Ægtefælleskiftet

Der skal foreligge et fællesbo, ÆSKL § 1, stk. 1, nr. 1

TFA 2015.595 ØLK: Formue, der skulle deles efter engelsk ret, udgjorde ikke et fællesbo

M, der var engelsk statsborger, og H, der var amerikansk statsborger, blev gift i 2003, hvor M havde bopæl i England, og H havde bopæl i Danmark. I 2006 flyttede de til Danmark, og i 2013 blev de separeret i Danmark. H ønskede nu deres formue delt ved skifteretten. Der var enighed om, at deres formueordning var undergivet engelsk ret. Skifteretten i København afviste sagen, da der ikke var et fællesbo, idet der ikke findes fælleseje i engelsk ret, hvorefter retten kan omfordele ægtefællernes aktiver efter et skøn. ØL stadfæstede, jf. ÆSKL § 1, stk. 1, nr. 1.

UfR 2019.3221 HKK (TFA 2019.324/3 HKK, UfR 2018.2923 VLK, TFA 2018.247/1 VLK og FM 2018.129 VLK, VLK af 04.05.2018): Fællesbo, hvor der på henvisningstidspunktet alene var uenighed om en fast ejendom, kunne henvises til bobehandler, da der var uenighed om flere aktiver, da der blev anmodet om skifte

Skifteretten i Holstebro afviste at henvise et fællesbo, der alene bestod af en fast ejendom, til bobehandler. VL fandt, at en henvisning til bobehandler forudsætter, at der er et fællesbo at behandle, jf. overskriften til ÆSKL kap. 3. Et bo er defineret som et sameje om en flerhed af aktiver, jf. bet. nr. 1518/2010 om ægtefælleskifte m.v. p. 141. Da den hidtidige fælles bolig således ikke udgjorde et bo, tiltrådte VL, at skifteretten havde afvist at henvise sagen til en bobehandler. HR tiltrådte, at et sameje om et enkelt aktiv ikke udgør et bo, og at skifteretten derfor ikke efter § 1, stk. 1, nr. 1, ville være kompetent til at behandle en sag om deling heraf. HR fandt, at bedømmelsen af, om skifteretten har kompetence til at behandle en sag, skal foretages på tidspunktet for anmodningen om skifte. Skifteretten modtog d. 21.12.2017 anmodning fra H om bistand til skifte af sit og M's fællesbo. Skifteretten indkaldte til møde, som blev afholdt d. 19.01.2018. Skifteretten havde i den forbindelse vurderet at have kompetence til at behandle sagen. Da H den 02.02.2018 anmodede om, at sagen blev henvist til bobehandler, var ægtefællerne blevet enige om delingen af boet bortset fra deres tidligere fælles bolig. Spørgsmålet er herefter, om H har krav på,at sagen henvises til bobehandler efter ÆSKL § 17, når der alene var uenighed om et enkelt aktiv. Efter ÆSKL § 17 henviser skifteretten sagen til bobehandler, hvis en af ægtefællerne anmoder om det. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen er udtryk for lovens hovedprincip om, at al egentlig bobehandling under et skifte ved skifteretten varetages af bobehandleren. Der er ikke i loven fastsat yderligere betingelser for henvisning, end at en af ægtefællerne skal anmode om det. Selv om ægtefællernes uenighed på tidspunktet for anmodningen om henvisning til bobehandler er indskrænket til kun at angå et enkelt aktiv, er det bo, som skifteretten har under behandling, ikke afsluttet. Når skifteretten har taget et bo under behandling, mister dette således ikke sin status af at være et bo, blot fordi uenigheden efterhånden indskrænkes til at angå et enkelt aktiv – også det sidste aktiv i boet skal behandles. Sagen blev henvist til skifteretten med henblik på henvisning til bobehandler.

FM 2019.171 VLK: Bo henvist til bobehandler, selv om der nu kun var uenighed om en fast ejendom, da der ved første anmodning om skifte var uenighed om en flerhed af aktiver

H havde i 2017 anmodet om skifte af fællesbo, og skifteretten i Herning havde vejledt om muligheden for henvisning til bobehandler. H fremsatte på ny anmodning om skifte i 2019. Det eneste aktiv, der fortsat ikke var delt, var parternes faste ejendom, der var sat til salg. Der var uenighed om salgsprocessen. Skifteretten gjorde opmærksom på afgørelsen, der er refereret i U 2018.2923V. Parterne enedes herefter om at nedsætte udbudsprisen, og skifteretten sluttede sagen. VL fandt, at det bo, som skifteretten på mødet i 2017 havde behandlet, ikke kunne anses for afsluttet, idet boet ikke kunne miste sin status af bo, blot fordi uenigheden nu var indskrænket til at angå ét aktiv, jf. UfR 2019.3221 HKK. VL ophævede derfor skifterettens beslutning om at slutte sagen og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på henvisning til bobehandler.

FM 2021.94 ØLK: Et sameje bestående af to udlejningsejendomme var ikke et bo.

To ejendomme var ejet af M og H i lige sameje som særeje. Skifteretten i Nykøbing F lagde vægt på, at ejendommene – som var særskilt matrikuleret og uens behæftet - blev drevet samlet. Herefter fandt skifteretten ikke, at der var tale om et bo, hvorfor samejet ikke kunne opløses af skifteretten, jf. ÆSKL § 1, stk. 1, nr. 2. ØL stadfæstede.

FM 2022.85 VLK: Vurderingen af, om der var tale om et fællesbo, skulle foretages på baggrund af de værdier, som var på ophørsdagen, selv om værdierne frem til skifterettens behandling af sagen måtte være forsvundet.

M anmodede i 2019 om bistand til hjælp til deling af fællesboet, og der blev afholdt vejlednings- og forligsmøde i skifteretten. Efter mødet tilbagekaldte M anmodningen, og der blev ikke indledt en bobehandling. I 2021 anmodede M på ny om bistand til hjælp til deling af fællesboet. Skifteretten i Viborg afviste anmodningen, da nogle af aktiverne, der indgik i parternes fællesbo, - en Ford Mondeo og en konto med 143.754 kr. - ikke længere fandtes, og da der herefter ikke forelå en tvist om en flerhed af aktiver. VL fandt, at det kunne lægges til grund, at skifteretten på retsmødet i 2019 havde vurderet, at der forelå et fællesbo, som kunne undergives skifte efter ÆSKL § 1, og at ægtefællers krav efter en formuedeling skulle beregnes ud fra de aktiver, der var på ophørsdagen, selv om værdierne i mellemtiden måtte være forsvundet. Den omstændighed, at nogle af de aktiver, som var til stede i 2019, efter det oplyste, ikke længere var i behold, medførte herefter ikke, at der ikke længere var et fællesbo, som kunne undergives skifte. VL ophævede skifterettens kendelse, og hjemviste sagen med henblik på henvisning til bobehandler.

Skifteretten er fra d. 01.03.2012 blevet kompetent til at behandle negative boer, jf. § 1, stk. 1, nr. 1

Der er indført mulighed for at foretage et partielt skifte, jf. § 1, stk. 2.

TFA 2015.458 VLK: Ikke partielt skifte, da der var indgået bodelingsoverenskomst

M og H havde indgået en bodelingsoverenskomst, som omfattede alle fællesboets aktiver og passiver, og hvor en fast ejendom skulle sælges for 3,2 mio. kr. Der skulle være enighed om nedsættelse af prisen. Da M efter 1 års salgsperiode ikke ville gå med til en nedsættelse af prisen, begærede H partielt skifte vedr. ejendommen. Skifteretten i Viborg gav H medhold og henviste sagen til bobehandler med henblik på salg af ejendommen. VL fandt, at M og H havde indgået en endelig aftale om deling af boet. Da indsigelser mod overenskomsten skulle afgøres ved et søgsmål efter ÆSKL § 2, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 4, kunne boet ikke henvises til bobehandler med henblik på at gennemføre et salg af den faste ejendom. VL ophævede derfor skifterettens afgørelse og afviste sagen fra skifteretten.

Skifteretten skal behandle sager om enkelttvister, herunder sager om pensionskompensation, uanset om parterne er enige herom, jf. § 2, stk. 1

TFA 2021.184 VLK: Skifteretten i Sønderborg afviste en anmodning om et ægtefælleskifte efter ÆFL § 1, da skifteretten ikke var rette værneting for en tvist om, hvorvidt en Suzuki Ignis, købt af M, var solgt til H’s bror i Afrika. Endvidere kunne skifteretten ikke under et skifte i medfør af ÆFL § 1 tage M’s påstand om, at H hæftede for M’s gæld til Nordea, under påkendelse. VL stadfæstede.

Hvis ugifte samlevende har et bo, der behandles ved skifteretten, skal en tvist om et kompensationskrav behandles af skifteretten, jf. § 2, stk. 1. Hvis de ugifte samlevende skifter privat eller ikke har et bo, skal kompensationskrav behandles ved de almindelige domstole

Skifteretten skal behandle sager om kompensationskrav efter ÆFL §§ 41 og 42, jf. § 2, stk. 2. Disse krav er fra d. 01.03.2012 ikke længere et vilkår, der skal afgøres som led i selve separationen eller skilsmissen. Der skal søges om fri proces i Civilstyrelsen og der skal betales almindelig retsafgift.

Skifteretten skal behandle sager mellem ægtefæller om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællers bodelingsaftaler, jf. § 2, stk. 2. Det gælder, uanset om aftalen er indgået før eller efter separation eller skilsmisse, og hvad enten der henvises til ÆL § 58 eller til AFTL kap. 3, herunder § 36.

Skifteretten skal behandle sager mellem ægtefæller om ægtepagters og særejebestemmelsers gyldighed, jf. § 2, stk. 2.

Omfatter ægtefællers aftaler, jf. § 2, stk. 2, nr. 2, også andet end bodelingen, (blandede aftaler) kan skifteretten henvise sagen til de almindelige domstole, jf. § 2, stk. 3.

TFA 2001.561 VLK: Skifteretten i Randers tog i 2010 M og H's fællesbo under off. skiftebehandling. Under skiftet påstod M, at en ægtepagt om deling af pensioner var ugyldig, blandt andet fordi han havde været ude af stand til at handle fornuftsmæssigt. Skifteretten fandt ikke at have saglig kompetence og henviste tvisten til vedkommende civilret. VL bemærkede, at spørgsmål om en ægtepagts gyldighed hører under skifterettens kompetence i en situation som den foreliggende, hvor spørgsmålet var opstået, efter at der var indledt offentligt skifte. VL ophævede derfor kendelsen og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten.

Skifteretten kan ikke afvise en anmodning om deling af fællesbo under henvisning til lov og ærbarhed

TFA 2021.295 ØLK: Skifteretten kunne ikke afvise en anmodning om deling af fællesbo under henvisning til, at behandlingen af sagen stred mod lov og ærbarhed

M og H var uenige om, hvorvidt deres fællesbo blev delt i forbindelse med en separation i 1999, herunder om deres samliv reelt ophørte i forbindelse med separationen. Da en stillingtagen til, om parternes separation var bortfaldet, og der i forbindelse med parternes skilsmisse skulle ske bodeling, ville indebære stillingtagen til flere proformadispositioner, herunder med henblik på at undgå kreditorforfølgning og for at opnå ret til lejelejligheder, man ikke var berettiget til at få, havde Skifteretten på Frederiksberg afvist sagen under henvisning til, at behandlingen af sagen stred mod lov og ærbarhed, jf. DL 5-1-2. ØL ophævede skifterettens kendelse og hjemviste sagen til skifterettens afgørelse af, hvorvidt skifteretten var kompetent til at behandle sagen. ØL fandt, at skifteretten ikke kunne afvise at tage stilling til, hvorvidt skifteretten var kompetent til at behandle en sådan anmodning, uanset at parterne havde påberåbt sig forskellige dispositioner, som kunne have karakter af at være proformadispositioner. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 42.

Loven gælder ikke for skifte af dødsboer eller skifte af en længstlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo, mens denne lever, jf. ÆSKL § 3

UfR 2015.3036 VLK (TFA 2015.528/1 VLK, FM 2015.183 VLK): Bobehandling om opløsning af aktiver i samejer skulle afsluttes, da M døde.

K og M havde været samlevende, og der var indledt offentligt skifte vedrørende parternes samejeaktiver, jf. ÆSKL § 1, stk. 1, nr. 3. Sagen var henvist til en bobehandler. Under sagens behandling afgik M ved døden. K gjorde herefter gældende, at bobehandlingen skulle fortsætte med boet efter M som part. Skifteretten i Randers anførte, at det fremgår af ÆSKL § 3, at loven ikke gælder for skifte af dødsboer. Skifteretten anførte herefter, at uanset at samejet var taget under bobehandling før dødsfaldet, og uanset at dette skifte ikke var færdiggjort, finder ægtefælleskifteloven ikke anvendelse ved et skifte, hvor den ene part er død. Skifte i disse tilfælde er omfattet af DSL § 1. Bobehandlingen vedrørende det offentlige skifte af samejeaktiver mellem R og S skulle derfor afsluttes. VL stadfæstede.

International kompetence

Der er i ÆSKL §§ 4 og 5 indført nye regler om skifterettens internationale kompetence. Justitsministerens adgang til at henvise et bo til behandling ved en dansk skifteret, hvis mindst een af ægtefællerne har tilknytning til Danmark, jf. FSKL § 64 a, stk.2, er ophævet. Skifteretten skal nu selv vurdere, om retten har international kompetence.

Ifølge ÆSKL § 4, stk. 1 kan anmodning om skifte indgives til en dansk skifteret, hvis en af parterne har bopæl i Danmark. Det er nyt at skifteretten obligatorisk har international kompetence, når blot en af parterne har bopæl i Danmark. Efter de gamle regler havde skifteretten kun obligatorisk international kompetence, hvis den part, mod hvem anmodningen om skifte er rettet, havde bopæl i Danmark, eller hvis den part, der anmodede om skifte, havde bopæl i Danmark i den retskreds, hvor parterne senest havde haft fælles bopæl. I andre tilfælde var der kun international kompetence i Danmark, hvis justitsministeren bestemte det.

Med bopæl forstås processuel bopæl, jf. RPL § 235, stk. 2, dvs. den pågældendes varige hjem for sig selv og sin eventuelle husstand, hvor den pågældendes ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor den pågældende opholder sig, når ikke særlige grunde – f.eks. ferie, studie- eller forretningsrejser, sygdom eller strafafsoning – medfører midlertidigt ophold et andet sted.

Det kræves således ikke, at den pågældende har domicil i Danmark i internationalprivatretlig forstand.

På den anden side er midlertidigt ophold i Danmark, f.eks. i studieøjemed, ikke tilstrækkeligt, når den pågældende har bevaret sin bopæl i udlandet.

Hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, men mindst en af dem har tilknytning til Danmark, kan parterne, når tvisten er opstået, aftale, at en anmodning om skifte kan indgives her i landet, jf. ÆSKL § 4, stk. 2. Justitsministeren havde efter de gamle regler også mulighed for i sådanne tilfælde at henvise sagen til behandling ved en dansk skifteret. Parterne har nu fået en direkte adgang til, når tvisten er opstået, at aftale, at anmodning om skifte kan indgives her i landet, og spørgsmålet vil ikke længere skulle forelægges for Justitsministeriet.

Modsætningsvis kan parterne ikke med retsvirkning indgå aftale om værneting i Danmark, før tvisten er opstået.

Det er en betingelse, at mindst en af parterne har tilknytning til Danmark. Tilknytningen til Danmark kan f.eks. bestå i en parts danske statsborgerskab, at retsforholdet mellem parterne (f.eks. formueforholdet mellem ægtefæller) er underlagt dansk ret, eller at der er betydelige aktiver i Danmark.

