Ægtefælleskiftet
Dansk eller fremmed ret
Europa-Kommissionens forslag 2011/0059 af 16.3.2011 til RÅDETS FORORDNING om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller.
Europa-Kommissionens forslag 2011/0060 af 16.3.2011 til RÅDETS FORORDNING om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber.
Forordningen om formueforhold mellem ægtefæller er vedtaget som Rådets forordning (EU) 2016/1103 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, og forordningen vedrørende registreret partnerskab er vedtaget som Rådets forordning (EU) 2016/1104 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber.
Bemyndigelsen om forstærket samarbejde omfatter følgende 18 EU-medlemsstater: Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Andre EU-medlemsstater har mulighed for senere at tilslutte sig bemyndigelsen. På grund af retsforbeholdet gælder dette dog ikke Danmark.
Bekendtgørelse af europæiske konvention af 7. juni 1968 om oplysninger om fremmed ret
Allan Philip i Dansk international privat- og procesret, 3. udg. 1976, p. 222-239.
T. Svenné Schmidt i International person-, familie- og arveret, 1990, p. 73-85.
Peter Arnt Nielsen i International privat- og procesret, 1997, p. 408-419.
Katharina Boele-Woelki, Bente Braat og Ian Summer: European Family Law in Action. Volume I: Grounds for Divorce, 2003, 466 sider, Intersentia, Antwerpen. Anmeldt af Lise Krabbe i TFA 2003.255-256.
Katharina Boele-Woelki, Bente Braat og Ian Summer: European Family Law in Action. Volume II: Maintenance between Former Spouses, 2003, 496 sider, Intersentia, Antwerpen. Anmeldt af Lise Krabbe i TFA 2003.255-256.
Marianne Holdgaard & Ana M. Lopez-Rodriguez (red.): Globalisering og familieret, 1. udg., 2004, 178 sider, DJØF
Katharina Boele-Woelki, Bente Braat og Ian Curry-Sumner: European Family Law in Action. Volume III: Parental responsibilities, juni 2005, 821 sider, https://www.larcier-intersentia.com/en/european-family-law-in-action-volume-iii-parental-responsibilities.html Intersentia, Antwerpen.
Katharina Boele-Woelki, Bente Braat og Ian Curry-Sumner: European Family Law in Action. Volume IV: Property relations, april 2009, 1.242 sider, https://www.larcier-intersentia.com/en/european-family-law-in-action-volume-iv-property-relations-between-spouses.html Intersentia, Antwerpen.
Katharina Boele-Woelki, Charlotte Mol og Emma van Gelder: European Family Law in Action. Volume V: Informal relationships, sep. 2015, 1.170 sider, https://www.larcier-intersentia.com/en/european-family-law-in-action-volume-v-informal-relationships.html Intersentia, Antwerpen.
1959 1999 2007 2016 Jørgen Trolle i TfR 1959.39-53: Betragtninger omkring den internationale privatrets regler om det ægteskabelige formueforhold.
Allan Phillip i TfR 1959.177-192: Om formueordningens uforanderlighed i den internationale ægteskabsret.
Jørgen Trolle i TfR 1959.392-398: Om den ægteskabelige formueordnings uforanderlighed.
Allan Phillip i TfR 1960.59-61 Duplik om den ægteskabelige formueordning i international ægteskabsret.
Ebbe Nielsen i JUR 1972.461-471: Formueforholdet mellem ægtefæller i tysk ret.
Peter Arnt Nielsen i JUR 1995.189-201: Formueforholdet mellem ægtefæller i internationale ægteskaber
Går ind for en anerkendelse af partsautonomien i dansk ret, således som i de fleste andre europæiske lande.Peter Arnt Nielsen i JUR 1999.345-46.
Henrik Dam i Festskrift til Inger Dübeck, 2003, p. 205-228: Lovvalg for ægtepagter.
Peter Arnt Nielsen i Lov & Ret nr. 7/2003 p. 3-6: Ægteskab og lovvalg
Går ind for en reform af de danske lovvalgsregler, således at lovvalget sker til fordel for loven i det land, der er den stærkeste tilknytning til.Birthe Rønn Hornbech i Lov & Ret nr. 2/2004, p. 31: Sharia og dansk ret.
