Strafferetspleje
Sagsbehandlingen i 1. instans
Mette Lauritzen i ADV nr. 4/2015 p. 40-42: Kortere vej igennem straffesagen
UfR 1997.113 HKK: T1 var blevet udelukket fra retsmøde, der afholdtes med henblik på afgørelse af T3 og T4's sager efter RPL § 925. Under kæren var T1 idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af bl. a. STRFL § 191, stk. 2. Antaget, at T1 fortsat havde den fornødne retlige interesse i at få fastslået, om betingelserne for at udelukke ham fra retsmødet var opfyldt. Antaget, at betingelserne i henhold til RPL § 748, stk. 5 var opfyldt.
UfR 2016.3551 ØLK: Ikke grundlag for at ændre KBR's beslutning om forhåndsberammelse af hovedforhandling i straffesag mod fire tiltalte.
KBR forhåndsberammede en straffesag mod 4 tiltalte, T, til hovedforhandling. Anklagemyndigheden, A, kærede BR's beslutning med påstand om ophævelse af beslutningen og hjemvisning med henblik på berammelse på et tidligere tidspunkt. ØL fandt, at det ikke ville være muligt at forhåndsberamme sagen til hovedforhandling på et tidligere tidspunkt, uden at dette nødvendiggjorde ombeskikkelse af forsvarer for en eller flere af T. Det skyldtes ikke en bestemt forsvarers kalender, at forhåndsberammelse ikke kunne ske til et tidligere tidspunkt. Hverken A, T eller deres forsvarere protesterede på berammelsesmødet mod forhåndsberammelsen til hovedforhandling over 7 retsdage. Der var ikke grundlag for at ophæve BR's beslutning.
UfR 1996.1103 ØLK: Anklagemyndigheden havde i en sag mod T for dokumentfalsk forgæves forsøgt forkyndelse i alt 40 gange på T's bopæl. Der blev ikke åbnet for stævningsmanden. Anklagemyndigheden begærede nu T anholdt. RPL § 755, stk. 1 gav ikke hjemmel til at anholde en person i et tilfælde som det foreliggende.
UfR 2003.615 HD: Ankedom i sag om indbrudstyveri, hvor straffen var blevet skærpet til 3 måneders fængsel, blev ophævet, da ankemeddelelsen var forsynet med påtegning var forkyndt for overvagtmester i Vestre Fængsel, hvilket ikke var tilfældet. Betingelserne i RPL § 963, stk. 3, jf. § 949, stk. 2, for landsrettens admittering af anken var ikke opfyldt. Højesteret tog derfor ophævelsespåstanden til følge, jf. RPL § 966, stk. 4, jf. § 960, stk. 2.
UfR 2003.1636 ØLD: T var i Roskilde Ret idømt 60 dages betinget fængsel for vold efter STRFL § 244. T var udeblevet, jf. RPL § 847, stk. 3, nr. 4, og tilsigelse til domsforhandlingen var alene forkyndt for T med to dages varsel. ØL ophævede dommen, da der ikke forelå lovlig forkyndelse for byretten, jf. RPL § 927, jf. § 840, stk. 2 og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten.
UfR 2003.2646 ØLK: Tilsigelse til domsforhandling i ankesag i landsretten var lovligt forkyndt af politiet mundtligt gennem lukket dør, jf. RPL § 157, stk. 1, nr. 1. Da T var udeblevet, blev T's bevisanke afvist, jf. RPL § 965 c, stk. 3. Anken ville være at fremme som strafudmålingsanke.
UfR 2005.3302 ØLK: T havde anket en byretsdom i en straffesag til frifindelse T gav ikke møde ved domsforhandlingen i ØL. T var flyttet til Sverige, hvor det ikke havde været muligt at forkynde ankestævningen for ham. T's forsvarer havde fremsendt dokumenter vedrørende domsforhandlingen i landsretten til T's tidligere adresse i Danmark, uden at disse var kommet retur. Forsvarerens sekretær havde noteret til forsvareren, at T ikke ville give møde i landsretten, da han var i Sverige. ØL fandt, at fornøden forkyndelse for T var sket, jf. RPL § 163, stk. 2, og T's anke afvistes i medfør af RPL § 965 c, stk. 3
UfR 2006.710 ØLK: Selskabet A foretog stævning mod selskabet B. A’s advokat bad om at forkyndelsen skulle ske mod afleveringsattest af postvæsenet fremsendt til B. Da dette ikke lykkedes, sendte byretten stævningen til forkyndelse ved politiets foranstaltning, hvilket A’s advokat protesterede imod, idet han gjorde gældende, at forkyndelsen overfor juridiske personer, skulle ske med postforkyndelse til den adresse, som den juridiske person havde anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. ØL fandt, at forkyndelse af stævningen skulle ske for en fysisk person, også når sagsøgte er et selskab, jf. RPL § 157. ØL tiltrådte derfor byrettens forkyndelsesmetode.
UfR 2017.1581 HKK: ØL havde med rette afvist T's anke, fordi der var gjort tilstrækkeligt for at forkynde en indkaldelse for ham, og fordi det skyldtes hans egne forhold, at der ikke kunne forkyndes.
T var i byretten straffet med fængsel i 10 måneder for røveri og tyveri. Han ankede dommen til frifindelse i det omfang, han ikke havde erkendt sig skyldig. Efter at have aflyst to hovedforhandlinger pga. T's sygdom fastsatte ØL en ny dato for hovedforhandling, hvorefter en stævningsmand, S, 5 gange forgæves forsøgte at forkynde indkaldelsen for T på hans bopæl. To gange lagde S besked i T's postkasse med opfordring til at ringe til S, og to gange forsøgte S forgæves at forkynde indkaldelsen ved at ringe til T's telefon. HR fandt, at der var gennemført egnede og tilstrækkelige bestræbelser på at forkynde for T, og at det beroede på T's egne forhold, at forkyndelse ikke kunne foretages. T's anke kunne derfor afvises efter en analogi af RPL § 920, stk. 3. ØL var nået til samme resultat.UfR 2018.3479 ØLD: T’s bevisanke blev afvist, jf. RPL § 920, stk. 3, da det ikke havde været muligt at forkynde indkaldelsen til hovedforhandlingen for T, idet han var fritaget for E-boks, og ikke havde opgivet en adresse, telefonnummer eller andre oplysninger om, hvordan han kunne kontaktes
T ankede efter sin dom skyldspørgsmålet til ØL. Indkaldelsen til hovedforhandlingen var ikke blevet forkyndt for T, idet det ikke havde været muligt for politiet at finde T. T var uden fast bopæl, fritaget for e-Boks og ville ikke over for sin forsvarer oplyse sit telefonnummer eller sin adresse. Anklagemyndigheden havde kontraanket dommen, men ville frafalde denne, hvis sagen blev afvist efter RPL § 920, stk. 3. På tidspunktet for fremsendelsen af ankemeddelelsen var T registreret med en bopæl, men T var efterfølgende fraflyttet denne uden at opgive en ny adresse. ØL fandt, at idet T, efter at have iværksat sin anke, var fraflyttet sin bopæl uden at oplyse en adresse, et telefonnummer eller anden måde, hvorpå han kunne kontaktes, var det en følge af T's forhold, der gjorde, at det ikke var muligt at forkynde indkaldelsen til hovedforhandlingen på sædvanlig måde. T’s anke blev derfor afvist, jf. RPL § 920, stk. 3.UfR 2018.3622 HKK: Spørgsmål om T var blevet lovligt indkaldt til hovedforhandling ved telefonforkyndelse, og om der til brug for afgørelsen heraf skulle indhentes masteoplysninger om T's telefoner
Sagen angik, om VL med rette havde afvist T’s bevisanke med henvisning til, at anken ikke med nytte kunne fremmes uden hans tilstedeværelse. VL havde lagt til grund, at T ved telefonforkyndelse var lovligt indkaldt til hovedforhandlingen i VL, og at T var udeblevet uden at have oplyst en gyldig grund. T bestred under sagen for HR, at han var lovligt indkaldt til hovedforhandlingen og havde i den forbindelse anmodet om, at der blev indhentet historiske masteoplysninger fra hans teleselskab om tre telefoner tilhørende ham. HR fandt, at telefonforkyndelse efter RPL § 155, stk. 1, nr. 6, skete ved, at den meddelelse, der skulle forkyndes med evt. bilag, telefonisk gives den pågældende, der forinden eller efterfølgende fik tilsendt og overdraget dokumentet og efterfølgende fik tilsendt en bekræftelse på forkyndelsen. Ifølge § 156 a ansås en meddelelse for at være forkyndt, hvis personen vedkendte sig at være den person, der skulle ske forkyndelse for, og personen måtte antages at have forstået telefonsamtalen. VL havde oplyst, at forkyndelse skete ved en sektionsleder i VL, som huskede samtalen med T, og at T under samtalen bekræftede sin identitet og bekræftede, at han havde modtaget indkaldelsen til hovedforhandlingen, der var sendt til hans e-boks. Det måtte lægges til grund, at der var sket lovlig forkyndelse for T af indkaldelsen til hovedforhandlingen efter RPL’s regler om telefonforkyndelse. T’s oplysninger om, at han på tidspunktet for forkyndelsen befandt sig på Bornholm, hvor han ikke havde medbragt telefonen med det anførte telefonnummer, var ikke nærmere underbygget og kunne ikke føre til en anden vurdering, ligesom oplysningerne ikke gav grundlag for at imødekomme T’s anmodning om, at der skulle indhentes historiske masteoplysninger om hans telefoner.
