Civilproces
Sammenlægning og adskillelse af krav,
jf. RPL kap. 23.
Objektiv kumulation,
jf. RPL § 249, stk. 1.
UfR 2006.2758
VLK: En udlejer, U, anlagde sag ved Randers Boligret mod en lejer, L, vedrørende
en kendelse afsagt af Huslejenævnet d. 02.09.2005. U nedlagde anerkendelsespåstand
vedrørende depositum, forud betalt leje m.v. I en replik nedlagde U fire
anerkendelsespåstande, der dels erstattede den tidligere anerkendelsespåstand,
og dels omfattede en af Huslejenævnet truffet afgørelse af 14.10.2005
vedrørende huslejens størrelse, varsling m.v. Randers Boligret afviste
påstandene vedrørende afgørelsen af 14.10.2005, idet den henviste
til at indbringelse af Huslejenævnets afgørelser for boligretten skulle
ske ved anlæg af retssag med udtagelse af stævning i overensstemmelse
med
RPL § 348. VL udtalte, at efter
boligreguleringslovens § 43, stk. 1, 1. pkt., kunne huslejenævnsafgørelser
af parterne indbringes for boligretten, og der var intet grundlag for at antage,
at det med denne bestemmelse havde været tilsigtet at regulere, hvorledes
”denne indbringelse” skulle ske. Indbringelsen kunne således ske
i overensstemmelse med reglerne i RPL kap. 21-23. Det fulgte af det anførte,
at U derfor kunne indbringe de spørgsmål, som vedrørte Huslejenævnets
kendelse af 14.10.2005, ved en efterfølgende objektiv kumulation efter RPL
§ 249, stk. 1, jf. stk. 4. Boligrettens kendelse blev herefter ophævet.
UfR 2023.2933 VLK
(FM 2023.50 VLK):
Der skulle ikke anlægges en ny sag hos boligretten om opsigelse af erhvervslejemål, da spørgsmålet kunne inddrages
i en verserende sag, der handlede om ophør af samme lejemål
U havde bortforpagtet sine erhvervslokaler til A A/S, der var gået konkurs. A havde haft
bortforpagtet lokalerne til L. U nedlagde anerkendelsespåstand om, at L skulle fraflytte de lejede lokaler. U anførte,
at forpagtningsaftalen mellem U og A var ophørt, og da L afledte sin ret heraf, havde L ikke længere ret til lokalerne.
L anførte, at der bestod et direkte lejeforhold mellem U og L. For det tilfælde, at retten ville give medhold heri,
opsagde U det eventuelle direkte kontraktforhold. L gjorde gældende, at der skulle have været anlagt en selvstændig
sag vedr. opsigelsen, da EHL § 65, stk. 2, foreskrev, at U
skulle »anlægge sag« ved boligretten, og at dette ikke var sket ved at inddrage opsigelsen i en allerede verserende sag,
samt at kumulation forudsatte, at der var nedlagt flere selvstændige påstande.
Retten i Aarhus fandt, at U i overensstemmelse med RPL § 249,
stk. 1, jf. stk. 4, havde inddraget et yderligere krav mod sagsøgte end det krav, der blev indbragt for boligretten
ved sagens anlæg, dvs. efterfølgende objektiv kumulation. Selvom påstanden var identisk med den allerede nedlagte,
skulle der fortsat ske en materiel behandling af opsigelsens berettigelse. Efter ordlyden, forarbejderne og historikken
af EHL § 65, stk. 2, var der ikke grundlag for at antage,
at den skulle regulere, hvorledes en opsigelse skulle indbringes for boligretten, samt at det havde været hensigten
at fravige RPL’s almindelige regler for inddragelse af yderligere krav
ved kumulation. L skulle anerkende, at U’s afgivne opsigelse kunne indgå i sagen.
VL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig
Julealmanak 2023, p. 55.
Modkrav, jf.
RPL § 249, stk. 2.
Knud Stenov i UfR 1983 B.167-168: Modkrav og modregning.
UfR 2013.1063 HKK: Sagen angik, om sagsøgtes, S', påstand til selvstændig
dom skulle tillades fremsat, jf. RPL § 249, stk. 2,
herunder navnlig om påstanden kunne anses som et modkrav i bestemmelsens forstand.
Betingelserne om værneting, og at hovedkravet og modkravet kunne behandles efter
samme processuelle regler, var opfyldt, da Vejen Kommunes, K's, erstatningskrav
kunne indbringes for boligretten efter EHL § 76 og S's modkrav efter
byfornyelseslovens § 92. HR fandt ikke, at S's selvstændige anerkendelsespåstand
havde karakter af en indsigelse til støtte for påstanden om, K's ophævelse af lejemålet
ikke var berettiget. HR lagde vægt på, at spørgsmålet om gyldigheden af K's afgørelse
om kondemnering måtte antages at have videregående betydning for S, herunder muligheden
for at anvende ejendommen. HR fandt herefter, at betingelserne i
RPL § 249, stk. 2, for fremsættelse af et modkrav til selvstændig dom var
opfyldt.
