004, men frem til d. 01.05.2004 boede de på skift i fælleshuset sammen med børnene. I den periode indbetalte de hver ca. 10.000 kr. til en fælles budgetkonto, hvorfra udgifterne til bl.a. huset, daginstitutionen og børneopsparingen blev betalt. Statsamtet bestemte, at BF skulle betale bidrag fra d.15.01.2004. Denne afgørelse påklagede BF til Familiestyrelsen. Han anmodede om at betale børnebidrag fra d. 01.05.2004, da den fælles økonomi ophørte. Efter en konkret skønsmæssig vurdering fandtes det godtgjort, at BM og BF uanset samlivsophævelsen havde fælles økonomi frem til d. 01.05.2004, og at BF dermed havde opfyldt sin forsørgelsespligt over for børnene i denne periode, hvorfor han først blev pålagt bidragspligt fra denne dato.

Storstrøms Statsamt havde pålagt faderen, BF, at betale børnebidrag fra 07.02.2005 til B, der var flyttet hjem til sin mor, BM. BF mente, at han havde opfyldt sin forsørgelsespligt frem til d. 01.06.2005 ved at have udleveret B's ejendele til en værdi af 30.000 kr. til BM. Ved afgørelsen lagde Familiestyrelsen især vægt på, hvor meget B opholdt sig hos hver af forældrene og hvem der afholdt udgifterne til B's løbende daglige fornødenheder og fandt, at BF ikke havde opfyldt sin forsørgelsespligt i perioden fra februar til juni ved at udlevere B's ejendele, hvorfor han blev pålagt at betale bidrag fra d. 07.02.2005.

En datter, der skiftevis boede i Danmark og Belgien, havde siden 2004 opholdt sig hos faderen i Danmark. Fogedretten i Hillerød lagde til grund, at en afgørelse afsagt af den belgiske domstol i Antwerpen var anket rettidigt. Uanset at det måtte lægges til grund, at anken til appelretten i Belgien ikke havde opsættende virkning, fandtes den modtagne begæring om udlevering af D at skulle udsættes på afgørelsen fra appelretten, jf. BBL § 8, nr. 1. ØL stadfæstede.

Knap 15 års ægteskab. M havde egen virksomhed med overskud på ca. 600.000 kr. H stoppede med at arbejde kort tid efter, at de fik børn i 1993 og 1995. H tog herefter en del terapiuddannelser og havde også forsøgt sig som maler og fotograf, ligesom hun en periode havde egen klinik. Hun havde fra 1982 lidt af slidgigt og havde derfor søgt førtidspension, men det var tvivlsomt, om hun opfyldte de helbredsmæssige betingelser. Hillerød Byret lagde til grund, at H's tilknytning til arbejdsmarkedet under ægteskabet havde været temmelig beskeden, og at det primært skyldtes slidgigtgener. Hendes vanskelige økonomiske situation fandtes således ikke i alt overvejende grad at kunne tilskrives ægteskabet, ligesom der i øvrigt ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde tidsubegrænset bidragspligt. M blev pålagt bidragspligt i en overgangsperiode på 2 år, dels med henblik på tilvænning til en anden levestandard, dels en afklaring af den indledte førtidspensionssag. ØL fandt, under hensyn til ægteskabets varighed, parternes økonomiske forhold under ægteskabet, herunder at H i det væsentlige havde været hjemmegående, samt deres nuværende personlige og økonomiske forhold, at M burde pålægges bidragspligt i en periode, der passende kunne fastsættes til 5 år.

Københavns Byret overførte FM over 12-årig søn, S, til F, selv om F boede 40 km fra Malmø, og det derfor ville betyde, at S skulle flytte til Sverige. Der henvistes til parternes forhold og deres forståelse af S's behov. ØL udtalte, at en flytning til Sverige, hvor F boede med sin nye kone og deres lille barn, ville indebære en betydelig ændring i S's hverdag. Han havde hidtil boet hos M og gået i en dansk skole, hvor han havde været velfungerende og havde kammerater. Efter en samlet vurdering, herunder om S's forhold og tilknytning til hver af forældrene fandt ØL ikke, at særlige grunde talte for, at det måtte anses at være bedst for S, at forældremyndigheden overførtes fra M til F, jf. FML § 13, stk. 1.

Ifølge overdragelsesaftaler fra 2000 og 2003 havde K købt to andelslejligheder som eneejer. Hendes samlever, M, var i 2003 blevet påført som andelshaver på begge andelsbeviser. I forbindelse med sammenlægningen af de to lejligheder var der udført en del arbejde og forbedringer af andelslejlighederne, og M påstod, at han var medejer.. Københavns Byret henviste til, at der ikke forelå skriftlige overdragelsesdokumenter mellem parterne. Vedrørende en mundtlig aftale herom havde formanden for andelsboligforeningen forklaret, at han ikke kunne huske, at K havde sagt, at også M skulle anføres på andelsbeviset. På denne baggrund fandtes M ikke at have bevist, at der forelå en mundtlig aftale om overdragelsen, hvorfor M ikke kunne støtte ret på det udstedte andelsbevis. Det blev endvidere lagt til grund, at M i kraft af sin arbejdsindsats havde ydet en del vedrørende sammenlægningen og istandsættelsen af andelslejlighederne, men at dette forhold ikke i sig selv uden gyldige skriftlige eller mundtlige aftaler herom kunne overføre ejendomsretten af andelen til M. Heller ikke efter bevisførelsen for øL fandtes det mod K's forklaring bevist, at der mellem parterne var indgået aftale om, at andelslejligheden skulle ejes af dem i fællesskab, hvorfor øL stadfæstede.

