Tvangsbøder skulle ikke anses for omfattet af begrebet bøder i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 1, nr. 1 (dækningsrækkefølgen), § 5, stk. 1 (undtaget for renteskrivning) eller § 12 b, stk. 1 (fritaget for afgift ved udlæg). Det betød, at tvangsbøder, der var under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen) ifm. de pågældende tre forhold skulle fremover behandles som følger: Tvangsbøder skulle indgå i dækningsrækkefølgen under begrebet ”andre fordringer”. Inddrivelsesrenter skulle tilskrives fra d. 1. i den måneden efter modtagelsen hos restancemyndigheden. Der skulle beregnes retsafgift af tvangsbøderne.
Inddrivelse af gæld til det offentlige
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
Lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner, og om opkrævning af ejendomsbidrag (gebyrloven), jf. lovbekg. nr. 468 af 17.05.2024
Lov om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet, jf. lov nr. 118 af 07.02.2012
Bekg. nr. 1110 af 25.10.2024 om inddrivelse af gæld til det offentlige (Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 336 af 27.03.2023 om afskrivning af visse renter af fordringer, der er dannet i Skatteforvaltningens køretøjsregister (Det Digitale MotorRegister, DMR)
Bekg. nr. 41 af 23.01.2012 om gebyrer for ekspedition ved inddrivelse af restancer
Skrivelse nr. 9122 af 05.03.2008 om inddrivelse af foreløbige fastsættelser vedrørende moms, herunder fristreglerne i skatteforvaltningsloven
Skrivelse nr. 9111 af 28.01.2008 om politifremstilling af restanter
Cirkulæreskrivelse nr. 9372 af 23.04.2007 om genoptagelse af beregningen af skyldners betalingsevne i forbindelse med fastsættelse af afdragsordninger og lønindeholdelse
Cirk. nr. 28 af 14.03.1997 om betalingsevnevurdering i forbindelse med lønindeholdelse og afdragsordninger.
TfS 2006.230 SKAT (SKM2006.88 SKAT): Der orienteres om de ændrede regler for eftergivelse af en lang række af de fordringer som restanceinddrivelsesmyndigheden efter 1. november 2005 har overtaget til inddrivelse. Fordringerne kan eftergives efter bestemmelserne i opkrævningslovens §§ 15 - 15 b.
TfS 2006.283 SKAT (SKM2006.130 SKAT): Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v. kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. En klage skal indgives til restanceinddrivelsesmyndigheden, der, hvis klagen giver anledning dertil, kan genoptage sagen og evt. give klager helt eller delvist medhold med en ny afgørelse, der skal meddeles klager senest 14 dage efter, at sagen er fuldt oplyst (remonstration). Restanceinddrivelsesmyndigheden skal i alle tilfælde vurdere, om en klage giver anledning til en ændret afgørelse.
TfS 2006.344 SKAT (SKM2006.134 SKAT): Restanceinddrivelsesmyndigheden skal stå anført som rekvirent på såvel tilsigelsen som udlægsbladet, selvom der foretages udlæg for flere restancer i KMD-Ind. Hvis en udlægstilsigelse eller udlægget omfatter flere restancer, skal hver enkelt restance behørigt specificeres i såvel udlægstilsigelsen, som på udlægsbladet / fogedbogen.
TfS 2006.542 SKAT (SKM2006.302 SKAT): Tvangsfuldbyrdelse i form af udlæg og modregning skal ikke foretages i løntilskud, der udbetales efter beskæftigelsesindsatsloven.
TfS 2006.589 SKAT (SKM2006.365 SKAT): En stillet sikkerhed skal anvendes til dækning af restancer, efterhånden som disse opstår, hvorfor der ikke kan foretages udlæg for en restance, der kan dækkes med en eksisterende sikkerhed, ligesom en sådan restance heller ikke kan bruges som grundlag for en konkursbegæring. En eksisterende sikkerhedsstillelse hindrer dog ikke modregning.
SKM2006.756 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2007.
TfS 2006.819 SKAT: Retningslinjer for skattecentrenes indregning af personskatterestancer i forskudsregistreringen for 2007.
TfS 2007.283 SKAT (SKM2007.120 SKAT): Eftergivelse af offentlig gæld for personer, der har modtaget kontanthjælp i 4 år og er kommet i beskæftigelse mv.
TfS 2007.284 SKAT (SKM2007.136 SKAT): En præcisering af adgangen til at fastsætte afdragsordninger eller foretage lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere og andre, hvis nettoindkomst ligger under den nederste grænse i tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen.
TfS 2007.540 SKAT (SKM2007.265 SKAT): LSR har i afgørelse TfS 2007.546 LSR udtalt, at det ikke efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 17, er en betingelse, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag. Formuleringen af bekendtgørelsens § 12 stk. 2, hvorefter afdraget fastsættes bl.a. under hensyn til klagerens udgifter, giver heller ikke i sig selv tilstrækkelig belæg for at antage, at der ved beregning af betalingsevne kun skal foretages fradrag for bidrag, der løbende betales. Der skal derfor ske genoptagelse af afgørelser truffet efter 1. november 2005, hvor der kun er tilladt fradrag for bidrag der løbende betales.
TfS 2007.693 SKAT (SKM2007.451 SKAT): Folketingets Ombudsmand har udtalt, at der er tale om en afgørelse, når restanceinddrivelsesmyndigheden fastsætter en afdragsordning på baggrund af den tabel, som fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Skattecentrene og Inddrivelsescentret skal derfor give klagevejledning i de sager, hvor der, på baggrund af tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 stk. 1, fastsættes en afdragsordning. Vedrørende indholdet af klagevejledningen henvises der til TfS 2007.558 SKAT.
TfS 2007.697 SKAT (SKM2007.472 SKAT): Ved vurderingen af, hvorvidt der kan ske eftergivelse af gæld til det offentlige, der er systematisk oparbejdet, skal der først og fremmest lægges vægt på størrelsen af den systematisk oparbejdede gæld, både totalt set og set i forhold til størrelsen af den samlede gæld.
TfS 2007.747 SKAT (SKM2007.495 SKAT): Meddelelsen redegør for, hvornår SKAT kan inddrive gæld hos umyndige (mindreårige) personer.
TfS 2007.820 SKAT (SKM2007.564 SKAT): Oplysninger om forfalden gæld på mere end 7.500 kr. til det offentlige kan videregives til et kreditoplysningsbureau. En af fire alternative betingelser er ifølge PDL § 16, stk. 3, nr. 1, at gælden kan inddrives ved udpantning, og at der er fremsendt to rykkere til skyldneren. Datatilsynet har udtalt, at et varsel om lønindeholdelse, en underretning til skyldneren om fordringens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse og en udlægstilsigelse er at anse som "rykkere" i relation til § 16, stk. 3, nr. 1, såfremt meddelelsen indeholder en specifikation af gælden og en angivelse af, hvorledes betaling kan ske.
TfS 2007.860 SKAT (SKM2007.439 SKAT): Skattebeløb, for hvilke der efter KSL § 72 stk. 2 kan foretages udlæg i ægtefællens ejendele, kan modregnes i udbetaling til ægtefællen af overskydende skat med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55.
TfS 2007.861 SKAT (SKM2007.643 SKAT): Meddelelsen præciserer, at oplysningerne om en skyldners nettoindkomst, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal være oplysninger fra skyldners årsopgørelse eller oplysninger afgivet i forbindelse med frivillig forskudsregistrering.
TfS 2007.862 SKAT (SKM2007.647 SKAT): Meddelelsen besvarer 3 spørgsmål vedrørende afdragsordninger og lønindeholdelse for personer. Hvornår der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at SKAT fastsætter en afdragsordning på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6; om en lønindeholdelse kan gennemføres på baggrund af en betalingsevnevurdering, der viser en højere lønindeholdelsesprocent end den varslede lønindeholdelsesprocent fastsat efter et tabeltræk i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og om andre udgifter end bidragsforpligtelsen, der kan fratrækkes i betalingsevnevurderingen efter inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, skal være faktisk betalt. På baggrund af svarene fastsætter meddelelsen endvidere retningslinjer for den fremtidige fastsættelse af afdragsordninger og lønindeholdelser på de områder, der er omfattet af spørgsmålene.
TfS 2007.863 SKAT (SKM2007.661 SKAT): LSR har i TfS 2007.871 LSR udtalt, at "særlige forhold", der taler for, at et afdrag skal fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end efter tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 stk. 1, ikke kan være gældens størrelse og/eller tidshorisonten for dennes afvikling. På denne baggrund ændres pkt. 1 i TfS 2007.862 SKAT i overensstemmelse hermed.
TfS 2007.899 SKAT (SKM2007.653 SKAT): SKAT har som udgangspunkt altid den fornødne retlige interesse i en insolvent skyldners konkurs. SKAT har dog ingen retlig interesse i en konkurs, hvis skyldneren er en enkeltmandsvirksomhed uden aktiver, og SKATs ønske udelukkende er at stoppe restancetilvæksten gennem registreringsforholdets bortfald, hvilket konkret kan opnås ved inddragelse efter opkrævningslovens bestemmelser herom. I alle øvrige tilfælde bør en konkurs som udgangspunkt vælges frem for en registreringsinddragelse efter opkrævningsloven.
TfS 2007.1012 SKAT (SKM2007.763 SKAT): Juridisk Service, Inddrivelse i Hovedcentret har udarbejdet en skematisk oversigt over betalingsarter i KMD-IND med relevante inddrivelsesmidler, hjemler mv.
TfS 2007.1014 SKAT (SKM2007.787 SKAT): Retningslinjerne for anmeldelse af krav i gældssanering ændres således, at der kun skal ske anmeldelse i en gældsanering, hvis det samlede krav incl. renter, som SKAT har til inddrivelse, er på 10.000 kr. eller derover. SKAT kan undlade at foretage en vurdering af et forslag til gældssanering, når SKATs krav udgør 20 % eller mindre af den samlede gæld, og der i øvrigt ikke foreligger særlige forhold. De ændrede retningslinjer træder i kraft pr. 1. november 2007.
TfS 2007.1114 SKAT (SKM2007.137 SKAT): I lov nr. 429 af 6. juni 2005 med senere ændringer om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer sondres der mellem opkrævning og inddrivelse. Sondringen medfører, at klage over afgørelser, der træffes af SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed skal, behandles efter bestemmelserne i kapitel 11 i inddrivelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige), mens klage over afgørelser, der træffes af SKAT som opkrævningsmyndighed, skal behandles efter bestemmelserne i skatteforvaltningsloven. I meddelelsen fastlægges hvem der har afgørelseskompetence, når der træffes afgørelse om eftergivelse og fritagelse for renter og gebyrer, henstand i forbindelse med påklage af afgørelse om skatter og afgifter, afgørelse om sikkerhedsstillelse og afgørelse om hæftelse.
TfS 2008.28 SKAT (SKM2007.877.SKAT): I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2008.
TfS 2008.359 SKAT (SKM2008.123 SKAT): Meddelelsen præciserer retningslinierne for, hvornår en skyldner kan fremstilles ved politiets foranstaltning.
TfS 2008.360 SKAT (SKM2008.117 SKAT): Juridisk Service - Inddrivelse, Hovedcentret har udarbejdet en skematisk oversigt over kravstyper, bøder m.v. i relation til virksomhedsrestancer, med angivelse af relevante inddrivelsesmidler, hjemler m.v.
TfS 2008.425 SKAT (SKM2008.201 SKAT): I meddelelsen præciseres det, hvornår en udlægsforretning har afbrudt forældelsen, uanset om udlægsforretningen foretages på skatte-centret, som udgående udlægsforretning eller gennemføres ved politifremstilling. Politifremstilling kan iværksættes alene med henblik på afbrydelse af forældelse af en fordring. Der må dog ikke ske unødvendig eller overdreven brug af politifremstillinger, hvorfor skyldner altid bør være tilsagt til en udlægsforretning på skattecentret og hvis han ikke giver møde, skal udlægsforretningen forsøges gennemført ved en udgående udlægsforretning. Reglerne for protokollering i fogedbladet (udlægsbladet) indskærpes, herunder at protokollering skal finde sted under selve udlægsforretningen.
TfS 2008.445 SKAT (SKM2008.221 SKAT): Der er i forbindelse med inddrivelse af restancer hos virksomheder opstået spørgsmål om, hvornår foreløbige fastsættelser vedr. moms kan afløses af en momsangivelse, med henblik på at få fastsat et korrekt momstilsvar, der kan danne grundlag for inddrivelse, herunder indgivelse af en konkursbegæring. I denne meddelelse redegøres der nærmere for de fristregler, der gælder for ændring af foreløbige fastsættelser af moms, samt behandlingen af en virksomheds anmodning om ændring af en foreløbig fastsættelse.
TfS 2008.864 SKAT (SKM2008.495 SKAT): Den 1. juni 2008 træder bekendtgørelse nr. 420 af 21. maj 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen) i kraft. Samtidig ophæves den tidligere bekendtgørelse nr. 1510 af 13. december 2007. Ændringen af bekendtgørelsen sker som følge af, at lønindeholdelse fra og med 1. juni 2008 skal foretages over eSkattekortet. I denne meddelelse beskrives ændringerne i bekendtgørelsen nærmere. I forbindelse med at lønindeholdelse pr. 1. juni 2008 sker over eSkattekortet, gives der ikke længere et pålæg om lønindeholdelse til skyldner. Dette er ensbetydende med, at lønindeholdelse over eSkattekortet ikke længere kan anses for at være forældelsesafbrydende i henhold til forældelseslovens § 18, stk. 4.
TfS 2008.941 SKAT (SKM2008.535 SKAT): SKAT har som restanceinddrivelsesmyndighed konstateret, at der i en række sager enten er modtaget forældede krav til inddrivelse, at der er sket forældelse af krav der er modtaget til inddrivelse, eller der er sket inddrivelse ved lønindeholdelse eller modregning af forældede fordringer. I denne meddelelse fastlægges de nærmere retningslinjer for SKATs behandling af sådanne sager, herunder underretning af skyldner og fordringshaver, hvis der er indtrådt forældelse af et krav og tilbagebetaling af beløb, der er inddrevet ved lønindeholdelse eller modregning af forældede fordringer.
TfS 2008.942 SKAT (SKM2008.556 SKAT): Meddelelsen præciserer indholdet af SKM2008.552 SKAT, om modregning i børnefamilieydelse.
TfS 2008.1008 SKAT (SKM2008.599 SKAT): Denne meddelelse præciserer hvilke data der anvendes til brug for opgørelse af nettoindkomsten, jf. bekendtgørelse nr. 420 af 21. maj 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen).
TfS 2008.1044 SKAT (SKM2008.603 SKAT): Denne SKAT-meddelelse indeholder en beskrivelse af reglerne vedrørende sikkerhedsstillelse for en ægtefælles ophold i landet i henhold til UDL § 9, stk. 4, som har relevans for inddrivelsen. Sikkerhedsstillelse i form af en anfordringsgaranti stillet af et pengeinstitut vil ikke blive behandlet her.
TfS 2009.13 SKAT (SKM2008.971 SKAT): Visse skattecentre har fortaget og dernæst fået tinglyst udlæg i fast ejendom to gange for den samme fordring. SKAT kan ikke ved udlæg opnå en overdækning af en fordring, hvilket støttes på RPL § 507, stk. 1.
SKM2009.1 SKAT: Hjemlen til eftergivelse af gæld til det offentlige er flyttet fra opkrævningsloven til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I denne meddelelse orienteres der om de ændrede regler om eftergivelse, der trådte i kraft pr. 1. januar 2009.
SKM2009.8 SKAT: Hvis der er tvist om et kravs eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning. Pr. 01.01.2009 trådte Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov nr. 1333 af 19.12.2008 (INDOG) i kraft. Den nye lov medfører, at RIM kan bestemme, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse under visse betingelser kan tillægges opsættende virkning. RIM kan endvidere tilbagesende en fordring til fordringshaveren, hvis tvisten om kravet ikke afklares af fordringshaveren inden rimelig tid.
SKM2009.5 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres i meddelelsen beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2009.
SKM2009.20 SKAT: Inddrivelsesbekendtgørelsen er ændret pr. 1/1 2009: Afgørelse om afdragsordning/lønindeholdelse baseres som udgangspunkt på eIndkomstdata.
SKM2009.136 SKAT: LSR har i SKM2008.1028 LSR i forbindelse med beregningen af skyldners betalingsevne, beregnet transportudgift ved erhvervelse af indkomsten, uden at fratrække det årligt regulerede beløb, der skal afholdes af rådighedsbeløbet. LSR har over for SKAT, Hovedcentret, oplyst, at dette er en fejl. Der er dermed ikke sket en ændring af praksis, hvorfor der fortsat skal ske reduktion i befordringsudgiften med kr. 640 i 2009.
Skrivelse nr. 9268 af 04.05.2009 om Civilretlige krav – tilvejebringelse af eksekutionsfundament - styresignal
Skrivelse nr. 9267 af 28.04.2009 om Hvor kan pantefogeden foretage udlæg for ejendomsskatter - styresignal
SKM2009.268 SKAT: I forbindelse med, at bekendtgørelse nr. 1365 af 19.12.2008 trådte i kraft har SKAT, Juridisk Center modtaget flere spørgsmål vedrørende SKATs mulighed for at tiltræde en afdragsordning, der tilbydes af skyldner. I denne meddelelse fastsættes derfor nærmere retningslinier for, hvornår SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed (RIM) kan indgå kulanceaftaler.
SKM2009.300 SKAT: Fairplay III-loven blev vedtaget den 19. december 2008. Det er tredje lovpakke i indsatsen mod skatte- og afgiftsunddragelse, som indeholder ændringer på en række områder. På opkrævnings- og inddrivelsesområdet er KSL § 46, stk. 4, om registrering for indeholdelsespligt gennem en befuldmægtiget lempet. I opkrævningslovens § 4 og § 11 er gennemført væsentlige ændringer omkring de formalia, der skal iagttages, ligesom der med § 4, stk. 4, er indsat en bestemmelse om hæftelsesgennembrud, og i § 11 er der sket en udvidelse med personskatter og, i stk. 2, med filialbestyrere. I relation til indsatsområdet er der bl.a. skabt mulighed for at give påbud i en række love, hvis regler om registrering, indsendelse af angivelser, regnskab mv. ikke overholdes, samt at give daglige bøder indtil påbuddet efterleves. På ansvarsområdet er der bl.a. indsat en bestemmelse i de såkaldte "cola-love" om, at der ved grove eller gentagne overtrædelser skal ske konfiskation. I øvrigt er der foretaget justeringer, rettelser og konsekvensrettelser i en lang række bestemmelser.
SKM2009.308 SKAT: Dette styresignal indeholder en præcisering af reglerne for, hvor kontorudlæg for ejendomsskatter m.v. kan foretages.
SKM2009.312 SKAT: Dette styresignal vedrører spørgsmålet om, hvorvidt SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed, i tilknytning til lov nr. 1333 af 19. december 2008 om opkrævning og inddrivelse af gæld til det offentlige, er forpligtet til at udtage stævning med henblik på fremskaffelse af et eksekutionsfundament og hvorvidt SKAT kan optræde som sagsøger og/eller har partshabilitet i forbindelse med udtagelse af stævning mod borgeren.