ÆSKL § 4, stk. 2 giver ikke parterne mulighed for – heller ikke når tvisten er opstået – at aftale, at danske domstole ikke skal have kompetence til at behandle en anmodning om skifte. Hvis der er indgivet anmodning om skifte i udlandet på grundlag af en aftale mellem parterne om kompetence i det pågældende land, vil almindelige processuelle principper om litispendens dog efter omstændighederne kunne være til hinder for skiftebehandling her i landet.

I ÆSKL § 4, stk. 3 er indført en særlig regel om danske skifteretters internationale kompetence i sager om skifte efter § 1, stk. 1, nr. 4, af en sammenslutnings bo. Reglerne i stk. 1 og 2 om international kompetence i Danmark på grundlag af henholdsvis en parts bopæl og parternes aftale finder ikke anvendelse på skifte af sådanne boer.

ÆSKL § 4, stk. 3 angår kun skifte af en sammenslutnings bo. Ved en sammenslutning forstås f.eks. et interessentskab. En sammenslutning skal ses i modsætning til tilfælde, hvor der blot består et sameje om flere aktiver, og den internationale kompetence ved skifte af et sameje om flere aktiver reguleres af stk. 1 og 2.

Anmodning om skifte af en sammenslutnings bo kan indgives til en dansk skifteret, hvis sammenslutningen har hjemting her.

Det fremgår af RPL § 238, stk. 1, at en sammenslutning har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, dvs. det faktiske hovedsæde, hvorfra sammenslutningen ledes. Det fremgår videre, at en sammenslutning, der ikke har noget hovedkontor, har hjemting i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.

En anmodning om opløsning af en sammenslutning kan således for det første indbringes for en dansk skifteret, hvis sammenslutningens faktiske hovedsæde er i Danmark. En sådan anmodning kan endvidere indbringes for en dansk skifteret, hvis sammenslutningen ikke har noget hovedkontor noget sted i verden og mindst ét medlem af sammenslutningens bestyrelse eller direktion har bopæl i Danmark.

Ifølge ÆSKL § 4, stk. 4 kan en anmodning om skifte af den del af et bo, der befinder sig her i landet, indgives til en dansk skifteret, hvis de pågældende aktiver ikke inddrages under en bobehandling i udlandet. Justitsministeren havde efter de gamle regler mulighed for i sådanne tilfælde at henvise sagen til behandling ved en dansk skifteret. Nu har parterne fået en direkte adgang til under de angivne betingelser at indgive anmodning om skifte her i landet, og spørgsmålet vil ikke længere skulle forelægges for Justitsministeriet. Det vil i givet fald påhvile den, der anmoder om skifte i Danmark, at sandsynliggøre, at aktiverne ikke vil blive inddraget under en bobehandling i udlandet.

TFA 2020.63/2 ØLK: Skifteretten havde for tiden ikke international kompetence til at behandle M's anmodning om skifte.

H anmodede d. 01.05.2018 om skilsmisse ved skifte- og familieretten i Massachusett, USA. M indgav d. 03.05.2018 begæring om skifte ved Skifteretten i København, som d. 11.10.2018 meddelte, at skifteretten var stedligt kompetent, men som d. 26.06.2019 afviste sagen, da retten ikke havde international kompetence. ØL fandt, at skifteretten efter RPL § 222 havde haft hjemmel til at træffe fornyet afgørelse om kompetencespørgsmålet. ØL lagde efter sagens oplysninger til grund, at bodelingssag i USA blev anlagt, før M anmodede skifteretten om bistand til deling af parternes fællesbo, og at der ikke i øvrigt her i landet befandt sig aktiver, som skulle indgå i skiftet mellem parterne. Under disse omstændigheder tiltrådte ØL, at skifteretten ikke for tiden havde international kompetence til at behandle M's anmodning om bodeling.

Ved henvisningsskifter efter FSKL § 64 a, stk. 2 blev der normalt stillet krav om, at mindst en af ægtefællerne havde bopæl i Danmark. Hvis begge ægtefæller var bosat i udlandet, var det i praksis svært at få Justitsministeriets samtykke. En særlig tilknytning til Danmark kunne bestå i, at mindst een af ægtefællerne havde dansk statsborgerskab, at formueforholdet mellem ægtefællerne var underlagt dansk ret, eller at der var betydelige aktiver i Danmark. Hvis begge ægtefæller var bosat i udlandet, måtte det skulle dokumenteres, at der ikke blev skiftet i udlandet.

TFA 2000.105 VLK (FM 2000.9 VLK): M og H havde haft bopæl i Norge. H flyttede i foråret 1997 til Silkeborg med parrets 3 børn, og det var meningen, at M skulle flytte med, når han fandt arbejde i Danmark. Han blev imidlertid boende i Norge, og kom indtil sommeren 1998 på besøg i hver weekend og derefter hver anden weekend. M havde aldrig været tilmeldt folkeregistret i Silkeborg. Skifteretten lagde til grund, at huset i Silkeborg havde været parternes fælles hjem i en periode, og da hustruen stadig boede der, var skifteretten i Silkeborg værneting for ægtefælleskiftet, jf. FSKL § 64 a. VL stadfæstede.

Stedlig kompetence

Familieret, p. 518-519
SKL-kommentar, p. 338-339
Linda Nielsen i Skilsmisseret, 2008, p. 98

Reglerne i ÆSKL §§ 6-8 har fra d. 01.03.2012 afløst reglerne i FSL § 64 a

§ 6. Anmodning om skifte efter § 1 indgives til skifteretten på det sted, hvor parterne har eller sidst har haft fælles bopæl, hvis mindst en af dem fortsat har bopæl i denne retskreds.

Stk. 2. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1 indgives anmodningen til skifteretten på det sted, hvor den, anmodningen er rettet mod, har bopæl. Hvis den, anmodningen er rettet mod, ikke har bopæl i Danmark, indgives anmodningen til skifteretten på det sted, hvor den, der indgiver anmodningen, har bopæl. Hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, indgives anmodningen til Københavns Byret.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 indgives anmodning om skifte efter § 1, stk. 1, nr. 4, af en sammenslutnings bo til skifteretten på det sted, hvor sammenslutningen har hjemting.

§ 7. Når tvisten er opstået, kan parterne aftale, ved hvilken skifteret boet skal behandles.

§ 8. Skifteretten i den retskreds, hvor boet skal behandles, kan efter anmodning fra en part henvise boet til behandling i en anden retskreds, hvis dette findes væsentligt mere hensigtsmæssigt.

Der kunne før den nye ægtefælleskiftelov kun indgås værnetingsaftale, hvis parterne ikke havde bopæl i samme retskreds, og begge er flyttet fra den retskreds, hvor de sidst har haft fælles bopæl. Ægtefællerne kan fra d. 01.03.2012- når tvisten er opstået - altid aftale, ved hvilken skifteret boet skal behandles, jf. § 7

Tidligst og senest

Fra d. 01.03.2012 kan anmodning om bistand til deling af et fællesbo tidligst indgives, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt dekret om bosondring eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse, jf. ÆSKL § 10

Det er uafklaret, om et boslodskrav forældes efter reglerne i forældelsesloven fra 2007. Problematikken er gennemgået i bet. nr. 1518/2010 p. 193-194. Det afgørende er, om kravet kan anses for at være en fordring. I afgørelsen FM 2021.95 ØLK er det antaget at et boslodskrav ikke er omfattet af forældelsesloven.

Boslodskravet kan være bortfaldet ved passivitet - se Er krav på bodeling bortfaldet ved passivitet?

Det fremgår af ægtefælleskifteudvalgets spørgeskemaundersøgelse, at det i ca. 74 % af sagerne har været kvinden, der indgav anmodning om offentligt skifte

Er der et fællesbo?

TFA 1999.228 ØLK: M og H havde i ægtepagt af 15.03.1996 aftalt, at forøgelsen i egenkapitalen regnet for tiden efter d. 01.01.1996 i en række selskaber, som tilhørte M, skulle indgå i formuefællesskab. M bestred, at der var sket en forøgelse af egenkapitalen. Da det ikke kunne udelukkes, at der kunne foreligge et formuefællesskab, blev boet taget under offentligt skifte.

TFA 2002.367 ØLK: Landsretten tiltrådte, at skifteretten i Nykøbing Falster havde taget fællesboets under skifte, selv om manden havde anlagt sag om, at separationen var bortfaldet.

TFA 2012.245 VLK: Efter begæring fra H blev der i 2010 afholdt 2 møder i skifteretten om offentligt skifte af M og H's fællesbo. Skifteretten i Hjørring besluttede herefter at indlede offentligt skifte, såfremt H stillede sikkerhed for omkostningerne. H trak herefter i slutningen af 2010 sin begæring om offentligt skifte tilbage, da aktiverne efter hendes opfattelse var for beskedne til, at hun ville afholde omkostninger på offentlig skifte. Et år senere begærede M offentlig skiftebehandling under henvisning til, at fællesboet endnu ikke var delt. H påstod sagen afvist. Det faktum, at skifteretten tidligere havde behandlet en anmodning fra H, der herefter havde tilbagekaldt anmodningen, afskar ikke M fra at begære offentligt skifte. Begæringen blev derfor ikke afvist på det foreliggende grundlag, og sagen blev udsat på prøvelse af, om betingelserne for offentligt skifte var opfyldt. VL stadfæstede.

UfR 2019.3980 HKK: (TFA 2020.9/2 HKK, TFA 2019.83 ØLK, FM 2018.227 ØLK): Ægtepagt var først lyst efter ophørsdagen og var derfor ugyldig. Fællesboet blev taget under skiftebehandling.

Skifteretten på Frederiksberg havde taget H's anmodning om skifte til følge, da ægtepagt underskrevet d. 02.09.2015 først var anmeldt til lysning efter ophørsdagen d. 08.03.2018. ØL tog et kæremål efter ÆSKL § 14 under umiddelbar påkendelse. ØL henviste til, at der efter ordlyden af ÆSKL § 79, der alene henviser til reglerne i RPL kapitel 37, og efter forarbejderne ikke er grundlag for at antage, at en afgørelse efter ÆSKL § 14 om skifterettens kompetence må sidestilles med en afgørelse om saglig kompetence efter RPL kap. 21 og derfor anses for en delafgørelse omfattet af RPL § 253, stk. 3, 2. pkt., der kun kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. ØL stadfæstede. HR fandt, at lovens ordning måtte forstås på den måde, at der efter det tidspunkt, hvor formuefællesskabet er ophørt f.eks. som følge af en anmodning om separation, ikke længere er mulighed for at ændre formueordningen mellem ægtefællerne – heller ikke ved en efterfølgende tinglysning af en ægtepagt, der er indgået forud for ophørsdagen. Da parternes ægtepagt ikke var anmeldt til tinglysning ved formuefællesskabets ophør d. 08.03.2018, var den uanset tinglysningen d. 14.05.2018 herefter uden gyldighed

Skifterettens opgaver

Skifteretten indkalder parterne til et indledende vejlednings- og forligsmøde, jf. § 11

TFA 2017.252 ØLK (FM 2017.181 ØLK): Skifteretten havde med rette afvist at afholde vejledningsmøde, da fællesboet allerede var delt ved et forlig.

H havde anmodet skifteretten om at indkalde parterne til et vejledningsmøde. Skifteretten i Roskilde afviste anmodningen, da parterne d. 13.08.2016 havde underskrevet et forlig angående delingen af fællesboet. ØL stadfæstede og henviste til, at indsigelser mod en bodelingsaftale skal behandles af skifteretten under et selvstændigt søgsmål, jf. ÆSKL § 2, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 4.

Skifteretten kan indhente de nødvendige oplysninger fra offentlige myndigheder, hvis ægtefællerne ikke selv senest 7 dage før mødet indsender oplysningerne, jf. § 12. Skifteretten bør ifølge bemærkningerne navnlig indhente en R-75-udskrift fra SKAT og oplysninger om ægtepagter fra Ægtepagtregistret.

Skifteretten skal på vejlednings- og forligsmødet afklare, om de nødvendige oplysninger om ægtefællernes aktiver og passiver foreligger, samt hvilke spørgsmål ægtefællerne er uenige om, jf. § 15, stk. 1.

Skifteretten vejleder i nødvendigt omfang om reglerne for bodelingen og bistår med at udfærdige en aftale herom, hvis det findes ubetænkeligt, jf. § 15, stk. 2.

Skifteretten bør ifølge bemærkningerne orientere parterne om muligheden for retsmægling, jf. RPL kap. 27

Skifteretten henviser sagen til en bobehandler, hvis en af ægtefællerne anmoder om det, jf. § 17. Skifteretten skal ifølge bemærkningerne til § 15 anslå det antal timer, som bobehandleren må forventes maksimalt at anvende. Ifølge bemærkningerne til § 40 bør et kompliceret bo som udgangspunkt kunne klares ved højst 40 timers behandling hos bobehandleren, og et forholdsvis ukompliceret bo af en vis størrelse bør som udgangspunkt kunne klares ved højst 20 timers behandling hos bobehandleren. Ukomplicerede mindre boer bør som udgangspunkt kunne klares på højst 10 timer, og insolvente boer, hvor der blot er behov for at konstatere, at der ikke er noget at dele, bør kunne klares på 5 timer.

Skifteretten træffer efter anmodning bestemmelse om sagkyndig vurdering, jf. § 74, revurdering, jf. § 75, og omvurdering, jf. § 76.

Skifteretten fører tilsyn med bobehandleren, jf. § 47, kan tilbagekalde udpegningen, jf. § 48, og behandler klager over bobehandleren, jf. § 49

TFA 2016.227 ØLK: M havde klaget over bobehandleren og anmodet om, at der blev udpeget en ny bobehandler. M havde navnlig gjort gældende, at han fandt det stærkt kritisabelt, at bobehandler ikke havde formået at få indkaldt parterne til møde. Efter oplysningerne om forløbet vedrørende aftale af et møde mellem parterne, herunder bobehandlerens bestræbelser i den forbindelse, afviste Frederiksberg Skifteret klagen og fandt heller ikke grundlag for at udpege en ny bobehandler, jf. ÆSKL §§ 48 og 49. ØL stadfæstede.
TFA 2020.294/2 ØLD: Klager over bobehandler afvist. Der var ikke grundlag for at fastslå, at bobehandleren varetog sine opgaver uforsvarligt og derfor skulle afsættes.

M klagede over bobehandlers behandling af en række spørgsmål. Skifteretten i Helsingør afviste klagen. ØL fastslog, at der ikke i medfør af ÆSKL § 49 kunne tages stilling til en klage over udkastet til boopgørelsen, herunder den foreløbige indstilling om, at H skulle udtage parternes faste ejendom og vurderingen heraf. Nogle andre klagepunkter, der var omfattet af klageadgangen i ÆSKL § 49, blev desuden afvist, og der var ikke grundlag for at fastslå, at bobehandleren varetog sine opgaver uforsvarligt og derfor skulle afsættes, jf. ÆSKL § 48.

TFA 2020.294/2 ØLD: Klager over bobehandler afvist. Der var ikke grundlag for at fastslå, at bobehandleren varetog sine opgaver uforsvarligt og derfor skulle afsættes.

M klagede over bobehandlers behandling af en række spørgsmål. Skifteretten i Helsingør afviste klagen. ØL fastslog, at der ikke i medfør af ÆSKL § 49 kunne tages stilling til en klage over udkastet til boopgørelsen, herunder den foreløbige indstilling om, at H skulle udtage parternes faste ejendom og vurderingen heraf. Nogle andre klagepunkter, der var omfattet af klageadgangen i ÆSKL § 49, blev desuden afvist, og der var ikke grundlag for at fastslå, at bobehandleren varetog sine opgaver uforsvarligt og derfor skulle afsættes, jf. ÆSKL § 48.

