U havde bortforpagtet sine erhvervslokaler til A A/S, der var gået konkurs. A havde haft
bortforpagtet lokalerne til L. U nedlagde anerkendelsespåstand om, at L skulle fraflytte de lejede lokaler. U anførte,
at forpagtningsaftalen mellem U og A var ophørt, og da L afledte sin ret heraf, havde L ikke længere ret til lokalerne.
L anførte, at der bestod et direkte lejeforhold mellem U og L. For det tilfælde, at retten ville give medhold heri,
opsagde U det eventuelle direkte kontraktforhold. L gjorde gældende, at der skulle have været anlagt en selvstændig
sag vedr. opsigelsen, da EHL § 65, stk. 2, foreskrev, at U
skulle »anlægge sag« ved boligretten, og at dette ikke var sket ved at inddrage opsigelsen i en allerede verserende sag,
samt at kumulation forudsatte, at der var nedlagt flere selvstændige påstande.
Retten i Aarhus fandt, at U i overensstemmelse med RPL § 249,
stk. 1, jf. stk. 4, havde inddraget et yderligere krav mod sagsøgte end det krav, der blev indbragt for boligretten
ved sagens anlæg, dvs. efterfølgende objektiv kumulation. Selvom påstanden var identisk med den allerede nedlagte,
skulle der fortsat ske en materiel behandling af opsigelsens berettigelse. Efter ordlyden, forarbejderne og historikken
af EHL § 65, stk. 2, var der ikke grundlag for at antage,
at den skulle regulere, hvorledes en opsigelse skulle indbringes for boligretten, samt at det havde været hensigten
at fravige RPL’s almindelige regler for inddragelse af yderligere krav
ved kumulation. L skulle anerkende, at U’s afgivne opsigelse kunne indgå i sagen.
VL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig
Julealmanak 2023, p. 55.
Civilproces
Sammenlægning og adskillelse af krav, jf. RPL kap. 23.
Biintervention
|
Objektiv kumulation, jf. RPL § 249, stk. 1.
UfR 2006.2758 VLK: En udlejer, U, anlagde sag ved Randers Boligret mod en lejer, L, vedrørende en kendelse afsagt af Huslejenævnet d. 02.09.2005. U nedlagde anerkendelsespåstand vedrørende depositum, forud betalt leje m.v. I en replik nedlagde U fire anerkendelsespåstande, der dels erstattede den tidligere anerkendelsespåstand, og dels omfattede en af Huslejenævnet truffet afgørelse af 14.10.2005 vedrørende huslejens størrelse, varsling m.v. Randers Boligret afviste påstandene vedrørende afgørelsen af 14.10.2005, idet den henviste til at indbringelse af Huslejenævnets afgørelser for boligretten skulle ske ved anlæg af retssag med udtagelse af stævning i overensstemmelse med RPL § 348. VL udtalte, at efter boligreguleringslovens § 43, stk. 1, 1. pkt., kunne huslejenævnsafgørelser af parterne indbringes for boligretten, og der var intet grundlag for at antage, at det med denne bestemmelse havde været tilsigtet at regulere, hvorledes ”denne indbringelse” skulle ske. Indbringelsen kunne således ske i overensstemmelse med reglerne i RPL kap. 21-23. Det fulgte af det anførte, at U derfor kunne indbringe de spørgsmål, som vedrørte Huslejenævnets kendelse af 14.10.2005, ved en efterfølgende objektiv kumulation efter RPL § 249, stk. 1, jf. stk. 4. Boligrettens kendelse blev herefter ophævet.
UfR 2023.2933 VLK (FM 2023.50 VLK): Der skulle ikke anlægges en ny sag hos boligretten om opsigelse af erhvervslejemål, da spørgsmålet kunne inddrages i en verserende sag, der handlede om ophør af samme lejemål
Modkrav, jf. RPL § 249, stk. 2.
Knud Stenov i UfR 1983 B.167-168: Modkrav og modregning.
UfR 2013.1063 HKK: Sagen angik, om sagsøgtes, S', påstand til selvstændig dom skulle tillades fremsat, jf. RPL § 249, stk. 2, herunder navnlig om påstanden kunne anses som et modkrav i bestemmelsens forstand. Betingelserne om værneting, og at hovedkravet og modkravet kunne behandles efter samme processuelle regler, var opfyldt, da Vejen Kommunes, K's, erstatningskrav kunne indbringes for boligretten efter EHL § 76 og S's modkrav efter byfornyelseslovens § 92. HR fandt ikke, at S's selvstændige anerkendelsespåstand havde karakter af en indsigelse til støtte for påstanden om, K's ophævelse af lejemålet ikke var berettiget. HR lagde vægt på, at spørgsmålet om gyldigheden af K's afgørelse om kondemnering måtte antages at have videregående betydning for S, herunder muligheden for at anvende ejendommen. HR fandt herefter, at betingelserne i RPL § 249, stk. 2, for fremsættelse af et modkrav til selvstændig dom var opfyldt.
