Aktiesparekontoloven
Almindelige
bemærkninger
Specielle
bemærkninger
Lovændringer
Lovændringer
Lov nr. 1429 af 05.12.2018, som ændret ved
§ 2 i lov
nr. 84 af 30.01.2019 (Bedre vilkår for tildeling af medarbejderaktier i
nye, mindre virksomheder, for opsparing i investeringsinstitutter og for tiltrækning
af kapital til danske investeringsinstitutter) fra d. 01.03.2019 med virkning fra
og med indkomståret 2020.
§ 2 i
lov nr. 1576 af 27.12.2019 (Hovedaktionærers delsalg af aktier i selskaber
med flere aktieklasser, beskatning ved nedsættelse af gæld, beskatning af kapitalfondspartnere
og omdannelsesdatoen ved skattefri virksomhedsomdannelse) fra d. 01.01.2020.
§ 1 i
lov nr. 812 af 09.06.2020 (Forhøjelse af loftet for indskud på aktiesparekontoen)
fra d. 01.07.2020.
Nu
lovbekg. nr. 1852 af 21.09.2021, som ændret ved
§ 1 i lov nr. 1563
af 12.12.2023 (Forhøjelse af loftet for indskud på aktiesparekontoen, ændret status for aktier
optaget til handel på en multilateral handelsfacilitet, diverse justeringer af reglerne vedrørende
investeringsinstitutter, justering af visse indberetningsregler m.v.) fra d. 01.01.2024.
Kapitel 1: Almindelige bestemmelser
Personkreds m.v.
§ 1. Personer, der er fuldt skattepligtige efter
kildeskattelovens § 1, kan oprette en aktiesparekonto. Fuldt skattepligtige
personer, der er hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland efter
bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, anses efter denne lov ikke som
fuldt skattepligtige.
Stk. 2. Oprettes mere end én aktiesparekonto, har
kun den konto, der er oprettet først, skattemæssig gyldighed som en aktiesparekonto.
Told- og skatteforvaltningen kan dog efter anmodning træffe afgørelse om, at en senere
oprettet konto tillægges skattemæssig gyldighed som en aktiesparekonto i stedet for en
tidligere oprettet aktiesparekonto.
§ 1, stk. 2, 2. pkt. er indsat ved § 1.1 i
lov nr. 1563 af 12.12.2023
fra d. 01.01.2024.
§ 2. Aktiesparekontoen kan kun have én ejer.
§ 3. Følgende institutter kan tilbyde oprettelse af en aktiesparekonto:
1) Et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed
her i landet efter lov om finansiel virksomhed.
2) Et kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU eller et
land, som EU har indgået en aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed
her i landet gennem et fast driftssted, jf. § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
3) Et kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU eller EØS
udøver kreditinstitutvirksomhed og til enhver tid opfylder betingelserne i stk.
3, nr. 1-3.
Stk. 2. Institutter, der tilbyder oprettelse af
en aktiesparekonto, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen for skatter
og afgifter efter denne lov.
Stk. 3. Et kreditinstitut omfattet af stk. 1, nr.
3, skal senest 2 måneder før oprettelsen af en aktiesparekonto indgive dokumentation
til told- og skatteforvaltningen for, at kreditinstituttet har en gyldig tilladelse
til at drive kreditinstitutvirksomhed, samt erklære at ville påtage sig til enhver
tid at opfylde følgende forpligtelser:
1) At overholde bestemmelserne i denne lov.
2) At foretage indberetning vedrørende aktiesparekontoen til told- og skatteforvaltningen
efter de til enhver tid gældende skatteregler og tidsfrister.
3) At underkaste sig told- og skatteforvaltningens kontrol.
Stk. 4. Opfylder et kreditinstitut omfattet af
stk. 1, nr. 3, ikke betingelserne i stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen efter
høring af Finanstilsynet træffe afgørelse om, at kreditinstituttet ikke kan tilbyde
oprettelse af en aktiesparekonto og ikke kan fortsætte eksisterende aktiesparekonti.