FM 2021.89 ØLK: Ikke grundlag for at afsætte bobehandler, som ved en fejl havde sendt den ene parts lægeerklæring til den anden part.

Bobehandleren, advokat B, havde ved en fejl fremsendt en lægeerklæring vedrørende H til M og M's advokat. Bobehandleren oplyste selv H om fejlen, som ansås for et sikkerhedsbrud efter databeskyttelsesforordningens artikel 33-34. H anmodede skifteretten om, at advokat B blev afsat som bobehandler efter ÆSKL § 48. Skifteretten i Roskilde fandt ikke, at sikkerhedsbruddet eller håndteringen heraf medførte, at der skulle udpeges en ny bobehandler, da der var tale om en hændelig fejl, der ikke påvirkede boets videre behandling. ØL fandt at den fejl, som bobehandleren havde begået, ikke gav grundlag for at antage, at hendes varetagelse af opgaverne fandtes uforsvarlig, og stadfæstede skifterettens afgørelse.

Skifteretten behandler enkelttvister, der opstår under sagen, jf. § 66. Disse behandles efter RPL's regler om borgerlige sager, og der skal betales almindelig retsafgift af sagens værdi. Skifteretten kan afvise at behandle en sag om en enkelttvist, hvis den efter sit omfang og karakter bør behandles under et skifte efter § 1.

Skifteretten behandler indsigelser mod udkast til boopgørelsen, jf. § 31, og kan rette fejl, som indsigelsen giver anledning til, hvis der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden.

UfR 2014.1 ØLK (TFA 2014.1 ØLK): Indsigelser mod boopgørelsen var af en sådan karakter, at der ikke kunne ske rettelse i medfør af ÆSKL § 31, stk. 2.

Ved afslutningen af et ægtefælleskifte fremsatte M forskellige indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse. Indsigelserne vedrørte værdiansættelse af M's malerfirma og en campingvogn samt medtagelsen af lån på 99.000 kr hos H's mor. Skifteretten i Hillerød fandt ikke grundlag for at rette i udkastet, jf. ÆSKL § 31, stk. 2. ØL stadfæstede afgørelsen under henvisning til at de fremsatte indsigelser mod boopgørelsen var af en sådan karakter, at der ikke kunne ske rettelse i medfør af ÆSKL § 31, stk. 2.

TFA 2016.318 ØLK: Indsigelser mod boopgørelsen var af en sådan karakter, at der ikke kunne ske rettelse i medfør af ÆSKL § 31, stk. 2.

H rejste indsigelser mod bobehandlers udkast til boopgørelse, herunder vedr. "skævdeling/misbrug/unddragelse og forsikringspenge". Skifteretten i Glostrup fandt, at indsigelserne ikke var af en sådan karakter, at rettelse af udkastet til boopgørelse skulle ske efter ÆSKL § 31, stk. 2, og H måtte i stedet henvises til at anlægge sag i medfør af ÆSKL § 2 om enkelttvister. ØL stadfæstede.

UfR 2019.1821/1 HKK (TFA 2019.206/1 HKK): Skifteretten kunne berigtige bobehandlers regnefejl på 856.640,90 kr.

Skifteretten i Lyngby havde stadfæstet en boopgørelse på baggrund af et udkast fra en autoriseret bobehandler, hvor der ved fastsættelsen af værdien af et selskab var beregnet et fradrag for udskudt skat på 42 % af 23.913.550 kr. til kurs 90, hvilket var anført til 8.182.681 kr. M gjorde indsigelse mod opgørelsen og anførte, at der var en regnefejl i procentberegningen af fradraget for den udskudte skat i selskabet, som rettelig udgjorde 9.039.321,90 kr. HR fandt, at rettelse af værdien 8.182.681 kr. i boopgørelsens beregning af aktiver og passiver i selskabet kunne ske med hjemmel i RPL § 221, hvis der alene var tale om en regnefejl. Sagen blev herefter hjemvist til skifteretten med henblik på at træffe beslutning angående rettelse.

TFA 2020.178 ØLK (FM 2020.85 ØLK): M fik tilladelse til fremsættelse af indsigelser mod boopgørelse, selv om de var fremsat for sent.

I et ægtefælleskifte mellem H og M, der sad på plejehjem, havde bobehandleren udarbejdet en boopgørelse, der var sendt til skifteretten og til parterne. Det fremgik korrekt af en samtidig udsendt meddelelse til parterne, at fristen for at rette indsigelse mod boopgørelsen var d. 24.10.2019. H's advokat rejste ved brev af 7.10.2019 en række indsigelser mod boopgørelsen, herunder, at hun ikke længere ønskede at udtage en ejendom i Thailand. Ved brev af 30.10.2019 rejste M's advokat en række indsigelser mod boopgørelsen. Det fremgik, at indsigelserne havde været rejst overfor bobehandleren og modpartens advokat d. 11.10.2019. Ved brev af 10.01.2020 frafaldt H sine indsigelser mod boopgørelsen, bortset fra, at hun fortsat ikke ønskede at udtage ejendommen i Thailand. Ved en beslutning af 24.01.2020 bestemte Frederiksberg Skifteret, at bobehandleren skulle genoptage sin bobehandling med henblik på salg af den thailandske ejendom, da ingen af parterne ønskede at udtage den. For så vidt angår de indsigelser, som M's advokat havde fremsat overfor skifteretten d. 30.11. 2019, besluttede skifteretten ikke at tage stilling til disse, da de var fremsat for sent, jf. ÆFL § 31, stk. 1, jf. § 29, stk. 2, og idet skifteretten bemærkede, at skifteretten ikke af egen drift fandt anledning til at ændre i boopgørelsen. ØL bemærkede, at skifteretten i medfør af ÆFL § 31, stk. 3, undtagelsesvis kan behandle en indsigelse mod boopgørelsen, der er modtaget efter udløbet af fristen i ÆFL § 29, stk. 2. ØL lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at M's advokat d. 11.10.2019 havde fremsat indsigelser vedrørende boopgørelsen over for bobehandleren og modpartens advokat, og at han d. 30.10.2019 fremsatte indsigelserne overfor skifteretten. ØL bemærkede endvidere, at skifteretten d. 24.01.2020 havde besluttet, at bobehandleren skulle genoptage sin bobehandling med henblik på salg af en lejlighed i Thailand. Under disse omstændigheder fandt ØL, at skifteretten i medfør af ÆFL § 31, stk. 3, undtagelsesvis burde behandle de indsigelser, som M havde fremsat. ØL ophævede derfor skifterettens beslutning og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten.

FM 2022.7 VLK: H's indsigelser mod boopgørelse var ikke af en sådan klarhed, at skifteretten kunne rette boopgørelsen i medfør af ÆSKL § 31, stk. 2.

I et ægtefælleskifte rejste H indsigelser mod udkastet til boopgørelse. Indsigelserne vedrørte blandt andet om beløb skulle medtages som passiver/ aktiver i ægtefællernes bodele, og om et beløb til en ejendomsmægler skulle medtages som en boudgift eller handelsudgift. Skifteretten i Viborg fandt ikke grundlag for at foretage rettelser i udkastet og meddelte, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skulle anlægges sag efter ÆSKL § 2, stk. 1, hvis indsigelsen fastholdtes. VL stadfæstede afgørelsen, og anførte ingen af de rejste indsigelser var af en sådan klarhed, at de på det foreliggende grundlag ikke gav anledning til berettiget tvivl, jf. ÆSKL § 31, stk. 2.

Skifteretten behandler klager over bobehandlerens salær og forslag til omkostningsfordeling, jf. § 31

Skifteretten meddeler, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skal anlægges sag efter § 2, stk. 1, hvis indsigelsen vedr. materielle spørgsmål fastholdes, jf. § 32

TFA 2017.107 VLK: Skifteretten i Aalborg havde stadfæstet boopgørelse og havde givet H frist på 4 uger til at anlægge sag vedrørende de fremsatte indsigelser. VL ophævede stadfæstelsen, da fristen for sagsanlæg ikke var udløbet, og da sag efter ÆSKL § 2 ikke var endeligt afgjort.

H gjorde indsigelse mod bobehandlerens udkast til boopgørelse. Skifteretten i Aalborg fandt ikke, at indsigelserne var af en sådan karakter, at rettelse kunne ske efter ÆSKL § 31, stk. 2. Skifteretten stadfæstede boopgørelsen og henviste H til inden 4 uger at anlægge sag efter ÆSKL § 2. Da det var en betingelse for at stadfæste boopgørelsen, at fristen for sagsanlæg var udløbet, uden at sag var anlagt, eller at en anlagt sag efter ÆSKL § 2, stk. 1, var endeligt afgjort, jf. forudsætningsvis lovens §§ 34-35, ophævede VL skifterettens afgørelse og hjemviste sagen til skifteretten til fastsættelse af ny frist for sagsanlæg efter ÆSKL § 32, stk. 1.

Skifteretten kan af egen drift ændre bobehandlerens salær, hvis salæret findes åbenbart urimeligt, jf. § 33.

Skifteretten udsætter sin stillingtagen til bobehandlerens udkast til boopgørelse, hvis der verserer sag om en enkelttvist efter ÆSKL § 2, jf. ÆSKL § 34, stk. 1

TFA 2019.161 ØLK (FM 2019.51 ØLK): Anlæggelse af en sag om enkelttvist inden udgangen af det døgn, hvor der var frist for indsigelse mod et udkast til boopgørelse, medførte, at skifteretten skulle udsætte sin stillingtagen til stadfæstelse af boopgørelsen.

Skifteretten i Lyngby modtog d. 01.10.2018 bobehandlerens udkast til boopgørelse. H godkendte skriftligt boopgørelsen, mens skifteretten ikke havde modtaget indsigelser fra M indenfor fristen, der var d. 29.10.2018. Skifteretten stadfæstede derfor d. 16.11.2018 boopgørelsen og godkendte bobehandlerens salær og den indstillede fordeling af boomkostningerne. ØL bemærkede, at fristen for indsigelse mod udkastet til boopgørelse udløb d. 29.10.2018. M anlagde sag d. 29.10.2018, kl. 19.23 på rettens digitale sagsportal. Det fremgår af ÆSKL § 34, at skifteretten skal udsætte sin stillingtagen til et udkast til boopgørelse, hvis der verserer en tvist efter ÆSKL § 2, stk. 1. Det fremgår af retsplejelovens regler, at borgerlige sager, der anlægges inden et døgns udgang, anses for anlagt den pågældende dag, og M havde således anlagt den pågældende sag indenfor indsigelsesfristen, og forinden skifteretten stadfæstede boopgørelsen. På den anførte baggrund fandt ØL, at betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen ikke var opfyldt, jf. ÆSKL § 34, stk. 1, og ØL ophævede skifterettens beslutning om at stadfæste boopgørelsen.

FM 2022.9 VLK: Skifterettens stadfæstelse af boopgørelse blev ophævet, da 4-ugers fristen for sagsanlæg ikke var udløbet.

Skifteretten i Esbjerg modtog fra bobehandler udkast til boopgørelse. M fremsatte en række indsigelser mod udkastet. Skifteretten fandt ikke, at indsigelserne kunne medføre, at retten rettede fejl eller ændrede poster i boopgørelsen, jf. ÆSKL § 31, stk. 2, hvorefter skifteretten stadfæstede boopgørelsen. M kærede stadfæstelsen med en principal påstand om en række ændringer i boopgørelsen og en subsidiær påstand om, at sagen blev hjemvist. VL udtalte, at det er en betingelse for at stadfæste boopgørelsen, at fristen for sagsanlæg er udløbet, uden at sag er anlagt, eller at en anlagt sag efter ÆSKL § 2, stk. 1, er endeligt afgjort, jf. herved forudsætningsvist ÆSKL §§ 34-35. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen.

UfR 2022.3242 ØLK (TFA 2023.23/1 ØLK og FM 2022.39 ØLK): Skifterettens stadfæstelse af boopgørelse blev ophævet, da der forinden var anlagt sag om enkelttvister ved en anden skifteret.

Københavns Byrets skifteret fastsatte d. 16.12.2021 en frist på 4 uger til A og B for eventuelt at anlægge en civilsag i medfør af ÆSKL § 2, stk. 2, jf. § 32. A’s daværende advokat indleverede på vegne af A d. 12.01.2022 en stævning til Retten på Frederiksberg, hvorved der blev gjort indsigelse mod den boopgørelse, som Københavns Byrets skifteret uden at være bekendt med stævningen d. 20.01.2022 stadfæstede i medfør af ÆSKL § 36. Ved kendelse af 18.05.2022 tillod ØL A at kære Københavns Byrets skifterets afgørelse om stadfæstelse af boopgørelsen. Retten på Frederiksberg henviste d. 04.05.2022 den anlagte sag til Københavns Byrets skifteret under henvisning til RPL § 232, stk. 2, 1. pkt. ØL bemærkede, at efter ÆSKL § 34, stk. 1, udsætter skifteretten sin stillingtagen til bobehandlerens udkast til boopgørelse, hvis der verserer en sag om en enkelttvist efter lovens § 2, stk. 1. Efter ÆSKL § 2, stk. 4, behandles sager om enkelttvister efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. I RPL § 232, stk. 2, er det fastsat, at hvis retten ikke har saglig kompetence til at behandle sagen eller et af de rejste krav, henviser den sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol. I RPL § 248, stk. 2, er det fastsat, at hvis sagen er anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol. På den baggrund og med henvisning til forarbejderne fandt ØL, at betingelserne for at stadfæste boopgørelsen ikke var opfyldt d. 20.01.2022, da Københavns Byrets skifteret traf afgørelse herom. ØL ophævede derfors kifterettens afgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 144.

Skifteretten stadfæster boopgørelsen, jf. § 36.

TFA 2016.237 VLK: Materielle indsigelser mod en stadfæstet boopgørelse kunne ikke prøves under et kæremål.

Skifteretten i Hjørring stadfæstede en boopgørelse. M kærede og fremsatte indsigelser om bl.a. fordelingen af parternes indbo og værdiansættelsen af H's bil. VL bemærkede, at det af forarbejderne til ÆSKL § 36 fremgår, at materielle indsigelser mod en stadfæstet boopgørelse ikke kan prøves under kære. Herefter, og idet M's indsigelser var af en sådan karakter, at de ikke kunne føre til, at skifterettens stadfæstelse af boopgørelsen skulle ophæves, stadfæstede VL skifterettens afgørelse.

UfR 2019.226 ØLK (TFA 2019.47/1 ØLK): Materielle indsigelser mod en stadfæstet boopgørelse kunne ikke prøves under et kæremål.

Skifteretten i Odense stadfæstede en boopgørelse. M kærede og fremsatte indsigelser om opgørelsen af H's boslodskrav. ØL anførte, at det følger af ÆSKL §§ 36 og 79 og bemærkningerne hertil, at landsretten i forbindelse med kære af skifterettens afgørelse om at stadfæste en boopgørelse alene kan tage stilling til, om betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen, var opfyldt. De af H anførte anbringender til støtte for de nedlagte påstande var alle materielle indsigelser mod den stadfæstede boopgørelse, som ikke kunne prøves under kære. ØL afviste derfor kæremålet.

FM 2021.106 ØLK: Skifterettens stadfæstelse af foreløbig opgørelse i et afbrudt ægtefælleskifte ophævet.

I forbindelse med opløsning af et sameje mellem H og M meddelte begge parters advokater bobehandleren, at bobehandleren ikke skulle foretage sig yderligere i sagen, hvorefter bobehandleren fremsendte udkast til aftale om opløsning af sameje, mellemregning samt mødereferater til skifteretten med kopi til begge advokater med opfordring til at fremkomme med bemærkninger til skifteretten. Da ingen af parterne fremkom med indsigelser, stadfæstede skifteretten i Roskilde bobehandlerens udkast. H kærede stadfæstelsen. ØL fandt, at der var tale om et afbrudt skifte, og at udkast til aftale om opløsning af sameje måtte opfattes som et foreløbigt udkast, jf. ÆSKL § 30. ØL ophævede herefter skifterettens stadfæstelse, og hjemviste sagen til fortsat behandling.