UfR 2016.1309 VLK: Sagsøger kunne ikke ophæve sagen og gøre en voldgiftsaftale gældende mod sagsøgte, der havde fremsat selvstændige påstande om modkrav.
Det fremgik af vedtægterne for I/S Flovt Sande, A, at såfremt der opstod tvister mellem A og enkelte interessenter, B, der ikke kunne afgøres efter vedtægterne, skulle disse tvister afgøres ved voldgift. A anlagde uanset vedtægternes bestemmelse om voldgiftsbehandling en sag mod B ved Retten i Sønderborg. A hævede herefter sagen. B anmodede om, at sagen skulle forsætte for så vidt angik de modkrav, som B havde fremsat som selvstændigt nedlagte påstande. BR fandt, at sagen skulle behandles ved de almindelige domstole. VL udtalte, at A havde frafaldet voldgiftsbehandling af sin påstand ved at have anlagt sagen ved de almindelige domstole. VL udtalte endvidere, at nogle af B's påstande havde en nær tilknytning til A's påstand, og at en stillingtagen til A's påstand ville have indebåret en stillingtagen til B's påstande. Som følge heraf fandt VL, at A's frafald af voldgiftsbehandling under disse omstændigheder tillige måtte anses for at omfatte frafald af voldgiftsbehandling for så vidt angik B. VL stadfæstede hermed BR's kendelse.
Subjektiv kumulation, jf. RPL § 250, stk. 1
UfR 1997.792 SHK: Krav mod konkursbo (Hafnia Holding) kunne kumuleres med erstatningskrav mod bestyrelsesmedlemmer, revisor og bank.
UfR 1998.544 ØLD: 7 leverandører til den af Mindshipfonden drevne Mindship Canteena sagsøgte ved landsretten fondens direktør og 2 bestyrelsesmedlemmer til betaling af i alt 750.000 kr.. Efter RPL § 228 kunne sagens værdi ikke opgøres som den samlede værdi af sagsøgernes krav og intet af de fremsatte krav opfyldte betingelserne i RPL § 227, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 250, stk. 1, nr. 3. Sagen kunne heller ikke behandles efter en analogi af RPL § 226, stk. 1, pkt. 1, 2, 4 og 5. Landsretten var herefter ikke sagligt kompetent til at behandle sagen, der henhørte under byret. Da stævningen var uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, kunne sagen ikke henvises til byretten, hvorfor sagen afvistes, jf. RPL § 232, stk. 3.
UfR 2001.1404 ØLK: Konkursboet efter A havde ved Københavns Byret stævnet PFA Pension og A med påstand om omstødelse af indbetaling på 236.796 kr. på pensionsordning, jf. FAL § 117. A begærede sagen henvist til Skanderborg, da han anså sig som den hovedsagsøgte. A fik ikke medhold heri. Kravene havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at de burde behandles under samme sag, og betingelserne for kumulation i RPL § 250, stk. 1 var opfyldt.
UfR 2010.2674 ØLK: A, hvis patent- og designrettigheder var blevet krænket af B og C, krævede, at der under samme forbudssag nedlagdes forbud mod B og C samtidig. Retten i Helsingør, hvis grunde ØL tiltrådte, gav A medhold. Det anførtes, at kravene vedrørte samme forhold, at påstand og parter var sammenfaldende, og at parterne begge havde værneting i samme retskreds. Det gjorde ingen forskel, at RPL § 646, stk. 2 ikke henviste til RPL § 250.
UfR 2011.2185 ØLD: Ankestyrelsen, A, havde tvangsfjernet et barn, B, fra sine forældre, C og D, som indbragte afgørelsen for domstolene med påstand om, at tvangsfjernelsen blev kendt ugyldig. Ligeledes gjorde C og D et krav om erstatning gældende mod A. ØL udtalte først, at betingelserne for at påkende erstatningskravet sammen med resten af sagskomplekset var til stede. Dog havde betingelserne for at anbringe B været til stede, da A havde truffet kendelse herom. Af samme grund frifandtes A både for påstanden om, at tvangsfjernelsen blev kendt ugyldig, samt at A skulle betale C og D erstatning herfor.
UfR 2016.1656 SHK: Betingelserne for kumulation i RPL § 250, stk. 1, nr. 1-5, var opfyldt.