Aktiesparekontoens ejer kan overføre sin aktiesparekonto til et andet institut,
der opfylder betingelserne i stk. 1-3, inden for en frist på 30 dage efter at ejeren
er blevet bekendt med, at instituttet ikke opfylder betingelserne. Overføres aktiesparekontoen
ikke til et andet institut, anses aktiesparekontoen for lukket ved fristens udløb.
§ 4. Aktiesparekontoen kan bestå af en eller flere indlånskonti
og et eller flere værdipapirdepoter.
Stk. 2. Instituttet skal betegne konti og depoter
m.v., så det fremgår, at de vedrører en aktiesparekonto.
§ 5. Følgende aktiver kan indgå på aktiesparekontoen:
1) Kontantindeståender på indlånskontoen.
2) Aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven,
der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
Dette gælder dog ikke aktier m.v. omfattet af
aktieavancebeskatningslovens §§ 4,
17, 18,
19 C eller 22,
aktier m.v., der indgår i en investering, der er omfattet af
ligningslovens § 16 I, stk. 1, eller konvertible obligationer.
3) Investeringsbeviser omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 20, stk. 2, eller
§ 21 og omsættelige investeringsbeviser omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 19 B.
Stk. 2. Aktier, aktieretter, tegningsretter og
konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår på
aktiesparekontoen, kan erhverves på aktiesparekontoen.
§ 5, stk. 1, nr. 2 er ændret ved § 2.1 i lov nr. 84 af 30.01.2019 fra d. 01.03.2019 med virkning fra
og med indkomståret 2020. I § 5, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., ændres »19« til: »19 C«.
§ 5, stk. 1, nr. 3 er ændret ved § 2.2 i lov nr. 84 af 30.01.2019 fra d. 01.03.2019 med virkning
fra og med indkomståret 2020. I § 5, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »§ 21«: »og
omsættelige investeringsbeviser omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 B«.
§ 5, stk. 1, nr. 2 er ændret ved § 2.1 i lov nr. 1576 af 27.12.2019 fra d. 01.01.2020. I § 5, stk.
1, nr. 2, 2. pkt., ændres »aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens
§§ 4, 17, 17 A, 18, 19 C eller 22« til: »aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens
§§ 4, 17, 18, 19 C eller 22, aktier m.v., der indgår i en investering, der er omfattet
af ligningslovens § 16 I, stk. 1,«.
§ 6. Aktier m.v. på aktiesparekontoen, der ikke længere kan
indgå på aktiesparekontoen, som følge af at de ikke længere er optaget til handel
på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, anses for udloddet,
den første dag efter at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked
eller en multilateral handelsfacilitet.
Stk. 2. Følgende aktier m.v., der ikke omfattes
af stk. 1, anses for udloddet den 20. februar i året efter statusskiftet eller erhvervelsen,
medmindre de forinden er afstået fra aktiesparekontoen:
1) Aktier m.v., der har skiftet status, så de ikke længere opfylder betingelserne
for at indgå på aktiesparekontoen.
2) Aktier, aktieretter og tegningsretter, der erhverves på grundlag af aktier m.v.,
der indgår på aktiesparekontoen, medmindre de erhvervede aktier m.v. i sig selv
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1.
3) Konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår
på aktiesparekontoen.
Lån, renter og kurstillæg
§ 7. Der kan ikke optages lån på aktiesparekontoen. Instituttet
kan dog foretage hævning til betaling af skat, afgift, renter og omkostninger, selv
om der ikke måtte være dækning på aktiesparekontoen.
§ 8. Der kan ikke opnås positive renter eller forud fastsatte
kurstillæg m.v. på et indestående på indlånskontoen.
