Menneskerettigheder

Links

Retsregler

Betænkninger

Bøger

Artikler

Retspraksis

Menneskerettighedsdomstolen

Links

Retsregler

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner, jf. lovbekg. nr. 334 af 28.03.2025

Lov nr. 553 af 18.06.2012 om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

Betænkninger

Bet. nr. 1546/2014: Inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet

Bet. nr. 1407/2001: Inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret

Bet. nr. 1220/1991: Den europæiske Menneskerettighedskommission og dansk ret

Bøger

1971 1974 1975 1980 1985 1990

1992 1994 1995 1996 1997 1998

2000 2001 2002 2003 2004 2005

2006 2007 2008 2009 2010 2011

2012 2013 2014 2015 2016 2017

2018 2020 2021 2022 2023 2025

1971

Frede Castberg: Den europeiske konvensjon om menneskerettigheder, 1971, Universitetsforlaget, Oslo.

1974

Moses Moskowitz: International Concern with Human Rights, 1974, 239 sider, Sijthoff, Leiden.

1975

Frede Castberg: The European Convention on Human Rights, 1975, Sijthoff, Leiden.

1980

Niels Eilschou Holm: En sag for menneskerettighedsdomstolen, 1980, 151 sider, DJØF. Anmeldt af Per Magid i JUR 1981.157-160

Bogen handler om menneskerettighedsdomstolens dom af 07.12.1976, hvorefter Danmark ikke havde krænket konventionen ved at indføre integreret seksualundervisning i folkeskolen.

1985

John Bernhard og Tyge Lehrmann: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1985, 190 sider, GadJura. Anmeldt af Lars Adam Rehof i JUR 1986.215-219.

1990

Lars Adam Rehof og Tyge Trier: Menneskeret, 1.udg., 1990, DJØF. Anmeldt af Per Magid i ADV 1991.347-350, samt af Jon Andersen i JUR 1991.249-254.

1992

Red. Asbjørn Eide og Jan Helgesen: The Future of Human Rights Protection in a Changing World - Fifty Years since the Four Freedoms Address. Essays in Honour of Torkel Opsahl, 1992, Universitetsforlaget, Oslo. Anmeldt af Jens Brøsted i JUR 1992.434-441: Menneskerettighedsbeskyttelsen i en ændret verden.

Antonio Cassese: Human Rights in a Changing World, Temple University Press, Philadelphia. Anmeldt af Jens Brøsted i JUR 1992.434-441: Menneskerettighedsbeskyttelsen i en ændret verden.

Søren Stenderup Jensen: The European Convention on Human Rights in Scandinavian Law, 1. udg., 1992, DJØF

Bogen analyserer anvendelsen af EMRK i Danmark, Norge og Sverige.

1994

Louise Nan Rasmussen og Søren Schønberg: EU-menneskeret - en udfordring til dansk ret, 1994, Karnovs Forlag. Anmeldt af Lars Adam Rehof i UfR 1995 B.167.

1995

Asbjørn Eide, Catarina Krause og Allan Rosas: Economic, Social and Cultural Rights - A Textbook, 1995, Nijhoff, Haag. Anmeldt af Lone Lindholt i EU-ret & Menneskeret nr. 1/1996 p.83-88.

1996

Red. Martin Scheinin: International Human Rights in the Nordic and Baltic Countries, 1996. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1996 B.333-334

Forhandles ved Center for Menneskerettigheder, Wilders Plads 8 H, 1403 København K. Tlf. 32 69 88 88.

Torkel Opsahl: Law and Equality. Selected Articles on Human Rights, 1996, Gyldendal, Oslo.

1997

Henrik Døcker: Menneskeret i Europa, 1. udg., 1997. Det Danske Center for Menneskerettigheder. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1997 B.466-467.

Red. Morten Kjærum, Klaus Slavensky og Jens Vedsted-Hansen: Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv, 1. udg., 1997, DJØF. Anmeldt af Ole Spiermann i EU-ret & Menneskeret nr. 6/1997 p. 336-356: Om den menneskeretlige melodi.

Henrik Karl Nielsen, Lars Adam Rehof og Christian Harlang: Anti-diskrimination - lovgivningen med kommentarer, 1. udg., 1997, GadJura.

Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret bind 3 - menneskerettigheder, 2. udg., 1997, Chr. Ejlers Forlag.

Hans Danelius: Mänskliga Rättigheter i europeisk praksis - En kommentar til Europakonventionen om de mänskliga rättigheterne, 1997, 410 sider, Norstedts Juridik. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1998 B.350/2.

1998

Alan Boyle og Michalen Anderson: Human Rights Approaches to Environmental Protection, 1998, 313 sider, Clarendon Press, Oxford. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 1998 B.519/2-521.

D.J Harris, M. O`Boyle og C. Warbrick: Law of the European Convention on Human Rights, 2. udgave, 1998.

P. Van Dijk og G. J. H Van Hoof: Theory and practice of the European Convention on Human Rights, 3. udgave, 1998.

Marianne Holdgaard Bukh: Modafhøring af vidner - menneskeretlige krav til straffeprocessen, 1. udg., 1998. Anmeldt af Palle Steen Christensen i FM 1999.63-68.

2000

Jens Elo Rytter: Grundrettigheder. Domstolenes fortolkning og kontrol med lovgivningsmagten, 1. udg., 2000, 479 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Blume i UfR 2000 B.487-488 og af Torben Jensen i JUR 2001.374-386. Hele bogen kan læses her.

Iain Cameron: National Security and the European Convention on Human Rights, 2000, 479 sider, Iustus Förlag. Anmeldt af Henning Koch i UfR 2003.247-249.

2001

Karin Buhmann: Implementing human rights through administrative law reforms. The potential in China and Vietnam, 1. udg., nov. 2001, 601 sider, DJØF

2002

Erik Møse: Menneskerettigheter, 2002, 591 sider, Cappelan Akademisk Forlag, Oslo. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2003 B.108.

2003

Pia Justesen: Racisme og diskrimination - Danmark og menneskerettighederne, 1. udg. 2003, 178 sider, Akademisk Forlag.

2004

Marianne Nørregaard: Menneskerettighedskonventionens anvendelse mellem private, 1. udg., juni 2004, 430 sider, Thomson

Ida Elisabeth Koch og Hatla Thelle (red.): Sociale menneskerettigheder, 1. udg., 2004, 280 sider, Akademisk Forlag.

Rhona K. M. Smith, Textbook on International Human Rights, 2. udg. 2004, 438 sider, Oxford University Press.

Ida Elisabeth Koch, Kristine Røberg, Sten Schaumburg-Müller og Jens Vedsted-Hansen: Menneskerettigheder og magtfordeling - Domstolskontrol med politiske prioriteringer, 1. udg., 2004, 240 sider, Aarhus Universitetsforlag

Gorm Toftegaard Nielsen, Jens Vedsted-Hansen og Claus Haagen Jensen (red.): Festskrift om Menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard (80 år d. 15.09.2004), 1. udg. 2004, 409 sider, DJØF

Marianne Holdgaard og Bettina Lemann Kristiansen: Kønsskifte - juridisk set, 1. udg. 2004, 150 sider, DJØF. Anmeldt af Mette Hartlev i UfR 2005 B.151-152. og af Ulla Hybel i TFA 2006.174-176

2005

Erik André Andersen, Birgit Lindsnæs og Stig Ree (red.): På vej mod nye globale strategier. Offentlige goder og menneskerettigheder, 1. udg. aug. 2005, 582 sider, DJØF

2006

Jens Elo Rytter: Den europæiske menneskerettighedskonvention - og dansk ret, 2. udg. august 2006, 405 sider, Thomson. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2004 B.38-39 og af Ole Bruun Nielsen og Jens Vedsted-Hansen i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2004 p. 301-308.

Van Dijk, Van Hoof, Van Rijn og Zwaak: Theory and Practice of the European Convention on Human Rights, Fourth Edition, 2006, 1190 sider, Intersentia

Klavs Duus Kinnerup Hede: Menneskerettigheder, demokratisering og good governance i dansk udviklingspolitik, 1. udg., sept. 2006, 456 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Bruun Nielsen i UfR 2006 B.390-391.

2007

Ane Maria Røddik Christensen: Judicial Accommodation of Human Rights in the European Union, 2007, 277 sider, DJØF. Anmeldt af Sten Schaumburg-Müller i UfR 2007 B.239.

2008

Janis, Kay, Bradley: European Human Rights Law - Text and Materials, third edition, 2008, 1016 sider, Oxford.

Jonas Christoffersen: Fair Balance - A Study of the Principles of Proportionality, Subsidiarity and Primarity in the European Convention on Human Rights, disputats maj 2008.

2009

Peder Vedel Kessing: Terrorbekæmpelse og menneskeret - med særlig fokus på retten til ikke at blive udsat for vilkårlig frihedsberøvelse og tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, 1. udg., feb. 2009, 592 sider, DJØF. Anmeldt af Birgitte Vestberg i JUR 2009.205-206.

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen: Menneskerettighedsdomstolen - 50 års samspil med dansk ret og politik. Thomson Reuters, 2009. 364 sider. Anmeldt af Jacob Mchangama i UfR 2009 B.330-331.

Frowein, Jochen og Peukert, Wolfgang. Europäische Menschenrechtskonvention: EMRK-Kommentar. 3. udg. Kehl: N.P. Engel Verlag, 2009.

Harris, O´Boyle og Warbrick, Law of the European Convention on Human Rights, Second Edition, 2009, 960, sider, Oxford.

2010

Erik Werlauff: Europæiske Menneskerettigheder - en praktisk indføring, 2., udg., 2010, 244 sider, Gjellerup. 1. udg., 2006, er anmeldt af Eigil Lego Andersen i UfR 2006 B.333-334. 1. udg. kan læses her.

Njål Høstmælingen: hva er MENNESKERETTIGHETER, 2. utg, 2010, 160 sider, Universitetsforlaget

Mette Holm: Asien og menneskerettigheder - en vejviser til udvalgte lande, 1. udg., 2010, 168 sider, Det Udenrigspolitiske Selskab

Om 14 asiatiske landes historie på vej til demokrati og menneskerettigheder. Bangladesh, Bhutan, Burma, Cambodja, Indien, Kina, Laos, Malaysia, Mongoliet, Nepal, Singapore, Taiwan, Thailand og Vietnam.

Stig H. Solheim: Eiendomsbegrepet i Den europeiske menneskerettskonvensjon, Cappelen, 2010. 376 sider. Anmeldt af Michael Hansen Jensen i UfR 2011 B.167.

2011

Nikolaj Nielsen: Retten til et hjem. Ejendomsret, privatliv og forsørgelse, 1. udg., marts 2011. 266 sider, DJØF. Anmeldt af Mette Hartlev i UfR 2011 B.290-291.

Philip Leach: Taking a case to the European Court of Human Rights. 3. udg., 2011, 696 sider, Oxford University Press

Karen Reid: A practitioner's guide to the European Convention on Human Rights. 4. udg., 2011, 915 sider, Thomson/Sweet and Maxwell.

Tor Ehlers Bertelsen: EMK - Kommentarer til bestemmelsene om individets rettigheter og friheter, 1 udg., 2011, 459 sider, Gyldendal Akademisk.

2012

Alastair Mowbray: Cases and materials on the European Convention on Human Rights, 3. udg., 2012, 936 sider, Oxford University Press.

Jørgen Engbo og Peter Scharff Smith: Fængsler og menneskerettigheder, 1. udg., feb. 2012, 314 sider, DJØF. Anmeldt af Jørn Vestergaard i UfR 2012 B.155-156

Njål Høstmælingen: Internasjonale menneskerettigheter, 2. udg., sept. 2012, 496 sider, Universitetsforlaget, Oslo. 1. udg. er anmeldt af Ole Bruun Nielsen i TfR 2006.617-636.

2013

Nell Rasmussen (red.): Menneskerettigheder i socialt arbejde, 1. udg., 2013, 268 sider, DJØF. Anmeldt af Trine Schultz i UfR 2014 B.42

Kapitel 1. Danmarks nationale og internationale menneskeretlige forpligtelser - af Ida Elisabeth Koch
Kapitel 2. Borgerens retsstilling og menneskerettigheder i den sociale forvaltning - af Ingelise Bech Hansen
Kapitel 3. Menneskeretlige dilemmaer i praktisk socialt arbejde - af Jannie Dyring
Kapitel 4. Retten til et familieliv - for børn og forældre - af Annette Kronborg og Idamarie Leth Svendsen
Kapitel 5. Børns rettigheder - af Anette Faye Jacobsen
Kapitel 6. Ældres rettigheder - af Ditte Bentzon Goldschmidt
Kapitel 7. Flygtninges og indvandreres menneskerettigheder - af Peter Starup
Kapitel 8. Handicappede menneskers rettigheder - af Birgitte Kofod Olsen
Kapitel 9. Psykiatriramtes rettigheder - af Karl Bach Jensen
Kapitel 10. Stofbrugeres rettigheder - af Emil Kiørboe og Nanna W. Gotfredsen
Kapitel 11. Hjemløses rettigheder - af Tage Gøttsche
Kapitel 12. Prostitueredes og handlede menneskers rettigheder - af Nell Rasmussen Litteratursøgning om menneskerettigheder - af Karen Lise Thylstrup

2014

Trine Baumbach: Strafferet og Menneskeret, 1. udg., aug. 2014, 615 sider, Karnov Group. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2014 B. 437-438.

Jonas Christoffersen: Menneskeret. En demokratisk udfordring, 1. udg., okt. 2014, 160 sider, Hans Reitzels Forlag

Harris, David, Michael O'Boyle, Ed Bates, Carla Buckleyl: Law of the European convention on human rights. 3. udg., 2014, Oxford University Press.

2015

Ayo Næsborg-Andersen: Human Rights in National Administrative Law. Dissemination of Knowledge of Human Rights through Administrative Decisions, 1. udg., juni 2015, 346 sider, DJØF

2016

Andrea Büchler og Helen Keller: Family Forms and Parenthood, 1. udg. 2016, 546 sider, Intersentia

This book explains and analyses in depth the theory and practice of Article 8 ECHR with respect to family forms and parenthood.

Marianne Nørregaard: Børnevenlig retspleje. Børns menneskerettigheder i retspleje, 1. udg., juli 2016, Karnov Group. Anmeldt af Hanne Hartoft i TFA 2016.454-462: Om børnevenlig retspleje og børns proceshabilitet. Komm. af Clement Salung Petersen i UfR 2017 B.139.

Fremstillingen behandler blandt andet:
Reglerne om høring af børn
Børns selvstændige adgang til prøvelse af sager for domstolene
Reglerne om børnevenlig retspleje, hvor børn optræder som vidner
Menneskerettighederne til beskyttelse af børn, der er mistænkt, sigtet eller tiltalt for overtrædelser af straffelovgivningen
Betydningen af de fysiske rammer for børns oplevelse af retssystemet

Anette Faye Jacobsen og Steven Jensen: Kampen om menneskerettighederne, 1. udg., 2016, 206 sider, Gads Forlag

Eva Ersbøll: EU's Charter - i et menneskeretligt krydsfelt, 1. udg., okt. 2016, 387 sider, DJØF

Kapitel 1. Introduktion - af Jonas Christoffersen

DEL 1. Det menneskeretlige krydsfelt
Kapitel 2. Beskyttelsen af fundamentale rettigheder i EU og samspillet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention set i lyset af Domstolens udtalelse i Avis 2/13 - af Lars Bay Larsen
Kapitel 3. Det komplicerede forhold mellem EU's Charter om grundlæggende rettigheder og EMRK - af Louise Halleskov Storgaard
Kapitel 4. EU og EMRK - Samhørighed eller konflikt? - af Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen
Kapitel 5. Strafferettens påvirkning fra det europæiske Charter om grundlæggende rettigheder - strejftog i et uvejsomt landskab - af Jørn Vestergaard

DEL 2. Chartrets anvendelse og betydning
Kapitel 6. Artikel 51 i EU's Charter om grundlæggende rettigheder - af Niels Fenger
Kapitel 7. Den Europæiske Unions fælles forsvars- og sikkerhedspolitik - EU Chartrets ekstraterritoriale anvendelse under EU-ledede militære operationer i tredjelande - af Peter Vedel Kessing
Kapitel 8. EU-Chartrets horisontale direkte virkning - af Nina Holst-Christensen
Kapitel 9. En ændret magtfordeling? - af Torben Melchior
Kapitel 10. Chartret: et vigtigt og vægtigt værktøj i den juridiske argumentation - af Karen Dyekjær

DEL 3. Særlige charterrettigheder
Kapitel 11. Kønsdiskrimination i priser og service - bud på ny tilgang i Danmark - af Maria Ventegodt Liisberg og Kirsten Precht
Kapitel 12. Chartrets sociale rettigheders væsen - af Ulla Neergaard
Kapitel 13. Retten til privatliv og databeskyttelse i EU's Charter - af Birgitte Kofod Olsen og Rikke Frank Jørgensen
Kapitel 14. EU-Domstolens kvalificering af hensynet til informationsfriheden over for persondata - og privatlivsbeskyttelsen - af David Knobel
Kapitel 15. Retten til god forvaltning - med særligt henblik på kontradiktionsprincippet; status og udsyn - af Azad Taheri Abkenar

Patricia Popelier, Sarah Lambrecht, and Koen Lemmens: Criticism of the European Court of Human Rights. Shifting the Convention system: Counter-Dynamics and the National and EU Level, juni 2016, 571 sider, https://www.larcier-intersentia.com/en/criticism-of-the-european-court-of-human-rights.html Intersentia

2017

Andreas Føllesdal (red.), Morten Ruud (red.), Geir Ulfstein (red.): Menneskerettighetene og Norge - rettsutvikling, rettsliggjøring og demokrati, 1. udg., feb. 2017, 336 sider, Universitetsforlaget. Anmeldt af Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p. 3-4.

Hans Nikolaj Amsinck Boie og Kristian Torp: Extraterritorial Human Rights Obligations, 1. udg. aug. 2017, Karnov Group, anmeldt af Louise Halleskov Storegaard i UfR 2017 B.443.

Jacques Hartmann: Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1. udg., nov. 2017, 202 sider, Ex Tuto

2018

Erik Werlauff: Werlauffs kompendier 4. udgave, aug. 2018, 800 sider, Ex Tuto Publishing

Niels Langager: Almenvellet - en analyse af grundlovens § 73 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions P1-1, 1. udg., nov. 2018, 424 sider, DJØF

2020

Trine Schultz, Anne Mørk og Hanne Hartoft: Children's rights - The Convention on the Rights of the Child in Danish Law, 1. udg., apr. 2020, 393 sider, DJØF

Jacobs, White og Ovey: The European Convention on Human Rights, 8. udg. dec. 2020, 792 sider, Oxford University Press.

2021

Tanja Kammersgaard Christensen: Digital overvågning - Lovgivningens grænser i et menneskeretligt krydsfelt, 1. udg., 2021, 310 sider, DJØF

2022

Mathias Mikkelsen: Forældelsesloven i lyset af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1. udg., 2022, 250 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Terkelsen i UfR 2023 B.49/1.

2023

Jon Fridrik Kjølbro: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere, 6. udg., 2023, 1483 sider, DJØF. 5. udg. er omtalt af Svend Danielsen i TFA 2010.668. 1. udg., 2005 er anmeldt af Ole Bruun Nielsen i JUR 2006.186-187 og af Erik Werlauff i UfR 2006 B.160. 2. udg. er omtalt i TFA 2007.512/2.

Anette Faye Jacobsen (red.), Steven L.B. Jensen (red.), Pernille Boye Koch (red.) og Marie Juul Petersen (red.): Menneskerettigheder i modvind, 1. udg., 2023, 228 sider, Samfundslitteratur.

Jens Elo Rytter: Individets grundlæggende rettigheder, 5. udg., dec. 2023, 570 sider, Karnov Group

2025

Jonas Christoffersen (red.), Peter Vedel Kessing, Bassah Khalaf, Morten Kjær, Gert Holst Matthiesen, Ayo Næsborg-Andersen, Henning Fuglsang Sørensen og Frederik Waage: Den europæiske Menneskerettighedskonvention - med kommentarer, 4. udg., jan. 2025, 2066 sider, DJØF. 3. udg. 2011 er anmeldt af Jacob Mchangama i UfR 2012.B.510. 2. udg. 2. del er anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2005 B.169. 2. udg. 1. del er anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2003 B.211-212, af Helle Larsen i FM 2003.173-174 og af Erik Werlauff i ADV 2003.273-275: Sikker guide til menneskerettighederne. 1. udg. 1994 er anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1995 B.47/2-48 og UfR 1995 B.239/2 og af Asbjørn Jensen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/1995 p. 1-9.

Anne Søgaard Nielsen: EMRK´s betydning for forvaltningens sagsbehandling - med fokus på artikel 8 og børneområdet, 1. udg., mar. 2025, 458 sider, Karnov Group

Artikler

1977 1981 1986 1987 1988 1989

1990 1991 1992 1993 1994 1995

1996 1997 1998 1999 2000 2001

2002 2003 2004 2005 2006 2007

2008 2009 2010 2011 2012 2013

2014 2015 2016 2017 2018 2019

2020 2021 2022 2023 2024 2025

1977

Erik Siesby i JUR 1977.477-487: Grundlovssikrede menneskerettigheder og EF's retssystem.

Ole Espersen i JUR 1977.487-490: EF og de grundlovssikrede menneskerettigheder.

Claus Gulmann i JUR 1977.490-494: Nogle bemærkninger til professor Siesbys artikel om grundlovssikrede menneskerettigheder og EF's retssystem.

Erik Siesby i JUR 1977.494-495: Om EF-rettens tvetydighed. Et svar til Claus Gulmann.

1981

Mikael Lyngby i FM 1981.21-23: Menneskerettighedskonventionen.

1986

Lars Adam Rehof og Jørgen Rønnow Bruun i JUR 1986.103-117: Arbejdsgiveres registrering af ansattes telefonsamtaler

Omhandler bl.a. telefonregistrering i lyset af EMRK.

Nili Baruch i Justitia nr.2/1986: En mellemstatslig klagesag - klagesagen mod Tyrkiet ved den europæiske menneskerettighedskommission i Strasbourg.

1987

Carl Aage Nørgaard i UfR 1987 B.73-82: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret.

Lars Adam Rehof i UfR 1987 B.193-200: Afskedigelse som menneskerettighedsproblem

Artiklen tager udgangspunkt i UfR 1986.898/3 HD (HT-sagen).

1988

Claus Gulmann i JUR 1988.285-293: Den europæiske menneskerettighedskonvention som bestanddel af dansk ret?

Helle Bødker Madsen i JUR 1988.83-92: Frihedsberøvelse af mindreårige

Om "Jon-sagen".

Thorkild Høyer i UfR 1988 B. 49-53: Udlændinge og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

1989

Niels W. Fredsted i ADV 1989.449-451:"Manifestly ill-founded". Den europæiske Menneskerettighedskommission og retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2

Omtale af klage over varetægtsfængsling af person, der havde kastet sten mod politiet. Klagen blev afvist som åbenbart ugrundet.

Thomas Rørdam i ADV 1989.452-453: Mere om Manifestly ill-founded"

Omhandler bl. a. fortolkningen af EMRK art. 5, stk. 1, litra c.

Nina Holst-Christensen i JUR 1989.48-57: Gælder menneskerettighederne i Danmark?

Om inkorporering af EMRK.

Jens Brøsted i JUR 1989.344-346: Bekendtgørelse af menneskerettigheder på grønlandsk?

Nicolai Lindgreen i Justitia nr. 6/1989: Ejendomsrettens beskyttelse under Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Eva Ersbøll, Niels Mikkelsen og Lars Adam Rehof i UfR 1989 B.177-191: Udviklingen i den internationale menneskeretsbeskyttelse i 1987-88.

Karsten Hagel-Sørensen og Nina Holst-Christensen i UfR 1989 B.273-281: Menneskerettighedskommissionens behandling af danske klagesager.

1990

ADV 1990.93-96: Flere afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Schönenberg and Durmaz; Berrehab; Ärzte für das Leben.

ADV 1990.145-148: Flere afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen

Norris; Schenk; Martins Moreira.

ADV 1990.157-165: Flere afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen

Salabiaku; Nielsen; Brogan and others; Colak; Barbera, Messegué and Jabardo.

ADV 1990.157-165: Afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen

Ciulla; Barfod.

ADV 1990.302-304: Afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen

Chappel; Neves e Silva.

Preben Wilhjelm i ADV 1990.205-207: Dommeres uvildighed

Om varetægtsfængsling.

ADV 1990.281-284: Afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen

Bock; Lamy.

1991

Peter Jürgensen i ADV 1991.89-92: International på Det danske Center for Menneskerettigheder.

Martin Gormsen, Jens Larsen, Søren Holmark og Noe Aaberg i Justitia nr. 3/1991: Den europæiske Menneskerettighedskonventions stilling i dansk ret herunder inkorporationsspørgsmålet.

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 2/1991 p. 8-12: Danmark dejligst!

Anbefaler, at Danmark snarest får sat menneskerets-konventionen i kraft.

Karsten Hagel-Sørensen i Lov & Ret nr. 3/1991 p. 31-33: Menneskerettigheder - sovepude eller en del af dansk ret?

Jørgen Steen Sørensen i UfR 1991 B.102-113: EF-rettens menneskerettigheder som retskilde i national ret.

Erik Werlauff i UfR 1991 B.227-233: Folkeretlige retssikkerhedsgarantier - direkte virkning i dansk ret.

1992

Peter Jürgensen i ADV 1992.146-147: Eksport af faglig etik

Om symposium om menneskerettigheder i Rumænien.

Lene Johannesen i ADV 1992.205-208: Danske regler om isolationsfængsling blandt de hårdeste i Europa.

Peter Jürgensen i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 9-12: Efter helvede kommer håbet..

Interview med Inge Genefke, leder af Det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre.

Henrik Viltoft i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 12: En stædighed som er værd at beundre

Om RTC's arbejde.

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 8/1992 p. 25-26: Advokater får nyt værktøj til at sikre menneskerettigheder.

Asger Thylstrup i Lov & Ret nr. 11/1992 p. 29-32: En sympati som grunder i indsigt.

Ulf Østergaard-Nielsen i UfR 1992 B.58-60: Den europæiske menneskerettighedskonvention som dansk lov.

Lars Adam Rehof i UfR 1992 B.73-88: Udviklingen i den internationale menneskeretsbeskyttelse i 1989-91

Der fokuseres på det europæiske kontrolsystem, og den del af den dertil knyttede retspraksis, der er af betydning for Danmark.

Lars Adam Rehof i UfR 1992 B.145-151: Eksterritoriale virkninger af Den europæiske menneskerettighedskonvention - visse udvisnings- og udleveringsbegrænsninger.

1993

Carl Aage Nørgaard i JUR 1993.49-57: Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hjalte Rasmussen i Lov & Ret nr. 5/1993 p. 15-17: EF-menneskerettigheder skal også overholdes.

Jørgen L. Thomsen i Lov & Ret nr. 7/1993 p. 29-32: En vigtig dråbe i havet

Om en rejsende retsmediciners dokumentationsarbejde i El Salvador.

Lars Møller i Lov & Ret nr. 10/1993 p. 11-14: Demokrati for bistand

Interview med Peter Germer og Stig Glent-Madsen om Danidas "Demokrati-pakke".

1994

Karen Lise Thylstrup i EU-ret & Menneskeret nr. 1/1994 p. 13-17: Kilder til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

En oversigt over, hvor man kan finde relevant litteratur om EMRK og kontrolorganerne i Strasbourg.

Astrid Bøgh i FM 1994.20-22: Menneskerettigheder - kun en by i Frankrig?

Omhandler et besøg ved menneskerettighedsdomstolen.

Jess Myrthu i Lov & Ret nr. 7/1994 p. 21-22: Retssikkerheden under lup

Omtale af Advokatrådets retssikkerhedsprogram.

Eva Smith i UfR 1994 B.99-107: Anvendelse af Den europæiske Menneskerettighedskonvention ved danske domstole.

Marianne Holdgaard Bukh i UfR 1994 B.131-137: Retsforfølgning af krænkelser i menneskerettigheder og humanitær folkeret begået i udlandet.

1995

Carl Henrik Ehrenkrona i EU-ret & Menneskeret nr.2/1995 p. 57-65: Sverige och Europakonventionen - erfarenheter av mötet med en ny rättsordning.

Marianne Garre i EU-ret & Menneskeret nr. 5/1995 p. 210-213: Menneskerettigheder i Danmark - på dansk?

Omhandler problemer i forbindelse med oversættelse af internationale konventioner til dansk.

Bo Vesterdorf og Henrik Saugmandsgaard Øe i EU-ret & Menneskeret nr. 6/1995 p. 221-233: Menneskerettigheder i praksis ved EF-domstolen

Omhandler bla. hvilken indgribende betydning EF-domstolen kan få for den enkelte borger.

Marianne Holdgaard Bukh i FM 1995.36-44: Menneskerettigheder som retskilder i Danmark.

Linda Lauritsen i FM 1995.134-135: Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - nye udfordringer.

Ole Espersen i Lov & Ret nr. 4/1995 p. 28-29: Østersø-landene kan danne forbillede...

Lars Adam Rehof i UfR 1995 B.49-57: Menneskeretlige krav til den arbejdsretlige procesordning.

Torben Jensen i UfR 1995 B. 241-250: Domstolskontrollen med overholdelse af grundrettigheder.

1996

Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 3/1996 p. 121-126: Procesledelse og partsautonomi i borgerlige sager - nogle bemærkninger foranlediget af "blødersagen"

Omhandler bl.a. sagens betydning for dansk civilproces.

Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret nr. 4/1996 p. 173-204: Frihedsberøvelse af asylsøgere - på kant med EMRK?

Tyge Lehmann i EU-ret & Menneskeret nr. 5/1996 p. 235-245: Danmarks medlemskab af FN's menneskerettighedskommission

Om forfatterens oplevelser og erfaringer fra kommissionens arbejde.

1997

Peter Garde i EU-ret & Menneskeret nr. 1/1997 p. 33-45: Retfærdig rettergang og Præsteretten

Omhandler hvorvidt Præsterettens sammensætning strider mod EMRK's krav. Det konkluderes, at den konkrete fremgangsmåde gør sammensætningen konventionsmæssig.

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret & Menneskeret nr. 2/1997 p. 69-77: Om menneskerettigheder og sagsbehandlingstid

Omhandler domstolenes pligt til at fremme sagens behandling med den fornødne hurtighed i medfør af EMRK art. 6, stk. 1.

Mads Bryde Andersen og Hjalte Rasmussen i EU-ret & Menneskeret nr. 4/1997 p. 207-213: Om præjudicielle EF-domme og Menneskerettighedskonventionens krav om domsafsigelse "inden for en rimelig frist"

Omhandler det forhold, at præjudicielle forelæggelser tager så lang tid, at det muligvis strider mod EMRK. Endvidere ses der bl.a. på det problem, at EU ikke er medlem af EMRK og derfor ikke kan være direkte ansvarlig for overtrædelser af EMRK.

Marianne Holdgaard Bukh i EU-ret & Menneskeret nr. 5/1997 p. 257-304: Oplæsning af vidneforklaringer under domsforhandlingen

Omhandler EMRK's art. 6, stk. 3 litra d, hvorefter tiltalte har ret til at modafhøre anklagemyndighedens vidner. Det konkluderes, at der kan opstilles generelle retningslinier, der kan anvendes i alle sådanne sager, uanset om der er tale om dokumentation eller forehold.

Axel Lund i EU-ret & Menneskeret nr. 6/1997 p. 317-335: Immigration og menneskeret

Omhandler hvilke rettigheder, der udspringer direkte af EMRK og diskuterer de problemer, dette rejser for de enkelte lande.

Erik Werlauff i JUR 1997.362-372: Negativ foreningsfrihed i grundretlig belysning

Antager, at en dansk lønmodtager, som afskediges som følge af foreningsfrihedslovens § 2, stk. 2 eller 3, har en realistisk mulighed for at få medhold i, at hans eller hendes rettigheder efter EMRK art. 11 er krænket.

Sten Bønsing i JUR 1997.396-404: Er retten til erhverv en menneskerettighed?

Isi Foighel i UfR 1997 B. 1-5: Gælder menneskerettighederne?

1998

Jens Vedsted Hansen i EU-ret og Menneskeret nr. 2/1998 p. 49-57: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: non refoulement-virkningen af EMRK artikel 3

Omhandler EMRK art. 3 og rækkevidden af denne bestemmelses betydning for nationale myndigheders ret til bl.a. udvisning.

Anette Lund Hansen og Henrik Zahle i EU-ret & Menneskeret nr. 2/1998 p. 58-68: Rituel slagtning og religionsfrihed

En analyse af rituel slagtning set i lyset af bl.a. EMRK's art. 9 om religionsfrihed. Der konkluderes bl.a. at et forbud mod visse former for rituel slagtning kan begrundes i væsentlige dyreetiske hensyn.

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret & Menneskeret nr. 5/1998 p. 153-163: Om en menneskeretlig kontrol med EU-retten

Der påpeges, at de organer, der har kompetence til at fortolke og anvende EMRK udviser tilbageholdenhed overfor EU-retten.

Jens Garde og Michael Hansen Jensen i JUR 1998.351-356: Betydningen af Menneskerettighedsdomstolens praksis for danske domstole - særligt med hensyn til den negative foreningsfrihed.

Peter Michael Hopp i Justitia nr. 6/1998 p. 3-36: Fortolkning af "civil rights and obligations" i EMRK art. 6, stk. 1

Med særlig vægt på beskyttelsen af offentligt ansatte i sager vedrørende deres ansættelsesforhold.

Mette Hartlev i Lov & Ret nr. 4/1998 p. 4-7: DNA-forslag på kant med menneskerettighederne.

Tyge Trier og Rikke Ishøy i Lov & Ret nr. 4/1998 p. 25-29: Militærets regler på kant med menneskeretten.

Jens Schierbeck og Sune Skadegaard Thorsen i Lov & Ret nr. 5/1998 p 27-29: Virksomheder må tage hensyn til menneskeretten.

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 6/1998 p. 5-7: Regeringen har tabt første slag om P-bøder.

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjælbro i UfR 1998 B.382-395: Den europæiske Menneskerettighedskommissions admissibilitetspraksis i danske klagesager 1989-1997.

1999

Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 3/1999 p. 105-108: Menneskerettigheder mellem naturret og konvention

Overvejelser om, hvad menneskerettigheder er.

Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret og Menneskeret nr. 4/1999 p. 131-143: Om selvinkriminering og strafsanktionerede oplysningspligter

Omhandler EMRK's artikel 6 og praksis vedrørende selvinkriminering. Der argumenteres for, at retten til ikke at udtale sig ikke finder anvendelse ved behandling af disciplinærsager.

Erik Werlauff i JUR 1999.73-75: Inkorporering af en konvention eller af en konventionstekst?

Fastholder, at også konventionspraksis er en bestanddel af dansk ret.

Lars Bo Langsted i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 5-8: Sandfærdige oplysninger eller straffri løgne

Anfører at administrative myndigheders indhentelse af oplysning er i strid med EMRK art. 6´s forbud mod at borgerne kriminaliserer sig selv.

Eva Smith i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 4-6: Respekten for menneskerettigheder er truet

Kritiserer, at domstolen har antaget sagen om parkeringsafgifter.

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 6: Replik til Eva Smiths artikel.

Isi Foighel i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 7-10: Staten kaster hæmningerne bort ved skatteopkrævningen.

Hanne Østergaard i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 11-14. Skatteydernes retssikkerhed krænkes

Kritiserer at oplysninger indhentet under en skattesag senere kan bruges i en straffesag mod den pågældende.

Jacob S. Arrevad i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 25: Behandler vi sigtede og tiltalte som uskyldige?

Omtaler bl. a. PFA-Thorsen-Trads-sagen.

Peer Lorenzen i Lov & Ret nr. 3/1999 p. 4-10: Danske domstole og menneskerettighederne.

Peter Vedel Kessing i Lov & Ret nr. 4/1999 p. 10-15: Menneskeretslov blev en sovepude.

2000

Keld Pagh i ADV 2000.84-85: Menneskeret: Ingen døgnflue.

Louise Arbour og Morten Bergsmo i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2000 p. 62-68: Den internasjonale straffedomstols jurisdiksjon er ikke vidtrekkende.

Martin Scheinin i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2000 p. 69-76: Human Rights Commitee - trends and development

Et mere uafhængigt og vestligt organ.

Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2000 p. 227-233: Mesteren Kung og menneskeretten.

Ole Gjems-Onstad i Festskrift til Aage Michelsen, 2000, p. 89-106: Den urett som ikke rammer deg selv - erindring af ligning

Om norsk højesteretsdom, der fandt at en tillægsskat var en straf efter EMRK.

Birthe Rønn Hornbech i Lov & Ret nr. 1/2000 p. 30: Menneskerettens dilemma.

Soroya Ramoul og Sune Skadegaard Poulsen i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 9-13: Virksomheders motivation for menneskerettigheder.

Jørgen Jacobsen i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 29: Kommentar fra en olding

Menneskeret og retfærdighed er de vigtigste begreber i de menneskelige relationer, der blandt andet reguleres af juraen.

Elisabeth Arnold i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 33: Menneskeret: Religion, pjat og virkelighed.

Jens Elo Rytter i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 10-14: Rettighedsevolutionen i dansk ret.

Aage Frandsen i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 34: De menneskeskabte menneskerettigheder.

Jonas Christoffersen i JUR 2000.45-57: Selvinkriminering - Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Mohammed Ahsan og Andreas Christensen i JUR 2000.365-381: Den Europæiske menneskerettighedsdomstols udvisningspraksis

Martin Isenbecker i JUR 2000.391-397: Skal Danmarks internationale forpligtelser på menneskeretsområdet reguleres i en ny grundlov?

Sara Gøtske: Beskyttelsen af menneskerettigheder indenfor EU, studenterafhandling, sommeren 2000

Jonas Christoffersen i UfR 2000 B.593-600: Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2001

Karen Lise Thylstrup i EU-ret & Menneskeret nr. 3/ 2001.77-90: Menneskerettigheder og informationssøgning.

Ida Elisabeth Koch i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2001 p. 169-181: Sociale grundrettigheder som judiciable rettigheder.

Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2001 p. 208-224: Ejendomsbegreb og ejendomsindgreb - krav om hjemmel, forudsigelighed, lighed og proportionalitet efter EMRK

Gert Holst Matthiesen i FM 2001.24-25: Beskyttelsen mod selvinkriminering i foged- og konkurssager.

Eva Smith i JUR 2001.54-60: Foretager Højesteret en selvstændig fortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strasbourg-domstolens praksis?

Jonas Christoffersen i Lov & Ret nr. 3/2001 p. 20-22: Danmarks ret til at diskriminere

Omhandler 12. tillægsprotokol til EMRK, som indfører et generelt forbud mod diskrimination.

Nina Holst-Christensen i Skarrildhus 2001.129-153: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Mohammad Ahsan i Skarrildhus 2001.154-182: Introduktion til Børnekonventionen.

Skarrildhus 2001.183-212: Civilretsdirektoratet og konventionerne.

Erik Werlauff i UfR 2001 B.261-265: Frihedsrettigheders virkning mellem private.

2002

Pia Justesen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2002 p. 77-83: Den 3. verdenskonference mod Racisme.

Andreas Laursen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2002 p. 113-124: Bankovic-afgørelsen fra EMD: Menneskerettighedernes Fæstning Europa?

Omhandler afvisning af klage fra familiemedlemmer til de dræbte ved NATOs angreb på TV-stationen RTS i Beograd d. 23.04.1999.

Mogens Heide-Jørgensen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2002 p. 125-137: Staten og trossamfund uden for folkekirken.

Erik Werlauff i JUR 2002.1-19: Ytringsbegreb og ytringsindgreb - hensyn, modhensyn og proportionalitet efter EMK.

Mohammed Assan og Søren Skibsted i JUR 2002.92-104: Menneskerettighedskonventioners retskildemæssige status i dansk ret

Peter Mortensen i JUR 2002.210-216: Har grundrettigheder direkte virkning mellem private kontraktsparter i dansk ret?

Mohammed Ahsan i JUR 2002.248-272: Ytringsfrihed og ærekrænkelser i et menneskeretligt perspektiv.

Karin Buhmann i JUR 2002.351-362: Menneskerettens potentiale for forvaltningsret - med særligt henblik på Kina og Vietnam

Annemarie Abben Madsen, Eva Lippert og Michala Rath i Justitia nr. 5/2002 p. 3-27: Den Europæiske Menneskerettighedskonventions stilling i dansk ret.

Karin Buhmann i Lov & Ret nr. 3/2002 p 3-8: Den internationale menneskeret: En kilde til en rigere forvaltningsret.

Birgitte Kofoed Olsen i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 22-26: En menneskeret til aktiv dødshjælp.

Stig Glent-Madsen i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 23-26: Flygtninge i eget land - mennesker uden rettigheder.

Michael Ellehauge i UfR 2002 B.123-129: Dommerhabilitet efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En oversigt.

Kristian Simonsen og Lars Solskov Jensen i Rettid 2002. Studenterafhandlinger nr. 4: Diskrimination - en analyse af Danmarks menneskeretlige forpligtelser og forholdet til folkekirkeordningen

2003

Jon Fridrik Kjælbro i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2003 p. 61-69: Om ulovlige beviser og menneskerettigheder.

Marianne Holdgaard i EU-ret & Menneskeret nr. 2/ 2003 p. 70-80: Family Life and Transsexuals - Developments in the Light of Changes in "Present-Day Conditions".

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2003 p. 272-300: Forslag til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Kristine Røbjerg i Rettid 2003 - Studenterafhandling nr. 1: Common Law & The Human Rights Act 1998

Jens Elo Rytter i JUR 2003.94-106: Om at straffe med tilbagevirkende kraft - sagen om Tysklands retsforfølgning af en østtysk grænsevagt

Erik Werlauff i TfK 2003.400-407: Uskyldsformodningen og selvinkriminering - nogle konsekvenser i praksis af EMRK's forbud mod selvinkriminering

2004

Michael B. Elmer i EU-ret & Menneskeret nr. 2-3/2004.61-64: EU-ret & Menneskeret 10 år.

Birgitte Kofod Olsen i EU-ret & Menneskeret nr. 2-3/2004.76-87: Menneskeretlige tendenser og udfordringer - om anti-terrorisme, pluralisme og virksomheders menneskeretlige ansvar.

