Afgiftsret

Generelt

2000
2014

2019

2022
2023
2024

2000

Skatteministeriet og Institut for Grænseregionsforskning: Rapport om grænsehandel 2000, 2000, 485 sider.

2014

Erik Dekov, John Engsig, Lars Gosvig og Mette Juul: Moms, Energi, Lønsum, 4. udg., jan. 2014, 292 sider, Karnov Group

2019

Hans Henrik Edlund og Rasmus Mehl: Ejendomme 2 - skatter og afgifter, 1. udg., dec. 2019, Karnov Group

2022

Britt Ørskov Nielsen: Moms og AfgiftsMemo - August 2022, aug. 2022, Karnov Group

2023

Jette Thygesen: Grundlæggende afgiftsretlige principper - i teori og praksis, 2. udg., 2023, 260 sider, DJØF

Ulla Margrethe Hansen: Told, afgifter og moms - En introduktion til den indirekte beskatning i Danmark, 1. udg., 2023, 165 sider, Samfundslitteratur

2024

Karnov Group: Karnov Group Afgiftslove med noter 2024, mar. 2024, 2 bind, Karnov Group

Søren Engers Pedersen og Britt Ørskov Nielsen: Afgiftsmanual 2024, mar. 2024, Karnov Group

Artikler

2007
2009

2010

2011
2012
2013

2015

2017
2019
2020

2021

2022

2007

Christian Clausen i UfS 2007.6: Omlægningen af energiafgifterne som led i skattereformen

2009

Christian Clausen i UfS 2009.2519-2529: Skattereformen - ændring af energi-, miljø- og punktafgifter

Thomas Sørensen i TfS 2009.839: Forårspakken 2.0 - afgiftsmæssige konsekvenser for erhvervslivet

2010

Christian Clausen i TfS 2010.660: Forårspakkens udfordringer for erhvervslivet

2011

Thomas Sørensen i TfS 2011.148: Måling med tilbagevirkende kraft.

2012

Fritz Sørensen i INSPI nr. 1/2012 p. 19-21: Afgifter på Finansloven 2012

En gennemgang af de afgifter, der offentliggøres d. 18. november 2011 i finanslovsforslaget. Det drejer sig om sodavandsafgift på sukkerholdig sodavand, afgift på øl og vin, afgift på slik og chokolade og sukkerholdige fødevarer, afgift på is, tobaksafgift, Kvælstofafgift, vægtafgift, vandafgift, arbejdsskadeafgift, lønsumsafgift på aktielønning og reklameafgift.

Jette Thygesen i SR-Skat 2012.128-137: Hvorfor er administrationen af de danske punktafgifter så problematisk?

Danmark er et af de lande i verden, der har flest punktafgifter. Det bør, alt andet lige, give en vis erfaring i udarbejdelsen af afgiftslove. Derfor kan det undre, at punktafgiftslovgivningen fortsat byder på "uforståelige" og vanskeligt administrerbare love. Problemet synes at være, at lovgiver ikke gør sig klart, hvilke administrative problemer lovgivningen byder de berørte virksomheder. Denne artikel er den første i en kort artikelserie, der sætter spot på nogle af problemstillingerne.

Jette Thygesen i SR-Skat 2012.279-288: Registreringsreglerne i afgiftsreglerne er ikke altid enkle og overskuelige.

2013

Chris Pedersen og Sten Kristensen i SR-Skat 2013.277-280: Nyt om moms og afgifter

2015

Randi Christensen og Trine Schorling i R&R nr. 11/2015 SM 64: Overvæltning som kriterium i forhold til tilbagebetaling af ukorrekt opkrævede afgifter

2017

Karsten Wind i SR-Skat 2017.293-296: Godtgørelse af energiafgifter i små og mellemstore virksomheder

2019

Jette Thygesen i TfS 2019.46-47: Overskudsvarme - hvorfor er afgiftsreglerne så vanskelige?

2020

Mette C. Juul i TAXO nr. 4/2020 p. 20-25: Udveksling af oplysninger om moms og afgifter

Benny Cords Odefey i Signatur nr. 2/2020 p. 28-33: Bygninger fra vugge til grav - udvalgte skatteområder

2022

Marie Odgaard-Mogensen i Festskrift til Bent Ole Gram Mortensen, 2022, DJØF, p. 303-334: Energiafgifter – Kan afgiften tilbagebetales?

Jette Thygesen i Festskrift til Bent Ole Gram Mortensen, 2022, DJØF, p. 417-434: Understøtter de nye regler for energiafgifter omlægningen fra brændsler til grøn el?

Affaldsvarmeafgift

Helle Carlsen i TfS 2000.102: Pinsepakkens energiafgifter.

TfS 2002.106 TSS (SKM2001.617 TSS): Korrektion af afgiftssats efter kulafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 2, på grund af redaktionel fejl.

TfS 2007.144 SR (SKM2006.728 SR): SR bekræftede, at biobrændsler ikke var affaldsafgiftspligtige, såfremt der ikke var tale om restprodukter fra anden produktion omfattet af affaldsbekendtgørelsen, og at biobrændsler blev afgiftspligtige efter mineralolieafgiftsloven, når de sammenblandedes med afgiftspligtige olieprodukter inden indfyring i en kedel.

SKM2016.453 LSR: LSR tog stilling til opgørelse af afgiftstilsvar vedrørende affaldsvarmeafgift og tillægsafgift for to forskellige forbrændingsanlæg. Det ene anlæg leverede damp og varmt vand til en ekstern virksomhed, der anvendte dampen og det varme vand til produktion af el og fjernvarme. En del af den leverede varme blev bortkølet, efter at den var overført til fjernvarmevandet. Den bortkølede varme kunne ikke fradrages ved opgørelsen af affaldsvarmeafgiften. Det andet affaldsforbrændingsanlæg producerede el og fjernvarme ved forbrænding af affald i affaldsovne og gas i en gaskedel. Affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften skulle opgøres separat for affaldsovnene.

SKM2017.217 BRD: Sagens spørgsmål var, hvorvidt H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skulle anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, således at der i afgiftsmæssig henseende var tale om et kraftvarmeanlæg, eller om selskabet ikke kunne anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas og derfor i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som to kraftvarmeanlæg. BR fandt, at H1 i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som et anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler.

SKM2018.5 VLD: Sagens spørgsmål var, hvorvidt H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skal anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, således at der i afgiftsmæssig henseende er tale om ét kraftvarmeanlæg, eller om selskabet ikke kan anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas og derfor i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som to kraftvarmeanlæg. VL tiltrådte, at kraftvarmeværket i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som ét anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas.

SKM2019.306 VLD: S havde for flere afgiftsperioder i 2010-2013 angivet og fået udbetalt negative afgiftstilsvar for affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og kuldioxidafgift. De negative afgiftstilsvar var opstået ved, at S i de omhandlede måneder udelukkende havde fyret med ikke-afgiftspligtige brændsler i form af biomasseaffald, hvis energiindhold sagsøgeren havde fratrukket ved opgørelsen af de afgiftspligtige mængder efter reglerne i kulafgiftsloven § 5, stk. 3 og 8, og kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 3. Efter disse regler kunne der rent beregningsteknisk opgøres negative afgiftspligtige mængder for de omhandlede måneder. Disse opgørelser af negative afgiftspligtige mængder dannede grundlag for Ss opgørelse og angivelse af negative afgiftstilsvar. VL fandt, at der efter ordlyden af afregningsreglerne i kulafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven og efter en naturlig sproglig forståelse af reglerne i lovene for opgørelse af den afgiftspligtige mængde ikke kan angives negative mængder af varme, affald og kuldioxid, hvoraf der skal betale afgift. S kunne derfor ikke angive en negativ mængde, der kunne medføre udbetaling af negative afgiftstilsvar.

