TFA 2009 - Familieret

M og H indledte samliv i november 2006 og indgik ægteskab i december 2006. De oprettede særejeægtepagt i juli 2007. Samlivet blev ophævet i september 2007. H rejste krav om godtgørelse efter ÆL § 56 og begærede M's landbrugsejendomme vurderet. Retten i Kolding henviste til, at samlivet og ægteskabet havde været kortvarigt, og til oplysningerne om parternes økonomi, og fandt, at vurderingen ville være overflødig bevisførelse, jf. RPL § 341.

7 års ægteskab og 12 års forudgående samliv. M var 47-årig tømrer med dårligt helbred og en indtægt på 36.000 kr om måneden. H var 42-årig rengøringsassistent, som nu var på kontanthjælp. Københavns Byret tilkendte H bidrag i 3 år. ØL fandt ikke, at M skulle pålægges bidragspligt, og lagde navnlig vægt på, at H under samlivet havde haft fuldtidsbeskæftigelse og i de senere år deltidsbeskæftigelse, og at hun i sommeren 2009 fratrådte sin ansættelse, uden at det kunne lægges til grund, at dette skyldtes forholdene under ægteskabet.

M og H, som havde rent fuldstændigt særeje, blev skilt efter 12 års ægteskab. H havde under ægteskabet betalt i alt 182.427 kr. til reparations- og vedligeholdelsesarbejder og afdrag på realkreditlån vedrørende M's ejendom, hvor parret boede. Parrets økonomi havde været tilrettelagt sådan, at M havde betalt de faste udgifter til sin ejendom, mens H i det væsentlige havde betalt parrets daglige forbrug. Retten på Bornholm tilkendte H et vederlagskrav i medfør af en analogi af RVL § 23, stk. 3, på 182.427 kr. Parterne var enige om, at RVL § 23, stk. 3 skulle finde analog anvendelse. ØL fastsatte vederlagskravet skønsmæssigt til 125.000 kr., idet der tillige måtte tages hensyn til de forpligtelser, som påhviler ægtefæller i kraft af den gensidige forsørgelsespligt efter RVL § 2. (H's krav er et almindeligt formueretligt refusionskrav, jf. RVL § 29, og kan ikke støttes på RVL § 23, stk. 3 analogt.)

4 års ægteskab og 2 års forudgående samliv. M var 57 år og tjente ca. 30.000 kr. netto om måneden. H var 56 år og var på dagpenge. Retten i Hjørring tilkende H bidrag i 2 år. VL fandt, at ægteskabets varighed ikke talte for, at M blev pålagt at betale bidrag til H. M's arbejdsmæssige og økonomiske forhold var bedre end H's, men denne forskel kunne ikke i sig selv begrunde, at M blev pålagt bidragspligt. Det måtte antages, at H selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold. Der var efter en samlet vurdering af kriterierne i ÆL § 50, stk. 2, ikke grundlag for at pålægge M at betale bidrag til H.

M og K havde levet sammen på K's ejendom fra 2001 til 2006. M havde i 2004 skrevet under som meddebitor på lån i DAI på 300.000 kr. Efter samlivsophævelsen påstod K, at M fortsat skulle betale 50% af ydelserne på dette lån. Retten i Glostrup gav K medhold for 50% af det påstående beløb, idet kun 50% af lånet var kommet M til gode. ØL lagde til grund, at M ikke havde opnået en del af låneprovenuet, der oversteg hans udlæg til arbejder på K's ejendom. Herefter og efter det oplyste om baggrunden for, at M blev meddebitor, måtte det anses for en kendt forudsætning for K for M's medhæftelse i forhold til hende, at samlivet bestod, og risikoen for, at forudsætningen brast, kunne ikke pålægges M. M blev derfor frifundet. (2-1)

6 års ægteskab. M var 64-årig landmand med et særeje på 3,1 mio. kr. H var 67 år og havde et særeje på 300.000 kr og modtog boslod på godt 620.000 kr. H havde i perioder været på dagpenge, haft diverse kortvarige ansættelser og havde i et vist omfang hjulpet til i landbruget. Retten i Roskilde tilkendte H en § 56-godtgørelse på 100.000 kr. ØL lagde til grund, at M under ægteskabet havde været i stand til at forøge sit særeje. ØL fandt det imidlertid ikke godtgjort, at særejet væsentligt oversteg den af ham opgjorte værdi, eller at H i væsentlig grad havde bidraget til forøgelsen af særejet, og fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for en godtgørelse efter ÆL § 56.

M og H blev separeret i marts 2001. M havde haft to udlejningsejendomme, som blev beskattet efter virksomhedsskatteordningen. Ejendommene blev solgt i 1999. Pr. 31.12.2000 havde M i sit skatteregnskab en konto for opsparet overskud på 433.158 kr., som blev beskattet i 2001. H fik i Retten i Hillerød medhold i, at det opsparede overskud på 433.158 kr. skulle indgå som et aktiv i bodelingen. ØL fandt, at der alene var tale om et aktiv i skattemæssig henseende, og at H ikke havde godtgjort, at der forelå et faktisk overskud fra driften og/eller salget af ejendommene, som ikke var indgået i parternes privatøkonomi på skæringsdatoen.

Skifteretten i Odense opgjorde A's bodel til at være negativ med ca. 4.000 kr., idet der var aktiver for 1.347.135 kr. og passiver for 1.351.105 kr. Der var enighed om, at B's bodel var negativ. Da der ikke var noget fællesbo at skifte, sluttede skifteretten sagen. Der var i skifteretten fremlagt en liste over indbo, og A erklærede sig enig i, at B kunne udtage det indbo, han krydsede af på listen. Der forelå imidlertid ikke oplysninger om indboets værdi. B kærede, og da det ikke fremgik af de for ØL foreliggende oplysninger, hvilken værdi A's indbo havde, hjemviste ØL sagen til skifteretten med henblik på afklaring af størrelsen af A's bodel.

