Indfødsret

Retsregler

Bøger

Artikler

Retspraksis


Retsregler

Indfødsretsloven

Lov nr. 487 af 07.06.2006 om indfødsretsprøven

Bekg. nr. 1767 af 27.12.2018 om kommunalbestyrelsernes afholdelse af grundlovsceremonier

Bekg. nr. 874 af 04.07.2014 om betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret

Bekg. nr. 873 af 04.07.2014 om dna-undersøgelser til brug for behandlingen af sager om dansk indfødsret

Bekg. nr. 370 af 08.04.2014 om statsborgerskabsprøven

Bekg. nr. 36 af 27.11.2003 af aftale af 14. januar 2002 mellem de nordiske lande om gennemførelse af visse bestemmelser om statsborgerret.

Cirkulæreskrivelse nr. 9779 af 14.09.2018 om naturalisation

Cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12.01.2006 om naturalisation

Cirk. nr. 55 af 12.06.2002 om dansk indfødsret ved naturalisation. (Gælder fra d. 01.07.2002)

Bøger

Knud Larsen: Indfødsretslovene, 1948, Munksgaard.

Poul Andersen: Erhvervelse og fortabelse af dansk indfødsret, 1953.

Torben Steffensen: Lov om dansk indfødsret med kommentarer, 1. udg., 1991, 122 sider, DJØF. Anmeldt af Per Schaumburg-Müller i JUR 1992.328-332.

Birgit Kleis og Niels Beckmann: Indfødsretsloven med kommentarer, 1. udg., jan. 2004, 250 sider, DJØF

Eva Ersbøll: Dansk indfødsret i internationalt og historisk lys, 1. udg., dec. 2008, 798 sider, DJØF er anmeldt af Jens Hartvig Danielsen i UfR 2009 B.84-85

Artikler

Ida Elisabeth Koch i JUR 1999.26-42: Retssikkerhed i forbindelse med erhvervelse af indfødsret ved lov - retlige og/eller politiske hindringer.

Skarrildhus 1999.58-62: Om statsamtets administration af lov om indfødsret § 3.

Hülya Yarar i Justitia nr. 1/2001 p. 3-45: Naturalisation af udlændinge med varigt ophold i Danmark.

Michael Jørgensen i ADV nr. 9/2008 p. 14-18: Folketinget sætter forvaltningsret ud af kraft (Kritik af reglen om at personer med PTSD ikke kan få dispensation fra kravet om beståelse af prøven i dansk som betingelse af indfødsret)

Eva Ersbøll i ADV nr. 2/2009 p. 10-13: Staten diskriminerer i sager om statsborgerskab (Folketinget kan ikke udpege en gruppe af personer med en psykisk lidelse - PTSD - og helt generelt afskære dem fra at få dansk pas)

Retspraksis

UfR 2000.1613 VLD: A, der var født her i landet i 1976, men var tyrkisk statsborger, fik afslag på erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 3, stk. 1, da hun i 1996 havde opholdt sig 6 måneder i Tyrkiet. VL tiltrådte, at A ikke opfyldte betingelserne i indfødsretslovens § 3, stk. 1.

UfR 2003.1600 VLD: A, der tidligere havde været tyrkisk statsborger, havde ved ansøgning om dansk indfødsret fortiet, at han var idømt 2½ års fængsel i Danmark og udvist for bestandig.. A blev frakendt sin indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 A.

UfR 2009.2296/2 ØLD: T, der var statsborger i såvel Danmark som Jordan, blev ved ØL's dom af 15.02.2007, som stadfæstet ved HR's dom af 03.10.2007, straffet med fængsel i 7 år for forsøg på terrorisme efter STRFL § 114, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn havde ved tilkendegivelse modtaget af Retten i Glostrup d. 16.03.2007 nedlagt påstand om, at T i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, skulle frakendes sin danske indfødsret og i medfør af UDL § 22 udvises af landet. T blev frifundet i BR. Af de for ØL foreliggende oplysninger fremgik det, at T på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 16 år. Han var født i Danmark af forældre, der på tidspunktet for hans fødsel havde opnået dansk statsborgerskab, og han havde haft sin opvækst og skolegang her i landet. Han talte og skrev såvel dansk som arabisk, ifølge ham selv talte han dog ikke arabisk som en indfødt. T's mor og far samt 10 søskende, der også alle havde dansk statsborgerskab, boede i Danmark, og T havde som sin eneste familie i Jordan en faster på 67-68 år, som han ikke havde nogen forbindelse til. T havde kun været i Jordan én gang på gennemrejse, da han var omkring 4 år. T havde således ingen eller i hvert fald kun meget ringe tilknytning til Jordan. Under de omstændigheder, og da der på det foreliggende grundlag ikke kunne bortses fra risikoen for, at T ved ophold i Jordan på grund af karakteren af den forbrydelse, som han var dømt for, ville kunne lide overlast omfattet af UDL § 26, stk. 1, nr. 6, fandt ØL, at der forelå så afgørende hensyn, som talte mod frakendelse af indfødsretten, at frakendelse måtte undlades trods alvoren og grovheden af den begåede kriminalitet, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1. Med disse bemærkninger tiltrådte ØL, at T var frifundet for påstanden om frakendelse af indfødsretten og som følge heraf tillige for påstanden om udvisning.