UfR 2016.1309 VLK: Sagsøger kunne ikke ophæve sagen og gøre en voldgiftsaftale
gældende mod sagsøgte, der havde fremsat selvstændige påstande om modkrav.
Det fremgik af vedtægterne for I/S Flovt Sande, A, at såfremt der opstod
tvister mellem A og enkelte interessenter, B, der ikke kunne afgøres efter vedtægterne,
skulle disse tvister afgøres ved voldgift. A anlagde uanset vedtægternes bestemmelse
om voldgiftsbehandling en sag mod B ved Retten i Sønderborg. A hævede herefter sagen.
B anmodede om, at sagen skulle forsætte for så vidt angik de modkrav, som B havde
fremsat som selvstændigt nedlagte påstande. BR fandt, at sagen skulle behandles
ved de almindelige domstole. VL udtalte, at A havde frafaldet voldgiftsbehandling
af sin påstand ved at have anlagt sagen ved de almindelige domstole. VL udtalte
endvidere, at nogle af B's påstande havde en nær tilknytning til A's påstand, og
at en stillingtagen til A's påstand ville have indebåret en stillingtagen til B's
påstande. Som følge heraf fandt VL, at A's frafald af voldgiftsbehandling under
disse omstændigheder tillige måtte anses for at omfatte frafald af voldgiftsbehandling
for så vidt angik B. VL stadfæstede hermed BR's kendelse.
Subjektiv kumulation,
jf. RPL § 250, stk. 1
UfR 1997.792 SHK: Krav mod konkursbo (Hafnia Holding) kunne kumuleres med erstatningskrav
mod bestyrelsesmedlemmer, revisor og bank.
UfR 1998.544 ØLD: 7 leverandører til den af Mindshipfonden drevne Mindship Canteena
sagsøgte ved landsretten fondens direktør og 2 bestyrelsesmedlemmer til betaling
af i alt 750.000 kr.. Efter RPL § 228 kunne sagens værdi ikke opgøres som den samlede
værdi af sagsøgernes krav og intet af de fremsatte krav opfyldte betingelserne i
RPL § 227, stk. 2, jf. stk.
1, jf. § 250, stk. 1,
nr. 3. Sagen kunne heller ikke behandles efter en analogi af
RPL § 226, stk. 1, pkt. 1, 2, 4 og 5. Landsretten var herefter ikke
sagligt kompetent til at behandle sagen, der henhørte under byret. Da stævningen
var uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, kunne sagen ikke henvises
til byretten, hvorfor sagen afvistes, jf.
RPL § 232, stk. 3.
UfR 2001.1404 ØLK: Konkursboet efter A havde ved Københavns Byret stævnet PFA Pension
og A med påstand om omstødelse af indbetaling på 236.796 kr. på pensionsordning,
jf. FAL § 117. A begærede sagen henvist til Skanderborg, da han anså sig som den
hovedsagsøgte. A fik ikke medhold heri. Kravene havde en sådan indbyrdes sammenhæng,
at de burde behandles under samme sag, og betingelserne for kumulation i
RPL § 250, stk. 1 var opfyldt.
UfR 2010.2674 ØLK:
A, hvis patent- og designrettigheder var blevet krænket af B og C, krævede, at der
under samme forbudssag nedlagdes forbud mod B og C samtidig. Retten i Helsingør,
hvis grunde ØL tiltrådte, gav A medhold. Det anførtes, at kravene vedrørte samme
forhold, at påstand og parter var sammenfaldende, og at parterne begge havde værneting
i samme retskreds. Det gjorde ingen forskel, at
RPL § 646, stk. 2
ikke henviste til
RPL § 250.
UfR 2011.2185 ØLD: Ankestyrelsen, A, havde tvangsfjernet et barn, B,
fra sine forældre, C og D, som indbragte afgørelsen for domstolene med påstand om,
at tvangsfjernelsen blev kendt ugyldig. Ligeledes gjorde C og D et krav om erstatning
gældende mod A. ØL udtalte først, at betingelserne for at påkende erstatningskravet
sammen med resten af sagskomplekset var til stede. Dog havde betingelserne for at
anbringe B været til stede, da A havde truffet kendelse herom. Af samme grund frifandtes
A både for påstanden om, at tvangsfjernelsen blev kendt ugyldig, samt at A skulle
betale C og D erstatning herfor.
UfR 2016.1656 SHK: Betingelserne for kumulation i RPL § 250, stk. 1, nr. 1-5,
var opfyldt.
I en sag om erstatning for overtrædelse af
KRL stævnede Gentofte Kommune entrepørfirmaerne A og B blev under samme sag.
A og B protesterede imod kumulationen. 19 virksomheder inden for byggebranchen havde
vedtaget strafferetlige bødeforelæg og 1 virksomhed var dømt for overtrædelse af
KRL ved at indgå ulovlige
kartelaftaler. Både A og B havde vedtaget bødeforlæg for udbuddet i forbindelse
med entreprisen for Skovshoved Havn, og B havde også vedtaget bødeforlæg for udbuddet
vedr. entreprisen for Dyssegårddskolen. SH fandt, at betingelserne for kumolation
i RPL § 250, stk. 1, nr.
