Nyheder i Familieret 2011-2014
Tidsskrift for Familie- og Arveret 2011-2014
TFA 2014.222/2 ØLK: Overbehæftet ejendom skulle sælges.
Skifteretten i Hillerød bestemte under et ægtefælleskifte, at en ejendom i Hillerød,
som tilhørte M og H i lige sameje, skulle overgives i kommission til en ejendomsmægler
med henblik på salg i fri handel, subsidiært overgives til bobehandler med henblik
på salg ved offentlig auktion, jf.
ÆSKL § 25. M ønskede at udtage ejendommen til vurderingsprisen på 2.600.000
kr., men han kunne ikke få tilladelse fra Lægernes Pensionsbank til at overtage
gælden alene. ØL fandt, at bestemmelsen i
ÆSKL § 25 efter dens ordlyd og forarbejder må fortolkes således, at den
også omfatter den situation, hvor et aktiv er mindre værd end den gæld, der er knyttet
til aktivet, og hvor en af ægtefællerne ønsker at udtage aktivet, men ikke har mulighed
herfor. I den situation må aktivet, hvis det ikke lykkes at sælge det i fri handel,
afhændes på auktion. ØL stadfæstede, således at det blev overladt til bobehandleren
at lade ejendommen sælge i fri handel ved en ejendomsmægler eller om nødvendigt
at lade ejendommen sælge på tvangsauktion, jf.
RPL § 538 b, stk. 1.
TFA 2013.117 ØLK (FM
2013.80 ØLK): Hustru frataget rådighed over ejendom.
Fællesbo taget under offentligt skifte d. 25.02.2010. Der havde derefter været afholdt
4 møder i Skifteretten i Holbæk, hvor salget af boets faste ejendom blev drøftet.
Ved 2 af møderne aftalte parterne at indgå formidlingsaftale med en mægler, men
begge gange underskrev H ikke aftalen efterfølgende. Skifterettens medhjælper havde
under sagen kontaktet samtlige af de ejendomsmæglere, som H havde foreslået. Skifteretten
lagde vægt på, at H nu heller ikke kunne acceptere nogen af de tidligere aftalte
ejendomsmæglere, men i stedet foreslog 3 andre og lagde vægt på sagens tidsmæssige
udstrækning. Skifteretten fandt, at der var særlig grund til at befrygte, at salget
af ejendommen fortsat ikke ville blive iværksat, såfremt H havde rådighed over ejendommen,
med tab for boet til følge, særligt henset til husprisernes fortsatte fald, hvorfor
betingelserne for rådighedsfratagelse var opfyldt, jf.
SKL § 66. Skifteretten afsagde derefter kendelse om, at H blev frataget
rådigheden over ejendommen. ØL stadfæstede.
TFA 2012.327 VLD: Forhåndsaftale om kompensation anset for gyldig.
M og H blev gift d. 16.06.2007 efter godt 2 års forudgående samliv. De oprettede
samtidigt ægtepagt om rent kombinationssæreje, hvor det i § 4 var anført, at H ved
fraflytning mellem 2 og 3 år efter vielsen skulle have 500.000 kr. M ejede et aps,
der drev en campingplads. H var førtidspensionist på 46 år uden formue. H fik ikke
løn for sit arbejde på campingpladsen. Samlivet blev ophævet i april 2010. Retten
i Århus dømte H til at tilbagebetale et lån på 250.000 kr. Retten fandt, at ægtepagtens
§ 4 var ugyldig og frifandt M for H's modkrav på 500.000 kr. Retten i Holstebro
tilkendte H en godtgørelse efter ÆL § 56 på 600.000 kr. og bestemte, at M kunne
modregne sit krav på 250.000 kr. VL fandt, at ægtepagtens § 4 i væsentlig grad havde
til formål at fastsætte størrelsen af H's krav på betaling for det arbejde, som
hun siden februar 2007 havde udført og fortsat skulle udføre for M's selskab. Efter
det anførte var der ikke grundlag for at anse bestemmelsen i § 4 for at være i strid
med præceptive lovregler om ægtefællers formueordning og dermed ugyldig. H havde
herefter krav på betaling af 500.000 kr., som hun alene havde gjort gældende til
kompensation. Der var ikke grundlag for at tilkende H et beløb efter ÆL § 56.