Maja Holmlund og Ümit Gezder i TFA 2005.98-104: Internationale regler for ægtefælle- og dødsboskifte - sammenligninger mellem tyrkisk og dansk ret.
Sys Rovsing og Maryla Lemche Wroblewski i TFA 2007.44-48: International familieret - lovvalgsreglerne og ægtefællernes aftalefrihed.
Lars Thøgersen i TFA 2009.4-12: Internationale aspekter af ægtefællers formueforhold - særlig nye regler herom i Den Nordiske Ægteskabskonvention
Peter Arnt Nielsen i UfR 2009 B.253-258: En international ægteskabsreform
Går ind for at Danmark indfører moderne og socialt retfærdige lovvalgsregler i lighed med udviklingen i international og fællesnordisk ret.Maryla Rytter Wróblewski & Jette H. Ronøe i Facetter - festskrift til Sys Rovsing, 2013, p. 91-110: Familiemæssige juridiske udfordringer i en international verden
Alexandra Castenschiold Paaske og Anja Cordes i ADV nr. 8/2014 p. 40-41: Lovvalg i ægteskabssager - Ægteskaber over grænser
Peter Arnt Nielsen i Festskrift til advokat Jørgen U. Grønborg, 2016, p. 159-174: Udsigt til reform af lovvalgsreglerne for formueforholdet mellem ægtefæller?
Hans Viggo Godsk Pedersen i Festskrift til Frederik Harhoff, 2016, p. 411-422: Om lovvalget i Familieformueretten
HR: Mandens domicillov ved ægteskabets indgåelse (lex domicilii). Domicillandet er det land, hvor manden har bopæl eller ophold, i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt (animus remanendi). I ægteskaber mellem personer af samme køn gælder formentlig reglerne i det land, hvor parterne indgik ægteskab. Der gælder et princip om formueordningens uforanderlighed.
UfR 1935.1143/2 ØLD: M og H, der begge var danske statsborgere, havde indgået ægteskab i 1927 i Illinois, hvor de boede fra 1923. De havde begge forgæves ansøgt om amerikansk statsborgerskab. De flyttede i 1933 til Danmark, og M begærede bosondring i 1935. Begæringen blev afvist, da formueordningen skulle bestemmes efter loven på mandens domicil ved ægteskabets indgåelse, og da der var legalt særeje i staten Illinois.
UfR 1948.1120 HD: Dansk tjenestemand, der i 1936 var blevet udsendt som vicekonsul i Sidney, Australien, havde i 1938 indgået ægteskab i Australien med dansk H. Parterne havde forinden oprettet ægtepagt om fuldstændigt særeje. Denne var ikke tinglyst. Parterne blev skilt i 1947, og H krævede fællesboet skiftet i Danmark. Højesteret afviste begæringen om skifte. Efter de foreliggende oplysninger måtte det antages, at M, der ikke havde eller havde haft eksterritorialitet, d. 09.02.1938 ikke længere havde bopæl her i landet, men havde hjemsted i Sidney. Herefter, og idet ægtepagten måtte antages at være gyldig efter australsk ret, havde der ikke været formuefællesskab i ægteskabet. Komm. af Drachmann Bentzon i TfR 1949.183 og af Max Sørensen i Jus Gentium 1949.392.
UfR 1969.637 B: Kendelse afsagt af Helsingør Skifteret: M og H indgik ægteskab i staten New York, USA, i 1950, de flyttede derefter til Connecticut, og i 1961 flyttede de til Danmark til et hus i Humlebæk. De blev separeret i 1966. M påstod H's begæring om skifte afvist, da der mellem ægtefællerne bestod fuldstændigt særeje i overensstemmelse med lovgivningen i New York, hvor ægteskabet blev indgået. Skifteretten tog denne påstand til følge, idet det fandtes mest hensigtsmæssigt, at formueforholdet mellem ægtefæller bedømtes efter lovene i den stat hvori manden ved ægteskabets indgåelse var domicileret.
