Civilproces

Procesmåden

Generelt

Berigtigelse

Det kontradiktoriske princip

Domsbegrundelse

Domssproget

Forenklet inkassoproces

Forhandlingsmaksimen

Forkyndelse

Forlig og dommertilkendegivelser

Hjemvisning

Litispendens

Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud

Mundtlighedsprincippet

Nye påstande og anbringender

Offentlighedsprincippet

Omgørelse

Ophævelse

Retsmægling

Retsmøder

Retssproget

Sagens forberedelse

Sagsomkostninger

Småsagsproces

Stævninger

Udeblivelse og genoptagelse

Udsættelse


Generelt

Bekg. nr. 1091 af 25.09.2017 om ibrugtagning af domstolenes sagsportal i borgerlige retssager og sager om optagelse af bevis om borgerlige krav

Bekg. nr. 665 af 19.05.2015 om visitation m.v. ved adgang til retterne

Retningslinier for brug af e-mail og anden digital kommunikation med domstolene - dec. 2014

Vejledning af 27.06.2014 om behandling af civile sager ved byretterne

Advokatrådet: Den gode proces, advokaters arbejde ved domstolene 3. udg., juni 2017, 38 sider

Finn Taksøe-Jensen: Materiel procesledelse i borgerlige sager, disputats, 1976, 664 sider, DJØF. Anmeldt af Erik Siesby i UfR 1976 B.165-174.

Maria Louise Staffe: Retsretorik, 1. udg., aug. 2008, 243 sider, Forlaget Thomson. Anmeldt af Kurt Bardeleben i ADV nr. 10/2008 p. 48-49: Når retorik (måske) vinder retssager

Håkun Djurhuus og Christian Lundblad: Procesdokumenter i civile sager, 1. udg., juni 2011, 271 sider, Thomson Reuters

Janus Beyer: Retorik i retten - Bedre forelæggelse, afhøring og procedure, 1. udg, apr. 2013, 256 sider, Hans Reitzels Forlag

Erik Eldjarn: Materiell prosessledelse, 1. udg., 2016, 352 sider, Cappellen Damm Akademisk. Anmeldt af Clement Salung Petersen i UfR 2017 B. 92

Christian Lundblad, Håkun Djurhuus og Mette Mortensen: Procesdokumenter og digital retssagsbehandling i civile sager, 1. udg., nov. 2018, 359 sider, Karnov Group

J. Bangert i UfR 1974 B.258-268: Betænkning om behandlingen af borgerlige sager

Peter Deleuran i UfR 1990 B.187-190: Skriftlig behandling i civile sager

Der argumenteres for en udvidet anvendelse af skriftlig behandling af civile sager på både byrets- og landsretsniveau.

ADV 1991.80-81: De nye regler om forberedelsen af borgerlige ankesager ved højesteret.

Peter Garde og Ulla Høeg i JUR 1991.80-81: Skriftlig forelæggelse og procedure i praksis.

Peter Garde i UfR 1994 B.15-16: Retsbogsudskrift til tiltalte? Et eksempel på regelkrydsning.

Bent Unmack Larsen i UfR 1994 B.156-160: Inkvisitionens sejlivethed - bemærkninger om aktindsigt i straffesager i anledning af UfR 1994 B.15.

Advokaten nr. 10/1997 1-4: Regler om forberedelse af borgerlige ankesager ved Højesteret. Vejledning om forberedelse af og domsforhandling i borgerlige ankesager ved Højesteret.

Asger Thylstrup i Lov & Ret nr. 3/1997 p. 33-34: Advokatens respekt for sit eget fag må retableres.

Christian Lundblad i ADV 1999.176-177: Proceduren ved Østre Landsret

Omtale af seminar på hotel Scandinavia d. 21.05.1999.

Bjarne Christiansen i ADV 2002.20-21: Ændringer i Vestre Landsret.

Niels Gangsted-Rasmussen i Lov & Ret nr. 3/2002 p. 28-30: Tidsspilde med rettens pleje.

Lene Rosenmeier i ADV nr. 3/2013 p. 8-18: Tema. Best practice i retten

Advokatrådet har samlet best practice i en ny guide ‘Den gode proces', der giver overblik fra det øjeblik, sagen går i gang. Den gode proces - Pernille Backhausen - Vi skal være bedre til at tage røret - Mette Østergaard - Alt der, der ikke handler om jura - Søren Storgaard - Der står intet om jargonen i retsplejeloven - Mathilde Kleis.

Lene Rosenmeier i ADV nr. 9/2013 p. 8-20: En god proces - Den vigtigste ingrediens er kommunikation - Hold følelserne udenfor - Hold dig inden for en halv time - Brug pausen som et effektivt værktøj

Lise Ravnkilde i ADV nr. 9/2013 p. 35: Nye regler om digital kommunikation med retterne

Niels Schiersing i ET 2015.305-314: Om "mock-trials"

I artiklen beskriver forfatteren anvendelsen af en simuleret mundtlig forhandling, kaldet “mock-trial”, som led i forberedelsen af komplekse eller økonomisk betydningsfulde rets- og voldgiftssager og redegør for de enkelte led heri.

Lotte Wetterling i ADV nr. 6/2017 p. 8-13: Gensidig respekt og lysten til at samarbejde

Hanne Hauerslev i ADV nr. 6/2017 p. 15: Praktiske vink og gode råd

Klint Klingberg Jensen i ADV nr. 8/2017 p. 38-41: Når tvister skaber værdi

Peter Nørgaard i UfR 2020 B.137-146: Forkyndelse, udeblivelse, processuelle udlændinge og foreløbige retsmidler


Berigtigelse

Boris Hansen i FM 1997.188: Errare humanum est - at fejle er menneskeligt

Kritiserer UfR 1997.340 ØLK.

UfR 1997.340 ØLK: Ved forlig var det blevet overladt til retten at træffe bestemmelse af sagsomkostningerne. Retten dømte sagsøgte til betale 12.500 kr. i sagsomkostninger. 4 dage senere berigtigede dommeren dommen, således at sagsøger skulle betale 2.500 kr. til sagsøger. ØL ophævede den foretagne berigtigelse, da berigtigelsen ikke fandtes hjemlet i RPL § 221, stk. 1.

UfR 1997.1453 ØLK: Under anke anmode advokat om, at retten udarbejdede en korrekt supplerende redegørelse i medfør af RPL § 366 a, stk. 3, hvilket retten afslog. ØL fandt, at dommerens adgang til berigtigelse i medfør af RPL § 221 ikke ville have omfattet en rettelse som den begærede. ØL stadfæstede byrettens afgørelse.

UfR 2000.1660 ØLK: Retten i Glostrup havde d. 09.07.1999 truffet beslutning om, at T endeligt skulle udrede omkostningerne til sin beskikkede forsvarer med 27.000 kr plus moms. Retten besluttede d. 29.10.1999, at T også skulle udrede et salær på 30.000 kr plus moms. ØL ophævede denne afgørelse, da der ikke i RPL § 221, stk. 1 fandtes hjemmel til den foretagne præcisering.

UfR 2001.959 ØLD: Byretten i København havde ved en fejl udeladt afsnit om betinget frakendelse af førerret i dom. Dommeren berigtigede fejlen 3 uger senere. Da ændringen angik det materielle spørgsmål, om T betinget skulle frakendes førerretten, og berigtigelsen fandtes herefter ikke hjemlet ved RPL § 221, stk. 1, hvorfor berigtigelsen vil være at ophæve. Uanset fejlen blev dommen, der var anklagemyndigheden i hænde inden udløbet af ankefristen, ikke anket af anklagemyndigheden. Under disse omstændigheder fandtes anklagemyndighedens påstand om skærpelse af dommen eller om hjemvisning ikke at burde tages under påkendelse. Landsretten stadfæstede således dommen uden berigtigelse.

UfR 2001.1948 ØLK: Skifteretten i Kalundborg havde berigtiget dom, hvori der var skrivefejl. Da berigtigelsen af dommen konklusion gik ud over de grænser, som er fastlagt i RPL § 221, stk. 1, fandtes berigtigelsen ikke hjemlet, og berigtigelsen blev ophævet.

UfR 2001.2426 ØLK: Retten i Lyngby havde været berettiget til at berigtige en åbenbar fejl i erkenderdoms konklusion, der efter berigtigelsen alene kom til at svare til parternes samstemmende påstande. Renten var i dommen angivet til 1,25% og der blev ved berigtigelsen indføjet "pr. måned."

UfR 2001.2575 ØLK: Advokat Erik Rasmussen havde hævet sag mod Skatteministeriet om tilbagebetaling af ambi. Københavns Byret bestemte, at sagsøgte skulle betale 7.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøger. Dette berigtigede byretsdommeren i medfør af RPL § 221, stk. 1, således at sagsøger skulle betale beløbet til sagsøgte. ØL fandt, at retsbogen indeholdt en åbenbar forveksling af ordene sagsøger og sagsøgte, og at forvekslingen beroede på en fejlskrift, idet sagsomkostningsbestemmelsen efter sit indhold fremstod uden sammenhæng med sagens resultat. Den skete berigtigelse fandtes derfor at være sket inden for grænserne for anvendelsen af RPL § 221, stk. 1. Da sagen angik spørgsmålet om tilbagebetaling af ambi og af sagsøger blev hævet efter udfaldet af en ankesag vedrørende en sammenlignelig problemstilling, hvor landsretten ophævede sagens omkostninger, burde sagsøger og sagsøgte bære egne omkostninger for byretten og i forbindelse med kæremålet

UfR 2003.549 HKK: Byretten havde tilkendt kærende 32.500 kr. i sagsomkostninger. ØL havde ved voteringen tilkendt kærende yderligere 20.000 kr. i omkostninger , men ved en fejl kom der i retsbogen til at stå, at der tilkendtes 20.000 kr. for begge retter. Højesteret fandt, at der var hjemmel i RPL § 221, stk. 1 til at berigtige fejlen. Sagen blev hjemvist til landsretten med henblik herpå.

UfR 2006.702 ØLK: Byretsdommer afviste at berigtige en erkenderdom i medfør af RPL § 221, stk. 1, omhandlende rentepåstand samt et inkassogebyr på 100 kr. ØL fandt, at berigtigelse af påstand og konklusion var hjemlet i RPL § 221, stk. 1, således at sagen blev hjemvist til berigtigelse af påstand og konklusion, således at denne blev i overensstemmelse med påstanden i den indleverede stævning, som den indkærede havde taget bekræftende til genmæle overfor.

UfR 2007.1156 ØLK: Rønne Byret havde truffet afgørelse om, hvorvidt det skulle tillægges udeblivelsesvirkning, at Norfo A/S, N, ikke forud for hovedforhandlingen havde indleveret påstandsdokument rettidigt. Dette spørgsmål blev udskilt til særskilt afgørelse efter RPL § 253. I dommens konklusion blev et ejendomsselskab frifundet for de af N nedlagte påstande. En byretsdommer havde senere berigtiget dommens konklusion, således at de af N nedlagte påstande blev afvist. ØL fandt, at berigtigelsen af dommens konklusion gik ud over de grænser, som er fastlagt i RPL § 221, stk. 1, hvorfor berigtigelsen blev ophævet.

UfR 2008.2251 HKK: I et retsmøde d. 14.11.2006 blev en borgerlig landsretssag berammet til domsforhandling d. 02.01.2007, med en tilkendegivelse om, at ekstrakt senest skulle indleveres d. 20.12.2006, og at det ville kunne tillægges udeblivelsesvirkning efter RPL § 365, stk. 3 og 4 hvis indleveringen ikke skete rettidigt. Jørgen Byrn indleverede ikke ekstrakt og oplyste ved domsforhandlingen at han ikke ville indlevere genparter, idet han ikke ville medvirke til en ulovlig proces. ØL afviste sagen pga. manglende ekstrakt. HR udtalte, at da sagen var anlagt før d. 01.01.2007, fandt bestemmelserne i RPL kapitel 33, som affattet forud for ændringen af RPL ved lov nr. 528 af 8. juni 2006, anvendelse. Reglerne om indlevering af genparter til brug for hovedforhandlingen blev ved lov nr. 528 af 8. juni 2006 flyttet fra kapitel 34 til kapitel 33. Det fremgik af forarbejderne, at der ikke blev fundet tilstrækkelig anledning til at medtage en særlig overgangsregel, i anledning af at der som følge heraf i sager, der var anlagt inden lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden ikke var hjemmel til, at tillægge manglende rettidig indlevering af genparter til brug for hovedforhandlingen i første instans udeblivelsesvirkning. HR fandt på den baggrund, at der ikke havde været hjemmel for ØL's beslutning af 02.01.2007 om afvisning af sagen med henvisning til manglende indlevering af genparter til brug for hovedforhandlingen. HR tog herefter Jørgen Byrns påstand om ophævelse til følge således, at sagen blev hjemvist til realitetsbehandling ved ØL.

UfR 2013.249 VLD: Da Ejerforeningen Fasanvænget, A, som var angivet som sagsøger i byretten, ikke eksisterede, var det nødvendigvis den rigtige bygherre, nemlig Byggeselskabet Fasanvænget Viborg A/S, V, der måtte optræde som appellant i VL, idet A ikke kunne optræde som part. B havde fra starten været bekendt med, hvad retssagen drejede sig om. V ønskede at foretage en berigtigelse og ikke at erstatte en eksisterende juridisk person med en anden eksisterende juridisk person. Det havde ingen betydning for B's procesførelse, om modparten betegnedes som A eller V. Under disse omstændigheder gav VL V tilladelse til at berigtige navnet på bygherren. B's påstand om afvisning fra VL blev således ikke taget til følge.

FM 2016.82 ØLK: A ønskede berigtigelse af dom vedr. beregning af et individuelt forbedringstillæg grundet inddragelse af forkert taloplysning. BR fandt, at da der hverken var tale om en skrive- eller regnefejl, som ville kunne berigtiges i medfør af RPL § 221, stk. 1, kunne der ikke ske berigtigelse. ØL stadfæstede.

UfR 2019.1821/1 HKK (TFA 2019.206/1 HKK): Skifteretten kunne berigtige bobehandlers regnefejl på 856.640,90 kr.

Skifteretten i Lyngby havde stadfæstet en boopgørelse på baggrund af et udkast fra en autoriseret bobehandler, hvor der ved fastsættelsen af værdien af et selskab var beregnet et fradrag for udskudt skat på 42 % af 23.913.550 kr. til kurs 90, hvilket var anført til 8.182.681 kr. M gjorde indsigelse mod opgørelsen og anførte, at der var en regnefejl i procentberegningen af fradraget for den udskudte skat i selskabet, som rettelig udgjorde 9.039.321,90 kr. HR fandt, at rettelse af værdien 8.182.681 kr. i boopgørelsens beregning af aktiver og passiver i selskabet kunne ske med hjemmel i RPL § 221, hvis der alene var tale om en regnefejl. Sagen blev herefter hjemvist til skifteretten med henblik på at træffe beslutning angående rettelse.

UfR 2020.2377 HKK (UfR 2019.3297 VLK, FM 2019.148 VLK): Berigtigelse af beløb fra NOK til DKK i domskonklusion, jf. RPL § 221, stk. 1, 1. pkt., da BR fejlagtigt antog, at beløbet var anført i NOK i et bilag

I en dom om bl.a. godtgørelse som følge af et ophørt agentsamarbejde fandt Retten i Aarhus, at et norsk selskab havde krav på 2/3 af det maksimalt mulige beløb efter HAL. Ved fastsættelsen af godtgørelsen anvendte BR nogle beregninger fra et af sagens bilag. Beløbene i bilaget var opgjort i DKK, men beløbet blev i dommen angivet som opgjort i NOK. BR erkendte, at valutaangivelsen i dommen beroede på en fejltagelse, men afviste at berigtige dommen. Efter RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. kunne retten til enhver tid i embeds medfør berigtige skrivefejl, som var indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedr. udfærdigelsens form. VL fandt, at da fire andre tilkendte beløb og beløbene under skriftudvekslingen hovedsageligt var angivet i NOK, skulle beløbet ikke berigtiges. HR fandt, at fejlen var af en sådan karakter, at den kunne berigtiges i medfør af RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. og hjemviste sagen til BR mhp. berigtigelse. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 120.

Det kontradiktoriske princip

UfR 2006.383 ØLK: A, der siden 1988havde været tjenestemandsansat børnehaveklasseleder, blev disciplinært afskediget i 2003 på grund af et langvarigt sygdomsforløb. A anlagde herefter sag mod Frederiksberg Kommunen K. Under forberedelsen af sagen blev Retslægerådet, R, stillet nogle spørgsmål. R anmodede om adgang til en fuldstændig journalkopi fra A's læge, hvilket blev fremsendt til R, men ikke til K og dennes advokat. A's advokat gjorde gældende at alene de for R's besvarelse relevante oplysninger ville kunne udleveres til K. Frederiksberg Byret tog A's påstand til følge. ØL udtalte herimod, at uanset at dette materiale kunne indeholde personfølsomme oplysninger uden relevans for R's besvarelse, havde A ved denne fremsendelse valgt at inddrage også disse oplysninger i sagen uden ekstrahering. Herefter, og da K i overensstemmelse med det kontradiktoriske princip skulle have adgang til alle de oplysninger, der indgik i sagen, skulle den fuldstændige journalkopi udleveres til K.

UfR 2023.3084 VLK (FM 2023.100 VLK): Kendelse om forældelse ophævet, da BR ikke havde givet parterne adgang til at fremkomme med bemærkninger

D havde anlagt erstatningssag mod A, B og C. A, B og C gjorde gældende, at D’s krav var forældet. Der var enighed om, at spørgsmålet om forældelse kunne udskilles, og at afgørelsen kunne træffes særskilt på skriftligt grundlag. D’s advokat indleverede processkrift om forældelse.
Retten i Holstebro fandt, at spørgsmålet om forældelse kunne udskilles til særskilt afgørelse, jf. RPL § 253. Herefter traf BR afgørelse om, at D’s evt. erstatningskrav ikke var forældet.
VL fandt, at BR ikke havde sikret, at A, B og C fik fyldestgørende adgang til at fremkomme med bemærkninger til det udskilte spørgsmål, herunder til det, der var anført i D’s processkrift om forældelse. VL ophævede og hjemviste til fornyet behandling af spørgsmålet om forældelse. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 60.

Domsbegrundelse

Knud Illum i UfR 1970 B. 245-256: Om domsbegrundelsen

Kritiserer, at mange domme overbegrundes, at begrundelsen ofte henviser til et faktum og ikke en regel, at dommeren søger at udviske konturerne med domsbegrundelsen, at der i begrundelsen medtages så mange konkrete forhold som muligt, og at man ofte først får den egentlige begrundelse i en domskommentar. Han gennemgår herefter kritisk domsbegrundelsen i 38 konkrete sager.

Jørgen Trolle i UfR 1970 B.261-267: Om at læse domme.

P. Spleth i UfR 1970 B.267-270: Tilføjelse til foranstående.

Th. Gjerulff i UfR 1970 B.271: Endnu en tilføjelse.

Ole Agersnap i UfR 1970 B.271-272: Om domsbegrundelsen.

Kristian Mogensen i UfR 1970 B.272-273: Om at kommentere domme.

Aa. Lorenzen i UfR 1970 B.277-278: Lidt om forældelse og om professor Illums kritik af domsbegrundelser.

H. Funch Jensen i UfR 1970 B.279-280: Om grundlaget for kritik af domsbegrundelsen.

Max Sørensen i UfR 1971 B.17: En berigtigelse

Er ikke enig med Knud Illum.

Jesper Berning i UfR 1971 B.17-22: Domsbegrundelsen som retskilde

Støtter Illums kritik.

