2 drenge på 8 og 9 år skulle videoafhøres i en sædelighedssag mod S. Forsvareren, F, anmodede
om, at han sammen med S kunne overvære afhøringen via monitor i tilstødende lokale og efterfølgende selv foretage
kontraafhøring. Politiet tillod alene, at F overværede afhøringen og stillede spørgsmål gennem kriminalassistenten.
Retten i Nykøbing Falster fandt, at S og F skulle have adgang til at overvære afhøringen og at F derefter selv kunne
kontraafhøre, idet hensynet til begge parter derved blev tilgodeset.
ØL fandt, at S ikke havde krav på at være til stede i et tilstødende lokale, og F havde ikke ret til at foretage
kontraafhøring direkte, men kun ret til at stille supplerende spørgsmål via den afhørende kriminalassistent. Denne
fremgangsmåde var ikke i strid
med EMRK art. 6, stk. 1
og stk. 3, litra d.
Strafferetspleje
Videoafhøringer af børn
Rigsadvokatens meddelelse nr. 9963 af 08.11.2024: Videoafhøring af børn
Bet. nr. 1554/2015: Betænkning om videoafhøring af børn og unge i straffesager
Bet. nr. 1420/2002: Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn
J. O. Skov-Madsen i UfR 1993 B.12-18: Videooptagelse af børns forklaringer i straffesager.
J. O. Skov-Madsen i FM 1994.33-36: Tilvejebringelse af forsvarer ved videoafhøringer hos politiet.
J. O. Skov-Madsen i FM 1997.10-14: Vidneafhøring som udenretligt efterforskningsskridt.
Peter Garde i Lov & Ret nr. 6/1999 p. 24-25: Videoafhøring af børn er uproblematisk.
Eva Smith i Lov & Ret nr. 6/1999 p. 25-26: Svar til Peter Garde.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2000 p. 35: Videoafhøringer af børn.
Claes Nilas i Lov & Ret nr. 1/2001 p. 32-33: Videoafhøring af børn.
Sandy Brinck i Lov & Ret nr. 7/2002 p. 24: Børns retssikkerhed. (Foreslår at der knyttes en børnepsykolog til et afhøringsteam)
Gorm Toftegaard Nielsen i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 3-6: Når sexmisbrugte børn afhøres. (omhandler bet. nr. 1420/2002: Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn.)
Klaus Wilmann i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 711: Misbrugssagen slutter ikke i retten.
Peter Garde i Lov & Ret nr. 1/2003 p. 18-19: Videoafhøring af børn.
Kirsten Weiss i ADV nr. 2/2015 p. 20-21: Udvalg ser på videoafhøringer af børn (Jakob Lund Poulsen)
Peter Fogh i ADV nr. 1/2021 p. 5: Børns retssikkerhed skal styrkes.
Hanne Hauerslev i ADV nr. 1/2021 p. 12-13: Når børn vidner mod deres forældre
UfR 1996.992 ØLK: Det fandtes ikke at være en rettergangsfejl, at byretten i en sædelighedssag havde tilladt dokumentation af en 13-årig drengs indenretlige vidneforklaring, inden han afhørtes som vidne ved domsforhandlingen. Landsretten nægtede tilladelse til, at videooptagelse af vidneforklaring fra en 10-årig dreng blev brugt som bevismiddel under ankesagen, idet det måtte anses for en alvorlig fejl, at politiet ikke straks havde indbragt tvist om afhøringens lovlighed for retten, ikke mindst når forsvareren udtrykkeligt havde anmodet herom.
UfR 1996.1536 ØLK: S havde ikke krav på at overvære videoafhøring af forurettede børn i sædelighedssag, og forsvareren havde ikke krav på selvstændigt at foretage afhøring
FM 1998.67 VLK: VL stadfæstede byrettens tilladelse i medfør af RPL § 877, stk. 3 til afspilning af videooptagelser af to 10-årige pigers vidneforklaring i sag om overtrædelse af STRFL § 224, jfr. § 222, stk. 2. Da forsvareren ikke havde været til stede under afhøringen af den ene pige, burde den endelige stillingtagen til, om videooptagelserne kunne anvendes som surrogat for vidneafhøring af pigerne, afvente den endelige bevisførelse i sagen. Der henvistes i begrundelsen til EMRK art. 6, stk. 3, litra d.
ØLK af 20.09.1999: Mistænkte har ikke lov til at overvære afhøringen af barnet fra monitorrummet.
UfR 2000.1326 HKK: Højesteret tiltrådte, at T1 og T2 var til stede i monitorrum og sammen med sin forsvarer overværede videoafhøring af børn i sædelighedssagen vedr. institutionen Kareten. Forsvarerne havde ikke adgang til selv at stille spørgsmål til børnene.
