Ugifte samlevende

Litteratur:

Betænkninger

Bøger

Artikler

Betænkninger

Bet. nr. 1087/1986: Ligebehandling af samliv med og uden ægteskab inden for den sociale lovgivning

Bet. nr. 989/1983: Samliv uden ægteskab II. Betænkning nr. 9 fra ægteskabsudvalget af 1969

Bet. nr. 915/1980: Samliv uden ægteskab I. Betænkning nr. 8 fra ægteskabsudvalget af 1969

Bet. nr. 720/1974: Samliv og ægteskab. Betænkning nr. 5 fra ægteskabsudvalget af 1969. Anmeldt af Trolle i UfR 1975 B.72-73.

Bøger

Vibeke Vindeløv, Ingrid Lund Andersen og Linda Nielsen: Retsstillingen for ugifte samlevende, 1988

Ville Budtz: Samliv uden papir, 3. udg., 1996, Forlagene Idag og Nordan.

Ingrid Lund-Andersen: Familieøkonomien - samlevendes retsforhold, ægtefællers retsforhold, retspolitik, disputats, marts 2011, 644 sider, DJØF. Anmeldt af Tone Sverdrup i TFA 2011.293-302: Indirekte bidrag, berikelse og livsfellesskapets logikk, og af Linda Nielsen i TFA 2011.309-314 og i UfR 2012 B. 268-270.

John Asland, Margareta Brattström, Göran Lind, Ingrid Lund-Andersen, Anna Singer og Tone Sverdrup: Nordisk samboerrett, 1. udg., aug. 2014, 314 sider, Gyldendal, Norge. Anmeldt af Hans Viggo Godsk Pedersen i UfR 2014 B.414/1 og af Ulrik Grønborg i TFA 2016.463-465

John Asland, Margareta Brattström, Göran Lind, Ingrid Lund-Andersen, Anna Singer og Tone Sverdrup: Nordic Cohabitation Law, 1. udg. sep. 2015, 276 sider, Intersentia

Ingrid Lund-Andersen: Uddrag af Familieøkonomien, samlevendes retsforhold, ægtefællers retsforhold, retspolitik, 1. udg., maj 2019, 267 sider, DJØF

Eva Naur i Familieret, 4. udg. 2019, p. 325-349

Artikler

Inger Margrethe Pedersen på det 27. Nordisk Juristmøde 1975 i Reykjavik: Den papirløse familie

Inger Margrethe Pedersen i UfR 1978 B.11-16: Nyt fra papirløsefronten.

Kirsten Borgsmidt i UfR 1981 B.272-277: Forældremyndighed og papirløse samlivsforhold. Et indblik i ugifte og fraskilte forældrepars mulighed for at få sig tillagt forældremyndighed i forening i fransk og tysk ret.

Svend Danielsen i Festskrift til Laurits Ringgård, 1989, p. 59-75 (om samboendes skilsmissesager)

Ingrid Lund-Andersen i Lov & Ret nr. 8/1992 p. 11-12: Ugift samliv - hvor går udviklingen hen?

Helene Bendtsen i UfR 2001 B.165-170: Ugifte samlevende. Skal de nu have indbyrdes arveret?

Statistik

Analogier fra ægtefælleregler?

Familieret 5. udg., 2003, p. 677 med note 4

UfR 1960.546 HD og UfR 1969.549 HD: Bestemmelsen i ÆL § 69, stk. 2 (nu § 51) kunne ikke anvendes analogisk på uægteskabeligt samliv - i hvert fald bortset fra helt ekstraordinære tilfælde. Komm. i TfR 1961.73.

UfR 1974.1033/2 VLK: SKL § 63 om henstand med udbetaling af arv til umyndige livsarvinger fandt hverken direkte eller analog anvendelse på ugifte samlevende. Reglen findes nu i AL § 24 e.

UfR 1986.871 HD (TfS 1986.512): Uudnyttet personfradrag kunne ikke overføres mellem ugifte samlevende.

UfR 1989.82 VLD: M og K havde levet sammen i 7 ½ år og ejede et hus i Skive i lige sameje. D. 10.10.1983 kl. 11.30 flygtede K fra huset og kl. 13.00 satte M ild på ejendommen, hvorved der skete skade på K's løsøre for ca. kr. 70.000. Selv om FAL § 85 måtte kunne finde analog anvendelse i samlivsforhold, var der under de foreliggende omstændigheder, hvor forholdet mellem parterne måtte anses for endeligt ødelagt, ikke grundlag for en analogisk anvendelse. Dissens. Se om problemet Preben Lyngsø i JUR 1981.201-202 og Peter Vesterdorf i JUR 1981.507-509, Ingrid Lund Andersen i Ugifte Samlevende p. 96 f. samt Finn Taksøe- Jensen i JUR 1989.210

FED 1994.323 AK: M var død ved en færdselsulykke. Samleveren K krævede udbetaling af en forsikringssum på kr. 508.040 på M's autoulykkesforsikring, hvor begunstigelsesklausulen lød på afdødes ægtefælle, subsidiært umyndige børn og stedbørn. Nævnets flertal fandt ikke grundlag for en udvidende fortolkning af begrebet ægtefælle til også at omfatte papirløst samlivsforhold.

FED 1995.25 VLD: M og K havde levet sammen siden 1985. M omkom d. 13.02.1989 ved en ulykke, som skyldtes hans grove uagtsomhed eller selvforskyldte beruselse. Forsikringssummen på 610.000 kr. på en fælles fritidsulykkesforsikring kunne ifølge policen på trods heraf udbetales til afdødes ægtefælle eller umyndige børn. VL fandt ikke grundlag for en udvidende fortolkning eller analogislutning til personer, der lever i et faktisk samlivsforhold.

TFA 1999.432 ØLK (FM 1999.130 ØLK): M og K havde ophævet samlivet i juni 1998, og K havde ved dom i marts 1999 fået forældremyndigheden over parternes to børn. K blev indsat i besiddelsen af de effekter, der bevisligt var givet børnene som gaver, dvs. en bamse, 3 traktorer og bøger fra Børnenes Trafikklub, men ikke i effekter, som faderen havde købt efter samlivsophævelsen, uanset at erhvervelsen var sket for børnechecken. Det tiltrådtes, at SKL § 68 a ikke fandt direkte eller analog anvendelse i et ugift samlivsforhold.

TFA 2009.304 VLK: M havde under samlivet købt og betalt en autostol. Ved samlivets ophævelse fik deres barn, som de havde fælles FM over, bopæl hos M, og M overtog bilen. F anmodede om fogedrettens bistand til at få udleveret autostolen fra M, hvilken fogedretten i Kolding afviste. Under F's kære gjorde M blandt andet gældende, at autostolen var erhvervet til barnets brug og derfor i medfør af SKL § 68 a eller dennes analogi forlods kunne udtages af M, der havde barnet boende. VL udtalte, at hverken SKL § 68 a, stk. 2 eller dennes analogi finder anvendelse på samlivsforhold. Da der heller ikke var grundlag for at antage, at det var aftalt, eller at F havde accepteret, at autostolen overgik til M, tog VL F's påstand om fremme af fogedsagen til følge og hjemviste sagen til fortsat behandling ved fogedretten.

Fast ejendom

Tone Sverdrup: Stiftelse av sameie i ekteskap og ugift samliv, 1. udg., 1997, 525 sider, Universitetsforlaget, Oslo.

ØLD af 18.04.1989 (16. afd. a.s. 201/1988): Boet tilhørende M og K, som havde levet sammen i 22 år, blev taget under off. skiftebehandling i medfør af SKL § 82 af skifteretten i Helsingør. Parterne ejede bl. a. en fast ejendom i Humlebæk i lige sameje. M fik i ØL medhold i, at han af salgsprovenuet forlods kunne udtage kr. 30.000 svarende til den af ham i 1977 erlagte udbetaling, idet parterne var blevet enige herom i 1980. M havde boet alene i ejendommen fra H flyttede i marts 1986 og frem til salget pr. 01.11.1986. ØL fandt, at der burde gives M en rimelig frist til selv at finde egen bolig, og M skulle derfor kun svare leje til boet fra d. 01.09.1986 til d. 01.11.1986.

UfR 1996.345 ØLK: M's kreditor begærede udlæg i ejendom tilhørende M's samlever K, som havde en månedlig nettoindkomst på ca. kr. 20.000. De månedlige driftsudgifter på ejendommen udgjorde 18.700 kr. M bidrog til udgifterne med 5.900 kr. om måneden. Ikke godtgjort, at der var opstået et sameje om ejendommen. K's indtægter var tilstrækkelige til at dække udgifterne vedrørende ejendommen.