UfR 2010.3061 ØLD: A erhvervede dansk indfødsret i 2001, da han oplyste, at han var født i Australien. Myndighederne fik i 2002 mistanke om, at A svigagtigt overfor myndighederne, M, havde fortiet sin rette identitet som B, statsborger i Indien. I 2006 indledtes efterforskningen, hvorefter ØL udtalte at, efter oplysningerne om den periode, hvor A havde opholdt sig i Danmark, og om hans tilknytning til Danmark, sammenholdt med karakteren af den begåede svig, fandtes der ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at tillægge den af M udviste passivitet en sådan vægt, at denne kunne begrunde, at A ikke skulle frakendes dansk indfødseret (4-2).

UfR 2012.1950 ØLD: A nedlagde påstand om, at B skulle anerkende, at A var dansk statsborger. A var født i Egypten d. 18.05.2005 og A's forældre var gift og egyptiske statsborgere, da A blev født. A's far kom til Danmark i 1994 og blev fra september 2005 dansk statsborger. A kom sammen med sin mor til Danmark i 2006/2007, hvor A blev registeret som dansk statsborger. Efter den dagældende indfødsretslov §§ 1 og 2 opfyldte A ikke ved indrejsen betingelserne for at erhverve dansk indfødsret, idet hverken A's far eller mor ved hans fødsel var danske statsborgere, eller idet A's forældre havde indgået ægteskab 2 år forud for A blev født. A havde heller ikke opnået dansk statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 6, idet A ikke havde bopæl på tidspunktet, hvor A's far erhvervede dansk statsborgerskab. På denne baggrund fandt Københavns Byret, at A ikke opfyldte betingelserne i indfødsretsloven om at erhverve dansk indfødsret, hvorfor A derfor ikke på noget tidspunkt havde været dansk statsborger. Da myndighederne ikke kunne dispensere fra betingelser i indfødsretsloven, lagde BR til grund, at A var fejlregistreret som værende dansk statsborger af Esbjerg Kommune. BR fandt derfor, at A aldrig havde været dansk statsborger, og han var derfor ikke var frataget dansk statsborgerskab. ØL stadfæstede.

UfR 2013.3328 HD: Indfødsretskontoret, I, havde meddelt A afslag på dansk statsborgerskab, da han ikke opfyldte krav om dokumentation for danskkundskaber. Ministeriet, M, forelagde ikke sagen for Folketingets Indfødsretsudvalg, F, med henblik på dispensation fra kravet, da M fandt, at A led af posttraumatisk stress syndrom, depression samt demens i lettere grad. A anlagde herefter sag mod M. I ØL blev sagen afvist fra behandling ved domstolene, og for HR drejede sagen sig om, hvorvidt afvisningen var sket med rette. HR fastslog, at en ansøger, der ikke var medtaget i en lov om indfødsret, ved domstolene kunne få prøvet, om folkeretlige forpligtelser var krænket, og om ansøgeren i den anledning havde krav på erstatning eller godtgørelse. En sådan domstolsprøvelse var ikke i strid med regeringens eller Folketingets kompetence efter GRL § 21 og GRL § 41, stk. 1, vedr. lovforslags fremsættelse eller GRL § 44, stk. 1, om meddelelse af indfødsret ved lov. Disse bestemmelser udelukkede derimod f.eks. domstolsprøvelse af påstande om, at ansøgeren skulle medtages i et lovforslag om indfødsret eller skulle meddeles indfødsret ved lov. Herefter fastslog HR, at A ved domstolene kunne få prøvet andet led i sin principale påstand om betaling af 25.000 kr. med rente fra M, da denne påstand afspejlede A's grundlæggende synspunkt om, at M ved behandlingen af hans ansøgning om indfødsret havde udsat ham for usaglig forskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Denne del af A's påstande blev derfor hjemvist til realitetsbehandling ved ØL, hvorimod HR afviste de øvrige dele af påstandene. Dommen var en ændring af ØL's dom.

