Livsgaver
Der er ifølge bem. til BAL p. 28 tale om en gave, når en person i levende live vederlagsfrit overfører et formuegode til en anden person.
En gave defineres traditionelt som indrømmelse af en vederlagsfri formuefordel på givers bekostning, der fremtræder som et udslag af gavmildhed (animus donandi) og som ikke sker til opfyldelse af en retspligt.
Inden for den gaveafgiftspligtige personkreds sker gavebeskatning af vederlagsfrie formuefordele på objektivt grundlag, det vil sige uden hensyn til, om der foreligger et konkret gavemotiv.
Gaver kan inddeles i tre hovedtyper:
- Overdragelse af formuegoder (donatio in dando)
- Eftergivelse af gæld (donatio in liberando)
- Påtagelse af forpligtelser (donatio in obligando)
Gavemodtageren har bevisbyrden for, at der er ydet en gave.
UfR 2001.1123 VLD: Søn havde ikke ført bevis for at hans 76-årige moder som gave havde overladt ham 5 klasselotterisedler i 1997. Moderen havde givet sønnen penge til fornyelse af lodsedlerne, og sønnen blev dømt til at betale moderen 106.280 kr., som blev udbetalt i gevinst i marts 1999.
TfS 2002.207 ØLK (TFA 2002.120 ØLK): M havde hvert år siden begyndelsen af 80'erne overført 8.000 kr. både til sin søn og til sine to børnebørn i form af andele i M's sommerhus i Melby. M opgav hvert år dette til skattevæsenet. Overdragelserne var ikke blevet tinglyst, og der var ikke udstedt gavebreve eller gældsbreve. M solgte sommerhuset i september 1999 og døde i 2001. Provenuet fra salget af sommerhuset på 351.644 kr. skulle medregnes til bobeholdningen, da det ikke var godtgjort, at ejendomsretten til ejendommen forinden salget var overdraget til M's barn og børnebørn.
TFA 2005.282 VLD: M optog i 2000 et lån i Realkredit Danmark, og provenuet på ca. 500.000 kr. blev indsat på sønnen S' konto. M og H døde begge i 2002. Arvinger i deres dødsbo var S samt B og C, der var børn af S' afdøde bror, A. S forklarede på første bomøde, at provenuet var ydet ham som et rente- og afdragsfrit lån uden oprettelse af gældsbrev, at han havde betalt ydelserne på kreditforeningslånet, og at hans lån ved årlige gaver fra M og H var nedbragt med i alt 280.400 kr. S oplyste senere, at de 500.000 kr. var en gave, men at han over for skattemyndighederne havde kaldt den et lån for at undgå at betale gaveafgift. Gaven havde baggrund i, at A kort forinden var død i en ung alder, og M og H ville hindre, at det samme skete for S, der arbejdede meget, havde stor gæld og stod over for at skulle gennemgå en hofteoperation. VL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte S' forklaring om, at der forelå en gave, hvilken forklaring blev støttet af en anførsel i kassebogen og konteringen på regnskabskontoret. Der var ikke grundlag for at anse gaven for ugyldig efter AFTL § 31. VL frifandt derfor S for boets påstand om at skulle betale et beløb tilbage til boet. (2-1).
TFA 2005.290 ØLK: Moder havde pr. 01.01.2005 solgt sit hus og havde dagen før sin død d. 24.11.2004 skrevet til sin bank, at hun ønskede at give sine pårørende kontante julegaver for i alt 401.000 kr. Efter sagens omstændigheder og især under hensyn til, at pengegaverne skulle ydes for lånte midler, fordi provenuet fra ejendomssalget endnu ikke var til disposition, sammenholdt med, at instruktionen til banken er udfærdiget dagen inden dødsfaldet, på hvilket tidspunkt afdøde må have anset sin død for nært forestående, tiltrådte ØL, at beløbet skulle indgå i bobeholdningen, da gaverne ikke var givet ved dødsfaldet, og da instruktionen til banken måtte anses for udfærdiget med henblik på at omgå boafgiftsreglerne.
TFA 2010.18 ØLD: M og K underskrev i august 2007 et skøde, hvor de pr. 15.09.2007 købte en ejendom i lige sameje. Købet blev finansieret ved en boligkøbskredit, der var stillet, indtil M fik solgt den ejendom, han boede i. M oprettede d. 30.08.2007 et notartestamente, hvoraf fremgik, at han ville flytte sammen med K i den nyerhvervede ejendom, som de hver ejede halvdelen af, og at K, hvis han døde først, skulle arve den anden halvdel af ejendommen. På et møde hos M's advokat i oktober 2007 drøftedes de afgiftsmæssige konsekvenser af, at M gav K en gave. Der blev ikke udarbejdet noget gavebrev. M døde i januar 2008 uden at være flyttet ind i ejendommen. Den ejendom, han boede i, var da ikke længere til salg. På et møde hos M's advokat, som nu var bobestyrer i M's bo, i april 2008 erklærede K's' advokat, at K frafaldt kravet på at være arving i boet. Boet anlagde herefter sag mod K med påstand om, at hun skulle betale halvdelen af købesummen eller 682.500 kr. til boet. K gjorde heroverfor gældende, at M havde givet hende halvdelen af ejendommen som gave. K nedlagde endvidere påstand om, at afdødes halvdel af ejendommen skulle tilfalde hende i henhold til testamentet. Retten i Odense tog boets påstand til følge, idet K ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun havde fået en gave svarende til halvdelen af ejendommen. K fik endvidere ikke medhold i, at hun skulle arve i henhold til testamentet, idet A's forudsætning om, at de ville flytte sammen, var bristet, og idet hun på bomødet havde frafaldet sit krav på arv. ØL's flertal stadfæstede. Mindretallet ville give S medhold i påstanden om arveret til halvdelen af ejendommen.