Finansieringsselskabet Faaborg A/S, K, anlagde sag mod H med påstand om betaling af M's gæld på 292.811,25 kr. K gjorde gældende, at M ugyldigt havde overført midler til H, jf. RVL §§ 30 og 31, hvorefter K i medfør af RVL § 33 kunne kræve dækning hos H. Middelfart Byret lagde til grund, at samtlige aktiver tilhørte H, og at M havde bidraget til erhvervelse og opretholdelse ved at overføre hele sin indkomst til H. H havde ikke efterkommet K's opfordring om at dokumentere parternes indkomst- og formueforhold, og som følge heraf kunne retten ikke lægge vægt på disse. Det måtte konstateres, at M havde overdraget alt, hvad han ejede, til H, og han har ikke godtgjort, at dette kunne ske uden oprettelse af ægtepagt, hvorfor ægtefællernes aftale herom ikke kunne gøres gældende overfor K. Som følge af RVL § 33, stk. 1, kunne K derfor holde sig til H for værdien af det overførte, der efter ægtefællens forklaring oversteg kravet. ØL lagte til grund, at H gennemsnitligt havde 9.300 kr./md. til dækning af sine personlige udgifter (i 2004 ca. 4.200 kr./md.) samt ægtefællernes fælles udgifter. Det kunne efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at der var sket direkte overførsler af beløb fra M til H, eller at M direkte havde betalt udgifter til lån, ejendomsforsikring eller ejendomsskat vedrørende H's faste ejendom. M's betaling af op til 10.000 kr./md. til dækning af ægtefællernes fælles udgifter, hvorved han måtte have betalt hovedparten af ægtefællernes øvrige leveomkostninger bortset fra lån, forsikring og skatter vedrørende den faste ejendom, fandtes - uanset M's meget betydelige gæld - ikke at overstige, hvad der efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende, jf. RVL § 2. ØL frifandt derfor H. (2-1)

B var født i marts 2004. M indgik i december 2004 registreret partnerskab med A, og partneren adopterede i februar 2005 B. Begge kvinder anmodede under separationssag om forældremyndigheden. Begge parter var egnede til at varetage forældremyndigheden over B. Københavns Byret fandt, under hensyntagen til at M havde været den primære omsorgsperson i det første år samt barnets alder, at det var det bedste for barnet, at forældremyndigheden blev tillagt M. ØL tiltrådte, efter en samlet vurdering af det, herunder det oplyste om parterne og B's hidtidige opvækst, samt efter en afvejning af hans tilknytning til hver af parterne, at det var bedst for B, at forældremyndigheden over ham blev tillagt M alene, jf. FML § 9, stk. 2, sammenholdt med § 5, stk. 1, i lov om registreret partnerskab. En anmodning fra A om børnesagkyndig undersøgelse blev ikke imødekommet.

F indgik i 2000 ægteskab med M på Filippinerne. Han var på dette tidspunkt klar over, at hun var gravid med en anden mand. F rejste herefter tilbage til Danmark. I maj 2001 fødte M barnet B, og F modtog en fødselsattest, der angav ham som far. F besøgte på Filippinerne M og B nogle gange, og i sommeren 2004 flyttede familien sammen i Danmark. Samlivet blev ophævet i september 2004, hvorefter F ikke så B. F anlagde faderskabssag d. 29.03.2005, men byretten afviste sagen, eftersom den kun kunne anlægges med LR's tilladelse, da B var født før d. 01.07.2002. F's begæring til VL i oktober 2006 blev ikke taget til følge, da der ikke var anført ganske særlige grunde for, at faderskabssag ikke var anlagt tidligere. Selv om B kun i en kort periode i 2004 havde boet sammen med F, og da B, såfremt F måtte blive frifundet for faderskabet, risikerede at stå uden far, talte omstændighederne heller ikke i øvrigt i høj grad for, at faderskabssag blev anlagt. Betingelserne i børnelovens § 5, stk. 3, var derfor ikke opfyldt.

32 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. Den 58-årige M var selvstændig murer og havde en årsindkomst på ca. 250.000 kr. H, som også var 58 år, havde arbejdet som syerske, men var p.g.a. en fysisk skade blevet førtidspensioneret. H's årsindkomst lå på ca. 195.000 kr., hvoraf 70.000 hidrørte fra en privatpension, som ville bortfalde, når hun blev 60. Skjern Byret fandt, under hensyn til ægteskabets varighed, H's alder og forskellen i indtjeningsgrundlag , at M burde pålægges bidragspligt i 8 år. VL fandt, under hensyn til forskellen i parternes erhvervsmuligheder og til parternes alder, at M burde pålægges underholdspligt, men kun for en periode på 4 år.

23 års ægteskab. Den 64-årige M havde en månedlig indtægt på 30.000 kr., men ville gå på pension som 65-årig. H, som var 55 år, havde i 1994 valgt at gå på pension, idet hun fik konstateret sklerose. H modtog 1.400 euro om måneden inkl. sygdomstillæg. Parterne havde i 2003 ophævet samlivet. Esbjerg Byret fandt, at M skulle betale bidrag i 5 år. VL fandt - uanset ægteskabets varighed og M's nuværende højere indtægt - ikke, at der var grundlag for at pålægge M bidragspligt.

Tåstrup Skifteret besluttede at tage H's begæring om offentligt skifte til følge, idet skifteretten bemærkede, at der på det foreliggende grundlag ikke kunne udelukkes, at parternes respektive bodele var positive. ØL tiltrådte, at H's begæring om offentligt skifte var taget til følge, jf. SKL § 64, idet der på det foreliggende grundlag bestod en ikke uvæsentlig usikkerhed om, hvorvidt M's bodel var negativ, idet der navnlig var tvivl om aktivernes værdi pr. skæringsdagen, og idet der var uenighed om, hvorvidt et aktiv skulle indgå i fællesboet.

H arvede i 1992 1/5 af et sommerhus som særeje og købte i 1993 2/5 af sine halvbrødre, hvoraf en ikke uvæsentlig del af købesummen var særejemidler, samt 1/5 af sin mor mod udstedelse af gældsbrev. Hver anpart af sommerhuset kostede 110.000 kr. H købte i 1995 den sidste 1/5 af sin søster for provenuet ved salg af en fællesboejendom. H påstod M tilpligtet til at anerkende, at sommerhuset vær særeje og derfor ikke skulle indgå i bodelingen. Gentofte Byret fandt, ud fra en samlet vurdering, at halvdelen af sommerhuset måtte anses for erhvervet for fællesbomidler, således at ejendommen måtte anses for at tilhøre fællesboet for så vidt angik halvdelen, og H's særbo for så vidt angik den anden halvdel. ØL stadfæstede.