M og H aftalte i december 2006 i forbindelse med deres samlivsophævelse og separation, at de skulle ligedele de mest betydningsfulde aktiver i deres formuefællesskab, og at H skulle fraflytte den fælles andelsbolig uden at medtage indbo, mod at M betalte hende 100.000 kr. til at etablere sig for. Aftalen blev nedskrevet i en e-mail til deres bankrådgiver, som de begge underskrev. De udtog begge aktiver for ca. 500.000 kr. H begærede nu offentligt skifte. Skifteretten i Viborg afviste sagen, da parternes fællesbo ved aftalen måtte anses for endeligt delt. VL stadfæstede med bemærkning om, at spørgsmål om tilsidesættelse af bodelingsaftalen skulle afgøres ved civilt søgsmål.

M og K havde levet sammen fra 1985-2006 i en ejendom, som K havde erhvervet i 1984. Efter samlivets ophør påstod M sig tilkendt et kompensationsbeløb på 568.750 kr. Retten i Horsens fandt det ikke godtgjort, at M havde afholdt et sådant beløb på materialeindkøb til ombygning af K's ejendom, at det gav grundlag for tilkendelse af et kompensationsbeløb. M havde lagt en vis arbejdsindsats i forbindelse med ombygningen af K's ejendom, uden at det nærmere omfang kunne fastlægges. Indsatsen måtte anses for delvis kompensation for kost og logi og gav ikke grundlag for et krav mod K. K blev derfor frifundet for M's krav. VL stadfæstede. K påstod M dømt til at betale hende 211.500 kr. i skyldig leje i 11 år og 9 måneder for lokaler anvendt af M i dennes erhverv. Retten i Horsens gav K medhold i dette krav. VL fandt det godtgjort, at parterne havde indgået en aftale om lejebetaling, og at lejebeløbet fra 1995 til samlivets ophævelse ikke var blevet betalt kontant. M havde haft fradrag for beløbet, og K var blevet beskattet heraf, dog således at ejendomsværdiskatten var blevet lavere som følge af udlejningen. K havde først gjort kravet på leje gældende som et selvstændigt krav, efter at M havde rejst et kompensationskrav. Herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt ansås kravet på leje for at være indgået i parternes samlede mellemværende gennem årene, således at K ikke nu kunne gøre et krav gældende. M blev derfor frifundet for K's krav.

7 års ægteskab. M var 43 årig gartner uden formue. H var 53-årig hjemmehjælper, og hun ejede som særeje ifølge ægtepagt oprettet i 2007 en ejendom med en ejendomsværdi på 1.150.000 kr og en pantegæld på 632.000 kr. M havde under ægteskabet udført arbejde på ejendommen, men der var uenighed om omfanget heraf, og i hvilket omfang han havde afholdt udgifterne til materialer. Begge parter var udearbejdende. M forklarede, at han, der led af posttraumatisk stress, ikke kunne huske indgåelsen af ægtepagten, og påstod den tilsidesat som ugyldig i medfør af AFTL § 36. Subsidiært påstod han en godtgørelse efter ÆL § 56 på 100.000 kr. Retten i Holbæk frifandt H for begge påstande, hvilket ØL stadfæstede.

8 års ægteskab og 2 års forudgående samliv. M var 40-årig it-rådgiver med med månedsløn på 54.000 kr. H var 38 år og under uddannelse til sosu-assistent og havde en månedsløn på 18.000 kr. Retten i Hillerød pålagde M bidragspligt i 3 år. ØL stadfæstede.

7 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var 47 år og uden væsentlige indtægter. Han havde en særformue på ca. 4 mio kr. H var 42-årig ejendomsmægler, som nu tjente 42.000 kr. om måneden. Hun var uden formue. H havde under ægteskabet arbejdet uden løn i M's køkkenfirma, som blev drevet som A/S, og som nu var gået konkurs. H havde indskudt en arv på 60.000 kr. i køkkenvirksomheden. Retten i Lyngby fandt, at H var berettiget til en § 56-godtgørelse, som i betragtning af, at M ved samlivsophævelsen havde betalt 125.000 kr. til indfrielse af H's gæld, blev fastsat til 175.000 kr. For ØL gjorde M gældende, at H uberettiget havde hævet 421.000 kr. i køkkenfirmaet. ØL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte H's forklaring om, at de 421.000 kr. blev anvendt til dækning af henholdsvis udgifter i køkkenvirksomheden og udgifter til den fælles husholdning, og stadfæstede i øvrigt dommen i henhold til grundene. M pålagt at betale sagsomkostninger til statskassen med 42.000 kr. for byretten og 30.000 kr. for ØL.

9 års ægteskab og 8 års forudgående samliv. M var 49-årig økonom med en årsindtægt på ca. 550.000 kr. og en formue på ca. 300.000 kr. H var 41-årig pædagog med en årsindtægt på ca. 300.000 kr. og en særformue på 107 mio. kr., som hidrørte fra arv i 2001. H ejede den ejendom, de boede i før samlivsophævelsen og de havde tidligere boet i ejendomme tilhørende hendes familie. Hele M's indtægt var under ægteskabet gået til familiens forbrug. Parret havde 3 børn. H havde i forbindelse med samlivsophævelsen skaffet M en billig lejelejlighed. M påstod i byretten 3-4 mio. kr. i § 56-godtgørelse. Frederiksberg Ret frifandt H. I ankesagen påstod M sig tilkendt 1.750.000 kr. ØL frifandt H under hensyn til, at M ikke havde bidraget til etableringen eller administrationen af H's betydelige formue, og henset til M's alder, uddannelse og indtægtsforhold, og den måde parterne indrettede deres økonomiske forhold på under ægteskabet.