Fagl. Nyt 1997.284 VLD af 11.02.1997 (B-2575-95): M og K ejede i lige sameje et hus i Tranbjerg. Omkring d. 01.02.1993 besluttede de at ophæve samlivet. Huset blev sat til salg d. 04.04.1993 og K flyttede d. 20.05.1993. M blev delvist boende til huset var solgt d. 01.06.1994. H påstod, at M skulle betale 3.844 kr. månedligt + varme for sin dispositionsret over huset i 12 måneder. Antaget, at der ikke var grundlag for at pålægge M at betale for sin fortsatte dispositionsret ved en analog anvendelse af praksis i ægtefælleskifter. Derimod fandtes almindelige obligationsretlige grundsætninger at føre til, at M skulle betale for dispositionsretten over huset. Der fandtes ikke grundlag for at afkorte den periode, hvori M skulle betale for dispositionsretten. Da det var ubestridt, at det beregnede månedlige vederlag var rimeligt, og da der ikke i øvrigt var grundlag for at nedsætte vederlaget, fik K medhold.

TFA 1999.110 VLD: M og K ejede fra 1986 i lige sameje et hus. Samlivet blev ophævet i 1990, da M flyttede, og i 1993 købte K M's halvpart ved at overtage restgælden på lånene. K påstod M dømt til at betale 135.733 kr., idet M havde fået 50% af rentefradragene, selv om H i 5 år alene havde betalt samtlige ydelser. M blev frifundet, da kravet ikke blev omtalt i forbindelse med købsaftalen i 1993, og M derfor kunne påregne, at der ved overdragelsen var sket en endelig opgørelse af det økonomiske fællesskab.

TFA 1999.316 VLD: K havde pr. d. 01.04.1997 solgt 50% af sin ejendom til M, som var flyttet ind 3 måneder tidligere. Købesummen var 50% af den offentlige vurdering på 680.000 kr. Samlivet blev ophævet ultimo april 1997, hvor M flyttede, og ejendommen blev pr. 01.11.1997 solgt for 927.000 kr. K påstod M dømt til at betale 82.236,90 kr. svarende til M's fortjeneste. Det lagdes til grund, at ejendommens værdi ved købet oversteg 900.000 kr., og at M inden købet havde fået ejendommen vurderet af ejendomsmæglere uden at gøre K bekendt med denne vurdering. K fik medhold i, at aftalen om købet kunne tilsidesættes efter AFTL § 36. Da K havde været klar over, at handelsværdien lå på mellem 7-800.000 kr., blev aftalen alene tilsidesat delvist, og K fik tilkendt 41.118,45 kr. Dette beløb var efter en samlet vurdering væsentligt i forhold til den samlede fortjeneste.

TFA 2000.202 VLK: M var død d. 10.12.1999. K var flyttet ind hos M i februar 1999. Boet blev udleveret til privat skifte til M's datter, som begærede K udsat af dødsboets ejendom i Tjæreborg ved en umiddelbar fogedforretning. Fogedretten i Esbjerg bestemte, at K skulle udsættes d. 03.02.2000. Da K i forbindelse med samlivets etablering havde opgivet sin egen bopæl, og da hun havde erklæret ikke at ville lægge hindringer i vejen for et salg, skulle der gives K en rimelig frist til fraflytning, der passende kunne fastsættes til d. 01.04.2000.

TFA 2001.263 VLK: K havde før samlivets påbegyndelse købt en byggegrund for 295.000 kr. Under et ca .1-årigt samliv opførte parterne et hus på grunden. M havde ifølge K indskudt ca. 70-80.000 kr. K hæftede alene for gælden. Der var ikke grundlag for at henvise sagen til skifteretten, da der ikke forelå en flerhed af formuegoder, om hvis tilhørsforhold der var uvished, således at der i medfør af SKL § 82 forelå et bo. M ikke havde sandsynliggjort, at der var opstået sameje ved aftale eller på anden måde, og K's begæring om udsættelse af M fra ejendommen blev taget til følge.

TFA 2004.93 VLK (FM 2003.244 VLK): K, der levede sammen med M, købte i april 2000 ejendom for 498.000 kr, og hun betalte en udbetaling på 250.000 kr. M fik i marts og april 2001 udbetalt en arbejdsskadeerstatning på 816.000 kr. og en méngodtgørelse på 30.000 kr. I 2001 anvendte han ca. 500.000 kr. til istandsættelse af ejendommen E. Mens M boede på denne adresse, betalte han 5.000 kr. om måneden til K i kost og logi. Fogedretten i Grindsted fandt, at det var sket en sådan sammenblanding af erstatningen og M's øvrige formue, at der ikke var udlægsfritagelse efter RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., og at ejendommen tilhøre M og K i lige sameje, og foretog udlæg i M's halvdel af ejendommen. Selv om M løbende havde bidraget til betaling af terminsydelserne og endvidere havde ydet et meget betydeligt beløb til istandsættelse af ejendommen, fandt landsretten det ikke godtgjort, at ejerforholdet til ejendommen efterfølgende var ændret til et sameje mellem M og K. VL ophævede herefter udlægget.

UfR 2005.3126 VLK: Fogedretten i Holsted fandt, at M var den reelle ejer at et hus, som var købt i K's navn. M var meddebitor på lånene i ejendommen og hele udbetalingen var erlagt af M's selskab. M havde betalt størstedelen af terminsydelserne. VL udtalte, at K havde tinglyst ejendomsret til ejendommen. Oplysningerne om tilvejebringelsen af udbetalingen og visse terminsydelser gav ikke grundlag for at fastslå, at M reelt var ejer eller medejer af ejendommen.

TFA 2006.60 ØLD: M havde i 1988 lejet en lod i en haveforening og opført et kolonihavehus på grunden. Hans samleverske K flyttede ind i 1997 og kom med på lejekontrakten i 2000. M døde i 2004. Retten i Tåstrup dømte K til at anerkende, at huset tilhøre boet efter M, at K skulle fraflytte huset og opsige lejeretten til grunden i forbindelse med boets salg af kolonihavehuset. ØL fandt det ikke godtgjort, at M helt eller delvist havde overdraget ejendomsretten til huset til K, eller at hun var blevet tillagt en livsvarig beboelsesret. Boet kunne ikke pålægge K at opgive lejeretten eller at medvirke til salget. Boet havde derimod ret til at fjerne huset i det omfang, der kunne ske, uden at havelodden led skade, og i den forbindelse pålægge K at rømme huset inden en passende frist.

TFA 2006.310 VLD: M og K havde i 2002 købt en ejendom i lige sameje. De havde mundtlige aftalt, at M skulle betale alle udgifter til ejendommen, så længe H var under uddannelse, og at H skulle betale alle udgifter til mad og skulle stå for rengøringen. Parterne ophævede samlivet i sommeren 2003, og ejendommen blev solgt pr. d. 01.09.2004. M havde betalt alle udgifterne fra samlivsophævelsen og frem til salget. M fik medhold i, at K skulle refundere ham 50% af disse udgifter eller 42.869 kr. Aftalerne hvilede på den for begge parter kendelige forudsætning, at samlivet bestod, og aftalerne måtte anses for bortfaldet ved samlivsophøret.

TFA 2007.306 ØLD: Ifølge overdragelsesaftaler fra 2000 og 2003 havde K købt to andelslejligheder som eneejer. Hendes samlever, M, var i 2003 blevet påført som andelshaver på begge andelsbeviser. I forbindelse med sammenlægningen af de to lejligheder var der udført en del arbejde og forbedringer af andelslejlighederne, og M påstod, at han var medejer. Københavns Byret henviste til, at der ikke forelå skriftlige overdragelsesdokumenter mellem parterne. Vedrørende en mundtlig aftale herom havde formanden for andelsboligforeningen forklaret, at han ikke kunne huske, at K havde sagt, at også M skulle anføres på andelsbeviset. På denne baggrund fandtes M ikke at have bevist, at der forelå en mundtlig aftale om overdragelsen, hvorfor M ikke kunne støtte ret på det udstedte andelsbevis. Det blev endvidere lagt til grund, at M i kraft af sin arbejdsindsats havde ydet en del vedrørende sammenlægningen og istandsættelsen af andelslejlighederne, men at dette forhold ikke i sig selv uden gyldige skriftlige eller mundtlige aftaler herom kunne overføre ejendomsretten af andelen til M. Heller ikke efter bevisførelsen for ØL fandtes det mod K's forklaring bevist, at der mellem parterne var indgået aftale om, at andelslejligheden skulle ejes af dem i fællesskab, hvorfor ØL stadfæstede.