SKM2009.394 SKAT: Bemyndigelsesbestemmelsen i Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (INDOG), § 16, stk. 2, er udmøntet i inddrivelsesbekendtgørelsens § 27, hvorefter Restanceinddrivelsesmyndigheden (RIM) kan endeligt afskrive en fordring til det offentlige, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, herunder undlade at afbryde forældelsen, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssig store omkostninger at fortsætte inddrivelsen. Dette styresignal angiver de overordnede rammer og retningslinier for hvornår RIM kan afskrive et krav endeligt. Ophævet.
SKM2009.421 SKAT: SKAT har i 2007-2008 med henvisning til børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, ulovhjemlet gennemført modregning med daginstitutionsrestancer efter dagtilbudsloven i krav på børnefamilieydelser. Dagtilbudsområdet blev dog med virkning fra den 1. august 2007 flyttet fra serviceloven til dagtilbudsloven. Ved en fejl blev § 11, stk. 2, ikke konsekvensrettet. Den er dog nu blevet udvidet med adgangen til at modregne med daginstitutionsrestancer efter dagtilbudsloven, men det er først sket med virkning fra den 1. januar 2009. SKAT skal derfor i forbindelse med en genoptagelse af de sager, hvor modregningen skete ulovhjemlet, foretage en udbetaling af børnefamilieydelsen sammen med en rentegodtgørelse, hvis denne udgør mindst 200 kr. SKAT er samtidig indtrådt i kommunernes krav på de daginstitutionsrestancer, der indgik i de ulovhjemlede modregninger.
SKM2009.754 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres i meddelelsen beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2010.
SKM2010.86 SKAT: Kommunale forsyningsvirksomheder, der er udskilt fra den kommunale forvaltning i selvstændige selskaber m.v. i form af f.eks. aktie-, anpartsselskaber eller interessentskaber, og hvor disse er 100 pct. ejet af kommunen eller af flere kommuner, er omfattet af lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringer, som tilhører sådanne selskaber, skal derfor inddrives af SKAT. I det omfang kommunale forsyningsvirksomheder overdrages til forbrugerne eller frasælges til tredjepart, er inddrivelse via SKAT udelukket.
SKM2010.724 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres i meddelelsen beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2011.
SKM2011.751 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres i meddelelsen beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2012.
SKM2012.704 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2013.
SKM2013.102 SKAT: I fortsættelse af Intern Revisions gennemgang af afskrevne sager i inddrivelsen ophæves SKM2009.394 SKAT, der omhandler afskrivninger efter INDOG § 16, ved offentliggørelsen af dette styresignal. Der vil snarest blive udsendt nærmere retningslinjer for administrationen efter lovens § 16, ligesom afsnit G.A.3.1.8 i Den Juridiske Vejledning vil blive konsekvensrettet i forbindelse med opdateringen til juli 2013. Der vil som udgangspunkt ikke blive ændret i hvilke kriterier, der skal foreligge for at inddrivelsesskridt anses for åbenbart formålsløse eller forbundne med uforholdsmæssige omkostninger, men ske en præcisering af, at en fordring her først ophører ved forældelse.
SKM2013.691 SKAT: Som følge af tre LSK kendelser kan der nu bevilges henstand med indregnede restskatter. Denne meddelelse fastlægger de nærmere retningslinjer herfor. Meddelelsen fastlægger også, at tidligere afgørelser, hvor der er givet afslag på ansøgning om henstand med indregnede restskatter, skal genoptages.
SKM2013.834 SKAT: Opgørelse af rentesatser ifølge opkrævningslovens § 7, stk. 1 og stk. 2 for 2014. (0,1%)
SKM2013.917 SKAT: Denne meddelelse ophæver SKM2012.617.SKAT og SKM2012.722.SKAT
SKM2015.688 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2016.
SKM2016.123 SKAT: SKAT præciserer retningslinjerne i forbindelse med anmeldelser, herunder anmeldelser hvor anmelder ønsker at være anonym (konsekvensændring som følge af nedlæggelse af anmeldetjenesten).
SKM2016.481 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2017.
SKM2017.348 SKAT: Styresignalet ændrer praksis for afdragsordninger vedrørende de såkaldte "kioskbøder", således at afdragsordninger vedrørende disse restancer vil blive behandlet og fastsat på samme måde som afdragsordninger vedrørende andre restancer.
SKM2017.617 SKAT: I overensstemmelse med bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2018.
SKM2018.188 SKAT: I styresignalet blev beskrevet en ændring af praksis vedrørende solidarisk hæftelse, når der skete en ændring i gældsforholdet for én eller flere af skyldnerne som følge af forældelse, eftergivelse, gældssanering eller rekonstruktion med tvangsakkord. Styresignalet gjaldt for krav under opkrævning hos SKAT og for krav under inddrivelse hos SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed.
SKM2018.163 SKAT: På baggrund af § 18 d i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage de inddrivelsessager, hvor det er konstateret, at der kan være foretaget ulovlig inddrivelse i løbet af inddrivelsessystemet EFIs driftsperiode fra og med d. 01.09.2013 til og med d. 07.09.2015. Dette styresignal beskriver rammerne for restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af egen drift i de tilfælde, hvor det ikke umiddelbart kan konstateres, at de berørte fordringer har været retskraftige på tidspunktet for inddrivelsen i EFIs driftsperiode. Styresignalet indeholder desuden retningslinjer for borgeres og virksomheders anmodning om genoptagelse.
SKM2018.570 SKAT: I overensstemmelse med ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige offentliggøres hermed beløbssatserne for beregningen af betalingsevnen for 2019.
SKM2019.597 GÆLDST: Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2020
SKM2020.499 GÆLDST: Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2021
SKM2021.507 GÆLDST: Ændring og præcisering af praksis for håndtering af tvangsbøder under inddrivelse, hvor politiet var fordringshaver
SKM2021.630 GÆLDST: Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2022
SKM2022.530 GÆLDST: Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2023
SKM2023.471 GÆLDST: Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2023
Gældende fra d. 01.10.2023.SKM2023.534 GÆLDST: Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2024
Den juridiske vejledning G.A: Inddrivelse
Bet. nr. 300/1961: Ændring af reglerne om inddrivelse af familieretlige underholdsbidrag
Bendt Berg: Procesret for pante- og toldfogeder, 1. udg., 1997, 160 sider, GadJura. Anmeldt af Boris Hansen i FM 2000.17.
Birthe Kruckenberg: Opkrævning af skatter og sociale ydelser, 6. udg., 1997, 50 sider, Danmarks Forvaltningshøjskole, tlf. 31 86 18 70.
Peter Devantier, Birthe Kruckenberg og Henrik Nielsen: Inddrivelse af sociale fordringer, 3. udg., 1998, Danmarks Forvaltningshøjskole, tlf. 31 86 18 70.
Anja Gärtner og Lise Troelsen: Opkrævningsloven med kommentarer, 1. udg., april 2001, 204 sider, DJØF.
Bettina Lehmann Kristiansen: Pantefogederne og deres retsanvendelse i retssociologisk belysning, 1. udg., okt. 2001, 480 sider, DJØF.
Lars Lindencrone Petersen og Thomas Frøbert: Opkrævningsloven med kommentarer, 1. udg., juni 2018, 197 sider, Karnov Group. Anmeldt af Jan Pedersen i UfR 2018 B.229
Poul Sørensen i JUR 1976.473-503: Skatte- og afgiftskravs stilling ved betalingsstandsning og konkurs.
P. Spleth i UfR 1978 B.137-141: Brug og misbrug af udpantningsadgang.
Jens Anker Andersen i JUR 1979.68-72: Kan udlæg foretaget af en pante- eller toldfoged appelleres?
Artiklen svarer nej.Boris Hansen i UfR 1986 B.251-252: Det pante- eller toldfogedudlæg, som fogedretten har dræbt, lever ikke
Kommentar til UfR 1986.218 VLK.
Jens Anker Andersen i ADV 1989.13-15: Kan indsigelser mod et forgæves pante- eller toldfogedudlæg prøves af fogedretten?
Ja, ifølge VLK af 28.04.1988.Boris Hansen i ADV 1989.125-126: "Ret eller rimeligt?" Hverken eller!
Kommentar til Jens Anker Andersens ovennævnte artikel.Mette Garvold i ADV 1989.337-339: Udlæg for kommunens omkostninger til bekæmpelse af olieforurening. Mulighed for at gå direkte til pantefogeden med omkostninger til selvhjælpshandlinger efter miljøloven.
Jens Anker Andersen i Lov & Ret nr. 5/1994 p. 15-17: Statens penge er ikke finere end andres penge.
Ulrik Holsted-Sandgreen i Justitia nr.5/1995: Fogedrettens adgang til prøvelse af indsigelser mod told- og pantefogedudlæg samt indsigelser mod pålæg om lønindeholdelse.
Alex Nymark i FM 1997.47: Følger af fogedrettens ophævelse af pantefogedudlæg
Indeholder omtale af VLK af 24.01.1997, hvorefter der ikke var grundlag for at tillægge kæremål af fogedrettens ophævelse af udlæg opsættende virkning.
Jens Høeg-Petersen i Pantefogeden nr. 3/1998 p. 73-76: RKI - set i forhold til inddrivelsesreglerne.
Sonia Dahlgaard i Pantefogeden nr. 3/1998 p. 77-84: Hvad med retssikkerheden?
Bruno Hørup i Pantefogeden nr. 5/1998 p. 116: Kurven blev knækket - 1997 blev også et godt år
Oplyser, at de samlede restancer, som inddrives af kommunerne, udgjorde 13,5 mia. kr. ultimo 1997, hvilket var et fald på 6%. Indregning af restancer i forskudsskatten giver ca. 100 mio kr. årligt.Jesper Pålsson i Pantefogeden nr. 5/1998 p. 117: Fastsættelse af afdragsordninger - fortolkningen af SD-cirkulære 1978-13 og TSS-cirkulære 1997-5.
Finn Ingvardtson i Pantefogeden nr. 5/1998 p. 118-120: Helhedsorienteret sagsbehandling.
Jens Høeg-Petersen i Pantefogeden nr. 5/1998 p. 120-122: Bådpladsleje
Konkluderer, at der betalingsreglementet kan skabes hjemmel til udpantning, og at der er søpanteret for bådpladsleje.Bent Christensen i Pantefogeden nr. 5/1998 p. 123-124: Forespørgsel til Registertilsynet om betalingsaftale/registerlovens § 20 c, stk. 2 ad 4.
Lillian Lund Tinggaard og Steen Mejer Hansen i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 26-28: Borgere i samme situation behandles ulige
Omtaler dommerfuldmægtigforeningens forslag om, at der altid kan klages til fogedretterne, således at praksis bliver ensrettet.Henrik Nielsen i Pantefogeden nr. 1/1999 p.10-13: Inddrivelse af parkeringsafgifter
Kan ske ved lønindeholdelse med klageadgang til fogedretten. Der kan desuden ske modregning i overskydende skat, men ikke i negativt momstilsvar.Allan Petersen i Pantefogeden nr. 1/1999 p. 14-15: Fastsættelse af en betalingsordning på uddannelseslån.
Connie Jensen i Pantefogeden nr. 1/1999 p. 18
Oplyser, at skatteafdelingen i Langeskov får tilsendt skifteretsattest fra Skifteretten i Odense med henblik på undersøgelse af, om arvingerne er registreret i fordringsregistret.Carsten Dahl Johansen i Pantefogeden nr. 2/1999 p. 44-43: Inddrivelse i udlandet ved privat inkassobureau
Omtale af Intrum Justitia, der er Europas største inkassovirksomhed med egne kontorer i 19 lande og 1250 ansatte, heraf 37 i Danmark.Finn Møller i Pantefogeden nr. 3/1999 p. 75: Individuel afregning efter målt vandforbrug.
Bent Christensen i Pantefogeden nr. 3/1999 p. 77-78: Udlæg i falden arv m.v.
Helle Larsen i FM 2000.14-16: Fogedrettens prøvelsesret i relation til administrative afgørelser
Fogedretten har prøvelsesret vedr. udlægsforretninger for skat samt lønindeholdelse for bidrag, men ikke ved lønindeholdelse for skat.Palle Eli Nielsen i Pantefogeden nr. 1/2000 p. 9-11: Hjælp ydet mod tilbagebetaling, hvor kommunen søger og evt. får erstatningsdom/straffedom
Anbefaler at man ved fremtidige anmeldelser for socialbedrageri undlader at anmode om at få dom for erstatning.Lars Frimurer i Pantefogeden nr. 1/2000 p. 13-14: P-afgifter.
Jens Høeg-Petersen og Peter Devantier i Pantefogeden nr. 3/2000 p. 72-76: Dom i sociale sager og hvad så?
Erik Petersen i Pantefogeden nr. 3/2000 p. 111-112: Rimelige og nødvendige boligudgifter
Omtale af konkret sag, hvor et ægtepar uden børn med en nettoindtægt pr. måned på 16.000 kr. havde lejet er rækkehus på 138 kvm til 8.000 kr. om måneden. Told- og Skatteregionen fandt, at en rimelig boligudgift var på 4.000 kr.Pantefogeden nr. 3/2000 p. 114-115: Udlæg i falden arv og aftaler med skifteretten
Skattemyndighederne har ikke ret til at kræve skifteretsattester udleveret til brug for den kommunale inddrivelsesmyndighed.Brian Warming i Pantefogeden nr. 5/2000 p. 138-139: "Hjæææælp, jeg vil klage - men hvortil?"
Kommentar til Erik Petersen i Pantefogeden nr. 3/2000 p. 111-112: Rimelige og nødvendige boligudgifter - Går ind for en fælles klageinstans.Flemming Olsen i Pantefogeden nr. 5/2000 p. 139-141: Teknisk uheld i forbindelse med ny bibliotekslov.
TfS 2000.742: Skatteministerens redegørelse for retsstillingen ved transport af salgssummer eller andre engangsindtægter til pengeinstitutter med den virkning, at kunden ikke kan betale sin skat.
Jørgen Pedersen i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 28-29: Landsformandens leder.
Per Søegaard i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 30-36: Det laver Hovedbestyrelsen også.
Lene Hansen i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 36-40: Samarbejde på inkassoområdet - hvorfor og hvordan?
Steen Espensen i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 41-42: Kommunalt samarbejde.
Tina Laursen i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 43-44: Debitorsystem med brugerindflydelse, borgerservice og fremtidssikring
Omhandler ICL Invia.Svend Aage Hansen i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 45: Flyttesager.
Carsten Bo Nielsen i Pantefogeden nr. 3/2001 p. 78-82: Fælleskommunal inkasso og videregivelse af oplysninger.
Jeannie Eilert i Pantefogeden nr. 3/2001 p. 82-83: Om tilbagebetaling af kontanthjælp og erstatning.
Per Sander i Pantefogeden nr. 5/2001 p. 135-136: Erstatninger vedr. ødelagt eller bortkommet biblioteksmateriale.
Eskil Trolle i Pantefogeden nr. 5/2001 p. 141 Tvangsinddrivelse af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.
Henrik Nielsen i FM 2001.70: Fogedret - ejendomsskat
Påpeger, at ammestueforordningen retteligen hedder amtsstueforordningen.Carsten Bo Nielsen i FM 2001.136-139: Fælleskommunal opkrævning og inddrivelse
Omhandler lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse.
Lillian Lund Tinggaard i Pantefogeden 2002 p. 5-7: For mange klageinstanser ... et godt gammelt forslag genoplives!
Lene Hansen i Pantefogeden 2002 p. 8-10: Kan det offentliges restanceinddrivelse organiseres bedre?
Christian Berg i Pantefogeden 2002 p. 11-12: Forrentning af tilbagebetalingskrav vedrørende for meget udbetalt boligsikring eller boligydelse.
Flemming Olsen i Pantefogeden 2002 p. 37-38: Efterregulering af daginstitution - et skridt i den rigtige retning.
Helle Larsen i Pantefogeden 2002 p 38-39: Lidt om forudgående underretning og indkaldelse af skyldner til fogedforretningen.
Pantefogeden 2002.62-73: Landsformandens beretning, dem 11. juni 2002.
Pantefogeden 2002.118: En lille historie om samarbejde mellem politi og kommune
Om udpantning i 18.000 kr, som en anholdt person havde i sin besiddelse.Bettina Lemann Kristiansen i Pantefogeden 2002.136-141: Pantefogedaftaler - en siciliansk model?
Britt Christensen i Pantefogeden 2002.142-147: Regelforenkling og administrative lettelser - Set fra en pantefogeds skrivebord.
Flemming Olsen i Pantefogeden 2003 p. 46-47: Modregning i børnefamilieydelsen for efterreguleringskrav vedrørende daginstitution - strategi for, hvorledes sagerne kan indbringes for den Sociale Ankestyrelse.
Birthe Kruckenberg i Pantefogeden 2003 p. 48: Rådighedsbeløb endnu engang.
Helle Larsen i Pantefogeden 2003.135-136: Overvejelser om pantefogeden kan foretage udlæg på grundlag af et frivilligt forlig
Antager, at svaret er benægtende.Carl Erik Dam i Pantefogeden 2003.76-77: Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om statens restanceinddrivelse.
John Schulz i Pantefogeden 2003.141-144:: Kommentarer til foreningens pressemeddelelse af 12.12.2003 samt notat med bemærkninger og anbefalinger til rigsrevisorens beretning på inddrivelsesområdet.
Pantefogeden 2004.43: Hovedbestyrelsens holdning til strukturreform vedrørende inddrivelsesområdet
Erik Popp, Knud Fallesen, Finn Møller og Peter Devantier i Pantefogeden 2004.43-45: Regeringens forslag til strukturreform vedrørende inddrivelsesområdet
Pantefogeden 2004.43-45: Hovedbestyrelsens holdning til strukturreform vedrørende inddrivelsesområdet
Karin Pihl Andersen i Pantefogeden 2004.50-52: Inddrivelsesstrategi set med forvaltningsrettens briller.
Erik Lund i Pantefogeden 2004.65-67: Leder vedr. inddrivelsesmyndighedernes organisation i fremtiden
Petur M. Petersen i Pantefogeden 2004.68-70: Skal inddrivelsesopgaven hos kommunerne overgå til Told og Skat - og hvorfor?
Karin of Steen i Pantefogeden 2004.71-73: Kommunesammenlægning
Bent Ellesgaard i Pantefogeden 2004.81: Udpantningscentralen.
Lars Lindencrone Petersen i ADV 2005.201: Omtale af L 112 og L 113 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Else Veggerby i SR-Skat 2006.210-215: Et fælles inddrivelsessystem - regelharmonisering og regelforenkling.
Hans Engberg i FM 2009.207: Udpantning og inkassosalær
Peter Devantier i SR-Skat 2010.112-115: Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Birgitte Bundgaard i TfS 2012.167: Henstand ved klage - retstilstanden efter dommen TfS 2012.106.
Leder i SR-Skat 2018.146-147: Inddrivelse og retssikkerhed
Stine Andersen og Flemming N. Mortensen i SR-Skat 2021.189-196: Forrentning af skattekrav under ligningsmæsig henstand
Mener, at der ikke er hjemmel til rentes rente, men kun simpel rente.
Cirk. nr. 28 af 14.03.1997 om betalingsevnevurdering i forbindelse med lønindeholdelse og afdragsordninger.
Pantefogeden nr. 2/1998: Status vedr. principper for vurdering af betalingsevne ved afgørelser om lønindeholdelse og betalingsordninger. Revideret udgave 1998.
Pantefogeden nr. 1/1999: Status vedr. principper for vurdering af betalingsevne ved afgørelser om lønindeholdelse og betalingsordninger. Revideret udgave 1999.
