UfR 2000.1613
VLD: A, der var født her i landet i 1976, men var tyrkisk statsborger, fik
afslag på erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 3, stk. 1, da
hun i 1996 havde opholdt sig 6 måneder i Tyrkiet. VL tiltrådte, at A ikke opfyldte
betingelserne i indfødsretslovens §
3, stk. 1.
UfR 2003.1600
VLD: A, der tidligere havde været tyrkisk statsborger, havde ved ansøgning
om dansk indfødsret fortiet, at han var idømt 2½ års fængsel i Danmark og udvist
for bestandig.. A blev frakendt sin indfødsret, jf.
indfødsretslovens § 8 A.
UfR 2009.2296/2
ØLD: T, der var statsborger i såvel Danmark som Jordan, blev ved ØL's dom
af 15.02.2007, som stadfæstet ved HR's dom af 03.10.2007, straffet med fængsel i
7 år for forsøg på terrorisme efter
STRFL § 114, stk. 1, nr. 1, jf.
§ 21. Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn havde ved
tilkendegivelse modtaget af Retten i Glostrup d. 16.03.2007 nedlagt påstand om,
at T i medfør af indfødsretslovens
§ 8 B, stk. 1, skulle frakendes sin danske indfødsret og i medfør af
UDL § 22 udvises af landet. T blev frifundet i BR. Af de for ØL foreliggende
oplysninger fremgik det, at T på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 16 år. Han
var født i Danmark af forældre, der på tidspunktet for hans fødsel havde opnået
dansk statsborgerskab, og han havde haft sin opvækst og skolegang her i landet.
Han talte og skrev såvel dansk som arabisk, ifølge ham selv talte han dog ikke arabisk
som en indfødt. T's mor og far samt 10 søskende, der også alle havde dansk statsborgerskab,
boede i Danmark, og T havde som sin eneste familie i Jordan en faster på 67-68 år,
som han ikke havde nogen forbindelse til. T havde kun været i Jordan én gang på
gennemrejse, da han var omkring 4 år. T havde således ingen eller i hvert fald kun
meget ringe tilknytning til Jordan. Under de omstændigheder, og da der på det foreliggende
grundlag ikke kunne bortses fra risikoen for, at T ved ophold i Jordan på grund
af karakteren af den forbrydelse, som han var dømt for, ville kunne lide overlast
omfattet af UDL § 26, stk. 1, nr. 6,
fandt ØL, at der forelå så afgørende hensyn, som talte mod frakendelse af indfødsretten,
at frakendelse måtte undlades trods alvoren og grovheden af den begåede kriminalitet,
jf. indfødsretslovens § 8 B, stk.
1. Med disse bemærkninger tiltrådte ØL, at T var frifundet for påstanden
om frakendelse af indfødsretten og som følge heraf tillige for påstanden om udvisning.
UfR 2010.3061
ØLD: A erhvervede dansk indfødsret i 2001, da han oplyste, at han var født
i Australien. Myndighederne fik i 2002 mistanke om, at A svigagtigt overfor myndighederne,
M, havde fortiet sin rette identitet som B, statsborger i Indien. I 2006 indledtes
efterforskningen, hvorefter ØL udtalte at, efter oplysningerne om den periode, hvor
A havde opholdt sig i Danmark, og om hans tilknytning til Danmark, sammenholdt med
karakteren af den begåede svig, fandtes der ikke at være tilstrækkeligt grundlag
for at tillægge den af M udviste passivitet en sådan vægt, at denne kunne begrunde,
at A ikke skulle frakendes dansk indfødseret (4-2).
UfR 2012.1950
ØLD: A nedlagde påstand om, at B skulle anerkende, at A var dansk statsborger.
A var født i Egypten d. 18.05.2005 og A's forældre var gift og egyptiske statsborgere,
da A blev født. A's far kom til Danmark i 1994 og blev fra september 2005 dansk
statsborger. A kom sammen med sin mor til Danmark i 2006/2007, hvor A blev registeret
som dansk statsborger. Efter den dagældende
indfødsretslov §§ 1 og 2
opfyldte A ikke ved indrejsen betingelserne for at erhverve dansk indfødsret, idet
hverken A's far eller mor ved hans fødsel var danske statsborgere, eller idet A's
forældre havde indgået ægteskab 2 år forud for A blev født. A havde heller ikke
opnået dansk statsborgerskab i medfør af
indfødsretslovens § 6, idet A ikke havde bopæl på tidspunktet, hvor A's
far erhvervede dansk statsborgerskab. På denne baggrund fandt Københavns Byret,
at A ikke opfyldte betingelserne i indfødsretsloven
om at erhverve dansk indfødsret, hvorfor A derfor ikke på noget tidspunkt havde
været dansk statsborger. Da myndighederne ikke kunne dispensere fra betingelser
i indfødsretsloven, lagde BR til
grund, at A var fejlregistreret som værende dansk statsborger af Esbjerg Kommune.