UfR 2019.424 ØLD: Straffesag burde ikke have være fremmet ved T’s udeblivelse, da forkyndelsen var sket overfor en ansat på det herberg, hvor T boede, og det var ikke dokumenteret, at T var underrettet om indkaldelsen
T udeblev fra hovedforhandlingen i KBR, hvorefter hans straffesag blev fremmet i medfør af RPL § 855, stk. 3, nr. 4. Indkaldelsen til hovedforhandlingen var forkyndt over for en ansat på det herberg, H, som T boede på. T nedlagde påstand om hjemvisning, da indkaldelsen alene var forkyndt for personalet. Det var ikke dokumenteret, at T var underrettet om indkaldelsen, da betingelsen i RPL § 157, stk. 1, nr. 2, litra b, jf. § 157, stk. 5, ikke var dokumenteret opfyldt. ØL fandt, at indkaldelsen ikke var overbragt til T, da KBR ikke havde været i besiddelse af oplysninger om overbringelse af indkaldelse sendt fra H, jf. RPL § 157, stk. 5. T var derfor ikke lovligt indkaldt til hovedforhandlingen, og sagen burde ikke have været fremmet i medfør af RPL § 855, stk. 3, nr. 4. ØL hjemviste derfor sagen til fornyet behandling.
UfR 2019.512 HKK: Anklagemyndighedens anke afvist pga. overskridelse af ankefristen, da ankemeddelelsen skulle sendes til T’s folkeregisteradresse og ikke hans tidligere adresse
Sagen angik, om anklagemyndighedens, A’s, anke af en sag var rettidig, jf. RPL § 907, stk. 1. Hvis ikke anken var rettidig, var spørgsmålet, om anken alligevel skulle tillades, jf. RPL § 910, stk. 2. HR fandt, at det var en betingelse for ankens rettidighed, at genpart af ankemeddelelsen inden ankefristens udløb var sendt til T, jf. UfR 2016.2507 HKK, og at det fremgik af forarbejderne til RPL § 907, at genparten skulle sendes til T’s folkeregisteradresse eller den adresse, T havde oplyst i retten. RPL § 907, stk. 1, 2. pkt., skulle på den baggrund forstås således, at A – når T ikke havde oplyst en adresse i retten – skulle sende genparten til T til den adresse, som fremgik af folkeregistret på det tidspunkt, hvor afsendelsen af genparten fandt sted. I det foreliggende tilfælde fremgik T’s korrekte adresse af folkeregistret på det tidspunkt, hvor afsendelsen af genparten af ankemeddelelsen blev sendt til ham ved anbefalet brev, og da A på trods heraf sendte meddelelsen til hans tidligere adresse, var anken derfor ikke rettidig, jf. RPL§ 907, stk. 1, 2. pkt., jf. § 904, stk. 1. Der forelå ikke sådanne omstændigheder, at der undtagelsesvist var grundlag for at tillade anken uanset fristoverskridelsen, jf. RPL § 910, stk. 2. A’s anke blev derfor afvist. ØL var nået til et andet resultat.UfR 2020.30 ØLK: Forenklet digital forkyndelse var ikke tilstrækkelig til at opfylde kravet om personlig forkyndelse, hvorfor indkaldelse ved forenklet digital forkyndelse til hovedforhandling og udeblivelsesdom ikke var forkyndt for T
T udeblev fra hovedforhandling, som han var indkaldt til ved forenklet digital forkyndelse via e-boks, jf. RPL § 156 c. T havde ikke meddelt lovligt forfald. Retten i Holbæk fremmede hovedforhandlingen til dom, jf. RPL § 855, stk. 3, nr. 4. Dommen blev meddelt T ved forenklet digital forkyndelse. T ankede dommen efter ankefristens udløb. ØL fandt, at det beskyttelseshensyn, der måtte antages at begrunde kravet om personlig forkyndelse i RPL § 219 a, stk. 5, sidste pkt., ikke var fuldt tilstrækkeligt varetaget ved anvendelse af forenklet digital forkyndelse. Ved forenklet digital forkyndelse ansås forkyndelse for sket, når meddelelsen, den besked, hvortil meddelelsen var vedhæftet, eller et bilag eller anden meddelelse, der var vedhæftet beskeden, var behandlet, uanset at dette ikke var gjort af den pågældende selv. Forenklet digital forkyndelse i medfør af RPL § 155, stk. 1, nr. 3 opfyldte derfor ikke kravet om personlig forkyndelse i RPL § 219 a, stk. 5, sidste pkt. Hverken indkaldelsen til hovedforhandlingen eller BR’s dom havde således været personligt forkyndt for T, og anken var derfor iværksat inden udløb af ankefristen, der efter RPL § 904, stk. 2 skulle regnes fra forkyndelsen. T’s anke var derfor rettidig.UfR 2020.2126 VLK: Manglende rettidig forkyndelse skyldtes T’s forhold, da politiet flere gange telefonisk og ved at opsøge T1 på hans bopæl havde søgt at kontakte ham, og telefonforkyndelse for T2 var gyldig, da dokumentation for Statsadvokatens omgørelse efterfølgende blev sendt til T2
F klagede over påtaleopgivelse mod T1 og T2, der var sigtet for vold mod F, hvorefter Statsadvokaten, S, rejste tiltale. T1 og T2 påstod, at sagen skulle afvises pga. ikke rettidig forkyndelse og ugyldig telefonforkyndelse. Retten i Hjørring fandt, at tiltalerejsning blev forkyndt for T1 dagen efter udløbet af fristen i RPL § 724, stk. 2. Politiet, P, havde inden udløbet af fristen flere gange forsøgt forgæves både at kontakte T1 telefonisk og ved at møde op på T1’s bopæl om formiddagen. P havde ikke opsøgt T1 på hans arbejdsplads. Tiltalen mod T1 blev afvist, da fristoverskridelsen ikke skyldtes T1’s forhold. Tiltalen mod T2 blev telefonisk forkyndt rettidigt, men S’ omgørelse blev ikke forinden eller efterfølgende sendt eller overdraget til T2. Tiltale mod T2 blev herefter afvist, da forkyndelsen ikke var lovlig, jf. RPL § 163, stk. 2. VL fandt, at P forsøgte at få oplyst T1’s arbejdsplads hos Hjørring Kommune og Jobcenter Hjørring, ligesom P telefonisk kontaktede T1’s mor, der ikke var villig til at samarbejde vedr. forkyndelsen. På denne baggrund smh. med at P flere gange forgæves opsøgte T1 på hans bopæl, havde P udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at forkynde S’ omgørelse for T1. Det var derfor T1’s forhold, der hindrede rettidig forkyndelse, jf. RPL § 724, stk. 2. Det fremgik af forarbejderne til RPL § 155, stk. 1, nr. 6, at modtagelse af dokumentation ikke var en betingelse for, at telefonforkyndelse var gyldig. Derimod var det en betingelse, at dokumentationen inden eller efter telefonforkyndelsen var blevet sendt eller overdraget til den pågældende, jf. UfR 2018.3189 HKK. Da P kunne dokumentere, at S’ omgørelse efter telefonforkyndelse blev sendt til T2, var telefonforkyndelsen for T2 derfor gyldig. BR’s kendelse blev ophævet og hjemvist til realitetsbehandling. (2-1)UfR 2022.1702 HKK (UfR 2021.131 ØLK): Anklagemyndigheden kunne ikke indhente oplysninger om lokalisering af T’s mobiltelefon mhp. forkyndelse, da teleobservation alene kunne anvendes under som led i efterforskningen og ikke til forkyndelse