UfR 1994.918 VLD: Dansk M indgik i 1968 ægteskab med australsk H i Australien, hvor de boede, indtil de i 1977 flyttede til Danmark. M dømt til at anerkende, at formueforholdet mellem ægtefællerne skulle bedømmes efter australsk ret.
TFA 1999.49 ØLK: M boede og arbejde i Tyskland i mere end et år efter ægteskabets indgåelse d. 30.12.1993. M og H havde i foråret 1993 fået dansk opholdstilladelse, og M ejede ejendom i Danmark. Tysk ret skulle anvendes ved deling af parternes fællesbo, da M ved ægteskabets indgåelse havde haft den stærkeste tilknytning til Tyskland og derfor domicil i denne stat.
TFA 2001.66 ØLD: Dansk M indgik i februar 1995 ægteskab med H. Skifteretten i Hørsholm fandt det godtgjort, at M ved ægteskabets indgåelse var permanent ansat i fransk selskab og permanent bosat i Frankrig, hvor det var ægtefællernes hensigt at blive boende. M fik derfor medhold i, at boet skulle deles efter fransk ret. ØL tiltrådte, at M i hvert fald på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var domicileret i Frankrig.
TFA 2012.183/2 ØLK (https://jura.karnovgroup.dk/document/7000512222/1 FM 2012.172 ØLK): M og H havde ikke aktiver i Danmark, men M gjorde gældende, at H ejede fast ejendom i Iran, hvilket H bestred. H forklarede, at de havde indgået ægteskab først i Bulgarien og senere i Danmark. Skifteretten i Odense afviste M's anmodning om offentligt skifte, idet det ikke var godtgjort eller sandsynliggjort, at mindst en bodel var positiv. ØL hjemviste sagen til fornyet behandling ved skifteretten, allerede fordi der ikke var taget stilling til spørgsmålet om lovvalg.
https://jura.karnovgroup.dk/document/7000512216/1 FM 2012.166 ØLK: M og H indgik ægteskab i Danmark d. 20.04.1994. Ved ægteskabets indgåelse og frem til januar 2000 var M tilmeldt dansk folkeregisteradresse. Parterne havde ikke oprettet en ægtepagt, men H havde oprettet et dokument af 06.04.1994, hvori hun havde erklæret, at hele hendes formue var særeje. M var bekendt med erklæringen, der var oprettet efter parternes fælles ønske. Skifteretten fandt, at at M ved ægteskabets indgåelse havde domicil i Danmark, og at ægtefællernes formueordning skulle afgøres efter dansk ret. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at M havde folkeregisteradresse i Danmark frem til 2000, at M fik fuldtidsarbejde i Danmark i 1994, ligesom han betalte skat her og havde familie i Danmark. H flyttede til Danmark i 1996. Den af H udarbejdede erklæring udgjorde ikke en gyldig ægtepagt i medfør af dansk ret, hvorfor der var formuefællesskab mellem parterne. ØL stadfæstede.
UfR 2017.858 HD (TFA 2017.104 HD): H havde erhvervet to lejligheder i Italien fra sine forældre. Der forelå ikke en gyldig tredjemandsbestemmelse om særeje, og arvestatuttet kunne heller ikke føre til, at faste ejendomme var særeje.