Skiftesamlinger

SKL-kommentar, p. 327-328
RPL-kommentar, 1994 I, p. 45 f.

Peter Thestrup i FM 1981.139-142: Om offentlighed i skifteretten.

Ifølge ÆSKL § 68 foregår retsmøder i skifteretten for lukkede døre.

Før d. 01.03.2012 var skiftesamlinger heller ikke offentlige, medmindre skifteretten skulle tage stilling til tvistigheder, jf. RPL § 660, stk. 1 smh. med RPL § 29, stk. 1.
RPL § 453 om lukkede døre i ægteskabssager fandt næppe analog anvendelse, men der kunne evt. ske dørlukning i h. t. RPL § 29, stk. 3.

UfR 1990.106 ØLK: H's samlever blev nægtet adgang, da retsmødet ikke var offentligt, og da H i forvejen var repræsenteret ved advokat.

TFA 1999.167 VLK (FM 1999.48/2 VLK): Mandlig bekendt til H blev nægtet adgang til forberedende møde i skifteretten i Randers, hvor der ikke skulle tages stilling til tvistigheder. Kun parterne og personer med retlig interesse i sagen havde adgang, og H havde een rettergangsfuldmægtig med (H's beskikkede advokat).

TFA 2003.122 ØLK: Under skiftesamling under et offentligt skifte ved Skifteretten i Hillerød ønskede A at deltage som mandatar for H, hvilket M's advokat protesterede imod. Skifteretten bestemte, at A burde forlade lokalet, da retsmøder i ægtefælleskifter ikke er offentlige, da H, der havde fri proces, selv var til stede samt repræsenteret ved den beskikkede advokat, samt da A ikke nærmere havde dokumenteret det anførte mandatarforhold eller i øvrigt nogen retlig interesse i sagen.

Indsættelse i besiddelse af egen bodel

Familieret, p. 312. og p. 520 note 40

Ole Bruun Nielsen i JUR 1982.131 ff.

UfR 1971.170/2 VLK: Skifteretten kan ikke uden en udtrykkelig lovbestemmelse herom antages at være beføjet til at bistå en ægtefælle med at gennemføre udlevering af genstande, som hører til hans bodel.

UfR 1984.323 VLD: Betingelserne for foretagelse af indsættelsesforretning i et stort antal indbogenstande fandtes ikke opfyldt.

FM 1994.43 ØLK: ØL stadfæstede kendelse afsagt af Fogedretten i Nakskov, som nægtede at fremme M's begæring om udsættelse af H fra hus, som tilhørte parterne i lige sameje.

TFA 1997.120 ØLK: M og H var blevet separeret. H begærede M udsat af hus, som hørte til H’s bodel. Skifteretten havde sluttet boet, da begge bodele var negative, men havde nu genoptaget behandlingen. Selv om bobehandlingen ved en anden vurdering af parternes aktiver og passiver måtte føre til en genoptagelse af bobehandlingen, fandtes det ikke på nogen måde sandsynliggjort, at der ville være basis for at få medhold i krydsende udtagelsesret, og H’s begæring blev derfor taget til følge.

TFA 2004.60 ØLK: H begærede sig indsat i besiddelse af 11 indboeffekter ved en umiddelbar fogedforretning. Under hensyn til at H's begæring vedrørte udlevering af en række effekter på et tidspunkt, hvor parterne var separeret, og bodelingen ikke var afsluttet, samt karakteren af M's indsigelser, herunder indsigelsen om ægtepagtens gyldighed, fandtes det betænkeligt, at fogedforretningen fremmedes. Det tiltrådtes derfor, at fogedretten i Næstved havde afvist dette, jf. RPL § 597, stk. 3.

UfR 2004.269 ØLK: M begærede sig indsat i besiddelse af et større antal indbogenstande, som befandt sig i den tidligere fælles bolig som den tidligere H fortsat boede i. Fogedretten i København bestemte, at en mindre del af effekterne, som H havde taget bekræftende til genmæle overfor, skulle udleveres til M, medens forretningen i øvrigt blev afvist. ØL tiltrådte denne afvisning henset til antallet og karakteren af de effekter, som M havde begæret udleveret, til karakteren af de af H fremsatte indsigelser, samt til at parterne var skilt, jf. RPL § 597, stk. 3. Sagens omkostninger ophævet for begge retter.

TFA 2004.69 VLK: Fogedretten i Aalborg indsatte M i besiddelsen af en række effekter, som tilhøre M's bodel. Begge bodele var negative. H havde oprindeligt erklæret sig indforstået med at udlevere effekterne, men hun gjorde gældende, at hun havde et modkrav på ca. 14.500 kr. i leje, flytte- og opbevaringsomkostninger, og at hun kunne udøve tilbageholdsret. Da H ikke havde sandsynliggjort, at hun havde et krav mod M, stadfæstedes kendelsen - dog med den ændring, at et vitrineskab ikke skulle udleveres, da M mod H's forklaring om, at det var indkøbt i fællesskab, ikke havde sandsynliggjort, at han havde krav på udlevering af dette.

TFA 2004.157 VLK: Fogedretten i Viborg afviste at indsætte M i besiddelsen af en række effekter. Da der verserede sag om ægtefælleskifte mellem M og H, og da det i forbindelse hermed burde afgøres, om H var berettiget til at besidde de effekter, som M havde begæret udleveret, fandt VL det i det hele betænkeligt at fremme sagen, jf. RPL § 597, stk. 3, 2. led. VL afviste derfor sagen fra fogedretten.

TFA 2004.201 ØLK: På et møde i skifteretten i 2001 blev der enighed om, at M skulle have udleveret diverse løsøre, som han havde fået. Han ønskede nu en række andre effekter udleveret. Fogedretten i Hørsholm afviste at indsætte M i besiddelsen af en række effekter, da M ikke havde ført bevis for sin ret, jf. RPL § 597, stk. 1. ØL stadfæstede.

TFA 2004.341 ØLK: M og H havde i marts 2001 i en ægtepagt aftalt, at H's faste ejendom skulle tilhøre hende som særeje. Parterne blev separeret i juni 2002. De aftalte, at M kunne blive boende i H's ejendom i 3 måneder. I november 2002 sagsøgte H M med påstand om, at M skulle fraflytte ejendommen. Da der mellem parterne verserede sag vedrørende delingen af boet, fandt fogedretten i Frederiksværk ikke, at der var godtgjort et besiddelseskrav, jf. RPL § 597, stk. 1, hvorfor sagen nægtedes fremme. ØL stadfæstede.

TFA 2006.56 VLK: H havde ved samlivsophævelsen medtaget en Toyota. Fogedretten i Grenaa afviste at indsætte M i besiddelsen, da M's besiddelseskrav ikke kunne konstateres med sikkerhed. VL fastslog, at bilen ubestridt tilhørte M's bodel. Den omstændighed, at H anvendte bilen for at kunne komme på arbejde og bringe børnene i institution, bevirkede ikke, at en udlevering af bilen ville udgøre en tilsidesættelse af underholdspligten. Der var helle ikke grundlag for at antage, at H ville kunne udtage bilen efter en af bestemmelserne i SKL § 70 a, stk. 2. M's begæring om indsættelse i bilen blev derfor taget til følge.

TFA 2006.218 ØLK: H fik ved fogedretten i Rødovre medhold i, at M skulle udlevere sølvsparebøsser, som børnene havde fået i dåbsgave og derfor tilhøre dem, til hende som indehaver af forældremyndigheden og dermed som værge, jf. VML § 24, jf. § 2, stk. 1. Ting erhvervet til børnenes brug skulle udtages forlods af forældremyndighedsindehaveren, jf. FSKL § 68 a, stk. 2., Bestemmelsen var ikke indskrænket til personlige ting, men omfattede også Disneyfigurer, børnevæglamper, sandkasse med legetøj, og tvillingebarnevogn. Spørgsmål om et køleskab, en tørretumbler og en bil hørte reelt under en bodeling, hvorfor fogedretten fandt det betænkeligt at fremme forretningen vedrørende disse effekter, jf. RPL § 597, stk. 3, 2. led. ØL stadfæstede.

UfR 2006.2208 ØLK: Den fraskilte M, der var terapeut, begærede sig indsat i kopier af sine aftalekalendere, som var H's besiddelse. H modsatte sig dette, idet hun bl.a. henviste til, at kalenderne indeholdte oplysninger om hele familiens gøremål, hvorfor de ikke kunne betragtes som A's personlige ejendele. Københavns Fogedret bestemte, at M blev indsat i og H udsat af besiddelsen af de anførte kalendere. ØL fandt, at det var ubestridt, at aftalekalenderne primært blev ført af M i forbindelse med hans virksomhed som terapeut, og at aftalekalenderne således indeholdte oplysninger af fortrolig karakter. Efter en samlet vurdering tiltrådte ØL, at de omhandlede aftalekalendere tilhørte M. Under disse omstændigheder, og da det af H i øvrigt anførte ikke kunne føre til andet resultat, blev fogedrettens kendelse stadfæstet
TFA 2008.367 ØLK: M ønskede fogedens bistand til udlevering af en række indboeffekter. Københavns Byrets Fogedret afviste sagen under henvisning til den fremlagte aftale, hvoraf det fremgik, at parterne havde skrevet under på at have delt deres fælles indbo endeligt. M havde ikke godtgjort eller sandsynliggjort et krav mod H om udlevering af yderligere genstande. ØL stadfæstede.

TFA 2008.581 VLK: M og H var blevet separeret i maj 2008. Fogedretten i Kolding afviste at indsætte M i besiddelsen af VW Passat og en Raun hjørnesofa, da det ikke var godtgjort med sikkerhed, at effekterne tilhørte ham. VL fandt efter det oplyste, herunder om parternes økonomiske forhold, og under hensyn til, at bilen, inden H satte sig i besiddelse af dens papirer, var registreret til M, det tilstrækkeligt godtgjort, at bilen og sofaen tilhørte M, hvis påstand om udlevering derfor blev taget til følge, jf. RPL § 597.

TFA 2008.583 VLK: M havde i juni 2004 - kort før de indgik ægteskab - købt en bil, der blev indregistreret i M's navn. I bytte blev givet en bil til 45.000 kr. tilhørende H. M betalte afdrag på restkøbesummen, mens H betalte løbende udgifter og på et tidspunkt lod bilen omregistrere. Der var rent skilsmissesæreje i ægteskabet. Ved parternes separation forlangte M bilen udleveret fra H, da han var bilens ejer: Han havde betalt hovedparten af købesummen, han havde ikke foræret H bilen, og han havde ikke været bekendt med bilens omregistrering. H protesterede og henviste til, at bilen var givet hende som gave, at den kun var blevet indregistreret i M's navn for at opnå den billigste forsikring, og at hun i øvrigt havde betalt betydelige beløb til den. Uanset, at bilen ved købet var blevet indregistreret i M's navn, havde M ikke ved dokumentbevis eller ved sin egen forklaring sandsynliggjort sin ret. VL stadfæstede derfor kendelse fra fogedretten i Kolding om, at anmodningen om udlevering af bilen var nægtet fremme.

UfR 2010.1920/2 HKK (TFA 2010.500/2 HKK): H fraflyttede i juni 2007 sammen med datteren D det fælles hjem i en fast ejendom, der tilhørte H's bodel, og d. 20.12.2007 blev parterne separeret. Derefter forhandlede parterne om, hvem der skulle overtage ejendommen, men uden at opnå enighed herom. I nov. 2008 blev ejendommen vurderet til 1.995.000 kr., og H tilbød M at overtage ejendommen for 1,6 mio. kr., hvad M, der fortsat boede i ejendommen, ikke ønskede. På et møde i skifteretten i feb. 2009 aftalte H og M at sætte ejendommen til salg, men derefter betalte M ikke terminsydelserne på ejendommen. H anmodede i maj 2009 fogedretten i Holbæk om at udsætte M af ejendommen. Ved en kendelse tog fogedretten anmodningen til følge, men i okt. 2009 ophævede ØL kendelsen og nægtede sagen fremmet. HR stadfæstede fogedrettens kendelse. HR udtalte herved, at en udsættelsesforretning i medfør af RPL § 597, sammenholdt med § 528, kun kunne finde sted under særlige omstændigheder, når fællesboet ikke var delt eller taget under offentligt skifte. Det måtte imidlertid lægges til grund, at M ikke havde ønsket at gøre brug af den krydsende udtagelsesret, og at han uden anerkendelsesværdig grund modvirkede salget af ejendommen. Herved medførte M's fortsatte ophold i ejendommen en væsentlig økonomisk belastning for H.

FM 2010.345 ØLK: M og H blev separeret i nov. 2008, og H flyttede med datter fra ejendom, som tilhøre hende. M blev boende i ejendommen. Fællesboet var ikke delt eller taget under offentligt skifte. H begærede nu M udsat af boligen. Fogedretten anførte, at en udsættelse i medfør af RPL § 596 sammenholdt med § 528 kun kunne finde sted under særlige omstændigheder, idet en udsættelse vil kunne foregribe en afgørelse om udtagelsesret, jf. herved FSKL § 70 a, stk. 2. H havde efter at Statsforvaltningen har givet tilladelse til salg af ejendommen, indgået en skriftlig købsaftale om salg af ejendommen til en tredjemand for 3,5 mio. kr. Det lagdes efter parternes forklaringer og de øvrige oplysninger i sagen til grund, at M ikke ønskede og ikke havde økonomisk formåen til at overtage ejendommen på de vilkår, som denne tredjemand er gået ind på, ligesom det blev lagt til grund, at M ikke tidligere havde fremsat realistisk købstilbud vedrørende ejendommen. Det blev endvidere lagt til grund, at M's fortsatte ophold i ejendommen medførte en væsentlig økonomisk belastning for H, idet M siden november 2008 alene har betalt et ubetydelige beløb for sin beboelse af ejendommen, hvorover der som følge af terminsrestancer er indgivet begæring om tvangsauktion, idet H ikke havde økonomisk formåen til at betale såvel terminerne på ejendommen som udgifterne til sin nuværende bolig. Hertil kom, at M i den tid han havde boet alene på ejendommen ikke havde vedligeholdt denne, bl.a. efter hans eget udsagn fordi det ville være bedst at ejendommen var i en så dårlig stand som mulig, hvis den skulle på tvangsauktion. Der forelå på denne baggrund sådanne særlige omstændigheder, at den begærede fogedforretning kunne fremmes. ØL stadfæstede.

https://jura.karnovgroup.dk/document/7000486763/1 FM 2011.41 VLK: H udsat af ejendom, der tilhørte M's bodel, da H ikke havde sandsynliggjort, at der var realitet bag hendes ønske om at benytte sig af en eventuel krydsende udtagelsesret.

