Nyheder i Familieret 2010

Tidsskrift for Familie- og Arveret 2010

TFA 2009

TFA 2008

TFA 2007

TFA 2006

TFA 2005

TFA 2004

TFA 2003

TFA 2002

TFA 2001

TFA 2000

TFA 1999

TFA 1998


TFA 2010.715/2 VLD: Ægtepagt oprettet 10 dage før dødsfald ikke ugyldig.

M og H, som havde levet sammen i over 10 år, indgik ægteskab ved nødvielse d. 21.04.2007. De underskrev d. 22.04.2007 en ægtepagt, hvorefter M's ejendele med en værdi på ca. 2,1 mio kr. skulle være hans fuldstændige særeje, mens H's ejendele med en værdi på ca. 877.000 kr. skulle være fælleseje. H døde d. 02.05.2007. H havde siden d. 16.03.2010 været indlagt på Aalborg Sygehus med kræft i spiserøret, og hun havde d. 30.03.2010 fået at vide, at sygdommen var uhelbredelig. H's datter gjorde gældende, at ægtepagten var ugyldig. Retten i Hjørring gav ikke datteren medhold heri. VL fandt det ikke godtgjort, at H ved ægtepagtens oprettelse og tinglysning ikke var i stand til at handle fornuftsmæssigt, jf. VML § 46, stk. 1, eller var blevet udnyttet på en sådan måde, at ægtepagten ikke var gyldig efter AFTL §§ 31, 33 eller 36. Selve den omstændighed, at der overførtes aktiver fra en ægtefælles bodel til samme ægtefælles særeje var ikke i sig selv en gavedisposition, men hvis den anden ægtefælles død var nært forestående, kunne afkaldet på boslodskrav efter omstændighederne have en sådan aktualitet, at det måtte betragtes som en dødslejegave, jf. AL § 70. Det fandtes ikke godtgjort, at H's død ved ægtepagtens oprettelse og underskrift var nært forestående, eller hun selv anså sin død som nært forestående. H's afkald på boslod kunne derfor ikke anses for en dødslejegave.

TFA 2010.694/2 VLK: Ægtepagt om dødsfaldssæreje afvist fra lysning.

M og H havde i en ægtepagt aftalt, at de ejendele, der tilhørte længstlevende som skilsmissesæreje, skulle være fuldstændigt særeje. Tinglysningsretten afviste lysning. VL stadfæstede, da bestemmelsen først skulle have virkning mellem parterne, når en af dem afgik ved døden, og da der ikke mellem ægtefællerne, som havde formuefællesskab, var indgået en tilsvarende ægtepagt om skilsmissesæreje. Ægtefællernes synspunkt om, at skilsmissesæreje kunne opstå på anden vis end ved aftale mellem ægtefællerne, kunne ikke over for lovens ordlyd føre til andet resultat.

TFA 2010.625 VLD: Ikke skævdeling i kortvarigt ægteskab.

M og H blev gift i januar 2001 efter 1½ års samliv. Samlivet blev ophævet i september 2004, og parterne blev separeret i marts 2006. M, der var 64 år, havde indbragt en landbrugsejendom på 6 ha. til en værdi på 1,4 mio. kr., og hans nettobodel udgjorde ca. 680.000 kr. H, der var 46 år, havde en nettobodel på 0 kr. Hun havde en månedlig nettoindtægt på ca. 10-12.000 kr. Skifteretten i Holstebro fandt ikke, at en ligedeling ville være åbenbart urimelig. VL lagde til grund, at parterne havde haft et vist økonomisk fællesskab i hele den periode, de har levet sammen. M havde i hele perioden kun haft haft et beskedent eller intet overskud af sin virksomhed, og H's løn var i ikke uvæsentligt omfang gået til betaling af parternes fælles udgifter. Henset til samlivsperioden inden ægteskabets indgåelse fandtes ægteskabet ikke at kunne betragtes som kortvarigt. Uanset at M havde indbragt den væsentligste del af fællesboet, tiltrådtes det, at en ligedeling under de anførte omstændigheder ikke vil være åbenbart urimelig, jf. SKL § 69 a.