H, der var italiensk statsborger, erhvervede i 1977 og 1982 to lejligheder i på Sicilien. Købesummen blev betalt af H's forældre, som samtidig blev tillagt livsvarig brugsret til lejlighederne. H indgik i 1993 ægteskab med M, der var dansk statsborger, og som ved ægteskabets indgåelse havde domicil i Danmark. I forbindelse med parternes skilsmisse opstod der tvist om, hvorvidt de to ejendomme tilhørte H som særeje. Parterne var enige om, at formueforholdet mellem dem som udgangspunkt skulle afgøres efter dansk ret. Der var endvidere enighed om, at der ikke var oprettet en gyldig ægtepagt om særeje. Spørgsmålet var herefter, om de to ejendomme på andet grundlag tilhørte H som særeje. Retten i Lyngby fandt, at ejendommen indgik i formuefællesskabet. ØL stadfæstede. H anførte for HR, at det følger af italiensk ret, at alt, hvad ægtefæller indbringer i ægteskabet eller efterfølgende erhverver ved arv eller gave, er særeje. Hendes forældre havde derfor, da de overdrog ejendommene til hende, ikke anledning til at træffe bestemmelse om, at ejendommene skulle tilhøre hende som særeje ved et eventuelt senere ægteskab. I overdragelsen kunne der derfor indfortolkes en tilkendegivelse fra hendes forældre om, at ejendommene skulle tilhøre hende som særeje. HR fandt, at det oplyste om den legale ordning om ægtefællers formueforhold efter italiensk ret ikke kunne sidestilles med en udtrykkelig tilkendegivelse om særejevilkår efter den dagældende bestemmelse i RVL § 21, stk. 1, nr. 2 (nu § 28 a). Der forelå derfor ikke en gyldig tredjemandsbestemmelse om særeje, hvad enten erhvervelsen blev anset som arveforskud eller gave. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om H ved erhvervelsen af ejendomsretten til ejendommene modtog en sådan betydelig vederlagsfri formuefordel på forældrenes bekostning, som efter dansk ret er en betingelse for, at en bestemmelse om særeje kan tillægges virkning efter sit indhold. For det tilfælde, at H måtte anses for at have modtaget ejendommene som arveforskud, tog HR herefter stilling til, om den danske regel om lovvalget i arveforhold, hvorefter de arveretlige forhold skal bedømmes efter arveladerens domicillov (arvestatuttet), kunne føre til, at ejendommene tilhørte H som særeje. HR bemærkede under henvisning til en erklæring fra en italiensk advokat, at der ikke i de italienske arveregler var bestemmelser om, at arv var særeje. De familieretlige regler om formueordningen mellem ægtefæller kunne ikke anses for omfattet af arvestatuttet. Arvestatuttet kunne derfor ikke føre til, at ejendommene var særeje for hende.
U1: Hvis manden umiddelbart i forbindelse med ægteskabets indgåelse klart foretager et domicilskifte, gælder mandens nye domicillov.
UfR 2000.414 VLD (FM 2000.7/4 VLD): M og H, der begge var tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet d. 02.06.1978. H og begges familier boede i Danmark, mens M, der var født i 1955, var soldat i Tyrkiet. M flyttede til Danmark ca. 2,5 måned efter. Parterne blev separeret d. 13.12.1993. Da det under skiftet blev dokumenteret, at M havde et bankindestående i Tyrkiet på ca. 364.000 kr., gjorde M d. 29.11.1997 gældende, at der i ægteskabet var tyrkisk særeje. VL antog, at M ikke havde udvist en sådan passivitet eller adfærd i øvrigt, at dansk ret allerede af den grund skulle lægges til grund. Da M ved ægteskabets indgåelse havde domicil i Tyrkiet, skulle parternes formueforhold som udgangspunkt bedømmes efter tyrkisk ret. Dette udgangspunkt skulle fraviges til fordel for parternes første fælles domicillov, såfremt M i forbindelse med ægteskabets indgåelse foretog et reelt domicilskift, ved at opgive sin hidtidige bopæl og flytte - typisk til H's hidtidige domicilland. Omstændighederne ved ægteskabets indgåelse, herunder navnlig, at H og begges familier boede i Danmark, talte med vægt for, at M agtede at foretage et sådant domicilskift. Parterne havde under hele ægteskabet haft bopæl i Danmark, hvor de havde opnået dansk statsborgerskab. Formodningen for, at der var tale om et reelt domicilskift, var således til fulde blevet bekræftet. M blev herefter tilpligtet at anerkende, at boet skulle behandles efter dansk ret.
UfR 2002.1594/2 VLD (FM 2002.78/2 VLD): H, der var dansker, havde i d. 05.07.1974 i Frankrig indgået ægteskab med M, der var franskmand og boede i Paris. Parterne flyttede i nov. 1974 til Danmark, hvor de boede indtil separation i 1989. M havde ved ægteskabets indgåelse domicil i Frankrig, og formueforholdet mellem parterne skulle som udgangspunkt bedømmes efter fransk ret. Dette udgangspunkt kunne fraviges, hvis det måtte antages, at M i forbindelse med ægteskabets indgåelse foretog et reelt domicilskifte. Efter ægteskabets indgåelse fortsatte M sine studier i Frankrig, hvor parterne boede, indtil de i november 1974 flyttede til Danmark og tog ophold hos H's familie. M var ikke på grund af flytningen nødsaget til at opgive sine studier, og han modtog fortsat legater fra Frankrig. Der var ikke grundlag for at antage, at M i forbindelse med ægteskabets indgåelse foretog et domicilskift.