Indskud og udlodning
§ 9. Personer, der er fuldt skattepligtige, kan foretage
indskud på aktiesparekontoen, i det omfang den samlede værdi af aktiesparekontoen
inklusive årets nettoindskud ikke overstiger et grundbeløb på 87.450 kr. (2010-niveau),
jf. dog stk. 2. For kalenderåret 2024 udgør grundbeløbet 107.750 kr. (2010-niveau).
For kalenderåret 2025 udgør grundbeløbet 108.750 kr. (2010-niveau).
For kalenderåret 2026 og senere år udgør grundbeløbet 111.600 kr. (2010-niveau).
Værdien opgøres pr. 31. december og danner grundlag for, i hvilket
omfang der kan foretages nettoindskud i det følgende kalenderår. Grundbeløbene reguleres
efter personskattelovens § 20.
Stk. 2. Der kan uanset bestemmelsen i stk. 1 foretages
indskud på aktiesparekontoen til betaling af skat. Indskuddet skal foretages i det
kalenderår, hvor skatten forfalder til betaling, jf. § 20.
Stk. 3. Foretages indskud i strid med stk. 1, skal
det overskydende beløb udloddes. Endvidere skal der betales en afgift på 3 pct.
p.a. af det overskydende beløb. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke for indskud som nævnt
i § 13, stk. 2, 3. pkt.
§ 9, stk. 1 er ændret ved § 1.1 i lov nr. 812 af 09.06.2020 fra d. 01.07.2020. I § 9, stk. 1,
1. pkt., ændres »44.700 kr.« til: »87.450 kr.«.
§ 9, stk. 1, 2.-4. pkt. er indsat ved § 1.2 i lov
nr. 1563 af 12.12.2023 fra d. 01.01.2024. 2. og 3. pkt. bliver herefter 5. og 6. pkt.
§ 9, stk. 1 er ændret ved § 1.3 i lov
nr. 1563 af 12.12.2023 fra d. 01.01.2024. I § 9, stk. 1, 3. pkt., der bliver 6. pkt.,
ændres »Grundbeløbet« til: »Grundbeløbene«.
§ 10. Indskud på aktiesparekontoen skal ske ved indbetaling
af kontanter eller ved overførsel fra en anden konto eller et andet depot.
Stk. 2. Udlodning fra aktiesparekontoen skal ske
ved udbetaling af kontanter eller ved overførsel til en anden konto eller et andet
depot.
Overførsel til andet institut
§ 11. Ved overførsel af aktiesparekontoen til et andet institut,
der omfattes af § 3, anses aktiesparekontoen for videreført,
som var den oprindelig etableret i det modtagende institut.
Stk. 2. Det afgivende institut skal i forbindelse
med overførslen af aktiesparekontoen afgive oplysninger til det modtagende institut,
som gør det modtagende institut i stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold
til denne lov. Herunder skal følgende oplyses:
1) Aktiesparekontoens værdi ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.
2) Negativ skat til fremførsel ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.
3) Skat vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke
er betalt.
4) Indkomstperiodens udlodninger.
5) Indkomstperiodens indskud.
6) Indkomstperiodens betalte og refunderede skat.
7) Indkomstperiodens betalte afgift.
8) Afgift vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne
ikke er betalt.
Stk. 3. Har aktiesparekontoens ejer været fuldt
og begrænset skattepligtig i forskellige perioder i det kalenderår, overførslen
foretages, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, afgives for hver indkomstperiode.
Lukning
§ 12. Ved lukning af aktiesparekontoen anses aktiesparekontoens
værdier for udloddet til ejeren pr. lukningsdagen.
Stk. 2. Dør aktiesparekontoens ejer, anses aktiesparekontoen
for lukket pr. dødsdagen.
Kapitel 2: Beskatning
Fuldt skattepligtige
§ 13. Beskatningsgrundlaget opgøres som forskellen mellem
værdien af alle aktiver på aktiesparekontoen ved indkomstperiodens slutning og aktivernes
værdi ved indkomstperiodens begyndelse med fradrag af indkomstperiodens indskud
på aktiesparekontoen og med tillæg af indkomstperiodens udlodninger, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Positiv og negativ skat indgår ikke i
værdien efter stk. 1. Skat, der er betalt eller indeholdt i løbet af indkomstperioden,
anses for en udlodning. Skat, der er refunderet på aktiesparekontoen i løbet af
indkomstperioden, anses for et indskud.