TFA 2010.600 VLD: Gave fra forældre var i behold, selv om den havde været indsat på budgetkonto.

M's forældre forærede i 1999 ved gavebrev M 275.000 kr. til køb af en andel i en revisionsvirksomhed, og de bestemte, at gaven skulle være M's skilsmissesæreje. Beløbet blev d. 29.09.1999 overført til en M tilhørende budgetkonto i BG Bank, der blev anvendt som M og H's fælleskonto, og hvor der i forvejen indestod ca. 278.500 kr. M hævede d. 01.12.1999 260.000 kr., som blev anvendt til køb af anparter i et holdingselskab, der ejede en del af revisionsvirksomheden. Under skifte efter M og H's skilsmisse bestred H, at anparterne var M's særeje, og M indledte herefter et anerkendelsessøgsmål. Retten i Esbjerg fandt det ikke godtgjort, at M's anparter var særeje. VL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte, at beløbet var ydet M som en gave, der skulle anvendes som virksomhedsindskud, og som skulle være hans skilsmissesæreje. Da der kun forløb en kort periode fra gavens indsættelse på kontoen, til der blev udskilt et modsvarende beløb, der blev anvendt til køb af anparterne, og da indeståendet i hele perioden havde oversteget 275.000 kr. væsentligt, var det godtgjort, at særejet var i behold på kontoen d. 01.12.1999, hvor der blev hævet 260.000 kr., og at dette beløb udgjorde M's særeje. H skulle derfor anerkende, at anparterne tilhørte M som særeje.

TFA 2010.580/2 VLD: Aftalen om hustrubidrag på 5.000 kr. om måneden i 5 år ikke tilsidesat som urimelig.

M og H havde forud for separation efter 11 års ægteskab aftalt, at H skulle have hustrubidrag i 5 år med 5.000 kr. om måneden, samt en § 56-godtgørelse på 3.060.000 kr. H havde en indtægt på ca. 21.000 kr. om måneden. M havde en formue på mellem 21 og 42 mio kr. Byretten fandt, at aftalen om hustrubidragets størrelse var urimelig, jf. ÆL § 58, og ændrede bidragets størrelse til 12.000 kr. om måneden. VL ændrede afgørelsen med den begrundelse, at H efter parternes aftale samlet havde modtaget betydeligt mere, end hvad der ville tilkomme hende efter loven og myndighedernes praksis, om end med en atypisk fordeling mellem godtgørelse og bidrag. M blev derfor frifundet.

TFA 2010.552 VLD: Intet hustrubidrag efter 18 års ægteskab.

28 års ægteskab. M var 63-årig journalist. H var 64-årig efterlønsmodtager. Retten i Kolding lagde til grund, at H havde været tilmeldt arbejdsmarkedet under hele ægteskabet, og hendes nuværende situation var ikke en følge af ægteskabet. M blev derfor frifundet for bidragspligt. VL stadfæstede efter en samlet vurdering af parternes indkomst- og formueforhold.

TFA 2010.503 ØLD: Spisebord og stol skulle udleveres til M.

M købte i 2006 et Piano spisebord og en PK 22 stol, der blev betalt med hans kontokort i Illums Bolighus. H fjernede møblerne efter samlivsophævelsen og påstod, at møblerne var givet til hende, subsidiært at der var opstået sameje om dem, og at hun havde fortrinsret til at udtage dem efter skiftelovens § 70 a, da hun havde anvendt møblerne. Retten i Lyngby gav M medhold i, at møblerne tilhørte hans bodel og skulle udleveres til ham. ØL stadfæstede med tilføjelse om, at en anvendelse af skiftelovens § 70 a, stk. 2, 2. pkt. ved negative bodele forudsætter, at den, der kræver den andens aktiver udlagt, tilbyder at betale for værdien heraf, hvilket ikke var sket.