18 års ægteskab og 5 års forudgående samliv. M var 42-årig selvstændig malermester med et overskud i 2008 på 1,5 mio. kr. H var 42-årig medhjælpende hustru, som også havde passet hus og to børn. Efter samlivsophævelsen startede hun sammen med en medarbejder fra mandens virksomhed selvstændig malerforretning, men denne forretning gav underskud. I juli 2009 fik hun arbejde 103 timer om måneden til 110 kr. i timen med salg af luksuslingeri. Retten i Odense tilkendte H bidrag i 3 år. ØL stadfæstede.

M solgte pr. 01.07.1992 sit hus til H for 790.500 kr., svarende til 85 % af den offentlige ejendomsvurdering. Baggrunden for overdragelsen var ifølge M's forklaring, at han havde nogle anparter i DMK-Anne, der gik dårligt, og at en advokat derfor rådede ham til at overdrage huset til H for at sikre, at de kunne blive boende. Ifølge skønserklæring havde ejendommen i 1992 en finansieret udbudspris på 956.439,18 kr., og ifølge en klausul i skødet skulle M fortsat hæfte for en pantegæld til Forstædernes Bank. Retten i Roskilde fandt, at der ved overdragelsen var givet en gave, som var ugyldig, idet der ikke var oprettet ægtepagt. Ægtefællerne fik ikke medhold i en subsidiær påstand om delvis ugyldighed for så vidt angik gavens værdi. ØL stadfæstede og bemærkede, at også bestemmelsen om, at M fortsat skulle hæfte for gælden til Forstædernes Bank, indebar et gavemoment.

M og K købte i 2005 et hus i lige sameje. K betale hele udbetalingen på 650.000 kr. De levede sammen i ca. 7 måneder. M havde hævet 50.000 kr. fra parternes fælles konti og benyttet dem til egne formål. M anerkendte at skulle betale K 325.000 kr. men uden renter. Retten i Nykøbing F. og ØL fastslog, at M skulle betale procesrenter fra sagens anlæg. Byretten dømte M til at erstatte K 50.000 kr. ØL fandt, at M alene skulle refundere K halvdelen af det hævede beløb eller 25.000 kr.

AL døde i juni 2006. Hans samlever S solgte i september 2006 en Mercedes for 180.000 kr. Dødsboet påstod S dømt til at betale dette beløb til boet, da bilen reelt tilhørte AL. Bilen var ifølge slutsedlen købt af AL i januar 2005 for 295.000 kr. AL erlagde ca. 165.000 kr. i udbetaling ved hjælp af et forsikringsbeløb for en anden bil, og restkøbesummen blev finansieret ved et lån i P med S som debitor. S underskrev et ejerpantebrev på 155.000 kr. med pant i bilen, der blev indregistreret og forsikret i S' navn. Bilen blev til daglig brugt af AL, som i marts 2006 indfriede billånet ved indbetaling af godt 139.000 kr. P's kundechef forklarede bl.a., at AL ønskede bilen forsikret i S' navn, fordi forsikringsselskabet på grund af mange skader enten ikke ville tegne forsikring i AL's navn eller forlangte en høj præmie, og at det allerede fra billånets stiftelse var klart, at lånet skulle indfries af AL. Retten i Hjørring fandt, at boet havde et tilbagesøgningskrav på salgsprovenuet på 180.000 kr. med fradrag af 5.349 kr., som S havde betalt på en reparationsregning vedrørende bilen. Uanset S' forklaring om, at hun og AL havde været enige om, at bilen også reelt skulle tilhøre S, blev registrering m.v. af S som ejer anset for at være sket proforma med henblik på forsikringsforholdene. Det var ikke ved S' forklaring om hendes praktiske arbejde på AL's ejendomme og betaling af udgifter under samlivet godtgjort, at hun havde erhvervet et kompensationskrav. VL stadfæstede.

48 års ægteskab. M var 69 år og ejede nogle udlejningsejendomme. Hans månedlige pensioner var på ca 25.000 kr., hvortil kom hans formueindtægter. H var også 69 år. Hun havde først passet hjemmet og de tre fællesbørn. Hun havde siden haft lønnet deltidsarbejde, herunder i en periode som medhjælpende ægtefælle i M's virksomhed. H's månedlige indtægt på separationstidspunktet var på godt 16.000 kr. i folkepension og anden pension. Fællesboet var på ca. 8 mio. kr. Retten i Sønderborg tilkendte H bidrag uden tidsbegrænsning. VL fandt, at ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt, herunder den måde M og H erhvervsmæssigt havde indrettet sig på, ikke var særlige omstændigheder, der gav grundlag for tidsubegrænset bidragspligt for M. Ved afgørelsen af spørgsmålet om bidragspligt skulle der bortses fra M's formueindtægter, der måtte antages i det væsentlige at stamme fra formue, der indgik i delingen af fællesboet. H havde ikke ubetydelige pensionsindtægter, men dog noget mindre end M's. Efter en samlet vurdering, herunder af H's indtægtsmuligheder indtil fællesboets deling, blev M herefter pålagt bidragspligt i 5 år.