TFA 2012.292/2 ØLD: M pålagt bidragspligt i 10 år efter 20 års ægteskab.
20 års ægteskab og 4 års forudgående samliv. M var 52-årig akademiingeniør og havde
en årsindtægt på ca. 800.000 kr. H var 49-årig førtidspensionist med en årsindkomst
på 350.000 kr. Parret havde 3 børn, hvoraf de to yngste, tvillinger på 17 år, boede
hos H. Fællesboet var på ca. 2 mio. kr. Retten i Hillerød tilkendte H tidsubegrænset
ægtefællebidrag. ØL ændrede dette til bidragspligt i 10 år.
TFA 2012.39 VLD: H tilkendt et misbrugskrav på 66.207 kr.
M og H blev separeret i marts 2006. I de sidste 6 måneder før skæringsdagen hævede
M så store midler på sin konto, at han herved reelt formindskede H's boslod fra
134.459 kr. til 68.252 kr. Efter parternes indtægts- og formueforhold på det pågældende
tidspunkt måtte M's hævninger anses for usædvanlige, og da han hverken kunne dokumentere
eller sandsynliggøre, hvad pengene var anvendt til, fandt Skifteretten i Kolding,
at der var tale om et vederlagsfremkaldende misbrug, jf.
RVL § 23, stk. 1. M skulle derfor betale H 66.207 kr. i vederlagskrav. VL
stadfæstede.
TFA 2012.30/2 VLD: M pålagt bidragspligt i 5 år efter 22 års
ægteskab.
19 års ægteskab og 3 års forudgående ægteskab. M var 48-årig chefkonsulent med en
årsindtægt på ca. 1,3 mio kr. H var 43-årig markedsøkonom, som siden 1996 havde
været hjemmearbejdende og passet deres 4 børn. Han havde haft en indtægt på ca.
200.000 kr som oversætter, men hun var ophørt hermed. Hun var nu påbegyndt en uddannelse
som meritlærer. Retten i Randers pålagde M bidragspligt i 5 år. VL stadfæstede.
TFA 2011.480 ØLD: K frifundet for kompensationskrav på 1 mio. kr.
M og K levede sammen fra 1990-2006 i et hus, som K havde købt i 1990. K's formue
var i 1990 på ca. 1.053.000 kr. M påstod sig tilkendt 1 mio. kr. i kompensationskrav.
M's bruttoindtægt i perioden var ca. 3 gange så stor som K's. M havde i det væsentlige
afholdt terminsudgifterne (ca. 1.560.000 kr.) og forbrugsudgifterne (ca. 760.000
kr.) vedrørende huset. Han havde endvidere betalt mellem ca. 49.000 og ca. 97.000
kr. til istandsættelse af ejendommen. K havde betalt en væsentlig del af parternes
fællesudgifter, herunder husholdningsudgifter. M havde i 2006 en formue på ca. 590.000
kr. og K en formue på ca. 3.411.000 kr. Lyngby Ret tilkendte M et kompensationsbeløb
på 200.000 kr. ØL fandt ikke grundlag for at tilkende et kompensationskrav. Det
forhold, at K's formue var øget under samlivet som følge af en væsentligt større
friværdi i den faste ejendom, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat.
Det bemærkedes i den forbindelse, at værdistigningen i betydelig grad måtte antages
at skyldes udviklingen i ejendomspriserne.
TFA 2011,459 ØLD: 2 års hustrubidrag efter 6 års ægteskab og
3 års forudgående samliv.
6 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var datalog med en månedlig indtægt
på 65.000 kr. H var 56-år og tidligere prokurist i bank. H blev afskediget på grund
af brystkræft og læste nu antropologi på KU. Frederiksberg Ret tilkendte H bidrag
i 2 år. ØL stadfæstede.
TFA 2011.456/2 VLK: Bodeling afvist fra skifteretten, da begge
bodele var negative.
Skifteretten i Randers stadfæstede medhjælpers udkast til boopgørelse, hvorefter
begge parter bodele var negative. VL tiltrådte, at begge parters bodele var negative,
og afviste derfor sagen fra skifteretten. Sagens hjemvistes med henblik på fastsættelse
af sagsomkostninger.