U2: Hvis mandens domicillov åbner mulighed for partsautonomi, kan parterne ved
ægtepagt aftale, at formueordningen skal være underlagt et andet lands lov (renvoi).
se Nordisk Ægteskabskonvention art. 3 a:
Ægtefæller, som er omfattet af artikel 3, kan aftale, at loven i en kontraherende stat, hvor en af dem er bosat eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal anvendes på deres formueforhold. En sådan lovvalgsaftale kan også indgås før ægteskabet.
Hvis den ene ægtefælle eller begge ægtefæller under ægteskabet har bosat sig i en anden kontraherende stat, kan ægtefællerne også aftale, at loven i den kontraherende stat, hvor de begge senest var bosat samtidig, skal anvendes.
U3: Hvis ægtefællerne flytter til Danmark, kan de ved ægtepagt aftale, at en dansk formueordning skal finde anvendelse.
U4: Hvis begge parter er nordiske statsborgere og også var det ved ægteskabets indgåelse, gælder loven i den af de nordiske stater, hvor parterne ved ægteskabets indgåelse bosatte sig. Har begge ægtefæller senere bosat sig i en anden af staterne og boet der i mindst 2 år, anvendes denne stats lov i stedet. Har begge ægtefæller tidligere under ægteskabet været bosat der, eller er begge ægtefæller statsborgere der, anvendes denne stats lov dog, så snart ægtefællerne bosætter sig i denne stat, jf. Nordisk ægteskabskonvention art. 3, gengivet i RVL-kommentar p. 328 f. Denne regel, som er et brud på uforanderlighedsprincippet, bygger på en forudsætning om retsenhed, som ikke længere findes. Et dansk ægtepar kan således få delvist særeje ved at flytte til Norge, jfr. den norske ægteskabslov fra 1991 § 59, og dødsfaldssæreje for længstlevende, hvis de flytter til Sverige, jfr. den svenske ægteskabslov fra 1987 kap. 12 § 2. Se nu Bekg. nr. 1123 af 21.11.2008 om ikrafttræden af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931. Er trådt i kraft d. 01.12.2008.
Modificeret anvendelse af udenlandsk lov
Den Nordiske Ægteskabskonvention
Der er som noget nyt indført lovregler om lovvalget, jf. ÆFL §§ 62-71. Lovvalgsreglerne finder ikke anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter ÆFL § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter ÆFL kapitel 16. Dette skyldes, at sager om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres efter dansk ret.
Man skal ifølge ÆFL § 64 anvende loven i den stat,
- hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller
- hvor de begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, eller
- hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, eller
- som begge ægtefæller havde den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet.
Når begge ægtefæller har boet her i landet de seneste fem år, finder ÆFL anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. ÆFL § 64, stk. 5. Dette er et brud på uforanderlighedsprincippet. Der er ikke en tilsvarende 5-års regel i EU-forordning 2016/1103 og 2016/1104. En fransk ægtepagt vil ikke være gyldig efter 5 års bopæl i Danmark, da ægtepagten ikke er tinglyst i personbogen i Hobro. Hvis ægtefællerne har tredjemandsbestemt særeje efter fransk ret, vil dette særeje fortsat gælde, uanset 5 års bopæl i Danmark, hvis dette er bestemt i et fransk testamente eller gavebrev. Er arven eller gaven særeje efter fransk ret, selv om der ikke foreligger særejebestemmelse fra tredjemand, vil arven eller gaven blive dansk delingsformue efter 5 års bopæl i Danmark.