BR fandt derfor, at A aldrig havde været dansk statsborger, og han var derfor ikke
var frataget dansk statsborgerskab. ØL stadfæstede.
UfR 2013.3328
HD: Indfødsretskontoret, I, havde meddelt A afslag på dansk statsborgerskab,
da han ikke opfyldte krav om dokumentation for danskkundskaber. Ministeriet, M,
forelagde ikke sagen for Folketingets Indfødsretsudvalg, F, med henblik på dispensation
fra kravet, da M fandt, at A led af posttraumatisk stress syndrom, depression samt
demens i lettere grad. A anlagde herefter sag mod M. I ØL blev sagen afvist fra
behandling ved domstolene, og for HR drejede sagen sig om, hvorvidt afvisningen
var sket med rette. HR fastslog, at en ansøger, der ikke var medtaget i en lov om
indfødsret, ved domstolene kunne få prøvet, om folkeretlige forpligtelser var krænket,
og om ansøgeren i den anledning havde krav på erstatning eller godtgørelse. En sådan
domstolsprøvelse var ikke i strid med regeringens eller Folketingets kompetence
efter GRL § 21 og
GRL § 41, stk. 1, vedr. lovforslags fremsættelse eller
GRL § 44, stk. 1, om meddelelse af indfødsret ved lov. Disse bestemmelser
udelukkede derimod f.eks. domstolsprøvelse af påstande om, at ansøgeren skulle medtages
i et lovforslag om indfødsret eller skulle meddeles indfødsret ved lov. Herefter
fastslog HR, at A ved domstolene kunne få prøvet andet led i sin principale påstand
om betaling af 25.000 kr. med rente fra M, da denne påstand afspejlede A's grundlæggende
synspunkt om, at M ved behandlingen af hans ansøgning om indfødsret havde udsat
ham for usaglig forskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Denne del af A's påstande blev derfor hjemvist til realitetsbehandling ved ØL, hvorimod
HR afviste de øvrige dele af påstandene. Dommen var en ændring af ØL's dom.
UfR 2017.694 HD: T blev frakendt dansk indfødsret, da han forsætligt havde afgivet
urigtige oplysninger om sin nationalitet. 
Det var ubestridt, at T havde udvist svigagtigt forhold, fordi han – både
da han kom til Danmark i 1991 og fik asyl, og da han i 1998 søgte om dansk indfødsret
– afgav urigtige oplysninger, idet han angav at være irakisk statsborger,
selv om han var syrisk statsborger. Det var også ubestridt, at han handlede forsætligt,
og at svigen var bestemmende for, at han fik asyl og siden dansk indfødsret. Efter
en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side, hvor indgribende
betydning en frakendelse ville have for T, fastslog HR, at proportionalitetsvurderingen
ikke førte til, at hovedreglen om frakendelse af indfødsretten pga. svig skulle
fraviges. HR vurderede i den forbindelse, at det ikke var i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, at
indfødsretslovens
bestemmelse om frakendelse pga. svig var tillagt tilbagevirkende kraft. ØL var nået
til det samme resultat.
UfR 2017.2469 HD: Afslag på indfødsret og afslag på dispensation fra sprogkravet
var ikke forskelsbehandling pga. handicap.