SKM2020.109 SKTST: Styresignal ang. praksisændring på baggrund af SKM2018.5 VLD, om at opgørelsen af afgifter ved kraftvarmeværker, hvor flere forbrændingsenheder var forbundet til en fælles dampturbine, som producerede el og varme, fremover skulle ske som ved ét anlæg

Et selskab, A, producerede el og varme på basis af gas og affaldsbrændsel. Det blev fastslået ved UfR 2018.598 VLD (SKM2018.5 VLD), at A skulle anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, og dermed var A omfattet af kulafgiftslovens § 5, stk. 3 og 10 og CO2-afgiftslovens § 5, stk. 3. Dommen medførte en praksisændring ift., hvad der i afgiftsloven skulle forstås ved, at et kraftvarmeværk fyrede med en kombination af forskellige brændsler. Dommen fastslog, at hvor produktionen foregik som i A, hvor el og varme blev produceret på en fælles turbine, som blev tilført og var drevet af damp, hvor dampen var baseret på forbrænding af brændsler i forskellige forbrændingsenheder, skulle den samlede mængde indfyrede brændsler i forbrændingsenhederne i opgørelsen anses, som at have været fyret i kombination i ét anlæg. Dette medførte, at anlæg som lignede A’s skulle opgøre tillægsafgiften ved afgiftsforbrænding efter kulafgiftslovens § 5, stk. 10, hvis ikke affaldsforbrændingsanlægget havde tilladelse til udledning af CO2. Der var adgang til genoptagelse, jf. SFL § 31, stk. 2 og § 32, stk. 1, nr. 1, for kraftvarmeværker hvor to eller flere forbrændingsenheder var forbundet til en fælles dampturbine, hvor el og varme blev produceret, og afgifterne ikke var blevet opgjort som ved ét anlæg. Gyldigheden af praksisændringen var fra offentliggørelsen af dette styresignal for tilfælde med lempelse, og seks måneder efter offentliggørelsen for tilfælde med skærpelse.

AFT (Afgift på finansielle transaktioner)

Søren Friis Hansen i SO 2013.121-132: EU-kommissionens forslag til en afgift på finansielle transaktioner

EU-kommissionen præsenterede d. 14.02.2013 et revideret udkast til direktiv om afgift på finansielle transaktioner (forkortet "AFT"). Artiklen gav et foreløbigt overblik over forslaget fra et dansk synspunkt, og der blev knyttet en række kritiske kommentarer til forslaget.

Stine Andersen og Michael Nørremark i Skat Udland 2013.64: Forslag til EU-afgift på finansielle transaktioner rammer Danmark.

Batteriafgift

Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) (Batteriafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 820 af 30.05.2022.

Benzinafgift

Bet. nr. 75/1954: Motorafgiftskommissionens betænkning II : Lovgivningen om motorafgifterne

TfS 2000.402: Skatteministeren oplyste til Skatteudvalget, at forskellen (pr. 21.02.2000 på 1,28 kr.) mellem danske og tyske benzinpriser skyldtes, at avancen var højere i Danmark. Hvis avancen var den samme, ville benzinen kun være 4 øre dyrere pr liter.

TfS 2000.404: Skatteministeren redegjorde for den gennemsnitlige benzinpris pr. d. 09.03.2000 i de skandinaviske lande samt Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig.

TfS 2002.145 TSS (SKM2001.658): Told- og Skattestyrelsen havde udsendt meddelelse om afgiftsdifferentiering (afgiftsrabat på 3 øre/l) for benzin, der udleveredes fra benzinstationer, som opfyldte visse skærpede miljømæssige krav. Ordningen trådte i kraft den 12. oktober 2001 ved Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 881 af 10. oktober 2001 om ikrafttræden af lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. og andre afgiftslove. Det præciseredes i meddelelsen, at afgiftsnedsættelsen gjaldt for benzin, som benzinstationen fik leveret fra og med den dato, hvor tilsynsmyndigheden havde modtaget meddelelse om, at benzinstationen opfyldte de skærpede miljømæssige krav, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 555 af den 9. juni 2001, om forebyggelse af jord- og grundvandsforurening fra benzin- og dieselsalgsanlæg. Meddelelsen indeholdt samtidig en beskrivelse af den administrative procedure i tilknytning hertil.

Brændstofforbrugsafgift

Lov om afgift efter brændstofforbrug m.v. for visse person- og varebiler (brændstofforbrugsafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 1147 af 31.05.2021

Skrivelse nr. 9947 af 16.06.2023: Styresignal: Genoptagelse og tilbagebetaling af renter ved for sen betaling af afgifter i henhold til brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven

SKM2022.596 LSR: Efter forkert registrering af varebil kunne der ikke ske tilbagebetaling af for meget indbetalt privatbenyttelsesafgift efter brændstofforbrugsafgiftsloven, da det alene var ejeren, der havde kendskab til anvendelsen, og det derfor var hans ansvar, at den var registreret korrekt

A havde i 2013 registreret en varebil som ”godstransport privat”. I 2018 fandt A ud af, at registreringen var forkert, idet varebilen skulle have været registreret som ”godstransport privat/erhverv”. A havde fra 2013-2018 betalt en højere privatbenyttelsesafgift efter brændstofforbrugsafgiftsloven, end han burde have betalt. A anmodede om ændring af registreringen og tilbagebetaling af for meget indbetalt privatbenyttelsesafgift fra 2013-2018. Motorstyrelsen, M, ændrede registreringen, men afviste at tilbagebetale for meget indbetalt privatbenyttelsesafgift.
LSR fandt, at genoptagelsesbestemmelserne i SFL §§ 31 og 32 ikke fandt anvendelse på tilbagebetaling af for meget betalt privatbenyttelsesafgift, da brændstofforbrugsafgiftsloven ikke var nævnt i bilag 1 til OKL. Privatbenyttelsesafgift havde endvidere ikke samme karakteristika som de andre afgifter, der var nævnt i bilag 1. Sagen skulle i stedet afgøres efter SFL § 32 a, og betingelserne for at ændre registreringen med virkning fra 2013 var ikke opfyldt. Der blev lagt vægt på, at det alene var A, der havde kendskab til anvendelsen af varebilen, og M havde ikke mulighed for at kontrollere, om køretøjet var registreret korrekt.

CFC-afgift

Lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser, jf. lovbekg. nr. 448 af 17.04.2020

TfS 2007.233 LSR (SKM2006.788 LSR): Et selskab blev anset for berettiget til godtgørelse af CFC-afgift vedrørende brugte køle- og fryseskabe, der udførtes fra Danmark.

Emissionsafgift

Lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer (emissionsafgiftsloven), jf. lov nr. 619 af 11.06.2024

Fedtafgift

Lov om afgift af mættet fedt i visse fødevarer, jf. lov nr. 247 af 30.03.2011

Bekg. nr. 925 af 25.08.2011 om afgift af mættet fedt i visse fødevarer,

Jette Thygesen i SR-Skat 2011.161-168: Lov om afgift mættet fedt i visse fødevarer - endnu en "enkel" afgiftslov

SKM2012.258 SR: SR kunne bekræfte, at moder- og datterselskab efter en konkret vurdering af de to selskabers tætte indbyrdes forhold, herunder den skattemæssige sambeskatning, måtte sidestilles med én virksomhed i relation til spørgsmålet om fremstilling efter fedtafgiftsloven, hvorfor datterselskabet kunne blive registreret som oplagshaver efter fedtafgiftslovens § 4, stk. 1.