TFA 2010.447 VLD: 2-års hustrubidrag efter 18 års ægteskab.

18 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var 42-årig ansat elektriker med en årsindkomst i 2009 på 464.000 kr. H var 41 år og havde i 10 år drevet en blomsterforretning - de første 8 år med underskud. Retten i Randers fandt, at H måtte antages på sigt at kunne skaffe sig et efter sine livsforhold tilstrækkeligt underhold, men at hun havde behov for et overgangsbidrag. Under hensyn til den Ms indkomstforhold, ægteskabets varighed, og den måde parterne i mange år havde indrettet sig på, pålagdes M bidragspligt i 2 år. VL stadfæstede med en tilføjelse om, at der efter det oplyste om forretningens størrelse og driftsform var en ikke ubetydelig usikkerhed om H's fremtidige indtægt.

TFA 2010.433 VLK: Betinget gave mellem ægtefæller kunne tinglyses.

M, der var fra Bagsværd, og H, der var fra Thailand, oprettede inden vielsen ægtepagt om rent fuldstændigt særeje. I ægtepagtens § 2 overdrog M Bølgebryder 2010-obligationer til en nominel værdi på 40.000 kr. som gave til H, når og hvis H fik dansk CPR-nummer. Tinglysningsretten afviste lysning af § 2, da bestemmelsen omfattede fremtidige betingede gavedispositioner. VL fandt, at det var gaven, og ikke særejet, der var gjort betinget, og da betingelsen ikke havde en sådan ubestemt karakter, at den var til hinder for tinglysning, blev afvisningen ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling

TFA 2010.362 VLD: M pålagt bidragspligt i 8 år, uanset parternes egen bidragsaftale.

22 års ægteskab. M var salgsdirektør med en månedsløn på 90.000 kr. H var sekretæruddannet og havde passede hjemmet og fællesbarn samt H's særbarn og varetaget repræsentative opgaver i forbindelse med M's arbejde i Sydafrika fra 1987-1999. Efter hjemkomsten i 1999 havde H ikke haft arbejde. I 2005 blev samlivet ophævet, og der blev udfærdiget en bidragsresolution. I 2006 genoptog de samlivet, men i sommeren 2007 blev det atter ophævet. I december 2007 underskrev parterne en aftale om, at M i ægtefællebidrag til H skulle betale 10.000 kr. om måneden fra d. 01.08.2007 til den 01.11.2013. M søgte om separation i august 2008. Der kunne ikke opnås enighed om bidragsvilkåret. M påstod principalt, at han skulle betale bidrag i overensstemmelse med aftalen, mens H principalt påstod tidsubegrænset bidrag. Retten i Århus tilkendte bidrag i 10 år. VL tiltrådte, at retten, da der ikke forelå enighed om bidragspligten under statsforvaltningens behandling af sagen, skulle afgøre spørgsmålet om bidragspligtens varighed uden at være bundet af parternes tidligere aftale. H's nuværende ringe tilknytning til arbejdsmarkedet kunne kun delvist antages at være forårsaget af, at hun i en årrække ikke har arbejdet uden for hjemmet. VL pålagde M bidragspligt i 8 år.

TFA 2010.323 VLK: Dansk separationssag udsat, da der forinden var anlagt identisk sag i England.

M og H var blevet gift i 1996. H anlagde d. 21.01.2009 separationssag i England. M indgav d. 30.03.2009 ansøgning om separation til Statsforvaltningen Nordjylland, som i medfør af ÆL § 43 a, stk. 2 indbragte sagen for Retten i Aalborg. Byretten lagde til grund, at der var identitet mellem de to sager, og at sagen i England var anlagt før den i Danmark anlagte sag. Sagen i England verserede fortsat, og den danske sag blev i medfør af RPL § 345 udsat på afgørelsen af separationssagen i England. VL stadfæstede.

