Ikke gældende fra 30.09.2007
November 1999
1. Indledning | 7. Midlertidigt samvær |
Denne vejledning er udarbejdet til brug for statsamtets sagsbehandlere og børnesagkyndige.
Som det fremgår af titlen, er der tale om en vejledning. Formålet er således, at
den skal være et hjælperedskab i forbindelse med håndteringen af de specielle problemer
af praktisk og forvaltningsretlig karakter, der opstår ved behandlingen af samværssager
samt opstille mulige løsningsmodeller til håndteringen af disse.
Der har ikke tidligere været udarbejdet en samlet, struktureret vejledning på dette
område. Dette skyldes, at en samværssags behandling som udgangspunkt beror på en
konkret og individuel vurdering af, hvilke sagsbehandlingsskridt, der i den konkrete
sag er nødvendige og hensigtsmæssige. Vejledningen har ikke til hensigt at ændre
dette udgangspunkt. Tilrettelæggelsen af en samværssag beror derfor fortsat på sagsbehandlerens
og den eventuelle børnesagkyndiges skøn over, hvad der i den konkrete sag vil være
den mest effektive og resultatgivende sagsgang til løsning af forældrenes konflikt
og til belysning af, hvad der er bedst for barnet. Enkelte steder er der dog krav
til sagsbehandlingen, som ikke kan fraviges.
For andre end statsamtets sagsbehandlere og børnesagkyndige kan vejledningen betragtes
som en orientering om, hvordan en samværssag kan disponeres, herunder hvilke løsningsmodeller,
der kan benyttes. Der er således ikke tale om en ufravigelig anvisning på, hvordan
en samværssag skal behandles.
Sagsbehandleren må ved vurderingen af sagen holde sig for øje, at forældrene fastholdes
i et fælles ansvar for børnene. Det primære formål med sagsbehandlingen er derfor
at få forældrene til at forstå, at de har et sådant ansvar, og at dette også indebærer,
at de bør kunne blive enige om samværet og omfanget af dette. Forældrenes enighed
vil ofte afspejle deres fælles holdning til, hvad der er bedst for børnene. Det
at opnå enighed bør dog ikke blive så dominerende, at det fører til uheldige resultater
for barnet.
Når statsamtet modtager en ansøgning om fastsættelse, ophævelse eller ændring af
samvær, har statsamtet flere muligheder at vælge imellem for at få sagen i gang.
Statsamtet kan indkalde forældrene til et møde i statsamtet med sagsbehandleren
eller bede om modpartens bemærkninger til ansøgningen. Statsamtet kan endvidere
tilbyde forældrene og barnet børnesagkyndig rådgivning. Endeligt kan det også være
nødvendigt at indhente flere oplysninger fra ansøgeren.
Ved den første gennemgang af sagen skal sagsbehandleren foretage en samlet vurdering
af hvilke sagsbehandlingsskridt, der er nødvendige for at afgøre sagen. De enkelte
sagsbehandlingsskridt vil afhænge af, om der er tale om en førstegangsfastsættelse,
statsamtets kendskab til forældrene og barnet, problemstillingen i sagen, herunder
konfliktens karakter, varighed og intensitet, og om der eventuelt er særlige problemer
hos forældrene i form af misbrug, kriminalitet o.lign. Også særlige forhold hos
barnet kan det være relevant at beskæftige sig med. I sager om førstegangsfastsættelse
af samvær kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene på et tidligt tidspunkt indkaldes
til et møde med sagsbehandleren for at afklare mulighederne for at skabe enighed.
Kan enighed ikke opnås, må sagsbehandleren vurdere, hvilken fremgangsmåde der herefter
skal følges. Spørgsmål om, hvordan sagen oplyses, er nærmere gennemgået nedenfor
i afsnit 4.
Såfremt der ikke er foretaget sagsbehandlingsskridt over for ansøgeren inden 1 måned
fra sagens modtagelse, bør ansøgeren have en bekræftelse på, at statsamtet har modtaget
sagen.
Tilbydes forældrene og barnet ikke straks børnesagkyndig rådgivning, skal statsamtet
være opmærksom på, om der under den videre behandling af sagen opstår grundlag for
at fremsætte et sådant tilbud. Børnesagkyndig rådgivning er nærmere beskrevet nedenfor
i afsnit 3.2.
Vælger statsamtet at indkalde forældrene til et møde med sagsbehandleren, skal statsamtet
være opmærksom på offentlighedslovens § 6
og forvaltningslovens § 7 og
§ 8. Disse bestemmelser finder anvendelse på alle stadier af sagens behandling.
Offentlighedslovens § 6, stk. 1,
om notatpligt lyder:
"I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde
er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det
gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter."
Afgørende for, om en oplysning skal noteres, er, om oplysningen er af en sådan karakter,
at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes
for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, herunder f.eks.
klarhed over indholdet af forældrenes ansøgninger og ønsker.
Forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligt
lyder:
"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand
til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."
Statsamtets pligt til i fornødent omfang at yde vejledning omfatter bl.a. orientering
om de regler og den praksis, der gælder på det pågældende område samt om sagsgange,
sagsbehandlingstider og hvilke oplysninger, der er eller kan være relevante for
sagen.
Som eksempel kan nævnes, at forældre, som under et møde i statsamtet indgår en aftale
om samvær, bør vejledes om betydningen af sådanne aftaler, såfremt der senere opstår
uenighed om samværet, særlig § 17,
stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær.
Forvaltningslovens § 8 om retten til at
lade sig repræsentere eller bistå af andre er gennemgået nedenfor i
afsnit 3.1.
Sagsbehandleren skal endvidere være opmærksom på
§ 26 i lov om forældremyndighed og samvær om midlertidigt samvær. Er der
ikke kontakt mellem barnet og den samværssøgende, eller er der kun kontakt i meget
begrænset omfang, og er der sandsynlighed for, at behandlingen af sagen vil trække
ud, skal sagsbehandleren vejlede forældrene om muligheden for at fastsætte midlertidigt
samvær. Statsamtet har således en pligt til at påse, at kontakten mellem barnet
og den samværssøgende ikke afbrydes eller begrænses i unødigt omfang under sagens
behandling.
Der kan fastsættes midlertidigt samvær, selvom forældrene og barnet har accepteret
tilbud om børnesagkyndig rådgivning, eller rådgivningen allerede er iværksat.
Midlertidigt samvær er nærmere beskrevet nedenfor i
afsnit 7.
3.1. Generelt om mødevirksomhed i statsamtet
3.2. Børnesagkyndig rådgivning
Behandlingen af samværssager i statsamterne omfatter ofte en del mødevirksomhed.
I afsnit 3.1. gennemgås
generelt mødevirksomhed i statsamtet, herunder de almindelige regler for adgangen
til at lade sig repræsentere og bistå. I afsnit
3.2. behandles møder i form af børnesagkyndig rådgivning, herunder de særlige
spørgsmål der kan opstå i forbindelse med brugen af bisiddere.
3.1. Generelt om mødevirksomhed
i statsamtet
Sagsbehandleren indkalder til møder i statsamtet og tilrettelægger mødernes form
og indhold.
Sagsbehandleren skal være særlig opmærksom på notatpligten efter
offentlighedslovens § 6, vejledningspligten efter
forvaltningslovens § 7 og retten til at få sagen udsat efter
forvaltningslovens § 21.
Ønsker en part at lade sig repræsentere eller bistå af andre, tager sagsbehandleren
stilling hertil. Reglerne herom findes i forvaltningslovens
§ 8, som lyder:
"Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade
sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker
personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade
sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige
eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov."
Efter denne bestemmelse har begge forældre i en samværssag som udgangspunkt altid
ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under hele eller dele af behandlingen
af sagen. Kun i særlige konkrete tilfælde vil dette kunne nægtes.
Barnet vil normalt være repræsenteret af forældremyndighedsindehaveren. Et barn
vil derfor ikke kunne lade sig repræsentere af andre under sagen. Derimod vil barnet
i nogle tilfælde kunne lade sig bistå af andre, jf. f.eks.
afsnit 3.2. om brug af bisiddere i forbindelse med
§ 28-rådgivning og afsnit 5.1. om samtaler
med børn.
Der er ikke i forvaltningsloven fastsat regler
om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere
eller bistå af såvel sagkyndige - f.eks. en advokat eller en socialrådgiver - som
af andre, f.eks. en ægtefælle, en samlever eller en bekendt. Parten kan også lade
sig repræsentere eller bistå af juridiske personer, f.eks. en forening eller en
interesseorganisation. Parten betaler selv udgifterne herved.
For bisiddere gælder, at der ikke er noget til hinder for, at en mindreårig, der
har den fornødne modenhed, bistår andre, f.eks. som tolk. Da en bisidder optræder
sammen med parten, er der ikke yderligere bestemmelser om f.eks. grænser for fuldmagt
e.lign.
Om adgangen til at lade sig repræsentere af andre gælder, at det normalt vil kunne
kræves, at den, der repræsenterer andre, er myndig og ikke under værgemål efter
værgemålslovens § 5.
Det er statsamtet, der afgør, om partsrepræsentanten skal fremlægge skriftlig fuldmagt
eller på anden måde godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant. Statsamtet
bør herudover være opmærksom på, om der er fastsat grænser for fuldmagten.
Bestemmelsen om partsrepræsentation gælder ikke de tilfælde, hvor det i lovgivningen
er bestemt, at en part skal medvirke personligt, eller hvor partens personlige medvirken
på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning. Som eksempler kan nævnes afgivelse
af personlige erklæringer, deltagelse i børnesagkyndig rådgivning eller undersøgelser
m.v. Det er statsamtet, der afgør, om personlig medvirken er nødvendig.
Er en part repræsenteret af en anden, bør henvendelser om sagen rettes til partsrepræsentanten.
Når det findes hensigtsmæssigt, kan der dog samtidig gives underretning til parten
selv. Dette bør f.eks. ske, hvis en ændring af samværet skal træde i kraft kort
tid efter afgørelsen.
§ 8, stk. 2, indeholder mulighed for indskrænkning
i en parts ret til at lade sig repræsentere eller bistå, hvis partens interesse
heri findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at der kun i ganske særlige tilfælde
bør nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under
behandlingen af sagen.
Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at statsamtet skal foretage en konkret afvejning
af på den ene side partens interesse i at få den pågældende bistand og på den anden
side de hensyn, der taler for at afskære partens adgang til at lade sig repræsentere
eller bistå af andre.
Hvis den repræsentant eller bisidder, som parten har valgt, er ude af stand til
at varetage partens tarv, og dette er til direkte skade for partens interesser,
kan partsrepræsentanten eller bisidderen i ganske særlige tilfælde nægtes adgang
til at repræsentere eller bistå parten.
Undtagelsesbestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor parten under
et møde i statsamtet ønsker at lade sig repræsentere eller bistå af flere, og statsamtet
af hensyn til sagsbehandlingen, ro og orden eller af hensyn til andre parter finder
at burde begrænse antallet af repræsentanter eller bisiddere eller helt at udelukke
andre end parterne selv fra at deltage i et møde.
Statsamtets beslutning om at nægte partsrepræsentation eller bistand betragtes som
en procesledende beslutning, som i almindelighed ikke kan påklages særskilt, og
som derfor ikke kræver klagevejledning, jf. SKH 1988, pkt. D.1. Hvis en part klager
herover, finder Civilretsdirektoratet dog, at statsamtet skal videresende klagen
til direktoratet.
3.2. Børnesagkyndig rådgivning
Efter § 28 i lov om forældremyndighed
og samvær har statsamtet som udgangspunkt pligt til at tilbyde børnesagkyndig
rådgivning til forældre og børn i sager med uenighed om forældremyndighed eller
samvær.
Formålet med børnesagkyndig rådgivning er at hjælpe forældrene til at løse konflikter
under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Da rådgivning tillige omfatter barnet,
er der således mulighed for, at konflikten kan løses i samarbejde også med barnet.
Der er tale om rådgivning og ikke om terapi eller behandling.
Forældremyndighedsbekendtgørelsen indeholder
i kapitel 2
regler om de overordnede rammer for rådgivningen. Der er ikke fastsat regler om
den nærmere tilrettelæggelse af rådgivningen. Det er således op til det enkelte
statsamt at udfylde disse rammer.
Statsamtet kan ifølge § 28, stk. 3,
undlade at fremsætte tilbud om rådgivning, hvis det findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.
Efter forarbejderne til loven tænkes der herved navnlig på situationer, hvor der
inden for de sidste måneder forgæves er gennemført en rådgivning, eller hvor henvendelsen
drejer sig om rene detailspørgsmål. Som yderligere eksempler på situationer, hvor
rådgivning er overflødig eller måske skadelig, kan nævnes, at forældrene kan være
meget umodne og som følge heraf ikke modtagelige for rådgivning, at den ene eller
begge er helt uden ressourcer, f.eks. på grund af alkohol- eller narkotikamisbrug,
eller at der har været vold i familien. Der kan også være tilfælde, hvor den ene
af forældrene klart nægter at medvirke til en løsning, der går vedkommende imod,
og hvor rådgivning derfor vil være forgæves. Endelig kan der være sager, der på
forhånd må anses for særligt vanskelige, og hvor rådgivning ikke skønnes at være
noget middel til løsning af forældrenes konflikt, men hvor der snarere kan være
et behov for en hurtig afgørelse af det spørgsmål, der har givet anledning til konflikten.
Beslutningen om at undlade at fremsætte tilbud om rådgivning træffes efter en konkret
vurdering. Det skal fremgå af sagen, f.eks. i et notat, hvis statsamtet har besluttet
at undlade at tilbyde rådgivning. Det samme gælder, hvis forældrene og barnet er
blevet tilbudt rådgivning men ikke har ønsket at tage imod tilbudet.
Tilbudt rådgivning skal gennemføres, blot en af forældrene eller barnet ønsker at
deltage.
Der er ikke nogen aldersgrænse for, hvornår børn skal have tilbud om rådgivning,
da selv forholdsvis små børn kan have behov for rådgivning. Det aldersmæssige kriterium
for inddragelse af børn i § 28-rådgivning
er således ikke sammenfaldende med kriteriet for, hvornår børn indkaldelse til en
samtale efter § 29, jf. afsnit 5 om samtaler med børn. Hvor små børn,
der kan inddrages i rådgivningen, afhænger bl.a. af forældrenes og barnets holdning
til rådgivning og statsamtets kendskab til sagen i øvrigt, herunder særligt sagens
konfliktniveau.
Når et barn i det følgende tillægges særlige beføjelser, skal dette forstås i overensstemmelse
med de i afsnit 5.1. nævnte principper i
§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær. Barnet skal således have den
fornødne alder og modenhed til at kunne overskue konsekvenserne og rækkevidden af
det pågældende spørgsmål.
Formålet med at tilbyde børn rådgivning er, at barnet derved får mulighed for at
tale med en børnesagkyndig om de problemer i familien, som berører barnet. Inddragelse
af børn i rådgivning må dog ikke få den virkning, at barnet får følelsen af at blive
pålagt ansvaret for familiens situation.
Beslutter statsamtet, at der skal afholdes en samtale med barnet efter
§ 29, skal barnet under denne samtale tilbydes rådgivning, jf.
forældremyndighedsbekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Det er af afgørende betydning, at rådgiveren gør sig klart, om barnet deltager i
en § 28-rådgivning, eller
om der afholdes en samtale med barnet efter
§ 29. Betydningen heraf er beskrevet nedenfor i
afsnit 5.3.
Normalt vil tilbud om rådgivning til børn blive givet gennem forældrene. Tilbudet
kan dog gives direkte til barnet, hvis barnet har den fornødne alder og modenhed
til at forstå rådgivningstilbuddet, og der ikke i øvrigt er omstændigheder, taler
herimod, jf. principperne i § 29,
der er behandlet i afsnit 5.1.
