Båndlæggelse af arv
O.A. Borum, Stig Juul og Otto Schlegel: Båndlæggelsesinstituttet i dansk ret,
1958, Bikuben
AL-kommentar p. 282-345
Arveretten p. 211-221
Arveret p. 208-220
Borum i
UfR 1967 B.297 f.
Fisch-Thomsen i JUR 1968.222-224
Danielsen i
UfR 1974 B.185-197: Båndlæggelse af tvangsarv.
Danielsen i
UfR 1988 B.96
Stig Jørgensen i ADV 1999.111-112: Ophævelse af båndlæggelse
af arv.
Johan Hartmann Stæger i TFA 2011.303-308: Båndlæggelse af umyndiges friarv.
Bekg. nr. 1443 af 13.12.2013 om anbringelse og bestyrelse af myndiges båndlagte arv
Bekg. nr. 1428 af 11.12.2007 om anbringelse og bestyrelse af myndiges båndlagte arv
Cirkulæreskrivelse nr. 10292 af 21.12.2007 om båndlagt arv
Bekg. nr. 928 af 05.09.2006 om anbringelse af myndiges båndlagte arv
Bekg. nr. 1179 af 13.12.1996 om anbringelse af myndiges båndlagte arv
Cirk. nr. 18 af 26.02.1986 om frigivelse og udbetaling af båndlagt arv.
Bet. nr. 358/1964: Overformynderiet
Adgangen til båndlæggelse af tvangsarv er begrænset, således at dette alene kan ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 25 år, jf. § 53, stk. 1. Som noget nyt er det også i forbindelse med båndlæggelse af friarv en betingelse for båndlæggelsen, at arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen, jf. § 61. Hvis testamentet ikke indeholder en begrundelse for baggrunden for båndlæggelsen, vil dette kunne medføre en lempelse af beviskravene for, at båndlæggelsen åbenbart ikke længere tjener et rimeligt formål.
Friarv vil fortsat kunne båndlægges på livstid, idet AL § 53, stk. 1, 2. pkt. ikke finder anvendelse på friarv, jf. AL § 61. Fritagelse for båndlæggelse kan som hidtil ske ved Familieretshusets bestemmelse, hvis arven er af ringe værdi (100.000 kr.), jf. § 53, stk. 2, og denne regel kan som hidtil ikke fraviges ved testamente.
For båndlagt tvangsarv er reglerne i AL §§ 53-58 ufravigelige. I henhold til AL § 61 kan følgende bestemmelser derimod fraviges for så vidt angår friarv:
-
§ 54, stk. 1 – Arvelader kan bestemme, at båndlæggelsen skal etableres hvor som helst: i en ikke godkendt forvaltningsafdeling, hos en advokat eller en vekselerer eller hos anden tredjemand.
-
§ 54, stk. 2 – Arveladers bestemmelse om båndlæggelse af fast ejendom kan affattes således, at hverken arvingens samtykke eller Civilstyrelsens tilladelse skal indhentes.
-
§ 55, stk. 1, 2. pkt. – Arvelader kan f.eks. bestemme, at arvingen ikke skal kunne hæve renten en vis periode, således at renten i stedet lægges til kapitalen.
-
§ 55, stk. 2 – Arvelader kan bestemme, at kreditorer i kortere tid end de normale 6 måneder skal være afskåret fra at søge fyldestgørelse i arven.
§ 57 - Arvelader kan bestemme, at afgørelsen om udbetaling skal ligge hos f. eks. en testamentsindsat bobestyrer eller forvaltningsafdelingen frem for hos Civilstyrelsen. Ifølge bemærkningerne til § 61 kan § 57 om udbetaling af arven til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden fraviges ved båndlæggelse af friarv. Således har det også været efter den gamle AL § 65, hvorefter § 64 kunne fraviges ved friarv. Ved en skrivefejl var henvisningen i § 61, 3. pkt. til § 57 blevet til en henvisning til § 58, som jo i forvejen godt kunne fraviges. Fejlen er rettet fra d. 01.04.2008 ved § 3.2 i lov nr. 168 af 12.03.2008 (lov om ændring af retsplejeloven, lov om retsafgifter og arveloven. (Retsmægling m.v.)).
Det følger af AL § 61 modsætningsvis, at følgende bestemmelser ikke kan fraviges ved testamente:
-
§ 53, stk. 2 - Arvelader kan som hidtil ikke bestemme at der ikke skal kunne ske fritagelse for båndlæggelsen, når friarven er af ringe værdi
-
§ 55, stk. 1, 1. pkt., - Arvelader kan bestemme, at friarv skal båndlægges på livstid
-
§ 55, stk. 3 - Arvelader kan ikke bestemme, at retsbrudsgæld ikke skal kunne inddrives i den båndlagte kapital
-
§ 56 - Arvelader kan ikke bestemme, at kapitalen ikke skal kunne frigives i de tilfælde, som er anført i § 56
Niels Kiil i JUR 1998.286-288: Båndlagte midler under værgemål
Antager, at båndlagte gaver på under 60.000 kr. til mindreårige kan kræves udleveret til værgen, indtil barnet fylder 18 år.UfR 1965.408 HD: Efter at indehaveren af en båndlagt aktiepost havde ført sag mod selskabet, kunne dette ikke modregne de tilkendte sagsomkostninger i udbyttet af de båndlagte aktier. (6-1) Komm. af Spleth i UfR 1965 B.254.