SKM2010.675 BRD: I 1994 havde A overdraget aktier til 3 trusts i USA - oprettet til fordel for hver af hans 3 børn, hvoraf de 2 var mindreårige og hjemmeboende. De 3 trusts var oprettet af hans mor, hver med en indskudskapital på 1 US $, og A var indsat som "individual trustee" med beføjelse til at udskifte pengeinstituttet, der var indsat som "corporate trustee" - en beføjelse han også havde benyttet sig af. Yderligere havde han beføjelse til sammen med pengeinstituttet at træffe bestemmelse om forvaltningen af formuen og om udbetaling af beløb til de begunstigede, hjemmeboende børn mv. Under disse omstændigheder indebar overdragelsen af aktier til de 3 trusts ikke en sådan effektiv, reel og uigenkaldelig udskillelse af aktierne fra As øvrige formue, at der var tale om en gaveafståelse, som kunne udløse gaveafgift. A måtte således fortsat anses for ejer af aktierne.
TFA 2016.147 VLD: S dømt til at tilbagebetale 1.259.900 kr, som han havde hævet fra faders konto ved hjælp af fuldmagt.
S havde siden 2003 haft fuldmagt til sine forældres bankkonto. S' mor, M, døde i 2009, og S' far, F, sad herefter i uskiftet bo med S, som var enebarn. I 2009 var saldoen på F's bankkonto ca. 2,2 mio. kr. I perioden 2009-2012 hævede S i alt ca. 1,4 mio. kr. fra bankkontoen. I 2012 kom F under samværgemål, og samværgen anmodede på vegne af F om skifte af boet efter M. Boet krævede 1.359.900 kr. tilbagebetalt af S. S forklarede bl.a., at F havde givet gaver til S og dennes familie for 757.500 kr., og at han med M og F havde aftalt at ombygge sit hus, hvilket havde kostet 285.000 kr., samt at han havde afholdt en række udgifter i F's interesse. Retten i Kolding gav dødsboet medhold i påstanden. VL fandt det ikke bevist, at F i den omhandlende periode havde ydet skattefrie gaver til S og S' familie, da der ikke på gældsbrevet var foretaget nedskrivning af gælden, og da der ikke var fremlagt dokumentation for , at M og F tidligere havde givet gaver svarende til de afgiftsfrie beløb. Det var ikke godtgjort, at ombygningen af S' hus var sket i F's interesse eller efter aftale med F, og da S heller ikke havde bevist, at han havde afholdt udgifter i F's interesse eller med F's accept for mere end 100.000 kr., blev S af VL dømt til at dømt til at tilbagebetale 1.259.900 kr.SKM2016.414 BRD: S havde ikke godtgjort, at 2,6 mio kr, som han havde hævet på sin moders konto, var tilgået moderen.
S hævede i 2010 og 2012 ad 5 omgange i alt kr. 2.610.000,- på en bankkonto, som tilhørte hans moder, der var på pjejehjem og afgik ved døden i juni 2013. S forklarede for skifteretten under boets behandling, at han havde givet de kontante beløb til moderen og ikke selv havde modtaget nogen del af dem. Skifteretten og bobestyreren foretog derfor ikke videre i den anledning. SKAT anlagde efter boets afslutning sag mod A med påstand om, at han skulle indgive gaveanmeldelser og svare gaveafgift af den gaveafgiftspligtige del af det samlede beløb på kr. 2.610.000,-. Retten fandt, at der under de foreliggende omstændigheder var en formodning for, at beløbene var tilgået S som gave fra moderen. Det påhvilede derfor ham at godtgøre, at beløbene var tilgået moderen og ikke ham. Efter en samlet vurdering fandt retten ikke, at han havde godtgjort dette. Retten tog derfor SKATs påstande til følge. Komm. af Jan Pedersen i SR-skat 2016.398-404.TFA 2016.371/2 ØLD: Niece havde bevist, at et overført beløb på 300.000 kr. var en gave. Der var ikke grundlag for at anse gaven for en dødslejegave efter arvelovens § 93.