A, B og C havde ansøgt om dansk indfødsret og havde anmodet om, at der blev dispenseret
fra kravet om danskkundskaber i de dagældende indfødsretscirkulærer, idet de gjorde
gældende at lide af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), som medførte, at
det ikke var muligt for dem at lære dansk på det krævede niveau. Udlændinge- og
Integrationsministeriets indfødsretskontor og Folketingets Indfødsretsudvalg havde
truffet afgørelse om, at A, B og C ikke kunne få dansk indfødsret, idet de ikke
opfyldte kravet om danskkundskaber mv. Hovedspørgsmålet i sagen var, om A, B og
C herved havde været udsat for forskelsbehandling pga. handicap i strid med Danmarks
folkeretlige forpligtelser. HR fastslog, at hverken A eller B havde godtgjort, at
de på afgørelsestidspunkterne som følge af PTSD eller andre lidelser var ude af
stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet. C havde godtgjort,
at han på afgørelsestidspunkterne led af en langvarig funktionsnedsættelse begrundet
i en psykisk lidelse. Han havde imidlertid ikke godtgjort, at han på afgørelsestidspunkterne
ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet. Hverken
A, B eller C havde derfor været udsat for forskelsbehandling pga. handicap. HR fastslog
desuden, at begrundelserne for afslagene ikke var i strid med begrundelseskravet
i statsborgerretskonventionen. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2018.769 HD: Syrienskriger straffet med fængsel i 6 år, frakendt dansk indfødsret
og udvist med indrejseforbud for bestandig
T havde to gange, dels i 2013, dels i 2015, ladet sig hverve som ”kæmper”
til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. Han havde desuden forsøgt at støtte
organisationen økonomisk, og han havde offentligt billiget en terrorhandling begået
i Danmark. Sagen angik strafudmålingen samt spørgsmålene om frakendelse af
dansk indfødsret og udvisning. HR fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag
for at forhøje straffen på fængsel i 6 år. T havde dobbelt statsborgerskab, og efter
en konkret proportionalitetsvurdering blev han frakendt dansk indfødsret og udvist.
ØL var nået til samme resultat.
UfR 2018.3230 HD: Statsløse palæstinensere, som oprindeligt havde modtaget et
afslag på dansk statsborgerskab i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
havde ikke ret til yderligere godtgørelse.
Sagen angik, om 17 tidligere statsløse palæstinensere havde krav på godtgørelse
og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret. For så vidt
angik 10 af appellanterne, fandt HR, at ansøgningerne om dansk indfødsret var blevet
behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse, og der
var herefter ikke grundlag for at tilkende dem godtgørelse. For så vidt angik 6
af appellanterne, havde Udlændinge- og Integrationsministeriet, M, anerkendt, at
de kunne have fået dansk indfødsret tidligere end sket, hvis deres ansøgninger var
blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse.
M havde på den baggrund anerkendt, at der var grundlag for at yde de pågældende
godtgørelse for den indtrådte forsinkelse, og at godtgørelsen passende kunne fastsættes
til 10.000 kr. HR fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende de pågældende
yderligere beløb. For så vidt angik den sidste appellant, havde M anført, at kravet
var forældet, idet retssagen først blev anlagt mere end 3 år efter, at appellanten
uretmæssigt havde fået afslag, og idet der ikke var grundlag for suspension af forældelsesfristen.
HR fandt, at appellanten havde været i en retsvildfarelse, og at der ikke forelå
sådanne særlige omstændigheder, at retsvildfarelsen undtagelsesvis kunne begrunde
suspension af forældelsen. M blev frifundet for påstandene om erstatning for økonomisk
tab.
UfR 2019.736 HD (UfR 2018.2523 ØLD):
T, der blev dømt for at
have ladet sig hverve som kæmper til Islamisk Stat, blev straffet
med fængsel i 4 år og frakendt dansk indfødsret og udvist med
indrejseforbud for bestandig.
T var tiltalt for overtrædelse af
STRFL § 114 c, stk. 3 og
§ 114 d, stk. 3, idet han lod sig hverve og træne til at begå terrorhandlinger
for terrororganisationen Islamisk Stat, ved at indrejse i Syrien d. 09.09.2013 og
de næste seks måneder at modtage træning i våbenbrug og deltage i kamphandlinger.
T blev født på Færøerne af en færøsk mor, havde dobbelt dansk/tunesisk statsborgerskab,
havde haft hele sin opvækst i Danmark, talte dansk og var gift med en dansk kvinde.