Efter § 28, stk. 2, kan statsamtet
i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning, hvis der skønnes at være et
særligt behov herfor, også selv om der ikke er uenighed om samværet. Statsamtet
kan således også efter, at der er truffet afgørelse i en sag om samvær, i særlige
tilfælde tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvis der er et særligt behov for at følge barnets reaktion på et iværksat
eller ophævet samvær.
Med hensyn til spørgsmålet om sagsbehandlerens deltagelse i rådgivningen har der
i praksis udviklet sig tre grundformer:
1.Rådgiveren gennemfører hele rådgivningsforløbet, uden at sagsbehandleren er involveret.
2.Sagsbehandleren er med ved starten og/eller afslutningen af rådgivningen.
3.Sagsbehandleren er til stede under stort set hele rådgivningen.
Det er en afgørende forudsætning for den børnesagkyndige rådgivning, at den opleves
som et neutralt forum helt adskilt fra afgørelsesfasen. Den børnesagkyndige rådgiver
eller sagsbehandleren skal derfor orientere forældrene og barnet om betydningen
af dette, sådan at forældrene og barnet forstår sondringen mellem rådgivning og
juridisk sagsbehandling. Sagsbehandlerens tilstedeværelse på et rådgivningsmøde
forudsætter forældrenes og barnets tilslutning. Afholdes rådgivning med barnet alene,
er det barnet, der skal være indforstået med sagsbehandlerens tilstedeværelse. Dette
forudsætter dog, at barnet efter principperne i
§ 29 har den fornødne alder og modenhed, jf. afsnit 5.1.
Hvis begge forældre og barnet ønsker det, bør sagsbehandleren normalt komme til
stede, jf. SKH 1997, pkt. C.2.
Det er ikke muligt at lade sig repræsentere af andre under et rådgivningsmøde, da
personligt fremmøde her er nødvendigt.
Som nævnt ovenfor har forældrene - og i nogle tilfælde også barnet - efter
forvaltningslovens § 8 som udgangspunkt altid ret til at lade sig bistå
af andre. Dette gælder også ved rådgivning, hvor det om brug af bisiddere fremgår
af
forældremyndighedsvejledningens pkt. 7, andet afsnit, at statsamtet efter
en konkret vurdering kan tillade, at barnet medbringer en bisidder til rådgivningen.
Statsamtet bør, hvis det findes hensigtsmæssigt, vejlede barnet om denne mulighed.
I tilfælde af uenighed om deltagelse af bisiddere skal det understreges, at rådgivningen
er et tilbud til forældrene og barnet. Hvis f.eks. forældrene ikke kan blive enige
om, i hvilket omfang der skal deltage bisiddere i rådgivningen, må gennemførelse
af rådgivning med begge forældre sammen antages at være formålsløs.
I sådanne situationer bør statsamtet overveje at gennemføre særskilt rådgivning
med hver af forældrene, medmindre også dette skønnes at være formålsløst.
Efter endt rådgivning gøres notat om rådgivningens resultat og om eventuelle aftaler
mellem forældrene til brug for det eventuelle videre sagsforløb. For at undgå senere
tvivl om rådgivningens resultat og eventuelle aftaler bør forældrene underskrive
rådgivningsnotatet. Ønsker en eller begge forældre ikke at underskrive, skal dette
fremgå af notatet.
Rådgiveren må ikke uden samtykke videregive oplysninger til statsamtet, som forældrene
eller barnet har givet under rådgivningen, jf.
§ 19, stk. 1, i forældremyndighedsbekendtgørelsen. Til brug for afgørelsen
må statsamtet heller ikke indhente sådanne oplysninger.
Deltager sagsbehandleren i rådgivningen, og meddeles der mundtligt under denne del
af rådgivningen oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder, der er af betydning
for statsamtets afgørelse, skal der gøres notat herom, jf.
§ 6 i offentlighedsloven. Tilsvarende notatpligt gælder for rådgiveren,
hvis forældrene eller barnet giver samtykke til, at oplysningerne indhentes eller
videregives, jf. bekendtgørelsens § 19, stk.
4.
Sagsbehandleren kan i øvrigt vejlede forældrene og barnet om muligheden for at aftale,
at der på baggrund af rådgivningen udarbejdes en sagkyndig vurdering til brug for
sagens videre behandling, jf. bekendtgørelsens
§ 19, stk. 3.
Forældrene og barnet skal samtidig med tilbud om rådgivning orienteres om indholdet
af § 19, jf.
bekendtgørelsens § 19, stk. 5, ligesom forældrene bør vejledes om, hvilken
betydning en vurdering efter § 19, stk. 3,
kan tillægges.
Samværssagen stilles i bero, sålænge rådgivningen varer. Statsamtet kan dog træffe
midlertidig afgørelse om samvær efter lovens
§ 26, hvis dette findes hensigtsmæssigt, uanset at rådgivningen er i gang,
jf. forældremyndighedsbekendtgørelsens
§ 17 samt nedenfor i afsnit 7 om midlertidigt
samvær.
Om oplysninger fremkommet under rådgivningen må videregives til andre myndigheder,
afgøres efter de almindelige bestemmelser i forvaltningslovens
§§ 28 og 31. Som udgangspunkt
vil oplysninger, der fremkommer under et rådgivningsforløb, være rent personlige
og vil derfor sædvanligvis kun kunne videregives til andre myndigheder med samtykke
fra den, som oplysningen angår. Der henvises til SKH 1997, pkt. C.1.
Bliver rådgiveren under rådgivningen bekendt med forhold, der giver formodning om,
at barnet har behov for særlig støtte el.lign., har rådgiveren pligt til at indberette
dette til kommunen eller sikre, at der sker indberetning. Indberetning vil således
også kunne ske til statsamtet. Indberetningspligten er nærmere beskrevet nedenfor
i afsnit 9.4.
4. Sagens oplysning
Efter official- eller undersøgelsesprincippet er det statsamtet, der skal tilvejebringe
et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag for afgørelsen.
Bliver forældrene ikke enige under den indledende fase af sagen, påhviler det således
statsamtet at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen, eller
at foranledige at forældrene fremlægger oplysningerne.
Spørgsmålet om, hvornår der foreligger et forsvarligt oplysningsgrundlag, beror
på en skønsmæssig vurdering. Denne vurdering bygger først og fremmest på, hvilke
spørgsmål der rejses i sagen, oplysningernes art og omfang, samt det anvendte retsgrundlags
mere eller mindre detaljerede karakter. Det vil også kunne indgå i vurderingen,
hvor indgribende en afgørelse, der kan blive tale om.
Samværsområdet er karakteriseret ved, at afgørelserne i vid udstrækning er skønsmæssige.
I selve lovteksten er det blot anført, at afgørelser om omfanget og udøvelsen af
samværet træffes efter, hvad der er bedst for barnet. For så vidt angår afslag på
samvær eller ophævelse af samvær er kriteriet alene, at det er påkrævet af hensyn
til barnet.
Samværsområdet er næsten udelukkende reguleret af de almindelige forvaltningsprocessuelle
regler. Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at der er tale om partstvister,
og at alle afgørelser derfor vil rumme bebyrdende elementer for mindst en af forældrene.
Der findes kun enkelte specialregler, f.eks.
§§ 28 og 29 i lov om forældremyndighed
og samvær.
De generelle hensyn, som afgørelserne om samvær skal træffes efter, udfyldes i praksis
med en række præciserende kriterier. Som eksempler på omstændigheder, der i almindelighed
inddrages i vurderingen, kan nævnes: barnets alder, barnets egen holdning, den hidtidige
kontakt mellem barnet og samværsforælderen, fritidsinteresser, tidligere samværsaftaler,
forældrenes indbyrdes forhold, risikoen for at barnet lider overlast, afstanden
mellem forældrenes bopæle, forældrenes og barnets psykiske og fysiske tilstand.
Tilvejebringelsen af et forsvarligt oplysningsgrundlag i samværssager sker i dag
navnlig gennem forældrenes oplysning af sagen og eventuelt barnets holdning til
spørgsmålet om samvær. Der indhentes således ikke automatisk oplysninger fra andre
myndigheder, institutioner m.v.
Statsamtet er kun forpligtet til at følge en opfordring om at indhente oplysninger,
som den pågældende forælder ikke selv kan fremskaffe, hvis oplysningerne skønnes
at være relevante for sagen.
Indhentelse af oplysninger om forældrene og barnet er nærmere reguleret i
forvaltningslovens kapitel 8.
Indhentelse af oplysninger om modparten er reguleret i
forvaltningslovens § 28. Som udgangspunkt kan sådanne oplysninger ikke videregives
til statsamtet uden samtykke fra den, oplysningen angår. Videregivelse af oplysningerne
kan dog f.eks. ske, når videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige
interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse,
herunder hensynet til den, oplysningen angår, jf.
§ 28, stk. 2, nr. 3. Hensynet til barnet vil således i nogle tilfælde kunne
begrunde videregivelse af oplysninger om modparten, selv om modparten modsætter
sig videregivelsen.
Hvis modparten ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, kan dette tillægges
processuel skadevirkning, sådan at statsamtet træffer afgørelse på det foreliggende
grundlag.
Fremsætter den, der har barnet boende, anmodning om ophævelse af samværet på grund
af mistanke om grænseoverskridende handlinger, og ønsker den, som beskyldningen
rettes mod, ikke at medvirke til oplysning af sagen, vil statsamtet således kunne
suspendere/ophæve samværet. I disse tilfælde bør statsamtet orientere om, at sagen
kan genoptages, hvis den pågældende efterfølgende indvilger i at medvirke til sagens
oplysning.
Beslutter statsamtet sig for at indhente oplysninger om ansøgerens rent private
forhold fra andre dele af forvaltningen, skal der som udgangspunkt foreligge samtykke
fra den pågældende, jf. forvaltningslovens § 29.
Kravet om samtykke kan dog fraviges, når særlige hensyn til modparten eller barnet
klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningerne ikke indhentes, jf. § 29, stk. 2, nr. 3.
Indhentelse af oplysninger om barnet kræver som udgangspunkt samtykke fra begge
forældre, når der er fælles forældremyndighed over barnet.
Hvis en af forældrene ikke ønsker at medvirke til indhentelse af oplysningerne,
kan dette - hvis der ikke er modstående hensyn til barnet - tillægges processuel
skadevirkning, jf.
afsnit 6.1.6.
Det er den myndighed, der ligger inde med oplysningerne, der afgør, i hvilket omfang
oplysningerne kan videregives.
I samværssager opstår der ofte det dilemma, at der er tale om meget indgribende
afgørelser af væsentlig betydning for barnet og forældrene, og som derfor kræver
en grundig sagsoplysning, samtidig med at der er tale om sager, der ofte kræver
en hurtig afgørelse.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at de fleste sager som regel kan oplyses
forsvarligt af forældrene, mens det kun i et begrænset antal sager er nødvendigt
at indhente oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. Erfaringsmæssigt
er sådanne oplysninger i mange sager unødvendige i forhold til sagens problemstilling,
eller oplysningerne vil bevismæssigt kun kunne tillægges begrænset vægt. Dette skal
navnlig ses i lyset af, at oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v.
sjældent kan bidrage til at belyse konflikten mellem forældrene samt denne konflikts
betydning for samværet. Sådanne oplysninger vil derimod kunne be- eller afkræfte
faktiske forhold i sagen, som f.eks. sygdomme, misbrugsproblemer e.lign., ligesom
sådanne oplysninger kan føre til, at statsamtet iværksætter yderligere undersøgelser
eller afslår at undersøge forholdene nærmere.
I tråd hermed har statsamterne og Civilretsdirektoratet hidtil været tilbageholdende
med at indhente oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. Dette gælder
både efter anmodning fra forældrene og i endnu højere grad ex officio.
I de senere år er der sket en udvikling af lovgrundlaget og praksis på samværsområdet,
som også har indvirkning på sagsoplysningen. Der er således i dag i højere grad
end tidligere fokus på barnets ret til to forældre, hvilket bl.a. har medført, at
der fastsættes samvær i større omfang end tidligere.
Denne udvikling stiller nye og udvidede krav til sagsoplysningen. Eksempelvis skal
der ifølge forarbejderne til lov om forældremyndighed
og samvær i sager om afslag på eller ophævelse af samvær i videre omfang
end tidligere foretages børnesagkyndige undersøgelser. Formålet hermed er at styrke
grundlaget for afgørelserne i disse sager, ligesom det sikres, at kontakten til
samværssøgende kun afslås eller afbrydes, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Herudover stilles der også større krav end tidligere til begrundelserne for afgørelserne.
Dette gælder navnlig særligt indgribende afgørelser som f.eks. afslag på fastsættelse
af samvær.
Denne udvikling kan dog efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke føre til, at
statsamtet altid skal indhente erklæringer fra barnets institution, skole, læge
eller lignende eller fra kommunale myndigheder, som har kontakt med familien. Hensynet
til at afgøre sagen inden for rimelig tid taler klart imod en sådan udvikling.
Anmoder forældrene om, at andre myndigheder inddrages i sagsoplysningen, skal statsamtet
foretage en konkret vurdering, forinden en sådan anmodning efterkommes eller afslås.
Herudover har statsamtet selvfølgelig pligt til ex officio at vurdere, om der skal
indhentes oplysninger fra andre myndigheder for at sikre et forsvarligt og tilstrækkeligt
afgørelsesgrundlag.
Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at andre hensyn end, hvad der følger af anvendelsen
af officialmaximen, kan føre til, at statsamtet alligevel bør overveje at indhente
yderligere oplysninger. Dette kan ske af hensyn til afgørelsens begrundelse og forståelighed
samt til forældrenes "accept" af afgørelsen.
Statsamterne har ikke pligt til at lytte til eller gennemse lyd- eller videobånd,
som forældrene indsender. Statsamterne bør i stedet returnere båndet og opfordre
parten til at udarbejde en afskrift af de dele af båndet, som er relevante for sagen.
En sådan udskrift vil indgå som et bilag i sagen.
5.2. Notatpligt og videregivelse af oplysninger
5.3. Forskellen på børnesagkyndig rådgivning efter § 28 og samtaler afholdt efter § 29
5.1. Generelt
Inddragelse af børn i samværssager er bl.a. behandlet i
§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær, som lyder:
"Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed
eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades,
hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for
sagen."
Ifølge forarbejderne til § 29
er aldersgrænsen på 12 år ikke absolut. Er barnet under 12 år og i stand til at
udforme sine egne synspunkter, skal der således også foreligge oplysninger om dets
holdning i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.
Det fremgår endvidere af art. 12 i FN's Konvention om Barnets Rettigheder, som Danmark
har tiltrådt, at et barn skal have ret til at udtale sig i enhver sag, der vedrører
barnet. Barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med
dets alder og modenhed.
Det er ikke muligt at opstille en aldersgrænse for, hvornår børn generelt er modne
nok til at blive inddraget i en sag om samvær og dermed modne nok til at tage stilling
til spørgsmål omkring deres kontakt med den forælder, som de ikke bor sammen med.
Dette skyldes blandt andet, at børns modenhed er meget forskellig.
Ved vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, tillægges det afgørende
betydning, om barnet må antages at have den fornødne alder, modenhed og forståelse
for sagens karakter, om barnet må antages at være i stand til at danne og udtrykke
sine egne synspunkter herom, og om barnet kan antages at have evne til at overskue
konsekvenserne og rækkevidden af de forhold, som samtalen skal dreje sig om, f.eks.
om barnet kan overskue konsekvenserne af helt eller delvist at fastholde eller fravælge
kontakten til den ene af forældrene.