UfR 2000.1632 ØLD: 28-årig pædagogmedhjælper blev i byretten i Odense fundet skyldig i seksuelt misbrug af 6-årig. I byretten blev videooptagelse af afhøring af drengen afspillet. ØL fandt, at retssikkerhedsmæssige hensyn gjorde det betænkeligt at tillade, at dokumentation af videooptagelsen blev benyttet som bevismiddel. Efter bevisførelsen for landsretten blev T frifundet.
UfR 2000.1751 HKK: T var tiltalt for seksuelle overgreb mod 6-årigt plejebarn. T havde ikke haft lejlighed til forud for videoafhøringen at drøfte sagen med den advokat, der som hans repræsentant skulle overvære videoafhøringen fra monitorrummet. T fik heller ikke lejlighed til efterfølgende at se videooptagelsen hos politiet, og der var således ikke mulighed til inden for kortere tid at foretage en genafhøring, som T måtte have ønsket. Anmelderen havde været til sted under videoafhøringen. Der var under disse omstændigheder sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at der ikke i medfør af RPL § 877, stk. 3 burde gives tilladelse til at vise videooptagelsen under domsforhandlingen.
UfR 2000.2489 VLD: T var ved retten i Gråsten idømt 3 måneders betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse over for 6-årig dreng. Under ankesagen nægtedes anklagemyndigheden at dokumentere videoafhøring af den 6-årige, og T blev derefter frifundet i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.
UfR 2001.992 HKK: T var tiltalt for seksuelle overgreb mod sine to døtre, der da var 7 og 8 år gamle. Anklagemyndigheden fik ikke tilladelse til at afspille videoafhøring under domsforhandlingen, idet T ikke inden videoafhøringen havde haft lejlighed til at drøfte sagen med sin forsvarer, og T heller ikke inden for kortere tid efter videoafhøringen har haft mulighed for at bede om en genafhøring af D.
UfR 2002.551 HKK: Anklagemyndigheden fik tilladelse til afspilning af den ene af to videoafhøringer af 2 børn i sag om seksuelt misbrug. Moderens tilstedeværelse i afhøringslokalet burde ikke i sig selv afskære anklagemyndigheden fra at anvende afhøringen som bevis i sagen. Der måtte i en sag som den foreliggende foretages en konkret afvejning af de retssikkerhedsmæssige hensyn til tiltalte og hensynet til barnets behov for tryghed, hvor der tillige måtte lægges vægt på, at risikoen for påvirkning af barnet måtte indgå i rettens bevisvurdering af sagen.
UfR 2002.1100 VLK: I en sag om overtrædelse af STRFL § 210, stk. 3, jfr. § 222, stk. 2 havde to kriminalassistenter under et besøg i hjemmet stillet spørgsmål til den 4-årige pige. Hendes besvarelse fandtes ikke at udelukke, at hendes forklaring under den detaljerede videoafhøring, der i overensstemmelse med forskrifterne herfor fandt sted en uge senere, kunne benyttes som bevis under domsforhandlingen.
UfR 2003.2467 ØLK: Forsvarer fik medhold i begæring om genafhøring af forurettet dreng i en sag om voldtægt af drengen, jfr. RPL § 745 e, stk. 2.
UfR 2005.474 ØLK: Under en ankesag om blufærdighedskrænkelse var 7 piger på 6-10 år blevet af hørt af politiet til video. ØL tillod ikke, at videoafhøringerne blev afspillet, da afgørende garantier for T's retssikkerhed var tilsidesat.
UfR 2005.779/2 VLK: I en sag om overtrædelse af STRFL § 218 protesterede bistandsadvokaten for forurettede, der var udviklingshæmmet, mod, at der blev foretaget videoafhøring af F. Retten i Silkeborg fandt, at reglerne om videoafhøring af børn kunne anvendes analogt. VL stadfæstede.
UfR 2005.1424 ØLD: T var ved byretten i Rønne idømt 6 måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse af 7 piger i alderen 6-10 år. ØL ophævede dommen, idet fundamentale retsgarantier for T var tilsidesat i relation til videoafhøringerne af de krænkede piger. De pågældende videooptagelser kunne ikke anvendes som bevis, fordi T ikke var gjort bekendt med, at optagelserne skulle træde i stedet for en afhøring af de pågældende piger direkte for den dømmende ret. Endvidere var T ej heller gjort bekendt med, at han under hensyn til dette formål med videoafhøringerne havde adgang til straks at gennemse optagelserne med sin forsvarer, og at han straks måtte begære pigerne videoafhørt på ny, hvis han og forsvareren fandt behov for at få forklaringerne suppleret eller uddybet. Endelig var han ikke gjort bekendt med, at han, dersom han undlod dette, ville være afskåret fra senere at begære pigerne indkaldt til at besvare spørgsmål direkte for den dømmende ret under domsforhandlingen. Herefter fandt ØL, at der er sket en sådan tilsidesættelse af fundamentale garantier for T's retssikkerhed, herunder retten til kontraafhøring af anklagemyndighedens vidner, at fuld prøvelse i ankesagen, også under hensyn til toinstans-princippet, ikke var tilstrækkelig til at sikre T's retsstilling.