1-4 var opfyldt. I forhold til, om betingelsen i
RPL § 250, stk. 1, nr. 5, var opyldt henviste SH til forarbejderne,
jf. betænkning nr. (698/1973 om oprindelig subjektiv
kumulation, side 93. A og B begge havde erkendt at være indgået i prisaftaler, der
havde været behandlet som en del af et samlet kartel. Sagerne fandtes dermed at
udspringe af samme retsforhold, og selvom erstatningssagen vedr. Dyssegårdsskolen
i sit udgangspunkt ikke angik B, kunne det ikke udelukkes, at sagerne havde en sådan
sammenhæng, at de med fordel kunne behandles under samme sag. Forberedelsen og hovedforhandlingen
skønnedes at kunne tilrettelægges under hensyntagen til A og B's individuelle procesøkonomiske
interesser. Erstatningskravene mod A og B udsprang begge af en overtrædelse af KRL § 23. Betingelserne
for kumulation efter RPL
§ 250, stk. 1, nr. 5, var herefter tillige opfyldt.
UfR 2018.3402 ØLK:
Der var ikke hjemmel i
RPL § 250, stk. 1 til efterfølgende subjektiv kumulation
A anlagde syv sager mod forskellige
sagsøgte angående manglende betaling af nogle fakturaer. Der var
enighed mellem alle parterne om, at betingelserne i
RPL § 250, stk. 1, nr. 1-4
var opfyldt, men A protesterede mod, at der skete kumulation af
sagerne. Retten i Nykøbing Falster fandt, at sagerne havde en sådan
sammenhæng, at de uanset A’s indsigelser burde behandles under én
sag, hvorfor sagerne blev kumuleret. ØL fandt, at BR med hjemmel i
RPL § 254, stk. 1 kunne
bestemme, at sagerne skulle forhandles i forbindelse med hinanden,
men
RPL § 250, stk. 1 indeholdt ikke
hjemmel til efterfølgende subjektiv kumulation af sagerne. Sagerne
blev derfor ikke kumuleret.
UfR 2024.3006 HKK
(HKK afsagt d. 25.04.2024,
ØLK afsagt d. 01.11.2022): Skatteforvaltningens krav mod en
canadisk pensionskasse, Nordea og flere internationale banker om refusion af udbytte skat skulle behandles sammen,
jf. RPL § 250, stk. 2
Fra august 2011 til december 2014 modtog den canadiske pensionskasse Healthcare of Ontario
Pension Plan (HOOPP) ca. 912,5 mio. kr. fra de danske skattemyndigheder vedr. refusion af udbytteskat. I 2018 sagsøgte
Skatteforvaltningen, S, HOOPP ved KBR med påstand om tilbagebetaling af beløbet, da HOOPP ikke var skattemæssig ejer
af aktierne. Sagen blev henvist til ØL. S sagsøgte senere Nordea, N, og flere internationale banker, idet de angiveligt
medvirkede til et skattearrangement, der førte til den uberettigede refusion.
ØL fandt, at der var værneting i Danmark, og kravene mod bankerne skulle ikke inddrages i sagen mod HOOPP og N.
HR fandt, at kravene mod bankerne kunne behandles sammen med HOOPP og N, da kravene udsprang af de samme retsstiftende
kendsgerninger, ligesom der var sammenfald mellem de juridiske synspunkter og bevismaterialet, som sagerne skulle støttes
på. Der var tale om ét samlet skattearrangement, hvor alle de sagsøgte ved deres samordnede adfærd havde påført S et
tab. S’ krav mod bankerne skulle behandles under samme sag som kravene mod HOOPP og N,
jf. RPL § 250, stk. 2.
Intervention, jf. RPL § 251
Thomas Weitemeyer og Tim Rosenkranz Buur i
UfR 2013 B.90-93: Retskraftens rækkevidde i udeblivelsesdomme afsagt over
en personlig skyldner under konkurs
Ved en personlig skyldners konkurs kan boet
indtræde i de mod skyldneren anlagte sager forud for konkursdekretet. På tilsvarende
vis kan sagsøger vælge, om der ønskes dom over boet eller over skyldner personligt.
Konkursloven regulerer ikke den personlige skyldners adgang til at indtræde i sagerne
anlagt mod denne, såfremt konkursboet ikke ønsker at føre sagen, når den personlige
skyldner ikke har et selvstændigt krav. Artiklen konkluderer, at der i
KL § 141, stk. 1, kan indfortolkes en begrænsning i retskraftens rækkevidde
af en udeblivelsesdom i sådanne tilfælde, og at
RPL § 251, stk. 1, nr. 3, indeholder en adgang for domstolene til at lade
den personlige skyldner hovedintervenere i sager i første instans.