I vurderingen indgår også forældrenes konfliktniveau, i hvilket omfang barnet inddrages
i konflikten, om der er tale om mere eller mindre indgribende og uoverskuelige forhold
samt sagens karakter i øvrigt.
Til brug for vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, og hvilke
forhold barnet i givet fald vil kunne tage stilling til, kan det være hensigtsmæssigt
forinden at tale med forældrene. Det-te vil give den, der skal tale med barnet,
indsigt i sagens konfliktniveau, herunder i hvilket omfang de forhold, der ønskes
belyst, er integreret i en eventuel konflikt, og om forældrene har en positiv holdning
til, at barnet inddrages i sagen.
Jo yngre barnet er, jo mere konkrete skal de forhold være, som barnet skal spørges
om. Dette skal ses i lyset af, at et yngre barn ikke kan forventes at kunne overskue
konsekvenserne af mere abstrakte forhold.
Såfremt omstændighederne taler for det, skal barnet således have medindflydelse
vedrørende egne forhold. Barnet bør dog ikke bringes i en situation, som det ikke
kan overskue, ligesom barnet ikke bør bringes i en alvorlig loyalitetskonflikt i
forhold til forældrene. Der bør heller ikke stilles spørgsmål, som barnet ikke vil
kunne have en kvalificeret mening om.
Finder statsamtet efter en konkret vurdering, at barnet skal høres, skal barnets
mening tillægges vægt i videst muligt omfang. Dette gælder, uanset om barnet ønsker
eller ikke ønsker samvær.
Fremgangsmåden ved afholdelse af samtalen afhænger i høj grad af samtalens tema.
Der skal endvidere lægges vægt på, om de oplysninger, der fremkommer under samtalen,
vil være af afgørende betydning for sagens afgørelse.
Ved indgribende afgørelser vil det normalt være mest hensigtsmæssigt, at samtalen
foretages af eller med bistand af en børnesagkyndig. Det samme gælder, hvis der
inden samtalen er tvivl om barnets modenhed.
Det skal understreges, at det er af afgørende betydning, at den, der afholder samtalen,
sikrer sig, at det er barnets egen holdning, der kommer til udtryk under samtalen.
Den, der afholder samtalen, skal således i videst muligt omfang "grave sig
ned bag" de synspunkter, som barnet giver udtryk for.
I det omfang, der er behov herfor, bør den, der afholder en samtale med et barn,
sikre sig, at barnet kender de forskellige muligheder for samvær. Hvis et barn ønsker,
at samværet ophæves, bør det således vurderes, om barnet eventuelt vil medvirke
til, at der er samvær i begrænset omfang, f.eks. at det fastsættes uden overnatning.
Det bemærkes, at selv om den børnesagkyndige eller sagsbehandleren efter en samtale
med barnet finder, at barnets tilkendegivelser ikke er barnets egne, kan der være
helt konkrete situationer, hvor fastsættelse eller gennemtvingelse af samvær vil
være i strid med, hvad der er bedst for barnet.
Afholdes samtalen af en børnesagkyndig, der efterfølgende skal fremkomme med en
vurdering/udtalelse om barnet, vil samtalen som oftest have karakter af en børnesagkyndig
undersøgelse. I disse situationer finder principperne i
afsnit 6 om børnesagkyndige undersøgelser anvendelse.
Statsamtet kan undlade selv at afholde en samtale med et barn, hvis barnet har en
nær tilknytning til andre offentlige myndigheder, f.eks. fordi barnet er anbragt
uden for hjemmet eller er i behandling. I sådanne tilfælde har statsamtet mulighed
for at bede den behandlende myndighed om at gennemføre samtalen med barnet og afgive
en erklæring, vurdering m.v. om barnets mening og modenhed. Hvis retten i forbindelse
med en forældremyndigheds- eller fogedretssag har talt med barnet, kan statsamtet
lægge vægt på eventuelle relevante oplysninger fra denne samtale.
Det afhænger af en konkret vurdering, om barnet kan medbringe en bisidder under
samtalen, jf. afsnit 3.1.
om mødevirksomhed i statsamtet.
Selv om barnets mening i høj grad tillægges vægt ved afgørelser om samvær, bør barnet
ikke indkaldes til en samtale, såfremt dette vil være til skade for barnet. Dette
følger direkte af § 29, 2. pkt.,
hvorefter samtalen kan undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet
eller uden betydning for sagen.
I mange samværssager fremkommer forældrene ofte med nye ansøgninger, eller de gentager
tidligere fremsatte ansøgninger. I sådanne situationer bør det nøje overvejes, om
det er i overensstemmelse med barnets tarv at indkalde barnet til en ny samtale,
hver gang der fremkommer en ny ansøgning.
Statsamtets beslutning om, hvor ofte barnet bør indkaldes til en samtale, beror
på en konkret vurdering, særligt hvilke forhold barnet skal tage stilling til. Det
er i disse sager nødvendigt at være opmærksom på, at barnets ret til at blive hørt
ikke må få den virkning, at det bliver lagt over på barnets skuldre at afgøre tvister
mellem forældrene.
Hvis den, der har barnet boende, modsætter sig, at barnet skal til samtale, skal
statsamtet overveje at anvende principperne om manglende medvirken og processuel
skadevirkning, jf.
afsnit 6.1.6.
Problemerne omkring, hvornår et barn bør indkaldes til samtale, samt hvilken vægt
man kan tillægge mindre børns mening, er nærmere gennemgået i SKH 1998 s. 81 ff.
Det bemærkes i øvrigt, at det følger af forældremyndighedsbekendtgørelsens
§ 12, stk. 2, at "skal der efter lovens
§ 29 finde en samtale sted med barnet, skal barnet tilbydes rådgivning
under statsamtets samtale med barnet."
5.2. Notatpligt og videregivelse af oplysninger
Det påhviler den, der afholder en samtale med et barn efter
§ 29, at udfærdige et notat om samtalen, jf.
offentlighedslovens § 6. Det gør ikke nogen forskel, om det er en børnesagkyndig
eller en sagsbehandler, der afholder samtalen.
Barnet skal under samtalen orienteres om, at der udfærdiges notat om samtalen, og
at oplysningerne fra samtalen vil indgå i grundlaget for afgørelsen. Barnet skal
endvidere orienteres om, at forældrene kan få aktindsigt i oplysningerne. Ved samtalens
slutning bør det søges oplyst, om barnet har indvendinger mod, at de oplysninger,
der er fremkommet under samtalen, helt eller delvist videregives til forældrene.
Barnet bør i givet fald vejledes om statsamtets muligheder for at begrænse forældrenes
aktindsigt i oplysningerne, men også om at spørgsmålet om aktindsigt kan indbringes
for Civilretsdirektoratet, der har mulighed for at omgøre statsamtets beslutning.
Barnet skal dog gøres klart, at en konklusion normalt ikke kan undtages fra aktindsigt.
Har barnet indvendinger mod, at oplysninger fra samtalen videregives til forældrene,
kan det være tegn på, at barnet har problemer, som barnet har behov for at tale
med nogen om. Den børnesagkyndige og/eller sagsbehandleren skal i disse situationer
være opmærksom på muligheden for at tilbyde barnet rådgivning.
Det er vigtigt, at et notat om en samtale med et barn er så klart og udførligt,
at der ikke senere kan herske tvivl om barnets mening. Notatet bør derfor som udgangspunkt
indeholde følgende oplysninger:
Barnets stillingtagen til hel eller delvis videregivelse af oplysningerne til forældrene
eller andre.
Tid og sted for samtalen samt varigheden heraf, hvem der har afholdt samtalen, samt
om eventuelle bisiddere.
Barnets forhold til den samværssøgende.
Barnets syn på samværet. Det bør i den forbindelse overvejes, om barnet er klar
over indholdet af den eksisterende samværs-ordning og hvilke ændringer, der søges
foretaget heri. Hvis barnet har andre forslag til tilrettelæggelsen af samværet,
bør disse noteres. Det kan f.eks. dreje sig om samvær i større eller mindre omfang
eller samvær under bestemte betingelser så som tilstedeværelse af andre eller mulighed
for deltagelse i fritidsaktiviteter.
Helhedsindtrykket af samtalen, herunder hvilken kontakt, der har været mellem den,
der har afholdt samtalen, og barnet, og barnets reaktion på samtalen.
Notatets indhold kan variere afhængigt af sagens og samtalens karakter.
Henset til den betydning barnets mening tillægges, er det nødvendigt, at notatet
udfærdiges så fyldigt som muligt. Således bør alle - personlige og faktiske - forhold
vedrørende barnet noteres. Hvis der f.eks. på grund af barnets alder er tvivl om
barnets modenhed og eventuel påvirkning fra forældrene eller andre, herunder om
barnet kan overskue konsekvenserne af dets udtalelser, skal notatet endvidere indeholde
en vurdering heraf.
Taler hensynet til barnets fremtidige forhold til forældrene for det, bør barnets
udtalelser generaliseres. Den børnesagkyndige og barnet kan eventuelt i forbindelse
med eller efter samtalen formulere barnets udtalelser sammen. Generalisering af
barnets udtalelser må dog ikke få den virkning, at afgørende forhold/udtalelser
udelades, og at essensen af udtalelserne således går tabt.
Efter forvaltningslovens § 9 kan forældrene
forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter, herunder notater om samtaler
med børn.
Retten til aktindsigt kan i medfør af forvaltningslovens
§ 15 begrænses i det omfang, den pågældende forælders interesse i at kunne
benytte kendskab til sagens oplysninger til varetagelse af sine interesser findes
at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private
interesser, herunder barnet.
I vidt omfang vil de oplysninger, som barnet fremkommer med om sig selv og sit forhold
til forældrene, kunne undtages fra aktindsigt, hvis barnet selv ønsker det, eller
hvis statsamtet skønner, at videregivelse af oplysningerne vil være til skade for
barnet, særligt barnets forhold til forældrene eller andre familiemedlemmer. Hensynet
til barnets fremtidige forhold til og loyalitet overfor forældrene vil i disse tilfælde
oftest veje tungere end hensynet til den, der anmoder om aktindsigt.
Oplysninger om samtalens konklusion (barnets mening) og vurderingen af barnets modenhed
vil dog normalt aldrig kunne undtages fra aktindsigt.
Det er statsamtet, der vurderer, om den ene eller begge forældres interesse i at
blive gjort bekendt med oplysningerne bør vige for hensynet til barnet.
Inden der træffes afgørelse i sagen, skal forældrene partshøres over notatet i henhold
til forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Finder statsamtet, at notatet helt eller delvist kan undtages fra aktindsigt, er
der ikke partshøringspligt med hensyn til disse oplysninger, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4. Tilsvarende er der ikke pligt til
at videregive notatets indhold i begrundelsen for afgørelsen, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 3. Der henvises til
afsnit 10.1. og 10.2.
5.3. Forskellen på børnesagkyndig rådgivning efter § 28 og samtaler afholdt
efter § 29
I forbindelse med samtaler med børn er det meget vigtigt at gøre sig klart, om der
er tale om børnesagkyndig rådgivning efter
§ 28 eller en samtale efter
§ 29.
Dette skyldes, at der som nævnt ovenfor i pkt. 3.2. i rådgivnings-situationen er
"vandtætte" skodder mellem rådgivningen og den øvrige sagsbehandling,
hvorimod samtaler efter § 29
afholdes som led i statsamtets almindelige sagsbehandling.
Gennemføres rådgivning med barnet efter
§ 28, har rådgiveren ikke pligt til at tage notat af samtalen efter
offentlighedslovens § 6, ligesom rådgiveren ikke må videregive oplysninger
fra samtalen, medmindre barnet giver samtykke hertil.
Ønsker et barn, der deltager i en
§ 28-rådgivning, at der udfærdiges et notat om samtalen til brug for statsamtets
videre behandling af sagen, vil samtalen ændre karakter til en
§ 29-samtale. I disse situationer består der en pligt til at vejlede barnet
om forskellen mellem rådgivning og en
§ 29-samtale, jf. ovenfor, herunder særligt muligheden for, at forældrene
bliver gjort bekendt med barnets oplysninger. Den, der holder samtalen, skal således
sikre sig, at barnet har forstået, at samtalen har ændret karakter samt virkningerne
heraf.
6. Børnesagkyndige undersøgelser
6.1. Generelle retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser
6.2. Egentlige børnesagkyndige undersøgelser
6.3. Andre børnesagkyndige undersøgelser
Lov om forældremyndighed og samvær
indeholder ikke bestemmelser om børnesagkyndige undersøgelser.
Det er den gældende opfattelse, at en "børnesagkyndig undersøgelse" er
en undersøgelse, der indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af
den ene eller begge forældre og/eller barnet. De børnesagkyndige undersøgelser er
i vejledningen opdelt i de egentlige børnesagkyndige undersøgelser og i andre børnesagkyndige
undersøgelser.
En egentlig børnesagkyndig undersøgelse er en undersøgelse, der foretages af en
børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af
begge forældre og barnet. En egentlig børnesagkyndig undersøgelse foretages i videst
muligt omfang i overensstemmelse med Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer,
jf. nærmere om disse retningslinjer nedenfor i
afsnit 6.2.
Ved andre børnesagkyndige undersøgelser forstås undersøgelser af begrænset omfang,
som foretages ved færre foranstaltninger end anført i de vejledende retningslinjer.
Efter Civilretsdirektoratets opfattelse omfatter de børnesagkyndige undersøgelser
herudover også mindre undersøgelser, som en børnesagkyndig på grundlag af sin faglige
ekspertise foretager som et led i behandlingen af en sag om samvær. En børnesagkyndig
kan f.eks. med forældrenes og eventuelt barnets samtykke anmodes om at udfærdige
en vurdering eller fremkomme med en udtalelse i forbindelse med en
§ 28-rådgivning, ved en §
29-samtale eller ved et overvåget samvær. Om disse former for undersøgelser
henvises til afsnit 3.2. om børnesagkyndig
rådgivning, afsnit 5 om samtaler med børn og
afsnit 8 om overvåget samvær. Med de undtagelser,
der følger af formålet med undersøgelsen og de deraf følgende begrænsninger i omfanget
af undersøgelsen, gælder nedenstående principper også for sådanne mindre undersøgelser.
Dette kapitel indeholder i
afsnit 6.1. generelle retningslinier for børnesagkyndige undersøgelser.
I afsnit 6.2. gennemgås
de egentlige børnesagkyndige undersøgelser, mens
afsnit 6.3. handler om andre børnesagkyndige undersøgelser
6.1. Generelle retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser
6.1.1. Hvornår iværksættes børnesagkyndige undersøgelser ?
6.1.2. Hvilke krav kan/bør stilles til foretagelsen af en børnesagkyndig undersøgelse ?
6.1.4. Retsstillingen under den børnesagkyndige undersøgelse
6.1.5. Hvilken vægt skal/kan en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. tillægges ?
6.1.6. Manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse
Kravene til den børnesagkyndiges faglige uddannelse varierer alt efter hvilken
undersøgelse, der skal foretages. En børnesagkyndig kan således være en psykiater,
psykolog, socialrådgiver, pædagog e.lign., jf. SKH 1997, pkt. D.4. Når der kræves
en egentlig psykologisk udredning om barnet eller forældrene, bør der dog stilles
krav om, at den børnesagkyndige er enten psykolog eller psykiater.
Mens undersøgelsen foregår, er der vandtætte skodder mellem den børnesagkyndige
undersøgelse og sagsbehandlingen i øvrigt. Det er derfor uden betydning, om en børnesagkyndig
undersøgelse foretages af en praktiserende børnesagkyndig uden for statsamtet eller
af en børnesagkyndig, der er ansat af statsamtet.