Jesper Hjortenberg i EU-ret & Menneskeret nr. 2-3/2004.88-98: Anklagemyndigheden og menneskerettighederne.

Peter Garde i EU-ret & Menneskeret nr. 2-3/2004.99-113: Menneskerettigheder i en dansk kriminaldommers dagligdag

Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret nr. 2-3/2004.114-133: Menneskerettigheder i dansk ret gennem 10 år - set fra advokat- og brugerside.

Ida Elisabeth Koch i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 19-22: Starthjælpen og menneskerettighederne

Svend Danielsen: Børne- og menneskeret, i Politik og Jura, Festskrift til Ole Espersen, 2004, s. 345-56, Forlaget Thomson

Jonas Christoffersen i UfR 2004 B.97-106: Domstolsprøvelse i terrorsager mv.

2005

Sys Rovsing Koch i ADV 2005.133-134: Menneskeret er menneskeskabt.

Sune Skadegaard Thorsen i ADV nr. 10/2005 p. 24-27; Virksomheders samfundsansvar og menneskerettighederne.

Pia Møller i ADV nr. 11/2005 p. 16-18: Rettigheder under pres

Om Nicholas Howen fra ICJ - International Commission of Jurist.

Kristina Ravn i Rettid 2005 p. 59 ff: Oversigt over trykte afgørelser afsagt af danske domstole, hvor internationale konventioner om menneskerettigheder er blevet påberåbt eller anvendt

Jonas Christoffersen i UfR 2005 B.133-139: Det offentliges kompensationsansvar for krænkelse af internationale menneskerettigheder.

2006

Maria Ventegodt Liisberg i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2006.145-153: Handicapdiskrimination under den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Asger Kjærum i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2006.317-328: Mod en ny menneskerettighedsdagsorden - Baggrund og perspektiver for FN's Menneskerettighedsråd.

Henrik Vædele Elmquist i JUR 2006.46-52: Til beskyttelse af demokratiet...

Artiklen analyserer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen mellem Refah Partisi og Tyrkiet og undersøger, hvori beskyttelsen af demokratiet består i henholdsvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven.

Nicholas Symes i JUR 2006.94-103: Fødevareret og religion

Frederik Waage i Rettid 2006, afhandling nr. 3: Om den retspolitiske baggrund for inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Henrik Udsen i UfR 2006 B.161-166: Pressens ret til offentliggørelse af personbilleder efter menneskerettighedsdomstolens dom i von Hannover mod Tyskland.

Erik Werlauff i UfR 2006 B.306-311: Vederlag for hævd - fra ekstinktiv erhvervelsesmåde til ejendomsoverførsel mod rimelig godtgørelse

Omhandler de danske hævdsregler i lyset af ejendomsrettens beskyttelse efter EMRK.

Jonas Christoffersen i UfR 2006 B.319-327: Retten til tavshed over for håndhævelse af immaterialrettigheder

Omhandler hvorvidt Danmark har fejlimplementeret Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29.04.2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

2007

Jonas Christoffersen i ADV nr. 10/2007 p. 36-37: Ny reform giver langstrakte retssager

Om politi- og retskredsreformen.

Susanne Lehrer i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2007.97-107: Menneskerettighedsklausuler i EU's bilaterale aftaler med udviklingslande

Henrik Palner Olsen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2007.143-156: Magtfordelingslæren og menneskerettighederne.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2007.157-168: Positive forpligtelser i menneskeretten.

Birgitte Kofod Olsen i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2007.297-305: Handlede mennesker som rettighedshavere

Peter Vedel Kessing i JUR 2007.11-22: Menneskerettighedernes anvendelsesområde - Skal danske styrker i udlandet overholde Danmarks menneskeretlige forpligtelser?

Ole Bruun Nielsen i JUR 2007.46-55: Menneskerettigheder og miljøbeskyttelse

Ida Elisabeth Koch og Jens Vedsted-Hansen i JUR 2007.90-94: Vidtgående kritik eller vidtgående domstol?: Bemærkninger om fortolkning og retsskabelse i Strasbourg

Helle Krunke i UfR 2007 B.41-47: Udviklingen i den ejendomsretlige beskyttelse af sociale ydelser og social pension i art. 1, 1. tillægsprotokol, til EMRK.

Henrik Palmer Olsen i UfR 2007 B.86-92: Omfatter diskriminationsforbuddet i EMRK art. 14, jf. P1-1, retten til at drive erhverv?

Jonas Christoffersen i UfR 2007 B.208-213: Om ret og skøn ved ejendomsrettens diskriminationsbeskyttelse under EMRK.

2008

Jonas Christoffersen i ADV nr. 6/2008 p. 22-24: En disputats bliver til.

Anders Ørgaard i ET nr. 3/2008 p. 233-246: Kompensation for menneskerettighedskrænkelser

På basis af dansk og svensk retspraksis vurderes muligheden for at tilkende kompensation efter menneskerettighedskonventionen. Omtale af hjemmelsgrundlaget. Nærmere vurdering af muligheden for at overføre den svenske retstilstand til danske forhold.

Sten Schaumburg-Müller i UfR 2008 B.116-118: Straf vs. informationsfrihed. En kommentar til Højesterets dom af 10. december 2007

UfR 2008.671.HD.

Jonas Christoffersen i UfR 2008 B. 131-134: Domstolsprøvelse af terrorsager m.v. (II).

Peter Blume i UfR 2008 B.327-329: Datasikkerhed som menneskerettighed

I lyset af en nyligt afsagt dom fra menneskerettighedsdomstolen, behandles spørgsmål om datasikkerhed. Herunder mulighed for erstatning ved integritetstab, som følge af sikkerhedsbrud.

Stine Jørgensen og Michael Gøtze i UfR 2008 B.339-346: Ret til effektive retsmidler og myndighedsansvar i sociale sager

Artiklen belyser mulighed for, at der i sager om overgreb mod børn og handicappede, på et menneskeretligt grundlag vil kunne forekomme et erstatningskrav mod kommunen, hvis overgrebene klassificeres som en krænkelse af borgerens ret til værdighed.

2009

Nina Holst-Christensen i ADV nr. 4/2009 p. 32-34: Krav på erstatning for urimeligt lange retssager

Omtaler to sager fra Menneskerettighedsdomstolen om langvarig sagsbehandling i Danmark.

Tyge Trier i ADV nr. 4/2009 p. 36-37: Lad os undgå nye domme fra Strasbourg

Ida Søholm i ADV nr. 5/2009 p. 20-24: Terrorisme rammer menneskeretten

Om ICJ's rapport "Asssessing Damage, Urgent Action". Den hidtil grundigste undersøgelse af terrorbekæmpelsens eftervirkninger viser, hvordan kampen mod terror negativt har påvirket grundlæggende borgerrettigheder

Peter Vedel Kessing i EU-ret og Menneskeret nr. 2/2009.89-107: De menneskeretlige grænser for staters brug af "tortur-materiale" modtaget fra andre stater.

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko i asylsager

Jens Elo Rytter i JUR 2009.103-116: Undtagelsestilstanden og dens judicielle efterprøvelse - Suspension af menneskerettigheder i kampen mod terrorisme.

Jacob Mchangama i UfR 2009 B.23-31: Tålt ophold: (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden?

2010

Ole Dybdahl i ADV nr. 2/2010 p. 24-26: Kære lille mormor, tillykke med din fødselsdag

Giro 413 og Menneskerettighedskonventionen fylder 60 år.

Thomas Elholm i ADV nr. 7/2010 p. 30-32: Mere menneskeret på menuen

Om EU's forhandlinger om tilslutning til EMRK.

Rikke Albrechtsen i ADV nr. 9/2010 p. 16-20: Advokater over grænserne

Advokaten stiller skarpt på to af Danmarks mest erfarne advokater i Luxembourg og Strasbourg, Kammeradvokatens EU-specialist Peter Biering og menneskeretsadvokat Tyge Trier, der begge har i omegnen af 20 års international erfaring bag sig. De beskriver arbejdet ved henholdsvis EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen som steder, hvor mange forskellige retstraditioner brydes, og hvor en dansk advokat bliver nødt til at lægge det bag sig, han kender fra de danske retssale og lære spillets regler.

Karsten Lauritzen i ADV nr. 10/2011 p. 31: Menneskerettighederne til serviceeftersyn

Internationale konventioner skal sendes til eftersyn og menneskerettighederne skal ikke skrives direkte ind i en ny, revideret grundlov.

Ida Elisabeth Koch i JUR 2010.3-7: FN konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder - dansk ratifikation af tillægsprotokollen om individuel klageadgang?

Jacob Mchangama i JUR 2010.8-15: Ny individuel klageprocedure under FN konvention - Bør Danmark ratificere tillægsprotokollen til konvention om sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder?

Forfatteren mener nej.

2011

Jens Vedsted-Hansen i ADV nr. 4/2011 p. 20-23: Ubesvarede Dublin-spørgsmål efter menneskeretsdom

Dublin-forordningen skal stadig anvendes med respekt for den europæiske menneskeretskonvention - efterlever Danmark dette princip?

Stéphanie Lagoutte i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2011.175-183: Kommentar til Lautsi-sagen

Krucifikser i italienske klasseværelser var ikke i strid med art. 2 i Protokol nr. 1 til EMRK.

Marianne Højgaard Pedersen og Bent Carlsen i JUR 2011.1-8: Domstolene i Charterland

Omhandler det Canadiske Charter of Right and Freedoms fra 1982.

Lone Wandahl Mouyal i JUR 2011.103-105: Danmark til eksamen i menneskerettigheder

Palle Bo Madsen i JUR 2011.263-268: Når erstatning er en menneskeret - menneskerettighedskonventionen og national erstatningsret

2012

Marianne Holdgaard i Festskrift til Erik Werlauff, 2012, p. 227-250: Problemer med menneskerettigheder i familieretten – er forestillingsevne virkelig vigtigere end viden?

Henning Fuglsang Sørensen i JUR 2012.159-166: EU’s tiltræden til EMRK

Morten E. G. Jørgensen i RETTID 2012 afhandling nr. 8: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og betydningen for dansk ret

2013

Lene Rosenmeier i ADV nr. 2/2013 p. 20-21: Retten til en god nats søvn

Ytringsfrihed og forbud om tortur. Det er begreber, som vi normalt forbinder med menneskerettigheder. Men er det udvikling eller udvanding at lade støjgener være omfattet af menneskerettighederne? Og er der skred i de fortolkninger, som Menneskerettighedsdomstolen bruger, når de fastslår, at støjgener er et indgreb i borgernes liv?

Vibe Ulfbeck i ET nr. 4/2013 p. 315-324: Virksomhedens privatretlige erstatningsansvar for overholdelse af menneskerettigheder i udlandet

Artiklen undersøger mulighederne for, at en dansk domstol kan holde private virksomheder erstatningsansvarlige for krænkelse af menneskerettigheder i udlandet.

Jacob Mchangama i EU-ret og Menneskeret nr. 1/2013 p. 26-37: Er der sket en udvikling i Menneskerettighedsdomstolenes praksis angående udvisning af kriminelle udlændinge?

Artiklen undersøger, om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ændret praksis for udvisning af kriminelle udlændinge og konkludere, at der er sket en ændring fra 2012, således at medlemslandene har fået større spillerum til at vægte den begåede kriminalitet over for udlændingens tilknytning til hjemlandet. Konsekvenserne fra dansk ret vil sandsynligvis blive en praksisændring.

Jens Elo Rytter og Nanna Louise Jensen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2012.99-113: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2012

Trine Baumbach i TfK 2013.105-114: Det strafferetlige legalitetsprincip - i straffeloven og i Menneskerettighedskonventionen

Om begrænset udvidende fortolkning og forudsigelighed.

Astrid Kjeldgaard-Pedersen i UfR 2013 B.75-83: Nationale domstoles behandling af internationale normkonflikter - Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Nada v. Switzerland

Selv om Domstolen endnu en gang undlod at udtale sig direkte om EMRK's placering i forhold til bindende Sikkerhedsrådsresolutioner i det folkeretlige normhierarki, er dommen kontroversiel, fordi den lægger op til, at nationale domstole i visse tilfælde skal give forrang til den pågældende stats menneskeretlige forpligtelser

2014

Karsten Lauritzen i ADV nr. 9/2014 p.32: Konventioner kan være et demokratisk problem

Julie Garfieldt Kofoed og Pernille Ørum Walther i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2014 p.75-93: Når der går politik i mekanikken

Omhandler FN's 10 menneskerettighedskomiteer.

Trine Baumbach i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2014 p. 279-293: Om strafferetten i et menneskeretligt perspektiv

Peter Starup i EU-ret og Menneskeret nr. 6/2014 p.359-377: Hvilket råderum efterlader EMRK art. 8 og 14 Danmark med på ægtefællesammenføringsområdet

Maria Fonseca og Marianne Holdgaard i Festskrift til Jens Vedsted Hansen, 2014, p. 231-260: EMRK artikel 6 og dansk familieret

2015

Jonas Christoffersen i ADV nr. 1/2015 p. 44-45: Menneskeretten - en demokratisk udfordring

Pia Justesen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2015 p. 3-20: Er der en ret til at være forældre for personer med handicap?

Thomas Kloppenburg i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2015 p. 69-77: Inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet.

Morten E. G. Jørgensen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2015 p. 78-87: Risiko for magtforskydning til domstolene som følge af inkorporering af konventioner inden for menneskeretsområdet.

Ruth Nielsen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2015 p. 149-159: Udviklingslinjer i europæisk retskildelære

Charlotte Traberg-Andersen i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2015 p. 195-199: Den europæiske Mennekerettighedskonvention og informationssøgning.

Peter Stig Jakobsen og Pernille Skovgaard Møller i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2015 p. 259-270: Menneskerettighedskonventionens betydning for dawn raids

Konkurrencemyndighedernes kontrolundersøgelser.

Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen i JUR 2015.69-78: EU’s tiltræden til EMRK – et sisyfosarbejde?

EU-Domstolen afviste med udtalelse 2/13 den 18. december 2014 at lade EU tiltræde EMRK på grundlag af et udkast til en tiltrædelsesaftale. I artiklen behandles baggrunden for og det konkrete indhold i EU-Domstolens afvisning, hvorefter det undersøges, i hvilket omfang EMD fremover kan forventes at respektere EU-rettens forrang og dermed undlade at holde medlemsstaterne ansvarlige for påståede krænkelser som følge af medlemsstaternes forpligtelser efter EU-retten.

Yasaman Mesri og Tove Nørkær Nielsen i Justitia nr. 1/2015 p. 3-56: Refoulementforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 i sager vedrørende humanitære forhold

Morten Broberg og Niels Fenger i UfR 2015 B.329-335 : Præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen og retten til retfærdig rettergang i EMRK artikel 6

2016

Peter Vedel Kessing i ADV nr. 9/2016 p.36-40: Kan menneskerettighederne begrænses? Hvilke retlige og folkeretlige muligheder er der egentlig for at begrænse menneskerettighederne.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2016 p. 33-40: FNs menneskeretskomiteer - nødvendig reformer på vej

FN's Generalforsamling har i 2014 iværksat en reformproces, der i 2020 skal levere svar på spørgsmålet, hvordan FN's menneskerettighedskomiteer fremover skal virke. I artiklen ses der nærmere på reformprocessen i lyset af den kritik af komiteernes behandling af individuelle klagesager, der er fremført fra dansk side.

Yassmina Amadid i EU-ret & Menneskeret nr. 5/6/2016 p. 12-21: Udviklingen i FN's menneskerettighedskommitéers behandling af klagesager mod Danmark

Louise Halleskov Storgaard i JUR 2016.124-137: Om de menneskeretlige problemer ved at indskrænke adgangen til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus

Det konkluderes, at der er stor sandsynlighed for, at EMD i en fremtidig sag vil nå frem til, at tre-års-reglen krænker såvel EMRK art. 8 som EMRK art. 14, jf. art. 8.

Jonas Christoffersen i UfR 2016 B.232-236: Det offentliges kompensationsansvar for krænkelser af internationale rettigheder

Domstolene har navnligt de seneste 5 år anerkendt offentlige myndigheders pligt til at betale økonomisk kompensation for krænkelser af de internationale menneskerettigheder og har ved fortolkning af dansk rets almindelige regler sikret den adgang til de effektive retsmidler, der er en integreret del af den internationale menneskeret.

2017

Rasmus Grønved Nielsen og Rass Holdgaard i ADV nr. 9/2017 p. 36-38: Menneskerettigheder til debat

Maria Aviaja Sander Holm og Rasmus Kieffer-Kristensen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2017 p. 3: Det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité

Når Danmark den 15. november 2017 overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité, vil regeringen blandt andet sætte fokus på reform af det europæiske menneskerettighedssystem. Hvilke tanker ligger bag regeringens initiativ, og hvordan kan regeringen bruge formandskabet til at fremme en reformdagsorden?

Anders Henriksen i JUR 2017.98-106: For et balanceret dansk formandskab for Europarådet - EMRK som en national interesse

Hans Gammeltoft-Hansen i JUR 2017.156-163: Religion og menneskerettigheder

Jens Elo Rytter i JUR 2017.164-172: Udvisning af kriminelle udlændinge og EMRK artikel 8 - Menneskerettighedsdomstolen knæsætter bred skønsmargin for staterne

Jens Vedsted-Hansen i JUR 2017.236-245: Danske udfordringer af det europæiske menneskerettighedssystem

Jonas Christoffersen i UfR 2017 B.84-90: Gensidig anerkendelse og tillid i et menneskeretligt perspektiv

Louise Halleskov Storgaard i UfR 2017 B.221-230: Ny dom om EMRK art. 3 og alvorligt syge udlændinges ret til ophold

Nick Storm Stausholm i UfR 2017 B.387-397: EMRK artikel 14's forvaltningsretlige rækkevidde

Rasmus Grønved Nielsen og David Knobel i UfR 2017 B.432-441: Aktindsigt - en menneskerettighed?

2018

Thomas Elholm i ADV nr. 2/2018 p. 34-36: Menneskerettighedernes stigende betydning for EU-retten

Rosa Lund i ADV nr. 6/2018 p. 34: Frihedsrettighederne er under pres

Mathias Kirk Jordansen i Justitia nr. 6/2018 p. 6-89: Menneskerettighedsdomstolen og Danmark i duet eller duel?

Christoffer Badse i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2018 p. 3-4: DNA-registrering - ny forskning

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2018 p. 5-6: København-erklæringen

Jesper Lyngby Andersen i RETTID 2018 Afhandling nr. 30: Forholdet mellem den europæiske menneskerettighedsdomstol og de nationale myndigheder belyst gennem proportionalitets- og subsidiaritetsprincippet

Camilla Gade Kirkegaard i RETTID 2018 Afhandling nr. 34: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området for udvisning af kriminelle udlændinge – Med særligt henblik på København-erklæringens mulige indflydelse herpå

Stine Brøsted Jensen i RETTID 2018 Afhandling nr. 37: Tildækningsforbuddet - Den retlige grænse for forbud mod tildækning i det offentlige rum

Jacques Hartmann i Aktuel Jura nr. 1/2018: Hvor meget ved du om menneskerettigheder?

2019

Tine Østergaard i ADV nr. 1/2019 p. 26-29: Menneskerettighedsambassadør

Thomas Elhom i ADV nr. 2/2019 p. 36-38: EU's tiltrædelse af EMRK - en uendelig proces?

Mikael Rask Madsen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2019 p. 3-4: Kort nyt

Tillægsprotokol nr. 16 brugt for første gang i Strasbourg.

Lene Wacher Lentz i JUR nr. 5/2019 p.189-201: Politiagenter i et menneskeretligt perspektiv

2020

Søren Rams Rasmussen i UfR 2020 B.305-313: Prøvelse og godkendelse af folketingsvalg i lyset af Mugemangango-sagen

2021

Tine Østergaard i ADV nr. 3/2021 p. 42-49: En klokkeklar ulovlig tvansfiksering i 23 timer

Rasmus Grønved Nielsen i Juristen nr. 1/2021 p. 29-34: Ansvarsgrundlaget i krydsild – særligt om menneskeretligt »hæftelsesansvar«

Jens Elo Rytter i Juristen nr. 3/2021 p. 119-126: Er menneskerettighedsdomstolens praksis folkeret eller en del af dansk ret?

Servan Akat i RETTID 2021 Afhandling nr. 11: Den danske udvisningspraksis i lyset af EMRK artikel 8

Emma Grepperud Krog i RETTID 2021 Afhandling nr. 24: Staternes forpligtelser efter EMRK art. 2 i forbindelse med myndighedspersoners dødelige magtanvendelse.

Cecilie Mørch Vinther i RETTID 2021 Afhandling nr. 31: En juridisk analyse og vurdering af coronarestriktionerne over for plejehjemsbeboere som hjemlet og gennemført i medfør af § 12 c i ændringen af epidemiloven af 17.03.2020 set i lyset af EMRK art. 8

Jens Elo Rytter og Peter Vedel Kessing i UfR 2021 B.179-189: Menneskerettighedernes ekstraterritoriale rækkevidde - har Danmark et menneskeretligt ansvar for at hjælpe (danskere) i udlandet?

2022

Jonas Christoffersen i EU-Ret & Menneskeret nr. 1/2022 p. 3: Rusland og Europarådet

Mette Elisabeth Grumløse Hjelmsø og Peter Vedel Kessing i EU-Ret & Menneskeret nr. 4/2022 p. 101-106: Said Mansour-sagen – er udsendelse til risiko for dødsstraf i strid med artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Louise Halleskov i Juristen nr. 4-5/2022 p. 186-196: Diplomatiske garantier og udsendelse af udlændinge til tredjelande

Kan en stat blive fritaget for sit menneskeretlige ansvar i udsendelsessager ved at indhente formelle/diplomatisk garantier fra modtagerstaten om, at en udlænding ikke vil blive udsat for behandling i strid med EMRK art. 3? (non-refoulement).

Rasmus Grønved Nielsen i Juristen nr. 4-5/2022 p. 215-224: Menneskerettigheder og erstatningsret

Refleksioner i anledning af Karolina Stenlund, Rättighetsargumentet i skadestånds­rätten, Iustus Förlag, 2021.

Stine Skjalm Pedersen i RETTID 2022 Afhandling nr. 21: The Applicability of The European Convention of Human Rights on Extraterritorial Acts

2023

Peter Vedel Kessing i Juristen nr. 6/2022 p. 235-250: Højesteret i krig - Hvornår er Danmark ansvarlig for menneskerettighedsbrud begået af andre stater under internationale militære operationer?

Maria Albrechtsen i RETTID 2023 Afhandling nr 5: Har Danmark et menneskeretligt ansvar over for de danske børn i de syriske fangelejre?

Trine Ladegaard Kure i RETTID 2023 Afhandling nr. 13: New approaches to extraterritorial jurisdiction in Human Rights Conventions

Jonas Christoffersen og Claire Methven O’Brien i Juristen nr. 4/2023 p. 195-201: Retliggørelsens udfordringer

Kritik af kommissionens direktivforslag om et bindende normsæt til virksomheders håndtering af bl.a. menneskerettigheder (CSDD). Forfatterne fremhæver, at det vil være umuligt helt at undgå begrebet "negativ påvirkning". At erstatte den brede uklarhed i de uforbindende normer med snæver klarhed i et bindende normsæt vil medføre, at ingen virksomhed har mulighed for at leve op til kravene.

Vibe Ulfbeck i Juristen nr. 5-6/2023 p. 202-211: Virksomhedsansvar for beskyttelse af miljø og menneskerettigheder i værdikæder – fra ansvar for at tage kontrol til ansvar for ikke at tage kontrol

Om kommissionens direktivforslag om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed (CSDD).

2024

Trine Ravnholt og August Schilling i Juristen nr. 5-6/2024 p. 156-165: Konkret eller generel? Doktrinen om generel regulering og den menneskeretlige proportionalitetsvurdering

2025

Louise Halleskov, Michael Hansen Jensen og Ole Terkelsen i UfR 2025 B.27-37: Nogle bemærkninger om de retlige rammer for anvendelsen af EMRK i dansk ret – med særlig fokus på processuelle forpligtelser

Retspraksis

EMRK artikel 1: Pligt til at respektere menneskerettighederne EMRK artikel 2: Ret til livet EMRK artikel 3: Forbud mod tortur EMRK artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed EMRK artikel 6: Ret til retfærdig rettergang EMRK artikel 7: Ingen straf uden retsregel EMRK artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv

EMRK artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed EMRK artikel 10: Ytringsfrihed EMRK artikel 11: Forsamlings- og foreningsfrihed EMRK artikel 12: Retten til indgåelse af ægteskab EMRK artikel 14: Forbud mod diskriminering EMRK artikel 41: Passende erstatning EMRK protokol 4, art. 3: Forbud mod udvisning af egne statsborgere

ADV 1989.444: Olson case. 24.03.1988

Sverige dømt for overtrædelse af EMRK ved at anbringe tvangsfjernede børn meget langt fra forældrene, som fik tilkendt 200.000 sv. kr. i godtgørelse.

ADV 1989.482: Case of Müller and Others. 24.05.1988

Schweiz frifundet for at havde idømt kunstner bøde for obskøne malerier og konfiskation af samme.

UfR 1989.928 HD (UfR 1988.404 VLD): Bestemmelserne i bistandslovens afsnit VIII måtte i overensstemmelse med de afgørelser, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet vedrørende tilsvarende spørgsmål, forstås således, at afsnittet omfatter spørgsmålet om ændring af anbringelsesstedet også for børn, der tvangsmæssigt er anbragt uden for hjemmet. Betingelserne for at ændre anbringelsesstedet var opfyldt, jfr. BIL § 123, stk. 1, nr. 3.

EMRK Artikel 1: Pligt til at respektere menneskerettighederne

UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3, efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)

EMRK Artikel 2: Ret til livet

Mette Elisabeth Grumløse Hjelmsø og Peter Vedel Kessing i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2022 p. 101-106: Said Mansour-sagen – er udsendelse til risiko for dødsstraf i strid med artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

UfR 2017.2394 ØLD: Krav om personlig meldepligt tre gange om ugen og krav om ophold på Center Sandholm var et uproportionalt ingreb i T's bevægelsesfrihed og i strid med EMRK art. 2.

T var tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4, ved flere gange at have undladt at efterkomme Rigspolitiets, R's afgørelse af 17.04.2013 om personlig meldepligt hver mandag, onsdag og fredag kl. 10 hos R i Center Sandholm. Yderligere var T tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 42 a, stk. 9, for flere gange at have undladt at tage ophold på det angivne opholdscenter. Retten i Hillerød fandt, at der efter en samlet vurdering, navnlig under hensyn til T's begåede grove kriminalitet og risikoen for ny kriminalitet, at den pålagte meldepligt og opholdspligt ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed i strid med EMRK art. 2. Vanskeligheden ved at bevare kontakten til familien og det forhold, at T ikke forsøgte at skjule sig for myndighederne, kunne ikke føre til et andet resultat. Straffen fastsattes til fængsel i 7 dage, jf. UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4 og § 42 a, stk. 9, 1. pkt. ØL fandt, at R og Udlændingestyrelsen i 2013 havde et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at T ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af T kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til Libanon, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. Pligten til tre gange ugentligt at melde sig til R i Center Sandholm og pligten til fortsat at tage ophold i Center Sandholm udgjorde herefter et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed i strid med EMRK art. 2. T frifandtes i det hele for den rejste tiltale.

EMRK Artikel 3: Forbud mod tortur

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko i asylsager

Yasaman Mesri og Tove Nørkær Nielsen i Justitia nr. 1/2015 p. 3-56: Refoulementforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 i sager vedrørende humanitære forhold

Peter Vedel Kessing i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2019.3-12: Kort Nyt: Danmark dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – En kommentar til Savran mod Danmark

Anne Kathrine Matthiesen i RETTID 2023 Afhandling nr. 7: Ophævelse af udvisningsdomme i lyset af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Sarah Canham Hansen i RETTID 2023 Afhandling nr. 16: De menneskeretlige forpligtelser efter EMRK artikel 3 og 8 til effektiv beskyttelse af voldtægtsofre

UfR 2007.1277 HD: A, der var serbisk-montenegrinsk albaner, var i 1999 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om asyl. I oktober 2002 inddrog Udlændingestyrelsen A´s opholdstilladelse. Denne inddragelse blev påklaget til Flygtningenævnet, F, der i maj 2003 stadfæstede beslutningen. A indbragte herefter F’s afgørelse for domstolene. A havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke i afgørelsen havde anført kriterierne for sondringen mellem ”belastende” og særligt belastende” i forhold til tvangsmæssig udvisning, at sagen ikke af nævnet var oplyst korrekt, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, kunne indsigelserne ikke efterprøves af domstolene.

UfR 2007.1286 HD: Ægtefællerne A og B samt deres børn C og D havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det blandt andet gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, samt at begrundelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A, B, C og D herefter havde mod afgørelserne, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelser af A, B, C og D’s sager.

UfR 2007.1291 HD: A gjorde gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere gjorde A bl.a. gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke havde oplyst sagen korrekt, at F skulle have tilladt A at afspille et videobånd med billeder af hendes opholdssted og erklæringer fra hendes nabo, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til et andet resultat, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.

UfR 2007.1291/2 HD: A og C og fællesbørnene B1, B2, B3 og B4 gjorde gældende, at endeligheds-bestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 C, FN´s Børnekonvention artikel 12 og 13 og EMRK art. 3, at begrundelserne for afgørelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske, at der var foretaget en forkert fortolkning af, hvad der efter udlændingelovens bestemmelse om asyl skulle forstås ved ”forfølgelse”, samt at nævnet ikke havde oplyst sagen korrekt. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, idet de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.

UfR 2010.615 ØLK: T, der havde været frihedsberøvet fra d. 24.12.2008 som sigtet for røveri efter STRFL § 288, stk. 2, jf. stk. 1. nr. 1, havde ved sin forsvar advokat A, kæret Glostrup Rets kendelse af 01.09.2009 om fortsat varetægtsfængsling til d. 15.09.2009 i medfør af RPL § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3. A, der ikke havde bestridt, at fængslingsgrundlaget var til stede, havde i sit kæreskrift påstået T løsladt, under henvisning til, at han var udsat for en række overtrædelser af EMRK art. 3, subsidiært påstod A, at ØL afsagde kendelse om ændring af den daværende situation, så det blev garanteret, at isolationen af T også reelt blev ophævet. A havde videre anført, at BR fejlagtigt havde anset sig inkompetent til at behandle hans indsigelse herom, idet enhver myndighed i Danmark, der blev opmærksom på en overtrædelse af menneskerettighederne, burde skride ind. Til støtte for sit anbringende om, at T var udsat for overtrædelser af EMRK art. 3, havde A nærmere gjort gældende, at T reelt var fængslet i isolation, idet han ikke siden fængslingen havde talt med andre indsatte, haft besøg eller havde talt i telefon med andre end A. Under henvisning til HR's dom af 12.10.2001 fandtes vurderingen af forholdene under T's varetægtsfængsling at være omfattet af den prøvelsesret, der tilkom domstolene i medfør af GRL § 63, stk. 1. ØL anså sig derfor ikke afskåret fra at behandle T's påstand om løsladelse begrundet i en overtrædelse af EMRK. Efter de oplysninger, der forelå for ØL, om de bestræbelser, der var udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der var givet T, samt efter oplysningerne om, at han selv i vidt omfang havde søgt at undgå tæt kontakt med personalet, fandt ØL ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T var i strid med EMRK art. 3. Herefter, og da ØL ikke kunne tage den subsidiære påstand under påkendelse, stadfæstede ØL BR's dom i det omfang, den var kæret.

UfR 2012.679 HD: To politiassistenter, G og H, havde ved en anholdelsesaktion trukket deres tjenestevåben, og affyret skud mod en grøn Jeep og en Mercedes. Ved et af skuddene blev føreren af Jeepen, E, ramt i hovedet og afgik ved døden. Føreren af Mercedesen, F, var ved et andet skud blevet ramt ufarligt ved det ene øjenlåg. Da G så en person i Mercedesen række ud efter en genstand, som han opfattede som et oversavet jagtgevær, affyrede han skud, hvorefter F blev ramt i ryggen, og afgik ved døden. Appellanterne, E's far, F's mor, og to af passagererne nedlagde påstand om, at Politidirektøren for Østjylland, P, Rigsadvokaten, R, og Justitsministeriet, J, skulle betale godtgørelse under hensyn til, at der var sket en krænkelse af EMRK art. 2 og art. 3. P, R og J påstod bl.a. frifindelse. HR udtalte, at der ikke ved de afgivne skud eller ved gennemførelsen af efterforskningen i medfør af RPL § 1020 a, var sket krænkelser af EMRK, og at der derfor ikke var grundlag for at tilkende appellanterne en godtgørelse. VL var nået til samme resultat.

UfR 2012.1439 ØLD: I forbindelse med COP15 topmødets afvikling blev et stort antal borgere administrativt frihedsberøvet med hjemmel i Politiloven. Politiet, P, havde modtaget efterretninger fra andre lande om planlagte angreb. En del af de frihedsberøvede anmodede P om at indbringe sagerne for retten, jf. RPL § 469, stk. 1 og stk. 4, med krav om erstatning. ØL fandt, at frihedsberøvelserne, bortset fra i enkelte tilfælde, var i strid med Politilovens § 8, stk. 4, i visse tilfælde § 5, stk. 3 eller § 9, stk. 3. Herved var EMRK art. 5, stk. 1 også overtrådt. Nogle af frihedsberøvelserne var endvidere i strid med EMRK art. 3. I forbindelse med fastlæggelsen af erstatningen, fandt ØL, at der ligesom ved erstatning i h. t. RPL's kapitel 93 a, burde lægges vægt på længden af frihedsberøvelserne. Erstatningen fastsattes til 2.200 kr. for frihedsberøvelser under 5 timer, 3.300 kr., hvis den varede mellem 5 og 10 timer, 4.300 kr., hvis den varede mellem 10 og 15 timer, og slutteligt 5.500 kr., for frihedsberøvelser over 15 timer. Da visse af frihedsberøvelserne endvidere indebar krænkelse af EMRK art. 3, fandt ØL, at erstatningen burde forhøjes med 4.000 kr. At frihedsberøvelserne ligeledes indebar krænkelser af EMRK art. 10 og 11 førte derimod ikke til forhøjelse af erstatningen. Komm. af Ib Henricson i JUR 2012.103-107: Massetilbageholdelsen ved klimatopmødet i 2009.

UfR 2016.3573 ØLK: Udlevering af rumænsk statsborger til afsoning i Rumænien var lovlig, da der efter oplysninger fra de rumænske myndigheder ikke var grundlag for at antage, at rumæneren ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling stridende mod EMRK art. 3 og udleveringslovens § 10 h, stk. 2.

En rumæner, R, blev anholdt og sad varetægtsfængslet, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 2, jf. RPL § 762, stk. 1, nr. 1, indtil, Justitsministeriet, M, traf beslutning om, at han skulle udleveres til straffuldbyrdelse i Rumænien, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 5. R påstod, at udleveringen var i strid med udleveringslovens § 10 h, stk. 2, da han ved afsoning i Rumænien ville blive udsat for nedværdigende og umenneskelig behandling. Retten i Næstved fandt, at betingelserne for udlevering, jf. udleveringslovens § 10 a, stk. 1 og 3, jf. stk. 4, var opfyldte. Europarådets rapport (CPT/Inf (2015) 31) vedr. forholdene i de rumænske fængsler gav ikke grundlag for at antage, at R ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i strid med forbuddet i EMRK art. 3 og udleveringslovens § 10 h, stk. 2. BR stadfæstede M's beslutning som lovlig. ØL forespurgte de rumænske myndigheder, B, om afsoningsforholdene for R, såfremt han blev udleveret til Rumænien. Herefter fandt ØL, at der ikke var grundlag for at antage, at R ved udlevering til straffuldbyrdelse i Rumænien ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. Udover det oplyste fra de B, var Europarådets rapport baseret på en undersøgelse i 2014, som ikke omfattede det fængsel, hvor R mest sandsynligt skulle afsone. BR's kendelse blev stadfæstes.

UfR 2017.1314 HD: Person, der var idømt forvaring, blev tildelt godtgørelse på 75.000 kr. for 18-dages uberettiget tvangsfiksering.

A, som var idømt forvaring for bl.a. grov vold og mishandling begået under særdeles skærpende omstændigheder, voldtægt og frihedsberøvelse, blev under afsoningen overflyttet til Psykiatrisk Center Sct. Hans., P, Under opholdet var A, som led af paranoid skizofreni, truende og udøvede flere gange vold over for medpatienter, ligesom hans adfærd efter de lægelige oplysninger måtte ansås for uforudsigelig. A blev i sensommeren 2013 på denne baggrund tvangsfikseret til sengen. Der var i sagen enighed om, at denne tvangsfiksering var uberettiget for så vidt angik 18 dage. I efteråret 2013 blev A anbragt i Afdelingen for Retspsykiatri, Nykøbing Sjælland (Sikringsafdelingen), efter at Justitsministeriet havde udstedt farlighedsdekret, som forudsatte, at den pågældende vedvarende udsatte andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Sagen angik for HR spørgsmålet om udmåling af godtgørelse for den uberettigede tvangsfiksering. Tvangsfikseringen indebar en krænkelse af EMRK art. 3, og fastslog, at A havde krav på en godtgørelse på 75.000 kr. (dissens for 50.000 kr.). Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse skulle det indgå, at uberettiget tvangsfiksering i 18 dage var et alvorligt indgreb. Der skulle dog også lægges vægt på, at lægerne på P løbende havde vurderet, om betingelserne for fortsat tvangsfiksering var opfyldt, og at denne vurdering måtte anses for at have været vanskelig henset til A's helbredsmæssige forhold og adfærd. ØL var nået til et andet resultat. (3-2)

UfR 2017.2593/2 HKK og UfR 2017.2616 HKK: Justitsministeriets afgørelser om udlevering til strafforfølgning i Rumænien blev ophævet som værende i strid med udleveringsloven.

I en sag om behandlingen af en anmodning fra de rumænske myndigheder, R, om udlevering af T1, T2 og T3 til strafforfølgning i Rumænien på baggrund af en europæisk arrestordre, havde HR ved kendelse af 24.02.2017 bestemt, at der skulle indhentes en fornyet udtalelse fra de R om de forhold, som de pågældende efter en evt. udlevering ville blive anbragt under. Disse fornyede udtalelser var nu tilvejebragt. R oplyste, at T1, T2 og T3 under varetægtsfængsling ville være garanteret et personligt rum på mindst 3 m² i en flerpersoners celle. HR vurderede, at disse oplysninger vedr. varetægtsfængslingsperioden ikke gav grundlag for at fastslå, at der ville være en reel risiko for, at T1-3 under varetægtsfængslingen ville blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK art. 3. Justitsministeriet, J, havde ikke betinget afgørelserne om udlevering af T1, T2 og T3 af, at de pågældende skulle overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en evt. fængselsstraf idømt i Rumænien. Der skulle derfor også tages stilling til, om der ville være en reel risiko for, at T1-3 under afsoning af en evt. straf i Rumænien ville blive udsat for behandling i strid med art. 3. For så vidt angik afsoningen af en evt. fængselsstraf oplyste R, at T1-3 under ordningen med lukket fængsel ville være garanteret et personligt rum på mindst 3 m². HR vurderede, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der var en reel risiko for, at T1-3 ville blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK art. 3 fsva. den del af afsoningen af en evt. fængselsstraf, der ville finde sted under ordningen med lukket fængsel. Efter oplysningerne fra R lagde HR til grund, at der var en nærliggende mulighed for, at T1-3 ville komme til at afsone en del af en evt. fængselsstraf under ordningen med halvåbent eller åbent fængsel, hvor T1-3 kun var garanteret et personligt rum på 2 m². Hr fandt, at der var en reel risiko for, at afsoning i Rumænien af en evt. fængselsstraf i en del af tiden ville komme til at ske under forhold, der ville være i strid med EMRK art. 3, således som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde fortolket og anvendt bestemmelsen i en dom af 20.10.2016. Udlevering af T1-3 til Rumænien ville derfor være i strid med udleveringslovens § 10 h, stk. 2, og J's afgørelser om udlevering af T1-3 til strafforfølgning i Rumænien ophævedes derfor som værende i strid med denne bestemmelse. ØL var kommet til et andet resultat.

UfR 2017.3272 ØLD: Kommune tilsidesatte sin handlepligt efter EMRK art. 3 over for tre søstre udsat for krænkelser, og kommunen pådrog sig erstatningsansvar. De danske forældelsesfrister kunne ikke bringes i anvendelse, idet det forholdet måtte anses for en krænkelse af EMRK art. 13, jf. art. 3.

Søstrene A, B og C var i en årrække anbragt på opholdsstedet T. Der var under sagen enighed om, at A, B og C under anbringelsen på T var udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling omfattet af EMRK art. 3. Kommunen, K, bestred at være erstatningsansvarlig herfor. Retten i Næstved henviste sagen til behandling ved ØL, jf. RPL § 226, stk. 1. ØL fandt, at K efter EMRK art. 3 havde en forpligtelse til aktivt at forebygge og forsøge at forhindre overgreb, som K havde eller burde have haft kendskab til. Det fulgte af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at national ret skulle fortolkes i overensstemmelse med domstolens praksis, og at der som følge konventionskrænkelse skulle ydes godtgørelse for ikke økonomisk skade, jf. princippet i EAL § 26. Efter karakteren og alvoren af forskellige indberetninger og bekymringer måtte det have stået klar for K, at A, B og C risikerede at blive udsat for overgreb på T. K tog ikke skridt til at undersøge forholdene. K tilsidesatte derfor sin handlepligt efter EMRK art. 3 og pådrog sig derfor erstatningsansvar. A, B og C's krav var omfattet af den 10-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. A, B og C fik i 2014 kontakt til Børns Vilkår, som foretog en vurdering af sagens oplysninger, hvilket førte til, at A, B og C rejste krav mod K i 2014. Forældelsesfristen havde været suspenderet indtil 2014. På dette tidspunkt var den absolutte forældelsesfrist udløbet for A's vedkommende, og for B og C's vedkommende var der ganske kort tid tilbage. Henset til A, B og C's alder og karakteren af de krænkelser, som de var udsat for, skulle de danske forældelsesfrister ikke bringes i anvendelse, idet det måtte anses for en krænkelse af EMRK art. 13, jf. art. 3. Størrelsen af godtgørelse skulle fastsættes skønsmæssigt på baggrund af krænkelsens karakter, grovhed, varighed samt graden af skyld. A, B og C skulle hver især modtage et beløb på 100.000 kr.

