Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven), jf. lov nr. 1451 af 10.12.2024.
Link til den tidligere auktionslederlov
Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven), jf. lov nr. 1451 af 10.12.2024.
Kapitel 1: Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse på frivillig offentlig auktion over tjenesteydelser og løsøre bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer samt tvangsauktion over løsøre efter henvisning, jf. § 4, bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer, aktier, gældsbreve og andre fordringer.
Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på auktioner, der i henhold til lov kan forestås uden en beskikket auktionsleders mellemkomst.
§ 2. Ved en offentlig auktion forstås i denne lov en salgsmetode, hvor der gennem en gennemsigtig, konkurrencebaseret budprocedure tilbydes løsøre eller tjenesteydelser til personer, som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen, jf. § 23, stk. 2, og som har haft adgang til at gøre sig bekendt med det udbudte løsøre eller de udbudte tjenesteydelser, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe løsøret eller tjenesteydelserne.
Kapitel 2: Auktionsledere og auktionslederes beskikkelse m.v.
§ 3. Offentlige auktioner omfattet af loven, jf. § 1, forestås af en auktionsleder, der er beskikket af justitsministeren.
§ 4. Tvangsauktioner over løsøre kan forestås af en beskikket auktionsleder efter §§ 5 og 6 og efter henvisning fra fogedretten, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For så vidt angår tvangsauktioner over løsøre fra et fællesbo m.v., der behandles ved bobehandler, et dødsbo, der behandles ved bobestyrer, eller et konkursbo, kan disse forestås af en beskikket auktionsleder efter §§ 5 og 6 efter henvisning fra bobehandler, bobestyrer eller skifteretten.
§ 5. Auktionsledere beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra fogedretten, jf. dog § 6.
Stk. 2. Beskikkelse efter stk. 1 meddeles for en bestemt retskreds, hvor auktionslederen er berettiget og forpligtet til at forestå afholdelse af auktion, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Auktionslederen er endvidere berettiget til at forestå afholdelsen af auktioner uden for den retskreds, auktionslederen er beskikket i.
Stk. 4. Beskikkelse som auktionsleder kan meddeles den, der
1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og
3) har relevant uddannelse, erhvervsfaring el.lign., jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Justitsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra stk. 4, nr. 3.
§ 6. Justitsministeren kan efter ansøgning beskikke en person til som auktionsleder at forestå offentlige auktioner for en bestemt auktionsholdervirksomhed.
Stk. 2. Beskikkelse efter stk. 1 kan meddeles den, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 4, og som på grund af drift af en auktionsholdervirksomhed kan dokumentere et konkret behov for, at en auktionsleder kan forestå afholdelsen af offentlige auktioner i auktionsholdervirksomheden.
§ 7. Justitsministeren kan fastsætte regler om den tidsmæssige udstrækning af en auktionslederbeskikkelse, jf. §§ 5 og 6.
§ 8. Beskikkelse som auktionsleder kan nægtes den, der er dømt for et strafbart forhold, såfremt forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve auktionsledervirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Straffelovens § 78, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Beskikkelse kan endvidere nægtes den, der har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover.
§ 9. Auktionslederen tegner forsikring eller stiller anden form for sikkerhed for auktionslederens eventuelle erstatningspligt over for auktionsrekvirenter og auktionskøbere.
Stk. 2. Beskikkelse som auktionsleder kan meddeles, når sikkerhed efter stk. 1 er stillet.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sikkerhedens art og størrelse.
§ 10. Beskikkelse som auktionsleder bortfalder, når auktionslederen dør eller ikke længere opfylder betingelserne i § 5, stk. 4, nr. 1 og 2.
Stk. 2. Justitsministeren kan efter underretning fra fogedretten tilbagekalde en beskikkelse, hvis beskikkelsen ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år.
Stk. 3. Justitsministeren kan endvidere tilbagekalde en beskikkelse efter en erklæring indhentet fra fogedretten, såfremt auktionslederen ikke længere skønnes egnet til at varetage hvervet som beskikket auktionsleder.
Stk. 4. Tilsvarende gælder, hvis auktionslederen har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover.