§ 13, stk. 1, 2. pkt. er ophævet ved § 1.4 i
lov nr. 1563 af 12.12.2023
fra d. 01.01.2024. Hidtidig formulering af 2. pkt.: Værdien
reduceres med et eventuelt negativt indestående på indlånskontoen ved indkomstperiodens udløb.
§ 14. Der beregnes en skat på 17 pct. af beskatningsgrundlaget
opgjort efter § 13.
§ 15. Er beskatningsgrundlaget efter § 13
negativt, beregnes en negativ skat.
Stk. 2. Den negative skat kan med tillæg af negativ
skat efter § 18, stk. 3, fradrages i skat efter denne
lov for andre indkomstperioder i samme kalenderår. En herefter resterende negativ
skat fremføres til fradrag i skat efter denne lov for efterfølgende kalenderår.
Fradraget skal ske i det tidligst mulige kalenderår.
Begrænset skattepligtige
§ 16. Er ejeren af aktiesparekontoen begrænset skattepligtig
efter kildeskattelovens § 2, skal der til beskatningsgrundlaget alene medregnes
udbytter, jf. ligningslovens § 16 A, af
aktier m.v. i danske selskaber m.v.
Stk. 2. §§ 13,
14 og 18 gælder ikke for begrænset skattepligtige.
Stk. 3. Der betales en skat på 15 pct. af beskatningsgrundlaget
opgjort efter stk. 1 med fradrag for omkostninger på aktiesparekontoen, der er medgået
til modtagelse af udbyttet.
Stk. 4. Aktiesparekontoens ejer skal informere
instituttet om sin skattemæssige status, senest 30 dage efter at den skattemæssige
status er skiftet til begrænset skattepligtig eller til fuld skattepligtig. Ejeren
skal indsende en bekræftelse fra told- og skatteforvaltningen på skiftet af skattemæssig
status, når bekræftelsen foreligger.
Indkomstperiode
§ 17. Indkomstperioden følger kalenderåret.
Stk. 2. I kalenderår, hvor beskatning efter § 13 indtræder eller ophører, er indkomstperioden den del af
kalenderåret, hvor beskatning skal ske efter § 13.
Stk. 3. I kalenderår, hvor beskatning efter § 16 indtræder eller ophører, er indkomstperioden den del af
kalenderåret, hvor beskatning skal ske efter § 16.
Stk. 4. I kalenderår, hvor aktiesparekontoens
ejer beskattes efter både § 13 og § 16,
anses perioderne med beskatning efter henholdsvis § 13 og § 16 for separate indkomstperioder.
Lempelse for udenlandsk skat
§ 18. Skat betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland,
der er opkrævet af indkomst fra kilder dér, kan fradrages i skatten efter
§ 14. Fradraget kan dog højst udgøre 17 pct. af indkomsten fra den pågældende
stat, Færøerne eller Grønland, som medregnes til beskatningsgrundlaget efter
§ 13, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Er der indgået en overenskomst til undgåelse
af dobbeltbeskatning med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland, skal der ikke
gives fradrag for et større skattebeløb end det, som denne stat, Færøerne eller
Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.
Stk. 3. Er fradraget for udenlandsk skat større
end skatten efter § 14, kan den del af den fradragsberettigede
udenlandske skat, som ikke kan fradrages i årets skat, fremføres som negativ skat
efter § 15, stk. 2.
Indkomstopgørelsen
§ 19. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, aktieindkomsten
og CFC-indkomsten bortses fra afkast på aktiesparekontoen.
Kapitel 3: Administration af aktiesparekontoen
Skattens betaling m.v.