UfR 2018.2013/1 HD (TFA 2018.196 HD): Esbjerg Kommune havde ikke tilsidesat sin handlepligt efter EMRK art. 3 og 6 og ikke erstatningsansvarlig over for to børn, der havde været udsat for seksuelle krænkelse.

Esbjerg Kommunen K modtog i perioden marts 2007 til slutningen af sept. 2010 en række underretninger fra politiet og en skole om bekymringer om forholdene i en familie, som i 2007 var tilflyttet K. I oktober 2010 blev F i den pågældende familie varetægtsfængslet og i nov. 2011 idømt 7 års fængsel for en række seksuelle overgreb begået mod børn i perioden fra begyndelsen af 1990'erne til 2010, herunder overgreb mod bl.a. Fs egen datter og pigerne A og B, født i henholdsvis 1998 og 1999. A og B var klassekammerater til to af Fs børn. Under en sag mod K nedlagde A og B påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr. til dem hver.VL frifandt K. For HR angik sagen, om K havde krænket EMRK art. 3 ved ikke rettidigt at have iværksat foranstaltninger over for F, hvorved krænkelserne mod A og B ville være blevet forhindret. HR fandt, at det var et krav for at kunne statuere et ansvar efter EMRK art. 3, at den relevante myndighed vidste eller burde have indset, at der var risiko for, at andre børn (end gerningsmandens egne) ville blive udsat for overgreb eller misbrug. Efter en samlet vurdering af de underretninger og andre oplysninger, som K modtog, fandt HR, at der ikke var oplyst omstændigheder, der burde have givet K en rimelig begrundet mistanke om, at der forelå en påregnelig risiko for, at F ville krænke andre børn. Der forelå derfor ikke en krænkelse af EMRK art. 3 i forhold til A og B. K havde heller ikke krænket As og Bs adgang til en retfærdig rettergang efter EMRK art. 6 ved trods opfordringer herom at have undladt at fremlægge oplysninger af mulig betydning for sagen. HR lagde herved vægt på, at Ks nægtelse af at stille de pågældende oplysninger til rådighed for sagen alene var begrundet i Ks ønske om at bevare fortrolighed om oplysninger om tredjemand, der måtte antages at være af særlig personfølsom karakter.

UfR 2018.3631 ØLD: Kommune tilsidesatte sin handlepligt efter EMRK art. 3 ved ikke at have forhindret stedfars seksuelle krænkelser over for 8-årig pige, efter kommunen blev bekendt med risikoen herfor

I 2015 anlagde A sag mod Kalundborg Kommune, K, for at have tilsidesat deres handlepligt efter EMRK art. 3 ved ikke have forhindret, at A’s stedfar, S, seksuelt krænkede A i perioden februar 1994 til maj 1995, da A var 8 år. A krævede 300.000 kr. i godtgørelse. K blev kontaktet af A’s genbo d. 21.02.1994 om, at A havde sagt, at S havde udsat A for seksuelle overgreb. En kommunalansat og en skolepsykolog konkluderede, at A talte sandt, men K indgav ikke en politianmeldelse, da moren bestred rigtigheden af A’s udsagn, da en anmeldelse kunne optrappe situationen i hjemmet, og da S næppe ville gøre A yderligere fortræd. K lod A blive i hjemmet og bevilligede i stedet psykologhjælp til familien. Ved ØL’s ankedom af 26.05.2014 blev S straffet for sædelighedsforbrydelser begået over for A fra august 1995 til august 1997 og fra marts 1998 til november 1998. S blev fundet skyldig i krænkelserne begået i juli 1993 til maj 1995, men strafansvaret herfor var forældet. Retten i Holbæk henviste sagen til behandling ved ØL, jf. RPL § 226, stk. 1. ØL fandt, at K havde vurderet, at A højst sandsynligt havde været udsat for seksuelle krænkelser af S. K burde have truffet de nødvendige foranstaltninger til at beskytte A mod overgrebene efter d. 21.02.1994, jf. EMRK art. 3. Psykologhjælpen var ikke en tilstrækkelig foranstaltning. K var derfor ansvarlig for krænkelsen af A’s rettigheder efter EMRK art. 3. A’s påstand om betaling af 300.000 kr. blev derfor taget til følge. Størrelsen af godtgørelsen tog udgangspunkt i EMD’s praksis og ikke EAL § 26.

UfR 2021.2254 ØLK: A blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling som barn fra 2005-2009, og en kommune skulle betale godtgørelse til A, da de havde tilsidesat deres handlepligt efter EMRK art. 3 ved ikke at have handlet tilstrækkeligt efter at have modtaget flere alvorlige skrivelser

A, som var født i 1992, var vokset op i København og senere flyttet til Bornholm. A havde boet med sin mor, B, og sine 3 søskende, C1-C3. Familien havde været kendt i Børne/familieteamet Indre Nørre, D, siden 1992 pga. bekymringer for A og C1-C2, som ikke var alderssvarende udviklet. B havde svært ved at magte opgaven, men ønskede ikke hjælp af D. I 2002 traf D beslutning om at foranstalte hjemmestøtte, hvorefter B syntes i stand til at tage vare på sine børn. I 2004 blev A og C1-C2 hjemgivet. I 2005 flyttede familien til Bornholm, hvorefter A blev udsat for vanrøgt indtil 2009. Det bestod bl.a. i manglede mad, strøm og varme i familiens bolig. A levede under sundhedsskadelige forhold, kom ikke i skole og drak spiritus og røg hash fra 12-årsalderen på B’s initiativ.

Retten på Bornholm fandt det godtgjort, at forholdende i hjemmet var så kritisable, at A i perioden 2005-2008, hvor hun var 12-16 år gammel, under sit ophold i hjemmet blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling omfattet af EMRK art. 3. Det var dog ikke godtgjort, at K havde undladt at handle på en sådan måde ift. A, at det udgjorde en overtrædelse af K’s tilsyns- og handleforpligtelser efter serviceloven eller en krænkelse efter EMRK art. 3, da K havde foretaget jævnlige besøg og foranstaltet genhusning flere gange.

ØL fandt det godtgjort, at A havde levet under uacceptable boligforhold i familiens boliger, og at A var blevet udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. K havde modtaget bekymringsskrivelser og underretninger fra både skolen, politiet og andre forældre. Det var godtgjort, at det siden 2005 måtte have været klart for K, at A’s mor ikke magtede at tilvejebringe acceptabe levevilkår for børnene. K skulle derfor betale godtgørelse til A, da K havde tilsidesat sin handlepligt efter EMRK art. 3.

UfR 2022.862 HKK: Oplysninger om den udviste T’s PTSD og den medicinske behandling heraf udgjorde ikke sådanne væsentlige ændringer i T’s forhold, at udvisningen kunne ophæves

Sagen angik, om udvisningen af T skulle ophæves, fordi der forelå væsentlige ændringer i hans forhold som følge af de nu foreliggende oplysninger om hans PTSD.
    HR fandt, at udsendelse af en udlænding, der led af en fysisk eller psykisk sygdom, til et land, hvor mulighederne for behandling af lidelsen var ringere end i medlemsstaten, efter EMD’s praksis i helt særlige tilfælde kunne rejse spørgsmål ift. EMRK art. 3. Med henvisning til EMD’s praksis og sagens oplysninger blev det tiltrådt, at de nu foreliggende oplysninger om T’s PTSD og den medicinske behandling heraf ikke udgjorde sådanne væsentlige ændringer i hans forhold, som kunne begrunde ophævelse af udvisningen. ØL var kommet frem til samme resultat.

UfR 2022.3807 HD (UfR 2021.1221 VLD, VLD afsagt d. 02.12.2020, BRD afsagt d. 08.10.2019): Daglige undersøgelser af terrorsigtets celle og person var retsstridige, da undersøgelserne ikke opfyldte lovens krav om nødvendighed og forholdsmæssighed, og de bl.a. fandtes at være i strid med EMRK art. 3 og 8

A var i juni 2016 blevet varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af STRFL’s bestemmelser om hvervning og træning til terror. På baggrund af sigtelsen og stor risiko for ulovlig kommunikation havde han under varetægtsfængslingen i en periode på mere end 11 mdr. været underkastet en forholdsordre om særlig skærpet opmærksomhed, der indebar daglige undersøgelser af hans celle og hans person.
    HR fandt, at personundersøgelserne i en række tilfælde havde været i strid med straffuldbyrdelsesloven, fordi de ikke opfyldte lovens krav om nødvendighed og forholdsmæssighed. De retsstridige personundersøgelser havde indebåret nedværdigende behandling i strid med EMRK art. 3 om forbud mod umenneskelig og nedværdigende behandling. Der blev på den ene side lagt vægt på sigtelsens karakter og Kriminalforsorgens vurdering af risikoen for ulovlig kommunikation. På den anden side blev der lagt vægt på, at personundersøgelserne blev gennemført rutinemæssigt og systematisk over mere end 11 mdr., herunder på dage hvor A ikke havde forladt sin celle, og at ingen af undersøgelserne førte til fund af effekter, som A uretmæssigt havde været i besiddelse af. Celleundersøgelserne var i en række tilfælde i strid med straffuldbyrdelsesloven, og de retsstridige celleundersøgelser havde indebåret en krænkelse af EMRK art. 8 om ret til respekt for privatliv. A havde krav på godtgørelse for de skete krænkelser, og denne blev fastsat til 30.000 kr. VL var kommet til samme resultat.

EMRK Artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed

ADV 1989.423-424: Boumar-case 29.02.1988

Varetægtsfængsling af en 17-årig marokkaner i Belgien, da der ikke fandtes tilstrækkelig institutionskapacitet, var en overtrædelse af art. 5, 1.

ADV 1989.499: Pauwels case. 26.05.1988

Belgien dømt for overtrædelse af art. 5, 3 ved at en militærauditør både fungerede som undersøgelsesdommer og efterforskningsmyndighed i samme sag.

UfR 2007.1773 HD: A blev i oktober 2001 idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. A afsonede i det lukkede statsfængsel i Ringe. Af hensyn til A's studier på universitet blev hun overført til afsoning i Statsfængslet i Horserød, som er et åbent fængsel, hvor hun blev udelukket fra fællesskab med andre. D. 16.08.2004 udarbejdede Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, E, en rapport hvoraf det fremgik, at A planlagde at unddrage sig fortsat afsoning ved at undvige til udlandet, hvorfor hun blev overført til Arresthuset i Kolding med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, tilkendte A en godtgørelse på ca. 18.000 kr. som følge af, at A ikke var blevet overflyttet fra arresten til Statsfængslet i Ringe, da der var ledig plads d. 31.08.2004. A's advokat anmodede om en begrundelse for overførslen og om fuld aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev af Statsfængslet i Horserød afslået i medfør af FVL § 9, stk. 4, men kort efter meddelte K delvis aktindsigt i A's sag. I den følgende periode var A fortsat anbragt i arresthuset. I november 2004 gjorde A’s advokat med henvisning til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, over for K gældende, at overførslen fra Statsfængslet i Horserød ikke var i overensstemmelse med EMRK art. 5, stk. 5 og art. 8. D. 08.12.2004 blev A genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at overførslen til arresten i august 2004 var uretmæssig, at K skulle give aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, og at A var berettiget til yderligere godtgørelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K's vurdering, hvorefter der på baggrund af rapporten fra E forelå særlig bestyrket mistanke om, at A planlagde at undvige. Overførslen var derfor ikke uretmæssig. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, herunder ved meroffentlighed. Derudover fandt HR, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en højere godtgørelse.

UfR 2012.1439 ØLD: I forbindelse med COP15 topmødets afvikling blev et stort antal borgere administrativt frihedsberøvet med hjemmel i Politiloven. Politiet, P, havde modtaget efterretninger fra andre lande om planlagte angreb. En del af de frihedsberøvede anmodede P om at indbringe sagerne for retten, jf. RPL § 469, stk. 1 og stk. 4, med krav om erstatning. ØL fandt, at frihedsberøvelserne, bortset fra i enkelte tilfælde, var i strid med Politilovens § 8, stk. 4, i visse tilfælde § 5, stk. 3 eller § 9, stk. 3. Herved var EMRK art. 5, stk. 1 også overtrådt. Nogle af frihedsberøvelserne var endvidere i strid med EMRK art. 3. I forbindelse med fastlæggelsen af erstatningen, fandt ØL, at der ligesom ved erstatning i h. t. RPL's kapitel 93 a, burde lægges vægt på længden af frihedsberøvelserne. Erstatningen fastsattes til 2.200 kr. for frihedsberøvelser under 5 timer, 3.300 kr., hvis den varede mellem 5 og 10 timer, 4.300 kr., hvis den varede mellem 10 og 15 timer, og slutteligt 5.500 kr., for frihedsberøvelser over 15 timer. Da visse af frihedsberøvelserne endvidere indebar krænkelse af EMRK art. 3, fandt ØL, at erstatningen burde forhøjes med 4.000 kr. At frihedsberøvelserne ligeledes indebar krænkelser af EMRK art. 10 og 11 førte derimod ikke til forhøjelse af erstatningen. Komm. af Ib Henricson i JUR 2012.103-107: Massetilbageholdelsen ved klimatopmødet i 2009.

UfR 2013.2696 HD: A var en del af en bevæbnet gruppe på 31 personer, som under en amerikansk ledet aktion i 2002 i Kandahar-provinsen i Afghanistan blev tilbageholdt af danske styrker, D. Efter den amerikanske ledelses beslutning blev gruppen indbragt til et amerikansk "Detention Center", hvorfra A, ligesom resten af gruppen, blev frigivet 2-3 dage efter. Sagens hovedspørgsmål var, om A havde krav på erstatning eller godtgørelse fra den danske stat for den behandling, som han hævdede at have været udsat for under tilbageholdelsen. HR lagde til grund, at A ikke var blevet udsat for inhuman behandling, mens han var i D's varetægt. Der forelå heller ikke på overgivelsestidspunktet oplysninger, som medførte, at Forsvarsministeriet, M, eller D vidste eller burde vide, at overgivelse ville indebære en reel risiko for, at A ville blive udsat for inhuman behandling. M skulle derfor ikke betale erstatning eller godtgørelse til A. Yderligere blev nogle, af A fremførte, anerkendelsespåstande afvist med henvisning til A's manglende retlige interesse.

UfR 2020.3389 HKK: En forvaringsdømts rettigheder efter EMRK var blevet krænket, da prøvelse af forvaringens lovlighed tog seks år, bl.a. da der verserede en sag om overførsel til Rumænien, men der var ikke grundlag for at ophæve forvaringen

T blev i 2009 idømt forvaring for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder. Retten i Aarhus fandt i august 2014, at forvaringsforanstaltningen ikke skulle ophæves. VL stadfæstede denne afgørelse i april 2019. HR fandt, at sagsbehandlingstiden, som nu var på mere end seks år, klart var uforenelig med T’s ret til en hurtig behandling af spørgsmålet om lovligheden af, at han fortsat var frihedsberøvet, og der var således sket en krænkelse af hans rettigheder efter EMRK. Af en psykiatrisk speciallægeerklæring fra oktober 2017 fremgik det bl.a., at T i mindst fire år ikke havde udvist tegn på farlighed, og at det var nødvendigt at vurdere ham under friere rammer, bl.a. i forbindelse med udgange, for at vurdere hans farlighed efter en evt. prøveudskrivning fra forvaring. Anklagemyndigheden, A, skulle efter udtalelserne i lægeerklæringen fra oktober 2017 have taget initiativ til, at der blev iværksat et forløb, der ville gøre det muligt at vurdere T’s farlighed under friere forhold. Da årsagen til, at et sådant forløb ikke var blevet iværksat, var, at T var dømt til udvisning, og at der verserede en sag om overførsel til Rumænien, var T som følge af sin nationalitet blevet stillet ringere end danske forvaringsdømte, og der var derfor sket en yderligere krænkelse af EMRK. Som følge af de lægelige udtalelser og under hensyn til grovheden af den kriminalitet, T var dømt for, var der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fortsat forvaring ikke var nødvendigt for at forebygge fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Selv om T’s rettigheder efter EMRK var blevet krænket, kunne dette på nuværende tidspunkt ikke føre til, at forvaringsforanstaltningen skulle ophæves. Det blev forudsat, at A i samarbejde med Kriminalforsorgen sikrede, at der straks blev taget initiativ til at iværksætte et forløb med ændrede afsoningsforhold, der kunne give et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere T’s farlighed. HR stadfæstede således VL’s kendelse.

UfR 2021.3152 HKK (UfR 2020.3256 ØLK): Forvaring for alvorlig sædelighedskriminalitet blev opretholdt til trods for, at behandlingstiden måtte anses for at have udgjort en overtrædelse af EMRK art. 5, stk. 4

T blev i 1996 idømt forvaring for bl.a. frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt af et barn. ØL havde i 2015 og 2016 afsagt kendelser om opretholdelse af forvaringen, og T indbragte disse kendelser for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i 2019 fandt, at forvaringen var i strid med EMRK art. 5, stk. 1.

ØL fandt, at det fortsat var nødvendigt at opretholde den idømte forvaring, jf. STRFL § 72, bl.a. fordi T uændret måtte antages for at udgøre en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Opretholdelse af forvaringen var ikke vilkårlig frihedsberøvelse i strid med EMRK art. 5, stk. 1, uanset at den samlede sagsbehandlingstid på 2 år og 3 mdr. udgjorde en overtrædelse af EMRK art. 5, stk. 4.

HR fandt, at der var tilvejebragt et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at træffe afgørelse i sagen, at betingelserne for at opretholde forvaringen var opfyldt, og at det forhold, at den samlede sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK art. 5, stk. 4, ikke kunne begrunde, at forvaringen skulle ophæves eller ændres.

EMRK Artikel 6: Ret til retfærdig rettergang

ADV 1989.373-374: Hauschildt Case. 24.05.1989

Indeholder et kort referat af dommen, som statuerede, at der var sket en krænkelse af art. 6, men at der ikke skulle ydes erstatning, da der ikke var årsagsforbindelse mellem krænkelsen og tabet.

ADV 1989.481: Bililos case. 29.04.1988

Schweiz havde overtrådt art. 6 ved at Lausanne Police Board havde idømt fru Belilos en bøde på 200 CHF for at have deltaget i en uanmeldt demonstration.

ADV 1989.498: Ekbatani Case. 26.05.1988

Sverige dømt for overtrædelse af art. 6 ved at T ved appelinstansens var blevet dømt for trusler mod motorsagkyndig uden at der havde været mundtlig domsforhandling.

UfR 1994.536 HKK: Straffedom ophævet, da retsformanden i retten på Frederiksberg var en konstitueret dommer, der samtidig var fuldmægtig i justitsministeriets 3. kontor, hvorunder bl. a. politi, anklagemyndighed hører, hvilket fandtes uforeneligt med EMRK art. 6, stk. 1. Den gældende konstitutionspraksis kunne ikke generelt anses for grundlovsstridig eller EMRK art. 6. En generel afklaring burde ske ved lov.

UfR 1995.428 HKK: Straffedom ikke ophævet, selv om sagen var blevet behandlet af konstitueret dommer i Gentofte, som tillige var fuldmægtig i Justitsministeriets lovafdeling.

UfR 1996.1065 HD: T1-T4 i en sag om indførsel af store mængder kokain fik ikke medhold i, at EMRK art. 6, stk. 3, litra d, om tiltaltes ret til kontraafhøring var overtrådt ved, at 3 vidners indenretlige forklaringer var blevet tilladt dokumenteret, idet T1's forsvarer havde været til stede i de pågældende retsmøder.

UfR 1996.1434/2 ØLD: Dom afsagt af Københavns Byret i sag om betinget førerretsfrakendelse blev ophævet, jfr. RPL § 946, stk. 1, da T ikke var tilsagt, ikke til stede og heller ikke var repræsenteret ved forsvarer under et retsmøde, hvor vidnerne blev afhørt. T var ikke blevet vejledt om sine rettigheder, jfr. EMRK art. 6, stk. 3, litra d.

UfR 1996.1488 VLD: T1-T3, der kom fra Kosovo, var ved retten i Gråsten blevet dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3. Ved domsforhandlingen var der sket tolkning til albansk via telefon med medhør. VL ophævede dommen, da tolken burde have været personligt til stede i retssalen, jfr. herved EMRK art. 6, stk. 3, litra e, som dog ikke foreskriver, i hvilken form tolkebistanden skal ydes.

UfR 1996.1536 ØLK: 2 drenge på 9 og 8 år skulle videoafhøres i en sædelighedssag mod S. S fandtes ikke at have krav på at være til stede i et tilstødende lokale, og S's forsvarer havde ikke ret til at foretage kontraafhøring direkte, men kun ret til at stille supplerende spørgsmål via den afhørende kriminalassistent. Denne fremgangsmåde var ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1 og stk. 3, litra d.

TfS 1997.614 ØLD: Sag om overtrædelse af registreringsafgiftsloven og svindel med tolddatapladeordningen med 10 tiltalte. Sagerne havde haft en samlet varighed på godt 10 år og i hvert fald 5 år af efterforsknings- og forberedelsestiden skyldtes forhold hos det offentlige, som de domfældte ingen indflydelse havde på. EMRK art. 6, stk. 1 fandtes krænket og under hensyn hertil blev frihedsstraffene gjort betingede efter STRFL § 56, stk. 2.

UfR 1997.1292 ØLD: T1-T5 blev idømt fængsel på 1-2 år for afgiftsunddragelse ved bilhandel. Sagerne havde varet i godt 10 år, hvoraf i hvert fald 5 år skyldtes forhold hos det offentlige. Retten efter EMRK § 6, stk. 1 til rettergang inden rimelig tid fandtes krænket. Frihedsstraffen blev derfor gjort betinget efter STRFL § 56, stk. 2.

UfR 1997.1422 VLD: T, der var kommet til Danmark fra Iran i 1989, var i byretten blevet idømt fængsel i 3 år og 11 måneder for overtrædelse af STRFL § 191. Dommen blev ophævet og sagen hjemvist, da der ikke var anvendt tolk i byretten, jfr. EMRK art. 6, stk. 3, litra e.

UfR 1998.141 ØLD: Hotel Færgegården Lohals ved sammenslutningen af Firma-Funktionærer påstod LO dømt til at anerkende, at arbejdsrettens kendelse var ugyldig. Sagen kunne indbringes for de almindelige domstole under henvisning til arbejdsrettens sammensætning, jfr. EMRK art. 6.

UfR 1998.363 ØLK: T's anmodning om en selvstændig adgang til at afhøre vidnerne ikke taget til følge, idet T's beskikkede forsvarer havde haft lejlighed til at afhøre vidnerne, jfr. RPL § 928, stk. 3, jfr. § 872. Denne ordning fandtes fuldt ud at opfylde kravene i EMRK art. 6, stk. 3, litra d.

UfR 1998.1752 ØLD: Behandlingen af sagen mod 3 ledende medarbejdere og 3 revisorer i Nordisk Fjer-sagen havde varet 7 år og 7 måneder fra sigtelse til endelig dom. Heraf var to gange 1 år og 2 måneder gået fra sagens indbringelse til berammelsen, hvilket måtte tilskrives ressourcemæssige problemer ved domstolene. Den lange berammelsestid fandtes ikke af være en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1 i forhold til de 3 ledende medarbejder, der blev tiltalt og dømt for groft bedrageri. Bestemmelsen fandtes derimod at være overtrådt i forhold til de 3 revisorer, der kun var tiltalt for groft uagtsomme forhold, hvilket burde medføre en begrænsning af sanktionerne. R1 idømt 20 dagbøder á 2.000 kr, R2 10 dagbøder á 2.000 kr. og for R3 bortfaldt den forskyldte straf. Statskassen betalte omkostningerne vedr. R1-R3. Komm. af Aksel Runge Jakobsen i R&R nr. 3/1999 p. 9-28: Dom i Nordisk Fjer-sagen mod direktører og revisorer.

UfR 1998.1759 ØLD: T1 og T2 fundet skyldige i bedrageri for 900.000 kr. over for leverandørerne til deres insolvente Edb-firma. De idømtes begge 1 års fængsel, der blev gjort betinget, da der var gået over 6 år fra sigtelsen. EMRK art. 6, stk. 1 fandtes at være krænket.

UfR 1999.338 ØLD: Fire fiskere blev idømt bøder på 56.000 - 112.000 kr. for ulovligt fiskeri i 1993-1994. Der var ikke indtrådt forældelse, jfr. STRFL § 94, stk. 5, 2. pkt., og de tiltaltes ret til rettergang inden rimelig frist var ikke tilsidesat, jfr. EMRK art. 6, stk. 1. Der fandtes ikke grundlag for at nedsætte de forskyldte bødestraffe under henvisning til det forløbne tidsrum.

UfR 2000.1895 ØLD (TfS 2000.731 ØLD): T idømt fængsel i 3 år og tillægsbøde på 30 mio. kr. for omfattende momssvig ved handel med finguld i 1990-1991. Den lange sagsbehandlingstid fandtes ikke i strid med EMRK art. 6. T udvist til d. 01.01.2009.

UfR 2000.2101 VLD: Politiet i Esbjerg fandtes berettiget til at opbevare fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet i 1995 for bl. a. hærværk under Ribus-konflikten. Hjemmelen var RPL § 792 f, stk. 2 modsætningsvis sammenholdt med stk. 1 samt bestemmelsens forarbejder. Opbevaringen fandtes ikke i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller med uskyldsformodningsprincippet i EMRK art. 6, stk. 2, da selve opbevaringen alene sker efter en objektiv konstatering af, om den pågældende har været sigtet. Indgrebet havde ikke en sådan intensitet, at der var tale om et indgreb i den konventionsbeskyttede ret til privatliv, jfr. EMRK art. 8, stk. 1.

UfR 2001.1406 ØLD: T blev idømt bøde på 2.400 kr. og frakendt førerretten betinget for d. 06.01.1998 at have kørt 86 km/t., hvor der var tilladt hastighed på 50 km/t. Sagsbehandlingstiden var ikke en krænkelse af EMRK art. 6.

UfR 2001.2345 HD (TfS 2001.869 HD, UfR 2000.1894 ØLD, TfS 2000.731 ØLD): Strafansvaret for momssvig i forbindelse med guldhandler ikke forældet, da forfølgningen efter anklageskriftets indlevering ikke havde været standset på ubestemt tid, jfr. STRFL § 94, stk. 5, 2. pkt. Forældelsen var afbrudt, selv om der i anklageskriftet fra 1992 alene var rejst tiltale for bedrageri og ikke for momssvig, da de faktiske forhold var de samme. Uanset en sagsbehandlingstid på mere end 10 år, var EMRK art. 6, stk. 1 ikke krænket.

UfR 2004.976/2 HKK: Vognmand havde anket dom om, hvorefter den af Storkøbenhavns Taxinævns tilbagekaldelse af hans hyrekørselsbevilling var lovlig og gyldig. Justitssekretæren beregnede retsafgiften til 45.570 kr. på basis af en skønnet årsindtægt på 150.000 kr. gange 10. Højesteret tiltrådte retsafgiftsberegningen og fandt, at retsafgiftsberegningen ikke stred med EMRK art. 6 og art. 14, jfr. art. 6, stk. 1.

UfR 2005.2321/2 ØLD: T idømt 20 dages betinget fængsel og frakendt førerretten i 2½ år for brugstyveri og spirituskørsel med promille på 1,68 uden at have erhvervet kørekort. Under hensyn til den tid, der forløb, fra forholdene blev begået, og indtil den endelige tiltale blev rejst (næsten 2 år), og til sagens ukomplicerede karakter, fandtes sagsbehandlingen ikke at have været forenelig med kravet om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, og EMRK artikel 6, stk. 1, var derfor krænket. Med henvisning hertil blev frihedsstraffen gjort betinget, jf. STRFL § 56, stk. 2. For overtrædelse af FÆL § 56, stk. 1, idømtes T endvidere i medfør af STRFL § 88, stk. 2, en tillægsbøde på 5.000 kr.

UfR.2006.341 VLD: T blev idømt 30 dages fængsel og bøde på 102.000 kr. for unddragelse af registreringsafgift på 243.954 kr. VL fandt, at sagsbehandlingstiden ikke havde haft en varighed, der var i strid med kravet i EMRK art. 6, stk. 1, og den har endvidere ikke haft en varighed, der giver grundlag for en mildere straffastsættelse end sædvanligt i sager af en sådan karakter. VL lagde vægt på, at sagens efterforskning forud for forelæggelsen for Told og Skat ikke havde været urimelig lang, at Told og Skats behandling af sagen ikke havde været urimelig lang, og at der fra tiltalebegæringen og indtil der blev afsagt endelig ankedom i landsretten var forløbet mindre end 1 år og 6 måneder. VL fandt i øvrigt ikke grundlag for undtagelsesvist at gøre nogen del af straffen betinget, da unddragelsen af betalingen af registreringsattest var foretaget forsætligt, og da de på bilen anvendte nummerplader var erhvervet ved en strafbar handling. (Ulovlig omgang med hittegods)

UfR 2006.707/2 ØLK: Retsformanden rettede under en votering i byretten henvendelse til anklageren og en specialkonsulent i Told og Skat, for at få bekræftet hvilken skatteprocent der skulle anvendes i forbindelse med beregning af unddragen skat. De tiltalte i sagen påstod sagen hjemvist i medfør af RPL § 963, jf. § 943, idet de mente, at dommeren havde tilsidesat habilitetsreglen i RPL § 61. ØL afviste at der i det konkrete tilfælde skulle være sket brud på habilitetsreglen i RPL § 61. Der fandtes heller ikke at være sket brud på RPL § 214, § 28, stk. 2, eller en overtrædelse af EMRK artikel 6, hvorfor hjemvisningspåstanden blev afvist.

UfR 2006.725 ØLD: T1-T6 havde begået momssvig, T1 bl.a. også skattesvig, og T3 dokumentfalsk, dog uden berigelse, for hhv. ca., 16 mio. kr., 500.000 kr., 98 mio. kr., 92 mio. kr. 2,3 mio. kr. og 300.000 kr. T1 blev idømt fængsel i 3 år og 6 mdr. , samt en tillægsbøde på 15 mio. kr. T2 blev idømt en tillægsbøde på 500.000 kr., jf. STRFL § 88, stk. 1, 2. pkt. T3 blev idømt fængsel i 5 år, samt en tillægsbøde på 97 mio. kr., jf. STRFL § 88, stk. 1, i forhold til den anvendte straframme i STRFL § 289. T4 blev idømt fængsel i 5 år, samt en tillægsbøde på 92 mio. kr., efter samme bestemmelser som T3. T5 blev idømt fængsel i 10 mdr., samt en tillægsbøde på 2 mio. kr., jf. STRFL § 89. T6 blev idømt betinget fængsel i 3 mdr., samt en tillægsbøde på 300.000 kr. For T1, T3 og T4 skete der rettighedsfrakendelse, jf. STRFL § 79, stk. 2, 2. Pkt. ØL fandt ikke, at EMRK artikel 6 var overtrådt.

UfR 2006.1120 HD: (Boneloc-sagen): D. 31.08.1994 fik A indopereret en hofteprotese, som blev fastgjort med Boneloc-cement. I november 1994 fik A stærke smerter og lægerne skønnede at protesen var løs. I december 1995 blev protesen skiftet. I februar 1997 brækkede A lårbensknoglen hvorfor han fik indopereret en metalskinne. I april samme år knækkede både metalskinnen og lårbensknoglen hvorefter A fik indopereret 2 nye metalskinner. Lårbensknoglen voksede dog ikke sammen og der var ikke udsigt til bedring. I maj 1998 udfærdigede professor Lars Nordskov Nielsen en rapport, hvori det konkluderedes, at Sundhedsstyrelsen (S), havde tilsidesat sin tilsynspligt efter centralstyrelseslovens § 2, idet den ikke havde reageret tilstrækkeligt hurtigt, efter at en overlæge den 14.03.1994 havde meddelt S, at der havde vist sig at være problemer med Boneloc-cementen. I september 1998 anmodede A's advokat sundhedsministeren (M) at anerkende at være ansvarlig og herunder ifalde erstatningsansvar for S's manglende rettidige reaktion i forhold til den konkrete tilsynsforpligtelse. A krævede godtgørelse i medfør af EAL §26 eller dennes analogi. M henviste A til at anlægge sagen ved domstolene, hvorefter han anlagde sag ved ØL mod ministeren. I 2000, mens sagen i ØL verserede, traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at tilkende A en godtgørelse på 81.500 kr. for varigt mén og smerte. ØL frifandt M og HR stadfæstede afgørelsen. HR tiltrådte af de grunde anført af ØL, at S's tilsidesættelse af tilsynspligten efter centralstyrelseslovens § 2 ikke indebar en krænkelse af A's selvværd eller omdømme, og at der derfor ikke på dette grundlag kunne tillægges ham en godtgørelse i medfør af EAL § 26. Derudover fandt HR, at der heller ikke ud fra synspunkter om manglende informeret samtykke kunne pålægges M at betale tortgodtgørelse, idet S ifølge Lars Nordskovs rapport, på tidspunktet for A's operation d. 31.08.1994, ikke havde positiv viden om forhold, der gjorde det uforsvarligt fortsat at anvende Boneloc-cement på danske hospitaler. Desuden tiltrådte HR, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK's artikel 8, og at sagens langvarige forløb - 6 år og 4 , ikke indebar en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist.

UfR 2006.1657 VLK: I en sag mellem A og B om erstatning i forbindelse med ejendomshandel havde A adciteret advokat P. P var repræsenteret af advokat F. A ønskede, at der skulle stilles spørgsmål til Advokatrådets Responsumudvalg. F var medlem af Advokatrådet, men ikke af Responsumudvalget. A gjorde indsigelser mod at F kunne repræsentere P, idet F var medlem af Advokatrådet og derfor måtte anses for inhabil. VL udtalte, at hverken RPL § 126, EMRK art. 6 eller almindelige retsgrundsætninger om inhabilitet, kunne afskære F fra at repræsentere P i den verserende erstatningssag.

UfR 2006.1967 ØLK: Under domsforhandlingen ved Store-Heddinge byret i en straffesag mod T, der var tiltalt for at have overtrådt STRFL § 291, stk. 1, ønskede anklagemyndigheden at vise nogle videooptagelser foretaget af den forurettede i strid med lov om forbud mod tv-overvågning mv. Byretten gav tilladelse hertil trods T’s protest, og udsatte herefter domsforhandlingen og tillagde T’s kæremål opsættende virkning. ØL fandt, at byrettens afgørelse angik spørgsmål af væsentlig betydning for sagens behandling, hvorfor RPL § 968, stk. 2, ikke var til hinder for kærens admittering. ØL tiltrådte, at de omhandlede videooptagelser kunne indgå som bevis i sagen. Det gjaldt, uanset om videooptagelserne var foretaget i strid med loven om forbud mod tv-overvågning mv. Hensynet til "fair trial" i EMRK art. 6 kunne ikke føre til et andet resultat. Det var ved afgørelsen tillagt betydning, at forurettede frivilligt havde overdraget videooptagelserne til politiet, at sagen angik en lovovertrædelse, som ikke var bagatelagtig, og at forsvareren under sagens videre forløb havde mulighed for at anfægte og imødegå beviset. Hertil kom, at de omtvistede videooptagelser viste færdsel på et mindre afgrænset udsnit af en offentlig vej og således ikke indebar alvorligere krænkelser af de optagne personers integritet.

UfR 2006.2766/2 ØLD: I 1997 blev E1 – E4 ved Odense Byret tiltalt for økonomisk kriminalitet begået i 1988-1992. Alle blev i 2002 idømt betydelige fængselsstraffe. Ved landsrettens dom i 2002 blev E1 og E2 i betydeligt omfang frifundet med betydelig strafnedsættelse til følge. Både E3 og E4 blev i det hele frifundet. Ved sidstnævnte dom udtalte landsretten en betydelig kritik af både politiets og anklagemyndighedens behandling af sagen. Landsretten fandt tillige, at der var sket en krænkelse af E1-E4’s ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. EMRK art. 6, hvilket også blev taget i betragtning ved straffastsættelsen for E1 og E2. E1-E4 rejste herefter krav om erstatning efter RPL kap. 93 a. ØL fandt, at de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling ikke gav de erstatningssøgende krav på erstatning efter RPL § 1018 h, men at de nævnte forhold kunne tillægges betydning ved vurderingen af erstatning og godtgørelse efter RPL § 1018 b. Da E1’s dom allerede var gjort betinget under henvisning konventionskrænkelsen, fandtes E1 herved kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således at han ikke herudover fandtes berettiget til kompensation efter RPL § 1018 h. E2, der var blevet idømt en betinget bøde, fandtes berettiget til yderligere 40.000 kr. i godtgørelse efter RPL § 1018 b, jf. § 1018 a. E3, der i det hele blev frifundet, fandtes berettiget til yderligere 25.000 kr. i godtgørelse for konventionskrænkelsen og 50.000 kr. i medfør af RPL § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2. E4, der ligeledes i det hele blev frifundet, fandtes berettiget til yderligere 15.000 kr. i godtgørelse for konventionskrænkelsen og 100.000 kr. i medfør af RPL § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2.

UfR 2007.684 ØLD: I forbindelse med en sag vedrørende moms- og skatteunddragelser i 1998 foretog politiet ransagning hos T1-T4. D. 16.02.2005 blev der rejst tiltale og alle blev ved Odense Rets dom af 23.06.2005 fundet skyldige i overtrædelse af en række bestemmelser i moms- og skatteloven. ØL udtalte, at der var forløbet ca. 8 år fra ransagningstidspunktet, og det varede mere end 4½ år fra sommeren 1999, hvor myndighederne måtte anses for at have haft de fornødne oplysninger til at rejse tiltale, til anklagemyndigheden indgav anklageskrift d. 16.02.2005. Uanset sagens kompleksitet fandtes der at foreligge en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden en rimelig frist som omhandlet i EMRK art. 6, stk.1. På den baggrund fandtes frihedsstraffene at skulle gøres betingede med en prøvetid, der skulle regnes fra ØL's dom. Der fandtes ikke med henvisning til krænkelsen af EMRK art. 6, stk. l grundlag for tillige at nedsætte de tillægsbøder, der skulle fastsættes som tillæg til frihedsstraffene som følge af den opnåede økonomiske vinding, jf. STRFL § 50, stk. 2, idet der allerede ved fastsættelsen af frihedsstraffene som betingede var taget hensyn til denne krænkelse.

UfR 2007.727 HKK: T blev i oktober 2005 sammen med tre andre varetægtsfængslet, sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme. I august 2006 blev der rejst tiltale for forsøg på terrorisme. I sagen mod de fire tiltalte indgik en række aflyttede telefonsamtaler. Politiet oplyste, at disse aflytninger var foretaget i henhold til aflytningskendelser, som var tilvejebragt af Politiets Efterretningstjeneste til brug for efterretningstjenestens efterforskning af en sag om forsøg på terrorisme. Efterretningstjenesten oplyste, at aflytningerne var blevet iværksat og fortsat, uden at der hos efterretningstjenesten forelå mistanke om, at de fire tiltalte kunne være involveret i forberedelsen af den terrorhandling, som straffesagen omfattede. Forsvarerne for de fire tiltalte anmodede politiet om at blive bekendt med indholdet af eller modtage den eller de retskendelser, der måtte ligge til grund for de aflyttede telefonsamtaler, der af anklagemyndigheden var fremlagt i sagen og påberåbt som en del af mistankegrundlaget. Anklagemyndigheden afslog anmodningen om aktindsigt og anførte bl.a., at materialet alene var tilvejebragt til brug for Politiets Efterretningstjenestes egne efterforskninger og ikke til brug for sagen mod de fire tiltalte, og at forsvarernes ønske om at få oplyst, om aflytningsmaterialet var lovlig tilvejebragt måtte anses for at være opfyldt gennem en erklæring fra efterretningstjenestens chef om, at de indgreb, hvorfra aflytningsmaterialet stammede, var foretaget på baggrund af en retskendelse. ØL’s afgørelse herom blev kæret til HR af forsvareren for en af de tiltalte. HR udtalte, at forsvareren efter RPL § 729 a, stk. 3, havde adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet havde tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angik. Dette gjaldt uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som forsvareren for tiltalte havde anmodet om aktindsigt i, var ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angik. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med EMRK art. 6 omfattede forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som var af betydning for sagen, uanset om det var tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Forsvareren ønskede aktindsigt i de kendelser, som havde givet tilladelse til at foretage de aflytninger, som skulle anvendes som bevis i sagen, med henblik på at kontrollere, at disse aflytninger var tilvejebragt på lovlig måde. Uanset erklæringen af 20.12.2005 fra chefen for Politiets Efterretningstjeneste fandt HR, at det ikke kunne udelukkes, at det af forsvareren ønskede materiale kunne være af betydning for sagen. Forsvarerens anmodning om aktindsigt i de omhandlede kendelser blev herefter taget til følge, dog således, at der forinden skulle gives anklagemyndigheden mulighed for at vurdere, om kendelserne indeholdt oplysninger, som burde undtages fra aktindsigt, jf. RPL § 729 c.

UfR 2007.857 HKK: T, som var tiltalt for at have begået mandatsvig af særlig grov beskaffenhed og misbrug af sin stilling som borgmester, gjorde gældende, at retsformanden var inhabil. T anførte i første række, at retsformanden måtte anses for inhabil, idet han havde været retsformand i en anden sag, hvor T var fundet skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for forhold, der oprindeligt havde været en del af den nu verserende sag, og at retsformanden i dommen havde tilsidesat T’s forklaring som utroværdig. Endvidere gjorde T gældende, at retsformanden var inhabil på baggrund af, at han under efterforskningen havde truffet afgørelser om beslaglæggelse og ransagning, ligesom han også ved sin retsledelse, afgørelse af processuelle tvister, adfærd og udtalelser under sagen i øvrigt havde gjort sig inhabil. HR fastslog, at det forhold, at retsformanden også havde været retsformand i sagen, hvor T var blevet straffet for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, ikke i sig selv kunne medføre, at retsformanden var inhabil. Retsformanden havde ved dommen hverken direkte eller indirekte taget stilling til skyldspørgsmålet i den verserende straffesag. HR fandt heller ikke, at retsformanden ved afgørelserne om beslaglæggelse eller ransagning direkte eller indirekte havde taget stilling til skyldspørgsmålet. Det var endvidere ikke godtgjort, at retsformanden – direkte eller indirekte – havde forholdt sig til skyldspørgsmålet ved sin retsledelse, ved afgørelsen af processuelle tvister eller ved sin adfærd eller udtalelser i forbindelse med sagen. HR fandt herefter, at der ikke forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om retsformandens fuldstændige upartiskhed, jf. RPL § 61 sammenholdt med EMRK art. 6. HR fandt endvidere, at den omstændighed, at byrettens kendelse om retsformandens habilitet var truffet under medvirken af domsmænd, ikke kunne medføre, at kendelsen skulle ophæves som ugyldig, jf. herved princippet i RPL § 946, stk. 1.