SKM2012.329 SR: SR kunne ikke bekræfte, at spørger S kunne opnå godtgørelse af fedtafgift på varer, der indgik i nonfoodproduktion eller blev leveret til udlandet, og som S havde købt hos virksomheder, der havde indkøbt varerne med afgift.

Flyrejseafgift

SKM2009.39 ØLD: Afgiftsfritagelsesreglen i flyrejseafgiftslovens § 2, stk. 3, om transit- og transferpassagerer var ikke anvendelig på passagerer, der ankom til G1 med flyvebåden fra Sverige, eftersom reglen var forbeholdt passagerer, der ankom til G1 med fly. Betingelserne for analogi var heller ikke opfyldt, og der var heller ikke ført bevis for en administrativ praksis i strid med loven. Heller ikke et forventningsprincip kunne føre til et andet resultat.

Forbrugsafgift

Lov om forskellige forbrugsafgifter (Forbrugsafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 1445 af 21.06.2021

Bekg. nr. 1339 af 09.12.2019 om godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v.

TfS 2001.139 LSR: En importør af kaffe skulle svare afgift af kaffen efter satsen for brændt kaffe, som var det produkt, der videresolgtes. Myndighedens passivitet i en periode, hvor der var angivet urigtigt afgiftstilsvar, kunne ikke tillægges betydning for afgørelsen. Importøren skulle efterbetale ca. 7,6 mio kr for 1994-1999.

TfS 2001.404 LSR (SKM2001.261): En lysslange ansås for en belysningsgenstand, hvis indstøbte pærer skulle afgiftsberigtiges på grundlag af antallet af enkeltpærer.

TfS 2002.854 LSR (SKM2002.427): En importør af te blev anset for teafgiftspligtig af smagsstoffer, der var tilsat importeret te, og der skulle derfor ske efteropkrævning af teafgift for perioden 1. maj 1996 til 31. april 1999.

TfS 2002.1062 LSR (SKM2002.593): Ved opgørelsen af største bredde/længde af glødelamper i forbindelse med afgiftsberigtigelsen af disse, jf. forbrugsafgiftslovens § 3, stk. 1, var det alene selve glødelampen, der skulle indgå i beregningen.

TfS 2003.858 TSS (SKM2003.456 TSS): Beregningen af afgiftens størrelse for halogenpærer, der var sammenbygget med en parabol.

TfS 2006.693 LSR (SKM2006.349 LSR): En engrosvirksomhed var berettiget til at foretage leverancer af glødelamper uden at berigtige afgift ved udlevering, idet de modtagende selskaber på tidspunktet for leverancerne var registreret som oplagshavere for den pågældende vareart. Manglende overholdelse af krav til fakturaudstedelse kunne ikke føre til et andet resultat.

TfS 2006.704 VLD (SKM2006.204 VLD): S drev virksomhed med import af rå kaffe (bønner), hvoraf hovedparten blev renset, ristet/brændt, malet og pakket. Resten blev solgt i rå tilstand. S var berettiget til at blive registreret som varemodtager i henhold til § 14 a, stk. 5, i lov om forskellige forbrugsafgifter.

TfS 2008.986 LSR (SKM2008.581 LSR): Frivillig registrering som varemodtager efter forbrugsafgiftsloven blev efter omstændighederne tilladt med tilbagevirkende kraft.

SKM2017.24 ØLD (SKM2015.231 BRD): S påstod at have ret til udbetaling af afgiftsgodtgørelse (glødelampeafgift) efter forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. S kunne ikke løfte den skærpede bevisbyrde, da købsfakturaerne var udstedt til et andet selskab og hverken indeholdt angivelse af antal, type eller afgift. Endvidere blev glødelamperne købt for et væsentligt lavere beløb end den hævdede afgiftsværdi. Retten i Nykøbing Falster frifandt SKAT. ØL stadfæstede.

Sagen handlede om, hvorvidt S havde ret til afgiftsgodtgørelse på kr. 844.360 for glødelampeafgift efter forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. ØL fandt, at S havde bevisbyrden for, at betingelserne for godtgørelse af afgift af varer, der var afgiftsberigtiget efter reglerne i forbrugsafgiftsloven, var opfyldt. Med henvisning til omstændighederne vedrørende indkøbene af glødelamperne fandt ØL, at Ss bevisbyrde var skærpet. Med henvisning til de af BR anførte grunde tiltrådte ØL, at S ikke havde godtgjort at have krav på afgiftsgodtgørelse. ØL fandt således, at S ikke havde godtgjort at have købt glødelamper med en indeholdt glødelampeafgift på kr. 844.360, idet de fremlagte købsfakturaer var udstedt til et andet selskab end S. Derudover var betingelserne i Ss bevilling om afgiftsgodtgørelse ved udførsel ikke opfyldt, idet de fremlagte fakturaer ikke indeholdt en nærmere angivelse af antal og type af glødelamper, lige som glødelampeafgiften ikke var angivet. De angivelser over type og antal af glødelamper, som var foretaget af Ss daglige leder, kunne ikke anses for tilstrækkelig dokumentation. Endelig fandtes det ikke dokumenteret, at de i sagen omhandlede glødelamper var afgiftsberigtiget ved erhvervelsen, henset til at glødelamperne blev købt for kr. 39.825, til trods for en hævdet afgiftsværdi på kr. 844.360. ØL stadfæstede herefter BRs frifindende dom.

SKM2022.338 LSR: Selskab kunne ikke modtage afgiftsgodtgørelse for eksporterede glødelamper i 2016-2018, da selskabet hverken var oplagshaver eller registreret varemodtager, og deres tilladelse til at opnå afgiftsgodtgørelse først var gældende fra d. 15.03.2019

A var et selskab, der eksporterede afgiftspligtige glødelamper. A anmodede om afgiftsgodtgørelse for perioden fra d. 01.06.2016 til d. 31.12.2018, jf. forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1. SKAT afviste anmodningen med henvisning til, at A i perioden ikke havde bevilling til at modtage afgiftsgodtgørelse.
LSR fandt, at oplagshavere, der leverede afgiftspligtige varer til udlandet, var fritaget for afgift, og registrerede varemodtagere kunne efter udløbet af en afgiftsperiode angive den godtgørelsesberettigede afgift, således at den indgik i opgørelsen af afgiftstilsvaret. A var imidlertid hverken registreret som oplagshaver eller varemodtager og havde først tilladelse til at opnå afgiftsgodtgørelse gældende fra d. 15.03.2019. SKAT havde med rette afvist A’s anmodning.

Forsikringsafgift

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (Lystfartøjsforsikringsafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 2019 af 14.12.2020

Lov om afgift af skadesforsikringer (Skadesforsikringsafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 1880 af 09.12.2020

John Holm Andreasen i TfS 2010.692: Forsikringsafgifter og krav om herboende repræsentant samt solidarisk hæftelse.

SKM2015.457 SKAT: Fra 01.07.2015 skulle virksomheder, der udbød vejhjælps-abonnementer, betale skadesforsikringsafgift. Virksomheder, som udbød abonnementer på vejhjælp sammen med f.eks. levering af en bil, en reparationsydelse eller en leasingydelse blev dog ikke afgiftspligtige i situationer, hvor de ikke påtog sig en forsikringsrisiko, men købte abonnementerne til deres kunder hos en vejhjælpsvirksomhed, som derefter havde forsikringsrisikoen direkte overfor den sikrede bilejer/-lejer. Afgiften betaltes af vejhjælpsvirksomheden, og beregnedes af præmien for det/de pågældende abonnementer. Virksomhederne blev afgiftspligtige, hvis de selv påtog sig forsikringsrisikoen, og afdækkede deres risiko ved at tegne abonnement hos den virksomhed, som faktisk udøvede vejhjælpen, eller betalte vejhjælpsvirksomheden efter regning for den leverede vejhjælp. Vejhjælpsvirksomheder skulle tilsvarende ikke betale afgift af abonnementer, som udgjorde genforsikring, dvs. afdækning af den risiko, som en anden virksomhed påtog sig direkte over for den sikrede bilejer/-lejer. Vejhjælpsvirksomheder var endvidere ikke afgiftspligtige af ydelser af vejhjælp efter regning, idet dette ikke var omfattet af afgiftsloven.