§ 20. Instituttet skal indbetale skat, jf. § 14
og § 16, stk. 3, og eventuel afgift, jf.
§ 9, stk. 3, 2. pkt., til told- og skatteforvaltningen. Skat og afgift for
et kalenderår forfalder til betaling den 22. februar efter kalenderårets udløb.
§ 20 er ændret ved § 1.5 i
lov nr. 1563 af 12.12.2023
fra d. 01.01.2024. I § 20, 2. pkt., ændres »22. januar« til: »22. februar«.
§ 21. Instituttet skal hæve skat og afgift på aktiesparekontoen,
selv om der ikke måtte være dækning på den indlånskonto, der er knyttet til aktiesparekontoen.
Stk. 2. Instituttet skal hæve skatten og en eventuel
afgift 1 uge før forfaldsdagen. Instituttet skal senest 8 uger efter betalingen
underrette den skattepligtige om beløbet og om grundlaget herfor. Er kontoen overtrukket,
skal aktiesparekontoens ejer samtidig have underretning fra instituttet om, med
hvilket beløb kontoen er overtrukket.
Stk. 3. Ved lukning af aktiesparekontoen skal
instituttet tilbageholde kalenderårets og tidligere års ikke betalte skat og afgift
efter denne lov.
§ 22. Forhøjer eller nedsætter told- og skatteforvaltningen
skat eller eventuel afgift efter udløbet af fristen i § 20,
forfalder beløbet 14 dage efter forvaltningens afgørelse.
§ 23. Foretager instituttet indberetning om rettelse af en tidligere
indberettet skat eller afgift, forfalder den nye skat og afgift den 22. i den efterfølgende måned.
§ 23 er ændret ved § 1.6 i
lov nr. 1563 af 12.12.2023
fra d. 01.01.2024. Hidtidig formulering: § 23. Foretager instituttet
indberetning om rettelse af en tidligere indberettet skat eller afgift efter udløbet af fristen
i § 20, forfalder den nye skat og afgift på dagen for indberetningen af rettelsen,
hvis der er tale om en forhøjelse. Er der tale om en nedsættelse, forfalder tilbagebetalingskravet
14 dage efter indberetningen.
§ 24. Falder forfaldsdagen efter §§ 20,
22 eller 23 på en banklukkedag, udskydes
forfaldsdagen til førstkommende bankdag.
§ 25. Skat og afgift efter denne lov betales af midler på
aktiesparekontoen.
Stk. 2. For meget betalt skat og afgift efter
denne lov, der refunderes, indgår på aktiesparekontoen.
Kontrol og klage
§ 26. Told- og skatteforvaltningen kontrollerer institutternes
opgørelser af den beregnede skat og afgift og grundlaget herfor.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge
institutterne inden for en nærmere angiven frist at give de oplysninger, som told-
og skatteforvaltningen har brug for ved kontrollen med opgørelserne og grundlaget
herfor efter stk. 1.
§ 27. Told- og skatteforvaltningen kan træffe afgørelse
om ændring af instituttets opgjorte beskatnings- og afgiftsgrundlag eller den beregnede
skat og afgift. Afgørelsen meddeles til aktiesparekontoens ejer med kopi til instituttet.
Stk. 2. Aktiesparekontoens ejer kan klage over
instituttets opgjorte skat og eventuelle afgift og grundlaget herfor. Klagen skal
være vedlagt den underretning, som ejeren har modtaget fra instituttet efter
§ 21, stk. 2, 2. pkt. Det skal fremgå af klagen, på hvilke punkter ejeren
mener at skatten eller afgiften er opgjort forkert. Instituttets eventuelle kommentarer
hertil skal vedlægges.
Stk. 3. Klage over en afgørelse efter stk. 1, over instituttets opgjorte
skat eller afgift efter stk. 2 eller en afgørelse efter § 1, stk. 2, 2. pkt.,
skal indbringes for Landsskatteretten
eller skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i medfør af
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3. Indbringelsen skal ske senest 3
måneder efter modtagelsen af afgørelsen efter stk. 1, underretningen efter stk. 2 eller afgørelsen
efter § 1, stk. 2, 2. pkt.