Knud Illum i UfR 1971 B.65-68: Et gensvar

Det arbejde, der i reglen gøres godt, kunne gøres endnu bedre.

Jørgen Trolle i UfR 1971 B.85: Duplik til professor Illum.

Mogens Hvidt i UfR 1981 B.69: Kommentarer til højesteretsdomme

Oplyser, at disse nu vil blive genoptaget efter en pause fra 1975.

Peter Blume i UfR 1981 B.211-225: Dissensafgørelser i højesteret, UfR 1975-1980

Indeholder en analyse af domme, hvor der blev afgivet dissens. Der var dissens i 223 domme ud af i alt 743.

P. Spleth i UfR 1981 B.346-348: Om dissensafgørelser i Højesteret - samarbejde eller konflikt?

Jesper Berning i Lov & Ret nr. 2/1994 p. 31-34: Kryber Højesteret i skjul bag kryptiske og ubetydelige begrundelser?

Jørgen Nørgaard i Lov & Ret nr. 4/1994 p. 30-32: Højesteret søger ikke at snyde på den intellektuelle vægt.

Eva Smith i Lov & Ret nr. 4/1994 p. 34-36: Uforståelige domme kan forekomme i alle retter.

Jesper Berning i Lov & Ret nr. 4/1994 p. 36: Sløret løftes

Kommentar til Jørgen Nørgaards artikel.

Carsten Smith i JUR 2001.70-74: Domspremissenes omfang, formulering og prejudikatsverdi.

Eigil Lego Andersen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 13-40: Dissensmønstre i Højesteret 1992-2001.

Henrik Zahle i JUR 2005.161-165: Domspræmisser og domskoncipering

Per Magid i JUR 2005.166-168: Domspræmissers funktion i teori og praksis

UfR 2001.2577 ØLK: Fogedretten i Ballerup udfærdigede en kendelse uden fuldstændig sagsfremstilling, idet de afgivne forklaringer ikke fremgik af kendelsen. Landsretten udtalte, at når der for fogedretten foretages bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, skal forklaringernes indhold fremgå af fogedrettens afgørelse, idet der ikke er hjemmel til at udelade forklaringerne af afgørelsen, således som det er tilfældet for byretsdomme, jf. RPL § 366 a, stk. 2, og idet kæremål vedrørende fogedrettens afgørelser efter retsplejeloven som udgangspunkt skal behandles på skriftligt grundlag i landsretten.

TFA 2023.88 ØLD: Ankesag vedr. FM, bopæl og samvær hjemvist til byretten, da dommen ikke var begrundet i overensstemmelse med RPL § 218.

Familieretten i Odense havde truffet afgørelse om fortsat fælles FM til to børn på 8 og 6 år, hvor hvert barn fik bopæl hos hver sin forælder, og med en 7/7 samværsordning. Parterne nedlagde for ØL samstemmende principal påstand om hjemvisning. ØL bemærkede, at dommen ikke var begrundet i overensstemmelse med RPL § 218, men alene med henvisning til de i FAL anførte kriterier, at familieretten ikke havde taget stilling til alle dele af de påstande, som parterne havde nedlagt, og at retten havde affattet domskonklusionen vedrørende samvær på en sådan måde, at den var uegnet til at danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. ØL hjemviste sagen til fortsat behandling ved familieretten.

Domssproget

Christian Bache, Michael Kistrup og Lene Larsen: Dommen, 1. udg. 2003, 238 sider, DJØF.

Anette Angelius i JUR 1976.145-154: Domstolenes sprog - fungerer det?

W. E. von Eyben i JUR 1976.301-303: Domstols- og afhandlingssprog.

Anette Angelius i JUR 1976.303-304: Sprog er magt - det gælder også domstolssproget.

Peter Blume i UfR 1985 B.313-320: Dommens sprog

P. Spleth i UfR 1985 B.345-351: Domssproget - et svensk reformforslag og en dansk kritik.

P. Spleth i UfR 1986 B.249-251: Mere om domssproget.

P. Spleth i UfR 1987 B.16-19: Et forsøg på forkortelse af domsskrivning

Omhandler unødvendig information i domsreferater.

Henning Broman i FM 2001.22-23: Sproget. Vores (grimme) ansigt udadtil.

Carsten Egebjerg Christensen i FM 2003.18: Danske og brasilianske domme. "En komparativ analyse i den mørke tid".

Forhandlingsmaksimen

Robert Boman: Om åberopande och åberopsbörda i dispositiva tvistemål, Stockholm 1964.

Mogens Munch i UfR 1972 B.189-192: Jura novit curia.

Erik Werlauff og Henrik S. Øe i UfR 1996 B.395-404: Forhandlings- og eventualmaksimens betydning i EU-retlige spørgsmål - Hvornår skal dommeren af egen drift inddrage unionsretten?

UfR 2006.739/2 ØLD: I en sag, omhandlende varsling af lejeregulering iht. erhvervslejeloven, ophævede ØL boligrettens dom, efter parternes samnstemmende påstand, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved boligretten, idet dommen var afsagt i strid med RPL § 338, da der var blevet lagt afgørende vægt på forhold, som ikke var blevet påberåbt af parterne, idet der mellem parterne var enighed om, at disse forhold var uden betydning for deres retsstilling. Boligretten havde derimod ikke taget hensyn til de forhold som var genstand for parternes tvist.

UfR 2018.3497/2 ØLK: Det var i strid med forhandlingsprincippet, at byretten i en sag om regreskrav for udbetalte sygedagpenge pålagde kommunen at fremlægge sin forvaltningsafgørelse i et processkrifts samt at procesunderrette den skadelidte

Sønderborg Kommune, K, traf en forvaltningsafgørelse om at gøre et regreskrav gældende mod Codan Forsikring, F, som ansvarlig skadevolder som følge af udbetalte sygedagpenge i medfør af sygedagpengelovens § 78 og EAL § 17, stk. 1, 3. pkt. I sagen mellem K og F kunne Retten på Frederiksberg ikke finde K’s forvaltningsafgørelse, hvorfor BR anmodede om, at K fremlagde afgørelsen i et processkrift, jf. RPL § 355, stk. 2. BR besluttede desuden, at den skadelidte, S, burde procesunderrettes om sagen og gives mulighed for at varetage sine interesser i den forbindelse. Manglende efterkommelse af pålægget havde udeblivelsesvirkning, jf. RPL § 360, stk. 5. ØL fandt, at behandlingen af civile sager var underlagt forhandlingsprincippet, hvorfor sagens afgørelse som udgangspunkt skulle træffes på grundlag af de af parterne fremsatte krav og tilvejebragte oplysninger. BR havde således ikke adgang til selv at inddrage yderligere processtof i sagen, men kunne i medfør af RPL § 339, stk. 3 opfordre en part til at fremlægge dokumenter, tilvejebringe syn og skøn eller i øvrigt føre bevis, når sagens faktiske omstændigheder uden sådan bevisførelse ville henstå som uvisse. Der var derfor ikke hjemmel til, at BR pålagde K at fremlægge forvaltningsafgørelsen. Der var desuden ikke hjemmel til, at BR pålagde sagens parter at give S procesunderretning om sagen. BR’s afgørelse blev derfor ophævet.

UfR 2019.342 VLK: I en erstatningssag mod den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse havde skønsmændene på egen hånd indhentet 76 årsrapporter fra 50 selskaber på cvr.dk til brug for skønserklæringen, men da oplysningerne var offentligt tilgængelige skulle skønserklæringen ikke udgå af sagen

Finansiel Stabilitet, F, havde anlagt en erstatningssag mod en række personer, G, herunder den tidligere ledelse, bestyrelse og revisorer i Løkken Sparekasse, L. Under sagens behandling var der udpeget to skønsmænd, S, der skulle komme med en skønserklæring angående L’s kunder i perioden 2006 - 2007. S havde på egen hånd indhentet 76 årsrapporter fra 50 selskaber på cvr.dk, som S benyttede til udarbejdelsen af skønserklæringen, ligesom S på egen hånd havde kontaktet Finanstilsynet, T, for at få afklaret noget faglig viden angående § 71-vejledning og begrebet "indbyrdes forbundne kunder". S havde ved flere tidligere lejligheder stillet spørgsmål og anmodet om mere materiale fra parterne, hvilket hver gang var blevet imødekommet. G påstod, at det var i strid med partsmaksimen, at S på egen hånd havde indhentet årsrapporterne samt kontaktet T, hvorfor skønserklæringen skulle udgå af sagen. VL fandt, at der var tale om offentligt tilgængelige oplysninger, som var indhentet fra et offentligt register, og der var tale om oplysninger, som var sædvanlige ved vurderingen af et selskabs økonomiske forhold. S burde have kontaktet parterne, inden de indhentede årsrapporterne, så parterne havde kendskab til og mulighed for at udtale sig om, at materialet indgik i udarbejdelsen af skønserklæringen. Denne fejl kunne dog ikke føre til, at skønserklæringen skulle udgå af sagen. S havde i skønserklæringen angivet deres forudsætninger om L’s kendskab til oplysninger om de forskellige selskabers resultat mv., hvorfor det måtte indgå i bevisvurderingen ved hovedforhandling, i hvilket omfang denne forudsætning var korrekt, og hvilken vægt der i den forbindelse kunne lægges på skønserklæringen. Der var ikke påvist forhold om S’ kontakt til T, der var ressortmyndighed på området, som gjorde, at skønserklæringen skulle udgå af sagen. Skønserklæringen blev derfor tilladt.

Forlig og dommertilkendegivelser

W. E. von Eyben: Dommer-tilkendegivelser, 1. udg., 1987, 176 sider, GadJura. Anmeldt af Niels Gangsted-Rasmussen i ADV 1988.57 ff., Erik Riis i UfR 1988 B.179-183, samt af H. Kallehauge i JUR 1988.269-276. Hele bogen kan læses her

Christian Bache, Michael Kistrup og Lene Larsen: Dommen, 1. udg. 2003, 238 sider, DJØF.

Stig Jørgensen i ADV 1989.105-106: Udviklinger

Indeholder bl. a. en kritik af dommertilkendegivelser.

W. E. von Eyben i UfR 1989 B.36-37: Dommertilkendegivelser i principielle sager

Fremdragelse af konkrete sager, der belyser det uheldige i, at principielle sager afsluttes ved tilkendegivelser.

Stig Jørgensen i Lov & Ret nr. 8/1995 p. 28-30: Retssikkerheden prisgivet til fordel for bekvemmelighed

Kritiserer den manglende protokollation af parts- og vidneforklaringer og indførelsen af mundtlige tilkendegivelser i stedet for skriftlige domme.

Torben Goldin i FM 1999.142-149: Forligsmægling i civile sager.

Michael Wiisbye i UfR 2000 B.477-481: Krav på dom efter tilkendegivelse?

Konkluderer, at en part altid har krav på dom.

Henrik Karl Nielsen i ADV nr. 8/2007 p. 40-41: Hellere forligsmægling end tilkendegivelse

Lin Adrian, Sanne Bager og Clement Salung Petersen i JUR 2015.98-106: Perspektiver på forligsmægling

Rasmus Grønved Nielsen i JUR nr. 6/2019 p. 240-258: Retsforlig om myndighedsudøvelse

UfR 1996.40 ØLK: Dommerfuldmægtig i Ringsted havde under et forberedende retsmøde tilkendegivet sin foreløbige opfattelse af sagen. ØL lagde til grund, at tilkendegivelsen blev fremsat som led i rettens forligsmægling, jf. RPL § 268, stk. 1. En sådan tilkendegivelse kunne normalt ikke bevirke, at dommeren blev inhabil.

UfR 2001.1433/2 ØLK: Rettens tilkendegivelse havde først bindende virkning for parterne som retsforlig, når begge parter til retsbogen havde meddelt, at de var indforståede hermed. Da ingen af parterne havde meddelt en sådan indforståelse, var spørgsmålet om rettidig reklamation ikke afgjort af retten.

UfR 2000.543 HKK: Parterne havde indgået forlig og overladt det til retten at træffe bestemmelse om sagsomkostningerne - uden af tage kæreforbehold. Byretten i Århus, 4. afd., tilkendte herefter sagsøgeren 7.000 kr., hvilket byretten 12 dage senere erkendte var en fejl, idet sagsøgeren skulle være tilkendt et større beløb. Under disse omstændigheder fandtes sagsøgeren at have adgang til at kære byrettens afgørelse, jf. herved RPL § 270, stk. 2, 2. pkt.

UfR 2000.888 HKK: Appellanten havde efter landsrettens tilkendegivelse efter domsforhandlingen hævet anken, hvorefter VL hævede sagen, selv om indstævnte havde anmodet om at der blev afsagt dom i sagen. HR fandt, at RPL § 366 fandt tilsvarende anvendelse i ankesager. Heraf fulgte, at appellanten, når denne havde nedlagt sin påstand under domsforhandlingen, ikke længere ensidigt kunne hæve sagen. Efter dette tidspunkt kunne sagen kun hæves med samtykke fra indstævnte, selvom denne alene havde påstået stadfæstelse. Sagen blev derfor hjemvist til landsretten med henblik på afsigelse af dom. Komm. af Michael Wiisbye i UfR 2000 B.477-481: Krav på dom efter tilkendegivelse?

UfR 2001.518/2 HD: Begge parter havde uden forbehold tiltrådt et forligsforslag, som Østre Landsret fremsatte under retsmødet den 29.01.1999, om betaling af 113.000 kr. Forliget var derved endeligt indgået. Spørgsmålet om forligets gyldighed må herefter afgøres ved retterne i første instans, jf. RPL § 270, stk. 2, 1. pkt. Landsretten har derfor ikke haft hjemmel til at genoptage sagen og afsige dom som sket, hvorefter beløbet skulle forrentes med procesrente, hvorfor landsrettens dom blev ophævet.

UfR 2008.538 ØLK: Det samtykke, som sagsøgte, gav til udsættelse af sagen på parternes overvejelse af en tilkendegivelse fra Odense Byret, om at en eventuel dom ville falde ud til fordel for sagsøgte, indebar dermed ikke forhåndssamtykke til, at sagen kunne forliges og hæves, hvis sagsøgeren besluttede sig for at acceptere tilkendegivelsen. Da sagsøgte således ikke havde fraskrevet sig retten til at kræve sagen afgjort ved dom, hjemvistes sagen til BR med henblik på optagelse til dom. Som konsekvens heraf ophævedes tillige BR's omkostningsafgørelse.

UfR 2008.1026 ØLB: I anledning af udført renovationsarbejde på en ejendom, anlagde hovedentreprenøren Jørgensen og Sønner A/S, J, sag mod bygherren Ejerforeningen Bagsværd Hovedgade 188, E. E adciterede B.K. Consult ApS, B, der havde fungeret som byggeteknisk rådgiver, og B adciterede Vandex A/S, som var underleverandør. ØL fremsatte d. 21.11.2007 tilkendegivelse om sagernes udfald, og opfordrede parterne til forlig. J tiltrådte allerede ved retsmødet d. 21.11.2007 tilkendegivelsen. D. 03.12.2007 modtog ØL en telefax fra E's advokat, hvoraf det fremgik at E accepterede tilkendegivelsen. D. 04.12.2007 modtog ØL endnu en telefax fra E's advokat, hvor det præciseredes, at E's accept skete under forudsætning af, at sagens øvrige parter accepterede forslaget. D. 02.01.2008 konstaterede ØL, at der bortset fra forholdet mellem E og B var indgået forlig. Dette forhold blev derfor optaget til dom. E protesterede imod dette, og henviste til telefaxen af 04.12.2007. E krævede hele sagen optaget til dom. Dette afviste ØL med den begrundelse, at der allerede ved modtagelsen af telefaxen den 03.12.2007 var indgået et forlig. Det kunne telefaxen af 04.12.2007 ikke ændre på.

UfR 2013.622 VLK: I en sag om tilbageskødning af en ejendom mellem Frank Jensen Ejendomme ApS, F, og Vesthimmerlands Kommune, K, havde F anket dommen, med påstand om frifindelse. I et brev til VL meddelte F's advokat, A, d. 14.08.2012, at sagen var forligt, og at anken var tilbagekaldt. Denne tilbagekaldelse blev bekræftet af K's advokat, B, ved telefax, der blev modtaget i VL d. 15.08.2012. Senere samme dag modtog VL telefax fra A, i hvilken han angav at tilbagekalde brevet af 14.08.2012. Baggrunden for tilbagekaldelsen var, at F efter at have modtaget A's brev af 14.08.2012, havde meddelt som betingelse for et forlig, at F blev godtgjort selskabets udgifter til ejendomsskat mv. VL lagde til grund, at der forinden A's brev af 14.08.2012 var aftalt et forlig mellem A og B til afgørelse af den tvist, som ankesagen angik. Spørgsmålet om forligets gyldighed, herunder om A havde været bemyndiget til at indgå forlig som sket, måtte afgøres ved retterne i første instans, jf. RPL § 270, stk. 2, 1. pkt. VL hævede derfor ankesagen som forligt.

UfR 2013.2899 ØLK: A og B indgik ved Retten i Odense forlig. A gjorde efterfølgende indsigelse mod, at der i sagen skulle være indgået forlig, idet hans forligsforslag havde lydt på 8.800 kr., og B alene var villig til at betale 8.796,89 kr. BR optog sagen til dom, idet der var forskel i beløbene. ØL ophævede BR's kendelse, idet BR ikke havde hjemmel til på grundlag af indsigelsen mod forliget at genoptage sagen til dom.

UfR 2014.3124 ØLK: Sagsøgte F og sagsøger A , blev enige om, at indgå et udenretligt forlig. Parterne var enige om, at F skulle betale 100.000 kr. til A pr. kulance. Parterne var ligeledes enige om, at Københavns Byret skulle udmåle eventuelle omkostninger. Retten bestemte at F skulle betale sagsomkostninger til A. ØL fandt med hjemmel i RPL § 312, stk. 4, at hvis den tabende part har tilbudt, hvad der tilkommer modparten, skal modparten erstatte den tabende part udgifterne ved den efterfølgende del af processen. F havde forud for sagens anlæg havde fremsat et sådan forlig, som blev indgået. ØL ændrede derved byrettens afgørelse, og afgjorde, at A skulle betale F omkostninger for byretten, jf. RPL § 312, stk. 3 analogt.

UfR 2019.2293 ØLD: Parter havde ikke retskrav på, at dom blev afsagt i overensstemmelse med begrundet tilkendegivelse

I anledning af et køb af ubebygget grund anlagde køber, K, sag mod sælger, S, med påstand om betaling af 244.000 kr. som erstatning for afholdte udgifter til oprensning af grunden efter en forurening med fyringsolie. Retten i Lyngby fremsatte ved afslutningen af hovedforhandlingen en tilkendegivelse med henblik på K og S’ stillingtagen til, om de ville forlige sagen i overensstemmelse hermed. Efter tilkendegivelsen skulle S betale 180.000 kr. til K. K og S opnåede ikke forlig. BR frifandt efterfølgende C. VL fandt, at retten med parternes samtykke kunne udsætte sagen med henblik på parternes stillingtagen til rettens forligsforslag i stedet for straks ved hovedforhandlingens afslutning at optage sagen til afgørelse, jf. RPL § 365, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsens formulering, som ændret ved lov nr. 538 af 08.06.2006 om ændring af RPL m.v., tilsigtede ikke nogen ændring i den hidtidige praksis med "forligsforslag", hvorefter retten normalt kom med en tilkendegivelse af en doms forventede resultat. Selv om rettens tilkendegivelse normalt ville være en tilkendegivelse af en doms forventede resultat, havde en part ikke retskrav på, at dom blev afsagt i overensstemmelse med tilkendegivelsen. BR’s dom blev derfor ikke ophævet.