M og H havde i januar 2005 underskrevet et dokument med overskriften "H og M er enige om følgende punkter vedr. separation/skilsmisse". Dokumentet omhandlede bl.a. indbo, aktier, pensioner, virksomhed, bolig og konti. Kjellerup Skifteret fandt ikke, at der ved aftalen var indgået en endelig aftale om deling af parternes fællesbo. Dette uanset at der i aftalen var taget stilling til det økonomiske opgør i forbindelse med den faste ejendom, og efterfølgende tinglyst bodelingsoverenskomst som adkomst for M, idet denne alene vedrørte den faste ejendom, og uanset at der i separationsbevillingen var anført, at fællesboet var delt, idet skifteretten bemærkede, at denne oplysning måtte antages at hidrøre fra den skriftlige ansøgning om separation, som parterne havde indsendt til statsamtet. VLK udtalte, at sagen angik spørgsmålet om skiftebehandling af parternes fællesbo, om hvis deling parterne havde indgået aftale. Sagen skulle derfor afgøres under et civilretligt søgsmål ved de almindelige domstole, jf. ÆL § 58.

H, som sad i uskiftet bo, afgik ved døden d. 15.04.2000, hvorefter boet blev udleveret til privat skifte. De to arvinger A og B gav skiftefuldmagt til tredjemand. Boet blev afsluttet i oktober 2001. A gjorde efterfølgende indvendinger og begærede skiftet genoptaget. Haderslev Skifteret fandt ikke, at der på baggrund af A's oplysninger var grundlag for at genoptage boet, bl.a. fordi indsigelserne kunne have været fremsat, inden bobehandlingen blev afsluttet. A var flere gange blevet vejledt af skifteretten og havde tillige i 2003 været repræsenteret af advokat S, der ikke havde fundet anledning til at anmode skifteretten om genoptagelse af dødsboet. Da betingelserne i DSL § 103 ikke var opfyldt, blev genoptagelse nægtet. VL stadfæstede.

Det var ved svensk tingsretsdom af 04.02.2002 bestemt, at M og F fortsat skulle have fælles forældremyndighed over D født i 1997, samt at D fortsat skulle bo hos F i Sverige. Der var desuden truffet afgørelse om samvær for M, som boede i Danmark. M's samvær blev efter parternes enighed justeret ved ankedom af 13.08.2002. Efter samvær i november 2006 vendte D ikke tilbage, hvorfor F begærede D udleveret i overensstemmelse med den svenske tingsretdoms bestemmelse om bopæl. Fogedretten udsatte på baggrund af M's forklaring sagen med henblik på børnesagkyndig undersøgelse. ØL fandt, at der ikke efter det oplyste om D og parternes forhold var grundlag for at antage, at D's sjælelige eller legemlige sundhed vil udsættes for alvorlig fare ved, at hun fortsat boede hos F i overensstemmelse med de i dommene fra 2002 fastsatte bestemmelser om bopæl og samvær. F's påstand blev derfor i medfør af RPL § 536 til følge.

Hørsholm Skifteret fastslog under et offentligt fællesboskifte, at parterne ikke havde indgået en endelig og bindende aftale om, hvem der skulle udtage fællesboets faste ejendom, eller hvornår dette kunne ske. M tilpligtedes at anerkende, at værdien af fællesboets faste ejendom skulle fastlægges ved tillægsvurderinger. ØL stadfæstede.

Familiestyrelsen havde d. 09.12.2006 stadfæstet statsamtets afgørelse om, at F havde ret til samvær med 5-årige B, selv om M havde gjort gældende, at der var risiko for, at F p.g.a. en psykisk sygdom ville skade B, at B havde reageret negativt på overvåget samvær med F, samt at hun selv levede på flugt fra F. Tønder Fogedret fandt ikke, at der var oplysninger om, at der var alvorlig fare for B's legemlige eller sjælelige sundhed, ligesom sagen heller ikke fandtes at skulle udsættes på indhentelse af børnesagkyndig undersøgelse, hvorfor sagen om gennemtvingelse af samvær blev fremmet. VL fandt, at det var påkrævet, at der, forinden der blev truffet afgørelse i sagen, blev foretaget en børnesagkyndig undersøgelse, hvorfor sagen blev hjemvist.

I oktober 2005 tog M på en uges ferie i Tyrkiet med det 8-årige fællesbarn S. M havde i september havde anlagt sag om ophævelse af den fælles forældremyndigheden over S. F havde ikke samtykket til rejsen. M blev tiltalt for overtrædelse af STRFL § 215, stk. 2. Hillerød Byret fandt - under henvisning til at M alene tog S med på en uges ferie, samt at de var hjemme igen, inden forældremyndighedssagen blev afgjort - ikke, at M ulovligt havde ført S ud af landet. Byretten bemærkede, at bestemmelsen navnlig tilsigtede at straffe egentlige børnebortførelser til udlandet. Retten fandt herefter ikke, at STRFL § 215, stk. 2, havde tilsigtet at gøre et forhold som det foreliggende strafbart, M blev frifundet. ØL fandt, at M havde gjort sig skyldig i overtrædelse af STRFL § 215, stk. 2, men ØL's flertal fandt, at straffen burde bortfalde, jf. STRFL § 83. (3-3)

Den 15-årige S havde siden foråret 2006 boet hos F. Viborg Byret fandt, at det måtte antages at være bedst for S, at FM blev overført til F. M ankede med påstand om frifindelse, hvilket F tog bekræftende til genmæle overfor. Ankesagen blev behandlet på skriftligt grundlag, jf. RPL § 387, nr. 1. VL frifandt efter parternes sammenstemmende påstande M.

17 års ægteskab og 9 års forudgående samliv. M var 42 år og kølemontør med en årlig indkomst på ca. 300.000 kr. H var 41 år og på kontanthjælp. H havde nedsat erhvervsevne på grund af en kronisk lidelse, og havde to gange tidligere været under revalidering. Parterne havde tre fællesbørn på hhv. 13, 14 og 18 år. Fåborg Byret pålagde M bidragspligt i 8 år, da H var uden udsigt til at kunne skaffe sig et tilstrækkeligt underhold. Der var ved fastsættelsen af bidragsperiodens længde lagt vægt på længden af ægteskabet og det forudgående samliv, parternes alder samt økonomiske og personlige forhold, herunder at to af de tre fællesbørn skulle bo hos H. ØL stadfæstede.