22 års ægteskab og 8 års forudgående samliv. M var 55 år og drev selvstændig virksomhed med en årsindkomst på over 800.000 kr. H var 58 år og var uddannet bankassistent. H havde arbejdet på deltid på kontor, i de sidste 4 år som ekspedient og bogholder i M's virksomhed. H havde nu udelukkende deltidsarbejde og vikariater. Retten i Kolding tilkendte H bidrag i 6 år. VL fandt efter ægteskabets og samlivets varighed, at M skulle betale bidrag, da H's arbejdssituation havde sammenhæng med parternes tilrettelæggelse af deres familie- og erhvervsmæssige forhold. Pligtens varighed blev fastsat til 4 år fra byrettens dom af 06.01.2009 ud fra H's hidtidige tilknytning til arbejdsmarkedet og ud fra, at M havde betalt bidrag siden d. 01.01.2007.

37 års ægteskab. M var 59 år og havde selvstændigt virksomhed i udlandet, og hans holdingselskab havde et overskud i 2007 på 3 mio. kr. H var 61 år og havde en uddannelse, der ikke var udnyttet siden 1984. H havde siden arbejdet forskellige steder, navnlig med bogholderi. Fra 1994 til 2000 var hun ansat i M's virksomhed, hvorefter hun fik en 30-timers stilling i et andet firma med en månedlig bruttoindtægt på 18.000 kr. På grund af sin alder og helbredsproblemer regnede hun ikke med at kunne øge arbejdstiden. M's nettobodel var opgjort til 2.771.000 kr. Retten i Esbjerg fandt, at der ud fra oplysningerne om parternes erhvervsmæssige og økonomiske forhold ikke var tilstrækkeligt grundlag for at pålægge M bidragspligt over for H. VL stadfæstede.

M og K optog i januar 2005 et lån i RD på 1,5 mio kr. med pant i en ejendom, som K havde købt. Provenuet blev indsat på K's konto og blev anvendt til købet og istandsættelse af ejendommen. Efter M's død d. 31.08.2005 overtog K lånet. Hun anmeldte et krav i dødsboet på halvdelen af lånet. Bobestyrer afviste kravet. Skifteretten i Lyngby henviste til, at det havde været nødvendigt for at opnå lånet, at M medunderskrev som debitor. Det fandtes ikke bevist, at M, som havde særskilt økonomi, havde forpligtet sig over for K til endeligt at indfri halvdelen af lånet. M havde heller ikke overdraget det til kvinden som gave, og han havde ikke fulgt en opfordring til at oprette testamente til fordel for hende. Kravet fandtes derfor ikke berettiget. ØL fandt det ikke bevist, at M i forhold til K endeligt skulle indfri halvdelen af lånet, uanset at M havde underskrevet pantebrevet og kunne have en vis interesse i istandsættelsen, og stadfæstede dommen.

22 års ægteskab. M var selvstændig it-konsulent med en årsindkomst på knap 1 mio. kr. H var deltidsansat ergoterapeut med en årsindkomst på godt 180.000 kr. M havde under 21 måneders separation betalt 7.500 kr. månedlig i hustrubidrag. Glostrup ret henviste hertil og anførte, at parterne under ægteskabet havde indrettet sig, så H arbejdede deltids og påtog sig hovedansvaret for hjemmet og tre børn, der stadig boede hos hende, medens M oppebar de nødvendige indtægter til familien. Der fandtes grundlag for at pålægge M at betale til H i en yderligere periode, der fastsattes til 3 år. ØL stadfæstede med bemærkning, at H havde søgt arbejde som ergoterapeut på fuld tid.

M og H fandt sammen i 1989 og blev senere gift. I 1999 startede M selvstændig virksomhed, der kort tid efter blev omdannet til et ApS. H bistod med bogføringen, men var i øvrigt kontoransat på en anden arbejdsplads. Forud for separationen indgik parterne d. 28.04.2006 en bodelingsaftale, hvor værdien af M's anparter blev holdt uden for delingen. Aftalen, der blev indgået uden medvirken af advokat eller revisor, betød, at H's boslod blev på 923.379 kr. Efter H's forklaring om, at hun følte sig presset til at indgå aftalen på grund af, hvad hun opfattede som trusler på livet mod sig og børnene, fandt Retten i Aalborg, at aftalen var uforbindende, og M blev tilpligtet at betale yderligere 551.691,50 kr. til H. Efter aftalens indhold og omstændighederne ved dens indgåelse blev M, jf. RPL § 312, stk. 6 pålagt at betale sagsomkostninger. VL stadfæstede.

M, der var 72 år, og H, der var 66 år, blev separeret efter 47 års ægteskab. De havde boet i deres nuværende lejlighed siden 2001. Roskilde Ret henviste til, at de begge efter bodelingen havde midler til nyt indskud. M fik tilkendt lejligheden, idet der lagdes vægt på hans kræftsygdom. I ØL forklarede H, at hendes lungekapacitet kun var 50 %. ØL fandt, at retten til at fortsætte lejemålet skulle tillægges H, idet der lagdes vægt på oplysningerne om parternes forhold, navnlig om deres helbredsmæssige situation og dermed muligheden for at få anden lejlighed.