UfR 2006.2159 VLK: D. 25.03.2004 blev der foretaget videoafhøring af et barn, B, på 8 år. T, der på tidspunktet var 17 år, overværede dette uden at hans beskikkede forsvarer var til stede. Den 26.03.2004 blev T afhørt og sigtet for overtrædelse af STRFL § 222, stk.2, jf. stk. 1. Efter T's ønske skulle forsvareren ikke være til stede under afhøringen, hvorfor T gennemså videoen uden forsvareren. Forsvareren nedlagde påstand om, at der nægtes tilladelse til at afspille videooptagelsen, med henvisning til at anklagemyndigheden ved vejledningen af T om hans retsstilling havde tilsidesat væsentlige retsgarantier. Hobro Byret fandt, at der var sket tilsidesættelse af så væsentlige garantier for sigtedes retssikkerhed, at videoen ikke kunne tillades anvendt som bevis i sagen. VL anførte bl.a., at uanset om den mistænkte eller sigtede i forbindelse med afhøring ikke havde ønsket forsvareren til stede, påhvilede det politiet at underrette hans forsvarer, når den mistænkte eller sigtede ønskede at gennemse videooptagelsen, således at gennemsynet kunne ske sammen med forsvareren snarest muligt jf. RPL § 745 e, stk.2. Endvidere bemærkedes det, at de grundlæggende betingelser i RPL § 745 e var fastsat for at tilgodese den mistænktes eller sigtedes retssikkerhed. Derfor var det, når der ikke senere blev lejlighed for forsvareren til at afhøre barnet, af særlig vigtighed for den mistænkte eller sigtede, at der var adgang for ham til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen og sammen tage stilling til om der skulle fremsættes begæring om genafhøring. Videoafhøringen af B blev derfor ikke tilladt afspillet under domsforhandlingen.
UfR 2006.2445 VLK: Under domsforhandlingen i en sædelighedssag havde den 12-årige D’s advokat, A, begæret dørlukning under afspilning af videooptagelse med D’s forklaring overfor politiet i medfør af RPL § 29, stk. 1, nr. 1, subsidiært i medfør af RPL § 29 a. Tønder Byret fandt ikke, at der, når forurettede var beskyttet mod offentlig gengivelse af identitet i medfør af RPL § 1017 b, stk. 1, var grundlag for at gennemføre domsforhandlingen for lukkede døre. Eftersom RPL § 29 a ikke fandt anvendelse efter karakteren tiltalen, blev begæring om dørlukning ikke taget til følge. Herefter blev der foretaget afspilning af uddrag af den af D overfor politiet afgivne forklaring. VL fandt, at afspilning under domsforhandlingen af et videobånd med forurettedes forklaring måtte antages at ville udsætte hende for en unødvendig krænkelse, jf. RPL § 29, stk. 1, nr. 3. Dørene burde derfor have været lukket under afspilningen af videobåndet. Derimod var der ikke grundlag for af tage påstanden om dørlukning under domsforhandlingen i sin helhed til følge. Der var herved lagt vægt på hensynet til offentlighedens interesse i oplysninger om sagens behandling.
UfR 2007.51/2 VLK: I efterforskningen af en sædelighedsforbrydelse mod barnet B var M blevet identificeret som ”X”. I den forbindelse var der d. 30.11.2005 sket en videoafhøring af B, M’s forsvarer overværede denne videoafhøring. Senere blev T identificeret som den omtalte ”X”. T gennemså sammen med sin forsvarer F videoafhøringen fra 30.11.2005 og ønskede ikke genafhøring af B. B blev dog alligevel genafhørt d. 03.02.2006, hvilket overværedes af F og senere blev gennemset af T og dennes nye forsvarer C. Da VL ved bevisvurderingen af videoafhøringen af 30.11.2005 ville tage hensyn til, at afhøringen ikke var blevet overværet af en forsvarer, der var beskikket for T, fandt de efter en samlet bedømmelse, at videoafhøringen kunne benyttes som bevis i sagen mod T (5-1). Vedr. videoafhøringen fra 03.02.2006 fandt VL, at den omstændighed at T og dennes nye forsvarer først sammen gennemså videoafhøringen d. 07.03.2006, ikke kunne begrunde, at videoafhøringen ikke kunne benyttes som bevis under domsforhandlingen.