Traditionelt har betegnelsen "børnesagkyndig erklæring" været anvendt
om den "rapport", der udarbejdes, når der er foretaget en egentlig børnesagkyndig
undersøgelse af en psykolog eller en psykiater. Herudover bør betegnelsen alene
anvendes ved andre undersøgelser, når der i forbindelse med disse er foretaget en
psykologisk udredning om forældrene og/eller barnet.
Foretages der ikke en psykologisk udredning, bør betegnelsen "erklæring"
ikke anvendes. Den "rapport", der udarbejdes på baggrund af sådanne mere
begrænsede undersøgelser, bør i stedet betegnes f.eks. "børnesagkyndig observation",
"børnesagkyndig vurdering" eller "børnesagkyndig udtalelse"
Ved iværksættelsen af enhver form for børnesagkyndig undersøgelse bør temaet (kommissoriet)
for undersøgelsen præciseres. Dette skyldes først og fremmest, at afgørelser om
samvær træffes efter en konkret, individuel bedømmelse, og at de forhold, der er
relevante at få undersøgt i samværssager, ofte er forskellige. Henset til denne
differentiering bør alle former for børnesagkyndige undersøgelser målrettes i forhold
til behovet i den konkrete sag, herunder særligt behovet i forhold til den/de børn,
sagen drejer sig om.
Herved sikres det afgørende hensyn, at forældrene ved, hvad undersøgelsen går ud
på, og hvad den skal bruges til.
En større målretning og præcisering af undersøgelsens tema vil også medvirke til,
at det ikke senere bliver nødvendigt at indhente supplerende oplysninger, f.eks.
fordi undersøgelsen har været for generel eller ikke har afdækket alle de forhold,
som efter statsamtets opfattelse var relevante for sagen. På denne måde vil den
børnesagkyndige få mulighed for at tilrettelægge undersøgelsen så hensigtsmæssigt
som muligt, ligesom man kan undgå at inddrage forhold uden betydning for sagen.
Temaet til den børnesagkyndige skal formuleres så præcist, at der ikke senere opstår
tvivl om undersøgelsens formål. Det anbefales, at temaet udformes skriftligt. Gives
temaet til den børnesagkyndige telefonisk, skal der udfærdiges et § 6-notat over
samtalen.
Når statsamtet har udfærdiget temaet til den børnesagkyndige, skal forældrene gøres
bekendt hermed, inden undersøgelsen iværksættes. Forældrene bør samtidig orienteres
om, i hvilket omfang sagens akter er sendt til den børnesagkyndige, eller om denne
på anden måde har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med disse.
Finder den børnesagkyndige, at statsamtets tema er upræcist, ufuldstændigt, eller
opstår der nye problemer under undersøgelsen, skal den børnesagkyndige kontakte
statsamtet med henblik på en afhjælpning heraf. Hvis den børnesagkyndige retter
telefonisk henvendelse til statsamtet, skal der udfærdiges et § 6-notat over samtalen.
Inddrages barnet i den børnesagkyndige undersøgelse på en sådan måde, at der reelt
er tale om afholdelse af en samtale med barnet, skal principperne i
§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær følges, jf.
afsnit 5 om samtaler med børn.
6.1.1.
Hvornår iværksættes børnesagkyndige undersøgelser ?
I forarbejderne til lov om forældremyndighed
og samvær er det fremhævet, at der i sager om afslag på eller ophævelse
af samvær i videre omfang end tidligere bør udarbejdes børnesagkyndige erklæringer
for at styrke grundlaget for disse indgribende afgørelser. Det er Civilretsdirektoratets
opfattelse, at udmeldingen i forarbejderne skal forstås sådan, at der i disse sager
skal udarbejdes børnesagkyndige erklæringer, hvis der ikke er andre omstændigheder
i sagen, der med tilstrækkelig sikkerhed kan danne grundlag for afgørelsen, f.eks.
at et ældre barn klart har udtalt sig for eller imod samvær.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at iværksættelsen af børnesagkyndige undersøgelser
ikke bør undergives retningslinjer, som tilsidesætter den skønsmæssige vurdering
af den konkrete sag. Afgørende er således fortsat, om hensynet til barnet og barnets
mulighed for kontakt til den samværssøgende gør det påkrævet, at en børnesagkyndig
undersøgelse iværksættes.
Efter direktoratets opfattelse bør brugen af børnesagkyndige undersøgelser særligt
overvejes i følgende situationer:
Uigennemskuelige/særligt komplekse sager, herunder sager præget af meget langvarig
og bitter strid mellem forældrene, hvor disse konflikters påvirkning af barnet bør
undersøges nærmere.
Særlige forhold vedrørende barnets helbred eller psykiske konstitution, herunder
disse forholds indvirkning på samværet.
Psykisk påfaldenhed eller misbrugsproblemer hos en eller begge forældre, der kan
have indvirkning på samværet.
Visse sager om mistanke om fysiske eller psykiske overgreb mod barnet, jf.
afsnit 9.
Inden statsamtet i disse situationer iværksætter en børnesagkyndig undersøgelse,
bør det undersøges, om de relevante oplysninger kan indhentes fra anden side, f.eks.
hvis der allerede er udfærdiget en undersøgelse til brug for en retssag, eller hvis
familien på anden måde er i kontakt med andre offentlige myndigheder, f.eks. de
sociale myndigheder.
Opnår statsamtet forældrenes samtykke til at indhente sådanne oplysninger, vil disse
indgå ved vurderingen af, om og i hvilket omfang der er behov for en børnesagkyndig
undersøgelse. Dette skal ses i lyset af, at deltagelse i en børnesagkyndig undersøgelse
kan være en belastning for såvel forældrene som barnet, og at en sådan undersøgelse
derfor bør undlades, hvis sagen kan oplyses tilstrækkeligt på anden måde.
6.1.2. Hvilke krav kan/bør stilles til foretagelsen af en børnesagkyndig undersøgelse ?
I første række er det den enkelte børnesagkyndige undersøger, der bestemmer, hvordan
en undersøgelse skal foretages, afhængigt af temaet og de konkrete behov i sagen.
Undersøgelsen vil således variere i omfang og form afhængigt af problemstillingen
i sagen. Undersøgeren tilrettelægger selv indsamlingen af oplysninger, afholdelse
af samtaler og foretagelse af observationer, og undersøgeren afgiver sin udtalelse
ud fra det faglige ansvar, som han eller hun arbejder under.
Det er således den børnesagkyndiges opgave at målrette undersøgelsen og eventuelt
begrænse den til, hvad der efter den børnesagkyndiges opfattelse vil udgøre et fagligt
forsvarligt grundlag for en erklæring, vurdering m.v. Tilrettelæggelsen af undersøgelsen
vil således i høj grad afhænge af, hvilket tema den børnesagkyndige har fået fra
statsamtet, jf. ovenfor i
afsnit 6.1.
De nærmere krav til foretagelsen af henholdsvis egentlige børnesagkyndige undersøgelser
og andre børnesagkyndige undersøgelser er beskrevet i
afsnit 6.2. og 6.3.
Kan en undersøgelse ikke gennemføres i overensstemmelse med de krav, der er fastlagt
for den konkrete undersøgelse, skal undersøgeren straks kontakte statsamtet.
Fører en konkret vurdering herefter til, at gennemførelse af undersøgelsen i overensstemmelse
med kravene vil være i strid med barnets tarv, f.eks. hvis barnet nægter at blive
observeret sammen med samværsberettigede, må statsamtet i samarbejde med den børnesagkyndige
tage stilling til undersøgelsens videre forløb. Den børnesagkyndige bør dog, hvis
situationen er som i eksemplet, foretage en vurdering af årsagen til barnets modvilje.
Finder den børnesagkyndige det fagligt forsvarligt at udfærdige en erklæring, vurdering
m.v., selv om det ikke har været muligt at gennemføre undersøgelsen i overensstemmelse
med de stillede krav, bør manglerne ved undersøgelsen fremgå heraf sammen med grunden
til, at det alligevel er fundet forsvarligt at udfærdige erklæringen, vurderingen
m.v.
I sådanne situationer er det særdeles vigtigt, at statsamtet ved afgørelsen er opmærksom
på eventuelle begrænsninger i erklæringen, vurderingen m.v., og at statsamtet tillægger
erklæringen, vurderingen m.v. betydning i overensstemmelse hermed.
Mangler ved undersøgelsen, der skyldes, at en af forældrene eller barnet ikke har
villet deltage i undersøgelsen, er gennemgået nedenfor i
afsnit 6.1.6.
Ligesom der kan stilles krav til foretagelsen af børnesagkyndige undersøgelser,
kan der stilles krav til indholdet af den efterfølgende erklæring, vurdering m.v.
For så vidt angår erklæringer udarbejdede Dansk Psykolog Forening i 1993 - revideret
i januar 1996 - nogle vejledende retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser
og erklæringer. Disse retningslinjer tager som udgangspunkt sigte på forældremyndighedssager,
men det er foreningens opfattelse, at retningslinjerne også kan følges i samværssager.
Ifølge disse vejledende retningslinjer bør erklæringen udformes med en klar skelnen
mellem oplysninger/iagttagelser og vurderinger.
Erklæringen bør indeholde oplysninger om: opgavens art (tema), undersøgelsens tilrettelæggelse
og forløb samt indhentede udtalelser, beskrivelse af barnets og forældrenes nuværende
situation og barnets kontakt med hver af dem, forældrenes oplysninger om dem selv,
om ægteskabet/samlivet, om deres nuværende samlivs-, bolig-, arbejdsforhold m.m.,
forældrenes beskrivelse af barnets udvikling og personlighed og deres forståelse
for dets specielle psyke, beskrivelse af observationerne af barnet samt af samspillet
mellem barnet og forældrene, vurdering af forældrenes egnethed som opdragere af
barnet og en vurdering af deres holdning til samværet og samarbejdet herom samt
en vurdering af barnets tilknytning til hver af forældrene og til eventuelle søskende.
Endeligt bør erklæringen indeholde en sammenfattende vurdering, der bl.a. omfatter
en psykologfaglig belysning af sagen og bemærkninger om, hvad der skønnes at være
bedst for barnet.
For så vidt angår barnets udtalelser oplyser Psykologforeningen, at disse som udgangspunkt
ikke bør gengives ordret, men i det omfang det er muligt generaliseres. Civilretsdirektoratet
finder, at Psykologforeningens retningslinjer indeholder en fyldestgørende redegørelse
for de oplysninger og vurderinger, som en børnesagkyndig erklæring til brug for
en samværssag bør indeholde.
Erklæringens indhold kan begrænses i forhold til Psykologforeningens retningslinjer,
i det omfang undersøgelsen er indskrænket i forhold til en egentlig børnesagkyndig
undersøgelse.
Ovenstående principper for udarbejdelse af børnesagkyndige erklæringer gælder tilsvarende
for vurderinger m.v. med de modifikationer, som naturligt følger af, at disse undersøgelser
f.eks. kan være begrænset til alene at vedrøre en af forældrene eller barnet.
6.1.4. Retsstillingen under den børnesagkyndige undersøgelse
6.1.4.1. Orientering om grundlaget for undersøgelsen
6.1.4.2. Partshøring/aktindsigt
6.1.4.1. Orientering om grundlaget for undersøgelsen
En børnesagkyndig undersøgelse iværksættes som udgangspunkt ikke uden samtykke.
Statsamtet skal i forbindelse med indhentelse af samtykket vejlede om, hvad der
samtykkes til. Statsamtet bør først og fremmest orientere om årsagen til, at det
er nødvendigt at foretage undersøgelsen. Statsamtet bør samtidig vejlede om, hvilken
vægt en børnesagkyndig undersøgelse normalt tillægges, ligesom statsamtet om fornødent
skal vejlede forældrene om muligheden for at få fastsat midlertidigt samvær, mens
undersøgelsen foregår. Om nødvendigt skal statsamtet orientere om, hvilke konsekvenser
det kan have, at forældrene og/eller barnet ikke medvirker, jf.
afsnit 6.1.6.
Eventuelle problemer med hensyn til forældrenes og barnets medvirken - især observation
af samspillet mellem barnet og den samværssøgende - bør således afklares på et så
tidligt stadie af sagen som muligt.
Forældrene skal gøres bekendt med temaet for undersøgelsen, inden den iværksættes,
jf. afsnit
6.1.
Den børnesagkyndige skal på det første møde orientere om tilrettelæggelsen og omfanget
af undersøgelsen, ligesom den børnesagkyndige skal orientere om tidsperspektivet
for undersøgelsen.
I det omfang barnet har den fornødne alder og modenhed, bør den børnesagkyndige
tillige sikre, at barnet er orienteret om undersøgelsens formål m.v.
Beslutninger om at foretage eller nægte at iværksætte børnesagkyndige undersøgelser
er procesledende. Der er derfor ikke selvstændig klageadgang over sådanne beslutninger,
jf. SKH 1988, pkt. D.1.
6.1.4.2. Partshøring/aktindsigt
Ved de mere omfattende undersøgelser bør den børnesagkyndige - i det omfang det
skønnes nødvendigt og er praktisk muligt - gennemgå erklæringen med forældrene,
sådan at de har mulighed for at efterkontrollere f.eks. alle faktiske forhold.
Selvom undersøgeren har gennemgået erklæringen med forældrene, bør statsamtet alligevel
inden afgørelsen give dem mulighed for at fremkomme med afsluttende bemærkninger
til såvel erklæringen som hele sagen.
Ved andre erklæringer, vurderinger m.v. er det tilstrækkeligt, at forældrene partshøres
herover i overensstemmelse med forvaltningslovens
§ 19.
Der vil kun undtagelsesvis være adgang til at undtage oplysninger i erklæringen,
vurderingen m.v. fra partshøring/aktindsigt, jf.
afsnit 10.
Hvis forældrene udtrykker utilfredshed med en børnesagkyndig undersøgelse, skal
de vejledes om, hvilke klagemuligheder de har. Klagevejledningen kan gives af den
børnesagkyndige eller af statsamtet.
Det er op til statsamtet at beslutte, hvilken betydning en klage over en børnesagkyndig
undersøgelse skal have for den fortsatte behandling af samværssagen. Det skal dog
understreges, at en sådan klage ikke automatisk har opsættende virkning.
Om klagemulighederne henvises til bilag 1.
6.1.5. Hvilken vægt skal/kan en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. tillægges ?
En myndighed er ikke retligt forpligtet til at følge indstillinger i psykologerklæringer,
vurderinger m.v., da det beror på myndighedens konkrete skøn, i hvilket omfang en
sådan erklæring, vurdering m.v. skal indgå i sagen, og i hvilket omfang der også
skal tages hensyn til forhold af mere social og juridisk karakter. Hvilken vægt,
der skal lægges på en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v., beror således på
statsamtets skøn, hvor hensynet til barnets bedste er det afgørende moment.
Statsamtet skal i den forbindelse påse, at erklæringen, vurderingen m.v. er udfærdiget
på en hensigtsmæssig og faglig forsvarlig måde, således at det klart fremgår, hvad
der er beskrivende, tolkende og vurderende, ligesom der ikke skal kunne rejses tvivl
om grundlaget for erklæringen, vurderingen m.v. og dens konklusioner.
Er der uafklarede forhold ved erklæringen, vurderingen m.v., eller finder statsamtet,
at det er påkrævet at indhente yderligere oplysninger for at have et forsvarligt
grundlag at afgøre sagen på, kan statsamtet stille supplerende spørgsmål til den
børnesagkyndige, mundtligt eller skriftligt. Besvares de supplerende spørgsmål mundtligt,
skal statsamtet udfærdige et § 6-notat om samtalen. I helt særlige tilfælde kan
statsamtet også anmode den børnesagkyndige om at foretage yderligere undersøgelser.
Det skal i den forbindelse understreges, at kravene til klarheden af erklæringen,
vurderingen m.v. er større, jo mere indgribende afgørelsen er.
