Køb

Retsregler

Købeloven

Betænkninger

Bet. nr. 1502/2008: Visse køberetlige regler om sikkerhedsmangler

Bet. nr. 1433/2003: Forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer

Bet. nr. 1403/2001: Gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet (Bilag)

Arbejdsgruppen foreslog bl.a. følgende:

- Fristen for at klage over mangler ved salgsgenstanden forlænges fra 1 år til 2 år.
- En vare skal som udgangspunkt være i orden, selv om den sælges "som beset" eller med andre tilsvarende generelle forbehold.
- Hvis salgsgenstanden er mangelfuld, har forbrugeren som udgangspunkt ret til at vælge mellem at få en ny vare eller at få varen repareret.

Bet. nr. 845/1978: Forbrugerkøb

Bet. nr. 585/1970: Indførelse af adgang for køber til at træde tilbage fra aftaler m.v. indgået på bopælen

Bøger

Danmark

Norge

Sverige

Finland

Danmark

1922 1941 1949 1967 1980 1991

1992 1994 1996 2002 2008 2017

2019 2022 2024

1922

Valdemar Hvidt og Kjeld Rørdam: Lov om Køb af 6. april 1906, 1922

L. A. Grundtvig: Lov om Køb af 6. april 1906, 2. udg., ved Alf Ross, 1922. Hele bogen kan læses her.

1941

J. L. Frost: Erstatningsansvar for smitsom kalvekastning, 1941.

1949

Henning Hasle og Bent Nebelong: Købeloven med kommentarer, 1949. Anmeldt af Niels Alkil i JUR 1950.278-282.

1967

Henry Ussing: Køb, 4. udg. ved Anders Vinding Kruse, 1967.

1980

Knud Stenow: Kontant mod dokument, CAD, Efterkrav, COD, 1980, 200 sider, eget forlag. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i FM 1980.134 og af Preben Lyngsø i UfR 1980 B.209-211.

1991

Ole Lando, Alex Laudrup og Søren Theilgaard: Incoterms 1990, 2. udg., 1991, GadJura. 1. udg. er anmeldt af Jørgen Nørgaards i ADV 1991.332-334.

Søren Theilgaard: Incoterms 1990, klausuler, 1. udg., 1991, GadJura.

1992

A. Vinding Kruse: Købsretten, 3. udg., 1992, DJØF.

1994

Helge Jakob Kolrud, Markku Kortekangas, Bengt Kriström og Henrik Schultz: Kommentar til NLM 94. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1997 B.230/2.

1996

Erik Hørlyck: Tilvirkningskøbet - NLM 94 - NL 92 - ECE 188 A - ECE 188, 1. udg., 1996, DJØF. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1996 B.306.

2002

Sonny Kristoffersen: De nye forbrugerkøbsregler og standardvilkår, 1. udg., dec. 2002, 267 sider, Thomson. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 2003 B.169.

2008

Stinne Richter Berg: Retsvirkninger af ugyldighed og ophævelse i løsørekøb - særligt om tilbagelevering og erstatning af den negative kontraktsinteresse, 1. udg., 2008, 337 sider, DJØF

Sonny Kristoffersen: Forbrugerkøb, 2. udg., dec. 2008, 191 sider, Forlaget Thomson.

2017

Søren Theilgaard, Aqbal Amiri og Theis Jacobsen: Købeloven med kommentarer, 4. udg., dec. 2017, 1470 sider, Karnov Group. 2. udg. 1993 er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1994 B.161-162. 1. udg., 1979 er anmeldt af Preben Lyngsø i JUR 1980.258-260. 3. udg., 2008 er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 2009 B.19/2.

2019

Bodil Christiansen og Tommy V. Christiansen: Forældrekøb - Skattemæssige aspekter af forældrekøb, 1. udg., 2019, 242 sider DJØF

2022

Hans Henrik Edlund, Anders Ørgaard og Nis Juul Clausen: Købsretten, 9. udg., jan. 2022, 378 sider, Karnov Group

Lars Hedegaard Kristensen, Susanne Karstoft og Torsten Iversen: Dansk og international køberet, 6. udg., 2022, 370 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1994 B.178.

2024

Joseph Lookofsky og Vibe Ulfbeck: Køb - dansk indenlandsk købsret, 6. udg., jan. 2024, 329 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Lars Hedegaard Kristensen i JUR 1998.78-82.

Andreas Bloch Ehlers: Lærebog i Køberet, 1. udg., sept. 2024, 265 sider, Karnov Group

Norge

Kristen Andersen: Kjøpsrett, 2. oplag, Oslo, 1965.

Erling Selvig: Fra kjöpsrettens og transportrettens grenseland. Om transportdokumentenes kjøpsretlige funksjoner, 1975, 182 sider, Universitetsforlaget, Oslo.

Karsten Gaarder: Kjöpsrett 1992, 10. udg. v/ Bjørn Stordrange, 1992, Oslo.

Kai Krüger: Norsk Köpsrett, 4. udg., 1999, 809 sider, Bergen. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1999 B.523.

Sverige

Tore Almén: Om köp och byte av lös egendom, 4. udg. ved Rudolf Eklund, Stockholm, 1960

Anna Christensen: Studier i köprätt, Stockholm, 1970, 344 sider.

Hjalmar Karlgren: Prestation och "fara" i köprätten, Stockholm 1976.

Jan Hellner: Köprätt, 4. udg., 1982, Stockholm.

Torgny Håstad: Den nya köprätten, 1991, Uppsala

Christina Hultmark: Kontraktsbrott vid köp av aktier - särskilt om fel, disputats, 1992, Stockholm. Anmeldt af Erik Werlauff i UfR 1993 B.407-408

Om en aktie-/anpartskøbers mangelsbeføjelser, såfremt selskabet er ringere end forventet af køberen.

Jan Ramberg: Inledning til köprätten, 1. udg., 1993, Nordstedts Juridik, Stockholm. Anmeldt af Joseph Lookofsky i UfR 1994 B.118.

Jan Ramberg - under medverkan av Johnny Herre: Köblagen, 1995, Nordstedts Gula Bibliotek, Stockholm. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1996 B.102.

Johnny Herre under medvirken af Jan Ramberg: Konsumentköplagen, 1999, 563 sider, Norstedts gula bibliotek. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1999 B.410.

Finland

Berndt Godenhielm: Om säljarens bundenhet under ändrade förhållanden, Helsingfors, 1954.

Artikler

1905 1906 1932 1947 1951 1955 1958 1964 1966 1970 1971 1980

1981 1982 1986 1987 1988 1989 1990 1992 1994 1995 1997 1998

1999 2001 2002 2003 2005 2006 2007 2008 2011 2012 2013 2016

2017 2018 2021 2022

1905

I. Heckscher i UfR 1905 B.1-19: Nogle randbemærkninger i anledning af de nordiske udkast til lov om køb.

1906

L. A. Grundtvig i UfR 1906 B.153-160: Nogle vejledende bemærkninger til Lov om Køb af 6. april 1906.

1932

Henry Ussing i UfR 1932 B.100-104: Købelovens første 25 år.

1947

Knud Illum i UfR 1947 B.190-196: Standsningsret.

1951

Stig Iuul i Festskrift til Ussing, 1951, p. 220-234: Caveat Emptor-reglens oprindelse.

Stig Jørgensen i UfR 1951 B.272-276: Om mangelsbegrebet ved køb og salg af brugt løsøre med særlig henblik på køb af brugte automobiler.

1955

P. Spleth i UfR 1955 B. 61 ff.: Mangelsbegrebet

1958

Jørgen Trolle i UfR 1958 B.113-124: Om løsørekøbers ret til erstatning for kurstab i tilfælde af misligholdelse.

1964

Kristen Andersen i TfR 1964.321-339: Om standardkontraktvilkår i Kjøp.

Stig Jørgensen i TfR 1964.449: Misligholdelse

1966

Jan Hellner i TfR 1966.290-344: Beräkning och Begränsning av skadestånd vid køp.

1970

Preben Lyngsø i FM 1970.45 ff.: Om caveat emptor-reglen i KBL § 47

Preben Lyngsø i JUR 1970.133-140: Om afhjælpning af mangler, jfr. KBL § 49.

1971

Preben Lyngsø i TfR 1971.473-494: Om løsørekøberens ret til naturalopfyldelse.

1980

Christian Trønning i JUR 1980.148-165: Forbrugerkøb

Om ændringerne i købeloven pr. d. 01.01.1980.

Ellebjerg Hansen, Jens Nielsen og Kim Bjørn i Justitia nr. 4/1980: Fareovergang og misligholdelse ved ordrestridig forsendelse.

1981

Knud Stenov i UfR 1981 B.59-62: Handelssælgerens detentionsret og hæveret ved fragtbrevsduplikat.

1982

Synøve Falk-Rønne i Justitia nr. 5/1982: Faktiske mangler - hævebeføjelsen i dansk og engelsk ret.

1986

Hans B. Thomsen i Justitia nr. 5/1986: Privity of contract i henhold til engelsk og dansk ret

Omhandler bl.a. erstatning i kontrakt.

1987

Kim Sparlund og Dan Terkildsen i Justitia nr. 3/1987: Erstatning for drifts- og avancetab

Omhandler bl.a. sælgers avancetab ved købers misligholdelse og vice versa.

Viggo Hagstrøm i TfR 1987.761-815: Selgerens ansvar for tilsikrede egenskaper.

1988

Henrik Rothe i UfR 1988 B.254-60: Det civilretlige forbrugerbegreb.

1989

Jesper Lau Hansen og Henrik Aagaard i Justitia nr. 1/1989: Sælgers stilling ved købets ikke-opfyldelse.

Peter Otken i Justitia nr. 5/1989: Mangler i Forbrugerkøb. En redegørelse for Forbrugerklagenævnets praksis om Købelovens mangelsbegreb 1975-1987.

1990

Henriette Nielsen i Justitia nr. 4/1990: Springende regres og mangelskrav mod løsøresælgerens hjemmelsmand.

1992

Jens Anker Andersen i ADV 1992.161-162: Er lønmodtageres løsørekøb altid forbrugerkøb?

1994

Børge Dahl i ADV 1994.205-206: Reklamation på et-årsdagen rettidig

Om købelovens § 54.

Peter Møgelvang-Hansen i ADV 1994.290-291: Produktsikkerhed og købelovens 1 års frist.

1995

Peter Arnt Nielsen i ADV 1995.14-15: Koncipering af lovvalgsklausuler i løsørekøb.

Søren Borup Nørgaard og Per Vestergaard Pedersen i UfR 1995 B.385-392: Springende regres - kontraktsafhængigt retsbrudsansvar.

1997

Jørgen Nørgaard i UfR 1997 B.523-526: Om køberens afvisningsret ved tilvirkningskøb.

1998

Nicolia Hesgaard Møller og Steen Hellmann Nielsen i Justitia nr. 4/1998 p. 63-81: Reklamation ved faktiske mangler

Komparativ analyse af reglerne i CISG art. 38-40 og KBL §§ 51-54.

Peter Høffner, Dennis Ramsdahl Jensen og Nicolia Sisé i TBB 1998.61-67: Ændringen af købelovens reklamationsregler ved køb af byggematerialer

Omhandler KBL § 54, stk. 2 og § 83, stk. 2.

1999

Joseph Lookofsky og Peter Møgelvang-Hansen i UfR 1999 B.240-252: En ny dansk indenlandsk købelov: KBL III?

2001

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 5/2001 p. 30: Bedre forbrugerbeskyttelse

Om bet. nr. 1403/2001. Bilag.

2002

Kim Frost i UfR 2002 B.384-390: Ret og pligt til afhjælpning.

2003

ADV 2003.252-253: Responsumsager fra HTS.

ADV 2003.281-282: Responsumsager fra HTS.

ADV 2003.313-314: Responsumsager fra HTS.

ADV 2003.341-342: Responsumsager fra HTS.

Jan Ramberg i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 835-844: Samnordisk köprätt - finns den?

Diddi Thiemann Christiansen og Anne Mette Rasmussen i Justitia nr. 2/2003 p. 3-52: Forbrugergaranti i detailhandelen.

Anne-Dorte Bruun Nielsen i JUR 2003.171-179: De nye regler i købeloven

2005

Jacob Thomsen i Justitia nr. 4/2005 p. 53-86: Tilsikring i køberetlige kontraktsforhold.

Stinne Richter Berg i UfR 2005 B.173-178: Ansvarsgrundlaget for den negative kontraktsinteresse - kan den negative kontraktsinteresse tilkendes på objektivt grundlag ved ophævelse af køb?

2006

René Franz Henschel i ET nr. 4/2006 p. 273-287: Standardbetingelser i nationale og internationale køb: ECE 188, NL 01 og S 2000

Om betingelsernes indhold og formål, herunder forskelle og ligheder, fortolkning og udfyldning, samt misligholdelsesbeføjelser, med inddragelse af relevant retspraksis og baggrundsret.

Michael Bjerg Hansen og Martin Hørmann Pallesen i UfR 2006 B.236-239: Købers erstatning for sælgers forsinkelse, når købet fastholdes og levering faktisk sker.

2007

Torsten Iversen i UfR 2007 B.65-69: Mere om købers erstatningskrav ved fastholdelse og levering.

Jan Trzaskowski i UfR 2007 B.268-277: Pris- og kreditoplysninger

Omhandler pris- og kreditoplysninger i forbindelse med og efter aftaleindgåelse.

2008

Jeppe Høyer Jørgensen i UfR 2008 B.331-336: Arbejdsretlige konflikter som force majeure

Artiklen søger at belyse, i hvilket omfang arbejdsretlige konflikter kan udgøre ansvarsfritagende force majeure i henhold til en købsaftale. Forfatteren konkluderer, at ansvarsfrihed i denne forbindelse, nok kræver aftale herom.

2011

Knud Hougaard i RETTID 2011 afhandling nr. 2: Springende regres - særligt for fast ejendom og løsøre

2012

Marie Jull Sørensen i JUR 2012.281-289: Forbrugerens ret til en kontraktmæssig vare - en relativ eller absolut uforholdsmæssighedsvurdering?

Klaus Tougaard Kristensen i Rettid 2012, Afhandling 29: Sælgerens oplysningspligt og køberens undersøgelsespligt samt køberens adgang til ophævelse og/eller erstatning i anledning af faktiske mangler - i køb, herunder også forbrugerkøb og ejendomskøb

2013

Andreas Schønbeck i ET nr. 2/2013 p. 87-98: Salgsgenstandens egnethed til købers særlige formål

Artiklen omhandler købers mulighed for at påberåbe sig en mangel efter dansk køberet, hvis salgsgenstanden ikke er egnet til købers særlige formål med fokus på køb, der ikke er forbrugerkøb.

2016

Andreas Schønbeck i ET nr. 4/2016 p. 310-316: Mangel eller forsinkelse i køberetten - aliud pro alio

2017

Lars Hedegaard Kristensen i ET nr. 3/2017 p. 167-176: Dansk køberets sondring mellem mangler og forsinkelse - aliud pro alio

Jin Enyi i ET nr. 2/2017 p. 127-140: Er bitcoin penge?

2018

Louis Wolf Kristiansen i Justitia nr. 5/2018: Kollektive arbejdskonflikter og køberetlig force majeure

2021

Minie Andersen i ET nr. 1/2021 p. 15-21: Offergrænsebetragtninger ved vurdering af krav om kontraktmæssig opfyldelse

2022

Peter Arnt Nielsen i ET nr. 2/2022 p. 105-118: De nye regler om forbrugerkøb i købeloven

Retspraksis

Afhjælpningsret

UfR 1996.1109 ØLD: Glarmester G havde leveret en blytermorude, som var behæftet med mangler. Der var tale om et forbrugerkøb. Køber havde reklameret d. 16.09.1993 og opfordret G til af afhjælpe manglerne, jf. KBL § 78, hvilket G afslog. G's efterfølgende tilbud om afhjælpning d. 19.08.1994 fandtes ikke fremsat inden rimelig tid, og G havde derfor ikke afhjælpningsret efter KBL § 79. Køber tilkendt et forholdsmæssigt afslag på 1.500 kr. svarende. til udbedringsomkostningerne.

UfR 2002.2308 VLD: K2 havde af K1 købt båd fremstillet på skibsværft i Fredericia. En faglig fejl ved udførelsen af mastestøtten var så alvorlig, at K2 kunne rejse erstatningskrav direkte mod værftet. Da værftet umiddelbart efter havariet havde tilbudt afhjælpning, som kunne ske inden for rimelig tid, havde K ved ikke at gøre brug af tilbuddet fortabt sin ret til at kræve erstatning hos værftet, og K2 kunne heller ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.

UfR 2012.950 HD: A gennemført en privat uddannelse til lægeeksamineret fysiurgisk sportsmassør, som var udbudt af B. Efter uddannelsens afslutning reklamerede A over, at uddannelsen havde været mangelfuld, herunder fordi der ikke ved eksaminationen havde deltaget en læge som censor på skriftlige opgaver. Hun krævede derfor uddannelsesaftalen ophævet og tilbagebetaling af hele det betalte vederlag. I november 2008 meddelte B, at alle tidligere elever ville modtage et verificeret eksamensbevis underskrevet af bl.a. en læge. Lægen havde herudover underskrevet på hendes eksamensbesvarelser, og disse var påstemplet, at de var rettet af en læge. Det måtte lægges til grund, at manglen kunne afhjælpes som sket ved, at en læge efterfølgende rettede hendes eksamensbesvarelser i de fag, hvor det var relevant. HR fandt under disse omstændigheder, at hun ikke var berettiget til at ophæve aftalen og kræve vedlaget tilbagebetalt og frifandt derfor B.

UfR 2022.2905 VLD: Sælger havde udnyttet sin ret til afhjælpning, og det var uden betydning, at sælger ikke anerkendte et mangelsansvar, hvorfor køber ikke var berettiget til at lade arbejdet udføre et andet sted på sælgers regning

En forbruger, A, havde købt en brugt bil af en autoforhandler, B, for 173.000 kr. Af købsaftalen fremgik det, at bilen havde kørt 102.000 km, og at bremser og dæk skulle efterses. Det fremgik af en test foretaget efter købet, at bilens bremseskiver var ulovlige. B havde tilbudt A afhjælpning, men A havde afvist dette. A havde fået udført arbejde på bilen et andet sted. Sagen angik, om der ved købet var mangler ved bilen, og om B skulle godtgøre udgifterne til afhjælpning af disse.
    Retten i Herning fandt, at B ikke havde godtgjort, at bremser og dæk var fri for mangler, da A overtog bilen, jf. KBL § 77 a, stk. 1 og 3. B tilbud om afhjælpning var ”pr. kulance” og henviste ikke til, at det var forhold omfattet af garantien. B havde ikke klart tilkendegivet, at denne ville udnytte sin afhjælpningsret. A var berettiget til at få manglerne afhjulpet af andre, og B skulle afholde udgifterne.
    VL fandt, at det ikke var en betingelse for at benytte afhjælpningsretten, at man anerkendte, at der var en retlig forpligtelse til afhjælpning. At B ifm. tilbuddet om afhjælpning ikke anerkendte et mangelsansvar betød ikke, at A ville have accepteret, at der ikke var et mangelsansvar, og A ville ikke have mistet sine rettigheder ved at acceptere tilbuddet. A havde ikke været berettiget til at lade arbejdet udføre af tredjemand på B’s regning.

Ansvarsfraskrivelse

UfR 2004.2012 ØLD: Steins Laboratorium var erstatningsansvarlig over for Bie & Bie og Københavns Vand for mangler ved produktet Kings Agrar B. Københavns Vand havde udledt over 200.000 kubikmeter vand i Køge Å, før fejlen blev opdaget. En generel ansvarsfraskrivelse i salgs- og leveringsbetingelserne kunne under hensyn til manglens karakter om manglens følger ikke fritage for ansvar.