Pantefogeden nr. 3/2000: Status vedr. principper for vurdering af betalingsevne ved afgørelser om lønindeholdelse og betalingsordninger. Revideret udgave juni 2000.
Pantefogeden nr. 3/2002: Status vedr. principper for vurdering af betalingsevne ved afgørelser om lønindeholdelse og betalingsordninger, maj 2002.
Pantefogeden nr. 2/2003: Status vedr. principper for vurdering af betalingsevne ved afgørelser om lønindeholdelse og betalingsordninger. Revideret udgave juni 2003.
TfS 2007.46 LSR (SKM2006.781 LSR): Ved opgørelse af skyldners betalingsevne skulle skyldnerens fulde huslejeudgift fradrages, selv om husstanden også omfattede voksne børn. Der var ikke hjemmel til at opkræve gebyr for udsendelse af varsel om lønindeholdelse, gebyr for erindringsskrivelse vedrørende afdrag, der var for højt ansat, bortfaldt.
TfS 2007.546 LSR (SKM2006.558 LSR): Afdrag på gæld efter inddrivelsesbekendtgørelsen skulle fastsættes efter tabellen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1, og ikke efter betalingsevnevurderingen. Ved beregning af betalingsevne skulle løbende børnebidrag fradrages, selv om de ikke blev betalt.
TfS 2007.871 LSR (SKM2007.617 LSR): Hverken gældens størrelse eller tidshorisonten for afviklingen heraf kunne efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3, anses som særlige forhold, der talte for, at afdraget på gælden efter en betalingsevnevurdering kunne fastsættes til et højere beløb end efter tabellen i § 5, stk. 1.
TfS 2007.992 LSR (SKM2007.627 LSR): Lønindeholdelsesprocenten kunne på grundlag af en betalingsevnevurdering fastsættes højere end efter tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, selv om der ikke forelå særlige omstændigheder.
SKM2009.339 LSR: Ved opgørelse af en skyldners betalingsevne godkendtes der ikke fradrag for udgifter til bil, der blev benyttet til transport til og fra klagerens arbejdsplads. Efter en samlet vurdering ansås biludgifterne ikke for rimelige omkostninger ved erhvervelse af indkomsten.
SKM2009.608 LSR: Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 6, kan en afdragsordning fastsættes efter en betalingsevnevurdering, hvis skyldneren anmoder herom. En skyldners indsendelse af budgetskema til restanceinddrivelsesmyndigheden kunne ikke anses som en sådan anmodning, idet det indebar, at afdraget blev fastsat til et højere beløb, end hvis han havde undladt at indsende skemaet.
SKM2009.613 LSR: Ved opgørelse af en skyldners betalingsevne kunne der ikke fradrages et aftalt ægtefællebidrag, da aftalen herom var indgået på et tidspunkt, hvor skyldneren havde ikke ubetydelig gæld til det offentlige.
SKM2010.239 LSR: Ved opgørelsen af en skyldners betalingsevne i forbindelse med lønindeholdelse kunne der ikke fradrages et aftalt ægtefællebidrag, selvom bidraget var fastsat af statsforvaltningen, idet skyldneren ikke havde godtgjort, at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
SKM2010.559 LSR: En klagers indsendelse af en anmodning til SKAT om, at en afdragsordning på 3.050 kr. nedsattes til 1.000 kr. om måneden, ansås ikke omfattet af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 6. LSR fastsatte derefter det månedlige afdrag som tabeltræk efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
SKM2010.711 LSR: LSR nedsatte en klagers månedlige afdrag, således at det stemte overens med inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at det forhold, at et afdrag fastsat efter en betalingsevnevurdering er højere end et afdrag fastsat efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, ikke i sig selv er et særligt forhold, der kan begrunde, at afdraget fastsættes efter betalingsevnevurderingen. Klageren kunne endvidere ikke anses for at have anmodet om, at afdraget blev fastsat efter betalingsevnevurderingen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsen § 5, stk. 6.
SKM2010.779 LSR: LSR anså en afgørelse fra SKAT, hvor en afdragsordning blev fastsat ud fra en betalingsevnevurdering og ikke ud fra tabeltrækket, for ugyldig. LSR lagde vægt på, at afgørelsen ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., idet SKAT ikke havde angivet efter hvilke bestemmelser afgørelsen var truffet. LSR lagde desuden vægt på, at begrundelsen ikke indeholdt en sådan kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der var tillagt vægt, og som måtte anses for nødvendig for, at der kunne udledes en meningsfuld begrundelse for, at SKAT havde valgt at fastsætte afdraget ved anvendelse af betalingsevneberegning frem for ved tabeltræk, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 6.
SKM2010.835 LSR: En klager blev nægtet henstand med betaling af offentlig gæld, da klageren havde betalingsevne. Udgifter til brillelån skulle ikke fradrages ved opgørelsen af betalingsevnen. LSR nedsatte det af SKAT fastsatte afdragsbeløb, da det var højere end det afdrag, SKAT kunne have fastsat efter et tabeltræk.
SKM2011.592 ØLD (SKM2011.35 BRD): S havde igennem en årrække opbygget en betydelig skattegæld, for hvilken SKAT i medfør af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 beregningsmæssigt havde opgjort et månedligt afdragsbeløb. På grund af S's manglende overholdelse af afdragsordningen traf SKAT efterfølgende i medfør af inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3, afgørelse om lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocentsats på 6 %. S gjorde gældende, at betalingsevnegrundlaget for både afdragsordning og lønindeholdelsen skulle ske på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering i medfør af inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, og at S's faktiske udgifter skulle indgå i opgørelsen af betalingsevnen. ØL fandt, at der efter en konkret betalingsevnevurdering ikke var grundlag for at fravige det månedlige afdragsbeløb eller tilsidesætte den fastsatte lønindeholdelsesprocent.
SKM2012.184 LSR: Klagen vedrørte fastsættelse af afdragsordning. SKAT havde modregnet 100 % af børnefamilieydelsen til dækning af gæld vedr. daginstitution og skolefritidsordning. Hele børnefamilieydelsen skulle alligevel medregnes som indtægt ved opgørelsen af husstandens betalingsevne til brug for fastlæggelse af en afdragsordning.
SKM2012.254 LSR: Udgift til forsikring mod ufrivillig arbejdsløshed blev ikke anset for et kontingent til en arbejdsløshedskasse eller fagforening, eller i øvrigt som en omkostning ved erhvervelsen af indkomsten. Udgiften kunne derefter ikke medregnes ved opgørelsen af betalingsevnen.
SKM2013.149 ØLK: Restanceinddrivelsesmyndigheden havde iværksat særskilt lønindeholdelse med 3 % i skyldner, S's, kontanthjælp til dækning af ca. 30 ubetalte parkeringsafgifter. S protesterede og gjorde gældende, at han havde et rådighedsbeløb, som klart lå under trangsbeneficiet. Fogedretten lagde til grund, at S havde en nettoindtægt på ca. 10.000 kr. pr. måned og udgifter på ca. 7.000 kr., herunder 200 kr. til drift af bil. Herefter fandt Fogedretten, at der var levnet S tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod efter RPL § 509, stk. 1, da S havde et rådighedsbeløb på ca. 3.000 kr. om måneden og 3.200 kr. uden drift af bilen. ØL var enig i byrettens resultat og begrundelse.
SKM2013.184 LSR: Ved fastsættelse af lønindeholdelsesprocent skulle der foretages en betalingsevnevurdering, idet en sådan ikke kunne anses for uden betydning for afgørelsens udfald.
Verner Madsen i Pantefogeden 1998.97-102: International bistand
Omhandler Told og Skat, Sønderborg's bistand med international skatteinddrivelse i henhold til Den Nordiske Bistandsaftale, Den Nordiske Trækaftale, internationale bistandsaftaler samt EU-bistandsordningen.Jesper Pålsson i Skat Udland 1998.184: International inddrivelse
Finn Bækdal i Pantefogeden nr. 2/2001 p. 45-46: Sidste nyt vedr. inddrivelse af underholdsbidrag i Tyskland
Finn Bækdal i Pantefogeden 2003.110: Afsluttende bemærkninger vedr. inddrivelse af underholdsbidrag i Tyskland
Jesper Pålsson i Skat Udland 2003.286: Inddrivelse af skattekrav i udlandet.
UfR 2005.1457 HKK (TfS 2005.307 HKK, SKM2005.117 HKK): Et tysk skattekrav mod et her i landet registreret selskab kunne inddrives ved pantefogedudlæg, da det hverken var forældet efter dansk eller tysk ret. Forfaldstidspunktet blev fastsat efter tyske regler, hvor den 5 årige forældelse løber fra udløbet af det kalenderår, hvor kravet forfaldt til betaling. HR anførte videre, at et endeligt eksigibelt krav i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 33, skal inddrives, som om det var den anmodede stats eget krav, alene med forbehold af artikel 33, stk. 5 og artikel 34. (forældelse), medmindre inddrivelse vil være i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37
SKM2014.511 BRD: Sagen handlede om, hvorvidt SKAT skulle tilpligtes at indstille inddrivelsen af et tysk momskrav mod sagsøgeren, S, i Danmark, og om det var berettiget, at SKAT havde foretaget modregning for en del af kravet i Ss krav på tilbagebetaling af registreringsafgift. S gjorde bl.a. gældende, at SKAT ikke kunne inddrive det tyske momskrav i Danmark, da han ikke talte tysk og derfor ikke havde forstået kravet. BR gav SKM medhold i, at de almindelige betingelser for modregning var opfyldt, og tog på den baggrund SKMs påstand om frifindelse til følge.
SKM2017.278 BRK: Afgørelsen angik overordnet, hvorvidt direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger ("Inddrivelsesdirektivet") fandt anvendelse under behandlingen af en påklaget udlægsforretning ved fogedretten, samt hvilken betydning dette måtte få i forhold til bevisførelsen i sagen. Fogedsagen angik nærmere et af SKAT foretaget udlæg, som blev gennemført på baggrund af en anmodning fra de tyske skattemyndigheder i henhold til inddrivelsesdirektivet. Rekvisitus gjorde gældende, at inddrivelsesdirektivet var implementeret i strid med fremgangsmåden i GRL § 20, samt i øvrigt at direktivet var i strid med det danske retsforbehold, hvorfor direktivet var uvirksomt i dansk ret. Herudover gjorde rekvisitus gældendende, at der skulle tillades fuld bevisførelse for den tyske fordrings rigtighed ved fogedretten. Fogedretten lagde til grund, at spørgsmålet om inddrivelsesdirektivets lovlighed i forhold til GRL § 20 ikke var blevet prøvet ved EU-domstolen eller indirekte ved en præjudiciel forelæggelse. Som følge heraf var betingelserne ikke opfyldt for, at fogedretten var kompetent til at efterprøve, om dele af inddrivelsesdirektivet var uanvendeligt i dansk ret. Fogedretten fandt endvidere, at direktivet ikke var i strid med det danske retsforbehold. Idet direktivets anvendelighed i dansk ret ikke kunne efterprøves, måtte direktivet lægges til grund i sagen. Som følge heraf fandt fogedretten, at spørgsmålet om den underliggende tyske fordrings rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer, hvorfor der ikke blev tilladt bevisførelse for kravets rigtighed ved fogedretten.
UfR 2018.2370 VLK: S havde drevet et selskab i Tyskland. Skattemyndighederne i Tyskland, som oplyste, at S hæftede personligt i selskabet, havde anmodet SKAT om at foretage et panteudlæg hos S for skyldig skat og moms. Fogedretten ophævede med en kendelse SKATs udlæg, hvilket SKAT kærede. VL fandt, at fogedretten ikke havde haft grundlag for at ophæve udlægget, idet S havde bestridt, at han skyldte beløbet. Fogedretten kunne ikke prøve denne indsigelse, men skulle udsætte sagen, såfremt S havde indbragt sagen for en instans i Tyskland. Det var ikke oplyst, at S havde indbragt sagen, og således var betingelsen for at foretage udlægget opfyldt. VL hjemviste sagen til fornyet behandling ved fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg.
UfR 2020.1640 HKK (UfR 2019.1825 ØLK): Konkursbegæring afvist, da Gældsstyrelsen ikke havde givet samtykke til, at de svenske skattemyndigheder kunne indgive konkursbegæring mod en herboende person
Sagen angik, om de svenske skattemyndigheder, A, kunne indgive konkursbegæring her i landet mod B. Konkursbegæringen vedrørte et krav på betaling af svensk indkomstskat, som den svenske inddrivelsesmyndighed iht. en overenskomst mellem de nordiske lande om bistand i skattesager havde anmodet Gældsstyrelsen, G, om at inddrive. Skattekravet var omfattet af bistandsoverenskomsten, og betingelserne i overenskomsten for inddrivelse af skattekravet her i landet var opfyldt. HR fandt, at kompetencen til at indgive konkursbegæring her i landet mod B tilkom G, og at A ikke havde adgang hertil, medmindre der forelå samtykke fra G. Da der ikke forelå samtykke fra G til A’s indgivelse af konkursbegæring mod B, var A’s konkursbegæring med rette blevet afvist. ØL var nået til samme resultat.UfR 2022.3799 HKK: Der var hjemmel i de færøske inddrivelsesregler til at inddrive danske skattekrav, da landsstyret kunne indgå aftaler, hvorefter skat, der var forfaldet til betaling i et andet land, kunne inddrives efter reglerne om inddrivelse på Færøerne
De færøske skattemyndigheder, S, havde i 2016 foretaget udpantning ved udlæg for ca. 580.000 kr. i en ejendom ejet af A. Udpantningen skete på baggrund af en anmodning fra de danske skattemyndigheder om bistand til inddrivelse ifølge en bistandsaftale fra 1989. Boet efter A gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til den foretagne udpantning for danske skattekrav på Færøerne, og at udpantningen derfor skulle ophæves.
HR fandt, at lovgivningen på tidspunktet for indgåelsen af bistandsaftalen mellem bl.a. Færøerne og Danmark indeholdt en bestemmelse om, at landsstyret kunne indgå sådanne aftaler. Indgåelse af en sådan aftale betød, at skat, der var forfaldet til betaling i et andet land, kunne inddrives efter reglerne om inddrivelse på Færøerne. Der var ikke ved en senere ophævelse af bestemmelsen ændret ved dette. Skattelovens inddrivelsesregler indeholdt hjemmel til at foretage udpantning som led i bistand inden for rammerne af aftaler, der var indgået med Danmark og andre lande. Det var uden betydning, om bistandsaftalen, der regulerede myndighedernes samarbejde, var kundgjort. ØL var kommet til et andet resultat.FM 2023.193 VLK: Fordringer var ikke forældede efter spansk ret, og Gældsstyrelsen kunne foretage udlæg på baggrund af anmodning fra de spanske myndigheder, jf. inddrivelsesdirektivet
Gældsstyrelsen, S, foretog udlæg hos A for en gæld på 500.000 kr., på baggrund af en anmodning fra de spanske myndigheder, jf. inddrivelsesdirektivet. A gjorde gældende, at kravene var forældede.
Retten i Aalborg fandt, at de spanske myndigheder flere gange havde prøvet indsigelser, der var fremsendt af A, hvorfor forældelsen af kravene var afbrudt i Spanien. Udlægget var foretaget på baggrund af retskraftige krav. Udlægget blev stadfæstet.
VL fandt, at prøvelse af tvister om kravenes retsgrundlag hørte under de kompetente instansers kompetence i den bistandssøgende medlemsstat, jf. inddrivelsesdirektivets art. 14, stk. 1, 1. pkt. S havde forelagt A’s indsigelser for de spanske skattemyndigheder, der svarede, at kravene efter spansk ret fortsat bestod, og anmodede S om at fortsætte inddrivelsen. VL stadfæstede.
Inddrivelse af visse EF-fordringer
Er kreditor omfattet af "det offentlige"?
Pantefogeden 2003.49-50: Udlæg for ejendomsskatter - flere ejere - en kendelse af retten i Silkeborg.
UfR 1986.218 VLK: Pantefogeden havde i 1984 foretaget udlæg for 5 år gammel momsgæld i en Citroën Visa. Fogedretten i Terndrup ophævede udlægget, da der ikke rettidigt var sket individuel forkyndelse. VL stadfæstede udlægget, da der ikke i RPL er fastsat nogen bestemt frist for meddelelsen om tid og sted for forretningens foretagelse. Boris Hansen i UfR 1986 B.251-252: Det pante- eller toldfogedudlæg, som fogedretten har dræbt, lever ikke.
FM 1995.31/2 VLK: Antaget, at toldkrav ikke var forældet, da told- og skatteregionen, der ikke ved henvendelse til folkeregistret kunne få debitors adresse oplyst, havde været i utilregnelig uvidenhed om debitors opholdssted i udlandet. Skatteministeriets departement var i besiddelse af oplysning om debitors adresse, hvilket ikke blev tillagt betydning.
FM 1995.104/4 ØLK: Pantefogedudlæg for omkostninger ved afværgelse af fare for grundvandsforurening ophævet, idet sagen ikke fandtes egnet til afgørelse under en fogedsag.
FM 1996.20/3 ØLK: Antaget, at der ikke under prøvelse af toldfogeds udlæg havde været hjemmel til at udsætte sagen i medfør af RPL § 502, uanset at skattesagen var påklaget, idet en klage over skatteberegningen ikke medfører udsættelse med betalingen, jfr. SSL § 38, stk. 2.
FM 1996.20/5 ØLK: De af pantefoged foretagne udlæg for udgifter til kommunal fjernvarme var blevet stadfæstet af fogedretten efter en egentlig prøvelse. ØL ophævede udlæggene, idet lovligheden af takstforhøjelsen fandtes at burde afgøres under en civil sag.
UfR 1996.182 ØLK: Spørgsmålet om lovligheden af takstforhøjelser for Lobbæk Varmeværk fandtes at burde afgøres under en civil sag, og pantefogedudlæg for varmerestancer blev derfor ophævet.
FM 1997.122/4 VLK: Told og Skat (T) havde i sept. 1995 gjort udlæg for moms fra 1981. S gjorde gældende, at T havde mistet sit krav ved i 1993 at fremsende specifikation, hvoraf fremgik, at S ikke havde gæld til T. T oplyste, at kravet var overført til kontoen for dubiøse fordringer. Antaget, at T ikke havde fraskrevet sig retten til at gøre kravet gældende.
TfS 1998.527 ØLK: Fogedretten i Roskilde havde fremmet fogedforretning for momsgæld. ØL fandt, at der ikke for fogedretten havde foreligget en sådan klarhed vedrørende skyldforholdet, at sagen burde være fremmet, og fogedforretningen blev herefter nægtet fremme.
TfS 1998.538 ØLK: Fogedretten i Ballerup havde ophævet udlæg for B-skat og am-bidrag for juli 1997, da R havde rejst berettiget tvivl om grundlaget for det foretagne udlæg. ØL fandt, at det gennemførte udlæg burde nyde fremme, da den omstændighed, at de ændrede skatteansættelser var indbragt for landsskatteretten, ikke fritog R for betaling, jfr. SL § 38, stk. 2.
TfS 1998.539 ØLK: Udlæg foretaget af Københavns Skattevæsen for 1.786.839 kr. blev stadfæstet, da skattekravet var tilstrækkelig klart, jfr. RPL § 501.