A døde som 92-årig d. 01.04.2011. B, der var A's niece, havde på A's bankkonto d. 02.03.2011 hævet 50.000 kr., d. 04.03.2011 hævet 300.000 kr. og d. 21.03.2011 hævet 21.315 kr. Der opstod nu spørgsmål om, hvorvidt hævningerne var berettigede, herunder om beløbet på 300.000 kr. var en gave, og om gaven i givet fald måtte anses for en dødslejegave. Retten i Holbæk fastslog, at B, der havde gjort gældende, at beløbet på 50.000 kr. var overdraget til A, og at beløbet på 21.315 kr. havde dækket nogle af hende foretagne udlæg, skulle tilbagebetale disse beløb til dødsboet. Beløbet på 300.000 kr. måtte anses for en gave. Efter oplysningerne om A's helbredsmæssige forhold på tidspunktet for gavens ydelse var det ikke godtgjort, at A's død på dette tidspunkt var nært forestående, og at A selv var klar over dette. Der var derfor ikke tale om en dødslejegave, som krævede iagttagelse af testamentsreglerne, jf. AL § 93, stk. 1, nr. 2. ØL stadfæstede. (dissens for at overførslen på 300.000 kr. ikke var en gave.)FM 2017.136 VLK: M havde ikke godtgjort, at K havde givet ham nogle plexirammer som gave.
K ønskede nogle plexirammer udleveret fra sin tidligere ugifte samlever, M. Fogedretten konstaterede, at det var ubestridt, at plexirammerne var indkøbt af K ved dennes arbejdsgiver, og at hun kort efter anskaffelsen havde givet M lov til at anvende rammerne til nogle billeder tilhørende ham. M havde herved sandsynliggjort sin indsigelse om, at han havde fået rammerne af K, hvorfor fogedretten ikke tog anmodningen om udlevering til følge, jf. RPL § 597, stk. 1. VL anførte, at det var ubestridt, at plexirammerne va købt og betalt af K. Ejendomsretten til plexirammerne tilkom derfor som udgangspunkt K. K havde bestridt at have foræret M plexirammerne i gave, og M havde ikke mod K's benægtelse heraf godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at K havde har overdraget ejendomsretten til rammerne til ham.TFA 2018.214 VLD (FM 2018.127 VLK): Afdødes børn havde ikke godtgjort, at afdøde mundligt havde givet gaver på i alt 844.200 kr. i form af gældseftergivelse.
M, solgte i 2013 et sommerhus til M og H's fællesbørn B og C for 1.147.500 kr. Købesummen blev berigtiget ved en skattefri gave på 117.400 kr. og oprettelse af et rente- og afdragsfrit gældsbrev på 1.030.100 kr. Efter M's død i 2014 sad H i uskiftet bo indtil sin død i 2017. Efter H's død blev det på gældsbrevet noteret, at der i perioden 2013 til 2017 var ydet gaver til B og C for i alt 844.200 kr., og at restbeløbet derfor udgjorde 185.900 kr. H havde i sine sidste leveår betydelige vanskeligheder ved at skrive, herunder at afgive sin underskrift. B og C anførte, at H i 2013-2017 havde ydet dem skattefrie gaver, som var effektueret ved at nedbringe restgælden på gældsbrevet. De forklarede bl.a., at de løbende havde drøftet spørgsmålet om sommerhuset med H, og at de i forbindelse med højtider havde sagt til H, at hun ikke skulle give dem yderligere gaver, når hun gav dem sommerhuset. Skifteretten i Sønderborg fandt det ikke bevist, at det ved de afgivne forklaringer fra bl.a. B og C i tilstrækkelig grad var godtgjort, at de anførte nedskrivninger på gældsbrevet mundtligt var givet som gaver, hvorfor skifteretten i forbindelse med beregning af boafgiften forhøjede arvebeholdningen med 844.200 kr. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT havde godkendt værdiansættelsen i boet. VL stadfæstede i henhold til grundene.FM 2018.177 ØLK: Breve fra en arving til sig selv og til en medarving kunne ikke anses som dokumentation for, at nogle gældsbreve, der var udstedt af arvingerne til afdøde, var nedskrevet ved ydelse af gaver.