UfR 2017.694 HD: T blev frakendt dansk indfødsret, da han forsætligt havde afgivet urigtige oplysninger om sin nationalitet.

Det var ubestridt, at T havde udvist svigagtigt forhold, fordi han – både da han kom til Danmark i 1991 og fik asyl, og da han i 1998 søgte om dansk indfødsret – afgav urigtige oplysninger, idet han angav at være irakisk statsborger, selv om han var syrisk statsborger. Det var også ubestridt, at han handlede forsætligt, og at svigen var bestemmende for, at han fik asyl og siden dansk indfødsret. Efter en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side, hvor indgribende betydning en frakendelse ville have for T, fastslog HR, at proportionalitetsvurderingen ikke førte til, at hovedreglen om frakendelse af indfødsretten pga. svig skulle fraviges. HR vurderede i den forbindelse, at det ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at indfødsretslovens bestemmelse om frakendelse pga. svig var tillagt tilbagevirkende kraft. ØL var nået til det samme resultat.

UfR 2017.2469 HD: Afslag på indfødsret og afslag på dispensation fra sprogkravet var ikke forskelsbehandling pga. handicap.

A, B og C havde ansøgt om dansk indfødsret og havde anmodet om, at der blev dispenseret fra kravet om danskkundskaber i de dagældende indfødsretscirkulærer, idet de gjorde gældende at lide af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), som medførte, at det ikke var muligt for dem at lære dansk på det krævede niveau. Udlændinge- og Integrationsministeriets indfødsretskontor og Folketingets Indfødsretsudvalg havde truffet afgørelse om, at A, B og C ikke kunne få dansk indfødsret, idet de ikke opfyldte kravet om danskkundskaber mv. Hovedspørgsmålet i sagen var, om A, B og C herved havde været udsat for forskelsbehandling pga. handicap i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. HR fastslog, at hverken A eller B havde godtgjort, at de på afgørelsestidspunkterne som følge af PTSD eller andre lidelser var ude af stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet. C havde godtgjort, at han på afgørelsestidspunkterne led af en langvarig funktionsnedsættelse begrundet i en psykisk lidelse. Han havde imidlertid ikke godtgjort, at han på afgørelsestidspunkterne ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet. Hverken A, B eller C havde derfor været udsat for forskelsbehandling pga. handicap. HR fastslog desuden, at begrundelserne for afslagene ikke var i strid med begrundelseskravet i statsborgerretskonventionen. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2018.769 HD: Syrienskriger straffet med fængsel i 6 år, frakendt dansk indfødsret og udvist med ind­rejseforbud for bestandig

T havde to gange, dels i 2013, dels i 2015, ladet sig hverve som ”kæmper” til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. Han havde desuden forsøgt at støtte organisationen økonomisk, og han havde offentligt billiget en terrorhandling begået i Danmark. Sagen angik strafudmålingen samt spørgsmålene om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning. HR fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at forhøje straffen på fængsel i 6 år. T havde dobbelt statsborgerskab, og efter en konkret proportionalitetsvurdering blev han frakendt dansk indfødsret og udvist. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2018.2523 ØLD: T blev idømt 4 års fængsel for at lade sig hverve til Islamisk Stat, men fik ikke frataget sin danske indfødsret, da dette var uproportionalt, idet T havde en stærk tilknytning til Danmark, hvor han havde haft hele sin opvækst