I en sag om erstatning for overtrædelse af KRL stævnede Gentofte Kommune entrepørfirmaerne A og B blev under samme sag. A og B protesterede imod kumulationen. 19 virksomheder inden for byggebranchen havde vedtaget strafferetlige bødeforelæg og 1 virksomhed var dømt for overtrædelse af KRL ved at indgå ulovlige kartelaftaler. Både A og B havde vedtaget bødeforlæg for udbuddet i forbindelse med entreprisen for Skovshoved Havn, og B havde også vedtaget bødeforlæg for udbuddet vedr. entreprisen for Dyssegårddskolen. SH fandt, at betingelserne for kumolation i RPL § 250, stk. 1, nr. 1-4 var opfyldt. I forhold til, om betingelsen i RPL § 250, stk. 1, nr. 5, var opyldt henviste SH til forarbejderne, jf. betænkning nr. 698/1973 om oprindelig subjektiv kumulation, side 93. A og B begge havde erkendt at være indgået i prisaftaler, der havde været behandlet som en del af et samlet kartel. Sagerne fandtes dermed at udspringe af samme retsforhold, og selvom erstatningssagen vedr. Dyssegårdsskolen i sit udgangspunkt ikke angik B, kunne det ikke udelukkes, at sagerne havde en sådan sammenhæng, at de med fordel kunne behandles under samme sag. Forberedelsen og hovedforhandlingen skønnedes at kunne tilrettelægges under hensyntagen til A og B's individuelle procesøkonomiske interesser. Erstatningskravene mod A og B udsprang begge af en overtrædelse af KRL § 23. Betingelserne for kumulation efter RPL § 250, stk. 1, nr. 5, var herefter tillige opfyldt.
UfR 2018.3402 ØLK: Der var ikke hjemmel i RPL § 250, stk. 1 til efterfølgende subjektiv kumulation
A anlagde syv sager mod forskellige sagsøgte angående manglende betaling af nogle fakturaer. Der var enighed mellem alle parterne om, at betingelserne i RPL § 250, stk. 1, nr. 1-4 var opfyldt, men A protesterede mod, at der skete kumulation af sagerne. Retten i Nykøbing Falster fandt, at sagerne havde en sådan sammenhæng, at de uanset A’s indsigelser burde behandles under én sag, hvorfor sagerne blev kumuleret. ØL fandt, at BR med hjemmel i RPL § 254, stk. 1 kunne bestemme, at sagerne skulle forhandles i forbindelse med hinanden, men RPL § 250, stk. 1 indeholdt ikke hjemmel til efterfølgende subjektiv kumulation af sagerne. Sagerne blev derfor ikke kumuleret.UfR 2024.3006 HKK (HKK afsagt d. 25.04.2024, ØLK afsagt d. 01.11.2022): Skatteforvaltningens krav mod en canadisk pensionskasse, Nordea og flere internationale banker om refusion af udbytte skat skulle behandles sammen, jf. RPL § 250, stk. 2
Fra august 2011 til december 2014 modtog den canadiske pensionskasse Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP) ca. 912,5 mio. kr. fra de danske skattemyndigheder vedr. refusion af udbytteskat. I 2018 sagsøgte Skatteforvaltningen, S, HOOPP ved KBR med påstand om tilbagebetaling af beløbet, da HOOPP ikke var skattemæssig ejer af aktierne. Sagen blev henvist til ØL. S sagsøgte senere Nordea, N, og flere internationale banker, idet de angiveligt medvirkede til et skattearrangement, der førte til den uberettigede refusion.
ØL fandt, at der var værneting i Danmark, og kravene mod bankerne skulle ikke inddrages i sagen mod HOOPP og N.
HR fandt, at kravene mod bankerne kunne behandles sammen med HOOPP og N, da kravene udsprang af de samme retsstiftende kendsgerninger, ligesom der var sammenfald mellem de juridiske synspunkter og bevismaterialet, som sagerne skulle støttes på. Der var tale om ét samlet skattearrangement, hvor alle de sagsøgte ved deres samordnede adfærd havde påført S et tab. S’ krav mod bankerne skulle behandles under samme sag som kravene mod HOOPP og N, jf. RPL § 250, stk. 2.