§ 11. Justitsministeren fastsætter regler om vederlag for auktionslederens arbejde i forbindelse med afholdelse af auktion og for godtgørelse af udgifter forbundet hermed.
Kapitel 3: Auktionslederfuldmægtige og stedfortrædere
§ 12. Fogedretten kan efter indstilling fra en auktionsleder, der kan dokumentere et behov herfor, autorisere en eller flere fuldmægtige til på auktionslederens vegne at forestå afholdelsen af auktioner.
Stk. 2. Autorisation som auktionslederfuldmægtig kan meddeles den, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 4, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 5, stk. 5, og § 8 finder tilsvarende anvendelse.
§ 13. I tilfælde af auktionslederens og auktionslederfuldmægtigens forfald kan fogedretten godkende, at en auktion forestås af en stedfortræder, der optræder under auktionslederens ansvar. Stedfortræderen skal opfylde betingelserne i § 5, stk. 4, nr. 1 og 2.
Kapitel 4: Afholdelse af auktion
§ 14. Snarest muligt efter modtagelsen af en anmodning om auktion berammer auktionslederen efter forhandling med auktionsrekvirenten tid og sted for auktionens afholdelse.
§ 15. Er auktionsrekvirenten eller auktionskøberen en forbruger, skal auktionslederen iagttage reglerne om oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens § 17, når aftalen indgås på auktionslederens forretningssted. Indgås aftalen uden for auktionslederens forretningssted, skal auktionslederen iagttage reglerne om oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens §§ 8 og 10.
§ 16. Auktionslederen skal sikre, at en auktion bekendtgøres med angivelse af tid og sted for auktionen og arten af det, der sælges på auktionen. Bekendtgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om alle forhold, der kan antages at have væsentlig betydning for værdien af det, der bortsælges.
Stk. 2. Auktionsrekvirenten bestemmer efter vejledning fra auktionslederen, hvordan auktionen skal bekendtgøres.
§ 17. Tvangsauktion over løsøre, der i medfør af § 4 afholdes af en auktionsleder efter henvisning fra fogedretten eller en bobehandler, bobestyrer eller skifteretten, bekendtgøres af auktionslederen mindst 1 uge før auktionens afholdelse, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Bekendtgørelsen skal betegne auktionen som tvangsauktion og ud over tid og sted for auktionen indeholde oplysning om alle forhold, der kan antages at have væsentlig betydning for værdien af de genstande, der bortsælges.
Stk. 3. Bekendtgørelsen sker i et eller flere relevante medier, som er egnede til at skabe købsinteresse. Sker bekendtgørelsen alene i et trykt medie, skal bekendtgørelsen indrykkes mindst to gange, således at den første bekendtgørelse sker med det nævnte varsel og den anden en af de nærmeste dage før auktionen.
Stk. 4. Er de udlagte genstande udsat for hurtig fordærvelse eller tab i værdi, eller er bevaring af genstandene forbundet med uforholdsmæssige omkostninger, kan auktionen afholdes med kortere bekendtgørelsesfrister.
§ 18. Auktionslederen skal sikre, at det forud for auktionens afholdelse undersøges, om bortsalg af de indleverede genstande på auktion indebærer overtrædelse af anden lovgivning.
Stk. 2. Ved mistanke om manglende adgang til at råde over genstande, der indleveres til auktion, afviser auktionslederen at sælge genstandene, indtil der er opnået den fornødne sikkerhed for, at der er retmæssig adgang til at råde over genstandene.
Stk. 3. Ved mistanke om, at genstandene er udbytte opnået ved en strafbar lovovertrædelse, anmelder auktionslederen straks forholdet til politiet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om auktionslederens undersøgelse af genstande, som indleveres til auktion.
§ 19. Auktionslederen skal sikre, at der udarbejdes et auktionskatalog til brug for auktionen.
Stk. 2. Auktionskataloget skal indeholde auktionsvilkårene og en fortegnelse over de genstande, der sættes til salg på auktionen.
Stk. 3. En genstand må ikke sælges på auktion, medmindre den er nævnt i auktionskataloget og har været til stede på eftersynet, jf. § 20.