TFA 2011.373 VLD: 3 års hustrubidrag efter 17 års ægteskab.
17 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var afdelingsleder på en døgninstitution
med en årsindtægt på 5-600.000 kr. H var 39 år og havde haft ufaglært arbejde som
syerske, salgsassistent og kontorassistent på deltid. Parterne har under ægteskabet
indrettet sig således, at H har taget sig af de 3 børn og hjemmet. Dette havde betydet,
at hun har haft en væsentligt løsere tilknytning til arbejdsmarkedet end M.. Hun
var nu på dagpenge, men havde planer om at uddanne sig til sygeplejerske. Retten
i Esbjerg tilkendte H bidrag i 5 år. VL fandt ikke grundlag for at udstrække bidragsperioden
til mere end 3 år.
TFA 2011.340 ØLK: Sag om fællesskabskompensation afvist fra
byretten.
M og H blev separeret i marts 2007 efter 9 års ægteskab og 5 års forudgående samliv.
H påstod M dømt til at betale en fællesskabskompensation på 120.000 kr., jf.
RVL § 16 d. M påstod sagen afvist. Københavns Byret fandt, at forudsætningen
for, at de almindelige domstole er kompetente er, at parterne er enige om, at de
udelukkende ønsker spørgsmålet om kompensationens størrelse afgjort. Der henvistes
også til
§ 16 f, hvorefter
der er mulighed for at træffe bestemmelse af afdragsvis betaling af kompensationsbeløbet.
Denne afgørelse forudsætter en gennemgang af hele fællesboet. På denne baggrund
og under hensyn til, at det under nærværende sag var anført, at fællesboet var negativt,
og en vurdering heraf ville kræve fastsættelse af størrelsen af de enkelte bodele
samt afgørelse af hvilken del af pensionen, der indgår i fællesboet, fandt retten,
at spørgsmålet ikke særskilt kunne indbringes for de almindelige domstole. Der blev
ved afgørelsen videre lagt vægt på, at H ikke havde søgt at indbringe spørgsmålet
for skifteretten. ØL fandt, at der hverken efter forarbejderne eller på anden vis
var tilstrækkeligt grundlag for at fravige bestemmelsens klare ordlyd, hvorefter
kompetencen til at behandle de i sagen omhandlede krav var henlagt til skifteretten.
ØL stadfæstede derfor byrettens dom.
TFA 2011.329 VLK: M kunne ikke få H udsat af ejendom under skiftet.
M og H blev separeret i december 2009, og fællesboet blev taget under offentlig
skiftebehandling. M begærede H udsat af sin ejendom, da han fremover enten selv
ville bo på ejendommen eller sælge den. H protesterede, da hun ønskede at udtage
ejendommen efter FSKL § 70 a, stk. 2, da hun mente at have et vederlagskrav mod
M, og da der ikke var enighed om ejendommens værdi. Fogedretten i Hjørring tog M's
begæring til følge. VL ændrede afgørelsen, da det ikke kunne udelukkes, at H, når
de nævnte forhold var afklaret, ville kunne udtage ejendommen i kraft af reglerne
om krydsende udtagelsesret. Udsættelsesforretningen blev derfor nægtet fremme.
TFA 2011.326 ØLD: Intet hustrubidrag efter 23 års ægteskab.
23 års ægteskab og 5 års forudgående samliv. M var 41 år og ansat i bank og havde
en månedlig bruttoindtægt på ca. 40.000 kr. H var 40 år og bankuddannet og havde
indtil 1994 haft fuldtidsarbejde og indtil 2004 deltidsarbejde. H var nu uden arbejde.
H fik ved bodelingen 800.000 kr samt en bil af mærket Suzuki. Retten i Helsingør
tilkendte H bidrag i 5 år. ØL lagde til grund, at der ikke forelå oplysninger, hvorefter
H ikke skulle kunne få fast beskæftigelse. ØL fandt ikke grundlag for at pålægge
M bidragspligt.
TFA 2011.281 VLD: 3 års hustrubidrag efter 17 års ægteskab.