M og H blev separeret d. 05.02.2010. M var i efteråret 2009 fraflyttet huset, som tilhørte hans bodel. Fællesboet var endnu ikke delt, selvom M to gange havde anmodet om offentligt skifte. Det var ikke indledt, fordi M ikke kunne stille den af skifteretten krævede sikkerhed på 50.000 kr. H ønskede at overtage parcelhuset ved at gøre brug af sin krydsende udtagelsesret, idet hun anførte, at det var nødvendigt, for at hun kunne opnå ansættelse som dagplejemor. Under et møde i skifteretten d. 09.06.2010 blev det aftalt, at ejendommen skulle sættes til salg ved en ejendomsmægler, og at H sideløbende hermed skulle undersøge sine muligheder for at overtage ejendommen. Ejendommen var af en ejendomsmægler vurderet til 1.795.000 kr. M fik ved dom tillagt FM over barnet, således at H havde ret til samvær. M ønskede at flytte tilbage til parcelhuset sammen med fællesbarnet. H havde ikke bidraget til betaling af terminsydelser eller ejendomsskatter mv. i den periode, hvor hun boede alene i ejendommen, dog var forbrugsydelser vedrørende el, vand og varme i september og oktober 2010 betalt for at undgå, at der blev lukket for forsyningerne. M anmodede nu fogedretten om at udsætte H af ejendommen. Kreditforeningen havde i øvrigt foretaget udlæg i ejendommen og begæret den sat på tvangsauktion. Fogedretten fandt, at en udsættelsesforretning i medfør af RPL § 596 sammenholdt med § 528 kun kunne finde sted under særlige omstændigheder, idet en udsættelse vil kunne foregribe en afgørelse om udtagelsesret, jf. herved FSKL §70 a, stk. 2. Det kunne lægges til grund, at H ikke siden M's fraflytning reelt havde bidraget til boligudgifterne. Henset til det oplyste om ejendommens værdi og H's meget begrænsede formue, sammenholdt med det forhold at H ikke var i arbejde og ikke har oppebåret en reel lønindtægt igennem en årrække, fandt retten det i mangel af konkret tilsagn fra et pengeinstitut usandsynligt, at H inden for rimelig tid vil kunne rejse de fornødne midler til at kunne gøre brug af en eventuel krydsende udtagelsesret efter FSKL § 70 a, stk. 2. Denne vurdering blev underbygget af H's tilkendegivelse om, at hun alene kunne se sig selv i en fremtidig beskæftigelse som dagplejer, og at fogedretten med henvisning til det under sagen fremlagte materiale måtte vurdere det usandsynligt, at H inden for den nærmeste fremtid vil kunne komme i betragtning til et arbejde som dagplejer. H fandtes således ikke at have sandsynliggjort, at der er realitet bag hendes ønske om at benytte sig af en eventuel krydsende udtagelsesret, hvorfor skiftelovens bestemmelser om ægtefællers udtagelsesret i det konkrete tilfælde ikke fandtes at være til hinder for en udsættelsesforretning. Det bemærkedes endvidere, at H's fortsatte ophold i ejendommen medførte en væsentlig økonomisk belastning for M, og at det må anses som afgørende for M's mulighed for at forsøge at afværge den begærede tvangsauktion over ejendommen, at denne indsattes i besiddelse af ejendommen. Der forelå herefter sådanne særlige omstændigheder, at fogedforretningen kunne fremmes. VL stadfæstede.

TFA 2011.329 VLK: H ikke udsat af ejendom, der tilhørte M's bodel, da det ikke kunne udelukkes, at H ville kunne udtage ejendommen i kraft af reglerne om krydsende udtagelsesret.

M og H blev separeret i dec. 2009, og fællesboet blev taget under offentlig skiftebehandling. M begærede H udsat af sin ejendom, da han fremover enten selv ville bo på ejendommen eller sælge den. H protesterede, da hun ønskede at udtage ejendommen efter FSKL § 70 a, stk. 2, da hun mente at have et vederlagskrav mod M, og da der ikke var enighed om ejendommens værdi. Fogedretten i Hjørring tog M's begæring til følge. VL ændrede afgørelsen, da det ikke kunne udelukkes, at H, når de nævnte forhold var afklaret, ville kunne udtage ejendommen i kraft af reglerne om krydsende udtagelsesret. Udsættelsesforretningen blev derfor nægtet fremme.

https://jura.karnovgroup.dk/document/7000491215/1 FM 2011.116 VLK: M udsat af villa, der hørte til H's bodel, da M ikke havde sandsynliggjort, at han ville kunne udtage ejendommen på skiftet i medfør af SKL § 70 a, stk. 2, nr. 1 eller nr. 3.

M og H blev separeret i okt. 2009. H var flyttet i juli 2009 og M blev boende i huset, der tilhørte H's bodel. Det var aftalt, at M skulle betale udgifterne, mens han boede der. Fællesboet var endnu ikke endeligt delt. M ønskede at overtage ejendommen efter reglerne om krydsende udtagelsesret. Der havde efter H's fraflytning været drøftelser vedrørende ejendommen, men M havde ikke reageret på fremsatte tilbud, og ifølge H havde der også været truet med tvangsauktion på grund af manglende betaling af gæld til det offentlige. M havde endeligt nægtet en ejendomsmægler adgang til huset. H ønskede at beholde huset. Fogedretten fandt at M havde sandsynliggjort, at han ville kunne påberåbe sig SKL § 70 a, stk. 2, om krydsende udtagelsesret. Det bemærkedes herved, at en udsættelsesforretning efter RPL § 596 kun kan fremmes under særlige omstændigheder, for at undgå at afgørelsen om udtagelsesret foregribes. VL fandt, at betingelserne for at udsætte M var opfyldte, da M ikke havde sandsynliggjort, at han ville kunne udtage ejendommen på skiftet i medfør af SKL § 70 a, stk. 2, nr. 1 eller nr. 3.

TFA 2015.25 VLK (https://jura.karnovgroup.dk/document/7000654460/1 FM 2014.163 VLK): H udsat af ejendom, der tilhørte M's bodel.

M og H blev separeret i 2009 og skilt i 2013, og deres fællesbo var taget under offentligt skifte i 2010. H var blevet boende i den tidligere fælles bolig, der tilhørte M, som forgæves havde forsøgt at få H til at flytte eller at få hende udsat af ejendommen. Under hensyn til, at de uafklarede spørgsmål om sameje, et vederlagskrav mv. var blevet endeligt afgjort, at H's advokat herefter havde meddelt, at H ikke længere ønskede at udtage ejendommen, at H først i forbindelse med den nu verserende udsættelsessag havde gjort gældende, at hun alligevel ville gøre krydsende udtagelsesret gældende, men ikke ville betale M halvdelen af ejendommens friværdi, at hun trods aftale af dec. 2011 endnu ikke havde betalt husleje, og at der nu var forløbet næsten 4 år siden skiftets indledning, fandt fogedretten i Hjørring, at betingelserne for at fremme M's anmodning om udsættelse af H nu var opfyldt. VL stadfæstede.

TFA 2015.207 ØLK: M indsat i besiddelsen af Peugeot, der hørte til hans bodel.

M begærede sig indsat i besiddelse af Peugeot, som ubestridt tilhørte M's bodel. Bilen var ubestridt benyttet hovedsageligt af H. H ønskede at udtage bilen, mens M ønskede den udleveret med henblik på salg. Fogedretten i Hillerød nægtede at fremme umiddelbar fogedforretning, da det ikke kunne udelukkes, at H kunne udtage bilen. ØL bestemte, at udleveringforretningen skulle fremmes, idet krydsende udtagelsesret efter ÆSKL § 63 ikke omfatter biler.

UfR 2016.3555 ØLK (TFA 2016.433 ØLK): H, der var fraflyttet, kunne ikke genindsættes i tidligere fælles bolig, som M var eneadkomsthaver til.

M og H boede i en ejendom, der tilhørte M's bodel. I marts 2016 blev samlivet ophævet, idet H forlod den fælles bolig, og i maj 2016 blev parterne skilt. En sag om ægtefælleskifte verserede herefter ved skifteretten. H anmodede fogedretten om at blive genindsat i den tidligere fælles bolig, bl.a. under henvisning til, at visse af hendes ejendele fortsat befandt sig der, og at hun ikke havde en anden bolig at flytte til. Fogedretten i Hillerød fandt, at H ikke mod M's protest kunne blive genindsat i den tidligere fælles bolig, som M var eneadkomsthaver til. ØL stadfæstede.

FM 2018.150 ØLK: M ikke udsat af hus tilhørende H's bodel, da parterne ikke var separeret eller skilt, og der ikke forelå særlige omstændigheder

Fogedretten i København afvist at udsætte M af bolig tilhørende H, da parterme ikke var separeret eller skilt, og da der ikke forelå særlige omstændigheder. ØL stadfæstede.

TFA 2019.322 VLK: M udsat af tidligere fælles bolig, som tilhørte H's bodel.

M og H blev skilt i dec. 2016. Fællesboets aktiver blev delt, bortset fra en ejendom, der havde tjent som fælles bolig. Ejendommen tilhørte H's bodel, men M boede i ejendommen, som han ønskede at udtage. H anmodede fogedretten i Horsens om bistand til at få M udsat af ejendommen, som hun ville sælge. Da M ikke havde sandsynliggjort, at han kunne få medhold i en krydsende udtagelsesret, fandt fogedretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at udsættelse kunne finde sted, jf. RPL § 596 sammenholdt med § 528. VL stadfæstede. Det kunne ikke føre til andet resultat, at M løbende måtte have udført væsentlige vedligeholdelses- og forbedringsarbejder samt betalt alle omkostninger og realkreditlån på ejendommen i den tid, han havde boet der. Under hensyn til sagens forløb var der heller ikke grundlag for at fastsætte en frist for fraflytningen.

UfR 2022.3764 ØLK (TFA 2022.300 ØLK): M skulle udsættes af ejendom, der skulle udtages af H

M og H var fraseparerede. H nedlagde påstand om, at M skulle udsættes af en ejendom, der var delingsformue og tilhørte parterne i lige sameje. Fogedretten på Frederiksberg nægtede at fremme sagen. ØL udtalte, at begge parter som udgangspunkt havde et besiddelseskrav over den faste ejendom, da boet ikke var delt. Det fremgik imidlertid af en retsbog af 26.10.2021, at M under et forligs- og vejledningsmøde i skifteretten havde tilkendegivet, at han var indforstået med, at B ønskede at udtage den faste ejendom til gennemsnittet af to indhentede vurderingspriser. ØL lagde til grund, at parternes realkreditlån i ejendommen var opsagt til indfrielse d. 01.04.2022. Herefter, og da der således ikke var tale om, at udsættelsen ville foregribe en afgørelse om udtagelsesret, jf. UfR 2010.1920/2 H, fandt ØL, at fogedsagen burde fremmes, således at M skulle fraflytte ejendommen, jf. RPL § 596, jf. § 528, og således at sagen skulle fremmes til berammelse af udsættelsesforretning af M.

A conto udlæg af aktiver

Bobehandleren skal snarest muligt søge afklaret, om en eller begge ægtefæller ønsker et aktiv udlagt efter vurdering, jf. ÆSKL § 24

TFA 2002.122 VLK (FM 2001.173 VLK): M havde ikke godtgjort, at parterne umiddelbart før samlivsophævelsen havde aftalt, at han skulle udtage ejendom for 790.000 kr. Ejendommen var under skiftet blevet vurderet til 875.000 kr.

TFA 2005.379 ØLD: M og H var blevet separeret d. 26.07.2000. Boet blev taget under off. skifte d. 31.03.2003. M drev som forpagter en tankstation, som han måtte lukke i april 2001. Hustruen fik ikke medhold i påstand om, at M's virksomhed skulle medtages med værdien pr. skæringsdagen. På et møde i skifteretten d. 21.03.2001 var parterne enige om at lægge den foreliggende vurdering af fast ejendom til grund, således at friværdien udgjorde 550.218 kr. M solgte i nov. 2001 ejendommen med et nettoprovenu på 354.145 kr. Skifteretten i Køge fandt ikke grundlag for at anse M for at have fået udlagt ejendommen til den anførte værdi. Herefter og idet tilførslen er sket til retsbogen på et tidspunkt, hvor parterne forsøgte at forlige sagen udenretligt i sin helhed, fandtes det ikke godtgjort, at der forelå en aftale mellem parterne om friværdiens størrelse i tilfælde af offentligt skifte og salg af ejendommen. ØL tiltrådte, at der ikke i retsmødet den 21.03.2001 eller på et andet tidspunkt var indgået en aftale om, at ejendommens værdi skal fastsættes til det af H påståede beløb.

TFA 2007.236 ØLK: Under en bodelingssag havde parterne havde afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der var indgået aftale om, at H kunne udtage en ejendom for 2.600.000 kr. Gladsaxe Skifteret fandt, at da ejendommen og den dertil hørende friværdi udgjorde fællesboets væsentligste aktiv, måtte der stilles strenge krav til beviset for, at en sådan aftale var indgået. Herefter, og idet der ikke i øvrigt forelå en af parterne underskreven aftale herom, fandtes en sådan aftale ikke endelig indgået, hvorfor H ikke havde retskrav på i forbindelse med bodelingen at udtage den faste ejendom for 2.600.000 kr. ØL stadfæstede.

TFA 2008.343 ØLD: M og H ejede i lige sameje et sommerhus i Italien. Københavns Byret fandt, at det ikke ved en retsbogsgengivelse af mandens forklaring fra 2003 var godtgjort, at der er indgået en aftale om M's udtagelse af ejendommen. M kommet under værgemål i 2005, og han kunne ikke anvende sommerboligen på grund af sygdom. Den blev udlagt til H, idet samejet ikke hindrede anvendelsen af FSKL § 70 a, stk. 2, 2. pkt. ØL stadfæstede.

TFA 2012.379/2 ØLD: M og H, der blev gift i 2000, ophævede samlivet i marts 2007 og blev skilt i okt. 2008.. M påstod H dømt til at anerkende, at der var indgået en bindende aftale om, at H skulle udtage en ejendom for 20,5 mio. kr., og at han skulle have 120.0000 kr. kompensation for manglende rådighed over en Jaguar. Retten i Lyngby fandt, at M havde opgivet sin brugsret til bilen på en sådan måde, at han ikke havde krav på kompensation, og at M ikke havde godtgjort, at der var indgået en bindende aftale om ejendommen. ØL stadfæstede enstemmigt dommen vedrørende kompensationskravet. ØL's flertal lagde til grund, at H's tilbud vedrørende ejendommen forudsatte, at der blev opnået en fælles løsning omkring bodelingen, og at denne forudsætning stedse havde været M bekendt. Der var tale om overdragelse af et aktiv til en betydelig værdi og på byrdefulde vilkår, som efter den fremlagte mailkorrespondance mellem parterne ikke var endeligt afklarede. Hertil kom, at den accept, som den af M antagne advokat meddelte med sit brev af 09.12.2008 på væsentlige punkter ikke var i overensstemmelse med H's tilbud. Det var derfor ikke godtgjort, at der var indgået en bindende aftale mellem parterne om, at H er pligtig at udtage ejendommen til den anførte værdi. (2-1)

TFA 2016.171 VLD: M's tilkendegivelse i et retsmøde i skifteretten om at ville udtage fællesboets 3 faste ejendomme var bindende. H's boslodskrav forrentet fra det tidspunkt, hvor kravet kunne opgøres.

M og H blev separeret d. 03.09.2008, og boet blev taget under offentligt skifte d. 23.11.2009. M tilkendegav i et retsmøde i Skifteretten i Viborg d. 14.08.2009, hvor han mødte med advokat, at han ønskede at udtage tre ejendomme fra fællesboet. Der var ikke knyttet betingelser til ønsket. Da det i juli 2012 stod klart, at vurderingen af ejendommene var endelig, tilkendegav han ikke, at han alligevel ikke ønskede at udtage dem. M udøvede under skiftesagen, som strakte sig over mere end 6 år, en ejers råden over ejendommene uden at inddrage H i beslutninger vedrørende dem. På denne baggrund fandt skifteretten, at M måtte anses for at have udtaget de tre ejendomme, selv om der ikke var truffet en afgørelse eller indgået en formel aftale herom. H's boslodskrav på ca. 1.330.000 kr. skulle forrentes med procesrente fra d. 05.11.2012, da der på dette tidspunkt forelå vurderinger af boets aktiver, og boslodskravet kunne fastslås. M havde ikke bevist, at H havde udtaget sølvtøj. VL stadfæstede. H havde købt en fast ejendom for 3.525.000 kr.