UfR 2010.556 HD: K købte i 2002 en ejendom af S med henblik på opførelse af boliger, S havde drevet grafisk virksomhed på ejendommen. I købsaftalen havde S fraskrevet sig ansvaret for grunden. I 2003 blev det konstateret, at der var en jordforurening på ejendommen. Sagen drejede sig om, hvorvidt K var berettiget til erstatning eller forholdsmæssigt afslag i købesummen på grund af forureningen. VL fandt, at jordforureningen, der var opstået inden købet, indebar, at ejendommen ikke uden væsentlige merudgifter kunne anvendes til boligformål, hvorfor der var tale om en mangel. VL bemærkede herefter, at udbudsmaterialet fra ejendomsmægleren ikke indeholdt oplysninger om en eventuel forurening af ejendommen, herunder om Århus Amts afgørelse af 19.06.2001 om, at ejendommen muligvis var forurenet. Det var ikke godtgjort, at S på anden måde havde orienteret K om den mulige forurening. I hvert fald i en sådan situation, hvor S undlod at give K konkrete oplysninger om forureningsrisikoen, som S burde have vidst var af væsentlig betydning for K, kunne K's undladelse af at foretage en undersøgelse af forureningsrisikoen ikke tillægges selvstændig betydning. VL fandt på denne baggrund, at S havde tilsidesat sin oplysningspligt, og at S var erstatningsansvarlig uanset ansvarsfraskrivelsen i købsaftalen. Erstatningen blev med udgangspunkt i udbedringsomkostningerne fastsat skønsmæssigt til 1 mio. kr. HR stadfæstede af de af VL anførte grunde, og da det måtte lægges til grund, at S ikke forud for købsaftalens indgåelse havde oplyst K om amtets afgørelse af 19.06.2001 om kortlægning af ejendommen som muligt forurenet. HR fandt, at S herved klart havde tilsidesat sin oplysningspligt vedrørende et forhold af væsentlig betydning. Heroverfor kunne der hverken lægges vægt på, at K - på trods af K's kendskab til, at ejendommen havde været anvendt til grafisk virksomhed - undlod at foretage nærmere undersøgelser vedrørende ejendommens forureningsforhold, eller på den aftalte ansvarsfraskrivelsesklausul.

UfR 2019.3071 VLD: Forholdsmæssigt afslag pga. mangler ved varevogn i civilkøb, og vilkår om at varevognen var solgt "engros uden garanti" afskar ikke købers mangelsindsigelser

A købte en varevogn af en bilforhandler, B. I slutsedlen var det anført under bemærkningerne, at varevognen var solgt "engros uden garanti". Varevognen blev kørt til reparation tre dage efter købet, hvor der blev konstateret problemer med gearkassen og motoren. Varevognen blev repareret to gange på autoriserede værksteder. A gjorde gældende, at han som følge af manglerne var berettiget til et forholdsmæssigt afslag på 50.000 kr. svarende til reparationsomkostningerne. A brugte varevognen i begrænset omfang ifm. landbruget på hans ejendom samt hans arbejde på en maskinfabrik. A brugte primært varevognen til privatkørsel. B gjorde gældende, at A havde købt varevognen engros uden garanti som erhvervsdrivende.
    Retten i Kolding fandt, at A i større grad benyttede varevognen til privatkørsel ift. kørsel ifm. ansættelsen på maskinfabrikken og hans kørsel ifm. landbruget. Det var derfor ikke godtgjort, at A handlede inden for sit erhverv, da han købte varevognen. Købet var herefter et forbrugerkøb, jf. KBL 4 a, og B var herefter ikke fritaget for et evt. mangelsansvar som følge af den generelle ansvarsfraskrivelse i slutsedlen. Manglerne var til stede ved levering, jf. KBL § 77 a. A var derfor berettiget til et forholdsmæssigt afslag på 50.000 kr.
    VL fandt, at købet ikke var et forbrugerkøb men et civilkøb. Det var usikkert, hvad den nærmere rækkevidde af begrebet "engros uden garanti" var ift. en købers adgang til at gøre mangler gældende. På baggrund af A og B’s forklaringer kunne vilkåret ikke anses for aftalt eller at det fulgte af sædvane, at A ikke kunne gøre mangler af den foreliggende karakter gældende. A reklamerede inden for to uger og dermed rettidigt, jf. KBL § 52, stk. 1. A var herefter berettiget til et forholdsmæssigt afslag, jf. KBL § 42, stk. 1. VL stadfæstede.

Dækningssalg

UfR 2008.181 HD: C. Reinhardt A/S, R, havde som dansk importør af Suzuki motorcykler gennem en årrække videresolgt motorcykler til Zweirad Technik, Z, i Tyskland. Parterne handlede i Yen, og efter en kursstigning tilkendegav Z i december 1999, at man ville annullere afgivne ordrer på 1.589 motorcykler, hvis ikke man opnåede en prisrabat. Parterne blev enige om, at Z skulle aftage 713 motorcykler. Motorcyklerne blev produceret fra efteråret 1999 til og med januar 2000. Levering skulle finde sted fra marts til juli 2000. Da april-delen blev forsøgt leveret, ville Z ikke betale for eller modtage leveringen af motorcyklerne fra det nævnte produktionstidspunkt, hvorefter R ophævede aftalen i juni 2000. R anførte, at det var aftalt, at Z skulle aftage 713 motorcykler, men at Z væsentligt misligholdt denne aftale ved ikke at betale eller tage imod leveringer, hvorfor R var berettiget til at ophæve aftalen. R anførte endvidere, at Z var ansvarlig for det tab, som R havde lidt ved, at Z ikke opfyldte aftalen. R opgjorte sit tab til forskellen på det mellem parterne aftalte beløb og det lavere beløb, som R fik ved at foretage dækningssalg. Z anførte, at man ikke var forpligtet til at aftage motorcyklerne, hvorfor R ikke var berettiget til at hæve aftalen, og at der i øvrigt skulle ske betydelig reduktion i det opgjorte tab, idet R alene foretog dækningssalg på det danske marked, selv om bestillingerne var afgivet med henblik på det tyske marked. HR fandt, at ophævelsen af den samlede leveringsaftale var berettiget, og at R havde ret til erstatning som følge af Z misligholdelse. HR’s flertal fandt imidlertid ikke, at den ved dækningssalget konstaterede prisdifference kunne lægges til grund ved opgørelsen af det tab, som R kunne kræve erstattet, idet motorcyklerne blev udbudt til salg på det danske marked til listepriser, som var væsentligt lavere end i Tyskland, og idet salget strakte sig over næsten 5 år (3-2). Erstatningen blev fastsat skønsmæssigt til 2 mio. kr.

UfR 2012.574/1 HKK: A havde i 2001 indgået kontrakt med mellemhandler, B om salg af ca. 2000 grise ugentligt. A anlagde sag mod B med påstand om erstatning for tab i forbindelse med dækningssalg, som han havde været nødt til at foretage efter, at B i strid med kontrakten ophørte med at aftage de grise, der skulle leveres til ham. HR frifandt og tilkendte erstatning til A som følge af dækningssalgene. B fik derimod medhold i sit krav mod A, da HR fandt, at A ikke havde været berettiget til at ophæve kontrakten med B med henvisning til betalingsmisligholdelse.

Erstatning

UfR 1996.1659 HD: Hummel International Sport & Leisure under konkurs blev dømt til at betale konfektionsfirma MNK 216.489 kr. som følge af mangler og forsinkelser hos underleverandør, som Hummel hæftede for. Aftale om, at MNK frafaldt erstatningskravet mod at kunne fakturere et tillæg på 5% ved fremtidige leverancer til Hummel, var ikke bindende for MNK.

UfR 1999.343 ØLD: Stiholt A/S fik medhold i erstatningskrav på 104.802 kr. i anledning af mangler ved to Mitsubitsi marinehjælpemotorer, der var købt af Thrige Teknik A/S. Manglerne var konstateret godt 18 måneder efter købet. Der var ifølge Handelskammeret kutyme for, at sælgeren også et år efter overgivelsen indestod for, at motorerne var egnede til og indrettet til maritim brug.

UfR 1999.1821 HD: Tysk fiskeskipper var berettiget til at hæve køb af fiskekutter hos Faaborg Skibsværft A/S. Køber tilkendt erstatning på 115.000 DM.

UfR 2000.355 HD: Svendborg Værft A/S under konkurs havde været berettiget til at hæve købet af 4 opvaskemaskiner til 4 inspektionsskibe til Søværnet. Sælgeren dømt til at betale erstatning på 240.962 kr.

UfR 2000.2420 HD: Dansk Supermarked havde været berettiget til at hæve købet af 2400 Delsey-kufferter og beauty-boxe, da disse blev leveret alene med navnet VISA og ikke tillige med navnet Delsey. Der var reklameret straks efter at manglen var konstateret, og ophævelsen var ikke afskåret som følge af for sen reklamation. Dansk Supermarked fik ikke medhold i et rejst erstatningskrav (3-2) Dissensen fandt at der var reklameret for sent.

UfR 2003.701 SHD: Bunkerfirma fundet erstatningsansvarlig som følge af levering af mangelfuld bunkerolie til et skiv. Rederiet kunne have begrænset tabet ved at have skiftet olien inden man sejlede videre. Erstatningskrav derfor nedsat fra ca. 1,9 mio kr. til 220.000 kr.

UfR 2004.2012 ØLD: Steins Laboratorium var erstatningsansvarlig over for Bie & Bie og Københavns Vand for mangler ved produktet Kings Agrar B. Københavns Vand havde udledt over 200.000 kubikmeter vand i Køge Å, før fejlen blev opdaget. En generel ansvarsfraskrivelse i salgs- og leveringsbetingelserne kunne under hensyn til manglens karakter om manglens følger ikke fritage for ansvar.

UfR 2004.2376 HD: Gårdejer G fik i juli 1997, i december 1997 og i september 1999 leveret kyllinger af Tybjerg Kontrolhønseri (T), og der opstod i forbindelse med leveringerne mistanke om salmonella. Kyllingerne blev senere aflivet. G anlagde sag, idet han krævede erstatning på ca. 650.000 kr. af T for de leverede kyllinger med henvisning til, at kyllingerne var smittet med salmonella ved leveringen. Landsretten tilkendte G ca. 75.000 kr., men afviste den øvrige del af erstatningskravet, da det for størstedelen af leverancernes vedkommende ikke var bevist, at kyllingerne på leveringstidspunkterne var smittet med salmonella. Højesteret stadfæstede dommen med samme begrundelse.

UfR 2005.501 HD: Baby-Dan, B, havde gennem et stykke tid hos Clariant, C, købt Flamulit-pulver og anvendt det til coating (overfladebehandling) af børne-sikkerhedsgitre. I løbet af 1995 blev der leveret og anvendt to partier af pulveret, hvorefter B fik reklamationer fra sine købere som følge af, at de solgte sikkerhedsgitres overflade pletvis gulnede i stedet for at være ensfarvet hvid. Der foregik herefter talrige drøftelser og undersøgelser for at klarlægge årsagen til gulningen. Parterne var uenige om, hvorvidt gulningen skyldes pulveret eller forarbejdningsprocessen hos B. Der var desuden uenighed om erstatningsopgørelsen. HR fastslog, at gulningen var forårsaget af pulveret, som derfor var mangelfuldt. C skulle derfor erstatte B's tab som følge af gulningen. Erstatningen blev skønsmæssigt fastsat til 1,4 mio. kr.

UfR 2006.1941 ØLD: A underskrev torsdag d. 29.01.2004 en slutseddel med autoforhandler S om køb af bil til 234.900 kr. Fredag d. 06.01.2004 henvendte A sig hos S og betalte købesummen med et dankort, hvorefter A fik udleveret bilen samt en registreringsattest lydende på hans navn. A solgte søndag d. 08.02.2004 bilen for 185.000 kr. til autoforhandler AB, bl.a. under forevisning af registreringsattesten. Mandag d. 09.02.2004 blev A’s dankortbetaling afvist af banken, hvorefter S krævede bilen udleveret fra AB. Ejendomsretten over bilen var som følge af den afviste dankortbetaling ikke overgået til A. ØL fandt, at S ved salget af bilen havde udvist en sådan uforsigtighed, at AB havde ekstingveret S ret til bilen. Ved at have begæret bilen udleveret og videresælge den var S herefter ansvarlig for AB’s tab. Under hensyn til usikkerheden om, hvilken fortjeneste AB kunne have opnået ved videresalg af bilen, blev erstatningen sat med udgangspunkt i den købesum, som S havde opnået, og med et skønsmæssigt fradrag for ikke-afholdte salgsomkostninger, til 190.000 kr.

UfR 2007.2001 VLD: Stalden Blue Hors ApS, K, havde købt en hingst, H, for 258.000 kr. på en auktion. Inden købet havde auktionarius oplyst, at H var godkendt til at gå videre i kåringsforløbet. Der blev taget røntgenbilleder med henblik på fremstilling af H til godkendelse på hingstekåringen. Disse blev bedømt af Røntgenudvalget i Dansk Varmblod uden at det blev opdaget, at H led af osteochondrose (OCD) i et knæled. Da K blev bekendt hermed ophævede han købet og krævede tilbagebetaling af købesummen samt erstatning for afholdte udgifter. Både Byretten i Herning og VL gav K medhold i, at H på købstidspunktet ikke svarede til den betegnelse, som den blev solgt under, jf. KBL § 48, ligesom den pågældende egenskab - at den ikke havde fejl, der ville have medført frasortering - måtte anses for tilsikret, jf. KBL § 42, stk. 2. Efter skønsmandens oplysninger om auktionsprisen sammenholdt med vurderingen af H's værdi med den konstaterede OCD måtte manglen anses for væsentlig. Det var ubestridt, at K ikke havde foretaget tilridning af hesten med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau. Den omsorgspligt, som K havde haft efter ophævelsen af handlen, fandtes ikke at omfatte foranstaltninger med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau med tilridning, hvilket ville have indebåret yderligere omkostninger. Det forhold, at H nu må antages at blive tilbageleveret slap og i dårlig ridekondition, kunne derfor ikke føre til, at K var afskåret fra at få købesummen tilbage mod tilbagelevering af H, jf. KBL § 57. K havde derfor været berettiget til at hæve handlen og kræve erstatning.

UfR 2009.2003 VLD: I 2005 købte forbrugeren K en VW Beetle Cabriolet af sælgeren S for 343.080 kr. Ifølge K's faktura var bilen, som var godkendt af først de tyske og så de danske synsmyndigheder, blevet ombygget til en cabrioletmodel i USA. K reklamerede efterfølgende over forskellige faktiske mangler ved bilen og fik på et tidspunkt bilen synet hos Applus Bilsyn. Ved synet blev der fundet forskellige fejl ved bilen, og i fejloversigten var det bl.a. nævnt, at K skulle skaffe dokumentation for ”karosseriændringer, herunder styrke- og vridingsstabilitet, og for underramme/forstærkning”. K hævede som følge af manglerne købet, jf. KBL § 78, og forlangte mod udlevering af bilen købesummen tilbagebetalt og forskellige udgifter erstattet, herunder udgifter til kreditomkostninger, forsikring og vægtafgift, jf. KBL § 80, stk. 1, nr. 4. Retten i Viborg fandt, at bilen led af en væsentlig mangel, og K's påstand om ophævelse af handlen og tilbagebetaling af købesummen blev derfor taget til følge. BR fandt dog ikke, at der var tale om en tilsikring efter KBL § 80, stk. 1, nr. 4. For VL tog S bekræftende til genmæle med hensyn til spørgsmålet om ophævelse. VL gav K medhold med henvisning til, at det måtte anses for en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af en bil, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne benyttes til kørsel her i landet, og at denne forudsætning måtte sidestilles med en tilsikring. VL fandt ikke grundlag for mod K's protest, at tillade en af S - først ved hovedforhandlingens afslutning i VL - fremsat ny betalingspåstand.

UfR 2010.556 HD: K købte i 2002 en ejendom af S med henblik på opførelse af boliger, S havde drevet grafisk virksomhed på ejendommen. I købsaftalen havde S fraskrevet sig ansvaret for grunden. I 2003 blev det konstateret, at der var en jordforurening på ejendommen. Sagen drejede sig om, hvorvidt K var berettiget til erstatning eller forholdsmæssigt afslag i købesummen på grund af forureningen. VL fandt, at jordforureningen, der var opstået inden købet, indebar, at ejendommen ikke uden væsentlige merudgifter kunne anvendes til boligformål, hvorfor der var tale om en mangel. VL bemærkede herefter, at udbudsmaterialet fra ejendomsmægleren ikke indeholdt oplysninger om en eventuel forurening af ejendommen, herunder om Århus Amts afgørelse af 19.06.2001 om, at ejendommen muligvis var forurenet. Det var ikke godtgjort, at S på anden måde havde orienteret K om den mulige forurening. I hvert fald i en sådan situation, hvor S undlod at give K konkrete oplysninger om forureningsrisikoen, som S burde have vidst var af væsentlig betydning for K, kunne K's undladelse af at foretage en undersøgelse af forureningsrisikoen ikke tillægges selvstændig betydning. VL fandt på denne baggrund, at S havde tilsidesat sin oplysningspligt, og at S var erstatningsansvarlig uanset ansvarsfraskrivelsen i købsaftalen. Erstatningen blev med udgangspunkt i udbedringsomkostningerne fastsat skønsmæssigt til 1 mio. kr. HR stadfæstede VL's afgørelse af de af VL anførte grunde, og da det måtte lægges til grund, at S ikke forud for købsaftalens indgåelse havde oplyst K om amtets afgørelse af 19.06.2001 om kortlægning af ejendommen som muligt forurenet. HR fandt, at S herved klart havde tilsidesat sin oplysningspligt vedrørende et forhold af væsentlig betydning. Heroverfor kunne der hverken lægges vægt på, at K - på trods af K's kendskab til, at ejendommen havde været anvendt til grafisk virksomhed - undlod at foretage nærmere undersøgelser vedrørende ejendommens forureningsforhold, eller på den aftalte ansvarsfraskrivelsesklausul.

UfR 2010.1003 VLD: A og B havde købt et hus af C og D, hvis boligareal i salgsopstillingen var angivet som 176 m². Hertil kom en bygning på 30 m², hvoraf 23 m² udgjorde en garage og resten et udhus. Af BBR-ejermeddelelsen fremgik disse arealer også. Senere fik A og B udleveret en ny salgsopstilling. Boligens areal var stadig angivet som værende 176 m², men arealet af de andre bygninger var reduceret til 7 m², hvilket A og B ikke blev oplyst. Da de blev opmærksomme på ændringen, krævede de erstatning under henvisning til, at C og D havde handlet svigagtigt, subsidiært groft uagtsomt. C og D påstod frifindelse, da de mente A og B burde have læst den nye salgsopstilling igennem. Prisforskellen i boligarealet blev af en skønsmand vurderet til 300.000 kr. Oplysningerne i salgsopstillingen var groft uagtsomme, og blev tilregnet C og D, da disse selv havde tegnet og bygget huset. A og B kunne ikke bebrejdes, at de ikke havde været opmærksomme på ændringerne i salgsopstillingen, og havde desuden heller ikke tilsidesat deres undersøgelsespligt. På den baggrund fik A og B tilkendt erstatning på 300.000 kr.