Sagen angik, om der kunne ske teleobservation af T i en nærmere angiven periode med det formål at forkynde en indkaldelse til en hovedforhandling for T efter RPL § 791 a, stk. 5, nr. 1. Efter bestemmelsen kunne politiet, P, foretage teleobservation ved at indhente oplysninger fra udbydere af teletjenester vedr. lokaliseringen af en mobiltelefon, der blev formodet benyttet af en mistænkt, hvis indgrebet var af væsentlig betydning for efterforskningen og vedrørte efterforskningen af en lovovertrædelse, der kunne medføre fængsel i 1,5 år eller derover.
KBR fandt, at politiets efterforskning bl.a. havde til formål at forberede sagens behandling ved retten, jf. RPL § 743. Da overtrædelsen kunne medføre fængsel i over 1 år og 6 måneder, og det var af væsentlig betydning for sagens behandling ved retten, at forkyndelsen kunne gennemføres, jf. RPL § 791 a, stk. 5, nr. 1, kunne A’s begæring imødekommes.
ØL fandt, at efterforskningens formål i 1978 blev udvidet til at omfatte andre spørgsmål end dem, der vedrørte selve den strafbare handling. Samtidig var indgrebet ikke i strid med proportionalitetsprincippet i RPL § 791 a, stk. 7, idet de foreliggende oplysninger om forkyndelsesbestræbelser viste, at det ikke var muligt at gennemføre forkyndelsen på anden vis. ØL stadfæstede.
HR fandt efter indholdet af og forarbejderne til bestemmelsen, at det straffeprocessuelle tvangsindgreb teleobservation alene kunne anvendes som led i P’s efterforskning af strafbare forhold under sagens forberedelse, dvs. forud for tiltalerejsningen. Der var ikke grundlag for med henvisning til formålsbestemmelsen i RPL § 743, hvorefter efterforskningen havde til formål bl.a. at forberede sagens behandling ved retten, at udstrække anvendelsesområdet for § 791 a, stk. 5, nr. 1, til også at omfatte P’s tilvejebringelse af oplysninger til brug for forkyndelse af indkaldelse til hovedforhandlingen. ØL var nået til et andet resultat.UfR 2023.3825 ØLD: Byrettens udeblivelsesdom blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling, da der var tilstrækkelig usikkerhed om, hvorvidt retsmødet var blevet forkyndt for T
T blev som udeblivende dømt ved Retten i Glostrup i en straffesag. T ankede efterfølgende BR’s dom med henvisning til, at T ikke havde modtaget forkyndelse. T var varetægtsfængslet på tidspunktet, hvor retsmødet skulle have været forkyndt, og T var fritaget for Digital Post. T havde opsagt sit lejemål og havde på forkyndelsestidspunktet en anden folkeregisteradresse end den, hvor retsmødet var blevet forkyndt.
ØL fandt, at der var en sådan usikkerhed om, hvorvidt T havde været lovligt indkaldt til hovedforhandlingen i BR, at betingelserne for at fremme sagen i medfør af RPL § 855, stk. 4, ikke havde været opfyldt. BR’s dom blev ophævet og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.
Forening og adskillelse af straffesager
FM 1995.142 ØLD: Begæring om adskillelse af sag mod 2 tiltalte for overtrædelse af STRFL §§ 296, stk. 1 og 280, stk.2 blev ikke taget til følge.
UfR 1996.1008 HD: T 1 idømt tillægsstraf på fængsel i 2 år og T2 idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for indsmugling af 250 kg. hash med lystfartøjet Josephine. T3 blev ligeledes af nævningerne fundet skyldig i dette forhold, men retten bestemte, at der skulle ske ny domsforhandling, jf. RPL § 904. T3 blev idømt fængsel i 5 år og 6 måneder for besiddelse med henblik på videreoverdragelse af 1.935 kg. hash ombord på lystfartøjet Jumbo/Viking. Højesteret fandt, at det var i overensstemmelse med RPL § 705, stk. 1, at forhold 1 og 2 var behandlet i samme sag, idet T3 var tiltalt i begge forhold.
UfR 2004.1326 HKK: I sag mod borgmester og kommunaldirektør i Farum blev to mandatsvigsforhold angående aftaler med rejsebureau og entreprenørvirksomhed udskilt til sammenlægning med straffesager mod andre personer, som var tiltalt for medvirken til samme forhold, jf. RPL §§ 705-707. Der var rejst spørgsmål af en så særegen og væsentlig karakter, at Højesteret undtagelsesvis - uanset reglen i RPL § 968, stk. 2 - tog kæresagen under realitetsbehandling.
UfR 2005.848 ØLD: Anklagemyndigheden havde besluttet at udskille sag mod T2 til særskilt behandling. ØL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte anklagemyndighedens skøn, hvorefter sagen mod T2 ikke blev behandlet samtidig med T1's forhold, der i stedet blev pådømt i et sagskompleks, hvori indgik andre forhold og andre tiltalte end T2. Hertil kom, at rettens uhildethed i forbindelse med pådømmelsen af T2's forhold var sikret ved reglerne om dommerens og domsmændenes habilitet i retsplejelovens kapitel 5.
UfR 2005.3290 VLD: Sag om fuldbyrdelse af betinget straf pga. overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste, jf. STRFL § 66, stk. 1, nr. 1, kunne ikke i medfør af RPL § 705, stk. 1 forenes med anden straffesag om overtrædelse af udlændingeloven.
UfR 2017.420 ØLK: Sager om kørsel med HTC i blodet samt vold blev udsat, og spørgsmålene blev udskilt til særskilt behandling, jf. RPL § 706, 1. pkt.