TfS 1999.43 ØLD: Skattevæsenet i Randers havde været berettiget til at tilskrive morarenter på i alt 514.380 kr. på ubetalte restskatter. Frem til der blev bevilget henstand havde morarentebeløbet direkte hjemmel i KSL § 63, stk. 1. Derefter fulgte det af almindelige aftaleretlige og forvaltningsretlige grundsætninger, at henstand kunne betinges af, at der betales renter. Henstanden vedrørte inddrivelsen og ikke, at forfaldstiden blev forandret. Morarenterne var ikke fradragsberettigede, jfr. LL § 17 A.
TfS 2000.112 Kendelse afsagt af Rødovre Fogedret: Told - og Skatteregion Hvidovre kunne foretage udlæg hos ApS for ikke afregnede A-skatter på 2.614 kr. Fogedretten kunne ikke tage stilling til et modkrav på renter af sikkerhedsstillelse på 50.000 kr.
FM 2000.13/1 VLK: Fogedretten stadfæstede udlæg foretaget af Told og Skat. Under kæremålet blev Told og Skat fyldestgjort ved modregning og frafaldt udlægget. Landsretten kunne herefter ikke tage stilling til udlægget, og da indsigelser mod modregning ikke kunne prøves efter skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1, fik S ikke tilladelse til at ændre sin påstand.
FM 2000.22/1 VLK: Kommune havde aftalt en afdragsordning med skyldner uden at tage forbehold om at søge sikkerhed for sit krav ved udlæg. Kommunen kunne derfor ikke foretage udlæg i skyldnerens faste ejendom, idet det var ubestridt, at skyldneren ikke havde misligholdt den indgåede afdragsordning.
FM 2000.41/3 VLK: Pantefoged kunne ikke foretage udlæg i bankindestående uden forudgående meddelelse til skyldneren.
TfS 2000.320 ØLK: Glostrup Kommune havde gjort udlæg hos en skorstensfejermester i et tilgodehavende skorstensfejervederlag for 2. halvår 1999 på 281.703 kr. ØL havde i civil sag om skattekravet tilkendegivet, at der ville ske hjemvisning vedr. skorstensfejerens underskuds- og tabsopgørelse. Da det henstod som usikkert, hvilket krav skattevæsenet efter en fornyet ligning måtte have, fandtes det rettest, at udlægget blev ophævet.
TfS 2000.345 ØLK: Udlæg for restskatter og AM-bidrag blev stadfæstet, idet den omstændighed at Helsingør Kommune efter udlæggenes foretagelse havde meddelt henstand, ikke kunne begrunde en ophævelse af udlæggene. Udlæg for skyldige børnebidrag stadfæstet, idet rekvisita ikke kunne modregne med krav mod barnets fader.
TfS 2000.364 VLK: Told- og Skatteregion Sønderborg havde d. 23.01.1998 foretaget udlæg hos et selskab i Padborg, bl. a. i et indestående hos selskabets advokat til sikkerhed for omkostningerne ved førelsen af sag om det materielle grundlag for kravet. Kravet var endeligt fastslået af Told- og Skattestyrelsen og sagen var ikke indbragt for domstolene inden 3 måneder. Landsretten fandt det ikke betænkeligt at fremme forretningen, jfr. RPL § 501, stk. 1, og stadfæstede udlægget.
TfS 2000.704 Helsingør Fogedrets kendelse: Selskab påstod pantefogedudlæg for skatter på 164.184 kr ophævet, idet man gjorde gældende at have et modkrav vedr. negativt momstilsvar for okt. kvt. 1998 og jan. kvt. 1999. Udlægget blev stadfæstet, idet rekvirenten ikke havde godtgjort at have krav, der kunne anvendes til modregning.
TfS 2000.877 Holsted Fogedret: Skatteyder fik tilkendt 8.000 kr. i godtgørelse for tort i anledning af at skattevæsenet i Holsted havde foretaget udlæg i en bankkonto for et skattekrav, der ikke bestod. Der var ikke grundlag for at lade kommunens objektive ansvar bortfalde eller nedsætte på grund af egen skyld.
TfS 2001.82 ØLK: Høng Kommune havde foretaget udlæg hos S for 45.321 kr. Fogedretten i Slagelse udtalte at fogedretten ikke kunne prøve skatteansættelsen, jfr. SL § 38. Kravet var ikke forældet. ØL stadfæstede.
FM 2001.42/4 ØLK: Lønindeholdelse for en skatterestance var ikke til hinder for, at pantefogeden foretog udlæg i et bankindestående på 3.272 kr.
UfR 2001.1427 ØLK: Fogedretten kunne prøve A's indsigelser i sag om inddrivelse af indeholdt A-skat og AM-bidrag, da der ikke var tale om inddrivelse af skatter, der beroede på ansættelser af A's indkomst og formue.
UfR 2001.1705 HKK: Toldfogeds udlæg hos grænsespeditionsfirma i Padborg for landbrugsimportafgifter og importmoms for i alt ca 14,5 mio. kr. blev ophævet under hensyn til omfanget og beskaffenheden af den nødvendige bevisførelse, jfr. RPL § 501, stk. 4.
FM 2001.150/5 VLK: Pantefogedudlæg for 232.000 kr. ophævet, idet Miljøstyrelsens afgørelse ikke burde lægges uprøvet til grund under fogedsagen, og idet prøvelsen af A's indsigelser ikke burde ske under fogedsagen, men under en civil sag.
FM 2002.45/3 ØLK: Udlæg for personlige restskat blev stadfæstet, uanset skyldnerens indsigelser om sagsbehandlingsfejl og beregning af skatterne.
FM 2002.62/3 ØLK: Under prøvelse af pantefogeds udlæg for vandbidrag kunne der ske bevisførelse i form af afhøring af 6 vidner, herunder et sagkyndigt vidne.
FM 2002.78/1 ØLK: Skyldnerens indsigelse om, at han ikke havde modtaget skatteforvaltningens breve, som var sendt med almindelig post, blev ikke taget til følge. Der havde ikke været forstyrrelser i postgangen, og skatteforvaltningens skrivelser var ikke kommet retur.
TfS 2002.894 VLK (SKM2002.564 VLK): Landsretten fandt det bevist at A - i forbindelse med fire indførsler i 1999 af told- og importmomspligtige varer til Danmark - havde accepteret, at A overfor de danske told- og skattemyndigheder figurerede som varemodtager, selvom indførslerne ifølge A reelt var foretaget af en anden person, der anvendte A's SE-nr. og importørregistrering. På denne baggrund hæftede A for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb på 134.676 kr. og udlægsforretningen kunne fremmes.
Pantefogeden 2002.85 ØLK: Landsretten fandt - modsat fogedretten, at det var godtgjort, at agterskrivelse, revideret årsopgørelse og rykkerskrivelse var kommet frem til S, hvorfor ophævelsen af udlæg bortfaldt og sagen hjemvist til fogedretten. Brevene var sendt som B-post, og ingen af brevene var kommet retur som uanbringelige.
Pantefogeden 2002.149 VLK: Pantefogedudlæg stadfæstet. S havde ikke dokumenteret at at skattekravet var helt eller delvist ophørt ved modregning.
FM 2003.245/1 VLK: Kommune havde trods kontakt til engelske myndigheder og skyldnerens advokat ikke kunnet få oplysninger oplysninger om skyldnerens adresse i England. Bekendtgørelse i JyskeVestkysten i henhold til skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, var derfor tilstrækkelig indkaldelse i forbindelse med udlæg i bankindestående.
TfS 2003.915 ØLK (SKM2003.543 ØLK): Pantefogeden i Horsens havde foretaget udlæg i S's 2 skibsanparter. S boede i Hamborg og gjorde gældende, at udlægget var i strid med RPL § 493, jfr. skatteinddrivelseslovens § 9, da han ikke havde modtaget rykkerskrivelse og ikke forud for forretningen havde fået meddelelse om forretningen forkyndt. ØL fandt ikke rimeligt grundlag for at betvivle, at rykkerskrivelsen var afsendt og kommet frem. De danske myndigheder havde været berettiget til at lægge til grund, at S's adresse var ubekendt. Udlægget blev derfor stadfæstet.
Pantefogeden 2003.150 ØLK: Der foretoges udlæg for omkostninger pålagt en part ved et hegnssyn.
Pantefogeden 2004.16 ØLK: Indsigelser mod indkomstansættelsen kunne ikke efterprøves under prøvelse af pantefogedudlæg for skat
TfS 2004.431 ØLK (SKM2004.220 ØLK): Sagen drejede sig om et af ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Taastrup foretaget udlæg for 1.539.226 kr. i 2 biler samt fast ejendom på baggrund af manglende indbetaling af skatter og afgifter, som regionen agtede at opkræve rekvisitus. Udlægget foretoges, inden regionen havde truffet endelig afgørelse om opkrævningen af de i sagen omhandlede skatter og afgifter. Rekvisiti protesterede imod udlægget og gjorde gældende, at gælden ikke kunne anerkendes, og at den i øvrigt ikke var forfalden på udlægstidspunktet. Fogedretten i Roskilde ophævede det af regionen foretagne udlæg under henvisning til, at ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Taastrup ikke havde ført tilstrækkelig bevis for, at rekvisitus var de opkrævede skatter og afgifter skyldige. ØL stadfæstede under henvisning til de af fogedretten anførte grunde og til, at regionen foretog udlæg på baggrund af et forslag til afgørelse om opkrævning af skatter og afgifter, hvorfor gælden endnu ikke var forfalden til betaling.
UfR 2004.2797 VLK: Antaget, at RPL § 504 om genoptagelse af fogedforretninger også gælder fogedsager om prøvelse af et pantefogedudlæg.
TfS 2005.254 VLK (SKM2005.22 VLK): Pantefogeden havde foretaget flere udlæg for bl.a. lønsumsafgift hos et selskab, der drev forsikringsmæglervirksomhed. Selskabet gjorde indsigelser overfor udlæggene, der blev indbragt for fogedretten. Under fogedsagen ønskede selskabet fogedrettens afgørelse af, hvorvidt selskabet var enten lønsumspligtigt eller momspligtigt. Fogedretten udskilte dette spørgsmål til særskilt behandling. Fogedretten i Esbjerg afviste at behandle spørgsmålet om, hvorvidt selskabet var lønsumspligtigt med henvisning til, at spørgsmålet ikke var blevet prøvet af Landsskatteretten, jf. SSL § 31, stk. 1. VL stadfæstede, at fogedretten havde udskilt spørgsmålet til særskilt behandling og stadfæstede afvisningen af at behandle spørgsmålet.
UfR 2005.3035 ØLD: Under udpantningsforretning på Færøerne gjorde D gældende, at han på grund af fraflytning ikke var skattepligtig på Færøerne. Spørgsmål om skattepligten var en del af skatteansættelsen, og fogedretten var derfor ikke berettiget til at nægte udpantning med henvisning til indsigelsen om manglende skattepligt. Sagen blev hjemvist til fogedretten til fornyet behandling.
TfS 2006.15 ØLK (SKM2005.550 ØLK): Fogedretssagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt to udlæg gennemført af pantefogeden i Helsingør Kommune henholdsvis den 17. og 19. november 2004 i rekvisiti arv efter sine forældre var gyldigt foretaget. Rekvisitus gjorde under sagen gældende, at Helsingør Kommune ikke havde den fornødne stedlige kompetence på tidspunktet for udlæggenes foretagelse under henvisning til, at rekvisitus var udrejst til Spanien med virkning fra den 15. oktober 2004, og at der samtidig ikke var sket en lovlig underretning om udlæggenes foretagelse i henhold til skatteinddrivelseslovens regler, herunder særligt i forhold til udlægget den 19. november 2004. Fogedretten fandt, at udlægget gennemført den 19. november 2004 var en ny udlægsforretning, hvorefter der som udgangspunkt skulle være foretaget underretning herom. Fogedretten fandt dog, at det fornødne grundlag for at anvende undtagelsesbestemmelsen i RPL § 493, stk. 2, var tilstede. Fogedrettens kendelse blev stadfæstet af ØL med bemærkning om, at fogedforretningen den 19. november 2004 måtte anses som en kontinuation af fogedforretningen den 17. november 2004.
TfS 2006.41 ØLK: Der var ikke foretaget forudgående forkyndelse af udlægsforretningen, men havde fremgået af giroindbetalingskort til skatteindbetaling, at eventuelle restancer ville blive opkrævet ved udlæg eller lønindeholdelse, uden meddelelse 7 dage efter sidste rettidige indbetalingsdato. ØL fandt på denne baggrund at betingelserne for at gennemføre udlægsforretningen havde været tilstede jf. inddrivelseslovens § 9, stk. 2.
UfR 2006.2896 HKK (TfS 2006.1010 HKK, SKM2006.545 HKK): Politiet i Viborg havde under en ransagning hos A medtaget et beløb på 70.000 kr. Politiet havde kontaktet Viborg Kommune og fået oplyst, at A skyldte det offentlige ca. 130.000 kr. vedrørende børnepenge. 4 dage senere foretog kommunens pantefoged udlæg i kontantbeløbet. Udlægget blev fortaget på Viborg politistation og uden forinden at underrette A. A anførte, at da Viborg politi ikke lovligt var i besiddelse af kontantbeløbet, var såvel henvendelsen til kommunen som kommunens udlæg ulovligt. A anførte videre, at han burde have været underrettet om udlægsforretningen, og at pengene i øvrigt ikke var hans. HR godkendte pantefogedudlægget. Det lagdes til grund, at pengene tilhørte A, og at Viborg Kommune ikke var kommet i besiddelse af oplysningerne om beløbets eksistens på en sådan måde, at pantefogedudlægget var ulovligt. Betingelserne for at foretage udlægget uden forudgående underretning af A var til stede.
UfR 2007.1438 ØLK: I november 2005 oversendte Dragsholm Kommune, K, i medfør af lov nr. 429 af 06.06.2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer et krav mod S i anledning af S's fjernevarmerestancer til Skattecenter Holbæk. Under en udlægsforretning i april 2006 rejste S indsigelser mod dette krav, men skattecentret foretog alligevel udlæg i S’ ejendom for beløbet. Sagen blev indbragt for Nykøbing Sjællands Fogedret, som afviste sagen, da K ikke som følge af S' indsigelser havde opfyldt en handlepligt vedrørende eksistensen og opgørelsen af kravet, som skulle fremgå af lovens § 2, stk. 2. Under behandlingen af sagen ved ØL gjorde S tillige gældende, at lovens § 2, stk. 4, også var overtrådt. ØL udtalte bl.a. at, der hverken i lov nr. 429 af 06.06.2005, loven om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. eller RPL er hjemmel til, at en fogedret kan afvise at tage stilling til indsigelser mod en pantefogeds udlæg eller ophæve dette udlæg, under henvisning til at skyldner først efterfølgende gøres bekendt med, at sagen er oversendt til inddrivelsesmyndigheden. Det af S anførte vedrørende § 2, stk. 4, i loven om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer kunne derfor ikke føre til en afvisning af sagen fra fogedretten. Kendelsen blev derfor i det hele ophævet, og hjemvist til fornyet behandling ved fogedretten.
TfS 2007.1077 LSR (SKM2007.638 LSR): SKAT ansås for uberettiget til at foretage modregning i overskydende skat efter udløbet af udbetalingsfristen for overskydende skat i KSL § 63, stk. 3.
UfR 2008.1145 HD (TfS 2008.411 HD, SKM2008.218 HD, TfS 2007.615 VLD, SKM2007.414 VLD): Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage modregning i S's krav på negativ moms. VL fastslog, at betingelserne for at foretage modregning havde været opfyldt. Endvidere fandt VL, at S ikke efterfølgende havde dokumenteret, at den fordring, som skattemyndighederne havde foretaget udlæg i og anvendt til modregning, ikke bestod. For HR vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt fordringen, som SKAT havde anvendt til modregning, udgjorde et mindre beløb end 348.334 kr. VL havde ikke fundet det godtgjort, at fordringen repræsenterede en mindre værdi end 348.334 kr. HR stadfæstede VL's dom i henhold til grundene.
TfS 2009.64 ØLK: ØL fandt ikke, at det var godtgjort, at der var sket en sådan sammenblanding af S's og dennes selskabs økonomi, at SKAT kunne foretage udlæg i en fordring tilhørende selskabet, for S's skattegæld. Udlægget blev derfor opløst. Selskabet blev derudover tilkendt erstatning for tort.
UfR 2009.2609 HKK (SKM2009.571 HD): Udlægsforretning hos skyldner, som hverken havde bopæl eller kendt opholdssted, blev foretaget på skyldners hjemting, som var det sted, hvor skyldner sidst havde været tilmeldt folkeregistret, jf. inddrivelseslovens § 5, sammenholdt med RPL § 235, stk. 4. Forkyndelse var sket i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 9. Udlæg blev, uden at skyldner var til stede, foretaget i falden arv. Fogedretten ophævede udlægget, hvilket ØL stadfæstede. ØL fastslog, at skyldner havde hjemting på den sidst tilmeldte folkeregisteradresse, og ØL udtalte, at det af afgørelsen i UfR 2005.1115 Ø følger, at udlæg i forbindelse med en udkørende fogedforretning, hvor hverken skyldneren eller aktivet er til stede, alene kan foretages, hvis det sandsynliggøres, at skyldneren fortsat bor eller opholder sig på adressen. I den foreliggende sag, hvor skyldneren var ubekendt på adressen, hvor udlægget blev foretaget, og aktivet, den faldne arv, ikke var til stede, var betingelserne således ikke opfyldt. HR anså udlægget for ophævet med urette, og at udlæg i falden arv kunne fremmes. HR anførte, at da der var hjemting på det sted, hvor skyldner sidst havde været tilmeldt folkeregistret, og da forkyndelse var sket, kan der ved en udkørende fogedforretning, hvor ingen træffes, foretages udlæg i ethvert af skyldnerens aktiver, uanset hvor det befinder sig. Det er således ikke en betingelse for foretagelse af udlæg, at det i en sådan situation sandsynliggøres, at skyldneren fortsat bor eller opholder sig på adressen, hvis de øvrige betingelser for foretagelse af udlæg er opfyldt.
UfR 2009.2671 ØLK: Skattecenter Korsørs pantefoged foretog d. 27.08.2008 udlæg i en bankkonto, der tilhørte A og B i lige sameje. Udlægget blev foretaget, fordi A var skyldig med bl.a. restskat. I december 2008 fik B kendskab til, at udlægget var blevet foretaget, og gjorde umiddelbart herefter indsigelse mod udlægsforretningen. Fogedretten i Næstved stadfæstede udlægget. ØL fandt, at da B protesterede over for det af SKAT, S, foretagne udlæg, umiddelbart efter at B i december 2008 fik kendskab til, at udlægget var foretaget, fandtes betingelserne for at imødekomme anmodningen om behandling af sagen i medfør af skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, 5. pkt., for opfyldte. Det var oplyst af banken, at den omhandlede konto tilhørte B og A, og at der ingen fuldmagter var tilknyttet kontoen, hvorfor det krævede underskrift fra begge kontohavere, hvis der skulle ske udbetaling fra kontoen, hvori S havde foretaget udlægget. Herefter, og som sagen i øvrigt var oplyst, fandt ØL, at det måtte lægges til grund, at indeståendet på bankkontoen ejedes af B og A i lige sameje, og at S derfor alene kunne foretage udlæg i den halvdel af indeståendet, som tilhørte A. ØL ophævede derfor udlægget for så vidt angik halvdelen af kontoens indestående på udlægstidspunktet.
SKM2010.269 BRK: Sagen vedrørte udlæg i en bankkonto med 2 ejere, hvor SKAT havde foretaget udlæg i hele indeståendet. Spørgsmålet var, om SKAT kun kunne foretage udlæg i halvdelen af indeståendet, da den anden halvdel blev påstået ikke at tilhøre skyldneren. Udlægget blev stadfæstet.