SKM2016.270 SKAT: SKAT præciserede reglerne for, hvordan man fastsatte det grundlag, som skadesforsikringsafgiften skulle beregnes af, i situationer, hvor vejhjælpsabonnementer solgtes sammen med andre varer eller ydelser.

SKM2013.256 SR: SR bekræftede, at "transportforsikring", som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om afgift af skadesforsikringer, omfattede både Ss forsikring af fragtfører for ansvar, som fragtføreren kunne ifalde som fragtfører, for skade på gods under transport eller oplagring i tilknytning til transport, og Ss forsikring af speditør for ansvar, som speditøren kunne ifalde som speditør, for skade på gods under transport eller oplagring i tilknytning til transport enten udført af speditøren selv eller af fragtfører kontraheret af speditøren på vareejers vegne.

SKM2013.364 SR: SR bekræftede, at der skulle betales afgift af lystfartøjsforsikring, da en dansk ejer af en lystbåd under nærmere beskrevne vilkår overdrog en andel af båden til et selskab (A) i EU-land X. A foretog en registrering af båden i det pågældende land, og tegnede forsikring af båden. SR fandt ud fra de nærmere beskrevne vilkår ikke, at der skete reel overdragelse af ejerandele. Endvidere udtaltes det, at lystfartøjer ikke kunne blive omfattet af gældende praksis vedrørende udenlandsk ejede lystfartøjer ved overdragelse af en ejerandel på 3 %. SR bekræftede, at afgiftskravet påhvilede forsikringsselskabet, der tegnede forsikringen. SR afkræftede, at afgiftskravet påhvilede den danske ejer eller det udenlandske selskab A. SR bekræftede endvidere, at det medførte indkomstbeskatning i DK af fri båd til rådighed i tilfælde, hvor en dansk ejer overdrog en ejerandel af sin båd til et selskab i land X, men alligevel havde fuld rådighed over båden uden betaling af leje herfor.

SKM2013.365 SR: SR kunne ikke bekræfte, at der kunne tegnes kaskoforsikring af spørgers lystfartøj uden betaling af lystfartøjsforsikringsafgift, da en person bosiddende i byen X i land Y ejede 5 % af lystfartøjet, og personen tegnede kaskoforsikring i land Y. Lystfartøjet skulle ligge i DK og sejle i omkringliggende lande. SR udtalte, at lystfartøjet ikke kunne omfattes af praksis vedrørende udenlandsk ejede lystfartøjer. Da lystfartøjet overvejende ville være dansk ejet og skulle være forsikret for sejlads i dansk område, ansås det som hjemmehørende i DK i afgiftslovens forstand.

SKM2013.646 SR: SR bekræftede, at spørgers abonnementsordninger, som dækkede autohjælp ved ulykker samt anden assistance på bilen, herunder døroplukning, starthjælp eller hjulskifte, faldt udenfor anvendelsesområdet i lov om afgift af skadesforsikringer, da spørger ikke var et forsikringsselskab.

SKM2014.237 SR: SR kunne bekræfte, at S, som var forsikringsagent og leasinggiver, ikke skulle betale skadesforsikringsafgift af den samlede betaling, som S opkrævede hos leasingtagere, når S efter aftale inddrog de leasede genstande under en gruppepolice, hvor S var forsikringstager. Skadesforsikringsafgiften skulle derimod beregnes af den præmie for skadesforsikring, som S betalte til forsikringsselskabet, jf. skadesforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1. Afgiften omfattede således ikke den avance/vederlag, som S uafhængigt af forsikringsselskabet tillagde forsikringspræmien ved opkrævning hos leasingtagere, og som tilfaldt S. SR bekræftede videre, at S som forsikringsagent ikke var en forsikringsvirksomhed, der var pligtig til at lade sig registrere for og indbetale afgift efter lov om afgift af skadesforsikringer, jf. lovens § 1, stk. 1, § 5, og § 6, stk. 1.

SKM2014.315 SKAT: SKAT præciserede anvendelsesområdet for fritagelsen for afgift af kreditforsikringer.

SKM2014.682 SR: SR bekræftede, at der ikke skulle betales lystfartøjsforsikringsafgift af kaskoforsikring af et historisk fartøj, som var erklæret bevaringsværdigt af Skibsbevaringsfonden. SR lagde vægt på, at det omhandlede fartøj var konstrueret som et erhvervsfartøj, der ifølge erklæring fra Skibsbevaringsfonden om krav til istandsættelse og vedligeholdelse skulle bevares som sådan. Der lagdes endvidere vægt på, at fartøjet efter det oplyste alene skulle anvendes til museumsformål af ejeren, som var en forening med vedtægtsbestemte kulturhistoriske formål, herunder kulturhistorisk bevaring og formidling. Fartøjet ansås under disse omstændigheder ikke for et lystfartøj efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, § 1.

SKM2014.753 SKAT: Forsikringsselskaber, der udbød ansvarsforsikring af motorkøretøjer skulle efter årets udgang beregne en minimumsafgift efter lov om afgift af motoransvarsforsikringer, § 3, stk. 2 eller 3. Minimumsafgiften skulle beregnes på grundlag af summen af de erstatninger, der var udbetalt i kalenderåret. SKAT korrigerede sin vejledning vedrørende fastsættelsen af beregningsgrundlaget for minimumsafgiften. Der kunne således ikke ske reducering af afgiftsgrundlaget for minimumsafgift for den del af erstatningsbeløb, der oversteg 1 mio. kr.

SKM2015.696 SR: På baggrund af en ændring af lov om afgift af skadesforsikringer tog SR stilling til, om spørgeren var afgiftspligtig vedrørende sine vejhjælpsabonnementer med virkning fra 01.07.2015. SR svarede således nej til, at vejhjælpsabonnementerne ikke skulle anses for skadesforsikring efter lov om afgift af skadesforsikringer og dennes henvisning til bilag 7 til lov om finansiel virksomhed, som var indsat ved lovændringen.

SKM2019.457 SR: SR bekræftede, at der ikke skulle betales afgift af forsikringen på en almennyttig foreningsbevaringsværdig fiskerbåd, da foreningen udgjorde en erhvervsmæssig enhed, hvorved fartøjet udelukkende blev anvendt til erhvervsmæssige formål. Som følge af at medlemmerne betalte kontingent, var foreningens medlemsaktivitet levering af tjenesteydelser mod vederlag. Dermed var forsikringen ikke afgiftspligtig efter lystfartøjsforsikringsafgiftsloven.

SKM2023.271 LSR: Et skib blev anset som et lystfartøj, og der skulle svares afgift af skibets kaskoforsikring, da det ikke var sandsynliggjort, at skibet udelukkende blev anvendt til erhvervsmæssige formål

K drev forsikringsvirksomhed og havde tegnet en kaskoforsikring for et skib med en længde på 53 meter og en bredde på 7 meter. Skibet blev betegnet som en yacht. Det var indrettet med 7 kabiner med plads til 12 overnattende personer og en besætning på 10 personer. SKTST havde opkrævet 1.170.000 kr. i lystfartøjsforsikringsafgift.
LSR fandt, at skibet var hjemmehørende i Danmark, da skibet var ejet af et selskab med hjemsted i Danmark, og da skibet var forsikret for sejlads i danske farvande. Der var fremlagt udlejningskontrakter af en samlet varighed på ca. 5 uger og dokumentation for hotelovernatninger, hvor det samlede antal overnatninger strakte sig over et tidsrum på ca. 2 uger. På baggrund af oplysningerne var det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at skibet udelukkende blev anvendt til erhvervsmæssige formål. Skibet skulle derfor anses som et lystfartøj i lystfartøjsforsikringsafgiftslovens forstand, hvorfor der skulle svares afgift af skibets kaskoforsikring.