F anlagde i februar 2006 sag mod M ved Københavns Byret om opløsning af den fælles forældremyndighed over parternes fællesbarn. F, som var dansk statsborger, havde tidsbegrænset været udstationeret af et dansk firma i forskellige lande, senest i Kina, med ret til hjemstationering. I 2001 havde F været i Danmark i 6 mdr. F var desuden kaptajn af reserven i den danske hær og var som følge heraf i Danmark nogle gange om året. Københavns Byret fandt ikke, at F havde til hensigt varigt at forblive i Kina, eller at opholdet var af andet end midlertidig karakter. Retten fandt derfor ikke, at F havde foretaget et domicilskift, hvorfor betingelserne i RPL § 448 c, stk. 1, nr. 2, var opfyldt. ØL tiltrådte, at F ved sagens anlæg havde "bopæl her", jf. RPL § 448 c, stk. 1, nr. 2. (2-1)

M havde d. 15.10.2006 ikke efterlevet en samværsresolution. Hørsholm Fogedret bemærkede, at den tvangsbøde på 1.000 kr., der var blevet fastsat i fogedretten d. 29.09. 2006, var forfalden til betaling. Fogedretten fastsatte herefter en tvangsbøde på 2.000 kr., som forfaldt til betaling, såfremt M ikke d. 29.10.2006 afleverede D til overvåget samvær. ØL tiltrådte bøden størrelse, eftersom der var tale om en gentagen nægtelse af udlevering af barnet D til samvær.

H ankede en separationsdom med påstand om hjemvisning, da der var fejl ved sagsbehandlingen, jf. RPL § 369, stk. 4. H gjorde i forbindelse hermed gældende, at sagen var blevet omberammet fra d. 27.10.2006 til d. 18.09.2006, uden at hun var blevet gjort bekendt hermed. ØL udtalte, at omberammelsen blev telefonisk aftalt med parternes advokater, og som opfølgning herpå bekræftede Københavns Byret ved brev af 08.08.2006 det ændrede tidspunkt for domsforhandlingen. Ved brev af 08.09.2006 anmodede H's advokat om omberammelse af domsforhandlingen under henvisning til, at advokaten d. 18.09.2006 skulle møde i en arrestantsag. Ved brev af 13.09.2006 meddelte byretten, at man fastholdt, at retsmøde i sagen skulle afholdes d. 18.09.2006. ØL fandt ikke, at byretten i den foreliggende situation havde begået fejl, hvorved det blev bemærket, at H's advokat ikke over for byretten fremkom med oplysninger om, at hun ikke havde været i kontakt med sin klient. Der var derfor ikke grundlag for at tage H's hjemvisningspåstand til følge.

12 års ægteskab og 1 års forudgående samliv. M var speciallæge med egen klinik og havde i 2005 en indkomst på 3,3 mio. kr. samt en nettoformue på ca. 23 mio. kr., som til dels var særeje. H havde i 2000 afviklet en forretning og var nu uden arbejde. H havde forklaret, at det var aftalt, at H efter afviklingen indtil videre skulle gå hjemme. H ejede et aps med en egenkapital på ca. 4,1 mio. kr. Parterne var enige om at udskyde et krav efter ÆL § 56. Gentofte Byret fandt, efter en samlet vurdering af parternes erhvervsmæssige og økonomiske forhold, at M burde pålægges bidragspligt over for H i en overgangsperiode på 3 år. ØL stadfæstede med henvisning til ægteskabets varighed og oplysningerne om, hvordan parterne under ægteskabet havde tilrettelagt deres forhold samt efter oplysningerne om hver af parternes økonomiske og arbejdsmæssige forhold.

M og H blev separeret d. 03.06.2005. Bodelingsoverenskomst var ifølge M underskrevet d. 05.04.2005. M's far var død d. 22.05.2005. Skifteretten i Svendborg tog H's begæring om offentligt skifte til følge. ØL udtalte, at bodelingsoverenskomsten ikke regulerede, hvorledes der skulle forholdes med arven efter M's fader. Allerede derfor kunne fællesboet ikke anses for endelig delt ved bodelingsoverenskomsten.

På grundlag af en separation anlagde M sag om skilsmisse. H påstod frifindelse. Københavns Byret fandt, at i en sag som den foreliggende, hvor der ikke var tvivl om H's retsstilling, kunne retten selv foretage den fornødne vejledning af H, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at beskikke hende en advokat, uanset at hun opfyldte de økonomiske betingelser herfor, jf. RPL § 449, stk. 1. ØL stadfæstede under henvisning til sagens enkle karakter.

23 års ægteskab. Parterne indgik ægteskab i 1982 i Danmark og bosatte sig i Frankrig. M var medindehaver af et konsulentfirma og tjente ca. 700.000 franc årligt. I 2002 flyttede H til Danmark med tre børn. Siden 2003 havde H haft arbejde og tjente 30.000 kr. brutto om måneden.. Helsinge Byret fandt det godtgjort, at parterne på grund af uoverensstemmelser havde levet adskilt i de sidste 2 år, hvorfor H's påstand om skilsmisse i medfør af ÆL § 32 blev taget til følge. Parterne havde ikke indgået endelige aftaler, således som H havde gjort gældende, idet retten fandt, at ingen af de aftaleudkast, som parterne havde underskrevet i Frankrig, var blevet til endelig aftale. Endvidere var der efter rettens opfattelse ved aftaleudkastene i det væsentlige taget stilling til bodelingsspørgsmål, som ikke påkendes under en ægteskabssag. Henset til H's alder og erhvervsmuligheder blev hun tilkendt bidrag i 5 år. ØL tiltrådte, at dokumenterne som parterne havde underskrevet for en fransk dommer, måtte bedømmes som aftaleudkast, idet endelige aftaler, der ville forpligte parterne for tiden efter skilsmissen, først ville komme til at foreligge, såfremt proceduren i Frankrig vedrørende opnåelse af "skilsmisse i mindelighed" var tilendebragt, og en endelig aftale var blevet godkendt af en fransk dommer, hvilket parterne var bekendt med. Hertil nåede man ikke. H's subsidiære påstand om betaling af 250.000 franc blev afvist, da kravet ikke kunne tages under påkendelse i en sag omfattet af RPL § 448. ØL stadfæstede f.s.v.a. bidragspligten men ophævede byrettens bestemmelse om, at H skulle erstatte statskassen udgifterne på 25.000 kr. plus moms til salær til H's beskikket advokat, jf. RPL § 336 d, jf. § 335.