TFA 2019.118 ØLD. M dømt til at anerkende, at han havde udtaget ejendom, da han uden at informere H optog et nyt realkreditlån i ejendommen.

M og H, der var blevet gift i 2002, gik fra hinanden ultimo 2007, og ophørsdagen var d. 03.01.2008. Bobehandler var blevet udpeget i juli 2015. Under ægtefælleskiftet var der tvist mellem parterne om, hvorvidt M som påstået af H havde udtaget en fast ejendom, der tilhørte M's bodel, på et tidspunkt forud for, at ejendommen blev solgt i august 2013 for 1.950.000 kr. Retten i Roskilde havde frifundet M. ØL fandt, at M på et tidspunkt efter ophørsdagen og før salget af ejendommen egenhændigt - og således uden samtykke fra eller orientering af H - havde optaget lån i ejendommen d. 23.02.2010. M havde i hvert fald fra denne låneoptagelse disponeret over ejendommen på en sådan måde, at han måtte anses for at have udøvet en ejers råden. I hvert fald fra låneoptagelsen måtte ejendommen derfor anses som udtaget af ham. Det blev lagt til grund, at ejendommen blev sat til salg i 2008 for 2,7 mio. kr. Der forelå bl.a. oplysning om en ejendomsmæglervurdering fra 09.12.2008 på 2.495.000 kr. ØL fandt det ikke godtgjort, at ejendommen på tidspunktet for M's lånoptagelse havde en højere værdi end den faktiske salgspris på 1,95 mio. kr. Ejendommen skulle derfor indgå i bodelingen med en skønsmæssig værdi på 1,95 mio. kr. Da M skulle anses at have udtaget ejendommen i alt fald på det tidspunkt, da han optog lån i ejendommen, var der ikke grundlag for at fratrække låneprovenuet på 504.230 kr. i boopgørelsen. .

Kære af skifterettens kendelser

Anne Louise Bormann, Johan Hartmann Stæger og Ib Hounsgaard Trabjerg i Festskrift til Linda Nielsen, 2022 p. 31-44: Anvendelse af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a i familieretlige sager og sager om dødsboskifte og ægtefælleskifte

Fagl. Nyt 1997.284 VLK af 10.03.1997 (B-0465-97): Skifteretten i Randers antog advokat fra Århus som medhjælper, hvilket M påkærede. VL udtalte, at skifterettens beslutning om at antage medhjælper under fællesboskiftet ikke var genstand for kære, hvorfor den iværksatte kære herover afvistes. Da H under samlivet havde rådført sig med en kompagnon til medhjælperen om forhold vedr. formueforhold i tilknytning til ægteskabet, fandtes M at have krav på, at der antoges en anden medhjælper, hvorfor skifterettens antagelse af den pågældende advokat blev ophævet.

FM 2003.119/3 VLK: Skifteretten i Århus havde ved kendelse afvist M's påstand om, at der ikke var værneting i Århus. M's kære mål blev afvist, da kendelsen var en delafgørelse, der ikke kunne kæres uden landsrettens tilladelse, jf. RPL § 253, stk. 4, jf. stk. 3, 2. pkt., jf. § 663 modsætningsvis. Da anmodning herom var modtaget for sent, var der ikke hjemmel til at give tilladelsen.

TFA 2005.495 ØLK: Skifteretten i Sorø traf særskilt delafgørelse om skæringsdagen for delingen af et fællesbo ved dom. ØL afsagde kendelse om, at der var tale om en delafgørelse efter RPL § 253, stk. 1, som ikke afsluttede sagens behandling ved skifteretten eller vedrørte et enkelt krav. Der var ikke grundlag for i medfør af § 253, stk. 4, at tillade særskilt indbringelse for landsretten.

TFA 2016.237 VLK: Materielle indsigelser mod en stadfæstet boopgørelse kunne ikke prøves under et kæremål.

Skifteretten i Hjørring stadfæstede en boopgørelse. M kærede og fremsatte indsigelser om bl.a. fordelingen af parternes indbo og værdiansættelsen af H's bil. VL bemærkede, at det af forarbejderne til ÆSKL § 36 fremgår, at materielle indsigelser mod en stadfæstet boopgørelse ikke kan prøves under kære. Herefter, og idet M's indsigelser var af en sådan karakter, at de ikke kunne føre til, at skifterettens stadfæstelse af boopgørelsen skulle ophæves, stadfæstede VL skifterettens afgørelse.

FM 2016.185 ØLK: Kendelser afsagt under forberedelsen af en sag, der var anlagt i medfør af ÆSKL § 2, stk. 1, kunne ikke kæres uden procesbevillingsnævnets godkendelse.

Bobehandleren havde i medfør af ÆSKL § 28 udarbejdet et udkast til boopgørelse. Begge parter fremsatte indsigelser mod boopgørelsen inden for fristen i ÆSKL § 29, stk. 2. Skifteretten fastsatte i medfør af ÆSKL § 32 frist for sagsanlæg, og manden anlagde inden for fristen en § 2-sag med 8 påstande. Under et forberedende retsmøde afviste skifteretten ved kendelse at tage stilling til en påstand fra M om, at fællesboet allerede var delt, da spørgsmålet herom ikke var en de indsigelser, der var rejst inden for fristen efter ÆSKL § 29, stk. 2. Under samme retsmøde afviste skifteretten ved kendelse en anmodning fra M om indhentelse af ny vurdering af nogle selskaber. M kærede begge kendelser. ØL konstaterede, at skifterettens afgørelser var truffet under behandlingen af en tvist i medfør af ÆSKL § 2, stk. 1, og at det af samme lovs § 2, stk. 4, fremgår, at sådanne sager behandles efter retsplejelovens regler. Da kendelserne var afsagt under forberedelsen af hovedforhandlingen, og da Procesbevillingsnævnets tilladelse i medfør af RPL § 389a ikke forelå, afviste ØL kæremålene.

TFA 2017.192 ØLK: Kære af skifterettens bestemmelse om fuldbyrdelse af sagsomkostninger og retsafgift blev afvist.

Skifterettten i Hillerød havde bestemt, at H siden 14 dage skulle betale 50% af omkostningerne ved et bobehandlerskifte (bortset fra bobehandlers salær) eller 390.062,50 kr., samt 50% af retsafgiften eller 5.000 kr. H kærede med påstand om, at omkostningerne først skulle betales senest 14 dage efter, at bodelingen mellem H og M var afsluttet ved endelig og upåanket afgørelse eller forlig. ØL afviste kæremålet, da bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelser om sagsomkostninger efter RPL § 480, stk. 5, jf. stk. 1, ikke kan særskilt kæres, og da kæreadgangen efter RAL § 64 ikke omfatter ikke den lovbestemte betalingsfrist i lovens § 34 d, stk. 2.

TFA 2018.101/2 ØLK: Kære af skifterettens kendelse om, at fællesboet ikke var delt, afvist i medfør af RPL § 253, stk. 3, 2. pkt..

Skifteretten i Odense havde i en kendelse i medfør af ÆSKL § 14 fastslået, at et bo ikke var delt, og at skifteretten dermed havde saglig kompetence til at behandle sagen. ØL fandt, at en sådan afgørelse måtte sidestilles med en afgørelse om saglig kompetence efter RPL kap. 21 og herefter anses for en delafgørelse omfattet af RPL § 253, stk. 3, 2. pkt., der forud for sagens endelige afgørelse kun kan kæres til landsretten med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet efter RPL § 253, stk. 4. Da en sådan tilladelse ikke forelå, afviste ØL kæremålet.

TFA 2018.88/1 VLK: Skifteretten i Aarhus fastsatte d. 20.02.2017 bobehandlerens salær til 140.000 kr. og traf afgørelse om fordeling af boomkostningerne i fællesboet, herunder at betalingen af salæret skulle skævdeles med 3/4 til M og 1/4 til H. M kærede skifterettens afgørelse ved brev af 31.05.2017. VL bemærkede, at kæremålet ikke var omfattet af RPL § 389 a. Kæremålet blev udsat på stillingtagen til en anmodning om tilladelse til kære efter kærefristens udløb, jf. ÆSKL § 79, jf. RPL § 394, stk. 2.

TFA 2018.150 VLK: Skifteretten i Aarhus afviste i medfør af ÆSKL § 14, jf. § 1, en anmodning fra H om deling af et fællesbo under henvisning til, at spørgsmålet om tilsidesættelse eller ændring af en bodelingsaftale skulle behandles som en separat tvist efter ÆSKL § 2, stk. 2, nr. 2. H kærede kendelsen. Da skifterettens afgørelse ikke var truffet under en hovedforhandling eller under forberedelsen af en sådan, var skifterettens afgørelse ikke omfattet af kærebegrænsningsreglen i RPL § 389 a. VL tog derfor kæremålet under påkendelse.

TFA 2018.173/1 VLK (FM 2018.66 VLK): Skifteretten i Herning traf ved kendelse afgørelse om, at den havde den stedlige kompetence til at behandle sagen, da M havde bopæl i Danmark, jf. ÆSKL § 6, stk. 2, og henviste sagen til bobehandler. H kærede afgørelsen med en principal påstand om afvisning, da der ikke var værneting i Danmark. Blandt andet under henvisning til U 2016.526 H, fastslog VL, at skifterettens afgørelser om stedlig kompetence i ægtefælleskiftesager var en delafgørelse, jf. RPL § 253, stk. 3, 2. pkt., der alene kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. RPL § 253, stk. 4, og VL afviste derfor kæremålet.

UfR 2018.2871 ØLK (TFA 2018.252/1 ØLK): Frederiksberg Skifteret havde afsagt kendelse om, at der ikke kunne tillades yderligere spørgsmål stillet til vurderingsmand. M's kæremål blev afvist, da kæremålet krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. ÆSKL § 79, jf. RPL § 389 a.

UfR 2019.228/1 ØLK (TFA 2019.47/1 ØLK): Materielle indsigelser mod en stadfæstet boopgørelse kunne ikke prøves under et kæremål.

Skifteretten i Odense stadfæstede en boopgørelse. M kærede og fremsatte indsigelser om opgørelsen af H's boislodskrav. ØL anførte, at det følger af ÆSKL § 36 og § 79 og bemærkningerne hertil, at landsretten i forbindelse med kære af skifterettens afgørelse om at stadfæste en boopgørelse alene kan tage stilling til, om betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen, var opfyldt. De af H anførte anbringender til støtte for de nedlagte påstande var alle materielle indsigelser mod den stadfæstede boopgørelse, som ikke kunne prøves under kære. ØL afviste derfor kæremålet.

TFA 2019.131/2 ØLK: M pålagt at fremlægge R75 for årene 2008-2017.

Skifteretten i Glostrup havde ophævet en tidligere truffet beslutning om at pålægge M at udlevere sine skatteoplysninger (R75) for årene 2008-2017 til bobehandleren, jf. ÆSKL § 22, stk. 1, 2. og 3. pkt., idet det var oplyst, at der nu ikke længere var uenighed om en potentiel gældspost til M's bror. M var således nu indstillet på, at der i forbindelse med bobehandlingen blev set bort fra lånet til broderen. H havde desuden ikke fremført konkrete oplysninger om, hvad skatteoplysningerne herefter skulle bidrage med oplysning om. ØL ophævede skifterettens kendelse under henvisning til, at M's skatteoplysninger måtte antages at være nødvendige for at dele fællesboet. ØL anså ikke kæremålet for omfattet af RPL § 389 a.

TFA 2019.83 ØLK (FM 2018.227 ØLK): Kære af skifterettens kendelse om, at ægtepagt var ugyldig, og at der derfor var et fællesbo at dele, kunne ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Skifteretten på Frederiksberg havde taget H's anmodning om skifte til følge, da ægtepagt først var anmeldt til lysning efter ophørsdagen. ØL tog et kæremål efter ÆSKL § 14 under umiddelbar påkendelse. ØL henviste til, at der efter ordlyden af ÆSKL § 79, der alene henviser til reglerne i RPL kapitel 37, og efter forarbejderne ikke er grundlag for at antage, at en afgørelse efter ÆSKL § 14 om skifterettens kompetence må sidestilles med en afgørelse om saglig kompetence efter RPL kap. 21 og derfor anses for en delafgørelse omfattet af RPL § 253, stk. 3, 2. pkt. , der kun kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. ØL stadfæstede. Sagen er indbragt for Højesteret.

UfR 2019.3545/1 HKK (TFA 2019.366/2 HKK): Skifterettens afgørelse om, at fællesboet ikke var delt, var ikke en delafgørelse, og afgørelsen kunne kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

M og H var blevet skilt i august 2017. I januar 2018 anmodede H skifteretten om bistand til bodeling, og i februar 2018 anmodede M skifteretten om at tage stilling til, om sagen skulle henvises til søgsmål, idet M gjorde gældende, at boet var delt ved aftale. Skifteretten på Frederiksberg afgjorde i marts 2018, at parternes fællesbo ikke kunne anses for delt, og at skifteretten dermed var kompetent til at behandle deling af fællesboet. M kærede denne kendelse til ØL, der afviste kæremålet, idet M ikke havde indhentet Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære, jf. RPL § 253, stk. 4, 1. pkt. HR udtalte, at en skifteretsafgørelse efter ÆSKL § 14, hvad enten den går ud på afvisning eller på, at indsigelsen mod skifterettens kompetence ikke tages til følge, ikke kan anses for en delafgørelse. En sådan afgørelse er derfor ikke omfattet af kærebegrænsningsreglen i RPL § 253, stk. 4, 1. pkt. HR udtalte endvidere, at da skifterettens afgørelse ikke kunne anses for truffet under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse, fandt kærebegrænsningen i RPL § 389 a heller ikke anvendelse. Skifterettens afgørelse kunne derfor kæres efter de almindelige regler i RPL § 389, stk. 1, uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. HR hjemviste på den baggrund sagen til ØL med henblik på realitetsbehandling af kæremålet.

Forlig

Opløsningscirkulærets § 5

Familieret, p. 510-511

Thomas Rørdam i UfR 1980 B.122-130: Bodelingsaftaler mellem ægtefæller

Ingrid Lund Andersen i UfR 1987 B.155-162: Reglerne om ægtepagter og bodelingsaftaler - lovgivers skisma mellem offentlig kontrol og privat overenskomst

ADV 1978.228: Kredsbestyrelse udtalte, at det er almindelig skik blandt advokater, at en bodeling afsluttes med en skriftligt oprettet bodelingsoverenskomst. Nævnet stadfæstede med bemærkning, at skriftlig bodelingserklæring bør oprettes, især når værdierne går ud over almindeligt indbo.

UfR 1973.765/2 ØLK: Aftale i bodelingsoverenskomst om udbetaling af beløb til K, hvis M solgte ejendom for mere end 190.000 kr. inden d. 01.01.1981 afvist, da der ikke var stiftet nogen ret over ejendommen.

FM 1999.154/4 ØLK: Bestemmelser i bodelingsoverenskomst bestemmelser om fordeling af provenuet ved salg og omprioritering af ejendom kunne ikke lyses, idet de ikke indeholdt nogen ret over ejendommen, men alene en personlig forpligtelse for ejendommens nuværende ejer.

TFA 2017.200 ØLK: Forlig om bodelingen omfattede ikke størrelsen af bobehandlers salær.