Intervention, jf. RPL § 251
Thomas Weitemeyer og Tim Rosenkranz Buur i UfR 2013 B.90-93: Retskraftens rækkevidde i udeblivelsesdomme afsagt over en personlig skyldner under konkurs
Ved en personlig skyldners konkurs kan boet indtræde i de mod skyldneren anlagte sager forud for konkursdekretet. På tilsvarende vis kan sagsøger vælge, om der ønskes dom over boet eller over skyldner personligt. Konkursloven regulerer ikke den personlige skyldners adgang til at indtræde i sagerne anlagt mod denne, såfremt konkursboet ikke ønsker at føre sagen, når den personlige skyldner ikke har et selvstændigt krav. Artiklen konkluderer, at der i KL § 141, stk. 1, kan indfortolkes en begrænsning i retskraftens rækkevidde af en udeblivelsesdom i sådanne tilfælde, og at RPL § 251, stk. 1, nr. 3, indeholder en adgang for domstolene til at lade den personlige skyldner hovedintervenere i sager i første instans.UfR 2020.2722 VLK: Anmodning om hovedintervention blev ikke taget til følge, da det ville medføre væsentlige ulemper for de oprindelige parter, jf. RPL § 251, stk. 1, nr. 3, og da konkursboet efter den ene oprindelige part havde meddelt, at det ikke ville indtræde i sagen
Et selskab, A, påstod, at B skulle betale 21.000 kr. for udført byggearbejde. A blev efterfølgende erklæret konkurs, men konkursboet ønskede ikke at indtræde i sagen. En advokat, C, anmodede om tilladelse til at hovedintervenere i sagen. Retten i Randers fandt, at begæringen om hovedintervention var fremsat efter, at A’s konkursbo havde meddelt, at det ikke ville indtræde i sagen. Begæringen blev derfor ikke efterkommet. VL fandt, at anmodningen kom, da A og B alene afventede afsigelse af dom. Hovedinterventionen ville være forbundet med sådanne ulemper for A og B, at der ikke var grundlag for at tage anmodningen til følge, jf. RPL § 251, stk. 1, nr. 3. VL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 43.UfR 2021.597 VLK (FM 2020.270 VLK): Anmodning om hovedintervention fra konkursramt skyldner mellem sit konkursbo og kreditor efter RPL § 251, stk. 1, blev taget til følge, da hans påstande vedrørte ham selv og ikke konkursboet, hvorfor de var selvstændige påstande, og da sagen også kunne være anlagt mod ham, jf. KL § 244, stk. 1
Et selskab, R, havde anlagt sag mod konkursboet, B, efter A, i medfør af KL § 133, stk. 1. A ønskede at indtræde i sagen ved hovedintervention, jf. RPL § 251, stk. 1. Hvis retten fandt, at der ikke kunne ske hovedintervention, anmodede A subsidiært om at tillade indtræden ved biintervention, jf. RPL § 252. A påstod samtidig sagen afvist, subsidiært frifindelse. Der var ikke afgivet svarskrift fra B endnu. I B’s svarskrift, påstod B frifindelse og anførte, at B ikke havde indvendinger mod hovedintervention. Efter svarskriftet fastholdt A ønsket om hovedintervention, da dette ikke fuldkommen spejlede de påstande og anbringender, som A havde, og da svarskriftet henviste til A’s processkrifts indhold. Kuratoren for B anførte supplerende herefter, at han i svarskriftet forudsatte hovedintervention ved påstandens nedlæggelse, men forbeholdt sig at nedlægge påstand om afvisning, hvis hovedintervention ikke blev tilladt.
Retten i Randers fandt, at A ikke i en situation som den foreliggende kunne indtræde i sagen ved hovedintervention ved at nedlægge påstand om afvisning, subsidiært frifindelse i relation til et krav, som B havde påstået frifindelse overfor. A blev henvist til biintervention.
VL fandt, at en skyldner kunne blive part i en sag som den foreliggende, da en sag efter KL § 133, stk. 1 også kunne anlægges af skyldneren, og da det fremgik af KL § 244, stk. 1, at den, som gjorde krav gældende mod et konkursbo, også kunne indstævne skyldneren for at få dom over skyldneren sammen med boet. Derfor ville en skyldner kunne indtræde som part i en sag som den foreliggende ved hovedintervention, hvis betingelserne i RPL § 251 var opfyldt. A’s påstande måtte forstås som angående ham selv og ikke konkursboet, hvorfor de var selvstændige påstande. Betingelserne i RPL § 251, stk. 1, var derfor opfyldt, og A’s påstande blev taget til følge. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 61.
Delafgørelser, jf. RPL § 253.
P. Spleth i UfR 1962 B. 45-46:
Karsten Havkrog Pedersen i UfR 1972 B.136-137: Kan man afsige mellemkendelser. (Forfatteren anser dette for muligt)
UfR 2004.2641 ØLK: Boligrettens nægtelse af at afvise sag på grund af manglende påstandsdokument var ikke en delafgørelse efter RPL § 253, stk. 3. Fogedrettens kendelse kunne derfor kæres til landsretten, som stadfæstede afgørelsen
UfR 2012.436 ØLK: A nedlagde påstand om, at Forsikringsselskabet, F, skulle anerkende, at tømrefirmaet, T, var erstatningsansvarlig for en skade, som A var udsat for. F blev frifundet for påstanden ved Retten i Glostrup. Det fremgik af BR's dom, at sagen var begrænset til at behandle spørgsmålene om erstatningsansvar og forsikringsdækning. A's spørgsmål om opgørelse af krav, blev udskilt til senere behandling. A nedlagde efterfølgende påstand om betaling af 875.193, 65 kr. for ØL. Udvidelse af en ankesag med en eller flere påstande, der ikke havde været pådømt i BR, burde som udgangspunkt undgås, da ØL i modsat fald ville komme til at afsige dom som første og sidste instans. Pådømmelse af A's principale påstand, ville efter det sidst oplyste give anledning til bevisførelse i et ikke ubetydeligt omfang, idet parterne var enige om, at der skulle indhentes udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, jf. EAL § 10. Henset hertil og navnlig til den begrænsning af sagen, som BR foretog ved at udskille spørgsmålene om erstatningsansvar og forsikringsdækning til særskilt afgørelse i medfør af RPL § 253, fandt ØL, at der i den foreliggende sag ikke var grundlag for at fravige det ovenfor anførte udgangspunkt. ØL afviste derfor A's påstand om betaling af 875.193, 65 kr.