Såfremt formalia til undersøgelsen eller erklæringen, vurderingen m.v. er tilsidesat,
har dette alene betydning for, hvilken vægt erklæringen, vurderingen m.v. kan tillægges,
hvis tilsidesættelsen må antages at have haft indflydelse på det materielle indhold
af erklæringen, vurderingen m.v.
6.1.6. Manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse
En børnesagkyndig undersøgelse forudsætter, at forældrene og barnet deltager i
det omfang, undersøgeren finder det nødvendigt.
Hvis en af forældrene eller barnet ikke vil deltage eller afbryder sin deltagelse
i undersøgelsen, afhænger det først og fremmest af hensynet til barnet, hvilken
betydning dette skal have. Er der ikke modstående hensyn til barnet, vil statsamtet
bl.a. have følgende reaktionsmuligheder:
Der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
Den manglende medvirken tillægges processuel skadevirkning, fordi en af forældrene
hindrer oplysningen af sagen.
Erklæringen, vurderingen m.v. udarbejdes på det foreliggende grundlag. I så fald
kan mangler ved erklæringen, vurderingen m.v., som skyldes den manglende medvirken,
fortolkes til ugunst for den af forældrene, der har afvist at deltage i undersøgelsen.
Fastsættelse af overvåget samvær til brug for undersøgerens observation af barnets
samspil med den samværsberettigede. Der er ikke hjemmel til at gennemtvinge, at
undersøgeren taler med barnet eller foretager en observation af barnet.
Hvilken reaktion, den manglende deltagelse skal medføre, afhænger af, hvilke foranstaltninger
statsamtet finder nødvendige for at tilvejebringe et forsvarligt afgørelsesgrundlag.
I retspraksis er forældrenes manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse
i nogle tilfælde blevet vurderet som tegn på manglende forældreevne.
Som nævnt ovenfor i
afsnit 6.1.2. skal undersøgeren straks kontakte statsamtet for at få oplyst,
hvordan undersøgeren skal forholde sig, hvis en af forældrene eller barnet afbryder
deltagelsen i undersøgelsen. Statsamtet vil herefter - typisk i samarbejde med undersøgeren
- træffe beslutning om sagens videre forløb, herunder f.eks. om undersøgelsen skal
gøres færdig uden den ene forælders eller barnets deltagelse, eller om statsamtet
vil forsøge at få forælderen eller barnet til at deltage ved at orientere ham eller
hende yderligere om retsvirkningerne af den manglende deltagelse. Det er således
statsamtet, der beslutter, hvordan undersøgelsen skal afsluttes. Til brug for denne
beslutning kan statsamtet indhente en udtalelse om sagen fra undersøgeren.
Er det ikke muligt at færdiggøre undersøgelsen uden medvirken af begge forældre
og barnet, beror det på den børnesagkyndiges vurdering, om det på baggrund af de
allerede foretagne undersøgelser er muligt at udfærdige en foreløbig eller midlertidig
erklæring, vurdering m.v. Er der grundlag herfor, skal erklæringen, vurderingen
m.v. indeholde oplysninger om undersøgelsens mangler. Hvilken vægt erklæringen,
vurderingen m.v. herefter skal tillægges, beror på statsamtets skøn, jf.
afsnit 6.1.5.
6.2. Egentlige børnesagkyndige undersøgelser
Som nævnt ovenfor i
afsnit 6.1. er en egentlig børnesagkyndig undersøgelse en undersøgelse, der
foretages af en børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk
vurdering af begge forældre og barnet.
I Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer fremhæves det, at målet for
undersøgelsen er at finde frem til, hvad der er bedst for barnet i fremtiden, og
at det er barnets forhold i relation til forældre, søskende og øvrige netværk, der
skal undersøges.
Ifølge Psykologforeningen bør en egentlig børnesagkyndig undersøgelse som udgangspunkt
altid omfatte mindst to kliniske samtaler med hver af forældrene, en direkte observation
af samspillet mellem hver af forældrene og barnet (gerne ved hjemmebesøg og på et
neutralt sted) samt mindst to samtaler med barnet alene, eventuelt i forbindelse
med en kontakt med hver af forældrene. Hvis det er muligt, bør hele familien ses
samlet. Er der flere børn, kan det være hensigtsmæssigt at tale med dem samlet.
Herudover indhentes med fornødent samtykke eventuelt yderligere information fra
andre kilder, som kender børnene eller forældrene godt, f.eks. daginstitution, skole,
de sociale myndigheder og hospitalsvæsenet.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at Dansk Psykolog Forenings vejledende
retningslinjer i videst muligt omfang skal følges, når det er nødvendigt at foretage
en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
6.3. Andre børnesagkyndige undersøgelser
Henset til samværssagers forskelligartede karakter er der ofte ikke behov for
tilbundsgående undersøgelser af samtlige forhold og familierelationer, som nævnt
ovenfor i afsnit 6.2.
I en del sager vil det være muligt at finde frem til, hvad der er bedst for barnet
ved foretagelse af færre undersøgelser end anført i Psykologforeningens vejledende
retningslinjer. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor det alene er nødvendigt at
fokusere på særlige forhold hos en af forældrene eller hos barnet.
Det er ikke muligt nærmere at afgrænse, hvornår der alene er behov for en mindre
omfattende børnesagkyndig undersøgelse, da dette beror på en skønsmæssig vurdering
af sagens karakter og omstændigheder i øvrigt.
Der er en glidende overgang mellem de egentlige børnesagkyndige undersøgelser og
disse mindre undersøgelser.
Brugen af de mindre omfattende børnesagkyndige undersøgelser medfører, at der skal
skabes nogle sikre rammer for foretagelsen af disse undersøgelser. Det er derfor
direktoratets opfattelse, at der bør opstilles følgende minimumskrav til undersøgelser,
som ikke alene fokuserer på en af forældrene eller barnet:
Samtlige parter i sagen skal inddrages i undersøgelsen, herunder begge forældre
og de børn, som samværssagen vedrører. Dette vil typisk ske gennem samtaler med
forældrene og barnet alene eller sammen.
Observation af samspillet mellem barnet og samværsberettigede.
Disse minimumskrav sikrer, at både forældrene og barnet får mulighed for at komme
til orde, ligesom observationen giver grundlag for at vurdere samværets betydning
for og indvirkning på barnet.
Hvorvidt der ud over disse to minimumskrav bør foretages yderligere undersøgelser,
f.eks. afholdelse af yderligere samtaler, indhentelse af oplysninger udefra m.v.,
beror på den børnesagkyndiges vurdering af den konkrete sag.
Er der alene behov for en undersøgelse af en af forældrene eller barnet, behøver
undersøgelsen som ovenfor nævnt ikke opfylde minimumskravene. I disse tilfælde finder
principperne i 6.1. dog fortsat anvendelse.
7.1. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag
7.2. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag
7.3. Midlertidige afgørelser om suspension eller begrænsning af samvær
Afgørelser om midlertidigt samvær træffes efter
§ 26 i lov om forældremyndighed og samvær, som lyder:
"Under en sag om forældremyndighed eller samvær kan statsamtet efter anmodning
træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad
der er bedst for barnet under sagen."
Bestemmelsen giver adgang til at fastsætte samvær i to situationer: under behandlingen
af en forældremyndighedssag og under behandlingen af en samværssag.
Civilretsdirektoratet har i cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 understreget, at
statsamterne i forbindelse med behandlingen af samværssager bør vejlede om muligheden
for at fastsætte midlertidigt samvær.
Statsamtet skal være særlig opmærksom på at vejlede om muligheden for at fastsætte
midlertidigt samvær, når der ikke er samvær mellem barnet og den samværssøgende,
eller når der kun er kontakt i meget begrænset omfang. Vejledningspligten bortfalder
dog, når det fremgår af sagen, at der er kontakt mellem barnet og den samværssøgende
i et for den konkrete sag rimeligt omfang.
Efter § 27 kan en midlertidig afgørelse
om samvær ændres, hvis det er bedst for barnet. Dette lempeligere ændringskriterium
i forhold til § 17, stk. 2,
er begrundet i, at midlertidige afgørelser ofte træffes på et mere spinkelt grundlag.
Hvis statsamtet beslutter at afslå en ansøgning om at fastsætte midlertidigt samvær,
skal afgørelsen begrundes.
Spørgsmålet om fastsættelse af midlertidigt samvær er gennemgået i
afsnit 7.1. og
7.2. I
afsnit 7.3. gennemgås afgørelser om midlertidig suspension eller
begrænsning af fastsat samvær.
7.1. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag
Reglerne om midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag giver mulighed
for at imødegå de problemer, som kan opstå, når sagsbehandlingen trækker ud, hvilket
f.eks. kan skyldes forvaltningslovens
partshøringsregler, gennemførelse af rådgivning eller nærmere undersøgelser
i sagen. Ved at fastsætte midlertidigt samvær i sådanne situationer kan man sørge
for, at barnets forbindelse med den forælder, som barnet ikke bor hos, etableres
eller bevares på et passende niveau, mens sagen behandles.
For at nå dette mål er det nødvendigt hurtigt at træffe en afgørelse, hvilket efter
omstændighederne kan medføre, at der fastsættes samvær, uden at alle de almindelige
processuelle regler er fulgt.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3,
gælder partshøringspligten efter § 19, stk. 1,
ikke, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige
for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en
sådan udsættelse. Bestemmelsen tilsigter netop at give hjemmel til, at myndigheden
kan træffe afgørelse uden iværksættelse af partshøring i de tilfælde, hvor det er
af væsentlig betydning at træffe en foreløbig afgørelse. Det er i forarbejderne
forudsat, at § 26 administreres
på denne måde.
Der må normalt ikke fastsættes midlertidigt samvær, før den af forældrene, der har
barnet boende, er blevet orienteret om ansøgningen om fastsættelse af samvær og
har fået mulighed for at kommentere den.
Ved beslutningen om at træffe en midlertidig afgørelse uden fuldstændig partshøring
kan det blandt andet tillægges betydning, hvor længe kontakten mellem barnet og
den samværssøgende har været brudt, ligesom der kan lægges vægt på barnets alder.
Afgørende for fastsættelse af midlertidigt samvær er, hvad der er bedst for barnet
under sagen, jf. § 26, 2. pkt.
Dette kriterium er særlig vigtigt at holde sig for øje i tilfælde, hvor der træffes
en afgørelse om midlertidigt samvær på grundlag af en mindre omfattende sagsforberedelse.
Ved afgørelsen anvendes principperne i
§ 17, jf. § 16. I lighed
med afgørelser efter § 17, stk. 1,
kan statsamtet således også træffe bestemmelse om vilkår for udøvelsen af det midlertidige
samvær.
Som eksempler på, hvornår der bør fastsættes midlertidigt samvær, kan nævnes følgende
situationer:
Der er lang ventetid på at komme til rådgivning.
Undersøgelser i sagen, f.eks. børnesagkyndige undersøgelser, trækker ud.
Den samværssøgende har indtil for nylig boet sammen med barnet eller på anden måde
haft kontakt med barnet, og der ikke er grund til pause i samværet.
Der har tidligere været aftaler om samvær.
Er der tvivl om, hvad der i den konkrete sag vil være bedst for barnet, kan fastsættelse
af overvåget samvær i en periode være et fornuftigt alternativ, indtil det nærmere
er undersøgt, om der er noget til hinder for samvær uden overvågning. Overvågning
er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 8.
Hvis statsamtet ikke er i tvivl om, at der skal være samvær, men der er usikkerhed
om omfanget af samværet, bør der hurtigst muligt etableres samvær med et omfang,
som statsamtet mener, samværet i hvert fald skal have.
Et midlertidigt samvær ophører, når der foreligger en endelig aftale eller afgørelse
om samværet.
7.2. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag
Også i sager om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag kan der opstå
behov for hurtigt at fastsætte samvær. Dette vil ofte være ubetænkeligt, når der
er tale om opløsning af fælles forældremyndighed i situationer, hvor den samværssøgende
typisk for nylig har boet sammen med barnet.
Omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag skal
fastlægges i lyset af, at det er meningen, at barnet skal bevare kontakten med begge
forældre under forældremyndighedstvisten, jf. lovforarbejderne samt forældremyndighedsvejledningen
fra 1995, s. 4. Begrundelsen for dette er, at en manglende eller begrænset kontakt
ikke skal kunne indgå som et selvstændigt argument ved den endelige afgørelse om
forældremyndigheden. Henset hertil vil statsamtet således kunne fastsætte samvær
ud over det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis
for samvær. Det bemærkes dog, at der ikke er hjemmel til efter
§ 26 at fastsætte samvær i form af en deleordning. Dette følger af, at en
deleordning ligger udenfor rammerne af begrebet samvær, jf. T:FA 1998, s. 132.
En afgørelse om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag bortfalder, når
der er truffet afgørelse eller indgået aftale om forældremyndighed, der kan fuldbyrdes,
herunder en afgørelse om midlertidig forældremyndighed. Statsamtet skal i disse
situationer være opmærksom på, om der i forbindelse med behandlingen af en eventuel
efterfølgende samværssag kan være behov for midlertidigt samvær.
Civilretsdirektoratet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på SKH 1996,
punkt D.3., hvor direktoratet har orienteret om hensigtsmæssigheden af at fastsætte
samvær under en forældremyndighedssag efter
§ 17, jf. § 16. Træffes
en afgørelse om samvær efter § 17,
jf. § 16, vil afgørelsen fortsat
gælde efter en afgørelse om forældremyndighed. Statsamterne bør vejlede forældrene
herom.
Selvom afgørelsen træffes efter §
17, jf. § 16, er der mulighed
for at fastsætte udvidet samvær under behandlingen af forældremyndighedssagen.
7.3. Midlertidige afgørelser om suspension eller begrænsning af samvær
Efter § 26, jf.
§ 27, er der adgang til midlertidigt at begrænse eller suspendere et eksisterende
samvær.
Inden statsamtet træffer afgørelse om suspension eller væsentlig begrænsning af
samværet, skal samværsberettigede i overensstemmelse med de sædvanlige regler som
udgangspunkt altid partshøres. Efter omstændighederne kan statsamtet fastsætte en
kort svarfrist. Skønnes det, at barnets velfærd er truet, og er samværet umiddelbart
forestående, kan afgørelsen undtagelsesvis træffes uden partshøring. Dette er nærmere
omtalt nedenfor i afsnit 10.2. Der henvises også
til afsnit 9 om beskyldninger om
grænseoverskridende handlinger.
Kriteriet for afgørelser om afslag på eller ophævelse af samvær efter
§ 26, jf. § 27, er som
efter § 17, stk. 3, at det
skal være påkrævet af hensyn til barnet. Dette kriterium skal ses i sammenhæng med,
at afgørelser om suspension eller midlertidig begrænsning af samvær ofte træffes
efter en mindre omfattende sagsforberedelse.
Statsamtet skal således være opmærksom på, at en afgørelse om midlertidig begrænsning/suspension
af samvær ikke må være mere indgribende, end situationen nødvendiggør.
§ 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed
og samvær giver statsamtet hjemmel til at fastsætte vilkår for udøvelse af samvær.
Reglen gør det muligt for statsamtet eksempelvis at fastsætte vilkår om, at samværet
skal udøves under overværelse af andre og/eller på et bestemt sted.
I medfør af lovens § 17, stk. 4,
er det i forældremyndighedsbekendtgørelsens § 19a bestemt, at overvåget samvær skal
være et generelt offentligt tilbud. Efter denne bestemmelse skal statsamtet sikre,
at der er mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes
nødvendigt. Forældrene skal ikke betale for overvågningen. Bestemmelsen pålægger
således statsamtet en egentlig pligt til at drage omsorg for, at der er mulighed
for at gennemføre samvær under overvågning, når det er nødvendigt.