TFA 2007.462 ØLD: K og M, der fra 1988 havde levet i samlivsforhold, ophævede i 2001 samlivet. I forbindelse med salg af huset, som tilhørte parterne i lige sameje, blev 200.000 kr. anvendt til indfrielse af M's forretningsgæld, som var sikret ved et ejerpantebrev i ejendommen. K rejste et regreskrav mod M på 100.000 kr. Der var fremlagt betalingsoversigter, hvoraf fremgik, at M efter samlivsophævelsen havde afholdt udgifter til den fælles ejendom på ca. 145.000 kr. og ca. 12.000 kr. til K's fagforening. Retten i Helsingør fandt det ikke godtgjort, at det mellem parterne var aftalt, at der inden ligedeling af provenuet fra salg af den fælles ejendom skulle ske fradrag for M's gældsforpligtelse, og det fandtes heller ikke bevist, at de af M afholdte udgifter endeligt skulle bæres af denne alene. M havde er modkrav på 85.000 kr., og K fik herefter medhold i et krav mod M på 15.000 kr. Under ØL's behandling af ankesagen kom det frem, at de af M afholdte udgifter stammede fra en fælles budgetkonto, hvorfor M's modkrav nedsattes skønsmæssigt til 70.000 kr., således at K's krav mod M forhøjedes til 30.000 kr.

TFA 2010.369 VLD: M og K købte sammen en grund og byggede et hus, som de flyttede ind i 2005. Forinden havde de aftalt, at de hver især skulle eje det, de havde bragt ind i forholdet, som »særeje«. K havde »i grove træk« som »særeje« en kontant opsparing på 130.000 kr. samt nogle møbler, hun havde købt til fælles brug ved samlivets etablering i 2000. Efter samlivets ophævelse blev ejendommen solgt i nov. 2007. Aftalen kunne ikke forstås på den måde, at K forlods skulle udtage 130.000 kr., uanset hvordan der var forholdt med parternes midler efter aftalens indgåelse. Det var hverken godtgjort, hvordan de 130.000 kr. var fremkommet, herunder om beløbet omfattede K's børneopsparing, eller at K havde anvendt 130.000 kr. til dækning af udgifter på den fælles ejendom. Der var derfor ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om ligedeling af provenuet ved ejendommens salg. Ved samlivsophævelsen i nov. 2006 beholdt M nøgle til ejendommen, hvor K fortsat boede, og han ønskede ikke at aflevere den. Da M således frem til salget havde haft rådighed over ejendommen, skulle K ikke refundere M noget beløb for husleje. Parterne var enige om, at K skulle refundere 8.830 kr. til M for hendes forbrug af telefon, licens, el og varme.

TFA 2021.297 VLD: M frifundet for K's påstand om, at han skulle sælge sin halvdel af ejendom, da det ikke kunne udledes, på hvilke vilkår salget skulle foregå. M frifundet for betaling af rådighedsleje i 9 år, da K ikke havde bevist, at lejen oversteg de udgifter, som M havde haft vedr. ejendommen.

M og K købte i 2008 i lige sameje en ejendom for 1.050.000 kr. og boede der sammen, indtil K i 2010 fraflyttede ejendommen. M blev boende, men havde ikke råd til at købe K’s andel. K ønskede ejendommen solgt og mente, at M modarbejdede et salg. K nedlagde derfor påstand om, at M skulle sælge sin andel af ejendommen, og om, at M skulle betale for sin rådighed over ejendommen i rådighedsperioden, der indtil videre havde varet i 9 år. Retten i Sønderborg tog K’s påstand om salg af M’s andel til følge, da forudsætningerne for samejet ikke længere var til stede, og da M ikke kunne overtage K’s andel af ejendommen. VL frifandt imidlertid M, da det ikke kunne udledes, på hvilke vilkår salget af M’s andel skulle foregå. K havde ikke bevist, at den samlede leje, som M kunne pålægges at betale til samejet, ville overstige de udgifter på ca. 620.000 kr., som M havde haft vedrørende ejendommen. Udgifterne ansås i det alt væsentlige at have været nødvendige og afholdt i samejets interesse.

Indbo og andet løsøre

UfR 1982.93 HD: Statuerede sameje om indboet til en værdi på godt kr. 10.000. Komm. af Weber i UfR 1982 B.319-321.

UfR 1983.645 ØLD: Statuerede sameje om indboet.

TFA 1999.101 VLD: M og K havde levet sammen fra 1976-1994. De havde i 1990 i lige sameje købt en ejendom i Vejen. Der var enighed om, at alt indbo tilhørte dem i lige sameje. Begge havde bidraget til nyanskaffelser og til betaling af løbende udgifter. M havde ikke godtgjort, at parterne ved erhvervelsen af bil, campingvogn og snedkerimaskine havde aftalt, at disse effekter skulle tilhøre ham alene, og K fik medhold om, at også disse effekter tilhørte dem i lige sameje.

TFA 1999.185 ØLD: M og K havde levet sammen fra 1989, indtil K døde i 1995. M påstod boet tilpligtet at anerkende, at Ford Fiesta tilhørte ham. Bilen var købt i 1995 i begges navn for 138.964 kr., og begge var registrerede som ejere. M havde betalt udbetalingen på 70.000 kr. og K havde givet sin bil i bytte for 23.000 kr. Afdrag på fælles billån var betalt fra H's konto. Antaget, at bilen tilhørte parterne i lige sameje, og at M ikke kunne kræve refusion af halvdelen af udbetalingen.

FM 2003.161 VLK: M havde købt en bil i eget navn og givet sin gamle bil i bytte. Resten af købesummen blev finansieret ved optagelse af et lån med samleveren K som kautionist. K nægtede efter samlivsophævelsen at udlevere bilen, idet hun gjorde gældende, at bilen tilhørte parterne i lige sameje, da hun havde afholdt alle udgifterne ved bilen i en periode. K fik i fogedretten medhold. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i fogedretten, idet K ikke havde sandsynliggjort, at det formelle ejerforhold var forskelligt fra det reelle.

TFA 2009.522/2 VLD: Antaget at bil registreret i afdødes samlevers navn reelt tilhørte afdøde, som havde betalt købesummen.

AL døde i juni 2006. Hans samlever S solgte i september 2006 en Mercedes for 180.000 kr. Dødsboet påstod S dømt til at betale dette beløb til boet, da bilen reelt tilhørte AL. Bilen var ifølge slutsedlen købt af AL i januar 2005 for 295.000 kr. AL erlagde ca. 165.000 kr. i udbetaling ved hjælp af et forsikringsbeløb for en anden bil, og restkøbesummen blev finansieret ved et lån i P med S som debitor. S underskrev et ejerpantebrev på 155.000 kr. med pant i bilen, der blev indregistreret og forsikret i S' navn. Bilen blev til daglig brugt af AL, som i marts 2006 indfriede billånet ved indbetaling af godt 139.000 kr. P's kundechef forklarede bl.a., at AL ønskede bilen forsikret i S' navn, fordi forsikringsselskabet på grund af mange skader enten ikke ville tegne forsikring i AL's navn eller forlangte en høj præmie, og at det allerede fra billånets stiftelse var klart, at lånet skulle indfries af AL. Retten i Hjørring fandt, at boet havde et tilbagesøgningskrav på salgsprovenuet på 180.000 kr. med fradrag af 5.349 kr., som S havde betalt på en reparationsregning vedrørende bilen. Uanset S' forklaring om, at hun og AL havde været enige om, at bilen også reelt skulle tilhøre S, blev registrering m.v. af S som ejer anset for at være sket proforma med henblik på forsikringsforholdene. Det var ikke ved S' forklaring om hendes praktiske arbejde på AL's ejendomme og betaling af udgifter under samlivet godtgjort, at hun havde erhvervet et kompensationskrav. VL stadfæstede.

TFA 2021.48 VLD: Antaget at bil registreret i K's navn tilhørte parterne i lige sameje, og at M's lån til bilkøb hos M's far skulle ligedeles mellem parterne.

M og H levede sammen fra 2007 til 2015. De havde hver sin lønkonto og en fælles budgetkonto. I 2010 købte M en bil, der blev finansieret med et lån fra M’s far på 132.000 kr. Lånet blev løbende betalt med midler fra begge parter, når de havde penge til det. Bilen blev i 2014 totalskadet, og M fik derfor d. 14.07.2014 en forsikringssum udbetalt på 87.000 kr. Dagen efter blev de 87.000 kr. overført til H’s konto. Umiddelbart herefter købte H en bil for 78.000 kr. Bilen blev registreret i H’s navn. Parterne ophævede samlivet i 2015. H udtog bilen. Restgælden på lånet til M’s far var da 46.000 kr., og bilens værdi var 76.000 kr. Retten i Viborg og VL fandt, at bilen var ejet af parterne i lige sameje. Da H havde udtaget bilen, blev hun dømt til at betale M halvdelen af bilens værdi (38.000 kr.) og halvdelen af M’s restgæld til faren (23.000 kr.), i alt 61.000 kr.

Hæftelsesproblemer:

Lone Hansen og Hans Viggo Godsk Pedersen i Juridiske emner ved Syddansk Universitet 2015, DJØF, p. 45-58: Om samboende - gifte eller ugifte - pars fælles hæftelse

UfR 1930.540 ØLD: Tandtekniker hæftede for 2 lægeregninger til hans samlever gennem 1,5 år, fru Dahlstrøm, idet han havde givet lægerne grundlag for at antage, at hun var hans hustru.