I et antal sager for ØL om overtrædelser af FÆL § 54 for kørsel med HTC i blodet, anmodede anklagemyndigheden, A, ØL om, at flere forhold i ankesagen skulle udskilles og sættes i bero. ØL fandt, at anken af KBR's dom og anken af Retten på Frederiksbergs dom skulle behandlet samlet jf. RPL § 707, stk. 1. En sag om tre færdselsovertrædelser samt kørsel med HTC i blodet blev udsat efter parternes samstemmende anmodninger. Af den sidste sag fremgik, at sagens forhold 3 angik kørsel med THC i blodet, hvilket T havde erkendt i KBR. T var i denne sag herudover tiltalt for bl.a. vold i gentagelsestilfælde. Under hensyn til at karakteren af volden tilsagdes en hurtig behandling af ankesagen, og da hensynet til en samtidig påkendelse og straffastsættelse, fsv. som T fandtes skyldig, under de foreliggende omstændigheder ikke kunne føre til et andet resultat, toges A's anmodning om adskillelse til følge, jf. RPL § 706, 1. pkt., således at sagens forhold 3 adskiltes fra forhold 1-2 og 4-10, og således at forhold 3 udskiltes til hovedforhandling under en særskilt ankesag.UfR 2023.2071 ØLK: Sagen mod T1 blev udskilt fra sagen med to medtiltalte, jf. RPL § 706, jf. § 705, stk. 1, da sagen flere gange var blevet udsat, fordi T1 var udeblevet fra hovedforhandlingen
Under en straffesag mod T1 og to medtiltalte, mødte T1 af flere gange ikke op til hovedforhandling. Hovedforhandlingen var først blevet udsat, da sagen ikke var blevet forkyndt for T1. T1 udeblev efterfølgende fra tre følgende datoer for hovedforhandling, uanset at der var afsagt anholdelsesbeslutning. Anklagemyndighedens anmodning om udskillelse af T1 fra sagen blev afvist af retten i Odense.
ØL fandt, at udsættelsen af hovedforhandlingen indebar en væsentlig forsinkelse af sagen mod de medtiltalte. Sagen mod T1 måtte på baggrund af sagens forløb udskilles mhp. sagens fremme, jf. RPL § 706, jf. § 705, stk. 1.
Hovedforhandling (Domsforhandling)
Jørgen Jochimsen: Hovedforhandling i straffesager, 4. udg., aug. 2018, 581 sider, Karnov Group. 1. udg. er anmeldt af Peter Garde i UfR 2007 B.216-217.
Peter Blume i UfR 1976 B.185-198: Om nova i retsplejen
Peter Garde og Ulla Høg i JUR 1991.301-309: Skriftlig forelæggelse og procedure i praksis.
Gorm Toftegaard Nielsen i Lov & Ret nr. 1/1995 p. 17-19: Hvor skikket skal en tiltalt være? (Om udsættelsen af Rigsretssagen mod Ninn-Hansen på grund af tiltaltes helbredstilstand)
Peter Garde i FM 2000.94: Pas på KR-attesten. (Opfordrer anklageren til lige før domsforhandlingen at kalde tiltaltes KR frem på skærmen for at se, om der er tilføjelser til straffeattesten).
Anders Lindquist i FM 2003.29: Vilkårsovertrædelser - de processuelle regler i byretten. (Antager at sagerne skal behandles efter reglerne i RPL kap. 81)
Peter Garde i UfR 2004 B.276-278: Bør tiltaltes ret til tilstedeværelse under domsforhandlingen være absolut? (Svaret er ifølge forfatteren de lege ferenda Nej) Peter Garde fortsætter denne artikel i UfR 2009 B.59-61: Tiltaltes gentagne, lovlige forfald under hovedforhandlingen
FM 1995.157 ØLK (sag nr. 659): Påbegyndt domsforhandling i fiskeristraffesag udsat på anklagemyndighedens begæring på afhøring af 2 vidner i Tyskland.
UfR 1996.682 HD: T var i byretten blevet idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for samleje med mindreårig, jf. STRFL § 222, stk. 2. VL frifandt T, idet T ikke inden for 2-måneders-fristen efter RPL § 724, stk. 2 havde fået udleveret kopi af statsadvokatens tilkendegivelse om omgørelse af politimesterens beslutning om påtaleopgivelse. Højesteret stadfæstede, idet landsretten ikke havde begået rettergangsfejl ved ikke at udsætte sagen.
UfR 1996.1434/2 ØLD: Dom afsagt af Københavns Byret i sag om betinget førerretsfrakendelse blev ophævet, jf. RPL § 946, stk. 1, da T ikke var tilsagt, ikke til stede og heller ikke var repræsenteret ved forsvarer under et retsmøde, hvor vidnerne blev afhørt. T var ikke blevet vejledt om sine rettigheder, jf. EMRK art. 6, stk. 3, litra d.
UfR 1999.502 ØLK: T, der var erklæret sindssyg og omfattet af STRFL § 16, begærede domsforhandlingen udsat, da han mentalt var ude af stand til at deltage i domsforhandlingen. Der fandtes ikke grundlag for at udsætte domsforhandlingen.
UfR 1999.2121 ØLD: T var ved byretten idømt 14 dages hæfte for kørsel i bil, uagtet at førerretten var frakendt ham for bestandig. Da T ikke havde været til stede ved domsforhandlingen, og der ikke havde været beskikket forsvarer for ham, blev dommen ophævet.
UfR 2000.1754 HKK: ØL havde berammet nævningesag over 9 dage i juni 2000. En af de 3 tiltaltes forsvarere protesterede mod berammelsen, da hun i disse dage var optaget af andre sager. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens afgørelse. Landsretten burde have spurgt forsvareren, om hun kunne møde, og i benægtende fald have tilbagekaldt beskikkelsen, jf. RPL § 736, stk. 2.
UfR 2001.1523/2 HKK: Under en nævningesag om vold og drabsforsøg skulle 2 tidligere straffedomme fra 1978 og 1990 ikke dokumenteres og ikke medtages i ekstrakt i nævningesag.
UfR 2002.678 ØLK: Byretten i Roskilde havde afvist straffesag om overtrædelse af fyrværkeriloven, da sigtede ikke havde værneting i retskredsen. Da sigtede var mødt, burde retten ikke af egen drift have prøvet spørgsmålet om rette værneting, jf. RPL § 704, stk. 1.
UfR 2003.508 ØLK: Ved afslutningen af domsforhandlingen i en voldssag gav retten en veninde til offeret tilladelse til at udtale sig om offerets tilstand efter voldsepisoden. Landsretten fandt, at der var begået en rettergangsfejl, da T ikke havde fået det sidste ord, jf. RPL § 882, 2. pkt. Fejlen var dog ikke af en sådan karakter, at dommen burde ophæves, jf. RPL § 946, jf. § 963, stk. 3.
UfR 2003.1461 ØLD: T var ved Frederiksberg Ret idømt bøde på 3.000 kr. og frakendt førerretten betinget. I det første retsmøde beklædtes retten af en retsassessor og i et senere retsmøde af en dommerfuldmægtig. Dommen blev ophævet, idet domsforhandlingen i strid med RPL § 214, stk. 3 ikke i sin helhed var foretaget med deltagelse af samme dommer.
UfR 2004.1210 ØLK: Vidneforklaringer i byretten måtte anses som en del af byretsdommen og kunne som sådan oplæses i forbindelse med den dokumentation, som altid finder sted ved ankesagens begyndelse forud for bevisførelsen.