1 års ægteskab og 13-14 års forudgående samliv. M tjente brutto omkring 550.000 kr., medens H, der var 45 år, var på sygedagpenge. Parret havde indrettet sig, så hun under det meste af samlivet havde gået hjemme, hvilket var hensigtsmæssigt på grund af fællesbarnets problemer som ADHL-barn. H havde ikke haft nogen særlig tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1997. Glostrup Ret pålagde M bidragspligt i 3 år. ØL stadfæstede, så H bedre kunne forberede en mulig tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

20 års ægteskab og 11 års forudgående samliv. M var 51-årig privatpraktiserende læge med en årsindtægt på ca. 2 mio. kr. H var 52 år og havde i 2006 startet en klinik med personlig pleje og havde en indtægt på 8-10.000 kr. om måneden. H havde ikke haft lønnet arbejde under størstedelen af ægteskabet, idet hun bl.a. passede de 4 fællesbørn, der var født mellem 1987 og 1996. Retten i Herning tilkendte H bidrag i 10 år efter samlivets og ægteskabets varighed og parternes erhvervs- og indtjeningsmuligheder samt øvrige økonomiske forhold. VL nedsatte bidragsperioden til 5 år fra byrettens dom, idet H ved en yderligere udnyttelse af sin erhvervsevne på længere sigt ville kunne tjene en højere løn, end hun gjorde nu.

I en ægtepagt bestemtes det i § 1, at en personligt drevet skønhedsklinik skulle tilhøre H som skilsmissesæreje. Da værdien af virksomheden ikke var angivet f.eks. ved henvisning til årsregnskab eller lignende, afvistes denne del af ægtepagten fra tinglysning på grund af manglende individualisering. VL stadfæstede.

M blev i 2006 dømt til at betale pengeinstitut P 696.294 kr. Kravet hidrørte fra M's konkurs i 1992. Ved årsskiftet 2003/2004 solgte M sine anparter i A for 800.000 kr., der blev indsat på H's konto i C. Fra kontoen overførtes i januar 2004 325.000 kr. til anden konto tilhørende H til brug for betaling af skat ved salget af anparterne. Skatten blev ikke betalt, idet M angiveligt indgik en afdragsaftale. Retten i Kolding frifandt H, da der ikke var tale om en gave til H. VL lagde til grund, at de 800.000 kr. i de følgende måneder i det væsentlige blev brugt til fordel for et nyt selskab, F, stiftet af H og med H som anpartshaver og direktør. M havde ikke oplyst P om, at han havde ejet anparter i A, og at han fik udbetalt 800.000 kr. ved deres salg. En forklaring om, at han ikke kunne få konto i eget navn på grund af konkursen, var udokumenteret og usandsynlig, og det var også udokumenteret for i hvert fald to ud af tre aftaler om indskud af ansvarlig lånekapital i F, at disse var udtryk for en økonomisk realitet. På den baggrund lagdes til grund, at hensigten med dispositionerne havde været at unddrage pengene fra M's kreditorer. Dermed forelå der en gave i RVL § 30's forstand. Da H ikke havde godtgjort, at gaven var gyldig uden ægtepagt, jf. RVL § 32, kunne P, der på tidspunktet for overdragelsen af de 800.000 kr. havde et krav mod M, gøre kravet gældende mod H, jf. § 33.

M overdrog ved gaveægtepagt sin andel på 50 % af en fast ejendom til H. Ægtepagten, der også indeholdt andre bestemmelser, blev for så vidt angår gaveoverdragelsen afvist fra tinglysning på grund af manglende eller ufuldstændig vitterlighedspåtegning, jf. TL § 10, stk. 2. I fremsendelsesbrev til landsretten fastholdt Bil- og Personbogen den delvise afvisning under henvisning til TL § 43 b, stk. 2's bestemmelse om, at § 10, stk. 2, også finder anvendelse ved tinglysning af dokumenter i Personbogen, og til, at § 10, stk. 2, i relation til ægtepagter må forstås således, at der kræves vitterlighedspåtegning, hvis ægtepagten indeholder adkomstoverdragelse og/eller pantsætning. VL stadfæstede.

22 års ægteskab og 2 års forudgående samliv. M var 63-årig efterlønner med en indtægt på 147.000 kr. H var 47-årig udstationeret kontormedarbejder med en månedlig indtægt på 26.500 kr., hvortil kom udetillæg på 12.000 kr. Parret havde i længere perioder boet i udlandet, de første mange år som følge af M's udstationering. Når M blev pensionist, ville han få udbetalt yderligere pensionsordninger, idet opsparingerne hertil udgjorde knap 2,2 mio. kr. M påstod bidrag i 5 år. H anførte, at M kunne hæve en livsvarig pensionsordning allerede nu. Byretten henviste til M's økonomiske situation, herunder særligt hans ikke ubetydelige pensionsmidler, og fandt det ikke godtgjort, at han ikke kunne skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold. ØL fandt, at den måde, parterne havde indrettet sig på, ikke havde forringet M's erhvervsmuligheder frem til oktober 2006. Henset hertil, samt til hans alder, gode helbred og gode pensionsforhold, i hvert fald når han fyldte 65 om 1½ år, stadfæstedes dommen.

Under forældremyndighedssag afslog Retten i Svendborg, at moderen indkaldte sine forældre til afgivelse af vidneforklaring, idet der ikke var påvist særlige forhold, der gjorde vidneførslen påkrævet. ØL stadfæstede under henvisning til RPL § 341 om bevisførelse, der skønnes uden betydning for sagen.

Under en skilsmissesag tilkendte Københavns Byret H en andelslejlighed, som parterne ejede i lige sameje, og bestemte, at en 7-årig D skulle bo hos hende. ØL stadfæstede bopælsafgørelsen. ØL henviste til, at parterne i forbindelse med vilkårsforhandlingen i statsforvaltningen havde underskrevet et dokument med bl.a. følgende formulering: »Den fælles andelsbolig ... tilfalder manden«. Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte denne aftale, og M fik tilkendt lejligheden.