T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 114 c, stk. 3 og § 114 d, stk. 3, idet han lod sig hverve og træne til at begå terrorhandlinger for terrororganisationen Islamisk Stat, ved at indrejse i Syrien d. 09.09.2013 og de næste seks måneder at modtage træning i våbenbrug og deltage i kamphandlinger. T blev født på Færøerne af en færøsk mor, havde dobbelt dansk/tunesisk statsborgerskab, havde haft hele sin opvækst i Danmark, talte dansk og var gift med en dansk kvinde. Parret boede sammen med deres 8-årige søn. Retten på Frederiksberg fandt T skyldig i overensstemmelse med tiltalen, bortset fra at det ikke var bevist, at T havde deltaget i kamphandlinger. T blev idømt 4 års fængsel under henvisning til den dagældende strafferamme på 6 års fængsel. Efter en samlet vurdering var der ikke grundlag for at fratage T sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, bl.a. under hensyntagen til T’s families meget langvarige og stærke tilknytning til Danmark. Som følge deraf blev T ikke udvist. ØL afgjorde spørgsmålet om straffens længde ud fra UfR 2018.769 HD. Der var ikke omstændigheder, der kunne fravige udgangspunktet om 4 års fængsel for overtrædelse af STRFL § 114 c, stk. 3 . Idet T var idømt fængsel i 2 år eller derover, skulle der som udgangspunkt ske fratagelse af den danske indfødsret, medmindre dette ville være uproportionalt. Flertallet fandt efter en samlet afvejning, at frakendelse af T’s danske indfødsret samt udvisning med indrejseforbud for bestandig ville være uproportionalt. (4-2) ØL stadfæstede dermed BR’s dom.

UfR 2018.3230 HD: Statsløse palæstinensere, som oprindeligt havde modtaget et afslag på dansk statsborgerskab i strid med Danmarks internationale forpligtelser, havde ikke ret til yderligere godtgørelse

Sagen angik, om 17 tidligere statsløse palæstinensere havde krav på godtgørelse og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret. For så vidt angik 10 af appellanterne, fandt HR, at ansøgningerne om dansk indfødsret var blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse, og der var herefter ikke grundlag for at tilkende dem godtgørelse. For så vidt angik 6 af appellanterne, havde Udlændinge- og Integrationsministeriet, M, anerkendt, at de kunne have fået dansk indfødsret tidligere end sket, hvis deres ansøgninger var blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse. M havde på den baggrund anerkendt, at der var grundlag for at yde de pågældende godtgørelse for den indtrådte forsinkelse, og at godtgørelsen passende kunne fastsættes til 10.000 kr. HR fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende de pågældende yderligere beløb. For så vidt angik den sidste appellant, havde M anført, at kravet var forældet, idet retssagen først blev anlagt mere end 3 år efter, at appellanten uretmæssigt havde fået afslag, og idet der ikke var grundlag for suspension af forældelsesfristen. HR fandt, at appellanten havde været i en retsvildfarelse, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at retsvildfarelsen undtagelsesvis kunne begrunde suspension af forældelsen. M blev frifundet for påstandene om erstatning for økonomisk tab.

UfR 2019.736 HD: T, der blev dømt for at have ladet sig hverve som kæmper til Islamisk Stat, blev straffet med fængsel i 4 år og frakendt dansk indfødsret og udvist med indrejseforbud for bestandig

T var dømt for i 2013 at have ladet sig hverve som "kæmper" til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og at have ladet sig træne i våbenbrug mv., og blev straffet med fængsel i 4 år. T havde både dansk og tunesisk statsborgerskab. For HR angik sagen spørgsmålet om frakendelse af dansk indfødsret og om udvisning. HR fandt efter en konkret proportionalitetsvurdering, at hverken frakendelse af dansk indfødsret eller udvisning med indrejseforbud udgjorde et uproportionalt indgreb i forhold til T. HR lagde især vægt på alvoren og karakteren af den begåede kriminalitet, og fandt, at hensynet til T’s familieliv og privatliv i Danmark ikke talte afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret og udvisning. ØL var nået til et andet resultat.

UfR 2019.1678 HD: Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om fortabelse af dansk indfødsret

Sagen angik prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets, M’s, afgørelse om, at A – der var født i udlandet og ikke havde boet i Danmark – fortabte sin danske indfødsret, da han fyldte 22 år, og at det ikke var muligt at tillade indfødsretten bevaret, da hans ansøgning blev indgivet, efter han var fyldt 22 år. HR fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte M’s afgørelse om, at A ved det fyldte 22. år fortabte sin danske indfødsret. Efter oplysningerne i sagen var en sådan uklarhed vedr. A’s og hans mors henvendelse på den danske ambassade i udlandet ultimo 2011, at der ikke var grundlag for at fastslå, at ambassaden ikke i fornødent omfang havde iagttaget sin vejledningspligt over for A. M havde med rette ikke anvendt indfødsretslovens dispensationsbestemmelse vedr. bevarelse af dansk indfødsret. M’s afgørelse kunne under alle omstændigheder ikke anses for at være i strid med EU-retten, hvis den foreliggende situation måtte være omfattet heraf.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

26-10-19