SKM2010.335 ØLK: Udlæg var foretaget i indestående på bankkonto. Skyldner protesterede over udlægget idet han gjorde gældende, at indeståendet tilhørte hans hustru og i øvrigt var fritaget for udlæg i medfør af RPL § 507 og § 513. Forinden udlægget i bankkontoen, havde SKAT foretaget udlæg i en ejendom tilhørende skyldners ægtefælle. Fogedretten stadfæstede udlægget, men tog ikke stilling til betydningen af det forhold, at kontoen måtte anses for ejet i lige sameje ægtefællerne imellem. ØL lagde til grund, at bankkontoen tilhørte begge ægtefæller i lige sameje, og nedsatte derfor udlægget til halvdelen af indeståendet på kontoen. ØL afviste samtidig, at udlægget måtte bortfalde i medfør af RPL § 513, idet midlerne ikke var holdt tilstrækkeligt adskilt fra skyldnerens, såvel som ægtefællens øvrige formue. ØL afviste yderligere, at eksistensen af udlægget i hustruens ejendom, jf. RPL § 507, skulle medføre ophævelse af udlægget i bankkontoen, idet udlægget ikke gav SKAT betryggende sikkerhed for restancen.
SKM2010.385 ØLK: Udlæg foretaget i diverse musikudstyr, som ifølge skyldner var anskaffet for penge lånt af skyldners far. Først flere måneder senere blev pantefogeden klar over, at skyldner, der ikke talte dansk, ønskede at gøre indsigelse over for udlægget. Skyldner fandt, at udlægget skulle ophæves, idet pantefogeden ikke straks havde indsendt indsigelsen til afgørelse hos fogedretten. Fogedretten fandt, at pantefogeden under udlægsforretningen burde have indset, at skyldner var uenig i udlæggets foretagelse. At det er foreskrevet i SKATs Inddrivelsesvejledning, at pantefogeden har pligt til straks at indbringe skyldners indsigelse for fogedretten, fandtes dog at være en ordensforskrift, der ikke kunne medføre udlæggets ophævelse eller udelukke fogedretten fra at prøve indsigelsen på et senere tidspunkt, når indsigelsen i øvrigt var blevet indbragt for fogedretten inden for et år efter udlæggets foretagelse.
SKM2010.386 ØLK: SKAT foretog efter henvendelse fra politiet udlæg i kontantbeholdning på 22.000 kr. Skyldner gjorde gældende, at 20.000 kr. af de 22.000 kr. var udleveret af ven til køb af 2 stole. Fogedretten bemærkede, at det har formodningen for sig, at rede penge som skyldner er i besiddelse af, tilhører ham. Denne formodning blev ikke afkræftet. Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse.
SKM2010.717 VLD: SKATs udlæg i motorcykel opretholdt af såvel fogedretten som Vestre Landsret. Under sagen blev det gjort gældende, at motorcyklen ikke tilhørte skyldner, men dennes ven. Skyldneren og vennen forklarede samstemmende, at skyldneren alene havde lånt motorcyklen. VL lagde vægt på, at vennen ikke havde godtgjort, at han havde midlerne til købet af motorcyklen, ligesom han ikke havde kunnet fremlægge en købsaftale eller oplyse sælgers navn. Skyldneren havde derimod i 2009 midlerne til købet, ligesom han i et chatforum havde betegnet sig som ejeren. Endelig havde han efter indregistreringen haft rådigheden over motorcyklen og fået den omlakeret.
SKM2011.503 VLD: SKAT havde foretaget udlæg for et skattekrav, mens sag om kravet verserede for domstolene. VL stadfæstede udlæggene og udtalte, at SKAT kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet, jf. SL § 38, 2. pkt. Der skal ikke ske bevisførelse for skattekravet under udlægssagen. VL fandt også, at betingelserne for at foretage udlæg uden forudgående underretning var opfyldt, jf. RPL § 493, stk. 2.
SKM2013.377 VLK: Husejerne havde i 2005/2006 købt deres faste ejendomme af et selskab, der efterfølgende var gået konkurs. SKAT foretog den 20. maj 2009 - mod husejernes protest - udlæg i ejendommene for skyldigt kloaktilslutningsbidrag, som der ikke var blevet dækning til i konkursboet. Udlæggene blev stadfæstet af fogedretten og VL. VL bemærkede, at amtstueforordningens § 2 alene vedrører bortfald af fortrinsretten og ikke panteretten, samt at fordringen og den lovbestemte panteret for kloaktilslutningsbidraget heller ikke på andet grundlag kunne anses for bortfaldet.
UfR 2013.1948 VLK: På grund af en færdselsforseelse standsede politiet, P, en personbil som blev ført af A. I den forbindelse konstaterede P, at A bar en stor guldhalskæde. P tog herefter kontakt til SKAT, S, for at undersøge, om A havde restancer som S inddrev. Dette var tilfælde, hvorfor P fravendte A guldkæden med henblik på, at S kunne foretage udlæg i denne. Forud for dette havde P, efter A's udsagn udtalt, at A skulle aflevere guldkæden frivilligt, ellers ville den blive frataget med magt. A mente, at det var ulovligt og forkert, at P fratog A guldkæden på eget initiativ. Fogedretten i Aarhus udtalte, at guldkæden var vurderet til 13.000 kr. og havde derved en betydelig værdi, hvorfor der kunne foretages udlæg i denne til sikring af A's betaling til S. P's meddelelse til A om, at han skulle aflevere kæden frivilligt, ellers ville den blive frataget ham med magt, var ikke til hinder herfor. Fogedretten lagde vægt på, at P var forpligtet til at yde bistand til S, og at P's kontakt til S med forespørgsel om restancer og oplysninger om aktiver, måtte anses for at være udtryk for sædvanlig fremgangsmåde i den forbindelse. Det kunne efter en samlet vurdering ikke lægges til grund, at S var kommet i besiddelse af oplysningerne om guldkæden på en sådan måde, at udlægget af den grund var ulovligt. Fogedretten stadfæstede herefter S' udlæg i halskæden. VL udtalte, at P skulle have beslaglagt guldkæden efter reglerne i RPL § 1002, stk. 1, jf. § 801, stk. 1, nr. 2, jf. § 806, stk. 3. Den omstændighed, at P ikke iagttog fremgangsmåden for beslaglæggelse, kunne under de foreliggende omstændigheder imidlertid ikke medføre, at udlægget er ulovligt. VL stadfæstede derfor fogedrettens kendelse.
SKM2013.620 ØLK: Sagen vedrørte fortolkningen af en transporterklæring, der var underskrevet af såvel A som dennes ægtefælle. Transporterklæringen gav efter sin ordlyd SKAT transport i provenuet fra en ejendom ejet af A og dennes ægtefælle, BA. A gjorde under kæresagen gældende, at hun ved underskriften af transporterklæringen alene havde givet transport i sin andel af provenuet til dækning af sin egen skatterestance men ikke til dækning af ægtefællens restancer. Endvidere gjorde hun gældende, at transporterklæringen kunne tilsidesættes som ugyldig som følge af koncipistreglen, og idet SKAT ikke havde varetaget sin forpligtelse som forvaltningsmyndighed. SKAT gjorde gældende, at transporterklæringen vedrørte enhver restance, som enhver af ægtefællerne havde til SKAT, og at erklæringen var gyldigt indgået. ØL fandt, at det under de anførte omstændigheder måtte lægges til grund, at A ved underskriften af transporterklæringen havde erklæret sig indforstået med, at provenuet fra den ejendom, som ægtefællerne var i færd med at sælge, skulle anvendes til dækning af ægtefællernes gæld til skattevæsenet på udbetalingstidspunktet. ØL fandt endvidere, at der ikke var fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at tilsidesætte transporterklæringen som ugyldig. De afgivne forklaringer ændrede ikke herpå, hvorfor transporterklæringen blev fortolket som anført af SKAT, og provenufordelingen fra fogedretten blev stadfæstet.
SKM2015.138 BRD: Pantefogeden havde foretaget udlæg i et armbåndsur af mrk. Breitling og en unika halskæde, som skyldner bar. Uret og smykkerne var ved at blive solgt på tvangsauktion, da B gjorde gældende at tingene tilhørte ham. B forklarede under sagen, at effekterne tilhørte ham og at de alene var lånt ud til skyldner, da han selv skulle i byen og var bange for at miste tingene. Uanset B´s nøjagtige beskrivelse af uret og halskæden og hans fremvisning af certifikatet, som havde samme serienummer som uret, og kvittering for halskæden, fandt fogedretten ikke, at B havde løftet bevisbyrden for, at uret og halskæden tilhørte ham og ikke skyldner. SKATs udlæg blev derfor stadfæstet.
SKM2015.414 ØLK: SKAT havde foretaget subsidiært udlæg i As ejendom for hendes ægtefælles skattegæld. På underretning var ikke angivet noget sted for udlægsforretningen, men det fremgik, at SKAT agtede at foretage udlæg i de aktiver, ægtefællen havde efterladt sig i Danmark. Fogedretten ophævede udlægget, idet fogedretten lagde til grund, at A var udrejst af landet, at ejendommen fremstod tømt og at A bestred, at hun var samlevende med BA på udlægstidspunktet. ØL fandt, at underretningen burde have været mere præcis, men at A på trods af den manglende præcisering ikke kunne være i tvivl om, hvor udlægsforretningen ville blive fortaget. ØL lagde i øvrigt vægt på, at parterne var gift og registreret med bopæl på samme adresse i England samt på de oplysninger, som A havde offentliggjort på de sociale medier og hjemviste sagen til fogedretten med henblik på at fremme udlægsforretningen.
SKM2015.426 VLK: SKAT foretog den 22.10.2014 udlæg i et køretøj på Bs privatadresse, hvor køretøjet holdt parkeret. Under udlægsforretningen protesterede B mod udlægget, idet han oplyste, at køretøjet tilhørte A, der var registreret som ejer af køretøjet i CRM. Gennem en periode på knap 5 måneder forud for SKATs udlæg havde politiet ved flere lejligheder observeret B kørende i køretøjet enten alene eller sammen med familie/bekendte, ligesom køretøjet af politiet var observeret parkeret foran Bs bopæl. Dagen efter SKATs udlæg i køretøjet blev SKAT kontaktet af A, der meddelte, at køretøjet tilhørte ham. A oplyste endvidere, at han havde købt køretøjet "ude ved Bazar Vest" for kr. 80.000,-, men at han ikke kunne huske, hvem sælger var, og at købesummen var betalt kontant, hvorfor han ikke var i besiddelse af dokumentation for købesummens betaling. Efterfølgende den 29.10.2014 skrev As advokat til SKAT og meddelte, at A var ejer af køretøjet, og at Bs rådighed over køretøjet alene var aftalt for en kortere periode og skyldtes, at B skulle være behjælpelig med salg af køretøjet. Under sagens behandling i Fogedretten oplyste A i stedet, at køretøjet var ejet af en JJ, og at A havde køretøjet i kommission. Som led heri havde A ladet sig registrere som ejer af køretøjet i CRM, ligesom han afholdt udgifter til forsikring og vægtafgift på køretøjet. A oplyste videre, at han efterfølgende havde indgået en salgsaftale med B, hvorved B - som led i sin bistand til A med salg af køretøjet - fik stillet køretøjet til vederlagsfrit rådighed. Til dokumentation heraf fremlagde A såvel en underskrevet kommissionsaftale med JJ såvel som en underskrevet salgsaftale med B. SKAT gjorde gældende, at udlægget i køretøjet var gyldigt, idet der var tale om proforma, hvorfor køretøjet rettelig tilhørte B. Til støtte herfor gjorde SKAT gældende, at B gennem en længere periode var observeret at udøve en ejers råden over køretøjet, ligesom de fremlagte kommissions- og salgsaftaler efter deres indhold var stærkt usædvanlige, herunder som følge af at B fik køretøjet stillet til rådighed dels vederlagsfrit, dels i en periode, der strakte sig ud over varigheden af den påståede kommissionsaftale mellem A og JJ. SKAT gjorde videre gældende, at de fremlagte kommissions- og salgsaftaler stred imod de tidligere af A afgivne oplysninger over for SKAT. Fogedretten ophævede SKATs udlæg med henvisning til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte de fremlagte kommissions- og salgsaftaler, der var overensstemmende med As og Bs forklaringer i fogedretten. VL ophævede Fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved Fogedretten. VL begrundede sin afgørelse med, at B gennem længere tid havde haft rådighed over køretøjet, der også befandt sig på hans adresse på tidspunktet for udlægsforretningen. VL fandt endvidere, at kommissions- og salgsaftalerne var usædvanlige, herunder som følge af Bs adgang til vederlagsfri brug af køretøjet i en periode, der strakte sig udover kommissionsaftalens varighed, ligesom kommissions- og salgsaftalerne afveg væsentligt fra de af A tidligere over for SKAT afgivne oplysninger om ejerforholdet til køretøjet.
SKM2015.681 ØLK (SKM2015.514 BRD): Spørgsmålet i kæresagen var overordnet, om kærendes indsigelser mod et pantefogedudlæg af 02.05.2011 var fremsat efter fristen i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3. Kærende havde bl.a. under sagen anført, at udlægget var ugyldigt som følge af, at der var foretaget et samlet udlæg til sikkerhed for flere krav tilhørende forskellige kreditorer. ØL tiltrådte af de af BR anførte grunde, at indsigelserne mod gyldigheden af pantefogedudlægget var fremsat for sent, jf. skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, og at sagen var afvist fra domstolene som følge heraf. Da sagen under henvisning til RPL § 232, stk. 2, var blevet færdigbehandlet ved civilretten ved afholdelse af hovedforhandling, fandt landsretten på denne baggrund og under hensyn til sagens værdi og udfald, at de af BR fastsatte sagsomkostninger var passende. ØL stadfæstede således BRs dom.
SKM2015.757 VLK: Sagen omhandlede overordnet, hvorvidt SKAT var berettiget til at foretage udlæg uden forudgående underretning. I sagen havde SKAT foretaget udlæg i skyldner, Ss, ejendom uden forudgående underretning, idet SKAT ikke havde kendskab til Ss adresse i udlandet. S gjorde efterfølgende indsigelse mod udlægget, idet SKAT, efter Ss opfattelse, ikke var berettiget til at foretage udlægget uden forudgående underretning. Fogedretten stadfæstede udlægget. Som begrundelse herfor anførte fogedretten, at S ikke havde registreret sin adresse i Det Centrale Personregister. S kærede herefter fogedrettens kendelse til VL. I den forbindelse gjorde S gældende, at SKAT, igennem en tidligere ransagning på Ss adresse i Letland og som følge af, at Ss adresse var blevet oplyst i forbindelse med den løbende korrespondance under sagsbehandlingen, var bekendt med Ss adresse, hvorfor udlægget ikke kunne foretages uden forudgående underretning. SKAT nedlagde påstand om, at fogedrettens kendelse skulle stadfæstes. Til støtte herfor gjorde SKAT gældende, at SKAT, ved opslag i Det Centrale Personregister, havde udfoldet rimelige bestræbelser på at fremsøge Ss adresse. Idet S ikke havde registreret sin udlandsadresse i Det Centrale Personregister, var det ikke muligt for at SKAT at finde frem til Ss adresse. Herudover gjorde SKAT gældende, at adresser, der oplyses i forbindelse med korrespondancen med SKAT ikke ændrer på, at SKAT, ved opslag i Det Centrale Personregister, har udfoldet rimelige bestræbelser på at fremsøge Ss adresse, hvorfor udlægget, uanset det af S anførte, kunne foretages uden forudgående underretning. VL stadfæstede fogedrettens kendelse, idet VL fandt, at SKAT, ved opslag i Det Centrale Personregister, havde udfoldet rimelige bestræbelser på at fremsøge Ss adresse. Udlægget kunne derfor foretages uden forudgående underretning.
SKM2016.310 VLK: Sagen drejer sig om, hvorvidt et udlæg foretaget af SKAT kunne anses for fortsat uden ugrundet ophold. Pantefogeden havde indkaldt A til udlægsforretning d. 13.01.2015, og da A udeblev blev sagen fortsat ved udgående fogedforretning dagen efter. Af fogedbogen for den 14.01.2015 fremgik: "Udlægsforretningen påbegyndt, men udsat på kundens tilstedeværelse. Ingen adgang til opgang og postkasse. Derfor ikke afleveret blanket 51.057." D. 15.01.2015 sendte SKAT en tilsigelse til stævningsmandsforkyndelse. Men denne kom retur den 29.01.2015 med oplysning om, at forkyndelse ikke var muligt, da A nægter at modtage papirerne fra SKAT. Herefter blev sagen d. 05.02.2015 sendt til politiforkyndelse. Tilsigelsen blev forkyndt for A umiddelbart forud for den 14. september 2015, med mødetidspunkt til d. 22.09.2015. D. 21. september blev udlægsforretning gennemført på Skattecentret og afsluttet som forgæves. A protesterede, idet han gjorde gældende, at udlægsforretningen d. 14.01.2015 ikke kunne danne grundlag for en suspendering af forældelsesfristen, hvorfor forældelsesfristen skulle regnes fra den 21.09.2015 og 3 år tilbage til d. 21.9.2012. Fogedretten udtalte, at udlægsforretningen måtte anses for fortsat uden ugrundet ophold med den virkning, at forældelsen måtte anses for afbrudt på tidspunktet for den udgående udlægsforretning d. 14.01.2015, jf. forældelseslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1. Der blev herved blandt andet lagt vægt på, at der umiddelbart efter den udgående udlægsforretning blev taget skridt til stævningsmandsforkyndelse og at forkyndelsen alene beroede på As modvilje til at lade indkaldelse forkynde for sig. Den omstændighed, at politiforkyndelse først fandt sted d. 14.09.2015 kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. VL var enig i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede derfor fogedrettens kendelse.
SKM2017.669 ØLK: Pantefogeden havde i juni 2015 foretaget udlæg for ejendomsskatter. S protesterede mod udlægget og gjorde en række indsigelser gældende. Fogedretten stadfæstede udlægget for kr. 56.221,56 vedr. B og for kr. 79.169,77 vedr. A. Fogedretten fandt, at den indgåede afdragsordning ikke kunne medføre, at SKAT ikke kunne foretage udlæg og udtalte i øvrigt, at der ikke kan fastsættes en afdragsordning efter RPL § 525, stk. 3, da kravet er sikret ved lovbestemt pant. ØL stadfæstede fogedrettens kendelse, under henvisning til de anførte grunde.
UfR 2018.637 ØLK: Fogedretten havde afvist at tage stilling til Ss indsigelser mod et udlæg, som var blevet foretaget i Ss ejendom for et beløb, som skyldtes manglende betaling for renovation. ØL hjemviste sagen til fornyet behandling, idet fogedretten ikke havde været berettiget til at afvise at tage stilling til Ss indsigelser.
SKM2018.194 VLD: SKAT havde foretaget udlæg i Ss aktiver. Fogedretten havde herefter ophævet udlægget under henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for kravet samt under henvisning til, at S havde indsigelser mod kravet. VL udtalte, at kravet, SKAT foretog udlæg for, var omfattet af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16.03.2010 samt at dette direktivs betingelser for at inddrive beløbet hos S var opfyldt. Fogedretten havde derfor ikke haft grundlag for at ophæve udlægget.