Bopælsbegrebet i bestemmelsen skal forstås som ”habitual residence” (sædvanligt opholdssted), der er den tilknytningsfaktor, der anvendes i international privatret. Sædvanligt opholdssted svarer ifølge bemærkningerne i det store hele til bopælsbegrebet ”hjemting” i RPL § 235. Dette er ikke korrekt. Man kan godt have hjemting i flere lande på en gang, men man kan ikke have sædvanligt opholdssted - eller domicil - i flere lande på een gang. Hjemtingsbegrebet bygger alene på faktiske omstændigheder.
Ifølge Johan Hartmnn Stæger i ÆFL-kommentar p. 429-430 skal begrebet sædvanligt opholdssted fastlægges efter en konkret helhedsvurdering, hvori kan indgå objektive faktorer, herunder formålet med og varigheden af opholdet i det pågældende land, varigheden af opholdet indtil videre, personens tilknytning til andre lande, registrering i offentlige registre, hvor personens aktiver befinder sig, samt hvor personens familie og øvrige omgangskreds befinder sig. Også subjektive faktorer, herunder personens ønsker til og intentioner med opholdet, kan tillægges betydning i tvivlstilfælde. Personens statsborgerskab kan også tillægges vægt i tvivlssituationer. Disse faktorer bør samlet set vise en nær og stabil tilknytning til det pågældende land.
Det er uden betydning, om ægtefællerne boede sammen ved ægteskabets indgåelse eller senere. I EU-forordning 2016/1103 og 2016/1104 kræves fælles bopæl.
Bopæl i Danmark omfatter ikke Grønland og Færøerne, medmindre loven sættes i kraft for disse dele af riget.
Ved vurdering af, hvilken stat de havde den tætteste tilknytning ved indgåelsen af ægteskabet, skal der bl.a. lægges vægt på, om ægtefællerne havde boet i samme stat inden ægteskabet, hvor deres ejendele befandt sig ved indgåelsen af ægteskabet, og om de havde planer om at bosætte sig i samme stat. Der kan også lægges vægt på deres statsborgerskab.
TFA 2020.57 ØLK (FM 2020.75 ØLK): Hollandsk ret skulle finde anvendelse på ægtefællernes formuedeling, da parternes første fælles bopæl var i Holland
Skifteretten på Frderiksberg havde i medfør af ÆFL § 64, stk. 2 truffet bestemmelse om, at hollandsk ret skulle finde anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold og dermed på parternes formuedeling under henvisning til, at parterne var bosiddende i Holland, da de indgik ægteskab i Danmark i 1999, og at de herefter bosatte sig i Holland frem til 2002. Begge parter var danske statsborgere. Af sagen fremgik, at ægtefællerne i 2002 flyttede til Tyskland, hvor de boede frem til 2010, hvorefter de flyttede til USA. I juli 2017 flyttede M til Danmark, og i august 2018 flyttede H til Danmark. ØL stadfæstede skifterettens afgørelse i henhold til grundene og henviste i øvrigt til, at ægtefælleloven ikke indeholder bestemmelser om, at loven i ægtefællernes nye bopælsstat skal finde anvendelse, når ægtefællerne har haft bopæl i den nye stat i 5 år uden afbrydelse, eller om, at retten i særlige tilfælde skønsmæsigt kan beslutte, at en anden stats lov skal finde anvendelse.
Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. ÆFL § 65, stk. 1 Ægtefæller kan ikke aftale anvendelse af loven i det land, hvor de senest var bosat samtidig.
I en lovvalgsaftale bør det udtrykkeligt bestemmes, hvilken stats lov der finder anvendelse. Valget kan imidlertid også fremgå af en aftale, uden at lovvalget udtrykkeligt er nævnt. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis ægtefællerne indgår en ægtepagt, der er baseret på en forudsætning om, at dansk ret finder anvendelse, f.eks. gennem henvisninger til de danske regler om særeje, men hvor det ikke udtrykkeligt fremgår, at ægtefællerne ønsker at aftale dansk ret, f.eks. fordi de ikke er klar over, at en anden stats lov finder anvendelse.
En lovvalgsaftale skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller, jf. ÆFL § 66, stk. 1.
Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller aftaler ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt, jf. ÆFL § 66, stk. 2.