UfR 2020.2722 VLK:
Anmodning om hovedintervention blev ikke taget til følge, da det ville medføre væsentlige ulemper for de oprindelige parter,
jf. RPL § 251, stk. 1, nr. 3, og da konkursboet efter den ene oprindelige part havde meddelt, at det ikke ville indtræde
i sagen
Et selskab, A, påstod, at B skulle betale 21.000 kr. for udført byggearbejde. A blev efterfølgende
erklæret konkurs, men konkursboet ønskede ikke at indtræde i sagen. En advokat, C, anmodede om tilladelse til at
hovedintervenere i sagen. Retten i Randers fandt, at begæringen om hovedintervention var fremsat efter, at
A’s konkursbo havde meddelt, at det ikke ville indtræde i sagen. Begæringen blev derfor ikke efterkommet. VL fandt,
at anmodningen kom, da A og B alene afventede afsigelse af dom. Hovedinterventionen ville være forbundet med sådanne
ulemper for A og B, at der ikke var grundlag for at tage anmodningen til følge,
jf.
RPL § 251, stk. 1, nr. 3. VL stadfæstede.
Komm. af Kristian Torp i
Civilprocesretlig
Julealmanak 2020, p. 43.
UfR 2021.597 VLK (FM
2020.270 VLK):
Anmodning om
hovedintervention fra konkursramt skyldner mellem sit konkursbo
og kreditor efter RPL § 251, stk. 1, blev taget til følge, da
hans påstande vedrørte ham selv og ikke konkursboet, hvorfor de
var selvstændige påstande, og da sagen også kunne være anlagt
mod ham, jf. KL § 244, stk. 1
Et selskab, R, havde anlagt sag mod
konkursboet, B, efter A, i medfør af
KL § 133, stk. 1. A
ønskede at indtræde i sagen ved hovedintervention, jf.
RPL § 251, stk. 1.
Hvis retten fandt, at der ikke kunne ske hovedintervention,
anmodede A subsidiært om at tillade indtræden ved
biintervention, jf.
RPL § 252. A påstod
samtidig sagen afvist, subsidiært frifindelse. Der var ikke
afgivet svarskrift fra B endnu. I B’s svarskrift, påstod B
frifindelse og anførte, at B ikke havde indvendinger mod
hovedintervention. Efter svarskriftet fastholdt A ønsket om
hovedintervention, da dette ikke fuldkommen spejlede de påstande
og anbringender, som A havde, og da svarskriftet henviste til
A’s processkrifts indhold. Kuratoren for B anførte supplerende
herefter, at han i svarskriftet forudsatte hovedintervention ved
påstandens nedlæggelse, men forbeholdt sig at nedlægge påstand
om afvisning, hvis hovedintervention ikke blev tilladt.
Retten i Randers fandt, at A ikke i en
situation som den foreliggende kunne indtræde i sagen ved
hovedintervention ved at nedlægge påstand om afvisning,
subsidiært frifindelse i relation til et krav, som B havde
påstået frifindelse overfor. A blev henvist til biintervention.
VL fandt, at en skyldner kunne blive
part i en sag som den foreliggende, da en sag efter
KL § 133, stk. 1 også
kunne anlægges af skyldneren, og da det fremgik af
KL § 244, stk. 1, at
den, som gjorde krav gældende mod et konkursbo, også kunne
indstævne skyldneren for at få dom over skyldneren sammen med
boet. Derfor ville en skyldner kunne indtræde som part i en sag
som den foreliggende ved hovedintervention, hvis betingelserne i
RPL § 251 var
opfyldt. A’s påstande måtte forstås som angående ham selv og
ikke konkursboet, hvorfor de var selvstændige påstande.
Betingelserne i
RPL § 251, stk. 1,
var derfor opfyldt, og A’s påstande blev taget til følge.
Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig
Julealmanak 2021, p. 61.
Delafgørelser, jf. RPL § 253.
P. Spleth i UfR 1962 B. 45-46:
Karsten Havkrog Pedersen i UfR 1972 B.136-137: Kan man afsige mellemkendelser. (Forfatteren
anser dette for muligt)
UfR 2004.2641
ØLK: Boligrettens nægtelse af at afvise sag på grund af manglende påstandsdokument
var ikke en delafgørelse efter
RPL § 253, stk. 3. Fogedrettens kendelse kunne derfor kæres til landsretten,
som stadfæstede afgørelsen
UfR 2012.436 ØLK: A nedlagde påstand om,
at Forsikringsselskabet, F, skulle anerkende, at tømrefirmaet, T, var erstatningsansvarlig
for en skade, som A var udsat for. F blev frifundet for påstanden ved Retten i Glostrup.
Det fremgik af BR's dom, at sagen var begrænset til at behandle spørgsmålene om
erstatningsansvar og forsikringsdækning. A's spørgsmål om opgørelse af krav, blev
udskilt til senere behandling. A nedlagde efterfølgende påstand om betaling af 875.193,
65 kr. for ØL. Udvidelse af en ankesag med en eller flere påstande, der ikke havde
været pådømt i BR, burde som udgangspunkt undgås, da ØL i modsat fald ville komme
til at afsige dom som første og sidste instans. Pådømmelse af A's principale påstand,
ville efter det sidst oplyste give anledning til bevisførelse i et ikke ubetydeligt
omfang, idet parterne var enige om, at der skulle indhentes udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen,
jf.