Privatskiftende arvinger A og B gjorde gældende, at to gældsbreve på hver 600.000 kr. begge var nedskrevet til 477.800 kr., og SKAT anmodede skifteretten om at træffe afgørelse om forholdet. Arvingerne fremsendte som dokumentation for, at gældsbrevene begge var nedskrevet, breve fra kontaktpersonen til sig selv og til et selskab. I brevene angav hun, at afdøde ønskede at give hver af arvingerne gaver i form af nedskrivninger på gældsbrevene. Det fremgik forudsætningsvis, at afdøde havde udstedt en generalfuldmagt til arvingerne. Skifteretten i Hillerød bemærkede, at breve fra en arving til sig selv og til en medarving ikke kunne anses som dokumentation for, at en afdød havde givet gaver, der kunne afskrives på gældsbrevene. Herefter, og idet afdøde ikke havde kvitteret for nedskrivninger på gældsbrevene, fandt skifteretten ikke, at det ved beregningen af boafgiften kunne lægges til grund, at gælden var nedskrevet. Skifteretten afsagde herefter kendelse om, at bobeholdningen ved beregningen af boafgiften skulle forhøjes med 2 x 600.000 kr., og ikke alene med 2 x 477.800 kr., som påstået af arvingerne. ØL, der bemærkede, at generalfuldmagten ikke indeholdt særlige bestemmelser om adgang for fuldmagtshaverne til at disponere til fordel for sig selv, erklærede sig enig i skifterettens resultat og begrundelsen herfor, og stadfæstede kendelsen.SKM2019.583 LSR (SKM2016.220 SR): SR havde besvaret et spørgsmål om, hvorvidt fjernelse af en begunstiget i en trust kunne ske uden skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser for hende, benægtende. LSR stadfæstede besvarelsen. LSR lagde vægt på, at SR i en tidligere afgørelse om den samme trust havde fundet, at den var transparent i forhold til den pågældende person, hvorfor trustens formue ansås for at tilhøre hendes formue. Der ville således ske en overførsel af en formuefordel fra hendes formue til de nye begunstigede.
SKM2023.350 BRD: S havde ikke løftet bevisbyrden for, at hun ikke skulle betalte gaveafgift af beløb, som hun havde overført til sig selv.
Sagen angik, om S, der var advokat, havde modtaget afgiftspligtige gaver fra sin mor i indkomstårene 2015-2020. S gjorde gældende, at nogle af overførslerne på i alt 1.687.800 kr. i perioden 2015-2020 udgjorde afgiftsfrie gaver til hendes ægtefælle, der også var advokat, og to børn, samt at andre af overførslerne dækkede over refusion af udlæg, som hun havde afholdt på vegne af sin mor. Der var ikke udarbejdet gavebreve og ikke ført regnskab over udlæggene. Skatteministeriet anerkendte under sagen, at dele af overførslerne var gaver til S's ægtefælle. Retten udtalte, at der mellem S og moderen eksisterede et gavemiljø, og at der påhvilede S en skærpet bevisbyrde, da overførslerne var sket mellem nærtstående. Retten fandt herefter, at S ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at hun ikke skulle betale gaveafgift af de resterende beløb. Skatteministeriets påstand blev derfor taget til følge.FM 2023.72 ØLK: Gældsbrev på 2 mio. kr. kunne anvendes som fundament i fogedretten, idet det ikke var godtgjort, at der var tale om forskud på arv eller gave.
S udstedte d. 08.03.2021 gældsbrev til sin moder, M, på 2 mio. kr. M indgav en anmodning om fuldbyrdelse af gældsbrevet til fogedretten. S gjorde gældende, at der var tale om et arveforskud og gave, hvorfor det var betænkeligt at fremme sagen. Fogedretten i København fandt, at det var ubestridt, at gældsbrevet kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, og at beløbet i henhold til gældsbrevet var udbetalt til S. Fogedretten fandt dog på baggrund af parternes forklaringer og en mailkorrespondance, og under hensyn til at der var tale om familieforhold, at det var betænkeligt at fremme sagen, idet der var en betragtelig grad af tvivl, om gældsbrevet dækkede over et reelt låneforhold. ØL ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling og bemærkede, at S ikke havde godtgjort, at det var aftalt, at det fulde beløb skulle anses for gave eller arveforskud, og der var ikke oplyst om andre omstændigheder, der kunne medføre, at gældsbrevet ikke kunne kræves indfriet. ØL hjemviste herefter sagen til fogedretten med henblik på sagens fremme.
Gældseftergivelse er en gave svarende til den eftergivne fordrings kursværdi. Er den eftergivne fordring værdiløs, foreligger der ikke nogen gave.
TfS 1987.619 SKD: En datter erkendte ved gældsbrev udstedt i 1981 at have lånt 3,1 mio. kr. af sin far til en rente på 5% p.a. Gælden skulle henstå uopsigelig fra kreditors side. I 1984 nedsattes renten til 0% p.a. I 1986 blev gælden eftergivet, og der blev indgivet gaveanmeldelse, hvori fordringens kursværdi sattes til 78.521 kr. SKD meddelte, at der i 1981 var ydet datteren en gaveafgiftspligtig gave bestående i forskellen mellem gældsbrevets pålydende og gældsbrevets kursværdi ved udstedelsen, at der ved ændringen af gældsbrevets vilkår blev ydet en afgiftspligtig gave bestående i forskellen mellem gældsbrevets kursværdi før ændringen og gældsbrevets kursværdi efter ændringen, og at der ved gældseftergivelsen blev ydet en afgiftspligtig gave bestående i gældsbrevets kursværdi ved gældseftergivelsen. Der skulle herefter svares gaveafgift af et beløb på 3,1 mio. kr.