UfR 2007.1158 ØLK: I forbindelse med behandlingen af et konkursbo ved SH's Skifteret afgav 7 af det konkursramte selskabs tidligere bestyrelsesmedlemmer i 2003 forklaring som vidner. Kurator anlagde i 2006 erstatningssag ved Lyngby Byret mod bl.a. de 7 tidligere bestyrelsesmedlemmer, og kurator ønskede i forbindelse med denne sag at fremlægge udskrifter af de afgivne forklaringer fra 2003. De 7 tidligere bestyrelsesmedlemmer protesterede herimod. De tidligere bestyrelsesmedlemmer havde været forpligtet til at afgive vidneforklaring i SH, uden at de kunne påberåbe sig vidnefritagelsesgrunde i medfør af RPL § 171, stk. 2, jf. KL § 100, jf. § 105. Der havde således ikke været indledt - og kan efter det oplyste heller ikke forventes at blive indledt - strafferetlig efterforskning mod dem, jf. UfR 2000.1201 HKK. Da de 7 bestyrelsesmedlemmer ville få lejlighed til at afgive partsforklaring under domsforhandlingen, fandtes de vidneforklaringer, der ca. 3 år før sagsanlægget blev afgivet i SH i forbindelse med behandlingen af konkursboet, ikke at kunne betegnes som anteciperet bevisførelse i strid med RPL § 340 eller § 343. De fandtes heller ikke at kunne betegnes som ensidigt indhentede erklæringer. De protokollerede forklaringer fandtes heller ikke at være tilvejebragt under sådanne omstændigheder, at det vil stride mod grundlæggende retsprincipper, hvis de blev anvendt under en retssag om personligt ansvar for den afhørte. Fremlæggelse var derfor heller ikke i strid med EMRK art. 6 om en retfærdig rettergang. Bilagene skulle herefter ikke udgå af sagen.

UfR 2007.1482/2 HD: A havde anlagt en sag ved ØL mod Civilretsdirektoratet og Københavns Statsamt. Efter at A ikke havde givet møde til et forberedende retsmøde i sagen, besluttede ØL at afvise sagen. A indbragte beslutningen om afvisning for HR, der gav A medhold i, at sagen ikke burde være afvist. Afvisningsbeslutningen blev derfor ophævet og sagen hjemvist til fortsat behandling ved ØL. Efter at have fået medhold i HR anlagde A en ny sag mod den landsdommer B, der havde truffet beslutningen, med påstand om, at han skulle anerkende, at beslutningen havde krænket A’s menneskerettigheder, herunder EMRK art. 6. HR afviste A’s sag mod B. HR fandt, at påstanden i denne sag i realiteten måtte anses som yderligere argumenter til støtte for, at beslutningen om afvisningen af den første sag havde været forkert. Da A allerede havde fået medhold heri, kunne han ikke under denne efterfølgende sag mod B få prøvet, om den nu ophævede afvisningsbeslutning var i strid med bestemmelser i menneskeretskonventioner.

UfR 2007.1569 HD: To afskedigede HK-ansatte, A og B, havde ikke ret til at få kravene vedrørende usaglig afskedigelse behandlet ved domstolene. Dette var begrundet i, at der ved fællesoverenskomsten var indgået en voldgiftsaftale mellem ansættelsesmyndigheden og HK. HR fastslog, at den fagretlige tvistløsningsordning var karakteriseret ved, at den enkelte arbejdstagers interesser skulle varetages af den pågældende fagforening. Uoverensstemmelser skulle søges løst ved forhandling og – hvis dette ikke medførte en løsning – ved faglig voldgift. At lønmodtagerne selv havde ret til at anlægge sag ved domstolene, hvis deres faglige organisation ikke gennemførte en fagretlig behandling eller opgav kravet, kunne ikke føre til et andet resultat, da HK ikke havde opgivet kravet og da en afvisning af sagerne dermed ikke var i strid med EMRK art. 6. Komm. af Jens Kristiansen i JUR 2007.167-170: Lovbaseret godtgørelseskrav omfattet af voldgiftsklausul og af Ole Hasselbalch i UfR 2007 B.184-188: Tvungen faglig voldgift i sager om fagforeningsmedlemmers lovhjemlede rettigheder? - nogle bemærkninger i anledning af UfR 2007.1569 HD.

TFA 2008.94 EMD: En russisk mand fik frataget sin retlige handleevne, efter at hans mor havde anmodet herom, hvorefter moderen blev hans værge. Sagen blev gennemført uden hans vidende, ligesom den reelt blev gennemført uden iagttagelse af kontradiktionsprincippet. Dommeren havde ikke haft mulighed for at danne sig en opfattelse af mandens mentale tilstand. Endvidere var mandens anke blevet afvist uden behandling, hvorved der ikke havde været appelmulighed. Af disse grunde havde retssagen ikke været retfærdig, og Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af art. 6. Derudover havde indgrebet været så alvorligt, at der tillige forelå en krænkelse af art. 8.

UfR 2008.249 ØLK: T var i 1994 blevet straffet for manddrab i forbindelse med frihedsberøvelse, hvor T havde tildelt den forurettede et slag i baghovedet med en hammer, hvorved hun pådrog sig kraniebrud, ligesom han klemte hende om halsen, herunder ved omsnøring af halsen, således at hun afgik ved døden. T var nu tiltalt for vold efter STRFL § 245, stk. 1, ved i forbindelse med voldudøvelsen at have anvendt en lignende fremgangsmåde. Anklagemyndigheden havde ønsket tilladelse til at kunne dokumentere oplysningerne om fremgangsmåden i sagen fra 1994 før afgørelsen af skyldsspørgsmålet i nævningesagen. ØL udtalte, at i nærværende straffesag var der rejst tiltale for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter STRFL § 245, stk. 1, blandt andet ved at give den forurettede tape for munden og ved at snøre et reb eller lignende om halsen på denne og stramme til, hvorved det knækkede. Der var derfor grund til at antage, at oplysningerne om fremgangsmåden i sagen fra 1994 - som et moment blandt flere - kunne have betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet. De nævnte oplysninger var hverken det eneste eller det reelt afgørende bevis i sagen, og dokumentation af oplysningerne inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet var således ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2. Herefter fandt ØL, at det undtagelsesvis burde tillades anklagemyndigheden inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet at dokumentere oplysningerne om fremgangsmåden, jf. dagældende RPL § 877, stk. 2, nr. 5.

UfR 2008.2737 ØLK: I et retsmøde d. 29.05.2008 blev der afsagt dom over T, både T og dennes forsvarer Steen Petersen var til stede og T blev vejledt om reglerne for anke. D. 12.06.2008 udløb ankefristen og først d. 13.06.2008 sendte Retten i Glostrup en udskrift af dommen til T og A. A sendte d. 24.06.2008 ankemeddelelse til anklagemyndigheden. A anmodede herefter ØL om tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb, jf. RPL § 910, stk. 2 og anførte til støtte herfor at domsudskriften først var sendt efter ankefristens udløb, samt at en manglende admittering ville være en krænkelse af EMRK artikel 6. ØL udtalte, efter forarbejderne til RPL § 219 a, stk. 1 og 2 (Folketingstidende 1996/97, Tillæg A, side 3770), var det forudsat, at dommen udarbejdes skriftligt umiddelbart efter afsigelsen, således at både tiltalte og anklagemyndigheden havde god tid til at gennemlæse dommen inden ankefristens udløb. Henset til at T og hans forsvarer var til stede ved domsafsigelsen, hvor de blev gjort bekendt med dommens resultat og ankevejledt, samt til at anke ikke sås at være iværksat i rimelig tid efter modtagelsen af domsudskriften, fandt ØL ikke, at fristoverskridelsen skyldes grunde, der ikke kunne tilregnes T. På den baggrund, og idet der i øvrigt ikke var oplyst om forhold, der kunne føre til, at anke burde tillades, imødekom ØL ikke anmodningen herom, jf. RPL § 910, stk. 2. Der var ikke grundlag for at antage, at manglende admittering i en situation som den foreliggende indebærer en krænkelse af EMRK artikel 6.

UfR 2009.822 VLK: Den engelske statsborger T's forsvarer havde under straffesagen mod T fremsat begæring om, at retsbogen løbende blev oversat til engelsk, så T havde mulighed for at følge med. Retten i Randers bemærkede, at T under sagen via tolk havde fået oversat alt, hvad der foregik under retsmøderne. Der var endvidere mulighed for, at T sammen med sin forsvarer og en tolk kunne gennemgå retsbøgerne. BR fandt ikke, at T havde krav på, at retsbøgerne blev oversat til engelsk, idet det ikke fulgte af hverken RPL § 729 a, stk. 2, eller EMRK artikel 6, stk. 3. Forsvareren kærede kendelsen og kæremålet havde en sådan principiel betydning, at VL tog det under påkendelse, jf. RPL § 968, stk. 4. Af de grunde der var anført af BR stadfæstede VL kendelsen.

UfR 2010.53 ØLD: T, født 1949, blev bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af ML § 81, stk. 3, jf. stk. 1, ved som hovedanpartshaver, direktør og daglig leder af et anpartsselskab, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i sine momsangivelser. Der var ved Retten i Roskilde enighed om, at sagsbehandlingstiden udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1. På den baggrund blev T idømt en betinget straf samt en tillægsbøde på 1,2 mio. kr. jf. STRFL § 50, stk. 2, anklagermyndigheden havde påstået en tillægsbøde på 1.775.000 kr. ØL fastsatte tillægsbøden til 1.775.000 kr., som påstået af anklagemyndigheden.

UfR 2010.1008 VLD (TFA 2010.259 VLD): M og H var blevet separeret d. 09.01.2002 efter 4½ års ægteskab. Skifteretten i Brædstrup tog boet under offentligt skifte i dec. 2002. Det væsentligste aktiv var den faste ejendom i Tørring tilhørende M's bodel, der før det offentlige skifte var blevet vurderet til 1.485.000 kr. H kunne ikke acceptere vurderingen. Skifteretten bestemte i juni 2004, at der ikke skulle foretages omvurdering, men den oprindelige ejendomsmægler skulle afgive en supplerende udtalelse om værdien på udlægstidspunktet. Den oprindelige ejendomsmægler var gået på pension. Der opnåedes enighed om, at en anden mægler skulle afgive den supplerende udtalelse, og denne udtalelse fremkom pr. 30.12.2004. Der blev udfærdiget udkast til boopgørelse, hvorefter M skulle udtage ejendommen pr. 30.12.2004. Parternes advokater fremsatte indsigelser mod værdien af ejendommen. M gjorde gældende, at han havde udtaget ejendommen pr. 09.01.2002, subsidiært pr. 30.12.2004, men i begge tilfælde til den oprindelige vurdering. Skifteretten udskilte i 2007 spørgsmålet om udlægstidspunktet og udlægsprisen til delforhandling, og der blev afsagt dom d. 28.02.2008, hvorefter ejendommen skulle udlægges til M pr. 30.12.2004 til en værdi af 1.850.000 kr. Der blev endvidere ved dommen taget stilling til andre stridsspørgsmål. Boopgørelse med opgørelsesdag d. 31.12.2008 blev herefter udfærdiget. H nedlagde påstand om, at hendes boslodskrav skulle forrentes fra d. 30.12.2004, mens M gjorde gældende, at forrentning skulle ske fra datoen for den endelige boopgørelse. H og M gjorde endvidere gældende, at ægtefælleskiftet havde trukket uforholdsmæssigt ud, og der var sket krænkelse af EMRK. I skifterettens dom af 12.02.2009 blev det bestemt, at boslodskravet skulle forrentes fra d. 01.07.2007. Skifteretten i Horsens erkendte, at sagens behandling ikke var blevet afsluttet inden rimelig tid i overensstemmelse med EMRK art. 6, stk. 1. VL bestemte, at boslodskravet skulle forrentes fra d. 30.12.2004, idet M havde haft fordelen af værdistigningen af ejendommen fra udlægsdatoen, og der var derfor grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt for forrentning af boslodskrav. VL tiltrådte, at der var sket en krænkelse af parternes rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, og at det som delvis kompensation for krænkelsen var bestemt, at parterne, der begge havde haft fri proces, ikke skulle godtgøre statskassen nogen andel af de meget betydelige beløb, der var afholdt i salærer til de beskikkede advokater. Endvidere fandt VL, at parterne som yderligere kompensation for krænkelsen hverken skulle godtgøre statskassen de positive udgifter, der havde været forbundet med skiftebehandlingen, eller skifteafgiften, jf. herved art. 13 i EMRK sammenholdt med princippet i RPL § 320.

UfR 2011.2192 ØLD: A anmodede om, at en civil sag vedr. indregistreringspligt af en italiensk indregistreret bil stilledes i bero, indtil en straffesag, hvori A var sigtet for overtrædelse af registreringsafgiftsloven, var fuldført. A kunne ikke påberåbe sig beskyttelsen mod selvinkriminering iht. EMRK art. 6, da hun ikke var forpligtet til at afgive forklaring under sagen, eller da hun kunne undlade at besvare spørgsmål under en evt. forklaring, hvorved hun inkriminerede sig selv.

TFA 2011.360 ØLD: M og H blev separeret i maj 2001, og i dec. 2002 blev deres fællesbo taget under offentlig skiftebehandling. Skifteretten i Lyngby stadfæstede boopgørelsen i juni 2010. Skifteretten bestemte samtidig, at salær til medhjælper på 500.000 kr., skifteafgift på 283.550 kr. og udgifter til vurdering af indbo på 23.590 kr. skulle betales af statskassen, idet skiftesagen ikke var afsluttet inden rimelig tid, jf. EMRK art. 6, stk. 1. M, der selv var advokat, ankede boopgørelsen og påstod under denne sag, at statskassen skulle friholde ham for hans udgifter til advokatbistand som følge af den lange sagsbehandlingstid. M fik ikke medhold i sine indsigelser mod boopgørelsen eller i sin påstand om, at statskassen skulle betale hans advokatudgifter.

UfR 2011.2440 ØLK: T1 og T2 anmodede under en straffesag om at møde uden en forsvarer. Domsmænd skulle medvirke under sagen, jf. RPL § 688, stk. 2. Til støtte for T1 og T2's påstand, henviste de til RPL § 259, som gav ret til at møde selv. De anførte endvidere, at retten hertil fulgte af EMRK art. 6, stk. 3, litra c. Københavns Byret lagde til grund, at RPL § 259 ikke kunne anvendes, da bestemmelsen omfattede borgerlige sager. ØL tiltrådte BR's begrundelse og tilføjede, at RPL § 731, stk. 1, litra d ikke var i strid med den nævnte bestemmelse i konventionen.

UfR 2011.2460 ØLD: T var tiltalt for overtrædelse af FÆL § 4, stk. 1, ved at have ført personbil med mindst 88 km/t., selv om det blot var tilladt at køre 60 km/t. på den angivne strækning. Dette udgjorde en overskridelse på mere end 40 % af den tilladte hastighed. Den lange sagsbehandlingstid, da der var gået mere end 3½ år fra sigtelsen af T og til Retten i Glostrups dom, som ikke skyldtes forhold, der kunne tilregnes T, nåede ØL frem til, at dette udgjorde en krænkelse af T's ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tid efter EMRK art. 6. Betinget frakendelse af førerretten var en obligatorisk følge af T's hastighedsovertrædelse, og den lange sagsbehandlingstid kunne ikke ændre herved. T havde herefter krav på kompensation for den langsommelige sagsbehandling og ØL fandt derfor, at statskassen skulle betale sagens omkostninger for begge retter.

UfR 2012.37 ØLK: Frederiksberg Kommune, K, pålagde A en parkeringsbøde, da A's parkeringslicens, P, ikke fremstod som fuldt synlig. A påstod, at P var fuldt synlig, hvorfor A anlagde sag mod K ved Fogedretten i Svendborg. Fogedretten afslog vidneførsel af A og parkeringsvagten fra K. Fogedretten fandt efter de foreliggende fotos og fogedrettens besigtigelse det bevidst, at P ikke var fuldt synlig. ØL fandt, at A's begæring om vidneførsel ikke burde have været afslået af fogedretten, idet bl.a. en afhøring af den P-vagt, der pålagde afgiften, og som A havde oplyst at ønske at høre, burde tillades, jf. EMRK art. 6. ØL ophævede derfor fogedrettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på vidneførsel og fornyet stillingtagen.

UfR 2012.97 VLK: N havde anlagt sag mod forsikringsselskab, A, med påstand om, at A skulle betale erstatning til N for skader påført N's bil af en brugsstjålet bil, som var forsikret hos A. A havde indhentet oplysninger til brug i sagen hos Østjyllands Politi. N havde nedlagt påstand om, at bilag A skulle udgå fra sagen, da han mente, at bilaget indeholdt en skyldformodning fra en offentlig myndighed, hvilket ville være i strid med EMRK, art. 6, stk. 2. VL udtalte, at bilag A indeholdt oplysninger om, at N havde været sigtet for forsøg på bedrageri mod A, men at anklagemyndigheden efterfølgende opgav påtalen, og derudover indeholdt bilaget kun politiets afhøringer og tekniske undersøgelser vedr. skaden. VL fandt derfor ikke, at fremlæggelsen af bilaget ville være i strid med EMRK, art. 6, stk. 2. VL fandt i øvrigt ikke, at bilaget ville være uden betydning for sagen, og VL stadfæstede derfor Retten i Aarhus' kendelse og tog derfor ikke anmodningen om, at bilaget skulle udgå fra sagen, til følge.

UfR 2012.316 HD: A kom til Danmark i 2001 fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. Han fik afslag på en ansøgning om asyl og senere om familiesammenføring. A efterkom ikke et pålæg om udrejse, hvorfor han i august 2002 blev frihedsberøvet med henblik på at sikre hans tilstedeværelse i forbindelse med en tvangsmæssig hjemsendelse. A var - med et mellemliggende mislykket forsøg på tvangsmæssig hjemsendelse - frihedsberøvet frem til d. 26.03.2003. A rejste krav mod Rigspolitichefen, R, om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, hvilket krav R afslog i maj 2003. A anlagde retssag om kravet mod Rigspolitiets Udlændingeafdeling, U, d. 21.11.2008. HR frifandt U for kravet om erstatning. HR udtalte bl.a., at de forhold, som A påberåbte sig som erstatningspådragende, var foregået mere end 5 år før d. 21.11.2008, hvor sagen blev anlagt. Uanset det, som A havde anført herom, var der ikke indtrådt suspension af forældelsesfristen. Kravet var derfor forældet. HR frifandt endvidere U for A's påstand vedr. udlevering af notater fra et møde d. 22.01.2003 i Pristina. HR udtalte bl.a., at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at U i forbindelse med mødet d. 22.01.2003 modtog oplysninger omfattet af notatpligten (efter offentlighedslovens § 6). Endelig udtalte HR, at der ikke var grundlag for at antage, at en beslutning truffet af ankeudvalgets formand - om ikke at tillade vidneførsel begæret af A vedr. mødet i Pristina - indebar en krænkelse af de rettigheder, som tilkom A i medfør af EMRK art. 6. Det samme gjaldt en beslutning om ikke at tillade fremlæggelse af nogle ensidigt indhentede skriftlige erklæringer.

UfR 2012.939/2 HD: I maj 2000 pådrog A sig et ankelbrud og blev opereret samme dag. Røntgenbilledet af anklen viste, at ankelledet anatomisk ikke var på plads. Patientskadeankenævnet, P, traf afgørelse om, at der forelå en patientsskade, da A burde være tilbudt en re-operation. A's varige mén blev af P fastsat til 10%. Stationærtidspunktet for skaden blev fastsat til d. 13.02.2001 - datoen for afsluttende kontrol på det sygehus, hvor operationen var foretaget. A anlagde sag mod P med påstand om forhøjelse af méngraden og om fastsættelse af stationærtidspunktet til d. 23.08.2005. Hverken ØL eller HR fandt grundlag for at tilsidesætte P's vurdering. A påstod for HR, at behandlingen af sagen udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, særligt retten til behandling af sagen inden for "rimelig tid". HR fandt ikke grundlag for at fastslå, at sagens varighed krænkede A's ret til rettergang inden for en rimelig tid.

TFA 2013.225 ØLK: Fællesbo blev taget under offentligt skifte ved Lyngby Skifteret i august 2002 og endeligt afsluttet ved landsretsdom af 09.11.2012. H gjorde gældende, at hun skulle fritages for at deltage i udgifterne ved skiftebehandling, fordi den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, men fik ikke medhold heri. ØL fandt, at parterne selv havde givet anledning til skiftets tidsmæssige udstrækning, og at H i hvert fald havde været medvirkende til, at flere af de mange tvister havde været særdeles langvarige. Efter det oplyste var der derimod ikke - på trods af skiftets samlede udstrækning - grundlag for at fastslå, at skiftet er trukket urimeligt ud på grund af domstolenes forhold.

UfR 2013.986 HD: C blev d. 01.04.2003 skudt af en politibetjent, O, på Røde Mellemvej i København, og afgik samme dag ved døden. C's mor, A, og C's halvsøster, B, anlagde i 2008 sag mod politiet, P, statsadvokaten, S, og Rigsadvokaten, R, med krav om godtgørelse. Ved HR's dom af 05.05.2011 blev det fastslået, at det krav på godtgørelse mod P var forældet. Sagen drejede sig herefter om, hvorvidt S og R var forpligtede til at betale godtgørelse til A og B for på retsstridig måde at have krænket deres rettigheder i henhold til EMRK. Kravet støttedes på det efterfølgende undersøgelsesforløb, som efter A og B's opfattelse var mangelfuldt og fejlbehæftet på en sådan måde, at det havde påført dem som efterladte en selvstændig krænkelse. Selv om S' undersøgelse på enkelte punkter gav anledning til kritik, fandt HR efter en samlet bedømmelse, at de krav til undersøgelsen, som EMRK art. 2 stillede, var opfyldt af S og R. S konkluderede ved sin undersøgelse, at O var straffri som følge af nødværge. Det var ubestridt en fejl, at S og R ikke var opmærksomme på, at en to-måneders omgørelsesfrist for S' afgørelse om ikke at rejse tiltale mod O fandt anvendelse. R blev som følge heraf afskåret fra at tage stilling til tiltalespørgsmålet, men HR fandt det nærliggende, at R ville være nået til samme resultat som S, hvis R havde haft mulighed for at prøve tiltalespørgsmålet. Den manglende iagttagelse af omgørelsesfristen kunne herefter ikke antages at udgøre en krænkelse af EMRK art. 2. HR fandt således ikke, at der ved undersøgelsesforløbet hos S og R var sket en krænkelse af A og B's rettigheder i henhold til EMRK art. 2. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at der var sket en krænkelse af EMRK art. 6 om retten til rettergang inden for rimelig tid, idet den sagsbehandlingstid, der skulle tages i betragtning, tog sin begyndelse ved indbringelse af sagen for domstolene. S og R blev herefter frifundet. Afgørelsen var en ændring af ØL's dom.

UfR 2013.1281 VLK: Direktoratet for Kriminalforsorgen, A, havde meddelt afslag på B's anmodning om prøveløsladelse i forbindelse med, at han var blevet idømt fængsel på livstid for forsøg på drab. A's afgørelse blev indbragt for Retten i Horsens, hvor der ligeledes blev behandlet en anmodning fra B's beskikkede advokat, om at han ønskede aktindsigt i A's afgørelser i tilsvarende sager med henvisning til EMRK art. 6. A havde afslået denne anmodning. BR lagde til grund, at B ikke sås at have påvist nogen hjemmel for retten til at pålægge direktoratet at lade den beskikkede advokat gennemgå sammenlignelige sager. BR imødekom derfor ikke anmodningen. VL stadfæstede.

UfR 2013.2479 ØLK: En andelsboligforening, A, havde afgivet egenkonkursbegæring, og blev ved dekret af 31.05.2011 taget under konkursbehandling. B og C, som var andelshavere i A, nedlagde påstand om, at kurator, K, skulle tilpligtes at afhænde boets faste ejendom snarest muligt, og om nødvendigt på tvangsauktion. A påstod kæremålet afvist. ØL fandt, at B og C havde den fornødne retlige interesse i kæremålet, men fandt det ikke godtgjort, at det var nødvendigt for at undgå en krænkelse af EMRK art. 6, at pålægge K at afhænde boets ejendom. Der var herved lagt vægt på navnlig tidspunktet for konkursdekretets afsigelse, samt boets størrelse og kompleksitet.

UfR 2014.15 ØLD: T havde som fængslet været i besiddelse af en USB-nøgle, en mobiltelefon og et simkort og havde dermed overtrådt STRFL § 124, stk. 4. T fik på den baggrund en disciplinærstraf i form af strafcelle. Retten i Glostrup afviste sagen med henvisning til, at der ifølge art. 4 i tillægsprotokol nr. 7 i EMRKvar et forbud mod dobbeltstraf. ØL ophævede BR's dom og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet T's allerede idømte fængselsstraf ikke blev forlænget ved ikendelse af strafcelle, hvorfor der ikke var tale om en overtrædelse af EMRK.

UfR 2014.1318 ØLD: A gjorde sig d. 29.07.2009 skyldig i en hastighedsovertrædelse, som efter normal praksis ville give ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af FÆL § 126, stk. 1, nr. 10, jf. § 125, stk. 2, nr. 1, 2 og 5. Retten i Næstved afsagde dom i sagen d. 08.07.2013. Spørgsmålet var, hvilken betydning den lange sagsbehandlingstid skulle få, da det i øvrigt blev antaget, at den ikke skyldtes A's forhold. ØL udtalte, at den lange sagsbehandlingstid, i denne ukomplicerede færdselssag, oversteg det rimelige i en sådan grad, at der skulle ske kompensation herfor i medfør af STRFL § 82, nr. 13 og § 83, 2. pkt. og principperne heri. Derudover var der ved den lange sagsbehandlingstid sket en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1, som A skulle kompenseres for. I betragtning af de hensyn, der begrundede FÆL's regler om frakendelsen af førerretten, fandt ØL, at konventionskrænkelsen ikke i det foreliggende tilfælde udgjorde et fuldt tilstrækkeligt grundlag for i medfør af princippet i STRFL § 82, nr. 13 og § 83, 2. pkt., at undlade ubetinget frakendelse af førerretten. A fik derfor en ubetinget frakendelse af førerretten. Frakendelsestiden, der efter normal praksis ville blive fastsat til 1 år, blev pga. omstændighederne nedsat til 6 måneder, jf. FÆL § 128, stk. 1. Desuden skulle bødestraffen bortfalde, og sagens omkostninger skulle betales af statskassen. ØL fandt herved, at der var sket den fornødne kompensation for konventionskrænkelsen. Retten i Næstved havde idømt en betinget frakendelse af førerretten, men var derudover nået til samme resultat.

UfR 2014.2783 HKK: Der blev d. 31.05.2013 truffet dom mellem A og Justitsministeriet, B. A sendte herefter en genoptagelsesanmodning for at få sagen genoptaget, da en af højesteretsdommerne, C, ifølge A var inhabil som følge af tidligere ansættelse hos B, og at dette var en krænkelse af EMRK art. 6 samt RPL § 61. HR fandt, at C ikke under sin ansættelse hos B havde behandlet sager om reglerne for transport af dyr m.m., som sagen fra d. 31.05.2013 omhandlede. Derfor var der ikke omstændigheder, der var egnede til at vække tvivl om C's fuldstændige upartiskhed i sagen. Da betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter RPL § 399, stk. 1 dermed ikke var opfyldt, tog HR ikke genoptagelsesanmodningen til følge.

UfR 2014.3679 HKK: Anklagemyndigheden, A, havde tiltalt T for spirituskørsel og nedlagt påstand om bødestraf og betinget frakendelse af førerretten. T, der ikke havde fremsat ønske om at få beskikket en forsvarer, udeblev uden gyldig grund fra det retsmøde, hvor straffesagen skulle behandles. A anmodede derfor om, at der blev afsagt udeblivelsesdom over T, hvilket Retten i Horsens ikke imødekom. VL stadfæstede Retten i Horsens' afgørelse. HR udtalte bl.a., at der efter RPL § 731, stk. 1, litra j, skulle ske obligatorisk forsvarerbeskikkelse i sager, der fremmedes i tiltaltes fravær, og hvor der var spørgsmål om fængselsstraf. Efter bestemmelsens ordlyd skulle der således ikke ske forsvarerbeskikkelse i den foreliggende sag, hvor der alene var spørgsmål om bødestraf og betinget førerretsfrakendelse. Forarbejderne til bestemmelsen gav endvidere ikke grundlag for en anden fortolkning end den, som bestemmelsens klare ordlyd førte til. Resultatet fandtes heller ikke at være i strid med EMRK art. 6, bl.a. fordi der var tale om en ukompliceret sag. HR hjemviste herefter sagen til fortsat behandling ved Retten i Horsens.

UfR 2015.3951 HKK: Forvaring af mor, der nægtede at oplyse sin datters opholdssted med henblik på udlevering til samvær med faren, var lovlig.

I forbindelse med en sag om udlevering af A's datter C til samvær med datterens far B blev A d. 07.05.2015 taget i forvaring af fogedretten. A fik herefter beskikket en advokat, og blev løsladt d. 29.07.2015. A havde under samværssagen gentagne gange nægtet at medvirke til udlevering af C til samvær med B, ligesom hun havde nægtet at oplyse C's opholdssted, hvorfor fogedretten flere gange havde truffet afgørelse om tvangsbøder for at få A til at medvirke til udlevering af C. For HR angik sagen, om forvaringen af A var lovlig, og herunder om A skulle have haft advokatbistand i forbindelse med fogedrettens behandling. Under henvisning til, at oplysningen om C's opholdssted havde afgørende betydning for gennemførelsen af samværet, og at det måtte lægges til grund, at oplysningen ikke kunne fremskaffes på anden vis end ved forklaring fra A, fandt HR, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fogedrettens skøn, og det var således nødvendigt at tage A i forvaring d. 07.05.2015 efter RPL § 497, stk. 2 og fortsat d. 20.05.2015. På denne baggrund og da der endvidere ikke var grundlag for at fastslå, at forvaringen af A var uproportional i tiden efter d. 20.05.2015 indtil løsladelsen d. 29.06.2015, fandt HR, at forvaringen af A var lovlig. Det kunne ikke føre til andet resultat, at A ikke var repræsenteret af en advokat, da fogedretten traf afgørelse om hende. HR henviste i den forbindelse til, at der hverken i RPL eller EMK art. 6 findes krav om, at en skyldner skal være repræsenteret af en advokat, eller at fogedretten skal beskikke en advokat. Dog bemærkede HR, at der i situationer, hvor der er spørgsmål om forvaring efter RPL § 497, stk. 2, er særlig anledning til at overveje behovet for advokatbistand, jf. RPL § 500, stk. 2. HR fandt endeligt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fogedrettens vurdering, hvorfor A på retsmødet ikke havde haft behov for advokatbistand, idet de lagde vægt på, at der på det tidspunkt endnu ikke var fremsat begæring om forvaring.

UfR 2018.2013/1 HD (TFA 2018.196 HD): Esbjerg Kommune havde ikke tilsidesat sin handlepligt efter EMRK art. 3 og 6 og ikke erstatningsansvarlig over for to børn, der havde været udsat for seksuelle krænkelse.

Esbjerg Kommune, K, modtog i perioden marts 2007 til slutningen af sept. 2010 en række underretninger fra politiet og en skole om bekymringer om forholdene i en familie, som i 2007 var tilflyttet K. I oktober 2010 blev F i den pågældende familie varetægtsfængslet og i nov. 2011 idømt 7 års fængsel for en række seksuelle overgreb begået mod børn i perioden fra begyndelsen af 1990'erne til 2010, herunder overgreb mod bl.a. Fs egen datter og pigerne A og B, født i henholdsvis 1998 og 1999. A og B var klassekammerater til to af Fs børn. Under en sag mod K nedlagde A og B påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr. til dem hver.VL frifandt K. For HR angik sagen, om K havde krænket EMRK art. 3 ved ikke rettidigt at have iværksat foranstaltninger over for F, hvorved krænkelserne mod A og B ville være blevet forhindret. HR fandt, at det var et krav for at kunne statuere et ansvar efter EMRK art. 3, at den relevante myndighed vidste eller burde have indset, at der var risiko for, at andre børn (end gerningsmandens egne) ville blive udsat for overgreb eller misbrug. Efter en samlet vurdering af de underretninger og andre oplysninger, som K modtog, fandt HR, at der ikke var oplyst omstændigheder, der burde have givet K en rimelig begrundet mistanke om, at der forelå en påregnelig risiko for, at F ville krænke andre børn. Der forelå derfor ikke en krænkelse af EMRK art. 3 i forhold til A og B. K havde heller ikke krænket As og Bs adgang til en retfærdig rettergang efter EMRK art. 6 ved trods opfordringer herom at have undladt at fremlægge oplysninger af mulig betydning for sagen. HR lagde herved vægt på, at Ks nægtelse af at stille de pågældende oplysninger til rådighed for sagen alene var begrundet i Ks ønske om at bevare fortrolighed om oplysninger om tredjemand, der måtte antages at være af særlig personfølsom karakter.

UfR 2019.1788 VLD: Miljø- og Fødevareklagenævnet var berettiget til ophæve og hjemvise kommunes tilladelse til udvidelse af minkproduktion på baggrund af ny viden om lugtgenekriterier, der ikke var kendt på tidspunktet for kommunens tilladelse

Aalborg Kommune, K, godkendte d. 30.09.2014 en minkfarms, M’s, ansøgning om tilladelse til udvidelse af minkbesætning, jf. husdyrlovens § 11. Naboerne til M påklagede afgørelsen d. 27.10.2014 til Miljø- og Fødevareklagenævnet, N. M blev underrettet d. 05.02.2016 og d. 04.07.2016 om en lang sagsbehandlingstid, der skyldtes mange sager og en flytning af N. N ophævede og hjemviste d. 20.01.2017 K’s tilladelse som følge af Miljøstyrelsens offentliggørelse i juni 2016 af ny viden om lugtemission fra mink, som skulle inddrages i kommuners sagsbehandling fra offentliggørelsestidspunktet. M overholdt ikke lugtgenekriteriet på baggrund af den nye viden. M gjorde gældende, at N’s afgørelse var ugyldig, da N havde inddraget viden, der ikke var kendt på tidspunktet for K’s afgørelse, og at dette skyldtes den lange sagsbehandlingstid, som var i strid med EMRK art. 6. Retten i Hjørring fandt, at N havde anvendt et korrekt hjemmelsgrundlag, og at N havde kompetence til en fuld prøvelse af sagen. N var berettiget til at inddrage nye oplysninger for at kunne træffe en materielt korrekt afgørelse, selv om den nye viden ikke var kendt på tidspunktet for K’s afgørelse. BR stadfæstede N’s afgørelse, da afstandskravene efter den nye viden ikke var overholdt ift. nærmeste nabobeboelse. M var to gange blevet orienteret om den lange sagsbehandlingstid, og M havde ikke en berettiget forventning om, at ny viden ikke kunne inddrages under N’s behandling. En samlet sagsbehandlingstid på 3 år og 3 måneder udgjorde ikke en krænkelse af EMRK art. 6. VL stadfæstede. Afgørelsen er anket til HR.

UfR 2019.3152 HD: Den færøske færdselslovs bestemmelser om spirituskørsel inden for 6 timer af et færdselsuheld og hjælpe- og anmeldelsespligt ved færdselsuheld var ikke i strid med selvinkrimineringsforbuddet, og T blev derfor idømt bøde på 1.750 kr. og frakendt førerretten i 3 år

T var blevet idømt en bøde på 8.500 kr. og frakendt førerretten i 3 år for i 2015 at have påkørt en fodgænger og forladt uheldsstedet uden straks at standse og yde hjælp til tilskadekomne og uden at anmelde uheldet til politiet, samt at T inden for et tidsrum på 6 timer efter uheldet indtog spiritus (6 timers-reglen), så hans alkoholpromillen var 1,39. Sagen angik om der var fejl ved ØL’s anvendelse af bestemmelserne i den færøske færdselslov om hjælpe- og anmeldelsespligt og 6 timers-reglen. Sagen angik endvidere om bestemmelserne og den idømte straf var forenelig med forbuddet mod selvinkriminering i EMRK art. 6, og om strafudmålingen, herunder om bøden og frakendelsestiden skulle nedsættes eller bortfalde som følge af lang sagsbehandlingstid. HR fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ØL’s vurdering af, at T havde overtrådt bestemmelserne i den færøske færdselslov. Det forhold, at T var blevet straffet for ikke at have anmeldt færdselsuheldet, kunne ikke anses for at være i strid med forbuddet mod selvinkriminering. Anmeldelsespligten var begrundet i det ansvar, det indebar at være fører af et motorkøretøj, der kunne forvolde betydelig skade. Bestemmelsen indebar kun en pligt til at anmelde færdselsuheldet til politiet, men ikke en pligt til at give nærmere oplysninger om uheldet og om førerens egen rolle heri. Den særlige færøske regel om spirituskørsel (6 timers-reglen) kunne ikke anses for at være i strid med selvinkrimineringsforbuddet hverken isoleret eller set i sammenhæng med anmeldelsespligten. Sagsbehandlingstiden havde i så væsentligt omfang oversteget det rimelige, at T burde kompenseres herfor. Bøden blev nedsat til 1.750 kr. Der var ikke grundlag for at ændre afgørelsen om ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år. ØL var nået til et andet resultat.

UfR 2019.4179 VLD: To mænd, der var frifundet for seksuelle overgreb på mindreårig, kunne ikke dømmes til at betale tortgodtgørelse for overgrebene, da det ville drage tvivl om frifindelsesdommen

A påstod B og C dømt til at betale erstatning og godtgørelse til hende pga. grove seksuelle overgreb begået i perioden 1990-1992, da hun var 7 år. B og C havde tidligere været tiltalt for at have begået disse seksuelle overgreb mod A, men de blev frifundet i VL i 2015 efter at have været fundet skyldige i Retten i Herning. A gjorde gældende, at der skulle ske en selvstændig vurdering af bevismaterialet, og at afgørelsen ikke nødvendigvis ville blive den samme, da der var forskel på bevisvurderingen i straffesager og civile sager. BR fandt, at spørgsmålet om B og C’s skyld var endeligt afgjort ved dom i 2015. Det ville anfægte resultatet af dommen på en måde som stred mod dansk retspraksis, hvis der på ny skulle tages stilling til, om handlingerne havde fundet sted. Det var ikke godtgjort, at A var blevet udsat for krænkelser af anden karakter, end de handlinger som B og C tidligere var blevet frifundet for at have begået. B og C blev frifundet. VL fandt, at dommen i straffesagen ikke havde retskraft ift. afgørelsen af nærværende sag, og at B og C godt kunne dømmes til at betale tortgodtgørelse på trods af frifindelsesdommen. Det fulgte dog af EMRK art. 6, stk. 2, at frifindelsen for straf ikke måtte drages i tvivl eller forkastes. Der var ikke oplyst forhold, som ville kunne føre til, at B og C kunne blive ansvarlige for handlingerne på anden måde end som gerningsmænd til de handlinger, de blev frifundet for. Der var heller ikke grundlag for, at B og C kunne dømmes til at betale tortgodtgørelse uden at drage tvivl om frifindelsesdommen. VL stadfæstede.

UfR 2020.1107 HKK: Socialrådgiver havde ikke pligt til at vejlede om forbuddet mod selvinkriminering, og oplysninger fremkommet under rådgiverens hjemmebesøg, ifm. en fars påståede vold mod børnene i hjemmet, var derfor ikke ulovligt tilvejebragt bevis

En socialrådgiver, S, tog på hjemmebesøg hos T i anledning af påstået vold mod T’s børn, B, i hjemmet. S udarbejdede referat om hjemmebesøget. Samme dag umiddelbart inden hjemmebesøget havde S overværet videoafhøring af fire af børnene i anledning af mistanke om vold i hjemmet. For HR angik sagen, om anklagemyndigheden pga. forbuddet mod selvinkriminering skulle afskæres fra at føre S som vidne under straffesagen mod T for vold mod B. Det var i sagen ubestridt, at de af T afgivne oplysninger til S ikke blev tilvejebragt som led i en strafferetlig efterforskning, men med henblik på at iværksætte en social indsats for at beskytte B, og at T ikke havde en oplysningspligt over for S. HR fandt, at S ikke havde pligt efter retssikkerhedslovens § 10, stk. 3 til at vejlede T om, at han ikke havde pligt til at meddele oplysninger, som kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Oplysningerne var på den baggrund ikke tilvejebragt i strid med forbuddet mod selvinkriminering, og oplysningerne havde således ikke karakter af ulovligt tilvejebragte beviser. Spørgsmålet om, hvorvidt S kunne afhøres som vidne, og om referatet kunne fremlægges som bevis, måtte herefter afgøres af Retten i Næstved efter RPL § 170, stk. 3 ud fra en bedømmelse af, om hemmeligholdelse havde væsentlig betydning. Ved bedømmelsen måtte de hensyn, som tavshedspligten var begrundet i, herunder mulighederne for at etablere et tillidsfuldt samarbejde med familien, afvejes over for sagens karakter og betydning. ØL var kommet til samme resultat. (3-2)

UfR 2020.2506 HKK: Varetægtsfængsling frem til dom kunne opretholdes trods problemer med tolkning ifm. tidligere retsmøder om fristforlængelse og kommunikation med advokat, da tolkebistanden bl.a. ved grundlovsforhøret var fuldt kvalificeret

T, der er georgisk statsborger, blev d. 22.03.2019 varetægtsfængslet som sigtet for forskellige forhold af indbrudstyveri. T blev efterfølgende fristforlænget flere gange, og ved kendelse af 01.05.2019 bestemte Retten på Frederiksberg, efter at hovedforhandling var blevet berammet til d. 01.07.2019, at varetægtsfængslingen skulle forlænges, indtil der var afsagt dom i sagen, hvilket ØL stadfæstede d. 28.06.2019. T gjorde gældende, at han burde have været løsladt. T henviste til, at der under sagen havde været problemer med at tilvejebringe kvalificeret tolkning både ifm. retsmøderne om fristforlængelse og ifm. møder i arresten mellem T og hans advokat, A. Varetægtsfængslingen var derfor i strid med EMRK art. 6. HR fandt, at tolkebistanden i grundlovsforhøret d. 22.03.2019 var fuldt kvalificeret, og at T på dette retsmøde blev gjort bekendt med og havde lejlighed til at udtale sig om de sigtelser, der dannede grundlag for varetægtsfængslingen. Efter grundlovsforhøret var der ikke fremkommet nye oplysninger, der var af væsentlig betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling, og T fik oversat og modtog under sagens forløb de relevante oplysninger om indholdet af tiltalen og sagens forløb. T havde oplyst, at problemerne med tolkning i kommunikationen mellem ham og A bestod i perioden fra d. 10.04.2019 til d. 26.06.2019, og det måtte herefter antages, at T i perioden efter d. 26.06.2019 og indtil hovedforhandlingen d. 01.07.2019 havde adgang til tilstrækkelig tolkebistand og var i stand til at holde møder med A. T havde dermed tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar. Herefter tiltrådte HR, at der d. 28.06.2019 ikke var grundlag for at løslade T med henvisning til EMRK art. 6.