§ 27, stk. 3 er ændret ved §§ 1.7-1.8 i
lov nr. 1563 af 12.12.2023
fra d. 01.01.2024. Ændringerne har ikke virkning for konti, der er oprettet før d. 01.01.2022. I § 27, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »stk. 1 eller over instituttets opgjorte skat eller afgift efter stk. 2« til: »stk. 1, over instituttets
opgjorte skat eller afgift efter stk. 2 eller en afgørelse efter § 1, stk. 2, 2. pkt.,«, og i 2. pkt.
ændres »eller underretningen efter stk. 2« til: », underretningen efter stk. 2 eller afgørelsen
efter § 1, stk. 2, 2. pkt«.
§ 28. Skatteministeren kan fastsætte regler om lovens administration.
Kapitel 4: Straffebestemmelser
§ 29. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt
1) afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger til brug for skattekontrollen,
2) undlader at påse overholdelse af reglerne i §§ 5-9,
3) undlader at afgive oplysninger efter § 11, stk. 2,
til det modtagende institut,
4) undlader at afgive oplysninger efter § 16, stk. 4,
eller
5) undlader at afgive oplysninger efter § 26, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør
af loven, kan fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder bestemmelser i forskrifterne.
§ 30. I sager om overtrædelse af § 29
kan told- og skatteforvaltningen i et bødeforelæg tilkendegive den sigtede, at sagen
kan afgøres uden retssag, hvis den sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen
og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist, der efter begæring kan
forlænges, at betale den i bødeforelægget angivne bøde.
Stk. 2.
Retsplejelovens § 752, stk. 1, om, at en sigtet ikke har pligt til at udtale
sig, skal iagttages i sager efter stk. 1.
Stk. 3.
Retsplejelovens § 834 om indholdet af et anklageskrift finder anvendelse
på tilkendegivelsen efter stk. 1.
Stk. 4. Vedtager den sigtede bøden, bortfalder
videre strafferetlig forfølgning. Vedtagelsen har samme gentagelsesvirkning som
en dom.
Stk. 5. Bøder i sager, der afgøres administrativt,
opkræves af told- og skatteforvaltningen.
§ 31. I sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne
lov kan der gennemføres ransagning i overensstemmelse med
retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre
frihedsstraf.
Kapitel 5: Ikrafttræden m.v.
§ 32. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. § 20 finder ikke anvendelse
for kalenderårene 2019-2022. Skat og eventuel afgift for disse kalenderår skal indbetales
af instituttet til told- og skatteforvaltningen med forfaldsdag den 22. februar
efter kalenderårets udløb.
Stk. 3. Forfaldstidspunkterne i §
23 finder ikke anvendelse ved indberetning om rettelse af tidligere indberettet
skat eller afgift for kalenderårene 2019-2022. Beløb, der skal betales som følge
af sådanne rettelser, forfalder 30 dage efter indberetningen af rettelsen.
Stk. 4. Falder forfaldsdagen efter stk. 2 eller
3 på en banklukkedag, udskydes forfaldsdagen til førstkommende bankdag.
§ 33. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Kapitel 6: Ændring af anden lovgivning
§ 34. I aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1148 af 29. august 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 683 af 8. juni 2017, §
6 i lov nr. 688 af 8. juni 2017, § 1 i lov nr. 1555 af 19. december 2017 og § 2
i lov nr. 1130 af 11. september 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 32, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tegningsret til aktier«: »på en aktiesparekonto
omfattet af aktiesparekontoloven eller«.
2. I § 32, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »tegningsret til aktier«: »fra en aktiesparekonto
omfattet af aktiesparekontoloven eller«.