UfR 1996.1021 HD (TfS 1996.448 HD, TfS 1993.145 ØLD): Jens P. Koch havde i 1973-1981 overført i alt kr. 3.106.807 til sin datter. Der blev ikke oprettet lånedokumenter. Han eftergav beløbet i 1986. ØL lagde til grund, at der ikke var indgået nogen aftale om tilbagebetaling af de i sagen omhandlede pengebeløb, og at beløbene måtte anses som gaver ydet i de enkelte indkomstår. HR's flertal lagde til grund, at beløbene var optaget som gæld og tilgodehavender i selvangivelserne, at gælden var omtalt i datterens ægtepagt fra 1983, at der ved enkelte lejligheder var betalt afdrag/renter på lånene, og at lånebeløbene var sikret ved ejerpantebrev på 1,2 mio kr. Beløbene fandtes på denne baggrund at være overført som lån. Sagen blev hjemvist til værdiansættelse af den ved gældseftergivelsen i 1986 ydede gave. Værdiansættelsen måtte blandt andet bero på en vurdering af debitors solvens, og det fandtes sandsynliggjort, at datteren ikke fuldt ud ville kunne indfri den pågældende fordring, og at der derfor måtte ske en kursansættelse af fordringen. Faderen havde i 1982-1985 hvert år eftergivet datteren kr. 56.000 som gave til hende og hendes 6 børn (7 gange 8.000 kr). Da kravet ikke var forældet, blev datteren dømt til at indgive gaveanmeldelse vedrørende disse gaver.
TFA 2002.15 VLK (FM 2001.125/2 VLK): M havde i 1996 ydet udlånt provenuet på 850.000 kr. fra salg af ejendom til søn og to børnebørn som rentefri familielån, som ifølge gældsbrevene skulle afdrages med 40.000 kr. pr. år, første gang d. 01.09.1996 og derefter hver d. 01.01. M døde d. 27.03.1999. M havde ifølge sønnen mundtligt tilkendegivet, at de fastsatte afdrag skulle afskrives på gældsbrevene. M havde ikke ved påtegning på gældsbrevene nedskrevet disse eller på anden måde kvitteret for afdragene. Skifteretten i Århus fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse gældsbrevene for nedbragt i overensstemmelse med deres indhold. De tre gældsbreve skulle herefter indgå i boafgiftsberegningen med den pålydende værdi. VL stadfæstede.
UfR 2004.1974 VLK: A havde i 1999 udlånt 305.000 kr. til hvert af sine 3 børn, som havde underskrevet rente- og afdragsfrie gældsbreve til A. Arvingerne påstod, at de 3 gældsbreve ved A's død i 2003 var nedbragt til i alt 164.400 kr. Skifteretten i Århus lagde til grund , at restgælden på de 3 gældsbreve ved A's død udgjorde 768.000 kr., idet A ikke ved påtegning på gældsbrevene eller på anden måde havde kvitteret for afdrag, der heller ikke havde fundet udmøntning i en dokumenterbar bankoverførsel. VL stadfæstede.
TFA 2005.481 VLD: H, der sad i uskiftet bo med fællesbørnene A og B, døde i 2002. H havde stillet sikkerhed i form af aktier over for to banker for B's tidligere ægtefælle D's gæld. B var til dels meddebitor, til dels selvskyldnerkautionist. H indfriede sikkerhedsstillelserne i 1998 med 254.471 kr. og i 1999 med 207.808 kr. og betalte en advokatregning på 50.882 kr. VL fandt, at H ved indfrielserne havde fået et regreskrav mod B. Efter de afgivne forklaringer sammenholdt med, at H havde givet B andre betydelige gaver, og at der ikke var oplysninger om, at kravet var søgt inddrevet, lagde VL til grund, at H havde givet afkald på kravet. Boet efter H kunne derfor heller ikke gøre krav gældende.
FM 2015.104 VLK: Afdøde havde lånt arvingerne penge, og der var udstedt et gældsbrev. På gældsbrevet havde afdøde i 2013 kvitteret for afdrag, som var berigtiget ved, at afdøde havde givet arvingerne gaver. Ifølge arvingerne havde afdøde under indlæggelse på hospital og umiddelbart før dødsfaldet mundtligt givet arvingerne yderligere gaver, der skulle afskrives på gældsbrevet. Skifteretten fandt, at det ikke i tilstrækkelig grad var godtgjort, at de seneste gaver var ydet, og forhøjede bobeholdningen tilsvarende. VL stadfæstede.
TFA 2018.118 VLD: Afdødes børn og børnebørn havde ikke bevist, at lån på i alt 278.000 kr. var eftergivet inden långivers død.