UfR 2008.1039 ØLK: Tiltalte, T, blev af byretten idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af STRFL § 244, ved at have udøvet vold mod sine 2 børn, som på tidspunktet for gerningen var 10 og 11 år. Der var under efterforskningen foretaget videoafhøring af børnene, og under byrettens behandling, fremsatte T ikke begæring om genafhøring. T ankede dommen til ØL, og anmodede her om, at der skulle gives vidneforklaring af børnene under ØL's behandling af straffesagen. ØL afslog anmodningen, og henviste til hensynet til børnene. LR udtalte, at eventuelle uklarheder i børnenes forklaringer under videoafhøringerne naturligvis ville indgå i rettens overvejelser af skyldsspørgsmålet.
UfR 2008.2353 ØLK: I en sag om omsorgssvigt, ønskede politiet at foretage videoafhøring af et barn uden forældremyndighedshaverens vidende, og ønskede beskikket en bistandsadvokat. ØL fandt, at det var bistandsadvokatens opgave at tilkendegive på barnets vegne, om forklaring ville blive afgivet frivilligt.
Fyns Politi anmodede, i en sag om omsorgssvigt, Retten i Odense om beskikkelse af en bistandsadvokat til den 11-årige dreng, B, jf. RPL § 741 a, og om at der blev foretaget en videoafhøring af B uden faderen, F's, vidende, jf. RPL § 747, jf. § 745 e, stk. 1, jf. stk. 2, da F, der var eneforældremyndighedsindehaver, ikke kunne antages at ville give samtykke til en sådan afhøring, men derimod forventeligt ville påvirke B forud for en afhøring, samt at B blev pålagt at afgive vidneforklaring, jf. RPL § 171, stk. 3. ØL fandt, at RPL § 741 c indeholdt en nærmere opregning af bistandsadvokatens beføjelser. Denne opregning kunne ikke anses for udtømmende. Bistandsadvokaten havde også opgaver af mere almen karakter, og bistandsadvokaten skulle f.eks. yde den forurettede støtte under afhøringen hos politiet og i retten. Ved spørgsmål om afgivelse af forklaring til politiet eller i retten, hvor forældremyndighedsindehaverens interesse måtte antages at kollidere med barnets interesse, ville det være en naturlig og sædvanlig opgave for bistandsadvokaten, på barnets vegne, at tilkendegive, om forklaring ville blive afgivet frivilligt. Der var ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at anvende fremgangsmåden i RPL § 747, jf. § 745 e, stk. 1 og 2, og § 171, stk. 3.UfR 2010.20 ØLK (TFA 2010.13/3 ØLK): Lyngby-Taarbæk Kommune havde ved skrivelse af 07.07.2009 indgivet en politianmeldelse om en faders mulige seksuelle overgreb på datteren A på fire år og dennes søster. Anklagermyndigheden havde anmodet om en indenretlig afhøring af de to piger efter fremgangsmåden i RPL § 747 jf. § 745 e, stk. 1 og 2, uden at forældrene i forvejen var blevet adviseret herom. Hverken Retten i Lyngby eller ØL efterkom denne anmodning.
UfR 2012.437 ØLK: T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 224, jf. § 222, stk. 2, idet T havde haft anden kønslig omgang end samleje med den 16-årige F. F var efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling. Som følge af F psykiske tilstand, og da det var tvivlsomt, om det var muligt at afhøre F i retten inden for nærmeste fremtid, fandt Retten i Odense, at der burde ske videoafhøring af F i medfør af RPL § 745 og 746. Ud fra forarbejderne til RPL § 745 e og § 872 samt BR's anførte grunde, stadfæstede ØL.
UfR 2016.864 HKK: Der var ikke sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at en videoafhøring ikke kunne anvendes som bevis under en straffesag.
Der blev d.04.08.2014 foretaget en videoafhøring af T's børn, B, hvorefter sagen blev henlagt. Der blev herefter d. 19.11.2014 foretaget en ny videoafhøring på baggrund af en ny politianmeldelse. Begge afhøringer blev foretaget under overværelse af en forsvarer for T, F. F modtog først d. 09.12.2014 en CD-rom med afhøringerne, og B blev genafhørt efter T's begæring. HR udtalte, at der vedr. afhøringen foretaget d. 19.11.2014 ikke var sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at denne videoafhøring ikke kunne anvendes som bevis under straffesagen. HR lagde vægt på, at der var foretaget genafhøring af B, og at det ikke var en tilsidesættelse af grundlæggende betingelser i RPL § 745 e, at videoafhøringen 19.11.2014 blev gennemført, uden at T havde kendskab til indholdet af videoafhøringen d. 04.08.2014. Det samme gjaldt den tid, der gik fra afhøringen d. 19.11.2014 til modtagelsen af CD-rommen .T havde anført, at såfremt det blev tilladt at anvende videoafhøringen af 19.11.2014 som bevis i sagen, skulle videoafhøringen af 04.08.2014 også tillades afspillet. På denne baggrund tillod HR, at begge videoafhøringer kunne anvendes som bevis under straffesagen.UfR 2016.2191 ØLK: Genafhøring af barn, som var afhørt i medfør af RPL § 745 e.