Overvåget samvær er alene tænkt som et vilkår, der kan anvendes, når der efter en
konkret vurdering ikke er andre muligheder for at fastsætte samvær. Dette udgangspunkt
er fremhævet i SKH 1998, s. 102ff. samt pkt. D.1.b.: "Overvågning skal som
alle andre vilkår kun fastsættes, når det er nødvendigt af hensyn til barnet. Der
skal således være konkrete, saglige grunde hertil." Baggrunden for denne tilbageholdenhed
er, at et vilkår om overvågning begrænser barnets kontakt med den samværsberettigede
og derfor normalt vil stride mod, hvad der er bedst for barnet. Henset hertil skal
statsamtet nøje overveje, om der i den konkrete sag skal fastsættes vilkår om overvåget
samvær, ligesom statsamtet skal sørge for, at en eventuel overvågning ikke bliver
mere indgribende, end situationen gør dette nødvendigt.
Det skal klart fremgå af afgørelsen hvilke konkrete forhold, der gør vilkåret om
overvågning nødvendigt.
Overvåget samvær anvendes typisk i følgende situationer:
Hjælp til forældrene til at få afhentnings- og afleveringssituationerne til at fungere.
Indkøringsperiode, hvis den samværsberettigede aldrig har haft kontakt med barnet
eller kun har haft kontakt i ringe omfang, og hvor det vil være betænkeligt straks
at fastsætte uovervåget samvær. Dette er især relevant ved mindre børn. På denne
måde kan barnet på en skånsom måde lære den samværsberettigede at kende (igen) og
således blive tryg ved at være sammen med vedkommende.
Hvis der er en berettiget tvivl om, at den samværsberettigede kan tage vare på og
beskytte barnet.
Som et led i oplysningen af sagen.
Sikring mod at barnet lider psykisk eller fysisk overlast under samværet, f.eks.
hvis den samværsberettigede har misbrugsproblemer eller psykiske problemer, hvis
der er begrundet frygt for, at vedkommende vil bortføre barnet, eller hvis der er
begrundet mistanke om, at vedkommende har begået vold eller andre grænseoverskridende
handlinger over for barnet.
I disse situationer vil fastsættelse af overvåget samvær typisk være et alternativ
til ophævelse eller suspension af samværet.
Et samvær kan overvåges på forskellige måder:
Af hensyn til barnet bør overvågningen i videst muligt omfang varetages af personer
og under forhold, som barnet kender og er tryg ved. Det kan f.eks. være familiemedlemmer
eller personer fra forældrenes bekendtskabskreds. Samværet foregår i disse situationer
typisk i private hjem. Drejer sagen sig om mindre børn, kan f.eks. barnets vuggestue
eller børnehave være en god ramme for et overvåget samvær.
Er det ikke muligt at etablere overvågning på ovenstående måde, eller er formålet
med overvågningen at indhente oplysninger til brug for afgørelsen, skal statsamtet
sørge for, at der er egnede personer til rådighed til at forestå overvågningen.
Ved valg af overvåger bør statsamtet være opmærksom på formålet med overvågningen,
særligt om der er behov for at indhente en udtalelse fra overvågeren.
Overvåges samværet af en børnesagkyndig med det formål, at den børnesagkyndige efterfølgende
skal fremkomme med en vurdering/udtalelse til brug for statsamtets afgørelse af
det fremtidige samvær, foretages der efter Civilretsdirektoratets opfattelse en
børnesagkyndig undersøgelse. I disse situationer skal principperne i
afsnit 6 anvendes.
Forældrene og barnet bør have mulighed for at se lokalerne, inden samværet iværksættes,
hvis det overvågede samvær skal finde sted i neutrale lokaler.
Det er statsamtets opgave at tilrettelægge overvågningen efter en individuel bedømmelse
af behovet. Det er f.eks. muligt at træffe bestemmelse om, at samværet ikke skal
overvåges fuldt ud. I nogle situationer vil det være tilstrækkeligt, at den samværsberettigede
alene har mulighed for at kunne tilkalde en person, som kan yde fornøden hjælp og
støtte.
Overvågningen bør ikke udstrækkes længere end højst nødvendigt.
Statsamtet skal i forbindelse med anvendelse af overvågning tilstræbe, at kontinuiteten
i samværet bevares, og at der ikke er en længere periode uden samvær, når overvågningsperioden
er udløbet.
Det kan i den forbindelse nævnes, at der er mulighed for at indhente en foreløbig
udtalelse fra overvågeren til brug for tilrettelæggelsen af samværet under den fortsatte
behandling af sagen.
9. Grænseoverskridende handlinger
9.1. Afgørelse umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen
9.3. Endelig afgørelse af sagen
9.4. Fremgangsmåden ved indhentelse af oplysninger
9.5. Offentlige myndigheders underretningspligt
Alle offentlige myndigheder har pligt til at sikre, at børn ikke udsættes for
seksuelle overgreb, vold eller andre grænseoverskridende handlinger. Hvis det i
en samværssag er klart, at et barn udsættes for sådanne overgreb af en samværsberettiget,
skal statsamtet hurtigst muligt fjerne muligheden for overgreb ved at ophæve/suspendere
samværet eller ved at fastsætte samvær under overvågning. På den anden side skal
statsamtet også hindre, at den samværsberettigedes forbindelse med barnet afbrydes
og ødelægges som følge af grundløse - og/eller chikanøse - beskyldninger. Mellem
disse klare yderpunkter findes imidlertid en række sager, hvor det er tvivlsomt,
hvad der er foregået. Sådanne sager kan være vanskelige at løse, da det afgørende
for sagens resultat er den bevisvurdering, som statsamtet må foretage.
Sager om grænseoverskridende handlinger er således ofte meget komplicerede. Dette
skyldes, at det kan være vanskeligt - nogle gange nærmest umuligt - at få fastslået,
om den samværsberettigede har udsat barnet for grænseoverskridende handlinger, om
beskyldningen mod den samværsberettigede udspringer af et ønske om at chikanere
samværet, eller om barnet har et dårligt eller traumatisk forhold til den samværsberettigede,
og at de signaler, som barnet udsender herom, kan tolkes som udtryk for, at barnet
har været udsat for grænseoverskridende handlinger. Endelig kan forældrenes konfliktniveau
være årsag til, at barnet mistrives og herigennem udsender signaler af en sådan
art, at der - i øvrigt ubegrundet - opstår mistanke om grænseoverskridende handlinger.
På grund af karakteren af sådanne beskyldninger er det ofte nødvendigt - umiddelbart
efter modtagelsen af ansøgningen - at træffe en midlertidig afgørelse om samværet,
der i sagens natur ofte må træffes på et spinkelt grundlag. Dette beskrives nærmere
i afsnit 9.1.
Afsnit 9.2. indeholder en gennemgang af de
oplysninger, som statsamtet typisk bør søge indhentet til belysning af disse sager.
Samtidig understreges det, at statsamtet løbende skal overveje, om nye oplysninger
giver anledning til at ændre samværet.
Endelig skal der træffes en afgørelse om det fremtidige samvær, når alle relevante
undersøgelser er afsluttet, jf. afsnit 9.3.
9.1. Afgørelse umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen
Når statsamtet modtager en ansøgning om ophævelse/suspension af samværet på grund
af ansøgerens mistanke om, at barnet udsættes for grænseoverskridende handlinger,
tilsiger hensynet til barnet og mistankens alvorlige karakter, at der hurtigst muligt
træffes en midlertidig afgørelse om samværet. Herved opstår det dilemma, at afgørelsen
som oftest må træffes på et spinkelt grundlag, og at den samtidig vil være indgribende.
I disse situationer skal statsamtet snarest - og om overhovedet muligt inden næste
samvær - overveje, om beskyldningen kan anses for at være grundløs, eller om det
er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at barnet kan have været udsat for grænseoverskridende
handlinger.
Der bør ved denne vurdering lægges vægt på, om forholdet er anmeldt til politiet
og/eller indberettet til de sociale myndigheder, og om anmeldelsen/indberetningen
umiddelbart virker troværdig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den understøttes
af en udtalelse fra en børnesagkyndig, der har undersøgt barnet. Også statsamtets
eventuelle kendskab til forældrene og barnet i forbindelse med tidligere ansøgninger
kan det være naturligt at inddrage ved vurderingen.
Inden afgørelsen træffes, bør statsamtet om muligt indhente de oplysninger, som
er nævnt i afsnit 9.2. Afgørelse må dog ofte
træffes på det foreliggende grundlag, da der typisk ikke vil være tid til at indhente
supplerende oplysninger. Det skal i den forbindelse understreges, at det til brug
for disse umiddelbare afgørelser kan være nødvendigt at lægge vægt på vurderinger,
udtalelser e.lign., der ikke opfylder de krav, der er opstillet i
afsnit 6.
Hvis samværet suspenderes eller gøres overvåget under den videre behandling af sagen,
skal statsamtet straks iværksætte relevante foranstaltninger til afklaring af, om
der er grundlag for at opretholde suspensionen eller overvågningen, jf.
afsnit 9.2.
Hvis det efter en umiddelbar vurdering ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort,
at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger, bør samværet ikke
suspenderes under sagens fortsatte behandling. Statsamtet kan dog overveje undtagelsesvist
at lade samværet foregå under overvågning af en børnesagkyndig, bl.a. for derigennem
at styrke grundlaget for den endelige afgørelse, jf.
afsnit 8.
Som nævnt ovenfor i afsnit 7 kan afgørelser
om midlertidigt samvær træffes efter en mindre omfattende sagsforberedelse.
Statsamtet skal dog under alle omstændigheder hurtigst muligt fremskaffe det fornødne
grundlag til afgørelse af det fremtidige samvær.
Det skal understreges, at statsamtets fortsatte undersøgelse af sagen ikke stoppes
af, at den midlertidige afgørelse påklages til Civilretsdirektoratet. I disse situationer
bør statsamtet fremsende kopi af sagens akter til direktoratet samt underrette forældrene
og eventuelle involverede myndigheder om, at statsamtet fortsætter behandlingen
af sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet som udgangspunkt alene
behandler klagesager ud fra de oplysninger, som statsamtet havde eller kunne/burde
have haft på afgørelsestidspunktet. Hvis der under behandlingen af klagesagen fremkommer
nye oplysninger, vil direktoratet videresende disse til statsamtet til brug for
den videre behandling af sagen der.
I dette afsnit beskrives de oplysninger, som statsamtet skal overveje at indhente
i sager med beskyldninger om grænseoverskridende handlinger. Oplysningerne indhentes
- hvis det er muligt - umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen om suspension/ophævelse
af samværet, jf.
afsnit 9.1. Derudover skal oplysningerne også bruges ved statsamtets opfølgning
på den midlertidige afgørelse om samværet under behandlingen af sagen, jf. nedenfor.
Endelig indgår oplysningerne også i den endelige afgørelse af sagen, jf.
afsnit 9.3.
De relevante oplysninger er bl.a. følgende:
Har ansøgeren anmeldt overgrebet til politiet og/eller indberettet det til kommunen
?
Er overgrebet anmeldt til politiet eller indberettet til de sociale myndigheder,
og har disse myndigheder ikke "afvist" anmeldelsen, bør statsamtet suspendere
samværet eller undtagelsesvist gøre dette overvåget.
Er der ikke sket anmeldelse eller indberetning, skal statsamtet undersøge baggrunden
herfor. Har overgrebet angiveligt fundet sted kort tid inden ansøgerens henvendelse
til statsamtet, kan manglende anmeldelse eller indberetning som udgangspunkt ikke
tillægges afgørende betydning. Statsamtet har i disse situationer pligt til at vejlede
ansøgeren om muligheden for anmeldelse og indberetning. Finder statsamtet behov
herfor, bør ansøgeren samtidig orienteres om
straffelovens § 164 om falsk anmeldelse samt om
§ 13 i lov om forældremyndighed og samvær om mulighed for overførsel
af forældremyndighed på grund af samværssabotage.
Ønsker ansøgeren ikke at anmelde eller indberette overgrebet, vil dette kunne tillægges
processuel skadevirkning, og der vil som regel kunne bortses fra påstanden om overgreb
mod barnet. Om processuel skadevirkning, se
afsnit 6.1.6.
Hvis der er rejst tiltale for seksuelle overgreb, bør samværet suspenderes, indtil
straffesagen er afsluttet i byretten.
Hvornår fandt overgrebet angiveligt sted, hvornår fik ansøgeren kendskab til eller
mistanke om overgrebet, og har ansøgeren herefter udleveret barnet til samvær ?
Kan der indhentes oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. ?
Henset til den alvorlige karakter af disse sager har statsamtet en særlig pligt
til dels at søge sagen grundigt oplyst og dels at følge op på den, således at nye,
relevante oplysninger hurtigst muligt indgår ved vurderingen af sagen. Det påhviler
således statsamtet straks at iværksætte foranstaltninger til fremskaffelse af de
oplysninger, der er nødvendige til brug for den midlertidige og senere endelige
afgørelse om samværet. Statsamtet kan selv indhente de nødvendige oplysninger, eller
statsamtet kan opfordre forældrene til at fremskaffe oplysningerne. Kan forældrene
ikke fremskaffe de nødvendige oplysninger, skal statsamtet være dem behjælpelig
hermed.
De nødvendige oplysninger indhentes typisk fra politiet, som bl.a. vil kunne have
oplysninger om fysiske undersøgelser af barnet samt fra afhøringer af barnet eller
af de øvrige implicerede.
De sociale myndigheder vil kunne have oplysninger om ansøgerens og barnets forhold,
f.eks. i form af udtalelser fra barnets daginstitution eller vurderinger fra en
børnesagkyndig, der er udpeget til at undersøge barnets forhold nærmere med henblik
på tilrettelæggelse af kommunens eventuelle indsats over for barnet. Sådanne udtalelser,
vurderinger m.v. udarbejdes ofte med fokus på den aktuelle beskyldning. Ved vurderingen
af, hvilken vægt de kan tillægges, bør det overvejes, om de er af foreløbig karakter,
og om de bygger på en fuldstændig eller en begrænset undersøgelse.
De sociale myndigheder kan endvidere have oplysninger om barnet eventuelle tidligere
behov for særlig støtte, og om barnet på nuværende tidspunkt anses for behandlingskrævende.
Det er vigtigt, at statsamtet i videst muligt omfang samarbejder med de sociale
myndigheder om at løse problemerne omkring barnet.
I nogle tilfælde vil de sociale myndigheder allerede være inddraget, idet kommunen
ifølge § 33, jf. § 6, i lov om social service
har pligt til at føre tilsyn med børn på en sådan måde, at kommunen så tidligt som
muligt bliver opmærksom på tilfælde, hvor der er behov for særlig støtte. I følge
§ 38, stk. 1, skal kommunen sørge for, at barnets forhold undersøges, hvis det må
antages, at barnet trænger til støtte. Som led i denne undersøgelse skal kommunen
inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets og familiens forhold. Dette
kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre.
Kommunen kan lade barnet undersøge af en læge eller en psykolog.
Undersøgelsen kan i særlige tilfælde gennemføres under ophold på en institution
eller indlæggelse på hospital, herunder psykiatrisk afdeling, jf. § 39.
Er der på baggrund af undersøgelsen grundlag for at iværksætte foranstaltninger,
kan kommunen bl.a. yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet eller yde
familiebehandling eller lignende støtte, jf. § 40, stk. 2.
Kommunen har pligt til løbende at følge op på de enkelte sager, jf. § 113.
Der vil også kunne indhentes relevante oplysninger fra f.eks. daginstitution, skole,
hospital, barnets egen læge o.lign.