D fik i okt. 2012 en fuldmagt fra sin mor M til at tage sig af M's økonomiske og personlige anliggender. I november 2012 foranledigede D, at der fra M's konto blev overført i alt 704.400 kr., der blev fordelt blandt M's tre børn, B, C og D, samt nogle børnebørn. Af beløbet udgjorde 275.800 kr. lån ifølge kontoudtog og gældsbreve. Skifteretten i Herning fandt det ikke bevist, at lånene var eftergivet en uges tid før M's død som 83-årig d. 08.01.2013. VL stadfæstede. VL lagde vægt på Retslægerådets vurdering om, at M ved indlæggelse på hospital sidst i dec. 2012 var ude af stand til at træffe fornuftsmæssige beslutninger. Det lå endvidere ud over D's fuldmagt at beslutte en eftergivelse af gæld på mere end 200.000 kr.FM 2019.88 VLK: Posteringer vedrørende et gældsbrev som passivpost i et interessentskabs regnskaber, kunne ikke anses som dokumentation for, at et gældsbrev, der var udstedt af arvingerne til afdøde, var nedskrevet ved ydelse af gaver.
De privatskiftende arvinger A, B og C indgav boopgørelse. Et gældsbrev, der tillige var omtalt i et testamente oprettet af afdøde. var angivet som nedskrevet i nærmere bestemt omfang, idet arvingerne angav, at de havde modtaget nedskrivningerne som løbende gaver af afdøde. Som dokumentation fremsendte arvingerne et regnskab for et interessentskab, som de var interessenter i, og hvor der i regnskaberne var posteret et gældsbrev, der år for år var posteret med et faldende beløb. Værdiansættelsen af gældsbrevet i regnskabet svarede beløbsmæssigt ikke til de gaver, som arvingerne angav at have fået. Da afdøde ikke havde kvitteret for nedbringelsen af gælden, fandt skifteretten i Aarhus det ikke dokumenteret, at gældsbrevet var nedskrevet som følge af ydede gaver, og skifteretten forhøjede arvebeholdningen tilsvarende i forbindelse med beregningen af boafgiften. VL bemærkede, at hverken beløbet angivet i testamentet eller passivposten i regnskaberne beløbsmæssigt stemte med de beløb, som arvingerne havde angivet at have modtaget. Herefter, og idet der ikke forelå nogen erklæring fra afdøde om de løbende nedskrivninger, fandt VL det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at gældsbrevet var nedskrevet som påstået, og stadfæstede skifterettens afgiftsberegning.TFA 2019.275 ØLK: Gældsbreve udstedt af afdødes to børn kunne ikke nedskrives med gaver på 21.500 kr. til to svigerbørn.
Skifteretten i Lyngby havde bestemt, at to beløb på 21.500 kr. skulle lægges til et dødsbos aktivmasse uanset arvingernes oplysninger om, at der var tale om modregninger af gæld, hvilket blev stadfæstet af ØL Det var oplyst af arvingerne, at gælden opstod, da de to beløb, der var gaver til afdødes svigerbørn, blev betalt af afdødes børn på vegne af afdøde, og at det modkrav, der herefter opstod, blev modregnet i afdødes børns gæld til afdøde efter almindelige modregningsregler. Uanset påtegninger på gældsbrevene om afdødes børns gæld fandt ØL ligesom skifteretten det ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at påtegningerne på gældsbrevene, hvorved gælden nedskrives med 83.000 kr. svarende til det samlede afgiftsfrie gavebeløb for et barn og et svigerbarn, skulle dække over et modkrav i forhold til afdøde, der bl.a. skulle være opstået ved, at gavebeløbene på to gange 21.500 kr. skulle være udredt kontant af hver af afdødes børn til deres ægtefæller.TFA 2021.274 VLK: Der skulle betales boafgift af gældsbrev på 200.000 kr, udstedt til afdøde af afdødes søn, da det ikke ved påtegning på gældsbrevet eller på anden vis fremgik, at gælden var afdraget ved gaver fra afdøde.
Advokat forestod i 2010 berigtigelsen af en ejendomsoverdragelse fra en mor til sin søn, hvor sønnen udstedte et rente- og afdragsfrit anfordringsgældsbrev på 200.000 kr. Efter moderens død i 2019 bekræftede advokaten, at det var afdødes intention, at gældsbrevet skulle afvikles med årlige afgiftsfrie gavebeløb, og at dette var i overensstemmelse med en sædvanlig fremgangsmåde ved familiehandler. Skifteretten i Hjørring lod værdien af gældsbrevet indgå som aktiv i bobeholdningen ved beregningen af boafgift, da det ikke ved påtegning på gældsbrevet eller på anden vis fremgik, at gælden var afdraget ved gave. VL stadfæstede.SKM2022.240 ØLD (SKM2021.125 BRD): Arveforskud til broder i form af gældseftergivelse på 500.000 kr. skulle indkomstbeskattes.
A havde i 1997 lånt 500.000 kr. af din søster. Parterne havde d. 16.04.2016 underskrevet en arveforskudserklæring. Søsteren døde d. 30.07.2017. Retten i Svendborg fandt, at hensigten med erklæringen, som både i titel og tekst var beskrevet som et arveforskud, måtte være at give A et arveforskud, hvilket også var anført i åbningsbalancen, og erklæringen var dermed ikke et testamente om almindelig arv. Da det var givet mellem søskende, fandt retten, at A var indkomstskattepligtig af arveforskuddet efter SL § 4. ØL stadfæstede.