TFA 2010.321 VLK: Isoleret bestemmelse om, at pantegæld skulle være særeje, afvist fra lysning.

Ægtepagt indeholdt i § 1.1.2 en bestemmelse om at 2/3 af en ejendom i Allerød skulle tilhøre M som skilsmissesæreje, og i 1.1.3. en bestemmelse om , at 2/3 af realkreditlån i RD på 1.581.000 kr. ligeledes skulle være M's særeje. I ægtepagtens § 2 fandtes tilsvarende bestemmelser om at 1/3 af ejendommen og 1/3 af pantegælden skulle være H's skilsmissesæreje. Tinglysningsretten afviste lysning af 1.1.3 og. 2.1.2, idet gæld ikke kan gøre til særeje. VL tiltrådte, at der ikke i RVL § 28 er hjemmel til ved ægtepagt af træffe isolerede særejebestemmelser om gæld.

TFA 2010.260 ØLD: 10 års hustrubidrag efter 32 års ægteskab.

32 års ægteskab og 1½ års forudgående samliv. M havde været projektleder med en årsløn på 1,1 mio. kr. og var nu konsulent for et dansk firma i Rusland med en månedsløn på 20.000 kr. netto. H, der stammede fra Østeuropa, havde aldrig brugt sin uddannelse fra hjemlandet som kemilaborant og havde ikke arbejdet under ægteskabet. Hun havde desuden helbredsproblemer. Ægtefællerne havde en ejendom med en friværdi på 6-7 mio. kr. Retten på Frederiksberg pålagde M bidragspligt i 10 år. ØL stadfæstede.

TFA 2010.251/1 ØLK: Fuld regres for udgifter til beskikket advokat under offentligt skifte.

H, der havde fri proces til offentligt skifte, udtog et beløb som 350.000 kr., som udgjorde hendes boslod. Skifteretten i Glostrup bestemt, at H skulle erstatte statskassen udgifterne til den beskikkede advokat på 28.000 kr plus moms, jf. RPL § 332, stk. 2. Efter størrelsen af den ved bodelingen opnåede boslod, tiltrådte ØL, at H skulle erstatte statskassens udgifter ved den meddelte fri proces, idet det forhold, at hun endnu ikke havde modtaget boslodden, og at hun havde stiftet en gæld på 75.000 kr., ikke kunne medføre et andet resultat.

TFA 2010.249/2 VLK: Ægtepagt om frisørsalon afvist grundet manglende individualisering.

Ægtepagt indeholdt en bestemmelse om, at den H tilhørende frisørsalon, der blev drevet fra lejede lokaler, med alt, hvad der kan henføres til omhandlede salon, det være sig inventar, goodwill, udestående fordringer og salontilbehør af enhver art skulle tilhøre H som skilsmissesæreje. Bestemmelsen blev afvist fra tinglysning på grund af manglende individualisering, idet værdien af den personligt drevne virksomhed ikke var angivet, eventuelt i form af henvisning til årsregnskab eller lignende. VL stadfæstede.

TFA 2010.230 VLD: Fællesboligen skulle udlægges til M.

Skifteretten i Randers fandt, at M som ejer havde fortrinsret til at udtage fællesboligen, som var en nedlagt landejendom, jf. SKL § 70 a, stk. 2, 1. pkt. M's underskrift på en købsaftale til K med en salgspris på 8 mio. kr. var ikke et afkald på udtagelsesretten. VL stadfæstede, idet der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at ejendommen var af væsentligste betydning for H af hensyn til hjemmets opretholdelse, jf. SKL § 70 a, stk. 2, 2. pkt. nr. 1.

TFA 2010.221 VLD: K tilkendt 25.000 kr. i kompensation efter 28 års samliv.