M havde siden august 2005 haft eneforældremyndigheden over D født i 1993 og D født i 1996. Retten i Århus bestemte, at M fortsat skulle have forældremyndigheden alene. VL stadfæstede for så vidt angik D og lagde navnlig vægt på D's alder (15 år), at hun ikke ønskede, at forholdene blev væsentligt ændret, samt at hun siden forældrenes skilsmisse og ophævelse af den fælles FM august 2005 kun havde haft begrænset kontakt med F, uden at det kunne tilskrives M's forhold alene. Derimod ansås det for bedst for 12-årige S, at F i medfør af FAL § 14, stk. 1, jf. § 4, fik del i FM over ham, selv om også hans kontakt med F siden august 2005 til tider havde været begrænset. S gav udtryk for et ønske om, at F fik del i hans hverdag gennem en deleordning, og konflikterne mellem M og F gav ikke sådanne samarbejdsproblemer, at fælles FM af den grund ikke var i hans interesse. B skulle fortsat have bopæl hos M, jf. FAL § 17, stk. 1, jf. § 4. Da M og F tidligere havde haft fælles FM, var der ikke hjemmel til at træffe afgørelse om samvær, jf. FAL § 38, stk. 2, og påstande herom blev afvist.

M og K havde levet sammen siden 1990, og de havde haft et fælles lejemål på Amager siden 1995. Deres datter, født i 1992, var på efterskole, men var hjemme hver 14. dag. K boede nu hos sine forældre. Hun anlagde sag efter LL § 77 a om, at hun kunne fortsætte lejemålet. Sagen blev behandlet efter reglerne om småsager. Københavns Byret bemærkede, at det var ubestridt, at datteren ønskede at bo hos moderen. Efter sagens omstændigheder, herunder hensynet til datterens fortsatte opvækstmuligheder i vante omgivelser, toges K's påstand om fortsættelse af lejemålet til følge. Det bestemtes, at M skulle flytte inden 2 måneder. ØL stadfæstede.

M og H blev gift i april 2004 og købte pr. 01.05.2004 i lige sameje en ejendom for 892.500 kr. af M's far. Ejendommen var forud herfor vurderet af en ejendomsmægler til 1,1 mio. kr. I august 2006 blev parterne separeret, og fællesboet blev taget under offentligt skiftebehandling. M påstod skævdeling i medfør af SKL § 69 a, jf. § 69, og henviste til, at ejendommen skulle anses for indbragt af ham alene. Der var tale om en familieoverdragelse med et gaveelement, og hensigten hermed havde ikke været at forøge H's bodel. VL udtalte, at ejendommen var købt af parterne i fællesskab, og at den gave, der muligt var givet i den forbindelse, derfor var givet til parterne med lige meget til hver. Der var derfor ikke tale om, at M havde indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der er angivet i SKL § 69. Allerede af den grund stadfæstedes skifterettens frifindelse af H for påstanden om skævdeling. Da skifteretten havde truffet afgørelse ved dom, fandt RPL § 660, stk. 1, 3. pkt., ikke anvendelse, og der skulle derfor fastsættes sagsomkostninger efter de almindelige regler i kapitel 30.

M havde siden juni 2006 haft FM over S, som var født i april 1998. Der var etableret en 8/6-samværsordning, som fortsat var gældende. F's påstand om, at der fremover atter skulle være fælles FM efter FAL § 14, blev ikke taget til følge. Efter oplysningerne om parternes tvister om skolevalg, uoverensstemmelser om daglige spørgsmål og om udlevering af pas fandt Retten i Aalborg, at parternes konfliktniveau overskyggede det eventuelt positive for S i en fælles FM, og det var derfor bedst for S, at M fortsat havde FM alene. VL stadfæstede.

M og H havde i bodelingsoverenskomst fra 2001 aftalt, at forskellen i deres tyske pensionsordninger skulle udlignes ved overførsel af halvdelen af differencen til den andens pensionsordning. H krævede nu differencen efter skat betalt kontant. Retten i Hjørring og VL frifandt M, idet kontant udligning forudsatte, at det var påvist, at opdeling af pensionerne ikke var mulig på grundlag af en tysk domstolsafgørelse.

Polske forældre havde fælles FM til S, der var 8 år. M var flyttet til Danmark med S. Forældrene havde sammen anmodet om opholdstilladelse for S i Danmark, og denne var meddelt. F havde også fået opholdstilladelse. F måtte herefter anses at have samtykket i S's rejse til Danmark, og S kunne ikke anses for ulovligt ført her til landet, jf. BBL § 10. Fogedretten i Nykøbing F tog ikke F's anmodning om udlevering af S til Polen til følge. ØL stadfæstede.

M og H blev separeret i september 2007. H's advokat S skrev i marts 2008 til M og tilbød en forligsmæssig løsning af bodelingen på vilkår, at H til fuld og endelig afgørelse betalte 7.500 kr. svarende til S' honorar inkl. moms, og at M samtidig underskrev og returnerede en begæring om skilsmisse. I april 2008 skrev S til M, at H nu havde underskrevet aftalen om, at boet var endeligt delt, når M havde betalt de 7.500 kr., og bad M komme til S og underskrive bodelingsoverenskomsten samt betale. Det gjorde M. S begærede nu for H boet taget under offentlig skiftebehandling. Skifteretten i Hjørring afviste sagen, fa fællesboet var delt, og bestemte, at hver part skulle bære egne omkostninger. M kærede omkostningsspørgsmålet. VL bemærkede, at H's begæring om offentligt skifte burde være nægtet fremme, idet fællesboet var delt, og at det var en fejl fra S' side, at spørgsmålet om skilsmisse ikke også blev bragt i orden, da M underskrev bodelingsoverenskomsten og betalte de 7.500 kr. Da H på den baggrund uden tilstrækkelig grund havde givet anledning til procedure for skifteretten, skulle hun betale skiftesagens omkostninger til M med 5.000 kr. inkl. moms, jf. RPL § 660, stk. 1, 3. pkt., næstsidste led.