Frigørelsesafgift

Lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekg. nr. 577 af 07.07.2002. Ophævet ved § 6 i lov nr. 458 af 09.06.2004 fra d. 01.01.2004.

Gevinstafgift

Lov om afgift af gevinster ved lotterispil m.v., jf. lovbekg. nr. 1146 af 02.12.2005
SKM2010.545 SR: SR fandt, at lodtrækningen i en spørgeskemaundersøgelse var omfattet af gevinstafgiftsloven. Udvælgelsen af deltagere var sket ud fra et tilfældighedsprincip og i en så tilstrækkelig stor og defineret gruppe, at offentlighedskravet i gevinstafgiftslovens § 1 måtte anses for opfyldt.

SKM2011.222 SR: SR kunne ikke bekræfte, at gevinster udbetalt af A A/S for deltagelse i en offentlig konkurrence ville være omfattet af § 1, stk. 1, litra f. i gevinstafgiftsloven.

Grammofonpladeafgift

Christian Dresager i TfS 1996.36: Afskaffelse af grammofonplade-/CD-afgiften

Kort gennemgang af lovændringen samt en beskrivelse af de forhold, som virksomheder, der kunne få afgiftsgodtgørelse, skulle være opmærksomme på.

Isafgift

Bekg. nr. 1078 af 30.09.2024 om fastsættelse af isafgift for 2025

Konsumisafgift

Lov om afgift af konsum-is (Isafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 1148 af 02.06.2021

Bekg. nr. 1339 af 09.12.2019 om godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v.

TfS 2002.43 LSR (SKM2001.600 LSR): Et selskab, der drev virksomhed med salg af konsum-is til grossister og detailhandlere blev anset for berettiget til at foretage fraskrivning i lagerregnskabet for afgiftspligtige varer, der hos detailhandlere var blevet uanvendelig og derfor bortskaffet af selskabet med udstedelse af kreditnota lydende på fuld pris inkl. afgift.

SKM2019.495 SR: Virksomheden ønskede bekræftet, at to konkrete produkter indeholdende både is og chokolade var omfattet af konsum-isafgiftsloven, og ikke også af chokoladeafgiftsloven. SR bekræftede, at en flødeis med kagebund og brunt chokoladeovertræk var afgiftspligtig efter konsum-isafgiftslovens § 1, stk. 1. Isen havde en fast konsistens, som var opnået ved frysning, og opbevares, transporteres, sælges og konsumeres i frossen tilstand, og opfyldte derfor de karakteristika, der er kendetegnet for en konsumis. Da der var tale om en is omfattet af konsum-isafgiftslovens vareområdet, var den ikke afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Endvidere ønskede S bekræftet, hvorvidt det samme gjorde sig gældende for mørk chokoladeflødeis med mørke chokoladestykker, som indeholder X-% kakaopulver og X-% kakaomasse, som sælges i bøtter. SR bekræftede, at dette var tilfældet, da der var tale om konsum-is omfattet af konsumisafgiftslovens vareområdet.

Kvælstofafgift

TfS 2003.566 TSS (SKM2003.188 TSS): ToldSkat godtgjorde kvælstofafgift i overensstemmelse med Plantedirektoratets registrering for allerede afsluttede planår.

TfS 2001.672 LSR (SKM2001.301 LSR): En jordbrugsvirksomhed ansås for berettiget til godtgørelse af kvælstofsafgift i overensstemmelse med Plantedirektoratets registreringsbevis, selv om registreringen var sket med tilbagevirkende kraft, således at registreringsbeviset også omfattede en allerede afsluttet planperiode.

SKM2013.567 VLD (SKM2012.178 BRD): Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt SKAT med rette havde opkrævet kvælstofafgift hos S med kr. 3.407.130. S gjorde gældende, at myndighedernes skønsmæssige opgørelse over den afgiftspligtige mængde gødning var behæftet med fejl, idet myndighederne havde set bort fra en leverance af kvælstofholdig gødning, som S hævdede at have foretaget til en tysk samhandelspartner. Retten fandt det hverken godtgjort eller sandsynliggjort, at S havde leveret kvælstofholdig gødning til den tyske samhandelspartner. Da S heller ikke på anden vis havde godtgjort, at opgørelsen over den afgiftspligtige mængde gødning kunne tilsidesættes som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart forkert grundlag, blev Skatteministeriet frifundet. VL tiltrådte af de grunde, der var anført af byretten, at det ikke var godtgjort, at Ss faktura nr. ... af 20.10.2006 og faktura nr. ... af 28.12.2006 fra G1 var udtryk for en reel handel. Det, der var fremkommet for VL, kunne ikke føre til en anden vurdering. S havde ikke godtgjort, at gødningen i stedet var solgt til virksomheder omfattet af § 10, stk. 1, nr. 2, i lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. Det var således heller ikke for VL godtgjort, at skattemyndighedernes skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.

SKM2013.882 SKAT: NOx-afgiftsbekendtgørelsens § 6, stk. 5, der fastsatte frist på 3 måneder for godtgørelse efter NOXAL § 9 var uhjemlet. Afslag på godtgørelse som følge af overskridelse af 3 måneders fristen skulle genoptages. Fremadrettet skulle reglerne i SFL §§ 31 og 32 gælde.

SKM2014.662 BRD: Sagen angik prøvelse af SKATs forhøjelse af selskabets afgiftstilsvar for handel med bekæmpelsesmidler og kvælstofholdig gødning. S gjorde i første række gældende, at selskabet ikke skulle svare afgift, da de afgiftspligtige dispositioner var foretaget af direktøren, D, uden for dennes stillingsfuldmagt. D havde ved udarbejdelse af falske fakturaer m.v. søgt at sløre, at der var handlet med afgiftspligtige produkter, og der var ikke i sagen holdepunkter for, at selskabets ejer havde medvirket til eller været vidende herom. BR fandt, at det lå inden for Ds fuldmagt at foretage handel med de omhandlede produkter. Det forhold, at handlerne var foretaget af D uden behørig indberetning af salg og afregning af afgifter, medførte ifølge retten ikke, at de foretagne handler lå uden for selskabets formål. S gjorde i anden række gældende, at SKATs forhøjelse skulle nedsættes. I den forbindelse gjorde selskabet bl.a. gældende, at SKATs forhøjelse - der var baseret på en detaljeret gennemgang af de reelle fakturaer - ikke kunne anses for skønsmæssig. BR fandt, at SKATs ansættelse beroede på et skøn. BR udtalte herved, at det forhold, at der var taget udgangspunkt i en række bilag fundet hos såvel S som andre, ikke fritog afgørelsen fra at være skønsmæssig, men blot medførte en begrænsning af den usikkerhed, der altid vil være forbundet med en skønsmæssig ansættelse. BR fandt ikke, at S havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var behæftet med væsentlige fejl eller var udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at ansættelsen var åbenbart urimelig. SKM blev på den baggrund frifundet.