Har ansøgeren tidligere beskyldt den samværsberettigede for grænseoverskridende
handlinger eller har der gennem en længere periode været konflikt mellem forældrene
om samværet ?
Har barnet enten tidligere eller i forbindelse med den nuværende behandling af sagen
givet udtryk for forhold, der giver anledning til bekymring?
Er der behov for at foretage en børnesagkyndig undersøgelse ?
Dette vil ofte være tilfældet, hvis politiets efterforskning eller kommunens undersøgelse
ikke har ført til en afklaring af sagen. Der henvises til
afsnit 6 om børnesagkyndige undersøgelser.
Opremsningen er ikke udtømmende, og det kan således være nødvendigt at foretage
andre undersøgelser. Omvendt skal der naturligvis kun foretages de undersøgelser,
der er nødvendige til at træffe en midlertidig eller endelig afgørelse om samværet.
Fremkommer der under statsamtets undersøgelser af sagen nye oplysninger, der kan
begrunde en ændring af det midlertidige samvær, skal statsamtet af egen drift træffe
ny midlertidig afgørelse om samværet. Som eksempel kan nævnes situationer, hvor
statsamtet umiddelbart har suspenderet samværet, og hvor der på baggrund af nye
oplysninger ikke er noget til hinder for, at samværet udøves under overvågning.
Statsamtet skal enten selv kontakte de relevante myndigheder og indhente supplerende
oplysninger eller sørge for, at de relevante myndigheder underretter statsamtet,
når der er nyt i sagen. Statsamtet kan undtagelsesvist overlade det til forældrene
at tilvejebringe de relevante oplysninger.
9.3. Endelig afgørelse af sagen
Når sagen er tilstrækkeligt oplyst, skal der på normal vis træffes en endelig
afgørelse om samværet.
Skønnes afbrydelsen af kontakten eller begrænsningen af samværet ikke længere at
være nødvendig, skal statsamtet snarest normalisere samværet.
Selv om der på baggrund af det foreliggende materiale ikke er grundlag for at konkludere,
at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger, skal statsamtet være
opmærksom på, om materialet af andre grunde kan give anledning til at overveje at
ophæve eller begrænse samværet, f.eks. fordi samværet vil være traumatisk for barnet.
Det skal i den forbindelse understreges, at det forhold, at en straffesag er sluttet
f.eks. på bevisets stilling, ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt til, at der uden
yderligere undersøgelser kan fastsættes samvær som tidligere. Dette skyldes især,
at der i straffesager stilles større krav til beviset end i civile sager, herunder
sager om samvær. Der kan således være forhold omkring barnet, der nødvendiggør yderligere
undersøgelser, før der kan træffes endelig afgørelse om samværet.
Hvis barnet har været udsat for alvorlige grænseoverskridende handlinger, vil de
sociale myndigheder som udgangspunkt have pligt til at følge op på barnets situation.
Dette omfatter også de tilfælde, hvor der skønnes behov for at den samværsberettigede
og barnet - på trods af en grænseoverskridende handling - har behov for kontakt,
f.eks. som led i et terapiforløb. I disse tilfælde vil samværet normalt blive ophævet
af statsamtet og de videre overvejelser om barnets situation overgå til de sociale
myndigheder.
Statsamtet skal i disse sager endvidere være opmærksom på, om barnet enten under
eller efter sagens behandling kan have behov for rådgivning, jf.
afsnit 3.2.
9.4. Fremgangsmåden ved indhentelse af oplysninger
Indhentelse af oplysninger om forældrene og barnet er nærmere reguleret i forvaltningslovens kapitel
8, jf. afsnit 4.
Indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder - herunder fra politiet - er blandt
andet reguleret i forvaltningslovens §§ 28
og 31.
På grund af den følsomme karakter af oplysningerne i sager med beskyldninger om
grænseoverskridende handlinger kan andre myndigheder af hensyn til deres tavshedspligt
eller deres behandling af en sag - f.eks. en straffesag - være tilbageholdende med
at videregive oplysninger til statsamterne.
Ifølge § 28, stk. 1, må oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, herunder blandt andet oplysninger om seksuelle
og strafbare forhold, som udgangspunkt ikke videregives til statsamtet.
Videregivelse kan dog ske, hvis den oplysningen angår, har givet skriftligt samtykke,
jf. § 28, stk. 2, nr. 1, eller når videregivelsen
sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger
hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til
den, oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr.
3.
Hvis der ikke foreligger samtykke fra den eller de personer, som oplysningerne om
de rent private forhold angår, beror det således på en konkret vurdering, om den
pågældende myndighed er berettiget til at videregive oplysningerne til statsamtet.
I forvaltningslovens § 31 er det bestemt,
at en forvaltningsmyndighed, der efter § 28
er berettiget til at videregive en oplysning, på begæring har pligt hertil, hvis
oplysningen er af betydning for den anden myndigheds virksomhed eller for en afgørelse,
som myndigheden skal træffe.
Myndighedens ret til videregivelse bliver således en pligt til videregivelse, når
statsamtet fremsætter begæring om at få de pågældende oplysninger.
I forhold til sager, hvor der er mistanke om, at barnet har været udsat for grænseoverskridende
handlinger, vil statsamtet ofte have brug for oplysninger fra verserende eller afsluttede
straffesager.
Om videregivelse af oplysninger i disse tilfælde har Rigsadvokaten oplyst, at politiet
i hvert enkelt tilfælde, hvor et statsamt anmoder om oplysninger fra en straffesag,
må foretage en vurdering efter reglerne i §§ 28
og 31.
Ved denne vurdering indgår på den ene side hensynet til den af forældrene, der er
sigtet i straffesagen, og som kan have interesse i, at politiets oplysninger hemmeligholdes,
og på den anden side især hensynet til barnet, der eventuelt har været udsat for
overgreb.
Rigsadvokaten har oplyst, at det ikke er muligt nærmere at angive, i hvilket omfang
politiet kan imødekomme statsamternes anmodninger om oplysninger om verserende eller
afsluttede straffesager.
Rigsadvokaten har dog peget på, at det i nogle sager kan forekomme betænkeligt at
videregive oplysninger til statsamtet inden straffesagens afgørelse, idet straffesagens
parter herved vil kunne få adgang til sagens dokumenter i forbindelse med en anmodning
om aktindsigt i samværssagen.
Rigsadvokaten finder endvidere, at der kan forekomme tilfælde, hvor hensynet til
straffesagens efterforskning og behandlingen af straffesagen i retten taler afgørende
imod, at sagens parter kan få aktindsigt i politirapporter eller andet materiale,
der er tilvejebragt af politiet.
Endelig har Rigsadvokaten henstillet til statsamterne at være opmærksomme på, om
hensynet til gennemførelse af en straffesag kan tale imod at imødekomme en anmodning
om aktindsigt i samværssagen. I tvivlstilfælde kan statsamtet anmode politimesteren
om en udtalelse herom.
I forbindelse med udlevering af oplysninger fra straffesagen kan politimesteren
anmode statsamtet om at undtage bestemte oplysninger fra aktindsigt, jf.
forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, der er omtalt i
afsnit 10.1.
Grundlaget for at undtage oplysninger fra aktindsigt af hensyn til efterforskningen
af en straffesag kan eventuelt falde bort, når der er foretaget yderligere skridt
i efterforskningen, f.eks. afhøring af den samværsberettigede.
Det bemærkes i den forbindelse, at indholdet af begrundelser for afgørelser i samværssager
ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 3,
kan begrænses i relation til oplysninger, der kan undtages fra aktindsigt.
9.5. Offentlige myndigheders underretningspligt
Offentlige myndigheders underretningspligt fremgår af §§ 35 og 36 i
lov om social service, som lyder:
§ 35:
"Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig
tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten
eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller
en ung under 18 år har behov for særlig støtte."
§ 36:
"Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres
eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling
eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har
pligt til at underrette kommunen."
Socialministeriet har i bekendtgørelse nr. 875 af 27. november 1997 om underretningspligt
over for kommunen efter lov om social service fastsat
nærmere regler herom.
Ifølge bekendtgørelsens § 2 foreligger underretningspligten blandt andet, når barnet
har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet,
eller når barnet i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.
I vejledningens øvrige afsnit er forvaltningsretlige problemer, der knytter sig
til de pågældende emner, blevet behandlet. I dette afsnit gennemgås nogle mere generelle
forvaltningsretlige problemstillinger.
Så længe barnet er under forældremyndighed, vil det i sager om samvær være forældremyndighedsindehaveren,
der på barnets vegne udøver partsbeføjelserne i relation til partshøring og aktindsigt.
Hovedreglen om partsaktindsigt findes i forvaltningslovens
§ 9, som lyder:
"Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.
Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort
bekendt med."
En parts ret til aktindsigt omfatter som udgangspunkt alle dokumenter i sagen, jf.
lovens § 10, stk. 1. Undtagelser til dette
udgangspunkt findes i lovens §§ 12 - 15. Ved behandlingen af samværssager
er det især § 15, der er relevant. Efter
denne bestemmelse kan en parts adgang til aktindsigt begrænses i det omfang, partens
interesse i at kunne benytte kendskab til de oplysninger, der fremgår af sagens
akter, til varetagelse af sine interesser, findes at burde vige for afgørende hensyn
til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser. Gør
disse hensyn sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres bekendt
med dokumentets øvrige indhold.
Bestemmelsen forudsætter en konkret afvejning af de grunde, der kan tale for og
imod at undtage oplysninger fra aktindsigt. Denne afvejning skal om nødvendigt foretages
for hvert enkelt dokument eller oplysning.
Forarbejderne til § 15 indeholder en klar
tilkendegivelse af, at undtagelsesbestemmelsen skal administreres med tilbageholdenhed.
En begrænsning af partens ret til aktindsigt kræver derfor, at afgørende hensyn
til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser taler
for at undtage oplysninger, f.eks. fordi der er nærliggende fare for, at privates
eller det offentliges interesser vil lide skade i væsentligt omfang. Det er således
ikke tilstrækkeligt til at undtage en oplysning, at den, der har anmodet om aktindsigt,
ikke ses at have behov for den pågældende oplysning.
I bestemmelsen er det ikke nærmere angivet hvilke hensyn, der kan indgå i afvejningen.
Efter forarbejderne vil navnlig hensyn til erhvervsmæssige og økonomiske interesser
samt til privatlivets fred og personlige anliggender i øvrigt kunne begrunde undtagelse
fra aktindsigt. Herudover vil oplysninger om partens egne forhold, f.eks. helbredsoplysninger,
samt oplysninger om andre end sagens parter kunne undtages.
Ved afgørelser i samværssager indgår et samlet skøn over parternes forhold. Der
vil derfor kun undtagelsesvist kunne ske begrænsninger i parternes ret til aktindsigt,
da alle oplysninger om parternes forhold som udgangspunkt vil kunne have betydning
for sagen.
Som eksempel på oplysninger, der generelt vil kunne undtages fra aktindsigt, kan
nævnes hemmelige adresser, opholdssteder, telefonnumre o.lign. Sådanne oplysninger
kan dog ikke undtages fra aktindsigt uden en konkret afvejning af parternes interesser
i spørgsmålet. Er der tvivl om, hvorvidt en oplysning vil kunne undtages fra aktindsigt,
har statsamtet mulighed for at udsætte afgørelsen herom, sådan at spørgsmålet om
aktindsigt kan undersøges yderligere.
Muligheden for at undtage oplysninger, som et barn er fremkommet med under en samtale
efter § 29 i lov om forældremyndighed
og samvær, er behandlet i afsnit 5.
Statsamterne har pligt til ex officio at overveje at undtage oplysninger fra aktindsigt.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt en oplysning skal undtages eller ej, bør statsamtet
indhente en udtalelse om spørgsmålet fra modparten.
Ifølge forvaltningslovens § 16, stk. 2,
skal ansøgninger om aktindsigt imødekommes eller afslås snarest og inden 10 dage.
Sker dette ikke, skal parten underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen
kan forventes at foreligge.
Afgørelser om aktindsigt skal begrundes på sædvanlig vis, og afgørelserne kan påklages
til Civilretsdirektoratet under behandlingen af sagen, jf.
forvaltningslovens § 16, stk. 4. Klage over en aktindsigtsafgørelse betyder
ikke, at behandlingen af samværssagen sættes i bero.
For at sikre en reel 2-instans behandling af afgørelser om ikke at undtage oplysninger
fra aktindsigt, bør afgørelsen begrundes og udformes således, at der vil blive givet
aktindsigt i de omhandlede oplysninger, medmindre afgørelsen påklagen inden en fastsat
frist:
"Statsamtet har besluttet at afslå Deres anmodning om, at X´s aktindsigt i
sagen begrænses. Statsamtet vil derfor give X aktindsigt i sagen, medmindre De senest
den ... meddeler statsamtet, at De ønsker afgørelsen indbragt for Civilretsdirektoratet."
Forvaltningsloven giver ikke mulighed for at
fastsætte vilkår for benyttelsen af de oplysninger, som en part får gennem aktindsigt.
Fremsætter en part under behandlingen af sagen en anmodning om aktindsigt, udsættes
sagens afgørelse, indtil parten har fået mulighed for at gøre sig bekendt med dokumenterne,
jf. forvaltningslovens § 11. Dette gælder
dog f.eks. ikke, hvis partens interesse i, at afgørelsen udsættes, findes at burde
vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod
en sådan udsættelse.
Hvis en sag derfor er afgjort, uden at en part har fået mulighed for at fremkomme
med afsluttende bemærkninger, bør begrundelsen herfor fremgå af afgørelsen.
I stedet for at afslå at udsætte sagen, kan parterne meddeles en kort svarfrist.
Fremsætter en part en anmodning om løbende at blive gjort bekendt med materiale,
der fremtidigt indgår i sagen ("løbende aktindsigt"), har statsamtet pligt
til at gøre parten bekendt med nye (fremtidige) dokumenter i sagen. Da det er overladt
til statsamtet selv at bestemme sagens tilrettelæggelse, vil en begæring om løbende
aktindsigt kunne besvares ved, at statsamtet samler samtlige nye dokumenter og meddeler
aktindsigt heri, inden der træffes afgørelse i den aktuelle sag. Statsamtet har
således ikke pligt til løbende eller med regelmæssige mellemrum at gøre parten bekendt
med nye dokumenter. Dog bør statsamtet være opmærksom på, om sagens karakter tilsiger
noget andet. Endvidere skal der på sædvanlig vis partshøres over nye oplysninger,
jf. afsnit 10.2. 10-dages fristen i
forvaltningslovens § 16, stk. 2, gælder ikke for begæringer om aktindsigt
i fremtidige dokumenter.
Undtages en oplysning fra aktindsigt, skal der efter
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, ikke partshøres over oplysningen,
jf. afsnit 10.2. Tilsvarende følger det af
§ 24, stk. 3, at begrundelsens indhold kan begrænses, hvis partens ret til
begrundelse efter et konkret skøn findes at burde vige for afgørende hensyn til
private eller offentlige interesser, jf.
afsnit 11.2.
Forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3,
giver mulighed for at undtage oplysninger fra aktindsigt af hensyn til politimæssig
efterforskning. Der henvises til
afsnit 9.4. og SKH 1996, s. 7ff.
Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder
følgende om partshøring:
"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må
der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne
og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun,
hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning
for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte
udtalelse."
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen består pligten til partshøring i alle tilfælde,
hvor der er en vis formodning for, at parten ikke er bekendt med, at en oplysning
indgår i afgørelsesgrundlaget. En sådan formodning antages at bestå, medmindre parten
selv har givet oplysningen til brug for behandlingen af sagen, eller det i øvrigt
må være klart for parten, at oplysningen indgår i afgørelsesgrundlaget.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at sagens parter får lejlighed til at gøre
sig bekendt med og kommentere, supplere eller korrigere det faktiske afgørelsesgrundlag,
inden afgørelsen træffes.