UfR 2019.2985 ØLD: Afvisning af ankesag om fortolkning af udenretligt forlig, der blev indgået under ankesagens forberedelse, da fortolkning af udenretligt forlig ifølge toinstansprincippet henhørte under afgørelse ved retterne i 1. instans

Efter Retten i Roskilde traf afgørelse om H og M’s mellemværende, indgik H og M under ankesagens forberedelse et udenretligt forlig, hvor H betalte 300.000 kr. til M. Der var uenighed om, hvem der ifølge forliget skulle betale sagsomkostningerne for BR på i alt 90.000 kr. ØL fandt, at det fulgte af almindelige retsplejeprincipper, særligt toinstansprincippet, at fortolkning af forliget henhørte under afgørelse ved retterne i 1. instans. H og M skulle ifølge forliget bære egne omkostninger for ØL. Der var herefter ikke grundlag for at træffe afgørelse om sagsomkostningerne, da fortolkningen af H og M’s vedtagelse om sagsomkostningerne henhørte under afgørelse ved retterne i 1. instans. ØL afviste derfor anken.

Hjemvisning

UfR 2008.1709 VLK: Fogedretten i Sønderborg havde afvist et betalingspåkrav på 19.164,94 kr. fra en udlejers advokat vedrørende et krav mod en fraflyttet lejer, da betalingspåkravet ikke angav, hvorvidt fristen i LL § 98, stk. 2 var overholdt. VL udtalte, at efter RPL § 477 b, stk. 3, nr. 4 skulle et betalingspåkrav indeholde en ”kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder”, som kravet blev støttet på. VL fandt, at hverken RPL § 477 b, stk. 3, nr. 4, eller bestemmelsens forarbejder gav grundlag for at fastslå, at det af betalingspåkravet skulle fremgå, at reglen i LL § 98, stk. 2, var iagttaget. Herefter, og da betalingspåkravet i øvrigt indeholdt en tilstrækkelig beskrivelse af de faktiske og retlige omstændigheder, som kravet blev støttet på, ophævede VL fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved fogedretten.

UfR 2008.2502 VLD: JM Diesel-Service Vejle ApS, J, havde lagt sag an mod Baltika Danmark ApS, B, med påstand om betaling af 45.606,25 kr. vedrørende reparationer af en lastbil af mærket Volvo. Ved et retsmøde d. 29.03.2007 gav Byretten i Kolding B et advokatpålæg, og noterede i retsbogen, at hvis retten ikke senest d 16.04.2007 havde hørt fra en advokat, der repræsenterede B, ville der kunne afsiges udeblivelsesdom i sagen. Byretten i Kolding valgte d. 02.05.2007 at afsige udeblivelsesdom i sagen, og nægtede herefter at genoptage sagen, hvilket B kærede til landsretten. VL bemærkede, at der i retsmødet d. 29.03.2007, hvori B blev pålagt at lade sagen udføre ved advokat, ikke blev berammet noget nyt retsmøde, og det blev i retsmødet ikke pålagt B ved den antagne advokat inden en angiven frist at indlevere et processkrift om et nærmere angivet spørgsmål. Herefter udtaltes det, at B derfor ikke var udeblevet fra noget retsmøde, som B var indkaldt til efter RPL § 352, stk. 3, § 353 eller § 355, stk. 1, jf. § 259, stk. 3, 1. pkt., 2. led, og § 360, stk. 3. B havde derfor heller ikke undladt rettidigt at indlevere et processkrift efter RPL § 355, stk. 2, jf. § 259, stk. 3, 1. pkt. 1. led, og § 360, stk. 5. Der havde derfor ikke uden berammelse af yderligere retsmøder eller pålæg om indgivelse af yderligere processkrift været hjemmel i RPL § 360, stk. 3 eller stk. 5, til at afsige dommen af 02.05.2007. Herefter hjemviste VL sagen til Byretten i Kolding til fornyet behandling.

UfR 2008.2742 ØLK (SKM2008.800 ØLK): Da en skyldners hustru i 2005 fik opholdstilladelse i medfør af UDL § 9, stk. 1, nr. 1, påhvilede det skyldneren, S, at stille økonomisk sikkerhed for eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hustruen, jf. UDL § 9, stk. 4, 1. pkt. Sikkerheden blev stillet derved, at S's bank udstedte en anfordringsgaranti over for S's kommune. S's bank fik samtidig håndpant i indeståendet på en til formålet oprettet konto i banken. Indeståendet svarede til størrelsen af den stillede anfordringsgaranti. I 2008 foretog SKAT udlæg i indeståendet på S's konto (med respekt af bankens bedre ret). S gjorde gældende, at pengene tilhørte hans hustru, og at de stod på en konto i hans navn, fordi det af UDL § 9, stk. 4, 1. pkt., fremgik, at han skulle stille sikkerhed for eventuelle fremtidige udgifter. Fogedretten i Svendborg ophævede det af SKAT foretagne udlæg, men ØL fandt, at beløbet på S's konto tilhørte S. ØL lagde navnlig vægt på, at bankkontoen var oprettet i S's navn, at S havde givet håndpant i det til enhver tid værende indestående på kontoen, samt at håndpantsætningserklæringen indeholdt en tvangsfuldbyrdelsesklausul. Sagen blev herefter hjemvist til fogedretten til fornyet behandling.

UfR 2009.80 ØLK: Ved stævning af 14.04.2008 anlagde A og B sag ved Holbæk Ret mod C med påstand om, at C blev tilpligtet at betale A og B det beløb, som en af retten udmeldt skønsmand måtte nå frem til efter en besigtigelse af deres ejendom og efter at have besvaret spørgsmålene i et til stævningen vedlagt skønstema, C påstod frifindelse. Da A og B ikke inden en af BR fastsat frist havde nedlagt en påstand afviste BR sagen af egen drift, efter RPL § 349, stk. 1, jf. § 348, stk. 2, nr. 3. ØL udtalte, at det af forarbejderne til RPL § 349, stk. 1, fremgik at retten i ukomplicerede sager skulle foretage en prøvelse af stævningen for at undgå, at sagsøgte skulle tage stilling til en mangelfuld stævning, der alligevel ikke kunne danne grundlag for sagens videre behandling. I mere komplicerede sager kunne en stævning, der var for mangelfuld til at danne grundlag for en dom, anvendes som grundlag for sagens behandling, hvis sagsøgte gav møde, jf. betænkning om behandlingen af borgerlige sager nr. 698/1973, side 133. Herefter, og da C havde svaret i sagen uden at finde anledning til at påstå afvisning som følge af den nedlagte påstand, fandt ØL ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for, at BR nu efter RPL § 349, stk. 1, jf. § 348, stk. 2, nr. 3, af egen drift kunne afvise sagen. ØL ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fortsat behandling.

UfR 2009.95 ØLD: T var ved Retten i København fundet skyldig i overtrædelse af FÆL § 26, stk. 6 og var blevet idømt en bøde samt en betinget frakendelse af førerretten. T ankede dommen med påstand om rettergangsfejl af BR ved ikke at foranstalte bevisførelse i form af vidneførsel, jf. RPL § 898, stk. 2. I mangel af nærmere oplysninger fra anklagemyndigheden om det passerede under hovedforhandlingen i BR, herunder om årsagen til, at en cyklist under de foreliggende omstændigheder ikke blev afhørt som vidne i sagen, fandt ØL, at BR burde have undersøgt, om yderligere oplysninger, herunder bevisførelse, burde have været tilvejebragt, og givet T lejlighed til at komme med sine bemærkninger hertil, jf. RPL § 898, stk. 2. Retsbogen indeholdt heller ikke oplysninger til belysning af det passerede. På denne baggrund fandt ØL det rettest, at dommen blev ophævet, og at sagen blev hjemvist til fornyet behandling, jf. RPL § 925, stk. 1, sammenholdt med § 927, stk. 1, nr. 2.

UfR 2009.530 ØLK: Retten i Roskilde genoptog d. 21.07.2008 en sag hvor A d. 30.06.2008 var blevet dømt som udebleven. Da A ikke havde indgivet et svarskrift, blev sagen på ny afvist d. 29.08.2008. I endnu en anmodning om genoptagelse redegjorde A nærmere for ønsket om genoptagelse. BR henviste d. 01.10.2008 til sin tidligere afgørelse. ØL ophævede BR's afgørelse, og hjemviste sagen til BR til afgørelse af begæringen om genoptagelse, da BR i afgørelsen af 01.10.2008 ikke havde taget stilling til, om der forelå sådanne ganske ekstraordinære omstændigheder, at der uagtet overskridelse af 4-ugers-fristen var grundlag for at genoptage sagen i medfør af RPL § 367, stk. 1, 2. pkt.

UfR 2009.589 VLK: Virksomheden S havde ved Fogedretten i Hjørring anlagt en forbudssag med påstand om at virksomheden F blev pålagt forbud mod at producere, markedsføre, sælge og levere bundfældningstanken 5PE. Under fogedsagen blev der afgivet forklaringer samt afholdt syn og skøn, hvorefter Fogedretten nægtede at nedlægge forbud, afgørelsen blev senere stadfæstet af VL. S anlagde herefter sag ved Byretten i Hjørring med påstand om, at F's produktion, markedsføring, salg og levering af bundfældningstanken var i strid med MFL § 1. F gjorde gældende at den nye sag og den tidligere sag var helt identiske, hvorfor Fogedrettens kendelse og VL's kendelse var formelt og materielt retskraftig mellem parterne. BR afviste sagen. VL anførte at et fogedforbud var et foreløbigt retsmiddel, der - når forbud blev nedlagt - krævede et søgsmål i første instans, jf. RPL § 648, stk. 1, jf. RPL §§ 634-636. Den omstændighed, at Fogedretten havde fundet, at S ikke havde krav på, at F afstod fra produktion m.v. af bundfældningstanken, og derfor havde nægtede at nedlægge forbud, fandtes ikke at afskære S fra at søge sit krav gennemført ved anlæg af sag i første instans. Det fandtes ikke at kunne føre til andet resultat, at Fogedrettens kendelse var blevet stadfæstet af VL. Sagen blev herefter hjemvist til BR til fornyet behandling.

UfR 2009.2692 HKK: En boligorganisations byggeafdeling, B, udtog i februar 2008 stævning mod 21 lejere i en ejendom. I juli 2007 var der ved en urafstemning, truffet beslutning om renovering af ejendommen, og B påstod, at de 21 lejere skulle anerkende, at den pågældende beslutning var gyldig. Under henvisning til, at der var begået en skrivefejl, anmodede B imidlertid, inden der var blevet afgivet svarskrift, retten om tilladelse til at berigtige stævningen. Sagsøgeren var angivet som B, og ændringen skulle bestå i, at sagsøgeren blev ændret til en nærmere angivet afdeling under den lokale boligorganisation, A, subsidiært at stævningen måtte anses for indgivet af B som mandatar for A. De 21 lejere gjorde indsigelse mod berigtigelsen af stævningen, men boligretten tillod berigtigelsen ved kendelse. En af de sagsøgte lejere, L, kærede boligrettens afgørelse til landsretten, der stadfæstede boligrettens kendelse. HR udtalte, at den berigtigelse af stævningen, som B ønskede, gik ud over, hvad der uden samtykke fra L kunne afhjælpes i medfør af RPL § 349, stk. 2, hvorfor stævningen ikke kunne tillades ændret. HR ophævede følgelig landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i boligretten.

UfR 2009.2831 VLK: Bankkunden K anmodede, i en sag anlagt mod K, af Østjydsk Bank A/S, B, om at sagen i medfør af RPL § 361 blev indbragt for Pengeinstitutankenævnet, P, hvilket Retten i Horsens imødekom. BR's beslutning blev af B kæret til VL, der anførte, at der efter de anbringender, der var gjort gældende, sammenholdt med indholdet af den skriftlige kautionserklæring forelå usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger, og parterne havde da også i processkrifterne anført, at de ønskede at foretage afhøring af en repræsentant fra B, af K og af et vidne. Dette bevirkede at sagen derfor måtte skønnes uegnet til behandling i P og skulle derfor fortsat behandles ved domstolene, jf. RPL § 361, stk. 1, 2. pkt., in fine, jf. også § 7, stk. 1, i vedtægterne for P. BR's beslutning blev hævet og sagen hjemvist til fortsat behandling ved BR.

UfR 2010.745 HD: A var i 1998 udsat for en arbejdsulykke, idet han under udførelsen af sit arbejde fik et strømstød gennem sine fingre på højre hånd. Umiddelbart efter ulykken fik A smerter i højre hånd og arm samt føleforstyrrelser i nogle fingre på højre hånd. Efter nogle måneder fik han yderligere gener i form af smerter i nakke, skulder og ryg samt hovedpine, ligesom han senere udviklede forskellige psykiske symptomer. Det var ubestridt, at A's samlede erhvervsevnetab var betydeligt. A, der i juni 2002 fik tilkendt mellemste førtidspension, anførte, at det samlede erhvervsevnetab var en følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen, S, anførte, at det alene var de direkte følger, der kunne henføres til arbejdsskaden, hvorfor A's samlede erhvervsevnetab overvejende skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. HR udtalte, at S ikke havde godtgjort, at det var overvejende sandsynligt, at de ikke umiddelbart opståede lidelser helt eller delvis skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. Erhvervsevnetabet var derfor en følge af arbejdsskaden. Sagen blev hjemvist til fornyet administrativ behandling med henblik på fastsættelse af størrelsen af det samlede erhvervsevnetab. HR ændrede hermed ØL's afgørelse.

UfR 2010.1135 HKK: I 1999 blev T idømt en foranstaltningsdom, der blev ophævet i 2005 på grund af proportionalitetshensyn. T blev d. 04.01.2002 udskrevet administrativt og samme dag varetægtsfængslet. Prøvelsen af udvisningen blev ikke i den anledning eller senere indbragt for domstolene, jf. UDL § 50 a. HR bemærkede, at en udlænding, der var omfattet af UDL § 50 a, stk. 2, efter bestemmelsen havde krav på en retlig prøvelse af, om udvisningen af ham skulle ophæves, fordi hans helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod udsendelse. Hvis prøvelsen resulterer i, at udvisningen blev ophævet, havde ophævelsen virkning også efter et eventuelt senere ophør af den strafferetlige foranstaltning. Adgangen til at få prøvet, om udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod udsendelse, var en væsentlig retssikkerhedsgaranti for udlændingen. Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde undladt rettidigt at indbringe spørgsmålet om op­hævelse af udvisningen for retten, kunne ikke afskære T fra at få prøvet, om udvis­ningen af ham skulle ophæves ud fra kriteriet i § 50 a. HR hjemviste herefter sagen til Retten i København med henblik på en realitetsbehandling af spørgsmålet om ophævelse af udvisningen i medfør af UDL § 50 a. Med kendelsen ændrede HR såvel BR's som ØL's afgørelse.

UfR 2010.1380 HKK: T, blev anmeldt for overtrædelse af skattekontrolloven ved i perioden fra oktober 2003 til juni 2005, at have foretaget 248 betalinger med et udenlandsk betalingskort i Danmark til en værdi af ca. 1 mio. kr. Retten i Lyngby ved dommer D afsagde kendelse om, at de udenlandske banker skulle pålægges edition, for så vidt angik T's konti. Der blev endvidere truffet bestemmelse om beslaglæggelse af det til opfyldelse af editionspålægget tilvejebragte materiale, jf. RPL § 803, stk. 1. BR kendelse blev hjemvist af ØL, da T's forsvarer, A, ikke var blevet underrettet om retsmødet. D nåede til samme resultat efter, at A havde haft mulighed for at udtale sig. ØL stadfæstede kendelserne. A gjorde overfor HR gældende, at D var inhabil ved afsigelsen af de nye kendelser, da han havde taget stilling til det foreliggende materiale tidligere. Ydermere anførte A, at betingelserne for edition og beslaglæggelse, jf. RPL § 806, stk. 2, ikke var opfyldt. HR stadfæstede ØL begrundelse. Vedrørende D's inhabilitet udtalte HR, at den fornyede behandling havde indebåret en fuldstændig ny behandling af sagens materielle spørgsmål om edition mv., og at fejlen ifht. den manglende indkaldelse ikke havde været af en sådan karakter, at D var inhabil. HR udtalte endvidere, at betingelserne efter retsplejeloven for at meddele pålæg om edition og om beslaglæggelse som grundlag for en international retsanmodning i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstande herom var anset for opfyldt, hvorfor RPL § 806, stk. 2, også var opfyldt.

UfR 2010.1480 ØLK: Retten i Holbæk indkaldte til et forberedende retsmøde, der skulle afholdes som telefonmøde. A's advokat foretog ikke opkaldet, hvorefter B's advokat anmodede om, at sagen blev afvist, hvilket BR imødekom, jf. RPL § 360, stk. 1, jf. § 353. Da indkaldelsen ikke indeholdt oplysninger om den mulige retsvirkning ved manglende deltagelse, var der ikke grundlag for at afvise sagen, hvorfor ØL ophævede BR's beslutning. Sagen blev hjemvist til forsat behandling ved BR.

UfR 2011.32/2 VLK: Et interessentskab var ophørt med at eksistere, og den eneste af de to tilbageværende interessenter, I, ønskede at tinglyse en navneændring. Den tilbageværende interessent anmodede Tinglysningsretten om at notere navneændringen, således at han stod registreret som ejer af ejendommen. Tinglysningsretten afviste anmodningen med den begrundelse, at overgang fra en juridisk enhed til en anden krævede anmeldelse af adkomstdokument i form af skøde og betaling af afgift. I havde henvist til UfR 2001.1553 VLD, hvilket VL også gjorde, og dermed ophævede Tinglysningsrettens afgørelse og hjemviste sagen med henblik på notering som begæret.

UfR 2011.45 ØLK: A havde lagt sag an mod et fjernvarmeselskab, vedr. det areal, som han skulle betale fjernvarmeafgift for. Sagen blev ved Retten på Nykøbing Falster afvist, da A's påstand ikke fandtes egnet som grundlag for en domskonklusion. ØL fandt, at BR burde have bistået A med en præcisering af påstanden, hvorfor sagen hjemvistes til fortsat behandling ved BR.

UfR 2011.46 ØLK: Sagen vedrørte A's krav på betaling for elforbrug mod B. B gjorde gældende, at der ikke var vejledt om muligheden for nævnsbehandling. B blev repræsenteret af advokat, og såfremt der ønskedes nævnsbehandling, skulle anmodning være fremsat til retsmødet, jf. RPL § 361, stk. 2. ØL lagde ved sin afgørelse til grund, at Retten i Holbæk ikke havde gjort B bekendt med muligheden for nævnsbehandling, hvorfor sagen hjemvistes, da der forelå særlige omstændigheder som nævnt i RPL § 361, stk. 2, sidste pkt.

UfR 2011.1518 ØLK: A fremsatte en begæring om, at der overfor B blev foretaget tvangsauktion, subsidiært udlæg. A oplyste, at B kunne træffes i Københavns retskreds, X, og at B muligvis havde aktiver i Helsingør retskreds, Z. Fogedretten i Lyngby, Y, for hvem A havde fremsat sin begæring, afviste begæringen med henvisning til et retsforlig, A og B havde indgået om, at tvangsfuldbyrdelse skulle ske i Y. ØL udtalte, at parternes forhåndsaftale om tvangsfuldbyrdelse i Y var ugyldig, da der ikke i RPL § 487, stk. 1 om værneting ved tvangsfuldbyrdelse var henvist til RPL § 245, stk. 1 om værnetingsaftaler. ØL fremhævede dog, at afvisning ikke skulle ske i medfør af RPL § 489, stk. 1, hvis begæringen efter RPL § 489, stk. 2 henvistes til en anden fogedret. Hjemvisning af sagen til Y skete derfor, således at denne kunne træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skulle henvises til X eller Y.