Stk. 4. Auktionskataloget føres og opbevares under samme betingelser som auktionsbogen, herunder eventuelt elektronisk.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om opbevaring af auktionskataloger og om katalogernes indsendelse til Rigsarkivet.
§ 20. Der skal gives enhver auktionssøgende adgang til forud for eller under auktionen at besigtige løsøre, der udbydes på auktionen.
§ 21. Auktionslederen skal sikre, at der føres en auktionsbog, som indeholder oplysning om tid og sted for auktionens afholdelse, auktionsrekvirent, auktionskøber, den opnåede budsum og om, hvorvidt auktionen er afholdt af auktionslederen selv eller en anden. Er auktionen afholdt af en anden, skal vedkommendes navn anføres. Auktionsbogen skal endvidere indeholde oplysning om væsentlige tvister under auktionen.
Stk. 2. Fremsættes der indsigelser under auktionen, jf. § 26, stk. 2, noteres disse i auktionsbogen tillige med et kort resumé af hændelsesforløbet.
Stk. 3. Auktionsbogen skal opbevares på betryggende vis i 5 år.
Stk. 4. Auktionsbogen kan opbevares i elektronisk form efter reglerne i bogføringsloven.
Stk. 5. Auktionskataloget, jf. § 19, føres som bilag til auktionsbogen.
§ 22. Auktionslederen skal sikre, at en auktion indledes med, at de væsentligste auktionsvilkår for auktionen læses op. Det fulde indhold af auktionsvilkårene skal være gjort tilgængeligt på auktionsstedet på en fremtrædende måde.
Stk. 2. Ved en tvangsauktions begyndelse oplæses auktionsvilkårene, som tillige skal opslås til almindelig oplysning på et iøjnefaldende sted i lokalet eller, hvis auktionen afholdes under åben himmel, der, hvor den holdes eller begyndes. I trykte auktionskataloger, jf. § 19, indføres auktionsvilkårene straks efter titelbladet.
§ 23. Auktionslederen skal sikre, at auktionen afvikles ved opråb af de genstande, der udbydes på auktionen. Opråbet sker i den rækkefølge, som genstandene er anført i i auktionskataloget, jf. § 19.
Stk. 2. Salg på auktionen sker ved bud, herunder ved overbud. Bud kan afgives på auktionen ved personligt fremmøde eller ved brug af en repræsentant, der er til stede under auktionen. Bud kan endvidere afgives telefonisk eller elektronisk, hvis auktionslederen tillader det.
Stk. 3. Auktionsrekvirenten kan forud for auktionen meddele auktionslederen en mindstepris for salg af genstanden på auktion. Er mindsteprisen ikke opnået, må der ikke gives hammerslag over et bud, der ligger under mindsteprisen. Auktionsrekvirenten bestemmer, om mindsteprisen må oplyses, forud for at auktionslederen foretager opråb af genstanden på auktion.
Stk. 4. Er der efter tre gentagne opråb af et bud på auktionen ikke sket overbud, meddeles der på tydelig måde hammerslag til højestbydende eller, hvis højestbydendes bud på grund af den pågældendes manglende evne til at opfylde auktionsvilkårene forkastes, til den næsthøjestbydende, jf. dog stk. 5. Salg under forbehold af godkendelse efter hammerslagets meddelelse må ikke finde sted.
Stk. 5. Vurderer auktionslederen, at der kan opnås væsentlig højere bud på en ny auktion, kan auktionslederen undlade at meddele hammerslag og bestemme, at der skal afholdes en ny og sidste auktion.
Stk. 6. Når der er meddelt hammerslag over et bud, der opfylder auktionsvilkårene, er både sælger og køber bundet af auktionssalget.
§ 24. Auktionslederen eller andre, der medvirker ved auktionens afholdelse, må ikke selv eller ved en anden sælge egne genstande eller købe eller byde på auktionen.
§ 25. En auktionsleder må ikke i tilknytning til en afholdt auktion medvirke ved salg underhånden af en opråbt, men ikke ved auktionen solgt genstand eller modtage vederlag i anledning af et sådant salg.