UfR 2010.1360 HD: Masnedø Gartnerier A/S, M, havde købt et kraftvarmeværk med to motorer af S' datterselskab, D. Den ene motor trådte kort tid efter ud af funktion, hvorved M's tomathøst slog fejl. Konkursboet efter M, K, lagde sag an mod hhv. S og D, med krav om betaling af 2,5 mio. for den fejlslagne tomathøst. ØL frifandt D, men dømte S til at betale hele beløbet. I HR's afgørelse støttede K sit krav, dels på de i retspraksis udviklede regler om produktansvar, dels de almindelige regler om erstatningsansvar uden for kontrakt. Efter skønsmændenes svar lagde HR til grund, at bruddet på plejlstangen skyldtes, at et gevind i stangen var defekt. S havde udført gevindet, og indføjet stangen i motoren, ifm. produktionen af denne. Stangen indgik dermed som en del af det produkt som M købte af D. Det havari på motoren som bruddet på stangen forårsagede, var således en skade på selve produktet, og måtte dermed anses som et udslag af en køberetlig mangel ved motoren, og ikke som en produktskade på motoren, jf. princippet i produktansvarslovens § 2, stk. 2. Tabet kunne derfor ikke kræves erstattet af S efter de i retspraksis udviklede regler om produktansvar. Havariet på motoren og den heraf manglende tilførsel af CO² til tomaterne påførte ikke planterne nogen fysisk skade. M's tab i form af mistet høstudbytte fra tomatproduktionen kunne derfor heller ikke kræves erstattet som en produktskade. HR fandt endvidere, at der efter karakteren af fejlen ved S fremstilling, i øvrigt ikke var grundlag for i medfør af dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt at pålægge selskabet at dække det driftstab som skaden på gasmotoren medførte. HR frifandt herefter S.

UfR 2010.3134 HD: A A/S solgte plastemballage til medicinalindustrien, herunder dåser med låg til B. Lågene til dåserne blev leveret af C direkte til B's pakkere, der fyldte medicin på beholderne. I perioden fra februar 2000 til efteråret 2000 leverede C flere batches à 275.000 låg til B. I august 2000 orienterede en pakker B om problemer med at montere og åbne lågene, hvorefter både B og C iværksatte undersøgelser for at finde årsagen til og omfanget af problemet. I en mail af 24.10.2000 oplyste C, at en sandsynlig årsag til problemet var, at der i februar 2000 var monteret en ny maskine, som havde trykket inder- og yderdelen i nogle af lågene for hårdt sammen. På et efterfølgende møde oplyste C, at 10 % af lågene var deformerede, og at 1-2 % af disse ikke ville kunne åbnes eller ville være meget svære at åbne. B måtte herefter ompakke alle produkter, der kunne være berørte, og A betalte erstatning til B. A rettede herefter et erstatningskrav mod C. Sø- og Handelsretten frifandt C bl.a. under hensyn til, at parterne ikke havde indgået aftale om, hvor mange afvigere, der kunne accepteres blandt de leverede låg. HR fandt, at lågene var mangelfulde, uanset der ikke var fastsat udtrykkelige kvalitetskrav med hensyn til åbningsfunktionen. Da A endvidere måtte anses for at have reklameret rettidigt, var C erstatningsansvarlig for det tab, som manglen havde påført A.

UfR 2012.2255 HD: Køber, K, af en vindmølle blev tilkendt i alt 500.000 kr. i afslag fra sin sælger, S, og erstatning fra producenten P, som følge af P's fejlagtige produktionsevneberegning, idet møllen viste sig at have en væsentligt mindre produktionsevne end angivet i beregningen. HR udtalte, at der forelå en mangel ved vindmøllen, idet produktionsevneberegning havde været en del af grundlaget for K og S's drøftelser om pris og vilkår, og S var klar over, at K havde fået lavet rentabilitetsberegninger på grundlag af produktionsevneberegningen. Krav på forholdsmæssigt afslag var ikke fraskrevet i købsaftalen i denne situation, hvor S' oplysninger var forkerte. P havde begået en professionel fejl ved beregningen af møllens energiproduktionsevne, der derfor var blevet overvurderet. P var bekendt med, at produktionsevneberegningerne blev anvendt i forbindelse med senere erhververes finansiering af deres køb, og det var derfor påregneligt, at det kunne medføre tab for en senere erhverver, hvis beregningen ikke var udført fagligt korrekt. K kunne på den baggrund gøre erstatningskrav gældende direkte over for P. Komm. af Allan Kvist-Kristensen og Henrik Rise Jensen i UfR 2013 B.129-138: Direkte krav efter U 2012.2255 H.

UfR 2014.1474 HD: I forbindelse med købet af aktierne i et selskab, A, oplyste sælgeren, S, ikke, at A havde en aftale med en it-leverandør, L, og at der var uenighed mellem A og L om betaling for leverede it-ydelser. Efter overtagelsesdagen anlagde L en voldgiftssag mod A og fik medhold i betaling af ydelserne. Køberen, K, krævede herefter beløbet erstattet af S. HR fandt, at forholdet var omfattet af en garantibestemmelse i aktieoverdragelsesaftalen, idet uenigheden mellem A og L allerede forelå på overtagelsesdagen. K havde reklameret rettidigt i henhold til aktieoverdragelsesaftalen og havde ikke udvist passivitet. Det forhold, at L havde leveret en kontraktmæssig ydelse, kunne ikke fritage S for at betale erstatning. Da der endvidere ikke var grundlag for at fastslå, at K havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, gav HR K medhold i kravet. HR ændrede dermed SH's dom.

UfR 2018.1750 HD: En bilkøber, der havde hævet købet pga. bilens væsentlige mangler, kunne ikke kræve finansieringsomkostningerne ved købet betalt af sælger

A købte en brugt bil hos Bilhuset Laursen A/S, B. Købet blev delvist finansieret ved et lån hos Santander Consumer Bank, C. Lånet blev formidlet af B, og par­terne var enige om, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold. Da det viste sig, at bilen led af en væsentlig mangel, der ikke kunne af­hjælpes, hævede A købet. For HR angik sagen navnlig, om B skulle betale de finansieringsomkostninger på 26.000 kr., som A havde betalt til C. HR fandt, at finansieringsomkostningerne ikke kunne anses for omfattet af det, som B havde modtaget i betaling, og som B derfor skulle tilbagegive efter KBL § 57. KKL kunne heller ikke føre til en anden fortolkning af KBL § 57, som påstået af A. Det forhold, at B ikke kunne afhjælpe manglen, medførte ikke, at B var erstatningsansvarlig over for A, jf. KBL § 80. På den anførte baggrund fastslog HR, at B ikke skulle betale A’s finansie­ringsomkostninger. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2021.1245 VLD: En fysioterapivirksomhed var erstatningsansvarlig for det omsætningstab som en anden virksomhed led ved, at et ydernummer ikke blev overdraget rettidigt

En ejer af en fysioterapivirksomhed, A, købte et ydernummer af en større virksomhed, B. B overdrog ikke ydernummeret som aftalt og angav i stedet en ny købsaftale til en højere salgspris. A påstod, at B skulle anerkende den første købsaftale samt betale erstatning for forsinkelsen.

Retten i Randers fandt, at den første aftale var bindende mellem parterne. Det var ikke dokumenteret, at A havde lidt et tab ved den sene overdragelse af ydernummeret. A var dermed ikke berettiget til erstatning.

VL fandt, at B uberettiget undlod at opfylde aftalen til den aftalte tid, og at B derfor var erstatningsansvarlig for det tab, som A havde lidt som følge af den manglende opfyldelse af aftalen. A havde kundegrundlaget og de fysiske muligheder for at øge omsætningen med den kapacitet, som B’s ydernummer gav mulighed for. Den manglende overførsel af ydernummeret indebar derfor, at A led et tab. Tabet fastsattes skønsmæssigt til 650.000 kr. A var berettiget til erstatning svarende til dette beløb.

UfR 2024.2865 ØLD: Firma, der havde foretaget tagrensning af asbestholdigt tag, havde handlet erstatningspådragende, da rensningen havde medført en merforurening med asbest på ejendommen

B havde antaget T til rensning og maling af sit tag, der var asbestholdigt. B mente, at tagrensningen havde gjort hele ejendommen forurenet med asbest, hvorfor han nægtede at betale regningen og nedlagde påstand om erstatning på 495.000 kr.
    Retten i Roskilde fandt, at asbestmængden hos B var væsentlig større end på referenceejendommene, og at dette skyldtes tagrensningen, idet man normalt ikke ville kunne se asbestaflejringer, hvilket man kunne på B’s ejendom. T blev dømt til at betale 495.000 kr. til B.
    ØL fandt, at evt. tidligere forekomster af asbest havde været af et sådant begrænset omfang, at det ikke havde været påkrævet at foretage oprensning deraf. Ifm. tagrensningen var der sket en merforurening med asbest på ejendommen, og det måtte anses for påkrævet at foretage oprensning af de berørte arealer. Der var ikke opsat afmærkningsplade på tagrenden, afdækning med fiberdug var ikke tilstrækkelig, og arbejdet var udført af to unge og ufaglærte ansatte. Afrensningen af taget var ikke udført håndværksmæssigt korrekt. T havde således handlet erstatningspådragende, hvorefter ØL stadfæstede.

Forholdsmæssigt afslag

UfR 1993.669 HD: Forholdsmæssigt afslag i byttehandel vedr. traktor. Ikke ophævelse, da erhverver selv kunne udbedre manglerne. Kommenteret af Peter Blok i UfR 1993 B.442-446.

UfR 1996.1109 ØLD: Glarmester G havde leveret en blytermorude, som var behæftet med mangler. Der var tale om et forbrugerkøb. Køber havde reklameret d. 16.09.1993 og opfordret G til af afhjælpe manglerne, jfr. KBL § 78, hvilket G afslog. G's efterfølgende tilbud om afhjælpning d. 19.08.1994 fandtes ikke fremsat inden rimelig tid, og G havde derfor ikke afhjælpningsret efter købelovens § 79. Køber tilkendt et forholdsmæssigt afslag på 1.500 kr. svarende. til udbedringsomkostningerne.

UfR 2008.579 VLD: Autogården i Fredericia, A, solgte en fabriksny VW passat comfortline til K. Ved leveringen havde den leverede bil ikke elektrisk justerbart førersæde, hvorefter K fremsatte krav om forholdsmæssigt afslag. K havde inden købet set importørens hjemmeside, hvor det blandt andet var anført følgende ”De standardmonterede komfortsæder med integrerede justerbare lændestøtter byder på en fremragende siddekomfort. Ryglænet og lændestøtte, såvel højde- som længdeaksen, justeres elektrisk” Byretten i Fredericia fandt ikke, at K uden nærmere undersøgelser kunne forvente at det nævnte udstyr var standardudstyr og frifandt A. VL udtalte, at det ikke fandtes godtgjort, at K forud for købet fik informationer, der burde have givet ham anledning til at undersøge, om oplysningerne på hjemmesiden var korrekte. Yderligere udtalte VL at det ikke fandtes godtgjort, at disse oplysninger var uden betydning for K. Derefter fandt VL at bilen ansås for behæftet med en mangel jf. KBL § 76, stk. 1, og K var berettiget til et afslag i købesummen på 36.505,76 kr.

UfR 2008.2238 HD: S.A. Maskinservice A/S, A, købte et såkaldt Chiron Mill 2000 bearbejdningscenter, af Ole Vejsager Maskiner A/S, M, for en samlet pris af 2.025.000 kr. Efter leveringen, som fandt sted i maj 2002, reklamerede A over forskellige mangler, bl.a. ved kølesystemet og ved en såkaldt spåntransportør. Efter der var blevet foretaget forskellige afhjælpningsforsøg, meddelte A, at maskinen fortsat led af nærmere angivne mangler. A tilbageholdt som følge heraf de resterende 60.000 kr. af købesummen. A fremsatte krav om forholdsmæssigt afslag og erstatning som følge af mangler ved maskinen på i alt 944.165 kr. SH fandt, at forholdene ved kølesystemet og spåntransportøren måtte betragtes som mangler, og at manglerne ved spåntransportøren ikke var fuldt ud afhjulpet. De øvrige forhold kunne ikke anses for mangler. SH fastsatte det forholdsmæssige afslag til det beløb på 60.000 kr., som A havde tilbageholdt af købesummen. SH fandt ikke grundlag for at tilkende A yderligere beløb. HR udtalte, at A ikke havde fremført bevis for HR, som gav grundlag for at tilkende A et yderligere beløb, og stadfæstede SH's afgørelse.

UfR 2011.858 SHD: Fire bilkøbere reklamerede, da det viste sig, at sædebetrækket i deres respektive biler, af samme mærke, efter en kort periode var beskadigede, da sorte kunststoffibre efter en periode var begyndt at træde ud i stoffet. Dette ansås af SH som en fabrikationsfejl, hvorfor det fandtes bevist, at der forelå en mangel, jf. KBL § 75 a, stk. 2, nr. 1-2, og § 77 a, stk. 1. På baggrund af priser oplyst af en syns- og skønsmand blev erstatningen/afslaget på 25.000 kr. til hver af bilkøberne.

UfR 2011.944 ØLD: A havde indgået aftale med S om afholdelse af et bryllupsarrangement. Arrangementet blev, i forhold til en lang række punkter, afviklet mangelfuldt. A var derfor berettiger til et afslag, som blev fastsat til 13.500 kr.

UfR 2011.2127 VLD: Sagen drejede sig om, hvorvidt A havde krav på at få afslag i købsprisen i forbindelse med, at han købte en brugt bil af B, som var bilforhandler. B havde på bilbasen.dk anført, at der var tale om en 2007-model, og af salgsslutsedlen fremgik, at bilen var indregistreret første gang i 2007, men ikke at bilen rettelig var en model 2006, produceret i 2005. VL fandt, at der var tale om en værdiforringende mangel, idet bilen var en model 2006, og i forlængelse heraf tilkendtes A et afslag på 10.000 kr. (2-1)

UfR 2012.3512 HD: I en salgsannonce indrykket på hjemmesiden bilbasen.dk var det bl.a. anført, at en bil var en ”model år 2000”. Denne betegnelse i annoncen var egnet til at give en forbruger forventning om, at bilen i hvert fald fuldt ud svarede til biler, der var produceret i år 2000. Bilen var produceret i 1998, og biler af den pågældende model, som var produceret i 1999, var ændret på flere punkter (”faceliftet”). Betegnelsen ”model år 2000” var derfor urigtig eller vildledende, og bilen var herefter mangelfuld, idet der ikke var grundlag for at antage, at oplysningen om modelår ikke havde haft betydning for køberens, K, bedømmelse af bilen. K fik herefter et skønsmæssigt fastsat afslag i købesummen på 10.000 kr. HR tiltrådte, at sælgeren, S, ikke havde tilsidesat sin oplysningspligt. S var på salgstidspunktet ikke bekendt med, at bilen var produceret i 1998, og oplysning herom og om de ændringer af modellen, der var sket i 1999, var ikke let tilgængelige for S. HR ændrede herved VL's afgørelse.

UfR 2013.1549 VLD: Af en slutseddel af d. 12.04.2009 fremgik det, at A solgte en Porsche 911 til B, og at bilen var købt som beset uden nogen form for garanti. Bilens motor gik imidlertid i stykker i juni 2010. B reklamerede i et brev af 20.02.2011 til A over mangler ved bilen. Reklamationsbrevet, der blev sendt anbefalet, kom dog retur til B som uafhentet, hvorfor B's advokat, ved brev af 16.03.2011 til A, reklamerede på vegne af B over manglerne. B gjorde gældende, at der var tale om en forbrugeraftale, jf. KBL § 4 a, idet A havde handlet som led i sit erhverv. A bestred dette. Retten i Esbjerg bemærkede, at A var registreret i CVR-registeret i branchen detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser og at han havde forklaret, at han solgte 7-9 biler om året. Desuden lagde BR til grund, at A købte Porschen med videresalg for øje. På denne baggrund måtte A betragtes som erhvervsdrivende i KBL § 4's forstand og derfor var der tale om et forbrugerkøb. BR fandt herefter at B var blevet bekendt med manglerne i maj og juni 2010, hvorfor B's reklamation ved brev af 20.02.2011 ikke var afgivet inden rimelig tid. VL påpegede bl.a., at da der i øvrigt ikke forløb urimelig lang tid mellem reparationen af motoren og den efterfølgende reklamation, havde B reklameret inden rimelig tid, efter han konstaterede manglerne ved bilen, jf. KBL § 81. B var derfor ikke afskåret fra at gøre manglerne gældende. VL mente ikke, at der var grundlag for at fastslå, at A havde handlet i strid med almindelig hæderlighed eller forsømt sin oplysningspligt. B var derfor ikke berettiget til erstatning for manglerne, jf. KBL § 80, men alene berettiget til et passende afslag i købesummen, jf. KBL § 78, stk. 1, nr. 3.

UfR 2014.578 HD: A havde købt et tv af B i 2008. B havde ikke oplyst A om, at tv'et ikke ville kunne modtage det nye signal uden ekstra udstyr, som danske public service tv-kanaler ville skifte over til i 2012. Denne oplysning var B og resten af tv-branchen blevet gjort bekendt med i 2007. A købte en digitalboks i 2009 for at kunne modtage det nye signal og brugte tv'et frem til april 2012, hvor han købte et nyt tv. I forbindelse med købet af det nye tv, ville A ophæve købet af det gamle tv. HR fandt, at den manglende oplysning om det nye signal var egnet til at have betydning for køberens bedømmelse af tv'et. Da B ikke havde givet A oplysningen, og B ikke havde grund til at antage, at forholdet ville være uden betydning for A, var tv'et behæftet med en mangel, jf. KBL § 76, stk. 1, nr. 3. Denne mangel kunne ikke anses for at være uvæsentlig, og A var derfor berettiget til at ophæve købet, jf. KBL § 78, stk. 1, nr. 4. HR fandt dog, at B var berettiget til at fradrage et rimelig beløb for den nytte, som A havde haft af sin brug af tv'et. Dette blev fastsat til 10% af købsprisen for tv'et pr. år med fradrag af købsprisen på den digitaleboks.

UfR 2019.3071 VLD: Forholdsmæssigt afslag pga. mangler ved varevogn i civilkøb, og vilkår om at varevognen var solgt "engros uden garanti" afskar ikke købers mangelsindsigelser

A købte en varevogn af en bilforhandler, B. I slutsedlen var det anført under bemærkningerne, at varevognen var solgt "engros uden garanti". Varevognen blev kørt til reparation tre dage efter købet, hvor der blev konstateret problemer med gearkassen og motoren. Varevognen blev repareret to gange på autoriserede værksteder. A gjorde gældende, at han som følge af manglerne var berettiget til et forholdsmæssigt afslag på 50.000 kr. svarende til reparationsomkostningerne. A brugte varevognen i begrænset omfang ifm. landbruget på hans ejendom samt hans arbejde på en maskinfabrik. A brugte primært varevognen til privatkørsel. B gjorde gældende, at A havde købt varevognen engros uden garanti som erhvervsdrivende.
    Retten i Kolding fandt, at A i større grad benyttede varevognen til privatkørsel ift. kørsel ifm. ansættelsen på maskinfabrikken og hans kørsel ifm. landbruget. Det var derfor ikke godtgjort, at A handlede inden for sit erhverv, da han købte varevognen. Købet var herefter et forbrugerkøb, jf. KBL 4 a, og B var herefter ikke fritaget for et evt. mangelsansvar som følge af den generelle ansvarsfraskrivelse i slutsedlen. Manglerne var til stede ved levering, jf. KBL § 77 a. A var derfor berettiget til et forholdsmæssigt afslag på 50.000 kr.
    VL fandt, at købet ikke var et forbrugerkøb men et civilkøb. Det var usikkert, hvad den nærmere rækkevidde af begrebet "engros uden garanti" var ift. en købers adgang til at gøre mangler gældende. På baggrund af A og B’s forklaringer kunne vilkåret ikke anses for aftalt eller at det fulgte af sædvane, at A ikke kunne gøre mangler af den foreliggende karakter gældende. A reklamerede inden for to uger og dermed rettidigt, jf. KBL § 52, stk. 1. A var herefter berettiget til et forholdsmæssigt afslag, jf. KBL § 42, stk. 1. VL stadfæstede.

Ingen mangler

UfR 1996.229 HD: Ikke mangler ved leverance af komponenter til fyringsanlæg.