S var sigtet for voldtægt m.v. begået d. 16.11.2015 mod en 12-årig pige, F. F blev d. 09.12.2015 videoafhørt om episoden, og S og hans daværende advokat gennemgik sammen afhøringen samme dag. S fik d. 18.12.2015 en ny forsvarer, A, som 3 dage senere tog forbehold for at begære genafhøring af F. A modtog sagensakter d. 23.12.2015 begærede han d. 28.12.2015 genafhøring af F under henvisning til en sms-korrespondance mellem S og F, som ikke var omtalt i afhøringen af F. Anklagemyndigheden protesterede bl.a. med henvisning til, at anmodningen var fremkommet mere end 14 dage efter afhøringen fandt sted. ØL fandt, at en genafhøring af hensyn til S' forsvar var relevant, og der var efter en samlet vurdering ikke grundlag for at afvise begæringen alene med henvisning til, at den var fremkommet mere end 14 dage efter afhøringen fandt sted. Anmodningen om genafhøring blev herefter taget til følge.UfR 2016.3974 VLD: T, der var tiltalt for at have begået vold mod sine børn, jf. STRFL § 244, frifundet, da forklaringerne fra børnene, som var 4 og 6 år gamle, da de afgav forklaring til politiet, ikke fremstod tilstrækkeligt detaljerede og med en sådan utvivlsom klarhed, at der alene på denne baggrund kunne ske domfældelse.
T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 244 ved gennem en periode på 10 måneder ved adskillige lejligheder at have slået sin søn A, født 2009, flere gange på kroppen med flad hånd samt slået sin datter, B, født 2011, flere gange med flad hånd og knyttet hånd i baghovedet og på kroppen. Retten i Næstved fandt efter afhøringerne af børnene, som forklarede troværdigt, at det var bevist, at T ved flere lejligheder havde slået A og B med hånden på kroppen på en sådan måde, at han derved har overtrådt STRFL § 244. Straffen blev fastsat til 30 dages betinget fængsel. ØL fandt, at B og A henholdsvis var 4 og 6 år gamle, da de under videoafhøring afgav forklaringer til politiet efter mistanke om, at T havde begået vold mod dem. Efter afspilning af videoafhøringerne fandt ØL ikke, at A og B's forklaringer fremstod tilstrækkeligt detaljeret og med en sådan utvivlsom klarhed, at de alene kunne lægges til grund for en domfældelse i en straffesag. Det kunne herefter ikke anses for bevist, at T havde udøvet vold mod A og B, hvorefter T blev frifundet.UfR 2017.225 VLK: Videoafhøringer af T's døtre på 6 og 10 år tilladt anvendt som bevis, da pigernes mor blev orienteret om indholdet af RPL § 171 forud for videoafhøringerne.
Under en straffesag ønskede anklagemyndigheden, A, at afspille videoafhøringer af T's døtre, D og F. Retten i Horsens fandt, at D og F som T's døtre var omfattet af vidnefritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 1. Denne bestemmelse fandt tilsvarende anvendelse på videoafhøringer, der var foretaget med henblik på at skulle bruges som bevis i retten. D og F blev hverken forud for eller i forbindelse med videoafhøringerne gjort bekendt med, at de ikke havde pligt til at afgive forklaring, men deres mor og værge blev gjort bekendt hermed. Selv om pigerne kun var 6 og 10 år gamle, kunne pligten til at vejlede dem om vidnefritagelsen ikke opfyldes alene ved, at deres værge var orienteret. De to videoafhøringer kunne ikke tillades afspillet og benyttet som bevis i sagen. VL fandt, at vejledningen om reglerne om vidnefritagelse i forbindelse med videoafhøringer skulle ske til den, der varetog barnets interesser, dvs. i almindelighed barnets forældre. Ved afhøring af større børn, måtte det overvejes at gøre barnet bekendt med reglerne om vidnefritagelse. D's og F's mor, M, blev orienteret om RPL § 171, inden der blev foretaget videoafhøring. Da D og F eller M ikke protesterede mod, at videoafhøringen anvendtes som bevis, var den manglende vejledning af D og F på 6 og 10 år om indholdet af RPL § 171, stk. 1, ikke til hinder for, at videoafhøringerne kunne anvendes som bevis under straffesagen.UfR 2021.29 ØLK: En videoafhøring af en mindreårig udlænding, som var blevet seksuelt misbrugt, kunne godt afspilles under grundlovsforhør, selvom der ikke var blevet vejledt om vidnefritagelse, da forklaringen var af afgørende betydning, og da det ikke havde betydning for den mindreåriges opholdstilladelse
S, der var statsborger i Myanmar, blev fremstillet i grundlovsforhør og blev sigtet for voldtægt ved både andet seksuelt forhold end samleje og samleje med eget barn under 12 år. S’ forsvarer, A, og F’s bistandsadvokat, B, protesterede mod, at en videoafhøring af F og F’s søster, C, blev fremvist, jf. RPL § 171, stk. 2, nr. 1 og 3, da F’s opholdsgrundlag kunne blive påvirket af, at A blev udvist, og hun kunne miste kontakten til S. Anklageren, N, fastholdt anmodningen om at afspille afhøringen, da B var til stede under afhøringen og ikke påberåbte sig vidnefritagelsesreglerne, og da S havde givet samtykke til afhøringen som eneforældremyndighedsindehaver. Subsidiært påstod N, at F og C skulle pålægges at afgive forklaring, jf. RPL § 171, stk. 3. F og C var meddelt opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 c. F blev ikke inden afhøringen vejledt om RPL § 171, stk. 2, men alene om § 171, stk. 1. S havde tidligere forsøgt at påvirke F til at afgive mindre belastende forklaring.