Parret boede sammen med deres 8-årige søn. Retten på Frederiksberg fandt T skyldig
i overensstemmelse med tiltalen, bortset fra at det ikke var bevist, at T havde
deltaget i kamphandlinger. T blev idømt 4 års fængsel under henvisning til den dagældende
strafferamme på 6 års fængsel. Efter en samlet vurdering var der ikke grundlag for
at fratage T sin danske indfødsret efter
indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, bl.a. under hensyntagen til T’s families
meget langvarige og stærke tilknytning til Danmark. Som følge deraf blev T ikke
udvist. ØL afgjorde spørgsmålet om straffens længde ud fra
UfR 2018.769 HD. Der var ikke omstændigheder, der kunne fravige udgangspunktet
om 4 års fængsel for overtrædelse af
STRFL § 114 c, stk. 3
. Idet T var idømt fængsel i 2 år eller derover, skulle der som udgangspunkt ske
fratagelse af den danske indfødsret, medmindre dette ville være uproportionalt.
Flertallet fandt efter en samlet afvejning, at frakendelse af T’s danske indfødsret
samt udvisning med indrejseforbud for bestandig ville være uproportionalt. (4-2)
ØL stadfæstede dermed BR’s dom. For
HR angik sagen spørgsmålet om frakendelse af dansk indfødsret og om
udvisning. HR fandt efter en konkret proportionalitetsvurdering, at
hverken frakendelse af dansk indfødsret eller udvisning med
indrejseforbud udgjorde et uproportionalt indgreb i forhold til T.
HR lagde især vægt på alvoren og karakteren af den begåede
kriminalitet, og fandt, at hensynet til T’s familieliv og privatliv
i Danmark ikke talte afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret
og udvisning.
UfR 2019.1678 HD:
Der var ikke grundlag
for at tilsidesætte Udlændinge- og Integrationsministeriets
afgørelse om fortabelse af dansk indfødsret.
Sagen angik prøvelse af Udlændinge- og
Integrationsministeriets, M’s, afgørelse om, at A – der var født i
udlandet og ikke havde boet i Danmark – fortabte sin danske
indfødsret, da han fyldte 22 år, og at det ikke var muligt at
tillade indfødsretten bevaret, da hans ansøgning blev indgivet,
efter han var fyldt 22 år. HR fandt, at der ikke var grundlag for at
tilsidesætte M’s afgørelse om, at A ved det fyldte 22. år fortabte
sin danske indfødsret. Efter oplysningerne i sagen var en sådan
uklarhed vedr. A’s og hans mors henvendelse på den danske ambassade
i udlandet ultimo 2011, at der ikke var grundlag for at fastslå, at
ambassaden ikke i fornødent omfang havde iagttaget sin
vejledningspligt over for A. M havde med rette ikke anvendt
indfødsretslovens dispensationsbestemmelse vedr. bevarelse af dansk
indfødsret. M’s afgørelse kunne under alle omstændigheder ikke anses
for at være i strid med EU-retten, hvis den foreliggende situation
måtte være omfattet heraf.
UfR 2020.1753 VLD:
U, der blev nægtet statsborgerskab, da han modtog ledighedsydelse og ikke var selvforsørgende, blev indirekte
forskelsbehandlet pga. handicap, da en ledig person uden handicap på dagpenge ville kunne anses som
selvforsørgende
Handicappet tyrkisk statsborger, U, blev ansat i fleksjob i 2014, efter han havde været
på førtidspension siden 2008. I 2015 ophørte U’s ansættelse, og U modtog ledighedsydelse. Da U ikke var
selvforsørgende, fik han meddelelse af Udlændinge- og Integrationsministeriet, M, om at han ikke kunne få dansk
statsborgerskab. U måtte bl.a. ikke have fået hjælp efter
aktivloven
i det seneste år forud for tildelingen af statsborgerskab,
jf.
dagældende cirkulæreskrivelse
nr. 9253 af 06.06.2013 om naturalisation § 23, stk. 1. U påstod, at kravet udgjorde en usaglig forskelsbehandling
pga. U’s handicap og i strid med internationale forpligtelser. Retten i Aarhus fandt, at U efterfølgende
kom i fleksjob igen. U befandt sig i en situation, som var sammenlignelig med den situation, som lønmodtagere
uden handicap befandt sig i, når de pågældende midlertidigt blev arbejdsløse og i den forbindelse modtog
ledighedsydelser. U var ikke anderledes stillet end disse personer, og han blev derfor ikke udsat for
forskelsbehandling pga. handicap. M blev frifundet. VL fandt, at U på baggrund af sit handicap alene var i
stand til at arbejde i et fleksjob, og U var dermed i tilfælde af uforskyldt ledighed ikke berettiget til at
opnå dagpenge. I modsætning hertil ville en person uden handicap, der var i arbejde, have været berettiget til
at modtage dagpenge ved uforskyldt arbejdsløshed, såfremt personen var medlem af en a-kasse. Den dagældende
cirkulæreskrivelses § 23 ville i den situation ikke være til hinder for opnåelse af dansk statsborgerskab,
idet dagpenge i modsætning til ledighedsydelse ikke var forsørgelse efter
aktivloven. U blev derfor indirekte
forskelsbehandlet som følge af sit handicap ift. personer uden handicap i relation til forsørgelseskravet
efter cirkulærets § 23, stk. 1. U havde herefter krav på 10.000 kr. i godtgørelse,
jf.