UfR 2005.810 ØLK: Under nævningesag skulle F vidne om en voldsepisode. Den af vidnet F for landsretten afgivne forklaring fremtrådte som meget forbeholden og måtte ligestilles med, at vidnet nu vægrede sig ved at afgive forklaring. Der var ikke grundlag for at antage, at tvangsmidler over for vidnet ville føre til, at vidnet afgav en sandfærdig forklaring. Herefter tillodes det i medfør af RPL § 877, stk. 2, nr. 3, anklageren at dokumentere vidnets forklaring afgivet for Københavns Byret. Det bemærkedes, at vidnets forklaring hverken var det eneste eller det reelt afgørende bevis vedrørende sagens forhold 10-12, hvorfor en dokumentation af den indenretlige forklaring ikke ville være uforenelig med EMRK art. 6, stk. 3, litra d.
UfR 2005.1004 HKK: I en nævningesag mod T1-T6 afsagde VL 2 kendelser. Ved kendelse nr. 1 havde VL bestemt, at politirapporter, der indeholdt forklaringer afgivet af et vidne, ikke måtte udleveres til nævningerne. Ved kendelse nr. 2 havde VL bestemt, at et vidnes forklaring, der var blevet afgivet ved Retten i Vordingborg, ikke kunne benyttes som bevismiddel over for fire af de tiltalte, mens den kunne benyttes som bevismiddel over for en femte af de tiltalte. HR stadfæstede kendelse nr. 1 i henhold til landsrettens grunde Vedr. kendelse nr. 2 udtalte HR ligesom VL, at retsmøderne, hvorunder vidnet havde afgivet forklaring, i forhold til de tiltalte i den nu verserende sag havde karakter af et retsmøde under efterforskning med henblik på at sikre bevis i form af forklaring fra vidnet, jf. RPL § 747. Forsvarerne for de tiltalte havde i forbindelse med afhøringen af vidnet tilkendegivet ønske om at være til stede under de indenretlige afhøringer, og de havde i den forbindelse søgt at opnå en særlig tilrettelæggelse af afhøringerne, således at de kunne være til stede. Uanset at retten ikke havde forsøgt at imødekomme forsvarernes ønske herom, fandt HR, at der ikke var grundlag for at antage, at dokumentationen af den indenretlige forklaring i sig selv ville indebære en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 3, litra D, og at betingelserne for efter praksis at tillade dokumentation i medfør af RPL § 877, stk. 3, var opfyldt.
UfR 2005.1127 ØLK: Københavns Byret havde været berettiget til at beramme en omfattende straffesag vedr. hashhandel på Christiania med to ekstra retsdage om lørdagen i januar 2005.
UfR 2012.3463 ØLK: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at en straffesag skulle fremmes uafhængigt af behandling af skattesagen i det administrative og civilretlige system. Retten i Helsingør fandt med henvisning til bl.a. UfR 2011.2192 ØLK, at afgiftsstraffesager først skulle fremmes, når den civile del var afsluttet, hvorfor BR gav medhold i forsvarerens påstand om udsættelse af straffesagen. Efter RPL § 843 a, stk. 1, skulle retten fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed krævede og tilladte. Efter RPL § 847 kunne retten udsætte hovedforhandlingen, inden den var påbegyndt, hvis det var nødvendigt af hensyn til retten selv eller på grund af andre omstændigheder. ØL fandt efter en vurdering af det for ØL fremkomne, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at udsætte behandlingen af straffesagen, hvori der var rejst tiltale ved anklageskrift af 08.09.2010.
UfR 2015.3524 VLK: Ikke tilladelse til tv-transmission fra procedurer og domsafsigelse under hovedforhandling.
TV MidtVest, T, anmodede om tilladelse til, at tv-transmittere fra procedurerne og domsafsigelsen under hovedforhandlingen i en sag, hvor en 16-årig var tiltalt for bl.a. manddrab og sædelighedskriminalitet. Til støtte herfor henviste T til, at der var tale om en særdeles alvorlig straffesag, der havde været genstand for bred omtale i offentligheden. VL stadfæstede Retten i Holstebros kendelse og henviste til RPL § 32, stk. 1, hvoraf følger, at det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billede eller lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Retten i Holstebro udtalte at anmodningen ikke kunne imødekommes, idet sagen ikke havde en sådan særlig samfundsmæssig betydning, at der undtagelsesvist burde tillades tv-transmission.UfR 2019.1299 HKK: En kendelse om bevisførelsen i en straffesag, hvor der ikke var rejst tiltale, var ikke truffet under hovedforhandlingens forberedelse, og kendelsen kunne derfor kæres
Under efterforskning af en anmeldelse mod S blev der foretaget videoafhøring af S’ steddatter. S protesterede mod, at videoafhøringen kunne anvendes som bevis, hvis der senere blev rejst en straffesag mod ham. Retten i Nykøbing Falster traf afgørelse om, at videoafhøringen kunne indgå som bevis. S kærede afgørelsen til ØL, som afviste kæremålet med henvisning til, at afgørelsen var truffet under hovedforhandlingens forberedelse. Efter RPL § 968, stk. 4, kunne kendelser og beslutninger, der afsagdes under hovedforhandlingen i en straffesag eller under dennes forberedelse, som udgangspunkt ikke kæres. Da BR traf afgørelse, var der ikke rejst tiltale mod S. HR fandt, at afgørelsen ikke var truffet under hovedforhandlingens forberedelse, og der var ikke grundlag for at antage, at behandling af kæremålet ville stride mod et hensyn til sagens fremme. Kæremålet burde derfor ikke være afvist. HR hjemviste herefter kæremålet til fortsat behandling i ØL.
UfR 2008.275 ØLD: T var af Odense Byret bl.a. fundet skyldig i fire overtrædelse af FÆL § 4, stk. 1, idet T havde kørt over for rødt i et lysreguleret kryds. T var desuden fundet skyldig i et tilfælde af spirituskørsel med en alkoholpromille på 0,76, jf. FÆL § 53, stk. 1. På trods af at der var nedlagt påstand om betinget førerretsfrakendelse, havde byretten ikke taget stilling hertil. Anklagemyndigheden ønskede at nedlægge påstand om ubetinget førerretsfrakendelse i anledning af de begåede færdselslovsovertrædelser som en lovbestemt følge af T's handlinger. ØL fandt, at sagens behandling ved byretten havde lidt af sådanne fejl, at byrettens dom burde ophæves og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling.
UfR 2009.95 ØLD: T var ved Retten i København fundet skyldig i overtrædelse af FÆL § 26, stk. 6 og var blevet idømt en bøde samt en betinget frakendelse af førerretten. T ankede dommen med påstand om rettergangsfejl af BR ved ikke at foranstalte bevisførelse i form af vidneførsel, jf. RPL § 898, stk. 2. I mangel af nærmere oplysninger fra anklagemyndigheden om det passerede under hovedforhandlingen i BR, herunder om årsagen til, at en cyklist under de foreliggende omstændigheder ikke blev afhørt som vidne i sagen, fandt ØL, at BR burde have undersøgt, om yderligere oplysninger, herunder bevisførelse, burde have været tilvejebragt, og givet T lejlighed til at komme med sine bemærkninger hertil, jf. RPL § 898, stk. 2. Retsbogen indeholdt heller ikke oplysninger til belysning af det passerede. På denne baggrund fandt ØL det rettest, at dommen blev ophævet, og at sagen blev hjemvist til fornyet behandling, jf. RPL § 925, stk. 1, sammenholdt med § 927, stk. 1, nr. 2.