UfR 2011.2438 ØLK: Fogedretten i Svendborg imødekom A's anmodning om en undersøgelse hos B efter RPL kap. 57 a. A ønskede at sikre bevis for krænkelse af sine ophavsrettigheder eller mønsterrettigheder. Fogedretten udnævnte en edb-sagkyndig, der fik overgivet beslaglagt materiale med henblik på undersøgelsen, jf. RPL § 653 b, stk. 4, 4. pkt. Fogedretten lod A fastsætte en del af bevissikringsundersøgelsen uden at inddrage B, hvilket var i strid med RPL § 653 b. Den pågældende undersøgelse var ligeledes i strid med RPL § 653, stk. 3 og stk. 4. Det fandtes yderligere, at den sagkyndiges rapport var i strid med RPL § 653, stk. 4, 4. pkt. Af disse grunde, hjemviste ØL sagen til fornyet behandling ved fogedretten.

UfR 2012.39 ØLK: Advokatfirmaet, L, havde udført arbejde for B vedr. en omstødelsessag i forbindelse med et konkursbo, hvor E var direktør. L stævnede B for et salær på 17.500 kr. B gjorde indsigelse mod salæret med den påstand, at advokat C havde lækket oplysninger om B og dermed havde indtaget en dobbelt rolle, jf. RPL § 126. B ønskede at indbringe sagen for Advokatnævnet, A, men L protesterede. Efter et skøn over de i sagen foreliggende oplysninger fandt Retten i Odense ikke, at det var åbenbart, at der ikke kunne gives B medhold ved A, jf. RPL § 361, stk. 5, hvorfor BR hævede sagen og sendte den til behandling ved A. ØL fandt, at B's indsigelser over for salæret drejede sig om overtrædelse af de advokatetiske regler. Det var ikke godtgjort indsigelse mod salærets størrelse eller om, at det udførte advokatarbejde i forbindelse med retssagen, var mangelfuldt udført. Tilsidesættelse af god advokatskik kunne medføre en sanktion i form af irettesættelse eller bøde. ØL fandt herefter, at der ikke var grundlag for at hæve sagen og sende den til behandling ved A, jf. RPL § 361, stk. 5, jf. stk. 1. ØL ophævede BR's kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling.

UfR 2012.1970 ØLD (TFA 2012.289/2 ØLD): Frederiksberg Ret havde afsagt dom i en sag om FM til to børn: Den dommer, der afgjorde sagen, havde ikke overværet det retsmøde, hvor parterne afgav forklaring, og parterne havde ikke i et efterfølgende retsmøde med den nye dommer vedståede de afgivne forklaringer. ÆL fandt, at RPL § 214, stk. 3 ikke var iagttaget, og dette udgjorde en fejl med en sådan betydning for sagens behandling, at den indankede dom ophævedes, og at sagen hjemvistes.

UfR 2012.1960 ØLD: Efter et færdselsuheld nedlagde bilisten, B, som var blevet påkørt af en cyklist, A påstand om, at A var forpligtet til at betale erstatning til B på 7.896,01 kr. inkl. Moms for skader på bilen. Beløbet udgjorde et fremlagt værkstedstilbud. B foretog ikke udbedring i henhold til tilbuddet, men solgte i stedet efterfølgende bilen for 17.000 kr. Retten i Frederiksberg fandt herved ikke godtgjort, at B havde lidt et tab svarende til den nedlagte påstand. BR frifandt derfor A. ØL anførte, at behandling af sager om småsager medførte retten en udvidet vejledningspligt, jf. RPL § 406. Efter de foreliggende oplysninger i sagen havde BR ikke vejledt parterne i nærværende sag tilstrækkeligt om relevante anbringender og beviser, herunder om bevisførelse om ansvarsgrundlag og oplysninger om, hvorvidt de skader B's erstatningskrav angik, hidrørte fra det pågældende færdselsuheld, samt om nærmere dokumentation for tabet ved salget af bilen. BR havde endvidere afgjort sagen på grundlag af et synspunkt, der ikke syntes at være gjort gældende af A. ØL ophævede derfor dommen afsagt af BR og hjemviste sagen til fornyet behandling ved BR, så sagens forberedelse kunne genoptages med henblik på at yde supplerende vejledning til parterne og tilvejebringe yderligere oplysninger i sagen.

UfR 2012.3165 ØLK: I forbindelse med en sag blev A pålagt at indgive et processkrift med præcisering af påstande og anbringender. Dette skete ikke inden for den fastsatte tidsfrist, hvorfor sagen blev afvist. Imidlertid blev der heller ikke truffet afgørelse om sagens omkostninger. De sagsøgte parter, P, fremsatte anmodning om fastsættelse af sagsomkostningerne. Retten i Svendborg bemærkede, at det var en fejl, da der ikke var truffet afgørelse om sagsomkostningerne. Efter henvisning til UfR 2004.1696 ØLK fandt BR, at fastsættelsen af sagsomkostninger ved sagens behandling kun kunne ske ved landsrettens kendelse efter kære af afgørelsen. Derfor blev P's påstand om fastsættelse af sagsomkostningerne ikke taget til følge. P kærede beslutningen. ØL udtalte, at BR burde havde genoptaget sagen med henblik på at tage stilling til P's anmodning om tilkendelse af sagsomkostninger, jf. princippet i RPL § 222. ØL ophævede af den grund BR's kendelse, og sagen blev hjemvist til behandling af P's anmodning om tilkendegivelse af sagsomkostninger.

UfR 2013.1867 ØLK: En fast ejendom blev efter anmodning fra konkursboet, K, sat på tvangsauktion. Første auktion blev afholdt d. 08.02.2011, og en ny auktion blev afholdt d. 08.03.2011, hvor der blev givet endeligt hammerslag til A. Det fremgik af panthaverregnskaber, som var fremlagt forud for begge auktioner, at der var et administrationshonorar på 48.000 kr. ekskl. moms. A anmodede første gang d. 29.06.2011 fogedretten i Roskilde om at træffe afgørelse om nedsættelse af K's administrationshonorar. Fogedretten afviste ved kendelse af d. 21.12.2012 A's anmodning. ØL hjemviste sagen til fornyet stillingtagen med den begrundelse, at det fremgik af retsbogen for de to auktioner, at K havde oplyst, at størstebeløbet, der skulle betales ud over budsummen, ikke ville overstige 288.000 kr., og at fogedretten således ikke tidligere havde taget stilling til størrelsen af administrationshonoraret, og A derfor ikke var afskåret fra at protestere over kravet, jf. RPL § 582, 1. pkt.

UfR 2014.342 VLK: VL hjemviste en sag til Retten i Herning, jf. RPL § 226, stk. 1, da BR ikke havde taget stilling til, om sagen var af principiel karakter. VL kunne herefter ikke behandle sagen.

UfR 2015.3493 VLD Boligretten tilkendte sagsøger mere end påstået, dommen blev derfor ophævet og hjemvist til fornyet behandling.

I forbindelse med en uoverensstemmelse mellem U og L vedrørende et lejemål, traf Boligretten afgørelse om, at L skulle anerkende, at ophævelsen af lejemålet var berettiget. Ydermere skulle L fraflytte lejligheden inden 30-04-2014, selvom U ikke havde nedlagt påstand herom. Da sagen blev anket, hjemviste VL sagen til fornyet behandling, idet U havde fået tilkendt mere end påstået jf. RPL § 388, stk. 1.

FM 2017.6 VLK: Sag var blevet anlagt på ny, efter et forgæves forsøg på at kære afvisningen, hvorfor det havde bevaret sin fristafbrydende virkning.

L havde anlagt sag mod U, men havde ved en fejl ikke indgivet påstandsdokumentet rettidigt, hvorfor sagen blev afvist. Da L ikke havde fået tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, kunne sagen ikke kæres. L anlagde derfor en ny sag. BR afviste sagen. VL fandt, at i det foreliggende tilfælde forsøgte L før det fornyede sagsanlæg at kære byrettens kendelse om afvisning af sagen på grund af manglende påstandsdokument, og U blev underrettet om kæremålet. Den omstændighed at sagen først blev anlagt på ny, efter at L forgæves havde forsøgt at kære afvisningen, kunne ikke føre til, at det oprindelig rettidigt anlagte sagsanlæg ikke havde bevaret sin fristafbrydende virkning. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at der var tale om en lejesag og ikke en sag mod en offentlig myndighed. L's påstand om ophævelse af BR's dom og hjemvisning af sagen til realitetsbehandling ved boligretten blev derfor taget til følge.

FM 2017.85 ØLK: Spørgsmål om forældelse burde ikke have været realitetsbehandlet ved delhovedforhandlingen, men derimod skulle det ske i forbindelse med realitetsbehandlingen af sagens øvrige materielle spørgsmål.

Køber, K, mente at have opnået ejendomsret til en ejendom, da der mellem K og sælger, S, var indgået en købsaftale i 2011, som efterfølgende var blevet underskrevet med et betinget skøde. BR fandt, at udskille spørgsmålet om forældelse til delhovedforhandling og tog på skriftligt grundlag stilling hertil. S skulle anerkende, at K's eventuelle erhvervelse af ejendommen ikke var bortfaldet som følge af forældelse. ØL fandt, at henset til karakteren af parternes anbringender om forældelsesspørgsmålet i forbindelse med delforhandlingen fandtes det, at BR – i overensstemmelse med sin vurdering af det forelagte faktum og de påberåbte anbringender – ikke burde have truffet en realitetsafgørelse vedrørende forældelsesspørgsmålet, men burde have besluttet, at afgørelsen af forældelsesspørgsmålet skulle ske i forbindelse med realitetsbehandlingen af sagens øvrige materielle spørgsmål. Det var ikke godtgjort, at parterne i forbindelse med delforhandlingens forberedelse eller gennemførelse havde disponeret således, at BR var afskåret fra dette. Sagen blev derfor hjemvist til forsat realitetsbehandling.

FM 2017.279 ØLK: Da det ikke kunne antages, at skyldner manglede myndighed til at råde over en sag, blev fogedrettens afgørelse om at afvise sagen ophævet og hjemvist til forsat behandling

Fogedretten fandt, at skyldner, S, boede på et plejehjem. Under forkyndelse havde personalet til stævningsmanden bl.a. oplyst, at S var dement. Under disse omstændigheder blev sagen afvist, da der var begrundet mistanke om, at S ikke var proceshabil, og da de fornødne oplysninger til nærmere at vurdere dette ikke ville fremkomme, jf. RPL § 258, stk. 2. ØL fandt, at af RPL § 252, stk. 1, fremgik, at retten ikke på embeds vegne kunne afkræve parterne bevis for, at de var myndige til at råde over processen. Afvisning på grund af sagsøgers eller sagsøgtes mangel på myndighed til at råde over sagen ville derfor kun finde sted efter påstand. Af bestemmelsens stk. 2, fremgik, at retten dog på embeds vegne kunne afvise sagen straks, eller når de fornødne oplysninger ikke blev fremskaffet, blandt andet når der ifølge de oplysninger som forelå var grund til at antage, at nogen af dem manglede myndighed til at råde over sagen. Af forkyndelsesblanketten fremgik, at der var sket forkyndelse for S på et plejehjem. Stævningsmanden havde under “Særlige bemærkninger/observationer” anført: “Plejepersonalet oplyste, at S var dement, men at de ville foranledige, at hun fik hjælp til at håndtere sagen.” Det fandtes derfor, at de foreliggende oplysninger ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at antage, at S manglede myndighed til at råde over sagen. Afgørelsen blev derfor ophævet og hjemvist til fortsat behandling ved fogedretten.

UfR 2018.879 HKK: Ophævelse af kendelse om afvisning af ankesag, da retsbog med frist for betaling af berammelsesafgift ikke var sendt til appellanten

I forbindelse med berammelse af en ankesag om mangler ved en fast ejendom havde ØL fastsat frist for betaling af berammelsesafgift. Denne frist blev efterfølgende forlænget med bemærkning om, at overskridelse af fristen ville medføre afvisning af A’s påstand i ankestævningen. A betalte berammelsesafgiften til ØL en dag for sent, og ØL afviste derfor sagen. Det viste sig efterfølgende, at ØL’s retsbog med den nye frist ved en ekspeditionsfejl ikke var blevet sendt til A’s advokat, B. Herefter, og da der ikke var grundlag for at antage, at der var blevet fastsat en ny betalingsfrist under B telefonsamtale med ØL, ophævede HR ØL’s kendelse om afvisning og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved ØL.

UfR 2020.2624 VLK: Sag kunne ikke hæves, jf. RPL § 362, stk. 2, da afgørelsen om hævelsen var truffet efter, at der var nedlagt en påstand

Ankestyrelsen, A, havde i september 2019 truffet afgørelse om, at et barn, B, fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet, jf. servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 4, og sagen skulle genbehandles 2 år efter, jf. servicelovens § 62, stk. 2, jf. stk. 3. Sagen blev indbragt for domstolene efter anmodning fra B’s mor, C. C påstod nedsættelse af genbehandlingsfristen. Retten i Hjørring fandt, at de ville afgøre sagen med en tilkendegivelse, og A protesterede mod dette. BR bemærkede, at udfaldet ville blive, at A’s påstand om stadfæstelse blev taget til følge, hvorefter først C og derefter BR hævede sagen. A havde protesteret mod, at sagen blev hævet og havde anmodet om, at det skulle ske ved kendelse. VL fandt, at afgørelsen var truffet, efter C havde nedlagt en påstand. Dette var i strid med RPL § 362, stk. 2, da A ikke havde samtykket til at hæve sagen. Sagen blev hjemvist. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 135.

UfR 2020.3944 VLK: Da byretten ikke rettidigt havde gjort en forbruger bekendt med muligheden for behandling af sagen ved et nævn, jf. RPL § 361, stk. 3, skulle en anmodning herom tages til følge, selvom 4-ugers fristen, jf. RPL § 361, stk. 2, var overskredet

Entreprenør, E, havde d. 30.09.2019 anlagt sag mod en kunde, A, om manglende betaling på 62.000 kr. I et svarskrift gjorde A gældende, at det udførte arbejde var behæftet med mangler og accepterede at betale 20.000 kr. til E. Retten i Holstebro havde, d. 15.12.2019, vedtaget, at der ikke skulle indkaldes til et forberedende møde, og at parterne inden 14 dage skulle meddele, om de ønskede retsmægling. Fristen blev efterfølgende udsat til d. 10.01.2020. A anmodede d. 08.01.2020 om, at sagen blev indbragt for klagenævn i medfør af RPL § 361, stk. 1 og d. 22.01.2020 anmodede A om, at sagen blev anbragt for Byggeriets Ankenævn, N.

BR fandt, at en anmodning om, at en sag indbragtes for forskellige nævn i medfør af RPL § 361, stk. 1 skulle fremsættes senest 4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke skulle afholdes et forberedende møde, jf. RPL § 361, stk. 2. A’s anmodning kunne derfor ikke tages til følge, da den først blev fremsat d. 08.01.2020.

VL fandt, at der efter sagens karakter og forløb i øvrigt forelå særlige omstændigheder, jf. RPL § 361, stk. 2, 3. pkt., bl.a. da A skulle gøres bekendt med muligheden for behandling af sagen ved et nævn, jf. RPL § 361, stk. 3, hvilket BR ikke havde gjort A bekendt med. Sagen blev hjemvist til BR mhp. at sagen skulle ophæves og sendes til N. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 115.

UfR 2021.86 ØLK: Kendelse ved SH blev ophævet og hjemvist, da de med urette havde afvist at behandle kontorelevs principale påstand om ophævelse af afgørelse ved Tvistighedsnævnet

En kontorelev, A, opsagde sin uddannelsesaftale hos B og fremsatte krav om betaling. A og B indgik forlig, som A dog opfattede som bortfaldet grundet for sen betaling fra B. A anlagde sag ved Tvistighedsnævnet, N, jf. erhvervsuddannelseslovens § 63, stk. 2. N afviste sagen, da der var indgået forlig, jf. stk. 1. A anlagde derefter sag ved SH med principal påstand om, at N’s kendelse skulle ophæves og sagen hjemvises til realitetsbehandling. SH afviste A’s principale påstand.

ØL tog stilling til, hvorvidt SH med rette havde afvist at behandle A’s principale påstand om ophævelse af N’s kendelse om afvisning af sagen mellem A og B. Da N havde karakter af et forvaltningsretligt tvisteløsningsorgan med partsproces, skulle en klager, der ikke havde fået medhold ved N’s afgørelse, henvises til at anlægge retssag mod sin modpart i tvisten, når ingen af parterne gjorde gældende, at N’s afgørelse var ugyldig. SH havde således med urette afvist at behandle A’s principale påstand. Kendelsen blev ophævet og hjemvist til SH til fortsat behandling. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 24.

UfR 2021.3029 VLD: Der var ikke grundlag for at hjemvise sag om lejestigning, hvor Huslejenævnet havde inddraget en fejlbehæftet kendelse, da boligretten kunne korrigere kendelsens fejlagtige beregning

Huslejenævnet, N, havde skønsmæssigt nedsat det ved lejeberegningen indregnede afkast af generelle modernisering, godkendt en varslet forhøjelse af § 18 bidrag og tilsidesat en særlig månedlig opkrævning til trappevask som ulovhjemlet. Afgørelsen angik lejen for lejemålet, som L1-L2 lejede. U havde i forbindelse med sagens behandling henvist til en tidligere kendelse fra N, vedr. godkendelse af lejeforhøjelser for vinduer og faldstammer fra 1996.

Boligretten i Randers fandt, at beregningen af lejeforhøjelsen i den tidligere kendelse fra N fremgik som fejlbehæftet, idet der ved beregningen af lejeforhøjelsen bl.a. var medtaget 75 % af udgifterne til udskiftning af vinduer og altandøre, selv om det under N’s begrundelse var anført, at der alene skulle medtages med 25 % af udgiften. Derfor blev sagen hjemvist til fornyet behandling.

VL fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til N. BR kunne forholde sig til, om beregningen af lejen i N’s afgørelse var forkert som følge af en fejl i den tidligere afgørelse og i givet fald korrigere beregningen. Sagen blev fremmet til realitetsbehandling ved BR.

UfR 2021.3732 VLK: Der var ikke hjemmel til at afvise en sag om udsættelse af et lejemål, jf. RPL § 232, da der, uanset at handlingerne var betegnede som straffelovsovertrædelser, var tale om en sag om erstatningsansvar

A var blevet udsat af sin lejlighed i juli 2015. B1-B7 deltog i sagens behandling som kommunale medarbejdere, vicevært, foged, flyttefirma mv. A mente sig udsat for løgn og falsk og gjorde gældende, at udsættelsen var uberettiget. A påstod derfor at bære berettiget til godtgørelse og/eller erstatning fra B1-B7.

Retten i Kolding fandt, at overtrædelser af STRFL § 164 og § 276 a var undergivet offentlig påtale, og sager herom skulle rejses af anklagemyndigheden i strafferettens former. Indsigelse af lovligheden af en fogedforretning skulle fremsættes efter reglerne om appel af fogedsager og kunne ikke påkendes under et civilt søgsmål. Sagen blev derfor afvist, jf. RPL § 232, stk. 3, jf. stk. 1.

VL fandt, at efter A’s påstande var der tale om en sag om erstatningsansvar for påståede ansvarspådragende handlinger begået af B1-B7. At handlingerne betegnedes som straffelovsovertrædelser kunne ikke medføre, at BR ikke var saglig kompetent til at behandle sagen. Som følge heraf kunne BR ikke afvise sagen med hjemmel i RPL § 232. BR’s dom blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling.