EAL § 26.
UfR 2023.34 HD
(ØLD afsagt d. 11.04.2022): Afgørelse om fratagelse
af dansk statsborgerskab var gyldig, da afgørelsen ikke var uproportional eller i strid med folkeretten, fordi A
frivilligt var taget til Syrien og havde gjort sig skyldig i overtrædelse af STRFL § 114 e
A indrejste frivilligt i Syrien sammen med sin senere afdøde ægtefælle, Æ, for at tilslutte
sig Islamisk Stat, IS. Æ deltog i kamphandlinger, indtil han blev dræbt. Efter Æ’s død blev A gift med en afghansk
IS-kriger, med hvem hun fik to børn. Udlændinge- og Integrationsministeriet, M, traf efterfølgende afgørelse om at
fratage A hendes danske statsborgerskab.
HR fandt, at der ikke var begået sagsbehandlingsfejl ifm. afgørelsen. A havde marokkansk statsborgerskab og ville
ikke blive statsløs som følge af fratagelsen af hendes danske statsborgerskab. A’s handlinger var omfattet
af STRFL § 114 e, idet hun havde bidraget til at opretholde
og konsolidere IS’ position. Det var en betingelse efter forarbejderne
til indfødsretsloven, at fratagelse af dansk statsborgerskab ikke udgjorde
et uproportionalt indgreb. A havde ikke en væsentlig tilknytning til Marokko. Hun var dog ikke helt uden tilknytning
til landet. A havde haft en stærk tilknytning til Danmark forud for udrejsen. På udrejsetidspunktet havde hun dog
frivilligt truffet en beslutning om at lægge sit liv i Danmark bag sig for at leve i IS’ kalifat. Hun havde derfor
ikke længere en stærk tilknytning til Danmark. M’s afgørelse var ikke vilkårlig eller i strid
med EMRK art. 8, og konsekvenserne
for A og hendes nærmeste familie kunne ikke føre til, at hun ikke kunne fratages dansk indfødsret. M’s afgørelse var
ikke i strid med EU-retten, herunder artikel 7 og 24, stk. 2, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder,
eller grundloven. ØL var kommet til samme resultat.
UfR 2023.1896 HD
(HD afsagt d.08.02.2023,
ØLD afsagt d. 08.06.2022,
BRD afsagt d. 06.01.2022): T blev idømt 6 måneders
fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år samt frakendelse af sin danske indfødsret, da han havde erhvervet
indfødsretten og opholdstilladelse gennem svig og dokumentfalsk
T var født og opvokset i Guinea. Han havde som ung i Frankrig anskaffet sig en falsk fødselsattest
og havde efter indrejse i Danmark anvendt oplysningerne i sin ansøgning om opholdstilladelse og statsborgerskab. T blev
frakendt dansk indfødsret af ØL, idet det fandtes bevist, at han havde udvist forsætligt svigagtigt forhold ved
erhvervelsen. T var endvidere skyldig i socialt bedrageri, dokumentfalsk, personelt falsk og ophold i Danmark uden
fornøden tilladelse efter UDL § 59, stk. 2. ØL udviste ham
af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
HR fandt, at T havde handlet med forsæt, og at det udviste svigagtige forhold havde været bestemmende for hans erhvervelse
af dansk indfødsret. Der skulle ske frakendelse af indfødsretten, medmindre det ville være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Der blev bl.a. lagt vægt på, at T havde udvist svigagtig adfærd af betydelig grovhed,
at han havde beholdt sin tilknytning til Guinea, og at han ingen familie havde i Danmark. Det var derfor ikke
uproportionalt at frakende T dansk indfødsret. T blev frifundet for socialt bedrageri og personelt falsk, men fundet
skyldig i dokumentfalsk. Et ophold i Danmark, hvor kravet om opholdstilladelse var bortfaldet, fordi den pågældende
havde erhvervet sig indfødsret ved svig, og hvor indfødsretten derfor frakendtes, måtte sidestilles med et ophold
uden fornøden tilladelse, jf. UDL 59, stk. 2. T var derfor
med rette fundet skyldig i ophold uden fornøden tilladelse. T blev straffet med fængsel i 6 mdr. og udvist af Danmark
med indrejseforbud i 6 år.