I et ægtefælleskifte havde parterne indgået forlig, der også omfattede fordelingen af boomkostninger. Skifteretten i Lyngby lagde til grund, at forliget også omfattede størrelsen af bobehandlerens salær navnlig under henvisning til, at størrelsen tidligere var meddelt parterne i forbindelse med fremsendelse af en cirkulæreskrivelse vedlagt et udkast til boopgørelsen. Skifteretten havde herefter stadfæstet boopgørelsen, jf. ÆSKL § 36. ØL ophævede skifterettens afgørelse om at stadfæste boopgørelsen og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på stillingtagen til bobehandlerens salær. ØL henviste til, at det indgåede forlig for så vidt angår omkostningerne til bobehandleren ikke omtalte størrelsen af dennes salær, men alene frafald af en klagesag over bobehandler og fordelingen af boomkostningerne mellem parterne.

Fortolkning af bodelingsaftaler

TFA 2000.4/3 ØLD: M og H var blevet separeret d. 23.06.199, og M var pålagt at svare bidrag til de to børn med normalbidrag plus 150%. I 1996 blev der indgået forlig om fællesboets deling, hvorefter H skulle refundere M 5.000 kr for de af M afholdte udgifter efter skæringsdagen. H fik herefter gennem kommunen inddrevet børnebidragene for 23.061993-23.09.1993 med i alt 11.761 kr., som M nu søgte tilbagebetalt, idet han gjorde gældende, at bidragene var betalt gennem den fælles økonomi i de første 3 måneder efter separationen. H blev frifundet, idet det ikke fandtes godtgjort, at forliget i skifteretten ikke omfattede M's samtlige udlæg for H og børnene.

TFA 2005.71 VLD: M og H, der var blevet separeret d. 31.07.2000, havde uden advokatbistand indgået en skriftlig bodelingsaftale, hvorefter M skulle udtage 2 ejendomme og betale 420.000 kr. til H. H påstod, at hun tillige skulle have 50% af provenuet ved salg af sommerhus. H fik medhold ved retten i Herning. VL fandt, at det havde formodningen for sig, at parterne ønskede at indgå en aftale, der vedrørte alle tre ejendomme. Aftalen indeholdt ikke noget forbehold om, at hun herudover skulle have en del af provenuet ved salget af sommerhuset. Det fremgik i stedet, at hun ikke skulle betale blandt andet udgifter i forbindelse med salget af sommerhuset. Det fandtes ikke bevist, at H har krav på et beløb, der oversteg 420.000 kr.

TFA 2006.302 VLD: M og H havde i bodelingsoverenskomst aftalt, at H skulle indsættes som uigenkaldeligt begunstiget til en livsforsikring Y, som var anført med et forkert policenummer Den pågældende forsikring var en rentepension med løbende ydelser. M's advokat havde ved fremsendelse af bodelingsoverenskomsten til H's advokat i januar 1994 tilkendegivet, at M's underskrift var afgivet ud fra en forudsætning om, at forsikringerne skulle fordeles som angivet i et vedlagt brev af september 1993 fra forsikringsselskabet. Brevet var også tidligere sendt til H's advokat, og ifølge brevet var forsikring Y en personlig rettighed for M, der ikke skulle indgå i bodelingen, jf. RVL § 15, stk. 2. Det havde således været en forudsætning for M's underskrift, at forsikring Y ikke skulle indgå i bodelingen, og M blev derfor frifundet for H's krav om ligedeling af denne forsikring.

TFA 2009.77 VLD: M og H havde i bodelingsoverenskomst fra 2001 aftalt, at forskellen i deres tyske pensionsordninger skulle udlignes ved overførsel af halvdelen af differencen til den andens pensionsordning. H krævede nu differencen efter skat betalt kontant. Retten i Hjørring og VL frifandt M, idet kontant udligning forudsatte, at det var påvist, at opdeling af pensionerne ikke var mulig på grundlag af en tysk domstolsafgørelse.

UfR 2010.3050 ØLD (TFA 2010.720/1 ØLD): M og H havde i en bodelingsoverenskomst aftalt, at provenuet efter salg af en ejendom, der tilhørte H's bodel, skulle fordeles således, at H forlods skulle modtage 250.000 kr., og at resten af provenuet skulle deles ligeligt mellem parterne. H havde til gengæld givet afkald på hustrubidrag. Retten i Helsingør og ØL fandt, at bodelingsoverenskomsten efter sin ordlyd måtte forstås sådan, at H skulle modtage de første 250.000 kr. af provenuet ved salget af ejendommen, hvorefter det resterende provenu skulle ligedeles mellem parterne. Denne forståelse medførte, at H netto modtog 125.000 kr. mere, end en fuldstændig ligedeling ville have ført til. Begge parter var ved aftalens indgåelse repræsenteret af advokat, og der er ikke oplyst om omstændigheder, der kan føre til tilsidesættelse af aftalen i medfør af AFTL § 36.

TFA 2011.574 VLD: M og H blev separeret i maj 2007 og aftalte i bodelingsoverenskomst bl. a., at M skulle betale parternes nettorestskat for 2006 opgjort til 105.762 kr. svarende til differencen mellem en restskat for H på 124.651 kr. og M's tilgodehavende på 18.889 kr. i overskydende skat. Ifølge H's årsopgørelse for 2006 viste hendes faktiske restskat sig alene at være på 80.955 kr., hvoraf 17.976 kr. blev indregnet i forskudsskatten for 2008. Retten i Aalborg fandt, at bodelingsoverenskomsten måtte forstås således, at M overtog alle aktiver mod til gengæld at overtage samtlige gældsforpligtelser, og M havde forpligtet sig til at betale H's restskat for 2006, som ved aftalens indgåelse var opgjort til 124.651 kr. M var herefter forpligtet til at betale H de 17.976 kr., idet det hverken kunne tillægges betydning, at H først havde betalt beløbet i forbindelse med skattebetalingen i 2008, eller at H's restskat havde vist sig at være mindre end det beløb, M havde påtaget sig at betale ifølge bodelingsoverenskomsten. VL fandt, at H havde ikke fortabt sit krav ved passivitet ved at vente 2 år med sagsanlægget, og stadfæstede dommen.

TFA 2012.320 ØLD: M og H blev separeret i dec. 2006 og underskrev i marts 2007 en bodelingsoverenskomst, ifølge hvilken M skulle overtage deres hidtidige fælles bolig og overtage gælden i ejendommen, og hvoraf fremgik, at boet herefter var endeligt delt. Bodelingsoverenskomsten, der var udarbejdet af advokat på initiativ af M, der var revisor, nævnte ikke parrets andre aktiver, herunder navnlig en fast ejendom, som tilhørte parterne i lige sameje, og som var til salg på tidspunktet for indgåelsen af bodelingsoverenskomsten. Efterfølgende skrev M's advokat til H's advokat, at boet var endeligt delt, og at der alene resterede et mellemværende vedrørende denne ejendom, der nu var solgt. M gjorde i en efterfølgende retssag gældende principalt, at bodelingsoverenskomsten ikke tog stilling til de aktiver og passiver, der ikke er nævnt, og at der derfor skulle laves en sædvanlig boopgørelse, i henhold til hvilken H skulle betale 38.000 kr. til ham. Subsidiært gjorde han gældende, at nogle beløb, som han havde betalt til H, og værdien af en bil, hun havde modtaget, skulle modregnes i hendes andel af provenuet fra salget af ejendommen. H gjorde gældende, at hun havde krav på halvdelen af provenuet fra salget af ejendommen, og at alle andre aktiver og passiver var delt i henhold til bodelingsoverenskomsten. Retten i Nykøbing Falster gav H medhold. ØL stadfæstede.

TFA 2013.282 ØLD: M og H blev skilt og underskrev d. 02.11.2010 bodelingsoverenskomst. H havde været ansat i M's virksomhed og havde ikke modtaget feriepenge. H's fagforening rejste senere på vegne af H krav om feriepenge for 2009 på 17.914 kr. Holbæk Ret gav H medhold, idet feriepengekravet ikke kunne anses for omfattet af bodelingsoverenskomsten. ØL stadfæstede.

TFA 2019.225 VLD: Bodelingsaftale måtte forstås således, at H havde overtaget hus i Tyskland som eneejer.

M og H indgik i 2011 en bodelingsaftale, hvorefter H skulle overtage parternes hus i Tyskland, således at hun kunne blive boende i huset sammen med deres fællesbørn. Samtlige omkostninger vedrørendel huset, herunder terminerne for det fælles lån på 257.100 €, skulle betales af H, mens lejeindtægter tilfaldt H. Det var alene H, der ifølge aftalen kunne bestemme, om huset skulle sælges på et tidspunkt. Det fælles lån i huset skulle indfries ved et salg af huset. M blev ikke slettet som medejer af huset i den tyske Grundbuch, ligesom han fortsat hæftede for gælden. Parterne blev skilt i 2012. I 2013, hvor M flyttede til Danmark, solgte han halvdelen af huset til sin søster, der skulle respektere H's råderet. H anlagde en erstatningssag mod M med påstand om, at denne skulle erstatte H halvdelen af husets friværdi, da M havde handlet i strid med bodelingsaftalen. Det fremgik ikke udtrykkeligt af bodelingsaftalen, hvem der ved et eventuelt salg skulle have salgsprovenuet.Retten i Sønderborg lagde til grund, at bodelingsaftalen skulle forstås således, at H alene havde fået den fulde råderet over ejendommen, men ikke den fulde ejendomsret. Byretten henviste bl.a. til, at det havde formodningen mod sig, at H havde opnået den fulde ejendomsret, når M fortsat hæftede for gælden. VL gav H medhold. Ud fra en fortolkning af bl.a. mails fra M til H i 2011 lagde VL til grund, at M havde været af den opfattelse, at H havde ret til hele provenuet ved et eventuelt salg. Det var derfor i strid med bodelingsaftalen, at M havde solgt halvdelen af huset. M var som følge heraf erstatningsansvarlig for det tab, som H led i den forbindelse. Tabet blev opgjort til halvdelen af friværdien eller 106.450 €.

TFA 2020.152 ØLD: M blev i overensstemmelse med indholdet af en bodelingsoverenskomst tilpligtet til at tage skøde på H's halvdel af en ejendom i Frankrig og betale tinglysningsomkostningerne i forbindelse hermed.

M og H havde i forlængelse af skilsmisse i 2011 indgået en af M udarbejdet bodelingsoverenskomst, hvorefter H's halvdel af en ejendom i Frankrig skulle overtages af M som eneejer til den pris på 415.000 €, som ejendommen var købt for i 2007. Af overenskomsten fremgik videre, at M skulle betale omkostningerne ved overdragelsen, og H »medvirker til, at omkostningerne ved overdragelsen i Frankrig sker billigst muligt «. Såvel Københavns Byret som ØL fandt, at M herefter inden for en rimelig frist skulle tage skøde på ejendommen og betale alle udgifter, herunder tinglysningsomkostninger, i den forbindelse. M havde gjort gældende bl. a., at der ikke i bodelingsoverenskomsten – i modsætning til hvad der var tilfældet for et sommerhus i Danmark – var anført noget om tinglysning, og at H havde en loyalitetsforpligtelse til at sikre, at M ikke led tab, når det kunne ske uden ulempe eller ulempe af betydning for hende. M havde endvidere henvist til, at H havde udvist passivitet ved ikke at følge op på sagen i forhold til M. Disse synspunkter kunne ikke føre til en anden vurdering af sagen.

Skiftets afslutning

Flemming Sorth i TFA 2007.49-51: Den konkursretlige stilling for boslodskrav/vederlagskrav i den anden ægtefælles konkursbo.

TFA 2003.65 ØLK: Fællesbo var i 1998 taget under off. skifte efter begæring af H, som i 2001 tilbagekaldte begæringen betinget af, at off. auktion over ejendom i lige sameje var afholdt. M protesterede. Skifteretten i Hørsholm bestemte d. 05.07.2002, at fællesboet var sluttet. ØL ophævede denne kendelse under henvisning til, at M havde indsigelser mod boets slutning, idet han bl. a. gjorde gældende, at ejendom skulle indgå i bodelingen med et større beløb end det, som den blev vurderet til i 1998.

TFA 2004.514 ØLK: Skifteretten i Ballerup afviste M's begæring om yderligere udsættelse af sagen med henblik på tilvejebringelse af regnskabsmateriale. M. der var advokat, var ved medhjælpers skrivelser af 12.01. og 30.03.2004 blevet opfordret til at fremkomme med en opgørelse over hans bodel, og M var ved skrivelse af 23.04.2004 blevet opfordret til at fremkomme med bemærkninger til medhjælpers udkast til regnskab. M havde forholdt sig passiv hertil og begærede i skifteretsmødet d. 02.06.2004 alene udsættelse uden at angive, hvornår materialet ville foreligge. ØL stadfæstede.

Anke af boopgørelsen

Jørgen Jochimsen i UfR 2003 B.161-164: Nye påstande for landsretten under appel af foged- og skifteretsafgørelser.

FM 1989.104 ØLD: På en skiftesamling d. 19.06.1989, hvortil parterne var indkaldt telefonisk, stadfæstede skifteretten en delboopgørelse. H indleverede ankestævning d. 25.07.1989. Anken blev afvist, da ankefristen på 4 uger måtte regnes fra d. 19.06.1989.

VLD af 07.11.1996 (B-2221-96): Skifteretten i Horsens havde ved dom givet M medhold i, at skyldigt § 6-bidrag pr. skæringsdagen, kr. 4.000, kunne passiveres, jf. SKL § 65, stk. 3. H ankede dommen. Anken blev afvist, da dommen efter RPL § 368, stk. 1, 2. pkt. kun kunne ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

UfR 2000.250 VLK: M ankede dom d. 29.06.1999 afsagt af skifteretten i Herning d. 01.06.1999. M havde kontaktet advokat d. 29.06.1999, og advokaten forsøgte samme dag kl. 15.50 at telefaxe en ankestævning, men faxlinien var optaget. Ankestævningen nåede først frem pr. fax kl. 16.10. VL afviste anken , idet der ikke var påvist omstændigheder, der kunne medføre, at landsretten undtagelsesvis tillod anken, jf. RPL § 662, stk. 3.

TFA 2000.115 ØLD: ØL nægtede i medfør af RPL § 664, stk. 1, jf. § 383, M at fremsætte mest subsidiær påstand om, at der skulle ske opsat deling af hans kapital- og ratepensioner, uanset bestemmelsen i RPL § 664, stk. 3. Påstanden havde ikke været gjort gældende i skifteretten, eller under forberedelsen af ankesagen, men var først fremsat under domsforhandlingen, og H protesterede mod, at påstanden blev fremsat på dette sene tidspunkt.

TFA 2006.312 VLK: I en boopgørelse, som var stadfæstet af skifteretten i Holsted, var det bestemt, at H's boslodskrav skulle forrentes med 5% over diskontoen fra d. 01.07.2002. Under kæremål afviste VL at tage stilling til indsigelse mod bestemmelsen af forrentning, da dette var et spørgsmål om forandring af den stadfæstede boopgørelse. Indsigelsen skulle være gjort gældende ved anke, jf. FSKL § 50, stk. 2.

TFA 2006.322 VLK: Skifteretten i Skjern berigtigede d. 25.11.2005 efter M's anmodning dom om bodeling af 21.10.2005. M anmodede d. 05.03.2006 VL om tilladelse til at anke den berigtigede dom. VL bemærkede, at det i bodelingssager mellem tidligere ægtefæller måtte tillægges betydelig vægt, at parterne efter ankefristens udløb kan indrette sig på, at dommen står ved magt. Da dommen var blevet berigtiget, efter at skifteretten havde oplyst M om, at berigtigelse alene kunne gennemføres med H's samtykke, og at M i modsat fald måtte anke dommen, forelå der herefter ikke sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for tilladelse til anke efter fristens udløb, var opfyldt.