Er ikke en gave, hvis det er aftalt, at den anden debitor i det indbyrdes forhold skal betale hele lånet
SKM2022.545 LSR: Faders indtrædelse som som meddebitor på datters realkreditlån var ikke en gave.
H havde pr. d. 30.09.2017 overdraget en ejendom til datteren D for 1.300.000 kr. M og D optog samtidigt et realkreditlån på 1.300.000 kr. med pant i ejendommen. Skattestyrelsen fandt, at M havde ydet D en gave på 650.000 kr.
LSR lagde til grund, at M og D indbyrdes havde aftalt, at D skulle betale alle ydelser på realkreditlånet, og i overensstemmelse hermed fremgik det af kontoudtog for D's konto, at hun havde betalt alle ydelserne på realkreditlånet. FSR lagde endvidere vægt på, at D havde anvendt hele realkreditlånet til betaling for købet af ejendommen, og at D indfriede hele realkreditlånet ved salget af ejendommen i 2020. På baggrund heraf fandt LSR, at der ikke var tilfaldet D en vederlagsfri formuefordel, og at der derfor ikke var givet en gave fra M til hans datter, D. Det faktum, at D muligvis ikke ville kunne have optaget lånet, såfremt M ikke havde været meddebitor på lånet, kunne ikke ændre herved. Endvidere kunne det faktum, at der var indberettet halvt rentefradrag til dem hver, ikke ændre herved
Køb eller anden retshandel, hvor der ikke er ydet fuldt vederlag. (Negotium mixtum cum donatione). Se herom Lego Andersen i Gavebegrebet, 1988, p. 641 ff. Disse gaver var udtrykkeligt nævnt i AAL § 44, stk. 1 in fine, men er ikke omtalt specielt i BAL eller bemærkningerne hertil.
Båndlagte gaver er afgiftspligtige efter de almindelige regler, jf. Poul Olsen p. 93.
Rentefrit anfordringslån er normalt ikke en afgiftspligtig gave.
Der er ikke materielle regler om betingede gaver i BAL. Reglerne i AAL § 13 er ikke gentaget i loven. Se derimod BAL § 1, stk. 3 vedrørende betinget arv, som er en radikal ændring af AAL § 13.
Er der tale om suspensivt betingede gaver, er det i bem. p. 29 anført, at der først skal svares gaveafgift, når betingelsen kommer til stede. Er det betingede gaveløfte afgivet før d. 01.07.1995, skal gaveafgiften, når betingelsen indtræder, berigtiges efter de regler, der var gældende, da gaven blev ydet, jf. BAL § 48, stk. 3.
TFA 2001.469 ØLD: Værge for M havde d. 02.11.2000 ansøgt Bornholms Statsamt om godkendelse af 3 gaver á 15.000 kr. til 3 børn. M døde d. 27.01.2001. Statsamtet godkendte gaverne d. 22.02.2001. Da de ansøgte gavebeløb ikke var godkendte og ydet af afdødes værdier inden dødsfaldet, fandtes beløbet ikke at kunne undtages fra boafgiftspligten, jf. BAL § 1.
FM 2012.240 VLD: Arvingerne havde i boopgørelsen medtaget et beløb på 267.400 kr. svarende til et af afdøde oprettet gavebrev. Af gavebrevet fremgik, at afdøde agtede at give sine to børn 58.700 kr. hver, og sine seks børnebørn hver 25.000 kr. Gavebrevet var blevet oprettet i forbindelse med, at afdøde havde sat sin ejendom til salg. Købsaftalen blev underskrevet d. 17.05.2011 med overtagelsdag d. 01.07.2011. Afdøde afgik ved døden d. 31.05.2011. Gavebeløbene var da endnu ikke udbetalt, da købesummen ikke var blevet frigivet. Skifteretten fandt, at der skulle beregnes boafgift af gavebeløbene, da gaverne ikke var effektueret inden dødsfaldet. Den omstændighed, at endelig købsaftale var indgået inden dødsfaldet, kunne ikke føre til et andet resultat. VL stadfæstede og anførte yderligere, at det af lovforslaget til lov nr. 426 af 04.06.1995 om afgift af dødsboer og gaver fremgår, at hvis der til en gave er knyttet betingelser, anses gaven først for modtaget, når betingelserne er kommet til stede. Det fremgik af afdødes gavebrev, at gaverne var betinget af, at ejendommen blev solgt, og provenuet blev frigivet. Betingelserne var således ikke til stede ved dødsfaldet.