UfR 2024.3920 ØLK (FM 2024.59 ØLK): ØL hjemviste en sag, og der var ikke grundlag for at sondre mellem hjemvisning til fortsat eller fornyet behandling, hvorfor fire ugers-fristen for anmodning om genoptagelse af sagens realitet fandt anvendelse, jf. RPL § 388

I to sambehandlede sager afsagde ØL d. 28.03.2023 ankedom, hvor BR’s dom blev ophævet og sagerne hjemvist til fortsat behandling. Sagsøgerne anmodede d. 28.04.2023 om, at der blev fastsat en frist for sagsøgtes indlevering af svarskrift. Sagsøgte skrev d. 19.06.2023, at sagerne burde afvises, da sagsøgerne ikke rettidigt havde anmodet BR om at genoptage sagerne.
    KBR fandt, at enhver af parterne efter afsigelse af en hjemvisningsdom i en ankeinstans inden fire uger efter hjemvisningsdommen kunne indgive skriftlig anmodning om fornyet behandling af sagen til den ret, til hvilken sagen var hjemvist, jf. RPL § 388. Fristen på fire uger var overskredet, og sagsøgtes påstand om afvisning blev taget til følge.
    ØL fandt, at RPL § 388 fandt anvendelse i ethvert tilfælde af hjemvisning. Ordlyden gav ikke anledning til at sondre mellem, om ankeinstansen i en sag, der blev behandlet efter lovens kap. 36, afsagde dom om hjemvisning til fortsat eller til fornyet behandling. Heller ikke forarbejderne til bestemmelsen gav grundlag for en sondring i bestemmelsens anvendelsesområde. Da dommen blev afsagt d. 28.03.2023, og da BR først modtog sagsøgernes henvendelse d. 28.04.2023, var fristen i RPL § 388 overskredet.

Litispendens

Johan Mielow Eriksen i UfR 2023 B.31-37: Efter Brexit – parallelle retssager og anti-suit injunctions

UfR 2020.2955 ØLK: En sag ved SH om krænkelse af varemærke skulle udsættes, indtil EUIPO havde afgjort en sag mellem samme parter om fortabelse og ugyldighed af samme varemærke

Et selskab, B, indbragte en sag om fortabelse og ugyldighed af et andet selskabs, A’s, varemærke for EUIPO. A anlagde efterfølgende sag hos SH om krænkelse af varemærket. SH afsagde kendelse om, at sagen om krænkelse af varemærke skulle udsættes til EUIPO havde truffet endelig afgørelse i sagen om varemærkets fortabelse og ugyldighed eller indtil sagen blev opgivet. A kærede afgørelsen om udsættelse. ØL fandt, at det fulgte af art. 128, stk. 4, i varemærkeforordningen, at der skulle ske udsættelse, så der ikke ville blive afsagt modstridende domme. Der var ikke tvivl om forståelsen af art. 128, stk. 4, og ØL afviste, at der skulle ske præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen. ØL stadfæstede udsættelsen. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 172.

Mundtlighedsprincippet

Oluf Engell i Festskrift i anledning af grundlovens 150 års jubilæum, udgivet af Advokatsamfundet juni 1999 p. 77-86: Offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.

Julie Arnth Jørgensen i ET nr. 3/2022 p. 150-153: Skriftlige parts- og vidneerklæringer

Nye påstande og anbringender

Peter Blume i UfR 1976 B.185-198: Om nova i retsplejen

UfR 1998.315 VLK (FM 1998.79/2): Sagsøgte havde i duplikken gjort gældende, at omstødelsessagen var for sent anlagt. Dette kunne ske, jf. RPL § 357, stk. 2, 2. pkt., og da sagsøgeren ikke havde protesteret inden 1 uge, kunne indsigelsen fremsættes.

UfR 2001.1178 ØLK: Sagsøgte var berettiget til at fremsætte nye anbringender i påstandsdokumentet, jf. RPL § 363, stk. 1, nr. 2.

UfR 2003.798 HD: Udflytternes Forsikring G/S havde anlagt sag mod Bjergsted Kommune med påstand om erstatning på 748.394 kr. for udgifterne til påbudte afværgeforanstaltninger efter udsivning fra olietank. ØL frafandt kommunen, da sagen var anlagt 20 måneder efter 6-måneders fristens udløb. Sagen blev anlagt i 1997. Under den efterfølgende skriftveksling afgav Bjergsted Kommune svarskrift, duplik og yderligere processkrifter uden at fremsætte indsigelse om søgsmålsfristen, og der blev efter kommunens begæring afholdt syn og skøn, bl.a. om afværgeforanstaltningernes hensigtsmæssighed og omkostningernes rimelighed. Først i et processkrift af 25. 01.2001 - efter at kommunens advokat den 19.10.2000 havde meddelt landsretten, at sagen for hans vedkommende var klar til berammelse - anførte kommunen som yderligere anbringende til støtte for sin frifindelsespåstand, at søgsmålsfristen var overskredet. Under disse omstændigheder måtte kommunen anses for at have frafaldet at gøre gældende, at sagen var anlagt for sent. Højesteret tog herefter forsikringsselskabets påstand til følge, således at dommen ophævedes, og sagen hjemvistes til fortsat behandling ved landsretten.

UfR 2007.2948 VLK: I en sag om erstatning efter en arbejdsulykke fremsatte A dagen før hovedforhandlingen i Hjørring Byret anmodning om tilladelse til at forhøje posten vedr. tabt arbejdsfortjeneste fra 226.925,60 kr. til 501.504,20 kr. A’s advokat oplyste om grunden til denne ændring, at A dagen før hovedforhandlingen var blevet opmærksom på, at den tabte arbejdsfortjeneste var opgjort på et forkert grundlag. Byretten afslog anmodningen. VL udtalte, at der ikke var oplyst omstændigheder, der godtgjorde, at det var undskyldeligt, at begæringen om forhøjelse af påstanden ikke var fremkommet på et tidligere tidspunkt, og der forelå heller ikke oplysninger om, hvorvidt en tilladelse til forhøjelse ville berøve sagsøgte muligheden for at varetage sine interesser. En nægtelse af tilladelse til den ønskede forhøjelse måtte imidlertid antages at kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for A, hvorved bemærkedes, at sagen angik erstatning efter en arbejdsulykke. VL tog derfor A’s påstand til følge, jf. RPL § 363, stk. 1, nr. 3, eventuelt således at der af byretten blev truffet bestemmelse om genoptagelse af hovedforhandlingen.

UfR 2009.762 HKK: Selskabet A indgav i d. 07.04.2005 en begæring til fogedretten i København om nedlæggelse af forbud mod selskabet N i forbindelse med N's lancering af et lægemiddel. A påstod forbud nedlagt mod markedsføring og salg af lægemidlet, da det efter A's opfattelse var i strid med A's allerede eksisterende patentrettigheder. A tilbagekaldte forbudsbegæringen d. 29.08.2005 ca. 14 dage før den mundtlige forhandling i fogedretten, og anmodede retten om at fastsætte sagsomkostninger. N blev af fogedretten tilkendt et samlet beløb på 509.400 kr. i sagsomkostninger, hvoraf 450.000 kr. var til dækning af advokatudgifter og 59.400 kr. var til dækning af udgifter i forbindelse med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, fogedretten tilkendte dog ikke N sagsomkostninger til dækning af udgifter til sagkyndig bistand. N kærede fogedrettens afgørelse til ØL med påstand om forhøjelse af beløbet. ØL stadfæstede fogedrettens afgørelse. Herefter kærede både N og A ØL's afgørelse til HR. HR udtalte, at A's undladelse af at kære fogedrettens omkostningsafgørelse til ØL ikke indebar afkald på at kære ØL's afgørelse til HR med påstand om nedsættelse af de sagsomkostninger, som selskaberne ved fogedrettens afgørelse var blevet pålagt at betale. Under kære af en fogedsag kunne der fremsættes nye påstande under de betingelser, der var anført i RPL § 383 og § 384, der måtte antages at finde analog anvendelse, jf. tillige RPL § 587, stk. 4. HR nedsatte sagsomkostningerne til dækning af udgifter til advokatbistand til 350.000 kr. Fogedretten havde tilladt fremlæggelse af to ensidige indhentede sagkyndige erklæringer, da de efter fogedrettens opfattelse været rimelige og påkrævede for sagens forsvarlige udførelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering og tiltrådte derfor, at disse udgifter indgik i fastsættelsen af sagsomkostningerne. Der var i sagen ikke påvist andre særlig forhold, der ville kunne begrunde, at udgifterne til anden sagkyndig bistand, skulle godtgøres som sagsomkostninger.

UfR 2009.2003 VLD: I 2005 købte forbrugeren K en VW Beetle Cabriolet af sælgeren S for 343.080 kr. Ifølge K's faktura var bilen, som var godkendt af først de tyske og så de danske synsmyndigheder, blevet ombygget til en cabrioletmodel i USA. K reklamerede efterfølgende over forskellige faktiske mangler ved bilen og fik på et tidspunkt bilen synet hos Applus Bilsyn. Ved synet blev der fundet forskellige fejl ved bilen, og i fejloversigten var det bl.a. nævnt, at K skulle skaffe dokumentation for ”karosseriændringer, herunder styrke- og vridingsstabilitet, og for underramme/forstærkning”. K hævede som følge af manglerne købet, jf. KBL § 78, og forlangte mod udlevering af bilen købesummen tilbagebetalt og forskellige udgifter erstattet, herunder udgifter til kreditomkostninger, forsikring og vægtafgift, jf. KBL § 80, stk. 1, nr. 4. Retten i Viborg fandt, at bilen led af en væsentlig mangel, og K's påstand om ophævelse af handlen og tilbagebetaling af købesummen blev derfor taget til følge. BR fandt dog ikke, at der var tale om en tilsikring efter KBL § 80, stk. 1, nr. 4. For VL tog S bekræftende til genmæle med hensyn til spørgsmålet om ophævelse. VL gav K medhold med henvisning til, at det måtte anses for en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af en bil, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne benyttes til kørsel her i landet, og at denne forudsætning måtte sidestilles med en tilsikring. VL fandt ikke grundlag for mod K's protest, at tillade en af S – først ved hovedforhandlingens afslutning i VL – fremsat ny betalingspåstand.

UfR 2010.1675 HD: Entreprenøren S indgik betinget købsaftale med Hvidovre Kommune, K, om køb af nogle bygninger med henblik på indretning til andelsboliger. Efter andelsboligforeningen, B, var blevet stiftet, overdrog S en del af ejendommen til B, som samtidig indgik totalentreprisekontrakt med S. Inden byggeriet var færdigt, gik S konkurs, og såvel K som B måtte afholde en række udgifter i forbindelse med byggeriets færdiggørelse. Sagen angik, om og i givet fald i hvilket omfang K kunne kræve de afholdte udgifter betalt af banken, M, under en garanti, som M havde stillet for S' opfyldelse af sine forpligtelser efter den betingede købsaftale. M havde med forbehold for tilbagesøgning udbetalt det beløb til K, som den havde krævet dækket under garantien. M krævede nu ca. 6,7 mio. kr. tilbagebetalt. HR bestemte, at K skulle betale 2,5 mio. kr. tilbage til M. HR fandt, at der uden M's samtykke var sket en væsentlig forøgelse af dens risiko, som måtte føre til en nedsættelse af M's betalingsforpligtelse. Nedsættelsen blev skønsmæssigt fastsat til 2,5 mio. kr., som skulle tilbagebetales ud over et allerede betalt beløb på godt 5.000 kr., som M blev tilkendt ved ØL's dom. For HR blev der fremsat 2 nye anbringender. K's anbringende, om at M's garanti skulle dække hele projektet, blev tilladt fremsat, mens M's anbringende om bristende forudsætninger pga. en opdeling af entreprenørgarantien på byggeriets 2 afdelinger blev nægtet fremsat, jf. RPL § 384.

UfR 2010.1328 HKK: To selskaber, S, havde begæret et udlæg mod selskaberne, K, hvilket VL ved en kendelse ophævede. A, anlagde herefter sag med påstand om erstatning, jf. RPL § 505. Ingen af parterne var, forinden afsigelsen af VL's kendelse, blev underrettet om denne, da VL, fejlagtigt, havde sendt retsbogsudskriften til en forkert adresse. Først d. 13.10.2004, blev den sendt til A's advokat på en rigtig adresse. Som følge af RPL § 505, stk. 3, afviste VL søgsmålet med begrundelsen, at fristen var d. 08.07.2005. Det blev anført, at stævningen var modtaget med telefax d. 07.01.2005, men den originale stævning først kom frem d. 13.01.2005. For HR anførte A, at fristen ikke skulle regnes fra d. 08.10.2004, men fra d. 12.10.2004, da det først var på det tidspunkt, de havde modtages retsbogudskriften. S anførte, at A ikke ved VL's afgørelse havde afgivet en proceserklæring om, at afsigelsen skulle bestrides. HR udtalte, at A i sin kære kunne gøre nye anbringender gældende jf. RPL § 393, stk. 5. HR udtalte ydermere, at fristen, jf. RPL § 505, stk. 1, 1. pkt. først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor A burde kende alle forhold, hvorefter et krav kunne støttes. Retsudskriften kunne først være modtaget d. 13.10.2004. Den originale stævning, der blev modtaget d. 13.01.2005, var derfor rettidig. HR ophævede på denne baggrund VL's bestemmelse om afvisning og hjemviste sagen til realitetsbehandling.

UfR 2011.2126 VLK: Fogedretten i Kolding nægtede udsættelsesanmodning af to lejere, L. Begrundelsen var, at udlejeren, U, havde vist retsfortabende passivitet. Anmodningen var begrundet med, at L ikke havde betalt det aftalte depositum. U kærede afgørelsen til VL og anførte, at lejemålet var tidsbegrænset til d. 31.10.2010, hvorefter U var fritstillet mht. om lejemålet skulle fortsætte og på hvilke vilkår. L tilkendegav i december 2010, at de ville udnytte den til dem tillagte forkøbsret. Der opstod herved en forpligtelse for parterne til at købe og sælge ejendommen pr. 31.12.2010. U gjorde derfor gældende, at der ikke længere bestod et lejemål efter overtagelsesdagen, og da købsaftalen med rette var ophævet pga. misligholdelse, var der intet andet grundlag for at besidde ejendommen. L protesterede mod, at U kunne få lov til at fremsætte de nye anbringender, som havde sammenhæng med L's manglende udnyttelse af den forkøbsret til ejendommen, de var tillagt. L anførte, at de nye anbringender ikke havde været behandlet i fogedretten, og hvis de tillodes, ville toinstansprincippet blive gjort illusorisk. VL slog først fast, at anbringenderne havde sammenhæng med L's udnyttelse af forkøbsretten. Anbringenderne var ikke blevet gjort gældende overfor fogedretten, og havde de været gjort gældende ved fogedretsbehandlingen, ville fogedretten ikke have kompetent til at behandle dem. Tvisten skulle i stedet for behandles ved de alm. domstole. Trods den vide adgang i RPL § 597 til at fremsætte nye anbringender under kæremål, tillod VL derfor ikke, at U fremsatte nye anbringender.

UfR 2012.1710 HKK: En landbrugsejendom hvorpå der blev udvundet grus, var begæret tvangsauktioneret pga. konkurs. I forbindelse med afholdelsen af denne, blev der rejst spørgsmål vedr. fordelingen af panthaverregnskabets overskud, samt hvorvidt indtægter i form af graveafgifter var at opfatte som en del af ejendommens pant. Fogedretten vedtog, at et overskud i medfør af KL § 87 stk. 1 skulle tilfalde panthavere i den prioriterede orden, endvidere fandt man ikke at de pågældende graveafgifter kunne medtages i ejendommens pant. Denne skulle således holdes udenfor pågældende overskud. Afgørelsen blev efterfølgende stadfæstet af såvel VL som HR, i henhold til fogedrettens begrundelse. For HR var der imidlertid af konkursboet fremsat ny subsidiær påstand, som HR afviste kunne fremlægges under sagen. Dette skete med henvisning til at der ved stillingtagen til en sådan, ville ske pådømmelse af forhold der ikke havde været fremlagt de øvrige instanser.

UfR 2014.2 ØLK: Sagsøger, A, pådrog sig en faldskade og nedlagde i den forbindelse påstand om, at Rødovre Kommune, K, skulle betale en erstatning på 7.075 kr. K tog bekræftende til genmæle, men anførte at betaling skete uden anerkendelse af ansvar eller årsagssammenhæng. A ønskede herefter at ændre sin påstand, således at K skulle anerkende at være erstatningsansvarlig, hvilket Retten i Glostrup tillod. ØL stadfæstede BR's kendelse, idet A under de foreliggende omstændigheder, hvorunder K havde anført, at betaling skete uden anerkendelse af ansvar og årsagssammenhæng, ikke fandtes at være afskåret fra at nedlæggende den omhandlende anerkendelsespåstand.

UfR 2014.756 ØLK: A fremlagde 2 ½ måned for sent nye påstande og anbringender, der inkluderede ikke føromtalte problemstillinger vedr. MFL. B anmodede om, at disse påstande og anbringender ikke kunne anvendes pga. den sene fremsættelse. Retten i Lyngby fandt ikke, at der forelå så særlige grunde, at der skulle ses bort fra overskridelsen af tidsfristen for processkriftet. BR fandt, at de nye påstande og anbringende skulle afskæres. ØL fastslog efter RPL § 358, stk. 1 og RPL § 363, at parter som hovedregel gerne måtte fremsætte nye påstande og anbringender. Derudover var det efter RPL § 353 ikke angivet, hvilke spørgsmål processkriftet skulle tage stilling til. ØL fastslog, at der ikke efter det indleverede afsluttende processkrift var indtrådt præklusion. A var derfor ikke afskåret fra at fremsætte nye påstande og anbringender. A's nye påstande og anbringender blev tilladt.

UfR 2014.2785 HD: Sagen angik, om Randers Kommune, K, med rette havde pålagt appellanterne, A, forblivelsespligt i forhold til et lokalt kraftvarmeværk, og om Energiklagenævnet, E, med rette havde stadfæstet denne beslutning. HR fastslog for det første, at A ikke havde udvist retsfortabende passivitet med hensyn til sagsanlæg, da der i varmeforsyningsloven i 2004 ikke var en frist for indbringelse af afgørelser til domstolene. Derefter fandt HR bl.a., at E's afgørelser opfyldte kravene til begrundelse, og at kommunens beslutning om forblivelsespligt ikke var truffet med tilbagevirkende kraft, idet de opsigelser, som A havde afgivet, ikke havde fået virkning, da forblivelsespligten blev besluttet. Et nyt anbringende for HR om at A burde have været fritaget for forblivelsespligt, fordi de havde træfyr, blev afskåret på grund af passivitet, idet det ikke længere var muligt at oplyse sagen forsvarligt på dette punkt. K og E blev derfor frifundet.

FM 2015.73 VLK: Sagsøger anlagde sag med påstand om betaling af ca. 2,7 mio. kr. Sagsøgte nedlagde påstand om frifindelse og rejste et modkrav på 400.000 kr. På et tidspunkt hævede sagsøger sagen. Da sagsøgte fastholdt modkravet på ca. 400.000 kr., ønskede sagsøger at genoptage sagen. Byretten nægtede at genoptage sagen. VL opfattede sagsøgers påstande under kæremålet således, at sagsøger ønskede på ny at nedlægge sine betalingspåstande. Sagsøger, der har hævet sagen for sit vedkommende, må processuelt anses for afskåret fra under den verserende sag mod sagsøgtes protest på ny at nedlægge sine betalingspåstande. Det forhold, at sagsøger muligvis stiltiende havde forudsat, at modparten frafaldt sit krav, kunne ikke føre til andet resultat. VL havde ikke herved taget stilling til, om sagsøger måtte anses for at have opgivet sine eventuelle krav i materiel henseende, eller om sagsøger frit kunne anlægge sag på ny vedrørende sine betalingspåstande.