Retten i Århus fandt, at den 6-årige A fortsat skulle have bopæl hos M, som ville flytte til et andet europæisk land. A havde siden fødslen boet hos M, som primært havde stået for A's opvækst. A's 13-årige halvbror boede hos M. Gennem samvær, der nu var en 5/9-ordning, havde A et tæt forhold til sin far, men hun var mest knyttet til M. Under hensyn til A's alder vejede tilknytningsforholdet til M tungere end andre tilknytningsforhold. VL stadfæstede, og lagde også vægt på, at flytningen virkede velovervejet og velforberedt med betydelig indsigt i A's behov og bekymring ved flytningen, ligesom det forudsattes, at der blev etableret en velfungerende samværsordning ud fra de retningslinjer, som M havde skitseret, og at A også derigennem bevarede tilknytningen til bedsteforældrene og den øvrige familie.

Fogedretten i Svendborg nægtede at tage stilling til F's krav om erstatningssamvær, da fogedretten efter RPL § 536, stk. 5 kun kompetence til at fastsætte erstatningssamvær, der ikke havde kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen, og ikke for samvær før fogedanmodningen. Sagen nægtedes fremme. ØL stadfæstede. ØL tiltrådte også, at fogeden ikke generelt kunne tage stilling til fremtidige udgifter i forbindelse med børns transport ved gennemførelse af samvær, og derfor ikke kunne pålægge M, at Ø-kort skulle følge børnene, så de kunne rejse gratis med færgen.

Holbæk Ret fandt ikke tungtvejende grunde til at ophæve den fælles FM over knap 8-årig D. Der var enighed om, at D skulle bo hos F. ØL henviste til, at M gennem flere år havde haft et svært alkoholmisbrug, der var til skade for pigen, og som fortsat ikke kunne anses for at være under kontrol. ØL tillagde derfor F FM alene, jf. FAL § 4, jf. § 11.

Helsingør Ret fandt det bedst, at lille dreng fik bopæl hos F, indtil retten traf endelig afgørelse om bopælsspørgsmålet, og afsagde en midlertidig bopælskendelse, jf. FAL § 26, stk. 1. Drengen havde boet hos moderen og kommunen overvejede anbringelse af drengen, fordi hun flyttede meget. F afværgede anbringelsen ved at hente drengen. ØL stadfæstede.

Fogedretten i Svendborg havde nægtet at fremme sag om D's samvær med F. F tilsigtede ved kæremålet ikke ændring af resultatet af fogedrettens kendelse, men alene en stillingtagen til begrundelsen herfor. F havde ikke en sådan aktuel interesse i at få sin påstand prøvet, at den kunne tages under påkendelse. Kæremålet afvistes.

Roskilde Ret bestemte, at der fortsat skulle være fælles FM til 8-årig S, som skulle have bopæl hos M, som kunne træffe bestemmelse om valg af skole. S gik nu i en privatskole, og M ønskede efter en flytning til en anden by S indmeldt i en folkeskole. ØL bemærkede, at domstolene ikke, som byretten havde gjort, havde kompetence til at bestemme, at bopælsforælderen på egen hånd kunne afgøre skolevalg. Skolevalg er en væsentlig beslutning, som efter FAL § 3 kræver enighed mellem indehaverne af den fælles FM, og domstolene kan ikke afgøre en sådan tvist. Da parterne ikke kunne blive enige om skolevalget trods længerevarende bestræbelser herpå, og under hensyn til parternes samarbejdsvanskeligheder efter byretsdommen, fandtes der at foreligge tungtvejende grunde til at ophæve den fælles FM. M tillagt FM alene.

Svendborg Ret opretholdt den fælles FM over 4-årig D, som skulle have bopæl hos M. ØL henviste til de meget omfattende oplysninger, forældrenes forklaringer i retten samt indtrykket af parterne og fandt, at der forelå sådanne samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene, der end ikke kunne aftale samvær uden at involvere kommunen og deres advokater, at der var tungtvejende grunde til at ophæve den fælles FM. Moderen fik tillagt FM alene.

Aalborg Ret fandt, at der skulle være fælles FM over tvillinger født i november 1995. Børnene havde siden februar 2007 opholdt sig en uge ad gangen hos hver af parterne, som ikke havde været gift. Begge havde deltaget i pasningen af børnene, og efter det oplyste skyldtes det en tilfældighed, at der ikke var fælles FM. Der forelå ikke svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder, der talte imod fælles forældremyndighed. Herefter fandt byretten det bedst for børnene med fælles forældremyndighed efter FAL § 14, jf. § 4. Efter oplysningerne om parterne og deres forhold og indholdet af samtale med børnene var det bedst for dem at have bopæl hos F, jf. FAL § 17, jf. § 14. VL stadfæstede.

Hjørring Ret fandt, at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles FM til 4-årig D, og at der ikke var grundlag for at fastslå, at det var bedst for D at ændre bopælen, der hidtil havde været hos M. VL stadfæstede For VL havde F subsidiært nedlagt påstand om samvær i nærmere angivet omfang. I betragtning af den forestående udredning vedrørende D traf VL efter FAL § 38, stk. 2, alene bestemmelse om 4 timers ugentligt, overvåget samvær mellem F og D.