UfR 2010.2800 ØLK: I en sag ved Retten i Nykøbing Falster var der begrundet mistanke om, at T havde gjort sig skyldig i overtrædelse af STRFL § 192a og § 252, ved at have affyret et skud mod B. Herefter bestemte BR, at T skulle mentalundersøges. Denne afgørelse blev imidlertid hjemvist til fornyet behandling, da der forelå sagsbehandlingsfejl. RPL § 809, stk. 1, forudsatte, at T var til stede, og at T skulle have adgang til at udtale sig om sin holdning til en begæring om mentalundersøgelse. Det fulgte endvidere af RPL § 810, at T skulle spørges om, hvorvidt han samtykkede i, at der søgtes tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre personer til brug for mentalundersøgelsen. T's forsvarer havde endvidere krav på underretning om ethvert retsmøde og adgang til at være til stede i sådanne møder, jf. RPL § 748, stk. 2. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling.
UfR 2011.2753 VLK: Byrettens dom blev ikke ophævet pga. rettergangsfejl ved dommers spørgsmål til kriminalassistent om indholdet af oplysninger fra anonym meddeler.
Under en straffesag vedr. røveri fra værdihåndteringscentralen i Errritsø havde en kriminalassistent, K, afgivet forklaring om nogle nedgravede penge stammende fra det kriminelle miljø i Aarhus. K havde ikke villet oplyse navnene på meddelerne, M, der havde givet tippet om pengene, af hensyn til M's sikkerhed. Politiet, P, havde lovet M anonymitet, samt at der ikke kunne opnås et samtykke til at afgive forklaring om M's identitet fra P's ledelse efter RPL § 169, stk. 1, 1. pkt. Da hemmeligholdelsen, som det måtte antages, skyldtes hensynet til M's liv eller helbred, var der ikke mulighed for at pålægge vidnet at oplyse navnene, jf. RPL § 169, stk. 2, 3. pkt. Da M's identitet ikke indgik i sagen, havde forsvarerne, F, heller ikke mulighed for at indkalde M som vidne, jf. RPL § 840. F kunne af denne grund ikke efterprøve rigtigheden af oplysningerne, hvorfor de ikke burde være stillet. Under spørgsmål fra F omtalte K det nedgravede pengebeløb som "røverpengene" eller "nogle af de røvede penge", og en af dommerne stillede herefter et yderligere spørgsmål herom. Efter indholdet af skyldkendelsens præmisser, havde hverken dommere eller nævninge inddraget svaret. VL fandt efter en samlet vurdering ikke, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt spørgsmålet ikke havde været besvaret, jf. RPL § 925.UfR 2017.3261 VLD: Dommen var så fejlbehæftet, at den burde ophæves, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved BR.
T var tiltalt for overtrædelse af FÆL § 117, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 6, jf. § 53 og FÆL § 117 a, stk. 2, nr. 2, ved at have ført personbil, selvom han var frakendt førerretten, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen efter en blodprøve viste en mindsteværdi på 0,86 promille. Retten i Esbjerg fandt efter vidneforklaringerne T skyldig. Straffen fastsattes til fængsel i 4 måneder. Der blev lagt vægt på, at der var tale om et 12. gangstilfælde af spirituskørsel begået i frakendelsestiden. VL fandt, at det i dommen ved BR blev anført i konklusionen, at T skulle straffes med fængsel i 4 måneder. Derefter fulgte sætningen: "Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis T overholdt følgende betingelser". Der var imidlertid ikke fastsat en prøvetid og dommen indeholdte heller ikke en betingelse om, at T ikke i prøvetiden begik strafbart forhold, som det krævedes efter STRFL § 56, stk. 2. Der var heller ikke fastsat vilkår, jf. STRFL § 57. Det måtte antages at bero på en fejl, at sætningen, "straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis T overholdt følgende betingelser", stod i dommens konklusion. Den skete berigtigelse kunne imidlertid ikke anses for at have hjemmel i RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. Dommen var så fejlbehæftet, at dommen burde ophæves, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved BR.UfR 2018.380 VLD: Ikke nødvendigt med en udtrykkelig passus om frifindelse af krav om godtgørelse, jf. EAL § 26 a i dommen i straffesagen.
A og B var dømt for overtrædelse af STRFL § 241 ved i forening uagtsomt at have forvoldt F's død. F's forældre, M og H, påstod A og B in solidum at betale 100.000 kr. i tortgodtgørelse. Retten i Holstebro fandt, at det af den upåankede straffesag af 24.06.2016 blev bestemt, at M og H ikke havde krav på godtgørelse efter EAL § 26 a, da der efter tiltalen ikke var grundlag for at tilkende en sådan godtgørelse. Under hensyn hertil måtte M og H's krav under denne sag afvises, da der én gang var taget stilling til spørgsmålet om tortgodtgørelse. A og B's afvisningspåstand blev taget til følge. VL fandt, at det fremgik af præmisserne i dommen af 24.06.2016, at "Retten tog erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt. Der var dog ikke efter tiltalen grundlag for at tilkende tortgodtgørelse efter EAL § 26 a". Af straffesagens konklusion fremgik endvidere, at A og B skulle betale et beløb på 25.534 kr. med tillæg af procesrente til M og H - svarende til den nedlagte påstand om erstatning for begravelsesudgifter. Under disse omstændigheder var det ikke nødvendigt, at straffesagens konklusion indeholdt en udtrykkelig passus om, at A og B i overensstemmelse med det, der var anført i præmisserne, frifandtes for kravet om godtgørelse efter EAL § 26 a. BR's dom blev stadfæstet.UfR 2018.640/1 ØLK: BR’s kendelse blev ophævet, da betingelserne i RPL § 767, stk. 3, 5. pkt. ikke var opfyldt, og kendelsen var således afsagt af den forkerte domsmandsret
Anklagemyndigheden havde kæret en BR’s kendelse med påstand om, at T ikke længere skulle sidde varetægtsfængslet i surrogat i medfør af RPL § 765, stk. 2, nr. 4, men at T skulle overføres til et almindeligt arresthus i medfør af RPL § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 763, stk. 1, nr. 2. ØL fandt, at betingelserne i RPL § 767, stk. 3, 5. pkt. for at afgørelsen skulle træffes af en dommer eller afdeling, som ikke deltog i hovedforhandlingen, var ikke opfyldt. Kendelsen skulle således have været afsagt af den domsmandsret, der behandlede hovedforhandlingen, hvilket ikke var tilfældet. Derfor blev BR’s kendelse ophævet, og sagen blev hjemvist til behandling ved den dommandsret, der behandlede hovedforhandlingen, jf. herved tillige RPL § 12, stk. 6 og § 91, stk. 2.
UfR 2018.1081 ØLD: Byrettens dom blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling, da retten til brug for voteringen havde lånt anklagerens computer med ind i voteringslokalet, og det dermed ikke var udelukket, at der var lagt beviser til grund for dommen, som ikke var blevet ført under hovedforhandlingen
T blev ved KBR idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for vold, jf. STRFL § 244. Der blev under bevisførelsen vist brudstykker af en video, og til brug for voteringen lånte domsmandsretten anklagerens computer med ind i voteringslokalet. I præmisserne for dommen afførte retten, at denne havde gennemgået de fremlagt videooptagelser i sin helhed og at disse støttede F’s forklaring. ØL ophævede dommen og sendte den til fornyet behandling i KBR, jf. RPL § 925, stk. 1, da det efter det oplyste ikke kunne udelukkes, at der i forbindelse med byrettens behandling af sagen var sket en tilsidesættelse af RPL § 880.