FM 2016.41 VLK: Bilag der ikke indgik ved huslejenævnets afgørelse, da bilaget blev sendt for sent, kunne fremlægges som bilag i boligretssagen.

UfR 2018.3683 VLK: Krav anmeldt efter fristen i KL § 133, stk. 1’s udløb afvist, da kravene skulle anses som nye selvstændige påstande og ikke som en forhøjelse af de oprindelige påstande

Som følge af kurators indstilling om ikke at godkende restfordringer af tilkendte sagsomkostninger anlagde to selskaber, A, sag d. 21.11.2016 mod konkursboet, B, med påstand om betaling af restfordringerne. A tog forbehold for at hæve påstanden for mistede leasingsindtægter og udgifter til sikkerhedsstillelse. A nedlagde påstand d. 18.04.2017 vedr. de mistede leasingsindtægter og udgifterne til sikkerhedsstillelse, hvilket blev udskilt til særskilt afgørelse. B påstod, at da fristen på fire uger efter KL § 133, stk. 1 var udløbet, skulle A’s krav afvises. Skifteretten i Sønderborg fandt, at restfordringerne og de yderligere krav havde fælles oprindelse, og at A havde taget forbehold for at hæve påstanden i stævningen d. 21.11.2016. Sagen var stadig under forberedelse, og KL § 133 afskar ikke generelt en kreditor fra at forhøje en påstand. Kravene blev herefter fremmet til realitetsbehandling. VL fandt, at ifølge forarbejderne var formålet med den korte frist efter KL § 133, stk. 1 at opnå en hurtigere bobehandling. Det måtte forventes, at en kreditor allerede inden fordringsprøvelsesmødet havde gjort sig klart, hvorvidt kurators indstilling om afvisning af kravene kunne anerkendes. A’s yderligere påstand nedlagt d. 18.04.2017 vedr. mistede leasingsindtægter og udgifter til sikkerhedsstillelse var ikke omfattet af de krav om sagsomkostninger, som blev nedlagt i stævningen d. 21.11.2016. Påstanden kunne derfor ikke betegnes som en forhøjelse, men skulle i stedet anses som nye selvstændige påstande vedr. andre krav. B’s afvisningspåstand blev derfor taget til følge. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der var taget forbehold i stævningen om at hæve påstanden. (2-1)

UfR 2019.3344 HKK: Proceserklæring afgivet under hovedforhandlingen i 1. instans var også bindende under 2. instansbehandling af ankesagen

Codan Forsikring, C, som var ansvarsforsikrer for en skadevoldende bilist, afgav under hovedforhandling af en erstatningssag i Retten i Randers en proceserklæring om, at skadelidtes, A’s, erstatningsopgørelse ikke længere blev bestridt. Sagen angik, om proceserklæringen også var bindende under VL’s behandling af ankesagen. HR fandt, at rækkevidden af en proceserklæring måtte afgøres ved fortolkning af den pågældende erklæring under hensyntagen til dens ordlyd, formål og forudsætninger samt sagens omstændigheder i øvrigt. C havde under skriftvekslingen forud for hovedforhandlingen i BR bestridt A’s erstatningsopgørelse og flere gange opfordret ham til at opgøre kravet på ny. A reviderede sit krav og fremkom med en endelig erstatningsopgørelse forud for hovedforhandlingen. Opgørelsen var foretaget på grundlag af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings seneste udtalelser, således som C havde opfordret A til at gøre. På denne baggrund oplyste C under hovedforhandlingen, at erstatningsopgørelsen i A’s påstandsdokument ikke længere blev bestridt. C havde ikke anført, at der skulle foreligge urigtige eller bristende forudsætninger for proceserklæringen. Under disse omstændigheder var erklæringen, der efter sin ordlyd ikke var begrænset til alene at angå sagen i BR, også bindende for ankesagen. VL var kommet til et andet resultat.

Omgørelse

UfR 2003.1965 ØLK: Skævinge Kommunen havde 5 dage før domsforhandlingen hævet retssag mod Zürich Forsikring. Københavns Byret anførte i retsbogen at sagen var hævet. Efter anmodning fra Zürich forsikringsselskabets advokat, som sagsøgeres advokat ikke havde bemærkninger til, genoptog retten sagen og dømte kommunen til at betale 20.000 kr i sagsomkostninger. Byretten fandtes at have været berettiget til at omgøre sin beslutning om ophævelse af sagen, jf. princippet i RPL § 222.

UfR 2006.2604/2 HKK: S havde anlagt sag mod Skatteministeriet ved landsretten, men da S ikke mødte til domsforhandlingen, afviste landsretten sagen og pålagde S at betale sagsomkostninger. Efterfølgende anmodede S ved dennes direktør, D, om genoptagelse af sagen. D anførte bl.a., at han havde telefaxet en lægeerklæring til landsretten inden domsforhandlingen. Landsretten, der havde afvist sagen i medfør af RPL § 362, jf. § 360, stk. 1, afslog genoptagelse, under henvisning til at der ikke var hjemmel til at omgøre beslutningen herom. HR fastslog, at der er hjemmel til, hvis retten finder det hensigtsmæssigt, at omgøre en beslutning om afvisning på grund af sagsøgers udeblivelse inden for de rammer, som følger af RPL § 222, sammenholdt med § 354, stk. 7, § 360, stk. 6, og § 362. HR afviste S's påstand om omgørelse af landsrettens beslutning om afvisning, men hjemviste sagen til fornyet behandling af spørgsmålet om afvisning af sagen, herunder afgørelsen om sagsomkostninger.

UfR 2010.40 ØLK: Retten i Hillerød havde truffet beslutning om at S, der var hjemhørende i USA, i medfør af RPL § 321 skulle stille sikkerhed for de sagsomkostninger, S kunne blive pålagt at betale A. BR omgjorde efterfølgende beslutningen i form af en ophævelse af beslutningen, efter anmodning fra S' advokat. ØL tiltrådte, at BR havde haft hjemmel til at omgøre beslutningen, jf. RPL § 222, og stadfæstede BR's kendelse om omgørelse.

UfR 2016.3837 VLK: Kæremål i anledning af, at byretten ved en forglemmelse ikke havde fastsat sagsomkostninger i forbindelse med afvisning efter RPL § 360, stk. 1, pga. udeblivelse fra et telefonmøde, ikke afvist i medfør af RPL § 389 a.

I to sager mod Skatteministeriet, M, udeblev skatteyderens, S', advokat, A, fra et telefonmøde, hvorefter Retten i Aarhus besluttede at afvise sagerne, jf. RPL § 360, stk. 1. Senere samme formiddag anmodede A om, at sagerne ikke afvistes, da udeblivelsen skyldtes en fejlagtig registrering i kalenderen. BR afsagde kendelse, hvorefter beslutningen blev fastholdt, da fejlagtig registrering i kalenderen ikke var en sådan undskyldende omstændighed, at der var grundlag for at omgøre beslutningen, jf. RPL § 222. M's advokat kærede kendelsen med henblik på fastsættelse af sagsomkostningerne, jf. princippet i RPL § 222. A protesterede, da sagerne var blevet genanlagt, og der kunne således tages stilling til de samlede sagsomkostninger ved de nye sagers afslutning. VL fandt, at BR havde oplyst, at det beroede på en forglemmelse, at BR ikke i forbindelse med sagernes afslutning havde truffet afgørelse om sagernes omkostninger. Da der efter påstanden var spørgsmål om tilkendelse af 25.000 kr. i omkostninger i begge sager, kunne M kære afgørelsen i medfør af RPL § 389, stk. 2. Afgørelsen vedrørte sagernes omkostninger og var ikke truffet under hovedforhandlingen eller dennes forberedelsen. Derfor kunne afgørelsen kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. RPL § 389 a.

FM 2017.211 VLK: En tidligere afgørelse om sikkerhedsstillelse efter RPL § 321, kunne af BR omgøres, da der forelå nye oplysninger, og da anmodningen var fremsat uden ufornødent ophold.

I 2014 traf BR ved kendelse beslutning om, at A ikke skulle stille sikkerhed for de omkostninger, som A under sagen kunne blive pålagt. VL stadfæstede kendelsen. B fremsatte efter, at der fremkom nye oplysninger om A en ny anmodning om sikkerhedsstillelse efter RPL § 321. BR fandt, at denne ikke havde hjemmel til at ophæve eller omgøre VL's kendelse af 16.06.2014, herunder hverken i RPL § 321, stk. 1, eller § 222, som anført af B. Efter ordlyden af § 321, var der ikke hjemmel til, at B kunne kræve sikkerhedsstillelse på et senere tidspunkt end i svarskrifterne. VL fandt, at kendelser af procesledende karakter og beslutninger, efter RPL § 222, kunne omgøres, når nye oplysninger forelå, samt når Retten i øvrigt fandt det hensigtsmæssigt. BR kunne således under sagens behandling omgøre kendelser af procesledende karakter og beslutninger, herunder også afgørelser, som havde været påkæret til LR, hvis førnævnte betingelser var opfyldt. En kendelse om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger var en afgørelse af procesledende karakter. I denne sag forelå nye oplysninger om A's bopæl, hvorfor den tidligere trufne afgørelse, kunne omgøres. Det fulgte af RPL § 321, at en anmodning om sikkerhedsstillelse skulle fremsættes i svarskriftet eller i det i § 352, stk. 3 omhandlede møde. B havde i svarskriftet for BR fremsat anmodning om sikkerhedsstillelse, og dette var således sket rettidigt. B blev først i februar 2016 bekendt med de nye bopælsoplysninger, hvorefter de d. 11.02.2016 gentog deres anmodning om sikkerhedsstillelse. Anmodningen var fremsat uden ufornødent ophold, og B var derfor ikke afskåret fra at fremsætte anmodning om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. B's principale påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling af anmodningen om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger toges derfor til følge.

FM 2018.96 VLK: Det blev tilladt BR at omgøre sin beslutning om at udmelde syn og skøn til at tillade isoleret bevisoptagelse, efter at sagsøgte, der var et belgisk selskab, havde gjort gældende, at der ikke var dansk værneting i sagen

Et dansk selskab, D, havde anlagt en sag ved Retten i Hjørring mod et belgisk selskab, B. BR besluttede d. 21.03.2017 at imødekomme D’s begæring om syn og skøn, idet der ikke var kommet indsigelser fra B. B gjorde d. 28.03.2017 gældende, at der ikke kunne udmeldes syn og skøn, idet der var belgisk værneting i sagen, og der i øvrigt verserede en sag i Belgien om tvisten. BR omgjorde derefter sin beslutning, jf. RPL § 222, således at der blev tilladt isoleret bevisoptagelse efter RPL § 343, stk. 1, idet der ellers var risiko for, at der ville gå beviser tabt. VL tiltrådte, at betingelserne efter RPL § 222 for at BR kunne omgøre sin beslutning var opfyldt, idet der forelå nye oplysninger i sagen i form af B’s indsigelser, og idet det under de foreliggende omstændigheder måtte anses for hensigtsmæssigt, at der blev taget stilling til indsigelserne fra B. VL stadfæstede derfor BR’s kendelse.

UfR 2018.1868 ØLK: KBR var berettiget til at omgøre sin beslutning om at slutte en sag, jf. principperne i RPL § 222, da den ved en forglemmelse ikke havde taget stilling til sagsomkostningerne

A havde anlagt en sag mod B, men da A ikke indleverede processkrift rettidig og ikke kom med en undskyldelig forklaring, afviste og afsluttede KBR sagen, jf. RPL § 360, stk. 5. B anmodede efterfølgende om, at A blev tillagt sagsomkostningerne, hvilket KBR efterfølgende tog stilling til og bestemte, at B skulle betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til A. ØL fandt, at efter RPL § 222 kunne kendelser af procesledende karakter og beslutninger omgøres, når nye oplysninger forelå, samt når retten i øvrigt fandt det hensigtsmæssigt. Det beroede på en ren forglemmelse, at KBR ikke havde truffet afgørelse om sagsomkostningerne i forbindelse med afvisningen af sagen. KBR herefter var berettiget til at omgøre sin beslutning om at slutte sagen og tage stilling til påstanden om sagsomkostningerne, jf. princippet i RPL § 222.

Ophævelse

Eva Staal i TfK 2020 p. 632-642: Om ophævelse af domme på grund af rettergangsfejl og muligheden for at reducere antallet af domsophævelser mest muligt

UfR 2008.2340 ØLK: I en sag om olieforurening på en ejendom havde den ene part, A, anmodet om isoleret bevisoptagelse, jf. RPL § 343. Byretsdommeren havde ved kendelse d. 05.05.2008 bestemt, at A som skønsrekvirent skulle betale sagsomkostninger til modparten, B. Byretsdommeren modtog herefter nye oplysninger. På denne baggrund omgjorde og ophævede han d. 07.05.2008 kendelsen af 05.05.2008. ØL ophævede kendelsen af. 07.05.2008, da den gik ud over de grænser, som var fastlagt i RPL § 221, stk. 1.

UfR 2009.531 ØLK: Retten i Odense havde ved beslutning af 01.08.2008 meddelt A et advokatpålæg. BR havde endvidere besluttet, at A skulle indgive et processkrift. Efter RPL § 259, stk. 3, skulle dette processkrift indgives af en advokat. På denne baggrund, og henset til at A efter de foreliggende oplysninger havde fremmet sin ansøgning, herunder påklage til Procesbevillingsnævnet, med fornøden hurtighed, ligesom A betids havde søgt om udsættelse af de af BR fastsatte frister, fandtes A's anmodning om yderligere udsættelse af sagen at burde være blevet imødekommet. ØL ophævede BR's beslutning og hjemviste til fortsat behandling ved BR.

UfR 2009.2692 HKK: En boligorganisations byggeafdeling, B, udtog i februar 2008 stævning mod 21 lejere i en ejendom. I juli 2007 var der ved en urafstemning, truffet beslutning om renovering af ejendommen, og B påstod, at de 21 lejere skulle anerkende, at den pågældende beslutning var gyldig. Under henvisning til, at der var begået en skrivefejl, anmodede B imidlertid, inden der var blevet afgivet svarskrift, retten om tilladelse til at berigtige stævningen. Sagsøgeren var angivet som B, og ændringen skulle bestå i, at sagsøgeren blev ændret til en nærmere angivet afdeling under den lokale boligorganisation, A, subsidiært at stævningen måtte anses for indgivet af B som mandatar for A. De 21 lejere gjorde indsigelse mod berigtigelsen af stævningen, men boligretten tillod berigtigelsen ved kendelse. En af de sagsøgte lejere, L, kærede boligrettens afgørelse til landsretten, der stadfæstede boligrettens kendelse. HR udtalte, at den berigtigelse af stævningen, som B ønskede, gik ud over, hvad der uden samtykke fra L kunne afhjælpes i medfør af RPL § 349, stk. 2, hvorfor stævningen ikke kunne tillades ændret. HR ophævede følgelig landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i boligretten.

UfR 2012.2205 VLD: K klagede til Advokatnævnet, N, over, at advokat, A, havde taget en ikke-ubestridt fordring mod hende til inkasso. N havde afsagt en kendelse, hvorved A blev pålagt en bøde på 10.000 kr., jf. RPL § 147 c, stk. 1, idet A i inkassobrevet til K havde truet med at indberette K til RKI, hvis hun ikke betalte det skyldige beløb og dette var i strid mod god advokatskik. A anlagde herefter sag mod N med påstand om ophævelse af kendelsen som følge af sagsbehandlingsfejl, idet A bl.a. ikke havde fået lejlighed til at fremkomme med en duplik, samt at N egenhændigt havde omformuleret K's påstand. Hverken Retten i Århus eller VL fandt, at der var begåetEva Staal: Om ophævelse af domme på grund af rettergangsfejl og muligheden for at reducere antallet af domsophævelser mest muligt fejl ved N's behandling af sagen, og N frifandtes herefter.

UfR 2020.2624 VLK: Sag kunne ikke hæves, jf. RPL § 362, stk. 2, da afgørelsen om hævelsen var truffet efter, at der var nedlagt en påstand

Ankestyrelsen, A, havde i september 2019 truffet afgørelse om, at et barn, B, fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet, jf. servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 4, og sagen skulle genbehandles 2 år efter, jf. servicelovens § 62, stk. 2, jf. stk. 3. Sagen blev indbragt for domstolene efter anmodning fra B’s mor, C. C påstod nedsættelse af genbehandlingsfristen. Retten i Hjørring fandt, at de ville afgøre sagen med en tilkendegivelse, og A protesterede mod dette. BR bemærkede, at udfaldet ville blive, at A’s påstand om stadfæstelse blev taget til følge, hvorefter først C og derefter BR hævede sagen. A havde protesteret mod, at sagen blev hævet og havde anmodet om, at det skulle ske ved kendelse. VL fandt, at afgørelsen var truffet, efter C havde nedlagt en påstand. Dette var i strid med RPL § 362, stk. 2, da A ikke havde samtykket til at hæve sagen. Sagen blev hjemvist. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 135.

Retssproget

UfR 2001.1433/2 ØLK: Under retssag i Glostrup om fordeling af overskud ved drift af restaurant på Kos fremlagde sagsøgte udskrift fra skattemyndighederne i Grækenland. Sagsøgte blev pålagt at foranledige dokumenterne oversat til dansk, jf. RPL § 149.

Udsættelse

H. Wendler Pedersen i JUR 1977.401-411: Forholdet mellem domstolenes og klagenævnenes behandling af forbrugersager.

UfR 1976.783 ØLK: Sagsøgtes anmodning om, at sag blev forelagt for Rejsebureau-Ankenævnet, blev ikke taget til følge, da den fremsatte indsigelse om, at beløbet var betalt, ikke var en klage vedr. en vare eller arbejds- eller tjenesteydelse.

UfR 1978.154/2 HKK: Sagsøgtes anmodning om, at sag blev forelagt for Forbrugerklagenævnet blev ikke taget til følge, da den fremsatte indsigelse om, at M ikke hæftede for olieleverancer til H, ikke var en klage vedr. en vare eller arbejds- eller tjenesteydelse.

UfR 1997.18/1 VLK: I en sag om mangler ved VVS-arbejde var skønserklæring afgivet d. 06.08.1996, og domsforhandling var d. 12.08.1996 blevet berammet til foretagelse d. 18.10.1996. Den 02.10.1996 begærede parterne domsforhandlingen udsat, da de ønskede at stille skriftlige spørgsmål til skønsmanden. Retten i Fjerritslev afslog udsættelsen, hvilket blev tiltrådt af VL.

UfR 1997.1264 VLK: Ejendomsmægler E havde sagsøgt sælger S til betaling af mæglersalær på 34.100 kr. S påstod frifindelse på grund af E's grove misligholdelse og begærede sagen udsat på forelæggelse for Dansk Ejendomsmæglerforenings klagenævn. Byretten tog begæringen til følge, jf. RPL § 361. VL fandt ikke sagen egnet til behandling ved klagenævnet, jf. RPL § 361, stk. 1, 2. pkt., idet tvisten skulle afgøres på grundlag af bevisførelse i form af afhøring af parter og vidner. Byrettens kendelse om udsættelse blev derfor ophævet.

UfR 1999.1152 ØLK: Under en sag mod to kautionister ønskede de sagsøgte sagen forelagt for Pengeinstitutankenævnet til afklaring af, om BG Bank havde tilsidesat god pengeinstitutskik. ØL tiltrådte, at sagen, der forudsatte bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, ikke var egnet til behandling ved Pengeinstitutankenævnet.