UfR 1985.427 VLD: K hæftede for M's indkøb for kr. 319 d. 06.09.1983 på K's kontokort i Salling, da K ikke havde spærret kontoen, efter at hun d. 03.09.1984 havde konstateret, at M uberettiget havde benyttet hendes checkhæfte. K hæftede derimod ikke for M's indkøb på kontokortet d. 03.09.1984.

UfR 1987.582 VLD: M hæftede ikke for falske checks på i alt kr. 15.435 udstedt af K, som havde tilegnet sig tre checkblanketter.

UfR 1991.126 VLK: Krav om betaling af kr. 27.975 for to børn i daginstitution kunne kun rejses over for moderen, som havde givet urigtige oplysninger og dermed fået fripladser, og ikke over for den samlevende fader i medfør af BIL §§ 6 og 7. Kritisk kommenteret af Mikael Kielberg og Jan Spangenberg i Socialrettens almindelige del 1994 p. 83 f. og af Mikael Kielberg i JUR 1995.388, hvor det anføres, at betalingsforpligtelsen i henhold til BIL § 73 påhviler barnets samlevende biologiske forældre.

UfR 1993.100 VLD: M hæftede ikke for K's køb af farve-tv og video for 11.000 kr., da det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgik af ansøgningen om Finaxkort med tilhørende kontobestemmelser, at M ved at underskrive som "medansøger" hæftede for K's køb.

TfS 1997.328 ØLK: Pantefogeden i Glostrup foretog for M's skatterestance på 125.264 udlæg i en række effekter, herunder et 4 år gammelt B&O-anlæg til 46.000 kr. M's samlever K gjorde gældende, at anlægget tilhørte hende, subsidiært at det tilhørte parterne i lige sameje. K, som var på overførselsindkomst, påstod, at hun selv havde sparet 23.000 kr. op og at resten var lånt af M. Efter oplysningerne om K's indtægtsforhold, sammenholdt med prisen på anlægget, fandt ØL det godtgjort, at de økonomiske midler til erhvervelse af anlægget - såvel 1. som 2. rate - måtte hidrøre fra midler tilhørende M. Anlægget fandtes hverken samlet eller delt at være omfattet af RPL § 509.

UfR 1997.906 HKK: K havde fra sin checkkonto ladet udstede check til M på 364.000 kr. med henblik på, at M kunne afværge tvangsauktion d. 11.02.1993, hvilket ikke lykkedes. Samme dag foretog Nykredit udlæg i checken for krav mod M på 108.154 kr. K fandtes ikke at have sandsynliggjort, at det omtvistede beløb, for hvilket der blev gjort udlæg, ikke tilhørte M, og udlægget blev stadfæstet.

TfS 1998.50 Dom afsagt af Retten i Odense: Politiet havde under ransagning hos M fundet og beslaglagt DM 50.000, som blev fundet i M's bankboks. Skattevæsenet foretog senere udlæg i beløbet for M's skatterestancer. Samleversken K påstod, at kr. 50.000 af beløbet tilhørte hende, men byretten fandt ikke dette tilstrækkeligt sandsynliggjort.

TFA 1999.74 ØLK (FM 1999.12 ØLK): Fogedretten havde ophævet pantefogedens udlæg for M's gæld i depositum, idet midlerne til betaling var fremskaffet af samleveren K. ØL lagde til grund, at fordringen tilhørte M og K i sameje. Da anpartsforholdet ikke kunne anses for oplyst, fandtes der at kunne gøres udlæg i hele fordringen for M's gæld. (Der burde efter min vurdering kun kunne gøres udlæg i 50% af fordringen)

TFA 1999.246 VLK: M's kreditor kunne ikke foretage udlæg i Toyota Corolla, 1987, som var købt i K's navn i 1997. Optagelsen af fælles lån på 51.600 kr. til købet kunne ikke i sig selv føre til, at der var opstået et sameje mellem dem.

TFA 2002.416 ØLK (FM 2002.77 ØLK): Der var i fogedretten i Køge i 2000 gjort udlæg i M's halvdel af depositum. H påstod udlægget ophævet, idet hele depositum var betalt af hende. Fogedretten opretholdt udlægget. ØL tiltrådte, at fordringen på udlægstidspunktet tilhørte M og H i sameje, og fandt ikke grundlag for at ophæve udlægget.

TFA 2004.93 VLK (FM 2003.244 VLK): K, der levede sammen med M, købte i april 2000 ejendom for 498.000 kr, og hun betalte en udbetaling på 250.000 kr. M fik i marts og april 2001 udbetalt en arbejdsskadeerstatning på 816.000 kr. og en méngodtgørelse på 30.000 kr. I 2001 anvendte han ca. 500.000 kr. til istandsættelse af ejendommen E. Mens M boede på denne adresse, betalte han 5.000 kr. om måneden til K i kost og logi. Fogedretten i Grindsted fandt, at det var sket en sådan sammenblanding af erstatningen og M's øvrige formue, at der ikke var udlægsfritagelse efter RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., og at ejendommen tilhøre M og K i lige sameje, og foretog udlæg i M's halvdel af ejendommen. Selv om M løbende havde bidraget til betaling af terminsydelserne og endvidere havde ydet et meget betydeligt beløb til istandsættelse af ejendommen, fandt landsretten det ikke godtgjort, at ejerforholdet til ejendommen efterfølgende var ændret til et sameje mellem M og K. VL ophævede herefter udlægget.

UfR 2010.1514 VLD: Det samlevende par A og B, havde oprettet en virksomhed, V, i A's navn, grundet B's dårlige økonomi. B var daglig leder i virksomheden og købte VVS-varer for 162.039,97 kr. på kredit af T, hvilket A nægtede at hæfte for. I mellemtiden var A og B gået fra hinanden. T anlagde herefter sag med påstand om, at A hæftede for den stiftede gæld. Retten i Aalborg fandt, at A som indehaver af V som udgangspunkt hæftede for den gæld, der måtte blive pådraget i forbindelse med V's drift. Indkøb af vvs-varer til brug for en byggevirksomhed måtte anses som en sædvanlig og påregnelig del af driften, og A fandtes selv at måtte bære risikoen for, at eventuelle instrukser til B ikke var blevet fulgt, eller for, at A ikke havde sikret sig, at hun blev gjort bekendt med posten, herunder korrespondancen fra T. Der var ikke grundlag for at statuere, at T havde handlet uagtsomt ved at registrere sagsøgte som kunde eller for at antage, at udvidelsen af kreditten ikke var sket efter sædvanlige forretningsmæssige principper. Der fandtes herefter ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at A ikke hæftede for gælden

UfR 2020.1225 VLD (TFA 2020.101 VLD: Kvinde hæftede på grund af grov uagtsomhed på aftaleretligt grundlag for mangeårig samlevers optagelse af lån i hendes navn.

K var sammen med sin samlever gennem 8 år, M, der var registreret i RKI, blevet sagsøgt af to banker, B, for betaling af lån på henholdsvis 32.000 kr. og knap 50.000 kr., som M havde optaget i B uden K’s viden i 2016 og 2017. M erkendte at skylde beløbene, men H påstod frifindelse. B gjorde gældende, at H hæftede for lånene, idet M havde optaget lånene ved anvendelse af K’s NemID, som hun ikke havde opbevaret forsvarligt. M forklarede, at han vidste, at K havde nøglekortet til NemID i sin pung, og han havde affotograferet kortene. Han havde fundet H’s brugernavn og adgangskode på en tablet, hvor oplysningerne pludselig var poppet op. Han havde jævnligt været inde på K’s e-Boks for at slette beskeder fra kreditorerne. Da K i marts 2017 blev bekendt med låneoptagelserne, havde hun kontaktet en advokat for at få hjælp. K blev frifundet i Retten i Horsens, der fandt, at K, der ikke havde været bekendt med, at M havde haft adgang til hendes brugernavn, adgangskode og nøglekort, sammenholdt med at hun straks, da hun blev klar over misbruget, havde kontaktet en advokat, ikke havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun hæftede for lånene. K blev i VL dømt til at betale gælden til B, idet VL fandt, at K havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun hæftede for låneoptagelserne på aftaleretligt grundlag, selv om det var M, der havde anvendt hendes digitale underskrift. VL lagde herved vægt på, at H ikke havde sikret sig, at andre ikke fik kendskab til hendes adgangskode, som var gemt på en tablet, som M benyttede i hele den periode på mere end et år, hvor misbruget fandt sted.