UfR 1966.317 VLD: A's forældre havde i testamente bestemt, at en mark i Grøngrøft skulle udlægges til A, og at marken ikke måtte sælges de første 10 år efter længstlevendes død. Ved arveudlægget blev salgsforbudet lyst som byrde. Antaget, at panthaver, som havde fået sit pant lyst efter, at salgsforbudet var lyst, var afskåret fra at stille ejendommen til tvangsauktion.
UfR 1972.934 ØLD: Sønnen R havde af sin moder fået en ejendom i Køge som gave på vilkår, at der blev lyst en servitut, hvorefter han ikke i 10 år efter moderens død måtte sælge ejendommen, som heller ikke måtte prioriteres med mere end rene 1. og 2. prioritetslån af offentlige midler, ligesom ejendommen ikke kunne gøres til genstand for kreditorforfølgning. Antaget, at bestemmelsen var til hinder for, at ejendommen blev stillet til tvangsauktion.
UfR 1989.783 ØLK: A havde i 1973 fået arveudlagt en ejendom i Svendborg med tinglyst servitut om båndlæggelse, indtil hun fyldte 35 år i 1995. I 1986 gav Fyns Statsamt tilladelse til, at der i ejendommen blev optaget et lån i KD på kr. 36.000. Antaget, at KD måtte have samme retsstilling som en panthaver i henhold til et før båndlæggelsen tinglyst pantebrev, og at KD derfor kunne begære ejendommen sat på tvangsauktion.
Båndlagt arv bliver ifølge § 58, stk. 1 skilsmissesæreje, der dog bliver fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død, dvs. ægtefællebegunstigende kombinationssæreje. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje. Bestemmelserne om særeje kan fraviges ved testamente.
Efter den gamle arvelov blev båndlagt arv fuldstændigt særeje, medmindre andet var bestemt, jf. AL § 62, stk. 3.
AL-kommentar p. 531-533
Arveret p. 220-223
Noe Munck og Taksøe-Jensen i Særeje p. 139-141
Mogens Munch i
UfR 1965 B.225-227: Båndlæggelse og særeje.
Jørgen Trolle i
UfR 1966 B.1-6: Er klokkerne begyndt at ringe for det almindelige formuefællig?
Mogens Munch i
UfR 1966 B.63-65: Formuefællesskab, særeje - og båndlæggelse.
Bestemmelsen betegnes af Trolle i UfR 1965 B.171-173 som en af disse ofte ulykkelige ambulanceregler, som varmhjertede lovgivere i nutiden holder af at give for at komme de ringeste sagførere - og disses klienter - til hjælp, når disse har glemt at foretage sig det mest elementære.
Hvis båndlæggelsen tilsidesættes efter AL § 59, er arven også fuldstændigt særeje.
Hvis båndlæggelsen frigives efter AL § 63, fordi det er en velfærdssag, forbliver arven også fuldstændigt særeje, jfr. motiverne, og det samme må gælde, hvis båndlæggelsen frigives efter AL § 64, når en tidsbegrænsning udløber.
Det er omdiskuteret i teorien og uafklaret i retspraksis, hvad der gælder, hvis
- Båndlæggelsen tilsidesættes efter AL § 58, stk. 2
- Båndlæggelsen ikke effektueres, da en tidsbegrænsning allerede er udløbet, jfr. AL § 64.
Danielsen og Taksøe-Jensen vil lade arven blive fuldstændigt særeje også i disse tilfælde.
Peter Vesterdorf antager i Arveret p. 221, at arven bliver fælleseje, hvis båndlæggelsen aldrig effektueres, jfr. Ernst Andersen og Trolle.
Anders Stoltenberg i UfR 1995 B. 232-234: Ændring af båndlagt fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje. Omtaler en sag, hvor justitsministeriet i 1994 har tilladt, at en båndlagt kapital på ca. kr. 2.000.000, som M havde arvet i 1944 og 1956 og fået som gave i 1945, ved ægtepagt blev ændret til skilsmissesæreje. Tilladelsen blev givet i medfør af AL § 69 om permutation vedr. arven og AL § 69 analogt vedr. den båndlagte gave.
AL § 69, stk. 1: Har testator pålagt en arving en bestemt anvendelse af arven eller indskrænkninger i rådigheden over denne, kan justitsministeren, når hensynet til arvingens tarv taler derfor - navnlig hvis forholdene har forandret sig - tillade sådanne afvigelser fra testamentet, som ikke væsentlig fraviger testationens formål og karakter.