UfR 2012.3280 VLK: L var lejer af en ejendom, og U opsagde lejemålet med et varsel på 3 måneder. Opsigelsen blev sendt både med anbefalet og ved almindeligt brev, og desuden pr. e-mail. Det fremgik af postkvitteringen, at det anbefalede brev blev nægtet modtaget, og at den fremsendte e-mail var blevet læst. Efter bevisførelsen lagde Fogedretten i Aalborg til grund, at U's opsigelse, der i øvrigt opfyldte kravene til en lovlig opsigelse, var kommet frem til L. Det blev desuden lagt til grund, at L ikke havde fremsat indsigelser inden 6 uger efter opsigelsen, og at han først under sagens behandling i BR havde fremsat indsigelser i fht. opsigelsen. På denne baggrund fandt BR, at sagen kunne fremmes, og at de omstændigheder, at L havde fremlejet lokalerne til T, og at T ikke var orienteret om opsigelsen, ikke kunne føre til et andet resultat, da T afledte sin ret fra L, og at hverken L eller T var erhvervsbeskyttet. VL tiltrådte de af BR anførte grunde om, at betingelserne for at opsige lejeaftalen med L var opfyldt, jf. EHL § 61, stk. 2, nr. 2, jf. § 64, stk. 1. BR besluttede efter den af VL afsagte kendelse, at tvisten mellem U og L om gyldigheden af U's opsigelse skulle udskilles til særskilt behandling, jf. RPL § 253, stk. 1, hvilket blev kæret af U med påstand om ophævelse af beslutningen. VL lagde til grund, at spørgsmålet om lovligheden af U's opsigelse af lejemålet var udtømmende prøvet i to instanser, hvorfor VL ændrede den påkærede beslutning, således at tvisten om opsigelsens gyldighed ikke blev udskilt til særskilt behandling.
UfR 2013.2651 HKK: Ved en sag anlagt af konkursboet, A, mod dennes tidligere bestyrelsesformand m.v., besluttede VL at udskille henholdsvis påstande om afvisning og påstande om frifindelse, til særskilt behandling og afgørelse, jf. RPL § 253. I den forbindelse opkrævede VL en retsafgift, kaldet berammelsesafgift på 75.000 kr. for hovedforhandlingen af de udskilte spørgsmål, jf. RAL § 2. A protesterede herimod med påstand om, at en delforhandling om sagens formalitet ikke var og ikke kunne sidestilles med en hovedforhandling i RAL's forstand, og at der derfor ikke i RAL § 2 var den fornødne klare lovhjemmel til at opkræve afgiften, jf. GRL § 43. HR udtalte, at en hovedforhandling efter § 253 både kunne vedrøre et spørgsmål om sagens formalitet og sagens realitet, og at det efter en ordlydsfortolkning af RAL § 2 måtte antages, at en hovedforhandling udløste pligt til at betale berammelsesafgift, selvom hovedforhandlingen var begrænset til enkelte af de spørgsmål, sagen omfattede. HR udtalte endvidere, at RAL § 2 kun gav hjemmel til at opkræve én berammelsesafgift, selv om hovedforhandlingen opdeltes i medfør af RPL § 253. Yderligere måtte RAL § 2, stk. 1 og 4, forstås således, at berammelsesafgiften skulle betales forud for den første del af hovedforhandlingen i tilfælde, hvor denne foreløbigt begrænsedes til enkelte af de spørgsmål, sagen omfattede, og at dette gjaldt, uanset om rettens afgørelse af de udskilte spørgsmål kunne føre til en afslutning af sagen ved denne instans. (4-1)
UfR 2014.487 HB: ØL godkendte ved kendelse af 26.09.2013 gruppesøgsmålet mod Domstolsstyrelsen, D, og udpegede i den forbindelse Foreningen Gruppesøgsmål.nu, A, som grupperepræsentant. I kendelsen fastlagde ØL samtidig rammen for gruppesøgsmålet, dvs. hvilke krav, der var omfattet af gruppesøgsmålet, og dermed hvilke personer, der herefter kunne tilmelde sig gruppesøgsmålet. A anmodede HR om tilladelse til kære af ØL's afgørelse om rammen for gruppesøgsmålet, idet yderligere krav og dermed personer ønskedes omfattet af gruppesøgsmålet. D anførte, at der ikke var tale om en delafgørelse efter RPL § 253, hvorfor kæremålet krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. HR's ankeudvalg besluttede ikke at imødekomme anmodningen, idet ØL's fastlæggelse af rammen for gruppesøgsmålet ikke kunne anses for en delafgørelse, hvorfor kære til HR krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