UfR 2021.2846 HKK (UfR 2020.3909 ØLK): Ingen rettergangsfejl ved afsigelse af kendelse tre hverdage efter kæresvarskrift, da der havde været to hele hverdage til at komme med bemærkninger inden for den fastsatte frist

En virksomhed, A, havde kæret en afgørelse fra Sø- og Handelsretten til ØL d. 28.08.2020. Tre dage efter, d. 31.08.2020, modtog parterne meddelelse om kæremålet, hvoraf det bl.a. fremgik at de havde adgang til at sende udtalelser til ØL i anledning af kæremålet, og at udtalelser, der blev indleveret senere end 10 dage fra d. 31.08.2020, kun ville blive taget i betragtning, hvis kæresagen endnu ikke var afgjort. A’s modpart, B, indgav kæresvarskrift d. 09.09.2020 kl. 00.14. ØL afsagde kendelse d. 14.09.2020 og spørgsmålet var herefter, om der var begået en rettergangsfejl, da man ikke havde ventet på A’s svar.

HR fandt, at der trods ordlyden af RPL § 397, stk. 1, gjaldt et princip om kontradiktion, som indebar, at en part i en kæresag skulle have mulighed for at kommentere modpartens skriftlige indlæg, jf. herved også EMRK art. 6. A havde i to hele hverdage, d. 09.09.2020 og d. 10.09.2020, mulighed for at indgive et skriftligt indlæg med bemærkninger til B’s kæresvarskrift. På baggrund af dette havde ØL ikke begået rettergangsfejl ved at afsige kendelse som sket. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 65.

UfR 2021.3906 ØLK: Principper for fastsættelse af sagsomkostninger, hvilket som udgangspunkt skete efter vejledende takster, var ikke i strid med EMRK art. 6, og påstanden blev tilladt forhøjet ved processkrift, da modparten havde mulighed for at varetage sine interesser

Retten i Helsingør havde tilpligtet Vejdirektoratet, V, at anerkende, at deres afgørelse om stadfæstelse af en ekspropriationsbeslutning vedr. en del af A’s ejendom var ugyldig. V skulle betale sagsomkostninger på 230.000 kr. til A, hvoraf 100.000 kr. var til dækning af advokatudgifter. A kærede afgørelsen med påstand om, at V skulle betale 125.000 til dækning af advokatudgifter, og A forhøjede efterfølgende ved processkrift påstanden til 375.000 kr. En afvigelse af de vejledende takster var ifølge A påkrævet for ikke at stille økonomiske hindringer i vejen for hendes adgang til at sikre hendes grundlovssikrede rettigheder, jf. EMRK art. 6.

ØL fandt, at det burde tillades A at forhøje påstanden, da V havde tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, hvis tilladelse blev meddelt. Fastsættelse af sagsomkostninger efter RPL § 316, stk. 1 skete som udgangspunkt efter landsretspræsidenternes vejledende takster således, at der alene blev tilkendt et normalsalær, som i en række sager ville være mindre end de udgifter, den vindende part rent faktisk havde afholdt. Der var ikke grundlag for at antage, at sådanne principper for fastsættelse af sagsomkostninger var i strid med EMRK art. 6. ØL stadfæstede derfor BR’s afgørelse. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 192.

UfR 2022.1707 HD: Godtgørelseskrav ifm. påståede overgreb foretaget af danske styrker i Irak var forældet efter danske regler, hvilket ikke var i strid med EMRK, og Forsvarsministeriet havde ikke pligt til at gennemføre yderligere undersøgelser af de påståede overgreb

Sagen angik, om A havde krav på godtgørelse i anledning af påståede overgreb under de danske styrkers tilbageholdelse af ham i Irak fra d. 09.03.2004 kl. 23.09 til d. 10.03.2004 kl. 12.35, og om Forsvarsministeriet, M, havde pligt til at gennemføre yderligere undersøgelser af de påståede overgreb.
    HR fandt, at der var indtrådt forældelse af A’s godtgørelseskrav d. 10.03.2009 og dermed inden sagens anlæg d. 04.05.2016. Praksis fra EMD gav ikke grundlag for at antage, at det i sig selv var i strid med EMRK art. 3, 6 eller 13 at anvende nationale regler om forældelse ift. godtgørelseskrav, der blev rejst i anledning af påståede overgreb om tortur eller anden behandling omfattet af EMRK art. 3. I stedet måtte der foretages en konkret vurdering af, om det ville være proportionalt at anse kravet for forældet efter nationale forældelsesregler. A afgav i 2004 forklaring som led i en efterforskning iværksat af Forsvarets Auditørkorps. A beskrev en række påståede overgreb, som senere blev undersøgt under en straffesag. Straffesagen blev afsluttet ved ØL’s frifindende dom i 2006. Der var ikke i den foreliggende sag fremkommet oplysninger, der gav grundlag for en anden vurdering i straffesagen. Det var ikke godtgjort, at der ifm. tilbageholdelsen af A blev begået handlinger i strid med EMRK art. 3. A beskrev i stævningen af 04.05.2016 en række påståede overgreb, som han ikke tidligere havde beskrevet. Beskrivelserne var på centrale punkter modsagt af den øvrige bevisførelse, og de fremstod helt utroværdige. Forældelse af godtgørelseskravet var ikke i strid med A’s rettigheder efter EMRK. M havde ikke pligt til at gennemføre yderligere undersøgelser af de påståede overgreb. ØL var kommet til samme resultat.

UfR 2023.2991 HKK (HKK afsagt d. 13.04.2023, ØLK afsagt d. 31.08.2022, BRK afsagt d. 22.04.2022): Der var ikke hjemmel for domstolene til at fastsætte en frist for Rigsadvokatens afslutning af en undersøgelse om udlevering

T blev i midten af 2010’erne begæret udleveret til retsforfølgning i et land uden for EU og Norden, hvor han var sigtet for overtrædelse af bl.a. landets straffelov. Der blev bl.a. af anklagemyndigheden indledt undersøgelse af, om betingelserne for udlevering var opfyldt. I 2021 anmodede T om et møde med Rigsadvokaten, R, for at drøfte sagsbehandlingstiden. R afslog anmodningen under henvisning til bl.a., at sagen blev behandlet så hurtigt og effektivt som muligt. T rettede herefter henvendelse om sagen til justitsministeren, M, og anmodede om, at M pålagde R at afslutte sin undersøgelse af udleveringsbegæringen inden for en af M fastsat frist. M afslog anmodningen. T anmodede domstolene om at fastsætte en frist for R’s afslutning af undersøgelsen om udlevering af ham. T anførte, at domstolene i medfør af RPL § 718 b havde mulighed for at fastsætte en frist for A til at afslutte en undersøgelse om udlevering, og at han efter EMRK havde krav på et effektivt retsmiddel i anledning af R’s lange sagsbehandlingstid, hvilket kun kunne opfyldes ved, at domstolene kunne fastsætte en frist for afslutningen af undersøgelsen.
    HR fandt, at RPL § 718 b ikke i sig selv gav domstolene hjemmel til at fastsætte en frist for A til at afslutte en undersøgelse om udlevering, og at henvisningen i udleveringsloven til RPL ikke gjorde, at bestemmelsen kunne anvendes. T havde efter EMRK ikke krav på, at undersøgelsen af, om han kunne udleveres, skulle afsluttes inden for et bestemt tidsrum i medfør af artikel 6. Herefter og da de øvrige påberåbte artikler heller ikke kunne finde anvendelse på anmodningen, udtalte HR, at det ikke ville stride mod EMRK, at der ikke var hjemmel for domstolene til at fastsætte en frist for R’s afslutning af undersøgelsen om udlevering af T. T’s anmodning blev herefter ikke taget til følge.

UfR 2023.5092 VLD: B var under en straffesag frifundet for tyveri af 18 ud af 43 computere, og det kunne ikke under en senere civil sag lægges til grund, at han havde stjålet de sidste 18, jf. EMRK art. 6, stk. 2, hvorfor arbejdsgiveren kun fik erstatning for de 25 computere

B blev under en straffesag frifundet for tyveri af 18 ud af 43 computere, som han var tiltalt for at have stjålet hos sin arbejdsgiver A. Efter straffesagen anlagde A civil sag mod B med påstand om erstatning. Det fulgte af EMRK art. 6, stk. 2, om uskyldsformodningen, at en frifindelse for straf ikke måtte drages i tvivl eller forkastes under en senere sag om erstatning. A havde påstået, at B også skulle betale erstatning for de 18 computere, som han var frifundet for at have stjålet.
    Retten i Viborg fandt, at A ikke havde godtgjort, at B var ansvarlig for bortkomsten af flere end de 25 computere, han havde anerkendt. A havde ikke fremlagt oplysninger, der kunne medføre, at A kunne få medhold i sin påstand om erstatning af mere end det beløb, B allerede havde betalt. B blev frifundet.
    VL fandt, at det ikke var bevist, at de 18 computere var stjålet, hvorfor det ville være i strid med EMRK art. 6, stk. 2, hvis B skulle betale erstatning for mere end tyveriet af de 25 computere, han var dømt for. A’s tab kunne opgøres til 3.000 kr. pr. computer, og derudover havde A krav på erstatning for tidsforbrug til opsætning af nye computere, svarende til 2,5 timer pr. computer, hvilket blev opgjort til 20.000 kr. Kravet var i alt 95.000 kr. A skulle betale sagsomkostninger for begge retter til B med 60.000 kr. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 156.

UfR 2024.266 ØLK: Rapporter udarbejdet af svensk politi kunne ikke fremlægges, da der ikke var oplysninger om det underliggende materiale, og T1 og T2 dermed ikke havde mulighed for at tilrettelægge et effektivt forsvar

T1 og T2 var blandt andet tiltalt for overtrædelse af STRFL § 237, jf. § 81 a, stk. 1 og 2. Anklagemyndigheden, M, ønskede at dokumentere fire politirapporter, der efter anmodning fra dansk politi var udarbejdet af svensk politi. Rapporterne omhandlede T1 og T2’s tilknytning til bandegrupperinger i Sverige. M ønskede også at afhøre A, der havde udarbejdet de pågældende rapporter.
    KBR fandt, at der ikke var grundlag for at tillade dokumenterne fremlagt eller tillade afhøring af A, idet der forelå underliggende materiale, der ikke blev frigivet af efterretningstjenesten i Sverige.
    ØL fandt, at rapporterne efter deres karakter måtte sidestilles med de dokumentationstyper og personrapporter, som efter praksis blev udarbejdet af dansk politi og fremlagt i straffesager mhp. rettens vurdering af, om tiltalte var tilknyttet en bandegruppering. Under de foreliggende omstændigheder, hvor forsvareren ikke havde mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne i det underliggende materiale, ville det ikke være foreneligt med hensynet til at sikre de tiltalte mulighed for at tilrettelægge et effektivt forsvar, jf. EMRK art. 6. Den omstændighed, at M heller ikke var i besiddelse af materialet, ændrede ikke herved. Det var ikke betænkeligt at lade M dokumentere dele af rapporterne, der alene indeholdt generelle oplysninger om baggrunden for svensk politis registrering af personer, der ansås for tilknyttet kriminelle grupperinger. ØL stadfæstede med den nævnte ændring.

UfR 2024.471 ØLK: Selvom T’s forsvarer ikke burde have været beskikket, jf. princippet i RPL § 734, stk. 1, blev straffedom ikke ophævet, da det det ikke kunne antages, at inhabiliteten havde haft betydning for sagens forløb i byretten

T var dømt i BR og påstod for ØL, at dommen skulle ophæves og sagen hjemvises. T mente, at hans advokat, A, var inhabil, da T eller T’s ægtefælle havde lånt penge af et selskab, hvor A stod som registreret ejer med en ejerandel på 90 %. Lånet havde bl.a. pantesikkerhed i hustruens faste ejendom. Indsigelserne om A fremkom først knap to år efter, at lånene var indfriet, og efter at T havde fået ny forsvarer, som havde været beskikket for ham siden.
    ØL fandt, at påstanden om ophævelse skulle tages under påkendelse, selvom den ikke var fremsat rettidigt efter RPL § 913, jf. RPL § 727, stk. 1, nr. 2. Efter oplysningerne om A’s selskabslån til T og/eller hans hustru, uanset at T ikke havde været samboende med sin hustru siden 2004, forelå der sådanne forhold, at A ikke burde have været beskikket som forsvarer for T, jf. princippet i RPL § 734, stk. 1. Der var dog ikke sket en krænkelse af T’s ret til et effektivt forsvar, jf. EMRK art. 6, da det ikke kunne antages, at A’s inhabilitet havde haft betydning for sagens forløb i BR. Dommen blev ikke ophævet.

UfR 2025.229 VLD: Sagsbehandlingstid på 2 ½ år for en ukompliceret færdselssag oversteg det rimelige, jf. EMRK artikel 6, og fængselsstraffen for 12.-gangskørsel i frakendelsestiden blev derfor undtagelsesvis gjort betinget

T havde i april 2022 kørt på sin motorcykel, selvom han var frakendt førerretten. T erkendte sig skyldig på gerningstidspunktet. T var tidligere straffet 11 gange for kørsel i frakendelsestiden og var blevet prøveløsladt fra den seneste dom ultimo september 2022 med en reststraf på 33 dage. Retten i Hjørring fastsatte ved en fejl straffen som en fællesstraf, selvom gerningstidspunktet lå forud for prøveløsladelsen. Anklagemyndigheden og T var enige om, at straffen skulle formildes.
    VL fandt, at straffen for en 12.-gangskørsel i frakendelsestiden efter fast praksis var fængsel i 60 dage. Eftersom der var tale om en ukompliceret færdselssag, og der nu var gået 2 ½ år siden overtrædelsen, oversteg den samlede sagsbehandlingstid det rimelige, uden at det kunne bebrejdes T. T skulle derfor kompenseres. Straffen blev undtagelsesvis gjort betinget.

EMRK Artikel 7: Ingen straf uden retsregel

UfR 2007.1131 ØLK: T havde d. 17.01.2000 vedtaget en bøde og 2 års førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel. T havde d. 01.10.2006 bl.a. gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 2,25. Efter lov nr. 363 af 25.05.2005, som trådte i kraft d. 01.09.2005, skulle et sådan forhold bedømmes som et 2.-gangstilfælde. ØL fandt, at det forhold, at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen d. 17.01.2000 efter den tidligere praksis udløb d. 17.01.2005, og således før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 25.05.2005, ikke indebar, at forholdet ikke fuldt ud skulle bedømmes efter den nye lov. Dette var hverken i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. T blev idømt 20 dages fængsel og 6 dagbøder af 300 kr.

UfR 2007.2918 ØLD: T, som var født i 1973, og som sidst var dømt for vold i juli 1997, blev i august 2006 fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, § 276 og § 244 (forhold 2). Københavns Byret fastsatte straffen til 4 måneders fængsel. Anklagemyndigheden påstod for ØL § 244-overtrædelsen henført under STRFL § 247, stk. 1, samt skærpelse. T mente ikke, at STRFL § 247, stk. 1, var anvendelig, da T’s forstraffe for vold var udstået mere end 5 år før det nuværende voldsforhold. ØL udtalte bl.a., at under sagens behandling for byretten havde anklagemyndigheden ikke påberåbt sig STRFL § 247, stk. 1. Imidlertid fandt ØL ikke af denne grund at være afskåret fra at anvende reglen, idet bestemmelsen var anført i anklagemyndighedens ankemeddelelse, og T havde haft fyldestgørende adgang til forsvar. Ved lov nr. 218 af 31.03.2004 om ændring af STRFL og RPL ændredes reglerne om gentagelsesvirkning, således at det ved STRFL § 84, stk. 3, er fastsat, at gentagelsesvirkningen først ophører, når der er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Den ændrede regel trådte i kraft d. 02.04.2004. Gentagelsesvirkningen (i 5 år) for T's forstraffe for vold fra 1996 og 1997 efter den tidligere retstilstand var udløbet før ikrafttrædelsen af den nugældende, skærpede regel i STRFL § 84, stk. 3. Dette udelukkede imidlertid ikke, at ØL i overensstemmelse med den skærpede lovbestemmelse kunne tillægge T's nævnte forstraffe for vold gentagelsesvirkning ved udmålingen af straf for lovovertrædelsen i forhold 2, som T havde begået efter ikrafttrædelsen af de skærpede regler om gentagelsesvirkning. Dette fandtes at være i overensstemmelse med STRFL § 5, ligesom dette resultat ikke kunne anses for at være i strid med EMRK art. 7. Straffen blev herefter fastsat i medfør af STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 287, stk. 1, jf. § 276. Efter karakteren af de begåede lovovertrædelser og under hensyn til T's forstraffe sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder fandtes straffen at burde forhøjes til fængsel i 6 måneder.

UfR 2010.2259/2 VLD: A blev ved dom d. 28.11.2001 afsagt af Retten i Herning fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af levnedsmiddellovgivningen. Straffen blev fastsat til 10 dages betinget fængsel og en bøde på 850.000 kr. Dommen blev ikke anket. På tidspunktet for afsigelsen af dommen bortfaldt bøder over 3.000 kr. efter 5 år. jf. daværende ordlyd af STRFL § 97a. Ved lov nr. 364/2005 blev bestemmelsen ændret med virkning fra d. 01.07.2005, så bøder som oversteg 10.000 kr. først bortfaldt efter 10 år, jf. STRFL § 97 a, stk. 1, nr. 1. SKAT orienterede d. 01.08.2007 D om, at de havde foretaget modregning i D's overskydende skat på 6 kr. D påklagede dette til Justitsministeriet under henvisning til, at bøden var forældet d. 28.11.2006. VL udtalte, at der af forarbejderne til ændringslovens § 2 udtrykkeligt fremgik, at forældelsesfristen ikke ændredes i de tilfælde, hvor der var indtrådt forældelse efter de gældende regler. Var der derimod ikke indtrådt forældelse ved lovens ikrafttræden, ville den ændrede forældelsesfrist finde anvendelse. Den omstændighed, at det ikke udtrykkeligt var nævnt i lovteksten, at den ændrede forældelsesfrist fandt anvendelse, hvis der ikke var indtrådt forældelse, kunne ikke i sig selv føre til andet resultat. Endvidere bemærkede VL, at forlængelse af en forældelsesfrist for en bødestraf ikke var en strafskærpelse med tilbagevirkende kraft, og at ændringsloven derfor ikke var i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. Den bøde på 850.000 kr., som D blev idømt d. 28.11.2001, var ikke forældet d. 01.07.2005, hvorfor den ændrede forældelsesfrist på 10 år herefter fandt anvendelse.

SKM2024.44 HD (HD afsagt d. 18.01.2024, SKM2023.353 ØLD, ØLD afsagt d. 22.05.2023): Beskatning af hævninger foretaget efter tilbagebetaling af et anpartshaverlån var ikke i strid med EMRK

A var direktør og eneanpartshaver i B. I 2012-2015 foretog A en række hævninger over en mellemregningskonto, der havde karakter af ulovlige anpartshaverlån. Lånet blev løbende nedbragt og tilbagebetalt ved, at nettolån og nettoudbytte blev anvendt til at nedbringe mellemregningskontoen. A gjorde bl.a. gældende, at det forhold, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån skattemæssigt skulle behandles som et tilskud til selskabet og ikke som et tilgodehavende, resulterede i en dobbeltbeskatning, og at LL § 16 E, stk. 1, som en konsekvens heraf blev en straffebestemmelse i strid med EMRK. For at undgå en sådan konflikt skulle LL § 16 E, stk. 1, i stedet fortolkes sådan, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån blev betragtet som et udlån til selskabet.
    VL fandt ikke grundlag for at antage, at en beskatning af et ulovligt anpartshaverlån i medfør af LL § 16 E, stk. 1, udgjorde en straf i EMRK’s forstand. Det blev i den forbindelse bemærket, at tilbagebetaling af det ulovlige anpartshaverlån ikke i sig selv udløste nogen beskatning hos anpartshaveren. Der fandtes heller ikke grundlag for at give A medhold i, at hans skattepligtige indkomst for 2012-2015 skulle nedsættes med nettolån og nettoudbytte. Derudover var betingelserne for omgørelse efter SFL § 29 af tre udbytteudlodninger, der var blevet besluttet på ekstraordinære generalforsamlinger i B i 2012-2015, ikke opfyldt.
    HR stadfæstede.

EMRK Artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv

ADV 1989.480 Case of Boyle & Rice. 27.04.1988

England havde overtrådt art. 8 ved inddragelse af personligt brev fra indsat til ven uden for fængslet.

Sarah Canham Hansen i RETTID 2023 Afhandling nr. 16: De menneskeretlige forpligtelser efter EMRK artikel 3 og 8 til effektiv beskyttelse af voldtægtsofre

TFA 1998.198 VLD: FM over 8-årig pige tillagt 67-årig mormoder og ikke faderen, som var idømt 12 års fængsel for drab på moderen og udvist for bestandig, jfr. UfR 1995.764 HD. Bestemmelsen i FML § 14, stk. 1, 4. og 5. pkt. fandtes ikke i strid med EMRK art. 8, stk. 2.

UfR 2000.2101 VLD: Politiet i Esbjerg fandtes berettiget til at opbevare fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet i 1995 for bl. a. hærværk under Ribus-konflikten. Hjemmelen var RPL § 792 f, stk. 2 modsætningsvis sammenholdt med stk. 1 samt bestemmelsens forarbejder. Opbevaringen fandtes ikke i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller med uskyldsformodningsprincippet i EMRK art. 6, stk. 2., da selve opbevaringen alene sker efter en objektiv konstatering af, om den pågældende har været sigtet. Indgrebet havde ikke en sådan intensitet, at der var tale om et indgreb i den konventionsbeskyttede ret til privatliv, jfr. EMRK art. 8, stk. 1.

UfR 2006.1120 HD (Boneloc-sagen): D. 31.08.1994 fik A indopereret en hofteprotese, som blev fastgjort med Boneloc-cement. I november 1994 fik A stærke smerter og lægerne skønnede at protesen var løs. I december 1995 blev protesen skiftet. I februar 1997 brækkede A lårbensknoglen hvorfor han fik indopereret en metalskinne. I april samme år knækkede både metalskinnen og lårbensknoglen hvorefter A fik indopereret 2 nye metalskinner. Lårbensknoglen voksede dog ikke sammen og der var ikke udsigt til bedring. I maj 1998 udfærdigede professor Lars Nordskov Nielsen en rapport, hvori det konkluderedes, at Sundhedsstyrelsen (S), havde tilsidesat sin tilsynspligt efter centralstyrelseslovens § 2, idet den ikke havde reageret tilstrækkeligt hurtigt, efter at en overlæge den 14.03.1994 havde meddelt S, at der havde vist sig at være problemer med Boneloc-cementen. I september 1998 anmodede A's advokat sundhedsministeren (M) at anerkende at være ansvarlig og herunder ifalde erstatningsansvar for S's manglende rettidige reaktion i forhold til den konkrete tilsynsforpligtelse. A krævede godtgørelse i medfør af EAL § 26 eller dennes analogi. M henviste A til at anlægge sagen ved domstolene, hvorefter han anlagde sag ved ØL mod ministeren. I 2000, mens sagen i ØL verserede, traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at tilkende A en godtgørelse på 81.500 kr. for varigt mén og smerte. ØL frifandt M og HR stadfæstede afgørelsen. HR tiltrådte af de grunde anført af ØL, at S's tilsidesættelse af tilsynspligten efter centralstyrelseslovens § 2 ikke indebar en krænkelse af A's selvværd eller omdømme, og at der derfor ikke på dette grundlag kunne tillægges ham en godtgørelse i medfør af EAL § 26. Derudover fandt HR, at der heller ikke ud fra synspunkter om manglende informeret samtykke kunne pålægges M at betale tortgodtgørelse, idet S ifølge Lars Nordskovs rapport, på tidspunktet for A's operation d. 31.08.1994, ikke havde positiv viden om forhold, der gjorde det uforsvarligt fortsat at anvende Boneloc-cement på danske hospitaler. Desuden tiltrådte HR, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK's artikel 8, og at sagens langvarige forløb - 6 år og 4 , ikke indebar en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist.

UfR 2007.196 HKK: A havde anlagt sag mod Topdanmark Forsikring A/S, F, med krav om erstatning for erhvervsevnetab i anledning af et færdselsuheld, som hun havde været udsat for i april 2000. Under sagen anmodede F om, at det blev pålagt A at fremlægge egen læges journaludskrift for perioden 01.01.1998 og frem, idet F bestred, at der var årsagssammenhæng mellem uheldet og A’s lidelser. F henviste i den forbindelse til, at det af en udtalelse fra A’s egen læge fremgik, at hun havde flere forudbestående lidelser, og at hun i november 2001 havde været udsat for endnu et færdselsuheld. A gjorde gældende, at hendes egen læge i sin udtalelse havde uddraget de oplysninger, som var relevante for sagen, og at F ikke havde villet angive, hvilke særlige oplysninger fra journalen der ønskedes. Endvidere gjorde A gældende, at krav om udlevering af oplysninger fra journalen ville indebære en krænkelse af EMRK artikel 8. HR fandt på baggrund af oplysningerne om, at A havde været udsat for et færdselsuheld d. 15.11.2001, og at A forud for uheldet d. 12.04.2000 havde ryg- og lændegener samt nervøse symptomer, at det ikke kunne udelukkes, at der i A’s lægejournal fra d. 01.01.1998 og frem til nu ville kunne være oplysninger af betydning for Retslægerådets besvarelse af spørgsmål og rettens afgørelse af sagen. HR fandt videre, at hensynet til sagens rette oplysning havde en sådan vægt, at A’s generelle henvisning til, at der ved fremlæggelse af lægejournalen kunne fremkomme personfølsomme oplysninger uden betydning for sagen, ikke kunne føre til, at fremlæggelse af journalen skulle afskæres. HR fandt endelig, at fremlæggelse af lægejournalen under den foreliggende sag ikke kunne antages at stride mod EMRK artikel 8.

UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3, efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)

UfR 2007.1336 HD: Den thailandske kvinde, K, indrejse i november 2000 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse i forbindelse med ægteskab med den danske statsborger, M. K’s 17-årige datter, A, rejste i september 2001 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse p.g.a. familiesammenføring med K i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, på vilkår om, at hun skulle bo hos K. Udlændingestyrelsen, U, inddrog i februar 2003 A’s opholdstilladelse, under henvisning til at U have inddraget K’s opholdstilladelse, eftersom hun ikke længere levede sammen med M. K blev skilt i juni 2003, men giftede sig i juli 2003 med en anden dansk statsborger, N, hvorefter K igen søgte om opholdstilladelse. A fik arbejde og flyttede samtidig ind hos K og N. Integrationsministeriet, I, stadfæstede i december 2003 U’s afgørelse, eftersom inddragelsen ikke virkede særligt belastende for A, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. I havde herved lagt vægt på, at A var indrejst på grundlag af en familiesammenføring med K, at hun havde gået i skole i Thailand i 12 år, hvor hun desuden havde familie, samt den begrænsede tid hun havde opholdt sig i Danmark. I begyndelsen af 2004 blev A kæreste med N’s søn, B, og N og B flyttede herefter sammen. I havde ikke givet A vejledning om at sagen kunne indbringes for retten i medfør af udlændingelovens § 52, men A blev i juli 2005 bekendt hermed, og indbragte sagen for Skjerns Byret, med påstand om ophævelse af I’s afgørelse. A og B fik i september 2005 et barn. VL stadfæstede i marts 2006 I’s afgørelse. A fik afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, nr. 1, og § 9 a, og da kæremål til HR ikke blev tillagt opsættende virkning, udrejste hun i september 2006 til Thailand. A og B blev i december 2006 gift, hvorefter B rejste tilbage til Danmark med deres fælles barn. HR fastslog, at udlændingelovens § 52 måtte forstås således, at domstolsprøvelsen af Integrationsministeriets afgørelse af 17.12.2003 om inddragelse af opholdstilladelsen for A skulle ske på grundlag af hendes forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt på, at A efterfølgende var flyttet sammen med en herboende dansk statsborger og havde fået et barn sammen med denne. I’s afgørelse af 17.12.2003 kunne ikke anses for stridende mod EMRK art. 8. HR stadfæstede herefter dommen.

UfR 2007.1773 HD: A blev i oktober 2001 idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. A afsonede i det lukkede statsfængsel i Ringe. Af hensyn til A's studier på universitet blev hun overført til afsoning i Statsfængslet i Horserød, som er et åbent fængsel, hvor hun blev udelukket fra fællesskab med andre. D. 16.08.2004 udarbejdede Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, E, en rapport hvoraf det fremgik, at A planlagde at unddrage sig fortsat afsoning ved at undvige til udlandet, hvorfor hun blev overført til Arresthuset i Kolding med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, tilkendte A en godtgørelse på ca. 18.000 kr. som følge af, at A ikke var blevet overflyttet fra arresten til Statsfængslet i Ringe, da der var ledig plads d. 31.08.2004. A's advokat anmodede om en begrundelse for overførslen og om fuld aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev af Statsfængslet i Horserød afslået i medfør af FVL § 9, stk. 4, men kort efter meddelte K delvis aktindsigt i A's sag. I den følgende periode var A fortsat anbragt i arresthuset. I november 2004 gjorde A’s advokat med henvisning til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, over for K gældende, at overførslen fra Statsfængslet i Horserød ikke var i overensstemmelse med EMRK art. 5, stk. 5 og art. 8. D. 08.12.2004 blev A genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at overførslen til arresten i august 2004 var uretmæssig, at K skulle give aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, og at A var berettiget til yderligere godtgørelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K's vurdering, hvorefter der på baggrund af rapporten fra E forelå særlig bestyrket mistanke om, at A planlagde at undvige. Overførslen var derfor ikke uretmæssig. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, herunder ved meroffentlighed. Derudover fandt HR, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en højere godtgørelse.

UfR 2007.2263 VLK: Politiet havde under ransagningen af S’ bolig fundet 106 fotografier, som tilhørte A af personer fra Hells Angels optaget i forbindelse med deltagelse i arrangementer i udlandet. Efter at have kopieret fotografierne, indbragte politiet beslaglæggelsen for retten. VL fandt, at det måtte antages, at de fotografier, som politiet havde beslaglagt, var af betydning for efterforskningen af en række alvorlige forbrydelser, som var begået af personer med tilknytning til den pågældende gruppe af rockere, og at efterforskningen i hvert fald for en del rettede sig mod, hvad der må betegnes som organiseret kriminalitet. Der var ved 1999-ændringen af reglerne om beslaglæggelse ikke tilsigtet nogen ændring mht. den hidtil fastlagte praksis for beslaglæggelse, som var kommet til udtryk i UfR 1998.795 HKK og UfR 1998.798 HKK, jf. lovforslag L 41 i folketingssamlingen 1998-1999. VL bemærkede, at fotografierne ikke fremtrådte som billeder af enkeltpersoners ferierejse, men som billeder af en organiseret aktivitet, hvorunder de pågældende bar kendetegn, der identificerede dem som medlemmer af gruppen. Indgrebet var sket i overensstemmelse med loven som et nødvendigt led i retsforfølgningen af alvorlig kriminalitet og dermed i beskyttelsen af andres rettigheder. Der forelå derfor ikke et indgreb, der var i strid med EMRK art. 8.

UfR 2007.2585 ØLK: T blev under en strafafsoning pålagt at aflægge en urinprøve, som viste sig at være fri for spor af euforisende stoffer. T anmodede nu Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, om erstatning for hvad T mente var et uberettiget og ubegrundet indgreb. K afslog denne anmodning, hvorefter T indbragte sagen for domstolene. Københavns Byret anførte bl.a., at den omstændighed at den pågældende urinprøve var negativ, ikke i sig selv indebar, at indgrebet var uberettiget eller uforskyldt, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107, jf. RPL § 1018 a. ØL udtalte, at det var ubestridt, at T inden for en periode af ni måneder i otte tilfælde var blevet pålagt at afgive urinprøve, der i alle otte tilfælde var negativ. Det var ligeledes ubestridt, at udvælgelsen af T i disse otte tilfælde var foretaget ved lodtrækning af en computer. Idet straffuldbyrdelseslovens § 60 a indeholder fornøden hjemmel for en stikprøvevis kontrol af de indsatte, havde der været fornøden lovhjemmel til at pålægge T at afgive urinprøve, uden det kunne tillægges betydning, at tidligere prøver havde været negative. Den stikprøvevise udtagelse af T til at afgive urinprøve kunne under hensyn til kontrollens formål ikke anses for uberettiget og måtte tillige anses hjemlet i EMRK art. 8, stk. 2. Herefter, og idet indgrebet ikke kunne anses som særligt indgribende, samt af de af byretten anførte grunde, var der ikke grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107.

TFA 2008.92/1 EMD: En kvinde havde adopteret en pige i Peru. Det lykkedes hende ikke at få adoptionen anerkendt ved en domstol i Luxembourg. Herefter anlagde hun sag ved menneskerettighedsdomstolen. Denne udtalte, at rettergangen ikke havde været retfærdig, idet der ikke var blevet taget stilling til alle sagens hovedanbringender, hvorved der var sket en krænkelse af EMRK art. 6. I de fleste medlemsstater ville adoptionen have været gyldig, og tidligere ville den også have været gyldig i Luxembourg, der pludselig havde ændret praksis. Hensynet til barnet indebar, at domstolen i Luxembourg ikke kunne tilsidesætte den peruvianske afgørelse. De løbende ulemper forårsaget på barnet og adoptanten indebar krænkelse af art. 8 og art. 14 i forbindelse med art. 8.

TFA 2008.92/2 EMD: En amerikansk far fik ved en amerikansk domstol midlertidigt forældremyndigheden over sin datter, som moderen havde taget med sig til Frankrig. Endvidere fastslog domstolen, at datteren skulle overbringes til sin far. En fransk appeldomstol tiltrådte dommen. Tvangsfuldbyrdelsen forsøgtes gennemført, men uden held p.g.a. modstand fra pigens familie m.fl. Da endnu en fransk domstol kom frem til et tilsvarende resultat, bragte moderen datteren til USA, hvorefter der anlagdes sag ved menneskerettighedsdomstolen. Denne fastslog, at der ikke var sket en krænkelse af konventionen, idet de franske domstole nøje havde taget hensyn til barnets tarv, ligesom der ikke var grundlag for at kritisere tvangsfuldbyrdelsesprocessen. Art. 8 var således ikke krænket.

TFA 2008.92/3 EMD: En kvinde, der som 52-årig fik at vide, hvem hendes far var, ønskede faderskabet fastlagt. Sagsøgte påstod sagen afvist under henvisning til, at den 3-årige frist for sagsanlæg var overskredet. Sagen blev behandlet af den cypriotiske Højesteret, der fastslog, at fristen på 3 år var i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen og den cypriotiske forfatning. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at en frist i sig selv ikke strider mod art. 8, men fandt anledning til at prøve om den pågældende frist efter en afvejning af parternes modstående interesser var rimelig. Domstolen udtalte, at det var vanskeligt at acceptere en undtagelsesfri frist, som var uafhængig af barnets kendskab til de forhold, der kunne skabe grundlag for en faderskabssag. Endelig fastslog domstolen, at Højesteret havde lagt for meget vægt på sagsøgtes forhold, hvilket udgjorde en uforholdsmæssig indskrænkning af kvindens ret til respekt for sit privatliv. Dette udgjorde en krænkelse af art. 8.

TFA 2008.93/1 EMD: En irsk kvinde ønskede at få sit hemmeligfødte barn tilbage. Hun fødte i Frankrig og var ved hjælp fra tolke blevet oplyst om virkningerne af en hemmelig fødsel, ligesom hun var orienteret om 2-måneders fristen, indenfor hvilken hun kunne kræve barnet tilbage. Først efter udløbet af fristen gjorde moderen sit krav gældende. Domstolen lagde vægt på, at fristerne i medlemsstaterne varierede betydeligt, og at staterne således måtte gives en større margen ved fastlæggelsen af disse. Endvidere måtte hensynet til barnet i en sag som den foreliggende tillægges afgørende betydning ved fastlæggelsen af retsstillingen mellem moderen, barnet og adoptanterne. Henset til at alle nødvendige skridt var taget for at orientere moderen om sine muligheder, udtalte domstolen herefter, at der ikke forelå en krænkelse af EMRK art. 8.

TFA 2008.93/2 EMD: En homoseksuel kvindes adoptionsanmodning blev afslået af de franske myndigheder med bl.a. den begrundelse, at der manglede identificerbare referencer på grund af mangel på en mandlig figur eller reference. En administrativ appelret fandt, at afgørelsen ikke skyldtes kvindens livsstil, og Højesteret afslog appellen eftersom kvindens seksuelle orientering ikke havde haft betydning for sagens udfald. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at fransk ret tillod enlige at adoptere, hvorefter begrundelsen om mangel på mandlig figur eller reference kunne bruges som påskud for at afslå p.g.a. seksuel orientering. Da de franske myndigheder ikke formåede at godtgøre, at der ikke var tale om diskrimination, og da det således ikke var godtgjort, at kvindens seksuelle orientering var afgørende for sagens udfald, kendtes afslaget uforenligt med art. 14 i forbindelse med art. 8.

UfR 2008.701 HD: A, som var statsborger fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, indrejste i Danmark i 2001 og var siden blevet gift og havde fået tre børn. Ægtefællen var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter at A havde fået afslag på asyl, anmodede han om humanitær opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1, og senere om opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1, (familiesammenføring). Integrationsministeriet, I, afslog i maj 2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse, og stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring her i landet. I afviste d. 09.11.2005 at genoptage behandlingen af sagen om familiesammenføringen. A indbragte afgørelserne for VL, der frifandt I for afslaget på humanitær opholdstilladelse, men tilsidesatte afgørelsen om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring her i landet. HR fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte I's afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1. Vedrørende A´s adgang til at indgive ansøgning her i landet efter UDL § 9 c, stk. 1, fandt HR, at I havde tilvejebragt de nødvendige oplysninger, og inddraget de relevante forhold ved afgørelserne, herunder hensynet til familiens enhed. HR bemærkede endvidere, at I's afgørelse ikke kunne antages at stride mod EMRK art. 8. (4-1).

UfR 2008.1047 ØLD: En kommune, K, gav i 1998 husejer, X, lov til at opføre en tilbygning til sin ejendom. Afstanden mellem tagudhænget, og skellet til naboejendommen blev herefter mindre end 2,5 meter, og dette blev godkendt af K. Naboejendommen var ejet af ægteparret A og B, og de klagede efterfølgende til K. K konstaterede, at der skulle have været foretaget nabohøring inden tilladelsen blev givet. K besluttede at sende sagen til naboorientering, med henblik på retlig lovliggørelse. En klage til statsamtet, S, gjorde ingen forskel, da S fandt at K, havde haft hjemmel til at meddele dispensationen. A og B lægger herefter sag an mod K, X og S, og påberåber sig EMRK til støtte for et krav om kompensation. Under retssagen var det ubestridt, at K havde begået sagsbehandlingsfejl ved at undlade at foretage naboorientering, og det måtte lægges til grund at A og B følte sig krænkede ved den foretagne sagsbehandling. ØL Udtalte at efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, skulle der foreligge et indgreb, som kunne karakteriseres som konkret, særdeles intenst og uproportionalt, for at domstolen ville anse EMRK artikel 8 og artikel 1 i tillægsprotokol 1 for overtrådt. ØL fandt ikke, at den krænkelse, som A og B har påberåbt sig, opfyldte disse betingelser, hvorefter K blev frifundet.

UfR 2008.2622 HD: A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i 2001 som de facto-flygtning fra Irak, ansøgte i maj 2003 om "Family Reunifation to son" i henhold til UDL § 9 c, stk. 1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det fremgik endvidere af en erklæring fra "Council of Iraqi Tribes", at A var indrejst i Syrien i januar 2002. B's hustru og børn havde i 2002 fra Jordan søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev givet tilladelse til i marts 2003. Ved afgørelse af 27.07.2005 tiltrådte Integrationsministeriet, I, Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. A og B indbragte I's afgørelse for ØL. B forklarede for ØL bl.a., at hustruen og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men efterfølgende var rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der var kommet til Syrien i 2003. A og B gjorde for ØL gældende, at I's afgørelse var forkert, fordi det ikke fremgik af afgørelsen, hvorvidt I havde tillagt tilknytningen mellem A og B's husstand som sådan vægt. HR udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at A indrejste i Syrien i januar 2002. HR tiltrådte herefter, at det af motiverne til UDL § 9 c, stk. 1, kunne udledes, at der skulle meddeles opholdstilladelse i de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Motiverne indeholdt dog ingen særlige bemærkninger vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være i strid med EMRK art. 8 om retten til familieliv, og da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at I's afgørelse var urigtig, frifandt HR I.