M og K havde levet sammen i næsten 28 år. Ca. 9 år før samlivsophævelsen startede M selvstændig virksomhed. K havde i fra 1983-1992 arbejdet som hjemmehjælper, indtil hun blev førtidspensioneret. Hun havde bistået i et vist omfang med udarbejdelse af kasserapporter. K havde ved samlivets afslutning ikke nogen formue, mens M havde en formue på ca. 2,2 mio. kr. bestående af blandt andet familiens bolig. M havde købt ejendommen i 1981 for 240.000 kr., dens værdi blev nu anslået til 1.750.000 kr., og forøgelsen af værdien måtte i overvejende grad anses som en følge af konjunkturerne på ejendomsmarkedet. K's indsats i M's virksomhed kunne ikke anses for at have bidraget til, at M kunne skabe eller bevare en betydelig formue. Parterne havde imidlertid indrettet sig således, at det overvejende var K, der med sin indkomst bidrog ved at betale fælles udgifter til husholdning og de 2 fællesbørn, og som havde de huslige pligter og passede børnene. Retten i Kolding tilkendt K 200.000 kr. VL nedsatte kompensationsbeløbet til 25.000 kr.

TFA 2010.195 ØLD: K tilkendt 75.000 kr. i kompensation efter 8 års samliv.

M og K havde levet sammen i 8 år på M's ejendom, og frem til samlivsophøret i 2003 udførte M med hjælp fra K og venner og familie en betydelig renovering af ejendommen. Ifølge en skønserklæring var ejendommen i 1995 ca. 1,1 mio. kr. værd og i 2003 ca. 2.8 mio. kr. Der var dog nogen usikkerhed om værdien på de angivne tidspunkter afhængig af, hvornår bestemte forbedringer var foretaget. K anlagde sag mod M med påstand om et kompensationskrav på 500.000 kr. Retten i Roskilde fandt ikke grundlag for et kompensationskrav. ØL lagde til grund, at begge parter havde bidraget til de fælles udgifter, således at K navnlig havde betalt husholdningsudgifter og M navnlig boligudgifter. Materialeudgifterne til forbedringerne af ejendommen blev for størstedelens vedkommende afholdt af M, der også ydede den største arbejdsindsats, mens K også havde bidraget til forbedringerne i ikke ubetydeligt omfang. ØL lagde endvidere til grund, at ejendommens værdi var øget med i hvert fald 1.5 mio. kr. under samlivet, og at en betydelig del af denne værdistigning kunne henføres til de forbedringer, der blev gennemført under samlivet. Ved samlivets ophør havde M en nettoformue på 450.000 kr., mens K ikke havde formue af betydning. Efter en samlet vurdering blev M pålagt at betale et kompensationsbeløb på 75.000 kr. til K, idet der herved også blev taget hensyn til, at K efter samlivsophævelsen boede vederlagsfrit på ejendommen i 4½ måned.

TFA 2010.183/2 VLK: Ægteskabssag skulle behandles i Danmark efter dansk ret.

Statsforvaltningen modtog i oktober 2008 M's ansøgning om separation på vilkår om, at ingen af parterne skulle betale bidrag til den anden part. M havde bopæl i Danmark og havde i hvert fald tidligere haft bopæl i Danmark. I november 2008 indgav H til en tysk domstol anmodning om blandt andet underholdsbidrag. Retten i Horsens fandt, at den danske sag måtte anses for anlagt først, og den danske domstol havde derfor kompetence til at behandle sagen, også selv om den tyske domstol anså sig selv for at have international kompetence. Sagen skulle ved den danske domstol behandles efter dansk ret. VL stadfæstede.

TFA 2010.183/1 VLK: Ikke vurdering i sag om § 56-godtgørelse.

M og H indledte samliv i november 2006 og indgik ægteskab i december 2006. De oprettede særejeægtepagt i juli 2007. Samlivet blev ophævet i september 2007. H rejste krav om godtgørelse efter ÆL § 56 og begærede M's landbrugsejendomme vurderet. Retten i Kolding henviste til, at samlivet og ægteskabet havde været kortvarigt, og til oplysningerne om parternes økonomi, og fandt, at vurderingen ville være overflødig bevisførelse, jf. RPL § 341.