En lovvalgsaftale, som ændrer lovvalget, har ifølge art. 22.3 og 22.4 i EU-forordning 2016/1103 kun virkning for fremtiden, medmindre andet fremgår af aftalen. En ændring med tilbagevirkende kraft må ikke forringe tredjemands rettigheder. Bemærkningerne til ÆFL omtaler ikke disse problemer, som også opstår, når lovvalget ændres ved bopæl i Danmark i 5 år.
Enhedsprincippet er blevet lovfæstet, jf. ÆFL § 68, stk. 1, hvorefter lovvalget anvendes på alle aktiver og passiver, der er omfattet af formueforholdet, uanset hvor de befinder sig.
Man kan næppe aftale, at fremmed familieformueret skal anvendes ved separation eller skilsmisse, og dansk familieformueret skal anvendes ved død. Problemet er ikke omtalt i bemærkningerne.
Modificeret anvendelse af udenlandsk lov
Anvendelse af en anden stats lov kan undlades, hvis anvendelsen vil være åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public)., jf. ÆFL § 69, som udtrykkeligt anfører disse eksempler:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af deres køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der har taget initiativ hertil.
Visse regler er internationalt præceptive, jf. ÆFL § 70.
Finder dansk ret ikke anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, og behandles en sag om ægtefællers økonomiske forhold her i landet, finder følgende bestemmelser anvendelse:
1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.
2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk.
3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at udtage bolig, der udelukkende eller hovedsageligt er bestemt til familiens helårsbolig.
Lovvalgsreglerne i ÆFL kapitel 18 finder også anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikrafttræden, jf. ÆFL § 72.
ÆFL § 64, stk. 5 finder først anvendelse på de økonomiske forhold for ægtefæller, der bor i Danmark ved lovens ikrafttræden, når de har boet i Danmark i fem år efter ikrafttrædelsen, jf. ÆFL § 79, stk. 1.
Ægtefæller kan efter ÆFL § 65, jf. § 66, indgå aftale om, at den lov, der fandt anvendelse på deres formueforhold før lovens ikrafttræden, fortsat skal finde anvendelse, jf. ÆFL § 79, stk. 2.
Har ægtefæller før lovens ikrafttræden indgået en aftale om, hvilken stats lov der skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold, er aftalen gyldig fra lovens ikrafttræden, hvis aftalen opfylder betingelserne i §§ 65 og 66, jf. ÆFL § 79, stk. 3
Den Nordiske Ægteskabskonvention
Ovenstående nye lovvalgsregler gælder ikke, hvis andet følger af Den Nordiske Ægteskabskonvention af 06.02.1931, jf. ÆFL § 62, stk. 1. Se herom Lars Thøgersen i TFA 2009.4-12: Internationale aspekter af ægtefællers formueforhold - særlig nye regler herom i Den Nordiske Ægteskabskonvention.
Hvis begge parter er nordiske statsborgere og også var det ved ægteskabets indgåelse, gælder loven i den af de nordiske stater, hvor parterne ved ægteskabets indgåelse bosatte sig. Har begge ægtefæller senere bosat sig i en anden af staterne og boet der i mindst 2 år, anvendes denne stats lov i stedet. Har begge ægtefæller tidligere under ægteskabet været bosat der, eller er begge ægtefæller statsborgere der, anvendes denne stats lov dog, så snart ægtefællerne bosætter sig i denne stat.
Ægtefæller, som er omfattet af Den Nordiske Ægteskabskonvention artikel 3, kan aftale, at loven i en kontraherende stat, hvor en af dem er bosat eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal anvendes på deres formueforhold. En sådan lovvalgsaftale kan også indgås før ægteskabet.
Hvis den ene ægtefælle eller begge ægtefæller under ægteskabet har bosat sig i en anden kontraherende stat, kan ægtefællerne også aftale, at loven i den kontraherende stat, hvor de begge senest var bosat samtidig, skal anvendes.
Lovvalgsaftaler kan efter dansk ret kun indgås ved ægtepagt.
Den nordiske ægteskabskonvention finder ikke anvendelse på registreret partnerskab og ægteskab mellem to personer af samme køn. I disse tilfælde gælder lovvalgsreglerne i ÆFL §§ 63-70