Retten i Roskilde fandt, at B var berettiget til at påberåbe sig vidnefritagelsesgrunde, og at dette kunne ske efterfølgende. F og C’s opholdsgrundlag var ikke afhængige af S’ opholdstilladelse, hvorfor der ikke var grundlag for at fritage F og C fra at afgive forklaring, jf. RPL § 171, stk. 2, nr. 1. Pga. sagens alvorlige karakter, og fordi ingen andre havde været til stede, mens overgrebene fandt sted, var børnenes forklaringer af afgørende betydning og § 171, stk. 3 var opfyldt, hvorfor § 171, stk. 2, nr. 2 og 3 ikke kunne fritage dem fra at afgive forklaring. Videoen kunne derfor afspilles, og S blev varetægtsfængslet i fire uger, jf. RPL § 762, stk. 1, nr. 3.
ØL fandt, at den manglende vejledning om RPL § 171, stk. 2, nr. 2 og 3 ikke var til hinder for videoafhøringen. ØL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 61.
UfR 2021.1725 ØLK: Videoafhøring af børn i straffesag mod børnenes forældre blev tilladt, henset til betydningen af at videoafhøringerne blev tilladt anvendt og de konsekvenser, som vold kunne have mod børn
T1 og T2 var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 244, stk. 1, og til dels § 244, stk. 2, da de i en periode på to år adskillige gange havde slået deres to mindreårige børn, A1-A2, på siden af hovedet med flad hånd. Anklagemyndigheden, M, påstod at videoafhøringen af A1-A2 var af afgørende betydning for sagens udfald, om end det ikke var det eneste bevis. A1-A2 havde ikke selvstændigt udtrykt ønske om, at videoafhøringerne ikke skulle anvendes under sagen. Bistandsadvokaten, B, anførte, at videoafhøringen ikke burde tillades afspillet, jf. RPL § 171, stk. 3, da A1-A2 var omfatter af reglen om vidnefritagelse. I sagen var der nedlagt påstand om advarsel om udvisning af T2.
BR fandt, at M ikke kunne afspille A1-A2’s videoafgivne forklaringer i sagen.
ØL fandt, at A1 og A2 var omfattet af vidnefritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 1, men de blev alligevel pålagt at afgive forklaring, jf. RPL § 171, stk. 3. Der blev lagt vægt på sagens beskaffenhed og betydning, at volden var begået i forening af T1 og T2 mod A1-A2 og de vidtrækkende konsekvenser, som en sådan vold kunne have for børn. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 85.
UfR 2021.2868 HKK: Videoafhøringer af døtre, hvis afghanske forældre var tiltalt for overgreb, kunne afspilles i retten, da det ikke kunne antages, at afspilningen ville medføre tab af velfærd
To afghanske forældre, A og B, var tiltalt for overgreb mod deres to døtre, D1-D2, og sønner, S1-S2. D1-D2 havde afgivet videoafhøring til politiet, og både A’s, B’s, og D1-D2’s repræsentanter protesterede mod afspilning af videoafhøringerne. Sagen angik, om vidnepålæg kunne gives, og i den forbindelse om forklaringen måtte antages at udsætte D1-D2 for tab af velfærd, jf. RPL § 171, stk. 2, nr. 1, og stk. 3.
HR fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at afspilning af videoafhøringen ville medføre tab af velfærd. Der blev herved lagt vægt på, at såfremt A måtte blive fundet skyldig og udvist, og udlændingemyndighederne i forlængelse heraf skulle tage stilling til, om døtrene fortsat skulle have opholdstilladelse, ville udlændingemyndighederne i den forbindelse være forpligtede til at lægge vægt på Danmarks internationale forpligtelser og D1-D2’s personlige forhold, herunder at A i så fald ville være fundet skyldig i alvorlige overgreb mod. Retten i Holbæk havde derfor med rette tilladt afspilning af videoafhøringen. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 84.