UfR 1996.558 HD: Ikke godtgjort, at der var mangler ved et parti brun og transparent tape.

UfR 1998.1520 HD: Preben Rued Jørgensen havde ophævet aftale med Interbank om køb af aktier i engelsk selskab for 1 mio. kr. Ophævelsen fandtes uberettiget. Sælgers reklamation godt 2 måneder senere fandtes rettidig. Køber dømt til at betale købesummen mod udlevering af aktierne. (3-2)

UfR 2014.3683 HD: JP Farver, A, købte i 2008 en farvehandel. I købet indgik ret til et navn som tilhørte B, og som A efterfølgende ved dom afsagt af Sø- og Handelsretten blev pålagt at ophøre med at bruge. Sagen for HR angik, om A havde krav på, at sælgeren, S, af farvehandlen friholdt A for det vederlags- og erstatningskrav samt de sagsomkostninger, som A ved Sø- og Handelsrettens dom var blevet pålagt at betale til indehaveren af rettighederne til navnet, og om A havde krav mod S på erstatning eller regulering af købesummen. HR fastslog, at A var selvstændigt ansvarlig for krænkelsen af rettighedsindehaverens varemærkeret og for grov tilsidesættelse af god markedsføringsskik. A havde herefter ikke krav på at blive friholdt af S. Da der ikke var tale om en værdiforringende mangel, bl.a. fordi A havde forudgående kendskab til B's ret til navnet, havde A heller ikke krav på erstatning eller købesumsregulering (4-1).

UfR 2021.1918 ØLD: Leasinggiver kunne ikke godtgøre, at maskiner var behæftet med mangler ved leveringen, da leasingtager havde underskrevet leverancegodkendelse, hvorfor leasinggiveren var pligtig til at betale købesummen til leverandøren

En fiskehandler, B, ønskede at købe frysediske og andet hos en forhandler, A. Købet blev finansieret af en bank, C, som var leasinggiver. Da A leverede frysediskene, underskrev B leverancegodkendelsen i leasingkontrakten, hvor B bl.a. godkendte at have undersøgt udstyret. 2 dage efter leveringen skrev B til C, at det var de forkerte diske, der var leveret. B sendte efterfølgende indsigelse til A, men A afviste indsigelserne fra B og anførte, at diskenes funktionalitet var i overensstemmelse med det aftalte. C afviste at betale fakturaen under henvisning til, at B ikke havde godkendt udstyret. B gik efterfølgende konkurs, og A lagde sag an mod C. A hentede frysediskene, da C nægtede at have ansvar for disse.

Retten i Glostrup fandt, at C var forpligtet til at betale den fulde købesum, medmindre C kunne godtgøre, at de leverede genstande led af mangler. Eventuelle mangler burde være blevet opdaget ved B’s undersøgelse af genstandene. Da B var erhvervsdrivende, kunne det ikke komme A til skade, at B’s undersøgelse ikke var tilstrækkelig grundig. Begge fiskediske opfyldte de almindelige krav til at opbevare frisk fisk til detailsalg, hvorfor C ikke havde godgjort, at diskene led af funktionsmæssige mangler. C var derfor afskåret fra at tilbageholde købesummen over for A.

ØL stadfæstede.

UfR 2021.3063 HD: Køber kunne ikke kræve erstatning eller forholdsmæssigt afslag grundet motorproblemer, der var opstået kort efter købet af en gammel båd, da problemerne skyldtes almindeligt slid og derfor ikke udgjorde en mangel

A købte i januar 2016 en ca. 17 år gammel lystbåd af B. På A’s første reelle sejltur opstod der motorproblemer. Sagen angik, om der forelå mangler ved båden, og i givet fald om A kunne hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen.

HR udtalte, at KBL ved køb af brugte genstande indebar, at køberen i almindelighed måtte afstemme sine forventninger efter bl.a. salgsgenstandens alder og tidligere brug, og at køberen herunder ikke kunne påberåbe sig forhold, som fulgte af sædvanligt slid og ælde. Det kunne være tilfældigt på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viste sig i form af f.eks. funktionssvigt. Ifølge skønserklæringen i sagen måtte motorproblemerne ved sejladsen i april 2016 henføres til løbende slid på en udstødningsmanifold, som havde en normal levetid på 8-10 år. Derfor forelå der ikke mangler ved båden, og A kunne som følge heraf hverken hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag. VL var kommet til samme resultat.

UfR 2023.3096 VLD: At en særlig abonnementsydelse med bl.a. vejhjælp ophørte, var ikke en køberetlig fejl, da der ikke var givet garanti for, at tjenesten var tilgængelig i hele bilens levetid

A havde købt en bil i 2016, hvor OnStar Europe Limited, OS, leverede køretøjsforbundne tjenester, der kunne tilgås fra den hardware, der var indbygget i bilen. OS meddelte i 2018, at tjenesten ville ophøre ved udgangen af 2020. A krævede afslag i købesummen, da han mente, at der var tale om en køberetlig mangel.
    Retten i Kolding fandt, at bilejere, der ville anvende tjenesterne, skulle tegne et abonnement direkte hos OS, men at forhandlere i nogle tilfælde formidlede kontakten. At bilejerne indgik direkte aftale med OS, udelukkede ikke, at bilforhandlere efterfølgende kunne gøres ansvarlige, da der var tale om forbundne køretøjstjenester uden alternative tjenesteydere. Købet af bilen og dertilhørende OS-tjenester var naturligt sammenkoblede, hvorfor købet blev betragtet som en helhed og dermed var omfattet af KBL. Ved købet i 2016 kunne tjenesterne tilmeldes og tilgås, hvorfor der på leveringstidspunktet ikke forelå en køberetlig mangel. Desuden var der ikke givet garanti for, at tjenesterne var tilgængelige i hele bilens levetid. Ophøret af OS var ikke en køberetlig mangel.
    VL fandt, at der ikke blev givet garanti for, at OS-tjenesten ville være tilgængelig i hele bilens levetid eller en nærmere defineret periode. Bilforhandleren havde ikke forsømt at give A oplysninger, da hverken forhandleren eller bilproducenten kunne vide, at OS-tjenesten ville ophøre i 2020. Der var ingen mangel ved bilen. VL stadfæstede.

UfR 2023.5315 VLD: Det var ikke en hævebegrundende mangel, at en elbil ikke blev leveret med et hurtigladekabel, da det ikke var bevist, at kablet var en bestemmende forudsætning for køber

A indgik i oktober 2020 en aftale med en bilforhandler, E, om køb af en fabriksny elbil ”VW e-Up”. Det fremgik ikke af aftaledokumenterne, at bilen skulle leveres med et hurtigladekabel. Af VW’s annonce fra oktober 2019 fremgik, at en VW e-Up kunne lades op til 80 % på en time. A påstod, at det var en hævebegrundende mangel, at hurtigladekablet ikke var med.
    Retten i Aalborg fandt, at det burde have stået E klart, at det var en væsentlig forudsætning for A, at bilen kunne lade hurtigt. Det var en væsentlig mangel ved bilen, at E ikke havde givet oplysning om den lange ladetid, jf. KBL § 76, stk. 1, jf. § 77 a, stk. 2, jf. stk. 1. Da afhjælpning ikke var fysisk mulig, og da E ikke havde tilbudt omlevering, havde A været berettiget til at hæve handlen, jf. KBL § 78 b, stk. 1, nr. 1.
    VL fandt, at E ikke ifm. indgåelse af købsaftalen havde givet urigtige eller vildledende oplysninger om muligheden for hurtigopladning af A’s bil. Der forelå herefter ikke en mangel iht. KBL § 76, stk. 1, nr. 1, 2 eller 4, jf. § 75 a. Det fandtes ikke bevist, at det for A var en bestemmende forudsætning, at bilen blev leveret med et hurtigladekabel, og at han ved aftaleindgåelsen oplyste dette over for E. E burde ikke have været bekendt med, at hurtigopladning var afgørende for A’s køb. E havde ikke tilsidesat sin oplysningspligt, jf. KBL § 76, stk. 1, nr. 3, og der forelå således ikke en hævebegrundende mangel. E blev frifundet.

Levering

UfR 2009.2596 ØLD: Et vinhandlerfirma, S, beliggende i Odense, solgte 36 flasker vin for 16.200 kr. til K til anvendelse i K's firma. Medindehaveren af S aftalte med K, at vinen skulle leveres på K's privatadresse, mere end 100 km fra Odense, uden beregning. S meddelte K, at man ville benytte fragtmandsfirmaet F til forsendelsen. Vinen blev overgivet til F d. 08.05.2007. F's chauffør forklarede, at han dagen efter satte de 36 flasker uden for K's hoveddør. K modtog aldrig vinen og påstod derfor S dømt til at levere 36 tilsvarende flasker vin, subsidiært betaling af erstatning. ØL fandt, at der var tale om et forsendelseskøb, jf. KBL § 10. ØL fandt, efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og uden udtrykkelig angivelse af frankoklausul - ”leveret” eller ”frit” (franko) - i fakturaen eller mailkorrespondancen, ikke, at der var grundlag for at fastslå, at der mellem S og K var indgået en aftale om frankolevering, jf. KBL § 65. Det forhold, at F på fragtbrevet havde påført, at der er tale om en frankolevering, og det forhold, at S havde tegnet forsikring for forsendelsen, kunne ud fra de foreliggende oplysninger, herunder repræsentanten for S' forklaring for Retten i Odense, ikke føre til andet resultat. Som følge heraf fandt levering sted, da vinflaskerne blev overgivet til fragtføreren, og K kunne herefter ikke gives medhold i den principale påstand, jf. KBL § 10, sammenholdt med § 17. ØL fandt endvidere ikke, at der fra S' side var begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med afsendelsen af vinforsendelsen. ØL tog derfor S' frifindelsespåstand til følge.

UfR 2017.933 SHD: Kortudsteder ikke forpligtet til at tilbageføre betaling for vareforfalskede sko købt over internettet, da skoene blev tilbageholdt af SKAT, og der derfor ikke var tale om manglende levering, jf. betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2.

A, som var kunde i Nordea, B, havde d. 27.12.2011 købt tre par Nike sko på en hjemmeside ved hjælp af sit Visa/Dankort. A købte yderligere to par Nike sko i januar 2012 på en anden hjemmeside med sit Visa/Dankort. Efterfølgende modtog A i januar et brev fra SKAT, S, hvori A blev meddelt, at S ville tilbageholde de tre par sko fra det første køb, idet Nike Denmark ApS, N, havde bedt S herom, og dagen efter oplyste N over for A, at der var tale om varemærkeforfalskning med hensyn til de tre par sko, og A underskrev efterfølgende en erklæring om tilladelse til at tilintetgøre skoene. A modtog de to par sko fra det andet køb, og han oplyste N vedr. disse sko og fik oplyst, at der også her var tale om kopier. A sendte de to par sko til N. SH skulle tage stilling til, om betingelserne for tilbageføring i betalingstjenestelovens § 74 var opfyldt for de to internetkøb, som ubestridt viste sig at være kopier af Nike sko. SH fandt, at det for det første internetkøb med de tre par sko fremgik af forarbejderne til betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2, at der ved bedømmelsen af, om levering havde fundet sted, skulle tages udgangspunkt i det almindelige køberetlige leveringsbegreb, og det fulgte heraf, at levering i en situation som denne ikke havde fundet sted. Det fremgik tillige af forarbejderne, at i en situation, hvor en vare tilbageholdtes i tolden, fordi den ikke lovligt kunne indføres i Danmark, havde kortudsteder ikke pligt til at tilbageføre betalingen, uanset at levering ikke havde fundet sted. Vedrørende A's andet internetkøb var det gjort gældende, at levering slet ikke havde fundet sted, når der bestiltes en ægte mærkevare og leveredes en kopi, men det måtte imidlertid anses som en mangel, at de leverede sko ikke var originale Nike sko, men derimod kopivarer. Levering af mangelfulde varer kunne ikke sidestilles med begrebet "manglende levering" i betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2, og den omstændighed, at A frivilligt afleverede skoene til originalproducenten til destruktion kunne ikke sidestilles med, at han havde undladt at modtage de bestilte varer. B blev frifundet. (4-1)

UfR 2018.990 VLD: Klausulen "CIF Bratislava" skulle forstås således, at levering var sket ved overgivelse til selvstændig fragtfører i Svenstrup, hvorfor der var værneting ved Retten i Aalborg

Scandinavian No-Dig Centre A/S, S, krævede at Transtechnik, Tjekkiet, T, betalte 136.637 EUR for levering af en maskine i henhold til faktura af 21.04.2016. S påstod dansk værneting for sine krav. Retten i Aalborg fandt, at Bruxelles I-forordningen, der fandt anvendelse i Danmark, bestemte i art. 7, nr. 1, litra a, at en person, der havde bopæl på en medlemsstats område, i sager om kontraktforhold kunne sagsøges i en anden medlemsstat ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse var opfyldt eller skulle opfyldes. Opfyldelsesstedet ved salg af varer var i henhold til art. 7, nr. 1, litra b, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen var blevet leveret eller skulle have været leveret, med mindre parterne havde aftalt andet. Ifølge parternes aftale var der vedr. levering aftalt "CIF Bratislava". CIF-klausulen fastsatte som udgangspunkt betingelserne for fordelingen af risiko i forbindelse med transport af varer. Særligt henset til at stedet for overgivelse til fragtfører ikke var aftalt mellem parterne, var der ikke grundlag for at antage, at CIF-klausulen ligeledes var udtryk for en aftale om leveringssted. Leveringsstedet skulle fastlægges til det sted, hvor køber havde fået råderet over varen, og dette var ubestridt ikke i Danmark. Der var herefter ikke værneting i Danmark. VL fandt, at beskrivelsen "CIF" måtte anses for en alm. anvendt handelsklausul ved forsendelseskøb, som bl.a. indebar, at risikoovergang og levering skete ved overgivelse til en selvstændig fragtfører. Idet salget af maskinen i.h.t. parternes aftale var sket med klausulen "CIF Bratislava", måtte parternes aftale forstås således, at levering var sket ved overgivelsen til en selvstændig fragtfører i Svenstrup, og at der derfor var værneting ved Retten i Aalborg. BR’s dom ophævedes, og sagen hjemvistes til realitetsbehandling.

Ophævelse

UfR 1972.130 HD: Tysk køber af autosædebetræk hos M. Stidsen havde hævet handelen på grund af mangler. Det fandtes ikke godtgjort, at varerne havde lidt af mangler, der kunne begrunde en ophævelse af købet. (4-3). Komm. af Jørgen Trolle i UfR 1972 B.94-95: Afstemning i kollegiale retter.

UfR 1989.584 HD: FDB blev frifundet for betaling af købesummen på 1.932.445,45 FF for et parti dadler, idet FDB havde været berettiget til at hæve handlen på grund af et for højt vandindhold i dadlerne. Der var reklameret rettidigt.

UfR 1993.669 HD: Forholdsmæssigt afslag i byttehandel vedr. traktor. Ikke ophævelse, da erhverver selv kunne udbedre manglerne. Kommenteret af Peter Blok i UfR 1993 B.442-446.

UfR 1995.974 HD: Svensk køber af motorsejler, som skulle bygges på dansk værft, fandtes at have været berettiget til at afvise at modtage skibet, da det led af en række fejl af væsentlig betydning for skibets funktionsdygtighed, herunder fejl ved skibets sejl.

UfR 1997.229 ØLD: Bilfirma i Frederikssund (S) havde d. 16.03.1993 solgt brugt Citroën XM 122 til bilfirma i Horsens (K) for 178.000 kr. K hævede handelen d. 02.06.1993, da vognen havde været totalskadet. Antaget, at der forelå en så væsentlig mangel ved bilen, at handelen ville kunne ophæves. Mangelen kunne være påvist i forbindelse med en almindelig undersøgelse, jfr. KBL § 51. Herefter fandtes reklamationen at være sket for sent, jfr. KBL § 52, stk. 1.

UfR 1998.1257 ØLD: K havde for 38.812 kr. købt af el-truck på auktion afholdt af HMA International Maskinauktion A/S. K fandtes berettiget til at hæve købet. HMA var vidende om at batteriet var defekt. Et nyt batteri kostede 70-80.000 kr. plus moms. Dissens for at anvende hovedreglen i KBL § 48.

UfR 1998.1327 HD: Køber af proteinsekvenator fandtes berettiget til at hæve købet på grund af væsentlige mangler. Sælger dømt til at tilbagebetale købesummen på 470.862 kr. Den tyske producent dømt til at betale sælgers videresalgspris samt de sagsomkostninger, som sælger skulle betale til køber, jfr. KBL § 43.

UfR 1999.1821 HD: Tysk fiskeskipper var berettiget til at hæve køb af fiskekutter hos Faaborg Skibsværft A/S. Køber tilkendt erstatning på 115.000 DM.

UfR 2000.355 HD: Svendborg Værft A/S under konkurs havde været berettiget til at hæve købet af 4 opvaskemaskiner til 4 inspektionsskibe til Søværnet. Sælgeren dømt til at betale erstatning på 240.962 kr.

UfR 2000.2420 HD: Dansk Supermarked havde været berettiget til at hæve købet af 2400 Delsey-kufferter og beauty-boxe, da disse blev leveret alene med navnet VISA og ikke tillige med navnet Delsey. Der var reklameret straks efter at manglen var konstateret, og ophævelsen var ikke afskåret som følge af for sen reklamation. Dansk Supermarked fik ikke medhold i et rejst erstatningskrav (3-2) Dissensen fandt at der var reklameret for sent.

UfR 2002.2693 VLD K havde i 1998 købt en brugt VW Polo 1,6 årg. 1997 af en autoforhandler for 129.500 kr. Bilen var genopbygget efter en skade. Begge parter forudsatte at der var 6 års rustgaranti på bilen, hvilket der ikke var, da genopbygningen ikke var sket på aut. VW-værksted. Bilen var derfor behæftet med en mangel. jfr. den dagældende KBL § 76, stk. 1, nr. 4. Da manglerne ikke kunne afhjælpes, fandt den dagældende KBL § 79 ikke anvendelse. Køber kunne derfor hæve handlen, jfr. den dagældende KBL § 78, stk. 1, da den manglende rustgaranti måtte anses for en væsentlig mangel.

UfR 2004.1784 HD: Ved overdragelsesaftale af 01.10.2001 solgte Hartmann Invest (S) anparterne i elektronikvirksomheden Ameta ApS til ASIS Holding (K). S garanterede bl.a., at samtlige krav fra offentlige myndigheder mod Ameta var betalt før overtagelsesdagen, og at anparterne var frie og ubehæftede. Efter overtagelsen konstaterede køberen bl.a., at Ametas væsentligste kunde i hvert fald i de følgende 6 måneder ikke ville afgive flere ordrer til Ameta, at Ameta, som lejede lokaler hos S, havde en betydelig huslejerestance, at Ameta havde restancer vedrørende moms og A-skat, at de overdragne anparter var pantsatte, og at Ametas resultat for 2001 indtil overtagelsen var væsentligt ringere end forudsat. K påtalte forholdene over for S uden at denne efterkom K's krav, hvorefter K hævede aftalen. S afviste, at der var grundlag for at ophæve aftalen, og K anlagde herefter sag mod S og dennes ejer og direktør, A, med påstand om tilbagebetaling af den erlagte købesum. HR udtalte, at A i forbindelse med handlens indgåelse tilsidesatte sin loyale oplysningspligt ved ikke fuldt ud at oplyse om ordrestoppet fra Ametas vigtigste kunde og ved ikke at oplyse om huslejerestancen og om restancerne vedrørende moms og A-skat. HR fastslog endvidere, at resultatet for 2001 var væsentligt ringere end forudsat, og at S straks burde have foretaget afregistrering af pantsætning af anparterne efter at være blevet gjort opmærksom på forholdet. HR gav herefter K medhold i sin påstand.