Under en bodelingssag havde parterne havde afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der var indgået aftale om, at H kunne udtage en ejendom for 2.600.000 kr. Gladsaxe Skifteret fandt, at da ejendommen og den dertil hørende friværdi udgjorde fællesboets væsentligste aktiv, måtte der stilles strenge krav til beviset for, at en sådan aftale var indgået. Herefter, og idet der ikke i øvrigt forelå en af parterne underskreven aftale herom, fandtes en sådan aftale ikke endelig indgået, hvorfor H ikke havde retskrav på i forbindelse med bodelingen at udtage den faste ejendom for 2.600.000 kr. ØL stadfæstede.

F havde anmodet Frederikshavns Fogedret om bistand til gennemtvingelse af samvær. Der blev afholdt et fogedretsmøde, hvor dommeren efter en nærmere drøftelse af sagen henstillede "at samværet gennemføres efter de aftalte retningslinjer og at parterne i øvrigt gør, som der står i statsamtets afgørelse". Det fremgik af retsbogen, at "Det bekræftede parterne, at de ville gøre. Sagen afsluttet". VL fandt ikke, at den fremsendte udskrift af retsbogen indeholdt en afgørelse, der kunne kæres, jf. RPL § 584, stk. 1. At M muligvis havde haft en opfattelse af, at der under fogedretsmødet blev truffet en afgørelse, som hun kunne påkære, ændrede ikke ved, at fogedrettens henstilling ikke indeholdt en afgørelse, der kunne kæres, hvorfor kæremålet blev afvist.

4 års ægteskab. M var 45 år og jobsøgende, men påregnede en månedlig indtægt på 25.000 kr. H var 28 år og på kontanthjælp, og havde ikke haft indtægter, efter at parterne var flyttet til Danmark for to år siden. Parterne var blevet gift i Afrika, mens M havde arbejdet for Danida. Odense Byret fandt - uanset ægteskabets korte varighed - at den betydelige forskel i parternes erhvervs- og indtægtsmuligheder kunne begrunde, at M blev pålagt bidragspligt i 1 år. M fik tilkendt FM til parternes fællesbørnn på 4 og 2 år. ØL bemærkede, at H var udlænding, og hendes tilknytning til Danmark i det hele beroede på ægteskabet med M. Hun havde efter det oplyste ingen relevant uddannelse, og hendes situation på det danske arbejdsmarked var vanskeliggjort yderligere af, at hendes danskkundskaber var forholdsvis beskedne. Efter det oplyste om parternes økonomiske forhold i øvrigt tiltrådte ØL, uanset ægteskabets korte varighed, at M var pålagt bidragspligt i 1 år fra byrettens dom. ØL tiltrådte at det var bedst for børnene, at forældremyndigheden tillagdes M.

3 års ægteskab og 11 års forudgående samliv. M var 34 år og havde tjent 35-40.000 kr. om måneden, men havde for nyligt startet anden virksomhed med vinduespudsning. H var 31 år og havde tidligere været pædagogmedhjælper, selvstændig hjemmehjælpdsudbyder og haft rengøringsarbejde, men var nu ansat som pakkedame. H ville ved bodelingen få 775.000 kr. H fik i Frederiksunds Byret tilkendt FM over parternes 2 piger på hhv. 10 og 4 år. M blev pålagt bidragspligt i 2 år. ØL fandt - efter det oplyste om ægteskabets og det forudgående samlivs varighed, parternes alder, tilknytning til arbejdsmarkedet samt deres indtjenings- og formueforhold - ikke grundlag for at pålægge M at betale bidrag til H's underhold.

I forbindelse med M's udstationering i England i 3 år, anlagde F sag om overførsel af FM over deres 9-årige datter, D, og 7-årige søn, S, jf. FML § 12, stk. 2. F gjorde i forbindelse hermed gældende, at det ville være bedst for børnene, hvis de ikke under opvæksten ændrede opholdssted og miljø, hvorfor de ikke burde flytte med M til England. S havde p.g.a. sproglige og indlæringsmæssige svagheder behov for særlig undervisning. Roskilde Byret fandt ikke, at det ville være til særlig og afgørende ulempe for børnene, at de i en 3-årig periode skulle bo i England sammen med M. Ved bedømmelsen var det også taget i betragtning, at S' særlige behov for undervisning måtte antages også at kunne blive opfyldt i England. ØL tiltrådte, uanset at sønnens ophold i England efter det oplyste om hans sproglige og indlæringsmæssige svagheder muligt kunne indebære vanskeligheder for ham, af de af byretten anførte grunde, at det var bedst for S og D, at fmfortsat blev udøvet moderen, jf. lov om FML § 12, stk. 2.

15 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. Parterne havde fået barn i 1993 og 1995. M var selvstændig inden for et liberalt erhverv med et indkomstniveau på omkring 870.000 kr. plus aktieindkomster og pensionsordninger. H var 41 år og kontoruddannet, men var efter det første barns fødsels ophørt med lønarbejde. I 2002 pådrog H sig ved et uheld et piskesmæld og fik herved et erhvervsevnetab på 50%. H fik ifølge M udbetalt et acontobeløb og i 2006 et beløb på ca. 1,6 mio. kr. Henset til samlivets længde og til at H ikke siden det ældste barns fødsel havde været på arbejdsmarkedet, fastsatte Byretten M's bidragspligt til 5 år, jf. ÆL § 50. Byretten fandt endvidere, at begge forældre var egnede til alene at have forældremyndigheden over børnene. Børnene havde givet udtryk for, at de helst så, at der var fælles forældremyndighed, noget den ældste pige havde kendskab til fra en veninde. Da parterne havde fastholdt, at den fælles forældremyndighed ikke kunne opretholdes, skønnedes det bedst for børnene, at M tillagdes forældremyndigheden alene. Der var herved også lagt vægt på, at han skønnedes mest indstillet på at kunne få et udvidet samvær til at fungere, jf. i det hele forældremyndighedslovens § 9. VL stadfæstede.