TFA 2010.141 ØLD: Ikke hustrubidrag efter 7 års ægteskab.

7 års ægteskab og 12 års forudgående samliv. M var 47-årig tømrer med dårligt helbred og en indtægt på 36.000 kr om måneden. H var 42-årig rengøringsassistent, som nu var på kontanthjælp. Københavns Byret tilkendte H bidrag i 3 år. ØL fandt ikke, at M skulle pålægges bidragspligt, og lagde navnlig vægt på, at H under samlivet havde haft fuldtidsbeskæftigelse og i de senere år deltidsbeskæftigelse, og at hun i sommeren 2009 fratrådte sin ansættelse, uden at det kunne lægges til grund, at dette skyldtes forholdene under ægteskabet.

TFA 2010.124 ØLD: H tilkendt 125.000 kr. i refusion for forbedringer af M's særeje.

M og H, som havde rent fuldstændigt særeje, blev skilt efter 12 års ægteskab. H havde under ægteskabet betalt i alt 182.427 kr. til reparations- og vedligeholdelsesarbejder og afdrag på realkreditlån vedrørende M's ejendom, hvor parret boede. Parrets økonomi havde været tilrettelagt sådan, at M havde betalt de faste udgifter til sin ejendom, mens H i det væsentlige havde betalt parrets daglige forbrug. Retten på Bornholm tilkendte H et vederlagskrav i medfør af en analogi af RVL § 23, stk. 3, på 182.427 kr. Parterne var enige om, at RVL § 23, stk. 3 skulle finde analog anvendelse. ØL fastsatte vederlagskravet skønsmæssigt til 125.000 kr., idet der tillige måtte tages hensyn til de forpligtelser, som påhviler ægtefæller i kraft af den gensidige forsørgelsespligt efter RVL § 2. (H's krav er et almindeligt formueretligt refusionskrav, jf. RVL § 29, og kan ikke støttes på RVL § 23, stk. 3 analogt.)

TFA 2010.116 VLD: Intet hustrubidrag efter 4 års ægteskab.

4 års ægteskab og 2 års forudgående samliv. M var 57 år og tjente ca. 30.000 kr. netto om måneden. H var 56 år og var på dagpenge. Retten i Hjørring tilkende H bidrag i 2 år. VL fandt, at ægteskabets varighed ikke talte for, at M blev pålagt at betale bidrag til H. M's arbejdsmæssige og økonomiske forhold var bedre end H's, men denne forskel kunne ikke i sig selv begrunde, at M blev pålagt bidragspligt. Det måtte antages, at H selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold. Der var efter en samlet vurdering af kriterierne i ÆL § 50, stk. 2, ikke grundlag for at pålægge M at betale bidrag til H.

TFA 2010.108 ØLD: M's hæftelse for fælles lån var bortfaldet i det indbyrdes forhold ved samlivsophævelsen.

M og K havde levet sammen på K's ejendom fra 2001 til 2006. M havde i 2004 skrevet under som meddebitor på lån i DAI på 300.000 kr. Efter samlivsophævelsen påstod K, at M fortsat skulle betale 50% af ydelserne på dette lån. Retten i Glostrup gav K medhold for 50% af det påstående beløb, idet kun 50% af lånet var kommet M til gode. ØL lagde til grund, at M ikke havde opnået en del af låneprovenuet, der oversteg hans udlæg til arbejder på K's ejendom. Herefter og efter det oplyste om baggrunden for, at M blev meddebitor, måtte det anses for en kendt forudsætning for K for M's medhæftelse i forhold til hende, at samlivet bestod, og risikoen for, at forudsætningen brast, kunne ikke pålægges M. M blev derfor frifundet. (2-1)

TFA 2010.98 ØLD: H fik ikke tilkendt § 56-godtgørelse.