FM 2020.80 VLK: Henset til det forventede omfang og karakteren af ekspropriationssager, der var anlagt af Holstebro Kommune mod to borgere og Overtaksationskommissionen, skulle der ske delafgørelse af kommissionens påstand om afvisning og frifindelse
Holstebro Kommune, K, lagde to sager an mod to borgere, B, og Overtaksationskommissionen, O, ifm. ekspropriation af B's ejendomme. O påstod, at der skulle ske særskilt afgørelse af O's påstand om afvisning og frifindelse. Retten i Holstebro fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt O var rette sagsøgte, henhørte under sagens realitet, og at spørgsmålet derfor ikke kunne behandles særskilt efter RPL § 351, stk. 4, jf. § 253. VL fandt, at påstandene i sagerne drejede sig om ekspropriationernes omfang og størrelsen af de erstatninger, som K skulle betale for ekspropriationerne af ejendommene, hvis ejendommene skulle eksproprieres i deres helhed. K havde i begge sager anmodet om optagelse af syn og skøn dels ift. de arealer, der var omfattet af ekspropriationsbeslutningerne, dels ift. anvendelsesmulighederne for restejendommene. Ved vurderingen af, om O's anmodninger om udskillelse skulle tages til følge, blev der lagt vægt på oplysningerne om sagernes karakter og forventede omfang. Det var herefter hensigtsmæssigt, at O's påstande om afvisning og frifindelse blev udskilt til særskilt behandling og afgørelse i medfør af RPL § 253, stk. 1 og stk. 2. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 46.FM 2020.294 VLK: Spørgsmål om forældelse kunne udskydes til særskilt behandling, da der var mulighed for betydelig procesbesparelse for begge parter, hvis sagsøgte fik medhold
Ankestyrelsen, S, havde i en sag om genoptagelse af en arbejdsskadessag påstået, at spørgsmålet om forældelse skulle udskilles til særskilt forberedelse og påkendelse, jf. RPL § 253, stk. 1 og 2, da spørgsmålet kunne prøves uden anden bevisførelse end de fremlagte bilag. Derved ville udskillelsen medføre en betydelig procesbesparelse for begge parter. A ønskede desuden at stille spørgsmål til Retslægerådet, R, hvilket kunne være ressource- og tidskrævende. A gjorde gældende, at der var indtrådt en væsentlig forværring af dennes helbredsmæssige forhold.
Retten i Kolding fandt, at spørgsmålet om forældelse ikke skulle udskydes til særskilt behandling, da A’s krav ikke hvilede på nye krav efter ASFL men på en følge af den gamle anerkendte arbejdsskade. Da A ikke havde mulighed for at dokumentere, at en forværring skyldtes den anerkendte arbejdsskade, tillod BR, at sagen kunne forelægges for R.
VL fandt, at det var hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt behandling, jf. RPL § 253. Hvis S fik medhold i sit synspunkt vedr. forældelse, ville sagen afsluttes og indebære en betydelig procesbesparelse. Som følge deraf var det overflødigt at tillade spørgsmål til R. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 62.
FM 2024.79 VLK: Spørgsmål om præklusion skulle ikke udskilles til særskilt behandling, da den fulde hovedforhandling ville kunne klares på under en halv eller hel retsdag
A havde anmodet om at udskille et spørgsmål om præklusion til særskilt behandling. C fandt ikke, at en delhovedforhandling ville være hensigtsmæssig eller procesbesparende, særligt henset til at en fuld hovedforhandling forventedes at kunne afholdes på maksimalt en retsdag, muligvis kun en halv.
VL fandt, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at udskille spørgsmålet om præklusion til særskilt behandling. Dette gjaldt, uanset at en afgørelse vedr. spørgsmålet om præklusion ville kunne afslutte sagens behandling.
Samling af krav, jf. RPL § 254.
UfR 2003.248 ØLK: Retten i Ballerup havde henvist sag anlagt af Århus Kommune mod Topdanmark til retten i Århus, hvor der i forvejen verserede ca. 100 lignende sager. ØL ophævede kendelsen, da der hverken i RPL § 254 eller i retsplejeloven i øvrigt er hjemmel til mod modpartens protest at henvise sagen til behandling sammen med sager, der behandles ved en anden ret.