UfR 2023.2647 HD
(HD afsagt d. 22.03.2023,
ØLD afsagt d. 24.05.2022): Afgørelse om fratagelse af
dansk statsborgerskab fra kvinde, der havde tilsluttet sig Islamisk Stat, var i strid med
proportionalitetsprincippet i indfødsretslovens § 8 B, stk. 3
A var født i Danmark og havde både dansk og iransk statsborgerskab. I 2015 udrejste hun
frivilligt af Danmark og tilsluttede sig Islamisk Stat, IS. A blev gift og fik børn. A havde opholdt sig i et område
kontrolleret af IS, indtil hun blev taget til fange i marts 2019. Hun og børnene havde siden opholdt sig i al-Hol-lejren
og senere i al-Roj-lejren. Udlændinge- og Integrationsministeriet, M, traf afgørelse om at fratage A hendes danske
statsborgerskab.
ØL fandt, at frakendelsen af dansk indfødsret ikke udgjorde et uproportionalt indgreb. A havde realiseret det objektive
gerningsindhold i STRFL § 114, stk. 1. Der var tale om mere
alvorlige forhold, hvorefter udgangspunktet var, at A skulle fratages indfødsret. A havde tilknytning til Syrien og
frivilligt lagt sit liv i Danmark bag sig.
HR fandt, at A ikke havde benægtet, at måden, hun havde handlet på ved at rejse til Syrien og tilslutte sig IS som udgangspunkt
var så alvorlig, at hun ville kunne blive frataget sit danske statsborgerskab. Hun mente dog, at afgørelsen var i strid
med proportionalitetsprincippet. HR udtalte, at det bl.a. fremgik af lovmotiverne, at der ikke burde ske fratagelse
af indfødsret, hvis den pågældende ikke havde nogen eller alene en meget ringe tilknytning til et andet land.
A havde hverken haft bopæl i Iran eller ophold af længere tid, og havde heller ikke kontakt til slægtninge, ligesom
hun ikke talte farsi. M’s afgørelse var ikke i overensstemmelse med det krav om proportionalitet, der gjaldt
efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 3. M kunne ikke
fratage A hendes danske statsborgerskab. Afgørelsen blev ophævet som ugyldig.
UfR 2023.3542 HD
(TFA
2023.325 HD, HD afsagt d. 25.05.2023,
UfR 2023.462 ØLD
TFA 2023.79 ØLD,
ØLD afsagt d. 04.01.2022): Barn født af
cubansk
mor havde ikke erhvervet dansk indfødsret som følge af, at sæddonoren havde dansk statsborgerskab
En cubansl kvinde fødte i 2018 A, der var blevet til ved assisteret reproduktion på en klinik
i Danmark med sæd fra en åben sæddonor, der havde dansk statsborgerskab. Sagen drejede sig om fortolkningen
af indfødsretslovens § 1, stk. 1, herunder om A ved fødslen havde
erhvervet dansk indfødsret som følge af undfangelse ved den assisterede reproduktion. I A’s fødsels- og dåbsattest var
alene moderen registreret som forælder.
ØL fandt, at en sæddonor, der ikke kan anses som far til et barn efter BL
§ 28,
heller ikke kan anses som far til barnet efter indfødsretslovens
§ 1,
stk. 1. Da A ikke var stillet anderledes end andre børn, der ikke har en far i retlig forstand,
var der heller ikke er grundlag for at fastslå, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse og fortolkning af indfødsretsloven
var i strid med EMRK art. 14, jf.
art. 8, ligesom ministeriets
afgørelse ikke stred mod børnekonventionen
HR fandt, at indfødsretsloven måtte forstås i overensstemmelse
med BL’s regler om, hvem der var forældre til et barn i retlig forstand,
og at det således beroede på BL’s regler, hvem der måtte anses som far til A.