SKAT havde foretaget udlæg i Ss, aktiver d. 04.11.2017, hvilket udlæg fogedretten i Kolding, F, ophævede d. 20.12.2017 under henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for grundlaget for kravet og under henvisning til, at S havde indsigelser mod kravet. Under kæresagen gjorde SKAT blandt andet gældende, at spørgsmålet i sagen var, hvorvidt sagen kunne fremmes på det foreliggende grundlag, og at prøvelsen, som F kunne foretage, angik fremgangsmåden ved inddrivelse af krav fra andre medlemsstater og ikke sagens materielle indhold. SKAT gjorde således gældende, at den ensartede akt i henhold til art. 12 i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16.03.2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger) skulle anvendes som fundament i forbindelse med en inddrivelsessag, og at denne akt i sig selv var tilstrækkelig som fundament, såfremt den indholdsmæssigt overholdt betingelserne. I den konkrete sag havde de tyske myndigheder anvendt den ensartede akt. VL udtalte indledningsvist, at kravet, SKAT foretog udlæg for, efter sin art var omfattet af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16.03.2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger. VL bemærkede endvidere, at skyldner over for F havde bestridt at skylde beløbet. Herefter udtalte VL, at Ss indsigelser ikke kunne prøves af F, men at fogedsagen kunne udsættes, hvis skyldner havde indbragt sagen for den kompetente instans i Tyskland, hvilket ikke var tilfældet. Direktivets betingelser for at inddrive beløbet hos S var dermed opfyldt, og F havde ikke haft grundlag for at ophæve pantefogedudlægget. SKATs påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling med henblik på foretagelse af udlæg blev derfor taget til følgeUfR 2022.4273 ØLK: Et kommunalt spildevandsselskab, der havde valgt privat inddrivelse, kunne inkludere inkassogebyr og inkassosalær i udlægget
Et spildevandsselskab, S, havde et krav mod A og B. S påstod sagen fremmet til udlæg, inkl. inkassogebyr på 100 kr. og inkassosalær på 2.000 kr. Fogedretten lod alene sagen fremme for hovedstolen med tillæg af renter, rykkergebyrer og retsafgift.
Retten i Roskilde fandt, at det var fogedretten, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om indenretlige sagsomkostninger i en fogedsag. Kommunale forsyningsvirksomheder kunne efter gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 3, kræve visse udenretlige inkassoomkostninger dækket. S havde opkrævet rykkergebyrer. S kunne ved en rekvisition anlægge en tvangsfuldbyrdelsessag i fogedretten, hvis ikke rykkerne blev betalt. Udenretlige omkostninger for at have overgivet sagen til advokat og for at have taget sagen til inkasso ansås ikke for at være rimelige og relevante inkassoskridt, der kunne pålægges skyldneren indenretligt.
ØL fandt, at RL §§ 9 a og 9 b fandt anvendelse i de tilfælde, hvor en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed efter gældsinddrivelseslovens § 1 b, stk. 1, havde valgt, at loven ikke skulle gælde for opkrævning og inddrivelse af virksomhedens fordringer, dvs. havde valgt privat inddrivelse. S kunne med rette tillægge inkassogebyr på 100 kr. og inkassosalær på 2.000 kr. Sagen hjemvistes til fornyet behandling ved fogedretten til foretagelse af udlæg for yderligere 2.100 kr.
Inddrivelse af visse EF-fordringer
Lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer m.v., jfr. lovbekg. nr. 778 af 16.09.2002.
TfS 2000.626 Frederikshavn Fogedrets kendelse: Italiensk krav på betaling af 147.389 kr. i told af et parti torsk, der var blevet stjålet under forsendelsen til Italien, kunne inddrives hos Stena Line A/S. Dette fulgte af lov om gensidig bistand ved inddrivelse af EF-fordringer. Fogedretten var afskåret fra at prøve rekvisiti indsigelser, da disse skulle prøves i afgørelsens hjemland.
TfS 2000.842 VLK: Fogedretten i Horsens fremmede sag om udlæg på grundlag af hollandske toldmyndigheders afgørelse om skyldig landbrugsafgift og moms på i alt ca. 257.000 NLG. Det lagdes til grund, at der forelå en endelig og eksigibel afgørelse, som i medfør af lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer kunne tvangsfuldbyrdes i Danmark. Fogedretten havde ikke kompetence til at prøve indsigelse om forældelse. VL stadfæstede.
UfR 2002.2008/2 HKK (TfS 2002.644 HKK, SKM2002.443 HKK TfS 2001.384 VLK): Tysk krav på 91.383 kr i cigaretafgifter for cigaretter indført fra Polen til Tyskland kunne inddrives ved fogedretten i Herning, uanset af skyldneren havde indsigelser.
TfS 2000.639 ØLD: Gladsaxe Kommune havde bestemt, at S, der skyldte 106.185 kr. i skat, skulle afdrage gælden med 4.900 kr om måneden. Det var stadfæstet at Told- og Skatteregion Ballerup. S påstod, at afdragene skulle udgøre 2.500 kr om måneden. Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte det skønsmæssigt fastsatte rådighedsbeløb på 6.920 kr til to voksne og et barn på 14 år. Skattemyndighederne havde været berettiget til at bortse fra udgifter til livsforsikring uden opsparing på 129 kr. om måneden, og udgifterne på 406 kr. om måneden til telefonsamtaler, samt udgifterne til sommerhus på 2.726 kr om måneden. Der kunne derimod tages hensyn til udgifterne på 850 kr om måneden til et banklån, som var anvendt til leveomkostninger i en periode, hvor S efter en arbejdsulykke var under omskoling. Lånet kunne sidestilles med et studielån. Det månedlige afdrag blev herefter nedsat til 4.000 kr.
SKM2009.89 LSR: En skyldners afdrag på offentlig gæld blev forhøjet fra 1.500 kr. månedligt til 5.350 kr. månedligt. Afgørelsen herom ansås for ugyldig, idet afgørelsen var mangelfuldt begrundet og restanceinddrivelsesmyndigheden havde afslået en anmodning fra skyldneren om et møde.
SKM2010.833 LSR: LSR afviste en klage angående en afdragsordning for en igangværende virksomhed. Der blev lagt vægt på, at inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, alene omfatter personer, herunder afdragsordninger for afmeldte virksomheder, og at afdragsordninger for igangværende virksomheder aftales som led i SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed.
SKM2010.835 LSR: En klager blev nægtet henstand med betaling af offentlig gæld, da klageren havde betalingsevne. Udgifter til brillelån skulle ikke fradrages ved opgørelsen af betalingsevnen. LSR nedsatte det af SKAT fastsatte afdragsbeløb, da det var højere end det afdrag, SKAT kunne have fastsat efter et tabeltræk.
SKM2011.318 ØLD: En skyldner fremsatte under en udlægsforretning indsigelse mod, at pantefogeden meddelte afslag på skyldners anmodning om at kunne afdrage restancen over 10 måneder, jf. retsplejelovens § 525, stk. 2. ØL fandt som følge af denne bestemmelses forarbejder og skatteinddrivelseslovens § 5, at en skyldner i medfør af skatteinddrivelseslovens § 6 kan klage til fogedretten over et sådant afslag. ØL udtalte, at der for fogedretten kun undtagelsesvist vil kunne være grundlag for at træffe afgørelse om en afdragsordning efter RPL § 525, stk. 2, og fandt i den konkrete sag, at der ikke var grundlag for at imødekomme skyldners ønske om en afdragsordning.
SKM2011.470 LSR: Der var ikke hjemmel i inddrivelsesloven eller inddrivelsesbekendtgørelsen til at gøre en afdragsordning betinget af, at klageren betalte nye udgifter til tiden.
SKM2012.184 LSR: Klagen vedrørte fastsættelse af afdragsordning. SKAT havde modregnet 100 % af børnefamilieydelsen til dækning af gæld vedr. daginstitution og skolefritidsordning. Hele børnefamilieydelsen skulle alligevel medregnes som indtægt ved opgørelsen af husstandens betalingsevne til brug for fastlæggelse af en afdragsordning.
SKM2018.171 LSR: En af SKAT fastsat afdragsordning af gæld til det offentlige med 5.450 kr. pr. måned blev stadfæstet af LSR.
TfS 2002.206 ØLD (SKM2002.614 ØLD): Skattemyndighederne havde været berettiget til at afvise pant i ejendomsmæglers goodwill til sikkerhed for restskat for 1995 på 400.953 kr. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn om, at sikkerheden ikke var ubetryggende.
TfS 2004.254 ØLD (SKM2004.122 ØLD): Skattemyndighederne havde oprindeligt foretaget udlæg for S's restskat i H's ejendom. Udlægget blev efterfølgende afløst af et ejerpantebrev og siden hen af en bankgaranti. S anmodede derefter om henstand uden sikkerhedsstillelse. Skatteforvaltningen meddelte den ønskede henstand men fastholdt, at dette kun kunne ske mod fortsat sikkerhedsstillelse i form af bankgarantien. ØL lagde som ubestridt til grund, at siden en personlig konkurs i begyndelsen af 1990'erne havde været insolvent. S havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter den meddelte henstand med skattebetalingen var gjort betinget af den krævede sikkerhedsstillelse.
TfS 2006.202 VLD (SKM2006.15 VLD): Sagen drejede sig om, hvorvidt Skatteministeriet som betingelse for at give S henstand med betaling af forfalden restskat for indkomståret 2001 kunne kræve sikkerhedsstillelse. S gjorde under sagen gældende, at sikkerhedsstillelsen vedrørte et illusorisk skattekrav, og at sikkerhedsstillelsen ikke kunne kræves ifølge lovgivningen, samt at skønnet skulle tilsidesættes, idet skattemyndighederne havde varetaget usaglige hensyn. VL fastslog, at skattemyndighederne har hjemmel til at betinge henstand med skattebetaling af at der stilles sikkerhed. Efter bevisførelsen og de foreliggende oplysninger om de økonomiske forhold i den virksomhed, som S drev, var der intet grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter det må antages, at muligheden for senere at inddrive skattekravet forringes, hvis ikke der stilles sikkerhed for henstandsbeløbet. Det udøvede skøn var hverken åbenbart urimeligt eller udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det var heller ikke af S sandsynliggjort, at skattemyndighederne ved skønsudøvelsen havde varetaget usaglige hensyn. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
SKM2009.611 BRD: Sagerne, der blev behandlet samlet, vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at betinge henstand med S's skattebetalinger af, at S stillede sikkerhed for skattekravene. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter det måtte antages, at muligheden for senere at inddrive kravene ville blive forringet, såfremt henstand blev givet uden krav om sikkerhedsstillelse. Retten fandt endvidere ikke, at afgørelserne om sikkerhedsstillelse var tilsidesættelige som følge af manglende kompetence eller inhabilitet.
SKM2010.698 LSR: SKAT havde begrundet et vilkår om sikkerhedsstillelse i forbindelse med henstand under klagebehandling med henvisning til restancens størrelse samt en vurdering af de samlede aktivers og passivers størrelse. Begrundelsen blev efterfølgende uddybet med, at den afgiftspligtige måtte anses for teknisk insolvent, idet værdien af hans faste ejendom var faldet, således at gælden oversteg værdien. LSR fandt, at der ikke var henvist til omstændigheder, der kunne godtgøre, at der var grundlag for at skønne, at der forelå en nærliggende risiko for, at den aktuelle inddrivelsesmulighed ville blive forringet i henstandsperioden. Vilkåret blev derfor ophævet.
SKM2011.663 LSR: SKAT krævede sikkerhedsstillelse i forbindelse med klagerens anmodning om henstand ved anke til ØL. Kravet om sikkerhedsstillelse var begrundet med, at der var en nærliggende risiko for, at muligheden for senere at inddrive henstandsbeløbet ville blive forringet, jf. SFL § 51, stk. 4. I vurderingen af risikoen indgik, at klageren havde bopæl i udlandet (siden 2005), at skattekravet var opstået som følge af fund af ubeskattede midler på en udenlandsk bankkonto, og at klageren havde afhændet danske aktiver i 2009. Klageren havde i forbindelse med sagens behandling for LSR i 2008 opnået henstand uden sikkerhedsstillelse, hvilken henstand ophørte ved LSR's afgørelse i august 2009. SKAT foretog ikke skridt til inddrivelse af skattekravet i perioden fra henstandens ophør i 2009 til klagerens anmodning om henstand i februar 2011. LSR fandt, at SKATs begrundelse beroede på allerede foreliggende omstændigheder, som SKAT ikke tidligere havde reageret på, og at SKAT ikke havde angivet, hvilke forhold, der fremover kunne udgøre en risiko for forringelse af inddrivelsesmulighederne. LSR ændrede derfor vilkåret om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand.
SKM2012.269 LSR: Et skattecenters krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for et selskabs henstand med betaling af toldskyld i forbindelse med domstolsbehandling var foretaget med rette.
SKM2012.399 LSR: Selskab havde anmodet om henstand i anledning af en klage til LSR over afslag på anmodning om genoptagelse af en indkomstansættelse. Da der ikke var tale om en klage over en opgørelse af skat, kunne der ikke gives henstand efter SFL § 51. Selskabet kunne heller ikke støtte ret på afsnit A.A.12.1 i SKAT's Den Juridiske Vejledning, hvorefter der kunne gives henstand i sådanne tilfælde, da vejledningen ikke havde hjemmel i ordlyden af SFL § 51 og var i modstrid med LSR-praksis. Komm. af Jane Bolander i SR-Skat 2012.225-227
SKM2012.575 LSR: Et selskab ansås for berettiget til henstand med restskattekrav, som et genoptagelsestilsagn ved skatteankenævnet vedrørte, så længe pilotsagen verserede for LSR.
SKM2013.468 LSR: En anmodning om henstand med betaling af restskat i forbindelse med klage blev ikke imødekommet. Der var betydelig usikkerhed om den skattepligtiges bopæls- og opholdsforhold, idet der blandt andet ikke forelå oplysninger om klagerens opholdssted. Der var ligeledes betydelig usikkerhed om den skattepligtiges indkomst- og formueforhold. Den skattepligtige havde ikke afgivet oplysninger herom til SKAT, og konsekvenserne af den manglende afgivelse af oplysninger til brug for vurderingen af henstand måtte i en sådan situation påhvile den skattepligtige.
SKM2013.666 LSR. LSR indrømmede henstand med opkrævning af skat for en kontanthjælpsmodtager, idet det måtte anses for velfærdstruende, hvis indregning af restskat fastholdtes
SKM2013.688 LSR: SKAT's afgørelse, hvorved en klage over et afslag på selvangivelsesomvalg ikke var en klage, hvor der var adgang til henstand efter SFL § 51, blev stadfæstet. SKAT's afgørelse var tilstrækkelig begrundet og havde overholdt officialmaksimen.
SKM2014.198 HD (SKM2012.3 ØLD, SKM2010.442 LSR): HR fandt, at appellanten, A, ikke havde krav på henstand med betaling af skatter og afgifter på i alt ca. 154 mio.kr. i forbindelse med klage over skatte- og afgiftsansættelser. HR udtalte, at en skatteyder, der klager over en skatteansættelse, som udgangspunkt skal meddeles henstand med betalingen under klagesagens behandling. Det gælder dog ikke, hvis det skønnes, at der er nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand. Det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, er ikke i sig selv til hinder for, at der kan gives afslag på henstand. I As tilfælde nåede HR efter en samlet bedømmelse til, at henstanden ville indebære en nærliggende fare for, at skatte- og afgiftskravet ikke ville kunne inddrives. HR lagde bl.a. vægt på, at A - efter at være blevet erklæret personlig konkurs - i mere end et år havde drevet uregistreret virksomhed uden løbende afregning af skat og moms. Endvidere lagde HR vægt på, at As indkomst- og formueforhold var forbundet med stor usikkerhed, og at en del af skatte- og afgiftskravet vedrørte forhold, som der var begrundet mistanke om var forbundet med skattesvig af særlig grov karakter.
SKM2015.403 ØLD (SKM2014.386 BRD): BR havde afvist, at SKATs bevillinger om henstand for krav mod to skatteydere var ugyldige, og at kravene derfor var forældede i henstandsperioden, selv om henstanden var bevilget på grundlag af en fejlagtig antagelse om, at en verserende højesteretssag havde betydning for SKATs krav mod de pågældende. BR havde begrundet dommen med, at SKATs bevilling af henstand til de pågældende skatteydere med betaling af restskat og arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997 til 1999 skete efter anmodning fra de pågældende. Parterne indgik aftalerne om henstand under forudsætning om, at forfaldstidspunktet for kravene blev udskudt til henstandsperiodens udløb. Bevillingerne er begunstigende forvaltningsafgørelser, der udtømmende er udnyttet af modtagerne. BR tiltrådte herefter LSRs vurdering, hvorefter SKATs afgørelse om henstand, uanset den urigtige forudsætning, havde haft forældelsesafbrydende virkning. For landsretten gjorde de pågældende skatteydere yderligere gældende, at de ikke kunne identificeres med deres repræsentant, der havde anmodet om henstanden, i det omfang repræsentanten var fremkommet med forkerte oplysninger i forbindelse med anmodningerne om henstand. ØL stadfæstede BRs dom i henhold til grundene og tilføjede, at henstandssagerne var rejst efter ansøgning fra de pågældende skatteyderes repræsentant, med hvem de måtte identificeres.
SKM2016.626 LSR: Henset til oplysningerne om klagers økonomi, fandt LSR, at det var berettiget, at SKAT havde meddelt afslag på henstand uden sikkerhedsstillelse efter SFL § 51.
SKM2017.395 LSR: Da en sag om registreringsafgift af en bil var endeligt afgjort ved HRs dom, fandtes der ikke længere en sag, der var under behandling i det administrative klagesystem eller ved domstolene, hvorfor betingelserne for ydelse af henstand efter SFL § 51 ikke var opfyldt. Det forhold, at klager havde påklaget en afgørelse om, at han var nægtet eksportgodtgørelse vedrørende den samme bil, fandtes ikke at medføre, at han havde en verserende klagesag om betaling af registreringsafgiften.
SKM2018.226 BRD: Sagen drejede sig om, hvorvidt S i medfør af SFL § 51, stk. 1, 1. pkt., var berettiget til henstand med betalingen af SKATs krav på registreringsafgift vedrørende en af S ejet Ferrari, der var endeligt fastslået af HR ved en dom af 21.10.2015 (UfR 2016.507 HD, SKM2015.698 HD), fordi S efter afsigelsen af HRs dom havde indledt en klagesag om, hvorvidt han var berettiget til eksportgodtgørelse for køretøjet, som han havde eksporteret til udlandet i 2012. BR slog i sine præmisser fast, at Ss klagesag vedrørende eksportgodtgørelse alene vedrørte, om S var berettiget til at få godtgjort en del af det afgiftsbeløb, der endnu ikke var betalt. Da klagesagen således ikke vedrørte opgørelsen af SKATs krav på registreringsafgift, der var endeligt fastslået af HR, fandt BR ikke, at der var hjemmel til at give S henstand med betalingen af kravet. Dette resultat havde endvidere støtte i formålet med SFL § 51, stk. 1, og forarbejderne. SKAT blev derfor frifundet.
SKM2020.17 SANST: Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om afslag på en anmodning om henstand efter SFL § 51. Skatteankestyrelsen stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og lagde blandt andet vægt på, at K over en længere periode havde oparbejdet gæld til det offentlige på over 10.000.000 kr. vedrørende bl.a. A-skat, B-skat og AM-bidrag, at K i en årrække ikke havde foretaget selvangivelse af sin indkomst, og at K havde haft flere selskaber, der var tvangsopløst eller gået konkurs. Skatteankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at der var en nærliggende fare for, at skatten ikke ville blive betalt, når der var truffet endelig i afgørelse i skattesagerne, hvis der blev givet henstand.