Et dansk ægtepar, som var blevet gift i 1972, havde haft domicil i Frankrig siden 1994. De havde her indgået en række bodelingsoverenskomster og aftaler i 1998 i forbindelse med en dansk separationsbevilling. I 2005 anlagde M sag i Danmark med påstand om, at disse aftaler var ugyldige. H påstod sagen afvist. Københavns Byret fandt ikke, at parterne havde aftalt dansk værneting, ligesom det heller ikke fandtes godtgjort, at M på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i Frankrig, hvor begge parter havde bopæl. ØL udtalte, at de af M påberåbte dokumenter ikke indeholdt klare bestemmelser om, at eventuelle tvister skulle kunne behandles ved danske domstole. De kunne heller ikke fortolkes som indeholdende en sådan vedtagelse. ØL tiltrådte derfor, at der ikke var grundlag for at anse en værnetingsaftale for indgået. I det omfang, hvori den anlagte sag måtte kunne betegnes som en ægteskabssag i henhold til RPL § 448, nr. 6, var der ej heller ved parternes aftalekompleks godtgjort omstændigheder, hvorefter H ikke skulle være berettiget til at modsætte sig søgsmål her i landet, jf. § 448 c, stk. 1, nr. 4. Da betingelserne for sagsanlæg her i landet dermed ikke var opfyldt, blev sagen afvist.

I 2004 fik M ved dom tilkendt forældremyndigheden over en datteren D. D var nu 17 år og havde i en længere periode boet hos sin far med sin kæreste, som var far til det barn, hun ventede. F ønskede nu at få overført forældremyndigheden over D. Hillerød Byret fandt, at der var tale om væsentligt ændrede forhold i relationerne mellem M og D, idet der nu var et ikke uvæsentligt modsætningsforhold mellem dem, ikke mindst på grund af hendes valg af kæreste, og hendes graviditet, hvorimod D fandt støtte og forståelse for sine valg hos F, hvilket var afgørende i den foreliggende situation. Henset hertil fandt byretten, at det var bedst stemmende med D's tarv, at forældremyndigheden fremover blev tillagt F. ØL stadfæstede.

Der blev ved samlivsophævelse i 2001 aftalt fælles forældremyndighed over S født i 1995 og D født i 1997. Det blev i 2003 aftalt, at M alene skulle have forældremyndigheden, men at F skulle have samvær med børnene. I 2006 anlagde F sag om overførelse af forældremyndigheden, idet han bl.a. henviste til, at M efter F's opfattelse var flyttet med børnene p.g.a. forskellige kærester for ofte, hvilket havde gjort børnene utrygge. M var uenig i dette synspunkt. VL fandt, i modsætning til Sønderborg Byret, at der var påkrævet, at der, inden der blev truffet afgørelse i sagen, blev foretaget en børnesagkyndig undersøgelse, hvorfor sagen blev udsat med henblik herpå.

23 års forudgående ægteskab, 2 års nyt ægteskab efter 4 års skilsmisse. M var 53 år og havde et firma i selskabsform med en omsætning på 15-17 mio. kr. Indtægten kunne være noget over 500.000 kr. H var 52 år og drev zoneterapivirksomhed og var desuden rengøringsvikar. H havde siden den første skilsmisse i 2000 uddannet sig som social- og sundhedsassistent og havde bl.a. taget arbejde som sådan. Ved den første skilsmisse blev M pålagt at betale 2.500 kr. i månedlig bidrag. Ved den første bodeling udtog H ca. 1 mio. kr., ved den anden udtog hun ca. 1,5 mio. kr. Sorø Byret pålagde ikke M bidragspligt. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om parternes forhold, herunder H's økonomiske og personlige forhold og erhvervsmæssige situation, sammenholdt med ægteskabets korte varighed, tiltrådte ØL, at der ikke var grundlag for at pålægge M pligt til at betale bidrag til H's underhold.

I en forældremyndighedssag med to retsmøder og en børnesagkyndig undersøgelse, forhøjede byretten det takstmæssige salær til 10.000 kr. ØL udtalte, at der, som det fremgår af de vejledende takster, jf. RPL § 336 c, stk. 1, tilkommer den beskikkede advokat et passende salær for den tid, som advokaten har anvendt til domsforhandlingen og forberedelsen heraf. ØL fandt - efter det oplyste om sagsforberedelsen, domsforhandlingens varighed samt sagens karakter og omfang - ikke, at der var grundlag for yderligere forhøjelse af det tilkendte salær.

1½ års samliv før ægteskabet og 12 års ægteskab. M var 35 år og havde under ægteskabet været i næsten uafbrudt beskæftigelse, og han var nu fast ansat som sælger af landbrugsmaskiner med en månedsløn på 25.000 kr. brutto. H var 34 år og var uddannet til social- og sundhedshjælper. H kom i 1994 ud for et færdselsuheld og en arbejdsulykke, og hun var som følge heraf tilkendt mellemste førtidspension siden 2002. Parterne havde tre fællesbørn født i hhv. 1995, 1997 og 1998. Varde Byret fandt, efter en samlet vurdering af parternes muligheder og samlivet/ægteskabets varighed, at M burde pålægges bidragspligt i en periode, der passende kunne fastsættes til 2 år. Da M efter rettens vurdering kunne tilbyde børnene de mest betryggende forhold, ville det være bedst for disse, at forældremyndigheden blev tillagt M. VL tilkendte, under henvisning til hvad der ville være bedst for børnene, M forældremyndigheden. VL fandt endvidere - efter det oplyste om H's økonomiske forhold - ikke, at der var grundlag for at pålægge M bidragspligt.

I 1997 kom H til Danmark efter at have lært M at kende gennem en kontaktannonce. Parterne indgik i 1998 ægteskab efter at have oprettet en ægtepagt, hvorefter alt, hvad de hver især ejede og senere erhvervede, skulle være vedkommendes særeje. H anlagde i begyndelsen af 2006 separationssag. Hun opåstod under særskilt sag, at M skulle anerkende, at kun det som parterne hver især ejede ved indgåelsen af ægteskabet skulle være særeje. Det lagdes til grund, at M inden ægteskabets indgåelse fik udfærdiget en ægtepagt på dansk, og at parterne underskrev ægtepagten på kommunekontoret under overværelse af A og B, der havde underskrevet ægtepagten som vitterlighedsvidner. H modtog ikke inden underskriften en ægtepagt, der var oversat til et sprog, hun forstod. Ægtepagten var dog mundtligt blevet oversat til engelsk, som hun forstod. Retten i Struer gav H medhold under henvisning til DL 5-1-7. VL udtalte, at uanset om DL 5-1-7 måtte være en del af gældende ret - fandt denne bestemmelse eller dens analogi ikke anvendelse i den foreliggende sag, hvor H både kunne læse og skrive, men blot ikke forstod dansk. VL fandt ikke, at der var grundlag for at kende den nævnte del af ægtepagten ugyldig på grund af svig eller tilsidesætte den som følge af bristende forudsætninger, ligesom der ikke var grundlag for at fastslå, at ægtepagten på tidspunktet for dens indgåelse var urimelig over for H. Der var derfor heller ikke grundlag for at ændre eller erklære den nævnte del af ægtepagten for uforbindende i medfør af ÆL § 58.