EAL § 10. Henset hertil og navnlig
til den begrænsning af sagen, som BR foretog ved at udskille spørgsmålene om erstatningsansvar
og forsikringsdækning til særskilt afgørelse i medfør af
RPL § 253, fandt ØL, at der i den
foreliggende sag ikke var grundlag for at fravige det ovenfor anførte udgangspunkt.
ØL afviste derfor A's påstand om betaling af 875.193, 65 kr.
UfR 2012.3280 VLK: L var lejer af en ejendom, og U opsagde lejemålet med
et varsel på 3 måneder. Opsigelsen blev sendt både med anbefalet og ved almindeligt
brev, og desuden pr. e-mail. Det fremgik af postkvitteringen, at det anbefalede
brev blev nægtet modtaget, og at den fremsendte e-mail var blevet læst. Efter bevisførelsen
lagde Fogedretten i Aalborg til grund, at U's opsigelse, der i øvrigt opfyldte kravene
til en lovlig opsigelse, var kommet frem til L. Det blev desuden lagt til grund,
at L ikke havde fremsat indsigelser inden 6 uger efter opsigelsen, og at han først
under sagens behandling i BR havde fremsat indsigelser i fht. opsigelsen. På denne
baggrund fandt BR, at sagen kunne fremmes, og at de omstændigheder, at L havde fremlejet
lokalerne til T, og at T ikke var orienteret om opsigelsen, ikke kunne føre til
et andet resultat, da T afledte sin ret fra L, og at hverken L eller T var erhvervsbeskyttet.
VL tiltrådte de af BR anførte grunde om, at betingelserne for at opsige lejeaftalen
med L var opfyldt, jf. EHL § 61, stk. 2, nr. 2, jf.
§ 64, stk. 1. BR besluttede efter den af VL afsagte kendelse, at tvisten
mellem U og L om gyldigheden af U's opsigelse skulle udskilles til særskilt behandling,
jf.
RPL § 253, stk. 1, hvilket blev kæret af U med påstand om ophævelse af beslutningen.
VL lagde til grund, at spørgsmålet om lovligheden af U's opsigelse af lejemålet
var udtømmende prøvet i to instanser, hvorfor VL ændrede den påkærede beslutning,
således at tvisten om opsigelsens gyldighed ikke blev udskilt til særskilt behandling.
UfR 2013.2651 HKK: Ved
en sag anlagt af konkursboet, A, mod dennes tidligere bestyrelsesformand m.v., besluttede
VL at udskille henholdsvis påstande om afvisning og påstande om frifindelse, til
særskilt behandling og afgørelse, jf.
RPL § 253. I den forbindelse opkrævede
VL en retsafgift, kaldet berammelsesafgift på 75.000 kr. for hovedforhandlingen
af de udskilte spørgsmål, jf.
RAL § 2. A protesterede
herimod med påstand om, at en delforhandling om sagens formalitet ikke var og ikke
kunne sidestilles med en hovedforhandling i
RAL's forstand, og at
der derfor ikke i
RAL § 2 var den fornødne klare lovhjemmel
til at opkræve afgiften, jf.
GRL § 43. HR udtalte,
at en hovedforhandling efter
§ 253 både kunne vedrøre
et spørgsmål om sagens formalitet og sagens realitet, og at det efter en ordlydsfortolkning
af
RAL § 2 måtte antages,
at en hovedforhandling udløste pligt til at betale berammelsesafgift, selvom hovedforhandlingen
var begrænset til enkelte af de spørgsmål, sagen omfattede. HR udtalte endvidere,
at
RAL § 2 kun gav hjemmel
til at opkræve én berammelsesafgift, selv om hovedforhandlingen opdeltes i medfør
af RPL § 253. Yderligere måtte
RAL § 2, stk. 1 og 4,
forstås således, at berammelsesafgiften skulle betales forud for den første del
af hovedforhandlingen i tilfælde, hvor denne foreløbigt begrænsedes til enkelte
af de spørgsmål, sagen omfattede, og at dette gjaldt, uanset om rettens afgørelse
af de udskilte spørgsmål kunne føre til en afslutning af sagen ved denne instans.