Efter BL’s regler ansås en sæddonor som udgangspunkt ikke som far til et
barn, der var blevet til ved assisteret reproduktion med hans sæd, hvis sæden var doneret til bl.a. et vævscenter, der
distribuerede sæd. Det var ubestridt, at sæddonoren ikke var far til A
i BL’s forstand, og HR fandt, at sæddonoren derfor heller ikke kunne anses
som far til A i indfødsretslovens forstand. Afgørelsen var ikke i strid
med EMRK art. 8, da afgørelsen ikke
havde umiddelbare, negative konsekvenser for A. Afgørelsen var heller ikke i strid
med EMRK art. 14, da A var stillet
på samme måde som andre børn født i Danmark, der ikke havde en retlig forælder med dansk statsborgerskab, og da der var
en objektiv og rimelig begrundelse for, at et barns erhvervelse af dansk indfødsret beroede på, om barnet havde en
retlig forælder med dansk statsborgerskab. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2023.5668 VLD:
A blev frakendt sin danske indfødsret, da A havde oplyst ikke at have begået kriminelle forhold, og A efterfølgende blev
idømt 3 års fængsel for forhold begået forud for ansøgningstidspunktet
A skulle ifm. ansøgning om dansk indfødsret udfylde et skema og herunder svare på, om A
havde begået kriminelle forhold. A svarede nej hertil, og han blev i 2015 meddelt dansk indfødsret. A blev i 2017
idømt 3 års fængsel for fire forhold begået fra 2006 til 2016. Spørgsmålet var, om A ved besvarelsen af ansøgningsskemaet
havde udvist svigagtigt forhold ved forsætligt at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller ved at have
fortiet relevante oplysninger, jf. indfødsretslovens § 8 A.
Retten i Viborg fandt, at A’s fortielser af de begåede strafbare forhold havde været bestemmende for erhvervelsen af
dansk indfødsret. A havde erhvervet indfødsretten ved svig og blev frakendt denne,
jf. indfødsretslovens § 8 A.
VL fandt, at A havde handlet med forsæt, og betingelserne for at frakende A indfødsretten var som udgangspunkt opfyldt.
Det skulle imidlertid vurderes, om frakendelse ville være i strid
med EMRK art. 8. A var født i Irak,
men havde siden 2000 opholdt sig i Danmark. Han var ugift, og hans eneste familie i Danmark var en niece. Han havde en
søn, men forbindelsen til ham var afbrudt. Han havde tidligere opholdt sig længere tid i Irak og havde også været i Irak
efter BR’s dom. A havde siden 2008-2009 modtaget pension, og han havde ikke haft arbejde, mens han havde opholdt sig
i Danmark. Frakendelse af indfødsretten fandtes herefter ikke at være i strid
med EMRK. VL stadfæstede.
UfR 2024.3984 HD
(HD afsagt d. 26.06.2024,
TFA
2024.302 HD,
ØLD afsagt d. 01.12.2023): Det var ikke et krav for registrering
af barn som dansk statsborger ved forældrenes ægteskab, at den nu danske far også var dansk ved barnets fødsel
A blev født i Danmark i 1995 af en vietnamesisk far og en fransk mor og blev ved fødslen
registreret som vietnamesisk statsborger. I 2000 blev forældrene skilt og senere samme år blev faderen dansk statsborger.
A fik ikke dansk indfødsret, da hendes mor havde forældremyndigheden. Forældrene blev gift igen i marts 2004, hvorefter
A blev registreret som dansk statsborger i CPR-registeret. I juni 2021 traf Indenrigs- og Boligministeriet, M,
afgørelse om at ændre A’s statsborgerskab fra dansk til fransk. Begrundelsen var, at det på tidspunktet for
registreringen var en betingelse, at faderen var dansk statsborger, da A blev født. Det var ikke tilstrækkeligt,
at A’s far var dansk statsborger ved ægteskabets indgåelse. ØL stadfæstede afgørelsen.