I en samværssag traf Vestsjællands Statsamt afgørelse om, at der ikke på nuværende tidspunkt var grundlag for at revurdere en tidligere afgørelse om samvær mellem F og hans datter. Denne afgørelse blev af M indbragt for Familiestyrelsen, og Skjern Fogedret udsatte en sag om gennemtvingelse af styrelsens afgørelse. VL fandt, at da der ikke var anført nye oplysninger i klagen til Familiestyrelsen over statsamtets afgørelse, gav den omstændighed, at M havde klaget til Familiestyrelsen over afgørelsen, ikke noget grundlag for at udsætte sagen i medfør af RPL § 502, stk. 1, nr. 2. VL ophævede derfor fogedrettens afgørelse og hjemviste sagen til fogedretten til tvangsfuldbyrdelse af samværet mellem F og hans datter.

Moderen, M, til et barn født i 2001 begærede i 2006 om genoptagelse af faderskabssag efter den dagældende RPL § 456 r. M oplyste, at hun i 1999 var kommet til Danmark, at hendes ægtefælle var kommet til landet i 2001 men kort efter forsvandt, hvorefter de i 2004 blev skilt, samt at faderen var til barnet var den mand, som hun havde tre andre børn med. VL anså betingelserne for genoptagelse af faderskabssagen for opfyldt.

I 1992 indledte M og K et samliv og købte i 1996 en fællesbolig med K som eneadkomsthaver ifølge skødet. Købesummen udgjorde 500.000 kr., hvoraf de 200.000 kr. blev erlagt af M, mens restbeløbet blev finansieret ved et kreditforeningslån med K som debitor. Hver af parterne betalte halvdelen af udgifterne ejendommens drift. K anvendte 190.000 - 200.000 kr. på forbedringer. I marts 2006 flyttede K og begærede M udsat, idet hun henviste til, at hun var ejer af ejendommen. VL fandt, at da M havde betalt 200.000 kr. kontant ved købet af ejendommen ud af en købesum på 500.000 kr., havde K ikke ført det fornødne sikre bevis for sit besiddelseskrav, jf. RPL § 596, stk. 1, jf. § 528 og § 597, stk. 1, hvorfor begæringen blev nægtet fremme.

Den 43-årige H arbejdede som selvstændig terapeut og havde i 2005 et nettoresultat på 115.000 kr. M, som ligeså var 43 år, var fritstillet som produktionschef, hvor han havde haft en månedlig bruttoindtægt på 42.000 kr. Hørsholm Byret pålagde M 3 års bidragspligt, bl.a. med henvisning til forskellen i parternes økonomiske og erhvervsmæssige forhold, den måde parterne havde tilrettelagt deres forhold under ægteskabet på, samt henset til, at der burde gives H mulighed for at videreuddanne sig til underviser, alternativt til anden erhvervsuddannelse og nyt job. VL stadfæstede afgørelsen, idet den henviste til ægteskabets varighed, parternes forhold herunder deres økonomiske og erhvervsmæssige forhold.

I 1996 flyttede den 16-årige M og den 20-årige F sammen. Parterne fik i hhv. august 1998 og oktober 2000 to piger. I februar 2003 blev samlivet endeligt ophævet. Døtrene blev boende hos M, som var uuddannet og uden arbejde, men havde samvær med F, som i 2003 afsluttede sin uddannelse som cand. mag. F fik ikke straks arbejde og blev senere sygemeldt med rygproblemer. I oktober 2005 anmodede M p.g.a. alkoholproblemer og psykiske vanskeligheder F om at hente børnene. F, som havde giftet sig og ventede barn med sin ægtefælle, anlagde herefter sag om forældremyndighed. Børnene blev herunder boende hos F, skiftede skole osv. Børnene havde ifølge en sagkyndig erklæring givet udtryk for, at de ville bo hos M, som de savnede meget. Aalborg Byret tillagde M forældremyndigheden. F havde for VL oplyst, at han var blevet rygopereret og at han snart forventede at blive aktivt arbejdssøgende. M havde for VL oplyst, at hun siden hun var 16 havde lidt af depressioner, at hun var under behandling, og at hun fortsat tog antabus. VL lagde til grund, at børnene fortsat var i god trivsel. VL fandt efter en konkret vurdering, at F må anses for at være den af forældrene, der bedst kunne sikre trygge og stabile opvækstvilkår. Det ville herefter - uanset pigernes ønske om at bo hos M - være bedst for dem, at forældremyndigheden blev tillagt F.

Fogedretten i Roskilde havde udsat sag om udlevering af barn til samvær med faderen. på statsamtets behandling af anmodning om genoptagelse. I fremsendelsesbrevet til landsretten fandt fogedretten det overvejende betænkeligt at fremme sagen på nuværende tidspunkt. ØL fandt det uklart, hvorvidt udsættelse var sket efter RPL § 502, stk. 1, nr. 2 eller om sagen var nægtet fremme i medfør af RPL § 536, stk. 1, 3. pkt. ØL hjemviste derfor sagen til fortsat behandling ved fogedretten.

M og H var blevet separeret i april 2004. Retten i Gladsaxe fandt, at det ikke var godtgjort, at boet var delt. ØL fandt, at ægtefæller endeligt havde delt fællesboet, og nægtede at fremme M's anmodning om offentligt skifte. ØL henvistes til den faktuelle deling af pensioner, kassekredit, bil, campingvogn og løsøre, sammenholdt med indholdet af et skøde om ejerlejligheden med overskriften »endeligt skøde (bodeling)« og et notat fra Nordea med »bemærkninger til bevilling«, hvoraf bl.a. fremgik, at H skulle overtage lejligheden for restgælden.