§ 35. I kursgevinstloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1283
af 25. oktober 2016, som ændret ved § 3 i lov nr. 1555 af 19. december 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I § 35, 1. pkt., indsættes efter »Indskud af en fordring«: »på en aktiesparekonto
omfattet af aktiesparekontoloven, indskud af en fordring«.
2. I § 35, 4. pkt., indsættes efter »Udlodning af en fordring«: »fra en aktiesparekonto
omfattet af aktiesparekontoloven og udlodning af en fordring«.
§ 36. I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1224
af 29. september 2016, som ændret ved § 19 i lov nr. 1555 af 19. december 2017 og
§ 4 i lov nr. 1682 af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, indsættes efter »opkrævning af told«: »og opkrævning efter aktiesparekontoloven«.
2. I § 16, nr. 2, indsættes efter »fondsbeskatningsloven,«: »aktiesparekontoloven,«.
§ 37. I skatteindberetningsloven, lov nr. 1536 af 19. december
2017, som ændret ved § 6 i lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 7 i lov nr. 396
af 2. maj 2018 og § 13 i lov nr. 1130 af 11. september 2018, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 11 indsættes:
Ȥ 11 a. Pengeinstitutter m.v., der forvalter konti omfattet af aktiesparekontoloven,
skal hvert år indberette følgende oplysninger om aktiesparekontoen til told- og
skatteforvaltningen:
1) Identifikation af den, der foretager indberetningen.
2) Identifikation af ejeren af aktiesparekontoen.
3) Størrelsen af kalenderårets skat og beskatningsgrundlag. Har ejeren af aktiesparekontoen
i løbet af et kalenderår været fuldt skattepligtig og begrænset skattepligtig i
forskellige perioder, oplyses størrelsen af skatten og beskatningsgrundlaget i hver
af disse perioder.
4) Størrelsen af kalenderårets afgift og grundlaget for afgiften, jf. aktiesparekontolovens
§ 9, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 2. Overføres en aktiesparekonto mellem to pengeinstitutter m.v., skal begge
pengeinstitutter m.v. oplyse overførelsesdato og identifikation af det pengeinstitut
m.v., som aktiesparekontoen er afgivet til og modtaget fra.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.«
2. I § 17, stk. 3, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Det samme gælder den, der som led i sin virksomhed medvirker til overførsel af
aktier m.v. mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes
ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed,
en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning,
der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer.«
3. I § 19, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Tilsvarende gælder for overførsel af de i 1. pkt. nævnte værdipapirer mellem en
aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en
rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing,
en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af
pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer.«
4. I § 19, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 2.« til: »stk. 2 eller medvirker til overførsler
omfattet af stk. 1, 2. pkt.«
5. I § 47, stk. 1, 1. pkt., § 48, stk. 1, § 54, stk. 5, og § 59, stk. 1, nr. 3,
ændres »12-19« til: »11 a-19«.
6. I § 50, stk. 1, ændres », jf. dog stk. 3« til: », jf. dog stk. 4«.
7. I § 50 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Indberetningspligten efter § 12, stk. 1, for så vidt angår renter og andet
afkast, § 16, § 17, stk. 3, § 18 stk. 1, for så vidt angår renter og andet afkast,
§ 18, stk. 2, for så vidt angår udbytter, og § 19 omfatter ikke aktiesparekonti
omfattet af aktiesparekontoloven, jf. dog stk. 4.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
8. I § 50, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »Stk. 1 gælder ikke« til: »Stk. 1 og
3 gælder ikke«.
9. I § 52, stk. 2, nr. 5, ændres »§ 12« til: »§§ 11 a eller 12«.
10. I § 52, stk. 2, nr. 9, ændres »§§ 15 a« til: »§§ 11 a, 15 a«.
11. I § 54, stk. 1, ændres »§§ 8, 12-14« til: »§ 8, § 11 a, stk. 1 og 2, §§ 12-14«.
Skatteministeriet, den 21. september 2021
P.M.V.
Jens Brøchner
/ Lise Bo Nielsen
Advokat Jørgen U. Grønborg