UfR 1999.1196 HKK: Sag anlagt af K/S Eg Shipping 3 under konkurs mod kommanditist i Middelfart blev af procesøkonomiske grunde og af hensyn til sagens rette afgørelse udsat på udfaldet af prøvesag, der verserede ved Østre Landsret, jf. RPL § 345.

UfR 2001.497 ØLK: Københavns Byret havde ikke været berettiget til at nægte at udsætte civil sag på afventning af svar på ansøgning om fri proces til sagsøgte.

UfR 2001.1535 HKK: Sag mod Realkredit Danmark med påstand om, at et europæisk patent vedr. metoderne til beregning af flexlån er ugyldigt, blev udsat på afventning af indsigelsessag ved den Europæiske Patentmyndighed, hvor afgørelsen ville få indflydelse på sagens udfald, jf. RPL § 345. Væsentlige procesøkonomiske hensyn talte for udsættelsen.

UfR 2002.681 ØLD: Sagsanlæg om 20,6 mio kr. mod Danske Bank afvist, da der i kontrakten om levering af skiltning var indgået en voldgiftsklausul. Tilføjelse om, at parterne uanset AB 92 §§ 45-47 var berettigede til at indbringe afgørelser for domstolene, gav ikke parterne adgang til umiddelbart at anlægge sag ved de almindelige domstole. Der var ikke hjemmel til at udsætte sagen på ubestemt tid.

UfR 2002.689 ØLK: Sag blev udsat efter sagsøgtes begæring på indbringelse for Byggeriets Ankenævn, uanset at begæringen først var fremkommet efter en omfattende skriftveksling og efter afholdelse af syn og skøn, idet byretten ikke havde gjort sagsøgte bekendt med adgangen til at kræve nævnsbehandling, jf. RPL § 361, stk. 3.

UfR 2002.692 ØLK: Domsforhandling ved retten i Ballerup blev ikke udsat, selv om sagsøgtes nyindtrådte advokat var forhindret i at møde.

UfR 2005.1922 VLK: Sagsøgte A krævede omstødelsessager udsat, da der verserede straffesag mod hendes samlever, jf. EMRK art. 6. VL udtalte, at hvis A under henvisning til RPL § 305, jf. § 171, stk. 2, nr. 1, nægtede at udtale sig, kunne denne nægtelse ikke tillægges processuel skadevirkning efter RPL § 344, stk. 2. Tilsvarende gjaldt det forhold, at hun, hvis hun valgte at udtale sig, ikke vil kunne udtale sig under strafansvar. I begge tilfælde måtte skadevirkningen begrænses til, hvad der vil kunne følge af en anvendelse af almindelige bevisbyrdevurderinger, jf. herved Betænkning om vidner nr. 316 fra 1962 side 87. På den baggrund og henset til, at sagerne blev anlagt for mere end to år siden, og at det på nuværende tidspunkt var uklart, hvornår straffesagen mod A kunne forventes afsluttet, fandt VL efter en samlet bedømmelse, at det ikke var påkrævet at udsætte sagerne, jf. RPL § 345.

UfR 2006.1629 ØLK: Der blev indgivet stævning mod A med påstand om betaling af ca. 57.000 kr. for udført advokatarbejde. A's advokat begærede dagen inden den berammede domsforhandling sagen udsat på grund af en svær psykisk lidelse. Ifølge en lægeerklæring ville A, på grund af lidelsen, ikke kunne forventes at være i stand til at give møde i retten hverken nu eller fremover. Maribo Byret tog ikke begæring om omberammelse af sagen til følge. Efter indholdet lægeerklæringen lagde ØL til grund, at A varigt ikke var i stand til at give fremmøde under en domsforhandling i byretten. Gennemførelsen af domsforhandlingen, hvor A var repræsenteret ved advokat, havde derfor ikke forringet hans stilling, hvorfor byrettens afgørelse blev stadfæstet.

UfR 2006.1631 VLK: Byretten i Fredericia havde udsat domsforhandlingen i en sag i medfør af RPL § 345 idet der afventedes afgørelse af verserende ankesag. VL anførte imidlertid at den omstændighed, at der verserer en ankesag om en tilsvarende problematik, udgør som altovervejende udgangspunkt ikke et forhold, der gør det påkrævet at udsætte behandlingen af en retssag. Da der i det foreliggende tilfælde ikke var særlige omstændigheder i form af for eksempel en procesaftale mellem sagens parter, var der ikke grundlag for at udsætte domsforhandlingen i sagen på udfaldet af ankesagen. Byrettens afgørelse blev derfor ændret.

UfR 2007.48 ØLK: A havde i forbindelse med en ankesag vedrørende en handel med fast ejendom for ØL gjort gældende, at B som ejendomsmægler ikke havde noget salærkrav, allerede fordi forlængelsen af en kommissionsaftale ikke opfyldte mindstekravene, jf. lov om omsætning af fast ejendom, hvorfor han anmodede om, at sagen mod B’s protest blev indbragt for klagenævnet for Ejendomsformidling. ØL udtalte, at RPL § 361 efter sin placering i RPL kap. 33 om sagsforberedelsen i 1. instans og efter sit indhold i øvrigt forudsætter, at sagen indbringes for klagenævnet, mens retssagen forberedes i 1. instans. Derfor var der ikke på tidspunktet for afsigelsen af kendelsen grundlag for at indbringe sagen for Klagenævnet for Ejendomsformidling og udsætte ankesagen herpå.

UfR 2008.1113 HKK: Efter en arbejdsskade havde skadelidte, S, af Arbejdsskadestyrelsen, A, fået anerkendt et erhvervsevnetab på 15 %. Efter tilkendelse af mellemste førtidspension forhøjede A erhvervsevnetabet til 35 %. Ankestyrelsen stadfæstede begge afgørelser. Codan Forsikring A/S, C, gjorde indsigelse mod den sidste afgørelse og anlagde sag mod Ankestyrelsen. S anlagde sag mod C med påstand om betaling af erhvervsevnetabserstatning. HR fandt, ligesom ØL, at S's sag mod C skulle udsættes med henblik på udfaldet af C's sag mod Ankestyrelsen, jf. RPL § 345, da Ankestyrelsens afgørelse i realiteten angik retsforholdet mellem S og C og C havde anlagt retssag mod Ankestyrelsen inden rimelig tid efter dennes endelige afgørelse.

UfR 2008.1317 ØLK: En kontorfunktionær ved Retten på Frederiksberg underskrev en beslutning, hvorefter berammelsen af hovedforhandlingen blev fastholdt. ØL ophævede byrettens beslutning, idet den ene part, som var meddelt fri proces, ikke havde fået beskikket en ny advokat, efter den tidligere var fratrådt.

UfR 2009.36/1 VLK: Køkkenkæden ApS, K, havde i 2006 stævnet Kjeld Nygaard, N. Sagen havde 3 gange tidligere været berammet til hovedforhandling ved byretten, og fjerde gang var der berammet 4 retsdage i september 2008. K's advokat udtrådte af sagen ca. 4 uger før hovedforhandling på grund af ny ansættelse. Da K's ny advokat ikke havde mulighed for at give møde til hovedforhandlingen, blev der anmodet om omberammelse af hovedforhandlingen, hvilket byretten i Viborg nægtede. VL stadfæstede kendelsen og anførte, at hensynet til, at K under hovedforhandlingen havde advokatbistand, ikke kunne tillægges afgørende betydning over for navnlig N's interesse i sagens fremme.

UfR 2009.531 ØLK: Retten i Odense havde ved beslutning af 01.08.2008 meddelt A et advokatpålæg. BR havde endvidere besluttet, at A skulle indgive et processkrift. Efter RPL § 259, stk. 3, skulle dette processkrift indgives af en advokat. På denne baggrund, og henset til at A efter de foreliggende oplysninger havde fremmet sin ansøgning, herunder påklage til Procesbevillingsnævnet, med fornøden hurtighed, ligesom A betids havde søgt om udsættelse af de af BR fastsatte frister, fandtes A's anmodning om yderligere udsættelse af sagen at burde være blevet imødekommet. ØL ophævede BR's beslutning og hjemviste til fortsat behandling ved BR.

UfR 2009.1093/1 ØLK: Ved en udsættelsessag ved fogedretten i København d. 25.11.2008 besluttede fogedretten at udsætte sagen indtil d. 02.12.2008 hvor de sociale myndigheder kunne været til stede, da dette efter fogedrettens vurdering var nødvendigt. Udlejeren, U kærede denne beslutning. Det fremgik af sagen, at lejeren, L, blev udsat af og U indsat i lejemålet d. 02.12.2008. Der var således ikke længere nogen konkret og aktuel tvist mellem sagens parter. U ansås herefter ikke at have retlig interesse i kæremålet, hvorefter dette blev afvist.

UfR 2010.305 ØLK: Under en boligretssag mellem parterne A og B, som A havde anlagt, udtrådte A's advokat, C, af sagen d. 09.09.2009 C begrundede sin udtræden med at han ikke havde fornøden sikkerhed for betaling af salær til sagens endelige førelse. A anmodede som følge af C's udtræden om omberammelse af hovedforhandlingen der var fastsat til d. 28.09.2009, B's advokat protesterede mod omberammelsen. Ved Retten på Frederiksberg blev A's anmodning taget til følge. ØL udtalte, at ved vurderingen af, hvorvidt en advokats udtræden kunne begrunde en ændring af frister fastsat under sagens forberedelse og en omberammelse af hovedforhandlingen, måtte der foretages en afvejning af partens interesse i at være repræsenteret ved advokat over for modpartens interesse i sagens fremme. Der måtte herved tages hensyn til sagens karakter og dennes forløb, herunder hvornår sagen var anlagt, og om den tidligere havde været omberammet, baggrunden for advokatens udtræden og tidspunktet for, hvornår dette var sket, samt tidspunktet for, hvornår anmodningen om udsættelse var blevet fremsat. På baggrund af denne vurdering fandt ØL ikke grundlag for at tilsidesætte BR's skøn, og stadfæstede dermed afgørelsen.

UfR 2011.3374/1 HKK: I en civil sag mellem A og B, var A udeblevet fra hovedforhandlingen i Byretten, da A var blevet syg, hvorfor A's advokat anmodede om udsættelse af sagen. A fik en frist på otte dage til fremlæggelse af lægeerklæring. A fremsendte rettidigt en lægeerklæring, hvorefter han var blevet undersøgt samme dag og som angav, at han have haft maveinfluenza. Lægen vurderede, at A's sygdom forhindrede fremmøde i retten. Byretten omberammede herefter hovedforhandlingen. B kærede denne afgørelse og anførte, at lægeerklæringen ikke var dokumentation for lovligt forfald. HR stadfæstede Byrettens afgørelse.

UfR 2012.3463 ØLK: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at en straffesag skulle fremmes uafhængigt af behandling af skattesagen i det administrative og civilretlige system. Retten i Helsingør fandt med henvisning til bl.a. UfR 2011.2192 ØLK, at afgiftsstraffesager først skulle fremmes, når den civile del var afsluttet, hvorfor BR gav medhold i forsvarerens påstand om udsættelse af straffesagen. Efter RPL § 843 a, stk. 1, skulle retten fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed krævede og tilladte. Efter RPL § 847 kunne retten udsætte hovedforhandlingen, inden den var påbegyndt, hvis det var nødvendigt af hensyn til retten selv eller på grund af andre omstændigheder. ØL fandt efter en vurdering af det for ØL fremkomne, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at udsætte behandlingen af straffesagen, hvori der var rejst tiltale ved anklageskrift af 08.09.2010.

UfR 2013.2212 ØLK: A var bortvist fra sin arbejdsplads, og A's arbejdsgiver, B, havde anmeldt A til politiet, P, for underslæb og tilbageholdte på den baggrund lønudbetalingen. A lagde ved Retten i Holbæk sag an mod B om udbetaling af løn. BR fandt, at sagen skulle udsættes til P's efterforskning af B's anmeldelse var afsluttet. ØL fandt derimod ikke en udsættelse påkrævet med den begrundelse, at der ingen konkrete oplysninger var om P's efterforskning mod A, herunder hvornår sagen kunne forventes afsluttet.

UfR 2013.2238 ØLK: SH's skifteret tog d. 18.12.2008 Atlas Shipping A/S, A, under konkursbehandling. I april 2012 indledte Amanda Navigation Company LLC, B, en voldgiftssag mod A, og i maj nedlagde B ved SH's skifteret påstand om, at en fordringsprøvelsessag mellem A og B skulle udsættes under henvisning til den anlagte voldgiftssag. Skifteretten fandt, at fordringsprøvelsessagen burde udsættes på udfaldet af voldgiftssagen, og ØL stadfæstede kendelsen bl.a. med den begrundelse, at voldgiftssagens realitet udelukkende angik spørgsmålet om kravets berettigelse, og således var helt uafhængig af konkursretlige forhold, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at nægte voldgiftsretten kompetencen til at afgøre den foreliggende tvist.

UfR 2013.2888 ØLK: I en sag mod Skatteministeriet, S, anmodede modparten, K, om afsigelse af udeblivelsesdom, idet S' advokat, A, udeblev på hovedforhandlingens anden dag, idet A havde følt sig utilpas og var faldet i søvn. Retten i Lyngby tog ikke K's anmodning til følge, jf. RPL § 362, stk. 1, og udsatte derfor sagen til fortsat hovedforhandling, idet parterne på tidspunktet for udeblivelsen havde nedlagt påstande, og en væsentlig del af bevisførelsen og proceduren fortsat udestod, hvorfor BR ikke fandt det forsvarligt at afsige dom på det foreliggende grundlag. ØL stadfæstede BR's kendelse.

UfR 2015.2784 ØLK: Der skulle ske udsættelse af sager i byretten som kompensation for flyforsinkelse som følge af, at tilsvarende sager var forelagt for HR.

Procesbevillingsnævnet, P, havde d. 28.01.2015 givet tredjeinstansbevilling til anke af ØL's afgørelser d. 06.11.2014 i fire sager, der omhandlede fire krav om kompensation for flyforsinkelse. Kravet var fremsat af en række flypassagerer, A, over for et flyselskab, B, i henhold til EU-forordning 261/2004. I tre af de fire sager havde B påberåbt sig usædvanlige omstændigheder i form af tekniske vanskeligheder, og at disse skulle føre til, at der ikke skulle gives A medhold i kompensationskravet. I den fjerde sag havde flyselskabet påberåbt sig usædvanlige omstændigheder i form af en bugseringsskade påført af bagageseleskabet. Spørgsmålet var, om de nye sager ved byretten, der angik samme spørgsmål, skulle udsættes for at vente på HR's stillingtagen til spørgsmålet. Københavns byret fandt, at HR's stillingtagen til spørgsmålet utvivlsomt ville få betydning for rettens bedømmelse, og at anmodningen om udsættelse derfor skulle tages til følge. ØL's flertal udtalte, at tre af de sager, der med P's tilladelse var indbragt for HR, vedrørte forsinkelse som følge af tekniske fejl, der i ingen af tilfældene kunne konstateres ved de lovpligtige eftersyn af de pågældende fly. Den fjerde sag vedrørte forsinkelse som følge af uheld, der ikke skyldtes adfærd hos B's ansatte. HR ville skulle tage stilling til, om der i sådanne tilfælde skulle ydes de passagerer, der blev ramt af forsinkelse, en kompensation, eller om der var tale om usædvanlige omstændigheder, som efter artikel 5, stk. 3, i forordning 261/2004 fritog B herfor. HR's afgørelse af dette spørgsmål ville kunne få indflydelse på udfaldet af de sager, der var omfattet af nærværende kæremål. Herefter, og når samtidig blev henset til det meget store antal sager, der var anlagt ved byretterne om tilsvarende problemstillinger, sammenholdt med sagernes karakter, fandt flertallet, at behandlingen af sagerne skulle udsættes, indtil der var afsagt dom i de sager, der verserer for HR, jf. RPL § 345. (2-1)

UfR 2016.1273 SHK: Sag ved SH udsat på OHIM's afgørelse af to udslettelsessager om sagsøgtes EU-varemærke, jf. EF-varemærkeforordningens art. 104, stk. 1. Der forelå ikke sådanne særlige årsager, at sagens behandling skulle fortsætte.

I en sag om krænkelse af enerettigheder over en lilla inhalator udskiltes spørgsmålet om, om sagen i medfør af EF-varemærkeforordningens art. 104, stk. 1, skulle udsættes på afgørelsen af to udslettelsessager, der verserede ved OHIM (EU's varemærkemyndighed) om G's EF-farvevaremærke. SH lagde vægt på, at G's synspunkt om, at udsættelse af denne sag ville have en særlig indgribende betydning for G, fordi sagsbehandlingstiden ved OHIM kunne vare helt op til 10-12 år, og det omhandlede produkt var et meget værdifuldt medicinsk produkt med begrænset livscyklus, i princippet kunne anføres for hovedparten af medicinske produkter. Dette synspunkt kunne derfor ikke i sig selv udgøre en særlig årsag. G havde i det hidtidige forløb ved SH valgte først at nedlægge selvstændige påstande om krænkelse d. 04.11.2014, selv om G havde haft lejlighed hertil allerede fra d. 19.05.2014, hvor S anlagde denne sag, og i forbindelse med at G d. 02.06.2014 selv anlagde en sag om midlertidigt forbud mod S, som denne sag blev udsat på. G valgte imidlertid alene at påstå frifindelse i det foreløbige svarskrift af d. 04.07.2014, og denne beslutning kunne ikke efterfølgende komme S til skade på den måde, at S, som anført af G, måtte anses for at have tilrettelagt denne sag på en så udspekuleret måde, at det ville være urimeligt over for G at give S medhold i anmodningen om udsættelse. SH imødekom herefter S' anmodning om udsættelse af sagen, indtil OHIM havde afgjort de to udslettelsessager om G's omstridte EF-varemærke.

FM 2017.24 ØLK: Erstatningssager i forbindelse med ulovligt indgreb i demonstranters ytringsfrihed skulle af hensyn til politiets muligheder for at varetage sine interesser under sagen, udsættes indtil statsadvokaten havde truffet afgørelse. Der blev ikke taget stilling til, om sagerne skulle udsættes, indtil undersøgelseskommissionen havde afgivet sin beretning.

Under det kinesiske statsbesøg i 2012 havde en række personer demonstreret, hvorfor politiet havde grebet ind, og disse personer havde derfor anlagt sag med påstand om erstatning for ulovligt indgreb i personers ytringsfrihed efter GRL § 79 samt EMRK art. 10 og/eller 11. BR fandt, ikke at der var grundlag for at udsætte erstatningssagerne. LR fandt, at det fremgik, at Den Uafhængige Politianklagemyndighed på baggrund af en anmeldelse fra Politidirektøren i København foretog efterforskning i relation til, om personale i Københavns Politi havde begået strafbare forhold, herunder tjenestemisbrug eller forsømmelse ved at afgive urigtige oplysninger eller forsømmelse i øvrigt i forbindelse med bl.a. den kinesiske præsidents statsbesøg i København i 2012 og i forbindelse med den efterfølgende håndtering af sagen. Det fremgik endvidere, at efterforskningen tillige omfattede, om to polititjenestemænd havde afgivet falsk forklaring i retten. På denne baggrund fandtes det, når henset til Københavns Politis muligheder for at varetage sine interesser under sagen, herunder eventuelt gennem vidneførelse, at sagerne burde udsættes, til statsadvokaten havde truffet afgørelse i anledning af den stedfundne anmeldelse til Den Uafhængige Politianklagemyndighed af personale i København Politi. Københavns politis subsidiære påstand blev derfor taget til følge. LR fandt, herefter ikke grundlag for på daværende tidspunkt at tage stilling til, om der var grundlag for at udsætte sagerne, indtil undersøgelseskommissionen om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med den kinesiske præsidents statsbesøg m.v. nedsat af justitsministeren havde afgivet sin beretning.