17 års ægteskab og 2½ års forudgående samliv. M var 40-årig klejnsmed med en årsindtægt
på ca. 324.000 kr. H var 55-årig førtidspensionist med en årsindtægt på 240.000
kr. H havde indtil 2007 arbejdet som elarbejder på en fabrik. Efter samlivet og
ægteskabets samlede varighed, parternes alder, forskellen i deres fremtidige indkomst
og tilknytning til arbejdsmarkedet blev M pålagde Retten i Esbjerg M bidragspligt
over for H i 3 år. VL stadfæstede.
TFA 2011.248 VLD: Intet hustrubidrag efter 18 års samliv. H
tilkendt 200.000 kr i § 56-godtgørelse.
8 års ægteskab og 10 års forudgående samliv. M drev selvstændig virksomhed med en
personlig indkomst på på ca 171.000 kr. i gennemsnit for de sidste 3 år. Han havde
et særeje på ca. 5 mio. kr. H var ernæringsassistent med en årsindkomst på ca. 195.000
kr. Der var 4 fællesbørn og de 3 boede hos H. Retten i Kolding fandt ikke grundlag
for at pålægge bidragspligt. M pålagt at betale godtgørelse efter
ÆL § 56 på 200.000 kr. VL stadfæstede.
TFA 2011.230 VLD: H tilkendt bidrag i 3 år efter 25 års ægteskab.
25 års ægteskab. M var 58 år og drev varemæglervirksomhed fra hjemmet og havde en
årsindkomst på 250.000- 300.000 kr. H var 51-år og havde været hjemmearbejdende
og passet telefonen i M's virksomhed. H havde et arvet særeje mindst 22 mio. kr.
M's bodel bl. a. af udlejningsejendomme for 11-12 mio kr. Begge havde helbredsproblemer.
Retten i Kolding tilkendte H bidrag i 5 år. Under hensyn til H's mulighed for på
sigt at skaffe sig et afkast af sin formue nedsatte VL bidragsperioden til 3 år.
TFA 2011.94 ØLD: H tilkendt bidrag i 8 år efter 16 års ægteskab
og 6 års forudgående samliv.
16 års ægteskab og 6 års forudgående samliv. M var 43-årig ingeniør med månedlig
indtægt på 46.000 kr. H var 40 år og uden uddannelse. Hun havde arbejdet som pædagogmedhjælper
og dagplejemor. Hun blev i 1997 invalid efter en færdselsulykke og fik nu højeste
førtidspension. Hun havde siden da taget sig af husholdningen og parrets 3 børn,
der nu var 17, 19 og 21 år. Retten i Holbæk tilkendte H bidrag i 8 år. ØL stadfæstede.
TFA 2011.22 ØLD: M tilkendt 600.000 kr i kompensationskrav.
M og K havde levet sammen fra 2001-2006. De boede først i K's andelsbolig og fra
2003 i et hus, som blev købt i K's navn for 3.250.000 kr. M var i 1999 gået konkurs
med et firma. K betalte 513.000 kr af udbetalingen, og M betalte 100.000 kr. og
påtog sig selvskyldnerkaution for kreditforeningslånet. Parterne satte huset i stand,
hvilket medførte en værdiforøgelse på 600.000 kr ifølge syn og skøn. K solgte i
2007 huset for 6.900.000 kr. K havde under sagen refunderet M de udlagte 100.000
kr. til udbetalingen og udlæg til materialeindkøb på 151.815 kr. Retten i Roskilde
fandt ikke grundlag for at fastslå, at der var etableret et sameje om ejendommen.
Retten tilkendt M et kompensationsbeløb på 600.000 kr. ØL stadfæstede.
TFA 2011.21 VLK: Gaveægtepagt med skatteforbehold kunne lyses.
M havde ved gaveægtepagt overdraget sin virksomhed til H betinget af, at virksomhedsoverdragelsen
var i overensstemmelse med skattemyndighedernes krav, jf. KSL § 26 a om succession
mellem ægtefæller. Var denne betingelse ikke opfyldt ved overdragelsen pr. 01.01.2010,
skulle overdragelsen betragtes som ikke foretaget, med den virkning, at M som hidtil
videreførte virksomhedsskatteordningen. Tinglysningsretten afviste lysning. VL fandt,
at betingelsen ikke var af en sådan ubestemt karakter, at den var til hinder for
tinglysning.
Advokat Jørgen U. Grønborg