UfR 2004.1908 HD: Parterne havde indgået en købekontrakt om hesten HEE'RO DE L til 87.500 kr. § 2 bestemte, at risikoen for hestens hændelige undergang eller forringelse overgik til køber fra leveringstidspunktet. På købers foranledning blev det som et særligt vilkår i § 8 bestemt, at kontrakten var betinget af, at købers dyrlæge senest 14 dage efter leveringen havde undersøgt og godkendt hesten. Dagen efter levering havde fundet sted, døde hesten af akut opstået sygdom, inden den var blevet undersøgt af en dyrlæge i overensstemmelse med købekontraktens § 8. HR fastslog, at det særlige vilkår i købekontraktens § 8 måtte forstås således, at hesten skulle være rask på tidspunktet for dyrlægeundersøgelsen. Da hesten forinden var død som følge af sygdom, var køber berettiget til at træde tilbage fra handelen. Et mindretal i HR fandt ikke, at køber var berettiget til at træde tilbage fra handlen, da køber måtte antages at have risikoen for hestens hændelige undergang allerede fra leveringstidspunktet.(3-2)

UfR 2006.87 HD: Thy Champignon (K), der driver et champignongartneri, indgik i 2000 aftale med Plannja (S) om levering af mineraluldspaneler med tilbehør herunder fugemasse til opførelse af væksthuse, hvor der skulle dyrkes champignon, som har en dyrkningscyklus på 6 uger. Svampene vokser i lukkede rum på reoler. I de første uger vandes der meget, og i forbindelse med udskiftningen hver 6. uge renses rummene med meget varmt vand. S's repræsentant havde - forinden aftalen blev indgået - besøgt virksomheden, og havde anbefalet mineraluldspanelerne. S havde i sit tilbud henvist til vedlagte salgs- og leveringsbetingelser, som bl.a. begrænsede S's ansvar til varens fakturerede pris. I løbet af 2000 opstod der problemer med fugerne og overfladeløsning på mineraluldspanelerne. Der opstod tilsvarende problemer i et andet champignongartneri. K havde overtaget dette krav. HR fandt ud fra skønserklæringerne sammenholdt med skønsmandens forklaring, at årsagen til de konstaterede skader på væksthusene var, at materialerne ikke kunne tåle de særlige produktionsforhold i væksthusene. S havde vidst, hvad materialerne skulle anvendes til, og havde anbefalet disse til formålet. Materialerne var derfor behæftet med væsentlige mangler, og købet kunne hæves for ikke anvendte materialer, og S skulle betale udbedringsomkostningerne, dog således at beløbet blev nedsat pga. ansvarsbegrænsningen.

UfR 2007.377 HD: I nov. 2000 købte et dansk selskab, K, nogle unoterede aktier i et amerikansk selskab gennem Sydbank, B og en svensk fondsmægler, F. Aktierne tilhørte S, og for dem var der udstedt et aktiebrev, der angav at omfatte flere aktier end K havde købt. I april 2001 efter registreringen blev der til F sendt et nyt aktiebrev vedrørende de købte aktier. Under henvisning til, at aktierne var leveret for sent, hævede K nu købet i forhold til F, der herefter selv hævede i forhold til B. B, der senere adciterede F, anlagde herefter sag mod K og påstod købesummen for aktierne betalt. F påstod friholdelse over for K. HR udtalte, at B's krav mod K byggede på, at K havde købt aktierne direkte fra S, således at F alene havde optrådt som fuldmægtig. B's krav mod F byggede på, at F i aktiehandelen optrådte som indkøbskommissionær. En stillingtagen til disse krav forudsatte en afklaring af, om forholdet mellem F og K i aktiehandelen var et kommissions- eller fuldmagtsforhold. Kravene havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at det var ønskeligt med samtidig pådømmelse for at undgå uforenelige afgørelser ved særskilte søgsmål mod henholdsvis H og F. HR tiltrådte derfor, at F i henhold til EF - Domskonventionens art. 6, nr. 2, havde kunnet inddrages i retssagen i her landet. HR tiltrådte endvidere, at F havde købt aktierne af B som indkøbskommissionær, og da der ikke forelå hævebegrundende forsinkelse hæftede F for købesummens betaling jf. kommissionslovens § 56, stk.1. Endeligt stadfæstede HR, at K frifundet for B's krav, da B og K ikke var i noget aftaleforhold. Da F over for K havde accepteret ophævelse af købet, blev K frifundet for F's påstand om friholdelse. Komm. af Henrik Lind i ET nr. 4/2007 p. 325-331: Mellemmandens svære kunst.

UfR 2007.2001 VLD: Stalden Blue Hors ApS, K, havde købt en hingst, H, for 258.000 kr. på en auktion. Inden købet havde auktionarius oplyst, at H var godkendt til at gå videre i kåringsforløbet. Der blev taget røntgenbilleder med henblik på fremstilling af H til godkendelse på hingstekåringen. Disse blev bedømt af Røntgenudvalget i Dansk Varmblod uden at det blev opdaget, at H led af osteochondrose (OCD) i et knæled. Da K blev bekendt hermed ophævede han købet og krævede tilbagebetaling af købesummen samt erstatning for afholdte udgifter. Både Byretten i Herning og VL gav K medhold i, at H på købstidspunktet ikke svarede til den betegnelse, som den blev solgt under, jf. KBL § 48, ligesom den pågældende egenskab - at den ikke havde fejl, der ville have medført frasortering - måtte anses for tilsikret, jf. KBL § 42, stk. 2. Efter skønsmandens oplysninger om auktionsprisen sammenholdt med vurderingen af H's værdi med den konstaterede OCD måtte manglen anses for væsentlig. Det var ubestridt, at K ikke havde foretaget tilridning af hesten med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau. Den omsorgspligt, som K havde haft efter ophævelsen af handlen, fandtes ikke at omfatte foranstaltninger med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau med tilridning, hvilket ville have indebåret yderligere omkostninger. Det forhold, at H nu må antages at blive tilbageleveret slap og i dårlig ridekondition, kunne derfor ikke føre til, at K var afskåret fra at få købesummen tilbage mod tilbagelevering af H, jf. KBL § 57. K havde derfor været berettiget til at hæve handlen og kræve erstatning.

UfR 2008.181 HD: C. Reinhardt A/S, R, havde som dansk importør af Suzuki motorcykler gennem en årrække videresolgt motorcykler til Zweirad Technik, Z, i Tyskland. Parterne handlede i Yen, og efter en kursstigning tilkendegav Z i december 1999, at man ville annullere afgivne ordrer på 1.589 motorcykler, hvis ikke man opnåede en prisrabat. Parterne blev enige om, at Z skulle aftage 713 motorcykler. Motorcyklerne blev produceret fra efteråret 1999 til og med januar 2000. Levering skulle finde sted fra marts til juli 2000. Da april-delen blev forsøgt leveret, ville Z ikke betale for eller modtage leveringen af motorcyklerne fra det nævnte produktionstidspunkt, hvorefter R ophævede aftalen i juni 2000. R anførte, at det var aftalt, at Z skulle aftage 713 motorcykler, men at Z væsentligt misligholdt denne aftale ved ikke at betale eller tage imod leveringer, hvorfor R var berettiget til at ophæve aftalen. R anførte endvidere, at Z var ansvarlig for det tab, som R havde lidt ved, at Z ikke opfyldte aftalen. R opgjorte sit tab til forskellen på det mellem parterne aftalte beløb og det lavere beløb, som R fik ved at foretage dækningssalg. Z anførte, at man ikke var forpligtet til at aftage motorcyklerne, hvorfor R ikke var berettiget til at hæve aftalen, og at der i øvrigt skulle ske betydelig reduktion i det opgjorte tab, idet R alene foretog dækningssalg på det danske marked, selv om bestillingerne var afgivet med henblik på det tyske marked. HR fandt, at ophævelsen af den samlede leveringsaftale var berettiget, og at R havde ret til erstatning som følge af Z misligholdelse. HR’s flertal fandt imidlertid ikke, at den ved dækningssalget konstaterede prisdifference kunne lægges til grund ved opgørelsen af det tab, som R kunne kræve erstattet, idet motorcyklerne blev udbudt til salg på det danske marked til listepriser, som var væsentligt lavere end i Tyskland, og idet salget strakte sig over næsten 5 år (3-2). Erstatningen blev fastsat skønsmæssigt til 2 mio. kr.

UfR 2008.1727 VLD: A solgte i april 2005 hesten Tjerk til B. A havde fortalt B, at Tjerk havde en fejl på højre forben, og at hesten derfor kun kunne bruges til hygge/skovture. B solgte, pga. egen sygdom, hesten videre til C i juni 2005. B havde fortalt C om hestens fejl og om den begrænsede anvendelsesmulighed. C reklamerede dagen efter salget til B over hestens tilstand og efter nyttesløse forhandlinger mellem parterne endte sagen for retten, hvor B adciterede A. C fandtes at være berettiget til at hæve handlen med B, og hun fik de dokumenterede udgifter og købesummen på ca. 59.000 kr. erstattet af B. I adcitationssagen mod A udtalte VL, det fremgik af aftalen mellem A og B, at hesten blev købt til ”hygge/skovtur”, og det måtte efter skønsmandens erklæring lægges til grund, at hesten var uegnet til dette formål. B ville således umiddelbart efter købet have kunnet gøre mangelsbeføjelser gældende mod A. I den periode på 2½ måned, hvor B ejede hesten, reklamerede hun ikke på noget tidspunkt over hestens tilstand, eller gav på anden måde udtryk for utilfredshed med den. I sin ejertid måtte eller burde B have opdaget, at hesten haltede, når man red på den, også under rideture i skoven. A påstod at B på denne baggrund måtte anses for, at have accepteret hestens tilstand, og hun var derfor og som følge af den tid, der var gået, siden hun havde købt den, afskåret fra nu at hæve handlen, eller i øvrigt gøre mangelsbeføjelser gældende, jf. herved KBL § 52, stk. 1. Da B således på det tidspunkt, hvor hun solgte hesten til C, var afskåret fra at gøre mangelsbeføjelser gældende overfor A, var hun også afskåret fra at gøre regreskrav gældende mod A i anledning af det krav, som C rettede mod hende. VL frifandt derfor, modsat Retten i Grindsted, A for B's krav.

UfR 2009.1214 HD: Det danske selskab H og det norske selskab G indgik i marts 2001 en forhandleraftale, hvorefter H fik eneret til at forhandle sporingsmoduler inden for entreprenørbranchen i Danmark. I december 2001 indgik G en aftale med et andet dansk selskab D, hvorefter dette selskab fik eneret til forhandling af modulerne uden for entreprenørbranchen. I april 2002 ophævede H aftalen under henvisning til, at G havde undladt at betale H's løbende fakturaer. H gjorde for HR gældende, at G havde misligholdt forhandleraftalen dels under henvisning til den manglende betaling og dels ved at indgå forhandleraftalen med D. HR tiltrådte, at ophævelsen var berettiget på grund af den manglende betaling, og at H havde krav på betaling for allerede monterede moduler. HR fastslog endvidere, modsat SH, at H havde krav på erstatning for sin tabte fortjeneste vedrørende bestilte, men ikke monterede moduler, og for manglende salg i opsigelsesperioden af moduler til entreprenørbranchen.

UfR 2009.1278 VLD: Ved slutseddel underskrevet d. 16.09.2005 købte K en Fiat Bravo 1,9 JTD, årgang 1999 af bilforhandleren S. Bilen havde kørt 218.000 km, og købesummen var 92.000 kr. Det viste sig i efteråret og vinteren 2005/2006 at bilen havde problemer med at starte i frostvejr, og adskillige gang kunne den slet ikke starte. VL fandt, at bilen - uanset at den var købt som brugt - var af ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den efter de foreliggende omstændigheder skulle være. Der forelå derfor en mangel, jf. KBL § 76, stk. 1, nr. 4, og denne mangel måtte anses for at være væsentlig. Det blev endvidere lagt til grund, at manglen var til stede ved leveringen d. 29.09.2005, idet S ikke havde afkræftet formodningen for, at dette var tilfældet, jf. KBL § 77 a, stk. 3. VL lagde til grund, at S's værksted, der i 7 tilfælde havde modtaget bilen i perioden fra efterårsferien 2005 til januar 2006, havde haft 7 afhjælpningsforsøg, uden at det var lykkedes at udbedre manglen. På baggrund af dette, og da K havde haft brug for bilen i forbindelse med sine skiftende arbejdssteder, havde S ikke inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for K afhjulpet manglen. K var derfor i medfør af KBL § 78, stk. 4, 2. pkt., berettiget til at hæve købet. Den omstændighed, at der efter syns- og skønsmandens erklæring forklaring for retten i Holstebro var tale om en periodisk fejl, der kun viste sig i frostvejr, kunne ikke under de foreliggende omstændigheder føre til andet resultat. Som sagen var forelagt VL, var der ikke grundlag for at fastsætte fradraget for K's kørsel i bilen til et højere beløb end 50 øre pr. km. VL tog derfor K's principale påstand, om at S skulle betale 88.000 kr. til A mod udlevering af bilen, til følge.

UfR 2009.1318 VLD: A havde i november 2003 købt en bil af bilforhandleren C. A fandt i august 2004 ud af at banken, B, havde pant i bilen, A kontaktede herefter C om problemet. På baggrund af den delvise vanhjemmel, ophævede A handlen med C, ved et brev til C afsendt d. 16.08.2004. Få dage herefter udleverede A, efter anmodning fra B, bilen til B. C gjorde gældende, at A ikke kunne hæve købet og kræve tilbagebetaling af købesummen, da han havde udleveret bilen til B. VL udtalte, at der forelå en væsentlig misligholdelse, og at C ikke havde godtgjort, at han havde tilbudt afhjælpning heraf, hvorfor A som udgangspunkt var berettiget til at hæve handelen. Det fremgik af det brev, hvorved A hævede handelen over for C, at det var A's opfattelse, at B ejede bilen. På den baggrund og i lyset af den konstaterede vanhjemmel måtte det have været påregneligt for C, der i modsætning til A var forretningsdrivende, at A ville anse sig for berettiget til at udlevere bilen til B, i tilfælde af at B som pantekreditor begærede bilen udleveret med henblik på at søge sig fyldestgjort i den. C burde derfor, hvis han ønskede at fastholde kravet om bilens udlevering som betingelse for købets ophævelse, straks at have meddelt dette til A. C havde ikke godtgjort, at han har afgivet en sådan meddelelse. Herefter tiltrådte VL, at A efter princippet i KBL § 58 var berettiget til at hæve købet og som udgangspunkt tillige berettiget til at kræve købesummen tilbage, uanset at han ikke længere var i stand til at tilbagelevere bilen. Bilen havde oprindeligt kostet 26.000 kr. I A's ejertid havde bilen kørt 34.000 km, hvorfor bilen ved tilbageleveringen måtte antages i et vist omfang at være forringet, og hvorfor A's krav skønsmæssigt blev nedsat til 16.000 kr.

UfR 2009.2003 VLD: I 2005 købte forbrugeren K en VW Beetle Cabriolet af sælgeren S for 343.080 kr. Ifølge K's faktura var bilen, som var godkendt af først de tyske og så de danske synsmyndigheder, blevet ombygget til en cabrioletmodel i USA. K reklamerede efterfølgende over forskellige faktiske mangler ved bilen og fik på et tidspunkt bilen synet hos Applus Bilsyn. Ved synet blev der fundet forskellige fejl ved bilen, og i fejloversigten var det bl.a. nævnt, at K skulle skaffe dokumentation for ”karosseriændringer, herunder styrke- og vridingsstabilitet, og for underramme/forstærkning”. K hævede som følge af manglerne købet, jf. KBL § 78, og forlangte mod udlevering af bilen købesummen tilbagebetalt og forskellige udgifter erstattet, herunder udgifter til kreditomkostninger, forsikring og vægtafgift, jf. KBL § 80, stk. 1, nr. 4. Retten i Viborg fandt, at bilen led af en væsentlig mangel, og K's påstand om ophævelse af handlen og tilbagebetaling af købesummen blev derfor taget til følge. BR fandt dog ikke, at der var tale om en tilsikring efter KBL § 80, stk. 1, nr. 4. For VL tog S bekræftende til genmæle med hensyn til spørgsmålet om ophævelse. VL gav K medhold med henvisning til, at det måtte anses for en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af en bil, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne benyttes til kørsel her i landet, og at denne forudsætning måtte sidestilles med en tilsikring. VL fandt ikke grundlag for mod K's protest, at tillade en af S - først ved hovedforhandlingens afslutning i VL - fremsat ny betalingspåstand.

UfR 2009.2251/2 VLD: Ved slutseddel af 29.01.2006 købte K en Ford Econoline-bus af S for 145.000. K gav en havetraktor og en 4 hjulet crosser til en samlet værdi af 45.000 kr. og en Audi 80 til en værdi af 25.000 kr. i bytte, samt betalte 75.000 kr. kontant. K reklamerede 2-3 uger efter leveringen over en mislyd i motoren, d. 20.05.2006 brændte motoren sammen. Bilen blev transporteret hen til S, der tilbød afhjælpning. K's advokat meddelte d. 03.07.2006 S frist til d. 01.08.2006 til afhjælpning. K hævede købet d. 18.08.2006 og forlangte købesummen tilbagebetalt. VL lagde til grund, at bilen havde lidt af en mangel på leveringstidspunktet, og at denne mangel, som senere havde medført den videregående skade på motoren, ikke kunne karakteriseres som uvæsentlig, jf. herved KBL § 78, stk. 1, nr. 4. Da S ikke foretog afhjælpning inden for rimelig tid, efter at bilen, i forbindelse med skadens indtræden d. 20.05.2006, blev bragt til S, havde K været berettiget til d. 18.08.2006 at hæve handelen. Henset til den lange periode, der var gået, siden K ophævede handlen, fandt VL ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at tilpligte K at modtage de genstande retur, der indgik som modydelse for bilen. (2-1) Det var ikke godtgjort, at S havde udvist en ansvarspådragende adfærd eller havde ydet en garanti, der kunne begrunde, at K havde krav på at få erstattet sine låneomkostninger på 9.250 kr. S skulle herefter betale 145.000 kr. til K.

UfR 2011.47 ØLD: A havde af B købt et cafeteria. B havde yderligere udleveret et udkast til regnskab, hvor det fremgik, at omsætningen i 2006 udgjorde ca. 900.000 kr. B havde tilsidesat sin loyale oplysningspligt, da han ikke havde oplyst en nedgang i omsætningen de følgende år til 270.000 kr., hvorefter A kunne hæve købsaftalen.

UfR 2012.94 VLD: Den Sociale Retshjælp, A, ophævede i 2009 en aftale mellem A og D omkring udarbejdelse af en hjemmeside, med begrundelse i væsentlig misligholdelse i form af væsentlige mangler ved det af D leverede. A nedlagde påstand om, at D skulle dømmes til at tilbagebetale et af A erlagt vederlag på ca. 50.000 kr. for udarbejdelse af hjemmesiden. VL fandt ikke, at A, hverken ved syn og skøn eller på anden måde, havde godtgjort, at der forelå væsentlig misligholdelse fra D's side, og A kunne derfor ikke kræve nogen del af det erlagte vederlag tilbage. VL frifandt derfor D.

UfR 2012.574/1 HKK: A havde i 2001 indgået kontrakt med mellemhandler, B om salg af ca. 2000 grise ugentligt. A anlagde sag mod B med påstand om erstatning for tab i forbindelse med dækningssalg, som han havde været nødt til at foretage efter, at B i strid med kontrakten ophørte med at aftage de grise, der skulle leveres til ham. HR frifandt -og tilkendte erstatning til A som følge af dækningssalgene. B fik derimod medhold i sit krav mod A, da HR fandt, at A ikke havde været berettiget til at ophæve kontrakten med B med henvisning til betalingsmisligholdelse.