6 års ægteskab. M var 64-årig landmand med et særeje på 3,1 mio. kr. H var 67 år og havde et særeje på 300.000 kr og modtog boslod på godt 620.000 kr. H havde i perioder været på dagpenge, haft diverse kortvarige ansættelser og havde i et vist omfang hjulpet til i landbruget. Retten i Roskilde tilkendte H en § 56-godtgørelse på 100.000 kr. ØL lagde til grund, at M under ægteskabet havde været i stand til at forøge sit særeje. ØL fandt det imidlertid ikke godtgjort, at særejet væsentligt oversteg den af ham opgjorte værdi, eller at H i væsentlig grad havde bidraget til forøgelsen af særejet, og fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for en godtgørelse efter ÆL § 56.

TFA 2010.94 ØLD: Konto for opsparet overskud ikke et aktiv i bodelingen.

M og H blev separeret i marts 2001. M havde haft to udlejningsejendomme, som blev beskattet efter virksomhedsskatteordningen. Ejendommene blev solgt i 1999. Pr. 31.12.2000 havde M i sit skatteregnskab en konto for opsparet overskud på 433.158 kr., som blev beskattet i 2001. H fik i Retten i Hillerød medhold i, at det opsparede overskud på 433.158 kr. skulle indgå som et aktiv i bodelingen. ØL fandt, at der alene var tale om et aktiv i skattemæssig henseende, og at H ikke havde godtgjort, at der forelå et faktisk overskud fra driften og/eller salget af ejendommene, som ikke var indgået i parternes privatøkonomi på skæringsdatoen.

TFA 2010.89/2 ØLK: Sag hjemvist til skifteretten, da indboets værdi ikke var medregnet ved opgørelsen af bodel.

Skifteretten i Odense opgjorde A's bodel til at være negativ med ca. 4.000 kr., idet der var aktiver for 1.347.135 kr. og passiver for 1.351.105 kr. Der var enighed om, at B's bodel var negativ. Da der ikke var noget fællesbo at skifte, sluttede skifteretten sagen. Der var i skifteretten fremlagt en liste over indbo, og A erklærede sig enig i, at B kunne udtage det indbo, han krydsede af på listen. Der forelå imidlertid ikke oplysninger om indboets værdi. B kærede, og da det ikke fremgik af de for ØL foreliggende oplysninger, hvilken værdi A's indbo havde, hjemviste ØL sagen til skifteretten med henblik på afklaring af størrelsen af A's bodel.

TFA 2010.87 VLK: Offentligt skifte afvist, da boet var delt.

M og H aftalte i december 2006 i forbindelse med deres samlivsophævelse og separation, at de skulle ligedele de mest betydningsfulde aktiver i deres formuefællesskab, og at H skulle fraflytte den fælles andelsbolig uden at medtage indbo, mod at M betalte hende 100.000 kr. til at etablere sig for. Aftalen blev nedskrevet i en e-mail til deres bankrådgiver, som de begge underskrev. De udtog begge aktiver for ca. 500.000 kr. H begærede nu offentligt skifte. Skifteretten i Viborg afviste sagen, da parternes fællesbo ved aftalen måtte anses for endeligt delt. VL stadfæstede med bemærkning om, at spørgsmål om tilsidesættelse af bodelingsaftalen skulle afgøres ved civilt søgsmål.

TFA 2010.68 VLD: K frifundet for M's kompensationskrav. M frifundet for K's krav om husleje i næsten 12 år.