SKM2016.19 VLD: Sagen angik prøvelse af skattemyndighedernes forhøjelse af selskabets afgiftstilsvar for handel med bekæmpelsesmidler og kvælstofholdig gødning. For VL var den beløbsmæssige opgørelse af afgiftstilsvaret ubestridt. Selskabet gjorde imidlertid gældende, at selskabet ikke skulle svare afgift, da de afgiftspligtige dispositioner ifølge selskabet var foretaget af direktøren uden for dennes fuldmagt som direktør. Det var ubestridt, at direktøren ved bogføring af falske fakturaer m.v. havde søgt at sløre, at der var handlet med afgiftspligtige produkter, og der var ikke i sagen holdepunkter for, at selskabets ejer havde medvirket til eller været vidende herom. BR havde frifundet ministeriet med henvisning til, at det lå inden for direktørens fuldmagt at foretage handel med de omhandlede produkter. VL tiltrådte af BRs grunde, at handlerne, som havde udløst afgiftskravet, havde ligget inden for direktørens fuldmagt til at handle på selskabets vegne i sin egenskab af direktør. VL tilføjede, at handlerne var gennemført for selskabets regning og ikke efterfølgende var civilretligt anfægtet af selskabet i forhold til medkontrahenterne. Det forhold, at direktøren uretmæssigt havde skjult de dispositioner, der havde ført til afgiftspligt for selskabet, kunne herefter ikke i sig selv føre til, at handlerne var ugyldige, eller at selskabets afgiftsforpligtelse skulle bortfalde. VL stadfæstede derfor BRs dom om frifindelse af ministeriet.

Kvælstofoxiderafgift

Lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. (Kvælstofoxiderafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 784 af 24.05.2022

Lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. (Kvælstofafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 1098 af 29.06.2020

SKM2011.273 SR: SR afviste, at afbrænding af fedt fra selvdøde dyr skulle være fritaget fra NOx-afgift, men fastslog, at anvendes fedtet til forbrænding på andre forbrændingsanlæg, end de hvor udledningen sker efter måling, vil brændslerne i NOx-afgiftsmæssig henseende skulle kvalificeres som enten fast biomasse eller flydende VE.

SKM2011.472 SKAT: Styresignal om, at afgiftsgodtgørelse kunne ydes til både registrerede og ikke-registrerede virksomheder, der begrænsede udledningen af NOx til luften.

SKM2014.845 SKAT: SKAT præciserede, hvilken form for dokumentation transportøren skulle kunne fremlægge for bekæmpelsesmidler, der transporteredes i Danmark og for varer, der var i transit.

SKM2015.635 SKAT: Notatet angav retningslinjer for, hvorledes den "maksimalt indfyrede effekt" kunne dokumenteres ved SKATs kontrol af afgiftsopgørelser i forbindelse med udledninger af NOx metan og svovl for biobrændsler, der indfyredes på kedler og gasmotorer.

Lokalradioafgift

Jørgen Holm Damgaard i TfS 1988.416: Lokalradioafgiften.

Opløsningsmiddelafgift

Lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler (Opløsningsmiddelafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 786 af 24.05.2022

Passagerafgift

Lov om passagerafgift på flyrejser, jf. lov nr. 620 af 11.06.2024

Polyvinylkloridafgift (PVC-afgift)

Lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater (Pvc-afgiftsloven), jf. lov nr. 2061 af 21.12.2020

TfS 2002.486 TSS (SKM2002.227): Efter spørgsmål om afgrænsning af det afgiftspligtige vareområde for regntøj efter § 1 , stk. 1, i lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater, havde Told- og Skattestyrelsen indhentet en udtalelse fra Teknologisk Institut, som oplyste, at der var tale om regntøj, når det var undersøgt om metervaren var vandtæt. Derudover skulle det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skulle være vandtætte. I relation til denne definition var det uden betydning, om der var foer i regntøjet. Det var derefter styrelsens opfattelse, at afgrænsningen af vareområdet for regntøj burde ske i overensstemmelse med definitionen fra Teknologisk Institut.

TfS 2006.363 LSR (SKM2006.100 LSR): En virksomheds import og salg af emballagetape med indhold af hård PVC kunne ikke anses for afgiftspligtig efter PVC-afgiftsloven.

TfS 2006.611 SKAT: Som følge af LSR kendelse af 15. november 2005, TfS 2006.363, ændredes praksis vedrørende afgiftspligt af tape, således at tape med indhold af hård pvc og uden indhold af blød pvc ikke længere pålagdes afgift efter pvc-afgiftsloven. Virksomheder, der efter den hidtidige praksis havde indbetalt afgift af tape med hård pvc, kunne anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

SKM2013.822 SR: SR bekræftede, at der ikke skulle svares afgift efter pvc-afgiftsloven ved import af kabelskrot i tilfælde, hvor ledninger og kabler i kabelskrottet ikke længere var anvendelige.

SKM2016.595 SKAT: Styresignalet beskrev en ændring af praksis vedrørende afgiftspligten for presenninger efter pvc-afgiftsloven som følge af Højesterets dom i SKM2016.504 HD. Styresignalet fastsatte frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, som skulle ledsage en anmodning om genoptagelse.

UfR 2017.4 HD (SKM2016.504 HD, SKM2015.701 VLD, SKM2014.532 BRD, SKM2013.586 LSR): Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt grillbetræk skulle kvalificeres som "presenninger" i henhold til pvc-afgiftslovens § 1, jf. bilag 1, nr. 7, og dermed være afgiftspligtige. HR udtalte, at pvc-afgiftsloven i sin oprindelige affattelse i 1999 ikke omfattede de omhandlede grillbetræk. HR lagde navnlig vægt på, at de eksempler på anvendelse af presenninger, der var nævnt i lovens forarbejder, adskilte sig meget væsentligt fra anvendelsen af grillbetræk. HR fastslog dernæst, at der ved ændringen af pvc-afgiftsloven i 2004 ikke skete en udvidelse af det afgiftspligtige vareområde, således at løse, faconformede grillbetræk fremover skulle anses for at være en presenning i pvc-afgiftslovens forstand. De pågældende grillbetræk var derfor ikke afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven. VL og BR var nået til det modsatte resultat. (2-1)

SKM2021.327 SR: Julevarer var afgiftspligtige efter pvc-afgiftslovens § 2, såfremt den bløde pvc i ledningen fra selve produktet til stikket vejede mere end 10% af varens samlede vægt

A ønskede bekræftet, at 4 varer ikke var omfattet af afgiftspligten i pvc-afgiftsloven. Varerne var hhv. et juletræ med lys, et juletræ med grønt og blåt lys, en rensdyrfigur og en juletræskæde.

SR fandt, at varerne ikke var omfattet af pvc-afgiftslovens § 1, da afgiftsgrundlaget indtil 2004 var afgrænset gennem KN-koder, og da ophævelsen af afgrænsningen ikke skulle medføre en udvidelse af afgiftsområdet. Ingen af varerne kunne henføres under disse KN-koder. Varerne indeholdt imidlertid ledninger, der kunne være afgiftspligtige. Hvis vægten af blød pvc i ledninger udgjorde mere end 10% af den samlede vægt, ville der være afgiftspligt. Ledninger i selve produktet var ikke omfattet. Det var alene ledningen fra forbindelsesdele, såsom et stik, og indtil ledningen brydes, enten ved selve monteringen eller ved første pære/diode, der skulle overvejes. Afgiftsgrundlaget skulle beregnes ud fra mængden af blød pvc i den pågældende ledning. Hvis vægten af blød pvc i ledningen ikke var kendt, skulle der betales afgift af den samlede vægt af ledningen. SR kendte ikke vægten, og derfor kunne de ikke bekræfte A’s spørgsmål.

Renteafgift

Leif Sundby i TfS 1987.160: Afgift af renter af forbrugslån.

Smedegaard Andersen i TfS 1988.665: Afgift af renter - alene af lån eller af al gæld?