UfR 2012.365 VLD: En forbruger, A, indgik en aftale med servicevirksomheden, B, om specialopbygning af en Harley Davidson-motorcykel, H. A gjorde bl.a. gældende, at H led af en mangel, da det viste sig, at H ikke lovligt kunne anvendes til kørsel i Danmark, og at tilladelse hertil ikke kunne forventes. A ønskede herefter at ophævehandlen og krævede skadeserstatning i henhold til KBL § 78, stk. 1, nr. 4 og § 80. Retten i Esbjerg fandt, at betingelserne for at ophæve handlen var opfyldt og anførte, at B skulle betale skadeserstatning til A, jf. KBL § 80, stk. 1, nr. 1. VL lagde til grund, at A's køb af et stelnummer for 20.000 kr. baserede på, at dette stelnummer skulle bruges til at opnå afgiftsberigtigelse og indregistrering af en specialbygget motorcykel ved at bibringe myndighederne den vildfarelse, at H var en brugt motorcykel fra 1986, som var ombygget. I realiteten var der tale om en ny motorcykel. Da parternes aftaleforhold under de foreliggende omstændigheder stred imod lov og ærbarhed, jf. DL 5-1-2, kunne A's krav ikke pådømmes af domstolene. VL ophævede derfor BR's dom og afviste sagen fra domstolene, selvom der var nedlagt påstand herom.

UfR 2012.2081 HD: Fortis Lease, A, og IT Factory, B, indgik i 2008 en aftale om leasing af et stort antal softwarelicenser. A solgte herefter leasingaftalen til De Lage Landen Finans, C. Det viste sig nogle måneder senere, at softwarelicenserne aldrig havde eksisteret. C hævede derfor aftalen og krævede købesummen tilbagebetalt. HR fastslog, at det var en væsentlig mangel, at de leasede softwarelicenser ikke eksisterede. C var derfor berettiget til at hæve købsaftalen med A og kræve købesummen tilbage. HR ændrede med dommen ØL's afgørelse.

UfR 2013.2113/1 HD: Saab AB, S, og Forsvarets Materieltjeneste, F, indgik i juni 2007 en kontrakt om S' levering af et it-system benævnt DACCIS fase 2. Efter kontrakten havde F ret til at ophæve kontrakten, såfremt den aftalte dato for godkendelse af en milepæl benævnt OC blev overskredet. Hvis F på denne baggrund ophævede kontrakten, havde F krav på at få de betalte dele af it-systemet tilbagebetalt. I februar 2008 ophævede F kontrakten og krævede, at S skulle tilbagebetale 143.024.826 kr. Ophævelsen var begrundet med, at S ikke inden den aftalte frist havde gennemført milepæl OC. Sagen for HR angik, om F's ophævelse af kontrakten var berettiget. HR udtalte, at S under den aftalte test, der skulle finde sted ved milepæl OC, havde undladt at teste en række krav, der var fastsat i kontrakten, og milepæl OC var derfor ikke bestået. Der var ikke mellem parterne aftalt en afhjælpningsret for så vidt angik fejl og mangler ved milepæl OC. På denne baggrund havde F havde ret til at ophæve kontrakten og krav på tilbagebetaling af 143.024.826 kr. SH var nået til et andet resultat.

UfR 2013.2317 HD: V indgik i 2000 en aftale med E A/S om forarbejdning af biodiesel. V ophævede i 2001 aftalen navnlig med henvisning til, at E A/S på daværende tidspunkt endnu ikke var begyndt at producere biodiesel. HR fastslog, at ophævelsen var uberettiget, og at V skulle betale 2,7 mio. EUR i erstatning til E A/S.

UfR 2014.116 HD: Fortis Lease Danmark, F, og IT Factory, I, indgik i 2008 en aftale om leasing af et stort antal softwarelicenser. F solgte samtidig leasingaftalen til Spar Nord Bank, B. Det vidste sig senere, at softwarelicenserne aldrig havde eksisteret. B hævede derfor aftalen og krævede købesummen tilbagebetalt. HR fastslog, at det var en væsentlig mangel, at de leasede softwarelicenser ikke eksisterede. B var derfor berettiget til at hæve købsaftalen med F og kræve købesummen tilbage.

UfR 2014.277 VLD (TFA 2014.46 VLD): M og H, der var danskere, og det tyske ægtepar, G, havde i mange sæsoner boet på samme campingplads og lært hinanden at kende. G var interesseret i at købe campingvogn, som K M havde købt i 2004. D. 06.04.2010 blev der indgået en købsaftale på tysk mellem H og M på sælgersiden og det tyske ægtepar som købere. Prisen var 90.000 kr., og det fremgik af aftalen, at campingvognen var »in einwandfreiem Zustand« og »Es sind KEINE Undichtigkeiten vorhanden!«. G hævede handelen d. 09.04.2010, da campingvognen ikke var i den tilsikrede stand, og de forlangte købesummen tilbagebetalt. Under den efterfølgende korrespondance blev G gjort opmærksom på, at H ikke havde underskrevet aftalen. G anlagde sag mod H og M med påstand om, at købesummen mod udlevering af campingvognen skulle tilbagebetales, og påløbne omkostninger erstattes. Der blev afholdt syn og skøn, og skønsmanden konstaterede fugtskader og ringe vækst af svimmelsvamp. H og M blev frifundet af retten i Holstebro, idet retten for så vidt angik H lagde vægt på, at hun ikke havde været medejer af campingvognen og ikke havde underskrevet købekontrakten, og den omstændighed, at H, der kunne tale tysk, havde stået for fremvisningen, kunne ikke føre til et andet resultat. M blev frifundet, idet G kunne have undersøgt campingvognen, og det måtte antages, at fugtskaderne var forårsaget af manglende eller mangelfuld udluftning. VL lagde vægt på, at H var angivet som sælger i aftalen, og at det var hende, der i forbindelse med salgsforhandlingerne havde ført ordet og fremvist campingvognen, og hun havde ikke nævnt, at hun ikke var medejer. H havde på denne baggrund givet G føje til at gå ud fra, at hun var medejer, og hun kunne derfor ikke frigøre sig for ansvar med henvisning til, at den nu afdøde M var ejer. Det fremgik af købsaftalen, at campingvognen var i mangelfri tilstand, og at der ikke var utæthedsproblemer. 3 dage efter købet havde G opdaget fugtproblemer, som ikke kunne være opstået efter købet, og syns- og skønsmanden havde bl.a. givet udtryk for, at de mange fugtskader ikke var forventelige, og at de med meget stor sandsynlighed stammede fra før købsaftalens indgåelse. Campingvognen havde derfor været behæftet med væsentlige mangler på købstidspunktet, og da G ikke havde tilsidesat deres undersøgelsespligt, havde de været berettiget til at hæve købet.

UfR 2014.578 HD: A havde købt et tv af B i 2008. B havde ikke oplyst A om, at tv'et ikke ville kunne modtage det nye signal uden ekstra udstyr, som danske public service tv-kanaler ville skifte over til i 2012. Denne oplysning var B og resten af tv-branchen blevet gjort bekendt med i 2007. A købte en digitalboks i 2009 for at kunne modtage det nye signal og brugte tv'et frem til april 2012, hvor han købte et nyt tv. I forbindelse med købet af det nye tv, ville A ophæve købet af det gamle tv. HR fandt, at den manglende oplysning om det nye signal var egnet til at have betydning for køberens bedømmelse af tv'et. Da B ikke havde givet A oplysningen, og B ikke havde grund til at antage, at forholdet ville være uden betydning for A, var tv'et behæftet med en mangel, jf. KBL § 76, stk. 1, nr. 3. Denne mangel kunne ikke anses for at være uvæsentlig, og A var derfor berettiget til at ophæve købet, jf. KBL § 78, stk. 1, nr. 4. HR fandt dog, at B var berettiget til at fradrage et rimelig beløb for den nytte, som A havde haft af sin brug af tv'et. Dette blev fastsat til 10% af købsprisen for tv'et pr. år med fradrag af købsprisen på den digitaleboks.

UfR 2014.3715 HD: Tom Jensen, T, købte 06.2009 en hund, H, af Kennel Svanekær, K. H blev 10. 2009 aflivet. T og K var enige om, at H ved aflivningen led af osteochondrose og hoftedysplasi. HR lagde til grund, at H ved aflivningen led af en mangel. Det skulle herefter afgøres, om manglen forelå på tidspunktet for købet i 06.2009. HR udtalte, at K ikke havde afkræftet, at manglen var til stede ved købet, jf. KBL § 77 a, stk. 3. Det var også lægges til grund, at H ved aflivningen var så angrebet af sine lidelser, at aflivning var uundgåelig efter dyreværnsloven. At H blev aflivet uden Ks samtykke, kunne ikke medføre, at T var afskåret fra at påberåbe sig rettigheder efter KBL. At K som følge af aflivningen ikke havde mulighed for at undersøge H, kunne ikke føre til, at T mistede retten til at påberåbe sig manglen, jf. KBL § 58. T var berettiget til at ophæve købet og få tilbagebetalt købesummen. T kunne ikke få dækket bl.a. dyrlægeudgifter, pga. manglende ansvarsgrundlag.

UfR 2015.3748 VLD: Manglende betaling af afgift på motorcykel var ikke en mangel omfattet af den absolutte reklamationsfrist, hvorfor aftalen kunne ophæves senere end 2 år fra købsdato.

A købte i 2010 en motorcykel af B for 200.000 kr. B oplyste, at motorcyklen var ombygget for ca. 400.000 kr., og at der var betalt afgift af ombytningen. SKAT traf i 2013 afgørelse om, at motorcyklens motor var effektforøget med mere end 20 %, hvorfor der skulle betales registreringsafgift på ny. I november 2012 medelte A B, at A ville påberåbe sig denne mangel og ophæve aftalen. Retten i Herning fandt, at A var afskæret fra at gøre manglen gældende, da A først reklamerede efter udløbet af den absolutte reklamationsfrist, jf. KBL § 83. VL fandt, at en mangel bestående i, at der ikke var betalt den afgift, hvis betaling var fornøden for at kunne anvende den solgte motorcykel på sædvanlig og forudsat måde, fandtes - på samme måde som ved vanhjemmel - ikke at være omfattet af den absolutte reklamationsfrist i KBL § 83, stk. 1. A var derfor berettiget til at ophæve den indgåede handel.

UfR 2016.415 VLD: Solidarisk hæftelse mellem sælger og dyrelæge for salg af hest, der var uegnet til den påtænkte brug. Betalingspligterne udsprang af henholdsvis en erstatningsretlig og en kontraktuel forpligtelse. Sælger ikke pålagt at betale advokatudgifter, der stammede fra arbejdet forud for sagen.

A havde d. 26.01.2012 købt en hest af B for 125.000 kr. Det fremgik af kontrakten, at hesten havde været anvendt og skulle anvendes til dressur. Dyrelæge, C, der var ansat hos anpartsselskabet, D, foretog på bestilling af A en handelsundersøgelse af hesten. Da hesten led af en mangel ophævede A kontrakten og krævede at B og D solidarisk skulle hæfte for hans tab. Retten i Horsens fandt, at ophævelsen var sket med rette. BR udtalte, at B var forpligtet til at tilbagebetale det erlagte beløb, men at B ikke var erstatningsansvarlig. BR udtalte endvidere, at C handlede erstatningspådragende overfor A ved ikke at have konstateret lidelsen, der gjorde, at hesten var uden værdi og uegnet til den påtænkte brug. Som følge heraf fandt BR, at B og D solidarisk skulle betale 125.000 kr. til A. I det indbyrdes forhold skulle B friholde D i det omfang, D kom til at erstatte nogen del af købesummen. D ankede dommen til VL med påstand om, at der ikke kunne være tale om solidarisk ansvar da D og B's betalingspligt udsprang af to forskellige grundlag, henholdsvis en erstatningsretlig forpligtelse, som forudsatte et ansvarsgrundlag, og en kontraktuel forpligtelse, som var uafhængig af et ansvar. VL fandt, at D ikke i kraft af aftale eller lovhjemmel hæftede subsidiært i forhold til B, at D og B hæftede solidarisk for betaling på 125.000 kr., og at det var uden betydning, at parterne hæftede på forskelligt grundlag over for A. VL udtalte derudover, at der ikke var grundlag for at D skulle betale 15.000 kr. til advokatbistand før sagsanlægget.

UfR 2017.2945 HD: Handel med motorcykel med falsk stelnummer kunne ophæves, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet.

C købte i 2005 en motorcykel af forhandler B, som sørgede for, at motorcyklen blev synet og leveret i indregistreret stand. C solgte senere motorcyklen til sin bror A, men var fortsat bruger af den. Efter at motorcyklen i en periode havde været afmeldt, blev den på ny fremstillet til syn i 2013, hvor C fik meddelelse om, at stelnummeret var falsk (fiktivt), og at det derfor ikke var muligt at få den synet og indregistreret. Han rettede herefter henvendelse til B og meddelte, at han ønskede at hæve købet, men blev afvist. For HR var spørgsmålet i første række, om A, som var indtrådt i sin brors rettigheder i forhold til B, havde ret til at hæve købet og kræve tilbagebetaling af købesummen mod tilbagelevering af motorcyklen, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet. HR fandt, at den manglende mulighed for indregistrering i Danmark udelukkede den forudsatte normale og sædvanlige anvendelse af motorcyklen, og at der forelå en væsentlig offentligretlig rådighedsbegrænsning som følge af det falske stelnummer. På denne baggrund, og da B ved salg til en forbruger var nærmest til at bære risikoen for en mangel af denne karakter, var den absolutte reklamationsfrist på to år ikke til hinder for, at købet kunne hæves. VL var nået til et andet resultat.

UfR 2018.1750 HD: En bilkøber, der havde hævet købet pga. bilens væsentlige mangler, kunne ikke kræve finansieringsomkostningerne ved købet betalt af sælger

A købte en brugt bil hos Bilhuset Laursen A/S, B. Købet blev delvist finansieret ved et lån hos Santander Consumer Bank, C. Lånet blev formidlet af B, og par­terne var enige om, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold. Da det viste sig, at bilen led af en væsentlig mangel, der ikke kunne af­hjælpes, hævede A købet. For HR angik sagen navnlig, om B skulle betale de finansieringsomkostninger på 26.000 kr., som A havde betalt til C. HR fandt, at finansieringsomkostningerne ikke kunne anses for omfattet af det, som B havde modtaget i betaling, og som B derfor skulle tilbagegive efter KBL § 57. KKL kunne heller ikke føre til en anden fortolkning af KBL § 57, som påstået af A. Det forhold, at B ikke kunne afhjælpe manglen, medførte ikke, at B var erstatningsansvarlig over for A, jf. KBL § 80. På den anførte baggrund fastslog HR, at B ikke skulle betale A’s finansie­ringsomkostninger. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2024.4349 ØLD: Kommende brudepar var berettiget til at aflyse bryllupsfest på kro med 9 dages varsel, da der var en stærk formodning for, at kroen ikke ville kunne gennemføre brylluppet

A og B bookede i september 2021 en bryllupsfest hos X kro, der var drevet af E, til afholdelse d. 20.08.2022. Parterne var enige om, at A og B i den forbindelse overførte 14.000 kr. til dækning af reservationsgebyret. I februar 2022 aftalte de en prøvemiddag til afholdelse i juni 2022. E udskød prøvemiddagen til d. 10.08.2022, og d. 09.08.2022 aflyste E prøvemiddagen. A og B ophævede aftalen d. 11.08.2022.
    Retten i Helsingør fandt, at der var en så stærk formodning for, at E ikke kunne gennemføre brylluppet, at A og B ud fra almindelige grundsætninger om anticiperet misligholdelse var berettiget til at hæve aftalen. E skulle betale reservationsgebyret tilbage.
    ØL fandt, at A og B var berettigede til at hæve aftalen, bl.a. pga. karakteren af ydelsen som E skulle levere, og at det i hvert fald fra marts 2022 var en del af parternes aftale, at der i en vis god tid forud for brylluppet skulle gennemføres en prøvemiddag, der skulle indgå som en del af grundlaget for de indstævntes endelige beslutning om menu mv., og at det stod klart for kroen, at prøvemiddagen var vigtig. Desuden var der lagt vægt på, at A og B i forlængelse af bekymrende Trustpilot-anmeldelser reelt ikke kunne komme i kontakt med kroen i juli 2022, på hvilket tidspunkt prøvemiddagen endnu ikke var afholdt, og der kun var 3-4 uger til brylluppet. ØL stadfæstede.

Reklamationsfrist udløbet

UfR 1997.229 ØLD: Bilfirma i Frederikssund (S) havde d. 16.03.1993 solgt brugt Citroën XM 122 til bilfirma i Horsens (K) for 178.000 kr. K hævede handelen d. 02.06.1993, da vognen havde været totalskadet. Antaget, at der forelå en så væsentlig mangel ved bilen, at handelen ville kunne ophæves. Mangelen kunne være påvist i forbindelse med en almindelig undersøgelse, jfr. KBL § 51. Herefter fandtes reklamationen at være sket for sent, jfr. KBL § 52, stk. 1.

UfR 1998.886/2 HD: K havde i 1987 købt 280 eternitplader i Mou Byggecenter. Da pladerne begyndte at smuldre, reklamerede K i 1994. Antaget, at købet var omfattet af købeloven, og at mangelskravet var afskåret efter KBL § 83. Der fandtes ikke at foreligge en stiltiende indeståelse for pladernes holdbarhed i mere end 1 år. (Der er i 1995 indført en 5-årig reklamationsfrist i KBL § 54, stk. 2 og § 83, stk. 2.)

UfR 2002.249 HD: DEF Eternit A/S P, som gennem en lang årrække havde fremstillet og solgt tagplader af asbestcement under betegnelsen Eternit, var sagsøgt af A og B, hvis tagplader var oplagt i 1987, henholdsvis 1986, og A og B havde reklameret i august-september 1994. Tagpladerne fandtes at være mangelfulde, men der var ikke grundlag for at fastslå, at manglerne var af afgørende betydning. P fandtes at have handlet uagtsomt ved at have markedsført de asbestfri tagplader uden i tilstrækkelig grad at have sikret sig, at nogle konstaterede produktionstekniske problemer var løst, men der fandtes ikke at være grundlag for at fastslå, at P havde handlet svigagtigt eller i strid med almindelig hæderlighed. Anvendelsen af betegnelsen Ny Eternit og udtalelser i brochurer om, at de asbestfri tagplader var fuldt på højde med de velkendte asbestholdige, kunne ikke opfattes som en udtrykkelig eller stiltiende indeståelse. A's og B's erstatningskrav var herefter afskåret i medfør af KBL §§ 54 og 83. (5-2)

UfR 2002.2534 VLD: K havde i 1997 købt en brugt Mitsubishi Sigma 3,0 V6 hos Globus Biler, Silkeborg, for 249.000 kr. Det var i købsaftalen anført , at bilen var registreret første gang i 1994. Bilen var produceret i 1992. Sælger havde ikke handlet i strid med almindelig hæderlighed ved ikke at oplyse køber om produktionsåret. Da der ikke er ydet garanti som angivet i købelovens § 83, og da K først har reklameret efter udløbet af den absolutte reklamationsfrist i købelovens § 83, var K herefter afskåret fra at påberåbe sig, at bilen som følge af de anførte forhold var behæftet med en mangel.