M og K havde levet sammen fra 1985-2006 i en ejendom, som K havde erhvervet i 1984. Efter samlivets ophør påstod M sig tilkendt et kompensationsbeløb på 568.750 kr. Retten i Horsens fandt det ikke godtgjort, at M havde afholdt et sådant beløb på materialeindkøb til ombygning af K's ejendom, at det gav grundlag for tilkendelse af et kompensationsbeløb. M havde lagt en vis arbejdsindsats i forbindelse med ombygningen af K's ejendom, uden at det nærmere omfang kunne fastlægges. Indsatsen måtte anses for delvis kompensation for kost og logi og gav ikke grundlag for et krav mod K. K blev derfor frifundet for M's krav. VL stadfæstede. K påstod M dømt til at betale hende 211.500 kr. i skyldig leje i 11 år og 9 måneder for lokaler anvendt af M i dennes erhverv. Retten i Horsens gav K medhold i dette krav. VL fandt det godtgjort, at parterne havde indgået en aftale om lejebetaling, og at lejebeløbet fra 1995 til samlivets ophævelse ikke var blevet betalt kontant. M havde haft fradrag for beløbet, og K var blevet beskattet heraf, dog således at ejendomsværdiskatten var blevet lavere som følge af udlejningen. K havde først gjort kravet på leje gældende som et selvstændigt krav, efter at M havde rejst et kompensationskrav. Herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt ansås kravet på leje for at være indgået i parternes samlede mellemværende gennem årene, således at K ikke nu kunne gøre et krav gældende. M blev derfor frifundet for K's krav.

TFA 2010.64 ØLD: M fik ikke medhold i påstand om, at ægtepagt var ugyldig, og påstand om § 56-godtgørelse.

7 års ægteskab. M var 43 årig gartner uden formue. H var 53-årig hjemmehjælper, og hun ejede som særeje ifølge ægtepagt oprettet i 2007 en ejendom med en ejendomsværdi på 1.150.000 kr og en pantegæld på 632.000 kr. M havde under ægteskabet udført arbejde på ejendommen, men der var uenighed om omfanget heraf, og i hvilket omfang han havde afholdt udgifterne til materialer. Begge parter var udearbejdende. M forklarede, at han, der led af posttraumatisk stress, ikke kunne huske indgåelsen af ægtepagten, og påstod den tilsidesat som ugyldig i medfør af AFTL § 36. Subsidiært påstod han en godtgørelse efter ÆL § 56 på 100.000 kr. Retten i Holbæk frifandt H for begge påstande, hvilket ØL stadfæstede.

TFA 2010.62 ØLD: 3 års hustrubidrag efter 8 års ægteskab.

8 års ægteskab og 2 års forudgående samliv. M var 40-årig it-rådgiver med med månedsløn på 54.000 kr. H var 38 år og under uddannelse til sosu-assistent og havde en månedsløn på 18.000 kr. Retten i Hillerød pålagde M bidragspligt i 3 år. ØL stadfæstede.

TFA 2010.27 ØLD: H tilkendt 175.000 kr. i § 56-godtgørelse.

7 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var 47 år og uden væsentlige indtægter. Han havde en særformue på ca. 4 mio kr. H var 42-årig ejendomsmægler, som nu tjente 42.000 kr. om måneden. Hun var uden formue. H havde under ægteskabet arbejdet uden løn i M's køkkenfirma, som blev drevet som A/S, og som nu var gået konkurs. H havde indskudt en arv på 60.000 kr. i køkkenvirksomheden. Retten i Lyngby fandt, at H var berettiget til en § 56-godtgørelse, som i betragtning af, at M ved samlivsophævelsen havde betalt 125.000 kr. til indfrielse af H's gæld, blev fastsat til 175.000 kr. For ØL gjorde M gældende, at H uberettiget havde hævet 421.000 kr. i køkkenfirmaet. ØL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte H's forklaring om, at de 421.000 kr. blev anvendt til dækning af henholdsvis udgifter i køkkenvirksomheden og udgifter til den fælles husholdning, og stadfæstede i øvrigt dommen i henhold til grundene. M pålagt at betale sagsomkostninger til statskassen med 42.000 kr. for byretten og 30.000 kr. for ØL.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

08-11-18