TFA 2008.563 VLD: H, der havde 2 små børn med sin ægtefælle M, forsøgte i 1999 at begå selvmord. M blev værge for H, som havde fået en svær hjerneskade, og H fik plads på et særligt bosted i nærheden af hjemmet i Jylland. M og børnene flyttede senere til Fyn, og M søgte om flytning af H til et andet særligt bosted på Fyn, for at kontakten mellem H og de nu 11- og 15-årige børn og M kunne opretholdes. H havde et betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsniveau og kunne ikke give et informeret samtykke, og M havde ikke kompetence til at samtykke for H. Afgørelse om flytning skulle derfor træffes efter socialservicelovens § 129 om flytning uden samtykke. Betingelserne heri var ikke opfyldt, og da reglen ud fra hensynene bag den ikke indebar en krænkelse af EMRK art. 8, stadfæstedes Ankestyrelsens afgørelse om ikke at indstille H til flytning.

UfR 2011.3021 ØLD: A udgav en bog, B, hos forlaget, C. D anlagde herefter sag an mod A og C, da han var af den opfattelse, at A uberettiget havde anvendt og offentliggjort D's private forhold, herunder bl.a. D's billede, navn og adresse. ØL fandt, at B var en fiktion og ikke et dokumentarisk værk. ØL tog stilling til om EMK's art. 8 medførte, at grænsen for den kunstneriske ytringsfrihed var overskredet. Herved lagde ØL vægt på, at B var fiktion og, at oplysningerne om D var af mindre følsom karakter allerede offentlig tilgængelig. ØL vægtede hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed mere end hensynet til beskyttelse af D's private oplysninger. ØL fandt derfor ikke, at A og C uberettiget havde anvendt og offentliggjort oplysninger om D i B. ØL fandt ikke på baggrund af navneloven, MFL, EAL eller almindelige retsgrundsætninger grundlag for at, A og C havde krænket D's rettigheder.

UfR 2012.344 VLD: Moderens, C, barn på 12 år, A, var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie, P. Ankestyrelsen, B, traf afgørelse om, at A fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse uden C's samtykke i medfør af serviceloven § 68 a. Endvidere blev det besluttet, at samvær mellem A og C skulle finde sted 5 gange om året i en periode på 1 år. C nedlagde påstand om, at anbringelsen af A skulle ændres til en tvangsmæssig anbringelse med en genbehandlingsfrist på 2 år, og at samvær skulle være hyppigere end fastsat af B. C gjorde gældende, at B's afgørelse var i strid med EMRK art. 8, og B gjorde gældende, at betingelserne for videreført anbringelse af A i medfør af serviceloven § 68 a, stk. 1, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, var opfyldt. Retten i Århus tiltrådte, at betingelserne for en videreført anbringelse af A i medfør af serviceloven § 68og betingelserne for i en periode at begrænse C's samvær med A i medfør af serviceloven § 71, stk. 3, var opfyldt. VL tiltrådte således, at A havde opnået en så stærk tilknytning til P, at det måtte antages at være af væsentlig betydning for A's bedste at forblive hos P, og at det ville skabe større ro om A's fremtid og fremtidige opvækstforhold. VL stadfæstede og anførte i øvrigt, at der ikke var grundlag for at antage, at bestemmelsen i servicelovens § 68 a, hverken generelt eller i den foreliggende sag, var i strid med EMRK art. 8.

UfR 2013.388 HKK: A blev som 12-årig anbragt af sin mor, H, på en kostskole i Nigeria og vendte 4 år senere - som nu 16-årig - tilbage til Danmark. Integrationsministeriet, M, anførte, at A's opholdstilladelse var bortfaldet, idet A havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Der var efter M's opfattelse ikke grundlag for at træffe afgørelse om, at A's opholdstilladelse efter ansøgning alligevel ikke skulle anses for bortfaldet. HR lagde bl.a. til grund, at A var flyttet til Danmark som 3-årig og boede i landet, indtil han var mere end 12 år. Han gik endvidere i dansk skole fra 1. klasse indtil begyndelsen af 7. klasse, og hans nærmeste familie, forældre og søskende boede i Danmark. HR fandt, at H's bestemmelse om, at A skulle på kostskole i Nigeria, ikke skulle komme A til skade med den virkning, at der skulle ses bort fra A's interesser, herunder A's ret til respekt for sit privatliv og familieliv i form af en stærk tilknytning til Danmark. På den baggrund fastslog HR, at M's afgørelse udgjorde et uproportionalt indgreb i A's ret til privatliv og familieliv i strid med EMRK art. 8og ophævede M's afgørelse. ØL var nået til et andet resultat.

TFA 2013.505 ØLD: D, der var 12 år, blev anbragt i plejefamilie, da hun var 1 døgn gammel. Hun var nu velfungerende i plejefamilien, som ønskede at adoptere hende. Hendes biologiske far gav samtykke, mens moderen modsatte sig adoptionen. D havde ikke haft samvær med sin mor siden 2007, og hun ønskede nu ingen kontakt til moderen, der led af paranoid skizofreni og boede på et forsorgshjem. Statsforvaltningen Sjælland tillod adoption uden samtykke, jf. adoptionslovens § 9, stk. 4. Ankestyrelsen, Retten i Hillerød og ØL stadfæstede afgørelsen. det fandtes godtgjort, at M varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for D. Der forelå sådanne særlige omstændigheder, at adoptionen ikke udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8 eller art. 9 i FN-konventionen om Barnets Rettigheder.

UfR 2015.3016 HD: Udtalelser om, at journalist havde været KGB-agent og af PET var blevet anset for at være KGB-agent, var strafbare.

Bent Jensen, A, fremsatte i 2007 og 2008 i flere landsdækkende aviser udtalelser om Jørgen Dragsdahl, B. Udtalelserne angik B's virke som journalist og debattør under Den Kolde Krig og hans forhold til KGB. Spørgsmålet i sagen var, om udtalelserne var strafbare jf. STRFL § 267 jf.§ 269 samt EMRK art 8 og art10. HR's flertal fastslog, at en række af udtalelserne indeholdt beskyldninger om, at B havde været KGB-agent, og at PET havde anset B for at være KGB-agent. Disse udtalelser var udtryk for ærekrænkende sigtelser om, at B havde begået et strafbart forhold. HR lagde vægt på, at A havde udtalt sig som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at B som kendt journalist, der i mange år var en meget aktiv debattør om sikkerhedspolitiske emner under Den Kolde Krig, måtte tåle at være genstand for kritisk omtale og vurdering. Det blev desuden tillagt betydning, at der var tale om beskyldninger for strafbart forhold, og at der ikke havde været belæg for beskyldningerne. Det blev lagt til grund, at A var klar over, at PET havde vurderet, at der ikke var grundlag for at indstille til Justitsministeriet, at der skulle rejses tiltale mod B. Det indgik også i bedømmelsen, at A havde fået særlig adgang til materiale fra Politiets Efterretningstjeneste med henblik på generel forskning i Den Kolde Krigs historie, mens B ikke havde denne adgang, og at B derfor havde begrænsede muligheder for at imødegå A's beskyldninger. Efter en samlet afvejning af hensynet til A's ytringsfrihed over for hensynet til beskyttelse af B's omdømme fastslog HR's flertal, at beskyldningerne om agentvirksomhed var strafbare. Der var derimod ikke grundlag for at straffe A for en række udtalelser om, at B havde deltaget i konspirative møder med KGB-officerer og bedrevet desinformation, da der var tilstrækkelig dækning for disse udtalelser. A blev idømt 10 dagbøder á 1.000 kr. og B blev tilkendt tortgodtgørelse på 100.000 kr jf. EAL § 26. ØL var nået til et andet resultat. (5-2)

UfR 2015.3399 HD: Udvisning af serbisk statsborger var ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

T var født og opvokset i Serbien og samboende med sin kæreste og børn i Sverige og blev fundet skyldig i en række tilfælde, jf. STRFL§ 279 a, jf. STRFL § 286, stk. 2. T var blevet udvist med indrejseforbud i 12 år og var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Sagen for HR angik kun spørgsmålet om udvisning. HR udtalte at betingelserne for at udvise T var opfyldt jf. UDL § 22, nr. 6. T skulle derfor udvises ubetinget, medmindre det ville være i strid med UDL § 26, stk. 2. Efter en helhedsvurdering af karakteren og grovheden af de kriminelle forhold og T's tilknytning til henholdsvis Danmark, Serbien og Sverige fandt HR, at udvisningen af T med indrejseforbud i 12 år var proportionel. Udvisningen var ikke i strid med EMRK art. 8, og HR gjorde udvisningen ubetinget, jf. UDL § 22, nr. 6, jf. UDL § 26, stk. 2. Retten i Helsingør og ØL var kommet til samme resultat.

UfR 2015.3802 ØLD: T frifundet for optagelse og offentliggørelse af filmsekvenser med nøgenbadning.

T, der havde optaget en filmsekvens med 5 nøgenbadende mænd, blev, efter at have offentliggjort filmen på internettet, tiltalt for overtrædelse af STRFL § 264 d. Retten i Næstved fandt, at filmsekvensen i sig selv var lovligt optaget, men at T ved at offentliggøre filmen gjorde sig skyldig i overtrædelse af STRFL § 264 d, idet filmen indeholdt udtalelser og titlerne "perverse svin" og "liderbasserne". ØL udtalte, at offentliggørelsen af filmen ikke afslørede noget om de 5 nøgenbadende mænds private forhold, hvorfor offentliggørelsen ikke i sig selv var strafbar efter STRFL § 264 d, 1. led. For så vidt angik 2. led udtalte ØL, at det var en betingelse for strafansvar, at der var tale om billeder af de 5 mænd under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. I den forbindelse lagde ØL vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at en person, som befinder sig uden for det hjemlige område, må være forberedt på at blive fotograferet og offentliggjort, med undtagelse af de situationer, hvor personen ikke selv har haft indflydelse på, at være bragt i en ekstraordinær situation. På baggrund af dette fandt ØL således, at offentliggørelsen af filmsekvensen ikke i sig selv var strafbar, og da kravene til beskyttelse af privatlivets fred efter EMRK art. 8 samt det faktum, at filmen var offentliggjort med titlerne "perverse svin" og "liderbasserne" ikke kunne føre til andet resultat, blev T frifundet.

UfR 2016.2089 ØLD: T blev idømt 10 dages fængsel for i et betydeligt omfang ikke at have overholdt sin personlige melde- og opholdspligt. Melde- og opholdspligten var ikke et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i Tillægsprotokol 4, pligten medførte heller ikke tilsidesættelse af T's ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, da der var givet T adgang til samvær med sine børn.

T erkendte i et betydeligt omfang ikke at have overholdt sin melde- og opholdspligt, men T påstod samtidig frifindelse i forhold til sin personlige melde- og opholdspligt med henvisning til, at afgørelserne herom indskrænkede hans bevægelsesfrihed og ret til selv at vælge sit opholdssted, jf. art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK, ligesom de afskar ham fra et familieliv, jf. EMRK art. 8. Med henvisning til UfR 2012.2874 HD og de af HR anførte kriterier, omfanget af hidtidige straffe, risikoen for at pågældende ville skjule sig for politiet, risikoen for ny kriminalitet og muligheden for at udrejse til hjemlandet, fandt ØL at kunne lægge til grund, at opholds- og meldepligten for T i nærværende sag udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK. På denne baggrund, og idet der skulle tages stilling til overtrædelser af opholds- og meldepligten i en kortere periode end i HR's dom, fandtes der ikke, efter en samlet vurdering i forbindelse med T's opholds- og meldepligt, at foreligge et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. Der var ikke ved den pålagte opholds- og meldepligt sket tilsidesættelse af T's ret til et familieliv, jf. EMRK art. 8, bl.a. henset til, at der under medvirken af kommunen var givet T adgang til et vist samvær med sine børn. T blev straffet med fængsel i 10 dage.

UfR 2017.338 VLD: T blev fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 245, stk. 1, jf. § 21. Betingelserne for at udvise T i medfør af UDL § § 24, nr. 2, var opfyldte. T blev ikke udvist, da det ville udgøre et uproportionelt indgreb i hans ret til privatliv, og dermed være i strid med EMRK art. 8.

T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 245, stk. 1, jf. § 21, subsidiært STRFL § 266, ved at være løbet frem mod F med en kniv hævet over hovedet for at stikke ham, hvilket blev forhindret, idet T blev overmandet af andre tilstedeværende personer. T var også tiltalt for overtrædelse af VÅL § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1 og bkg. om våben og ammunition mv. § 57, stk. 4, jf. § 16, stk. 1, nr. 1, ved på offentligt sted, uden tilladelse og anerkendelsesværdigt formål, at have båret en kniv med en klinge på over 12 cm. Retten i Sønderborg fandt på baggrund af vidneforklaringer T skyldig. T blev idømt 3 måneders betinget fængsel. Uanset T's stærkt begrænsede tilknytning til Danmark, og da udvisning i medfør af UDL § 22, nr. 6, ville stride mod EMRK art. 8, var der ikke grundlag for at udvise T, jf. UDL § 26, stk. 2. T blev herefter udvist betinget, jf. UDL § 24 b, stk. 1. VL fandt, at T var skyldig som anført af BR. Der var tale om en uoverlagt og impulsiv handling begået af den 17-årige T, da han blev opmærksom på, at hans bror var involveret i tumult. Straffen blev herefter nedsat til betinget fængsel i 60 dage. Betingelserne for udvisning var efter UDL § 24, nr. 2, opfyldte. Efter UDL § 26, stk. 2, skulle T udvises, medmindre dette ville stride imod EMRK art. 8. T var iransk statsborger. Han var 17 år, da forholdet blev begået. Han var kommet til Danmark få dage forinden sammen med sin bror, og dennes hustru. T's forældre var døde, og han havde ikke nær familie i Iran. Udvisning af T ville på den baggrund indebære et indgreb i hans privatliv, jf. EMRK art. 8. Et sådant indgreb var kun berettiget, hvis betingelserne i art. 8, stk. 2, var opfyldt. Udvisning med hjemmel i UDL havde til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket var legitime forhold, jf. art. 8, stk. 2. Det var derfor afgørende, om udvisning måtte anses for nødvendig af hensyn til disse formål, hvilket beroede på en proportionalitetsvurdering. Det tillagdes betydeligt vægt, at kriminaliteten var begået af T som 17-årig og kriminalitetens begrænsede alvor. Herefter ville en udvisning af T udgøre et uproportionelt indgreb i hans ret til privatliv og således være i strid med EMRK art. 8.

UfR 2017.1228 HD: Myndighedernes afgørelser om ophold i Center Sandholm og om daglig meldepligt indebar efter 3 år og 11 måneder et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed.

Sagen angik en udlænding, U, der ved HR's dom i 2005 blev straffet med fængsel i 8 år for grov narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingemyndighederne traf i 2009, da han blev prøveløsladt, afgørelse om, at U ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse hermed blev han pålagt daglig melde- og opholdspligt i Center Sandholm. C, HR skulle tage stilling til, i hvilket omfang U kunne straffes for overtrædelse af påbud om opholds- og daglig meldepligt i C i perioden februar 2010 til februar 2015. HR skulle i den forbindelse tage stilling til, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i EMRK's Tillægsprotokol 4, og i hans ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, og om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14 . Udlændingestyrelsen, S, havde løbende vurderet, om fortsat ophold i C måtte anses for proportionalt, og havde i den periode, tiltalen angik, bl.a. truffet afgørelse herom. HR flertal udtalte bl.a., at da S traf afgørelse, havde opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder. S havde på det tidspunkt et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at U ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. U's pligt til at tage ophold i C fra d. 09.10.2013 udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. S' afgørelse af 09.10.2013 om fortsat ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt i C ugyldig fra dette tidspunkt. U blev derfor straffet for overtrædelse af opholds- og meldepligten i perioden frem til d. 09.10.2013, og han blev frifundet for overtrædelser, der lå efter denne dato. Straffen blev nedsat til fængsel i 30 dage. ØL var delvist nået til et andet resultat. (4-1)

UfR 2018.688 HD: Det var ikke i strid med EMRK, at en mand fra Syrien, der havde fået midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, skulle vente 3 år på at få familiesammenføring med sin ægtefælle

Sagen angik prøvelse af Udlændingenævnets, N’s, afgørelse, hvorefter A og B, der var ægtefæller, havde fået afslag på familiesammenføring i Danmark. A havde ophold i Danmark efter UDL’s regler om midlertidig beskyttelse begrundet i de generelle forhold i hjemlandet, mens B fortsat var i Syrien. Afgørelsen var begrundet med, at A ikke havde haft opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, hvilket var et krav efter UDL, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, at der kunne gives opholdstilladelse efter undtagelsesbestemmelsen i UDL § 9 c, stk. 1. A havde anført bl.a., at afgørelsen var i strid med retten til familieliv i EMRK art. 8. HR fandt – navnlig med henvisning til forarbejderne til UDL – at begrænsningen i adgangen til familiesammenføring var begrundet i hensyn, der kunne varetages efter EMRK art. 8. Selvom afslaget på familiesammenføring reelt indebar, at A var forhindret i at leve sammen med B, var hindringen alene midlertidig. A kunne således vende tilbage til Syrien ved en forbedring af de generelle forhold i landet, og hvis en sådan forbedring ikke skete, ville han som udgangspunkt efter tre år have ret til familiesammenføring med B. Kravet om, at A som udgangspunkt skulle have haft opholdstilladelse i Danmark i tre år, før han kunne få familiesammenføring med B, lå inden for den skønsmargin, der tilkom staten ved afvejningen af hensynet til hans familieliv over for hensynet til de samfundsmæssige interesser, som kunne varetages efter EMRK art. 8. N’s afgørelse var således ikke i strid med art. 8. Afgørelsen var heller ikke var i strid med forbuddet mod diskrimination i EMRK art. 14. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2018.984 VLD: Alene betinget udvisning for overtrædelse af STRFL § 276, selvom T havde været idømt mere end 11 år og 6 måneders fængsel siden han fyldte 15 år

T var tiltalt for overtrædelse af bl.a. STRFL § 276 ved at have brudt ind på forskellige adresser i løbet af august 2016 og flere gange sidenhen. T var tyrkisk statsborger, og Anklagemyndigheden, A, nedlagde påstand om at T i medfør af UDL § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2 og 3 blev udvist med indrejseforbud i 12 år, jf. UDL § 32, stk. 2, nr. 3. Retten i Sønderborg fandt, at T’s dna blev fundet på sten, der var blevet brugt til de forskellige indbrud. Det var herefter bevist, at T var skyldig i de forskellige indbrud. Straffen fastsattes til en fællesstraf med reststraffen på 181 dage ved prøveløsladelsen af d. 22.07.2016 og til dels som en tillægsstraf til dommen af d. 22.11.2016 til fængsel i 1 år og 2 måneder, jf. STRFL § 285, stk. 1, jf. § 276. Udvisningspåstanden blev taget til følge i medfør af UDL § 26, stk. 2, da udvisningen ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der lagdes vægt på at T siden T blev 15 år gammel ved 32 domme var idømt mere end 11 år og 6 måneders fængsel. T havde ingen uddannelse, og T havde ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, men levede af offentlig forsørgelse. VL fandt, at T ikke var gift eller registreret som samlevende, og T havde ingen børn. T havde imidlertid boet i Danmark siden 1984, og udvisning ville derfor indebære et indgreb i T’s privatliv, jf. EMRK art. 8, stk. 1. T kom til Danmark som 2-årig, og T var opvokset i landet. Der skulle derfor meget tungtvejende grunde til at udvise ham. En udvisning af T ville udgøre et uproportionalt indgreb i T’s ret til privatliv og således være i strid med EMRK art. 8. Der lagdes særlig vægt på, at der ikke siden 2003 havde været nedlagt påstand om udvisning eller betinget udvisning. T blev udvist betinget, jf. UDL § 22, nr. 2 og 3, jf. § 24 b. (4-2)

UfR 2018.1093 ØLD: T blev idømt psykiatrisk behandling efter STRFL § 69 for 3 forsøg på hæleri af grov beskaffenhed samt ulovlig omfang med hittegods til en samlet værdi af 21 mio. kr. T blev udvist betinget, da betinget udvisning efter UDL § 24 b, stk. 1, måtte anses som en lovbestemt følge

T var tiltalt for tre forhold for forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed, jf. STRFL § 290, stk. 2, og et forhold for ulovlig omgang med hittegods, jf. STRFL § 277, der samlet set havde en værdi på 21 mio. kr. KBR fandt, at T var skyldig i overensstemmelse med tiltalen og idømte T psykiatrisk behandling, idet T var omfattet af STRFL § 69. Da udvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter UDL § 26, stk. 2, blev T ikke udvist, og betinget udvisning blev undladt, idet T’s personlige forhold fandtes at udgøre en undtagelse til UDL § 24 b, stk. 1. ØL ændrede dommen således, at T blev udvist betinget, idet betinget udvisning efter UDL § 24 b, stk. 1 måtte anses som værende en lovbestemt følge. Udvisning af T fandtes efter en samlet bedømmelse at udgøre et uproportionalt indgreb i T’s ret til privat- og familieliv og således være i strid med EMRK art. 8.

UfR 2018.2041 HD: Cambodiansk statsborger udvist med indrejseforbud for bestandig efter voldtægt

T var idømt en fællesstraf på fængsel i 4 år for voldtægt mv. For HR angik sagen alene spørgsmålet om udvisning. UDL’s betingelser for udvisning var opfyldt, og T skulle derfor udvises, medmindre udvisningen ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet var derfor, om udvisning ville være i strid med EMRK art. 8, som afhang af en proportionalitetsvurdering efter de kriterier, som Menneskerettighedsdomstolen havde fastlagt i udvisningssager. T var en nu 36-årig cambodiansk statsborger. Han var kommet til Danmark som 6-årig og havde boet her siden. Der skulle derfor foreligge meget tungtvejende grunde, hvis T skulle udvises. T var to gange tidligere dømt for voldtægt og i den forbindelse betinget udvist af Danmark. De to seneste voldtægter var begået i prøvetiden. HR fandt, der var en betydelig risiko for, at T også fremover ville begå personfarlig kriminalitet i Danmark, såfremt han ikke blev udvist. Han var ikke gift eller samlevende men havde to mindreårige børn, som han kun havde begrænset og sporadisk kontakt med. Hans forældre og tre søskende boede tillige i Danmark. Han havde gået i skole i Danmark og haft forskellig beskæftigelse. Han havde ikke været i Cambodia, men HR lagde til grund, at han i en vis udstrækning kunne tale det cambodianske sprog, og at han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige havde et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur. Udvisning af T var efter en samlet vurdering ikke et uproportionalt indgreb i strid med EMRK, og det var heller ikke uproportionalt, at udvisningen skete med et indrejseforbud for bestandigt. ØL var nået til et andet resultat.

UfR 2018.3480 ØLD: T, der var ustraffet og havde tilknytning til bandemiljøet, blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for besiddelse af to pistoler, men kun udvist betinget, jf. UDL § 24 b, da T, der havde gået i børnehave, skole og boet det meste af sit liv her i landet samt havde børn, kæreste og familie her i landet, havde en meget stærk tilknytning til Danmark

T, der var irakisk statsborger, var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 192 a, stk. 1, nr. 1 ved i et kælderrum at have været i besiddelse af to skarpladte pistoler. T erkendte sig skyldig. Retten i Hillerød fastsatte straffen til 2 år og 6 måneders fængsel. Betingelserne i UDL § 22, nr. 8, for at udvise T var opfyldt, men da T var ustraffet, havde gået i børnehave, skole og boet det meste af sit liv her i landet samt havde børn, en kæreste, og familie her i landet og hverken havde familie i Irak eller besøgt landet, siden han kom til Danmark, blev T udvist betinget, jf. ULD § 24 b, stk. 1. For ØL angik sagen alene udvisningsspørgsmålet. ØL fandt, at der skulle foreligge meget tungtvejende grunde for at udvise en fastboende udlænding, der var født i landet eller indrejst som barn, og som havde tilbragt det meste af sin barndom her i landet. Det gjaldt navnlig, når vedkommende havde stiftet egen familie. Hensynet til familien skulle dog ikke tillægges betydning, hvis familielivet var afbrudt eller først etableret, efter at kriminaliteten var begået. T var ikke samboende med sine børn og deres mødre, mens kriminaliteten blev begået, men T så på dette tidspunkt løbende sin datter, D. T og D’s mor, var efterfølgende blevet kærester og islamisk gift. T ville ikke være helt uden forudsætninger for at kunne etablere en tilværelse i Irak. T’s kriminalitet var alvorlig, og alvoren blev understreget af, at T var medlem af eller i hvert fald havde været medlem af LTF. Som følge af T’s meget stærke tilknytning til Danmark, samt at han var ustraffet, ville det faktum, at konsekvensen af en udvisning ville være et indrejseforbud gældende for bestandigt, indebære, at der herved ville være tale om et uproportionalt indgreb i strid med EMRK art. 8. ØL stadfæstede derfor BR’s dom, så T alene blev udvist betinget. (5-1)

UfR 2018.3837 HD: Grov vold straffet med fængsel i 6 måneder og udvisning med indrejseforbud i 6 år var ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser

T, en nu 23-årig irakisk statsborger, der havde opholdt sig i Danmark, siden han var 4 år, var ved Retten i Viborg og VL’s dom fundet skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde. VL havde idømt en ubetinget straf af fængsel i 6 måneder, og T blev udvist af Danmark. T, der var tidligere straffet, var betinget udvist to gange. Den grove vold var begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning. Sagen for HR angik straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning. HR tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 6 måneder. For så vidt angik udvisningen af T, skulle T udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet var ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år efter en samlet vurdering ikke var et uproportionalt indgreb i strid med EMRK art. 8. VL var nået til samme resultat.

UfR 2019.1565/1 HD (TFA 2019.178/1 HD, UfR 2018.2836/1 ØLD, TFA 2018.245/2 ØLD: Betingelserne for adoption uden samtykke var opfyldt.

Statsforvaltningen tillod d 25.04.2017, at D, født d. 23.09.2016, skulle bortadopteres, uden at hendes forældre havde givet samtykke til adoptionen, jf. adoptionslovens § 2 og § 9, stk. 3, jf. stk. 2. Retten i Odense stadfæstede afgørelsen. ØL tiltrådte, at det måtte anses for sandsynliggjort, at såvel M som F varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for D. Henset hertil og til, at det tillige måtte lægges til grund, at forældrene heller ikke sammen havde de fornødne forældrekompetencer, eller at de sammen havde udsigt til at kunne opnå disse, tiltrådte ØL, at bortadoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i Ds opvækst ville være det bedste for D. ØL fandt, at bortadoption uden forældrenes samtykke under disse omstændigheder ikke udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8 i eller af art. 9, stk. 1, i FN Konventionen om Barnets Rettigheder. Ved vurderingen heraf havde ØL tillige henset til, at en bortadoption af B ikke nødvendigvis vil afskære M og F fra fremadrettet at have kontakt til B, jf. FAL § 20 a. HR fandt, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at A og B uanset støtteforanstaltninger varigt var ude af stand til at varetage omsorgen for C, og at væsentlige hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i C’s opvækst indebar, at adoption var bedst for C, ligesom betingelserne for at anbringe C uden for hjemmet i medfør af servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. HR tiltrådte derfor, at betingelserne for adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3, var opfyldt. HR fandt endvidere, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til barnets bedste, at adoption uden samtykke var forenelig med EMRK art. 8. HR pegede på, at det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at spørgsmålet om kontakt mellem barnet og dets oprindelige slægt kan indgå i proportionalitetsvurderingen ved afgørelsen af, om en adoption uden samtykke er forenelig med art. 8. Afgørelsen efter FAL § 20 a bør derfor i almindelighed træffes i så nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen som muligt. HR udtalte i den forbindelse, at det næppe vil være foreneligt med EMRK, hvis samvær eller anden kontakt efter adoptionen kun er en mulighed »i helt særlige tilfælde«, jf. FAL § 20 a . Statsforvaltningen burde derfor så hurtigt, som det var muligt, træffe afgørelse om, hvorvidt det var bedst for C fortsat at have samvær eller anden kontakt med A og B. S’ afgørelse var heller ikke i strid med FN’s Børnekonvention eller FN’s Handicapkonvention.

UfR 2019.1721/1 HD (TFA 2019.180/1 HD): Betingelserne for adoption uden samtykke var opfyldt.

Statsforvaltningen, S, traf i marts 2017 afgørelse om frigivelse af et barn, C, født i april 2012, til adoption. De biologiske forældre, A og B, indbragte afgørelsen for domstolene med påstand om, at afgørelsen skulle ophæves. Retten i Odense og ØL stadfæstede S’s afgørelse. Efter ØL's dom udstedte S i januar 2018 adoptionsbevilling til fordel for D og E. C var få timer efter fødslen blevet anbragt i familiepleje hos D og E. I forbindelse med tvangsanbringelsen indstillede kommunen, K, at C skulle bortadopteres, hvilket Ankestyrelsen, Y, i august 2012 nægtede at give samtykke til, da det ikke var godtgjort, at A og B ikke ville være i stand til at spille en positiv rolle for C i forbindelse med samvær. C forblev tvangsanbragt hos D og E, og der blev fastsat samvær mellem C og A og B ca. en time om måneden. I november 2016 besluttede Y på baggrund af en ny indstilling fra K at give samtykke til, at C kunne bortadopteres til D og E uden A og B’s samtykke. Efter adoptionen i januar 2018 ophørte samværet mellem C og A og B. HR fandt ikke grundlag for at tage A og B’s principale påstand om afvisning til følge som følge af, at Y i 2012 havde nægtet at give samtykke til bortadoption. HR fandt, at Cs tilknytning til D og E havde antaget en sådan karakter, at det ville være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning, navnlig under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i Cs opvækst. Betingelserne for adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 2, var derfor opfyldt. HR bemærkede i den forbindelse, at A og B med støtte fra K havde haft samvær med C indtil adoptionsbevillingen, og at de ikke havde søgt om samvær efter adoptionsbevillingen. Bortadoptionen var endvidere forenelig med EMRK art. 8 , FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention.

UfR 2019.2828 HD: Afslag på familiesammenføring med ægtefæller og børn, som følge af at ansøgerne på afgørelsestidspunkterne ikke havde haft midlertidig opholdstilladelse i 3 år, var ikke i strid med EMRK art. 8, da kravet om opholdstilladelse i 3 år før familiesammenføring

A, B og C var syriske statsborgere, som indrejste i Danmark i 2015 og derefter meddelt midlertidig opholdstilladelse pga. de generelle forhold i Syrien. I januar og marts 2017 gav Udlændingenævnet, N, afslag på A, B og C’s ansøgninger om familiesammenføring med deres ægtefæller og børn. Begrundelsen for afslagene var, at A, B og C på afgørelsestidspunkterne ikke havde haft opholdstilladelse i Danmark i tre år, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der kunne ses bort fra denne betingelse. Sagen angik prøvelse af N’s afgørelser om afslagene på familiesammenføring. HR fandt, at kravet i UDL om, at ansøgerne som udgangspunkt skulle have haft opholdstilladelse i Danmark i tre år, før de kunne få familiesammenføring med deres børn, lå inden for den skønsmargin, som tilkom staten ved afvejningen af hensynet til parternes familieliv og børnenes bedste over for hensynet til de samfundsmæssige interesser, som kunne varetages efter EMRK art. 8. Afslagene på familiesammenføring med A, B og C’s ægtefæller og børn lå inden for den skønsmargin, som tilkom staten efter EMRK art. 8, og der var i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte N’s afslag på opholdstilladelse. A, B og C havde ikke krav på godtgørelse. VL var nået til samme resultat.

UfR 2020.3409 HD: T havde boet i Danmark i 6 år og blev idømt udvisning for grov vold og afpresning pga. hans stærke tilknytning til Syrien og relativt svage tilknytning til Danmark

T, der var syrisk statsborger, var fundet skyldig i navnlig grov vold, afpresning og forsøg på ulovlig tvang. Han blev af landsretten idømt fængsel i 7 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. For HR angik sagen spørgsmålet om strafudmåling og udvisning. HR fandt efter en samlet vurdering og under hensyn til den generelle forhøjelse i 2018 af straffen med en tredjedel for grov vold, at straffen burde forhøjes til fængsel i 8 måneder. T havde boet i Danmark siden september 2014, og han havde sin danske samlever, A, og to små børn, B, her i landet. HR fandt, at T fortsat havde en meget stærk tilknytning til Syrien. Når der sås bort fra A og B, havde T en relativt begrænset tilknytning til Danmark. Udvisning ville føre til, at T i en periode blev fysisk adskilt fra A og B, og dette udgjorde et alvorligt indgreb i hans ret til familieliv. Efter arten og grovheden af T’s kriminalitet sammenholdt med hans tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark fandt HR imidlertid efter en samlet vurdering, at de samfundsmæssige hensyn (forebyggelse af uro eller forbrydelse), som talte for udvisning af T med indrejseforbud i 6 år, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn til hans privatliv og navnlig familieliv, der talte imod udvisning. Det bemærkedes herved, at han kun havde boet her i landet i få år, og at samlivet med A havde været relativt kortvarigt. Efter det anførte fandt HR, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år ikke ville udgøre et uproportionalt indgreb i strid med EMRK artikel 8. HR tiltrådte derfor, at T var udvist med indrejseforbud i 6 år.

UfR 2020.4294 VLD: Meldepligt for T, der var udvist for bestandigt, men ikke kunne tvangsudsendes, jf. UDL § 34, stk. 4, var ikke et uproportionalt indgreb i retten til privatliv og familieliv, jf. EMRK art. 8

T, der var statsløs palæstinenser fra Libanon, var tiltalt for fire overtrædelser af UDL § 60, stk. 2, jf. § 34, stk. 4, ved hver dag i fire perioder på sammenlagt over 300 dage, at have undladt at overholde sin af pålagte meldepligt ved personligt fremmøde hos Østjyllands Politi, P, ca. 5 km. fra T’s bopæl. T blev i 2007 idømt 5 års fængsel for bl.a. grov narkokriminalitet og blev udvist med indrejseforbud for bestandigt. I 2010 blev der truffet afgørelse om, at T kunne blive i Danmark på tålt ophold, da han ikke kunne tvangsudsendes. T var tidligere dømt for overtrædelse af opholds- og meldepligt ved en dom i 2015 og 2016, men blev i 2018 frifundet, da retten fandt, at en fortsat opholds- og meldepligt var et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed. Af UDL § 34, stk. 4, fremgik bl.a., at P, medmindre særlige grunde talte derimod, skulle bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, var bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, men som ikke kunne udsendes af landet, jf. § 31, pålagdes mødepligt hos P.

Retten i Aarhus fandt, at den daglige meldepligt, trods T’s tidligere domme, udgjorde et uproportionalt indgreb i T’s ret til privatliv og familieliv efter EMRK art. 8. Der var ikke herved taget stilling til, om T vil kunne pålægges en mindre indgribende meldepligt. T blev frifundet.

VL fandt, at der ikke forelå oplysninger om særlige grunde, som kunne tale for at begrænse den pålagte meldepligt. Efter en samlet vurdering bl.a. af at T var udvist for bestandigt, og at T efterfølgende var idømt frihedsstraffe, var meldepligten ikke et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privatliv og familieliv. T straffedes med ubetinget fængsel i 6 måneder og udvises med indrejseforbud i 6 år.

UfR 2021.517 HD (TFA 2019.291 ØLD): Moder fik afslag på stedbarnsadoption af to børn, idet surrogatmoderen i Ukraine havde modtaget vederlag i forbindelse med aftalen om surrogatmoderarrangementet.

Ankestyrelsen havde meddelt en dansk H afslag på at stedbarnsadoptere tvillinger med henvisning til, at det tiltænkte danske forældrepar havde betalt børnenes ukrainiske surrogatmoder for sit samtykke til adoptionerne. M var far til de to børn. Under retssagen om prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse blev dette forhold lagt til grund af såvel Retten i Lyngby og ØL, der begge frifandt Ankestyrelsen for en af kvinden nedlagt påstand om, at styrelsen skulle anerkende, at hun var berettiget til at adoptere børnene. ØL lagde efter bevisførelsen til grund, at der i forbindelse med betalingen til en fertilitetsklinik i Ukraine var ydet surrogatmoderen vederlag ud over dækning af konkrete, rimelige udgifter i forbindelse med surrogatmoderens graviditet og fødsel. ØL vurderede, at adoptionslovens § 15 herefter var til hinder for, at der kunne meddeles tilladelse til stedbarnsadoptionen. Selv om hensynet til de to børn klart talte for, at den danske kvinde fik tilladelse til at stedbarnsadoptere dem, førte de modsatrettede hensyn, der begrunder adoptionslovens forbud mod sådanne betalte arrangementer - herunder hensynet til at beskytte børn mod at blive gjort til handelsobjekter - til, at adoptionen ikke kunne meddeles.
   HR tiltrådte, at det ville være i strid med adoptionslovens § 15 at meddele A adoptionsbevilling.HR udtalte endvidere, at adoptionslovens § 15 ikke gav mulighed for en konkret vurdering af spørgsmålet om adoption med inddragelse af, hvad der er bedst for det pågældende barn, således som det skal ske efter Menneskerettighedsdomstolens praksis. Højesteret fandt derfor, at der er behov for, at lovgivningsmagten tager bestemmelsen i adoptionslovens § 15 op til overvejelse, og at der - indtil, der måtte foreligge en ny regulering - må foretages en konkret vurdering af, om afslag på stedbarnsadoption vil være i strid med EMRK artikel 8 om børnenes ret til respekt for privatliv og familieliv. Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis udtalte Højesteret, at børnene havde en væsentlig interesse i, at A adopterede dem, således at deres identitet som A’s børn også anerkendtes retligt. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at børnenes interesse - afvejet over for generelle hensyn til børns beskyttelse mod at blive gjort til genstand for handel og til at modvirke udnyttelse af sårbare kvinder - ikke indebar, at afslaget på adoptionsbevilling til A på nuværende tidspunkt måtte anses for en krænkelse af artikel 8. HR stadfæstede herefter landsrettens dom om frifindelse af Ankestyrelsen. (4-3 vedrørende afvejningen efter art. 8.).

UfR 2021.2400 HD: Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse af S til adoption uden forældrenes samtykke var gyldig og ikke i strid med EMRK.

S blev kort efter fødslen i 2018 anbragt hos en plejefamilie som følge af forældrenes manglende forældreevne, og M og F havde samvær med S, uden at dette ændrede på deres forældreevne. Da S var ca. halvandet år, traf Ankestyrelsen, A, afgørelse om frigivelse af S til adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3, og B blev midlertidigt anbragt hos adoptivfamilien efter adoptionslovens § 32 a. M søgte samtidig om samvær med S, men der var endnu ikke truffet afgørelse herom. Retten i Hjørring fandt, at betingelserne for adoption uden samtykke var opfyldt. VL stadfæstede.
    HR fandt, at forældrene med en høj grad af sandsynlighed varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for S, og at adoptionen var bedst for barnet under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst, jf. adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3. Bestemmelsen i adoptionslovens § 32 a medførte ikke begrænsninger af muligheden for ved en efterfølgende domstolsprøvelse at ophæve en afgørelse om adoption, hvis betingelserne for afgørelsen ikke var opfyldt. Bestemmelsen var dermed i overensstemmelse med EMRK art. 8 og rejste ikke spørgsmål i forhold til artikel 6. HR bemærkede herudover, at det i almindelighed må kræves, at en afgørelse om samvær efter FAL § 20 a træffes i så nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen som muligt, og at dette efter praksis kunne indgå i proportionalitetsvurderingen ved afgørelsen af, om en adoption var forenelig med EMRK art. 8. HR fandt imidlertid, at hensynet til S indebar, at det ikke kunne føre til ophævelse af adoptionen, at der endnu ikke var truffet afgørelse om spørgsmålet om samvær. HR stadfæstede herefter VLs dom om frifindelse af A.

UfR 2021.4721 HD: Det var ikke i strid med associeringsafgørelsen eller EMRK at udvise tyrkisk statsborger med indrejseforbud i 6 år, da arten og grovheden af det begåede narkotikasalg var et tungere vejende hensyn end hensynet til hans stærke tilknytning til Danmark

En tyrkisk statsborger, T, var fundet skyldig i overtrædelse af navnlig STRFL § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, ved i forening med to medtiltalte at have været i besiddelse af ca. 1 kg amfetamin mhp. videreoverdragelse. Han blev i ØL straffet med fængsel i 3 år og udvist med indrejseforbud i 6 år. For HR angik sagen strafudmålingen, og om der skulle ske udvisning.
    HR tiltrådte under hensyn til karakteren af og omstændighederne ved den begåede kriminalitet, at T’s adfærd, uanset at han ikke tidligere var straffet, aktuelt måtte anses for at udgøre en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. art. 14, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 om udvikling af associeringen mellem EØF og Tyrkiet (associeringsafgørelsen). Trusselsbetingelsen i associeringsafgørelsen måtte således anses for opfyldt. Ved proportionalitetsvurderingen blev det lagt til grund, at T’s bånd til Danmark var meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han havde dog ud en vis tilknytning til Tyrkiet og ville ikke være uden forudsætninger for at begå sig i Tyrkiet, hvis han blev udvist. Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet var de hensyn, der talte for udvisning af T, så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Tyrkiet. Det indgik endvidere i proportionalitetsvurderingen, at der alene var spørgsmål om indrejseforbud i 6 år. Udvisningen var ikke i strid med EMRK art. 8.