Boafgift

Berg og Caft: Afgift af dødsboer og gaver, 1997 p. 24-26.
Petersen og Skammelsen: Bo- og gaveafgift 1997 p. 98-99
Jørgen U. Grønborg: Lov om afgift af dødsboer og gaver med kommentarer 3. udg., 1997, p. 34-35. 1. udg. 1995 er anmeldt af Ove Lykke Zeimer i R&R nr. 5/1996 p. 41-42: Tre pionerer inden for BAL, DGAL, LADG, DGL eller DGA.
Engholm Jacobsen: Boafgiftsloven med kommentarer p. 34-38.
Dam, Feldthusen og Taksøe-Jensen: Skatteret Arv og gave, 2000 p. 138-142

Jørgen U. Grønborg i ADV 1995.66-72: Lempelse af generationsskifteafgifter m.v.

Erik Werlauff i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999, p. 265-275: Samlever, arv og skifte.

BAL § 1, stk. 2, d): Personer, der har haft fælles bopæl med arveladeren i de sidste to år før dødsfaldet eller tidligere fælles bopæl med arveladeren i en sammenhængende periode på mindst to år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.

Den fælles bopæl dokumenteres normalt med bopælsattest fra folkeregisteret, jf. vejledning nr. 77 af 06.04.1990 § 5.

De nævnte personer skal svare en forholdsmæssig andel af boafgiften på 15% af den del af arvebeholdningen, som overstiger 236.900 kr. i 2005 og 242.400 i 2006. Der er ingen bundfradrag på forsikringssummer m.v., som udbetales uden om dødsboet direkte til begunstigede. Rentenydelsesret (herunder bopælsret) for længstlevende er afgiftsfri, jf. BAL § 3, stk. 1 f).

Hvis afgiftspligten er indtrådt før d. 01.07.1995 skal der svares arveafgift efter AAL § 2, stk. 1 A f), som ændret ved lov nr. 1119 af 21.12.1994 med virkning fra 01.01.1995.

UfR 1993.1022 HD (TfS 1993.518 HD): A døde i 1987 og hans eneste arving var hans 54-årige søster, frk. Ellis Freuchen, som arvede ca. kr. 1.500.000. Søsteren havde siden 1961 været tilmeldt folkeregistret i Nykøbing F, hvor hun arbejde som sygeplejerske, og hvor hun havde lejet en lejlighed. Selvom søsteren havde opholdt sig meget på broderens gård, fandtes det på denne baggrund ikke godtgjort, at hun - i strid med folkeregistertilmeldingen - havde opgivet sin bopæl i Nykøbing F. til fordel for afdødes gård i Dannemare. Søster skulle derfor betale kr. 979.110 i arveafgift efter klasse B og ikke kun ca. kr. 353.000 efter klasse A. Komm. af Poul Bostrup i TfS 1993.528

TfS 1994.708 ØLD: A, som var født i 1959, kom som 14-årig på efterskole i Årslev, hvor han blev tilmeldt folkeregistret, og hvor han gennemførte 8. og 9. klasse. Han overnattede i sit hjem i Tommerup hver weekend. Han blev 100% invalid ved en trafikulykke i 1975 og var på plejehjem til sin død i 1991. A's moder fik medhold i, at hun kun skulle betale arveafgift efter AAL § 2, stk. 1. A, litra f (ca. 137.000 kr.) og ikke efter § 2, stk. 1, B (ca. 434.00 kr.). Sønnen fandtes ikke - uanset folkeregisterflytningen til skolen - at have etableret selvstændig bopæl uafhængigt af forældrene.

TfS 1998.309 Retsforlig i ØL: A døde i 1992 og hendes søster E arvede hele hendes formue, herunder Hampegård i Dannemare. E havde siden 1963 haft folkeregisteradresse på Amagerbrogade i København. ØL fandt det godtgjort, at E havde haft bopæl med A i hvert fald i de sidste 2 år før dødsfaldet, således at E skulle svare arveafgift efter klasse A.

TFA 1999.264 ØLK (FM 1999.97 ØLK): Afdødes søster, der var enearving, gjorde gældende, at der ikke skulle betales tillægsboafgift, da hun havde haft fælles bopæl med broderen. Ifølge folkeregistret havde afdøde været tilmeldt en lejlighed på 1. sal og søsteren en lejlighed på 2. sal, og skifteretten i Odense fandt det ikke godtgjort, at de havde haft fælles bopæl. ØL stadfæstede.

TFA 2002.19 VLK (FM 2001.124 VLK): Samlever, der fik udbetalt forsikringssummer på i alt 314.058 kr., skulle betale tillægsboafgift, da parterne ikke havde haft fælles bopæl de sidste 2 år før dødsfaldet. Parterne havde levet sammen siden 1977, men samlivet havde været afbrudt i godt 13 måneder, hvorefter samlivet blev genoptaget ca. 6 måneder før mandens død.

UfR 2002.888 ØLK (TfS 2002.447 ØLK og SKM2002.653): K var død d. 13.06.2001. M var begunstiget på gruppelivsforsikring. M havde ifølge Det Centrale Personregister haft fælles bopæl med K siden den 10.03.1997, bortset fra perioden fra den 01.04.1999 til den 09.08 1999. Årsagen til fraflytningen i 1999 var problemer med K's søn. Ifølge M var de stadig mand og kone, dog med den forskel at M havde en anden adresse. Da sønnen fik egen lejlighed, flyttede M tilbage til K. Da M og K ikke havde haft fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet, var betingelserne for M's fritagelse for betaling af tillægsboafgift efter BAL § 1, stk. 2, litra d), ikke opfyldt.

TFA 2002.486 ØLK (FM 2002.134 ØLK): M var død, og K arvede ham i henhold til testamente. K havde haft en anden folkeregisteradresse, hvor hun havde sine møbler stående. Hun forklarede, at hun havde boet sammen med afdøde i de sidste 6 år og passet ham under hans sygdom. Skifteretten i Gentofte fandt ikke grundlag for at beregne boafgiften efter BAL § 1, stk. 2, litra d). ØL stadfæstede. Komm. af Henning Bromann i FM 2002.134, som oplyser, at han beder samleveren indhente en erklæring fra kommunen om, at han/hun ikke har modtaget ydelser som enlig. Det begrænser lysten til at kalde sig samlever ganske betydeligt.

Livsforsikringer m.v.

Arveret 2004 p. 276-322.
"Papirløse og forsikring", 6. udg. 1999, udgivet af Forsikringsoplysningen (tlf. 33 43 55 00)

a. Indsættelse af samlever som begunstiget:

1) Forsikringer uden fradragsret, jf. PBL § 50

Samlever kan indsættes som begunstiget.

UfR 1978.979 VLD: Afdødes samlever anset for begunstiget i fælles ulykkesforsikring med klausulen "nærmeste pårørende", idet assurandøren fra TRYG ved tegningen urigtigt havde tilkendegivet dette.

FED 1994.323 AK: M var død ved en færdselsulykke. Samleveren K krævede udbetaling af en forsikringssum på kr. 508.040 på M's autoulykkesforsikring, hvor begunstigelsesklausulen lød på afdødes ægtefælle, subsidiært umyndige børn og stedbørn. Nævnets flertal fandt ikke grundlag for en udvidende fortolkning af begrebet ægtefælle til også at omfatte papirløst samlivsforhold.

UfR 1998.1715 VLD (FM 1999.7): Den 28-årige M døde ved en ulykke i 1997 og efterlod sig samleveren gennem 8 år (S) og deres 2 fællesbørn på 4 og 1 år. M's bo blev udlagt som boudlæg. Ved dødsfaldet kom 4 livs- og ulykkesforsikringer på i alt 545.000 kr. til udbetaling til afdødes "nærmeste pårørende". Retten i Tønder fandt, at S måtte anses som begunstiget. VL fandt, at et samlivsforhold ikke i sig selv kunne medføre, at der i h. t. FAL § 105, stk. 1 sker en fravigelse af fortolkningsreglen i FAL § 105, stk. 5 om, hvem der anses for nærmeste pårørende. Da der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at S kunne anses for M's nærmeste pårørende, fik børnene medhold i, at forsikringssummerne tilfaldt dem. (Dissens vedr. begrundelsen).

UfR 2005.94 ØLD (FM 2003.247): M og K havde levet sammen fra 1988 til M døde i 2002. M efterlod sig ulykkes- og livsforsikringer med en forsikringssum på i alt 761.000 kr., som skulle tilfalde M's nærmeste pårørende. Parterne havde i 1995 underskrevet en håndskreven erklæring om, hvorledes deres bo skulle deles ved samlivsophør, og hvor de i et PS havde anført, at de skulle arve hinanden ved død. M's forældre var M's eneste legale arvinger. Skifteretten i Odense antog, at K var afdødes nærmeste pårørende. ØL fandt, at det forhold, at erklæringen fra 1995 indeholdt en bemærkning om, at parterne skulle arve hinanden ved død, ikke efter FAL § 103 kunne anses for en indsættelse af K som begunstiget i forsikringerne. Da der ikke i øvrigt forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af formodningsreglen i FAL § 105, stk. 5, blev M's forældre anset for nærmeste pårørende. Skifterettens dom er komm. i FM 2003.247 af Henning Broman, som ikke er helt sikker på, at han er enig i afgørelsen.