Hvilke oplysninger, der skal høres over, afhænger af oplysningens funktion. Bidrager
oplysningen til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller medvirker den til
at skaffe klarhed over sagens faktiske omstændigheder, skal der foretages partshøring.
Partshøringsreglerne er blandt de fundamentale retssikkerhedsgarantier. Der bør
således altid partshøres, når parten skønnes at have interesse i at få lejlighed
til at se og kommentere afgørelsesgrundlaget. Folketingets Ombudsmand har i beretningen
fra 1987, s. 91, anført følgende om pligten til partshøring:
".. jeg bemærker herved, at hensynet til en part i familieretlige sager, herunder
navnlig samværs- og bidragssager, tilsiger, at parten i videre omfang bliver gjort
bekendt med oplysninger og synspunkter fra den anden part, uanset om de måtte være
af betydning for sagens afgørelse, at det ikke kan udelukkes, at parten går ud fra,
at oplysningen har (haft) betydning for sagens afgørelse, og at
forvaltningslovens regler, herunder reglerne om partshøring, kun kan betragtes
som minimumsregler."
I samværssager er forældrenes indlæg ofte meget lange og følelsesladede, og de indeholder
jævnligt forskellige oplysninger og beskyldninger uden betydning for sagen. For
ikke at bidrage til optrapning af forældrenes konflikter vil det være hensigtsmæssigt,
at statsamterne i videre omfang udfærdiger konkrete temaer for partshøringerne eller
i høringsskrivelsen alene citerer de relevante oplysninger. Hvis forældrenes indlæg
ikke indeholder nye oplysninger af betydning for sagen, er der således efter
forvaltningsloven ikke noget til hinder for, at statsamtet skærer partshøringerne
til, og ikke hører over alle de senest indkomne breve. Endvidere kan det i høringen
klart angives hvilke oplysninger, der er af betydning for sagen, og som statsamtet
ønsker den anden forælders bemærkninger til.
Som anført i § 19, stk. 1, sidste pkt.,
kan statsamtet fastsætte en svarfrist for en udtalelse. Statsamtet kan samtidig
meddele, at der vil blive truffet afgørelse i sagen, såfremt svar ikke fremkommer
inden fristens udløb. Fristen bør fastsættes sådan, at parten får rimelig tid til
at sætte sig ind i oplysningerne og overveje eventuelle bemærkninger. På den anden
side bør fristen ikke være så lang, at det forsinker sagens afgørelse i unødigt
omfang.
Forvaltningslovens § 19, stk. 2, indeholder
en række undtagelser fra pligten til at foretage partshøring. Af særlig betydning
for samværssager er undtagelsen i § 19, stk.
2, nr. 3, som vedrører hastende sager.
Efter denne bestemmelse gælder pligten til at partshøre ikke, hvis partens interesse
i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.
Bestemmelsen forudsætter, at der foretages en konkret vurdering af på den ene side
partens interesse i at blive hørt over oplysningerne og på den anden side modpartens
- og barnets - interesse i en hurtig afgørelse. Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvis sagen drejer sig om et umiddelbart forestående samvær, hvor det tidsmæssigt
ikke er muligt at partshøre inden samværets start.
Hvis sagen af tidsmæssige grunde er afgjort uden høring over oplysninger, som der
ellers skulle have været hørt over, bør begrundelsen herfor fremgå af afgørelsen.
Det bemærkes i den forbindelse, at der afhængig af sagens karakter er mulighed for
at fastsætte endog meget korte svarfrister. Om nødvendigt kan høringen foretages
telefonisk.
Ifølge § 19, stk. 2, nr. 4, skal der
ikke partshøres over oplysninger, som parten ikke har ret til at få aktindsigt i,
jf. afsnit 10.1.
11.2. Afgørelsens indhold samt krav til begrundelsen
11.3. Krav til resolutionens indhold
Som nævnt ovenfor i afsnit 4 om sagens oplysning
påhviler det statsamtet at sørge for, at der tilvejebringes et fyldestgørende faktisk
og retligt grundlag for afgørelsen. Hvornår dette er opfyldt, beror på en skønsmæssig
vurdering, hvor det afgørende er, om der på baggrund af oplysningerne er tilstrækkeligt
grundlag for at vurdere, hvad der er bedst for barnet.
Tilvejebringelsen af et forsvarligt afgørelsesgrundlag forudsætter ikke kun, at
alle relevante forhold er belyst, men også at de tilvejebragte oplysninger er pålidelige.
Statsamtet vil derfor ved afgørelsen skulle foretage en kvalificeret bevisbedømmelse
af oplysningerne i sagen. Dette gælder både de oplysninger, som forældrene har indsendt,
og de oplysninger som er modtaget fra andre myndigheder e.lign.
Forældrenes egne oplysninger kan være meget følelsesladede, konfliktfyldte og stærkt
kritiske over for den anden af forældrene. Statsamtet må derfor forholde sig kritisk
over for sådanne udsagn. Det er ikke muligt at opstille eksakte kriterier for, hvilken
vægt forældrenes egne oplysninger skal tillægges, ligesom det ikke er muligt nærmere
at præcisere, hvordan forældrenes forskellige udsagn skal vægtes over for hinanden.
Dette beror på en skønsmæssig vurdering, hvori bl.a. indgår statsamtets kendskab
til forældrene og sagen i øvrigt. Tilsvarende gælder for eventuelle oplysninger
og udtalelser fra barnet.
Oplysninger, udtalelser, erklæringer e.lign., som forældrene selv har indhentet
fra andre myndigheder eller fra personer med en relevant faglig baggrund, bør også
undergives en kritisk vurdering. Dette skyldes, at sådanne oplysninger m.v. kan
være afgivet på et ufuldstændigt grundlag, ligesom der kan bestå et afhængigheds-
og/eller loyalitetsforhold mellem den forælder, som har indhentet oplysningerne
m.v., og den, der har afgivet oplysningerne. Dette udgangspunkt kan dog fraviges
alt efter hvilken myndighed/person og hvilke oplysninger, der er tale om.
Er en oplysning relevant for sagen, men er statsamtet i tvivl om hvilken vægt, der
kan lægges på den, kan statsamtet anmode den myndighed eller person, der har afgivet
oplysningen, om at uddybe eller præcisere den eller om at redegøre for, på hvilket
grundlag oplysningen er afgivet.
Som eksempler på tvivlsspørgsmål, der kan afklares på denne måde, kan nævnes, om
en erklæring, vurdering m.v. bygger på egne observationer eller alene på oplysninger
fra den ene af forældrene, og hvilket kendskab til forældrene/barnet, udstederen
af erklæringen, vurderingen m.v. har.
Oplysninger, som statsamtet selv har indhentet fra f.eks. andre myndigheder, vil
oftest kunne tillægges betydelig vægt.
11.2. Afgørelsens indhold samt krav til begrundelsen
Når statsamtet træffer afgørelse i en sag om samvær, har forældrene ifølge forvaltningsloven krav på at få en fyldestgørende
forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået netop det indhold, den har. Dette skyldes,
at samværssager er partstvister, og at afgørelsen derfor som udgangspunkt altid
vil fremstå som bebyrdende for den ene af forældrene.
§ 22 i forvaltningslovens lyder:
"En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."
Begrundelsens indhold er beskrevet i lovens §
24, som lyder:
"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse
regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for
de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen.
Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at
kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige
for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige
interesser, jfr. § 15."
Efter Civilretsdirektoratets opfattelse kan en samværsafgørelse - afhængig af sagens
karakter - opbygges med følgende indhold:
Forældrenes påstande, eventuelt suppleret med forældrenes hovedargumenter.
Henvisning til de lovbestemmelser og den administrative praksis, som har været relevant
for afgørelsen.
Redegørelse for de faktiske omstændigheder, som er tillagt afgørende vægt ved afgørelsen,
f.eks. barnets holdning, den samværsberettigedes hidtidige forbindelse
med barnet, tidligere udøvet samvær og relevante aftaler om samværet. Endvidere
bør konklusionen af eventuelle erklæringer, vurderinger e.lign. fremgå.
Begrundelsen for afgørelsen, dvs. en opremsning af de hovedhensyn, der har været
bestemmende for statsamtets skøn. Det skal således klart fremgå af afgørelsen hvilke
konkrete oplysninger og forhold, der er tillagt afgørende vægt ved statsamtets vurdering
af, hvad der i den konkrete sag er bedst for barnet.
Endvidere bør eventuelle bevisvurderinger nævnes. Samtidig bør forældrenes relevante
anbringender kommenteres. Der består således ikke en pligt til at kommentere alt,
hvad forældrene har gjort gældende.
En generel henvisning til forældrenes påstande og anbringende er ikke tilstrækkeligt
til at opfylde begrundelseskravet.
Klagevejledning, herunder opfordring til at fremsende klagen gennem statsamtet.
Afgørelsen af alle de dele af samværet, som forældrene ikke er enige om, skal begrundes
selvstændigt.
Om begrundelsespligten i samværssager har Folketingets Ombudsmand i sin beretning
fra 1988, side 276 anført:
"... skal begrundelserne undtagelsesfrit indeholde henvisning til en eller
flere paragraffer i lov eller bekendtgørelse... Afgørelserne skal således ofte indeholde
en angivelse af de kriterier, der har været inddraget, og som har haft afgørende
betydning for afgørelsens resultat. Dette gælder for så vidt både kriterier, der
taler for, og kriterier, der taler imod resultatet; men almindeligvis vil kun de
hensyn, der understøtter udfaldet, have været bestemmende og dermed omfattet af
begrundelsespligten."
Det kan ikke angives præcist, hvor udførligt en afgørelse skal begrundes, da dette
beror på en konkret vurdering. Generelt kan man dog sige, at jo mere indgribende
eller kompliceret en afgørelse er, jo større krav stilles der til begrundelsen.
Afviger en afgørelse eksempelvis fra udgangspunktet i loven eller praksis, har forældrene
krav på en fyldestgørende forklaring på hvilke forhold i sagen, der har nødvendiggjort
denne afvigelse.
I sager om afslag på eller ophævelse af samvær stilles naturligt de største krav
til begrundelsen.
Træffes en afgørelse om afslag på samvær f.eks. ud fra en formodning om, at samværet
på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt, skal afgørelsen
indeholde en redegørelse for faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for
formodningen om, at forældrenes forhold er så konfliktfyldt, at det vil påvirke
barnet negativt.
Om afslag i de "evigt-verserende" sager på at ændre en aftale eller afgørelse
om samvær efter § 17, stk. 2, i lov
om forældremyndighed og samvær henvises til SKH 1997, pkt. D.8.
Hvad angår forvaltningslovens § 24, stk. 3,
om begrænsning af begrundelsens indhold, skal bemærkes, at hensynet til beskyttelse
af enkeltpersoners personlige oplysninger i almindelighed må vige for det overordnede
hensyn til modpartens interesse i at kunne kontrollere rigtigheden eller fuldstændigheden
af de oplysninger, som statsamtet har tillagt betydning ved afgørelsen. Sådanne
modhensyn vil kun i ekstraordinære situationer kunne begrunde en begrænsning af
begrundelsespligten. Er begrundelsen efter § 24,
stk. 3, begrænset, skal dette klart fremgå af afgørelsen, ligesom det skal
fremgå hvilke hensyn, der begrunder begrænsningen.
Udstedelse af en samværsresolution på baggrund af forældrenes aftale/enighed kræver
ikke begrundelse.
Ønsker en af forældrene at klage over statsamtets afgørelse, skal statsamtet indsende
sagen til Civilretsdirektoratet. Indeholder klagen nye oplysninger, bør statsamtet
i stedet kontakte klageren for at få afklaret, om klageren ønsker sagen genoptaget,
eller om klageren ønsker sagen sendt til direktoratet. Statsamtet bør samtidig orientere
klageren om, at sagen muligvis vil blive hjemvist til ny 1. instans behandling.
Hvis en klage indeholder en ny ansøgning, skal statsamtet behandle den uden fremsendelse
til direktoratet. Der henvises til SKH 1998, pkt. K.1.
11.3. Krav til resolutionens indhold
I forbindelse med afgørelsen af en sag om samvær udfærdiger statsamtet en resolution,
der indeholder en samlet oversigt over det samvær, der er fastsat ved afgørelsen.
Statsamternes afgørelser om samvær kan ifølge
retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3, danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse
af samværet ved fogedrettens hjælp.
Det er ikke nærmere angivet hvilke krav, der stilles til klarheden af en samværsresolution,
for at denne kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Hertil kræves, at resolutionen
angiver, hvornår samværet skal starte og slutte, og hvor barnet skal afhentes og
afleveres.
Afgørelser, der alene fastlægger de overordnede rammer for samværet, kan således
ikke tvangsfuldbyrdes, f.eks.: "Der er samvær hver anden weekend, en hverdag
hver anden uge, nogle dage i julen og påsken samt to uger i sommerferien".
Som udgangspunkt bør forældrene derfor vejledes om, at en sådan resolution ikke
kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Denne vejledning kan dog undlades, hvis
omstændighederne taler derfor, f.eks. hvis der er risiko for optrapning af forældrenes
konflikt.
Hvis der i en samværsresolution er indsat vilkår, der gør tvangsfuldbyrdelse vanskelig,
bør statsamtet - når der opstår problemer med gennemførelsen af samværet - vejlede
den samværsberettigede om muligheden for at ændre samværet eller vilkårene herfor.
Er der fælles forældremyndighed, skal det i resolutionen anføres: "Barnet kan
kræves tilbage ved fogedrettens hjælp efter udøvelsen af samvær." Der henvises
til forældremyndighedsbekendtgørelsens § 29.
Behandling af klager over psykiatere og psykologer.
1. Klager over psykiatere.
En psykiater er uddannet læge, og klager indgives til Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet.
Klager til Patientklagenævnet skal indgives senest 2 år efter at det, som man vil
klage over, er foregået.
2. Klager over psykologer.
Hvis en part ønsker at klage over en psykolog, der har foretaget en børnesagkyndig
undersøgelse, afhænger det først og fremmest af psykologens ansættelsessted, hvilken
klageinstans, der er den rette:
Psykologer ansat i sundhedssektoren:
Klageinstans: Ansættelsesstedet, Patientklagenævnet eller embedslægen.
Psykologer tilknyttet Sygesikringsordningen:
Klageinstans: Sygesikringskontoret i amtet eller Patientklagenævnet.
Psykologer ansat hos en anden offentlig myndighed:
Klageinstans: Ansættelsesstedet eller Psykolognævnet.
Psykologer, der er privatansatte:
Klageinstans: Ansættelsesstedet eller Psykolognævnet.
Psykologer, der er selvstændige:
Klageinstans: Psykolognævnet.
Psykolognævnet kan alene anvendes, hvis psykologen er autoriseret.
Er der tvivl om, hvor psykologen er ansat, kan dette oplyses hos Dansk Psykolog
Forening.
Ud over den offentlige klageadgang er der endvidere mulighed for at klage til Dansk
Psykolog Forenings Etiknævn. Klager til Etiknævnet forudsætter, at den indklagede
psykolog er medlem af Dansk Psykolog Forening.
Yderligere oplysninger kan fås i Dansk Psykolog Forenings pjece fra 1997 om klager
over psykologer.
***
Adresser på de landsdækkende klageinstanser:
Patientklagenævnet
c/o Sundhedsministeriet
Middelfartgade 5,
2100 København Ø.
Psykolognævnet
c/o Socialministeriet
Holmens Kanal 22,
1060 København K.
Etiknævnet
c/o Dansk Psykolog Forening
Stockholmsgade 27,
2100 København Ø.