(4-1)
UfR 2014.487 HB: ØL godkendte ved kendelse af 26.09.2013 gruppesøgsmålet
mod Domstolsstyrelsen, D, og udpegede i den forbindelse Foreningen Gruppesøgsmål.nu,
A, som grupperepræsentant. I kendelsen fastlagde ØL samtidig rammen for gruppesøgsmålet,
dvs. hvilke krav, der var omfattet af gruppesøgsmålet, og dermed hvilke personer,
der herefter kunne tilmelde sig gruppesøgsmålet. A anmodede HR om tilladelse til
kære af ØL's afgørelse om rammen for gruppesøgsmålet, idet yderligere krav og dermed
personer ønskedes omfattet af gruppesøgsmålet. D anførte, at der ikke var tale om
en delafgørelse efter
RPL § 253, hvorfor kæremålet krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
HR's ankeudvalg besluttede ikke at imødekomme anmodningen, idet ØL's fastlæggelse
af rammen for gruppesøgsmålet ikke kunne anses for en delafgørelse, hvorfor kære
til HR krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
FM 2020.80 VLK:
Henset til det forventede omfang og karakteren af ekspropriationssager, der var anlagt af Holstebro Kommune mod
to borgere og Overtaksationskommissionen, skulle der ske delafgørelse af kommissionens påstand om afvisning
og frifindelse
Holstebro Kommune, K, lagde to sager an mod to borgere, B, og Overtaksationskommissionen, O,
ifm. ekspropriation af B's ejendomme. O påstod, at der skulle ske særskilt afgørelse af O's påstand om afvisning og
frifindelse. Retten i Holstebro fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt O var rette sagsøgte, henhørte under sagens realitet,
og at spørgsmålet derfor ikke kunne behandles særskilt efter
RPL § 351, stk. 4,
jf.
§ 253. VL fandt, at påstandene i sagerne drejede
sig om ekspropriationernes omfang og størrelsen af de erstatninger, som K skulle betale for ekspropriationerne
af ejendommene, hvis ejendommene skulle eksproprieres i deres helhed. K havde i begge sager anmodet om optagelse af
syn og skøn dels ift. de arealer, der var omfattet af ekspropriationsbeslutningerne, dels ift. anvendelsesmulighederne
for restejendommene. Ved vurderingen af, om O's anmodninger om udskillelse skulle tages til følge, blev der
lagt vægt på oplysningerne om sagernes karakter og forventede omfang. Det var herefter hensigtsmæssigt, at O's
påstande om afvisning og frifindelse blev udskilt til særskilt behandling og afgørelse i medfør af
RPL § 253, stk. 1
og
stk. 2.
Komm. af Kristian Torp i
Civilprocesretlig
Julealmanak 2020, p. 46.
FM 2020.294 VLK:
Spørgsmål om forældelse
kunne udskydes til særskilt behandling, da der var mulighed for
betydelig procesbesparelse for begge parter, hvis sagsøgte fik
medhold
Ankestyrelsen, S, havde i en sag om
genoptagelse af en arbejdsskadessag påstået, at spørgsmålet om
forældelse skulle udskilles til særskilt forberedelse og påkendelse,
jf.
RPL § 253, stk. 1 og
2, da spørgsmålet kunne
prøves uden anden bevisførelse end de fremlagte bilag. Derved ville
udskillelsen medføre en betydelig procesbesparelse for begge parter.
A ønskede desuden at stille spørgsmål til Retslægerådet, R, hvilket
kunne være ressource- og tidskrævende. A gjorde gældende, at der var
indtrådt en væsentlig forværring af dennes helbredsmæssige forhold.
Retten i Kolding fandt, at spørgsmålet om
forældelse ikke skulle udskydes til særskilt behandling, da A’s krav
ikke hvilede på nye krav efter
ASFL men på en følge af den gamle
anerkendte arbejdsskade. Da A ikke havde mulighed for at
dokumentere, at en forværring skyldtes den anerkendte arbejdsskade,
tillod BR, at sagen kunne forelægges for R.
VL fandt, at det var hensigtsmæssigt, at
spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt behandling, jf.
RPL § 253. Hvis S fik
medhold i sit synspunkt vedr. forældelse, ville sagen afsluttes og
indebære en betydelig procesbesparelse. Som følge deraf var det
overflødigt at tillade spørgsmål til R.
Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig
Julealmanak 2021, p. 62.
FM 2024.79 VLK: Spørgsmål
om præklusion skulle ikke udskilles til særskilt behandling, da den fulde hovedforhandling ville kunne klares på
under en halv eller hel retsdag
A havde anmodet om at udskille et spørgsmål om præklusion til særskilt behandling.
C fandt ikke, at en delhovedforhandling ville være hensigtsmæssig eller procesbesparende, særligt henset til
at en fuld hovedforhandling forventedes at kunne afholdes på maksimalt en retsdag, muligvis kun en halv.
VL fandt, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at udskille spørgsmålet om præklusion til særskilt behandling.
Dette gjaldt, uanset at en afgørelse vedr. spørgsmålet om præklusion ville kunne afslutte sagens behandling.
Samling af krav,
jf. RPL § 254.
UfR 2003.248
ØLK: Retten i Ballerup havde henvist sag anlagt af Århus Kommune mod Topdanmark
til retten i Århus, hvor der i forvejen verserede ca. 100 lignende sager. ØL ophævede
kendelsen, da der hverken i
RPL § 254 eller i retsplejeloven i øvrigt er hjemmel til mod modpartens
protest at henvise sagen til behandling sammen med sager, der behandles ved en anden
ret.