SKM2020.420 LSR: Efter forhøjelse af skatteansættelse kunne Skattestyrelsen ikke afvise eller kræve sikkerhedsstillelse for en henstandsanmodning udelukkende begrundet i omstændigheder, der udsprang af den påklagede afgørelse, eftersom disse omstændigheder fortsat var omstridte.
S fik forhøjet sin skatteansættelse for 2009, da det var Skattestyrelsens, M’s, opfattelse, at der var gennemført et maskeret udbytte fra S’s selskab, der var baseret i Panama. S påklagede afgørelsen og ønskede henstand, jf. SFL § 51, stk. 1. S’s bestyrelse bestod af proforma-medlemmer, der havde mellem 6.000 og 9.000 bestyrelsesposter hver. Der var ingen regnskaber fra selskabet, og der var en verserende selskabsskattesag. Da M samtidig ikke vidste, hvor selskabets midler var blevet af, eller om midlerne indgik i S’s og S’s ægtefælles økonomi blev henstandsanmodningen afvist, idet M fandt begrundet usikkerhed om A’s betalingsvilje. Såfremt S stillede sikkerhed for det fulde beløb, kunne henstandsanmodningen imødekommes, jf. SFL § 51, stk. 4. S ønskede ikke at stille sikkerhed og påklagede også denne afgørelse.LSR fandt, at M’s begrundelse for at afvise henstandsanmodningen alene var en henvisning til omstændigheder, der udsprang af den påklagede afgørelse og derfor ikke var afgjort endnu. Sådanne omstændigheder kunne ikke i sig selv begrunde et afslag på henstand, eller at henstand blev betinget af sikkerhedsstillelse. M havde ikke godtgjort, at muligheden for at inddrive kravet ville blive forringet, eller at der forelå en nærliggende fare for, at skatten ikke ville blive betalt, hvis der blev ydet henstand. S blev herefter meddelt henstand. Komm. af Jane Bolander og Inge Langhave i SR-Skat 2021.1-2.SKM2020.424 LSR: En klage til Folketingets Ombudsmand var ikke at sidestille med en anmodning om genoptagelse, da ombudsmanden ikke havde kompetence til at ændre LSR’s afgørelse, og klagen kunne derfor ikke medføre henstand efter SFL § 51.
SKAT ændrede A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2007, hvilket A påklagede. LSR gav SKAT medhold, og sagen blev ikke indbragt for domstolene. A indsendte en klage til Folketingets Ombudsmand, FO, og anmodede i den forbindelse om henstand med betaling af restskat, idet A anførte, at en klage til FO skulle sidestilles med en anmodning om genoptagelse, samt at SKAT de facto skulle berostille inddrivelse, så længe klagefristen til domstolene ikke var overskredet. SKAT afviste anmodningen om henstand. LSR fandt, at en klage til FO ikke var at anse som en verserende klage, jf. SFL § 51 da FO ikke havde kompetence til at ændre LSR’s afgørelse, men alene kunne henstille til, at sagen skulle genoptages. Klagen til FO kunne dermed ikke medføre henstand, og SKAT’s afgørelse blev stadfæstet. Der blev ikke taget stilling til spørgsmålet om berostillelse, da sagen som forelagt alene omhandlede SKAT’s afslag på henstand.SKM2022.311 LSR: Anmodning om henstand for efteropkrævet afgift skulle behandles, uanset at kravet allerede var betalt gennem skattekontoen, hvor ældste forfaldne krav blev dækket først
A’s dækningsafgift for 2017-2019 blev af SKAT forhøjet med 7,5 mio. kr. Afgiften blev opkrævet via A’s skattekonto som en opkrævning af chokolade- og sukkervareafgift. A indbetalte løbende til sin skattekonto, og den ændrede afgift blev automatisk dækket som følge af, at ældste forfaldne krav skulle dækkes først. A søgte om henstand for betalingen af de 7,5 mio. kr. efter SFL § 51, men SKAT afviste anmodningen med henvisning til, at kravet allerede var betalt.
LSR fandt, at A ikke ved indbetalingerne til skattekontoen havde foretaget en sådan frivillig indfrielse af den efteropkrævede afgift, at muligheden for at få prøvet en anmodning om henstand var bortfaldet. Kravet var ikke blevet dækket grundet frivillige indbetalinger fra A men alene som følge af OKL’s regler om, at ældste forfaldne krav skulle dækkes først. Under disse omstændigheder kunne A få prøvet anmodningen om henstand, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.SKM2023.152 LSR: Et afdrag på gæld for at undgå udlæg i aktiver kunne ikke anses som en frivillig indbetaling, der afskar muligheden for tilbagesøgning, da SANST senere ændrede SKTST’s afgørelse og meddelte henstand
SKTST havde forhøjet A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2007. Forhøjelsen af A’s indkomst medførte en restskat på 19 mio. kr. SKTST traf d. 08.08.2019 afgørelse om, at A ikke kunne få henstand med betaling af restskatten. Gældsstyrelsen fremsendte efterfølgende tilsigelse til A om, at han kunne undgå, at der blev foretaget udlæg i aktiver, hvis der blev indbetalt 12 mio. kr. Det gjorde A. Efterfølgende ændrede SANST SKTST’s afgørelse, således at A blev meddelt henstand med betalingen af restskatten. A fremsatte herefter påkrav til SKTST om at få det indbetalte beløb tilbagebetalt. SKTST vurderede, at A kun kunne meddeles henstand med de resterende 7 mio. kr., og at der ikke kunne meddeles henstand med det allerede indbetalte beløb.
LSR fandt, at idet SANST som rekursmyndighed havde ændret SKTST’s afgørelse, var SANST’s afgørelse trådt i stedet for SKTST’s, hvilket betød, at A var berettiget til henstand med betalingen af restskatten fra d. 08.08.2019. Under henvisning til SKM2013.593 LSR mistedes retten til at få et beløb tilbagebetalt ikke, hvis man efterfølgende fik meddelt henstand, og det måtte antages, at der ikke var sket en frivillig indfrielse af kravene. A’s indfrielse af gælden var sket for at undgå, at der blev foretaget udlæg i hans aktiver, og det kunne ikke anses som en sådan frivillig indfrielse af kravene, at A ikke var berettiget til at få tilbagebetalt beløbet. LSR ændrede derfor SKTST’s afgørelse.
FM 2002.21/2 ØLK: Pantefogeds udlæg for parkeringsafgift blev ophævet, da parkeringsvagten ikke kunne huske forseelsen.
UfR 2003.180 VLK: Parkering på grusareal, der måtte anses som en del af fortovet og parkeringsafgift på 500 kr. var derfor pålagt med rette. Pantefogeden burde have foretaget udlæg og fremsendt sagen til fogedretten med henblik på stillingstagen til indsigelserne. Efter sagens forløb fandtes der ikke grundlag for at afvise sagen. Komm. af Helle Larsen i Pantefogeden 2003.44-45: Har pantefogeden ikke ret til forelæggelse for fogedretten i p-afgiftssager?, af Bendt Berg i Pantefogeden 2003.103-105: Har Landsretten misforstået Skatteinddrivelsesloven? og af Helle Larsen i Pantefogeden 2003.140: En kort replik.
SKM2010.106 ØLK: SKAT havde indbragt berettigelsen af en parkeringsafgift for fogedretten. Indbringelsen var tillagt opsættende virkning. Fogedretten afviste at behandle sagen. ØL fandt ikke, at der skal være foretaget lønindeholdelse eller gennemført modregning, før fogedretten kan behandle indsigelse om kravets berettigelse. Sagen blev hjemvist til fogedretten.
SKM2013.149 ØLK: Restanceinddrivelsesmyndigheden havde iværksat særskilt lønindeholdelse med 3 % i skyldner, S's, kontanthjælp til dækning af ca. 30 ubetalte parkeringsafgifter. S protesterede og gjorde gældende, at han havde et rådighedsbeløb, som klart lå under trangsbeneficiet. Fogedretten lagde til grund, at S havde en nettoindtægt på ca. 10.000 kr. pr. måned og udgifter på ca. 7.000 kr., herunder 200 kr. til drift af bil. Herefter fandt Fogedretten, at der var levnet S tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod efter RPL § 509, stk. 1, da S havde et rådighedsbeløb på ca. 3.000 kr. om måneden og 3.200 kr. uden drift af bilen. ØL var enig i byrettens resultat og begrundelse.
UfR 2013.1979 VLD: A's bil var parkeret i strid med opslået skiltning, hvorfor han var blevet pålagt et kontrolgebyr fra EuroPark A/S, E. B bestred, at han var fører af bilen, og han forklarede, at han ofte lånte bilen ud til andre, men at han ikke vidste, hvem der var fører af bilen den pågældende dag. Han oplyst bl.a., at hans datter og to andre navngivne personer benyttede hans bil. Han oplyste endvidere, at han ikke kunne huske, hvad han lavede på det tidspunkt, hvor kontrolgebyret blev pålagt. VL lagde til grund, at A ikke havde reageret på flere rykkerbreve fra E, men imidlertid først reklamerede da han modtog betalingspåkravet fra Fogedretten i Horsens. Herefter, og da B ikke alene ved sin egen forklaring havde ført tilstrækkeligt bevis for, at han ikke selv var fører af bilen, hæftede han for betaling af kontrolafgiften. For så vidt angik rykkergebyrerne kunne det efter B's forklaring om, at han aldrig havde set girokortet med kontrolafgiften i forruden, ikke lægges til grund, at kravet om kontrolgebyr var forfaldet ved afsendelsen af det første rykkerbrev. E havde derfor først krav på rykkergebyr for den anden rykkerskrivelse af 02.07.2010. VL besluttede herefter, at B skulle betale 510 kr. med procesrente fra d. 03.07.2010, rykkergebyrer på 200 kr. og inkassogebyr på 100 kr.
SKM2017.329 ØLK: I en sag, havde SKAT ikke tillagt skyldners indsigelse mod en parkeringsafgift opsættende virkning efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. Skyldner protesterede mod dette og gjorde gældende, at der gælder en uskyldsformodning og derfor burde inddrivelsen være tillagt opsættende virkning. SKAT gjorde under sagen gældende, at hovedreglen ifølge gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, er, at et krav ikke skal tillægges opsættende virkning, men at SKAT har mulighed for at beslutte dette. SKAT henvist endvidere til, at EMRK har fastslået, at EMRK art. 6 ikke er til hinder for, at en strafferetlig sanktion kan fuldbyrdes inden der foreligger en endelig domstolsafgørelse. Fogedretten fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med rette og at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været berettiget. Sagen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for ØL, der gav SKAT medhold i, at der kunne foretages inddrivelse af parkeringsafgiften, uanset at der var gjort indsigelse mod afgiftens berettigelse. ØL kom til dette resultat, selvom ØL samtidig fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med urette.
UfR 2017.1955 ØLK (FM 2017.114 ØLK): En bilist var med urette blevet pålagt en parkeringsafgift, men fik ikke medhold i, at SKATs tvangsinddrivelse forinden sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget.
En bilist, B, havde parkeret, sat p-skiven og trukket en p-billet for 2 ½ time. På stedet var der skilte som angav, at p-billet var påkrævet, og at parkering var tidsbegrænset til 1 time. Efter halvanden time blev B pålagt en parkeringsafgift, da hans bil var parkeret i strid med tidsbegrænsningen eller med urigtig indstillet p-skive. B klagede over afgiften til Københavns kommune, K, som fastholdt kravet. Kravet blev overgivet til inddrivelse hos SKAT, M, da B ikke betalte. FDM kom, som repræsentant for B, med indsigelser, men K fastholdt kravet, og M fortsatte inddrivelse ved modregning i B's løn. For fogedretten påstod B, at afgiften var pålagt med urette, og at M's inddrivelse var uberettiget. B fik ikke medhold. ØL fandt, at FÆL § 92, stk. 1, nr. 1 og lov om offentlige veje § 107, stk. 2, overordnet set ikke var til hinder for, at K opstillede krav om anvendelse af p-skive på et område, hvor der var krav om p-billet. Bestemmelsen i § 1 i bekendtgørelse nr. 327 af 29.04.2003 om parkeringsskiver, måtte fortolkes således, at der på steder med tidsbegrænset parkering ikke kunne stilles krav om anvendelse af p-skive, hvis der var krav om p-billet. K skulle derfor anerkende, at afgiften var pålagt med urette. Den beløbsmæssige opgørelse af de omhandlede gebyrer havde hjemmel. Retten skulle ved behandling af en sag om parkeringsafgift til det offentlige, iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af EMRK art. 6, gjaldt for tiltalte i en straffesag, herunder reglen om uskyldsformodning. Dette udelukkede ikke, at K eller M kunne gennemføre inddrivelse af et mindre takstmæssigt afgiftsbeløb og pålægge en borger lovhjemlede rykkergebyrer mv. Tvangsinddrivelsen af fordringen havde udgjort en samlet set afbalanceret proces, med behørig hensyntagen til de involverede parters interesser, alt jf. EMD's domme af 23.07.2002 i sagerne Janosevic mod Sverige, præmis 106, og Västberga Taxi Aktiebolag og Vulic mod Sverige, præmis 118.FM 2022.168 VLK: Fogedsag om 99 parkeringsafgifter i tysk indregistreret bil kunne fremmes, selvom A nægtede at have foretaget parkeringerne, da vidner i flere omgange havde set hende køre bilen, og da hun havde afregnet registreringsafgiften og måtte anses som værende bruger
Gældsstyrelsen havde forsøgt at inddrive 99 parkeringsafgifter hos A. Den pågældende bil var ejet af et tysk selskab og med tyske nummerplader. Selskabet var ejet af A’s far, og A påstod, at det måtte have været ansatte, der havde foretaget de ulovlige parkeringer.
Fogedretten fandt, at beviskravet for straffesager fandt anvendelse. At A boede og studerede i nærheden af, hvor bilen havde været ulovligt parkeret, var ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at A havde været bruger af bilen. Et vidne, der flere gange havde set A parkere bilen, var heller ikke tilstrækkeligt, da det ikke var bevist, at netop disse parkeringer var strafbare.
VL fandt, at A blev anset som bruger af såvel SKAT som Motorstyrelsen, og A havde betalt registreringsafgiften. Tre vidner afgav forklaringer om at have truffet A ifm. bilen. Bortset fra faderens erklæring var der ikke omstændigheder, der understøttede A’s oplysninger om, at det måtte have været ansatte, der havde parkeret bilen i hendes nærområde, så hun kunne låne bilen. Det var ubetænkeligt at fremme sagen, jf. RPL § 501, stk. 1.
Er kreditor omfattet af "det offentlige"?
UfR 2020.520 ØLK: A/S Storebæltsforbindelsen var ikke omfattet af ordlyden "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., hvorfor inddrivelse af fordringer ikke skulle ske gennem Gældsstyrelsen
A/S Storebæltsforbindelsen, A, fremsatte betalingspåkrav. Fogedretten i Hillerød fandt, at A var ejet af Sund og Bælt Holding A/S, der var ejet af Transport-, Bygge- og Boligministeriet, hvorfor A var et 100 % statsligt ejet selskab. Derfor var A som statsligt aktieselskab omfattet af "det offentlige", jf. gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., hvorfor inddrivelse af fordringer skulle ske gennem Gældsstyrelsen, S. ØL fandt, at statslige aktieselskaber ikke ifølge ordlyden af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. , forarbejderne hertil eller efter den almindelige forvaltningsretlige lovgivning kunne henregnes til den offentlige forvaltning. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at den danske stat ved lov garanterede for A’s økonomiske forpligtelser, ligesom transport- og energiministeren kunne foretage ekspropriation for A, give instrukser om visse spørgsmål samt skulle godkende A’s vedtægter. Inddrivelse af A’s fordringer skulle derfor ikke ske gennem S.
SKM2010.560 LSR: Anmodning om, at klage til Folketingets Ombudsmand skulle tillægges opsættende virkning som følge af indsigelse mod fordringens eksistens og størrelse, kunne ikke imødekommes, idet der ikke forelå begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede.
SKM2010.627 LSR: LSR fandt, at det var med rette, at Økonomistyrelsen ikke havde imødekommet en anmodning om udsættelse af betaling af studielån og SU-lån. Der blev lagt vægt på, at udsættelse med tilbagebetaling kun kunne ske, hvis klageren fortsat kunne tilbagebetale lånene inden for den oprindeligt fastsatte tilbagebetalingsperiode.
UfR 2010.3022 ØLK: K havde nedlagt påstand om, at afgørelsen fra Fogedretten i Glostrup, F, burde ophæves og hjemsendes til forsat behandling ved F. K henviste til to utrykte landsretskendelser vedr. F's forpligtelse til at behandle indsigelser vedr. kontrolafgifter i medfør af inddrivelseslovens § 18, uanset om inddrivelsesmyndigheden forinden havde truffet afgørelse om tvangsinddrivelse. ØL udtalte, at inddrivelseslovens § 18 ikke kunne forstås således, at der skulle være foretaget lønindeholdelse eller gennemført modregning, før F kunne behandle indsigelser om kravets berettigelse. Af samme grund ophævede ØL kendelsen og hjemviste til fornyet forhandling.
SKM2011.469 LSR: LSR fandt, at det var med rette, at SKAT havde fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld til en A-kasse, på trods af at klageren bestred gældens eksistens og størrelse. Der blev lagt vægt på, at SKAT havde handlet i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 2 og inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, samt at indsigelserne mod kravets eksistens ikke kunne tillægges opsættende virkning, da der ikke var en begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede.
SKM2012.104 LSR: LSR afviste en klage fra en fordringshaver over SKAT's afskrivninger af restancer, der var oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) til inddrivelse. SKAT's beslutning om at afskrive restancerne var i forhold til fordringshaver ikke sådanne afgørelser om inddrivelse af fordringer, der efter inddrivelseslovens § 17 kunne påklages til Landsskatteretten.
UfR 2012.2821 ØLK: Advokat, A, var mødt i fogedretten for S. Under retsmødet havde SKAT begæret, at S blev tilsagt at give personligt møde med henblik på at afgive forklaring. A påstod, at han ikke var bemyndiget til at modtage forkyndelse med den virkning, at S ville kunne politifremstilles. ØL bemærkede, at bestemmelsen i RPL § 161, som fandt anvendelse i borgerlige sager, måtte anses for et generelt princip, hvorefter advokater, der var antaget til at føre en sag, var både bemyndigede og legitimerede til at modtage processuelle meddelelser på deres klients vegne, herunder indkaldelser til retsmøder. Da A således havde været bemyndiget og legitimeret til at modtage indkaldelsen på S' vegne, og S uden lovlig grund udeblev fra mødet, fandt ØL, at S kunne fremstilles af politiet jf. RPL § 631, stk. 2, jf. § 494, stk. 2. ØL stadfæstede derfor fogedrettens afgørelse.
SKM2013.168 BRD: Sagen vedrørte, hvorvidt SKAT med rette havde modregnet kr. 8.325,- af sagsøgeren, S's, overskydende skat i 2009 i et bødekrav udmålt i 2002 på oprindeligt kr. 100.000. Det var ubestridt, at modregningen var foretaget med rette, medmindre S fik medhold i, at bødekravet var omfattet af SKAT's eftergivelsesafgørelse af 19. juni 2003, eller var bortfaldet som følge af SKAT's retsfortabende passivitet. Retten i Glostrup frifandt ministeriet og lagde ved vurderingen afgørende vægt på eftergivelsesafgørelsens ordlyd, og at der ikke var noget grundlag for at antage, at SKAT skulle have givet S det indtryk, at bødekravet var opgivet.