UfR 2022.1423 HD (UfR 2021.1073 ØLD): Hospital havde hjemmel til at give et bevidstløst Jehovas Vidne i livsfare en blodtransfusion, uanset at personen gennem et kort i sin pung havde frabedt sig at modtage blod, da frabedelsen ikke kunne anses for at være på et informeret grundlag ift. den aktuelle sygdomssituation

A, som var Jehovas Vidne, faldt gennem taget på et hønsehus og blev indbragt akut på hospitalet. A fik foretaget en blodtransfusion i bevidstløs tilstand, selvom han ikke havde meddelt samtykke dertil, og sundhedspersonalet var bekendt med oplysninger om, at han som medlem af Jehovas Vidner i tale og på skrift havde givet udtryk for, at han ikke ønskede blodtransfusion. Da A døde, klagede hans hustru, B, til Styrelsen for Patientklager, S. Sagen angik, hvorvidt blodtransfusionen var foretaget i strid med sundhedsloven eller EMRK.
    ØL fandt, at S skulle tilpligtes at anerkende, at blodtransfusionen på A udgjorde et indgreb i strid med EMRK art. 8 og art. 9. S havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en patient som følge af en behandling i sundhedsvæsenet havde krav på erstatning eller godtgørelse. Sundhedslovens § 22 skulle fortolkes således, at sundhedslovens § 19 ikke fandt anvendelse i relation til blodtransfusion, såfremt patienten havde afvist at modtage blod, hvorfor A’s holdning til modtagelse af blod skulle have været inddraget.
    HR fandt, at der var hjemmel i sundhedsloven til at give A blod, mens han var i bevidstløs tilstand. Efter ulykken havde A været ude af stand til at tilkendegive sine ønsker til behandlingen ifm. den aktuelle sygdomssituation. Det forhold, at A ved faldulykken og indlæggelsen bar et kort på sig, hvoraf det fremgik, at han ikke at ville modtage blod, opfyldte ikke kravet i sundhedslovens § 24, stk. 2, om, at en afvisning af at modtage blod skulle være givet på informeret grundlag ifm. den aktuelle sygdomssituation. Praksis fra EMD gav ikke grundlag for at antage, at den nationale lovgiver var afskåret fra som led i en samlet afvejning af forskellige hensyn at fastsætte nærmere betingelser for, hvornår tilkendegivelser fra medlemmer af Jehovas Vidner om ikke at ville modtage blod skulle være bindende for sundhedspersonalet. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at behandlingen var i strid med EMRK.

UfR 2022.1451 HD: Fængselsstraf for tiggeri udgjorde ikke en krænkelse af EMRK art. 8, da der i Danmark var vid adgang til hjælp i nødsituationer, hvorfor den menneskelige værdighed ikke var truet som følge af manglende tilstrækkelige midler

T, der var litauisk statsborger, var flere gange tidligere dømt for tiggeri efter STRFL § 197, stk. 2. I 2019 var han idømt en ubetinget fængselsstraf for tiggeri og udvist af Danmark. Kort tid efter udvisningen indrejste han igen til Danmark. Han blev i KBR fundet skyldig i at være indrejst i strid med indrejseforbuddet og i at have tigget ved indgangen til Københavns Hovedbanegård. Han blev straffet med fængsel i 60 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. ØL stadfæstede. Spørgsmålet var, om det i lyset af EMD’s nyligt afsagte Lăcătuș-dom var i strid med T’s rettigheder efter EMRK art. 3, 8, eller 10, eller efter art. 14 sammenholdt med disse bestemmelser at straffe T som sket ved ØL’s dom.
    HR fandt, at når der var så vid adgang til offentlig hjælp i nødsituationer i Danmark, var det usikkert, i hvilket omfang adgangen til at tigge var beskyttet efter EMRK art. 8, stk. 1. Bestemmelsen i STRFL § 197 var begrundet i legitime hensyn, og det måtte bero på en proportionalitetsafvejning, om fængselsstraf for tiggeri ville udgøre en krænkelse af retten til privatliv. I Danmark ville der kun helt undtagelsesvist kunne forekomme ekstraordinære tilfælde, hvor den menneskelige værdighed var truet for en person som følge af, at den pågældende ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine grundlæggende behov. Sådanne ekstraordinære omstændigheder forelå ikke i T's sag, og den idømte straf var derfor ikke et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv, jf. art. 8, stk. 2. Den idømte fængselsstraf var ikke et uproportionalt indgreb i T´s ret til ytringsfrihed efter art. 10. Der forelå heller ikke en krænkelse af EMRK art. 3 om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller art. 14 om forbud mod diskrimination. ØL var kommet til samme resultat.

UfR 2022.4829 HD (HD afsagt d. 15.09.2022, ØLD afsagt d. 07.12.2021, BRD afsagt d. 11.05.2021): Ulovlig våbenbesiddelse medførte udvisning af tyrkisk statsborger med indrejseforbud i 6 år, hvilket hverken var i strid med associeringsafgørelsen, EMRK eller udgjorde et uproportionalt indgreb, henset til den udøvede kriminalitets art og grovhed og tiltaltes forudsætninger for at begå sig i Tyrkiet

T var dømt for overtrædelse af STRFL § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, for under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en halvautomatisk pistol med ammunition på offentligt sted og efterfølgende have opbevaret pistolen på sit værelse. T blev straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder. I BR blev T tildelt en advarsel om udvisning. ØL fandt, at T skulle udvises med et indrejseforbud i 6 år. For HR angik sagen spørgsmålet om udvisning.
    HR fandt, at T var omfattet af associeringsafgørelsen mellem EØF og Tyrkiet. Spørgsmålet var herefter, om udvisning ville være i strid med associeringsafgørelsens art. 14, stk. 1, eller EMRK’s art. 8. T’s adfærd havde udgjort en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. T’s tilknytning til Danmark var meget stærkere end til Tyrkiet. T havde dog en vis tilknytning til Tyrkiet og ville ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han blev udvist. Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet, var de hensyn, der talte for udvisning, så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning. Det var ikke uproportionalt eller i strid med associeringsafgørelsens art. 14, stk. 1 eller EMRK’s art. 8 at udvise T med indrejseforbud i 6 år. Det ville derimod være uproportionalt at følge anklagemyndighedens påstand om indrejseforbud i 12 år. HR stadfæstede.

UfR 2023.1 HD (HD afsagt d. 03.10.2022, ØLD afsagt d. 02.09.2021, KBR afsagt d. 08.01.2021): Det var i strid med EMRK art. 8 at udvise T, der var dømt for røveri og grov vold, for bestandig, henset til at han var fundet straffri, jf. STRFL § 16, stk. 1, og han skulle i stedet udvises med indrejseforbud i 6 år

T var i BR dømt for røveri, jf. STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, og grov vold, jf. STRFL § 245, men blev fundet straffri på grund af sindssygdom, jf. STRFL § 16, stk. 1. Han blev i stedet dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling, jf. STRFL § 68, stk. 1 og udvist med indrejseforbud for bestandig. ØL stadfæstede BR’s dom. Efter ØL’s dom afsagde EMD dom af 07.12.2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark). Det fulgte af dommen, at hvis en udlænding var fundet straffri som følge af utilregnelighed, skulle det indgå i vurderingen af, om den pågældende kunne udvises, herunder længden af indrejseforbuddet.
    HR fandt, at det ville være i strid med EMRK art. 8 at udvise T med indrejseforbud for bestandig. T skulle udvises, henset til at han flere gange tidligere var dømt for overtrædelse af STRFL, og at der var betydelig risiko for, at han fremover ville begå personfarlig kriminalitet. Varigheden af indrejseforbuddet havde dog betydning ved vurderingen af, om udvisningen ville udgøre et uproportionalt indgreb, jf. EMRK art. 8. Da T var fundet straffri som følge af utilregnelighed, og hans tilknytning til hjemlandet var begrænset, ville det være i strid med EMRK art. 8 at udvise ham for bestandig. HR ændrede ØL’s dom, således at T blev udvist med indrejseforbud i 6 år.

UfR 2023.710 ØLD: T, der var dømt for organiseret narkokriminalitet, skulle ikke udvises af Danmark, da det ville udgøre et uproportionalt indgreb i T’s ret til privatliv, jf. EMRK art. 8, og T blev derfor tildelt en advarsel om udvisning

En marokkansk statsborger, T, var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 191, stk. 1 og 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, ved at have videreoverdraget ca. 48 kg. hash fra sin adresse, samt i forening med uidentificerede personer at have indført 405 kg. hash fra Tyskland til Danmark mhp. videreoverdragelse. T var født og opvokset i Danmark og havde sin mor og tre søskende bosat i landet. Han havde ikke tilknytning til Marokko.
    Retten i Nykøbing Falster fandt, at T var skyldig i begge overtrædelser. Der blev lagt vægt på, at T’s forklaringer virkede konstruerede, utroværdige og usandsynlige. Derudover virkede indførslen meget organiseret og planlagt, idet der bl.a. blev anvendt walkie-talkies, en vagtbil, kodeord og koordinater til brug for mødested. Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 mdr. Betingelserne for at udvise T var opfyldt, jf. UDL § 22, nr. 1, 3 og 4. Efter en samlet vurdering var de hensyn, der talte for udvisning, imidlertid ikke så tungtvejende, at de kunne føre til udvisning. En udvisning af T ville udgøre et uproportionalt indgreb i strid med EMRK art. 8. T blev tildelt en advarsel om udvisning, jf. UDL § 24 b.
    ØL stadfæstede. (4-2)

UfR 2023.3542 HD (TFA 2023.325 HD, HD afsagt d. 25.05.2023, UfR 2023.462 ØLD TFA 2023.79 ØLD, ØLD afsagt d. 04.01.2022): Barn født af cubansk mor havde ikke erhvervet dansk indfødsret som følge af, at sæddonoren havde dansk statsborgerskab

En cubansl kvinde fødte i 2018 A, der var blevet til ved assisteret reproduktion på en klinik i Danmark med sæd fra en åben sæddonor, der havde dansk statsborgerskab. Sagen drejede sig om fortolkningen af indfødsretslovens § 1, stk. 1, herunder om A ved fødslen havde erhvervet dansk indfødsret som følge af undfangelse ved den assisterede reproduktion. I A’s fødsels- og dåbsattest var alene moderen registreret som forælder.
    ØL fandt, at en sæddonor, der ikke kan anses som far til et barn efter BL § 28, heller ikke kan anses som far til barnet efter indfødsretslovens § 1, stk. 1. Da A ikke var stillet anderledes end andre børn, der ikke har en far i retlig forstand, var der heller ikke er grundlag for at fastslå, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse og fortolkning af indfødsretsloven var i strid med EMRK art. 14, jf. art. 8, ligesom ministeriets afgørelse ikke stred mod børnekonventionen
    HR fandt, at indfødsretsloven måtte forstås i overensstemmelse med BL’s regler om, hvem der var forældre til et barn i retlig forstand, og at det således beroede på BL’s regler, hvem der måtte anses som far til A. Efter BL’s regler ansås en sæddonor som udgangspunkt ikke som far til et barn, der var blevet til ved assisteret reproduktion med hans sæd, hvis sæden var doneret til bl.a. et vævscenter, der distribuerede sæd. Det var ubestridt, at sæddonoren ikke var far til A i BL’s forstand, og HR fandt, at sæddonoren derfor heller ikke kunne anses som far til A i indfødsretslovens forstand. Afgørelsen var ikke i strid med EMRK art. 8, da afgørelsen ikke havde umiddelbare, negative konsekvenser for A. Afgørelsen var heller ikke i strid med EMRK art. 14, da A var stillet på samme måde som andre børn født i Danmark, der ikke havde en retlig forælder med dansk statsborgerskab, og da der var en objektiv og rimelig begrundelse for, at et barns erhvervelse af dansk indfødsret beroede på, om barnet havde en retlig forælder med dansk statsborgerskab. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2024.441 ØLD: Ankestyrelsens afslag på adoption var i overensstemmelse med adoptionslovens § 5, stk. 2, og ikke i strid med EMRK art. 8 eller art. 3 og art. 9 i FN’s Børnekonvention.

A og B d. 17.05.2017 godkendt som adoptanter, og de var da ægtefæller og samlevende. D. 08.03.2021 blev barnet C midlertidigt placeret hos A og B med henblik på adoption, og spørgsmålet om lovligheden af den midlertidige placering blev endeligt afgjort ved ØLD af 12.05.2022. A og B ophævede samlivet i marts 2022, og de blev skilt d. 01.06.2022. Ved afgørelse af 24.06.2022 afslog Ankestyrelsen at bevillige adoption under henvisning til, at A og B ikke længere opfyldte kravet om at være samlevende eller ægtefæller, jf. adoptionslovens § 5, stk. 2, ligesom Ankestyrelsen ikke fandt, at der var hjemmel til at se bort fra eller fravige lovens krav herom. ØL udtalte, at det fremgår af adoptionslovens § 5, stk. 2, at kun ægtefæller eller samlevende kan adoptere sammen. Det var ubestridt, at A og B ikke opfyldte dette krav, da Ankestyrelsen traf afgørelse d. 24.06.2022. Sagen angik prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse. A og B gjorde gældende, at adoptionsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, gav mulighed for at fravige bekendtgørelsens § 20, stk. 1 og 2, hvis der forelå særlige omstændigheder, og at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at de burde meddeles bevilling til at adoptere sammen, selv om de hverken var gift eller samlevende. Retten på¨Frederiksberg frifandt ankestyrelsen.
    Spørgsmålet for ØL var, om Ankestyrelsens afgørelse var i overensstemmelse med adoptionslovens § 5, stk. 2, og hvis det var tilfældet, om en sådan fortolkning og anvendelse af adoptionslovens § 5, stk. 2, udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8 eller artikel 3 og artikel 9 i FN’s Børnekonvention. ØL fandt, at Ankestyrelsens afgørelse af 24.06.2022 var i overensstemmelse med adoptionslovens § 5, stk. 2, idet A og B på det tidspunkt hverken var ægtefæller eller samlevende. Spørgsmålet var herefter, om en sådan fortolkning og anvendelse af adoptionslovens § 5, stk. 2, var i strid med EMRK art. 8 eller artikel 3 og 9 i FN’s Børnekonvention, således som disse bestemmelser var blevetfortolket i praksis af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller FN’s Børnekomité. Navnlig under hensyn til varigheden af samlivet fandt ØL, at der på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse i 2022 ikke forelå et familieliv i konventionens forstand, men ØL lagde til grund, at der forelå et privatliv, der nød beskyttelse af EMRK art. 8. Det forhold, at Ankestyrelsen afslog at meddele bevilling til adoption, fandtes ikke at udgøre et indgreb i A og B’s ret til respekt for privatliv, hvorfor spørgsmålet om afgørelsens forenelighed med EMRK art. 8 burde vurderes i forhold til spørgsmålet om statens positive pligter. ØL bemærkede, at A og B’s manglende mulighed for sammen at adoptere C var en konsekvens af deres beslutning om at ophæve samlivet og lade sig skille. Uagtet samlivsophævelsen og skilsmissen havde både A og B mulighed for at adoptere alene, således som det også efterfølgende skete ved bevilling af 17.08.2023, hvor B blev meddelt bevilling til at adoptere C. Siden samlivsophævelsen i marts 2022 havde A haft regelmæssigt samvær med C, og dette samvær var fortsat også efter adoptionen. På den baggrund og henset til formålet med adoptionslovens § 5, stk. 2, fandt ØL efter en samlet vurdering, at de påberåbte praktiske hindringer var så begrænsede, at afslaget på at meddele A og B bevilling til sammen at adoptere C ikke udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8. ØL stadfæstede derfor byrettens dom

TFA 2024.55 ØLD: Betingelserne for tvangsadoption var opfyldt, og adoptionen var forenelig med EMRK art. 8.

B blev anbragt uden for hjemmet kort efter sin fødsel. Efter anbringelsen fik forældrene først overvåget og siden støttet samvær med B. Der havde senest været samvær i juni 2022. Samværsbeskrivelserne havde overordnet set været positive. Medio juni 2022 blev B midlertidigt placeret hos de godkendte adoptanter. Både byretten i Svendborg og ØL fandt, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1, og betingelserne i adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3, for adoption uden samtykke var opfyldt. Der var efter byrettens dom truffet bestemmelse om, at BM ikke skulle have samvær med B, men at der skulle være anden kontakt, idet adoptanterne én gang årligt skulle sende en status med en beskrivelse af B’s udvikling og hans aktuelle hverdag til BM, og at BM havde mulighed for at sende en årlig hilsen til B. BF havde ikke søgt om samvær.
    ØL udtalte, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at spørgsmålet om kontakt mellem barnet og dets oprindelige slægt kan indgå i proportionalitetsvurderingen ved afgørelsen af, om en adoption er forenelig med EMRK art. 8. Det kunne ikke føre til ophævelse af adoptionen, at det var bestemt, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem B og BM, idet der alene blev truffet bestemmelse om en anden form for kontakt mellem B og BM. Det bemærkedes i den forbindelse, at de biologiske forældre senere på ny kunne ansøge om samvær eller anden form for udvidet kontakt med barnet efter FAL § 20 a. ØL tiltrådte herefter, at betingelserne for adoption uden samtykke var opfyldt, og at adoptionen var forenelig med EMRK art. 8.

UfR 2024.3049 HD (HD afsagt d. 18.04.2024, ØLD afsagt d. 06.09.2023): Kopier af beslaglagte dagbøger opbevaret hos Rigsarkivet, der stammede fra straffesag, hvor A blev tiltalt i 1981 for overtrædelse af STRFL § 108, skulle ikke udleveres til A eller destrueres

A blev i november 1981 anholdt og sigtet for overtrædelse af STRFL § 108 ved ulovligt at have bistået en fremmed efterretningstjeneste (KGB). Ved en ransagning af hans bopæl kom PET i besiddelse af hans dagbøger. Politiets beslaglæggelse af dagbøgerne blev godkendt ved retskendelse. I april 1982 meddelte justitsministeren A tiltalefrafald. Efterfølgende blev de beslaglagte dagbøger tilbageleveret til ham. En kopi af dagbøgerne på den sag, som havde dannet grundlag for sigtelsen og tiltalefrafaldet, blev fortsat opbevaret hos PET. Kopier af dele af dagbøgerne forblev endvidere på personsagen hos PET. Personsagen og operationssagen blev afleveret til Rigsarkivet i hhv. 2014 og 2018. PET opbevarede på vegne af Rigsarkivet to administrative sager. Hovedspørgsmålet i sagen var, om A havde krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet skulle udlevere eller destruere hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager.
    HR fandt, at det fulgte af arkivloven og arkivbekendtgørelsen, at offentlige myndigheder havde pligt til at bevare og overføre alle arkivalier til Rigsarkivet, medmindre rigsarkivaren havde fastsat bestemmelser om kassation. Den oprindelige tilvejebringelse og opbevaring var ikke retsstridig, og der forelå ikke en krænkelse af A’s ophavsret. Beslaglæggelsen, kopiering og opbevaring af dagbogskopierne indtil 2010 indebar et indgreb i A’s ret til privatliv, jf. EMRK art. 8, stk. 1. Indgrebet var lovhjemlet og var begrundet i den nationale sikkerhed og i hensynet til at forebygge uro og forbrydelse. Indgrebet var proportionalt, jf. art. 8, stk. 2. A havde herefter ikke krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet udleverede eller destruerede hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager. Rigsarkivet og Rigspolitiet blev frifundet. ØL var nået til samme resultat. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2024, p. 189.

UfR 2024.3199 ØLD: Hensynet til privatlivet efter EMRK art. 8 vejede tungere end hensynet til ytringsfriheden, da blogger og politisk debattør i strid med STRFL § 264 d delte et link til en videofrekvens, hvor en kvinde blev halshugget

T postede i 2018 et opslag på sin offentligt tilgængelige Facebook-profil, hvor hun bl.a. skrev, at en dansk kvinde, F, havde fået skåret hovedet af på en ferie i Marokko. I opslaget havde T indsat to fotografier af F i live, hvor hendes ansigt tydeligt fremgik. Der var tillige indsat et link til bl.a. hjemmesiden for avisen The Sun med titlen »two female backpackers found »decapitated« at Moroccan tourist spot«. Dagen efter postede T et nyt opslag, hvor hun indsatte et link til en videosekvens, der viste drabet og halshugningen af F.
    Retten i Roskilde fandt, at videosekvensen viste et bestialsk drab på en person, hvorfor den klart var omfattet af STRFL § 264 d. T fandtes derfor skyldig, da det var uden betydning, at T alene henviste til et link og ikke direkte videregav videoen. Straffen blev fastsat til 3 måneders betinget fængsel, jf. STRFL § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1.
    ØL fandt, at F ud fra fotografierne kunne identificeres, og videoen udgjorde videregivelse af billeder som omhandlet i STRFL § 264 d. Det var uden betydning, at linket kun var virksomt i nogle timer, at det var uvist, om linket blev benyttet, og at videosekvensen på tidspunktet for videregivelsen allerede var tilgængelig på andre sociale medier. Hensynet til F’s eftermæle og de efterladte, jf. EMRK art. 8, vejede tungere end hensynet til ytringsfriheden, jf. EMRK art. 10. Straffen blev nedsat til 30 dages betinget fængsel. (4-2)

UfR 2024.4708 HD (HD afsagt d. 21.08.2024, ØLD afsagt d. 30.05.2023, BRD afsagt d. 28.06.2022): Et fængsels optagelse af telefonsamtaler mellem en indsat og en advokatfuldmægtig var i strid med EMRK art. 8, og den indsatte havde derfor krav på en godtgørelse på 10.000 kr.

Under afsoning af en fængselsstraf havde A adskillige telefonsamtaler med en advokatfuldmægtig, F. Fængslet optog samtalerne, der bl.a. omhandlede A’s ønske om at klage over afsoningsforholdene. Sagens hovedspørgsmål var, hvorvidt fængslets optagelse af telefonsamtalerne udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8.
    HR fandt, at efter EMD’s praksis indebar retten efter EMRK art. 8, at frihedsberøvede havde ret til fuld og uhindret adgang til at konsultere en advokat i fortrolighed. Optagelse af en frihedsberøvets telefonsamtaler var derfor et indgreb i retten til privatliv og korrespondance efter art. 8, stk. 1. Indgrebet skulle opfylde kravene i art. 8, stk. 2. Ifølge EMD kunne indgreb i fortroligheden mellem den frihedsberøvede og dennes advokat kun ske under ekstraordinære omstændigheder. Straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, og § 57, stk. 6, skulle fortolkes i lyset af EMRK art. 8. Fængslet var bekendt med, at telefonsamtalerne var med F, der var A’s juridiske rådgiver, og fængslet afslog at undlade at optage telefonsamtalerne, fordi F, efter fængslets opfattelse, ikke var omfattet af straffuldbyrdelseslovens regler om en indsats adgang til fortrolig kommunikation med en advokat. Fængslet havde ikke gjort gældende, at der forelå ekstraordinære omstændigheder. Optagelserne var i strid med EMRK art. 8, og A havde krav på, at hans telefonsamtaler med advokatfuldmægtigen ikke blev optaget. Efter en samlet vurdering havde A krav på en godtgørelse på 10.000 kr. ØL var nået til et andet resultat. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2024, p. 175.

UfR 2024.5191 HD (HD afsagt d. 10.09.2024, VLD afsagt d. 24.05.2023, BRD afsagt d. 22.02.2022): Transkønnet, der tidligere var dømt for voldtægt mod kvinder, skulle efter juridisk kønsskifte afsone i en mandeafdeling samt nøgenvisiteres og afgive urinprøve i overværelse af mandligt personale

A var i 1990 blevet dømt til forvaring for voldtægt af særlig farlig karakter begået mod en kvinde. A havde tidligere begået ligeartet kriminalitet. A var efter en risikovurdering fra 2022 anset som farlig for sine omgivelser med risiko for recidiv til sædelighedskriminalitet og voldelig kriminalitet. I 2015 foretog A juridisk kønsskifte fra mand til kvinde. A var biologisk en mand og sad i en afdeling for mandlige indsatte. Sagen angik, om A i en række henseender havde krav på at blive behandlet som kvinde under sin afsoning.
    HR fandt, at sikkerhedshensyn var afgørende for placering af en indsat. Der blev lagt vægt på, hvilken kriminalitet A var dømt for, og om placeringen antoges at udgøre en risiko for personalet, A selv eller de medindsattes sikkerhed. Efter omstændighederne udgjorde placeringen af A ikke et indgreb i A’s ret til privatliv efter EMRK art. 8. Efter lovforarbejderne til straffuldbyrdelseslovens § 60, der var indført før muligheden for juridisk kønsskifte, blev det angående nøgenvisitationer og urinprøver fastslået, at køn i bestemmelsens forstand som udgangspunkt måtte forstås som en persons biologiske køn. Der var derfor ikke mht. dette handlet i strid med EMRK art. 8 eller 3. VL var nået til samme resultat.

UfR 2025.320 HD (HD afsagt d. 05.11.2024, ØLD afsagt d. 01.02.2024, BRD afsagt d. 21.02.2022): 27-årig somalisk statsborger, der kom til Danmark som 7-årig, blev udvist med indrejseforbud i 6 år, da han mere end 30 gange var dømt for bl.a. personfarlig kriminalitet, senest røveriforsøg mod en taxachauffør

T var dømt for røveriforsøg med kniv over for taxachauffør. Under varetægtsfængslingen havde T slået en medindsat i hovedet med en tom konservesdåse i en sok. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, og T blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Sagen angik, om udvisning af T var i strid med proportionalitetskravet i EMRK art. 8. T var somalisk statsborger. Han var indrejst i Danmark som 7-årig og havde hverken familie eller siden været i Somalia. Han kunne tale lidt somali og havde et vist kendskab til somalisk skik. T var tidligere dømt over 30 gange. I 2024 blev T tildelt en advarsel om udvisning i en sag om besiddelse af våben og hash, hvor overtrædelsen var begået efter Retten i Holbæks dom i nærværende sag.
    HR fandt, at T’s tilknytning til Danmark var langt stærkere end hans tilknytning til Somalia. Han ville dog ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han blev udvist. Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T havde begået, forelå der meget tungtvejende grunde for at udvise ham, uanset T’s stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia. Udvisningen med indrejseforbud i 6 år var derfor ikke i strid med EMRK art. 8. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2025.344 HD (HD afsagt d. 08.11.2024, ØLD afsagt d. 12.10.2023, BRD afsagt d. 06.07.2022): Pakistansk statsborger, der var født i Danmark, blev tildelt en advarsel om udvisning i sag om uagtsomt manddrab ifm. hensynsløs kørsel, da en udvisning ikke ville være proportionel efter EMRK art. 8

T var dømt for fareforvoldelse og uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, da T havde deltaget i kapkørsel. Forløbet varede få minutter. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 år og 6 måneder, og T blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Sagen angik, om udvisningen var i strid med EMRK art. 8. T var pakistansk statsborger, men havde aldrig været i Pakistan. Han var født og havde boet hele sit liv i Danmark. Han færdiggjorde sin gymnasieuddannelse under varetægtsfængslingen. Han var ikke tidligere straffet. Han var blevet ansat i en virksomhed og havde ikke begået ny kriminalitet efter løsladelsen fra varetægtsfængslingen.
    HR fandt, at T uanset den foreliggende kriminalitet måtte anses for velintegreret. Der var ikke nogen særlig risiko for lignende kriminalitet i fremtiden. Der forelå derfor ikke sådanne meget tungtvejende grunde, som efter EMD’s praksis var krævet for at kunne udvise udlændinge, der var født i værtslandet. T blev herefter tildelt en advarsel om udvisning. ØL var nået til et andet resultat.

EMRK Artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

UfR 1998.362 ØLD: T idømt 4 dagbøder à 250 kr for trods polititilhold at have indfundet sig i Jehovas Vidners Rigssal. Polititilholdet kunne ikke anses for forvaltningsretligt ugyldigt. Idømmelse af straf var ikke i strid med EMRK art. 9.

UfR 2006.2468 VLD: M og H, begge født i Tyrkiet, havde sammen børnene A og B. I 1997 fik H dansk indfødsret, der også omfattede A og B, der begge var født i Danmark. Indtil en ændring i 2003 havde A og B i Ikast Kommune modtaget folkeskoleundervisning i tyrkisk. Efter ændringen blev der kun tilbudt undervisning i tyrkisk mod betaling. VL fandt, at artikel 9 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 angik tyrkiske børn. A og B var født i Danmark, og de blev danske statsborgere i april 1997. De havde boet hele deres liv i Danmark, og det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at de havde lært dansk som små, og at de fuldt ud beherskede dansk. A og B kunne herefter ikke anses for tyrkiske børn i henhold til artikel 9. Det kunne endvidere ikke anses for stridende mod artikel 9, at Ikast Kommune ikke tilbød tyrkiske børn - der efter artikel 9 havde adgang til almindelig skoleundervisning på samme betingelser som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat - vederlagsfri undervisning i tyrkisk. VL bemærkede desuden, at det ikke var forskelsbehandling på grund af nationalitet, at der ikke blev tilbudt tyrkiske børn vederlagsfri modersmålsundervisning. H og M havde således ikke efter Ankara-aftalen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 krav på, at deres børn skulle modtage vederlagsfri modersmålsundervisning på samme måde som statsborgere fra EU- og EØS-lande. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at det var i strid med FN's Børnekonvention, at H og M's børn ikke blev tilbudt vederlagsfri undervisning i tyrkisk. Allerede som følge heraf kunne børnekonventionen ikke føre til, at H og M's påstand skulle tages til følge.

UfR 2008.342 HD: En far F, der tilhørte den katolske kirke, fandt det uberettiget, at han skulle anmelde fødslen af sin datter til ministerialbogen i folkekirken. Endvidere fandt han det uberettiget, at staten ydede tilskud til folkekirken, hvorved alle skatteydere, uanset trosretning, bidrog til finansiering af forkyndelse i folkekirken. F anførte bl.a., at den danske fødselsregistrering og statstilskuddet til folkekirken krænkede reglerne i EMRK om religionsfrihed og retten til respekt for privatliv og familieliv. Om fødselsregistreringen udtalte HR, at ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, varetog denne opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen var en forvaltningsopgave, som udførtes på almindeligt offentligretligt grundlag, og den var uden religiøst indhold. Fødselsanmeldelsesordningen berørte således hverken retten til religionsfrihed efter EMRK artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 og indebar heller ikke en krænkelse af forbuddet mod diskrimination i artikel 14 sammenholdt med artiklerne 8 og 9. Om statstilskuddet til folkekirken udtalte HR, at F som ikke-medlem af folkekirken ikke betalte kirkeskat, men han bidrog gennem sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. HR fandt herefter, at F's ret til religionsfrihed efter artikel 9, stk. 1, ikke blev berørt af, at han på denne måde indirekte var med til at finansiere folkekirken. Hertil kom, at en del af folkekirkens udgifter vedrørte varetagelse af ikke-religiøse samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen. Komm. af Henrik Palmer Olsen i JUR 2008.91-94: Brudflader mellem folkekirke, forvaltning og skattebetaling

UfR 2017.1795 HD: Reglerne om vielse af to personer af samme køn var ikke i strid med grundloven, en retssædvane eller EMRK.

ÆL, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme køn. HR fandt, at folkekirken, F, i henhold til GRL hvilevde på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere F's forhold tilkom lovgivningsmagten, L, og regeringen, R, der havde et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag satte for en sådan regulering. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte L's og R's vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i F, lå inden for det evan­gelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af GRL. Der forelå ikke en retssædvane som begrænsede L's og R's kompetence til at regulere dele af F's forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med GRL's eller EMRK's bestemmelser om tros- og religionsfrihed. HR stadfæstede herefter ØL's dom.

UfR 2018.3165 HD: Ministeriums afslag på tilladelse til import af ayahuasca-vin var ikke i strid med EMRK art. 9, da vinen indeholdt det euforiserende stof DMT, og da afslaget var nødvendigt i et demokratisk samfund af hensun til den offentlige sundhed og offentlige orden

Sagen angik, om Sundheds- og Ældreministeriet, M, havde krænket EMRK art. 9 ved at give afslag på en ansøgning om forhåndsgodkendelse af import af ayahuasca-vin, som indeholdt det euforiserende stof DMT, med henblik på anvendelse i religiøst øjemed. HR fandt, at afslaget på tilladelse til import af ayahuasca-vin var et indgreb i religionsfriheden i art. 9’s forstand, men at afslaget var nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sundhed og offentlige orden. Afslaget var dermed i overensstemmelse med EMRK art. 9. Derfor forelå der ikke en krænkelse af konventionen. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2021.1073 ØLD: Et hospital havde uberettiget givet et Jehovas Vidne blod, og da sundhedspersonalet kendte til patientens holdning, var blodtransfusionen i strid med retten til selvbestemmelse efter EMRK art. 8 og art. 9

A, som var Jehovas Vidne, faldt gennem taget på et hønsehus og blev indbragt akut på hospitalet, H. A fik foretaget en blodtransfusion i bevidstløs tilstand, selvom han ikke havde meddelt samtykke dertil, og sundhedspersonalet var bekendt med oplysninger om, at han som medlem af Jehovas Vidner i tale og på skrift havde givet udtryk for, at han ikke ønskede blodtransfusion. Da A døde klagede hans hustru, B til Styrelsen for Patientklager, S.

Retten i Svendborg henviste sagen til behandling ved ØL, jf. RPL § 226, stk. 1. Sagen drejede sig om, hvorvidt H’s foretagelse af blodtransfusionen var i strid med A’s ret til selvbestemmelse efter sundhedslovens bestemmelser og EMRK art. 8 og art. 9.

ØL fandt, at S skulle tilpligtes at anerkende, at blodtransfusionen på A udgjorde et indgreb i strid med EMRK art. 8 og art. 9. S havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en patient som følge af en behandling i sundhedsvæsenet havde krav på erstatning eller godtgørelse. Sundhedslovens § 22 skulle fortolkes således, at § 19 ikke fandt anvendelse i relation til blodtransfusion, såfremt patienten havde afvist at modtage blod, hvorfor A’s holdning til modtagelse af blod skulle have været inddraget. Sagen blev anket til HR. (2-1)

EMRK Artikel 10: Ytringsfrihed

EMD 23.09.1994: Jens Olaf Jersild blev sammen med programchef Lasse Jensen ved HR dømt for medvirken til overtrædelse af STRFL § 266b, ved at viderebringe i et tv-program udtalelser fra nogle Grønjakker, som bl.a. udtalte "Niggere, de skulle være frie mennesker - mand, det er ikke mennesker, de er dyr". EMD fandt at den danske dom (UFR 1989.399 H) over Jens Olaf Jersild er i strid med Jersilds ytringsfrihed i henhold til EMRK art. 10. EMD lagde vægt på "public watchdog" teorien, hvorefter der er en meget vid journalistisk ytringsfrihed.

UfR 1997.259/2 HD: Journalist og redaktør af Vejle Amts Folkeblad blev frifundet for injurier over for advokat Henning Dalgaard, Billund. Bladet havde citeret en række injurierende beskyldninger, som fandtes i en klage over advokaten til Advokatnævnet. Højesteret henviste bl.a. til EMRK art. 10, og at der ikke må opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på en rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (public watchdog). Klageren blev i Vestre Landsret idømt 10 dagbøder à 500 kr., samt 5.000 kr. i erstatning og godtgørelse for tort. De ubeføjede ærefornærmende sigtelser blev mortificeret og advokaten tilkendt 5.000 kr. til omkostningerne ved kundgørelse.

UfR 1999.336 ØLK: Københavns Politi fik medhold i begæring om beslaglæggelse af et råbånd med et interview mellem 2 journalister fra Ekstrabladet og fhv. PET-agent Anders Nørgaard, som havde oplyst, at en vicekriminalkommissær fra Rejseholdet stod bag et komplot mod en terrormistænkt Århus-gruppe. Udtalelserne var ikke omfattet af bestemmelsen af kildebeskyttelse i RPL § 172, jfr. § 827. Efterforskningen vedrørte hensynet til en navngiven persons gode navn og rygte, jfr. EMRK art. 10, stk. 2.

UfR 2004.976 HKK: T var var nævningeting idømt livstidsstraf for drab på ægtefælle og på sit barnebarns far. Sagen var anket til Højesteret. Journalist og fotograf fra et dagblad fik ikke tilladelse af Rigsadvokaten til at besøge og interviewe T. Højesteret stadfæstede dette afslag, som ikke fandtes i strid med GRL § 77 eller EMRK art. 10.

UfR 2006.2178 ØLD: A, der var den ansvarlige redaktør for et færøsk dagblad, indbragte en artikel på forsiden af avisen med omtale af advokat L, under overskriften "KLIENT FUPPER". Artiklen indeholdt gengivelse af beskyldninger fra en tidligere klient, B, b la. om, at L havde stjålet inkasserede penge. L anlagde herefter en privat straffesag med påstand om, at A dømtes for bagvaskelse i henhold til STRFL § 268, subsidiært for ærekrænkelse i henhold til STRFL § 267. Færøernes Byret idømte A fængsel i 60 dage samt betaling af tortgodtgørelse på 30.000 kr. ØL lagde til grund, at sigtelserne, uanset at disse isoleret set kunne have en journalistisk interesse, i det væsentlige var fremsat med det ikke-journalistiske formål at nedsætte L's omdømme. A havde således intet grundlag for at anse udsagnene for sande, ligesom udsagnene ikke kunne anses for fremsat til varetagelse af almeninteresse. Hensynet til pressens ytringsfrihed kunne på denne baggrund ikke sættes over hensynet til beskyttelsen af L mod de alvorlige sigtelser for tyveri og bedrageri over for klienter i advokatvirksomheden. A blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 267, stk. 1, og der var hverken grundlag for straffrihed eller strafbortfald, jf. STRFL § 269, stk. 1, 2. led, eller stk. 2, jf. EMRK art. 10. Imidlertid fandt ØL i lyset af EMRK art. 10 ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for frihedsstraf efter STRFL § 268, hvorfor A blev idømt 15 dagbøder a 500 kr.

UfR 2008.671 HD (UfR 2007.327 ØLD): T, der var journalist på en gratisavis, var tiltalt for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, ved i Kastrup Lufthavn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en dolklignende kniv. T medtog en grillkniv fra en restaurant og gik til gate 6, hvor han efter forudgående aftale med en fotograf fik taget billeder af sig selv med kniven. ØL, der stadfæstede Københavns Byrets dom, fandt efter ordlyden af og forarbejderne til våbenlovens § 4, stk. 1, ikke grundlag for at antage, at T's besiddelse af grillkniven under de anførte omstændigheder var omfattet af undtagelserne i bestemmelsen vedrørende besiddelse af kniv, "der sker som led i erhvervsudøvelse" eller "har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål", og tiltrådte derfor, at T's handling var strafbar efter våbenloven. T's formål var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen af passagerer i Kastrup Lufthavn. Ved afgørelsen af, om hans handling var straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, som følger af EMRK art. 10, som også omfattede en situation som den foreliggende, måtte der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. ØL fandt, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst eventuelle mangler ved den sikkerhedsmæssige situation i lufthavnen, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og informationsværdi. ØL bemærkede, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog T som journalist fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. Det burde tillægges særlig vægt, at T havde planlagt og udført en selvstændig strafbar handling for at skabe den bragte historie, og at der derfor skulle tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. På denne baggrund fandtes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at T's overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, var straffri efter EMRK art. 10. Der var ikke grundlag for at lade den idømte bøde på 3.000 kr., som var fastsat efter praksis, bortfalde eller nedsætte, idet ØL herved bemærkede, at T kunne have henledt restaurations- og sikkerhedspersonalets opmærksomhed på de sikkerhedsmæssige forhold omkring grillknivene uden at begå den skete lovovertrædelse.

UfR 2007.1673 ØLD: To journalister T1 og T2, var tiltalt for overtrædelse af lov om fyrværkeri § 7, stk.1, jf. § 2, stk. 1, ved d. 13.12.2005 i København at have købt 8 krysantemumbomber, der indeholdt 2 kg. sprængstof. Bomberne blev købt for i en tv-udsendelse bl.a. at belyse forsyningskæden vedrørende ulovligt fyrværkeri i Danmark og kort efter købet blev bomberne afleveret til politiet. ØL udtalte, at afklaringen af det spørgsmål som T1 og T2 undersøgte, var af væsentlig samfundsmæssig betydning, og den udsendelse, der blev vist på tv, fandtes at have betydelig nyheds- og informationsværdi. Ved afgørelsen af, om erhvervelsen af bomberne var straffri på grund af den beskyttelse af ytringsfriheden ifølge EMRK art.10, måtte der foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. Idet T1 og T2 selvstændigt havde planlagt og udført en strafbar handling, krævedes tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. På denne baggrund fandtes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at overtrædelsen af fyrværkeriloven var straffri efter EMRK art. 10. Der var endvidere spørgsmål om strafbortfald, fordi politiet i Århus havde stillet T 1 og T2 i udsigt, at de ikke ville blive strafforfulgt, hvis ulovligt fyrværkeri erhvervet ved det journalistiske arbejde straks blev afleveret til politiet. Politiet i København delte ikke Århus Politis opfattelse. Der fandtes efter lovovertrædelsens karakter og forarbejderne til ændringen af fyrværkeriloven ved lov nr. 1060 af 9. november 2005 uanset den oplyste journalistiske baggrund for besiddelsen af krysantemumbomberne ikke grundlag for at nedsætte bøderne på hver 6000 kr., idømt ved byretten, hvorfor ØL stadfæstede dommen.

UfR 2008.251 ØLD: T havde i sin egenskab af journalist fået til opgave at følge en særlig gruppe fodboldtilhængere. Efter en fodboldkamp blev der slagsmål foran et særligt tilholdssted. Politiet, P, kom til stede og anholdte flere af tilhængerne, i hvilken forbindelse T fremsatte bemærkninger til P’s arbejde, hvilket fik P til flere gange at påbyde T at forsvinde. T efterkom ikke disse påbud, og blev til sidst anholdt. T blev af Brøndby Byret idømt en bøde på 600 kr. for overtrædelse af politibekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2. ØL fandt, i betragtning af T's tilråb sammenholdt med den samlede anspændte situation, at det var et påkrævet indgreb for at forebygge, at den offentlige orden blev yderligere forstyrret, at politiet påbød T at forlade stedet. ØL tiltrådte, at T var fundet skyldig i manglende efterkommelse af påbud udstedt i medfør af politibekendtgørelsens § 4, stk. 2. Under de anførte omstændigheder kunne det forhold, at T på tidspunktet for overtrædelserne var på en journalistisk opgave, ikke føre til, at påbuddene var i strid med EMRK art. 10, med straffrihed til følge, eller at T's ytringer var straffri, jf. samme bestemmelse. ØL stadfæstede herefter dommen.