UfR 2018.1632 ØLK: Byrets stadfæstelse af afslag på prøveløsladelse var sket uden, at T reelt havde haft lejlighed til at fremsætte sine synspunkter, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling
T var idømt 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af STRFL § 192 a. T fik af Direktoratet for Kriminalforsorgen, A, afslag på prøveløsladelse. T anmodede ved advokat B om, at sagen skulle indbringes for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, og at B blev beskikket som T’s advokat. A indbragte sagen for Københavns Byret og oplyste, at advokat C havde modtaget en genpart af redegørelsen med bilag. T havde modtaget en kopi af redegørelsen. Advokat C meddelte kort efter, at han ikke havde påtaget sig at føre sagen, men alene havde optrådt som partsrepræsentant for T under A’s behandling af klagesagen. KBR tog ikke B’s anmodning om beskikkelse til følge. Af retsbogen fremgik det, at B havde anmodet om en senere frist til T’s evt. yderligere bemærkninger, da T var varetægtsfængslet under en anden sag. KBR sendte retsbogen til B, men ikke til forkyndelse hos T. B meddelte KBR, at hun ikke påtog sig sagen som antaget advokat. KBR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte A’s afgørelse, som bl.a. lagde vægt på risikoen for at T ville begå ny kriminalitet, og derfor anså prøveløsladelse for utilrådelig, og stadfæstede derfor A’s afslag på prøveløsladelse. ØL fandt, at KBR traf afgørelse, uden at T reelt havde haft lejlighed til at fremsætte sine synspunkter. ØL ophævede KBR’s kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten.UfR 2018.1924 VLD: Udskillelse af spørgsmål om udvisning til særskilt forhandling i straffesag burde være afvist, da udskillelsen var sket uden særskilt hjemmel
T, der var udlænding, blev ved dom d. 29.05.2017 straffet med 60 dages fængsel for overtrædelse af STRFL § 245, stk. 1. På anklagerens opfordring og pga. T’s udeblivelse, jf. RPL § 855, stk. 3, nr. 4, blev spørgsmålet om udvisning udskilt til senere afgørelse. Retten i Holstebro fandt d. 16.11.2017, at udskillelsen af spørgsmålet om udvisning til senere afgørelse ikke havde forringet T’s mulighed for forsvar. Der var hermed ikke tilsidesat retsgarantier, som havde til formål at beskytte T. Udvisningspåstanden blev herefter taget til følge, jf. UDL § 24, stk. 1, nr. 1, jf. § 22, stk. 1, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, med et indrejseforbud på 6 år, jf. UDL § 32, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1. Dommen af 29.05.2017 og dommen af 16.11.2017 var afsagt af forskellige domsmandsretter. VL fandt, at spørgsmålet om udvisning var udskilt uden særskilt hjemmel. Udskillelsen var i strid med princippet om hovedforhandlingens enhed. Hovedforhandlingen var ikke fortsat uafbrudt, indtil retten havde truffet endelig afgørelse i sagen, jf. RPL § 858, stk. 1, jf. § 882. Der forelå ikke omstændigheder, som kunne begrunde, at udvisningsspørgsmålet skulle afgøres særskilt, jf. UfR 2004.2147 HD. BR burde have været afvist sagen d. 16.11.2017 pga. manglende hjemmel til udskillelsen af udvisningsspørgsmålet. VL ophævede derfor BR’s dom af 16.11.2017, jf. RPL § 925, stk. 1, jf. § 929, 3. pkt.
UfR 2018.3306 VLK: Ikke grundlag for at afskære varetægtsfængslet fra at udtale sig forud for proceduren om fortsat varetægtsfængsling via videolink, jf. RPL § 748 b, stk. 1, 3. pkt., da deltagelsen ikke begrænsede S’ ret til at udtale sig, jf. RPL § 764, stk. 2
Under et retsmøde om fristforlængelse af varetægtsfængsling, ønskede S, som deltog via videolink, at udtale sig om sagen, som han var sigtet i. Retten i Esbjerg fandt, at hvis S ønskede at udtale sig eller afgive forklaring forud for proceduren om en evt. fristforlængelse af varetægtsfængslingen, burde det ikke ske, når S blev fremstillet via videolink, jf. RPL § 748 b, stk. 1. S blev derfor ikke tilladt at udtale sig eller komme med en forklaring forud for proceduren. VL fandt, at det efter RPL § 748 b, stk. 1, 3. pkt. var forudsat, at S kunne deltage i retsmøde til forlængelse af fristen for varetægtsfængsling via videolink, selv om S skulle afgive forklaring under retsmødet. Deltagelse i retsmødet via videolink begrænsede derfor ikke i sig selv S’ ret til at udtale sig, jf. RPL § 764, stk. 2. Der var derfor ikke grundlag for at afskære S fra at udtale sig forud for proceduren om fortsat varetægtsfængsling, jf. RPL § 764, stk. 2, jf. § 767, stk. 1. BR burde derfor have tilladt S at udtale sig.
UfR 2019.2611 ØLK: Skrivefejl i strafferetsdom blev berigtiget, så præmisserne passede med konklusionen, og berigtigelsen var hjemlet i RPL § 221, stk. 1, 1. pkt.
T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 232 ved at have klappet F én gang i bagdelen. F arbejdede som frivillig. Retten i Svendborg fandt, at T ikke efter det oplyste om forholdet mellem T og F og om den almindelige omgangstone på arbejdspladsen havde krænket F’s blufærdighed ved uanstændigt forhold, og at T havde været klar over dette. T blev straffet med 10 dagbøder a 250 kr., jf. STRFL § 232. BR berigtigede dombogen i medfør af RPL § 221, stk. 1 så ”ikke” udgik af præmisserne, da dette var en skrivefejl, og T var fundet skyldig i tiltalen. T kærede berigtigelsen. ØL fandt, at berigtigelse af en skrivefejl i dommen, hvorefter præmisserne blev bragt i overensstemmelse med konklusionen, var hjemlet i RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. ØL stadfæstede.
UfR 2020.2604 HD: Der var ikke begået rettergangsfejl ifm. vidneafhøring af F, som var T’s halvbror uanset, at F ikke var blevet vejledt af politiet om vidnefritagelsesreglerne for en parts nærmeste, og T blev derfor idømt fællesstraf på to år og seks måneder
T var i landsretten idømt 2 år og 6 måneders fængsel for grov vold under anvendelse af en hammer mod sin halvbror, F. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, da der var tale om strafbart forhold begået i prøvetiden for en tidligere dom, hvor T var dømt for forsøg på manddrab ved anvendelse af en skruetrækker. Reststraffen udgjorde 2 års fængsel. F var ved sin forklaring til politiet ikke blevet vejledt om vidnefritagelsesreglerne for en parts nærmeste. I Retten i Roskilde blev F pålagt at afgive vidneforklaring, hvor han forinden var blevet vejledt om vidnefritagelsesreglerne og herunder retten til at undlade at svare på spørgsmål, i det omfang han derved ville udsætte sig selv for straf. For HR angik sagen, om dommen skulle ophæves og hjemvises til BR pga. rettergangsfejl ifm. vidneafhøringen af F. I anden række angik sagen spørgsmålet om straffastsættelsen. HR fandt, at der ikke var begået rettergangsfejl i forbindelse med vidneafhøringen af F og tog derfor ikke påstanden om ophævelse af dommen og hjemvisning til følge. Der var tale om grov ligeartet kriminalitet, og hverken T’s personlige forhold eller forholdet mellem længden af reststraffen og straffen for det nye forhold kunne føre til fravigelse af lovens udgangspunkt, om at der skulle fastsattes en ubetinget fællesstraf. Fængselsstraffen på 2 år og 6 måneder blev derfor tiltrådt. ØL var kommet til samme resultat.UfR 2020.4072 HD: Dom for mandatsvig ophævet og hjemvist pga. manglende høring af parterne, der kunne have ført til et andet udfald
T1 og T2 blev ved Retten i Glostrup frifundet for bestikkelse og underslæb. For ØL blev T1-2 frifundet for bestikkelse og fundet skyldige i henholdsvis mandatsvig og medvirken til mandatsvig. Anklagemyndigheden, A, havde ikke nedlagt påstand om mandatsvig. Parterne fik ikke adgang til at udtale sig om muligheden for denne ændring i forhold til tiltalen.