UfR 2009.1857 HD: Ved slutseddel af 28.03.2002 købte vognmand A en lastvogn af L A/S. På bagsiden af slutsedlen var det bl.a. anført, at ”Reklamationer skal ske straks ved varens modtagelse for synlige mangler og inden 8 dage efter levering har fundet sted for usynlige mangler.” Lastbilen væltede d. 11.06.2002 og blev beskadiget i forbindelse med aflæsning af et læs stabilgrus. Ved brev af 24.06.2002 til L hævede A's advokat handlen under henvisning til, at der var konstateret en væsentlig mangel ved lastbilen, som havde resulteret i, at lastbilen væltede. Parterne var ikke enige om, hvorvidt der var reklameret før brevet af 24.06.2002. A krævede tilbagebetaling af købesummen og erstatning mod udlevering af lastbilen til L. HR udtalte bl.a., at de reklamationsbestemmelser, der fremgik af L's salgs- og leveringsbetingelser, var langt mere byrdefulde for køber end KBL's regler. Da de ikke havde været drøftet under salgsforhandlingerne, og da de ikke var særlig fremhævet, hverken på kontraktens forside ved henvisning til betingelserne på bagsiden af kontrakten eller på bagsiden af kontrakten, kunne de ikke anses for vedtaget mellem parterne. Spørgsmålet, om reklamation var sket rettidigt, måtte derfor bedømmes efter KBL's almindelige regler herom. HR lagde til grund, at A af en ansat på et værksted d. 12.06.2002 blev gjort opmærksom på, at lastbilen var født uden krængningsstabilisator og med for svage fjedre, og at det var derfor, at den var væltet. Endvidere lagde HR til grund, at L forud for brevet af 24.06.2002 telefonisk var blevet kontaktet af A's advokat, der forlangte en ny bil. Denne telefonsamtale kunne tidligst have fundet sted d. 20.06.2002. Efter dette og en gennemgang af øvrige omstændigheder i sagen fandt HR, at A ikke havde bevist, at han havde reklameret straks, jf. KBL § 52, stk. 1.

UfR 2010.633 ØLD: I forbindelse med en sag om mangler ved et gulvafløb i et badeværelse og el-installation i en andelslejlighed, udtalte ØL, at den retlige kvalifikation af andelslejligheder medførte, at misligholdelsesbeføjelser ved mangler ved den lejlighed, hvortil brugsretten var knyttet, ikke bortfaldte efter den 2-årige reklamationsfrist i KBL § 54, der navnlig fandt anvendelse, og havde sin begrundelse, ved køb af løsøre i traditionel forstand. Hverken bestemmelsens ordlyd eller reale hensyn tilsagde, at købers mangelsindsigelser burde afskæres allerede efter 2 år, idet ØL bemærkede, at de hensyn, der lå bag reglerne om forældelse af mangelsindsigelser ved fast ejendom, fuldt ud lod sig overføre på mangler ved andelslejligheder. ØL fandt endvidere, at misligholdelsesbeføjelsen forholdsmæssigt afslag kunne bringes i anvendelse på mangler ved forbedringer af andelslejligheder.

UfR 2015.3748 VLD: Manglende betaling af afgift på motorcykel var ikke en mangel omfattet af den absolutte reklamationsfrist, hvorfor aftalen kunne ophæves senere end 2 år fra købsdato.

A købte i 2010 en motorcykel af B for 200.000 kr. B oplyste, at motorcyklen var ombygget for ca. 400.000 kr., og at der var betalt afgift af ombytningen. SKAT traf i 2013 afgørelse om, at motorcyklens motor var effektforøget med mere end 20 %, hvorfor der skulle betales registreringsafgift på ny. I november 2012 medelte A B, at A ville påberåbe sig denne mangel og ophæve aftalen. Retten i Herning fandt, at A var afskæret fra at gøre manglen gældende, da A først reklamerede efter udløbet af den absolutte reklamationsfrist, jf. KBL § 83. VL fandt, at en mangel bestående i, at der ikke var betalt den afgift, hvis betaling var fornøden for at kunne anvende den solgte motorcykel på sædvanlig og forudsat måde, fandtes - på samme måde som ved vanhjemmel - ikke at være omfattet af den absolutte reklamationsfrist i KBL § 83, stk. 1. A var derfor berettiget til at ophæve den indgåede handel.

Rettidig reklamation

UfR 1989.584 HD: FDB blev frifundet for betaling af købesummen på 1.932.445,45 FF for et parti dadler, idet FDB havde været berettiget til at hæve handlen på grund af et for højt vandindhold i dadlerne. Der var reklameret rettidigt.

UfR 2000.2420 HD: Dansk Supermarked havde været berettiget til at hæve købet af 2400 Delsey-kufferter og beauty-boxe, da disse blev leveret alene med navnet VISA og ikke tillige med navnet Delsey. Der var reklameret straks efter at manglen var konstateret, og ophævelsen var ikke afskåret som følge af for sen reklamation. Dansk Supermarked fik ikke medhold i et rejst erstatningskrav (3-2) Dissensen fandt at der var reklameret for sent.

UfR 2008.1727 VLD: A solgte i april 2005 hesten Tjerk til B. A havde fortalt B, at Tjerk havde en fejl på højre forben, og at hesten derfor kun kunne bruges til hygge/skovture. B solgte, pga. egen sygdom, hesten videre til C i juni 2005. B havde fortalt C om hestens fejl og om den begrænsede anvendelsesmulighed. C reklamerede dagen efter salget til B over hestens tilstand og efter nyttesløse forhandlinger mellem parterne endte sagen for retten, hvor B adciterede A. C fandtes at være berettiget til at hæve handlen med B, og hun fik de dokumenterede udgifter og købesummen på ca. 59.000 kr. erstattet af B. I adcitationssagen mod A udtalte VL, det fremgik af aftalen mellem A og B, at hesten blev købt til ”hygge/skovtur”, og det måtte efter skønsmandens erklæring lægges til grund, at hesten var uegnet til dette formål. B ville således umiddelbart efter købet have kunnet gøre mangelsbeføjelser gældende mod A. I den periode på 2½ måned, hvor B ejede hesten, reklamerede hun ikke på noget tidspunkt over hestens tilstand, eller gav på anden måde udtryk for utilfredshed med den. I sin ejertid måtte eller burde B have opdaget, at hesten haltede, når man red på den, også under rideture i skoven. A påstod at B på denne baggrund måtte anses for, at have accepteret hestens tilstand, og hun var derfor og som følge af den tid, der var gået, siden hun havde købt den, afskåret fra nu at hæve handlen, eller i øvrigt gøre mangelsbeføjelser gældende, jf. herved KBL § 52, stk. 1. Da B således på det tidspunkt, hvor hun solgte hesten til C, var afskåret fra at gøre mangelsbeføjelser gældende overfor A, var hun også afskåret fra at gøre regreskrav gældende mod A i anledning af det krav, som C rettede mod hende. VL frifandt derfor, modsat Retten i Grindsted, A for B's krav.

UfR 2010.1314/2 VLD: K havde købt en brugt Volvo hos Hammel Autocenter - H. Efter købet havde K flere gange indleveret bilen til reparation hos hhv. H og dennes partner L, grundet samme fejl, som K oprindeligt havde bedt udbedret i forbindelse med et serviceeftersyn. Det lykkes hverken H eller L at udbedre fejlen. H kunne således ikke kræve sig betalt for det udførte arbejde, som ikke havde opfyldt sit formål. Ydermere bemærkedes det, at K ved gentagne indleveringer af bilen og ved mundtlige og sidenhen skriftlige tilkendegivelser overfor H og L, at K havde reklameret rettidigt.

UfR 2013.1549 VLD: Af en slutseddel af d. 12.04.2009 fremgik det, at A solgte en Porsche 911 til B, og at bilen var købt som beset uden nogen form for garanti. Bilens motor gik imidlertid i stykker i juni 2010. B reklamerede i et brev af 20.02.2011 til A over mangler ved bilen. Reklamationsbrevet, der blev sendt anbefalet, kom dog retur til B som uafhentet, hvorfor B's advokat, ved brev af 16.03.2011 til A, reklamerede på vegne af B over manglerne. B gjorde gældende, at der var tale om en forbrugeraftale, jf. KBL § 4 a, idet A havde handlet som led i sit erhverv. A bestred dette. Retten i Esbjerg bemærkede, at A var registreret i CVR-registeret i branchen detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser og at han havde forklaret, at han solgte 7-9 biler om året. Desuden lagde BR til grund, at A købte Porschen med videresalg for øje. På denne baggrund måtte A betragtes som erhvervsdrivende i KBL § 4's forstand og derfor var der tale om et forbrugerkøb. BR fandt herefter at B var blevet bekendt med manglerne i maj og juni 2010, hvorfor B's reklamation ved brev af 20.02.2011 ikke var afgivet inden rimelig tid. VL påpegede bl.a., at da der i øvrigt ikke forløb urimelig lang tid mellem reparationen af motoren og den efterfølgende reklamation, havde B reklameret inden rimelig tid, efter han konstaterede manglerne ved bilen, jf. KBL § 81. B var derfor ikke afskåret fra at gøre manglerne gældende. VL mente ikke, at der var grundlag for at fastslå, at A havde handlet i strid med almindelig hæderlighed eller forsømt sin oplysningspligt. B var derfor ikke berettiget til erstatning for manglerne, jf. KBL § 80, men alene berettiget til et passende afslag i købesummen, jf. KBL § 78, stk. 1, nr. 3.

UfR 2014.1474 HD: I forbindelse med købet af aktierne i et selskab, A, oplyste sælgeren, S, ikke, at A havde en aftale med en it-leverandør, L, og at der var uenighed mellem A og L om betaling for leverede it-ydelser. Efter overtagelsesdagen anlagde L en voldgiftssag mod A og fik medhold i betaling af ydelserne. Køberen, K, krævede herefter beløbet erstattet af S. HR fandt, at forholdet var omfattet af en garantibestemmelse i aktieoverdragelsesaftalen, idet uenigheden mellem A og L allerede forelå på overtagelsesdagen. K havde reklameret rettidigt i henhold til aktieoverdragelsesaftalen og havde ikke udvist passivitet. Det forhold, at L havde leveret en kontraktmæssig ydelse, kunne ikke fritage S for at betale erstatning. Da der endvidere ikke var grundlag for at fastslå, at K havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, gav HR K medhold i kravet. HR ændrede dermed SH's dom.

UfR 2015.3748 VLD: Manglende betaling af afgift på motorcykel var ikke en mangel omfattet af den absolutte reklamationsfrist, hvorfor aftalen kunne ophæves senere end 2 år fra købsdato.

A købte i 2010 en motorcykel af B for 200.000 kr. B oplyste, at motorcyklen var ombygget for ca. 400.000 kr., og at der var betalt afgift af ombytningen. SKAT traf i 2013 afgørelse om, at motorcyklens motor var effektforøget med mere end 20 %, hvorfor der skulle betales registreringsafgift på ny. I november 2012 medelte A B, at A ville påberåbe sig denne mangel og ophæve aftalen. Retten i Herning fandt, at A var afskæret fra at gøre manglen gældende, da A først reklamerede efter udløbet af den absolutte reklamationsfrist, jf. KBL § 83. VL fandt, at en mangel bestående i, at der ikke var betalt den afgift, hvis betaling var fornøden for at kunne anvende den solgte motorcykel på sædvanlig og forudsat måde, fandtes - på samme måde som ved vanhjemmel - ikke at være omfattet af den absolutte reklamationsfrist i KBL § 83, stk. 1. A var derfor berettiget til at ophæve den indgåede handel.

UfR 2017.2945 HD: Handel med motorcykel med falsk stelnummer kunne ophæves, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet.

C købte i 2005 en motorcykel af forhandler B, som sørgede for, at motorcyklen blev synet og leveret i indregistreret stand. C solgte senere motorcyklen til sin bror A, men var fortsat bruger af den. Efter at motorcyklen i en periode havde været afmeldt, blev den på ny fremstillet til syn i 2013, hvor C fik meddelelse om, at stelnummeret var falsk (fiktivt), og at det derfor ikke var muligt at få den synet og indregistreret. Han rettede herefter henvendelse til B og meddelte, at han ønskede at hæve købet, men blev afvist. For HR var spørgsmålet i første række, om A, som var indtrådt i sin brors rettigheder i forhold til B, havde ret til at hæve købet og kræve tilbagebetaling af købesummen mod tilbagelevering af motorcyklen, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet. HR fandt, at den manglende mulighed for indregistrering i Danmark udelukkede den forudsatte normale og sædvanlige anvendelse af motorcyklen, og at der forelå en væsentlig offentligretlig rådighedsbegrænsning som følge af det falske stelnummer. På denne baggrund, og da B ved salg til en forbruger var nærmest til at bære risikoen for en mangel af denne karakter, var den absolutte reklamationsfrist på to år ikke til hinder for, at købet kunne hæves. VL var nået til et andet resultat.

Tilsikring/garanti

UfR 1998.886 HD: K havde i 1987 købt 280 eternitplader i Mou Byggecenter. Da pladerne begyndte at smuldre, reklamerede K i 1994. Antaget, at købet var omfattet af købeloven, og at mangelskravet var afskåret efter KBL § 83. Der fandtes ikke at foreligge en stiltiende indeståelse for pladernes holdbarhed i mere end 1 år. (Der er i 1995 indført en 5-årig reklamationsfrist i KBL § 54, stk. 2 og § 83, stk. 2.)

UfR 2006.3175 SHD: En bilfabrikant havde bl.a. i deres servicebøger angivet intervaller for udskiftningen af bilmotorernes tandremme. I flere tilfælde skete der brud på tandremmen inden det angivne tidspunkt eller kilometertal var nået, og Forbrugerrådet lagde på vegne af nogle forbrugere sag an mod bilfabrikanten, idet Forbrugerrådet gjorde gældende, at angivelse af tidspunkt for udskiftning af tandrem måtte forstås som en tilsikring af, at tandrammen ikke gik i stykker før det angivne tidspunkt. SH fandt, at servicebøgernes tids- og kilometerintervaller for servicering af bilerne, herunder udskiftning af tandremme, hverken i de indledende tekster eller i angivelserne vedrørende det pågældende arbejde var formuleret som en tilsikring af at det element i bilen som forskriften vedrørte, ville fungere indtil det anførte tidspunkt eller kilometertal var nået. Formålet med angivelserne måtte antages at være at vejlede bilejeren og værkstedet om hvilke skridt der burde foretages med henblik på at opnå en efter de foreliggende erfaringer tilfredsstillende tilstand for bilen gennem dens levetid. Da angivelserne således hverken efter deres affattelse eller efter formålet med dem kunne forstås som tilsikringer, blev bilfabrikanten frifundet.

UfR 2007.2001 VLD: Stalden Blue Hors ApS, K, havde købt en hingst, H, for 258.000 kr. på en auktion. Inden købet havde auktionarius oplyst, at H var godkendt til at gå videre i kåringsforløbet. Der blev taget røntgenbilleder med henblik på fremstilling af H til godkendelse på hingstekåringen. Disse blev bedømt af Røntgenudvalget i Dansk Varmblod uden at det blev opdaget, at H led af osteochondrose (OCD) i et knæled. Da K blev bekendt hermed ophævede han købet og krævede tilbagebetaling af købesummen samt erstatning for afholdte udgifter. Både Byretten i Herning og VL gav K medhold i, at H på købstidspunktet ikke svarede til den betegnelse, som den blev solgt under, jf. KBL § 48, ligesom den pågældende egenskab - at den ikke havde fejl, der ville have medført frasortering - måtte anses for tilsikret, jf. KBL § 42, stk. 2. Efter skønsmandens oplysninger om auktionsprisen sammenholdt med vurderingen af H's værdi med den konstaterede OCD måtte manglen anses for væsentlig. Det var ubestridt, at K ikke havde foretaget tilridning af hesten med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau. Den omsorgspligt, som K havde haft efter ophævelsen af handlen, fandtes ikke at omfatte foranstaltninger med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau med tilridning, hvilket ville have indebåret yderligere omkostninger. Det forhold, at H nu må antages at blive tilbageleveret slap og i dårlig ridekondition, kunne derfor ikke føre til, at K var afskåret fra at få købesummen tilbage mod tilbagelevering af H, jf. KBL § 57. K havde derfor været berettiget til at hæve handlen og kræve erstatning.

UfR 2009.1598 HD: Ved Arbejdstilsynet, T's afgørelse af 06.12.2000 blev det meddelt R, at selskabet skulle rette op på en række konstaterede arbejdsmiljøproblemer i virksomheden. R skulle senest d. 02.04.2001 give T meddelelse om, hvornår og hvordan problemerne ville blive løst. I januar 2001 købte A aktiekapitalen i R af boet efter E. Boet indestod i den forbindelse for, at R ikke var part i nogen sag for bl.a. offentlige myndigheder, og at selskabets virksomhed var i overensstemmelse med gældende lovgivning i enhver henseende. A afholdt efterfølgende udgifter for at rette op på arbejdsmiljøproblemerne og krævede på den baggrund knap 5 mio. kr. i erstatning af boet. For HR var hovedspørgsmålet, om A havde krav på erstatning - og størrelsen heraf - for dels udgifter til investeringer i ventilationsanlæg, dels merudgifter til varme og el. HR fastslog, at A havde krav på erstatning, idet boet havde påtaget sig den økonomiske risiko for, at R's forhold ikke var som garanteret. Boet skulle derfor erstatte de påregnelige tab, som A havde lidt som følge af den manglende opfyldelse af garantierne. HR gav A medhold i et erstatningskrav på 1.894.871 kr. for tab som følge af udgifter til investeringer, men fandt det ikke godtgjort, at A havde lidt et erstatningsberettiget tab som følge af merudgifter til varme og el. SH var nået til et andet resultat for så vidt angik fastsættelsen af erstatningens størrelse for udgifter til investeringer.

UfR 2011.907 ØLD: D arrangerede rejser til Ungarn og formidlede kontakt til tandlæger for rejsende, som ønskede at få behandlet deres tænder på en ungarsk tandklinik. A og D havde fået udført en mangelfuld behandling og påstod D medansvarlig for skaden, som de ønskede erstatning for. ØL fandt, at en tandbehandling ydet i forbindelse med en pakkerejse ikke var omfattet af erstatningsreglen i Lov om pakkerejsers § 22. Spørgsmålet var herefter, om D kunne gøres ansvarlig for den mangelfulde tandbehandling ud fra et garantisynspunkt. Flertallet udtalte, at der ikke var indgået nogen skriftlig vilkårsaftale mellem parterne samt, at vilkårene ikke var nærmere drøftet under aftaleindgåelsen. På D's hjemmeside under ”garanti” oplystes det ikke, hvem der stillede garantien. På denne baggrund samt efter en helhedsvurdering blev D frifundet. (2-1)

UfR 2014.1474 HD: I forbindelse med købet af aktierne i et selskab, A, oplyste sælgeren, S, ikke, at A havde en aftale med en it-leverandør, L, og at der var uenighed mellem A og L om betaling for leverede it-ydelser. Efter overtagelsesdagen anlagde L en voldgiftssag mod A og fik medhold i betaling af ydelserne. Køberen, K, krævede herefter beløbet erstattet af S. HR fandt, at forholdet var omfattet af en garantibestemmelse i aktieoverdragelsesaftalen, idet uenigheden mellem A og L allerede forelå på overtagelsesdagen. K havde reklameret rettidigt i henhold til aktieoverdragelsesaftalen og havde ikke udvist passivitet. Det forhold, at L havde leveret en kontraktmæssig ydelse, kunne ikke fritage S for at betale erstatning. Da der endvidere ikke var grundlag for at fastslå, at K havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, gav HR K medhold i kravet. HR ændrede dermed SH's dom.

UfR 2015.2649 VLD: Bortfald af bankgaranti var ikke lig med ophør af krav som følge af sælgernes indeståelse for betaling af leje i 3 år for lejlighed.