M og H, der indgik ægteskab d. 25.08.2001, oprettede forinden ægtepagt om kombinationssæreje om alt, bortset fra erhvervelser i fællesskab. I 2002 købte H for særejemidler en nyopført ejendom, og der blev i den forbindelse udført ekstraarbejder (hårde hvidevarer og askeparketgulv), som blev betalt af M med 77.557,73 kr. Parterne blev separeret d. 16.10.2003 og skilt d. 02.11.2004. Umiddelbart forud for skilsmissen fremsatte M bl.a. krav om refusion af det betalte beløb. VL fandt det ikke bevist, at ekstraarbejderne var bestilt af M, eller at M havde lovet H at betale udgifterne. Ingen del af beløbet kunne anses som bidrag omfattet af RVL § 2, og beløbet kunne heller ikke anses som en gave. Da H ved M's betaling havde opnået indfrielse af en gæld, der vedrørte hendes særeje, skulle H refundere M det beløb, han havde betalt.

Under et langvarigt fællesboskifte havde M ikke indbetalt retsafgift i anledning af stævning vedrørende en ejendom til 8,8 mio. kr., og han udeblev fra en domsforhandling, efter at skifteretten havde afvist at udsætte den. Skifteretten i Nykøbing F. afviste sagen og bestemte under henvisning til sagsgenstandens størrelse på 5,6 mio. kr., at M skulle betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til statskassen, idet H havde fri proces. ØL stadfæstede.

M og H havde ophævet samlivet i august 2006. H anmodede om bosondring. Skifteretten i København lagde efter M's forklaring til grund, at han kort efter samlivsophævelsen havde overført 800.000 kr. til sin mor i Kina, og at det ikke skete til indfrielse af allerede stiftet gæld. Der var sket eller var fare for en væsentlig formindskelse af den del af fællesboet, M rådede over. Betingelserne for bosondring efter RVL § 38, nr. 1, fandtes opfyldt. ØL stadfæstede.

35 års ægteskab. M var 55-årig seniorsergent med en bruttoløn på 290.000 kr. H var 58-årig førtidspensionist. Københavns Byret frifandt M for bidragspligt. Under hensyn til ægteskabets varighed, parternes erhvervsmæssige forhold under ægteskabet, H's helbredsmæssige forhold samt M's erhvervsevne fandt ØL, at der burde pålægges M bidragspligt over for H uden tidsbegrænsning.

14½ års ægteskab. M var 66 år og havde en særformue på 12,9 mio. kr. H var 46 år og havde arbejdet som bogholder og regnskabschef i M's virksomhed. H havde en kapitalpension på knapt 700.000 kr. og en bil til 120.000 kr. Retten i Roskilde tilkendte H bidrag i 4 år og en § 56-godtgørelse på 1 mio. kr. ØL stadfæstede.

3 års ægteskab og 22 års forudgående samliv. M var 44-årig pædagog med en indtægt på ca. 26.000 kr. pr. måned. H var 48 år og havde været førtidspensionist i de sidste 21 år. Københavns Byret tilkendte H bidrag i 10 år. ØL stadfæstede.

Københavns Byret tilkendte forældremyndighed til 4-årig søn til H. Retten lagde til grund, at begge parter økonomisk havde mulighed for at overtage en andelslejlighed, som tilhørte dem i ligge sameje, og at begge parter havde behov for boligen. Uanset M's mangeårige tilknytning til ejendomskomplekset fik H tilkendt lejligheden, idet hun fik tillagt forældremyndigheden over drengen, og for at han kunne forblive i vante omgivelser. ØL stadfæstede.

Fogedretten i Nyborg havde ved kendelse af 05.07.2006 pålagt moder en tvangsbøde på 2.000 kr. Faderen forklarede, at moderen ikke var hjemme, da han kom til hendes bopæl d. 21.07.2006 kl. 08.00 for at få samvær med sønnen, medens moderen forklarede, at hun var hjemme. Fogedretten fandt ikke, at moderens forklaring kunne lægges til grund, og henviste til, at faderen havde dokumenteret, at han havde lejet sommerhus i nærheden med henblik på sommerferiesamvær. Tvangsbøden på 2.000 kr. var derfor forfalden. ØL henviste til, at moderen tidligere var pålagt tvangsbøder, og stadfæstede.

34 års ægteskab. M og H stod begge på lejekontrakten, De var begge arbejdsløse og fik dagpenge. H gik til lægekontrol i nærheden af boligen 3-4 gange månedlig på grund af sukkersyge og forhøjet kolesteroltal. Parterne havde boet i lejligheden i 15 år, og det kunne ifølge byretten i København derfor ikke tillægges væsentlig vægt, hvem der havde skaffet den. Det forelå ikke oplyst, hvem der bedst kunne skaffe sig en anden lejlighed. Navnlig under hensyn til H's sygdom og behovet for at kunne fortsætte hos samme læge, fik H tillagt lejligheden. ØL tiltrådte, at det efter parternes økonomiske og helbredsmæssige forhold fandtes rimeligst, at lejligheden tildeltes H.

Under en sag om forældremyndighed protesterede faderen mod fremlæggelse af en række bilag. Retten i Faaborg tillod fremlæggelse af erklæringer fra skole m.v. ØL tillod tillige moderen at fremlægge journalnotater, som var udarbejdet af en kommunalt ansat socialrådgiver, som var tilknyttet moderen, og som indeholdt beskrivelse af et møde i statsamtet med samværsdrøftelser og af et hjemmebesøg hos moderen.

M og H havde været gift i 9 år og havde boet i Tunesien. H rejste d. 04.05.2006 hjem til Danmark med de to børn og anlagde separationssag d. 05.05.2006. Retten i Odense antog, at hun d. 04.05.2006 kom til Danmark med børnene i den bestemte hensigt at forblive boende her. Hendes bosættelse havde en sådan karakter, at bopælskravet efter RPL § 448 c, stk. 1, nr. 2, var opfyldt. ØL tiltrådte, at sagen kunne anlægges i Danmark.

FM til 10-årig datter og 8-årig søn ikke overført til moderen, uanset at faderen var idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for forsøg på brandstiftelse og forsikringsbedrageri. 1 år af straffen var betinget.

Nyheder i Familieret 2007

Tidsskrift for Familie- og Arveret 2007

Synopsis

Synopsis