Motiverne omtaler derimod ikke de resolutivt betingede gaver, hvilket må indebære, at der ikke længere er mulighed for at få gaveafgiften tilbagebetalt, hvis gaven skal gives tilbage. Bue Skammelsen antager i Karnov 1996 p. 5831 note 13, at afgiftsberegningen kan genoptages i tilfælde af resolutivt betingede erhvervelser. Petersen og Skammelsen p. 39 støtter ikke overraskende dette sympatiske synspunkt
Gaveløfter kan afgives med skatteforbehold, d.v.s. gøres betingede af, at overdragelsen kun har bestemte skattemæssige konsekvenser, jf. Lida Hulgaard i Lærebog i Skatteret , 9. udg. 2000 p. 333. Se også TfS 1997.298: Notat af 26.09.1996 fra Skatteministeriets Retssikkerhedsudvalg om skatteforbehold og omgørelse.
SKDM 1971.36: Såfremt en aktieoverdragelse i gavebrevet er ydet under forudsætning af, at amtstuen godkender den i gaveanmeldelsen anførte aktiekurs, må gaven i skattemæssig henseende anses for ydet på det tidspunkt, hvor gavemodtageren er underrettet om gaven, uanset om det pågældende vilkår først opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen vil kunne annulleres med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet, såfremt amtstuen måtte fastsætte en højere værdi af aktierne, idet en afgørende forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det må dog være en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse med den endelige afgørelse af aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen. Den omstændighed, at gaven ydes i et indkomstår, men først annulleres i et senere indkomstår, fandtes ikke at kunne medføre ændringer i besvarelsen.
Se også Lrs. Alf Bent Hermann i SPO 3/1994 p. 88-91: Kan gavedispositioner omgøres?
Lida Hulgaard omtaler i Lærebog i Skatteret, 9. udg. 2000 p. 333-334 to afgørelser, hvor der er givet tilladelse til omgørelse. Se også Torben Bagge og Bodil Dyrbjerg i Revisorbladet nr. 2/1997 p. 18-30 samt TfS 1997.298: Notat af 26.09.1996 fra Skatteministeriets Retssikkerhedsudvalg om skatteforbehold og omgørelse.
SKM2010.803 SR: SR bekræftede, at en omstødelse i henhold til AL § 31, stk. 1 af en i 2007 ydet gave i form af overdragelse af en udlejningsejendom fra en nu afdød far til sin ene datter, med den konsekvens at gaven er ugyldig ex tunc, skattemæssigt vil medføre, dels at den af faderen for indkomståret 2007 opgjorte skattepligtige avance ved overdragelsen annulleres, dels at den indbetalte gaveafgift tilbagebetales til datteren og dels at det skattemæssige resultat af ejendommen tilbageføres fra datteren til dødsboet for perioden fra den nu omstødte overdragelse og optages i boets regnskab, indtil dødsboet afhænder eller udlægger ejendommen. SR bekræftede endvidere, at tilsvarende omstødelse af kontantgave fra den afdøde far til datteren på 39 mio. kr. vil medføre, at den indbetalte gaveafgift skal tilbagebetales til datteren. For begge situationer lagde SR afgørende vægt på, at der vedrørende gaveoverdragelserne er indledt omstødelsessag og indgået retsforlig.
Undladelse af anfægtelse af testamente
Undladelse af at anfægte et mundtligt eller i øvrigt formløst testamente betragtes ikke som en gave, jf. AAL-kommentar p. 80, Skifteret p. 359 og Jørgen Nørgaard i Arveret p. 445. Situationen er en anden, hvis arvingen erkender, at der slet ikke foreligger et testamente, jf.
TfS 1984.312 SKD: Afdødes datter, som var privatskiftende enearving, ønskede SKD's godkendelse af, at 2 personer kunne få udbetalt legater på hver 20.000 kr., og at hendes 3 børn hver kunne få udbetalt sumlegater på 100.000 kr. Afdøde havde ikke oprettet testamente herom, da hun ville stille datteren frit for, om hun ville opfylde ønskerne. Udtalt, at ydelserne måtte anses som indkomstskattepligtige gaver og gaveafgiftspligtige gaver fra datteren.
En aftale om, at giver betaler alle omkostningerne ved gaveoverdragelsen, betragtes ikke som en gave, jf. Lego Andersen i Gavebegrebet p. 590 og
SKDM 1980.68: Amtsskatteinspektoratet medtog kr. 8.939 ved gaveafgiftsberegningen under henvisning til, at giver alene havde påtaget sig at afholde omkostningerne ved udstedelsen af ejendomsskødet. Da det var sædvanligt der på egnen, at sælger og køber hver bar hver halvdelen af omkostningerne, anså man halvdelen heraf for gave. SKD fandt, at der skulle bortses fra de af giver afholdte omkostninger i forbindelse med ejendomsoverdragelsen.
En aftale om, at giver betaler gaveafgiften, betragtes ikke som en gave.
En aftale om, at en arving eller en legatar betaler andre arvingers eller legatarers bo- eller tillægsboafgift, anses ikke for en gave, hvis betaling kan ske med den pågældendes lod i boet.
Et afkald på falden arv anses ikke for en gave, hvis betingelserne i BAL § 5 er opfyldte.