UfR 2008.2745 ØLK: A/S KFI-Holding, K, havde som fremlejegiver udtaget stævning af 22.06.2007 mod selskabet MHolding 5 ApS, M, som fremlejetager med påstand om forhøjelse af huslejen pr. 01.03.2007 vedrørende lejemålet Købmagergade 22. Selskabet Hafnia Property Holding A/S, H, havde som udlejer udtaget stævning af d. 02.01.2008 mod K som lejer med påstand om forhøjelse af huslejen pr. 01.03.2008 vedrørende samme lejemål, begge sager verserede ved Københavns Byret, boligretten. Boligretten afsagde d. 03.07.2008 kendelse, hvorefter K's påstande om, at de to sager skulle sammenlægges eller behandles samlet, at dommerpanelet skulle besættes af de samme dommere, og at der skulle udmeldes syn og skøn med samme skønsmand, ikke blev taget til følge. K havde for ØL nedlagt påstand om, at sagerne skulle sammenlægges, at der blev udmeldt to lægdommere i hver af sagerne efter reglerne herom, og at der blev udmeldt syn og skøn med samme skønsmand i de to sager. Subsidiært påstodes sagerne behandlet i forbindelse med hinanden, og at der blev udmeldt syn og skøn med samme skønsmand i de 2 sager. K havde til støtte herfor henvist til reglerne i RPL i §§ 249, 250, 253 og 254, eller disse bestemmelsers analogi samt til EHL § 65, stk. 2. ØL bemærkede, at RPL §§ 249, 250 og 253, samt EHL § 65, stk. 2, ikke fandt anvendelse som påstået i den foreliggende situation, hvor K var henholdsvis sagsøger og sagsøgt i forskellige sager. Det fulgte af RPL § 254, at retten kunne bestemme, at flere sager, der verserede ved retten mellem samme eller forskellige parter, skulle forhandles i forbindelse med hinanden. Rettens afgørelse herom kunne ikke indbringes for højere ret. Bestemmelsen afløste de før lov nr. 260 af 8. juni 1979 om ændring af RPL m.v. gældende regler i RPL § 286, stk. 1, og § 290, stk. 3. Af § 286, stk. 1, i den dagældende RPL fremgik, at retten kunne bestemme, ”at flere for den svævende retssager imellem de samme parter skal forhandles i forbindelse med hverandre.” Samme myndighed havde retten også med hensyn til retssager mellem forskellige parter, når søgsmålenes forening fra først af ikke ville stride mod bestemmelsen i den dagældende § 250. Af § 290, stk. 3, i den dagældende RPL fremgik, at bl.a. de i § 286 indeholdte procesledende bestemmelser ikke var genstand for anke eller kære. Da boligrettens kendelse, hvorefter sagerne ikke blev lagt sammen eller behandlet samlet, og om dommerpanelet ansås for at være af procesledende karakter og truffet i medfør af RPL § 254, blev kæren afvist.
UfR 2012.3283 ØLK: A og B var aktionærer i Roskilde Bank, R, og anlagde efter dennes konkurs erstatningssag mod R's tidligere revisor, E. Retten i Glostrup afsagde kendelse om, at sagerne ikke skulle afvises, men kumuleres, jf. RPL § 254, stk. 1. BR afviste desuden, at sagerne skulle henvises til behandling i ØL, jf. RPL § 226, hvilket E kærede, uden indsigelser fra A og B. ØL tiltrådte, at afgørelsen af de nærværende sager i det væsentlige beroede på en konkret bevismæssig vurdering i relation til sagens parter. ØL fandt, at sagerne ikke kunne anses at være af en så principiel karakter, at der var grundlag for at henvise dem til behandling ved ØL. Det forhold, at de krav som blev rejst i sagen, udsprang af en sag der havde påkaldt sig offentlighedens interesser, gjorde ikke sagerne principielle. Heller ikke den omstændighed, at der i en sag mellem R mod bl.a. E var sket henvisning til ØL, kunne efter den nærværende sags karakter føre til, at der burde ske henvisning. ØL stadfæstede derfor BR's afgørelse i det omfang, der var påkæret.
UfR 2016.3577 ØLK: Ryanair tog bekræftende til genmæle for kompensationsbeløb for forsinket fly, hvorefter sagsomkostningerne blev tilkendt ud fra retningslinjerne i forarbejderne til RPL § 408 svarende til inkassosalær. Da 24 ens sager blev behandlet samlet, jf. RPL § 254, blev beløbet nedsat.