§ 26. Auktionslederen afgør tvister, der opstår under auktionen, om auktionens afholdelse.
Stk. 2. Fremsættes der i øvrigt indsigelser under auktionen, indbringes disse af auktionslederen for fogedretten, hvis den, der har fremsat indsigelsen, protesterer mod, at auktionen fortsættes.
Stk. 3. Auktionen indstilles i tilfælde nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Auktionslederen kan kræve, at den, der har fremsat en indsigelse efter stk. 2, stiller sikkerhed for omkostningerne forbundet med, at auktionen indstilles for at indbringe indsigelsen for fogedretten.
Stk. 5. Fogedretten træffer beslutning om indsigelsens berettigelse og kan fastsætte vilkår for betaling af erstatning. Omkostninger ved behandlingen af tvister under auktionen erstattes kun, hvis det efter tvistens art og arbejdets omfang findes rimeligt.
Stk. 6. Fremsættes der under en tvangsauktion over løsøre, jf. § 4, en indsigelse over for auktionslederen, standses auktionen i fornødent omfang, uden at der i denne anledning kan kræves sikkerhedsstillelse. I øvrigt finder stk. 4 og 5 tilsvarende anvendelse.
§ 27. Auktionslederen kan efter nærmere aftale med auktionsrekvirenten varetage inddrivelsen i forbindelse med auktionen.
Stk. 2. Varetager auktionslederen inddrivelsen, skal der senest 14 dage efter aktionen eller den fastsatte betalingsfrists udløb aflægges regnskab til auktionsrekvirenten over auktionsbeløbet og udbetales auktionsprovenu til auktionsrekvirenten.
§ 28. Fogedretten fører tilsyn med auktionslederens virksomhed. Tilsynet føres af fogedretten i den retskreds, hvor auktionslederen er beskikket.
Stk. 2. Til brug for fogedrettens tilsyn med auktionslederen indsender auktionslederen senest 5 måneder efter udløbet af et regnskabsår regnskab over sin auktionsledervirksomhed til fogedretten.
Stk. 3. Finder fogedretten det nødvendigt, kan retten pålægge auktionslederen at lade sit regnskab revidere af en statsautoriseret revisor. Fogedretten fastsætter i den forbindelse en frist for indsendelse af det reviderede regnskab.
§ 29. Til brug for fogedrettens tilsyn med en auktionsleder, jf. § 28, kan fogedretten kræve indsigt i auktionslederens regnskabsmateriale, og auktionslederen skal efter anmodning vederlagsfrit stille alt, hvad der er nødvendigt for fremfinding og læsning af regnskabsmateriale, til rådighed for fogedretten.
§ 30. Klager over auktionsledere behandles af Justitsministeriet.
Stk. 2. En klage skal indgives til fogedretten, senest 3 måneder efter at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Justitsministeriet kan i særlige tilfælde se bort fra overskridelse af fristen.
Stk. 3. Fogedretten sender en kopi af klagen til auktionslederen med henblik på eventuel udtalelse. Når auktionslederen har haft lejlighed til at udtale sig, sender fogedretten sagen til Justitsministeriet. Fogedretten kan vedlægge en erklæring. Fogedretten giver klageren og auktionslederen meddelelse om sagens indsendelse og indholdet af rettens erklæring.
Kapitel 6: Straffebestemmelser
§ 31. Overtrædelse af § 3, § 9, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, § 18, § 19, stk. 1-3, § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 22, § 23, stk. 1 og 5, og §§ 24 og 25 kan straffes med bøde.
Stk. 2. I forskrifter, som udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 32. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. Lov om offentlig auktion ved auktionsledere, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 9. april 1986, ophæves.
Stk. 3. Auktioner, som er påbegyndt, men ikke tilendebragt inden lovens ikrafttræden, afholdes efter de hidtil gældende regler i lov om offentlig auktion ved auktionsledere, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 9. april 1986.
Kapitel 8: Territorialbestemmelse
§ 33. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 10. december 2024
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
FREDERIK R.
/ Peter Hummelgaard