TFA 2008.25/2 ØLD: Skifteretten i Tåstrup havde stadfæstet boopgørelsen i et off. skifte, som havde varet i 9 år. H havde skiftet advokat fire gange. ØL fandt, at der havde været en sådan sammenhæng mellem fællesboets aktiver og passiver, at det, henset til skiftets forløb og de fremførte indvendinger, ikke tidligere end opgørelsestidspunktet kunne anses oplagt og utvivlsomt, til hvem og hvornår aktiverne, herunder flere ejendomme, skulle udlægges. Det havde derfor været berettiget ved den endelige opgørelse at fastslå, at de seneste vurderinger skulle lægges til grund. Uanset at der på nogle punkter kunne påvises manglende og utilstrækkelige oplysninger i opgørelsen, som også påpeget af medhjælper på det afsluttende bomøde, fandt ØL ikke, at H havde påvist sådanne fejl og mangler, at skifterettens dom skulle ophæves. Der var herved også lagt vægt på sagens meget langvarige forløb og hendes adfærd og indstilling under boets behandling.

Tvangsfuldbyrdelse

Familieret, p. 624 note 42 og p. 656

Jens Anker Andersen i JUR 1990.16-20: Kan boopgørelser eksekveres?

FM 1994.41/2 ØLK: Skifteretten i Hvidovre havde pålagt M at udlevere 1 bordlampe og 2 lampetter iht. et forlig indgået i skifteretten. Afgørelsen blev ophævet af ØL, idet spørgsmålet om opfyldelse af det indgåede forlig ikke fandtes at burde afgøres af skifteretten.

FM 1994.152 ØLK: Skifteretten i Ballerup havde ved dom af 07.01.1994 bestemt, at H på skiftet skulle udtage et sommerhus. H tinglyste dommen som adkomst d. 06.06.1994. ØL ophævede tinglysningen, da dommen ikke i sig selv kunne danne grundlag for lysning. Endeligt udlæg sker først ved den boopgørelse, der skal udarbejdes ved boets slutning, medmindre andet aftales under det fortsatte skifte.

UfR 1996.620 ØLK: H begærede fogedforretning mod M til inddrivelse af sit boslodskrav. M gjorde gældende, at beløbet var betalt bl. a. via betaling af terminsydelser for H. I hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor der forelå en upåanket af skifteretten stadfæstet boopgørelse, og hvor skifteretten havde taget stilling til M's indsigelser under bobehandlingen, kunne indsigelserne ikke nu gøres gældende for fogedretten. Boopgørelsen måtte i øvrigt anses for omfattet af RPL § 478, stk. 1, nr. 1.

Dom afsagt af Skifteretten i Lyngby d. 28.06.1996 (Fagl. Nyt 1996.339): M nedlagde påstand om, at skifteretten i medfør af RPL § 480, stk. 1 skulle bestemme, at dom i bodelingssagen ikke måtte fuldbyrdes, før der forelå afgørelse fra menneskerettighedsdomstolen, hvortil M havde indbragt bl. a. et spørgsmål om, hvorvidt det var korrekt, at det under selve ægteskabssagen i forbindelse med afgørelsen om § 56-godtgørelse til H var blevet fastslået, at nogle ejendomme tilhørende M var fælleseje. Skifteretten fandt ikke grundlag for at imødekomme begæringen.

FM 1997.67/3 VLK: M og H var blevet separeret ved dom d. 23.11.1994. Parterne underskrev d. 24.09.1996 bodelingsoverenskomst, hvorefter ejendom tilfaldt M. M begærede d. 30.10.1996 fogedrettens bistand til udsættelse af H, som protesterede under henvisning til, at samlivet var genoptaget og separationen dermed bortfaldet.. Parterne havde siden separationen boet sammen i den tidligere fælles bolig og ved enkelte lejligheder haft seksuelt samkvem. Fogedretten nægtede at fremme forretningen, idet der bestod en sådan tvivl om separationens beståen, at betingelserne for at fremme forretningen i medfør af RPL kap. 55 ikke var til stede. VL stadfæstede.

TFA 1999.127/2 ØLK: M og H var blevet separeret ved bevilling af 05.03.1998. De blev boende i hver sin ende af huset. H fik ved skifterettens dom af 05.10.1998 tillagt udtagelsesretten til huset, som tilhørte parterne i lige sameje. H fik medhold i begæring om udsættelse af M.

TFA 2000.326 ØLK: Ved dom af 28.01.1999 havde skifteretten i Nykøbing Falster bestemt, at H skulle overtage ejendom. Skifteretten bestemte d. 14.03.2000, at H skulle udtage ejendommen pr. d. 14.04.2000, og at M skulle fraflytte senest denne dato, forudsat at H senest d. 17.03.2000 deponerede 50.000 kr. i skifteretten. ØL stadfæstede henset til det af parterne indgåede indenretlige forlig om, at H kunne overtage ejendommen, når vilkårene var afgjort, og medhjælpers udkast til boopgørelse samt til, at H fra og med september 1999 havde betalt ejendommens terminer.

VLD af 21.09.2000 (6. afd. B-1961-99): M dømt til at betale H 50.392 kr. til opfyldelse af bodelingsoverenskomst, som parterne selv havde indgået i april 1991.

TFA 2001.237/3 VLK: M var af Skifteretten i Århus blevet frataget rådigheden over fast ejendom, da han ikke ville medvirke til, at ejendommen blev solgt, jf. TFA 2001.182 VLK. M blev nu udsat af ejendommen, idet der ikke fandtes noget grundlag for at udsætte sagen.

TFA 2004.121 ØLK: M søgte at inddrive tilgodehavende på 46.497 kr. mod H i henhold til bodelingsoverenskomst, der indeholdt tvangsfuldbyrdelsesklausul. H gjorde gældende, at aftalen var underskrevet under tvang og trusler. Efter det af parterne overfor fogedretten forklarede om deres indbyrdes forhold og de omstændigheder, hvorunder forliget var tilvejebragt, fandt fogedretten i Holbæk det, efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, betænkeligt at fremme forretningen, jf. RPL § 501, stk.1, jf. stk. 4. ØL stadfæstede.

UfR 2007.2009 ØLK: Efter et ægtefælleskifte begærede H udlæg for sit krav på 276.955 kr. mod M på grundlag af en boopgørelse, der var blevet stadfæstet af skifteretten. M rejste indsigelser mod opgørelsen i forbindelse med kære af fogedrettens afgørelse om udlæg. Idet ØL fandt, at den stadfæstede boopgørelse var omfattet af RPL § 478, stk. 1, nr. 1, kunne indsigelser mod den stadfæstede boopgørelse ikke gøres gældende for fogedretten, jf. RPL § 501, stk. 2 og fogedrettens afgørelse blev stadfæstet.

https://jura.karnovgroup.dk/document/7000645228/1 TFA 2014.245 ØLK: M og H aftalte ifølge retsbog ved møde i Skifteretten på Frederiksberg, at et sommerhus skulle sættes til salg, hvis M ikke inden 3 uger fik afklaret, om han kunne overtage gælden og betale Hs boslodskrav i henhold til udkast til bodelingsaftale. Hvis huset blev sat til salg, skulle M ifølge aftalen senest d. 01.06.2013 betale boslodskravet bortset fra den del, der vedrørte sommerhuset. H anmodede om tvangsfuldbyrdelse af aftalen, men fogedretten i Lyngby fandt det betænkeligt at anse det i retsbogen anførte som et retsforlig, der kunne tvangsfuldbyrdes. ØL fandt, at tilførslen til retsbogen efter sit indhold var et retsforlig, der kunne tvangsfuldbyrdes, og sagen blev hjemvist til foretagelse af udlæg for 84.760 kr.

FM 2022.159 ØLK: Retsforlig i skifteretten om bodeling kunne danne grundlag for udlæg, selv om M angav at have modkrav, idet disse ikke var anerkendt eller havde den fornødne klarhed.

H indgav en sag mod M på baggrund af et retsforlig i skifteretten fra en bodeling. I forliget fremgik, at parrets konti skulle deles ligeligt med fradrag af latent skat. Der var et indestående på 114.708,70 kr., og M havde betalt 50.000 kr., som blev fratrukket. Kravet var derfor 64.708,70 kr. Hs advokat havde i en mail af 16.05.2022 opgjort kravet til Ms advokat, som svarede ved mail af 17.05.2022, at den praktiske fremgangsmåde vedrørende gennemførelsen af de sidste ekspeditioner i bodelingen i mail af 16.05.2022 kunne tiltrædes, men at der var en række modkrav på 26.175 kr. Modkravene vedrørte ikke retsforliget, konti eller bodeling. Fogedretten på Bornholm fandt, at kravets størrelse ikke var tilstrækkeligt dokumenteret ud fra retsforligets ordlyd og sagens øvrige oplysninger, hvorfor sagen blev nægtet fremme. H kærede afgørelsen.
ØL bemærkede, at Ms advokat ved mail af 17.05.2022 måtte anses for at have tiltrådt, at det resterende beløb udgjorde 64.708,70 kr., idet hans indsigelse angik en række modkrav, der ikke vedrørte opgørelsen af kontoen. ØL fandt derfor, at parterne var enige om opgørelsen af beløbet på baggrund af retsforliget, hvorfor kravet med tilstrækkelig sikkerhed kunne opgøres til 64.708,70 kr. ØL bemærkede, at der under en fogedsag kan ske modregning, jf. RPL § 522, når modkravene enten anerkendes af modparten, eller hvis rigtighed på anden måde må anses for godtgjort, og hvis modregningsbetingelserne i øvrigt er opfyldte. Ms modkrav var bestridt af H, og deres rigtighed blev ikke på det foreliggende grundlag fundet tilstrækkeligt godtgjort, hvorfor ØL ophævede fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til foretagelse af udlæg for et beløb på 64.708,70 kr.

Separat afgørelse af enkeltspørgsmål

Familieret, p. 516-517
SKL-kommentar, p. 448-450

Skifteretten skal fra d. 01.03.2012 behandle sager om enkelttvister, herunder sager om pensionskompensation, uanset om parterne er enige herom, jf. ÆSKL § 2, stk. 1

Der er fra d. 01.03.2012 indført mulighed for at foretage et partielt skifte, jf. ÆSKL § 1, stk. 2.

Retsstillingen før d. 01.03.2012:

a. Kunne ikke ske ved partielt offentligt skifte

TFA 2002.132 VLK (FM 2002.6 VLK): M's begæring om partielt skifte vedr. en landbrugsejendom i Varde blev ikke taget til følge, da der ikke var hjemmel hertil i SKL § 70 a, stk. 2.

b. Søgsmål ved de almindelig domstole

Se som eksempel Silkeborg Civilrets dom af 05.02.1991 ref. i Fagl. Nyt 1991.66-67 vedr. aktivering af skattefordel

TFA 2008.403 VLK: M og H blev separeret i januar 2005. H indgav i december 2006 begæring om offentligt skifte, men trak senere begæringen tilbage og anlagde sag mod M ved Århus Ret med påstand om, at M skulle anerkende, at H havde krav på halvdelen af 31.850 kr., at indboet var delt, og at H skulle udtage halvdelen af det indestående provenu fra salg af parternes fælles ejendom tillagt 15.402,81 kr., mens M skulle udtage halvdelen fratrukket 15.402,78 kr. Byretten afviste sagen, idet tvisten vedrørte skifte af fællesbo og derfor skulle behandles af skifteretten, og idet påstanden var uklar og uegnet til at danne grundlag for afsigelse af dom. VL hjemviste sagen til fortsat behandling, da tvisten ikke længere drejede sig om skifte af et fællesbo, men alene om, hvorvidt H havde krav på at få et beløb fra M, og da et sådant krav kan behandles af de ordinære domstole. VL tiltrådte, at påstanden ikke kunne danne grundlag for afsigelse af dom, men henviste til, at H kunne indrømmes en frist til at afhjælpe manglen, jf. RPL § 349, stk. 2, jf. § 348, stk. 2, nr. 3.

c. Indbringelse for skifteretten i medfør af SKL § 81, jf. § 76.

Parterne skal være enige herom.
Retsafgift skal beregnes efter de almindelige regler i RAL kap. 1, jf. RAL § 39.
Fri proces efter de almindelige regler i RPL § 332, stk. 1 nr. 1-4, hvilket er en klar fordel, jf. Skema med sammenligning med reglerne om fri proces til andre sager.
Anke efter RPL § 664, dog næppe nødvendigt at forkynde ankestævningen for skifteretten, jf. RPL § 664, stk. 2.

UfR 1971.708 ØLD: Skifteretten i Hillerød havde afvist at tage stilling til spørgsmål om udtagelsesret til fast ejendom, medmindre boet blev taget under off. skifte. ØL fandt, at der var hjemmel til at afgøre spørgsmålet i SKL § 81, jf. § 76, uden at det var nødvendigt at tage fællesboet under offentlig skiftebehandling

Se som eksempler:

UfR 1975.556 HD: Værdien på een aktie på nom. kr. 4.000 (ud af M's samlede aktiepost på kr. 496.000) skulle sættes til kurs 595 og ikke kurs 100. Ref. nedenfor.

FM 1989.4/2 ØLK: Sameje vedr. sommerhus i fællesbo med negative bodele. Grund tilhørte M's bodel. Sommerhus på grunden antaget at være i lige sameje.

UfR 1990.192 ØLD: Værdi af good-will i lægepraksis. 44-årig læge i Ballerup. Kun den del af goodwillværdien, der må anses at kompensere for den fremtidige begrænsning af M's erhvervsmuligheder, skal holdes uden for skiftet. Denne del ansættes skønsmæssigt til 50%. Omtalt i Fagl. Nyt 1989.82-83 og Fagl. Nyt 1989.155.

Skifte af særeje

SKL-kommentar, p. 459-477
Familieret, p. 663-666
RVL-kommentar, p. 18

TFA 2005.518 ØLK: M og H, der i henhold til ægtepagt lyst i 1966 havde rent fuldstændigt særeje, blev separeret i 1998. M indgav begæring om offentlig skifte. Skifteretten i Hillerød afviste sagen, idet de opståede tvister mellem parterne vedrørende bilen, provenuet for maleriet samt indretning af lejlighed, drejede sig om almindelige civilretslige tvister mellem to parter. Vedrørende M's opgjorte kompensationskrav bemærkedes, at RVL § 23 ikke fandt anvendelse, når der var fuldstændigt særeje mellem parterne, og at M ikke under separations- eller skilsmissesagen havde rejst krav overfor hustruen efter ÆL § 56. Der var ikke opstået et bo eller et sameje om forskellige indbogenstande mellem parterne, der kunne deles i skifteretten som offentligt skifte med antagelse af medhjælper og udarbejdelse af boopgørelse. Sagen syntes snarere egnet til en samlet behandling ved civilretten, hvor M kunne opgøre et samlet kompensationskrav og gøre dette gældende overfor H. ØL stadfæstede, da der ikke forelå et bo, jf. SKL § 82, da den betingede procesaftale, der var indgået mellem parterne i den sag, der behandledes ved civilretten i Hillerød, ikke ændrede herpå.

TFA 2006.139 ØLD: M og H blev separeret i 1998 blev skilt efter 32 års ægteskab. De havde i ægteskabet særeje om alt. De ejede et sommerhus i lige sameje. De havde begge i 1991 underskrevet et gældsbrev til et investeringsfirma på 382.000 kr. ØL fandt, at parterne i det indbyrdes forhold hæftede lige, selv om gælden hidrørte fra M's spekulationsforretninger. H dømt til at refundere M halvdelen af det fælles lån eller 135.000 kr. H havde ikke været afskåret fra at benytte sommerhusets på en sådan måde, at hun var fritaget for betaling af ejendomsskatter, og hun dømtes til at refundere M halvdelen af ejendomsskatterne på sommerhuset fra separationen og frem til samejets opløsning ved frivillig auktion 4,5 år senere eller 90.261 kr.

Advokat Jørgen U. Grønborg