UfR 2008.2745 ØLK: A/S KFI-Holding, K, havde som fremlejegiver udtaget stævning
af 22.06.2007 mod selskabet MHolding 5 ApS, M, som fremlejetager med påstand om
forhøjelse af huslejen pr. 01.03.2007 vedrørende lejemålet Købmagergade 22. Selskabet
Hafnia Property Holding A/S, H, havde som udlejer udtaget stævning af d. 02.01.2008
mod K som lejer med påstand om forhøjelse af huslejen pr. 01.03.2008 vedrørende
samme lejemål, begge sager verserede ved Københavns Byret, boligretten. Boligretten
afsagde d. 03.07.2008 kendelse, hvorefter K's påstande om, at de to sager skulle
sammenlægges eller behandles samlet, at dommerpanelet skulle besættes af de samme
dommere, og at der skulle udmeldes syn og skøn med samme skønsmand, ikke blev taget
til følge. K havde for ØL nedlagt påstand om, at sagerne skulle sammenlægges, at
der blev udmeldt to lægdommere i hver af sagerne efter reglerne herom, og at der
blev udmeldt syn og skøn med samme skønsmand i de to sager. Subsidiært påstodes
sagerne behandlet i forbindelse med hinanden, og at der blev udmeldt syn og skøn
med samme skønsmand i de 2 sager. K havde til støtte herfor henvist til reglerne
i
RPL i §§ 249,
250,
253 og
254, eller disse bestemmelsers analogi samt til EHL § 65,
stk. 2. ØL bemærkede, at RPL §§ 249,
250 og
253, samt EHL § 65, stk. 2,
ikke fandt anvendelse som påstået i den foreliggende situation, hvor K var henholdsvis
sagsøger og sagsøgt i forskellige sager. Det fulgte af
RPL § 254, at retten kunne bestemme, at flere sager, der verserede
ved retten mellem samme eller forskellige parter, skulle forhandles i forbindelse
med hinanden. Rettens afgørelse herom kunne ikke indbringes for højere ret. Bestemmelsen
afløste de før lov nr. 260 af 8. juni 1979 om ændring
af RPL m.v. gældende regler i RPL §
286, stk. 1, og § 290, stk. 3. Af § 286, stk. 1, i den dagældende RPL
fremgik, at retten kunne bestemme, ”at flere for den svævende retssager imellem
de samme parter skal forhandles i forbindelse med hverandre.” Samme myndighed
havde retten også med hensyn til retssager mellem forskellige parter, når søgsmålenes
forening fra først af ikke ville stride mod bestemmelsen i den dagældende § 250.
Af § 290, stk. 3, i den dagældende RPL fremgik, at bl.a. de i § 286 indeholdte procesledende
bestemmelser ikke var genstand for anke eller kære. Da boligrettens kendelse, hvorefter
sagerne ikke blev lagt sammen eller behandlet samlet, og om dommerpanelet ansås
for at være af procesledende karakter og truffet i medfør af
RPL § 254, blev kæren afvist.
UfR 2012.3283 ØLK: A og B var aktionærer i Roskilde Bank, R, og anlagde
efter dennes konkurs erstatningssag mod R's tidligere revisor, E. Retten i Glostrup
afsagde kendelse om, at sagerne ikke skulle afvises, men kumuleres, jf.
RPL § 254, stk. 1. BR afviste desuden, at sagerne skulle henvises til behandling
i ØL, jf.
RPL § 226, hvilket E kærede, uden indsigelser fra A og B. ØL tiltrådte,
at afgørelsen af de nærværende sager i det væsentlige beroede på en konkret bevismæssig
vurdering i relation til sagens parter. ØL fandt, at sagerne ikke kunne anses at
være af en så principiel karakter, at der var grundlag for at henvise dem til behandling
ved ØL. Det forhold, at de krav som blev rejst i sagen, udsprang af en sag der havde
påkaldt sig offentlighedens interesser, gjorde ikke sagerne principielle. Heller
ikke den omstændighed, at der i en sag mellem R mod bl.a. E var sket henvisning
til ØL, kunne efter den nærværende sags karakter føre til, at der burde ske henvisning.
ØL stadfæstede derfor BR's afgørelse i det omfang, der var påkæret.
UfR 2016.3577 ØLK: Ryanair tog bekræftende til genmæle for kompensationsbeløb
for forsinket fly, hvorefter sagsomkostningerne blev tilkendt ud fra retningslinjerne
i forarbejderne til RPL § 408 svarende til inkassosalær. Da 24 ens sager blev behandlet
samlet, jf. RPL § 254, blev beløbet nedsat.
24 personer, der alle var blevet forsinket på deres flyafgange, A, indleverede
24 stævninger mod Ryanair Ltd., R, alle med påstand om, at R skulle kompensere A
med 400 euro pr. person. KBR besluttede at sagerne ikke skulle kumuleres, men at
sagerne skulle forhandles i forbindelse med hinanden, jf.