UfR 2021.3251 ØLK: Videoafhøringer af børn under en straffesag efter STRFL § 244, stk. 1 kunne anvendes som bevis i sagen, da børnene ikke var omfattet af vidnefritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 2. og stk. 3, idet afhøringerne havde afgørende betydning for sagen
Under en strafferetssag var T ikke mødt for retten. Der var i sagen rejst tiltale for overtrædelse af STRFL § 244, stk. 1, da T havde misbehandlet sine tre børn, B1-B3, ved at tildele dem slag i baghovedet og ryggen med flad hånd, samt i flere tilfælde slag på kinden med flad hånd. Anklagemyndigheden, M, anmodede retten om tilladelse til at afspille de af politiet foretagne videoafhøringer af B1-B3, da forklaringerne havde afgørende betydning for sagens afgørelse, jf. RPL § 171, stk. 3.
Retten i Glostrup fandt, at børnene var omfattet af vidnefritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 1. De var dog ikke omfattet af RPL § 171, stk. 2, nr. 1 om tab af velfærd. Der blev lagt vægt på, at såfremt T blev idømt en advarsel, ville dette ikke i sig selv indebære, at T skulle forlade Danmark, eller at han på anden vis blev afskåret fra at opretholde sin nuværende kontakt med B1-B3. Derudover var afspilning af videoerne af afgørende betydning for sagen, jf. RPL § 171, stk. 3. Det blev tilladt at anvende videoafhøringerne af B1-B3 som bevis i sagen.
ØL stadfæstede.
UfR 2021.3591 VLK: Videoafhøringer af T’s børn var af så afgørende betydning for sagen, at børnene ikke kunne fritages fra at give forklaring, jf. RPL § 171, stk. 3
T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 244, stk. 2, ved at have slået sit barn, B1, flere gange i en længere periode. B1 og hans søster, B2, var blevet videoafhørt i sagen. Bistandsadvokaten, A, anmodede om, at videoafhøringerne af B1-B2 ikke kunne afspilles under hovedforhandlingen. A henviste til, at B1-B2 som børn af T var omfattet af vidnefritagelsen i RPL § 171, stk. 1. Desuden blev det gjort gældende, at det var i B1-B2’s bedste interesse, at forklaringerne ikke blev afspillet. Det blev bl.a. lagt til grund, at B1-B2’s far, C, ikke var blevet vejledt om, at de var vidnefritaget.
Retten i Horsens fandt, at det skulle tillades anklagemyndigheden at anvende videooptagelserne af afhøringerne af B1-B2 som bevis under sagen. Selvom børnene var omfattet af RPL § 171, stk. 1, var forklaringerne af så afgørende betydning for sagen, at B1-B2 kunne pålægges at afgive forklaring, jf. RPL § 171, stk. 3.
VL stadfæstede.
UfR 2021.4129 ØLK: Videoafhøring af mishandlet barn var af afgørende betydning for sagens udfald i straffesag mod forældrene, hvorefter betingelserne om vidnepålæg var opfyldt
Der var rejst tiltale for mishandling efter STRFL § 245, stk. 1, idet T1-T2 begge var tiltalt for at have tildelt slag med flad hånd i ansigtet og på kroppen af deres to børn, A og B, og for at have slået med bælte og plastikfluesmækker, hvorved A og B pådrog sig røde mærker. Spørgsmålet var, hvorvidt anklagemyndigheden, M, kunne tillades at afspille videoafhøringer af A. A’s bistandsadvokat nedlagde protest herimod, idet han henviste til, at A ikke var blevet gjort bekendt med, hvilken betydning forklaringen kunne få for hans velfærd, idet M først efter afhøringen havde nedlagt påstand om, at T1-T2 skulle udvises af Danmark.
Retten i Næstved fandt, at A var omfattet af vidnefritagelsen i RPL § 171, stk. 1. A’s forklaring ville reelt være det eneste bevis i sagen. T1-T2 kunne som følge af A’s forklaring risikere at blive udvist af Danmark. A havde bopæl hos T1-T2, og hans opholdsgrundlag i Danmark var betinget heraf. A var således berettiget til at nægte at give forklaring, jf. RPL § 171, stk. 2, nr. 1, hvorfor M ikke kunne tillades at afspille videoafhøringen af A.