Christian Bach Hansen i TfS 1988.623: Renteafgiftsloven og skattekontrolloven.

Jakob Jæger i TfS 1989.10: Afgift af renter - af al gæld?

Gjorde gældende, at der skulle betales renteafgift af al gæld - ikke blot af lån.

Smedegaard Andersen i TfS 1989.46: Afgift af renter. En replik

Fastholdt, at der ikke var hjemmel til renteafgift af al gæld.

Råstofafgift

Lov om afgift af affald og råstoffer (Affalds- og råstofafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 14 af 10.01.2023

TfS 2006.654 ØLD (SKM2006.295 ØLD): En dansk importør af cement (S) fik ikke medhold i, at den danske råstofafgift på importeret cement beregnet i henhold til bilag 2 til den dagældende affalds- og råstofafgiftslov udgjorde en toldlignende afgift omfattet af forbudet mod told og toldlignende afgifter i EF-Traktatens art. 23 og 25. Skatteministeriet havde for ØL anerkendt, at den dagældende beregningsmetode for afgiften på importeret cement førte til en diskriminerende afgiftsbelastning af importeret cement i forhold til tilsvarende indenlandsk produceret cement omfattet af lovens bilag 1, hvorfor ministeriet havde anerkendt et delvist tilbagebetalingskrav, jf. EF-Traktatens art. 90 om forbud mod diskriminerende interne afgifter, opgjort som forskellen mellem den afgift, der lovligt kunne opkræves, og den faktisk opkrævede afgift. ØL tiltrådte ministeriets standpunkt. Det rejste tilbagebetalingskrav tilbage til 1990 fandtes i øvrigt i al væsentlighed at være forældet i henhold til 1908-loven, idet forældelsesfristen ikke fandtes suspenderet i henhold til 1908-lovens § 3. S, der pr. 1. april 2000 helt havde stoppet med at indbetale råstofafgiften, fandtes berettiget til i et mindre omfang at kunne modregne med sit delvist retskraftige tilbagebetalingskrav i Skatteministeriets efterbetalingskrav vedrørende skyldig afgift for tiden efter 1. april 2000.

TfS 2008.645 LSR (SKM2008.247 LSR): En anmodning om bindende svar på, om eksport af et kalkholdigt gødningsprodukt til Norge kunne anses som afgiftsfritaget efter råstofloven, blev besvaret med et "nej". Gødningsproduktet havde ikke gennemgået en bearbejdning således som dette udtryk måtte forstås efter råstofafgiftslovens § 5. Endvidere var produktet ikke genstand for et salg, hvorfor der heller ikke ud fra en formålsfortolkning af lovens § 5 kunne ske afgiftsløftning.

SKM2010.236 LSR: Der var ikke hjemmel til refusion af betalt råstofafgift for hasselnødder, som efter indførslen var blevet ukurante som følge af skimmelsvamp.

SKM2010.504 BRD: S, en importør af cement, nedlagde over for Skatteministeriet påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at ministeriet ulovligt havde opkrævet afgift på importeret cement hos S i perioden 1991-2005. Byretten afviste sagen, idet den nedlagte anerkendelsespåstand ikke var egnet til at danne grundlag for rettens bedømmelse af tvisten mellem parterne, idet påstanden, dels ikke tog højde for, at ministeriet i en tidligere sag om samme afgift (jf. SKM2006.295 ØLD) havde anerkendt, at afgiften var en EU-retsstridig diskriminerende intern afgift, men dog samtidig bestred, at der var tale om en toldlignende ulovlig afgift (hvilket landsretten havde givet ministeriet medhold i) og dels ikke tog højde for ministeriets forældelsesindsigelse vedrørende en del af kravet (hvilket synspunkt ministeriet også havde fået medhold i af Landsretten). S havde under sagens forberedelse nægtet at ændre sin påstand til en betalingspåstand, der tog højde for parternes uenighed om afgiftens karakter og for Skatteministeriets forældelsesindsigelse.

SKM2013.482 SR: SR kunne ikke bekræfte, at S var berettiget til fra udlandet eller fra registrerede virksomheder at modtage jordnødder og andre afgiftspligtige varer omfattet af chokoladeafgiftslovens § 19, uden at afgiften var berigtiget. Bestemmelsen i lovens § 5 knyttede sig udelukkende til registrerede virksomheder (oplagshavere), som var registreret for chokolade- og sukkervarer i lovens kap. 1. En registreret varemodtager havde ikke adgang til at modtage afgiftspligtige varer fra udlandet eller fra registrerede virksomheder (oplagshavere), uden at afgiften berigtigedes.

SKM2019.407 VLD: A var en cementimportør, der i 1996-2005 havde betalt råstofafgift af importeret cement i henhold til dagældende lov nr. 838 af 19.12.1989 om afgift af affald og råstoffer med senere ændringer. Afgiften, der pålagdes råstoffer, blev for importeret cement fastsat ud fra mængden af råstof, der var anvendt til fremstillingen af cementen ved hjælp af en omregningsfaktor, der var fastsat i et bilag til råstofafgiftsloven. Omregningsfaktoren viste sig dog at være fejlbehæftet og medførte derfor i en årrække, at importeret cement blev pålagt en højere råstofafgift pr. ton end dansk produceret cement. For VL gjorde A gældende, at afgiften udgjorde en afgift med tilsvarende virkning som told, jf. TEUF art. 30, som dermed skulle tilbagebetales til fulde. Subsidiært gjorde A gældende, at afgiften var en del af et internt afgiftssystem, jf. TEUF art. 110, således at den forskel, der havde været i afgiftsopkrævningen i forhold til dansk produceret cement, skulle tilbagebetales. SKAT gjorde for VL gældende, at afgiften var omfattet af TEUF art. 110. Sagen for VL vedrørte derudover spørgsmålet om, hvorvidt A i tilstrækkeligt omfang havde opgjort og dokumenteret sit tilbagebetalingskrav ved at fremlægge en række befragtningsoversigter. Afslutningsvis havde SKAT gjort gældende, at A havde udvist retsfortabende passivitet. VL gav SKAT medhold i, at afgiften, der pålagdes importeret cement, udgjorde en del af et internt afgiftssystem, jf. TEUF art. 110, da afgiften både blev pålagt råstoffer indvundet i Danmark og råstoffer importeret fra udlandet. SKAT skulle således alene tilbagebetale den diskriminerende del af afgiften, der var et resultat af den fejlbehæftede omregningsfaktor.

SKM2021.612 SR: Et selskab skulle betale råstofafgift for hhv. indvinding af sand i Danmark og import af sand og sten fra udlandet til brug for etablering af kystbeskyttelse i Danmark

Et dansk selskab, S, havde indgået en kontrakt vedr. etablering af kystbeskyttelse. Ifm. konstruktion af kystbeskyttelsen havde S fået til opgave at udføre gravearbejdet til søs samt etablering af landindvindingen med arbejdshavn og nye naturområder. Landområderne blev etableret løbende i takt med, at jorden fra havbunden blev gravet op. Ud over opgravet jord fra havbunden ville S skulle anvende store mængder sand, som S enten ville indvinde i Danmark eller udlandet, evt. en kombination af de to muligheder. S ønskede bekræftet, at S var fritaget for råstofafgift vedr. indvinding af sand fra hhv. Danmark og udlandet, samt import af sten fra steder uden for Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelsen.
SR fandt, at import af sand og sten til brug for etablering af landindvinding var omfattet af råstofafgift, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 2. Det kunne ikke bekræftes, at indvinding af sand i Danmark til brug for etablering af landindvinding ikke var omfattet af råstofafgift, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 1, eller afgiftsfritaget efter bestemmelsen om strandfodring, jf. råstofafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1. Afgørelsen blev påklaget til LSR.