Justitsministeriets afgørelse af 11.09.1995 i sag 1995-423-0051 (Fagl. Nyt 1996.122): M havde i 1968 arvet en ejendom i Odense som særeje i henhold til testamente oprettet i 1962. M havde været gift med H siden 1950, og der var i ægteskabet 2 fællesbørn født i 1951 og 1953. Ejendomsværdien var nu 880.000 kr. og M ansøgte om tilladelse til, at særejet ændredes fra fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje, således at H kunne sidde i uskiftet bo. Justitsministeriet tillod i medfør af AL § 69, at særejebestemmelsen blev fraveget, således at ejendommen tilhørte M som skilsmissesæreje, jfr. RVL § 28 a, jfr. § 28, stk. 1 nr. 1. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at M efter det oplyste ikke havde andre livsarvinger end fællesbørnene med H, og at forholdene siden testamentets oprettelse havde forandret sig væsentligt. Justitsministeriets tilladelse var betinget af fællesbørnenes samtykke.
UfR 1981.1074/2 ØLK: Lagerda A. Larsen, som hensad i uskiftet bo, havde i 1975 i testamente bestemt, at den arv, som tilfaldt sønnen efter hende, skulle båndlægges. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom, som blev udlagt til sønnen. Antaget, at TL § 10, stk. 1 ikke var til hinder for lysning af en deklaration, hvorefter halvdelen af ejendommen var båndlagt. Da den båndlagte halvdel var særeje, blev særeje noteret for den båndlagt halvpart.
Frigivelse efter AL § 56 og den gamle AL § 63
Muligheden for frigivelse efter den gamle AL § 59, hvis arvingen godtgør, at han er i stand til forsvarligt at råde over arven på egen hånd, er ikke medtaget i den nye arvelov.
Justitsministeren (Civilstyrelsen) kan som noget nyt ophæve båndlæggelse af tvangsarv eller friarv, hvis det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, jfr. § 56, nr. 3. Frigivelse kan også ske i tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, jfr. § 103, stk. 3.
UfR 2005.3206 HD: A havde efter sine forældre modtaget en båndlagt arv. Københavns Overpræsidium frigav imidlertid den båndlagte kapital, som A derefter gav til sin datter af andet ægteskab. Efter A's død krævede hans to døtre af første ægteskab, B og C, erstatning af Overpræsidiet, idet de mente, at Overpræsidiet havde handlet ansvarspådragende ved at frigive båndlæggelsen. HR frifandt Overpræsidiet. Det fulgte af AL § 30, at forventningen om en kommende arv som udgangspunkt ikke var værnet af erstatningsretlige regler. Det gjorde ingen forskel heri, at arvelader i kraft af båndlæggelse er afskåret fra at råde over dele af sin formue. Ved afgørelse om frigivelse af båndlagt arv efter AL § 63 skulle der tages hensyn til velfærdet for den, som den båndlagte formue tilhører, men ikke til dennes arvingers interesser. B og C havde herefter ikke nogen retsbeskyttet interesse i opretholdelsen af båndlæggelsen, og allerede af denne grund havde Overpræsidiet ikke pådraget sig ansvar.
TFA 2008.508/2 CS: A, der var født i 1919, havde i 1945 modtaget en båndlagt gave fra A's forældre på ca. 50.000 kr. Den båndlagte formue var nu på ca. 327.000 kr. CS tillod frigivelse, da det var åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjente et fornuftigt formål. Der blev lagt afgørende vægt på den tid, der var gået siden den båndlagte gave blev givet, og at A efterfølgende havde modtaget arv og gaver, som ikke blev båndlagt.
TFA 2010.159/3 CS: A, der var 23 år, havde i 2002 fra sin farmor arvet ca 400.000 kr., der var båndlagt til han fyldte 30 år. Hun søgte om frigivelse af hele kapitalen til dækning af leveomkostninger m.v. i forbindelse med et universitetsstudium på Mallorca. Statsforvaltningen tillod frigivelse af 50.000 kr. hvert halve år i medfør af AL § 56, nr. 1 og afslog frigivelse efter AL § 56, nr. 3. CS stadfæstede.
TFA 2010.163/1 CS: A havde i 1967 og 1972 af sin morfar fået gave, som skulle båndlægges på livstid. A var født i 1967. Gaverne bestod nu af 163.499 kr. kontant og nom. 200.000 kr. aktier. CS tillod frigivelse i medfør af principperne i AL § 56, nr. 3, da det var åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjente et rimeligt formål. CS lagde navnlig vægt på tiden, der var forløbet siden gavebrevenes oprettelse, sammenholdt med oplysningerne om, at A's arv efter hans morfar ifølge testamente fra 1982 alene skulle båndlægges indtil han fyldte 24 år.
TFA 2010.166/1 CS: CS tillod i medfør af principperne i AL § 56, nr. 3 frigivelse af en båndlagt gave, som nu var på ca. 1.828.000 kr. Gaven var givet af modtagerens bedsteforældre i 1954, hvor gavemodtageren var 22 år. Der blev lagt afgørende vægt på den tid, der var gået siden den båndlagte gave blev givet.
TFA 2010.166/2 CS: CS tillod i medfør af principperne i AL § 56, nr. 3 frigivelse af en båndlagt gave, som nu var på ca. 606.000 kr.. Gaven var givet af modtagerens far i 1950, hvor modtageren var 13 år. Der blev lagt afgørende vægt på den tid, der var gået siden den båndlagte gave blev givet.