Retten i Sønderborg fandt, at FM over S født i 2002 skulle overføres til F, og at der ikke skulle fastsættes samvær for M, som var psykisk syg. Kun spørgsmålet om overførsel blev anket. VL bemærkede, at byretten ikke havde haft hjemmel til at tage stilling til fælles FM, da der ikke var nedlagt påstand herom, jf. § FAL 14, stk. 1, 1. led. VL tiltrådte navnlig ud fra indholdet i nogle sagkyndige erklæringer om samspillet mellem S og M, at det var bedst for S, at FM blev overført til F, jf. FAL § 14, stk. 1, 2. led, jf. § 4. Samværspåstandene burde have været afvist, da der ifølge § 38, stk. 2, modsætningsvis ikke er hjemmel til at tage stilling hertil.

Retten i Århus fandt, at F ikke skulle have overført eller have del i FM over S født i juni 1999. M havde siden skilsmissedom i 2003 havde haft FM alene. Retten fandt, at M havde bedst forståelse for S's behov og kunne bedst give ham trygge rammer og bidrage til, at han fik sproglig støtte og hjælp til skolearbejdet. Der var ikke grund til at formode, at han samlet set ville trives bedre hos F. Uanset S's egne tilkendegivelser var det derfor bedst for ham at blive boende hos M, og at FM ikke overførtes til F. Efter oplysningerne om flerårige svære samarbejdsvanskeligheder, der ikke var udsigt til kunne overvindes inden for en overskuelig fremtid, var der ikke grundlag for at genetablere fælles FM. VL stadfæstede.

Frederiksberg Ret bestemte, at M skulle have FM over 3-årig pige alene, jf. FAL § 11. Der henvistes til M's beskyldninger og anmeldelse af F for vold og til hans beskyldninger om hetz. Konflikterne havde medført, at F havde fået polititilhold på grund af sms-beskeder. Efter konfliktniveauet fandt retten det ikke sandsynligt, at forældrene kunne samarbejde på en måde, der var nødvendig, hvis der var fælles FM. Tungtvejende grunde talte mod fælles FM. ØL stadfæstede efter forløbet omkring samværet efter byrettens dom, herunder M's forklaring om fortsat dårlig kommunikation via sms.

Hillerød Ret fandt det bedst, at F ikke skulle have del i FM over en 12-årig ordblind pige i medfør af FAL § 14, stk. 1. Retten henviste til parternes meget forskellige syn på, hvordan pigens behov skulle opfyldes, hvilket havde givet og fortsat gav anledning til konflikter. Det satte pigen i en meget klemt situation. Samarbejdsvanskelighederne fandtes fundamentale og komplekse. Der kunne ikke under overførelsessagen tages stilling til samværet, jf. FAL § 38, stk. 3, 2. pkt. ØL stadfæstede efter det oplyste om parterne og deres håndtering af pigens behov, herunder hendes særlige behov som ordblind.

Byretten opretholdt den fælles FM til knap 5-årige dreng, som var autist, efter den måde F's skizofreni manifesterede sig på for tiden. Parterne var enige om, at han skulle bo hos M. Der lagdes tillige vægt på karakteren af de helt overordnede beslutninger, forældrene skulle træffe i forening. ØL fandt efter det oplyste om F's diagnose ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at han var i stand til at sikre den nødvendige struktur for drengen og til at deltage i de mange og nødvendige beslutninger, som løbende skulle træffes som følge af, at drengen nu var diagnosticeret som infantil autist. FM tillagdes M.

Fogedretten nægtede at beskikke moderen en advokat under en samværssag, hvor hun var rekvisitus. Hun anførte, at der var et meget konfliktfyldt forhold, og at retsmødet var afbrudt flere gange af forældrenes samtaler samt samtaler med de to piger. Der var brug for væsentlig rådgivning, og det var en svær proces at nå en løsning. Fogeden fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der gav anledning til behov for advokatbeskikkelse, jf. RPL § 500, stk. 2. Efter en samlet vurdering fandt ØL ikke grundlag for at tilsidesætte fogedens skøn.

10 års ægteskab og 11 års forudgående samliv. M var tidligere direktør og fik nu kontanthjælp og 16.000 kr. om måneden i erstatning for tab af erhvervsevne. H var uddannet korrespondent og havde siden 1990 studeret på universitetet, hvor hun manglede 1 år af uddannelsen. Hun havde ingen indtægter. de havde to sønner på 8 og 6 år. Den ældste var autist og havde en hjertesygdom. Byretten tilkendte H bidrag i 3 år under henvisning til forskellen i parternes økonomiske forhold under ægteskabet, der i væsentlig grad var bestemt af børnene opvækst, herunder at den ældste dreng havde været og fortsat var meget behandlingskrævende. Endvidere henvistes til, at H burde have mulighed for at færdiggøre studiet. ØL stadfæstede.

H havde i 2003 indgået en kontrakt om ændring af et abonnement til en fastnettelefon fra TDC til Tele2 Samlivet blev ophævet godt et år efter, og ægtefællerne var nu skilt. Telefonselskabet Tele2 sagsøgte M, der var blevet boende i lejligheden. Københavns Byret fandt forholdet omfattet af RVL § 11 og dømte M til at betale 2.381 kr. for telefonsamtaler. ØL stadfæstede.

Nyheder i Familieret 2009

Tidsskrift for Familie- og Arveret 2009

Synopsis

Synopsis