SKM2013.266 ØLK: SKAT havde som Restanceinddrivelsesmyndigheden begæret tvangsauktion på en ejendom på baggrund af 2 krav, der begge havde fortrinsret på ejendommen. Det ene krav stammede fra et forsyningsselskab, der var 100 % ejet af kommunen og det andet krav vedrørte ejendomskatter til kommunen. ØL fandt at den omstændighed, at begge kreditorer var undergivet lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og dermed skulle bruge SKAT som inddrivelsesmyndighed ikke medførte, at kravene kunne smelte sammen til et krav. SKAT var derfor uberettiget til at indgive auktionsbegæring, der indeholdte begge krav.
SKM2013.413 BRD: Sagen vedrørte en indbetaling til SKAT på kr. 250.000, som skyldner, S, foretog en måned før, S gik konkurs. Indbetalingen skete som et afdrag på S's gæld til SKAT og blev foretaget i umiddelbar forlængelse af en udlægsforretning. SKAT havde på udlægsforretningen tilkendegivet, at manglende betaling ville medføre, at der ville blive indgivet konkursbegæring mod S. Spørgsmålet i sagen var, om den foretagne indbetaling var omstødelig i henhold til KL § 67. Parterne var enige om, at de tidsmæssige betingelser for anvendelsen af § 67 var opfyldte, men der var uenighed om, hvorvidt betalingen var likviditetsinvaliderende. SKAT gjorde i den forbindelse gældende, at betalingen ikke var likviditetsinvaliderende henset til S's aktiver på tidspunktet for indbetalingen, herunder et positivt indestående på bankkontoen, og henset til likviditetsstrømmen i perioden mellem indbetalingen og dekretets afsigelse. Ligeledes gjorde SKAT gældende, at indbetalingen var ordinær, da den skete som et led i SKATs sædvanlige forvaltning som oppebørselsmyndighed. Retten fandt, at indbetalingen var omstødelig i henhold til KL § 67 på baggrund af en sammenligning mellem indbetalingens størrelse og de øvrige bevægelser på S's konto i den relevante periode. Retten fandt endvidere, at indbetalingen ikke var ordinær, da den skete i direkte sammenhæng med den foretagne udlægsforretning.
SKM2014.244 LSR: Skatteankestyrelsen fandt ikke grundlag for at afvige fra udgangspunktet om, at det er modregneren der vælger, hvilken fordring en betaling (her modregning/ompostering) skal dække.
SKM2014.472 SR: En afgørelse vedrørende forældelse af restskat m.v., som var truffet af SKAT, var ugyldig som følge af manglende udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling.
SKM2016.176 LSR: LSR fandt, at det var med rette, at SKAT havde foretaget modregning i et holdingselskabs overskydende skat til dækning af datterselskabets momsgæld.
SKM2016.451 LSR: LSR fandt, at det var med rette, at SKAT havde foretaget modregning i selskabets momstilgodehavende til dækning af klagerens gæld til Fødevarestyrelsen, på trods af at kravet var omtvistet ved overdragelsen til inddrivelse. Der blev lagt vægt på, at SKAT havde handlet i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 2 og inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, samt at SKAT ikke havde været forpligtet til at foretage partshøring forud for afgørelsen om modregning.
SKM2016.602 BRD: Sagen handlede om, hvorvidt SKAT var berettiget til at modregne et krav på kæremålsomkostninger i S, krav på overskydende skat. S anlagde i 2010 en sag mod SKM med påstand om, at SKM skulle anerkende, at der ikke gyldigt kunne foretages modregning med et krav, der tilkom Økonomistyrelsen. SKM tog bekræftende til genmæle, da det viste sig, at modregningen allerede var ophævet, og at beløbet i stedet var blevet overført til modregning i Ss momsrestance. S havde i sagen også nedlagt påstand om godtgørelse for tort, som SKM blev frifundet for. BR traf i sagen afgørelse om, at hver part skulle bære egne omkostninger. S valgte at kære spørgsmålet om sagsomkostninger til landsretten, der tiltrådte BRS afgørelse. Landsretten bestemte i den forbindelse, at S skulle betale kr. 1.500,- til SKM i kæremålsomkostninger. S betalte ikke kæremålsomkostningerne til SKM. SKAT modregnede derfor de tilkendte kæremålsomkostninger i sagsøgers krav på overskydende skat for 2012. S klagede til Skatteankestyrelsen, som stadfæstede SKATs afgørelse om modregning. S anlagde herefter sag mod SKM med påstand om, at SKM skulle anerkende, at modregningen var uberettiget, da S var af den opfattelse, at han ikke havde fået tilbagebetalt det beløb, som var genstand for tvist i den første sag fra 2010. Subsidiært nedlagde S påstand om, at Skatteankestyrelsen skulle tilpligtes at genoptage sagen. BR fandt, at S allerede tilbage i 2010 fik tilbagebetalt det beløb, der var genstand for tvist i den første sag. SKAT var derfor berettiget til at modregne de tilkendte kæremålsomkostninger i Ss krav på overskydende skat for 2012. BR fandt endvidere, at S ikke havde godtgjort, at der var begået sagsbehandlingsfejl af Skatteankestyrelsen. SKM blev herefter frifundet.
SKM2016.622 LSR: LSR fandt, at det var med rette, at SKAT havde foretaget modregning i klagerens erstatning for uberettiget frihedsberøvelse/varetægtsfængsling efter RPL § 1018 a til dækning af gæld vedrørende restskat, AM-bidrag, moms og daginstitutionsrestancer. Der blev lagt vægt på, at klagerens erstatning ikke havde en sådan karakter, eller at der var andre særlige hensyn, som gjorde, at der ikke kunne foretages modregning heri til dækning af klagerens anden offentlige gæld, når de almindelige modregningsbetingelser i øvrigt var til stede.
SKM2017.47 LSR: LSR fandt, at LSR havde kompetence til at behandle en klage over SKATs afgørelse om modregning i klagerens overskydende skat for 2015 til dækning af sagsomkostninger til politiet. Det var således LSRs opfattelse, at straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, måtte forstås således, at den ikke afskærer borgerens adgang til at klage over SKATs afgørelse om modregning efter inddrivelseslovens § 17, når der klages over SKATs administration.
SKM2017.48 LSR: LSR fandt, at LSR havde kompetence til at behandle klage over SKATs afgørelse om at klagerens gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet ikke var forældet. LSR fandt, at klagerens gæld var forældet, idet SKAT ikke havde udfoldet rimelige bestræbelser for at få kendskab til klagerens opholdssted.
SKM2017.320 BRD: Sagen omhandlede, hvorvidt SKAT Inddrivelse var erstatningsansvarlig som følge af sin håndtering af indbetalinger fra flere solidarisk hæftende. D. 22.12.2015 traf SKAT afgørelse overfor S samt to andre personer om opkrævning af registreringsafgift, idet det registreringspligtige køretøj var blevet ombygget på en sådan måde, at køretøjet havde mistet sin afgiftsmæssige identit, uden dette var indberettet til SKAT. SKAT forhøjede herefter registreringsafgiften med kr. 31.425,- S indbetalte det fulde beløb til SKAT d. 25.01.2016. Ved brev af 08.03.2016 anmodede S om tilbagebetaling af det af ham indbetalte beløb, idet han henviste til, at der var indgået en aftale om den endelige fordeling af kravet mellem de solidarisk hæftende, og at en anden af de solidarisk hæftende derfor ville indbetale registreringsafgiften til SKAT. D. 08.03.2016 blev registreringsafgiften på ny indbetalt til SKAT, og d. 18.03.2016 refunderede SKAT beløbet til indbetaleren (en anden solidarisk hæftende) med henvisning til, at der var tale om en overskydende betaling. Ved efterfølgende e-mails oplyste en medarbejder ved SKAT, at det var en fejl, at beløbet ikke var blevet udbetalt til S. Disse oplysninger korrigerede SKAT dog efterfølgende. BR fandt, at SKAT Inddrivelse ikke havde handlet ansvarspådragende ved at udbetale beløbet til den anden solidarisk hæftende fremfor S, idet der ikke eksisterede et krav på tidspunktet for tilbagebetalingen, og sagsøgerens skrivelse af 08.03.2016 var en meddelelse om tilbagebetaling af et beløb, som sagsøgeren ikke i forhold til SKAT var berettiget til at kræve tilbagebetalt. BR bemærkede yderligere, at det forhold, at en skattemedarbejder efterfølgende havde oplyst, at der var begået en fejl, ikke i sig selv kunne tillægges nogen betydning. Endelige bemærkede BR, at S heller ikke havde godtgjort, at han havde lidt et tab.
SKM2017.338 LSR: LSR fandt, at klageren måtte anses at have været påmindet om en studiegæld, og at forældelsen herved var blevet afbrudt. SKAT var endvidere berettiget til at fortage modregning i klagerens overskydende skat i de ikke-forældede krav.
FM 2016.103 ØLK: Hybridbil var blevet pålagt parkeringsafgift, da pladsen var forbeholdt elbiler, hvorfor det fandtes betænkeligt at fremme sagen. En kommune havde pålagt en parkeringsafgift til en hybridbil, da den holdte på en plads, der var reserveret til elbiler, hvilket fremgik af en opsat parkeringstavle af arten UE 33,4. Fogedretten fandt, at bilens primære fremdriftskilde var elmotoren, og at forbrændingsmotoren først blev aktiveret, når elmotoren løb tør, og at denne forbrændingsmotor ikke fremdrev bilen, men alene opladede elmotoren, der så fremdrev bilen igen. Eftersom der ikke i vejafmærkningsbekendtgørelsen var en definition af en elbil, kunne det ikke bedømmes, hvorvidt parkeringstavlen af arten UE 33,4 alene omhandlede biler, der kun blev fremdrevet af el eller også hybridbiler. Det fandtes derfor betænkeligt at fremme sagen, jf. gældsinddrivelseslovens § 18, stk. 1, jf. RPL § 501, stk. 1. LR stadfæstede.
SKM2017.396 LSR: LSR godkendte, at SKAT kunne foretage modregning i klagerens overskydende skat for 2013 og 2014 til dækning af gæld vedrørende bøde, restskat for 2012, 2013, og 2014 samt dertilhørende inddrivelsesrenter.
SKM2017.397 LSR: LSR fandt, at SKAT havde været berettiget til at foretage modregning i overskydende skat til dækning af et krav, som politiet havde på sagsomkostninger.
SKM2017.430 LSR: LSR stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter SKAT havde foretaget modregning til dækning af Ks studiegæld i et beløb fra Ks virksomheds skattekonto, som var indbetalt til dækning af et specificeret momstilsvar.
SKM2017.593 LSR: Da dansk rets almindelige modregningsbetingelser var opfyldt, fandtes en foretagen modregning i et overskydende skattebeløb til dækning af restskat og inddrivelsesrenter for foretaget med rette. LSR fandt ikke, at bestemmelsen i KSL § 62 A, stk. 3 om en ændret årsopgørelse, der medfører udbetaling af overskydende skat, kunne anses for at indeholde et modregningsforbud.
SKM2017.661 LSR: LSR fandt, at betingelserne for, at SKAT var berettiget til at undlade at underrette klageren om oversendelse af et krav til inddrivelse, ikke var opfyldt, og inddrivelsesrenter var derfor pålagt med urette.
SKM2018.22 LSR: Da et krav vedrørende restskat for 2008 ikke var forfaldent til betaling på modregningstidspunktet, kunne der ikke foretages modregning i et overskydende skattebeløb for 2013. LSR fandt derfor, at den af SKAT foretagede modregning var sket med urette.
SKM2018.99 LSR: LSR fandt, at SKAT havde været berettiget til at foretage modregning i klagerens overskydende skat for 2014, der var tilgængelig i klagerens skattemappe i december 2015, til dækning af restskat for 2014 samt tilhørende inddrivelsesrenter indtil modregningstidspunktet i november 2016.
SKM2018.169 LSR: LSR fandt, at SKAT med rette havde pålagt rykkergebyr ved inddrivelse af et krav på tilbagebetaling af feriepenge. Kravets eksistens tog LSR ikke stilling til, men oversendte klagerens indsigelser vedrørende dette forhold til fordringshaveren. Endelig stadfæstede LSR SKATs opgørelse af det månedlige afdrag på gælden og fandt ikke, at der forelå ugyldighed under henvisning til Kammeradvokatens rapport af 08.09.2015.
SKM2018.299 BRK: Sagen angik, om SKAT havde været berettigede til at foretage modregning i Ss overskydende skat til delvis dækning af Ss gæld til det offentlige bestående i SU-lån og renter. Sagen blev ført som en småsag efter reglerne i RPL kap. 39, og BR havde udarbejdet en fortegnelse over parternes påstande, anbringender og beviser. På dagen inden hovedforhandlingen hævede S sagen. Herefter bestemte BR, at S skulle betale 3.262,50 kr. i sagsomkostninger til SKAT, svarende til halvdelen af de omkostninger, sagsøgte ville være blevet tilkendt, hvis sagen var blevet hovedforhandlet og sagsøgte havde fået medhold. BR lagde i den forbindelse vægt på sagens genstand, udfald og forløb, herunder at sagen blev hævet efter udarbejdelse af fortegnelse og tillige dagen inden den berammede hovedforhandling.
SKM2021.143 LSR: Ikke grundlag for eftergivelse af renter af restskat
Sagen angik, om et selskab var berettiget til at blive fritaget for eller få eftergivet renter af restskat. Restskatten udsprang af en MAP-forhandling for indkomstårene 2005-2009, hvor selskabet fik delvist medhold. MAP-forhandlingen blev afsluttet d.11.02.2014. Selskabet påstod at være berettiget til at blive fritaget for eller få eftergivet renter i perioden 01.02.2014 til 11. 06.2015, hvor SKAT lavede renteberegningen som følge af ændringen af selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2009. Selskabet gjorde gældende, at det ikke var muligt at indbetale restskatten via skattekontoen, og at SKATs sagsbehandlingstid havde været urimelig lang.
LSR fandt, at der ikke i medfør af opkrævningslovens § 8, stk. 2, nr. 4, var grundlag for at fritage selskabet for renterne af restskatten, da overskridelsen af betalingsfristen ikke skyldes pludseligt opståede hændelser, som selskabet ikke havde haft indflydelse på. Desuden var overskridelsen af betalingsfristen heller ikke på få dage. Endvidere fandt LSR, at der ikke var grundlag for i medfør af inddrivelseslovens § 13, stk. 6, at eftergive renterne, idet LSR lagde til grund, at selskabet kunne have undgået rentetilskrivningen ved at indbetale restskatten på anden måde end over skattekontoen, hvilket selskabet ikke havde forsøgt. SKATs sagsbehandlingstid kunne ikke føre til et andet resultat.SKM2023.556 ØLD (SKM2022.468 BRD): Der forelå ikke en krænkelse af EMRK art. 13 ved gældsinddrivelse af en kommunes krav om sagsomkostninger for injuriesag mod borgmesteren, da spørgsmålet om fordringens eksistens og størrelse kunne afklares ved at sagsøge kommunen
A var blevet dømt til at betale sagsomkostninger til B, der var borgmester i en kommune, K. Sagen var en injuriesag, hvor A havde udtalt sig om B og dennes erhverv. Da beløbet ikke blev betalt, sendte K kravet til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, S. A anlagde sag mod Skatteministeriet, M, idet hun mente, at sagen var mod B og ikke K, og at K derfor misbrugte S til at inddrive gælden med.
ØL fandt, at der ikke var en krænkelse af EMRK art. 13, da A havde mulighed for at få afklaret spørgsmålet om fordringens eksistens og størrelse ved at sagsøge K. A havde ikke dokumenteret, at K ikke havde medsendt de rette oplysninger ved oversendelsen af fordringen til inddrivelse. A fik ikke medhold i, at kravet ikke kunne tvangsinddrives. M var desuden ikke rette sagsøgte for de af A’s anbringender, der angik eksistensen og størrelsen af den fordring, som K havde oversendt til S.
UfR 2019.926 ØLK: Sagsomkostninger, som var tilkendt Advokatnævnet, var ikke omfattet af gældsinddrivelsesloven, hvorfor disse kunne inddrives gennem fogedretten
Advokatfirmaet, A, havde anlagt en sag mod Advokatnævnet, N, der blev afvist, og N blev tilkendt sagsomkostninger på 4.000 kr. Da A ikke betalte sagsomkostningerne, begærede N udlæg hos A gennem fogedretten. A påstod fogedsagen afvist, da A mente, at N var en del af den offentlige forvaltning, og derfor skulle kravet inddrives gennem SKAT, S. KBR’s fogedret fandt, at N var en del af den offentlige forvaltning, hvorfor var der ikke hjemmel til, at udlæg kunne foretages af fogedretten, hvorfor sagen blev afvist, jf. RPL § 489, stk. 1. Ifølge forarbejderne til gældsinddrivelsesloven skulle det offentlige forstås bredt, og loven dækkede både offentligretlige og civilretlige fordringer, hvorfor rette inddrivelsesmyndighed for N var S. ØL fandt, at N, der var et organ under Advokatsamfundet, B, var en del af den offentlige forvaltning. Hverken i forarbejderne til gældsinddrivelsesloven eller i forarbejderne til RPL var spørgsmålet om inddrivelse af sagsomkostninger, som N var tilkendt, behandlet. Efter ordlyden af gældsinddrivelseslovens § 1 samt forarbejderne dertil, og henset til N’s stilling som et organ under B, var de til N tilkendte sagsomkostninger ikke omfattet af gældsinddrivelsesloven, hvorfor udlægssagen skulle have været fremmet ved fogedretten. ØL hjemviste derfor sagen. Kendelsen er kæret til HR.
UfR 2020.266 HKK: Gældsstyrelsen skulle inddrive Advokatnævnets krav på sagsomkostninger, da nævnet var en del af den offentlige forvaltning omfattet af gældsinddrivelsesloven
Advokatnævnet, N, blev ved dom tilkendt sagsomkostninger fra A, som ikke betalte. En fogedsag om kravet blev fremmet. A kærede Fogedretten i Sønderborgs afgørelse til VL og påstod sagen afvist, fordi kravet skulle inddrives af Gældsstyrelsen, S, og ikke af N. VL stadfæstede fogedrettens kendelse. For HR angik sagen, om N som myndighed var omfattet af gældsinddrivelsesloven, og om sagsomkostninger i civilretlige sager som fordringstype var omfattet af gældsinddrivelsesloven. HR fandt, at N som en del af den offentlige forvaltning var omfattet af gældsinddrivelsesloven. I en årrække frem til 2017 var "sagsomkostninger vedr. civilretlige sager og straffesager" opført på listen i gældsinddrivelseslovens bilag 1 over fordringer, der kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning. Med en ændring af loven i 2017 blev positivlisten ændret til en negativliste, hvoraf sagsomkostninger ikke fremgik. Der var med ændringen ikke tilsigtet nogen indskrænkning af gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde. Det offentliges krav på sagsomkostninger måtte derfor fortsat anses for omfattet af gældsinddrivelsesloven. På denne baggrund skulle N’s krav på sagsomkostninger inddrives af S. Fogedrettens kendelse blev derfor ophævet.