SKM2023.536 LSR (SKM2021.214 SR): Et selskab skulle betale råstofafgift af råstoffer, de indvandt fra havbunden, selvom de var indvundet uden for kontinentalsoklen og transporteret direkte til udenlandske havne

Et selskab, S, havde aktivitet med indvinding af råstoffer fra havbunden ved egne fartøjer eller ved køb af indvindingsydelser fra tredjemand. S havde bl.a. tilladelse til indvinding af råstoffer fra havbunden i områder beliggende uden for det danske søterritorium, dvs. på den danske kontinentalsokkel. I en anmodning om bindende svar ønskede S bekræftet, at råstofmængden, der blev indvundet, og som blev transporteret direkte til udlandet, ikke var omfattet af råstofafgiftsloven
SR besvarede benægtende, idet det geografiske anvendelsesområde for råstofafgiftsloven omfattede kontinentalsoklen og ikke var afgrænset af søterritoriet. Selvom indvindingen skete uden for søterritoriet, og råstofmængden aldrig krydsede den danske 12-sømilgrænse, var råstofmængden altså omfattet af råstofafgiftsloven.
LSR fandt, at indvindingen var erhvervsmæssig, og at råstofferne var omfattet af råstofafgiftslovens bilag 1. Indvindingen krævede tilladelse efter råstofloven, idet den foregik på den danske kontinentalsokkel. Råstofafgiftslovens § 1, stk. 1 fandt anvendelse for indvindingen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at afgiften skulle betales af råstoffer, hvortil der krævedes indvindingstilladelse efter råstofloven. LSR stadfæstede.

SKM2023.537 LSR (SKM2021.215 SR): En mindre udenlandsk virksomhed skulle betale råstofafgift, når der indvandtes sand og grus fra havbunden på dansk territorialområde uden for 12-sømilegrænsen, selvom det blev transporteret direkte til havne uden for Danmark, da det var denne virksomhed, som indvandt materialerne fysisk

S var en mindre familieejet, udenlandsk virksomhed, som ejede et specialfartøj, der kunne suge sand og grus op fra havbunden og med skib transportere det for en kunde, A. S fik for sin ydelse og transport betaling fra A. S havde ikke selv indvindingstilladelse til det danske søterritorium, da det var A, der var rettighedshaveren. I en anmodning om bindende svar ønskede S bekræftet, at råstofmængden, der blev indvundet, og som blev transporteret direkte til udlandet, ikke var omfattet af råstofafgiftsloven. Hvis det ikke kunne bekræftes, så ønskede S bekræftet, at S ikke var den, der skulle angive og betale afgiften, når S ikke havde indvindingstilladelsen og ikke ejede, men havde købt retten til indvinding af A.
SR besvarede begge spørgsmål benægtende.
LSR fandt, at indvindingen var erhvervsmæssig, og at råstofferne var omfattet af råstofafgiftslovens bilag 1. Indvindingen krævede tilladelse efter råstofloven, idet den foregik på den danske kontinentalsokkel. Råstofafgiftslovens § 1, stk. 1 fandt anvendelse for indvindingen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at afgiften skulle betales af råstoffer, hvortil der krævedes indvindingstilladelse efter råstofloven. Ud fra en almindelig sproglig forståelse af ordlyden af råstofafgiftslovens § 1 og 4 var det den, der udførte den fysiske aktivitet med indvinding mhp. udnyttelse af de derved indvundne råstoffer, der skulle registreres efter råstofafgiftslovens § 4. Det var derfor S, der skulle angive og betale afgiften. LSR stadfæstede.

Svovlafgift

Lov om afgift af svovl (Svovlafgiftsloven), jf. lovbekg. nr. 479 af 22.04.2020

TfS 2001.143 LSR: Et fjernvarmeværk, der fremstillede fjernvarme ved forbrænding af træflis, ansås ikke for afgiftspligtig efter svovlafgiftslovens § 2, stk. 3, af indfyret træflis, i det omfang, det godtgjordes, at svovlindholdet beregnet af brændslets vægt inkl. vand havde været under 0,05 %. Efterfølgende analyseresultater var ikke tilstrækkelig dokumentation herfor.

TfS 2007.139 VLD (SKM2006.735 VLD): I denne sag havde ToldSkat truffet afgørelse om, at Randersværkets betaling af kulafgift, kuldioxidafgift og svovlafgift skulle ske på baggrund af et stipuleret referenceværk i henhold til pkt. 3 i cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. Baggrunden herfor var, at Randersværket solgte den fremstillede elektricitet til en forud aftalt pris, der var uafhængig af værkets omkostninger ved elfremstillingen. Ifølge ToldSkats afgørelse skulle det stipulerede referenceværk baseres på en række nærmere angivne virkningsgrader og på, at der skulle ske en ligedeling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden.

SKM2009.408 LSR: Et varmeværks anmodning om tilladelse til at afregne svovlafgift efter udledningen af svovldioxid, jf. svovlafgiftslovens § 2, stk. 2 og 6, var med rette afslået.

SKM2009.600 SKAT: SKAT ændrede praksis, således at der ikke var fritagelse for afgift af dieselolie, der forbrugtes i fartøjer, der foretog ral- og sandsugning (indvinding) til søs, for så vidt angik olieforbruget til selve indvindings-aktiviteten. Ændringen trådte i kraft 1. april 2010.

SKM2015.322 LSR: Selskab ansås ikke for berettiget til tilbagebetaling af svovlafgift i henhold til § 15, stk. 4, i lov nr. 1384 af 21.12.2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet mv., idet selskabet ikke i den omhandlede periode havde tilladelse til udledning af kuldioxid efter CO2-kvotelovens § 9.

SKM2015.323 LSR: Selskab ansås ikke berettiget til tilbagebetaling af svovlafgift i henhold til § 15, stk. 4, i lov nr. 1384 af 21.12.2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet mv., idet varmen fra kraftvarmeværket ikke var leveret til virksomheden, men produceret på virksomhedens eget anlæg.

SKM2019.38 LSR: Sagen angik godtgørelse af CO2-afgift, mineralolie- og svovlafgift for perioden 01.04.2010 – 31.12.2015. SKAT havde nedsat godtgørelsen, da dieselforbruget til drift af råstofpumper på skibe ikke ansås omfattet af afgiftsfritagelsen for sejlads. LSRs flertal anså ikke forholdet for groft uagtsomt og ændrede derfor afgørelsen delvist. Endvidere angik afgørelsen afslag på anmodning om yderligere godtgørelse af miljø- og energiafgifter samt NOx-afgift.

Udstykningsafgift

Lov om udstykningsafgift, jf. lovbekg. nr. 1209 af 07.10.2013

Vejafgift

Lov om vejafgift (Vejafgiftsloven), jf. lov nr. 763 af 13.06.2023

Lov om afgift af vejbenyttelse, jf. lovbekg. nr. 174 af 21.02.2020 (ophæves d. 01.01.2025)

Bekg. nr. 1490 af 04.12.2024 om visse regler for rutebilletter efter lov om vejafgift

Bekg. nr. 1414 af 05.12.2024 om interoperabilitet mellem elektroniske vejafgiftssystemer og fremme af udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen (EETS-bekendtgørelsen)

Bekg. nr. 1391 af 04.12.2024 om Sund & Bælt Holding A/S’ regnskabsaflæggelse m.v. for vejafgifter, som indgår i statsregnskabet

TfS 1997.618 DEP: Visse køretøjer til tivoli og cirkus fik dispensation fra vejbenyttelsesafgiften for tunge lastbiler.

Advokat Jørgen U. Grønborg