UfR 2008.276/2 ØLD: B.T. havde bragt nogle artikler om slankebehandling foretaget af Ellipse Klinikken, K, ved brug af ultralyd. I artiklen anførtes kritik fra kendte specialister. B.T. havde på grund af disse udtalelser i overskrifter og mellemrubrikker bl.a. anført, at metoden var livsfarlig. ØL udtalte, at der knytter sig en meget betydelig offentlig interesse til journalistisk omtale af risici for liv og helbred eller mistanke herom i forbindelse med udbud af sundhedsprodukter og -behandlinger til befolkningen. Ved vurderingen af, om en sådan omtale indebar en strafbar ærekrænkelse, måtte bestemmelsen i STRFL § 267 læses i lyset af EMRK art. 10. Hensynet til ytringsfriheden indgik som et overordentligt tungtvejende lod i vægtskålen ved afvejningen af hensynet til beskyttelsen af personers og firmaers gode navn og rygte eller rettigheder. Dette indebar anerkendelse af en ganske vidtgående ytringsfrihed for pressen, og der måtte derfor indrømmes pressen adgang til, som offentlighedens kontrol- og informationsorgan ("public watchdog"), når der faktuelt var grundlag for kritisk omtale, i en vis grad at overdrive og provokere i forbindelse med omtale af disse spørgsmål. De af sagen omfattede udsagn måtte anses for dækket af de citater, som de nævnte specialister fremkom med i artiklen. Herefter, og idet K ikke havde fremlagt videnskabeligt underbygget materiale, der i november 2005 kunne imødegå de nævnte specialisters faglige opfattelse af risici ved at modtage behandlingen, fandtes K ikke at have godtgjort, at udsagnene i overskifterne og i mellemrubrikkerne i artiklen kunne betegnes som strafbare sigtelser omfattet af STRFL § 267. Der var ikke grundlag for mortifikation, jf. STRFL § 273, stk. 2, for godtgørelse for tort efter EAL § 26, stk. 1, eller erstatningsansvar i anledning af artiklerne.

UfR 2008.671 HD (UfR 2007.327 ØLD): En journalist, T, var tiltalt for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, ved ud for en gate i Københavns Lufthavn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en grillkniv med en bladlængde på 7,8 cm. T's formål med besiddelsen af kniven var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen af passagererne. Han havde taget kniven fra en restaurant i transitområdet og bragt den skjult i en avis ud til gaten, hvor han efter aftale med en fotograf blev fotograferet med kniven fremme. Han bragte herefter kniven tilbage til restauranten. Dagen efter beskrev han episoden i en artikel. T anførte bl.a., at han havde et lovligt formål med besiddelsen, også set i lyset af bestemmelsen om ytringsfrihed i EMRK art. 10. Københavns Byret idømte T en bøde på 3.000 kr., ØL stadfæstede dommen. HR fandt, at transithallen i Københavns Lufthavn er et offentligt tilgængeligt sted, og at det således er omfattet af våbenlovens § 4, stk. 1. HR tiltrådte, at T's besiddelse af kniven ikke i lovens forstand kunne anses for at være et led i hans erhvervsudøvelse. T's besiddelse af kniven havde ikke haft »et andet lignende anerkendelsesværdigt formål«, og HR tiltrådte derfor, at forholdet ikke var omfattet af den undtagelsesbestemmelsen i § 4, stk. 1, 1. pkt. Endvidere fandt HR, at en domfældelse for overtrædelse af § 4 ikke var i strid med art. 10 i EMRK. Under henvisning til at den nærmere rækkevidde af undtagelsen i § 4, stk. 1, 1. pkt., kunne give anledning til tvivl, og til T's formål med den kortvarige besiddelse af kniven, fandt HR, at der forelå sådanne formildende omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af STRFL § 83. Komm. af Jørgen Steen Sørensen i JUR 2008.95-100: Journalisters strafansvar og ytringsfrihed - knivsagen fra Københavns Lufthavn, af Sten Schaumburg-Müller i UfR 2008 B.116-118: Straf vs. informationsfrihed, og af Jens Elo Rytter i JUR 2008.269-281: Når journalister bryder loven for at informere offentligheden.

UfR 2008.1055 ØLD: T1 og T2 udarbejdede i forbindelse med deres arbejde som journalister en artikel, som skulle belyse, at det var nemt at få udstedt legitimation med andres identitet. Herunder afgav de falsk erklæring om, at de eksisterende dokumenter var bortkommet. ØL fandt hverken grundlag for at frifinde på grund af materiel atypicitet eller tilbagetræden fra forsøg. ØL bemærkede herudover, at de tiltaltes formål med disse handlinger efter det fremkomne var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen i forbindelse med politiets udstedelse af pas og kørekort. Ved afgørelsen af, om de tiltaltes handlinger var straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, der følger af EMRK art. 10, som også omfattede en situation som den nævnte, måtte der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. LR bemærkede yderligere, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst en sådan eventuel sikkerhedsbrist, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og informationsværdi. Herefter udtalte ØL, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog de tiltalte som journalister fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. ØL fandt, at det i den forbindelse burde tillægges særlig vægt, at de tiltalte havde planlagt og udført selvstændige strafbare handlinger for at bringe de pågældende avisartikler, og at der derfor skulle tungtvejende grunde til for at anse de strafbare handlinger for straffrie. Herefter stadfæstede ØL dommen fra byretten, hvor T1 for overtrædelse af STRFL §§ 161 og 171, var idømt 20 dagbøder a 100 kr., og hvor T2 for overtrædelse af STRFL §§ 163 og 172, stk. 1 jf. § 171, og § 174 var idømt 30 dagbøder a 100 kr. Komm. af Jens Elo Rytter i JUR 2008.269-281: Når journalister bryder loven for at informere offentligheden.

UfR 2011.1285 HKK: Pressen kærede ØL's kendelse om dørlukning og navneforbud i en sag, hvor T var tiltalt for drab på sine familiemedlemmer. HR stadfæstede ØL's kendelse med henvisning til de begrundelser, der var givet i ØL. Med hensyn til navneforbuddet gik begrundelserne på, at sigtelsen angik en familietragedie, at T var en person helt ukendt i den brede offentlighed, at navneforbuddet var nedlagt på et indledende stadium i sagen. Det gjorde ingen forskel, at T's identitet muligt var afsløret forinden af visse medier og på internettet. Med hensyn til dørlukning henvistes til, at retsmødet havde til formål at opnå forklaring fra T, at T ikke ønskede at udtale sig i pressens tilstedeværelse, at T var psykisk uligevægtig, og at det havde været svært at opnå kommunikation med T. EMRK art. 10 kunne ikke medføre andet resultat.

UfR 2012.2328 HD: T1 og T2 var sigtet for overtrædelse af STRFL § 264 a, ved uberettiget at have fotograferet og optaget video af F, som befandt sig på et ikke-frit tilgængeligt sted. T1 og T2, hhv. journalist og fotograf, udgav sig for at være interesserede købere i en af F's hundehvalpe, og det var som led i deres arbejde på et tv-program, at den skjulte kamerasession fandt sted. Programtemaet var blevet valgt på baggrund af en henvendelse fra Dyrenes Beskyttelse, D, da foreningen havde oplyst, at det havde været vanskeligt at få politiet til at interessere sig for sagen. Retten i Herning fandt, at der ved bedømmelsen skulle foretages en afvejning af hensynet til pressefrihed over for hensynet til privatlivets fred. Menneskerettighedsdomstolen lagde vægt på, at pressen havde en vigtig funktion ved at formidle information, der havde stor offentlig interesse som 'offentlighedens vagthund', jf. også EMRK art. 10. BR fandt, at afvejningen af hensynene førte til, at hensynet til ytringsfriheden måtte tillægges en sådan vægt, at optagelserne, grundet deres samfundsmæssige relevans, måtte anses for at være berettigede. BR lagde desuden vægt på, at krænkelsen af F var forholdsvis begrænset, samt at F havde fået mulighed for at kommentere på optagelserne. I VL blev T1 og T2 idømt 10 dagbøder à 1.000 kr., for overtrædelse af STRFL § 264a, idet VL lagde vægt på krænkelsens karakter og grovhed, samt de personlige konsekvenser F fik. HR frifandt imidlertid T1 og T2, og stadfæstede dermed BR's dom, også under hensyn til, at flertallet ikke fandt, at der var grundlag for at tilsidesætte den journalistiske vurdering af, at den ulovlige handel ikke ville kunne afsløres uden skjult kamera, idet det bemærkedes, at tidligere anmeldelser fra bl.a. D ikke havde fået politiet til at reagere. (3-2)

UfR 2013.1920 ØLD: T1 og T2, som var journalister, var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 174 ved, i forbindelse med produktion af et tv-program, at have fået Odense kommune til at udstede aldersbeviser til A og B, der var under 16 år, forsynet med disses fotos, men med fremmede navne. Retten i Odense og ØL kom begge frem til, at T utvivlsomt havde realiseret gerningsindholdet i STRFL § 174. Ved vurderingen af, om det emne, som de tiltalte ville belyse, havde en sådan væsentlighed, at formålet med lovovertrædelserne kunne medføre straffrihed, jf. EMRK art. 10, tiltrådte ØL BR's udtalelse om, at emnet nok var af samfundsmæssig interesse, men ikke i så høj grad, at lovovertrædelserne kunne anses for straffri. ØL tilføjede, at de tiltalte havde fået flere personer under 18 år til at medvirke til lovovertrædelserne. T1 og T2 blev herefter idømt henholdsvis 10 og 20 dagbøder af 100 kr. Der blev ved strafudmålingen for begge de tiltalte i formildende retning lagt vægt på de tiltaltes formål med lovovertrædelserne og på, at de tiltalte sikrede sig, at der ikke skete et videre misbrug af de omhandlede aldersbeviser.

UfR 2014.729 ØLD: Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, L, lagde ved Retten i Roskilde sag an mod D, der var direktør i Danmarks Naturfredningsforening, N, med påstand om, at D's udsagn i et interview vedr. lukkede drikkeboringer som følge af landbrugets sprøjtegifte var injurierende. L ønskede, at D skulle anerkende, at udsagnet var uberettiget. BR frifandt D, og ØL stadfæstede BR's dom, idet D's udsagn byggede på skøn foretaget af DANVA, der var de almene vandværkers interesseorganisation, og D var derfor berettiget til uden selvstændig undersøgelse at anse det faktuelle grundlag for pålideligt. Endvidere fandt ØL bl.a., at der skulle foreligge tungtvejende grunde til at foretage indgreb i ytringsfriheden vedr. emner af almen interesse, der vedrørte den offentlige debat i et demokratisk samfund, og således andre ikke blev afskrækket fra at deltage i debatten. Endvidere nød miljøorganisationer en vidtgående ret til ytringsfrihed, idet en miljøorganisation som N fungerede som "offentlighedens vagthund", jf. EMRK art. 10. L fandtes desuden at have den fornødne retlige interesse i anerkendelsessøgsmålet og at have både partsevne og søgsmålskompetence, jf. RPL § 255.

UfR 2014.1540 HD: Selskabet ROJ TV A/S, R, var af ØL fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 114 e, jf. § 306, ved at have fremmet PKK's terrorvirksomhed gennem tv-udsendelser i en periode på over 4 år, og idømt 50 dagbøder a 100.000 kr. Sagen for HR angik, om R kunne frakendes retten til at udsende tv på baggrund af en registrering hos Radio- og tv-nævnet, og om dette stred mod EMRK art. 10 om ytringsfrihed. HR fastslog, at bestemmelserne i STRFL § 79, jf. § 78 om rettighedsfrakendelse også fandt anvendelse på juridiske personer, og at der i den konkrete sag var grundlag for at frakende R retten til at udsende tv. Retten til ytringsfrihed som beskyttet af EMRK art. 10 kunne ikke føre til et andet resultat. (5-2)

UfR 2018.629 ØLD: T blev dømt for overtrædelse af et navneforbud, da T 10 gange på sin Facebookprofil havde gengivet S' navn i strid med navneforbuddet. EMRK art. 10 kunne ikke føre til straffrihed, selvom en række netmedier m.fl. havde handlet i strid med navneforbuddet

T var tiltalt for overtrædelse af RPL § 32 b, stk. 2, jf. § 31, stk. 1, ved i perioden 16.01.2016 til 18.05.2016 via sin profil på Facebook 10 gange at have gengivet navnet på S i strid med et nedlagt navneforbud, hvoraf 2 af gangene var sket efter, at T var blevet sigtet for overtrædelsen af navneforbuddet. Retten på Frederiksberg fandt, at det ikke ville være i strid med EMRK art. 10 at straffe T for overtrædelsen af navneforbuddet, selvom S’ navn var tilgængeligt på internettet, og fandt herefter T skyldig i overtrædelsen af navneforbuddet og fastsatte straffen til en bøde på 25.000 kr., jf. RPL § 32 b, stk. 2, jf. § 31, stk. 1. ØL fandt ikke grundlag for at antage, at navneforbuddet ikke havde været begrundet i hensyn som nævnt i RPL § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3. Begrænsningen af T’s ytringsfrihed havde ikke været nødvendig for at varetage hensyn som nævnt i EMRK art. 10, stk. 2. Da T ikke havde opnået adgang til straffrit at krænke navneforbuddet i medfør af EMRK art. 10, da en række netmedier m.fl. havde handlet i strid med navneforbuddet, og da T ikke befandt sig i uegentlig retsvildfarelse, stadfæstede ØL derfor BR’s dom.

UfR 2019.336 VLD: Fotojournalist frifundet for ikke at efterkomme politiets påbud om, at alle journalister skulle forlade motorvejen, da 300 migranter i september 2015 bevægede sig ad denne, da hensynet til nyhedsformidlingen skulle tillægges betydelig vægt, hvorfor påbuddet var ulovligt

T var tiltalt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 4, stk. 2 ved d. 09.09.2015 at have undladt at efterkomme politiets, P’s, påbud om som journalist at forlade motorvejen. T var til stede som fotojournalist, da 300 migranter, M, uden tilladelse bevægede sig ad motorvejen. Efter nogle timer gav P alle journalister påbud om at forlade motorvejen, idet det var P’s opfattelse, at journalisternes tilstedeværelse opildnede M til at fortsætte deres færd på motorvejen. Der var på dette tidspunkt stort pres på det sekundære vejnet, hvor der var sket flere færdselsuheld. T forlod sammen med de øvrige journalister motorvejen, men T bevægede sig efterfølgende ned på motorvejen igen. T erkendte de faktiske omstændigheder, men nægtede sig skyldig under hensyntagen til EMRK art. 10. Retten i Sønderborg fandt, at selvom P’s påbud var tilstrækkeligt begrundet og givet med rette, måtte der foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen og den krænkelse, der var begået ved, at T nægtede at efterkomme P’s påbud, hvorfor T blev frifundet. VL fandt, at M’s færd på motorvejen var en ekstraordinær situation, der var egnet til at forstyrre den offentlige orden. Det måtte som udgangspunkt overlades til P at skønne over, hvad der var nødvendigt og hensigtsmæssigt for at håndtere en sådan situation. Beskyttelsen af ytringsfriheden i EMRK art. 10 omfattede også friheden til at modtage information og måtte derfor indgå i bedømmelsen af påbuddets lovlighed. Efter EMRK art. 10, stk. 2 var det afgørende for påbuddets lovlighed, om dette var nødvendigt for at forebygge uorden eller forbrydelse. Det måtte tillægges betydelig vægt, om påbuddet afskar eller væsentligt begrænsede mediernes adgang til at dække situationen. Hensynet til nyhedsformidling var særlig vægtigt, når der som her var tale om en ganske ekstraordinær situation af stor samfundsmæssig interesse. Det forhold, at M blev opildnet af pressens tilstedeværelse, kunne ikke ændre på, at hensynet til nyhedsformidling skulle tillægges betydelig vægt. Det var ikke godtgjort, at det var nødvendigt for at forebygge forstyrrelse af den offentlige orden at påbyde journalisterne at forlade motorvejen, hvorfor påbuddet var ulovligt, og ØL stadfæstede derfor BR’s afgørelse.

UfR 2021.1 HD: En fotojournalist kunne straffes efter beredskabslovens § 41, stk. 2 for at være i vejen for redningsmandskab, selvom der ikke var opsat en afspærring med afspærringsbånd, da indgrebet i hans ytringsfrihed efter EMRK art. 10 var berettiget og proportionalt

En fotojournalist, T, havde rapporteret og taget fotos fra et ulykkessted. T blev ved ØL fundet skyldig i at have opholdt sig på et område inden for den afspærring, som var etableret på ulykkesstedet, og i at have været i vejen for redningsmandskabet og undladt at efterkomme opfordringer til at flytte sig. For HR angik sagen navnlig, om ØL havde anvendt beredskabslovens § 41, stk. 2, urigtigt ved domfældelsen, og om domfældelse for overtrædelse af § 41, stk. 2, var i strid med T’s ret til ytringsfrihed efter EMRK art. 10.

HR fastslog bl.a., at det efter beredskabslovens § 41, stk. 2, ikke var en betingelse for, at et område kunne anses for afspærret, at der var opsat afspærringsbånd eller anden tilsvarende afmærkning. Afspærring kunne f.eks. ske ved at lade redningskøretøjer med blå blink markere det område, hvor det ikke var tilladt at opholde sig i forbindelse med en redningsindsats, som det var tilfældet i sagen. De begrænsninger, T som fotojournalist var undergivet i forbindelse med sin dækning af ulykken, indebar et indgreb i hans ret til ytringsfrihed efter EMRK art. 10, stk. 1. Indgrebet havde imidlertid hjemmel i lov og havde et legitimt formål. Indgrebet var også proportionalt. HR lagde vægt på, at ØL efter bevisførelsen havde lagt til grund, at T på skadestedet var i vejen for redningsmandskabet, der var i færd med at forsøge at redde den tilskadekomnes liv, og at der ikke var oplyst om omstændigheder, som gjorde, at T ikke kunne udføre sit arbejde som fotojournalist fra placeringer uden for det afspærrede område. HR tiltrådte på denne baggrund, at T var fundet skyldig i overtrædelse af beredskabslovens § 41, stk. 2, sådan som denne bestemmelse må forstås i lyset af EMRK art. 10. HR tiltrådte, at T var straffet med en bøde på 3.000 kr., og at der ikke var grundlag for at lade bøden bortfalde.

UfR 2021.4159 ØLD: To journalister var skyldige i overtrædelse af STRFL § 174 ved ifm. research af en potentiel sikkerhedsbrist at have anvendt hinandens NemID til bestilling af p-piller på virksomheds hjemmeside, og der kunne ikke ske strafbortfald, da researchen ikke var begrundet i en konkret mistanke om sikkerhedsbrist

To journalister, T1-T2, var ved at skrive en nyhedshistorie om en virksomhed, A. De ville i den forbindelse undersøge, om virksomheden havde en sikkerhedsbrist, så de aftalte, at T1 oprettede en profil på A’s hjemmeside, hvorefter T1 anvendte T2’s NemID til at bestille p-piller, som T2 havde recept på. Det viste sig, at A ikke havde nogen sikkerhedsbrist, og sagen blev meldt til politiet.
    KBR fandt, at NemID var et dokument, jf. STRFL § 171, stk. 2. T1-T2 havde dermed overtrådt STRFL § 174 om brug af andres ægte dokumenter. Den journalistiske historie kunne have været researchet på lovlig vis, hvorfor hverken STRFL § 83 eller EMRK art. 10 kunne føre til strafbortfald. T1-T2 blev hver især idømt 10 dagbøder af 100 kr.
    ØL fandt, at STRFL § 171, stk. 2 var opdateret til den teknologiske udvikling. Bestemmelsen havde et tilsigtet bredt anvendelsesområde, og NemID var omfattet heraf. Formålet med STRFL § 174 var at beskytte tilliden til de omhandlede dokumenter, hvilket vejede tungt. Da der ikke var noget konkret tip om sikkerhedsbrist hos A, og spørgsmålet ikke var forsøgt bevist på anden vis, kunne hverken STRFL § 83 eller EMRK art. 10 føre til strafbortfald. ØL stadfæstede.

EMRK Artikel 11: Forsamlings- og foreningsfrihed

EMD 11.1.2006: Morten Sørensen, der blev afskediget fra sit feriejob hos et supermarked, da han nægtede at melde sig ind i daværende SID, lagde sag an mod FDB Distributionen under henvisning til, at den danske Lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold var i modstrid med Konventionens artikel 11, i det den tillod en arbejdsgiver at kræve medlemskab af en bestemt organisation som betingelse for ansættelsen. Både Landsretten og Højesteret var uenige i dette synspunkt, hvorefter spørgsmålet blev indbragt for EMD. Samtidig indbragte Ove Rasmussen en tilsvarende sag for EMD. Rasmussen blev efter en periode med arbejdsløshed tilbudt ansættelse i Gartneriet i Regnmark I/S på den betingelse, at han først meldte sig ind i SID, eftersom arbejdsgiveren havde indgået en eksklusivaftale med denne fagforening. EMD - med 12 af 17 stemmer - fandt, at Danmark ikke havde beskyttet klagernes negative foreningsfrihed og at det forhold, at begge klagere var tvunget til at være medlem af en bestemt fagforening, var i strid med EMRK artikel 11 Morten Sørensen og Ove Rasmussen fik derfor tilkendt en godtgørelse på henholdsvis kr. 266.000 og kr. 281.000.

UfR 2010.2386 HD: En kolonihaveforening, K, fik i 1957 overdraget en ejendom fra staten. Det fremgik af skødet, at K skulle være medlem af Kolonihaveforbundet, F, så længe arealet anvendtes til kolonihaver, og K eksisterede. I 2006 ønskede K at melde sig ud af F for at undgå at skulle overholde F's vurderingsregler ifm. med salg af havehusene. F afviste at meddele samtykke til udmeldelsen. K anlagde herefter sag mod F for at få F til at anerkende, at K lovligt havde udmeldt sig. For HR anførte K navnlig, at F ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning (forbud mod usaglig forskelsbehandling). Ved afslaget havde F endvidere krænket den negative foreningsfrihed (forbud mod pligtmæssigt medlemskab af visse foreninger), jf. EMRK art. 11. Under henvisning til vedtægterne for F og den tinglyste skødebestemmelse udtalte HR, at K ikke kunne melde sig ud af F uden samtykke fra F. HR fandt det ikke godtgjort, at F ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning, ligesom EMRK art. 11 ikke kunne føre til et andet resultat.

UfR 2011.673 VLD: Boligretten i Århus skulle i sagen træffe afgørelse om, hvorvidt Århus Kommune, K, ved to beslutninger om byfornyelse havde tilsidesat en ejers rettigheder med den følge, at beslutningerne var ugyldige overfor ejeren, A. VL afsagde herefter dom, om at Byfornyelseslovens § 39, stk. 1, gav en kommunalbestyrelse adgang til at træffe beslutning om etablering af fælles friarealer i boligkarréer, når det var nødvendigt for at tilvejebringe tilfredsstillende opholdsarealer, samt at sikre vedligeholdelse og drift af disse arealer. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som K foretog i forbindelse med beslutningerne om behovet for gårdforbedring i de to karréer, hvorfor A's påstande om, at afgørelsen var i strid med EMRK artikel 11 om forsamlings- og foreningsfrihed eller GRL § 73 ikke blev taget til følge.

UfR 2015.3210 HD: Forskelsbehandling af ansattes udbetaling af sygeløn som følge af foreningsfællesskab var lovlig.

A og B, som ikke var medlemmer af en overenskomstbærende fagforening, fik under sygefravær alene sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge, mens ansatte, der var medlemmer af en overenskomstbærende fagforening, fik sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge med tillæg af supplerende sygehjælp. HR lagde bl.a. vægt på at forskelsbehandlingen ikke indebar, at A og B blev tvunget til at melde sig ind i en overenskomstbærende fagforening. Endvidere lagde HR vægt på, at EMD havde fastslået, at EMRK art. 11 ikke kun omfattede en positiv ret til at tilslutte sig en forening, men også en ret til ikke, at tilslutte sig eller udmelde sig af en forening. HR fastslog, at denne forskelsbehandling på grund af foreningsmedlemskab ikke var i strid med Foreningsfrihedsloven eller EMRK art. 11.

EMRK Artikel 12: retten til indgåelse af ægteskab

TFA 2013.543 FS: Ankestyrelsens Familieretsafdeling afslog at ændre en kommunes afslag på dispensation fra ægteskabsbetingelsen i ÆL § 11 a, stk. 2, om lovligt ophold i landet til en udenlandsk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse. Manden var kommet til Danmark to år forinden. Han ville indgå ægteskab med en kvinde, som han havde kendt gennem ca. 1 år og aktuelt boede sammen med. Hverken kommunen eller Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at dispensere fra kravet om lovligt ophold. Såvel den konkrete afgørelse som administrationen af ÆL § 11 a vurderedes i overensstemmelse med Danmarks konventionsmæssige forpligtelser på området, herunder EMRK art. 12

EMRK artikel 14: Forbud mod diskriminering

Mikele Schultz-Knudsen og Rubya Mehdi i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2019 p. 13-20: Islamisk ret og minoritetsbeskyttelse: Molla Sali v. Grækenland

Ditte Kirsten-Borg i RETTID 2023 Afhandling nr. 12: “Ukrainerloven” i relation til EMRK art. 14, sammenholdt med art. 3 og art. 8

UfR 2002.1789 HD: Kravet i lov om taxikørsel fra 1997 om dansk indfødsret som betingelse for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var ikke i strid med EMRK art. 14 eller FN's konvention om racediskrimination. Komm. af Jonas Christoffersen i UfR 2002 B.407-412: Højesterets prøvelse af folkeretlige diskriminationsforbud og af Ole Spiermann i UfR 2002 B.412-421: Tilbageholdenhed i anvendelsen af internationale menneskerettighedskonventioner.

UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3, efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)

UfR 2008.342 HD: En far F, der tilhørte den katolske kirke, fandt det uberettiget, at han skulle anmelde fødslen af sin datter til ministerialbogen i folkekirken. Endvidere fandt han det uberettiget, at staten ydede tilskud til folkekirken, hvorved alle skatteydere, uanset trosretning, bidrog til finansiering af forkyndelse i folkekirken. F anførte bl.a., at den danske fødselsregistrering og statstilskuddet til folkekirken krænkede reglerne i EMRK om religionsfrihed og retten til respekt for privatliv og familieliv. Om fødselsregistreringen udtalte HR, at ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, varetog denne opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen var en forvaltningsopgave, som udførtes på almindeligt offentligretligt grundlag, og den var uden religiøst indhold. Fødselsanmeldelsesordningen berørte således hverken retten til religionsfrihed efter EMRK artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 og indebar heller ikke en krænkelse af forbuddet mod diskrimination i artikel 14 sammenholdt med artiklerne 8 og 9. Om statstilskuddet til folkekirken udtalte HR, at F som ikke-medlem af folkekirken ikke betalte kirkeskat, men han bidrog gennem sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. HR fandt herefter, at F's ret til religionsfrihed efter artikel 9, stk. 1, ikke blev berørt af, at han på denne måde indirekte var med til at finansiere folkekirken. Hertil kom, at en del af folkekirkens udgifter vedrørte varetagelse af ikke-religiøse samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen.

UfR 2012.1629 HD (TFA 2012.257/1 HD, SKM2012.105 HD, SKM2010.167 ØLD, SKM2009.256 BRD): Samliv i 10 år. K modtog 6 måneder efter samlivsophævelsen d. 22.04.2003 et kontantbeløb fra M på 6 mio. kr. og fik eftergivet et gældsbrev på 263.783 kr. Byretten i Lyngby fandt, at det eftergivne gældsbrev var uden realitet, hvorfor hun ikke skulle gavebeskattes af det eftergivne beløb. Da K ikke havde godtgjort, at hun havde et retskrav mod M på betaling af et kompensationsbeløb, fandt byretten, at kontantbeløbet på 6 mio. kr. var en indkomstskattepligtig gave. ØL tiltrådte, at K ikke havde godtgjort eksistensen af et kompensationskrav og beløbet på 6 mio. kr. måtte derfor anses for en gave. K havde heller ikke godtgjort, at M forud for ophævelsen af samlivet havde afgivet et gaveløfte over for K. ØL fandt således, at gaven var givet på et tidspunkt, hvor parterne ikke længere havde fælles bopæl og tiltrådte derfor, at gaven var omfattet af SL § 4, litra c og ikke af undtagelsen i lovens § 5, litra b og derfor indkomstskattepligtig. HR stadfæstede og bemærkede, at EMRK art. 14 sammenholdt med art. 8 eller art. 1 i tillægsprotokol 1 ikke er til hinder for, at ugifte samlevende i økonomisk henseende behandles anderledes end ægtefæller ved samlivets ophør, herunder skattemæssigt, jf. herved bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29.04. 2008 i sagen Burden mod UK og dom af 02.11.2010 i sagen Serife Yigit mod Tyrkiet. Byretsdommen er komm. af Ole Bjørn i SR-Skat 2009.142-145: Gaver mellem tidligere samlevende - indkomstbeskatning eller gaveafgift?

UfR 2017.1228 HD: Myndighedernes afgørelser om ophold i Center Sandholm og om daglig meldepligt indebar efter 3 år og 11 måneder et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed.

Sagen angik en udlænding, U, der ved HR's dom i 2005 blev straffet med fængsel i 8 år for grov narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingemyndighederne traf i 2009, da han blev prøveløsladt, afgørelse om, at U ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse hermed blev han pålagt daglig melde- og opholdspligt i Center Sandholm. C, HR skulle tage stilling til, i hvilket omfang U kunne straffes for overtrædelse af påbud om opholds- og daglig meldepligt i C i perioden februar 2010 til februar 2015. HR skulle i den forbindelse tage stilling til, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i EMRK's Tillægsprotokol 4, og i hans ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, og om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14. Udlændingestyrelsen, S, havde løbende vurderet, om fortsat ophold i C måtte anses for proportionalt, og havde i den periode, tiltalen angik, bl.a. truffet afgørelse herom. HR flertal udtalte bl.a., at da S traf afgørelse, havde opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder. S havde på det tidspunkt et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at U ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. U's pligt til at tage ophold i C fra d. 09.10.2013 udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. S' afgørelse af 09.10.2013 om fortsat ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt i C ugyldig fra dette tidspunkt. U blev derfor straffet for overtrædelse af opholds- og meldepligten i perioden frem til d. 09.10.2013, og han blev frifundet for overtrædelser, der lå efter denne dato. Straffen blev nedsat til fængsel i 30 dage. ØL var delvist nået til et andet resultat. (4-1)

UfR 2018.688 HD: Det var ikke i strid med EMRK, at en mand fra Syrien, der havde fået midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, skulle vente 3 år på at få familiesammenføring med sin ægtefælle

Sagen angik prøvelse af Udlændingenævnets, N’s, afgørelse, hvorefter A og B, der var ægtefæller, havde fået afslag på familiesammenføring i Danmark. A havde ophold i Danmark efter UDL’s regler om midlertidig beskyttelse begrundet i de generelle forhold i hjemlandet, mens B fortsat var i Syrien. Afgørelsen var begrundet med, at A ikke havde haft opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, hvilket var et krav efter UDL, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, at der kunne gives opholdstilladelse efter undtagelsesbestemmelsen i UDL § 9 c, stk. 1. A havde anført bl.a., at afgørelsen var i strid med retten til familieliv i EMRK art. 8. HR fandt – navnlig med henvisning til forarbejderne til UDL – at begrænsningen i adgangen til familiesammenføring var begrundet i hensyn, der kunne varetages efter EMRK art. 8. Selvom afslaget på familiesammenføring reelt indebar, at A var forhindret i at leve sammen med B, var hindringen alene midlertidig. A kunne således vende tilbage til Syrien ved en forbedring af de generelle forhold i landet, og hvis en sådan forbedring ikke skete, ville han som udgangspunkt efter tre år have ret til familiesammenføring med B. Kravet om, at A som udgangspunkt skulle have haft opholdstilladelse i Danmark i tre år, før han kunne få familiesammenføring med B, lå inden for den skønsmargin, der tilkom staten ved afvejningen af hensynet til hans familieliv over for hensynet til de samfundsmæssige interesser, som kunne varetages efter EMRK art. 8. N’s afgørelse var således ikke i strid med art. 8. Afgørelsen var heller ikke var i strid med forbuddet mod diskrimination i EMRK art. 14. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2020.3389 HKK: En forvaringsdømts rettigheder efter EMRK var blevet krænket, da prøvelse af forvaringens lovlighed tog seks år, bl.a. da der verserede en sag om overførsel til Rumænien, men der var ikke grundlag for at ophæve forvaringen

T blev i 2009 idømt forvaring for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder. Retten i Aarhus fandt i august 2014, at forvaringsforanstaltningen ikke skulle ophæves. VL stadfæstede denne afgørelse i april 2019. HR fandt, at sagsbehandlingstiden, som nu var på mere end seks år, klart var uforenelig med T’s ret til en hurtig behandling af spørgsmålet om lovligheden af, at han fortsat var frihedsberøvet, og der var således sket en krænkelse af hans rettigheder efter EMRK. Af en psykiatrisk speciallægeerklæring fra oktober 2017 fremgik det bl.a., at T i mindst fire år ikke havde udvist tegn på farlighed, og at det var nødvendigt at vurdere ham under friere rammer, bl.a. i forbindelse med udgange, for at vurdere hans farlighed efter en evt. prøveudskrivning fra forvaring. Anklagemyndigheden, A, skulle efter udtalelserne i lægeerklæringen fra oktober 2017 have taget initiativ til, at der blev iværksat et forløb, der ville gøre det muligt at vurdere T’s farlighed under friere forhold. Da årsagen til, at et sådant forløb ikke var blevet iværksat, var, at T var dømt til udvisning, og at der verserede en sag om overførsel til Rumænien, var T som følge af sin nationalitet blevet stillet ringere end danske forvaringsdømte, og der var derfor sket en yderligere krænkelse af EMRK. Som følge af de lægelige udtalelser og under hensyn til grovheden af den kriminalitet, T var dømt for, var der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fortsat forvaring ikke var nødvendigt for at forebygge fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Selv om T’s rettigheder efter EMRK var blevet krænket, kunne dette på nuværende tidspunkt ikke føre til, at forvaringsforanstaltningen skulle ophæves. Det blev forudsat, at A i samarbejde med Kriminalforsorgen sikrede, at der straks blev taget initiativ til at iværksætte et forløb med ændrede afsoningsforhold, der kunne give et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere T’s farlighed. HR stadfæstede således VL’s kendelse.

UfR 2021.3576 HD (UfR 2020.788 ØLD): Afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse var ikke i strid med internationale forpligtelser, da det ikke var godtgjort, at ansøgeren ikke havde rimelig udsigt til at kunne opfylde beskæftigelseskravet på trods af sit handicap, bl.a. fordi der ikke var gjort op med muligheden for beskæftigelse gennem et fleksjob

Ved afgørelse fra Udlændingenævnet, N, fik A afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet i den dagældende UDL. Parterne var enige om, at A ikke på tidspunktet for N’s afgørelse opfyldte beskæftigelseskravet. Det var ubestridt, at A var handicappet i FN’s Handicapkonventions forstand, og spørgsmålet for HR var herefter, om N’s afslag var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i Handicapkonventionens art. 5 eller i EMRK art. 14, jf. art. 8.

HR udtalte, at det ikke ved de fremlagte lægeerklæringer var godtgjort, at A på tidspunktet for N’s afgørelse som følge af sit handicap ikke havde rimelig udsigt til at kunne opfylde beskæftigelseskravet. Der var ikke med lægeerklæringer gjort op med A’s muligheder for begrænset beskæftigelse gennem et fleksjob, som efter lovforarbejderne blev sidestillet med ordinær beskæftigelse. Hendes arbejdsevne var ikke blevet afklaret gennem et kommunalt ressourceforløb. De tidsmæssige forhold, som A havde påberåbt sig, hvis hun skulle igennem et kommunalt ressourceforløb, inden hun kunne påbegynde et eventuelt fleksjob, kunne ikke føre til, at N som følge af A’s handicap skulle se bort fra den manglende opfyldelse af beskæftigelseskravet, da N traf afgørelse. Hvis N havde set bort fra beskæftigelseskravet, ville A blive stillet bedre end en ikke-handicappet, der befandt sig i en sammenlignelig situation. N’s afslag på A’s ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse var herefter ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i FN’s Handicapkonventions art. 5 eller i EMRK art. 14, jf. art. 8. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2023.3542 HD (TFA 2023.325 HD, HD afsagt d. 25.05.2023, UfR 2023.462 ØLD, TFA 2023.79 ØLD, ØLD afsagt d. 04.01.2022): Barn født af cubansk mor havde ikke erhvervet dansk indfødsret som følge af, at sæddonoren havde dansk statsborgerskab

En cubansl kvinde fødte i 2018 A, der var blevet til ved assisteret reproduktion på en klinik i Danmark med sæd fra en åben sæddonor, der havde dansk statsborgerskab. Sagen drejede sig om fortolkningen af indfødsretslovens § 1, stk. 1, herunder om A ved fødslen havde erhvervet dansk indfødsret som følge af undfangelse ved den assisterede reproduktion. I A’s fødsels- og dåbsattest var alene moderen registreret som forælder.
    ØL fandt, at en sæddonor, der ikke kan anses som far til et barn efter BL § 28, heller ikke kan anses som far til barnet efter indfødsretslovens § 1, stk. 1. Da A ikke var stillet anderledes end andre børn, der ikke har en far i retlig forstand, var der heller ikke er grundlag for at fastslå, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse og fortolkning af indfødsretsloven var i strid med EMRK art. 14, jf. art. 8, ligesom ministeriets afgørelse ikke stred mod børnekonventionen
    HR fandt, at indfødsretsloven måtte forstås i overensstemmelse med BL’s regler om, hvem der var forældre til et barn i retlig forstand, og at det således beroede på BL’s regler, hvem der måtte anses som far til A. Efter BL’s regler ansås en sæddonor som udgangspunkt ikke som far til et barn, der var blevet til ved assisteret reproduktion med hans sæd, hvis sæden var doneret til bl.a. et vævscenter, der distribuerede sæd. Det var ubestridt, at sæddonoren ikke var far til A i BL’s forstand, og HR fandt, at sæddonoren derfor heller ikke kunne anses som far til A i indfødsretslovens forstand. Afgørelsen var ikke i strid med EMRK art. 8, da afgørelsen ikke havde umiddelbare, negative konsekvenser for A. Afgørelsen var heller ikke i strid med EMRK art. 14, da A var stillet på samme måde som andre børn født i Danmark, der ikke havde en retlig forælder med dansk statsborgerskab, og da der var en objektiv og rimelig begrundelse for, at et barns erhvervelse af dansk indfødsret beroede på, om barnet havde en retlig forælder med dansk statsborgerskab. ØL var nået til samme resultat.

EMRK artikel 41: Passende erstatning

UfR 2007.2161 HD: A og B´s søn omkom ved en ulykke på Roskilde Festival, F, d. 30.06.2000 i forbindelse med, at en gruppe på ca. 50 personer under en koncert var væltet foran en scene og på grund af pres bagfra ikke kunne rejse sig. 9 personer omkom, og et større antal person kom alvorligt til skade. A og B anlagde sag bl.a. med krav om betaling af 67.735,25 kr. for udgifter i forbindelse med død og begravelse samt godtgørelse på 70.000 kr. i medfør af EAL § 26 subsidiært EMRK art. 41. F fremsendte ved brev af 01.04.2005 en check på beløbet med tilkendegivelse af, at betalingen skete uden retlig forpligtelse. A og B returnerede i samme måned beløbet med henvisning til, at betaling ikke kunne ske uden retlig forpligtelse, og at de ikke havde bedt om kulancemæssig bistand. ØL afviste sagen f.s.v.a. erstatningskravet. For HR påstod A og B denne del af sagen ophævet og hjemvist til ØL til fortsat behandling i realiteten. F påstod stadfæstelse. HR fandt, at der ved fremsendelsen af checken var sket betaling af det krævede beløb uden forbehold. En sådan betaling til opfyldelse af et krav er ikke en gave, selv om betalingen sker uden præjudice, pr. kulance eller med en tilsvarende angivelse. Efter at betalingen var blevet returneret, havde F erklæret fortsat at ville betale beløbet, når A og B måtte ønske det. Der var således ingen tvist om betalingskravet, og den tvist, som A og B reelt søgte afklaret med deres påstand, var, om der var et ansvarsgrundlag for F. Da der ikke i forhold til A og B var oplyst andre retlige konsekvenser af at fastslå et ansvarsgrundlag for F end retten til erstatning, havde en stillingtagen til den nedlagte påstand ingen betydning for A og B`s retsstilling. Der var endvidere ikke oplyst omstændigheder, som kunne begrunde en realitetsprøvelse alene for at opnå en afgørelse om ansvarsgrundlaget uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling.

EMRK protokol 4, art. 3: Forbud mod udvisning af egne statsborgere

UfR 2024.4934 HD (HD afsagt d. 29.08.2024, UfR 2024.1956 ØLD, ØLD afsagt d. 29.01.2024, BRD afsagt d. 16.12.2022): Udenrigsministeriet skulle tilbyde moder at blive evakueret fra Roj-lejren sammen med sit danske barn, da dette ikke ville være en uforholdsmæssig stor byrde for myndighederne

A, der var 8 år og dansk statsborger, var tilbageholdt i Roj-lejren i Syrien sammen med sin mor, B. B var blevet frataget sit danske statsborgerskab pga. sin tilknytning til Islamisk Stat, ISIS. Regeringen havde besluttet at evakuere de danske børn fra de syriske lejre. De børn, der havde en moder uden dansk statsborgerskab, blev tilbudt evakuering uden moderen, men dog kun såfremt hun samtykkede til evakueringen. De øvrige danske børn i lejrene blev evakueret sammen med deres mødre. Sagen angik, om Udenrigsministeriet, M, var forpligtet til at tilbyde A evakueringsbistand sammen med sin mor.
    HR fandt, at M pga. de ekstraordinære humanitære omstændighed havde en pligt efter EMRK protokol 4, art. 3 til at sikre, at A’s indrejse i Danmark var effektiv, dog således, at der ikke herved blev pålagt M en umulig eller uforholdsmæssig stor byrde. M havde ikke foretaget en konkret vurdering af hensynet til A’s særlige sårbarhed over for hensynet til de sikkerhedsmæssige vurderinger i beslutningen om at tilbyde evakuering sammen med B. Dette var i strid med praksis fra EMD. Da A reelt ikke havde nogen mulighed for at blive evakueret til Danmark uden B, og sikkerhedsrisikoen ved B ikke adskilte sig væsentlig fra de andre mødre, fandtes det ikke at ville være en uforholdsmæssig stor byrde at tilbyde A evakueringsbistand sammen med sin mor. M skulle tilbyde A og B at blive evakueret sammen. ØL var nået til et andet resultat. (4-2)

Advokat Jørgen U. Grønborg

Oprettet 02-04-2025
Sidst ændret:02-04-2025