HR fandt, at der pga. den manglende høring af parterne ikke var sikkerhed for, at T1-2 havde haft anledning til at forsvare sig på alle relevante punkter. Der kunne derfor ikke bortses fra, at høring af parterne kunne have medført, at sagen fik et andet udfald. HR ophævede herefter ØL’s dom for så vidt angik domfældelsen for mandatsvig og medvirken til mandatsvig i de relevante forhold samt bestemmelsen om, at T1 og T2 skulle betale erstatning, og HR hjemviste sagen til fornyet behandling i ØL.
UfR 2021.1715 ØLK: Kendelse ikke ophævet på trods af manglende underretning af S’ advokat, da der ikke var grundlag for at antage, at en sådan underretning ville have medført et andet resultat, jf. RPL § 925, stk. 1
Retten i Odense, havde afsagt kendelse om beslaglæggelse af S’ bil i medfør af RPL § 802, stk. 1, jf. FÆL § 133 a, stk. 2, da S havde ført bilen med en promille på 2,38. Ved retsmødet, hvor kendelsen blev afsagt, var ingen mødt op, da hverken S eller S’ advokat, A, var blevet underettet om retsmødet. S påstod, at beslaglæggelsen af køretøjet skulle ophæves, da Anklagemyndigheden ikke havde oplyst BR om tidligere forsøg på beslaglæggelse i sagen, og om at der var beskikket en forsvarer for hende.
ØL fandt, at A burde have været underrettet om afholdelsen af det pågældende retsmøde. Det kunne antages, at S’ bil burde konfiskeres efter reglen om obligatorisk konfiskation i FÆL § 133 a, stk. 2, såfremt S blev fundet skyldig i spirituskørsel. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at en underretning af A ville have medført, at kendelsen om beslaglæggelse havde fået et andet resultat, jf. princippet i RPL § 925, stk. 1, hvorfor ØL stadfæstede kendelsen.
UfR 2021.1771 HD: En strafferetssag kunne ikke fremmes uden T’s tilstedeværelse, da indlæggelse på psykiatrisk hospital ikke udgjorde særlige omstændigheder
T blev ved Grønlands Landsret dømt for vold og voldtægt. Under sagen havde LR besluttet, at sagen skulle fremmes uden T’s tilstedeværelse. T var som følge af indlæggelse på psykiatrisk hospital ude af stand til at møde i retten i en periode på mindst 3 måneder.
HR fandt, at der ikke var hjemmel i den grønlandske retsplejelov til at fremme sagen uden T’s tilstedeværelse, medmindre der forelå ganske særlige omstændigheder. Sådanne ganske særlige omstændigheder var ikke til stede i sagen, og sagen burde derfor ikke have været fremmet uden T’s tilstedeværelse. HR hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i Grønlands Landsret.
UfR 2023.2888 HD (HD afsagt d. 04.04.2023, VLD afsagt d. 01.03.2022, BRD afsagt d. 18.11.2021): Straffesag med påstand om udvisning skulle ikke gå om, selv om tiltalte var blevet afhørt via video
T var ved Retten i Esbjerg idømt 3 måneders betinget fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år i en sag om trusler. Han var ikke fysisk til stede under sagen i BR, men deltog efter eget ønske og med BR’s tilladelse via videoforbindelse fra Retten i Lahti i Finland. T ankede efterfølgende dommen med påstand om frifindelse. VL fandt, at der ikke var hjemmel i RPL § 854 til at tillade, at T deltog via videoforbindelse, da der i sagen var spørgsmål om udvisning. VL besluttede derfor, at sagen skulle gå om i BR. For HR angik sagen navnlig, om det var korrekt af VL at beslutte, at sagen skulle gå om i BR, eller om sagen skulle behandles som ankesag ved VL.
HR fandt, at det var en fejl, at BR behandlede sagen med T’s deltagelse i hovedforhandlingen via videoforbindelse, da der var spørgsmål om udvisning. Da der imidlertid ikke var grundlag for at antage, at den fejl, der var begået under sagens behandling i BR, kunne have haft betydning for sagens udfald, eller at fejlen i øvrigt var af en sådan karakter, at en ankesagsbehandling ikke burde gennemføres, besluttede HR, at VL skulle behandle sagen som en ankesag.
Peter Garde i FM 1986.99-102: Særlovspolitisager
Tinne Thomassen i Lov & Ret nr. 6/2004 p. 25-26: Retssikkerhed eller ressourcespild? (Foreslår at en skrivelse af politiet kunne danne grundlag for en passiv bødevedtagelse)
UfR 2018.3154 HKK: Anklagemyndigheden havde ikke retlig interesse i et kæremål af en kendelse vedr. T’s lovlige forfald
ØL stadfæstede KBR’s kendelse om, at anklagemyndigheden, A’s, anmodning om anholdelse og fremstilling i retten af T ikke skulle tages til følge, idet T havde lovligt forfald på retsmødet d. 23.08.2017 pga. sygdom. Straffesagen mod T blev ved KBR’s kendelse af 31.08.2017 adskilt fra de øvrige straffesager, som den tidligere var blevet forenet med, og denne kendelse stadfæstede ØL ligeledes d. 13.09.2017. ØL’s kendelse blev ikke kæret til HR. HR fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt T havde lovligt forfald ved retsmødet d. 23.08.2017, ikke angik behandlingen af den verserende straffesag mod T. A havde under de foreliggende omstændigheder ikke retlig interesse i, at kæremålet blev behandlet, idet afgørelsen af, om T havde lovligt forfald, heller ikke havde videregående betydning eller konkret betydning for mulighederne for at få behandlet den verserende straffesag mod T, når den var blevet berammet. HR afviste herefter kæremålet.
UfR 2020.3050 HKK: T havde ikke interesse i at få prøvet, hvorvidt F’s privatantagede bistandsadvokat var inhabil, da T’s straffesag var afsluttet og ikke påanket, og da T ikke havde gjort gældende, at advokaten havde tilsidesat sine forpligtelser
T havde været sigtet for en lang række forhold, bl.a. bedrageri og dokumentfalsk af særlig grov beskaffenhed. Forholdene var i flere tilfælde begået over for F1 og F2. Under straffesagens behandling blev en advokat, A, privatantaget af F1 og F2 som bistandsadvokat. Forsvareren protesterede mod, at A kunne fungere som bistandsadvokat i sagen. ØL fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at A ikke kunne fungere som bistandsadvokat i sagen. Efterfølgende afsagde KBR dom i straffesagen mod T, og denne dom blev ikke anket. Sagen angik, om A var inhabil som privatantaget bistandsadvokat for F1 og F2 under straffesagen. T havde overordnet anført, at A var inhabil, og at KBR burde have afvist, at A kunne fungere som bistandsadvokat under sagen. T havde imidlertid ikke gjort gældende, at A konkret havde tilsidesat sine forpligtelser som bistandsadvokat. HR fandt på denne baggrund, at T ikke længere havde en konkret, aktuel retlig interesse i at få prøvet ØL’s kendelse om dette spørgsmål, og sagen blev derfor afvist.