2) Pensionsforsikringer og pensionsopsparing med fradragsret:

Jørgen Nørgaard i Festskrift til Laurits Ringgård (1) p. 137-149.

PBL § 5, stk. 2: forsikringer med løbende garanterede ydelser
PBL § 8, stk. 4: rateforsikringer i pensionsøjemed
PBL § 10, stk. 1, 4): kapitalforsikringer i pensionsøjemed
PBL § 11 A, stk. 1, 6): rateopsparingskonti
PBL § 12, stk. 1, 4): kapitalpensionskonti

Det blev ved lov nr. 293 af 24.04.1996 fra d. 01.07.1996 muligt at anvende begunstigelsesklausulen "nærmeste pårørende" også på rate- og kapitalpensionskonti og dermed dirigere indeståendet uden om dødsboet direkte til f. eks. en samlever, forudsat at kontohaveren hverken efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger, og forudsat at kontohaveren i sit testamente har indsat samlever som sin universalarving. Samleveren kunne derimod fortsat ikke indsættes direkte ved navns nævnelse, jf. også Sys Rovsing Koch i Fagl. Nyt 1997.58.

Fra d. 01.07.1999 kan samlevere indsættes ved navns nævnelse, jf. lov nr. 143 af 17.03.1999 om ændring af boafgiftsloven og pensionsbeskatningsloven (Boafgiftsfritagelse af indkomstskattepligtige pensionsordninger, begunstigelse af samlevere, forhøjelse af aldersgrænsen for oprettelse m.v. af ratepension, videreførelse af rate- og kapitalpension m.v.). Loven er gennemgået af Merete Helle Hansen i TfS 1999.356: Pensionsordninger til fordel for samlevere - og andre pårørende. Lovforslaget L 146 af 17.12.1998 er gennemgået af Per Hoffmann i Revisorbladet nr. 1/1999 p. 42-43.

Fra d. 10.06.2004 er det blevet muligt at begunstige samleveres livsarvinger på børnepensioner, rate- og kapitalpensioner, jf. §§ 1.3, 1.9 og 1.10 i lov nr. 457 af 09.06.2004. Der stilles ikke noget krav om, at livsarvingerne på noget tidspunkt skal have boet sammen med indehaveren af pensionen. Samleverens livsarvinger skal betale tillægsboafgift af kapitalpensioner, da de ikke er omfattes af BAL § 1, stk. 2, d.

Ved anvendelse af klausulen "nærmeste pårørende" efter d. 31.12.2007 er en samlever med fælles bopæl med afdøde ifølge FAL § 105 a og POL § 5 a medtaget i kredsen af nærmeste pårørende, hvis parterne

1) sammen venter, har eller har haft et barn, eller

2) har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år før dødsfaldet

Der er ikke noget krav om, at parterne opfylder betingelserne i ÆL § 6, § 9 og § 10, og at de ikke må have oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret. Det kræves ikke, at de har oprettet udvidet samlevertestamente.

3) Selvpensioneringskonti, indeksopsparing, indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, særlig pensionsopsparing i ATP og opsparede efterlønskontingenter.

Der kan ikke indsættes begunstigede.

b. Bortfald af begunstigelsen ved samlivsophævelse:

Arveret 2004 p. 300 note 59
Ingrid Lund-Andersen i UfR 1982 B.50-52
Hans Boserup i UfR 1987 B.380-381: Ugifte samlevende - Bortfald af begunstigelse ved testamente eller i livsforsikring

UfR 1986.584 VLD: Begunstigelse i gruppelivsforsikring på kr. 276.000 af K, subsidiært K's datter, anset for bortfaldet efter almindelige grundsætninger om bristede forudsætninger, jf. herved AL § 49, stk. 2.

TFA 2002.480 ØLD: M døde d. 28.10.2000. Han efterlod sig 2 døtre fra 1979 og 1992. M havde i 1996 indsat sin samlever K som begunstiget til livsforsikringssum på 400.000 kr. i Forenede Gruppeliv. Parterne havde ophævet samlivet i januar 2000, hvor M flyttede til en lejlighed i Odense. Det forhold, at K i begunstigelseserklæringen ikke var benævnt som samlever, kunne ikke i sig selv tillægges betydning. Da det ikke var godtgjort, at begunstigelsen var oprettet som f. eks. økonomisk kompensation til K, lagdes det til grund, at samlivet havde været forudsætningen for at indsætte K som begunstiget. Det var ikke godtgjort, at M ønskede at opretholde begunstigelsen af K uanset samlivsophævelsen, og begunstigelsen var derfor bortfaldet efter en analogi af arvelovens § 49.

UfR 2006.1658 VLD: A, som var død i nov. 2003, havde en gruppelivsforsikring, hvor A's »nærmeste pårørende« ifølge en standardklausul var begunstigede. A havde i september 1995 indsat sin samlever K som begunstiget til forsikringen. A og K fik i 1996 en søn S, og i 1998 flyttede K fra A's og K's fælles bopæl. Ved A's død i november 2003 blev boet udlagt som boudlæg til A's mor M. K gav i oktober 2004 skriftligt over for forsikringsselskabet F afkald på begunstigelsen på forsikringen, hvorpå F udbetalte forsikringssummen på 505.708 kr. til skifteretten. Morsø Kommune anmeldte et krav i boet og gjorde gældende, at forsikringssummen skulle udbetales til boet efter A. Retten i Nykøbing Mors og VL antog, at baggrunden for gruppelivsaftalens almindelige begunstigelsesbestemmelse til fordel for »nærmeste pårørende« er, at en sådan bestemmelse normalt er i forsikringstagers interesse. I betragtning heraf og efter en naturlig læsemåde fandtes den nævnte bestemmelse at måtte forstås således, at den skal finde anvendelse, når afdødes særlige bestemmelse om begunstigelse af sin tidligere samlever er bortfaldet ved samlivets ophævelse, hvor der ikke er særlige holdepunkter for det modsatte. Beløbet skulle derfor udbetales uden om boet til S.

c. Begunstigelsen kan angribes efter FAL § 104 eller POL § 4

Arveret 4. udg. p. 321-326.
Lennart Lynge Andersen i Begunstigelse og Pension, 1996, p. 66-77.
Irene Nørgaard i UfR 1988 B.431-434: FAL § 104, stk. 2 indskrænker både den kvantitative og den kvalitative testationskompetence.
Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2005.183-206: Hvem får mine pensionsmidler, hvis jeg dør? - Et debatoplæg.
Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2008.421-426: Pensionsarveret - nogle bemærkninger om forsikringsaftalelovens § 104 (pensionsopsparingslovens § 4)

Reguleringsreglerne i FAL § 104 og POL § 4, der byggede på en mekanisk sammenhæng med reglerne om tvangsarv og boslod, er afløst af mere skønsprægede regler. De går ud på, at der kan ske regulering, hvis en begunstigelse i f. eks. en livsforsikring må anses for urimelig i forhold til ægtefællen eller en livsarving. Ved afgørelsen skal der navnlig lægges vægt på

1) baggrunden for indsættelsen af den begunstigede,
2) ægtefællens, en livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og
3) omstændighederne i øvrigt.

Regulering kan som noget nyt ske, selv om den begunstigede er tvangsarving, og selv om begunstigelsen er uigenkaldelig. En samlever kan ikke angribe en begunstigelse, ejheller selv om der er oprettet udvidet samlevertestamente, jf. bet. 1473/2006 p. 588-589.

Det beløb, der ved en regulering kan tilfalde ægtefællen eller en livsarving, kan ikke overstige, hvad der yderligere ville være tilfaldet den pågældende som boslod eller tvangsarv, hvis forsikringssummen i stedet var indgået i forsikringstagerens bo. Suppleringsarven efter AL § 11, stk. 2 på 600.000 kr. kan som noget nyt angribe forsikringssummen. Irene Nørgaard anfører i Pensionsrettigheders behandling, 2007, p. 95, at de nye regler i FAL § 104 og POL § 4 i lyset af den kraftige udvidelse af testationskompetencen forekommer at være en unødig besværliggørelse af regelsystemet.

UfR 1981.908 ØLD: Afdødes søn kunne kræve tvangsarv af livsforsikringssum udbetalt af Nye Danske Lloyd til samleverske som begunstiget, jf. FAL § 104, stk. 2, da det ikke fandtes godtgjort, at begunstigelsen var gjort uigenkaldelig. Parret burde have tegnet krydsende livsforsikringer, men havde valgt to særskilte forsikringer på eget liv med samleveren som begunstiget, jf. Nørgaard i Arveret p. 292 og p. 325.