FM 2017.75 VLK: Selvom ankesagers resultat kunne få betydning for en nyere sag, skulle den nye sag ikke afvente ankesagerne, da den i forvejen havde verseret i 6 år.

Der var i 2016 afsagt domme i 3 hovedsager, som blev anket fordi A ikke fik medhold. I 2010 havde A anlagt en anden sag mod en række personer, B, for at afbryde en forældelsesfrist. I denne sag var der enighed mellem parterne om, at hvis A ikke fik medhold i hovedsagerne, så havde han ikke noget krav i den nye sag. Sagen fra 2010 havde siden været udsat for at afvente udfaldet af hovedsagerne, på trods af B's protest. Da dommene i hovedsagerne blev anket, ønskede B sagen fremmet, mens A ønskede fortsat udsættelse. BR fandt, at sagen havde verseret i mere end 5 år. Uanset at udfaldet af sagen gik A imod og sagen derfor var anket og uanset, at udfaldet af ankesagen kunne få betydning for sagens udfald, vægtede hensynet til B's interesse i at få sagen afgjort højere end A's interesse i at afvente ankesagen. A's anmodning om yderligere udsættelse af sagen toges derfor ikke til følge. VL fandt, at sagen ved BR blev anlagt i 2010, og den havde således verseret i næsten 6 år. Det tiltrådtes på denne baggrund og i øvrigt af de grunde som BR havde anført, at sagen ikke burde udsættes yderligere, og VL stadfæstede derfor kendelsen.

FM 2017.184 VLK: B ønskede en sag udsat indtil EUIPO havde truffet afgørelse. VL fandt, at det måtte antages at EUIPOs afgørelse i sagen om A's varemærke ville få indflydelse på udfaldet af retssagen, jf. RPL § 345. Væsentlige procesøkonomiske hensyn talte derfor for, at sagen skulle udsættes. Der var ikke sådanne modhensyn, at det ikke måtte anses for påkrævet at udsætte behandlingen af sagen, indtil der forelå en afgørelse fra EUIPO.

FM 2017.213 ØLK: Da det var klargjort, at det var lejer B og ikke lejer A, som var lejer af et lejemål, blev udsættelsessag udsat, da lejer B skulle have mulighed for at fremsætte sine indsigelser ved advokat.

LB havde 10 min. før retsmøde ringet til fogedretten og forhørt sig om, hvorvidt der var et møde vedr. udsættelse af hans lejemål d.d. Han oplyste, at han var i besiddelse af en lejekontrakt, at han ønskede at gøre indsigelse, og at han ønskede at give møde ved advokat. U's advokat, A, anmodede om, at LA afgav forklaring, før der blev taget stilling til, hvorvidt sagen skulle fremmes samme dag. Da LA havde forklaret, at det var LB, der var den reelle lejer, da LA bl.a. aldrig havde betalt husleje, anmodede A om, at sagen blev fortsat som udkørende fogedforretning samme dag med henblik på effektiv udsættelse af både LA og LB, da der var dokumenteret en betalingsmisligholdelse i form af påkravsskrivelse og ophævelsesskrivelse, og da der ikke var tvivl om, at det reelt var LA, der var lejer, da det var ham, der formelt havde disponeret som lejer. Fogedretten fandt, at sagen afsluttedes for LA, idet han ikke var lejer, og ikke havde adgang til lejemålet. LA's forklaring om, at det var LB, der var lejer, var samstemmende med hvad LB telefonisk havde oplyst fogedretten. Ved indkaldelse til fogedretsmøde skal man have et varsel på mindst 7 dage, jf. RPL § 598, stk. 2. Det havde LB ikke fået. På denne baggrund, herunder særligt henset til, at LB skulle have mulighed for at fremsætte sin indsigelse ved advokat, kunne sagen ikke foretages udkørende dags dato, jf. RPL § 598, stk. 2, jf. § 491, stk. 1. ØL fandt, at denne var enig i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor fogedrettens kendelse blev stadfæstet.

UfR 2018.2011 HKK: Byrettens sag ikke udsat på indhentelse af speciallægeerklæring, da domstolenes prøvelse af Patientskadeankenævnets afgørelse måtte ske på grundlag af patientens forhold på tidspunktet for nævnets afgørelse, og speciellægeerklæringen havde derfor ikke betydning for sagen

A indbragte Patientskadeankenævnets (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), N’s, afslag på genoptagelse af en patientskadesag for Retten i Horsens. Under retssagens forberedelse blev sagen i maj 2014 forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, E, med henblik på en vejledende udtalelse om A’s varige mén og erhvervsevnetab i anledning af den anerkendte patientskade. A blev i 2015 og 2016 opereret. I 2016 anmodede E om en ny speciallægeerklæring fra en speciallæge i ortopædkirurgi med henblik på en erklæring efter den seneste operation. N protesterede mod indhentelsen. Spørgsmålet for HR var, om hovedforhandlingen i BR skulle afvente indhentelse af en ny speciallægeerklæring, eller om en sådan erklæring – som antaget af BR – måtte anses for uden betydning for sagen. HR fandt, at domstolenes prøvelse af N’s afgørelse måtte ske på grundlag af A’s forhold på tidspunktet for N’s afgørelse. Speciallægeerklæringen måtte antages at være uden betydning for sagen, og der var derfor ikke grundlag for at udsætte sagen herpå. VL var nået til et andet resultat.

FM 2020.149 VLK: Fogedforretningen mod S blev udsat, da S havde fået tredjeinstansbevilling for den dom, der lå til grund for fogedforretningen

Der var indgivet en udlægsbegæring af K mod S på baggrund af en dom fra 2019 fra VL. K fremlagde en subsidiær påstand om, at en udsættelse skulle betinges af, at S stillede sikkerhed for udlægget. Fogedretten i Herning modtog en anmodning om udsættelse fra S, da S havde søgt om tredjeinstansbevilling for dommen, og fogedretten modtog endnu en anmodning, efter S havde modtaget tredjeinstansbevillingen.

Fogedretten fandt, at sagen skulle udsættes efter RPL § 502, stk. 1, nr. 1.

VL fandt, at S, i tilfælde af at den tidligere dom blev tvangsfuldbyrdet, ikke ville kunne få fuld dækning for sit evt. tilbagebetalingskrav, hvis han fik medhold i HR. Der var ikke grundlag for sikkerhedsstillelsen efter RPL § 502, stk. 2 ud fra det foreliggende om S’ økonomiske forhold.

UfR 2020.2721 VLK: Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle afklare, om et eksproprieret areal var en beskyttet naturtype, og derfor blev sagen om lovligheden af ekspropriationsbeslutningen udsat, jf. RPL § 345

Banedanmark, A, ansøgte Syddjurs Kommune, K, om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af bomanlæg. K oplyste, at arealet ikke længere var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og traf efterfølgende afgørelse derom. B klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, N, og anførte, at K ikke havde redegjort for, at der var foretaget en ny vurdering af arealet, og at han ikke var orienteret om ændringen. B anmodede om, at sagen blev udsat på N’s afgørelse, jf. RPL § 345. B anførte, at spørgsmålet om, hvorvidt arealet var en beskyttet naturtype, ikke var afklaret, før klagen var endeligt afgjort. Retten i Randers fandt, at sagen ikke skulle udsættes, da B’s klage til N vedrørte en afgørelse, som var truffet af en anden myndighed efter ekspropriationen. VL fandt, at betingelserne for at udsætte sagen var opfyldt, jf. RPL § 345. B’s anmodning blev taget til følge, indtil N’s afgørelse forelå. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 54.

FM 2021.34 ØLK: Ansøgning til procesbevillingsnævnet havde ikke opsættende virkning, og fogedretten havde derfor med rette fastsat sagsomkostninger

Sagen angik fastsættelse af sagsomkostninger ifm. en indsættelsesforretning vedr. en hund. A var ikke mødt frem til procedure i BR, hvorfor sagen blev afvist på B’s begæring. A kærede afvisningen, men kæremålet bortfaldt, da der ikke blev indbetalt kæreafgift. En efterfølgende genoptagelsesanmodning blev ikke taget til følge. Der blev fastsat en frist til eventuelle omkostningsbemærkninger, og A meddelte inden for fristen, at sagen ikke var afsluttet, da den var på vej til Procesbevillingsnævnet, N. Til beregning af sagsomkostningerne oplyste B, at hunden ud fra en reproduktionsværdi som avlshund havde en værdi på 260.000 kr., og B’s advokat oplyste at have haft et tidsforbrug svarende til en fakturering på 90.000 kr.

Fogedretten i Næstved fandt, at B skulle tilkendes sagsomkostninger. Der blev lagt vægt på B’s påberåbte værdi og det betydelige tidsforbrug. A skulle betale 20.000 kr. til B.

ØL fandt, at det ikke havde opsættende virkning at indgive ansøgning til N, jf. RPL § 585, og fogedretten skulle derfor ikke have udsat deres vurdering af omkostninger. ØL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 193.

FM 2021.54 ØLK: Byretten havde ikke hjemmel til at udsætte en sag, der var en del af et større sagskompleks, på ubestemt tid, hvorfor sagen blev hjemvist til byretten

Sagen omhandlede erstatning for ulovlig fildeling og var en del af et større sagskompleks. Sagsøger, A, havde nedlagt påstand om tildeling af erstatning for fildelingen. A’s advokat, B, og dennes advokatkontor, C, var sigtet for bedrageri ifm. behandlingen af sagskomplekset.
    Retten i Roskilde fandt, at sagen skulle udsættes, grundet B’s og C’s rolle i sagskomplekset, jf. RPL § 345, jf. DL 5-1-2.
    ØL fandt, at sagskomplekset var på det indledende stadie af efterforskning, hvorfor der ikke kunne siges noget om tiltalespørgsmål eller tidshorisont. Da BR ikke havde hjemmel til at kunne udsætte sagen på ubestemt tid, og da DL 5-1-2 ikke var relevant i sagen, blev afgørelsen ophævet og hjemvist, således at sagens behandling skulle fremmes. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 74.

UfR 2021.1289 ØLK: En sag om sælger og byggesagkyndiges erstatningsansvar overfor to købere af en fast ejendom skulle udsættes indtil udfaldet af en isoleret bevisoptagelse, som køberne havde anmodet om mod ejerskifteforsikringsselskabet, da det kunne få indflydelse på sagens udfald, jf. RPL § 345

To købere, A, af en fast ejendom havde anlagt sag mod sælgeren, C, og den byggesagkyndige, E, pga. mangler ved ejendommen. Sagen drejede sig om, hvorvidt C og E var erstatningsansvarlige i det omfang, omkostningerne til udbedring af manglerne ikke blev dækket af ejerskifteforsikringen, D. A indgav særskilt anmodning om syn og skøn ved en isoleret bevisoptagelse mod D. Sagen mod C og E var fortsat under forberedelse og ikke berammet til hovedforhandling.

Retten i Holbæk fandt, at sagen skulle udsættes pga. anmodningen om syn og skøn ved en isoleret bevisoptagelse mod D, da resultatet af denne bevisoptagelse ville kunne få indflydelse på sagens udfald, jf. RPL § 345.

ØL fandt, at RPL § 345 efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder ikke var begrænset til afventning af administrative eller retlige afgørelser. ØL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 74.

UfR 2021.3784 HKK: Udsættelse af en sag var påkrævet for at afvente udfaldet af to verserende prøvesager, som omhandlede det samme spørgsmål om ekspropriationserstatning ifm. det samme letbaneprojekt, da det måtte lægges til grund, at prøvesagerne ville kunne få betydning for udfaldet af sagen

Sagen angik, hvorvidt en sag ved Retten i Odense skulle udsættes i medfør af RPL § 345 med henblik på at afvente udfaldet af to verserende prøvesager, som omhandlede det samme principielle spørgsmål om, hvordan ekspropriationserstatningen ifm. etableringen af et nyt letbaneanlæg i Odense skulle ansættes.

HR fandt, at afgørelsen af, om udsættelse af en sag i medfør af RPL § 345 var påkrævet, beroede på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder hensynet til en hurtig sagsbehandlingstid, procesøkonomiske hensyn og hensynet til, at sagen skulle oplyses bedst muligt, således at der kunne træffes en materielt rigtig afgørelse. I den konkrete sag var udsættelse påkrævet, bl.a. med henvisning til at prøvesagerne angik samme problemstilling i relation til det samme letbaneprojekt, og at det måtte kunne lægges til grund, at prøvesagerne ville kunne få betydning for udfaldet af den konkrete sag. VL var kommet til samme resultat. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2021, p. 72.

UfR 2022.597 ØLK: I en varemærkesag skulle der ikke ske udsættelse af sagen fsva. varemærker, hvor EUIPO havde truffet endelig afgørelse, men for ét varemærke skulle sagen udsættes, da der for dette varemærke var indgivet anmodning til EUIPO om fortabelse eller ugyldighed

Et selskab, A, havde anlagt sag mod et andet selskab, B, i en sag om krænkelse af EU-varemærker. A anmodede om udsættelse og henvisning. B blev opfordret til at indgive begæring til EUIPO, E, om A’s varemærkers fortabelse eller ugyldighed. Såfremt B indgav begæring, skulle sagen udsættes, indtil E havde truffet endelig afgørelse om A’s EU-varemærker. B påstod i stedet sagen fremmet.
    SH fandt, at SH på begæring fra EU-varemærkets indehaver kunne udsætte sagens behandling og opfordre sagsøgte til at indgive begæring til E om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, jf. EU-varemærkeforordningens art. 128, stk. 7. SH havde som EU-varemærkedomstol kompetence til at behandle sagerne, og der var ikke grundlag for at udsætte og opfordre B til at indgive begæring til E.
    ØL fandt, at fordi E havde taget endelig administrativ stilling til nogle af varemærkerne, kunne A’s påstand om udsættelse ifm. disse varemærker ikke tages til følge, jf. varemærkeforordningens art. 128, stk. 2. For ét af varemærkerne var der dog indgivet anmodning til E om fortabelse eller ugyldighed, og for dette varemærke skulle der ske udsættelse. En anmodning om, at der blev stillet præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen blev ikke taget til følge, da der var sket korrekt anvendelse af EU-varemærkeforordningens regler. Sagen blev udsat indtil E’s endelige afgørelse fsva. det ene varemærke, mens resten af SH’s kendelse blev ophævet og hjemvist mhp. stillingtagen til, om den del af sagen vedr. de øvrige varemærker helt eller delvist skulle udskilles til særskilt forlods afgørelse. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 140.

UfR 2022.2025 HKK: To varemærkesager ved Sø- og Handelsretten skulle udsættes som følge af sagsøgtes indgivelse af en anmodning om fortabelse eller ugyldighed af de pågældende varemærker til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Ved SH verserede der to sager, anlagt af virksomheden NHS, Inc., A, om krænkelse af en række EU-varemærker, hvor sagsøgte, B, havde fremsat modkrav med påstand om EU-varemærkernes fortabelse eller ugyldighed. SH bestemte, at begge sager skulle udsættes, fordi B forud for fremsættelsen af modkravet i sagerne havde indgivet en anmodning om fortabelse eller ugyldighed af de pågældende EU-varemærker til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).
    HR tiltrådte, at begge sager ved SH var blevet udsat. A nedlagde for HR påstande om, at de to sager ved SH, eller i det mindste den første af de to sager, skulle fremmes fsva. A’s påstand om krænkelse. Efter omstændighederne tog HR disse påstande under påkendelse, men de blev ikke taget til følge. Der var endvidere ikke grundlag for at forelægge EU-Domstolen præjudicielle spørgsmål. ØL var kommet til det samme resultat.

UfR 2022.3266 ØLK: Der var ikke grund til at udsætte to ud af syv retsdage, da hensynet til sagens fremme oversteg anklagefuldmægtigens afholdelse af ferie

I en straffesag var der afsat 7 retsdage til hovedforhandlingen. Parterne var enige om, hvornår 5 af dagene skulle berammes, hvorimod anklagemyndigheden, M, modsatte sig de to resterende dage, da de faldt sammen med anklagefuldmægtigens afholdelse af ferie.
    Retten i Odense fandt, at det fremgik af RPL § 843 a, stk. 1, at retten skulle fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed krævede og tillod. Efter en samlet vurdering kunne det lægges til grund, at hensynet til sagens fremme inden rimelig tid, herunder navnlig hensynet til varetægtsfængslingens varighed, samt hensynet til, at hovedforhandlingen blev koncentreret tidsmæssigt, oversteg M’s ønske om, at sagen blev fordelt til en bestemt anklager.
    ØL stadfæstede.

UfR 2024.1933 VLK: Den omstændighed, at der verserede en tilsvarende sag ved BR, gjorde ikke udsættelse påkrævet, da den tilsvarende sag var i forberedelsesfasen, og det var uvist, hvilken betydning den ville få for nærværende sag

Otte sagsøgere, S, anlagde sag mod Molslinjen, M, da en færgerute havde medført, at der ud for S’ sommerhuse var sket tilsanding af søterritoriet. S påstod, at M skulle betale erstatning. Parallelt kørte der en tilsvarende sag i BR, som ejerne af nabosommerhuset havde anlagt nogle år forinden. S anmodede om fremlæggelse af skønserklæring, der var indhentet ifm. parallelsagen.
    Retten i Aarhus fandt, at skønserklæringen omfattede konkrete forhold af teknisk karakter og var indhentet inden sagens anlæg, hvorfor erklæringen kunne fremlægges under sagen, jf. RPL § 341 a. Sagen kunne ikke udsættes, indtil der blev afsagt dom i parallelsagen, da der bl.a. fortsat udestod en række forberedelsesskridt i sagen, herunder syn og skøn, og det var usikkert, hvornår afgørelsen i parallelsagen forelå, samt hvilken betydning afgørelsen ville få i nærværende sag.
    VL fandt, at den omstændighed, at der verserede en anden sag ved BR mod M anlagt af ejerne af et sommerhus beliggende i samme område som S’ sommerhuse, ikke udgjorde et forhold, der gjorde det påkrævet at udsætte behandlingen af denne sag. Betingelserne for at udsætte sagen var ikke opfyldt, jf. RPL § 345. VL stadfæstede.

UfR 2024.3384 VLK (FM 2024.54 VLK): Sag om lovligheden af opsigelse af lejer kunne udsættes, da EU’s besvarelse af en række præjudicielle spørgsmål om kommunens udviklingsplan kunne have betydning for afgørelsen af sagen

Et område i hhv. Gellerup og Toveshøj blev kategoriseret som ”hårdt ghettoområde” og senere som ”omdannelsesområde”. Der blev udarbejdet en udviklingsplan, hvilket indebar, at der skulle ske nedrivning af syv boligblokke og renovering af fem. Sagen angik lovligheden og gyldigheden af opsigelsen af L’s lejemål, som befandt sig i en af de blokke, der skulle nedrives. Boligretten i Aarhus havde ved kendelse afvist L’s anmodning om udsættelse af sagen på EU-Domstolens besvarelse af præjudicielle spørgsmål i andre sager. L kærede og anførte, at det var centralt for sagen, om den lovgivning, der lå bag udviklingsplanen for Gellerup og Toveshøj, var lovlig.
    VL fandt, at besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål, der var blevet forelagt for EU-Domstolen kunne have betydning for afgørelsen af sagen. Betingelserne for at udsætte sagen, indtil besvarelsen forelå, var derfor opfyldt, jf. RPL § 345.

Advokat Jørgen U. Grønborg