ØL fandt, at M skulle tillades at afspille videoafhøringen af A. Det var ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at afspilning af videoen ville udsætte A og B for tab af velfærd. Det var derfor ikke en fejl, at A ikke blev vejledt om indholdet af disse bestemmelser. Da A’s forklaring blev anset for at være af afgørende betydning for sagens udfald, førte sagens beskaffenhed og dens betydning for samfundet til, at betingelserne for vidnepålæg i RPL § 171, stk. 3 var opfyldt.UfR 2021.5225 ØLK: Videoafhøring af børn blev tilladt i sag mod deres mor, da deres forklaring var af afgørende betydning for sagens udfald, idet volden var sket i hjemmet
T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 244, stk. 1, til dels stk. 2, ved over en længere periode gentagne gange at have udøvet vold mod sine tre døtre, F1-F3, der var født i hhv. 2012, 2014 og 2017, ved at have slået dem på kinden med flad hånd, samt slået F1 i bagdelen med en pind og en sko, samt have skubbet F2, således, at hun ramte et bord med sit knæ. F1 og F2 havde afgivet forklaring til politiet, der blev optaget på video. Forklaringer blev afgivet i forlængelse af indberetningerne fra F1-F2’s børnehave, efter at de begge uafhængigt af hinanden til forskellige pædagoger havde givet udtryk for, at deres mor slog dem og F3. F1-F2’s bistandsadvokat, A, havde ikke protesteret hverken forud for eller ifm., at F1-F2 afgav forklaring.
ØL fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at afspilning af videoafhøringerne af F1-F2 ville udsætte børnene for tab af velfærd efter RPL § 171, stk. 2, nr. 1. De var derimod omfattet af vidnefritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 1, og A havde modsat sig, at videooptagelsen af deres forklaring blev afspillet. Da F1 og F2’s forklaringer måtte anses for værende af afgørende betydning for sagens udfald, blev det tilladt at afspille videoafhøringerne som bevis under hovedforhandlingen, jf. RPL § 171, stk. 3.UfR 2022.567 HKK: Videoafhøring af tiltaltes 4-årig datter blev under hensyn til sagens beskaffenhed og samfundets interesse i at retsforfølge vold i medfør af STRFL § 244, stk. 2, tilladt afspillet under hovedforhandlingen trods bistandsadvokatens påberåbelse af vidnefritagelse
T’s 4-årige datter, A, som var forurettet i en straffesag, blev videoafhørt ifm. sagens efterforskning. Der blev, selvom begge forældre var mistænkte, rejst tiltale mod T for som en person i forurettedes husstand at have begået vold gentagne gange efter STRFL § 244, stk. 2. Spørgsmålet for HR var, om der under hovedforhandlingen mod T kunne ske afspilning af videoafhøringen af A, når A’s bistandsadvokat, B, påberåbte sig vidnefritagelse på A’s vegne.
HR fandt, at interessekonflikten mellem A og hendes forældre fortsat bestod ved hovedforhandlingen, uanset at moderen ikke var tiltalt. Det var derfor fortsat B, som varetog A’s interesser under sagen, herunder på vegne af A tog stilling til spørgsmålet om vidnefritagelse. Der var enighed om, at A’s forklaring var af afgørende betydning for sagens udfald. Under hensyn til den rejste tiltale og i lyset af den ved STRFL § 244, stk. 2 skete strafskærpelse, de vidtrækkende konsekvenser, som en sådan vold kunne have for et barn, og samfundets interesse i at retsforfølge den nævnte type vold, berettigede sagens beskaffenhed og betydning, at videoafhøringen blev tilladt anvendt under sagen. Da betingelserne for vidnepålæg herefter var opfyldt, blev det tilladt anklagemyndigheden at afspille videoafhøringen af A som bevis under hovedforhandlingen.UfR 2022.2428 ØLK: Videoafhøring af en 10-årig pige kunne anvendes som bevis i en straffesag mod pigens forældre, der var tiltalt for forsøg på voldtægt og medvirken hertil, da sagens beskaffenhed berettigede til at pålægge forurettede at afgive forklaring efter RPL § 171, stk. 3
T1 og T2 var tiltalt for forsøg på voldtægt og medvirken hertil af F. T1 og T2 var hhv. stedfar og mor til F. T1-T2 protesterede imod, at videoafhøring af F anvendtes som bevis under hovedforhandlingen. Dette var bl.a. begrundet med, at afhøringen var gennemført på en utilbørlig måde og ikke var foretaget med den fornødne skånsomhed, da politimanden, der afhørte F, havde sagt, at han kendte til den snak F og dennes søster havde haft, hvor F fortalte om de ting, hun havde lavet med T1 og T2, og at hun skulle fortælle ham det, fordi han var politimand. Derudover var afhøringen fortsat på trods af, at F havde sagt, at hun ikke ønskede at fortælle om den hemmelighed, hun havde med T1-T2, da hun havde lovet dem ikke at fortælle noget.
Retten i Odense fandt ikke grundlag for at fastslå, at F under videoafhøringen påberåbte sig vidnefritagelsesreglerne, idet hun alene fastholdt, at hun havde en hemmelighed, som hun havde lovet T1-T2 ikke at fortælle nogen om. F’s beskikkede advokat havde heller ikke påberåbt sig vidnefritagelse på F’s vegne. Sagens beskaffenhed og betydning berettigede at pålægge F at afgive forklaring, jf. RPL § 171, stk. 3, hvorfor videoafhøringen kunne anvendes som bevis i sagen.
ØL stadfæstede.