UfR 1994.309 VLD: M havde en måned før han døde af kræft indsat sin veninde V som begunstiget til en gruppelivsforsikring i Alka. H krævede boslod og tvangsarv (7/12) af forsikringssummen på kr. 83.528 i medfør af FAL § 104, stk. 2. V blev frifundet, idet det fandtes godtgjort, at M i de sidste måneder og op til ganske kort før sin død havde udvist en adfærd, der indebar, at han havde givet afkald på sin ret til at tilbagekalde begunstigelsen, jf. FAL § 104, stk. 2, 2. pkt.

UfR 1995.240 VLD: Forenede Gruppeliv havde 5 dage efter modtagelsen af afdødes arbejdsgivers anmeldelse af dødsfaldet udbetalt forsikringssum på kr. 90.000 til afdødes samlever, som var begunstiget. Afdødes søn krævede erstatning på kr. 45.000 fra Forenede Gruppeliv, som blev frifundet i medfør af FAL § 104, stk. 3, sammenholdt med § 102, stk. 1.

FM 2002.24 ØLD (FM 2001.106 Dom afsagt af retten i Sorø): M havde i perioden 1990-1997 haft et samlivslignende forhold til K. M havde i 1994 indsat K som uigenkaldeligt begunstiget på en livsforsikring på 73.000 kr. M havde i 1999 giftet sig med H, og M døde i 2000. Antaget at den uigenkaldelige begunstigelse ikke var bortfaldet som følge af bristende forudsætninger. M havde begrundet begunstigelsen med ønsket om at kompensere K for forskellige ulemper og udgifter, hun havde haft. Begunstigelseserklæringen blev afgivet og det fælles testamente oprettet på et tidspunkt, hvor K og M efter folkeregisteroplysningerne ikke var samboende. M tilbagekaldte fællestestamentet i efteråret 1998 efter at K var fraflyttet den fælles bopæl og efter at M havde lært H at kende

d. Specielt om "krydsende livsforsikringer":

BAL § 3, stk. 1, d), som svarer til AAL § 5 a, 1. pkt.
Arveret 4 udg. 293.

UfR 1982.453 VLD: Lisbeth Loklint, K, fik udbetalt kr. 28.000 fra familieulykkesforsikring i anledning af samleverens død. Antaget, at K var ejer af den del af forsikringen, i henhold til hvilken hun var sikret, og at hun havde betalt præmien for denne dækning. K skulle derfor ikke betale arveafgift af forsikringssummen.

Forsørgertabserstatning

Ingrid Lund Andersen i Ugifte Samlevende p. 214-217

a. EAL § 13 og § 14 a: Intet krav til samlivets varighed.

§ 13. Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever udgør 30 pct. af den erstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jf. §§ 5-8. Erstatningen udgør dog mindst 225.000 kr., medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 2. Var forsørgeren fyldt 56 år, nedsættes erstatningen efter reglerne i § 9.

§ 14 a. Der tilkommer den efterlevende ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr. (2009: 136.000 kr.). Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige kræve erstatning for begravelsesudgifter.

Anders Vinding Kruse og Jens Møller i Erstatningsansvarsloven 3. udg. 1993 p. 217- 219

UfR 1989.343 VLD: Samlever tilkendt 366.030 kr. efter 7 måneders samliv.

UfR 1991.456 ØLD: Samlever tilkendt minimumserstatning efter EAL § 13, stk. 1, 2. pkt., da afdøde med sin førtidspension havde bidraget til den fælles husførelse på en sådan måde, at appellanten kunne besidde den ejendom, der udgjorde det fælles hjem.

UfR 1997.540 VLD: Samlever tilkendt 444.262 kr. i forsørgertabserstatning, idet der ikke var grundlag for at antage, at afdøde ikke kunne anses for forsørger for hende. Parterne havde haft hver sin folkeregisteradresse.

UfR 2003.729/2 VLD: K var død i 2000 ved et trafikuheld. Hun havde levet sammen med M i 25 år. Det fandtes ikke godtgjort, at samlivet var ophævet på dødstidspunktet. M tilkendt erstatning på 374.000 kr.

UfR 2004.2481 VLD: M var død ved en flyulykke i okt. 1998. K var flyttet sammen med M i dec. 1997 i M's hus, som de begge deltog i renoveringen af. Betalingen af de daglige udgifter fordelte de mellem sig på den måde, at M betalte terminsydelserne på huset, medens K afholdt udgifterne til mad, tøj og bil, og de betalte forsikringerne i fællesskab. Der fandtes godtgjort, at der mellem K og M har foreligget et samliv af en sådan art, at det var rimeligt at sidestille K med en ægtefælle. Den omstændighed, at de ikke havde fælles bankkonti, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. K har derfor krav på erstatning for tab af forsørger, jf. EAL § 13. Erstatningen udgjorde 320.311 kr.

UfR 2006.743 ØLD: M døde i juli 2002 efter en færdselsulykke. K påstod TRYG, som ansvarsforsikrer for modpartens køretøj, tilpligtet at betale 928.415 kr. i forsørgertabserstatning og overgangsbeløb, jf. EAL § 13 og § 14 a. M og K havde i dec. 2000 indledt et samlivsforhold, og K ventede barn, da M døde. Efter bevisførelsen, herunder oplysningerne om fælles bolig, fælles husholdning, økonomi og K's graviditet, lagde ØL til grund, at der på skadestidspunktet i juli 2002 bestod et samlivsforhold, der gjorde det rimeligt at sidestille K med ægtefælle. Det kunne ikke føre til andet resultat, at K over for det offentlige fremstod som og modtog offentlige ydelser som enlig. K's påstand blev herefter taget til følge.

b. ASFL § 36, stk. 1, jf. § 35, stk. 3, således som ændret pr. 01.07.1996: Samliv de sidste 2 år.

Overgangsbeløb ved dødsfald

§ 35. Har en arbejdsskade medført døden, tilkommer der den efterladte ægtefælle et overgangsbeløb een gang for alle på 88.500 kr., hvis ægteskabet var indgået før arbejdsskadens indtræden og samlivet bestod på tidspunktet for skadelidtes død. Beløbet reguleres efter § 42.
Stk. 2. Er ægteskabet indgået efter arbejdsskadens indtræden, har den efterladte ægtefælle krav på samme overgangsbeløb, hvis ægteskabet på tidspunktet for skadelidtes død havde bestået de sidste 2 år og ægtefællerne levede sammen på tidspunktet for skadelidtes død.
Stk. 3. Overgangsbeløbet tilkommer endvidere en efterladt, som før arbejdsskadens indtræden levede sammen med skadelidte i et ægteskabslignende forhold, hvis samlivet på tidspunktet for dødens indtræden havde bestået de sidste 2 år.
Stk. 4. Efterlader afdøde sig ingen, der er berettiget til overgangsbeløb efter stk. 1-3, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor.

Erstatning for tab af forsørger

§ 36. Den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 35, stk. 1-3, og som ved skadelidtes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.

UfR 2021.2514 VLD: Kæreste til mordoffer kunne ikke få erstatning efter EAL § 13 eller godtgørelse efter EAL § 26 a, da det ikke var dokumenteret, at parret havde haft fælles økonomi og husholdning, og da de ikke havde haft fælles adresse på noget tidspunkt

A var kæreste med B, og de havde en fælles datter. I 2014 blev A skudt og dræbt, hvorefter B under straffesagen nedlagde påstand om erstatning for tab af forsørger. Erstatningsnævnet, N, fandt ikke B berettiget til at modtage erstatningen, jf. EAL § 13. Det var ikke dokumenteret, at A og B havde fælles økonomi og husholdning, eller at B faktisk havde forsørget A i et sådant omfang, at det kunne sidestilles med et ægteskabslignende forhold. A og B havde desuden ikke haft fælles bolig. N afviste godtgørelse efter EAL § 26 a.

Retten i Viborg fandt, at N’s afgørelse var korrekt, således, at A hverken kunne modtage erstatning efter EAL § 13 eller godtgørelse efter EAL § 26 a.

VL stadfæstede.

Fælles lån

TFA 2009.311/2 ØLD: M og K optog i jan. 2005 et lån i RD på 1,5 mio kr. med pant i en ejendom, som K havde købt. Provenuet blev indsat på K's konto og blev anvendt til købet og istandsættelse af ejendommen. Efter M's død d. 31.08.2005 overtog K lånet. Hun anmeldte et krav i dødsboet på halvdelen af lånet. Bobestyrer afviste kravet. Skifteretten i Lyngby henviste til, at det havde været nødvendigt for at opnå lånet, at M medunderskrev som debitor. Det fandtes ikke bevist, at M, som havde særskilt økonomi, havde forpligtet sig over for K til endeligt at indfri halvdelen af lånet. M havde heller ikke overdraget det til kvinden som gave, og han havde ikke fulgt en opfordring til at oprette testamente til fordel for hende. Kravet fandtes derfor ikke berettiget. ØL fandt det ikke bevist, at M i forhold til K endeligt skulle indfri halvdelen af lånet, uanset at M havde underskrevet pantebrevet og kunne have en vis interesse i istandsættelsen, og stadfæstede dommen.