24 personer, der alle var blevet forsinket på deres flyafgange, A, indleverede 24 stævninger mod Ryanair Ltd., R, alle med påstand om, at R skulle kompensere A med 400 euro pr. person. KBR besluttede at sagerne ikke skulle kumuleres, men at sagerne skulle forhandles i forbindelse med hinanden, jf. RPL § 254, da alle vedrørte samme flyafgang. R anerkendte efter skriftvekslingen A's påstande, og BR afsagde dom efter A's påstand. Ved fastsættelsen af sagsomkostninger blev A tildelt 700 kr. til dækning af repræsentation plus 500 kr. til dæknings af retsafgift, i alt 1.200 kr. ØL fandt på baggrund af landsretspræsidentens notat af 20.12.07, at der i forarbejderne til RPL § 408 var angivet retningslinjer for efter hvilke principper, der skulle tilkendes sagsomkostninger. I den foreliggende situation skulle der tilkendes et beløb svarende til inkassosalæret. Henset til det ikke ubetydelige antal sager og den deraf følgende arbejdsmæssige besparelse ved den samtidige repræsentation i sagerne, var der i de 24 sager grundlag for at nedsætte beløbet til dækning af udgiften til repræsentation, således at dette beløb i de sager, hvor det takstmæssige inkassosalær ville udgøre hhv. 1.060 kr., 1.780 kr., 2.180 kr. og 2.450 kr. inkl. moms skulle udgøre hhv. 1.000 kr., 1.200 kr., 1.450 kr. og 1.650 kr. inkl. moms. ØL forhøjede A's tilkendte beløb til repræsentation til 1.450 inkl. moms, således af sagsomkostningsbeløbet inkl. retsafgift var 1.950 kr.
Udstykning
Stephan Hurwitz i UfR 1935 B.148 f:
E. Munck-Petersen i JUR 1942.770:
P. Spleth i UfR 1962.44:
Eigil Lego Andersen i UfR 1975 B.332-338: Om udstykning af proceskravet.
UfR 2003.2196 VLD: A var kommet til skade ved en arbejdsulykke d. 30.10.1997. Han fik efter domsforhandling i Retten i Rødding d. 17.08.2000 forligsmæssigt udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 18.267 kr. A anlagde i 2001 ny retssag med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 23.11.1998- 27.12.1999. Det måtte efter bevisførelsen for landsretten lægges til grund, at - foruden A selv - også hans repræsentanter, herunder SID, inden domsforhandlingen i Retten i Rødding var bekendt med, at A efter raskmeldingen den 01.03.1998 på ny var blevet sygemeldt fra den 23.11.1998 til 27.12.1999, og det måtte endvidere lægges til grund, at kravet på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på tidspunktet for domsforhandlingen var forfaldent og kunne være gjort op. På denne baggrund, og da det af A's daværende advokat generelt formulerede forbehold under de anførte omstændigheder ikke kunne føre til et andet resultat, tager landsretten Forsikringsselskabets principale påstand om afvisning til følge.
UfR 2009.1057 VLD: A havde behandlet sin ejendom med Rentolin og havde efterfølgende i 2001 anlagt sag mod farvehandleren F's enke og selskabet S, der havde produceret Rentolin, med påstand om betaling af 10.000 kr. i erstatning for tingskade. I stævningen havde A taget forbehold for at kræve erstatning for personskade og for at forhøje påstanden, når kravet om tingsskade var endelig opgjort. Ved skrivelse af 26.04.2007 tog enken bekræftende til genmæle over for den i stævningen nedlagte påstand, og påstandsbeløbet med renter blev samtidig afregnet til S' advokat. Sagen havde gentagne gange været udsat på udfaldet af flere verserende ankesager ved ØL. Efter det oplyste var disse sager i november 2007 udsat på ubestemt tid. Ved processkrift af 26.06.2007 fremsatte S påstand om forhøjelse sit krav om tingsskade. VL udtalte, at A vidste, at størrelsen af kravet på tingsskade var større end de 10.000 kr. som han påstod betalt ved sagens anlæg i maj 2001. Ved under disse omstændigheder at forholde sig passiv i mere end 6 år, i forhold til det tagne forbehold om forhøjelse af påstanden, havde A ikke uden ufornødent ophold forfulgt den resterende del af kravet, og det var derfor bortfaldet som forældet, jf. § 2 i forældelsesloven af 1908. VL havde tillige lagt vægt på, at S ikke blot for at spare retsafgift og andre sagsomkostninger kunne nøjes med at påstå dom for en vilkårlig mindre del af sit krav og senere gøre resten gældende, ligesom kravets reelle størrelse i hvert fald under de foreliggende omstændigheder skulle søges fastlagt, inden mulighederne for at føre bevis herom var forringet væsentligt for begge parter. Det gjaldt, selv om sagen i øvrigt af retten måtte blive udsat for så vidt angik det retlige grundlag for erstatningsansvaret. Det fremgik af stævningen og de efterfølgende processkrifter i sagen, at sagen alene havde drejet sig om det tingsskadekrav, som S mente at have lidt i forbindelse med anvendelsen af Rentolin indendørs. Der var i øvrigt kun i hele forløbet taget forbehold om erstatning for personskade. Det krav, der var rejst, var efter det anførte opfyldt ved betaling af det påstævnte beløb med tillæg af renter, og der var herefter ikke noget grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved BR. VL stadfæstede dermed Retten i Viborgs dom.