RPL § 254,
da alle vedrørte samme flyafgang. R anerkendte efter skriftvekslingen A's påstande,
og BR afsagde dom efter A's påstand. Ved fastsættelsen af sagsomkostninger blev
A tildelt 700 kr. til dækning af repræsentation plus 500 kr. til dæknings af retsafgift,
i alt 1.200 kr. ØL fandt på baggrund af landsretspræsidentens notat af 20.12.07,
at der i forarbejderne til
RPL § 408
var angivet retningslinjer for efter hvilke principper, der skulle tilkendes sagsomkostninger.
I den foreliggende situation skulle der tilkendes et beløb svarende til inkassosalæret.
Henset til det ikke ubetydelige antal sager og den deraf følgende arbejdsmæssige
besparelse ved den samtidige repræsentation i sagerne, var der i de 24 sager grundlag
for at nedsætte beløbet til dækning af udgiften til repræsentation, således at dette
beløb i de sager, hvor det takstmæssige inkassosalær ville udgøre hhv. 1.060 kr.,
1.780 kr., 2.180 kr. og 2.450 kr. inkl. moms skulle udgøre hhv. 1.000 kr., 1.200
kr., 1.450 kr. og 1.650 kr. inkl. moms. ØL forhøjede A's tilkendte beløb til repræsentation
til 1.450 inkl. moms, således af sagsomkostningsbeløbet inkl. retsafgift var 1.950
kr.
Stephan Hurwitz i UfR 1935 B.148 f:
E. Munck-Petersen i JUR 1942.770:
P. Spleth i UfR 1962.44:
Eigil Lego Andersen i UfR 1975 B.332-338: Om udstykning af proceskravet.
UfR 2003.2196
VLD: A var kommet til skade ved en arbejdsulykke d. 30.10.1997. Han fik
efter domsforhandling i Retten i Rødding d. 17.08.2000 forligsmæssigt udbetalt
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 18.267 kr. A anlagde i 2001 ny retssag
med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 23.11.1998- 27.12.1999.
Det måtte efter bevisførelsen for landsretten lægges til grund, at
- foruden A selv - også hans repræsentanter, herunder SID, inden domsforhandlingen
i Retten i Rødding var bekendt med, at A efter raskmeldingen den 01.03.1998
på ny var blevet sygemeldt fra den 23.11.1998 til 27.12.1999, og det måtte endvidere
lægges til grund, at kravet på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
på tidspunktet for domsforhandlingen var forfaldent og kunne være gjort op. På denne
baggrund, og da det af A's daværende advokat generelt formulerede forbehold under
de anførte omstændigheder ikke kunne føre til et andet resultat, tager landsretten
Forsikringsselskabets principale påstand om afvisning til følge.
UfR 2009.1057 VLD: A havde behandlet sin ejendom med Rentolin og havde efterfølgende
i 2001 anlagt sag mod farvehandleren F's enke og selskabet S, der havde produceret
Rentolin, med påstand om betaling af 10.000 kr. i erstatning for tingskade. I stævningen
havde A taget forbehold for at kræve erstatning for personskade og for at forhøje
påstanden, når kravet om tingsskade var endelig opgjort. Ved skrivelse af 26.04.2007
tog enken bekræftende til genmæle over for den i stævningen nedlagte påstand, og
påstandsbeløbet med renter blev samtidig afregnet til S' advokat. Sagen havde gentagne
gange været udsat på udfaldet af flere verserende ankesager ved ØL. Efter det oplyste
var disse sager i november 2007 udsat på ubestemt tid. Ved processkrift af 26.06.2007
fremsatte S påstand om forhøjelse sit krav om tingsskade. VL udtalte, at A vidste,
at størrelsen af kravet på tingsskade var større end de 10.000 kr. som han påstod
betalt ved sagens anlæg i maj 2001. Ved under disse omstændigheder at forholde sig
passiv i mere end 6 år, i forhold til det tagne forbehold om forhøjelse af påstanden,
havde A ikke uden ufornødent ophold forfulgt den resterende del af kravet, og det
var derfor bortfaldet som forældet, jf. § 2 i forældelsesloven af 1908.
VL havde tillige lagt vægt på, at S ikke blot for at spare retsafgift og andre sagsomkostninger
kunne nøjes med at påstå dom for en vilkårlig mindre del af sit krav og senere gøre
resten gældende, ligesom kravets reelle størrelse i hvert fald under de foreliggende
omstændigheder skulle søges fastlagt, inden mulighederne for at føre bevis herom
var forringet væsentligt for begge parter. Det gjaldt, selv om sagen i øvrigt af
retten måtte blive udsat for så vidt angik det retlige grundlag for erstatningsansvaret.
Det fremgik af stævningen og de efterfølgende processkrifter i sagen, at sagen alene
havde drejet sig om det tingsskadekrav, som S mente at have lidt i forbindelse med
anvendelsen af Rentolin indendørs. Der var i øvrigt kun i hele forløbet taget forbehold
om erstatning for personskade. Det krav, der var rejst, var efter det anførte opfyldt
ved betaling af det påstævnte beløb med tillæg af renter, og der var herefter ikke
noget grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved BR. VL stadfæstede
dermed Retten i Viborgs dom.
Advokat Jørgen U. Grønborg