Udlevering af ejendele ved umiddelbar fogedforretning, jf. RPL § 596.

FM 1995.138 ØLK: K begærede sig indsat i besiddelsen af et større antal indbogenstande og husgeråd. M gjorde gældende, at der allerede var sket bodeling ved K's tidligere fraflytning i 1994, og at en del af effekterne tilhørte parterne i sameje. Fogedretten fremmede i det væsentlige sagen. ØL nægtede at fremme sagen under hensyn til antallet og karakteren af effekterne, der begæredes udleveret, og til karakteren af de af M fremsatte indsigelser.

TFA 1997.168 ØLK: M begærede sig indsat i besiddelsen af hunden Buster, idet han gjorde gældende, at ejerskabet til hunden var overgået til ham ved samlivsophævelsen. Hundeforsikringen stod i hans navn. Fogedretten nægtede at fremme forretningen, da M ikke havde sandsynliggjort sit krav i en sådan grad, at en umiddelbar fogedforretning kunne fremmes. ØL stadfæstede.

TFA 1998.173 ØLK: M begærede sig indsat i besiddelsen af en lang række effekter. K gjorde gældende, at nogle af effekterne var givet hende som gave og andre ikke hidrørte fra M. Da M ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at han havde besiddelseskrav for så vidt angik disse effekter, blev begæringen afvist.

TFA 1999.432 ØLK (FM 1999.130 ØLK): M og K havde ophævet samlivet i juni 1998, og K havde ved dom i marts 1999 fået forældremyndigheden over parternes to børn. K blev indsat i besiddelsen af de effekter, der bevisligt var givet børnene som gaver, dvs. en bamse, 3 traktorer og bøger fra Børnenes Trafikklub, men ikke i effekter, som faderen havde købt efter samlivsophævelsen, uanset at erhvervelsen var sket for børnechecken. Det tiltrådtes, at SKL § 68 a ikke fandt direkte eller analog anvendelse i et ugift samlivsforhold.

TFA 2000.287 VLK: M blev ved fogedretten i Nibe indsat i besiddelsen af en række løsøreeffekter, som tilhørte ham ved samlivsforholdets etablering 4 år tidligere. Det fandtes ikke godtgjort, at effekterne var overdraget til K, og ej heller godtgjort, at K havde et krav mos M, som kunne danne grundlag for tilbageholdsret. VL stadfæstede.

FM 2003.20 ØLK: Efter samlivsophævelse blev K indsat i besiddelse af registreringsattest og nøgle til Peugeot 106, som hun havde købt af M for 72.000 kr., selv om værdien var ca. 122.000 kr. M gjorde gældende, at aftalen om salg var bortfaldet som følge af bristende forudsætninger. Antaget, at havde været en kendelig forudsætning, at forholdet mellem parterne ville bestå, men at risikoen for at forudsætningerne svigtede, ikke kunne pålægges K.

TFA 2003.116 ØLK: M var i marts 2002 fraflyttet ejendom, som han ejede i lige sameje med K, der blev boende sammen med to fællesbørn. Ejendommen var solgt med overtagelse 1 måned senere. M blev indsat i ejendommen, da han som ejer af halvdelen havde krav på adgang til ejendommen.

TFA 2005.45 ØLK: M ønskede ved ophævelse af 14 års samliv at få udleveret en computer og printer. Da K havde fremlagt dokumentation for, at computeren var købt i hendes navn, og da K ligeledes havde fremlagt kvittering vedrørende køb af printeren, havde M ikke godtgjort sin ret til at få tingene udleveret. Fogedretten på Frederiksberg nægtede at fremme forretningen, jf. RPL § 597, stk. 1, 1. pkt. ØL stadfæstede.

TFA 2006.116 VLK: M begærede sig ved fogedretten i Fredericia indsat i besiddelsen af møbler m.v., som ubestridt var erhvervet af ham for egne midler. Ved samlivsophævelse i efteråret 2004 udtalte han, at han ikke ville have noget med sig, og at møblerne var købt til huset. Det kunne ikke antages at have stået K klart, at forudsætningen herfor var, at parterne senere ville finde sammen igen på ny. Herefter og efter den tid, der var gået inden fogedbegæringens indgivelse, var det ikke godtgjort, at M havde et sådant krav på udlevering, at det kunne gennemtvinges ved en umiddelbar fogedforretning.

TFA 2011.448/2 VLK: K havde ved etablering af samliv i juni 2010 optaget et banklån på 20.000 kr., som hun bl.a. anvendte til indkøb af telefon, køleskab, vaskemaskine og opvaskemaskine til det fælles hjem. Ca. et halvt år senere fraflyttede K hjemmet og påstod sig nu indsat i besiddelsen af de nævnte effekter. Det var ubestridt, at K var ejer af effekterne, og fogedretten i Kolding fandt, at K kunne kræve effekterne udleveret. M havde ikke dokumenteret, at effekterne var solgt til T. M havde heller ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at han havde et krav mod K vedrørende el og husleje, og han kunne derfor ikke tilbageholde K's effekter. VL stadfæstede.

TFA 2012.502 ØLK: M krævede sig indsat i besiddelsen af en række effekter, herunder en forlovelsesring, hos K. M gjorde gældende, at der var tale om gaver givet til K til brug i deres kommende fælles hjem, og at man i forbindelse med ophævelsen af en forlovelse kan kræve gaver tilbage. K forklarede, at de aldrig havde været forlovet, da hun ikke havde sagt ja, og at gaverne nu tilhørte hende, men at M havde fjernet forlovelsesringen fra hendes hjem. Efter K's forklaring nægtede Roskilde Fogedret at fremme sagen for så vidt angår forlovelsesringen. For så vidt angår de øvrige effekter, kunne det efter parternes modstridende forklaringer ikke lægges til grund, at parterne havde været i gang med at etablere fælles hjem. Det måtte herefter lægges til grund, at effekterne var givet til K som gaver, og forretningen blev derfor også nægtet fremme for disse. ØL stadfæstede.

TFA 2012.503 VLK: Dødsboet efter K anmodede om fogedrettens bistand til at få udleveret nogle spisestuemøbler, som ifølge boet og K's datter tilhørte K. Samleveren M gjorde indsigelser mod boets krav om udlevering, idet han principalt gjorde gældende, at der var sket substitution, subsidiært at der var opstået sameje. Fogedretten i Randers nægtede at fremme sagen. VL stadfæstede, da boet ikke havde ført bevis for sit krav ved dokumentbevis eller ved partsforklaring, jf. RPL § 597, stk. 1.

FM 2017.136 VLK: K ønskede nogle plexirammer udleveret fra sin tidligere ugifte samlever, M. Fogedretten konstaterede, at det var ubestridt, at plexirammerne var indkøbt af K ved dennes arbejdsgiver, og at hun kort efter anskaffelsen havde givet M lov til at anvende rammerne til nogle billeder tilhørende ham. M havde herved sandsynliggjort sin indsigelse om, at han havde fået rammerne af K, hvorfor fogedretten ikke tog anmodningen om udlevering til følge, jf. RPL § 597, stk. 1. VL anførte, at det var ubestridt, at plexirammerne va købt og betalt af K. Ejendomsretten til plexirammerne tilkom derfor som udgangspunkt K. K havde bestridt at have foræret M plexirammerne i gave, og M havde ikke mod K's benægtelse heraf godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at K havde har overdraget ejendomsretten til rammerne til ham.

TFA 2021.320 VLK: M udsat af hus, som tilhørte K, da han ikke havde overholdt aftale om ophør af samliv.

K og M var samlevende, da K købte et hus pr. 01.01.2018. Kort tid efter overtagelsen af huset, gik de fra hinanden. M blev boende i huset, da det var meningen, at han skulle overtage det. Da M ca. år herefter stadig ikke havde overtaget huset, indgik parterne i juni 2020 aftale om, hvordan M skulle købe det, herunder at han skulle overtage betalingsforpligtelserne. Da M ikke betalte i henhold til aftalen, anmodede K fogedretten om bistand til at få M udsat af ejendommen. M påstod sagen nægtet fremme og anførte til støtte herfor bl.a., at hans brug af huset var omfattet af lejeloven og at lejelovens betingelser i §§ 82 og 83 for udsættelse ikke var opfyldt. Fogedretten i Aalborg fandt, at parterne ikke ved deres aftale havde forsøgt at etablere et lejeforhold, men havde forsøgt at løse spørgsmålet om M’s køb af huset. Da M ubestridt ikke havde overholdt sine betalingsforpligtelser, blev K’s anmodning om udsættelse af M fra ejendommen fremmet. VL stadfæstede i henhold til grundene

Advokat Jørgen U. Grønborg

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til Advokat(H) Jørgen U. Grønborg