I 2010 blev en udlejningsejendom solgt til køberen, K, for 184 mio. kr. Sælgerne, S, havde i forbindelse med handlen indestået for betaling af leje for et lejemål i 3 år fra overtagelsesdagen. Til sikkerhed herfor stillede S en bankgaranti med en gyldighedsperiode til 01.05.2013. D. 21.05.2013 fremsendte K krav om betaling på 797.100 kr. S afviste kravet, da bankgarantien var udløbet. Spørgsmålet var herefter, om kravet bestod på trods af bortfald af bankgaranti. VL fandt, at bankgarantien på baggrund af købsaftalens udformning havde haft karakter af en sikkerhedsstillelse for sælgers forpligtelse i kraft af indeståelsen. Bortfald af bankgarantien kunne derfor ikke indebære, at indeståelsen var ophørt. Efter købsaftalen skulle indeståelsen sikre K en vis leje i 3 år fra overtagelsesdagen. Indeståelsen angik således fremtidige fordringer. Tidsbegrænsning af indeståelsen måtte derfor forstås som en begrænsning, der alene angik forpligtelsens genstand, medmindre der var klare holdepunkter for, at begrænsningen vedrørte forpligtelsens varighed. Fristen til d. 01.05.2013 i købsaftalens bestemmelser om indeståelsen for leje mv. kunne efter ordlyden opfattes som en yderligere frist i forhold til aftalens tidsmæssige fastlæggelse af indeståelsens genstand. Det havde imidlertid i lyset af formålet med indeståelsen formodningen imod sig, at der skulle gælde en præklusiv frist på 14 timer for fremsættelsen af krav om den aftalte godtgørelse af manglende leje mv., som efter aftalens vilkår forudsatte en opgørelse. Der fandtes herefter ikke at foreligge sådanne holdepunkter for, at parternes aftale skulle udelukke en senere fremsættelse af kravet, at indeståelsen kunne anses for bortfaldet.

UfR 2019.466 HD: Jyske Bank var berettiget til at nedskrive garanti til 2 % af entreprisesummen, da der først blev fremsat anmodning om udbetaling af garantien mere end 1 år efter stadeforretningen var gennemført, og idet der ikke inden dette tidspunkt var rejst mangelskrav

Sagen angik et betalingskrav, som H havde rettet mod Jyske Bank, J, med henvisning til en entreprenørgaranti, som J havde stillet til sikkerhed for entreprenørfirmaets, A’s, forpligtelser i henhold til en entreprisekontrakt med H, der var hovedentreprenør. H ophævede d. 23.10.2013 entreprisekontrakten pga. A’s misligholdelse, og samme dag gik A konkurs. Der blev d. 28.10.2013 gennemført stadeforretning, og H indgik herefter en aftale med et nystiftet selskab, B, om at færdiggøre entreprisen. J ønskede ikke at stille garanti for B. Inden gennemførelse af afleveringsforretning gik B konkurs d. 03.03.2015. Ved brev af 09.03.2015 til J tog H’s advokat forbehold om krav i henhold til entreprenørgarantien for A’s forpligtelser over for H, og d. 28.07.2015 fremsatte advokaten krav mod J om betaling af 915.000 kr. med henvisning til garantien. HR fandt, at spørgsmålet om berettigelsen af J’s nedskrivning af garantien til 2 % af entreprisesummen kunne prøves under sagen. Voldgiftsklausulen i garantierklæringen fra J måtte fortolkes på den måde, at spørgsmål om garantiens størrelse, herunder nedskrivning og ophør i henhold til garantierklæringens bestemmelser, skulle anses for spørgsmål om udbetaling under garantien, som var undtaget fra aftalen om voldgiftsbehandling af tvister. A’s arbejde for H skulle anses for afsluttet i den stand, som blev konstateret ved stadeopgørelsen efter stadeforretningen d. 28.10.2013. Stadeforretningen var gennemført mere end et år før, H’s advokat første gang fremsatte anmodning om udbetaling af garantien d. 28.07.2015, og H havde ikke inden dette tidspunkt rejst mangelskrav. J var derfor berettiget til at nedskrive garantien til 2 % af entreprisesummen

Vanhjemmel

UfR 1998.512 VLD: Ikke springende regres i sag om vanhjemmel ved salg af bil, idet den tidligere sælger ikke havde handlet svigagtigt eller groft uagtsomt.

UfR 2008.2772 HD: Ved en aftale af 30.06.2003 overdrog Global Crossing PEC Danmark ApS, A, til Global Connect A/S, B, ejendomsretten til en rørledning løbende fra et punkt i Valby til et punkt på Amager. Rørledningen var få år forinden blevet nedlagt ved samgravning, og købesummen var på denne baggrund aftalt til 700.000 kr. Det viste sig efterfølgende, at A ikke havde ejendomsretten til rørledningen, men alene havde brugsret i henhold til en såkaldt IRU-aftale med ledningsejeren. Det var ikke muligt at købe en allerede nedgravet rørled­ning på den omhandlede strækning. B havde gjort brug af rørledningen siden aftalen. A tilbød, at B vederlagsfrit kunne fortsætte brugen i henhold til IRU-aftalen. Sagen angik, om B havde krav på omlevering af en tilsvarende rørledning eller erstatning. HR udtalte, at nedgravning af en ny rørledning, der ville indebære et større entreprisearbejde, lå uden for, hvad den indgå­ede købsaftale kunne forpligte A til. Allerede som følge heraf kunne der ikke gives B med­hold i påstanden om naturalopfyldelse i form af omlevering. Med hensyn til størrelsen af den erstatning, der tilkom B som følge af misligholdelsen, tog HR A påstand om frifindelse mod betaling af 700.000 kr. til følge, idet A ikke havde dokumenteret at have lidt et større tab. ØL var kommet til et andet resultat.

UfR 2009.1318 VLD: A havde i november 2003 købt en bil af bilforhandleren C. A fandt i august 2004 ud af at banken, B, havde pant i bilen, A kontaktede herefter C om problemet. På baggrund af den delvise vanhjemmel, ophævede A handlen med C, ved et brev til C afsendt d. 16.08.2004. Få dage herefter udleverede A, efter anmodning fra B, bilen til B. C gjorde gældende, at A ikke kunne hæve købet og kræve tilbagebetaling af købesummen, da han havde udleveret bilen til B. VL udtalte, at der forelå en væsentlig misligholdelse, og at C ikke havde godtgjort, at han havde tilbudt afhjælpning heraf, hvorfor A som udgangspunkt var berettiget til at hæve handelen. Det fremgik af det brev, hvorved A hævede handelen over for C, at det var A's opfattelse, at B ejede bilen. På den baggrund og i lyset af den konstaterede vanhjemmel måtte det have været påregneligt for C, der i modsætning til A var forretningsdrivende, at A ville anse sig for berettiget til at udlevere bilen til B, i tilfælde af at B som pantekreditor begærede bilen udleveret med henblik på at søge sig fyldestgjort i den. C burde derfor, hvis han ønskede at fastholde kravet om bilens udlevering som betingelse for købets ophævelse, straks at have meddelt dette til A. C havde ikke godtgjort, at han har afgivet en sådan meddelelse. Herefter tiltrådte VL, at A efter princippet i KBL § 58 var berettiget til at hæve købet og som udgangspunkt tillige berettiget til at kræve købesummen tilbage, uanset at han ikke længere var i stand til at tilbagelevere bilen. Bilen havde oprindeligt kostet 26.000 kr. I A's ejertid havde bilen kørt 34.000 km, hvorfor bilen ved tilbageleveringen måtte antages i et vist omfang at være forringet, og hvorfor A's krav skønsmæssigt blev nedsat til 16.000 kr.

UfR 2017.2945 HD: Handel med motorcykel med falsk stelnummer kunne ophæves, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet.

C købte i 2005 en motorcykel af forhandler B, som sørgede for, at motorcyklen blev synet og leveret i indregistreret stand. C solgte senere motorcyklen til sin bror A, men var fortsat bruger af den. Efter at motorcyklen i en periode havde været afmeldt, blev den på ny fremstillet til syn i 2013, hvor C fik meddelelse om, at stelnummeret var falsk (fiktivt), og at det derfor ikke var muligt at få den synet og indregistreret. Han rettede herefter henvendelse til B og meddelte, at han ønskede at hæve købet, men blev afvist. For HR var spørgsmålet i første række, om A, som var indtrådt i sin brors rettigheder i forhold til B, havde ret til at hæve købet og kræve tilbagebetaling af købesummen mod tilbagelevering af motorcyklen, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet. HR fandt, at den manglende mulighed for indregistrering i Danmark udelukkede den forudsatte normale og sædvanlige anvendelse af motorcyklen, og at der forelå en væsentlig offentligretlig rådighedsbegrænsning som følge af det falske stelnummer. På denne baggrund, og da B ved salg til en forbruger var nærmest til at bære risikoen for en mangel af denne karakter, var den absolutte reklamationsfrist på to år ikke til hinder for, at købet kunne hæves. VL var nået til et andet resultat.

UfR 2024.52 VLD: Bilauktionsfirma var ansvarlig for vanhjemmel, da firmaet blev anset som kommissionær ifm. auktionssalg af en autocamper, som ejeren havde vindiceret

A havde købt en autocamper, der tilhørte C, for 164.500 kr. inkl. salær på en bilauktion hos B. Autocamperen var lejet ud af C til D, og D havde indleveret autocamperen til salg hos B. Ifm. indleveringen medbragte D en falsk slutseddel og registreringsattest, hvoraf han fremstod som ejeren af autocamperen. Efter lejeperioden kom C med bistand fra politiet i besiddelse af autocamperen igen. A anlagde sag mod B med påstand om erstatning for sit lidte tab og mod C om udlevering af autocamperen.
    Retten i Viborg fandt, at C ikke havde handlet letsindigt eller uagtsomt. Der var derfor ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den oprindelige ejer kunne vindicere. Uanset A’s utvivlsomt gode tro havde C ejendomsretten. Der var ikke grundlag for at betvivle, at B havde været i god tro mht. D’s ejerskab, ligesom der ikke var handlet uagtsomt. B var ikke ansvarlig for af A’s tab, hvorfor B blev frifundet for at betale erstatning. A ankede dommen fsva. B.
    VL fandt, at det på den udstedte faktura fremgik, at betaling skulle ske til B’s bankkonto, og at ejendomsretten tilhørte B, indtil betalingen var fuldgyldig. B havde ikke i auktionsvilkårene angivet, at de alene formidlede køb og salg, hvorfor der forelå et kommissionsforhold omfattet af kommissionsloven § 4, stk. 1. A havde derfor med rette rejst sit erstatningskrav mod B, og da det var ubestridt, at autocamperen på auktionstidspunktet tilhørte C, var B i medfør af KBL § 59 forpligtet til at erstatte A's eventuelle tab.

Andre spørgsmål

UfR 1996.43 HD: B frifundet for en række krav, da købene af plasttandstikkerne var sket hos salgsselskabet A.

UfR 2007.2001 VLD: Stalden Blue Hors ApS, K, havde købt en hingst, H, for 258.000 kr. på en auktion. Inden købet havde auktionarius oplyst, at H var godkendt til at gå videre i kåringsforløbet. Der blev taget røntgenbilleder med henblik på fremstilling af H til godkendelse på hingstekåringen. Disse blev bedømt af Røntgenudvalget i Dansk Varmblod uden at det blev opdaget, at H led af osteochondrose (OCD) i et knæled. Da K blev bekendt hermed ophævede han købet og krævede tilbagebetaling af købesummen samt erstatning for afholdte udgifter. Både Byretten i Herning og VL gav K medhold i, at H på købstidspunktet ikke svarede til den betegnelse, som den blev solgt under, jf. KBL § 48, ligesom den pågældende egenskab - at den ikke havde fejl, der ville have medført frasortering - måtte anses for tilsikret, jf. KBL § 42, stk. 2. Efter skønsmandens oplysninger om auktionsprisen sammenholdt med vurderingen af H's værdi med den konstaterede OCD måtte manglen anses for væsentlig. Det var ubestridt, at K ikke havde foretaget tilridning af hesten med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau. Den omsorgspligt, som K havde haft efter ophævelsen af handlen, fandtes ikke at omfatte foranstaltninger med henblik på at sikre hestens uddannelsesniveau med tilridning, hvilket ville have indebåret yderligere omkostninger. Det forhold, at H nu må antages at blive tilbageleveret slap og i dårlig ridekondition, kunne derfor ikke føre til, at K var afskåret fra at få købesummen tilbage mod tilbagelevering af H, jf. KBL § 57. K havde derfor været berettiget til at hæve handlen og kræve erstatning.

UfR 2008.2388 ØLD: J, købte i august 2005 en bærbar pc af shg.dk A/S, S, for 7.809,75 kr. inkl. 56 kr. i forsendelsesomkostninger. J tog pc'en med til USA i september 2005 og kort tid herefter opstod der en mangel ved pc'en. Efter telefonisk kontakt med S blev J bedt om at sende pc'en til S, men der blev ikke aftalt noget vedrørende forsendelsesomkostningerne. J betalte 1.499 kr. for en ekspresforsendelse af pc'en. Forbrugerklagenævnet, F, fandt d. 20.08.2007, at S var forpligtet til at friholde J for forsendelsesomkostningerne på 1.499 kr. S lagde sag an mod J og påstod at J skulle anerkende at S ved betaling af forsendelsesomkostninger på 56 kr. havde opfyldt sine forpligtelser vedrørende reklamationen i 2005. ØL udtalte, at sælger som anført af F havde en mulighed for at påberåbe sig KBL § 78, stk. 2, hvorefter køberen ikke kunne kræve omlevering eller afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse ville påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. I det foreliggende tilfælde modsatte S, der var bekendt med, at J befandt sig i USA, sig ikke afhjælpning i Danmark, og efter bestemmelsen i KBL § 78, stk. 4, skulle S foretage afhjælpningen uden udgift for J. Der var ikke i lovens forarbejder grundlag for at foretage en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen, således at S ikke skulle afholde forsendelsesudgifterne i forbindelse med afhjælpning, når forsendelsen skete fra udlandet. ØL fandt imidlertid, at S alene havde pligt til at betale sædvanlige transportudgifter og ikke forhøjede transportudgifter som følge af ekspresforsendelsen. S skulle derfor alene refundere J 700 kr., som efter det oplyste ville være udgiften ved almindelig forsendelse.

UfR 2009.437/1 HD: I februar 2003 indgik A aftale med B om ombygningsarbejder på B's isværk. Af ordrebekræftelsen fremgik, at parterne havde aftalt, at A ud over at levere maskiner skulle forestå montering, opstart og indkøring, samt at der var fastsat terminer for, hvornår forskellige dele af arbejdet skulle udføres. Det fremgik endvidere, at leveringsbetingelsen var ”ab fabrik i henhold til NLM 94”, og at betalingen skulle finde sted i 3 rater, 1/3 ved ordre, 1/3 ved levering og 1/3, når anlægget var færdigmonteret og godkendt af S. Bygningen, hvori arbejdet blev udført, nedbrændte d. 02.03.2003. Isværket var på det tidspunkt endnu ikke færdigmonteret eller godkendt. B anlagde sag mod A med påstand om tilbagebetaling á conto betalinger for maskiner og arbejder, som efter B's opfattelse ikke var leveret, og som A derfor stadig bar risikoen for, da bygningen nedbrændte. A nedlagde påstand om frifindelse. HR fandt, at A ikke havde godtgjort, at parterne med leveringsbetingelsen ”ab fabrik i henhold til NLM 94” havde tilsigtet at fravige udgangspunktet i NLM 94, således at risikoens overgang var tidspunktet for levering af maskinerne og ikke overtagelsen af den samlede kontraktmæssige ydelse. Da branden indtrådte, var risikoen for anlægget derfor endnu ikke gået over på køber, B. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på at omlevere, da det solgte materiel var tilpasset den bygning, som nu var brændt.

UfR 2009.865 VLD: A havde i januar 2005 fået udført noget gulvarbejde af gulvlægger firmaet B. B fremsendte d. 20.11.2005 fakturaer på i alt 28.796,08 kr. for det udførte arbejde til A. A foretog gennem sin advokat C d. 08.12.2005 betaling af 14.186,89 kr. som delvis betaling af det fakturerede beløb med oplysning om, at det resterende beløb ikke kunne accepteres pga. mangler ved gulvet, og det derfor ikke ville blive betalt. De 14.186,89 kr. blev fremsendt med forbehold om tilbagesøgning i tilfælde af, at B ikke kunne acceptere, at beløbet var indbetalt til fuld og endelig afgørelse. Såfremt den resterende del af kravet blev fastholdt, forbeholdt C sig at begære afholdt syn og skøn. C afsluttede brevet med, at han imødeså en bekræftelse på, at den foreslåede fremgangsmåde var acceptabel. S reagerede ikke på brevet, men hævede ikke den fremsendt check. Det blev lagt til grund at A først i oktober 2007 modtog et kontoudtog dateret d. 18.10.2007 fra B. B's advokat fremsatte endvidere krav om betaling i et brev af d. 29.10.2007. Således som brevet af d. 08.11.2005 fra C var formuleret, burde B have reageret på brevet i stedet for blot at forholde sig passiv og undlade at indløse den medsendte check. B gjorde imidlertid først næsten 2 år senere, i oktober 2007, på ny sit krav gældende. Selv om A - der i denne henseende måtte identificeres med sin advokat - burde have været opmærksom på, at checken ikke blev indløst, havde hun som følge af den manglende reaktion på brevet og det tidsmæssige forløb haft nogen føje til at tro, at B havde opgivet i hvert fald restkravet. Efter en samlet vurdering af forløbet og parternes adfærd, herunder hvem der havde optrådt mest dadelværdigt, fandt VL herefter, at B ved passivitet havde fortabt restkravet på 14.609,19 kr. B havde ikke krav på renter ud over procesrente fra d. 20.12.2005 til d. 29.07.2008, hvor betaling fandt sted. Rentekravet kunne ikke anses for fortabt ved passivitet eller som følge af fordringshavermora, jf. RL § 4, stk. 1.

UfR 2009.2622 VLD: En kreditor, G, foretog i marts 2002 et udlæg på 32.032 kr. i en campingvogn tilhørende S. Sparekassen, M, havde tillige pant i campingvognen for ca. 67.000 kr. Campingvognen var forsikret i forsikringsselskabet V. I september 2002 blev campingvognen totalskadet og af en taksatorrapport fremgik det, at en reparation af campingvognen ville koste godt 48.000 kr., hvilket svarede til campingvognens værdi forud for skaden. V udbetalte det pågældende beløb med fradrag af selvrisiko i erstatning til M, der havde prioritet forud for G's udlæg, og V overtog derfor campingvognen. I oktober 2002 solgte V vognen til campingcentret C for 16.000 kr. C genopbyggede herefter campingvognen og solgte den videre. Efter at C i 2006 blev mødt med et krav i anledning af G's udlæg, gjorde C kravet gældende over for V. V ville imidlertid hverken indfri udlægget eller erstatte C udgiften hertil, idet V bl.a. henviste til, at campingvognen var solgt til ophugning og at G's udlæg var bortfaldet i forbindelse med totalskaden af campingvognen. I juli 2007 betalte C i alt 34.000 kr. til G for at få udlægget aflyst og anlagde herefter sag mod V med påstand om, at V skulle erstatte C de 34.000 kr., fordi V ikke havde oplyst C om udlægget. Retten i Kolding fandt, at udlægget i campingvognen ikke var bortfaldet og dømte følgelig V til at erstatte C de 32.032 kr., svarende til det tinglyste beløb. VL fandt, at G's ret til fyldestgørelse i campingvognens værdi var bortfaldet og frifandt derfor V. V havde efter udbetalingen af erstatningen haft retten til den beskadigede campingvogn, jf. FAL § 73, stk. 1, og V havde ikke haft pligt til at undersøge bilbogen med henblik på at sikre, at det pågældende udlæg formelt var blevet slettet. C var branchekendt og måtte anses for at have været bekendt med, at skaden blev anset for en totalskade. Det forhold, at V ved salget af campingvognen ikke gjorde C opmærksom på udlægget eller på, at bilbogen ikke var undersøgt, kunne ikke føre til, at V havde pådraget sig et erstatningsansvar.

Advokat Jørgen U. Grønborg

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til Advokat(H) Jørgen U. Grønborg