HR fandt, at der ved de seneste affattelser af indfødsretslovens § 2
ikke var tilsigtet ændringer. Efter ordlyden af den tilsvarende bestemmelse i indfødsretslovene af 1898 og 1925 var
det ikke en betingelse for et barns erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes indgåelse af ægteskab,
at faderen havde dansk indfødsret på fødselstidspunktet. Det afgørende var, at faren havde dansk indfødsret ved
indgåelsen af ægteskabet. M’s afgørelse blev ophævet.
UfR 2024.4001 HKK
(HKK afsagt d. 26.06.2024,
UfR 2024.1273 ØLK,
ØLK afsagt d. 06.12.2023,
BRD afsagt d. 27.03.2023): Afgørelse om administrativ fratagelse
af indfødsret tilladt indbragt for domstolene, uanset at fristen på fire uger var overskredet, idet sagen rejste
spørgsmål om det faktuelle grundlag for afgørelsen
I april 2021 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om i medfør
af indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, at fratage A hans
danske statsborgerskab. A indbragte afgørelsen for domstolene efter udløbet af fire-ugersfristen. Spørgsmålet var,
om der trods fristoverskridelsen undtagelsesvis var grundlag for at tillade indbringelsen.
HR fandt, at det efter ordlyden og forarbejderne
til indfødsretslovens § 8 F, stk. 1, 2. pkt., måtte bero på
en samlet vurdering, om der uanset søgsmålsfristens udløb skulle gives tilladelse til domstolsprøvelse af en
afgørelse om fratagelse af dansk indfødsret. I denne vurdering måtte bl.a. indgå, hvorfor den pågældende ikke
havde overholdt søgsmålsfristen, om vedkommende havde indbragt sagen for domstolene i rimelig tid efter at
være blevet bekendt med afgørelsen, og om det efter de foreliggende oplysninger var betænkeligt at anse
betingelserne for fratagelse af dansk indfødsret for opfyldt. Sagen rejste efter de foreliggende oplysninger
sådanne spørgsmål om det faktuelle grundlag for afgørelsen om at fratage A hans danske statsborgerskab, at der
var adgang til domstolsprøvelse uanset fristoverskridelsen. ØL var nået til samme resultat. ØLK og HKK er
komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak
2024, p. 140.
UfR 2024.4599 ØLK: Afgørelse
om administrativ fratagelse af indfødsret tilladt indbragt for domstolene, uanset at fristen på fire uger var
overskredet, idet fristen var overskredet som følge af fejl hos advokaten, og en afvisning ville indebære en
endelig udelukkelse af domstolsprøvelse
A var dansk og somalisk statsborger. Udlændinge- og Integrationsministeriet, M, påtænkte
at fratage A sit danske statsborgerskab. A sad fængslet i England. M traf d. 05.05.2022 afgørelse om fratagelse af
As danske indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 3.
A’s advokat, E, modtog afgørelsen samme dag, men indleverede først stævning og anmodede M om genoptagelse
af sagen d. 15.06.2022.
KBR fandt, at 4-ugersfristen efter indfødsretslovens § 8 F,
stk. 1, 1. pkt., løb fra d. 05.05.2022, idet der var identifikation mellem A og E, og E havde modtaget afgørelsen
denne dag. Fristen på fire uger var overskredet. Der skulle ikke undtagelsesvist meddeles A tilladelse til at indbringe
sagen for retten, jf. indfødsretslovens § 8 F, stk. 1, 2. pkt.,
idet fristoverskridelsen ikke kunne anses som undskyldelig. At der var tale om en indgribende afgørelse kunne ikke
i sig selv begrunde, at det undtagelsesvist skulle tillades.
ØL fandt, at A, som følge af fejl begået af E, først blev gjort bekendt med afgørelsen d. 15.06.2022, og at sagen
samme dag blev indbragt for KBR. A havde ikke selv bragt sig i en situation, som havde umuliggjort, at han blev
bekendt med afgørelsen før d. 15.06.2022. Den sene indbringelse kunne ikke på anden måde tilregnes A. Henset til
at afgørelsen angik fratagelse af dansk statsborgerskab, samt at afvisningen indebar en endelig udelukkelse af
muligheden for domstolsprøvelse, burde der efter en samlet vurdering meddeles tilladelse
efter indfødsretslovens § 8 F, stk. 1, 2. pkt. Sagen blev
hjemvist til KBR til realitetsbehandling. Komm. af Kristian Torp i
Civilprocesretlig Julealmanak 2024, p. 141.
Nye lovkommentarer
Log på